Alenemor var i kamp for overlevelse

Da Anne Marie Holst Sommer blev sygemeldt med stress i to år, kom hendes datter til at drage lidt rigeligt omsorg for sin mor. Og hendes søn udviklede en frygtsomhed, som kunne være en direkte afsmitning af hendes sindstilstand.
Anne Marie Holst Sommer med børnene Rita og Jasper og familiens heste.
Foto: Claus Bech

Sammenbruddet havde været undervejs i noget tid, da sygeplejerske Anne Marie Holst i sommeren 2014 gik ned med stress. For fra dag ét havde det været som at gå på arbejde i en krigszone, da hun som centersygeplejerske fik ansvaret for et Plejecenter.

Borgerne blev behandlet på en måde, hun ikke kunne stå inde for, og hendes bestræbelser på at hæve kvaliteten viste sig at være stejlt op af bakke.

Forløbet, som til sidst sendte Anne Marie Holst Sommer ud over kanten, sluttede med en rundkreds, hvor 20 medarbejdere af ledelsen blev bedt om at sige, hvad de havde af negativt på hende. Altså kun det negative. ”Det positive tager vi en anden gang”.

Det var dråben, der fik hende til at sygemelde sig. Og da hun først trak stikket, blev hun klar over, hvor syg hun egentlig var.

“Jeg vidste godt, at noget var rivende galt, for det sidste stykke tid tudbrølede jeg på vej til arbejdet, og igen så snart jeg var kommet hjem til børnene,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

Sov 14-16 timer i døgnet

Det er Anne Marie Holst Sommers to børn – Rita, som var 6 år i 2014, og Jasper, som var 16 – det skal handle om her. For hvordan undgår man som stressramt alenemor, der har jævnlige angstanfald, som fuldstændig lammer funktionsdygtigheden, og som den første sommer, hun er sygemeldt, sover mellem 14 og 16 timer i døgnet, at lade det gå ud over børnene? Tager man sig bare sammen?

”Nej, for det kan man ikke,” fortæller hun.

“Når det står på, er det ren overlevelse. Jeg kunne intet ud over at dække vores mest basale behov. Jeg hentede og bragte i skolen. Derefter tog jeg direkte i Netto, så jeg kunne få overstået indkøbet på et tidspunkt, hvor det var usandsynligt, at der var nogen, jeg skulle forholde mig til i supermarkedet,” siger Anne Marie Holst Sommer, som følte sig meget heldig med sine børn i de to år, sammenbruddet endte med at vare.

For havde hun eksempelvis haft to tvillingedrenge i femårsalderen, er det slet ikke sikkert, at det var gået så godt, som det trods alt gjorde.

“Der er 10 år mellem mine børn. Jasper var på efterskole, da det var værst, og Rita havde dét med sig ind i mors krise, at hun hviler i sig selv og er meget vellidt af både piger, drenge og voksne. Hun havde masser af overskud, da jeg brød sammen, og kom måske til at drage lidt rigeligt omsorg for mig i perioden. Ikke som sin mors bedste veninde, men som et kompetent barn, der bruger sine ressourcer, fordi hun kan se, at der er brug for det,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

Time out for snak

Det er svært for hende at svare fyldestgørende på, i hvor høj grad hendes sammenbrud gik ud over børnene. Først og fremmest fordi hele perioden er indhyllet i et gråt slør, hvor det er meget få konkrete situationer, hun kan huske.

“Jeg må have fortrængt en masse. Men jeg ved, at jeg blev nødt til at sætte nogle grænser op for mig selv,” siger Anne Marie Holst Sommer.

Den halve times ”time out”, som de havde indført allerede før sygemeldingen, blev nu ultimativ.

”Pludselig mente jeg det helt bogstaveligt, at de ikke måtte snakke til mig. Jeg kan svagt huske, hvordan Rita reagerede overrasket over, at jeg tog sådan på vej. Men hun holdt op med at plage,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

Ingen af børnene kan i dag huske noget særligt fra perioden. Hvilket dog ikke får Anne Marie Holst Sommer til at afvise, at de har måttet bære på nogle af hendes psykiske udfordringer.

“Jeg havde det sådan med andre mennesker, at jeg var helt sikker på, de ikke kunne lide mig.

Da Jasper var på efterskole, fik han pludselig en periode, hvor han havde samme følelse. ”Der er ingen andre end dig, som elsker mig,” sagde han. Var det ganske almindelige teenagefølelser, eller reagerede han på sin mors frygtsomhed over for livet? Det tror jeg aldrig, jeg finder svaret på,” siger hun.

Kram på mindst 20 sekunder

Det har været med til at bære børnene igennem, at familiemedlemmerne rører meget ved hinanden fysisk, mener Anne Marie Holst Sommer.

”Rita sov i min seng i hele perioden, og de fik begge to at vide hver dag, at jeg elsker dem,” fortæller Anne Marie Holst Sommer, som lige er faldet over en undersøgelse, der viser, at et kram på 20 sekunder eller mere sender endorfiner ud i hele organismen.

“Det var måske den ene ting, jeg gjorde godt. Jeg fjernede mig aldrig fra børnene. De kunne altid få et kram,” siger hun.

Det er tre år siden, de mørke skyer endelig drev væk. Anne Marie Holst Sommer har i de år haft en perfekt optrapning ind i sit nye job.

Først som vikar, dernæst som timelønnet, hvor hun selv kunne skrue op og ned for den ugentlige arbejdsindsats. I april måned blev hun fastansat. Og nu er hun så på vej på barsel. Som forvandlet efter tre år på en arbejdsplads, hvor alt har været det stik modsatte af den forrige.

”Så alt er godt igen – men noget er forandret,” fortæller Anne Marie Holst Sommer.

“Det vil altid sidde i mig, at hvis jeg mærker blot snerten af de følelser, som jeg forlod min gamle arbejdsplads med, så blinker alle alarmklokker rødt. Jeg trækker mig og bakker baglæns ud, indtil jeg har genvundet roen.”

Læs også: Børn rammes også af mors stress

Emneord: 
Stress

Børn rammes også af mors stress

Overbelastede sygeplejersker kan på grund af deres omsorgsfunktion have et særligt behov for at få ugens begivenheder vendt med andre voksne, så de ikke tager belastninger på arbejdet med hjem til børnene, siger psykolog Lisbeth Lenchler-Hübertz.
Foto: Claus Bech

Den effekt, det har på børn, hvis én eller begge forældre arbejder i et dårligt psykisk arbejdsmiljø, har et videnskabeligt navn: Spill over-effekten.

Forskning på området peger på, at hvis man vender stresset, angst eller deprimeret hjem fra arbejde, så risikerer ens psykiske såvel som fysiske symptomer at blive overført direkte til ens børn.

Og ikke mindst som sygeplejerske og forælder skal man være opmærksom på denne effekt, mener praktiserende psykolog, skolepsykolog på deltid og forfatter til bøger om børns trivsel, Lisbeth Lenchler-Hübertz.

“Som sygeplejerske bruger man sig selv på mange fronter i løbet af arbejdsdagen. I en stresset periode kan det være svært at lægge de mange følelser og de belastende arbejdsvilkår helt fra sig, når arbejdsdagen er slut. Derfor kan der være et stort behov for at få læsset af, som man skal tage alvorligt,” siger hun.

