Om stress og stresshåndtering

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, som ønsker at vide mere om stress og den usikkerhed, der er forbundet med diagnosen. Artiklen er skrevet på baggrund af forfatterens erfaringer og viden, og den munder ud i et tilbud om deltagelse i en stresshåndteringsgruppe for alvorligt stressramte.

SY-2009-22-67ab
Arkivfoto: iStock

Karen sidder i sin bil og er på vej til arbejde. Det burde være en dejlig forårsdag, men for Karen er det anderledes. Morgenen havde ikke været god: Hun kunne ikke finde sin kalender og brugte en halv time på at lede efter den. Faktisk var det et stigende problem for hende, at hun glemte, hvor hun lagde ting.

På afdelingen, hvor hun arbejdede, var det blevet vanskeligere for hende at få overblik over alle de opgaver, hun havde i løbet af dagen, og i sidste uge havde det bl.a. medført, at hun havde overset, at hr. Petersen skulle have iv-medicin to gange i hendes vagt. Inden hun gik ud ad døren her til morgen, var hun blevet ringet op af en kollega og spurgt, om hun kunne bytte vagt.

Normalt ville det ikke være et problem, men denne morgen var hun lige ved at græde og kunne slet ikke finde ud af at tage stilling. Hun syntes også, børnene havde været alt for støjende til morgenmaden og havde hurtigt fået stoppet den gode stemning, da hun med skinger stemmeføring bad dem om at opføre sig ordentligt eller forsvinde.

"Underligt," tænkte Karen i bilen, "på det seneste er jeg nogle gange blevet så vred, at jeg slet ikke kan kende mig selv."

Karen havde haft slem influenza ad tre omgange denne vinter, og hun følte sig stadig træt. "Jeg tror, jeg dropper min løbeaftale i aften, jeg orker det ikke rigtig."

Hun havde i den sidste tid valgt at være mere hjemme og gå tidligt i seng, da det at være sammen med andre var blevet tiltagende belastende. Desværre måtte hun konstatere, at hun ofte vågnede flere gange om natten.

En kollega havde lidt i sjov spurgt, om hun mon havde stress, men det kunne Karen ikke genkende. Hun var vant til at klare tingene, arbejde sig ud af travlheden, og erfaringen var, at det som regel gik over igen, når der havde været travle perioder. En kollega var blevet afskediget på grund af langvarigt sygefravær, en anden var rejst, en var på barsel, og den nye, der var kommet i stedet, havde også nok at se til, så Karen kneb ballerne sammen og sørgede for, at tingene fungerede. Det var hun vant til, og hun havde det for så vidt godt med rollen som den, der havde styr på tingene, og som man altid kunne spørge.

Det tager tid at registrere egen stress

Hvis hun skulle være ærlig, havde det stået på i flere måneder.

"Jeg har ikke noget valg lige nu, jeg kan jo ikke bare slippe tøjlerne, for hvem skal så sørge for, at tingene bliver gjort, og desuden er der jo ingen, som kan se på mig, hvordan jeg har det."

"Hvordan kan jeg give opgaver videre til nogle, som har lige så travlt, som jeg?"

"Nej, jeg fortsætter, det har jeg det bedst med, og lige nu kan jeg heller ikke se nogen anden udvej, man er jo ikke pibet, og så slemt er det faktisk heller ikke!"

Ovenstående er et typisk scenarie for en person med arbejdsrelateret stress. For manges vedkommende stabiliserer hverdagen sig igen, enten på grund af eget initiativ til forandring eller ydre omstændigheder. For andre, som ikke registrerer en ændring i egen fysiske, psykiske og sociale tilstand, risikerer belastningerne at fortsætte med yderligere forværring af symptomer og i værste fald en sygemelding til følge.

Stress er et stigende folkesundhedsproblem. Det er vurderet, at de psykosociale belastninger, herunder stress, er årsag til tab i danskernes middellevealder på 6-7 måneder, en million sygefraværsdage om året samt 855 mio. kr. årligt i merforbrug i sundhedsvæsenet (1). Endnu er der kun ganske få behandlingstilbud til stressramte i det offentlige system (se boks 1). 

BOKS 1. TILBUD TIL STRESSRAMTE

Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Sygehus, har de sidste par år fokuseret på udvikling af psykologiske behandlingstilbud til mennesker, som rammes af alvorlig stress.

De henviste har tydelige og vedvarende symptomer på stress såvel fysisk, psykisk, kognitivt som socialt, og personen er, eller har været, tæt på en sygemelding.

Aktuelt er det muligt at henvende sig for deltagelse i stresshåndteringsgruppe via SR, TR, fagforbund, nærmeste leder samt egen læge, forudsat at kriterierne for deltagelse opfyldes (se www.arbejdsstress.dk).

Det er også muligt via egen læge at få en henvisning til en arbejdsmedicinsk/psykologisk undersøgelse med henblik på en kortlægning af de arbejdsrelaterede belastninger, en vurdering af personens aktuelle tilstand samt rådgivning.

Der mangler en stressdiagnose

Stress er ikke præcist afgrænset, der findes ikke nogen stressdiagnose, hvilket gør det vanskeligt for den enkelte at afgøre, "hvornår er jeg tilpas ramt til, at jeg skal tage mig selv alvorligt, og andre vil tage mig alvorligt?" (2). Stress diskuteres i dag i mange sammenhænge og på mange niveauer, bl.a. på grund af et stigende antal sygemeldinger med baggrund i indikationer på stress (3,4,5,6). Til en vis grad kan varigheden, antallet og tyngden af såvel symptomer som belastninger kortlægges, men det er svært at påpege en direkte sammenhæng, da problemstillingen ofte har mange facetter (7).

Udfordringen i forhold til stress er at få det stoppet i tide, forholde sig til det og - over tid - holde fast i de beslutninger om ændringer, man tager. Det lumske ved stress er, at det sniger sig ind som katten om natten, ofte uden at man opdager det. Der er ikke noget objektivt mål for, hvornår "nok er nok" i forhold til mængden af belastninger og de efterfølgende konsekvenser, hvilket ofte hindrer en proaktiv håndtering af en negativ udvikling hen imod manglende initiativ, reduceret psykisk overskud samt tiltagende kognitive forstyrrelser (f.eks. hukommelses- og koncentrationsvanskeligheder samt manglende overblik).

Udviklingen går i retning af, at flere og flere arbejdspladser er åbne for problematikken omkring stress og får udarbejdet en stresspolitik, ligesom flere og flere medarbejdere tager problemstillingen op, når den forekommer. Udfordringen for den enkelte er at turde kigge på sit eget liv, få adskilt det private fra det arbejdsmæssige, så vidt det er muligt, og tillade sig selv at bede om hjælp.

Opgaven fra arbejdspladsens side er at forholde sig åbent og systematisk til den fremlagte problemstilling. Diskussionen vil altid stå mellem, hvornår belastningerne har deres primære udgangspunkt i private forhold, hvornår personlig stil i forhold til håndtering af belastningerne gør sig gældende, og hvornår der er tale om primært belastende arbejdsforhold. Her findes desværre ikke noget facit, og ikke sjældent er der tale om en kombination i større eller mindre grad.

I visse arbejdsplads-kulturer kan der forekomme en slags tabuisering omkring det at være stresset, som gør, at nogle kæmper en forgæves kamp for ikke at blive betegnet som uengageret, sårbar eller doven af omgivelserne, og igen, måske især af sig selv. Genkendelige personlige træk ved flere stressramte er ofte stor ansvarlighed, høje forventninger til egen præstation, ønske om kontrol samt perfektionisme. Herudover spiller faktorer som graden af indflydelse, mening, forudsigelighed, social støtte, belønning og krav en afgørende betydning for oplevelse af arbejdstilfredshed (8).

Stressramte mister dømmekraften

Er man alvorligt stressramt over en længere periode, risikerer man at betvivle egen dømmekraft. Det kan derfor være vigtigt at lytte til andres velmenende kommentarer, snakke med de nærmeste omkring en og eventuelt kontakte egen leder. Hvis symptomerne fortsætter uændret over flere uger, bør man overveje at gå til egen læge for vurdering samt rådgivning. Stressrelaterede problemstillinger afspejler ofte et komplekst samspil mellem forskellige faktorer.

Stresshåndtering kræver tålmodighed og mod fra medarbejderens side samt støtte og fleksibilitet fra arbejdspladsens side. På nettet og i bøger om stress-håndtering (ofte selvhjælpsprogrammer), er der efterhånden god hjælp at hente, men symptomernes varighed og intensitet spiller en afgørende rolle i forhold til den stressramtes evne til selv at omsætte teori til praksis. I visse tilfælde kan det være en god idé at søge professionel hjælp i tide.

Greta Lassen Lund er ansat på Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus Universitetshospital.

Litteratur

  1. Juel K, Sørensen J, Brønuum-Hansen H. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark. København: Statens institut for folkesundhed; 2006.
  2. Lazarus, RS. Stress og følelser - en ny syntese. København: Akademisk Forlag; 2006.
  3. Munch-Hansen T, Wiechlaw J, Agerbo E, Westergaard-Nielsen N, Rosenkilde M, Bonde JP. Sickness absence and workplace levels of satisfaction with psychosocial work conditions at public service workplaces. Am J Ind Med. 2009 Feb; 52(2):153-61.
  4. Head J, Kivimaki M, Martikainen P, Vahtera J, Ferrie JE, Marmot MG. Influence of change in psychosocial work characteristics on sickness absence: The Whitehall II Study. J Epidemiol community Health. 2006 Jan;60(1):55-61.
  5. Jansson M, Linton SJ. Psychosocial work stressors in the development and maintance of insomnia: a prospective study. J Occup Health Psychol. 2006 Jul;11(3):241-8.
  6. Kjøller M, Juel K, Kamper-Jørgensen F. Folkesundhedsrapporten 2007. København: Statens Institut for Folkesundhed; 2007.
  7. Netterstrøm B. Stress på arbejdspladsen. København: Hans Reitzels Forlag; 2005.
  8. "Fakta og myter om stress." København: Videnscenter for arbejdsmiljø; 2007.
Emneord: 
Stress
Behandling

Fast tilbud om krisepsykolog

Debriefing. Sygehus Sønderjylland tager i dag rutinemæssigt hånd om medarbejdere, der oplever overgreb eller trusler fra patienter.

Hvis Berit Bendtsen eller en af hendes kolleger i dag var blevet udsat for et overgreb på Sønderborg Sygehus, ville de omgående få tilbud om hjælp fra en krisepsykolog. Det garanterer HR-chef Tore Østergaard, Sygehus Sønderjylland. Tore Østergaard har kun været ansat som HR-chef siden 1999 og kender ikke Berit Bendtsens sag.

