Stress-sygeplejerske får sygemeldte tilbage i arbejde

På jobcentret i Sorø hjælper to sygeplejersker stress- og depressionsramte borgere. De giver sundhedsfaglig rådgivning og hjælper med at forkorte eller forhindre en sygemelding.

SY-2011-17-30-1a
Stress-sygeplejerske Vibeke Ebbesen har de sygeplejefaglige briller på i mødet med borgeren. Hun anerkender og giver gode råd om håndtering af stress, men samarbejder også med den praktiserende læge for at sikre, at borgeren er optimalt behandlet. Foto: Simon Klein-Knudsen.

Stress-sygeplejerske Vibeke Ebbesens kontor bliver brugt til andet end at sidde ved en computer. Det afslører de bløde lænestole, yogamåtten og træningsbolden. Her holder hun to-tre samtaler om dagen med stressede eller depressive borgere, der enten er blevet henvist af deres læge, arbejdsgiver eller sagsbehandler.

Hun er rolig og imødekommende, og man kan godt forstå, hvis de stressede borgere føler sig trygge i hendes selskab.

Samtalerne hjælper borgerne med at finde den bedste vej til at blive raske og komme tilbage i arbejde. Vibeke Ebbesen tager derudover ud til borgernes arbejdspladser og holder rundbordssamtaler for at lette deres arbejdsliv. Hendes kollega, som også er sygeplejerske, har holdundervisning med bl.a. undervisning i egen sygdom og afspænding.

Og sygeplejerskerne kan gøre en forskel, mener Vibeke Ebbesen.  

”Borgerne kan blive fyret, hvis de er sygemeldt i lang tid. Så der er en værdi i at give dem et tilbud, som kan styrke dem i at komme tilbage.”

Det er derfor, de to sygeplejersker er blevet fastansat i Sorøs jobcenter. I 2010 gennemførte kommunen projektet ”Forebyg sygefravær”, hvor det viste sig, at de sygemeldte og før-sygemeldte havde godt af en tidlig sundhedsfaglig indsats. De kom tit hurtigere tilbage i arbejde eller undgik helt en sygemelding.

Helhedstænkning og anerkendelse
Denne dag kommer den depressionsramte Kim ind til en individuel samtale. Kim er tydeligt tryg ved Vibeke Ebbesen, som lader ham tale og fortælle om, hvordan det er gået siden sidst. Opmærksomt ser hun på Kim, som synes, det har været svært. Han har manglet energi, men har været til et bryllup, hvor det gik godt.

Vibeke Ebbesen anerkender, at Kim har haft det vanskeligt, men hun fokuserer også positivt og fremadrettet.

”Du har faktisk udviklet dig rigtig meget, Kim. Selvom du føler dig langt nede,” siger hun med let rynkede bryn.

De to kommer vidt omkring. De taler om alt fra Kims overskud til kost, motion, psykologhjælp og muligheder for at komme tilbage i arbejde. 

Og i jobbet som stress-sygeplejerske er det vigtigt at have en bred faglighed, mener Vibeke Ebbesen.

”Fordelen ved at være sygeplejerske i det her job er, at vi tænker helhedsorienteret. For det kan tit være en blanding af ting, der gør, at folk bliver syge med stress, depression og angst. Det kan være noget arveligt, miljømæssigt eller en belastning på arbejdet. Desuden er vi vant til at observere.”

Hun forklarer i øvrigt, at det er vigtigt at kunne få øje på, om problemerne f.eks. kan stamme fra en stofskiftelidelse eller problemer med hæmoglobinen.

Vibeke Ebbesen har tidligere arbejdet i psykiatrien, og det har givet hende god viden til jobbet.

”Det er vigtigt, at man har nogle erfaringer inden for det psykiatriske område. Man skal vide, hvilke krav man kan stille til borgeren,” siger hun og fortæller uddybende, at det er en konstant balancegang i arbejdet med den stressede eller depressive borger, at man giver dem ro og ikke presser, men samtidig får hjulpet dem i gang.

Hvad er din bedste oplevelse med en borger i den sidste uge?

”Der er mange, men jeg har haft en borger, som kun har været sygemeldt i knap fire uger. Han raskmeldte sig og skulle til flere jobsamtaler. Det var virkelig positivt at se ham gå fra at være depressiv og grædende til at være glad og fuld af håb. Det var fantastisk.”

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø
Depression

Sygehuse har ikke plads til de syge medarbejdere

​Rummeligheden på sygehusene er blevet mindre. Sygeplejersker, som lider af stress og kroniske sygdomme, risikerer fyring, fordi sygehusene ikke har råd til at beholde dem.

SY-2011-01%20(3)”Vi har ikke længere råd til at tage særlige hensyn, så vi bliver desværre nødt til at fyre dig.”

Sådan lyder beskeden stadigt oftere til sygeplejersker, som er sygemeldt pga. f.eks. dårlig ryg, stress eller depression.

Besparelserne på sygehusene betyder, at der ikke er samme rummelighed som tidligere. Personalepolitiske visioner om at inkludere ansatte med sygdomme eller skavanker rimer mange steder dårligt med de økonomisk pressede forhold på afdelingerne.

Det fortæller fællestillidsrepræsentanter på flere store sygehuse, og tendensen bekræftes af Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse, DSA.

Fællestillidsrepræsentantsuppleant Jacob Gøtzsche fra Århus Sygehus har inden for det seneste halve år oplevet flere sager, hvor sygeplejersker er blevet afskediget med den begrundelse, at afdelingen ikke havde mulighed for at tage særlige hensyn til deres sygdom: Blandt de afskedigede er f.eks. to sygeplejersker med sklerose, som nu er arbejdsløse, selvom de kunne bestride et job på særlige vilkår.

Illustration: Bob Katzenelson

”Rummeligheden er blevet mindre. På nogle afdelinger går man stadig langt i et forsøg på at fastholde medarbejderne. På andre ryger de syge medarbejdere ud meget tidligere end før. Der er helt klart nogle mellemledere, som er meget pressede. De vil i de fleste tilfælde gerne fastholde medarbejderne, men de får at vide, at økonomien simpelthen ikke kan bære, at de udviser rummelighed. Når en sygeplejerske bliver ramt af sygdom, så skal vi i dag virkelig ud i en kreativ tankegang for at fastholde vedkommende. Sådan var det ikke for bare et år siden,” siger Jacob Gøtzsche.

Socialrådgiver Claus Schou fra Danske Sundhedsorganisationers A-kasse genkender tendensen:

”Vi har endnu ingen tal på problemets omfang, men vores fornemmelse er helt klart, at der ikke er den samme rummelighed som tidligere pga. nedskæringerne. Tidligere kunne medlemmer godt være syge et år uden at blive fyret. I dag ser vi oftere, at de fyres tidligere især i forbindelse med sygdomme som stress, dårlig ryg m.m. Når det gælder alvorlige sygdomme som f.eks. cancer, er arbejdsgiverne stadig tilbageholdende med at afskedige,” siger Claus Schou.

Flere opsigelser
I Dansk Sygeplejeråd Kreds Nordjylland fortæller kredsformand Jytte Wester også, at der er flere opsigelser end tidligere pga. sygdom:

”Der kan være mange forklaringer på den strammere sygdomspolitik – herunder et økonomisk pres på mange arbejdspladser. Men som arbejdsgiver skal man tænke over, hvad en opsigelse betyder for den enkelte og for arbejdsmiljøet på en arbejdsplads,” lyder det fra Jytte Wester.

På Hvidovre Hospital har spørgsmålet om arbejdspladsens hensyntagen over for de syge for nylig været behandlet i Medudvalget:

”I forbindelse med vores fyringsrunder har vi måttet sige farvel til folk i fleksjob, fordi de havde brug for særlige skånehensyn, som man ikke kunne tage. Både ledere og tillidsfolk er bekymrede for, om besparelserne kommer til at betyde, at vi ikke længere kan rumme de syge medarbejdere. Hospitalets personalepolitik om rummelighed er skrevet i en opgangstid. Spørgsmålet er, om vi kan beholde mangfoldigheden, når økonomien er presset?” lyder det fra fællestillidsrepræsentant Tine Jæger Pedersen.

Anni Pilgaard, der er 1.-næstformand i Dansk Sygeplejeråd og formand for DSA, finder det uacceptabelt at fyre sygeplejersker, som kan fungere i et job med skånehensyn. Hun siger: ”Dét, tillidsrepræsentanterne fortæller, er ikke etisk i orden. Som samfund og som arbejdsplads kan vi ikke tillade os at støde mennesker ud, som ikke er 100 pct. fit for fight. Samtidig er det en utrolig kortsigtet politik, for vi ved, at der allerede om få år bliver mangel på sygeplejersker.”

Chefsygeplejersken på Århus Sygehus: Vi er ikke blevet mindre rummelige

”Jeg kan kun beklage, at der ikke er fundet arbejdsmuligheder for de pågældende sygeplejersker. Vi er en stor arbejdsplads med 6.400 ansatte, og ser man på statistikken, så er der ikke belæg for at sige, at vi er blevet mindre rummelige. 13 ansatte blev afskediget i forbindelse med sygdom i første kvartal i 2009 mod 10 i samme kvartal i 2010,” siger chefsygeplejerske Kirsten Bruun fra Århus Sygehus.

Hun vil ikke kommentere de konkrete afskedigelsessager, men fortæller, at sygehuset i dag griber tidligere ind og tager samtaler med syge medarbejdere. ”Vi har meget fokus på vores sygefraværspolitik, og allerede efter en måned tilbydes sygemeldte en fraværssamtale.

Processen er kortere end tidligere, hvis en medarbejder ikke kan klare sit job. Derfor kan nogle medarbejdere måske opleve, at sygehuset er blevet mindre rummeligt. Men det er først og fremmest af hensyn til den, der er syg, at der bliver skabt en hurtig afklaring. Vi hører også, at de ansatte er glade for, at der bliver grebet hurtigt ind,” lyder det fra Kirsten Bruun.

Emneord: 
Kronisk sygdom
Stress
Arbejdsmiljø

Man skal sige fra i tide

Sygeplejerske Søren Olsen havde kun været på arbejdsmarkedet i kort tid, da han gik ned med stress og depression. I dag er han mere opmærksom på sine grænser.

SY-2013-08-24aIllustration: Jenz Koudahl

Søren Olsen, 30 år, har igen mod på jobbet  som sygeplejerske og er for nylig startet på en kirurgisk sengeafdeling på et hospital. Forinden var han igennem et etårigt forløb med stress og behandlingskrævende depression. Som næsten nyuddannet sygeplejerske fik han et vikariat på et genoptræningscenter i en nordsjællandsk kommune.

Han er uddannet i sommeren 2010 og havde forinden haft et kortere vikariat på et plejehjem. Jobbet hér lagde kimen til hans langvarige sygdomsforløb. Han husker det som svært at begynde som nyudlært sygeplejerske og stille spørgsmål og udfordre plejehjemmets praksis.

”Alle mine idéer blev skudt ned. Her gjorde man, som man altid havde gjort. Jeg var ene mand i en sammentømret gruppe af kvinder, som havde arbejdet sammen i mange år. Det gjorde det nok heller ikke lettere. Der var også meget brok og sladder, som jeg ikke ønskede at tage del i,” fortæller Søren Olsen, som prøvede at koncentrere sig om patienterne.

Men han savnede nogen at sparre med og følte, han stagnerede. Efterhånden var han trist, når han stod op om morgenen og ked af at gå på arbejde. Men bed det stadig i sig. Efter et halvt års tid blev han overflyttet til det nordsjællandske genoptræningscenter.

”Jeg ville rigtig gerne fastansættes, og gav jeg mig 100 pct. Men jeg var kun vikar og vidste ikke, om jeg var købt eller solgt.” Derfor sagde han heller ikke fra, da han efter fire-fem dages oplæring blev plejeansvarlig for to plejegrupper.

”Den opgave følte jeg slet ikke, jeg havde kompetencerne til. Men fordi jeg var interesseret i at beholde jobbet, bed jeg det i mig.”

Han overbeviste sig selv om, at han bare skulle tage sig sammen, så skulle det hele nok blive bedre. Filmen knækkede, da han blev bedt om at løse en konflikt i én af plejegrupperne, der udelukkende bestod af sosu-assistenter. ”Som jeg ser det, består en stor del af fagligheden også i at kende sine grænser. Og jeg følte mig overhovedet ikke klædt på til at håndtere konflikter blandt kolleger,” husker Søren Olsen.

”Jeg prøvede at sige fra, men fik det svar, at det er den måde, du lærer det på: ”Du skal bare kaste dig ud i det.” Efter nogle måneder, hvor han følte sig stadigt mere presset på jobbet, begyndte hans hukommelse at svigte. Han følte sig overloaded og magtede dårligt at slæbe sig på arbejde. I sin fritid orkede han nærmest kun at ligge på sofaen. Han følte, livet gled forbi ham.

Da han endelig gik til lægen, blev han øjeblikkelig sygemeldt. Diagnosen var arbejdsbetinget stress, og det udviklede sig
 siden til en regulær depression. ”Min leder fik nærmest et chok, da hun modtog min sygemelding. Og i dag kan jeg godt se, at det måske også var min egen fejl, at det gik, som det gjorde. Jeg skulle have sagt fra og gjort opmærksom på, at jeg var utilfreds og følte mig utryg ved opgaverne,” siger han.

Tæt dialog og supervision

Søren Olsens områdeleder på genoptræningscenteret havde ikke set det komme. ”Jeg mener ikke, Søren fik opgaver, som
han ikke skulle kunne klare som nyuddannet sygeplejerske. Vi var i tæt dialog under hele forløbet, og han fik supervision af to erfarne kolleger på sengeafdelingen. Han gav kun udtryk for stor glæde og tilfredshed ved at være hos os” fortæller områdelederen og tilføjer: ”Jeg havde en samtale med ham, da han blev langtidssygemeldt, og spurgte ind til, hvad vi kunne gøre for at få ham tilbage i arbejde. Desværre blev han fritstillet efter nogle måneder, fordi han kun var ansat som vikar.”