”Det kan være en god idé at udvikle faste rutiner med kolleger, venner eller en partner, hvor man får vendt ugens begivenheder, så man undgår, at børnene bliver ofre for den psykiske bagage, man bringer med hjem fra et belastende arbejde,” pointerer Lisbeth Lenchler-Hübertz.

”Vi påvirker hinanden på måder, vi ikke selv er klar over. Og jo tættere vi er på hinanden, jo mere påvirker vi hinanden. Det er en rigtig god viden at have med sig ind i en kriseperiode, når man har børn. For så kan man tage sine forholdsregler,” siger hun.

Børn vil samarbejde

De børn, som bliver skældt mest ud og oftest oplever, at deres forældre er stressede, er samtidig de børn, som oftest svarer, at de ”har det dårligt” eller ”meget dårligt” for tiden, viste en undersøgelse fra Børnerådet i 2014.

Samme år dokumenterede forskere på University of Central Florida direkte sammenhænge mellem moderens positive eller negative oplevelser på arbejdet og børnenes helbred.

På det canadiske universitet Carleton viste et studie i 2018, at hvis kvinder oplever ”dårlig opførsel” på deres arbejde, så tror de mindre på sig selv som mødre. Og behandler deres børn dårligere.

Lisbeth Lenchler-Hübertz vover den påstand, at en del af den enorme vækst, vi ser af stressede børn, skyldes væksten af stressede forældre.

“I modsætning til de voksne har børnene ikke mulighed for at sige fra og flytte sig. De kan slå fra sig og have en adfærd, som ikke ligner samarbejde. Det er deres måde at hente hjælp ind, når de mangler den,” siger hun.

Børn kan også reagere modsat og opføre sig ekstra samarbejdsvillige, når de oplever, at én eller begge forældre er i krise.

”Uanset hvilken strategi barnet vælger, er den – også hvis det ikke ser sådan ud – et udtryk for samarbejde i en situation, hvor barnet er prisgivet den stressramte voksnes evne til at rumme sig selv”, siger Lisbeth Lenchler-Hübertz.

Fokusér på de basale behov

”Man bør tænke strategisk og smart for at undgå, at negative oplevelser på arbejdet ”spilder over”, når man kommer hjem til børnene,” siger hun.

”Tag f.eks. en powernap på p-pladsen inden afhentning i institutionen, hvor du ”tømmer” dig selv, inden dine børn kræver din tilstedeværelse. Vent med at sætte indkøb på plads, når I træder ind ad døren, til du har lyttet til børnene. Så får du langt hurtigere fred. Børnene føler sig mødt og løber videre i livet. Skab luft ved at skiftes med andre forældre eller bedsteforældre til at hente børnene i institutionen. Ræk aktivt ud efter at hente ressourcer ind, der kan skærme børnene mod et midlertidigt mangel på overskud i hjemmet.

Der er mange små strategier, man kan være opfindsom med, når der er underskud på forældrekontoen,” pointerer Lisbeth Lenchler-Hübertz.

“De basale behov er tag over hovedet, mad på bordet og kærlighed. Hvis man i en periode ikke har overskuddet til flere trin på behovspyramiden, så fokusér på de tre,” foreslår hun.

”Hold hjemmet hyggeligt for børnene, så dét i det mindste ligner sig selv.

Hold fast i måltiderne. De giver børnene en tryg fornemmelse af, at du er i stand til at opretholde en struktur omkring dem”.

”Og endelig – sørg for, at de ikke bliver i tvivl om, at du er der for dem. Hvis du fejler i nogle situationer – hvad du utvivlsomt vil gøre, hvis du er meget stresset – så fortæl dem med ord, at de kan regne med dig,” siger Lisbeth Lenchler-Hübertz, som ikke er tilhænger af, at børn skal involveres mere end højst nødvendigt i de voksnes problemer. Men de skal omvendt heller ikke lades alene med den bekymring, de naturligt føler:

“Det er vigtigt, at børn ikke skal spekulere over, hvad der er galt med de voksne. Hvis ikke de får en forståelse af, hvad der sker, kan de tro, det er deres skyld. Vær ekstra opmærksom, hvis barnet viser symptomer som f.eks. hovedpine og ondt i maven. De situationer er invitationer til et kram og en lille snak om, hvad der bekymrer barnet.”

Læs også: Alenemor var i kamp for overlevelse

Emneord: 
Stress

Hørt: Stress stækkede Carolines drøm

Jeg blev kastet ud i mit første job uden introduktion. Det gjorde mig usikker og nervøs, og til sidst kunne jeg slet ikke sove, fortæller Caroline Grøn, der i dag er hjemmesygeplejerske i Aalborg.

“Vi sygeplejersker har længe råbt op om de ringe arbejdsforhold og det store arbejdspres, men der er ikke blevet lyttet. Ligeledes hænger vores ansvar, arbejdsforhold og -tider ikke sammen med den betaling og anerkendelse, vi får.”

Caroline Grøn
Caroline Grøn følte sig som en stækket fugl, da hun startede som sygeplejerske, fordi hun ikke modtog ordentlig oplæring.
foto: Lars Horn
Citatet kommer fra Caroline Grøns debatindlæg i Jyllands-Posten i juli. Som nyuddannet sygeplejerske har hun været sygemeldt med stress to gange på to år. Hun kritiserer, at der ikke er sammenhæng mellem lønnen og sygeplejerskers ansvar og arbejdsforhold. Og sparsom introduktion til hendes første job, gjorde ondt værre i hendes tilfælde.

Søvnløs på sengeafdelingen

Da Caroline Grøn blev færdig i sommeren 2017, fik hun job på en sengeafdeling. Selvom der på papiret var to ugers oplæring, så var der i praksis kun tale om to dage.

“Det betød, at der var en masse ting, som jeg var usikker på. Jeg var ikke klædt på til jobbet, så jeg gik hjem om aftenen og var meget bange for, at jeg havde gjort noget forkert eller misset noget,” siger hun.

Det gav voldsomme søvnproblemer:

“Til at starte med vågnede jeg efter halvanden time og kunne ikke falde i søvn igen. Men efter noget tid kunne jeg slet ikke falde i søvn. Så mødte jeg på arbejde helt uden at have sovet, og skulle stå med nogle meget dårlige patienter, der f.eks. havde hjerneblødninger eller tumorer i hjernen.”
Hun synes, det er en stor fejl, at ordentlig introduktion ikke altid bliver prioriteret:

“Det er jo en langtidsinvestering for afdelingerne. Hvis introduktionen udebliver, så slukker afdelingen brande på kort sigt, men de fejler på længere sigt,” siger Caroline Grøn, der mener, at det er et prioriteringsproblem.

En systemfejl

Den svære opstart dræbte Caroline Grøns lyst til at være sygeplejerske:

"Jeg følte mig som en rigtig dårlig sygeplejerske.”

Hun overvejede, om hun i stedet skulle søge job i den lokale isbutik.

“Jeg havde tænkt, at jeg gerne ville være en dygtig sygeplejerske, der kunne give patienterne en rigtig god oplevelse. Jeg troede, at det var mig, der var noget galt med. Men det var det ikke. Det er systemet, der er noget galt med. Det skal ikke være sådan at gå på arbejde.”