"Vi har aldrig været involveret i sagen, som heller ikke har været ført mod os," siger Tore Østergaard og afviser, at Sønderborg Sygehus skulle have mulighed for at kompensere Berit Bendtsen for overgrebet.

"Når en erstatningssag, som i det her beskrevne tilfælde, er afgjort af en offentlig myndighed, så har vi ikke nogen mulighed for at yde erstatning på egen hånd. Vi har slet ikke hjemmel til at bruge skatteborgernes penge på den måde," fortæller Tore Østergaard.

"Men jeg håber, vores system er så meget bedre i dag, at Berit Bendtsens ubehagelige oplevelser på Sønderborg Sygehus ikke vil kunne gentage sig. Det er en meget ulykkelig sag, og jeg kan kun beklage, at hun ikke har fået hjælp," siger HR-chefen. Når det er sagt, vil han ikke give sig af med at vurdere sagsforløbet her 15 år efter.

"Det er umuligt for mig at bedømme, om ledelsen gjorde, hvad den skulle i situationen. Et forløb som det her beskrevne er kun muligt, hvis den pågældende sygeplejerske omgiver sig med total tavshed. Og det blev hun jo desværre truet til at gøre. Jeg kan kun opfordre medarbejdere, der kommer ud for overfald, vold eller forsøg på det, til at fortælle kolleger og ledelse om det. Det er absolut ikke noget, man skal gå alene med," siger HR-chefen.

Nær ved-hændelser

Sygehus Sønderjylland var et af de første danske sygehuse, der blev arbejdsmiljøcertificeret, og sygehusene har ifølge Tore Østergaard stort fokus på sygehuspersonalets sikkerhed.

"Vi opererer ikke kun med deciderede overgreb og trusler, men også med begrebet "nær ved-hændelser". I dag vil ethvert overgreb eller tilløb til noget lignende blive noteret, og der vil også ske en opfølgning. Desværre har Berit Bendtsens sag aldrig været registreret på Sønderborg Sygehus. Det kan jeg forsikre, at den ville blive, hvis det var sket i dag. Der er heldigvis meget mere åbenhed omkring seksuelle krænkelser, end der var tilbage i 1994. Det er afgørende, at medarbejderne ikke plages af skyldfølelse, hvis de udsættes for et overgreb. Og det er vigtigt, at hændelsen bliver talt igennem med de involverede," siger HR-chef Tore Østergaard.

Ny voldspolitik

Sygehus Sønderjylland er i øjeblikket i gang med at implementere en helt ny voldspolitik. HR-konsulent Stine Juel Christoffersen har udarbejdet en skabelon, som kan tilpasses hverdagen på de mange forskellige afdelinger.

"Der er brug for helt klare retningslinjer, så alle ved, hvad de skal gøre, den dag situationen opstår. Hvad kan man forvente af kollegerne, og hvad skal man selv gøre" Hvem i ledelsen har ansvar for at anmelde mulige overgreb" Og hvem tager sig i den aktuelle situation af den kollega, der måske er blevet truet" Etc."

Hvis der er behov for det, kan der også tilbydes psykologhjælp via et nystartet psykolognetværk i det sønderjyske. Stine Juel Christoffersen fortæller, at en enkelt afdækkende samtale helt tidligt i forløbet i mange tilfælde kan være tilstrækkelig. Men der er også mulighed for længere psykologforløb, hvis det skønnes nødvendigt.

"Kollegial debriefing har også vist sig at være et værdifuldt redskab. Det er vigtigt, der er nogle kolleger at læsse af til, lige når skaden er sket, så den forurettede kan få tømt sit hoved for alle de tanker, der myldrer rundt lige efter hændelsen. Når det første chok har lagt sig, kan der være behov for yderligere samtaler. Offeret er måske blevet bange for at vende tilbage til arbejdet og har brug for at vende sine tanker endnu en gang med en kollega," siger Stine Juel Christoffersen.

OPLÆG TIL VOLDSBEREDSKAB

Sygehus Sønderjylland, der omfatter sygehusene i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder, er i gang med at implementere en ny voldspolitik. Planen indebærer, at hver enkelt sygehusafdeling gennem sit lokale MED-udvalg skal udarbejde en individuel handlingsplan. Oplægget til afdelingerne ser sådan ud:

Under episoden:

  • Når en situation tilspidser, vil vi ...
  • Hvis en medarbejder bliver truet, chikaneret eller angrebet, skal han/hun ...
  • Hvis man ser en kollega blive truet, chikaneret eller angrebet, skal man ...

Umiddelbart efter episoden:

  • Nærmeste leder orienteres inden for ... minutter/timer.
  • X har ansvar for at indkalde erstatningspersonale.
  • Vi sikrer, at den skadelidte medarbejder ikke er alene, når han/hun kommer hjem.
  • Vi sørger evt. for hjemtransport.

Forebyggelse af vold, trusler og chikane:

  • Forsøg med konfliktdæmpende kommunikation.
  • Grundig instruktion af nyansatte. 
  • Kortlæg, om der er et mønster for, hvornår truende situationer opstår: Er det i vagtskiftet? Når patienter skal vente? Når der uddeles medicin? Kan arbejdet evt. tilrettelægges anderledes for at bryde dette mønster?
  • Vær opmærksom på, hvilke signaler der indikerer, at en situation er potentielt farlig. Kropssprog, sprog, stemning, stressniveau hos patient, kolleger og én selv. Hvad skal man holde øje med?

Kilde: Sygehus Sønderjylland
 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold
Stress
Traume

Anmeldelsen kom for sent

Flashback. Berit Bendtsen kunne ikke få erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen, fordi skaden blev anmeldt for sent. Dansk Sygeplejeråd førte hendes ankesag i både Landsretten og Højesteret, men tabte begge steder. Reglerne for at få dispensation for den etårige anmeldelsesfrist er siden ændret.

SY-2009-09-18b

Lang tids terapi hos en psykiater afslører, at Berit Bendtsen lider af hukommelsestab som følge af posttraumatisk stress-syndrom.

Det er dog først, da psykiateren i marts 2001 beder hende skrive dagbog fra tiden på hjerteafdelingen på Sønderborg Sygehus, at hukommelsen langsomt kommer tilbage, og brikkerne falder på plads. Først på det tidspunkt husker hun igen overfaldet og er klar over, at det var her, det hele startede.

Hun beslutter efter samråd med Dansk Sygeplejeråd at anmelde overfaldet til Arbejdsskadestyrelsen.

Den gode nyhed er, at Arbejdsskadestyrelsen anerkender arbejdsskaden under diagnosen: posttraumatisk stress med efterfølgende depression. Den dårlige nyhed er, at hun ikke kan få erstatning, fordi anmeldelsen er indleveret for sent. Fristen for at anmelde arbejdsskader er nemlig ét år. Næste mulighed er Ankestyrelsen, der skal behandle hendes dispensationsansøgning, fordi fristen er overskredet. Men Ankestyrelsen holder fast i etårsfristen og lader sig ikke rokke af en speciallægeerklæring, der godtgør, at Berit Bendtsen har fortrængt hændelsen og således ikke har kunnet søge om erstatning før i 2001.

Derfor beslutter Dansk Sygeplejeråd at føre sagen for Berit Bendtsen og anke Ankestyrelsens afgørelse til Landsretten med påstand om, at der foreligger særlige grunde til at dispensere fra den etårige anmeldelsesfrist. Sagen føres ved Vestre Landsret i oktober 2005 og ender med et afslag. En anke til Højesteret resulterer i endnu et afslag. Og dermed er ankemulighederne udtømt.

Fast procedure ved vold

Ifølge socialrådgiver i Dansk Sygeplejeråd, Anders Mølbak, ville Berit Bendtsen have gode muligheder for at vinde, hvis hendes sagsforløb havde fulgt de nye og nuværende regler.

Dispensationsmulighederne er - efter pres fra en samlet fagbevægelse - blevet lempet i forbindelse med en reform af arbejdsskadelovgivningen.

"I den gamle lov skulle man kunne dokumentere, at man havde en særlig god grund til, at sagen ikke var blevet anmeldt inden for etårsfristen. Den bestemmelse er nu faldet bort. Berit Bendtsens sag faldt på, at hverken Ankestyrelsen, Landsretten eller Højesteret fandt, at hendes hukommelsestab var en tilstrækkelig god begrundelse for den sene anmeldelse," fortæller Anders Mølbak.

Det er op til den enkelte sygeplejerske selv eller hendes afdelingsledelse at anmelde evt. arbejdsskader. Dansk Sygeplejeråd går først ind i en sag, hvis et medlem opfordrer til det. Antallet af verserende sager ligger konstant omkring 500-600. Hovedparten af sagerne drejer sig om somatiske skader som f.eks. eksem og rygskader. Men ifølge Anders Mølbak fylder de stressrelaterede psykiske skader efterhånden mere og mere i sagsbunken.

"Vi regner med, at vi har kontakt med 2/3 af de sygeplejersker, der kører en erstatningssag. Den sidste tredjedel kører deres sag på egen hånd," siger Anders Mølbak.

Han opfordrer afdelingerne til at have en fast procedure i tilfælde af vold og overgreb på personalet. 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold
Traume
Stress

Sorte huller i hukommelsen efter seksuelt overfald

Fortrængning. Sygeplejerske Berit Bendtsen fik ingen hjælp fra sin ledelse, da hun blev overfaldet og seksuelt krænket af en patient. Bagefter truede voldsmandens søn hende til tavshed. Hun lider i dag af posttraumatisk stress-syndrom og har måttet opgive sin karriere.

SY-2009-09-18a
Foto: Søren Holm
 

Kvinden i spejlet forekommer bekendt. Hun ser ned på sine hænder, der klamrer sig til en håndvask, mens kvalmen presser sig på. Om lidt kaster hun op. Hun løfter hovedet, og det går op for hende, at kvinden i spejlet er hende selv ...

Berit Bendtsen havde et liv i overhalingsbanen. Job som sygeplejerske på en hektisk hjerteafdeling, mand, tre drenge på fem, otte og 12 år og et aktivt fritidsliv. Hun var bl.a. suppleant til kommunalbestyrelsen. Hun var 32 år og med seriøse planer om universitetsstudier, når drengene var gamle nok til, at mor gik efter karrieren.