Søren Olsen fik god hjælp af den kommune, han havde været ansat i. Bl.a. blev han tilbudt behandling på en klinik, som hjælper stressramte tilbage på arbejdsmarkedet. I dag – og specielt i sit nye job – er han mere opmærksom på sine grænser. Han begyndte i jobtræning på sin nuværende afdeling og fik tro på en fremtid som sygeplejerske med hjælp fra kollegerne og ikke mindst sin nye leder, som gav ham tid til at blive fortrolig med afdelingens funktioner.

”Når man er ny på en afdeling, er der en hel række basale funktioner og procedurer, som man ikke kender. Hvis man skal
falde til som ny, er det afgørende, at man stille og roligt bliver sat ind i afdelingens praksis. Og det er vigtigt, at ens nærmeste leder er synlig og klar på, om man som ny er klædt på til opgaven.”

Søren Olsen er et opdigtet navn. Han har ønsket at være anonym af hensyn til sin nye arbejdsplads. Områdelederen er derfor ligeledes gjort anonym. Begges rigtige navne er redaktionen bekendt.   

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress
Ledelse

Ledelsen kan ikke læse tanker

Danske sygeplejersker får ringere støtte fra deres ledere end andre danske lønmodtagere. Men de ansatte har også et ansvar for deres trivsel. ”Din leder kan ikke løse dine personlige problemer og heller ikke læse dine tanker,” siger formanden for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd.

Dansk Sygeplejeråds seneste undersøgelse af sygeplejerskers psykiske arbejdsmiljø SATH 2012, viser, at social støtte i arbejdet er afgørende for trivslen. Den dokumenterer også, at sygeplejerskerne får ringere støtte fra deres ledere end danske lønmodtagere i almindelighed.

Men formanden for Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd, Irene Hesselberg, mener, det er for nemt at lægge ansvaret for dårlig trivsel på ledelsen alene. Det er vigtigt, at medarbejderne føler sig set og anerkendt for deres indsats. Men begge parter har et ansvar for de sociale relationer på en afdeling, siger Irene Hesselberg.

Skal kende reglerne

”Lederen er afhængig af, at medarbejderen melder ud, hvis hun skal kunne handle. Det fratager selvfølgelig ikke lederen ansvaret for at sikre et godt arbejdsmiljø. Lederen skal kende arbejdsmiljøreglerne og vide, hvilke rammer, beføjelser og redskaber hun har til at agere i og med. Er det f.eks. muligt at bevilge en presset medarbejder 10 psykologtimer?” spørger Lederforeningens formand og tilføjer, at de fleste ledere foretrækker, at medarbejderen fortæller, hvis noget er galt, fremfor at blive præsenteret for en langtidssygemelding, som kommer ud af den blå luft.

Dynamik og tillid

Ideelt set er forholdet mellem leder og medarbejder et dynamisk samspil, hvor begge byder ind. Forholdet skal gerne være så tillidsfuldt, at man kan gå til sin leder og sige: ”Nu skal du høre … Der er problemer på hjemmefronten, min mand har fået nyt job, nu er det mig, der skal hente og bringe børn hver dag. Jeg har ligget søvnløs over at tænke på, hvordan jeg skal få det til at hænge sammen. Men jeg kan altså først være her 10 minutter over syv. Kan vi finde en løsning?”

Kvalitet giver kick

Irene Hesselberg ser MUS-samtalerne som en god pejling på, hvordan den enkelte trives. ”Hvis du ikke kan komme til at lave den form for sygepleje, som du er uddannet til og brænder for, så er det klart, du ender med at blive frustreret. Så må man som leder se, om det er muligt at give medarbejderen nye udfordringer. Lederen skal være god til at sætte det bedste hold. Ved nyansættelser skal hun vurdere, hvem blandt ansøgerne der bedst vil kunne supplere afdelingens sociale kapital,” fortæller Irene Hesselberg.

Hun siger videre, at lederen skal gå forrest og sætte de relationelle standarder. Man kan f.eks. indføre samfærdselsregler om, at alle siger godmorgen, at alle hilser  på alle, at ingen holdes udenfor, at man ikke bagtaler hinanden. En brokkultur kan være ødelæggende og kan inficere hele arbejdsmiljøet på en afdeling.

Travle, men stolte

Det er Irene Hesselbergs erfaring, at det bedste arbejdsmiljø findes der, hvor medarbejderne er stolte over det, de leverer, selvom de måske har rygende travlt. Alle får et ”kick” af at levere kvalitet. ”Din leder kan ikke løse dine personlige problemer og heller ikke læse dine tanker. Lederens største udfordring er at skabe et arbejdsklima og nogle arbejdsforhold, der gør, at du som medarbejder går glad på arbejde og glad hjem.”

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Ledelse
Stress

Sygeplejersker skal lære at sige pyt

Færre senge, kortere liggetid og flere patienter stresser. Ledelsen har afgørende betydning for det psykiske arbejdsmiljø, men de ansatte kan også gøre meget. Arbejdsmarkedsforsker siger: Sygeplejersker er hinandens arbejdsmiljø.

SY-2013-08-16b
Illustration: Jenz Koudahl

Den dag i november 2012, da Arbejdstilsynet kom på uanmeldt besøg på afdelingen, gik det op for Nina Søndergaard, at grænsen var nået. Grænsen for, hvad medarbejderne kunne holde til, var for længst overskredet. Nina Søndergaard er ledende oversygeplejerske på Gynækologisk Obstetrisk afdeling og Børneafdelingen, Regionshospitalet Randers, og som sådan øverste chef for 210 medarbejdere. Heraf er ca. 70 sygeplejersker.

Selvom hun ikke er på gulvet til daglig, havde hun for længst hørt beretningerne om udslidte medarbejdere og medarbejdere, der gik grædende hjem. Noget måtte gøres, og hun tog kontakt til Region Midtjyllands HR-afdeling og bad om et konsulentbesøg på afdelingen.

”Vi har en rigtig god arbejdsplads, hvor der er tradition for stor hensyntagen og opmærksomhed på kolleger, der har det dårligt,” fortæller Nina Søndergaard. Men vi har i lighed med mange andre hospitaler også været ramt af talrige besparelser og omstruktureringer. Og det går hårdt ud over det psykiske arbejdsmiljø. Senest i efteråret 2011 blev der igen skåret af vores normering. Tidligere var der altid fem-seks sygeplejersker på vagt, i dag er der fire.

Det skaber selvfølgelig frustrationer, at man ikke kan yde den service, man er vant til,” fortæller Nina Søndergaard. Hun har selv taget den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse og er som arbejdsmiljøleder hovedansvarlig for arbejdsmiljøet i sine afdelinger. Både ledelse og medarbejdere har erkendt, at der ikke kommer flere penge. Der kommer ikke flere folk på vagt. Derfor har man været nødt til at se på, om der var noget, man kunne gøre anderledes uden at gå på kompromis med det fagligt forsvarlige. I dag lyder afdelingens mantra: ”Work smarter, not harder.”

Lydløs klokke og håndklædeautomat

Det har vist sig, at ganske små forandringer i hverdagsaktiviteterne kan være med til at tage presset fra den enkelte og give mere ro i arbejdet. F.eks. har man fået installeret en såkaldt ”Nurse Finder”. Et lydløst kaldesystem, der kan indstilles, så ikke hele afdelingen bliver forstyrret, hver gang en klokke ringer. Systemet kobles op på en personsøger, som den enkelte medarbejder går rundt med i lommen og kan indstilles, så den enkeltes personsøger kun kan modtage opkald fra bestemte patienter eller bestemte stuer.

Et andet tidsbesparende tiltag er opsættelsen af frottéhåndklædeautomater på badeværelserne. Patienterne må af hygiejnemæssige grunde ikke selv gå i linnedskabet eller have en stak håndklæder liggende på badeværelset. Nu kan patienten i stedet selv hurtigt trække et håndklæde. Og medarbejderne slipper så for at løbe frem og tilbage efter rene håndklæder.

Nina Søndergaard fortæller, at konstante afbrydelser i arbejdet er noget af det, der stresser mest: “Det betyder meget, at man kan få lov at koncentrere sig om at arbejde hos patienten eller skrive uforstyrret ved computeren.” De nye initiativer har kun været i brug i et par måneder. Men stemningen er ifølge den ledende oversygeplejerske allerede blevet bedre.

“Det vigtigste er, at de oplever, vi gør noget for at forbedre arbejdsmiljøet. Det handler også om, at du som leder skal holde ord og melde ærligt ud. Afdelingens økonomi bliver ikke bedre, men sammen kan vi arbejde på at gøre vores fælles arbejdsplads bedre.”

Ledere ønsker redskaber

En såkaldt “Lederpejling” fra FTF i 2008 viste, at 78 pct. af lederne mener, at håndtering af medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø bør indgå i lederuddannelsen. 71 pct. ønsker bedre redskaber til at nedbringe stress og sygefravær.”Vi skal tage ledernes ønske alvorligt. Dels fordi det vil forbedre arbejdsmiljøet, og dels fordi lederne jo i sidste ende har
det formelle ansvar,” siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og understeger:
”Det er utroligt vigtigt, at vi differentierer indsatsen. Der er forskel på de redskaber, vi skal bruge i eksempelvis psykiatrien og så på det medicinske område.”

Sygeplejerske Ann Eggert Sørensen har siddet i en arbejdsmiljøgruppe på Gentofte Hospital siden 1988. Både da hun frem til 2008 var afdelingssygeplejerske på ortopædkirurgisk sengeafsnit og siden som ambulatoriesygeplejerske på hånd- og idrætskirurgisk klinik, hvor hun arbejder i dag. Hun har således blik for arbejdsmiljøet både fra en leder- og fra en medarbejdersynsvinkel. Hendes drivkraft er med egne ord ønsket om at skabe en arbejdsplads, medarbejderne trives med og på. ”Det er helt afgørende for arbejdsglæden og arbejdsmiljøet, at man har en leder, som viser, at hun tager  medarbejdernes trivsel alvorligt.”

Tempo truer psyken

Ortopædkirurgien har traditionelt været et tungt speciale med akavede arbejdsstillinger. Ann Eggert Sørensen har set mange kolleger blive nedslidt pga. for mange og forkerte løft. ”Der er klare regler for, hvad sygeplejersker må løfte, og hvordan det skal ske. Vi har ”forflytningsagenter”, som underviser det faste personale i, hvordan man skal flytte en patient uden selv at komme til skade,” fortæller Ann Eggert Sørensen.

I dag har alle medarbejdere hæve-sænke- borde, ingen bærer længere rundt på en tung bunke journaler, men kører dem
på en lille journalvogn. I dag er det ikke længere de fysiske skader, der er den største trussel i hverdagen. Det er derimod de psykiske belastninger, som hos nogle resulterer i stress og udbrændthed.

”Tempoet er den største stressfaktor og den faktor, der giver flest psykiske arbejdsskader. Du skal være så effektiv som muligt, og samtidig bliver du hele tiden afbrudt i dit arbejde, fordi en kollega vil spørge dig til råds, eller du skal tilse en ny patient.”

Mange afdelinger – herunder efter Ann Eggert Sørensens egen – har vedtaget en politik for adfærd og kommunikation. ”I dag er der ingen ledere, der kan være uvidende om betydningen af det psykiske arbejdsmiljø. Ledere skal tage den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Og alt vedrørende arbejdsmiljø, såsom vejledninger i håndtering af stress, ligger på skrift.”

Perfektionister skal sige pyt

Til gengæld synes Ann Eggert Sørensen generelt, at hendes kolleger har for lille viden om det psykiske arbejdsmiljø. De, der bare knokler derudad, skal lære at passe bedre på sig selv. De, der er meget perfektionistiske, skal lære at sige pyt.

”Det er gerne ildsjælene, der går ned med stress. Vi sygeplejersker er så fagstolte, at vi gerne vil gøre en forskel. Det påvirker os psykisk i negativ retning, hvis vi ikke føler, vi slår til. Nogle af de unge tror, de kan holde til det hele og vil gerne arbejde over for at tjene ekstra. Nogle siger altid ja til overarbejde. Det kræver gode lederegenskaber at kunne gennemskue sine medarbejdere og skåne dem, der ikke selv kan sige fra. En god leder kan læse sit personale og se, om den enkelte medarbejder kan holde til det, han eller hun bliver bedt om,” siger Ann Eggert Sørensen.

Søvnbesvær og store enheder

Stress og udbrændthed er to sider af samme sag. Når du har været stresset gennem længere tid, ender du til sidst med at ”brænde sammen”. Ifølge arbejdsmarkedsforskeren Tage Søndergaard Kristensen kan man ikke spotte udbrændthed på forhånd. Paradoksalt nok kommer det også ofte bag på folk selv, at de er udbrændte.

Tage Søndergaard Kristensen er forfatter til rapporten “Psykisk arbejdsmiljø blandt sygeplejersker”, som er skrevet på baggrund af den store spørgeskemaundersøgelse blandt sygeplejersker i sommeren 2012, SATH 2012. Ét af de første symptomer på udbrændthed er søvnbesvær. Man vågner hver morgen med en følelse af ikke at være udhvilet.

”Men man kan jo ikke se på medarbejderne, om de sover dårligt. Og de kommer sjældent og fortæller chefen om deres dårlige søvnkvalitet,” siger Tage Søndergaard Kristensen. Han mener, det har været et fejlgreb at fjerne laget af mellemledere, som det er sket mange steder i forbindelse med omstruktureringer og sammenlægninger af afdelinger.