Hun skiftede til et nyt job, hvor hun fik fem ugers oplæring. Her indgik hun ikke i normeringen, men fulgtes i stedet med en erfaren sygeplejerske.

“Jeg var ordentligt klædt på til at løse mine opgaver, så jeg følte mig meget mere tryg. Det var helt fantastisk.”

I dag er Caroline Grøn skiftet til hjemmesygeplejen for at kunne have en fast døgnrytme og få styr på søvnen. 

Emneord: 
Stress

Frustrerende ikke at nå det hele

To ud af tre sygeplejersker er inden for en måned gået hjem fra arbejde med følelsen af ikke at have nået alle arbejdsopgaver.
Foto: Søren Svendsen

En klump i brystet. Mindre lyst til socialt samvær med venner og familie. Vedstår sig at have udviklet en kortere lunte i forhold til venner og kolleger.

Konsekvenserne af at gå hjem fra jobbet med en følelse af ikke at have nået alt det, man gerne ville, rammer én personligt.

Og i arbejdstiden oplever sygeplejersker en frygt for at begå fejl, og de lader sig irritere over manglende balance mellem ledelsesforventninger og mulighed for at opfylde kravene i et rimeligt arbejdstempo. Alt sammen fordi muligheden for at gøre opgaverne færdige i arbejdstiden ikke er til stede.

Ovenstående er en sammenskrivning af en brøkdel af de mange sigende udsagn, som sygeplejersker anonymt har skrevet i svarfeltet i en undersøgelse af, hvad det betyder for den enkelte at gå hjem fra arbejdet med en følelse af ikke at have løst sin arbejdsopgave.

Har konsekvenser for den enkelte

Og følelserne af frustration og afmagt – og mange flere negative følelser – har to ud af tre sygeplejersker haft inden for den seneste måned, viser undersøgelsen lavet af Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling.

I undersøgelsen er der spurgt ind til, om man inden for den seneste måned har oplevet at forlade arbejdspladsen med følelsen af ikke at have udført sit arbejde godt nok, hvor ofte det er sket samt om forslag til årsager. Desuden er deltagerne blevet spurgt om deres bud på konsekvenser for både patienter og for dem selv som sygeplejersker.

For lidt tid og for få kolleger

Af svarene konkluderer undersøgelsen, at først og fremmest manglende tid og for få kolleger er årsagen til, at ikke alle arbejdsopgaver blev løst som forventet i løbet af arbejdsdagen. Og det går også ud over borgerne: De modtager en lavere kvalitet i behandlingen. Sygeplejerskerne selv bliver berørt både psykisk og fysisk i form af vrede, tristhed, dårlig søvn, smerter i hoved og mave samt hjertebanken.

For faget og for arbejdspladsen er konsekvensen, at sygeplejersker, som oplever ikke at have gjort arbejdet godt nok, i højere grad end andre overvejer at søge arbejde uden for faget.

Ansæt flere sygeplejersker

Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen finder forholdene, som de fremgår af undersøgelsen, urimelige:

”Det er ikke rimeligt, at man skal gå grædende hjem med hjertebanken eller hovedpine, fordi der mangler tid til patienterne,” siger hun og peger på en enkelt løsning:

”Når politikerne kun vil give en brøkdel af de penge, der skal til for at leve op til en fagligt forsvarlig pleje og behandling, så svigter de både borgere og sygeplejersker. Derfor skal der ansættes flere sygeplejersker.”

Fakta fra undersøgelsen
  • 1.119 respondenter (68 pct.) svarede, at de inden for den seneste måned er gået hjem fra arbejde med en følelse af ikke at have fået løst arbejdsopgaverne så godt som ønsket

Blandt alle 1.119, som svarede bekræftende på ovenstående, gælder:

  • 992 respondenter (89 pct.) svarede, at de altid/næsten altid, ofte eller indimellem gik hjem fa arbejde med en oplevelse af ikke at have fået løst opgaverne som ønsket
  • Som årsag til ikke at få løst arbejdsopgaverne angav 932 respondenter manglende tid (83 pct.), 654 angav mangel på kolleger (58 pct.) og 427 angav, at de skulle løse for mange ikke-sygeplejerelevante opgaver (38 pct.)
  • 896 respondenter (80 pct.) angav lavere kvalitet for borger/patient som en konsekvens, 599 (54 pct.) angav dårligere patientinddragelse som en konsekvens, og 484 (43 pct.) angav mere ventetid som en konsekvens
  • 718 (64 pct.) respondenter angav vrede/frustration hos den enkelte sygeplejerske som en konsekvens, 585 (52 pct.) svarede trist/ked af det, 464 (41 pct.) svarede, at de sover dårligt, 333 (30 pct.) svarede, at de får ondt i hovedet/maven, mens 152 (14 pct.) anfører hjertebanken som en konsekvens.
  • Ca. en femtedel (18 pct.) af dem, der svarede ja til at gå fra arbejdet med en oplevelse af ikke at have løst opgaven godt nok, overvejer at skifte til et ikke-sygeplejefagligt arbejde inden for de næste par år
  • Lidt flere end en femtedel (22 pct.) overvejer at skifte til et sygeplejerskejob inden for et andet felt end i dag.

Undersøgelsen blev gennemført i perioden 23. januar – 1. februar 2019 blandt et repræsentativt udsnit af Dansk Sygeplejeråds medlemmer. 4.062 medlemmer modtog spørgeskema, 2.228 (55 pct.) svarede.

Læs undersøgelsen

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress

Stressen åbnede nye døre

Selvværd. Da Christina Seidelin gik ned med stress, stod hun tilbage med et selvværd, der var helt i bund, og tvivlede på, om hun overhovedet ville være sygeplejerske. Med hårdt arbejde og hjælp fra udstrakte hænder fandt hun dog vej tilbage til faget – og til en arbejdsglæde, der er større end nogensinde før.
Foto: Nikolai Linares
Få styr på dig selv

Planlæg din dag og genvind overblikket
Stress kan øges af for mange opgaver og ikke mindst for mange uløste opgaver. Derfor er det en god idé at få skemalagt, hvornår en given ting skal laves – ligesom det er vigtigt at få sat tid af til pauser og afslapning.

Prioritér din tid
Ikke alt er lige vigtigt! Sortér i dine gøremål, udsæt eller uddelegér. Det giver luft i hverdagen og tid til at trække vejret.

Få fritiden på dagsordenen
I en tid, hvor det grænseløse arbejdsliv ofte hersker, skal du gøre noget aktivt for at få skabt tid til fritidsaktiviteter. Brodér, dans, syng. Det giver alt sammen energi og overskud.

Markér dine succeser
Hold op med at fokusere på det, du ikke når, men koncentrer dig i stedet om det, du har nået. Hvis du skriver dine sejre op i en lille bog, kan du dele dem med omgivelserne og være heldig at modtage ros og anerkendelse. Du kan også bruge listen til at minde dig selv om, at du har udrettet noget og booste din selvtillid.