I dag har Berit Bendtsen et liv i nødsporet. Der sker ikke det store, men hun synes selv, hun har et godt liv. At hun er kommet langt siden overfaldet. "Jeg har været så langt ude, at jeg slet ikke kunne fungere socialt."

Umiddelbart kan man ikke mærke på Berit Bendtsen, 47 år, at hun lider af posttraumatisk stress-syndrom. I mange år vidste hun ikke, at hendes psykiske problemer skyldtes, at hun for år tilbage var blevet overfaldet af en patient. Oplevelsen var blevet fortrængt. Hændelsesforløbet er - med en psykiaters hjælp - først kommet frem her mange år efter.

Det er en rolig, afbalanceret og velformuleret kvinde, der inviterer Sygeplejerskens journalist på frokost i hjemmet i Gråsten en tidlig forårsdag i marts. Langsomt begynder hun at fortælle sin historie.

Hukommelsestab

Det er tilsyneladende en arbejdsdag som alle andre. Berit Bendtsen er som så ofte før på aftenvagt på hjerteafdelingen på Sønderborg Sygehus, og personalet ligger som sædvanlig vandret.

Mens hun står i medicinrummet, kommer en midaldrende mand ind til hende. Hun kender ham ikke. Han har kun været indlagt et par dage og hører ikke til i hendes gruppe. Han taler ikke dansk og kan kun få engelske brokker, men hun forstår, at han har ondt i hjertet og vil have en nitroglycerin. Hun lover at komme ind til ham med pillen, så hurtigt hun kan.

Da hun lidt efter kommer ind på stuen, ligger manden på sengen. Hun bøjer sig ned over ham for at give ham nitroglycerinen, som skal placeres under tungen.

Pludselig tager patienten fat om hendes hals og trækker hende ned over sig på sengen. Han holder hende i en skruestik og begynder at kysse hende på munden og halsen, mens han prøver at få hånden ind under hendes tøj. Samtidig siger han flere gange "love you," "love you." Så langt husker Berit Bendtsen med psykiaterens hjælp. Hun husker også, at han forulemper hende seksuelt og klemmer hende hårdt på halsen. Herefter er alt sort.

I næste nu står hun foran stuens håndvask og stirrer på sit eget spejlbillede. Hun sveder og skal kaste op. Sengen er tom, patienten er ikke længere på stuen.

Lidt efter finder en kollega hende udenfor på gangen. Her sidder hun på hug med hænderne over hovedet. Hun er forvirret og taler usammenhængende. Kollegaen kan se, at hun er i en choktilstand, men når ikke at gøre noget, fordi hun skal assistere ved et hjertestop. Alle har for travlt til at tage hånd om Berit, der ikke rigtig husker, hvordan hun kom hjem fra job den aften. Hun siger ikke noget til sin mand om overfaldet.

Bagefter er der sorte huller i hukommelsen. "Jeg aner ikke, hvad der er sket, fra han klemte mig på halsen, og til jeg står der foran vasken. Det er meget angstprovokerende, at jeg intet kan huske. Jeg ved ikke, hvorfor jeg står der. Jeg kan have været bevidstløs, fordi han pressede mig på halsen," fortæller hun.

Dagen efter overfaldet tager hun en tidligere bus til arbejde for at få tid til at tale med sin afdelingssygeplejerske om det, der er sket aftenen før. Han melder det videre til overlægen, og sammen går de to ind til patienten og siger, at hvis noget lignende gentager sig, vil han øjeblikkelig blive udskrevet.

"Ingen spørger, hvordan jeg har det, og ingen foretager sig videre i sagen."

Etisk dilemma

Berit Bendtsen er en rutineret og erfaren sygeplejerske. Hun har den ro og det overblik, det kræver at være på en akutafdeling, hvor man døgnet rundt er parat til at håndtere evt. hjertestop.

Som sygeplejerske er hun også vant til fysisk kontakt med patienter. Det kan slet ikke undgås og er ikke noget, man tænker over.
"Du kan ikke være berøringsangst i det her fag. Det er normalt, at hjertepatienter kan blive urolige. I tilfælde af iltmangel kan de gå i panik og klynge sig nærmest aggressivt til dig. Det sker på et splitsekund, og det er noget, alle sygeplejersker kender," siger Berit Bendtsen.

Derfor falder det hende slet ikke ind, at der kan være tale om et overfald. Hun er jo ikke på en psykiatrisk afdeling, men på en hjerteafdeling. I tankerne gennemgår hun optakten igen og igen. Hun føler, hendes faglige stolthed har lidt et knæk. For burde hun ikke have set det komme" Var der nogle signaler hos patienten, hun havde overset" Og burde hun have reageret anderledes"

På gaden ville hun selvfølgelig reagere, hvis en mand antastede hende. Råbe op og forsøge at forsvare sig. Men som sygeplejerske er det jo hendes ansvar at passe på og hjælpe patienten. Og pludselig er rollerne byttet om. Som omsorgsyder befinder Berit Bendtsen sig i et svært etisk dilemma.

Truet på livet

Få dage efter overfaldet får Berit Bendtsen et nyt chok.

Nogen har fortalt overfaldsmandens søn, hvad der er passeret. Han opsøger hende på gangen og beskylder hende for at lyve. Hun har sat en skamplet på familiens ære. Selvom hans dansk er meget dårligt, er budskabet klart: "Du må ikke melde det. Hvis du melder det, dør du og dine børn."

Sønnen understreger i de kommende dage, at han mener sine trusler alvorligt. Han er hele tiden på sin fars stue, hvor han sidder for åben dør og holder øje med hende. Hver gang hun passerer stuen ude på gangen, løfter han hånden og banker demonstrativt på den store guldring, han bærer, med familiens våbenskjold.

Berit Bendtsen har før læst artikler om æresdrab, og er hunderæd for sønnen, der truer hende og hendes børn på livet. Hun har kun tanke for ét, og det er hendes tre små drenge. Hun vil kæmpe for dem og beslutter sig for at afslutte sagen udadtil. Hun vælger at tro på, at hvis hun ikke siger noget, så sker der ikke noget. Hun klapper i som en østers og indvier stadig ikke sin mand i truslerne.

Indadtil får hun det dårligere og dårligere. Hun arbejder for fuld kraft, men kan ikke sove, når hun kommer fra aftenvagt. Sidder i timevis i stuen, mens resten af familien sover trygt. Hun bliver mere og mere angst og tør efterhånden ikke tage bussen alene hjem efter aftenvagt. Hun taber sig og vejer efterhånden kun 47 kg, og hun er normal af højde.

Overfaldet har hun tilsyneladende lagt bag sig. Både hun og hendes familie tror, at hendes problemer skyldes for meget arbejde og dårligt arbejdsmiljø på hjerteafdelingen.

Flashbacks

Berit Bendtsen har i mange år jævnligt flashbacks, hvor hun i glimt genoplever overfaldet. Hun har fortrængt alt om overfaldet fra sin vågne bevidsthed og forstår ikke, hvad der foregår i hendes hoved.

"Jeg kunne ikke forbinde de billeder, der momentvis dukkede op i min hjerne, med noget, jeg havde oplevet. Jeg troede, jeg var ved at blive sindssyg," fortæller hun.

Set i bakspejlet kan hun se, at hjerteafdelingen på Sønderborg Sygehus dengang var en utroligt kaotisk afdeling. "Vi blev hele tiden kaldt ind på fridage. Når vi var på arbejde, foregik det nonstop. Der var ikke tid til pauser, og vi nåede sjældent at spise på vagten. Der var massiv overbelægning, og alt drejede sig om at få vagten til at gå på bedste vis. Der var heller ikke noget, der hed supervision," fortæller Berit Bendtsen.

Hun synes, det havde været oplagt at tage hændelsen op på morgenmødet næste dag. "Så var jeg nok brudt sammen og havde grædt. Men så havde det måske været overstået, og jeg havde stadig arbejdet som sygeplejerske."

I stedet må Berit Bendtsen igennem en årelang kamp med depressioner og arbejdsprøvninger, før hun til sidst giver op. Det hjælper ikke, at hun i 1995 skifter arbejdsplads og begynder på Gigthospitalet i Gråsten, hvor hun er meget glad for at være. Hun vil for alt i verden ikke opgive sit arbejde.

"Gigthospitalet var en fantastisk arbejdsplads, og de gjorde alt, hvad de kunne for at tilrettelægge mine vagter, så de passede til mine kræfter. Her bagefter kan jeg godt se, at jeg slet ikke magtede at arbejde."

Berit Bendtsen må sygemeldes med depression adskillige gange i løbet af de næste seks år. Efter en langtidssygemelding er hospitalet nødt til at fyre hende. Men hun har en stående aftale om, at hun altid kan komme tilbage.

"Min afdelingsleder sørger hele tiden for at holde kontakt med mig, mens jeg er sygemeldt, og besøger mig herhjemme flere gange. Det er bestemt ikke hospitalets skyld, at det ikke går. De gør virkelig alt for at få det til at fungere."

I 2001 indvilliger Berit Bendtsen efter megen overtalelse i at lade sig førtidspensionere. Hun er da 38 år. "Det er en meget stor sorg, jeg elskede at være sygeplejerske."

Tilgiver overfaldsmandens søn

I dag er Berit Bendtsen ikke længere bitter på hverken overfaldsmanden eller hans søn, som truede hende. "Jeg har tilgivet sønnen. Han og hans familie var flygtninge og havde kun midlertidigt ophold i Danmark. Han var selvfølgelig bange for at blive sendt ud af landet og tilbage til det krigshærgede land, de kom fra. Han var selv i en utroligt presset situation," siger Berit Bendtsen.

Sygehusledelsen på Sønderborg Sygehus har hun derimod meget svært ved at tilgive.

"Jeg er så overbevist om, at jeg kunne have været sygeplejerske i dag, hvis jeg bare havde fået støtte fra min arbejdsplads efter overfaldet. Det er uhyre vigtigt, at en leder holder øje med sine medarbejdere og kan tolke evt. tegn på mistrivsel. Det er desværre ikke usædvanligt, at sygeplejersker bliver udsat for vold. Netop derfor skal vore ledere kunne aflæse vores kropssprog. De bør kende de karakteristiske tegn på, at en person befinder sig i en chokfase," siger Berit Bendtsen.

"Min ledelse kunne jo se, at jeg bare fik det dårligere og dårligere. Jeg ændrede totalt karakter fra at være smilende, glad og energisk til at være tavs og indadvendt. Var der ikke en klokke, der skulle have ringet der"" spørger hun.