”De store enheder bærer en stor del af skylden for et dårligt arbejdsmiljø. Det er selve tankegangen om, at man som sygeplejeleder skal kunne lede flere hundrede mennesker, der er forkert. Jo flere medarbejdere du som leder har under dig, jo sværere bliver det at have opmærksomhed mod den enkelte. Er du chef for mere end 25-30 mennesker, så ender du dér, hvor du studerer fraværslister i stedet for at snakke med medarbejderne,” siger han.

”Medarbejdere, der går ned med stress, har ikke nødvendigvis højere sygefravær i tiden inden. Men hvis nærmeste leder er usynlig, er det svært at spotte noget som helst.”

Relationer giver trivsel

Stress handler imidlertid om meget andet end travlhed. Der er meget stor variation på, hvad sygeplejersker oplever som belastende indenfor forskellige sektorer og fagområder, fortæller Tage Søndergaard Kristensen.

”Overordnet kan man sige, at jo mere folk synes, dét, de laver, har høj kvalitet, jo mindre stressede føler de sig.” Han fortæller videre, at den sociale kapital – dvs. tilstedeværelsen af tillid, retfærdighed og samarbejdsevne – er altafgørende for arbejdsmiljøet på den enkelte afdeling. De indbyrdes relationer spiller en betydelig rolle for sygeplejerskernes arbejdsmiljø og trivsel. Det hænger sammen med, at arbejdet i større og større omfang kræver koordinering og samarbejde med mange kolleger og samarbejdspartnere som følge af specialisering og behov for sammenhængende forløb.

En række faktorer, som under ét kaldes relationelle faktorer, er afgørende for dårlig trivsel, stress, udbrændthed og psykiske lidelser. Relationelle faktorer omfatter bl.a. mobning, chikane, trusler, ledelseskvalitet, forudsigelighed, social støtte, anerkendelse og tillid. Fælles for disse er, at de opstår i samspillet mellem mennesker på arbejdspladsen.

Som Tage Søndergaard Kristensen ser det, er det for let at klage over et dårligt arbejdsmiljø og give kolleger og ledelse skylden. Sygeplejersker er hinandens arbejdsmiljø og har også selv et ansvar for at få det til at fungere, siger han og tilføjer: ”Sygeplejersker ligger ikke højt mht. stress og udbrændthed generelt. Men på specielle områder som f.eks. skadestuer, medicinske og psykiatriske afdelinger er medarbejderne ekstremt pressede. Det er tre højrisikoområder for stress og udbrændthed.”

Er man typen, der går hjem og spekulerer over alt det, man ikke nåede på jobbet, så er man i farezonen for stress og udbrændthed. ”Det ville være langt sundere at vende den om og være glad for alt det, man nåede.” 

Det psykiske arbejdsmiljøs dobbeltkarakter

Konsekvenser af høje og lave værdier af de seks faktorer, der normalt kaldes ”de seks guldkorn”. De seks guldkorn er: Indflydelse, Mening, Social støtte, Forudsigelighed, Anerkendelse og Krav.

Negative virkninger

  • Lav indflydelse: Magtesløshed, hjælpeløshed
  • Ringe grad af mening: Fremmedgørelse, normløshed
  • Ringe social støtte: Ensomhed, isolation
  • Lav forudsigelighed: Usikkerhed, uvished
  • Lav anerkendelse: Frustration, lavt selvværd
  • For høje krav: Stress/For lave krav: Apati.

Positive virkninger

  • Høj indflydelse: Handlekompetence, ansvarlighed
  • Høj meningsfuldhed: Følelse af mening og sammenhæng
  • Høj social støtte: Social forankring og integration
  • Høj forudsigelighed: Tryghed og sikkerhed
  • Høj anerkendelse: Personlig værdighed og højt selvværd
  • Passende krav: Personlig udvikling og vækst, flow.

Kilde: Tage Søndergaard Kristensen.

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Stress
Udbrændt

Sammenhæng mellem sedation, delirium og PTSD

Ph.d.-projekt viste, at delirium ikke efterfølgende havde indflydelse på PTSD, angst og depression.

Helle Svenningsen, intensivsygeplejerske, MKS, forsvarer ph.d.-afhandlingen ”The association between sedation, delirium and post-traumatic stress disorder and their impact on health related quality of life and memories following discharge from an intensive care unit” – sammenhængen mellem sedation, delirium og PTSD. Betydning for livet efter indlæggelse på intensivafdeling i forhold til erindringer og helbredsrelateret livskvalitet.

Forsvaret finder sted fredag d. 22. februar 2013 kl. 14.00 på Aarhus Universitetshospital, DNC auditoriet, bygning 10, Nørrebrogade 44, Aarhus C. Forsvaret foregår på dansk.

Første formål var at undersøge, om bevidsthedspåvirkende medicin (sedering) medførte udvikling af forbigående konfusion (delirium), hos patienter på intensivafsnit. Dernæst om delirium førte til post-traumatisk stress-syndrom (PTSD), angst og depression efter udskrivelsen fra intensiv afdeling. Desuden undersøgte vi, hvilken betydning delirium havde for patienternes erindringer om opholdet på intensivafdelingen. Sluttelig blev patienternes helbredsrelaterede livskvalitet vurderet.

Undersøgelsen omfattede patienter over 18 år indlagt mindst 48 timer og fandt sted på tre forskellige intensivafsnit i Aarhus eller Hillerød. I alt 641 patienter deltog, hvoraf 65 pct. udviklede delirium. Svingninger i deres bevidsthedsniveau øgede risikoen for delirium. Delirøse patienter var ældre, mere syge, lå længere tid på intensiv og døde tre gange så hyppigt som ikke-delirøse.

325 patienter gav efterfølgende op til tre interview, hvor der blev anvendt i alt seks spørgeskemaer. PTSD, angst og depression var markant hyppigere end hos baggrundsbefolkningen. Overraskende nok havde delirium ingen indflydelse på efterfølgende PTSD, angst og/eller depression. Delirium påvirkede dog tydeligt erindringerne om intensivafsnittet, men hverken delirium eller erindringerne påvirkede livskvaliteten. Til gengæld var livskvaliteten markant nedsat hos patienter, der havde symptomer på PTSD, angst eller depression.

Helle Svenningsen er ansat som klinisk sygeplejespecialist på Anæstesiologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Nørrebrogade og Tage Hansens Gade; hellsven@rm.dk

Opponenter/bedømmelsesudvalg
Professor, dr.med., ph.d., Hans Flaaten, Anæstesiologisk afd., Haukeland Universitets Hospital, Bergen, overlæge, dr.med., ph.d., Annette Lolk, Psykiatrisk afd., Odense Universitetshospital, professor, overlæge, dr.med., Troels Staehelin Jensen (formand for bedømmelsesudvalget), Dansk Smerteforskningscenter, Aarhus Universitetshospital.
Forsvaret ledes af seniorforsker, sygeplejerske, MPH, ph.d. Ellen M. Mikkelsen, Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.

Vejledere
Professor, dr.med., overlæge Else Tønnesen (hovedvejleder), Anæstesiologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital, Aarhus, professor, dr.med., overlæge, Poul Videbech,
Center for Psykiatrisk Forskning, Aarhus Universitetshospital, Risskov, Danmark, professor, cand.cur., ph.d., Ingrid Egerod, Rigshospitalet Traume Center, København.

Emneord: 
Stress
Intensiv
Angst
Depression

Gruppemodtagelse inden operation giver fællesskab

Operationspatienter på Gynækologisk sengeafsnit Y6 på Skejby Sygehus i Århus bliver modtaget i grupper på tre. Det giver dem tryghed og fællesskab, og det betyder samtidig mindre stress for sygeplejerskerne.

SY-2012-03-46-1a
Gode erfaringer fra patientundervisning i grupper gav Gynækologisk sengeafsnit Y6 på Skejby Sygehus i Århus inspiration til at modtage operationspatienter i grupper på tre. Det har de gjort siden den 1. januar 2011. Foto: Søren Holm.

Med et lille nik og sagte ”goddag” hilser tre midaldrende kvinder på hinanden. De er alle mødt ind på Gynækologisk sengeafsnit Y6 på Skejby Sygehus i Århus, fordi de skal opereres i underlivet. På gangen tager kontinenssygeplejerske Hanne M. Gravgaard venligt imod kvinderne og viser dem ned på deres stuer.

I over et år har afdelingen modtaget tre operationspatienter ad gangen i stedet for en. Tidligere havde sygeplejerskerne og lægerne problemer med at koordinere samtaler og finde hinanden, patienter og ledige undersøgelsesrum. Men den fælles modtagelse har løst ressourceproblemet, givet mindre ventetid og fjernet forvirringen, forklarer Hanne M. Gravgaard, der gennem hele dagen skal følge og hjælpe de tre patienter. 

”Jeg skal ikke skynde mig lige så meget, når jeg kan give fælles informationer. Der er mere ro på, og kvinderne føler sig hurtigt trygge,” siger hun.

”Denne vej,” guider Hanne M. Gravgaard og giver kvinderne en rundvisning på afdelingen, inden hun fører dem gennem de labyrintiske gange til Urogynækologisk Klinik og hen til et samtalerum, hvor de sætter sig om et rundt bord.

”I skal jo alle opereres i morgen,” indleder Hanne M. Gravgaard og informerer dem om fasteregler, bad inden operation, smerter, kvalme og ophold på opvågningsafdeling. 

En af kvinderne er bekymret for, om det kommer til at gøre lidt ondt. Men kvinderne bliver glade ved nyheden om, at de også skal gå til fysioterapeut sammen efter operationen.

Efter at Hanne M. Gravgaard har fortalt kvinderne om blødning, begrænsninger i forhold til motion og sygemelding, sender hun to af dem ud i venteværelset, så de individuelle samtaler kan begynde.  Hun rykker sin stol tættere på kvinden, som skal have fjernet sin livmoder som følge af gamle fødselskomplikationer, og som er nervøs over operationen og narkosen.

Hanne M. Gravgaard foreslår, at kvinden deler sin bekymring med den operationslæge, som hun alligevel skal videre til samtale og undersøgelse hos.  

”Hvor er det fornemt med sådan en ordentlig gennemgang,” siger patienten begejstret, da hun forlader samtalen med Hanne M. Gravgaard og sætter sig i venteværelset hos de to andre kvinder.

”Mit arbejde med patienterne er det samme, selvom de er tre i stedet for en. Men man skal turde være guide og jonglere med flere bolde end ellers,” siger Hanne M. Gravgaard og understreger, at sygeplejerskerne til gengæld bliver nødt til at være ekstra opmærksomme på, at de ikke bryder deres tavshedspligt og overskrider kvindernes blufærdighedsgrænse.

Det er blevet tid til frokost, og Hanne M. Gravgaard foreslår kvinderne, at de kan spise sammen på stuen, hvor to af dem er indlagt. Afslappet begynder kvinderne at sludre.

”Patienterne får tilbudt, men ikke påduttet et fællesskab, hvor de kan dele tanker og følelser om et meget følsomt og privat emne,” siger Hanne M. Gravgaard, der oplever, at kvinderne udviser omsorg og bekymring for hinanden under deres indlæggelse.  

Senere skal patienterne have en samtale med narkoselægen og have taget en blodprøve, inden de enten går hjem og møder til operation dagen efter eller bliver på afdelingen og venter på den forestående operation.  

Hvad er din bedste oplevelse med en patient?

Da jeg modtog to midaldrende etnisk danske kvinder sammen med en yngre kvinde, der havde anden etnisk baggrund. De fik et kvindefællesskab, som jeg ikke havde forventet. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre, og jeg måtte pakke alle mine forestillinger og fordomme væk med det samme.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Gynækologi
Kvinde
Stress

De satser på sygeplejerskers arbejdsglæde

TRIVSEL. Godt samarbejde med sygeplejerskekollegerne, faglig udvikling og tid til at udføre arbejdet. Det giver sygeplejersker arbejdsglæde.

SY-2011-20-16-1a
Attribution 
Foto: Simon Klein-Knudsen 
Godt samarbejde med sygeplejerskekollegerne, faglig udvikling og tid til at udføre arbejdet. De tre faktorer angiver sygeplejersker som mest betydningsfulde for deres arbejdsglæde i undersøgelsen ”Hvad giver sygeplejersker arbejdsglæde?”

Undersøgelsen er udarbejdet af senior projektleder fra Dansk Sundhedsinstitut Christina Holm-Petersen i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd. Hun mener, at der er flere gevinster ved, at sygeplejersker trives på jobbet, for arbejdsglæde giver bedre kvalitet i arbejdet. Christina Holm-Petersens erfaring er, at sygeplejersker, der er utilfredse med deres arbejde, har en tendens til at skære uhensigtsmæssige genveje og f.eks. bruge for meget tid på kollegerne frem for patienterne.

I de følgende artikler sætter vi fokus på tre arbejdspladser, som har arbejdet målrettet på at forbedre sygeplejerskers arbejdsglæde. 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Forsvarlighed
Inkluderende arbejdsliv
Medarbejder
Omorganisering
Stress
Sundhedspersonale
Trivsel

Mestring af sygdomsrelateret stress hos HIV-positive

Artiklen ”Overvejelser om åbenhed om hiv-status: Mestring af sygdomsrelateret stress hos hiv-positive” af Lotte Rodkjær, Morten Sodemann, Lars Østergaard og Kirsten Lomborg har tidligere været publiceret i Qualitative Health Research 2011; 21(9), 1249-1259. Artiklen publiceres på dansk i Sygeplejersken med tilladelse fra SAGE Publications, Inc. Copyright© (2011) by Sage Publications, Inc. Artiklen har været gennem dobbeltblindt review inden publicering i Qualitative Health Research.