Kilde: "Førstehjælp til dit arbejdsliv" udgivet af Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Symptomerne havde egentlig været der i et års tid, men det var først, da det var for sent, og hun en dag knækkede sammen med stress, at det gik op for Christina Seidelin, at hun alt for længe havde gået på kompromis med sig selv. Travle dage på jobbet som sygeplejerske, for mange og for store opgaver og en trang til at være den evige jasiger sneg sig langsomt, men sikkert ind på hende, indtil hun ikke længere kunne ignorere, hvad hendes krop prøvede at fortælle hende.

"Jeg har vist altid haft tendens til at være den pæne pige, som gerne ville være pligtopfyldende, og som kunne det hele på den halve tid. I virkeligheden havde jeg nok været der så meget for alle andre, at jeg helt glemte at være der for mig selv," siger Christina Seidelin efter et stykke tid, hvor vi har siddet og talt sammen i et roligt lokale på Frederiksberg Hospital.

Her arbejder hun som sygeplejerske på Reumatologisk Ambulatorium – et helt andet job end det, hun havde før stressen. 32 timer om ugen med alt, hvad det indebærer af opgaver, tidspres, patienter og ansvar. Men havde man spurgt Christina for bare to år siden, ville hun ikke have troet på, at det var muligt.

"Jeg var skrækslagen ved tanken om at få et arbejde. Samtidig var jeg også i tvivl om, om jeg overhovedet ville være sygeplejerske, mit selvværd var helt i bund. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne tage mig af andre, når jeg ikke engang kunne tage vare på mig selv," siger hun.

En hjælpende hånd

Christina Seidelin er kommet ud på den anden side af stressen. Det har dog været en sej og langstrakt kamp, som bl.a. krævede sygemelding ad to omgange og grundig ommøblering af både prioriteter og selvopfattelse. Det fortæller hun lidt om i den nye bog, "Førstehjælp til dit arbejdsliv", en håndbog til sygeplejersker, der af forskellige årsager leder efter nye karriereveje.

Stressramte er den gruppe af henvendelser, der fylder mest i Din Sundhedsfaglige A-kasses Socialrådgivning, da rundt regnet 260 medlemmer årligt bliver sygemeldt med stress. Christinas største ønsker er at kunne hjælpe andre sygeplejersker, der er havnet i samme situation som den, hun engang stod i.

"Hvis jeg med den viden og erfaring, jeg har opnået gennem mit sygdomsforløb, kan gøre noget for andre, så betragter jeg det i høj grad som en gave, stressen har givet mig," siger hun.

Netop hjælpen fra andre – og ikke mindst evnen til at lade sig hjælpe – opfatter Christina Seidelin som afgørende i hendes sejr over stressen. At hun ikke kun rakte ud efter andre hænder, men også tog imod dem, da de blev strakt frem, var første skridt på vejen tilbage til arbejdsmarkedet.

"Da jeg blev sygemeldt anden gang, blev jeg igennem vores forsikring tilbudt et psykologforløb, som jeg valgte at takke ja til. Det blev en slags startskud. Følelsen af, at jeg blev hørt og set, gav mig lidt af den tro på mig selv tilbage, som jeg ellers havde mistet," siger hun.

Christina Seidelin
Christina Seidelin opfordrer ligesindede til at kæmpe imod trangen til at isolere sig. For når én dør lukker, kan der måske være to andre, der åbner sig.
Foto: Nikolai Linares
Sidenhen meldte Christina sig til flere forløb, kurser og tilbud til stressramte både igennem kommunen og Din Sundhedsfaglige A-kasse. Hver gang fik hun lidt flere byggesten til sit nye liv med sig i rygsækken. Hun blev introduceret til mindfulness og yoga og lærte at lytte til sin krop. Hun fik redskaber til at håndtere sin stress og fandt evnen til at sige fra. Da hun så småt begyndte at være klar til at træde ind på jobscenen igen, blev hun via en bekendt tilknyttet et 12 uger langt forløb hos Novozymes, hvor hun under kyndig vejledning blev genintroduceret til arbejdsmarkedet og blev sporet ind på, hvad hun egentlig gerne selv ville med sit arbejdsliv.

Hele vejen har Christina følt sig inddraget og kærligt behandlet. Selvom hun også føler sig heldig over, at hun har haft så mange muligheder, understreger hun dog, at indsatsen først og fremmest er hendes egen. Hun råder derfor andre stressramte til selv at opsøge de tilbud, der findes derude.

"Jeg har fået rigtig meget hjælp, men det er også mig selv, der har banet vejen. Jeg tog selv det første skridt, og så det næste og så det næste. Nogle gange var det måske meget små skridt, men selv et lille skridt var jo en slags sejr," siger hun.

Bliv din egen bedste ven

Brug kroppen
Motion er med til at holde stress på afstand. Find derfor en motionsform, der passer dig, og dyrk den et par gange om ugen. Med god kondition kommer vi os hurtigere efter en stressreaktion og får dermed mere livskvalitet.

Sig ja
Sig ja, når nogen rækker dig en hånd. Det kan godt være, du mest har lyst til at isolere dig, men det er sammen med andre – dine venner og familie – du kommer hurtigst videre til det gode liv.

Lyt til dig selv
Tag dig selv alvorligt og lyt til din krop. Netop du ved så meget om kroppen, gør det til din fordel. Når du lytter til din krop, kan du hurtigt se et mønster i, hvornår din krop mistrives og f.eks. bliver udsat for stress. Når du kan genkende faresignalerne, kan du nå at ændre adfærd, inden det er for sent.

Vær tålmodig
Tag små skridt, og ros dig selv for dit arbejde med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det sker ikke i morgen, men når du arbejder med dig selv, er du på vej.

Kilde: "Førstehjælp til dit arbejdsliv" udgivet af Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Stress åbnede døren

I dag har Christina Seidelin vendt sit stressforløb til en styrke. Derfor lagde hun heller ikke skjul på, at hun havde været syg, da hun søgte sit nuværende job på Frederiksberg Hospital.

"Det var vigtigt for mig at være ærlig om mine sygemeldinger fra starten. Ikke kun fordi jeg gerne ville spille med åbne kort, men også fordi mit forløb har gjort mig til en stærkere og bedre sygeplejerske, end jeg var før. Jeg ville gerne have, at de forstod, at jeg med mine erfaringer ville være en gevinst for dem," siger hun.

Selvom følelsen af at være alene kan være svær at ignorere som stressramt, opfordrer Christina alligevel ligesindede til at kæmpe imod trangen til at isolere sig. For når én dør lukker, kan der måske være to andre, der åbner sig. For hende endte stressen med at blive en ny vej. En vej til det liv, hun gerne ville leve – både som sygeplejerske og menneske.

"Mit råd til andre sygeplejersker må være: Ræk ud," siger hun. "Tag imod hjælp, når den bliver tilbudt. Spørg efter den, når du har brug for den, og husk at passe på dig selv i stedet for kun at passe på andre."

”Førstehjælp til dit arbejdsliv” er udgivet af Din Sundhedsfaglige A-kasse, DSA, og er en ny medlemsbog, der samler en del af den store viden, karrierekonsulenter i DSA ligger inde med. Bogen et konkret redskab, man som jobsøgende og medlem af DSA kan tage med hjem fra et CV-møde og finde inspiration i. Medlemmer i job vil også finde indholdet relevant. Se mere på dsa.dk/bestilbog.