Det har taget hende rigtig mange år at acceptere, at hendes arbejdsliv er slut. "Hvis nogen tror, det er fedt at gå hjemme og lave ingenting og tilmed få penge for det, må de tro om. Man mister sin identitet, når man ikke er del af et arbejdsfællesskab. Specielt i et land som Danmark, hvor arbejdslivet fylder så meget."

Men Berit Bendtsen får det bedste ud af sin situation. Hun glæder sig over de fremskridt, der er sket. "For 10 år siden lå jeg i min seng hele dagen for nedrullede gardiner."

Det har været hårde år, og også hårdt for ægteskabet. Men de er kommet styrket ud af det. Berit Bendtsen er grundlæggende et positivt menneske. Det er det, der har båret hende igennem. Det, og så opbakningen fra de nærmeste.

Hun synes, hun har et godt liv med manden, som hun har kendt siden gymnasieårene på Bornholm, og med de tre sønner, som nu er voksne. Hun har et godt socialt netværk, hun er en habil maler, og hun keder sig ikke. Det ærgrer hende bare, at hendes korttidshukommelse er så dårlig. Hun må hele tiden stille æggeuret for at huske, at hun har en gryde på komfuret eller noget i ovnen.

Berit Bendtsen har posttraumatisk stress-syndrom. Man kan ikke se det på hende. Men interviewet har taget så meget på hende, at hun må have absolut ro de næste tre dage. Der er ikke plads til flere indtryk. Nu kan hun ikke rumme mere.

POSTTRAUMATISK STRESS-SYNDROM

Posttraumatisk stress-syndrom, også kaldet PTSD, er en psykisk reaktion på en traumatisk oplevelse. PTSD forbindes oftest med flygtninge, som har været udsat for voldsomme oplevelser som krig, tortur og voldtægt. Men PTSD kan også udløses af andre ekstreme og livstruende situationer som f.eks. overfald, bilulykker og naturkatastrofer. Symptomerne er bl.a. flashbacks og mareridt, angst, depression, koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer.

Kilde: Videnscenter for Socialpsykiatri.
 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold
Traume
Stress
Arbejdsbelastning

Udfordringen: Fik bugt med det dårlige arbejdsmiljø

Problemknuserne. I løbet af de seneste år er det lykkedes personalet på Endokrinologisk Ambulatorium at vende et dårligt arbejdsmiljø. Det er stærkt medvirkende til, at ambulatoriet kan håndtere 50 pct. flere nyhenviste patienter og har klaret en flytning, uden at det har medført længere ventetider, stresset personale og utilfredse patienter.

SY-2009-03-30aIllustration: Lars Andersen 

For knap fire år siden var Endokrinologisk Ambulatorium på Herlev Hospital nærmest berygtet for sit dårlige arbejdsmiljø. Det husker Tine Bech tydeligt.

Her stod hun nemlig over for at skulle tiltræde stillingen som afdelingssygeplejerske for Endokrinologisk Ambulatorium samt Diabetesambulatoriet og Medicinsk Dagshospital, der alle hører under Medicinsk Endokrinologisk Afdeling J på Herlev Hospital.

Det fik dog ikke den nu 39-årige sygeplejerske til at fortryde jobskiftet. Med lysten til at lede og lederuddannelsen Galileo fra det daværende Københavns Amt i bagagen satte hun sig for at vende det dårlige arbejdsmiljø til noget godt, og nogle af hendes vigtigste våben blev evnerne til at stille spørgsmål, gribe konflikter konstruktivt an og være en synlig og stærk leder.

"I begyndelsen stillede jeg konstant spørgsmål til arbejdsgange og arbejdsprocesser, og jeg meldte med det samme ud, at jeg ikke ville tolerere sladder og bagtaleri, og det accepterede flertallet af medarbejderne. Men Endokrinologisk Ambulatorium havde ikke haft en afdelingssygeplejerske fysisk tæt på før, og det havde nogle svært ved at vænne sig til," siger Tine Bech.

At medarbejderne var delt i to lejre, fandt hun dog råd for. "Mens problemerne stod på, opfordrede jeg medarbejderne til straks at sige fra over for de mere negative kommentarer. Ellers skulle de komme til mig, så jeg kunne tage mig af det," siger Tine Bech.

Ikke én vil splid

Og sådan er der stille og roligt blevet sat en stopper for det dårlige arbejdsmiljø, fortæller sygeplejesekretær Anja Henriksen og sygeplejerske Kristvør Yndigegn.

"Generelt har vi det rigtig godt med hinanden. Vi holder af hinanden og har respekt for hinanden uden at være slyngveninder, det er patienten og arbejdet, vi fokuserer på. Men selvfølgelig kan vi også komme skævt ind på hinanden. Ofte er vi selv gode til at få talt ud, men får vi ikke lige gjort det, er Tine der straks, så evt. problemer bliver løst hurtigt," siger Kristvør Yndigegn.

Tine Bech supplerer: "Vi er et lille sted, så det er svært at gemme sig. Der er ikke én medarbejder, der vil splid. Og vores grundlæggende holdning er, at problemer er til for at blive løst. Der vil altid være udfordringer, spørgsmålet er bare, hvordan vi griber dem an," siger hun.

Med årene har de få modarbejdende medarbejdere skiftet job, og med Tine Bechs lederstil og medarbejdernes positive indstilling er det dårlige arbejdsmiljø en saga blot, hvilket ifølge Tine Bech uden tvivl har været stærkt medvirkende til, at Endokrinologisk Ambulatorium de seneste år har overkommet flere udfordringer i flot stil.

Effektive patientforløb

En af de store udfordringer var flytningen fra Herlev Hospitals hovedbygning til de såkaldte pavilloner for snart et år siden. Det blev set som en mulighed for først og fremmest at få mere plads, men bl.a. også for at gennemgå alle arbejdsgange og processer grundigt.

For eksempel afleverer lægen nu selv papirerne til sekretærerne og beder patienten om at tage plads i venteværelset, indtil sygeplejesekretæren kalder dem op. Tidligere fik patienten selv forsiden med ud til sygeplejesekretæren, men det skabte meget uro og kø ved skranken. "Det giver ro, og sygeplejesekretæren får tid til andre opgaver," siger Tine Bech.

Et andet, nyt tiltag er at opfordre patienterne til at sende evt. spørgsmål og forespørgsler på mail i stedet for at ringe, og her spiller både sygeplejesekretærerne og sygeplejerskerne en stor rolle i at besvare de mails, de kan, samt sende de andre mails videre til de relevante kolleger.

"Vores faste patienter kan f.eks. sende en mail om, hvornår de ønsker at hente medicin, og her er aftalen, at de kun hører fra os, hvis det ikke kan lade sig gøre, hvilket sparer tid for både patienterne og os," siger Tine Bech.

Både patienter og pårørende bemærker da også stemningsskiftet. "En af vores kroniske patienter, der er blevet behandlet her i mange år, bemærkede for nylig, at der var sket noget. Hun mente, vi måtte have fået færre patienter eller mere personale, da hun mærkede en helt anden ro og overskud på afdelingen," fortæller Tine Bech.

Holder ventetider nede

Men der er næsten tale om det stik modsatte. I løbet af det seneste år har Endokrinologisk Ambulatorium fået ca. 50 pct. flere nyhenviste patienter, mens antallet af tilknyttede patienter de seneste år har ligget nogenlunde stabilt på omkring 3.000 ambulante patienter i alt. Ambulatoriet har ikke fået tilført flere ressourcer end en sygeplejesekretær, men formår alligevel at holde ventetiderne nede. Det er om noget udtryk for effektive patientforløb og engagerede medarbejdere, mener Tine Bech, mens Kristvør Yndigegn supplerer:

"Vi sætter en enorm ære i, at patienterne ikke skal vente længere end det, lægerne stiller dem i udsigt, og vi overbooker da også med rund hånd," siger hun.

At ventetiderne kan holdes nede, tilskriver Tine Bech også personalets evner til at samarbejde på tværs af faggrænser samt et bevidst fokus på opgaveglidning. "I nærmeste fremtid skal sygeplejerskerne f.eks. til at overtage et par lægeopgaver som at lave synachthentest og give i.v.-medicin. Derudover tror jeg, at der tidligere blev brugt meget tid på det dårlige arbejdsmiljø, den bruger vi jo på patienterne nu," siger Tine Bech.

På spørgsmålet om, hvad afdelingen gør for at pleje det gode arbejdsmiljø, svarer Tine Bech prompte: "For lidt."

Hun uddyber dog straks: "I hvert fald ikke målt på mødeaktivitet. Men vi har en stor fleksibilitet, hvad angår arbejdstider og i al almindelighed. Og så er der en enorm respekt og lydhørhed blandt medarbejderne, og vi gør meget ud af at give feedback, ros og hjælpe hinanden og dyrke den gode historie. Og netop fordi arbejdsmiljøet har været så dårligt, værner vi i dag alle ekstra meget om det rigtig gode," siger Tine Bech og påpeger også, at afdelingen har en årlig temadag.  

UDFORDRINGEN

Udfordringen: At udvikle og fastholde et godt arbejdsmiljø samtidig med flytning til nye lokaler og en stigning i nyhenviste patienter på 50 pct.

Sted/afdeling: Endokrinologisk Ambulatorium på Herlev Hospital.

Det gjorde de: Medarbejderne og afdelingssygeplejersken har i løbet af fire år formået at vende et dårligt arbejdsmiljø til et godt og ikke mindst fået det til at bundfælde sig.

Det har de opnået: Effektive patientforløb, korte ventetider og tilfredse patienter og personale.

Det er de stolte af: Udryddelsen af sladder og bagtaleri, samt at patienterne ofte afslutter deres forløb med et ”tak for god behandling”.

Det slås de stadig med: Faren ved et lille, sammentømret, travlt sted er, at mange instrukser og standarder kun eksisterer i medarbejdernes hoveder. De skal med tiden nedfældes
på papir.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress

De fandt en kur mod stress

Aflastning. En medicinsk afdeling i Hillerød har skaffet sygeplejerskerne bedre tid til kerneopgaverne og mindre stress. Hjælpen kommer fra to indvandrerkvinder, som selv bliver hjulpet.

SY-2088-19-22bFatma Atis (tv.) og Sefanur Ciftci aflaster sygeplejerskerne på lungemedicinsk afdeling på Hillerød Sygehus ved at tage sig af en lang række serviceopgaver. Foto: Simon Knudsen.

Sygeplejersker løser hver dag en masse ikke-sygeplejerelevante arbejdsopgaver, som man ikke behøver at være sygeplejerske for at løse. Problemet er velkendt, og det kan i sidste ende gøre arbejdsdagen så stresset, at der bliver for lidt tid til sygeplejerskens kerneopgaver.