 

RESUMÉ

 
Ørneborg Rodkjær L, Sodemann M, Østergaard L, Lomborg K. Overvejelser om åbenhed om hiv-status: Mestring af sygdomsrelateret stress hos hiv-positive. Sygeplejersken 2011;(19):60-68.

Formålet med dette studie var at undersøge, hvordan danske hiv-positive lever med deres sygdom med fokus på hiv-relaterede stressfaktorer. Ved hjælp af klassisk grounded theory analyserede vi data fra dybdegående interview med 16 hiv-positive personer. Undersøgelsen viste, at personerne vedvarende havde overvejelser om, hvem de skulle fortælle om deres hiv-status og om konsekvenserne af både åbenhed og hemmeligholdelse. Disse overvejelser gav anledning til bekymring og var en afgørende faktor for udvikling af stress. Via analysen nåede vi frem til, at overvejelserne om åbenhed kunne deles op i tre forskellige strategier: (a) åbenhed; (b) begrænset åbenhed; og (c) ingen åbenhed. Graden af åbenhed udgjorde et kontinuum, og ingen af de tre strategier kunne i sig selv lette hiv-relateret stress. Teorien beskriver de bestemmende faktorer og konsekvenser af hver enkelt strategi og viser, at dét at leve med hiv lige så vel er et psykosocialt problem som et fysisk og medicinsk problem.Overvejelser om åbenhed om hiv-status er en vedvarende udfordring og potentiel stressfaktor. Undersøgelsen peger på, at hiv-positive vil kunne have glæde af løbende at drøfte overvejelser om åbenhed om hiv-status, fordi det vil kunne hjælpe til at reducere hiv-relateret stress og dermed forebygge depression. Vores undersøgelse påviser vigtigheden af gentagne, individuelle overvejelser om åbenhed og tilbyder et teoretisk grundlag for en sundhedsprofessionel intervention beregnet til at hjælpe personer, der lever med hiv til at træffe de bedst mulige personlige valg med hensyn til åbenhed og derved reduktion af hiv-relateret stress.

Nøgleord: Depression, åbenhed, grounded theory, hiv, aids, kvalitativ forskning, stress, bekymring
 

Dødeligheden for personer med human immunodeficiency virus (hiv) er faldet betydeligt i de seneste år som resultat af forbedret medicinsk behandling (1,2,3,4). Selvom antiretroviral behandling (HAART) har ændret hiv fra en dødelig til en kronisk sygdom (5), har dette ikke ændret offentlighedens syn på sygdommen (6).

Det faktum, at hiv stadig er en særdeles stigmatiseret sygdom verden over (7), er også gældende i Danmark. Selvom stigma og tabuer er aftaget i de sidste årtier, er næsten hver fjerde dansker stadig angst over for direkte kontakt med en hiv-positiv person. Hver femte hiv-positive har fortalt nogle få – to eller færre – at de er smittede, og hver tredje hiv-positive er bekymret for, om deres omgangskreds bliver bekendt med deres hiv-status (8,9).

Det er veldokumenteret, at det er en psykisk belastning at få diagnosen hiv. Det er hos de fleste personer altid en traumatisk omvæltning i livet (10).

Problemer i forbindelse med diskrimination og stigmatisering komplicerer tilpasningsprocessen, hvor den enkelte skal vænne sig til at leve med hiv. Det er blevet påpeget, at der er behov for at implementere holistiske behandlinger, der tilgodeser de psykologiske, spirituelle og fysiske dimensioner af at leve med sygdommen hiv (11).

Oplevelsen af stigma og diskrimination kan bidrage til stress og tilpasningsvanskeligheder blandt dem, der lever med hiv (12,13,14). Det er veldokumenteret, at hiv-positive oplever flere stressende begivenheder i livet.

At leve med sygdommen giver adskillige udfordringer, og det er for mange en overvældende belastning, som den enkelte ikke nødvendigvis har ressourcerne til at mestre. Dette kan hæmme den psykologiske tilpasning til at leve med sygdommen som en integreret del af livet (15,16).

Da hiv-positive måske reagerer på stigma ved at skjule deres sygdom for andre, kan bekymringer omkring konsekvenser af uagtsom afsløring af sygdommen desuden direkte påvirke evnen til at drage omsorg for sig selv. Flere studier gør opmærksom på vigtigheden af, at stigma påvirker den enkeltes tilpasning til at leve med hiv (17,18).

Psykologiske faktorer kan også have en indvirkning på udvikling af hiv, og stressende episoders påvirkning af immunforsvaret, såsom CD4- tal, er rapporteret (10). Sammenhængen mellem hiv og depression tillægges flere forklaringer, deriblandt ringere kognitiv og fysisk funktion pga. hiv, bivirkninger til hiv-behandlingen, (19,20,21), helbredsrelateret angst og stress, hiv-relateret stigma og social isolation/ensomhed (22,23).

Danske forskere har fundet frem til, at selvrapporterede, følelsesmæssige belastninger såsom skyld, skam, stress, ensomhed, et dobbeltliv med hemmeligholdelse af hiv og stigma følelsesmæssigt påvirker hiv-positive personers hverdag og i betydelig grad er forbundet med depressive symptomer (22). 

Disse følelser er svære at definere. F.eks. kan stress indebære mange tilstande: Det kan dreje sig om selve belastningen, de fysiske og mentale forandringer, der sker i kroppen, og den enkeltes følelse af utilstrækkelighed. Stress kan føre til depression, og depression er dokumenteret som den mest almindelige psykiske lidelse, hiv-positive personer oplever (24,25,26,27).  

For at undersøge perspektivet fra den hiv-positives synsvinkel og dermed belyse helheden i denne problemstilling (28) var formålet med dette studie at undersøge, hvordan hiv-positive i Danmark lever med sygdommen med fokus på stressfaktorer med relation til hiv.

Metode

Vi anvendte et klassisk grounded theory design (29,30,31). Metodologiens teoretiske grundlag var symbolsk interaktionisme, og formålet var at udvikle en teori om det undersøgte fænomen ud fra de indsamlede empiriske data.

Deltagere

Deltagere blev rekrutteret fra et infektionsmedicinsk ambulatorium i Danmark. Ambulatoriet behandler 11 pct. af det totale antal af hiv-positive i Danmark.

Alle deltagerne havde deltaget i et spørgeskemabaseret tværsnitsstudie om hiv og depression i 2008 på samme ambulatorium. Der var 16 hiv-positive personer, som deltog i undersøgelsen, og de havde forskellige karakteristika.

Deltagerne omfattede kvinder og mænd, heteroseksuelle og homoseksuelle, unge og ældre, nogle med depression og nogle uden samt personer, som blev diagnosticeret med hiv før og efter 1996, hvor antiretroviral behandling blev introduceret.

Indsamling af data

Data blev indsamlet gennem dybdegående, semistrukturerede, individuelle interview.  Alle interview blev udført af førstnævnte forfatter i perioden fra marts til august 2009 og varede omkring 1½ time hver.

Interviewene startede med et par åbne spørgsmål, som tillod personerne at fortælle med egne ord, hvordan det var at leve med hiv. Derefter styrede nogle forudbestemte temaer interviewet, idet vi fokuserede på (a) lettelser/hindringer i livet med hiv; (b) strategier til at klare livet med hiv; og (c) stress og depression.

Interviewguiden var fleksibel og blev udviklet sideløbende gennem processen med dataindsamling og analyse. Umiddelbart efter hvert interview opsummerede intervieweren en generel forståelse af deltagerens udsagn, og deltageren blev bedt om at uddybe og/eller rette potentielle misforståelser.

Analyse

Digitale lydoptagelser af interviewene blev transskriberet ordret og lagt ind i computerprogrammet NVivo 8 (32).  Den systematiske datastyring og søgefunktion i dette program hjalp os til at strukturere og behandle vores data (33). 

Analyseprocessen indbefattede åben, selektiv og teoretisk kodning. I den åbne kodningsproces blev det transskriberede induktivt analyseret linje for linje, og adskillige koder blev udviklet. Dernæst blev de åbne koder samlet i kategorier. Efter en analyse af de seks første interview viste kernekategorien ”at tage individuelle beslutninger omkring åbenhed” sig at have overordnet betydning og at være pålideligt funderet i deltagernes udsagn.

Da først kernekategorien var fundet, blev analysen selektiv i henhold til denne kategori. Underkategorier og disses egenskaber blev udviklet vha. yderligere dataindsamling og løbende sammenligning af data som helhed. I den teoretiske fase af analysen blev forholdet mellem kernekategorien og dens underkategorier fastlagt og beskrevet.

Processen fortsatte, indtil der ikke fremkom nye egenskaber, og teoretisk mætning var nået. I overensstemmelse med grounded theory (29) blev der skrevet noter og refleksioner (memos) under hele den analytiske proces for at dokumentere opståede idéer omkring kategorier og antagelser om disses forhold.

Først- og sidstnævnte forfatter arbejdede sammen og diskuterede den analytiske proces vha. data og noter under hele analysen.

Etiske overvejelser

Undersøgelsen blev godkendt af Videnskabsetisk Komite og Datatilsynet. Før interviewet blev deltagerne præsenteret for undersøgelsen og informeret om, at alle oplysninger ville være fortrolige, samt at det på ingen måde ville påvirke deres adgang til behandling, hvis de ikke ønskede at deltage.

Derudover blev de bekendt med deres ret til at trække sig fra interviewet når som helst. Deltagerne underskrev en samtykkeerklæring, der beskrev studiets formål og understregede fortrolighed, samt at interviewet ville blive optaget digitalt og transskriberet.

Fund

En analyse af, hvordan hiv-positive tilpasser sygdommen til deres liv, afslørede detaljerede oplysninger om sygdomsrelaterede stressfaktorer. 

Deltagernes største problem var at ”foretage individuelle beslutninger omkring åbenhed” med det formål at skabe balance i deres nuværende situation. De tre forskellige strategier for åbenhed (åben, begrænset åben, eller lukket) gav anledning til forskellige dilemmaer og mulige stressfaktorer.

De tre strategier var: (a) åbenhed over for alle (åben); (b) begrænset åbenhed (delvis åben); (c) ingen åbenhed (lukket). Ingen af strategierne lettede automatisk hiv-relateret stress, idet overvejelser om åbenhed om hiv-status var en vedvarende udfordring og potentiel stressfaktor.

Beslutningsprocessen omkring åbenhed blev påvirket af individuelle faktorer og faktorer i det sociale miljø. At involvere andre i deres hiv-status kunne frembringe ængstelse og føles som en trussel mod deltagernes personlige trivsel, da hiv stadig forbindes med stigma og fordomme.

En kvindelig deltager sagde:

”Folk har så mange fordomme, fordi det drejer sig om ens seksualitet, og fordi de tror, man har været promiskuøs. Jeg tror, der vil gå år, før den holdning ændres. Måske når der udvikles en vaccine, så man ikke kan overføre det til andre. Hvis det drejer sig om diabetes eller cancer, har folk ondt af dig, men det er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis du fortæller, at du har hiv.”

Det tog megen tid og energi at finde og opretholde den følelsesmæssige balance i livet og acceptere dét at være hiv-positiv. I et samfund, der stigmatiserer sygdommen, var det nødvendigt at indarbejde en ny personlig identitet som ”én der lever med hiv”.

Hvad enten den hiv-positive ønskede det eller ej, skulle vedkommende finde en slags balance, ”knække sin personlige kode”, eller ”finde fred med sig selv” i forhold til overvejelserne om åbenhed om sin hiv-status.

En deltager fortalte:

”Som tiden går, lærer du at knække koden, før det bliver værre, og du lærer at takle hiv … få fred med det på en måde. Det er vigtigt for mig, så jeg kan fortsætte mit liv.”

De hiv-positive var ikke kun fysisk inficerede med et virus, men også ”psykologisk inficerede” pga. problemet om åbenhed. En af deltagerne beskrev det med denne metafor:

”Jeg var blevet ramt af en kraftig kugle. Denne kugle bliver hele tiden aktiveret og inaktiveret, og det har at gøre med min ensomhed og hemmeligholdelse omkring hiv.”

De hiv-positive taklede problemet meget forskelligt alt efter deres valg af strategi om åbenhed og også inden for den enkelte strategi afhængigt af personlige ressourcer og den enkeltes måde at klare udfordringer i livet på generelt. Det lod til, at personligt engagement i livet og en fornemmelse af kontrol samt evnen til at se forhindringer som udfordringer påvirkede deres valg af strategi.

At foretage et bevidst valg ved at overveje fordele og ulemper af konsekvenserne omkring åbenhed syntes at være af stor betydning. Selvom åbenhed var ønsket, overvejede den hiv-positive alligevel mulige reaktioner og følger. Den individuelle beslutning omkring åbenhed påvirkede de hiv-positives oplevelse af hemmeligholdelse, kontrol, social støtte og beskyttelse mod stigma og fordomme og var derfor en afgørende faktor i sygdomsrelateret stress. En oversigt over de tre strategier og konsekvenserne af den enkelte strategi er præsenteret i tabel 1.

SY-2011-19%20(3)

Beslutning om åbenhed var ikke et forbigående fænomen, men en tilbagevendende udfordring. Når diagnosen var stillet, var åbenhed om hiv-status en af de første overvejelser. Beslutningen kendetegnedes ofte ved blandede følelser, og overvejelser om, hvem der skal involveres, hvornår, og hvad de skal vide, var vigtige.

De fleste af deltagerne indikerede, at de havde tillagt sig ingen eller begrænset åbenhed i den tidlige fase, efter de havde fået diagnosen. Denne strategi gav den enkelte mulighed for at komme overens med sin hiv-status, før vedkommende skulle konfronteres med andres reaktioner.