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress

Aldrig mere dobbeltvagter

Arbejdspres. Hver syvende nyuddannede sygeplejerske bliver syg af at gå på arbejde, men også garvede sygeplejersker bukker under for konstante krav om omstillingsparathed og effektivitet i sundhedsvæsenet. En af dem er Ina Ottesen, som varetog en funktion, der i dag er fordelt på tre mennesker.
Sygeplejerske Ina Ottesen havde altid oplevet sig selv som én, der kunne arbejde igennem og tage over, hvis andre sagde fra. Det var først, da hun gik til lægen med helvedesild, at lægen pegede på stress.
Foto: Mikkel Berg Pedersen

forside-fra-nr-3
Hver syvende nyuddannet sygeplejerske bliver sygemeldt pga. arbejdet, viste en ny analyse, omtalt i Sygeplejersken nr. 3/2018. Men garvede sygeplejersker rammes også. De har typisk været under pres i årevis, før de bliver syge.
Ina Ottesen er hverken ung, nyuddannet, uerfaren eller har kompetenceproblemer. Hver syvende nyuddannede sygeplejerske bliver sygemeldt pga. arbejdet, som vi skrev tema om i det seneste nummer af Sygeplejersken.

Men 58-årige Ina Ottesen blev alligevel syg af stress. Og det er hun ikke ene om.

27 pct. af de sygeplejersker, der deltog i Dansk Sygeplejeråds seneste SATH-undersøgelse (Sygeplejerskers Arbejdsmiljø, Trivsel og Helbred) fra 2015, svarede, at deres sygefravær helt eller delvist skyldtes arbejdsmiljøet. Og flere arbejdsmiljøkonsulenter i Dansk Sygeplejeråds kredse rejser en særlig bekymring for netop de ældre, garvede sygeplejersker, som ofte har gået længe med symptomer på stress, inden de bliver sygemeldt.

Sådan var det også for Ina Ottesen.

"Det var først, da jeg fik helvedesild og opsøgte en læge, som spurgte mig, om jeg var stresset, at det gik op for mig, at det var det, jeg var," siger Ina Ottesen.

"Tænk, at jeg havde kunnet være så ignorant. Jeg havde jo bobler over det hele og døjede voldsomt med migræne. Og igennem lang tid havde jeg ikke kunnet falde i søvn. Alting kørte rundt i hovedet, og små problemer blev kæmpestore. Jeg havde alle de klassiske symptomer: hjertebanken og ekstra hjerteslag," siger hun.

På det tidspunkt, hvor Ina Ottesen blev syg, havde hun påtaget sig en teamlederfunktion på fælles akutmodtagelsen (FAM), hvor hun tog imod alle de patienter, der kom til skadestuen og traumecenteret, og fandt ud af, hvilke sygeplejersker der kunne tage imod dem i det videre forløb.

"Ofte måtte jeg presse kollegaer, der i forvejen havde hænder og hoved fulde, til at tage imod endnu en patient," siger Ina Ottesen.

"Jeg gik rundt med to telefoner i lommen og talte i dem begge, samtidig med at kollegaer eller patienter talte til mig," fortæller hun.

Blev gal på pårørende

Hun skulle også forholde sig til patienter, der ikke fejlede noget presserende, men som kunne være helt uforstående overfor, at der var andre, der havde akut behov for hjælp.

"Jeg oplevede at blive gjort ansvarlig for politiske og ledelsesmæssige beslutninger, dårligt indrettet venteværelse, for lang ventetid m.m. Det var selvfølgelig et mindretal af patienter, men det fyldte meget på stress-siden."

"Der var også situationer, hvor jeg blev gal. Især på de pårørende, som jeg syntes var forkælede og krævende. Et par gange eksploderede jeg. Mine kollegaer blev meget forskrækkede over, at jeg kunne blive så gal," fortæller Ina Ottesen.

"Jeg tror, at jeg har trukket den rigtig længe. Jeg har altid oplevet mig selv som én, der kunne arbejde igennem, og hvis andre sagde fra, tog jeg det bare på mig. Jeg havde en urealistisk oplevelse af, hvor meget jeg kunne og skulle favne."

6-7 forandringer om året

Siden Ina Ottesen blev sygemeldt, er teamledelsesfunktionen blevet ændret. Nu er modtagelsen fordelt på tre personer, heriblandt en akutlæge, og der er indført et it-system, så patienterne i langt højere grad er meldt i forvejen. Ina Ottesen fortæller, at ledelsen allerede var opmærksom på problemet og i gang med ændringen, da hun blev syg. Men for Ina Ottesens vedkommende var det for sent. Forud for sygemeldingen havde der været flere år med store omvæltninger i Ina Ottesens arbejdsliv. Skadestuen var blevet lavet om til FAM og var blevet udbygget ad flere omgange til at tage imod flere og flere patienter. Der var blevet indført EPJ, nye it-systemer, ændrede arbejdsopgaver og omrokeringer. Forskning peger på, at organisationsændringer koster på trivselskontoen, og Ina Ottesen fortæller, at der var en periode med seks-syv store forandringer om året.

stress_2
Ina Ottesen
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Erfarne bliver marginaliseret

I Kreds Sjælland møder arbejdsmiljøkonsulent og psykolog Marianne Boje mange af de ældre sygeplejersker.

"Jeg har faktisk en overpopulation af de 50-65-årige. De mange modne kvinder, jeg ser, har kæmpet længe. Lægerne skriver stress og udmattelsessyndrom på lægeattesterne. Det er sygeplejersker, der har stået last og brast, og nu kan de bare ikke mere," siger hun.

"De bukker under for arbejdspresset og de urimelige krav. Der er ingen sammenhæng mellem krav og ressourcer. Vi producerer psykologiske problemstillinger, der ikke var der i forvejen, ved at presse folk maksimalt."

I Kreds Midtjylland oplever arbejdsmiljøkonsulent og psykolog Jette Wied, at antallet af henvendelser om stress har været stigende siden sidste sommer.

"Jeg synes, det lyder, som om arbejdspresset har fået en ekstra omgang, og at ledelserne er endnu mindre tilbøjelige til at lytte til den tilstand, personalet oplever. Der bliver hurtigere sat spørgsmålstegn ved, om de kan klare mosten og være på denne arbejdsplads. Det er af og til meget barskt og tangerende til kynisme," siger Jette Wied.

Hun fortæller, at hvor stresshenvendelserne fra de nyuddannede ofte handler om, at de ikke bliver ordentligt oplært og ikke får den nødvendige støtte, men i stedet et kæmpestort ansvar alt for hurtigt, så er det, der overbelaster de ældre sygeplejersker, at de oplever, at de på trods af deres store erfaring og ansvarlighed bliver marginaliseret, og at de nøglepositioner, de har opnået på baggrund af høj faglighed, forsvinder.

"Og når de sætter spørgsmålstegn ved kvaliteten og patientsikkerheden, så opfattes det som modstand og negativitet," siger Jette Wied.

Vaklede hjem efter hurtig opstart

Da Ina Ottesen blev syg, var hendes leder meget lydhør, og hun blev tilknyttet en arbejdspsykolog. Men da arbejdspsykologen sendte Ina Ottesen tilbage på job efter tre uger med en aftale om, at hun skulle starte op uden for normeringen, var hun ikke klar.