Mange indvandrerkvinder med begrænsede danskkundskaber har svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked.

På lungemedicinsk afdeling på Hillerød Hospital har de to ting en hel del med hinanden at gøre, og derfor har man slået to fluer med ét smæk.

Lungemedicinsk afdeling i Hillerød hører til det arbejdsområde og geografiske område, hvor flest sygeplejersker oplever stress. Afdelingen har jævnligt overbelægning og har endda i en periode lånt ekstra sengepladser i en naboafdeling. Der er også ubesatte sygeplejerskestillinger. Alt sammen faktorer, der kunne sende det gode arbejdsmiljø til tælling. Men sådan er det ikke, bl.a. fordi et igangværende projekt har lettet sygeplejerskerne for opgaver, de ikke behøver at løse.

OversygeplejerskeBritt Holmgaard:

"Ved at ansætte indvandrerkvinder til at aflaste sygeplejersker for ikke-sygeplejeopgaver ville vi dels modvirke, at sygeplejerskerne bliver stressede, dels medvirke til, at indvandrerkvinderne bidrager aktivt til velfærdssamfundet. Vi kunne være med til at ændre holdninger til indvandrere blandt personalet og blandt patienter."

Og så blev Fatma Atis og Sefanur Ciftci ansat. De modtager sprogundervisning i afsnittet i form af "arbejdsdansk" to gange om ugen fra den sprogskole, de gik på i forvejen, og har klinisk vejleder Anna Marie Serup som mentor og underviser i afdelingen. Deres hjemkommuner bidrager med løntilskud til Region Hovedstaden, indtil de kan fastansættes. Det forventes at blive sidst på året.

Konstitueret afdelingssygeplejerske Janni Momberg:

"Først skulle vi have defineret, hvilke opgaver der ikke fordrer en sygeplejefaglig uddannelse. Opgaverne skulle som udgangspunkt heller ikke handle om direkte patientkontakt, selv om vi hurtigt begyndte at diskutere, om det godt kunne være at køre med patienternes kaffevogn. Vi oplevede nogle enkelte tilfælde i starten, hvor patienter reagerede negativt på, at det var Fatma eller Sefanur, der henvendte sig til dem. I de tilfælde har det været os fra ledelsen, der har talt med de pågældende patienter om, at Fatma og Sefanur hører til afdelingens personale.

Fatmas og Sefanurs arbejde betyder, at vi slipper for at stå i kø i køkkenet for at skylle tallerkener. Vi slipper også for dårlig samvittighed over, at vi ikke nåede at fjerne en brugt kaffekop, og vi slipper for at opdage, at det dropstativ, vi er på vej ind til patienten med, er overstænket med sondemad. Kaffekopperne er væk og på plads, dropstativet er rent, og der ser ordentligt ud rundt i afdelingen.

Det er enormt tilfredsstillende for personalet, at de kan yde den sparede tid hos patienterne. Vi har mange kroniske patienter, som det betyder meget for, at vi har ekstra tid."

Britt Holmgaard:

"Det, vi har gjort, kommer ikke af sig selv. Man skal tage stilling til, hvilke opgaver man vil afgive, og man skal være parat til at acceptere hjælp."

Har aflastningen så virket efter hensigten?

Sygeplejerske Betina Andersen:

"Det er der ingen tvivl om. Det er der bred enighed om blandt alle de kolleger, jeg har spurgt. Hver især er opgaverne små, men tilsammen betyder de meget. Vi har fået mere tid på patientstuerne, men også på personalestuen. Fem minutter ekstra til at planlægge dagen betyder meget. Og nu holder vi pauser samlet. Vi oplever det som personaleomsorg.

Første gang, Fatima eller Sefanur spurgte: "Vil du have en kop kaffe?" var det lige før, man blev helt forskrækket!"

DET AFLASTES SYGEPLEJERSKERNE FOR
  • Gøre morgenbakker klar til patienter og personale
  • Lave kaffe
  • Servere kaffe/te/chokolade/isvand/juice/frugt/boller
  • Oprydning i køkken og i personalestuer
  • Opfyldning og bestilling af engangs-materiale
  • Tømme tøjvogn og lægge tøj på plads
  • Vask af rulleborde og dropstativer
  • Afvaskning af patientkøleskab og personalekøleskab
  • Udfylde bestillingssedler på mælkevarer
  • Gå med patientjournaler
  • Flytte senge
  • Fjerne snavset sengetøj
  • Tørre hylder af
  • Arbejde i skyllerum
STRESS PÅ MEDICINSKE AFDELINGER

Stressunderundersøgelsen fra Dansk Sygeplejeråd og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at 26 pct. af sygeplejerskerne på de medicinske afdelinger oplever at være stressede. Undersøgelsen viser, at de medicinske afdelinger har meget højt arbejdstempo, stor arbejdsmængde og lav indflydelse. En kombination, som øger risikoen for stress. Der er desuden problemer med udviklingsmuligheder, rolleuklarhed, retfærdighed og anerkendelse. 

 

Se også artiklen Der skal fagligt perspektiv på opgaveløsningen i Sygeplejersken nr. 22/2007.    

Emneord: 
Stress

Der må grædes ved bordet

Stressramte. Når sygemeldte sygeplejersker i Nykøbing Falster mødes hos Dansk Sygeplejeråd, er alle følelser tilladte. Der vises vrede, frustration, skam, sorg - og glæde, optimisme og støtte. Og fælles er, at ingen ønsker at være syge.

DSY-2088-19-20ben 46-årige sygeplejerske Charlotte Brusen mærkede symptomerne på stress efter en travl periode i hjemmeplejen. Hun kunne ikke sove om natten, fik hovedpine, sløret syn, humørsvingninger og havde let til gråd. Efter et års behandling på en stressklinik og masser af støtte fra kommunen og Dansk Sygeplejeråd er hun igen tilbage på arbejdsmarkedet. I dag er hun ansat i et infirmeri i hæren. Foto: Hanne Loop

Solens stråler står sitrende mellem de fire borde, der danner et artigt rektangel i stuen på en gammel villa på Sydsjælland. På langsiderne af møbelformationen sidder henholdsvis fire og tre sygeplejersker, som lidt forsigtigt nipper ostemadder og kaffe i sig, mens de skæver til hinanden. Alle er her, fordi de er blevet syge af at gå på arbejde.

Den 46-årige sygeplejerske, Charlotte Brusen, har været hele møllen igennem. Efter en travl periode i hjemmeplejen, hvor hun oplevede stort arbejdspres uden pauser, tid til refleksion eller supervision og uoverensstemmelse mellem arbejdsopgaver og arbejdstid, kunne Charlotte Brusen mærke symptomerne på stress. Hun kunne ikke sove om natten, havde pludselig stigning i hvilepulsen til 120 slag i minuttet, fik hovedpine, sløret syn, hukommelsesproblemer og blev meget grådlabil.

"Jeg sygemeldte mig, men det var et helvede. De små problemstillinger i hverdagen blev helt uoverskuelige, og jeg troede, at jeg fejlede alt muligt, så jeg var bange for at blive tosset," fortæller Charlotte i dag.

Den erfarne sygeplejerske har i dag nemt ved at sætte ord på sine følelser og symptomer. Andre i gruppen er blevet meldt syge med stress for nylig og har sværere ved at få beskrivelserne sammenfattet. De famler lidt i historien eller bryder grædende sammen halvvejs.

SY-2088-19-20c

SY-2088-19-20dAngstprovokerende

Laila Rasmussen, faglig sekretær i Kreds Sjælland i Dansk Sygeplejeråd, har siden 2003 stået for at samle de sygemeldte sygeplejersker i netværket. I alt 54 sygeplejersker har deltaget i møderne i en kortere eller længere periode.

Laila Rasmussen kender symptomerne og tankerne hos sygeplejerskerne til fingerspidserne, og hun giver sine råd til gruppen om alt fra rettigheder hos kommunen og psykiatriske tilbud til familieråd og opmuntrende opbakning til at træffe beslutninger.

Én af sygeplejerskerne fortæller om, hvordan hun efter en længerevarende sygemelding med stress nu er startet på sit arbejde igen. Men hendes arbejdsgiver forsøger at presse hende til at komme hurtigt på fuldtid igen, hvilket hun finder angstprovokerende. Hun har imidlertid mandet sig op til at protestere mod presset, og hun fortæller de andre i gruppen, hvor stor en lettelse det var for hende, da hun fik sagt fra over for sin leder.

En beslutning, som Laila Rasmussen roser:

"Det er så vigtigt at stå fast, når du har en følelse af, at du kun skal være på halv tid. Tal med din læge om det. Det er kun dig, der ved, hvordan du har det. Og det skal du fortælle din læge, så vil han sikkert hjælpe med en lægeerklæring om, at lige nu kan du kun arbejde på nedsat tid," siger Laila.

De andre i gruppen nikker. De kender også følelsen af at blive presset.

"Man er nok opdraget til, at man bare skal tage sig sammen. Og jeg vil jo heller ikke være syg. Men det sværeste at gøre, når man har stress eller en depression, er jo "at tage sig sammen"," fortæller en anden sygeplejerske ved bordet.

Tag dig selv til eftersyn

For Charlotte Brusen er situationen vendt. Efter et års behandling på en stressklinik i Hillerød, masser af motion og støtte fra kommunen og Dansk Sygeplejeråd er hun i dag ovenpå igen. Gruppen hos Kreds Sjælland i Dansk Sygeplejeråd har været én af hendes faste støtter.

"Indtil jeg kom i gruppen, synes jeg, at jeg havde kæmpet meget alene. Og jeg fik i starten heller ingen økonomisk hjælp, fordi jeg ikke vidste noget om, at det var muligt. Via gruppen fik jeg et indblik i, hvad jeg har ret til og pligt til, og fik gode råd forud for møderne med min sagsbehandler. Det var guld værd. Jeg fik et lille puf, og det var rigtig godt at mødes og se, at der var nogle, der var mere nede end mig, og andre, der var længere oppe end mig - men det viste, at der var en vej igennem det," fortæller Charlotte Brusen.

Hun mener, at sygeplejersker bør tage sig selv og deres arbejdsliv op til en grundig revision - mindst én gang om året.

"Man sender jo sin bil til eftersyn. Det skal man også sørge for at gøre med sig selv. Vi skal lytte til vores egne behov og styre vores liv efter dem," siger Charlotte Brusen, som i dag er ansat som afdelingssygeplejerske i et infirmeri i hæren, hvor hun arbejder fuldtids.