Overvejelser om åbenhed var ikke kun aktuelle på diagnosetidspunktet, men en fortsat proces livet igennem. I årenes løb forekom vendepunkter, og nogle ændrede deres strategi. Som vist i figur 1 kunne ændringen gå enten fra (a) ingen åbenhed til begrænset åbenhed og nogle gange endda til åbenhed (b), fra begrænset åbenhed til åbenhed, eller (c) fra åbenhed til begrænset åbenhed, f.eks. når den hiv-positive fik nyt job og/eller flyttede til en anden by.

Deltagernes strategi ændredes for nogle med tiden og havde med deres personlige udvikling at gøre. Nogle blev mere åbne med deres hiv-status med alderen, og det medførte færre bekymringer. Positive oplevelser med åbenhed motiverede nogle til at være mere åbne, hvorimod negative oplevelser havde den modsatte effekt. En mandlig deltager sagde:

”Jeg blev interviewet til avisen, og det overvældede mig, fordi jeg ikke var forberedt på konsekvenserne. Journalisten holdt ikke sit løfte med hensyn til, hvad der måtte skrives, og han skrev ting, vi ikke havde aftalt. Det tog mig et godt stykke tid at komme over det og at håndtere både den negative og positive respons fra folk. jeg vil aldrig igen give interview eller udtale mig offentligt om min hiv-status."

Nogle forklarede, at de havde brug for en frisk start og ændrede strategi, da de flyttede til en anden by eller fik nyt arbejde. En kvindelig deltager udtalte:

”Jeg er i behandling for hiv, og sygdommen påvirker ikke mit arbejde, så jeg kan ikke se meningen i at fortælle det til min chef, nu hvor jeg skifter arbejdsplads. Jeg ser ikke mig selv som en, der er syg, og jeg ønsker, at fokus skal være på det sunde i mig. Hiv er ikke et problem for mig længere, og det påvirker ikke min dagligdag. Jeg ønsker at påbegynde et nyt liv, hvor hiv ikke er hovedfokus, men blot noget, jeg lever med. Hvis folk spørger, vil jeg være ærlig, men det er ikke det første, jeg fortæller.”

Åbenhed (åben)

At være åben over for alle i ens netværk syntes at være en enkel strategi. Det betød ikke, at denne strategi var let eller problemfri. Faktisk resulterede den i mange tanker om, hvordan og hvornår andre skulle informeres. Beslutningen blev typisk taget kort tid efter, at diagnosen var stillet, og de hiv-positives holdning var, at andre var nødt til at acceptere dem, som de var, hvis de stadig ønskede at være en del af hans eller hendes liv.

Denne strategi lettede de hiv-positive for byrden af hemmeligholdelse og stress forbundet med bekymringer som ”hvem har jeg fortalt hvad?”, ”hvad hvis de finder ud af det?” og ”hvilken version skal jeg fortælle?” 

Ikke alle i de hiv-positives netværk accepterede deres status, og nogle forbindelser gled derfor ud, efter de havde fortalt om deres hiv-status. En mandlig deltager udtrykte det således:

”Hvis ikke mine venner kunne acceptere det, kunne vi ikke være nære venner. De syntes, jeg var for hård ved dem, men som jeg sagde: Jeg vil ikke leve et liv med venner, som er bange for mig, som ikke vil drikke fra samme kop som mig eller er bange for, at jeg smitter deres børn, når jeg giver dem et knus. De blev nødt til at tage en beslutning, og flere droppede mig. Det var meget svært, men jeg ved, at jeg traf den rigtige beslutning.”

Den åbne strategi betød ikke åbenhed over for alle og enhver, men hvis adspurgt var den hiv-positive åben om sin status. Valg af strategi blev foretaget på baggrund af frygten for utilsigtet afsløring af hiv-status og bekymring for, at andre tilfældigt ville høre om det.

De, som valgte den åbne strategi, foretrak, at andre lærte dem lidt at kende, før de fortalte om deres hiv-status, især hvis de havde eller håbede på et tæt forhold. Denne tilgang blev brugt i håb om at blive set som den person, de var, uden indflydelse af andres mening eller fordomme om hiv. Når andre først havde sympati for dem, ville hiv ikke spille en stor rolle i forholdet.

En kvindelig deltager sagde:

”Jeg foretrækker, at folk lærer mig en smule at kende, før jeg siger noget, især dem, der er tæt på. Så har de en mening om mig uden at vide, at jeg er hiv, og jeg tror, det gør en forskel. Forhåbentlig tænker de på mig som en rar person og på hiv som en biting.”

At være åben hjalp den hiv-positive i processen med at acceptere sin nye identitet, idet der blev en balance mellem integritet og det at være hiv-positiv. Den hiv-positive måtte være forberedt på at møde fordomme og stigma og at støtte dem, som de havde været åbne over for.

Nogle havde ofte mange spørgsmål og ønskede megen information, og det kunne være krævende både at fortælle om sin hiv-status og formidle viden om hiv. De hiv-positive forberedte sig på ubehagelige konfrontationer for på forhånd at beskytte sig mod andres negative reaktioner, som dog ofte viste sig at være positive.

En mandlig deltager sagde:

”Min kærestes reaktion var positiv, da jeg fortalte hende det. Jeg aner ikke, hvordan jeg ville have klaret det uden hendes støtte.”

Andre var enige i vigtigheden af social støtte:

”Ingen i min familie har været fordømmende overhovedet. De følte det som en tillidserklæring, at jeg fortalte dem om hiv, og de støtter mig på en god måde. Det er svært at forestille sig, at de ikke ville være der for mig. Det er rart at vide, at nogen bekymrer sig om én.”

Den åbne strategi bevirkede tab af kontrol over, hvem der kendte til deres hiv-status, hvad andre ville tænke, og hvem vedkommende, som havde fået besked, fortalte det videre til. De, som valgte denne strategi, følte, at åbenhed var vejen ud af stigma og fordomme. For nogle var denne strategi en slags terapi, som gjorde, at de med tiden kom mere i balance med sig selv og levede med hiv som en integreret del af deres liv.

Begrænset åbenhed (delvis åben)

Begrænset åbenhed var en blanding af de to andre strategier. Det var det mest almindelige valg og også den mest komplekse strategi. Nogle af de hiv-positive kunne styre denne kompleksitet og leve et velbalanceret liv, hvorimod andre led under det følelsesmæssige pres og udtrykte stress.

Hos nogle udviklede det sig til en depression. Denne strategi blev valgt for at beskytte sig selv mod potentiel stigmatisering og afvisning. Strategien krævede konstante overvejelser og beslutninger om, hvad man fortalte til hvem, og der var ikke nogen enkel måde at træffe disse valg på.

De fleste deltagere var umådeligt tilbageholdende med at fortælle om deres hiv-status til andre end nogle få udvalgte – ofte partnere, nærmeste familie og nære venner. Graden af åbenhed afhang af flere faktorer, deriblandt typen af forholdet, et ønske om ikke at bebyrde ens kære, især mindre børn og gamle forældre, at undgå medlidenhed, spørgsmål eller velmente råd eller at undgå ubehagelige situationer.

En kvindelig deltager sagde følgende:

”Jeg har ikke fortalt det til mine børn, som er 13 og 15 år gamle. Jeg synes ikke, de skal bekymre sig om mig, for jeg har det fint. At holde på en hemmelighed vil også bebyrde dem, og det tror jeg ikke er godt for dem.”

Der var bekymring for at blive stemplet, afvist og diskrimineret pga. manglende kendskab til hiv. Denne bekymring opvejedes af et behov for at delagtiggøre andre i ens situation. Der var flere grunde til at vælge denne strategi, og disse havde adskillige konsekvenser.

Grunde til lukkethed om hiv-status inkluderede frygt for bagtalelse og udstødelse. Lukkethed gjorde det også nemmere at fjerne fokus fra hiv. Og at fortælle så få som muligt om diagnosen betød færre situationer, hvor den hiv-positive var nødt til at anerkende diagnosen og diskutere den.

Den hiv-positive havde ikke lyst til at være ”personen med hiv” på arbejdet, men ønskede at blive set som ”læreren”, ”sygeplejersken” osv.  Efter at have fortalt om sin status til enkeltpersoner i familien eller vennekredsen beskrev nogle det som et dilemma, især når alle var samlet, og risikoen for utilsigtet afsløring var til stede.  De hiv-positive følte, at de løj og var uærlige, og det var svært at lyve over for deres kære, når de normalt fortalte dem om vigtige ting i deres liv og snakkede med dem om, hvad der påvirkede dem. Ikke at være åben om hiv, ikke at være i stand til at være et helt menneske var en evig stressfaktor, og nogle følte sig ”uden for det almindelige liv”.

De hiv-positive var psykisk forberedt på uventede møder og på, at andre konfronterede dem med spørgsmål, som kunne afsløre, at de var hiv-positive. De fandt deres individuelle forklaringer/historier eller måder at fortælle folk det på uden at nævne hiv. Deres forklaring/historie var nødt til at være så tæt på sandheden som muligt, så de ubesværet kunne fortælle den, og den skulle heller ikke være for underlig, for så stillede folk for mange spørgsmål. En kvindelig deltager fortalte følgende:

”Jeg opfandt denne her historie om, at jeg havde en infektion i blodet, som lægerne diagnosticerede, da jeg var indlagt efter at have boet i udlandet i relation til mit arbejde. Jeg siger, at jeg ikke kan huske det latinske navn, men at lægerne holder kontrol med det for forskningens skyld. Jeg har faktisk sagt det så mange gange nu, at jeg selv tror på det.”

Der var den fornemmelse, at hvis de delagtiggjorde andre i deres hemmelighed, blev disse ufrivilligt tvunget til hemmeligholdelse, og det var en grund til kun at være åben over for nogle få. Nogle tillod den, de var åben over for, at fortælle det til en anden, så de havde nogen at diskutere det med og dermed ikke blev sat i en tilsvarende situation med at skulle holde på en hemmelighed alene. De kunne have brug for at diskutere deres tanker og bekymringer med én, som ikke var følelsesmæssigt knyttet til personen.

Denne strategi var belastende, da den gav problemer med at holde styr på egne løgne og leve med hemmeligheder. Nogle beskrev det som ”at være en hemmelig agent, altid bange for at blive afsløret” eller ”at leve et dobbeltliv”. For nogle blev dette ”dobbeltliv” mindre dominerende efter at have levet med sygdommen i nogle år, fordi de tilpassede strategien og deres hemmeligheder som en ”normal” del af livet.

De fleste hiv-positive bekymrede sig om, hvorvidt andre opdagede deres hiv-status ved et tilfælde, og fandt det belastende ikke at have kontrol over, hvem der kendte til det, og hvem der ikke gjorde.

SY-2011-19%20(4)

  En mandlig deltager udtrykte dette dilemma:

”Nogle af mine venner ved det, og nogle gør ikke, og jeg har en søn og en datter, og det er kun min datter, som ved det. Det er f.eks. et problem til fødselsdage, når nogle, der ikke ved det, spørger omsorgsfuldt til mig. Jeg ved ikke altid, hvad jeg skal sige, og jeg ved ikke, om de andre har fortalt dem, at jeg er hiv-positiv.”

Det var almindeligt at tage en fridag/feriedag, når man skulle på sygehuset og f.eks. sige, at man skulle til tandlægen eller på en tur. Denne strategi havde implikationer for, om de oplevede social støtte. De fik støtte fra det netværk, som vidste besked, og beskrev, at det at have nogen at tale med ud over sygehuspersonalet øgede deres evne til at få balance i livet med hiv og mindskede deres bekymringer og angst.

De, der anvendte begrænset åbenhed, gjorde det for at have en slags kontrol over deres situation ved kun at informere de nærmeste på et tidspunkt, hvor de følte, at de var klar til at takle deres reaktion. Ønsket om kontrol er måske forklaringen på konklusionen, at mange kun fortalte relativt få om deres hiv-status, lige så vel som frygten for, hvordan de ville reagere på oplysningen.

Når man fortalte det til én, betød det, at man spekulerede på, om vedkommende fortalte det videre til sin partner, børn, venner og bekendte, og pludselig havde man mistet kontrollen over, hvem og hvor mange der kendte til ens hiv-status, hvilket igen gav tvivl om andres evne til at takle oplysningen.

Ingen åbenhed (lukket)

De, som valgte at holde deres hemmelighed for sig selv, havde en temmelig enkel strategi, meget lig den, som de, der var åbne over for alle, havde. Denne strategi var bare modsat: aldrig at fortælle om deres hiv-status. Mange beskrev hiv som noget adskilt, de holdt fuldstændigt isoleret fra deres daglige bevidsthed og de fleste aspekter i livet. En mandlig deltager sagde:

”Jeg taler aldrig om mit privatliv på arbejde, som mine kolleger gør, og jeg tror, de synes, jeg er lidt underlig, fordi jeg ikke fortæller noget. Hvis jeg begyndte på det, er jeg bange for, at de ville finde ud af, at jeg er bøsse og hiv-positiv.”

Hovedårsagen til at hemmeligholde diagnosen lignede de overvejelser, som dem der valgte strategien begrænset åbenhed: at beskytte sig selv mod mulig stigmatisering og afvisning. Stressfaktorer i forbindelse med selvbeskyttelsen som f.eks. andres frygt, udstødelse og nedværdigelse, skyld og usikkerhed påvirkede personen.

Behovet for ikke at blive konfronteret med hiv kunne betyde ensomhed. Nogle undgik nære relationer, så de undgik den byrde at skulle åbne sig for en partner, og beskyttede dermed sig selv mod afvisning og ængstelsen for at smitte andre. Ved slet ikke at være åbne kunne de ikke bruge deres sociale netværk i relation til at leve et liv med hiv, men måtte opretholde deres egne mestringsstrategier. Nogle mente, at det var umuligt at bevare meningsfulde forhold, og havde ikke den sociale støtte som andre, ej heller optimisme omkring fremtiden.