"Jeg havde det allerede fysisk dårligt, da jeg kom til afdelingen, og i omklædningsrummet havde jeg bare lyst til at lægge mig ned på gulvet."

Da hun mødte op på afdelingen, var den ansvarshavende ved en fejl ikke orienteret om, at hun skulle arbejde udenfor normeringen, så Ina Ottesen fik det fulde ansvar for "sine" patienter.

"Jeg var hudløs og kunne ikke få mig selv til at sige, at aftalen var, at jeg skulle arbejde uden for normeringen. Jeg klemte bare ballerne sammen som sædvanlig og klarede mig igennem timerne. Bagefter vaklede jeg hjem. Og min mand sagde, det her går jo slet, slet ikke."

Opgør med skyld og skam

Ina Ottesen fandt først ud af, hvor syg hun egentlig var, da hun opsøgte en privatpraktiserende psykolog, som sagde: "Du skal ikke på arbejde."

"Det var først der, at det gik op for mig, hvor syg jeg var. Så blev jeg bange. Jeg havde altid været udadvendt og social – og pludselig blev jeg bange for andre og kunne ikke klare dårlige stemninger."

Ina Ottesens leder henviste hende til en stressgruppe i Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, og det var rigtig godt for hende at komme et sted, hvor der var respekt og forståelse for at være ramt af stress.

"Vi sad allesammen og havde dårlig samvittighed over, at vi ikke kunne stå distancen. Og dér var Jette Wied (faglig arbejdsmiljøkonsulent og psykolog, red.) god til at hjælpe med at få gjort op med skyld og skam."

Det hjalp Ina Ottesen, at hun vidste, hun var dygtig til mange ting. Nogle af de nyuddannede i gruppen var blevet syge, inden de havde nået at finde ud af det.

Hjælp Dansk Sygeplejeråd med at hjælpe dig

Jo mere Dansk Sygeplejeråd ved om dit arbejdsmiljø, trivsel og helbred, jo bedre kan rådet arbejde for at gøre dine forhold bedre.

Så når den tilbagevendende SATH-undersøgelse bliver sendt ud til alle Dansk Sygeplejeråds medlemmer i slutningen af marts 2018, er det afgørende, at så mange som muligt besvarer den.

Den viden, som SATH-undersøgelsen giver, gør Dansk Sygeplejeråd i stand til at sætte dagsordenen og fokus på sygeplejerskers arbejdsmiljø og -vilkår. Det kan være ved møder med folketings- og lokalpolitikere, arbejdsgivere og andre organisationer. Men også i forbindelse med pressearbejde, i debatindlæg og deltagelse i medierne.

Resultaterne fra den seneste SATH-undersøgelse fra 2015 brugte Dansk Sygeplejeråd f.eks. til at argumentere for, at produktionskravet på 2 pct. skulle afskaffes. Og det blev som bekendt besluttet i 2017.

Efter fem måneders sygemelding startede Ina Ottesen lige så stille op i arbejdsprøvning i egen afdeling med god støtte fra leder, tillidsmand, HR-repræsentant og kollegaer. Siden juni 2015 har hun arbejdet 30 timer, ligesom hun gjorde inden sygemeldingen.

Det seneste år har hun også været arbejdsmiljørepræsentant.

"Og det er rigtig godt, for jeg føler, at jeg er god til at spore, hvordan mine kollegaer har det," siger Ina Ottesen.

Ina Ottesens stressreaktion har gjort, at hun i dag er blevet dårligere til at huske og fokusere. Hun er også blevet mere selektiv med sit privatliv og passer meget mere på sig selv. Hun ved, hun skal hvile, og tager ikke længere dobbeltvagter.

Modsatrettede krav belaster

Ina Ottesen oplever, at de krav og idealer, der stilles til sygeplejersker, ikke harmonerer med virkeligheden. Og det er med til at overbelaste sundhedspersonalet.

"Det er sådan noget som, at man skal tage imod patienter med åbne arme og ikke afvise nogen, samtidig med at der skal presses så mange gennem systemet som muligt," siger hun.

"Det er nogle gange nogle urimelige vilkår, vi arbejder under."

"Hvis jeg har en patient med en specifik problemstilling, men også ser nogle andre problemstillinger, så skal jeg gøre vold på mig selv, hvis jeg ikke også skal tage mig af de ting. Og jeg bryder mig ikke om den person, jeg bliver, når jeg er nødt til at ignorere det, jeg ser," siger Ina Ottesen og fremhæver, at mange patienter også sætter stor pris på netop den indlevelse og det nærvær, der er i sygeplejefaget:

"Det er bløde værdier, som er svære at sætte ind i et it-system. Folk vil gerne mødes som hele personer og ikke blot som en diagnose."

Læs mere

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress

Ledende psykolog: Se stress som en UTH

Ansvaret for en stress-sygemelding placeres ofte hos den enkelte sygeplejerske. Eller forklares som praksischok. Ledende psykolog, Pia Ryom, opfordrer til, at stress betragtes som en utilsigtet hændelse. Ellers lærer ingen noget. Og arbejdsmiljøet producerer blot nye stressramte.

Perfektionistiske og ambitiøse 12-tals-unge, som får "praksischok" bruges tit som forklaring på, at så mange nyuddannede bliver syge af deres arbejde.

Men den forklaring er for letkøbt, mener Malene Friis Andersen, psykolog, ph.d. og arbejdsmiljøforsker i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

"Det er selvfølgelig nogle sårbare år, når man er nyuddannet," siger hun. "Men netop derfor er det rigtig vigtigt, at arbejdspladsen tager hånd om god oplæring og kollegaorienterede fællesskaber."

"Alt for ofte er der en tendens til, at når den stressramte medarbejder kommer ind på kontoret, så lægger man hovedet lidt på skrå og siger "Bettina, det lyder da ikke så godt, sådan skal du ikke have det. Du får en psykolog, og måske kan du også lære at blive bedre til at sige fra og være mindre perfektionistisk," siger hun.

Praksischok: Myte eller sandhed?

"Praksischok" er et velkendt begreb og en tilbagevendende årsagsforklaring på psykiske belastningssymptomer og sygemeldinger blandt f.eks. sygeplejersker. Spørgsmålet, der stilles, er, om uddannelsen er for akademisk, og om den videnskabsteori, sygeplejerskerne lærer, er brugbar ude i virkeligheden. Sygeplejersken har spurgt formand for Danske Professionshøjskoler og rektor på Professionshøjskolen, Stefan Hermann.

"Jeg synes egentlig ikke, at det er en stærk årsagsforklaring. For det første er der ingen tvivl om, at der blandt arbejdsgivere og nyuddannede er enorm høj forventning om, at det skal gå hurtigere og hurtigere med introduktionen," siger han og peger på produktionspresset som en forklaring på det opskruede tempo.

"Og for det andet er det altså en uddannelse med 40 pct. praktik – alene det giver mulighed for massiv tilvænning til det arbejdsliv, der venter," påpeger han.

Det gælder både, når det er nyuddannede, men også for ældre, erfarne sygeplejersker, som får at vide, at de må de sænke ambitionsniveauet.