Og det føles helt rigtigt.

STØTTEGRUPPE FOR STRESSRAMTE OG SYGEMELDTE

Netværksgruppen for sygemeldte og ledige sygeplejersker i Kreds Sjælland mødes i Nykøbing Falster hos det tidligere Storstrøms Amtskreds i Dansk Sygeplejeråd hver anden måned til et par timers samvær. Ofte inviteres gæster udefra til at komme og rådgive sygeplejerskerne. F.eks. a-kassens socialrådgiver eller en psykolog. Formålet er at dele oplevelser og løsninger med gruppen for at lære af hinanden. 

Emneord: 
Stress

Offentlige ommøbleringer gør sygeplejersker syge

Fire plager. Sygeplejerskernes voksende problemer med stress er et symptom på en offentlig sektor, der er i konstant forandring og præget af tiltagende kontrol. Alligevel kan den enkelte sygeplejerske gøre meget for at komme problemet til livs.

Stadigt flere lærere må sige farvel til kateder og tavlekridt og søge førtidspension på grund af stress. Socialrådgivere går psykisk ned på grund af papirbunker og manglende tid til klienterne, og senest viser en ny undersøgelse, at stress æder sig ind på 17 pct. af alle sygeplejersker.

Undersøgelsens resultat kommer ikke bag på en af landets førende arbejdsmiljøforskere professor Tage Søndergård Kristensen, som i en årrække har arbejdet for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og i dag er selvstændig konsulent. For generelt lider hele den offentlige sektor under fire plager, der får stress-problemerne til at eksplodere i disse år (se boks nedenfor).

Kravene om kvalitetskontrol og dokumentation vokser hele tiden, og det stjæler tiden fra patienterne. Der er for lidt tid til kerneydelsen og for mange strukturforandringer. En fjerde forklaring er, at patienterne er blevet mere krævende og besværlige end tidligere. Alt sammen faktorer, der udløser højt sygefravær, manglende arbejdsglæde, rekrutteringsproblemer og stress.

"De fleste af de ændringer, der laves i forbindelse med strukturreformen, er dårligt gennemført. Næppe havde regeringen lavet en kommunalreform, før den lancerer en kvalitetsreform, og lur mig, om ikke næste skridt bliver at nedlægge regionerne," siger Tage Søndergård Kristensen.

Han peger på, at det offentlige sygehusvæsens brug af vikarer kan være med til at forstærke udviklingen:

"Alle arbejdspladser beror på, at der er nogle, som bærer dem. Hvis en stigende del af de ansatte er vikarer, der farer ud og ind, så er der utrolig mange ting, som ikke bliver gjort, og det udløser stress. Det svarer lidt til at have en bil, som alle lejer, men hvor ingen tager ansvar for vedligeholdelsen."

Den enkeltes ansvar

Selvom samfundet har et stort ansvar for udviklingen, så fremhæver Tage Søndergård Kristensen, at den enkelte kan gøre meget.

"Sygeplejersker har grundliggende et godt arbejde. Det er vigtigt, at afdelingen og den enkelte sygeplejerske fokuserer på de områder af arbejdet, hvor de selv har indflydelse. Undersøgelser viser f.eks., at fjernelsen af overflødige arbejdsgange via metoder som lean reducerer stress," siger Tage Søndergård Kristensen.

Han advarer samtidig mod tendensen til, at afdelinger laver luftige handleplaner baseret på overordnede værdier. "Ledelsen bør i stedet melde ud med nogle klare beslutninger, som der er pondus bag."

Tage Søndergård Kristensen understreger, at sygeplejersker også kan minimere stress ved f.eks. at undgå at lade sig distrahere i løbet af arbejdsdagen.

"Jeg har læst de dagbøger, som Kirsten Holmboe (arbejdsmiljøkonsulent for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, red.) har fået sygeplejersker til at skrive, og det virkede, som om mange lukkede op for alle mulige sluser, der fik lov til at stjæle deres tid. Det var f.eks. ikke afklaret, hvordan man skulle besvare telefoner, tale med pårørende m.m. Samtidig virkede det, som om mange sygeplejersker var dårlige til at takle de uendelige krav fra patienterne, selvom det er et grundvilkår i sygeplejen. De fokuserede meget på det, de ikke nåede i løbet af en arbejdsdag. Det svarer til, at en tømrer fokuserer på det hus, han ikke nåede at bygge - i stedet for at fokusere på det hus, han rent faktisk fik bygget."

DE FIRE PLAGER

Den offentlige sektor er ifølge arbejdsmiljøforsker Tage Søndergård Kristensen præget af fire plager:

  • For meget kontrol, dokumentation og mistillid.
  • For lidt tid til kerneydelsen.
  • For mange forandringer.
  • Krævende, besværlige og voldelige borgere. 
DE TRE DIAMANTER

En god arbejdsplads skabes ifølge Tage Søndergård Kristensen ved at arbejde med de tre diamanter.

  • Tillid, retfærdighed og samarbejdsevne.
  • Det gode job bør tage udgangspunkt i de seks guldkorn.
  • Stor indflydelse, social støtte, mening i arbejdet, forudsigelighed, passende krav og anerkendelse. 
Emneord: 
Stress

Hver sjette sygeplejerske føler sig stresset

Ond cirkel. Frokosten må droppes på grund af den alt for store arbejdsbyrde. Treholdsskift og dårlig nattesøvn slider på kræfterne, og ledelsen er alt for dårlig. Det er virkeligheden for alt for mange sygeplejersker, viser ny stor undersøgelse.

SY-2088-19-15a
Foto: Jakob Boserup
 

OM UNDERSØGELSEN

Sygeplejerskernes arbejdsmiljø, trivsel og helbred (SATH) er en undersøgelse af sygeplejerskers arbejdsmiljø. Den seneste SATH-rapport "Stress blandt sygeplejersker" er udarbejdet i samarbejde mellem Dansk Sygeplejeråd og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

I undersøgelsen indgår 4.950 sygeplejersker. Sygeplejerskerne har svaret på, om de inden for de sidste fire uger har oplevet at være stresset hele tiden, en stor del af tiden, lidt af tiden eller på intet tidspunkt. Det er ifølge forskeren bag undersøgelsen den internationalt anerkendte måde at måle stress på.

Find rapporten "Stress blandt sygeplejersker 2008" i listen over SATH-rapporter

Sygeplejersker er mere stressede end gennemsnitsdanskeren. 17 pct. af alle sygeplejersker betegner sig selv som stressede hele tiden eller næsten hele tiden. Til sammenligning oplever 12 pct. af danskerne, at de er stressede.

Problemet er særlig stort på de medicinske afdelinger og for afdelingssygeplejerskerne. 26 pct. af alle mellemledere og sygeplejersker på de medicinske afdelinger siger, at de er stressede.

Det fremgår af den første store danske stress-undersøgelse blandt sygeplejersker, der er foretaget af seniorforsker Vilhelm Borg fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

4.950 sygeplejersker har deltaget i undersøgelsen.

"Sygeplejersker er mere stressede end befolkningen som helhed, og det har konsekvenser for både arbejdspladserne og patienterne. Vores undersøgelse viser, at jo mere stressede sygeplejersker, jo større sygefravær og jo større gennemstrømning af personale på arbejdspladsen. Stressede sygeplejersker har dobbelt så ofte planer om at skifte job som sygeplejersker, der ikke er ramt af stress. Desuden ved vi fra udenlandske undersøgelser, at stress blandt sygeplejersker medfører flere patientfejl," siger Vilhelm Borg.

Han henviser til, at stressede sygeplejersker ifølge undersøgelsen har 12 sygedage om året, mens deres ikke stressede kolleger kun har otte sygedage om året.

SY-2088-19-15bJyder har det bedst

Undersøgelsen afslører store forskelle mellem landsdelene og de forskellige specialer. Jyske sygeplejersker er mindre stressede end deres kolleger i hovedstaden og på Sjælland. En væsentlig del af forklaringen er ifølge rapporten, at sygeplejersker i hovedstaden har mere overarbejde og dårligere psykisk arbejdsmiljø. Rapporten viser også, at sygeplejersker under 40 år er mere udsatte for stress end deres ældre kolleger, bl.a. fordi de har mere overarbejde, arbejder mere på skiftehold og har været kortere tid i faget. Undersøgelsen afkræfter dog, at det øgede stress blandt yngre sygeplejersker skyldes familieforhold og små børn.

Mens de medicinske afdelinger ligger i det røde felt, hvad angår dårligt arbejdsmiljø, så punkterer undersøgelsen myten om, at arbejdsforholdene i psykiatrien skulle være særligt belastende. 12 pct. af de psykiatriske sygeplejersker og hver tiende sygeplejerske på behandlingsafdelinger som røntgen og anæstesi føler sig stressede. Til gengæld har sundhedsplejersker og hjemmesygeplejersker store problemer med stress.

19 pct. af sundhedsplejerskerne og 21 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker opfatter sig selv som stressede. Ifølge undersøgelsen hænger de store forskelle på sygeplejerskernes arbejdsmiljø sammen med, at de medicinske afdelinger har mere overarbejde, større andel af treholdsskift og dårligere psykisk arbejdsmiljø.

Resultaterne giver ikke noget svar på, hvorfor mellemlederne har så store problemer med stress, men mindre sygefravær end sygeplejersker som helhed.

"Det er almindeligt, at ledere er mere stressede, fordi de har et større ansvar, men de kan ikke bare lægge sig syge, for der er ikke andre, der laver deres arbejde," siger Vilhelm Borg.

Undersøgelsen efterlyser en langt mere målrettet indsats mod stress på sygehuse og i kommunerne. Blandt anbefalingerne er en begrænsning af treholdsskift og overarbejde samt det helt jordnære forslag om at sætte frokostpausen på dagsordenen.

"Vi kan se, at treholdsskift betyder mere stress, mens det ikke stresser at have fast nattearbejde eller toholdsskift. Derfor ville det være godt at begrænse treholdsskift.

Debatten har fokuseret meget på sygeplejerskers løn, men der er mange andre faktorer, som betyder noget for, at et arbejde opleves som attraktivt," lyder det fra Vilhelm Borg.

Han fremhæver, at mange sygehusafdelinger er fanget i en ond cirkel, hvor det dårlige arbejdsmiljø forstærkes på grund af manglen på sygeplejersker.

"I dag holder de fleste sygeplejersker op, når de er mellem 60 og 62, og undersøgelsen viser, at stress er en væsentlig faktor, når sygeplejersker overvejer at forlade arbejdsmarkedet. Hvis man formåede at fastholde flere sygeplejersker over 65 år, ville det løse en del af arbejdskraftmangelen på hospitalerne og medføre mindre stress," siger Vilhelm Borg. 