En mandlig deltager sagde:

”Jeg var meget social, før jeg fik hiv. Nu har jeg bygget et forsvar op. Jeg bor for mig selv. Jeg arbejder hjemmefra, og ingen ved, jeg har hiv, ikke engang min 20-årige søn. Jeg tror ikke, det er godt for mig, men jeg tror, det er svært at ændre nu. Jeg ville gerne kunne tale med min søn om det, nu hvor han ikke længere er et barn, men jeg tror, det er meget svært, og jeg har lært at takle min ensomhed.”

Dét at kunne kontrollere, hvem der kendte til ens hiv-status, var meget vigtigt for deltagerne. Nogle følte, at de ved at være tavse om emnet bakkede op om den mistænkeliggørelse eller afvisning af hiv-positive, som samfundet stod for, men manglede modet til at stå frem.

Det var bedre at leve hemmeligt med hiv, selvom det drænede energi at hemmeligholde det, og det påvirkede deres dagligdag i negativ retning. Ikke at åbne sig for nogen var nøglen til normalitet, nøglen, der sørgede for, at livet fortsatte, som om intet var forandret. Paradoksalt nok var de påvirkede af de følger, de faktisk ønskede at undgå, idet de isolerede sig socialt.

Denne strategi modvirkede positive virkninger som øget social støtte og mindsket stress. Hiv-positive, som valgte denne strategi, fandt, at deres sociale liv led under det, da det påvirkede deres evne til at socialisere sig med andre mennesker.

En mandlig deltager udtrykte det således:

”Mit sociale liv lider under det. Jeg har mistet evnen til at kommunikere med andre.”

Diskussion

Fundene viser, at det at leve med hiv lige så vel er et psykosocialt problem, som et fysisk og medicinsk problem.

Overvejelser om åbenhed om hiv-status er en vedvarende udfordring og potentiel stressfaktor. Hele tiden at skulle tage personlige beslutninger for at finde den bedst mulige måde at fortælle om deres diagnose til andre optog de hiv-positive meget.

Overvejelser om åbenhed om hiv-status var komplekse, en vedvarende udfordring og potentiel stressfaktor. Det var en dynamisk og vedvarende social og psykologisk proces.

Undersøgelsen har sine begrænsninger. Der kunne være en begrænsning i forhold til valg af de deltagere, som ville lade sig interviewe, altså at f.eks. hiv-positive, som valgte at være lukkede, heller ikke mødte op til kontrol og derfor ikke blev tilbudt at være med i undersøgelsen.

I Danmark har vi Den Danske Hiv Kohorte (DHK), og denne database dækker alle hiv-positive, som følges på de danske hospitaler (34). Det totale skøn er, at de fleste hiv-positive i Danmark kommer til kontrol på hospitalerne. Vi hævder ikke, at vores resultater afspejler hele registret af holdninger, erfaringer og adfærd blandt hiv-positive i Danmark. Der kan nemlig være køns- og kulturforskelle, forskelle i forbindelse med, hvordan man er smittet med hiv (homoseksuel, heteroseksuel, biseksuel, stofmisbruger eller født med hiv), samt forskel mellem børn, unge og voksne, som vi ikke har med i vores undersøgelse.

Vi tror dog, at vores teori om hiv-positives måde at takle sygdomsrelaterede stressfaktorer på, svarer godt overens med den generelle virkelighed for hiv-positive i Danmark. Vores fund er relevante for hiv-positive og for sundhedsprofessionelle, som behandler hiv-positive. Teorien bidrager med en forklaring af de psykologiske belastninger i et liv med hiv, men vil formentlig kræve tilpasning, efterhånden som holdningen til hiv ændrer sig i retning af mindre stigma og tabu. I henhold til Taylor (35) viser vores resultat, at den stempling, der er forbundet med hiv, blev oplevet forskelligt af hver enkelt og ændrede sig dynamisk for dem, som fortalte om deres status under sygdomsforløbet.

Overvejelser om åbenhed om hiv-status er et komplekst emne, der har fået øget opmærksomhed (36,37,38), og er forbundet med psykosociale problemer og manglende social støtte for den hiv-positive. Vildledende oplysninger og frygt bidrager også til fastholdelse af hiv-relateret stigma, og denne stempling kan bringe den enkeltes mentale helbred i fare (39).

Selvom studier fremhæver de mulige omkostninger ved åbenhed, er der en tendens til at formode, at åbenhed har terapeutisk virkning i en sund retning og skal tilskyndes. Vores resultater antyder, at det at afsløre sin hiv-status ikke bør være et mål i sig selv.

Beslutningen om, hvilken strategi personen skal vælge, beror på en fortløbende individuel drøftelse med den enkelte person. Vi har vist, at de, som valgte at være lukkede omkring deres status, led under manglende social støtte og havde svært ved at opretholde nære personlige forhold pga. stress i relation til hemmeligholdelsen af deres sygdom. Social tilbageholdenhed eller afvisning kan hæmme den enkeltes psykiske og fysiske helbred (40). De, som var åbne over for alle, risikerede andres stempling og fordomme.

Denne strategi, som samlet set ikke var den mest almindelige, lod til at være hyppigst forekommende hos personer med et højt selvværd. Begrænset åbenhed var en blanding af de to andre strategier, og pga. dens kompleksitet var det en udfordring at finde en god balance. Vores resultater viser, at åbenhed ikke er et statisk fænomen, men en livslang proces. Baumgartner (41) kom også frem til, at åbenhed var en dynamisk proces, og fandt tre typer af åbenhed: (a) at fortælle det til sin partner, (b) offentlig åbenhed og (c) situationsbestemt åbenhed.

Forfatteren argumenterede for, at hiv-positive valgte en strategi, der hang sammen med oplevelsen af deres hiv-identitet, hvordan de forholdt sig til diagnosen og integrerede den i deres liv i øvrigt (38).

Vores resultater understreger betydningen af ”The shifting perspective model of chronic disease” af Paterson (42).

Perspektiv-modellen viser, at livet med en kronisk sygdom er kendetegnet ved vedvarende skift mellem at føle sig syg og føle velvære. Modellen viser et liv med mange paradokser og er dermed i opposition til de traditionelle medicinske opfattelser af at være kronisk syg.

Ifølge Perspektiv-modellen er livet med en kronisk sygdom ikke et forløb, der er forudsigeligt og fremadskridende mod stadigt større afklaring. Modellen problematiserer også den gængse opfattelse af accept eller manglende accept af at være syg, idet den viser, at evnen til at holde sygdommen i baggrunden ikke er en fornægtelse, men i stedet giver personen en mulighed for, at velvære kan fylde livet. Sygdommen kræver altså opmærksomhed for ikke at tage for megen opmærksomhed.

Den smittede er nødt til at acceptere sygdommen som et faktum, mens vedkommende samtidig afviser dens begrænsninger og betydelighed. Modellen antyder, at forskere og klinikere bør øge deres fokus på kronisk sygdom fra, hvordan den påvirker patientens sundhed, til en forestilling om patientens eget sygdomsperspektiv i en større sociokulturel og psykisk sammenhæng. I relation til hiv og åbenhed er det derfor en fortsat udfordring for de sundhedsprofessionelle at støtte den hiv-positives evne til at balancere åbenhed, og ikke bare et emne, der diskuteres på diagnosetidspunktet.  Baumgartner et al. (43) argumenterer for, at det tager tid fra den første følelsesmæssige reaktion ved diagnosetidspunktet, til hiv bliver en integreret del af personens identitet.

I vores undersøgelse fandt vi, at vendepunktet oprandt for dem, som fortalte om deres status og de ændrede mestringsstrategier, når disse viste sig at være vellykkede. Når de tog udfordringen op og tog kontrol og ansvar for deres liv, fremkom de med en ny bevidsthed. Positive oplevelser med åbenhed motiverede til yderligere åbenhed.

I studiet af Arnold et al. (44) fandt man frem til næsten tilsvarende strategier om åbenhed. De konkluderede, at i stedet for at undersøge, hvorvidt man fortalte om sin hiv-status i sammenhæng med forhold (partner, familie, venner, arbejdsgivere, plejepersonale og andre), er det muligt at forstå overvejelserne om åbenhed som en del af den personlige identitet.

Fundene i vores undersøgelse understøtter denne forståelse og viser, at (a) åbenhed er et personligt anliggende, der har at gøre med personlige ressourcer, og med hvilken tilgang udfordringer i livet imødegås, og (b) åbenhed har at gøre med de vilkår, personen lever under, dvs. konteksten. Hiv-positive med højere grad af hårdførhed (hardiness), hvilket er et aspekt af begrebet resilience (=overlevelsesevne/robusthed) medfører positive psykiske og fysiske helbredsresultater (45). I overensstemmelse med tidligere forskning (46) viser vores fund, at dét at fortælle om sin hiv-status både er en akut og vedvarende udfordring og en potentiel stressfaktor.

Overvejelserne om graden af åbenhed har en dobbelt betydning, idet det både er en stressor og en faktor, som den enkelte bruger til at takle sit liv med hiv i en positiv retning.

Vi fandt, at strategien om åbenhed oftest først blev endeligt besluttet efter grundige overvejelser om udbyttet af de positive sociale, fysiske, psykiske og følelsesmæssige aspekter opvejet mod de negative følger af åbenhed. Dette er ligeledes fundet i et studie af Serovich (47). Vi fandt en sammenhæng mellem stigmatisering og åbenhed, og det stemte overens med andre studier, som belyste dette dilemma (48). Hvis man valgte åbenhed om sin hiv-status, så var man ikke længere nødt til at skjule sin hemmelighed, men man blev sårbar over for fordomsfulde reaktioner og stempling.

I vores undersøgelse fandt vi, at man ved at afsløre sin hiv-status over for andre tilsyneladende åbnede for social støtte, hvilket er i tråd med andre undersøgelser (38,47,50). Man risikerede dog også stempling, følelsen af skam og oplevelsen af afvisning, hvilket andre studier også har vist (40).

Konklusionen på en metaanalyse var, at åbenhed hænger positivt sammen med social støtte, og stempling hænger negativt sammen med både rapporteret åbenhed og social støtte (49).  Fundene i vores undersøgelse viste, at hemmeligholdelse var associeret med personlig stress og ensomhed, hvilket stemmer overens med eksisterende litteratur (51), og at det at forvente og frygte afvisning pga. stempling blev associeret med mere begrænsede sociale netværk.

Sociale netværk antages for at være særdeles vigtige i opnåelse af vellykket tilpasning til at leve med hiv i balance (52). Dét at holde på en hemmelighed anses generelt for at kunne være en belastning for kroppen (53), og derfor kunne åbenhed måske resultere i bedre mentalt og fysisk helbred for nogle (54).

At bekæmpe stigmatiseringen af hiv, hvilket er den største forhindring i forbindelse med åbenhed om hiv-status, lader til at være et tveægget sværd. Bør forandringen komme fra de hiv-positive eller fra deres omgivelser? I en metaanalyse foreslår forfatterne, at ved at reducere den eksisterende stempling omkring hiv og finde en anden måde at tale om det på uden at fremkalde stempling, kunne man på længere sigt have indflydelse på, hvor ofte de, som lever med hiv, afslører deres status over for andre, og derved give dem muligheden for at opnå støtte (49).

Vores fund bakker op om dette forslag.

På det individuelle niveau bør sundhedsprofessionelle således tilbyde en intervention, der skal hjælpe dem, som lever med hiv, med at reducere stress i forbindelse med overvejelser om åbenhed, støtte den enkelte til at træffe virkningsfulde beslutninger om åbenhed og opøve gode kommunikationsevner i relation til åbenhed.

Overvejelser om åbenhed er uløseligt forbundet med tilpasningsprocessen i et liv med hiv, og fremskridt inden for hiv-behandling har øget interessen for livskvalitet hos hiv-positive personer.

Ud fra vores undersøgelse lader det til, at de, som lever med hiv, kæmper med spørgsmålet om åbenhed som en livslang stressfaktor, og at kun nogle fandt en vedvarende strategi, der kunne forebygge stress og depression. For at tage fat på åbenhed på et interpersonelt niveau bør interventionen være individuelt skræddersyet, og sundhedsprofessionelles rolle bliver at støtte hiv-positive i deres evne til at identificere og forstå deres situation omkring deres liv med hiv, at vejlede, når personen giver udtryk for et ønske om at ændre strategi, når der forekommer vendepunkter, at gribe ind tidligere samt at opmuntre til en mere positiv tilpasning.

Tidligere undersøgelser konkluderer, at interventioner vedrørende stresshåndtering generelt forbedrer den mentale sundhed og livskvalitet betydeligt (55). Interventioner med fokus på at ændre en negativ selvopfattelse eller ændre oplevelsen af stigma vil kunne styrke den enkeltes ressourcer i livet med hiv og øge den enkeltes selvværd (56,57,58). Os bekendt er der ikke publiceret nogen undersøgelser, der tager de forskellige strategier beskrevet i denne undersøgelse med i overvejelserne, når de udvikler interventioner til håndtering af åbenhed som en vedvarende udfordring livet igennem som beskrevet af Paterson (42).

Ud fra ovennævnte diskussion af vores fund foreslår vi, at forskere og klinikere bør udvide deres fokus på kronisk sygdom til at se det som en vedvarende og omskiftelig proces. Patienten kunne drage fordel af en systematisk og fortsat drøftelse af alle de spørgsmål, der er forbundet med åbenhed om hiv-status og derved reducere stress og depressive symptomer. Vi foreslår, at der fokuseres på, hvad der bringer den enkelte ud af balance i stedet for at tænke på risikofaktorer.