Malene Friis Andersen og andre eksperter oplever, at placering af ansvaret hos det enkelte individ, er en faldgrube, som ledere ryger i, når de mangler viden, indflydelse eller overskud til at gøre noget ved de arbejdsforhold, der har gjort medarbejderen syg.

"Det kan umiddelbart synes lettere at placere årsag og løsning hos den enkelte, men man får bare ikke knækket stresskurven. Så finder der ikke læring sted på arbejdspladsen, og man får ikke set på de rammer, strukturer, vaner og kollegadynamikker, som har været medvirkende årsager."

Ifølge tal fra NFA så oplever de fleste stressramte, at arbejdet har spillet en rolle i udviklingen af deres stress. I NFA’s undersøgelse "Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2016" svarer kun 5 pct., at arbejdet ikke har noget med deres stress at gøre.

Samme resultat/konklusion er FTF, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, kommet frem til en ny undersøgelse, der viser, at ni ud af 10 stressramte FTF’ere angiver, at arbejdet er en væsentlig kilde til stress.

"Og det peger på, at vi skal fokusere på arbejdet som arena," siger Malene Friis Andersen.

"Selvfølgelig kan det også være relevant at kunne sige fra. Men der sker en forskydning, når løsningen er i individet, for så er vi også med til at placere årsagen her. Og hvis det er håndteringsstrategien, så sker der en individualisering af løsningen. Det er problematisk og medvirker til tabuisering. Så kan man krydse fingre for, at Bettina lærer noget – men arbejdspladsen lærer ikke noget."

Lær af sygemeldingerne

Ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Aalborg Universitetshospital opfordrer ledende psykolog, Pia Ryom, til, at man tager stress-sygemeldinger langt mere alvorligt.

"Jeg synes, man skal betragte stress som en UTH."

"Man burde se mere på, hvad det siger om afdelingen, at en medarbejder er blevet syg, og så undersøge, hvad det er for nogle skævheder, der skal rettes op på. I stedet for at stigmatisere den enkelte medarbejder kunne man udvinde læring," siger hun.

"På den måde ville man kunne forebygge flere stress-sygemeldinger. Det er katastrofalt, at man ikke i højere grad lærer af det, der er sket," siger hun.

Arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland, Jette Wied, oplever også, at der er en tendens til at placere aben hos medarbejderne.

"Vi oplever, at lederne er pressede og ofte ikke ved, hvordan de skal løse problemerne, når sygeplejersker henvender sig individuelt. Og så bliver den enkelte sygeplejerske bærer af problemet. Men de fleste ledere vil gerne, hvis de har redskaberne," siger hun.

Hun fortæller, at man i Kreds Midtjylland prøver at flytte fokus væk fra individet og i stedet til arbejdsmiljøet ved at bruge arbejdsmedicinernes vejledning for tilbagevenden til arbejdspladsen:

"Når det er en uvildig myndighed som arbejdsmedicinsk klinik, der er afsender af budskabet, virker det rigtig godt. Lederne får konkrete forklaringer og løsninger på stress. Det ser vi både som en vej til at komme i dialog med lederne og en måde, hvorpå vi kan være med til at ændre på arbejdsmiljøet."

Organisationens ansvar

Flere andre steder, som Sygeplejersken har været i kontakt med, har fokus på at bidrage til, at der sker en ændring fra symptombehandling af det enkelte individ til reelle ændringer i arbejdsmiljøet.

Derfor er psykologerne på f.eks. Arbejdsmedicinsk Klinik i Odense fra 1. januar i år for første gang begyndt at registrere både erhvervsgrupper og arbejdssted, når de får en patient med arbejdsrelateret stress.

Og på Arbejdsmedicinsk Klinik Herning er man i gang med et pilotprojekt, fortæller koordinerende psykolog Sabrina Guastella:

"Det kan være rimelig frustrerende, hvis vi igen og igen ser medarbejdere blive henvist fra samme afdeling. Det er jo ikke rimeligt."

Pilotprojektet skal supplere den eksisterende aftale med regionens HR-afdeling om at rapportere viden om særligt udsatte afdelinger, når det kan gøres uden spor tilbage til den enkelte medarbejder.

Og det består i en ny feedback-model, hvor lederen også bliver en del af det, når en medarbejder bliver henvist til arbejdsmedicinsk. Rådgivningen bliver rettet mod det organisatoriske – ikke mod ledelsesstilen. Og formålet er at forebygge sygemeldinger, f.eks. via længere introduktionsperioder, mentorordninger eller en anden måde at kommunikere på.

"At have fokus på det organisatoriske er en kæphest for os. Vi vil gerne undgå individualiseringen af stress, for nogle gange oplever vi en tendens hos ledere, nemlig at man forsøger at forklare det med personligheden eller forhold i personens privatliv – uden at man er så interesseret i at kigge på det organisatoriske," siger Sabrina Guastella, der opfordrer til, at der i højere grad bliver taget ansvar længere oppe i systemet.

spl3-2018_tema_stresstrappen

Emneord: 
Stress

Min krop sagde: "Det her gør du bare ikke"

Efter et halvt år som nyuddannet var Heidi blandt de mest erfarne på sin afdeling. Samtidig var der så stor mangel på sygeplejersker, at planlagte vagter var en saga blot. Til sidst sagde hendes krop fra.
”Ordet stress bliver brugt så meget i flæng. Folk siger hele tiden: ”Jeg er lidt stresset.” Det jeg fik var en overbelastning. Det var en konsekvens af et hektisk arbejdsmiljø.”
Foto: Nikolai Linares

En nat i december sidste år kom Heidi hjem fra en aftenvagt kl. 00.30. og skulle køre hjemmefra om morgenen kl. 6.00 for at møde ind i dagvagt.

"Jeg vågnede om natten med hjertebanken. Om morgenen havde jeg det virkelig fysisk dårligt, jeg havde kvalme og meldte mig syg. Dagen efter ville jeg melde mig rask over telefonen, men så brød jeg helt sammen og begyndte at græde. Jeg tænkte: Hvorfor begynder jeg at græde nu? Men det var min krop, der sagde: "Det her gør du bare ikke".

Hun blev sygemeldt.

"Det var en reaktion på en masse overarbejde og en masse rykken rundt," fortæller hun om halvandet år på en konstant underbemandet afdeling.

Fiktiv vagtplan

Heidi blev uddannet i sommeren 2016 og arbejdede indtil for nylig på en medicinsk afdeling,

"Man vidste aldrig, hvornår man skulle arbejde. Jeg er selvfølgelig klar over, at det hører med til jobbet, at man en gang imellem bliver spurgt, om man kan bytte eller tage en ekstra vagt. Men det var jo nærmest en fiktiv vagtplan, for det var hver eneste dag, man blev spurgt."

Og når der ikke var nogen, der kunne tage vagterne, blev man pålagt dem eller taget ud af en dagvagt og sat i aftenvagt eller blev en time længere.

En anden ting, der gjorde hverdagen presset, var, at en stor del af de erfarne stoppede inden for det første års tid.

"Det gav nogle udfordringer med manglende sparring. Man mangler den der sikkerhed, man har, når der også er nogle erfarne, man kan læne sig op ad. Efter et halvt år på afdelingen var jeg pludselig en af de erfarne."