MEDICINSKE AFDELINGER ER MEST STRESSEDE

Stress blandt sygeplejersker fordelt på afdelinger:

Andelen af basissygeplejersker som "Hele tiden/en stor del af tiden" rapporterer at være stresset inden for de seneste fire uger fordelt på afdelinger.

  • Medicinsk 26 pct.
  • Primærsektoren 21 pct.
  • Andre senge 19 pct.
  • Intensiv 17 pct.
  • Akutte 15 pct.
  • Kirurgisk 15 pct.
  • Psykiatri 12 pct.
  • Behandling 10 pct.  
PSYKIATRIEN HAR LIDT BEDRE ARBEJDSMILJØ

Flere sygeplejersker i psykiatrien oplever høj indflydelse, gode udviklingsmuligheder, høj forudsigelighed, høj tillid, høj retfærdighed og høj anerkendelse.

12 pct. af de psykiatriske sygeplejersker føler sig stressede hele tiden/eller en stor del af tiden mod 17 pct. af sygeplejerskerne i gennemsnit.

"En af de ting, der kan gøre arbejdsmiljøet lidt bedre, er, at psykiatriske sygeplejersker har tværfaglige konferencer og supervision. Det øger den enkeltes indflydelse," siger formanden for Fagligt Selskab for Psykiatriske Sygeplejersker Karin Johannesen. Hun understreger samtidig, at forholdene er meget forskellige fra afdeling til afdeling.

"I psykiatrien har vi også afdelinger, der er præget af ubesatte stillinger og med mange korte patientforløb." 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Stress

Afdelingssygeplejersker er mindre stressede end andre ledere

Artiklen henvender sig til ledende sygeplejersker og andre med interesse for stress. Artiklen er baseret på en masterafhandling, hvor forekomsten af stress hos i alt 114 afdelingssygeplejersker fordelt på to hospitaler i Århus er undersøgt. Hovedbudskabet er, at afdelingssygeplejerskerne ikke er mere stressede end andre mennesker, og at de er mindre stressede end andre ledere. Formentlig fordi en række faktorer i organisationen beskytter dem.

Psykisk arbejdsmiljø, herunder stress, er generelt på dagsordenen i den danske arbejdsmiljødebat, og undersøgelser i udlandet (1,2) og i Danmark tyder på, at ledere er en gruppe, som er særligt udsat for psykisk arbejdsbelastning og deraf følgende stress (3,4,5). 10 pct. af danske ledere er således ramt af helbredsproblemer på grund af stress og har dermed stor risiko for sygemelding af længere varighed og for i værste fald at måtte forlade lederjobbet. I 2002 oplevede knap 50 pct. af de danske ledere i høj grad, at deres job var psykisk belastende. Det er en stigning fra en tilsvarende undersøgelse i 2000, hvor 1/3 havde denne oplevelse (4,5).

Ud over at stress er ubehageligt for lederen selv, får denne mindre overskud til at udøve god ledelse og risikerer derved et uhensigtsmæssigt samspil med sine medarbejdere, samarbejdspartnere og overordnede. Der er derfor flere gode grunde til at skærpe opmærksomheden på problemet og tilføje yderligere viden på området med henblik på at etablere en forebyggende indsats over for særligt udsatte ledergrupper.

Denne undersøgelse fokuserer på gruppen af afdelingssygeplejersker. De er mellemledere i et sundhedsvæsen, der er i en konstant og omfattende udvikling og derfor er organisatorisk turbulent. Afdelingssygeplejerskejobbet er i dag præget af flere og større ansvarsområder og et bredere samarbejdsfelt med mange nye aktører, hvorfor den ledelsesfaglige og personlige udfordring føles stærkere end tidligere (6,7).

De sidste 20 år er der udviklet teoretiske modeller, som karakteriserer og operationaliserer psykisk arbejdsbelastning og stress, hvilket har muliggjort udforskning af de faktorer, der har betydning herfor. To af disse modeller er kort omtalt i artiklen før denne ("Tre vinkler på begrebet stress" side 42). Modellerne omhandler begreber som balancen imellem krav og kontrol over egen arbejdssituation, social støtte fra kolleger og overordnede, rollekonflikter og rolleklarhed samt meningsfuldhed og forudsigelighed af arbejdsopgaverne. Det drejer sig også om de politisk/sociale rammer, såsom ledelsesautokrati og demokrati.

Disse modeller er benyttet til at karakterisere arbejdsvilkårene og stressniveauet blandt en relativt stor gruppe mellemledere på to store universitetshospitaler: Århus Sygehus og Skejby Sygehus. Sammenligningen af netop disse to sygehuse giver en enestående mulighed for at udtale sig om betydningen af organisatorisk turbulens for psykisk arbejdsbelastning og stress, idet førstnævnte sygehus de seneste få år har været igennem flere fusioner med tre andre sygehuse, mens dette ikke gælder for sidstnævnte hospital. Endelig ønskede man at afprøve anvendeligheden af en metode til at måle stress for at sammenligne med danske ledere generelt og den danske normalbefolkning (3).

Spørgeskema til afdelingssygeplejerskerne

Alle afdelingssygeplejersker på de to sygehuse, som ikke var på orlov, fik tilsendt spørgeskemaer til belysning af helbredsforhold herunder stress og organisatoriske forhold. Der blev udsendt et rykkerbrev til dem, der ikke svarede på første henvendelse. I alt deltog 114 afdelingssygeplejersker i undersøgelsen, hvilket svarede til 80 pct. af dem, som opfyldte inklusionskriterierne. En så høj besvarelsesprocent må betegnes som særdeles tilfredsstillende. Fordelingen på alder, køn og familiære forhold er beskrevet i tabel 1. Fordeling på sygehus, afdelingstype og antal medarbejdere er vist i tabel 2.

SY-2007-21-47a

SY-2007-21-47b

Definitionen af stress

Som foreslået af Bech et al. (3) indgår vurdering af spørgsmål fra følgende tre områder i den anvendte stress-definition: 

  1. oplevelsen af livskvalitet
  2. symptomer på depression samt 
  3. generelle stress-symptomer (hovedpine, nervøsitet, bekymringer, svimmelhed, irritabilitet, manglende appetit, grådanfald, vredesudbrud, selvbebrejdelser, rygsmerter, træthed, dårligt humør, kvalme, søvnforstyrrelser koncentrationsbesvær og trøstespisning). 

Ud fra den samlede score på de tre skalaer blev afdelingssygeplejerskerne inddelt i tre stressgrupper efter følgende kriterier: 

  • De raske, som ikke opfyldte kriterierne for stress inden for nogen af de ovennævnte områder.
  • De truede, som opfyldte kriterierne inden for et eller to af områderne.
  • De stressramte, som opfyldte kriterierne inden for alle tre områder.

Organisatoriske forhold

Som tidligere nævnt forudsiger flere af stressmodellerne, at ud over individuelle forhold spiller organisatoriske forhold en stor rolle for udvikling af arbejdsmæssig belastning og stress. I de udleverede spørgeskemaer forsøgte man derfor at belyse en række organisatoriske faktorer, som tidligere er undersøgt i forhold til danske ledere generelt for at sammenligne de to undersøgelser (3). 

Bl.a. fra Arbejdsmiljøinstituttets spørgeskema til kortlægning af det psykiske arbejdsmiljø (8) udvalgtes visse andre faktorer relateret til de særlige ledelsesvilkår for den undersøgte gruppe sygeplejersker. Desuden blev afdelingens ledelsesstruktur, formelle timenorm, merarbejdstimer pr. uge og graden af jobtilfredshed registreret. 

De anvendte spørgeskemaer samt en detaljeret gennemgang af de enkelte emner og resultater kan rekvireres fra forfatterne.

Sygeplejerskernes stressniveau

Det ses af tabel 3 og 4, at afdelingssygeplejerskerne generelt havde lavere forekomst af stress og depression end andre ledere, og at de lå nogenlunde på niveau med normalbefolkningen på de tre delelementer, som indgår i den her anvendte stressdefinition. 

SY-2007-21-47c
SY-2007-21-47d
Fordelingen var ens på de to sygehuse. Den høje svarprocent tillader den forsigtige konklusion, at der ikke er noget, der tyder på, at den psykiske arbejdsbelastning blandt de undersøgte afdelingssygeplejersker er væsentligt højere end i normal-befolkningen eller hos ledere generelt. Hertil kommer, at undersøgelsen af danske ledere generelt omfattede ¾ mænd, der forventeligt vil have en lavere stress- og depressionsforekomst end populationen i denne undersøgelse, som hovedsageligt bestod af kvinder (95 pct.).

En forklaring på, der ikke blev fundet flere med stress-syndrom, kan være den såkaldte "healthy worker"-
effekt, hvilket vil sige, at sygeplejersker, som ikke kan holde til lederjobbet, for længst har søgt væk eller har måttet opgive at være ledere.

Dette forhold medfører, at de mennesker, man undersøger i forhold til miljøbelastninger, er særligt egnede til netop denne type arbejde og disse belastninger. For at kontrollere for effekten af dette fænomen skulle man også interviewe forhenværende afdelingssygeplejersker. På den anden side har sådanne sygeplejersker formentlig en større sikkerhed i ansættelsen end f.eks. privatansatte ledere, hvilket trækker i modsat retning af "healthy worker"-effekten.

Modsat hypotesen om, at den større organisatoriske turbulens på Århus Sygehus ville medføre større selvvurderet stress, fandt man faktisk mindre stress på dette sygehus. Muligvis fordi afdelingssygeplejerskerne dér var noget ældre end på Skejby sygehus.

Inddelingen i stressgrupper var omvendt korreleret med afdelingssygeplejerskernes jobtilfredshed, dvs. jo mindre tilfredse de var med deres arbejde, jo mere stressede var de, men inddelingen viste ikke sammenhæng med tilfredshed med lønnen. Netop på dette område adskilte respondenterne sig fra danske ledere generelt, idet næsten 2/3 af de undersøgte afdelingssygeplejersker var direkte utilfredse med deres løn i modsætning til, at næsten halvdelen af danske ledere i overvejende grad var tilfredse med deres løn. Ca. 50 pct. af de undersøgte afdelingssygeplejersker oplevede, at de var følelsesmæssigt belastet af deres arbejde, hvilket ikke overraskende viste sammenhæng med placeringen i stressgrupperne.