Dette vil kunne bidrage til en sundere strategi for åbenhed og bedre balance i den enkeltes liv. Vi foreslår også, at fremtidig forskning skal udvikle interventioner, der fokuserer på kommunikationsstrategier, der kan støtte den hiv-positive til et velbalanceret liv.

Undersøgelsen peger på, at hiv-positive vil have glæde af løbende at drøfte overvejelser om åbenhed om hiv-status. Det vil kunne hjælpe til at reducere hiv-relateret stress og dermed forebygge depression.

Tak

Forfatterne ønsker at takke deltagerne i undersøgelsen. Uden deres medvirken kunne undersøgelsen ikke være gennemført.
Interessekonflikter: Ingen.
Finansiering: Projektet har modtaget økonomisk støtte fra Århus Universitetshospitals Forskningsfond Skejby,
Sygekassernes Helsefond, Lundbeckfonden og Region Midtjyllands Forskningsfond.

Litteratur

  1.  Keiser O, Taffe P, Zwahlen M et al. All cause mortality in the Swiss HIV Cohort Study from 1990 to 2001 in comparison with the Swiss population. AIDS. 2004;18:1835-43.
  2. Jensen-Fangel S, Pedersen L, Pedersen C et al. Low mortality in HIV-infected patients starting highly active antiretroviral therapy: a comparison with the general population. AIDS. 2004;18:89-97.
  3. Mocroft A, Ledergerber B, Katlama C et al. Decline in the AIDS and death rates in the EuroSIDA study: an observational study. Lancet. 2003;362:22-9.
  4. Van Sighem A, Danner S, Ghani AC et al. Mortality in patients with successful initial response to highly active antiretroviral therapy is still higher than in non-HIV-infected individuals. J Acquir Immune Defic Syndr. 2005;40:212-8.
  5. Lohse N, Hansen AB, Pedersen G et al. Survival of persons with and without HIV infection in Denmark, 1995-2005. Ann Intern Med. 2007 Jan 16;146(2):87-95.
  6. UNAIDS. Reducing HIV-stigma and discrimination: a critical part of the national AIDS programme. A resource for the national stakeholders in the HIV response. Joint United Nation Programme on HIV/AIDS  2007.
  7. Herek GM, Capitanio JP, Widaman KF. HIV-related stigma and knowledge in the United States: prevalence and trends, 1991-1999. Am J Public Health. 2002;92(3):371-7.
  8. Carstensen M, Dahl A. Patient Association. HIV-Denmark. HIV and living conditions – a survey of living conditions and quality of life of people living with hiv in Denmark. 2008.
  9. The Danish AIDS Foundation. Danskernes viden, holdninger og adfærd i forhold til hiv og hiv-smittede. 2009
  10. Leserman J, Petitto JM, Gu H et al. Progression to AIDS, a clinical AIDS condition and mortality: psychosocial and physiological predictors. Psychol Med. 2002;32(6):1059-73.
  11. Barroso J, Powell-Cope GM. Metasynthesis of qualitative research on living with HIV infection. Qual Health Res. 2000;10(3):340-53.
  12. Clark HJ, Lindner G, Armistead L et al. Stigma, disclosure, and psychological functioning among HIV-infected and non-infected African-American women.Women Health. 2003;38(4):57-71.
  13. Heckman TG, Anderson ES, Sikkema KJ et al. Emotional distress in nonmetropolitan persons living with HIV disease enrolled in a telephone-delivered, coping improvement group intervention. Health Psychol. 2004;23(1):94-100.
  14. Lee RS, Arlene Kochman, Kathleen J. Sikkema Internalized Stigma Among People Living with HIV-AIDS. AIDS and Behavior. 2002;6 (4):309-19.
  15. Bouhnik AD, Préau M, Vincent E et al.; MANIF 2000 Study Group. Depression and clinical progression in HIV-infected drug users treated with highly active antiretroviral therapy. Antivir Ther. 2005;10(1):53-61.
  16. Ironson G, O’Cleirigh C, Fletcher MA et al. Psychosocial factors predict CD4 and viral load change in men and women with human immunodeficiency virus in the era of highly active antiretroviral treatment. Psychosom Med. 2005;67(6):1013-21.
  17. Heckman TG. The chronic illness quality of life (CIQOL) model: explaining life satisfaction in people living with HIV disease. Health Psychol. 2003;22(2):140-7.
  18. Schmitz MF, Crystal S. Social Relations, Coping, and Psychological Distress Among Persons With HIV/AIDS. Journal of applied Social Psychology 2000;30:665-83.
  19. Clifford DB. HIV-associated neurocognitive disease continues in the antiretroviral era. Top HIV Med. 2008 l;16(2):94-8.
  20. Hult B, Chana G, Masliah E et al. Neurobiology of HIV. Int Rev Psychiatry. 2008;20(1):3-13.
  21. Vance DE, Farr KF, Struzick T. Assessing the clinical value of cognitive appraisal in adults aging with HIV. J Gerontol Nurs. 2008 Jan;34(1):36-41.
  22. Rodkjaer L, Laursen T, Balle N et al. Depression in patients with HIV is under-diagnosed: a cross-sectional study in Denmark. HIV Med. 2010;11(1):46-53.
  23. Vanable PA, Carey MP, Blair DC et al. Impact of HIV-related stigma on health behaviors and psychological adjustment among HIV-positive men and women. AIDS Behav. 2006;10(5):473-82.
  24. Bing EG, Burnam MA, Longshore Det al. Psychiatric disorders and drug use among human immunodeficiency virus-infected adults in the United States. Arch Gen Psychiatry. 2001;58(8):721-8.
  25. Ciesla JA, Roberts JE. Meta-analysis of the relationship between HIV infection and risk for depressive disorders. Am J Psychiatry. 2001;158(5):725-30.
  26. Leserman J. Role of depression, stress, and trauma in HIV disease progression. Psychosom Med. 2008;70(5):539-45.
  27. Rabkin JG. HIV and depression: review and update. Curr HIV/AIDS Rep. 2008;5(4):163-71.
  28. Barroso J, Sandelowski M. In the field with the Beck depression inventory. Qual Health Res. 2001 ;11(4):491-504.
  29. Glaser BG. & Strauss AL. The discovery of grounded theory: strategies for qualitative research. Strategies for qualitative research. Hawthorne, NY: Aldine de Gruyter 1967.
  30. Glaser, BG. Advances in the methodology of grounded theory: Theoretical sensitivity. Mill Valley, CA: Sociology Press 1978.
  31. Lomborg K, Kirkevold M.  Truth and validity in grounded theory – a reconsidered realist interpretation of the criteria: fit, work, relevance and modifiability. Nurs Philos. 2003 Oct;4(3):189-200.
  32. QSR International. NVivo 8 (Computer software). Mel¬bourne, Australia. 2008.
  33. Richards T, Richards L. The way ahead in qualitative computing. J Modern Applied Statistical Methods 2003;2(1),16-26.
  34. Obel N, Engsig FN, Rasmussen LD et al. Cohort profile: the Danish HIV cohort study. Int J Epidemiol. 2009 Oct;38(5):1202-6.
  35. Taylor B.HIV, stigma and health: integration of theoretical concepts and the lived experiences of individuals. J Adv Nurs. 2001;35(5):792-8.
  36. Ciccarone DH, Kanouse DE, Collins RL et al. Sex without disclosure of positive HIV serostatus in a US probability sample of persons receiving medical care for HIV infection. Am J Public Health. 2003;93(6):949-54.
  37. Crepaz N, Marks G. Serostatus disclosure, sexual communication and safer sex in HIV-positive men. AIDS Care. 2003;15(3):379-87.
  38. Kalichman SC, DiMarco M, Austin J et al. Stress, social support, and HIV-status disclosure to family and friends among HIV-positive men and women. J Behav Med. 2003;26(4):315-32.
  39. Major B, O’Brien LT. The social psychology of stigma. Annu Rev Psychol. 2005;56:393-421.
  40. Brashers DE, Neidig JL, Goldsmith DJ. Social support and the management of uncertainty for people living with HIV or AIDS. Health Commun. 2004;16(3):305-31.
  41. Baumgartner LM. The incorporation of the HIV/AIDS identity into the self over time. Qual Health Res. 2007;17(7):919-31.
  42. Paterson BL. The shifting perspectives model of chronic illness. J Nurs Scholarsh. 2001;33(1):21-6.
  43. Baumgartner LM, David KN. Accepting being poz: the incorporation of the HIV identity into the self. Qual Health Res. 2009;19(12):1730-43.
  44. Arnold E, Rice E, Flannery D, Rotheram-Borus MJ. HIV disclosure among adults living with HIV. AIDS Care. 2008;20(1):80-92.
  45. Farber EW, Schwartz JA, Schaper PE et al. Resilience factors associated with adaptation to HIV disease. Psychosomatics. 2000;41(2):140-6.
  46. Holt R, Court P, Vedhara K, Nott KH, Holmes J, Snow MH. The role of disclosure in coping with HIV infection. AIDS Care. 1998;10(1):49-60. 
  47. Serovich JM. A test of two HIV disclosure theories. AIDS Educ Prev. 2001;13(4):355-64
  48. Chesney MA, Smith AW. Critical delays in HIV testing and care: The potential role of stigma. American Behavioral Scientist,199;42,1162-74.
  49. Smith R, Rossetto K, Peterson BL. A meta-analysis of disclosure of one’s HIV-positive status, stigma and social support. AIDS Care. 2008;20(10):1266-75.
  50. Emlet CA. A comparison of HIV stigma and disclosure patterns between older and younger adults living with HIV/AIDS. AIDS Patient Care STDS. 2006;20(5):350-8.
  51. Wiener LS, Battles HB, Heilman N. Public disclosure of a child’s HIV infection: impact on children and families. AIDS Patient Care STDS. 2000;14(9):485-97.
  52. Mavandadi S, Zanjani F, Ten Have TR, Oslin DW. Psychological well-being among individuals aging with HIV: the value of social relationships. J Acquir Immune Defic Syndr. 2009;51(1):91-8.
  53. Pennebaker JW, Hughes CF, O’Heeron RC. The psychophysiology of confession: linking inhibitory and psychosomatic processes. J Pers Soc Psychol. 1987;52(4):781-93.
  54. Pennebaker JW, Colder M, Sharp LK. Accelerating the coping process. J Pers Soc Psychol. 1990;58(3):528-37.
  55. Scott-Sheldon LA, Kalichman SC, Carey MP, Fielder RL. Stress management interventions for HIV+ adults: a meta-analysis of randomized controlled trials, 1989 to 2006. Health Psychol. 2008;27(2):129-39.
  56. Galvan FH, Davis EM, Banks D, Bing EG. HIV stigma and social support among African Americans. AIDS Patient Care STDS. 2008;22(5):423-36.
  57. Emlet CA. Experiences of stigma in older adults living with HIV/AIDS: a mixed-methods analysis. AIDS Patient Care STDS. 2007;21(10):740-52.
  58. Heijnders M, Van Der Meij S. The fight against stigma: an overview of stigma-reduction strategies and interventions. Psychol Health Med. 2006;11(3):353-63.
ENGLISH ABSTRACT

Rodkjaer L, Sodemann M, Ostergaard L, Lomborg K. Disclosure Decisions: HIV-positive persons coping with disease- related stressors. Qualititative Health Research, 21 (9), 1249-1259. Copyright © (2011) by SAGE Publications, Inc.
Reprinted by permission of SAGE Publications, Inc.

Rodkjaer L, Sodemann M, Ostergaard L, Lomborg K. Disclosure Decisions: HIV-positive persons coping with diseaserelated stressors. Sygeplejersken 2011;(19):59-68. Corresponding Author: Lotte Rodkjaer, Department of Infectious Diseases, Aarhus University Hospital, DK-8200 Aarhus N, Denmark. E-mail: Lottrodk@rm.dk

The purpose of this grounded theory study was to investigate how Danish hiv-positive persons live with their disease, focusing on hiv-related stressors. Using the Glaserian method, we analyzed textual data from in-depth interviews with 16 hivpositive persons. Decisions about disclosure appeared to be a major concern and a determining factor for hiv-related stress. Consequently, we developed a substantive theory about disclosure decisions into which three different strategies could be identified: (a) disclosing to everyone (being open); (b) restricting disclosure (being partly open); and (c) disclosing to no one (being closed). Disclosure was a continuum; none of the three strategies automatically relieved hiv-related stress. The theory describes the main determinants and consequences of each strategy. Our study demonstrates the importance of recurrent individual considerations about disclosure choices and plans, and offers a theoretical basis for interventions designed to assist persons living with hiv to make the best possible individual decisions regarding disclosure and, thereby, reducing hiv-related stress.

Key-words: Constant comparison; depression; disclosure; grounded theory; hiv/aids; qualitative; stress/distress.

Emneord: 
Depression
Forskning
Grounded Theory
HIV/Aids
Kvalitativt studie
Stress

Belastet arbejdsmiljø vendt til trivsel

Et tårnhøjt syge fravær, stress og belastende arbejdsforhold på operations- og anæstesiafdelingen i Horsens er vendt til arbejdstrivsel. Et grundigt forarbejde, medarbejderinvolvering og professionel hjælp har båret processen.

Det nytter ikke noget, for vi har prøvet det mange gange tidligere. Sådan lød det fra personalet, da ledelsen orienterede om, at et projekt om arbejdsmiljø skulle sættes i gang.