Overbelastning – ikke stress

For Heidi er det vigtigt ikke at bruge udtrykket "stress" i forbindelse med sin sygemelding.

"Ordet stress bliver brugt så meget i flæng. Folk siger hele tiden: "Jeg er lidt stresset." Jeg mener, at det, jeg fik, var en overbelastning. Det var jo en konsekvens af et hektisk arbejdsmiljø," siger hun.

"Når man står i sådan et presset arbejdsmiljø, føler man sig lidt alene. Ikke kollegamæssigt eller i forhold til sin afdelingssygeplejerske, som jeg i øvrigt ved, knoklede for os. Men mere længere oppefra. Om det så er på øverste ledelsesniveau eller politisk niveau, ved jeg ikke, men når vi siger, at vi har brug for at blive aflastet og brug for noget tid til at introducere nyt personale, hvorfor kan vi så ikke køre på et lavere blus i en periode og måske lukke nogle sengepladser?"

I midten af januar startede Heidi i sit gamle job igen.

"Jeg synes, jeg har lært noget af den periode, jeg lige har været igennem, og jeg er også blevet mere bevidst om, hvad en konstant dårlig samvittighed gør ved en. Den dårlige samvittighed, der opstår, når man ikke når alle de ting, man skulle og gerne ville have gjort, og som man må videregive til en lige så travl aftenvagt," siger Heidi.

"Folk siger hele tiden: "Du skal ikke have dårlig samvittighed. Du når det, du når, og du skal huske at passe på dig selv." Men det er altså sværere end som så. Det er jo mennesker, vi har med at gøre her og ikke papkasser på et samlebånd.

Men inden Heidi blev sygemeldt i december, havde hun allerede sagt sit job op.

"Det er kedeligt, at det skulle komme hertil, for jeg havde det rigtig godt med kollegaerne. Men jeg kunne bare mærke, at det kom til at koste for meget."

Den 1. februar startede hun så i et nyt job på en kirurgisk afdeling i håb om, at forholdene er anderledes.

"Men jeg tænker da, at hvis jeg ikke får mit drive igen – enten nu eller senere – hvad skal jeg så? Det kan jeg godt være lidt bange for, for det er jo det her, jeg vil. Det er det, jeg brænder for."

Emneord: 
Stress

"Der var ikke tid til introduktion"

Et konstant højt arbejdspres på en underbemandet afdeling, resulterede i en sygemelding for Louise, som i dag sørger for at prioritere sig selv.

"Jeg vågnede en morgen, hvor jeg havde overnattet på hospitalet efter en sen aftenvagt med et tårnhøjt blodtryk, hævet ansigt og en hovedpine, der først fortog sig efter halvanden uge." Det fortæller Louise, der blev uddannet i sommeren 2017.

Så i stedet for at møde ind i den planlagte dagvagt, blev det til en sygemelding. Fire dage efter var hun tilbage på job. Men en alvorlig erfaring rigere.

Alt virkede ellers så lovende, da hun sidste sommer blev færdig med studiet og fik et job på geriatrisk medicinsk sengeafdeling.

"Jeg blev lovet en masse ting, bl.a. at jeg kun skulle arbejde hver tredje weekend. Og så selvfølgelig at man fik en mentor. Der var også en skriftlig plan for nyansatte, hvor der stod, at jeg ville få et introduktionsprogram med forskellige moduler. Jeg fik også at vide, at man ikke skulle have natte- og aftenvagter alene, inden man følte sig sikker."

Brudte løfter

Men løfterne var ikke i nærheden af, hvad der blev realiteterne.

"Min mentor stoppede efter halvanden måned, og Sundhedsplatformen har gjort, at kurser er blevet sparet væk, ligesom der ikke har været overskud til en ordentlig introduktion."

Og otte opsigelser på afdelingen gjorde, at løftet om, at Louise kun skulle arbejde hver tredje weekend, også røg.

I dag passer Louise bedre på sig selv.

"Vi har enormt travlt, men jeg er bare nødt til at lytte til mig selv og sætte mig selv i første række. Hvis jeg ved, at noget kan vente i en halv time, så prioriterer jeg at spise og drikke, for hvis jeg ikke gør det, så kan jeg ikke hjælpe andre," siger hun og understreger, at selv om forløbet har været det hårdeste, hun nogensinde har oplevet, er jobbet som sygeplejerske 100 pct. værd at kæmpe for.

Emneord: 
Stress

Det her kan jeg ikke holde til

Lone havde kun været færdiguddannet ni måneder, da sovende hænder, hjertebanken og et konstant adrenalinsus betød, at hun blev sygemeldt.

En af de nyuddannede sygeplejersker, der sidste år blev syg af at gå på arbejde, er Lone. Hun blev uddannet i januar 2017 og fik sit første job i et vikariat på den medicinske afdeling, hvor hun havde været i praktik og også arbejdet som vikar. Hverken patienterne, personalegruppen eller afdelingen var derfor uvante for hende.

Men det forudgående kendskab til afdelingen betød til gengæld, at hun kun fik to dages introduktion. På sin tredje arbejdsdag arbejdede hun på samme vilkår som de erfarne sygeplejersker. Den første akutvagt fik hun blot en måned efter, hun var startet.

"Det var angstprovokerende. Jeg var ikke blevet oplært i den funktion, og jeg følte ikke, at jeg havde kompetencerne til den," siger hun.

Samtidig fortsatte hverdagen med et stort patientflow, komplekse patienter og overbelægning.

"Da februar var ovre, tænkte jeg, det her kan jeg ikke holde til. Der havde været konstant overbelægning, og vi havde et beredskab, der hed "så gør man kun det allermest nødvendige". Det var en stressfaktor for mig, at jeg ikke kunne give den sygepleje, jeg er uddannet til."

Grotesk hårdt de første år

Med det tidlige forårs komme faldt antallet af patienter dog til et mere normalt leje, og der kom mere ro på afdelingen. Og vikariatet blev vekslet til et fast job på afdelingen. Men da sommeren nærmede sig, betød det, at det var nødvendigt at tage ekstra vagter, for at alle kunne få tre ugers sammenhængende ferie. Og set i bakspejlet kan Lone godt se, at hun begyndte at have kortere lunte derhjemme.

"I september havde jeg sovende hænder, fingre og tæer, hjertebanken og et konstant adrenalinsus i kroppen, ondt i maven, hovedet og spændinger."

"I min fritid var jeg fuldstændig smadret. Jeg brugte alle fridagene kun på at restituere."

Den 12. oktober blev hun sygemeldt. Og først i februar i år er hun vendt tilbage til sin gamle afdeling.

"Jeg tror også, at det har betydet noget, at jeg har tre børn. Men på den anden side så kan det jo ikke passe, at man ikke kan være nyuddannet sygeplejerske og have et liv udenfor. En af mine kollegaer, som også er ny, sagde en dag til mig: "Hvor er jeg glad for, at jeg ikke har børn, men bare kan smide mig på sofaen derhjemme – for jeg er ingenting værd, når jeg kommer hjem," fortæller Lone og tilføjer:

"Men jeg synes, at det er grotesk, at det skal være så hårdt det første år eller to. Det var bestemt ikke sådan, at jeg forestillede mig, at det ville være, da jeg fik min nål."

Emneord: 
Stress