Kun 8 pct. havde intet merarbejde, mens 28 pct. havde mellem 1-3 timers merarbejde/uge, 47 pct. mellem 4-8 timers merarbejde/uge og 17 pct. mere end otte timers merarbejde pr. uge. Dette høje niveau af merarbejde var ikke korreleret til stressgrupperne, selvom sygeplejerskerne fandt det vanskeligt at forene med familielivet.

Kombinationen af høj arbejdstid og stor utilfredshed med lønnen tyder på, at der eksisterer andre former for belønninger eller faktorer i organisationen, som kan opveje og honorere afdelingssygeplejerskernes anstrengelse i jobbet og dermed beskytte gruppen mod stress, jf. anstrengelses/belønnings-modellen (se figur 2 side 45 i foregående artikel). Dette kunne f.eks. dreje sig om muligheden for at sikre den faglige kvalitet, at have indflydelse samt ikke mindst at indgå i et fagligt fællesskab med sine medledere og underordnede.

Nogle af de vigtigste motivationsfaktorer i jobbet var således muligheden for at bruge sin kompetence og at få et ansvar, ligesom muligheden for at udvikle sig og at have kontrol over egen arbejdssituation var væsentlig. Sammenholdt med det forholdsvis lave stressniveau tyder det på, at disse motivationsfaktorer beskytter mod udvikling af stress enten som en buffer eller ved at have en direkte modvirkende effekt.

Der fandtes ingen korrelation mellem stressgrupperne og de undersøgte afdelingssygeplejerskers praktiske ledererfaring målt i år, så de sygeplejersker med kortest erfaring som leder var ikke nødvendigvis de mest stressede. Der kunne heller ikke påvises nogen sammenhæng mellem længerevarende lederuddannelse og placering i stressgrupperne, ligesom disse heller ikke var sammenhængende med baggrundsvariable som afdelingstype, antallet af medarbejdere eller afdelingens ledelsesstruktur, dvs. teamledelse, hierarkisk ledelse etc.

Krav/ansvar - kontrol/indflydelse

Der var signifikant korrelation mellem de undersøgte afdelingssygeplejerskers stressniveau og stigende omfang af kvantitative krav (arbejdsmængden) og kvalitative krav (oplevelse af forventningspres).

Halvdelen af de undersøgte afdelingssygeplejersker følte, at de i høj grad havde beslutningsfrihed og indflydelse på jobbets indhold, og under 10 pct., at dette ikke var tilfældet. I overensstemmelse hermed havde ca. 50 pct. af de undersøgte afdelingssygeplejersker over 10 års anciennitet både som leder og i nuværende job. 

Der blev fundet god sammenhæng mellem antal uddelegerede organisatoriske ansvarsområder og øget jobtilfredshed, og tilsvarende var afdelingssygeplejerskernes oplevelse af egen indflydelse inden for de tildelte organisatoriske ansvarsområder omvendt korreleret til stressgrupperne, således at jo større grad af indflydelse de havde, jo mindre stress kunne der måles. Der var en høj korrelation mellem rollekonflikter og stressgrupperne, så f.eks. modstridende krav eller det at skulle gøre noget på en måde, som man egentlig ikke syntes, var rigtigt, var nøje korreleret til stress.

Resultaterne viser, at det er lykkedes for hospitalerne som organisationer at opstille rammer, som tilgodeser en stor del af afdelingssygeplejerskernes behov for autonomi og kontrol i deres ledelsesarbejde. Den forholdsmæssig lave forekomst af stress er derfor i overensstemmelse med krav/kontrol-modellens forudsigelser. I overensstemmelse hermed fandt man tillige, at stor diskrepans mellem ansvar og indflydelse på de specificerede organisatoriske områder også medførte et større stressniveau blandt de undersøgte sygeplejersker.

Lederens lederstil

Langt størstedelen af afdelingssygeplejerskerne fandt, at deres overordnede leder var mere medarbejderorienteret i sin ledelsesstil end autokratisk, og denne oplevede lederstil var omvendt korreleret med placeringen i stressgrupperne, således at jo mere autoritær den overordnedes adfærd var, jo mere stress kunne der måles hos afdelingssygeplejerskerne. Tilsvarende var oplevelsen af støtte fra den overordnede leder omvendt korreleret til stressgrupperne: Jo mere støtte, des mindre stress oplevede de undersøgte sygeplejersker. 

Konflikter relateret til den overordnede leder var ikke fremherskende blandt afdelingssygeplejerskerne, idet 82 pct. ikke rapporterede nogen konflikter, og kun 2 pct. havde et mindre konfliktniveau. Derimod havde næsten 34 pct. af dem oplevet, at nogen i omgivelserne havde udtrykt mistillid til deres ledelsesgerning, hvilket var signifikant korreleret til et højere stressniveau.

I undersøgelsen af danske ledere fandt man, ligesom i nærværende undersøgelse, at der var en sammenhæng mellem mere støtte fra omgivelserne generelt og mindre stress. Det var især støtte fra den overordnede leder, der havde stor betydning. Hvor tidligere undersøgelser har vist, at især kvindelige ledere har sværere ved at få støtte end almindelige lønmodtagere (9), så forholdt det sig anderledes med denne studiepopulation, hvor over 50 pct. af de undersøgte afdelingssygeplejersker oplevede ofte eller altid at få støtte og hjælp fra deres overordnede. Resultatet er i god tråd med den seneste modifikation af krav/kontrol-modellen, hvor dimensionen social støtte inddrages som en tredje og afgørende beskyttende faktor i forbindelse med udviklingen af stress.

Afdelingssygeplejerskerne oplevede generelt stor rolleuklarhed og mangel på information fra den overordnede ledelse om målene for organisationen, forhold, der i undersøgelsen af danske ledere generelt medførte stress. Når man på trods heraf fandt en lav stressforekomst blandt de undersøgte, viser det, at der må eksistere andre faktorer i organisationen, som beskytter mod stress.

Engelske undersøgelser (1,2) har tidligere påvist, at et øget omfang af organisatoriske forandringer har betydning for udvikling af stress hos lederne. Men ligesom i undersøgelsen af danske ledere generelt var der i nærværende undersøgelse ingen sammenhæng mellem det faktuelle antal problemområder eller antallet af ændringstiltag og stressniveauet. Men jo højere afdelingssygeplejerskerne selv oplevede det samlede organisatoriske turbulensniveau, målt som forandringernes belastning, tempo og forudsigelighed, jo højere stressniveau opstod der. Det er således ikke et spørgsmål om det faktuelle antal af belastninger, men det enkelte individs opfattelse af disse, som spiller en rolle for udviklingen af stress.

Ansvar beskytter mod stress

I denne undersøgelse er der ikke noget, der tyder på, at afdelingssygeplejersker har højere stress-niveau end andre danskere eller ledere generelt. 

På trods af stor arbejdsbelastning, mange rollekonflikter og stor utilfredshed med lønnen må der være en række andre faktorer, som beskytter gruppen mod udvikling af stress. Meget tyder på, at faktorer af betydning herfor er: En høj grad af uddelegering af ansvar og beslutningskompetence, høj grad af støtte fra de overordnede ligesom det faglige fællesskab er vigtigt.

Derimod var der ikke noget, der tydede på, at lederuddannelse beskyttede mod stress. Undersøgelsen viser, at det valgte stressmål er let at anvende i praksis, og at det, vurderet ud fra de påviste sammenhænge med andre variable, virker meningsfuldt.

Mette Videbech er ansat på Vejle Sygehus,
Poul Videbech er ansat på Århus Universitetshospital, Risskov.

Afhandlingens titel lyder: "Stress hos afdelingssygeplejersker. Individet - afdelingen - organisationen."
Forfatter: Mette Videbech, Master of Public Management, Syddansk Universitet, august 2005.
Vejleder: lektor, ph.d. Sven Madsen.
Faglig vejleder: professor, dr.med.,
ledende overlæge, Poul Videbech.

Litteratur

  1. Charlesworth K. Are managers under stress? - A survey of management morale. London: The Institute of Management; 1996.
  2. Wheatley R. Taking the Strain. A survey of managers and workplace stress. London: Institute of Management; 2000.
  3. Bech P et al. Stress hos ledere i Danmark - årsager, udbredelse og konsekvenser. Arbejdsmiljørådets Service Center; 2002.
  4. Handelshøjskolen i Århus & Ledernes Hovedorganisation. Det Danske Ledelsesbarometer anno 2000 - Dokumentationsrapport og Statusrapport. Handelshøjskolen i Århus & Ledernes Hovedorganisation; 2000.
  5. Handelshøjskolen i Århus & Ledernes Hovedorganisation. Det Danske Ledelsesbarometer anno 2002 - Dokumentationsrapport og Statusrapport. Handelshøjskolen i Århus & Ledernes Hovedorganisation; 2002.
  6. Rapport fra Tænketank om afdelingssygeplejerskernes ledelsesvilkår i Århus Amt af den 16.02.2004. Tænketanken blev afholdt i Ebeltoft den 7.-8. januar 2004. Referatet kan rekvireres på Århus Amtsgård. 
  7. Uldahl L, Andersen JB. Afdelingssygeplejerskernes vilkår for ledelse. Uddannelsesafdelingen i Århus Amt; 2001.
  8. AMI's spørgeskema om psykisk arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøinstituttet, 2000.
  9. Borg V, Kristensen TS (red.). Danske lønmodtageres arbejdsmiljø og helbred 1990-95. København: Arbejdsmiljøinstituttet;1997.
English abstract

Videbech M, Videbech P. Senior nurses are less stressed than other managers. Sygeplejersken 2007;(21):47-51.

Work environment-related strain leading to stress has become known as the national scourge of the age. Studies show that stress is on the increase and affecting managers in particular. Senior nurses represent a particularly vulnerable group as they have been delegated considerable responsibility.

Method: All the senior nurses at two large university hospitals were sent questionnaires relating to health and organisational conditions. Stress was measured by means of a combination of questions about their mental and physical health.

Results and conclusion: Contrary to the hypothesis, senior nurses were less stressed than managers in general despite numerous risk factors such as difficult working conditions in a turbulent organisation, facing a lot of criticism and uncertainty, a considerable overtime load, a lack of clarity about expectations and the goals of the organisation. Depression occurred on the same level as the background population. Among the reasons for low occurrence of stress is presumably the fact that although senior nurses have been given more responsibility they now also have more influence. In addition to this, the support of their immediate superiors and a democratic management style also play an important role.

On the other hand, no correlation was determined between long-duration managerial training and the risk of stress.

Key words: Stress, senior nurses, management style, responsibility, influence.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Ledelse
Stress