Arbejdsmiljøet haltede på operations- og anæstesiafsnittene på Regionshospitalet Horsens. Sygefraværet, specielt i det ortopædkirurgiske operationsafsnit, var tårnhøjt, og der var flere medarbejdere, der var gået ned med stress. Det skulle der gøres noget ved. Ledelsen valgte derfor at involvere en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, og gennem sikkerhedsorganisationen samt hospitalsledelsen blev der bevilget penge til projektet, der blev døbt "Bedre Arbejdsdag". Projektperioden forløb fra juni 2005 til dec. 2008 og kortlagde det fysiske og psykiske arbejdsmiljø gennem observationsstudier og gruppeinterview. Kortlægningen førte til en rapport på 18 sider med anbefalinger til løsningsforslag (1).

I artiklen beskrives, hvordan der er arbejdet med løsningsforslagene, hvad hele processen har betydet for personalet, og hvilke resultater vi har opnået.

Formål

Ledelsen på operations- og anæstesiafsnittene ønskede at sætte fokus på arbejdsmiljøet på baggrund af en ny organisering, en øget specialisering samt en generel oplevelse af mange belastende forhold, såvel fysisk som psykisk. Endvidere var resultatet af medarbejdertilfredshedsundersøgelsen og et højt sygefravær medvirkende. Der blev nedsat en styregruppe bestående af oversygeplejersken, afdelingssygeplejerskerne på operations- og anæstesiafsnittene, en sikkerhedsrepræsentant, som også er anæstesisygeplejerske, en operationssygeplejerske, en operationstekniker, en fysioterapeut samt en organisationspsykolog fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.

Formålet med projektet var at foretage en kortlægning af arbejdsmiljøets fysiske og psykiske forhold og sammen med medarbejderne udarbejde løsningsforslag til, hvorledes belastende arbejdsmiljømæssige forhold kunne forbedres.

Observationer og fokusgruppeinterview

Der blev anvendt to kortlægningsmetoder. Den ene var observationer af de faktiske forhold på afdelingen, og den anden var fokusgruppeinterview med repræsentanter fra afdelingen.

Kortlægningen omfattede afdelingens faste personale, dvs. operations- og anæstesisygeplejersker, sygehjælpere, social- og sundhedsassistenter samt operationsteknikere. Læger, serviceassistenter samt øvrige naturlige samarbejdspartnere var ikke omfattet.

Kortlægningen var observationer af arbejdsforhold og typiske arbejdsopgaver. Der blev taget notater fra det observerende arbejde, og der var dialog med spørgsmål fra arbejdsmiljørådgiveren og kommentarer fra personalet. Der blev foretaget vejning af instrumentkasser samt måling af træk og skub af diverse vogne og mobile apparaturer. Relevante steder blev der foretaget opmåling af pladsforhold og taget digitale fotos.

Observationerne blev foretaget af arbejdsmiljørådgiverne på ni operationsstuer samt 14 forskellige operationstyper. Desuden blev afdelingens øvrige faciliteter vurderet, f.eks. skyllerum, forrum til operationsstuerne, depot, gangareal mv.

Ud fra observationerne udarbejdede arbejdsmiljørådgiveren en interviewguide, og der blev holdt fire fokusgruppeinterview. Grupperne blev sammensat af lederne ud fra krav om en ligevægtig fordeling imellem afdelingens specialer og faggrupper.

Udtalelser og uddybende refleksioner ved disse interviews var sammen med observationerne baggrunden for, hvad der skulle arbejdes videre med i projektet.

Fysiske og psykiske belastninger

Da arbejdsmiljøet blev betragtet som en samlet helhed, der påvirkede de ansattes trivsel på arbejdspladsen, var det vigtigt, at løsningsforslag og fokusområder bestod af såvel fysiske som psykiske interventioner (1). Ligeledes var det vigtigt, at prioriteringerne blev vægtet med indflydelse både fra styregruppen og medarbejderne.

Det fysiske arbejdsmiljø

Rapporten vedrørende det fysiske arbejdsmiljø viste en række belastede vilkår. Dels ligger der i branchen mange væsentlige arbejdsmiljøfaktorer, som der løbende skal tages hensyn til, dels havde afdelingen flere steder dårlige fysiske rammer, som forøgede den samlede fysiske belastning for de ansatte. Der blev identificeret følgende områder, som der skulle arbejdes videre med for at få skabt en positiv udvikling:

  • Bedre pladsforhold.
  • God arbejdsteknik.
  • Hensigtsmæssig indretning og egnede hjælpemidler.
  • Indeklima, belysning og værnemidler.

Det psykiske arbejdsmiljø

Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø viste, at personalegruppen oplevede en lang række stressende faktorer i deres hverdag, samt at de havde gjort det længe. Stemningen var præget af, at mange medarbejdere var opgivende og desillusionerede i forhold til at kunne forbedre deres arbejdssituation. Tilliden til den overordnede ledelse på hospitalet var meget lav.

Belastningerne syntes at koncentrere sig omkring samarbejdet på afdelingsplan, samarbejdet med ledelsen og de eksterne samarbejdspartnere. Der blev identificeret følgende områder, som der skulle arbejdes videre med for at få skabt en positiv udvikling:

  • Tilliden mellem ledelse og medarbejdere.
  • Skabe en oplevelse af handlekraft i forhold til de daglige udfordringer.
  • Klare og tydelige mål for afdelingens nutid og fremtid.
  • Anerkendelse i arbejdet.
  • Plads til konstruktive erfarings- og meningsmålinger.

Derudover blev der identificeret områder, der fremkaldte bekymringer:

  • Operationstider, der skrider.
  • Pladsmangel - særligt på vejen ud til den urene gang.
  • Små stuer, hvor der skal være meget udstyr.
  • Kontrollen af skiftetiderne.
  • Computere, som ikke virker eller ikke kan komme på netværket.
  • Eksempler på læger, som har behandlet personalet dårligt.

Handleplaner og arbejdsgrupper

Styregruppen var enige om vigtigheden i at få skabt nogle hurtige succeser. Derfor blev der lavet handleplaner på problemområder, der hurtigt kunne løses, og handleplaner på områder, der krævede længere tid, før der var resultater.

Medarbejderinvolvering var essentielt vigtig, og personalet blev taget med i beslutninger om, hvilke handleplaner der blev iværksat, ligesom de til hver en tid kunne komme med nye forslag. Der blev nedsat arbejdsgrupper. Her var det vigtigt at sikre, at det ikke kun var arbejdsgruppens medlemmer, der havde indflydelse på de endelige beslutninger. Derfor blev der lavet en procedurebeskrivelse for arbejdet i arbejdsgrupperne. Denne angav gruppens arbejdsbetingelser, hvordan de havde mulighed for at informere kollegerne, og hvordan kollegerne havde mulighed for at få indflydelse, inden den endelige beslutning blev truffet. Ledelsen prioriterede dét at skabe tid til gruppernes arbejde højt.

Samtidig med gruppernes arbejde blev der holdt et møde med hospitalsledelsen, og der blev løbende holdt fælles personalemøder. Allerede på det første personalemøde blev det klart, at der var behov for at få defineret forventninger til hinanden, til de specialeansvarlige sygeplejersker, til afdelingssygeplejersken, til oversygeplejersken, til afdelingsledelsen og til kirurgerne.

Samtidig var der et ønske om større gennemsigtighed/åbenhed over for budgetter, ventelister, produktionstal, normeringer og sygefraværsstatistikker.

Kirurgerne på banen

Det sværeste var at få kirurgerne på banen. De havde ikke været en del af kortlægningsprocessen, men som projektet udviklede sig, blev det klart, at de er en samarbejdspartner med stor andel i, at en arbejdsdag glider, og det sker i en positiv stemning.

Styregruppen indkaldte derfor en kirurg fra hvert speciale, som var udvalgt via deres afdelingsledelse. Der blev det besluttet, at der skulle afholdes kultur-/temaeftermiddage med kirurgerne fra alle specialer og personalet fra operations- og anæstesiafdelingen. Det var vigtigt, at så mange som muligt deltog og tilkendegav deres mening. Det var derfor ikke frivilligt, om den enkelte havde lyst til at deltage. Temadagen blev lagt ind i arbejdstiden, så der var mødepligt.

Drøftelser ved caféborde

Kultur-/temaeftermiddagene var planlagt med caféborde, hvor cafébestyrerne var enten den kirurg, der var udpeget af deres afdelingsledelse, eller en fra styregruppen. Sammensætningen af personale ved cafébordene var fordelt således, at alle specialer var repræsenteret ved hver café. Temaerne i de forskellige caféer var nøje udvalgt ud fra rapporten samt ønsker fra kirurg og styregruppen.

Temaerne, som blev drøftet, var:

  • Skiftetider mellem operationerne.
  • Hvordan kommer vi bedst muligt i gang om morgenen?
  • Fælles rapport til personale, der møder til vagt, samt prioritering af patienter til vagten.
  • Styring af operationsstuen.
  • Hvordan sikrer vi uddannelse af alle faggrupper samtidig med, at vi overholder produktionskravene?
  • Hvordan bliver vi færdige om eftermiddagen på operationsstuerne?
  • Hvordan kommer koordinatorfunktionen til at fungere optimalt?

Alle deltagere deltog i tre caféer efter eget valg, og det var cafébestyrerens opgave at lave en opsamling af udsagn ud fra debatten i caféen. Denne opsamling af udsagn blev præsenteret for personalet på selve dagen. Dermed var cafébestyrerne og styregruppen sikre på, at det var de rigtige udsagn, der blev arbejdet videre med.

Disse udsagn blev sammen med resultaterne fra arbejdet i arbejdsgrupperne brugt til at lave en handlingsplan. Denne førte til mange nye tiltag, der nu er implementeret i afdelingen.

Et kæmpe løft

Arbejdsmiljøet, der haltede på operations- og anæstesiafsnittene på Regionshospitalet Horsens, har fået et kæmpe løft i positiv retning efter "Projekt Bedre Arbejdsdag". Personalet har fået troen på, at det betaler sig at gøre noget.

Konkret har vi fået følgende ud af projektet:

  • Der er blevet lavet en retningslinje for, hvilke arbejdsbetingelser der er for personale i udvalgsarbejde.
  • Pladsforholdene er blevet bedre efter en omfattende rokering af skabsindhold, fjernelse af skabe og en branddør.
  • Belastningen med instrumentbakker og instrumentvogne er nedsat vha. hjælpemidler.
  • Mobile stativer til røntgenforklæder samt indkøb af nye og lettere forklæder.
  • Der er udført lean på opfyldning.
  • Det er identificeret, hvilke patienter der kan bedøves på operationsstuen, og lejring kan i højere grad foretages med patientens medvirken.
  • Staben af forflytningsvejledere er udvidet, og de er med i et nyt projekt i afdelingen: "Kompetent Mobilisering".
  • En lille operationsstue er blevet renoveret, og der er taget bestemmelser om, hvilken type operationer der kan foretages på stuen.
  • Belysninger er forbedret.
  • Uniformsudvalget har indkøbt nye termojakker, undertrøjer og sokker.
  • Operationsprogrammer er blevet screenet, og der er nu realistiske tider i booking af patienter.
  • Operationspersonalet har med stor succes afprøvet redskabet stressbarometeret.
  • Indbyrdes forventninger til hinanden er klarlagt, og fordeling af ledelsesopgaver er synliggjort.
  • Efter caféeftermiddagene med kirurgerne er der rettet ind på stueteamaftaler og koordinatorfunktionen.
  • Der er indført en aftenvagt foruden vagtholdet.
  • Der er indført en aftenkoordinator i vagtholdet, der koordinerer rækkefølgen af patienterne.
  • Fælles rapport mellem operations- og anæstesisygeplejerskerne.
  • Ændringer i morgenstart.
  • Anæstesilægerne kommer tidligere på udvalgte stuer.
  • Af sundhedsfremmende tiltag er der indkøbt en massagestol og indført frugtordning på afdelingen.

Det har været en spændende og lærerig, men også tidskrævende proces for både personalet og ledelse. Vores erfaringer er, at det er vigtigt at komme godt fra start, og det fordrer, at forarbejdet er i orden. Det var klogt at arbejde ud fra, at der kom nogle hurtige resultater, så personalet kunne se, at det nytter. Dermed skabes der en positiv stemning og en tro på, at dette projekt var anderledes end tidligere projekter.

Projektet har krævet styring, men samtidig har det også været vigtigt, at der var frihed til arbejdet, specielt i de nedsatte arbejdsgrupper. Dialog og medarbejderinvolvering er afgørende. Ligeledes har den professionelle hjælp og støtte været uundværlig. Udfordringen til både ledelse og personale fremover er at fastholde og udvikle resultaterne.

Projektet kan rekvireres hos forfatterne.

Lisbeth Vilstrup Nielsen er afdelingssygeplejerske på Anæstesiafsnittet,Regionshospitalet Horsens.
Marie-Louise Ulsøe er oversygeplejerske for Anæstesiafdelingen samme sted.

Litteratur

  1. Projekt Bedre Arbejdsdag. Arbejdsmiljørapport vedr. Operations- og Anæstesiafsnittet, Regionshospitalet Horsens.
ENGLISH ABSTRACT

Nielsen VL, Ulsøe ML. Overloaded working environment turned to well-being Sygeplejersken 2010 ;(9):64-7.

The article describes how it was possible to improve the working environment on the surgical and anaesthetic unit at Horsens Regional Hospital. Professional help, in the form of an psychologist and physiotherapist, was brought in. Two survey methods were used: 1) observation of the actual conditions on the department and 2) focus group interviews with representatives from the unit. Management and staff have worked further with the problem areas identified in both the physical and psychological working environment, which has resulted in many new measures - which are described in the article. This is a time-consuming process, requiring both management -and the freedom to work with the problems at hand. Dialogue and staff involvement are crucial. The conclusion is that it does help to resolve the problems.

Key words: Surgical and anaesthetic department, working environment, methods.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress
Trivsel