Tag hånd om de stressede

Råd. Hvad stiller man op, hvis stress rammer en kollega eller en medarbejder? Sygeplejerske Hanne Mikkelsen, der selv har været sygemeldt to gange på grund af stress, giver sine bud på, hvordan en god leder og kollega kan håndtere situationen.

2206-27-01

Sygeplejerske Hanne Mikkelsen bliver måske opfattet som et brokkehoved. Men når hun igen og igen peger på dårlige forhold for sygeplejersker og patienter, er det for at forebygge stress på afdelingen. Selv har hun været sygemeldt pga.stress to gange. Foto: Alex Tran

Hanne Mikkelsen kan ikke tie stille, hvis hun oplever problemer på sin arbejdsplads. Hun går fluks til både leder og kolleger, hvis hun har noget på hjerte. Derfor bliver hun måske opfattet som et brokkehoved. I hendes optik er målet dog at gøre arbejdspladsen til et bedre sted at være. Både for patienter og for personale.

Så selv om hun har været sygemeldt i to omgange pga. psykisk overbelastning på arbejdet, bliver hun ved med at pege på afdelingens ømme punkter. Både før og under sine sygdomsperioder har den 51-årige sygeplejerske følt sig svigtet af sine kolleger og sin ledelse. Tavshed har været et af de store minusser.

Hun har nogle konkrete forslag til, hvordan kolleger og ledelse kan gøre tingene nemmere for en medarbejder, der er ved at blive syg af stress, er blevet sygemeldt eller er kommet tilbage efter en sygemelding.

Den gode ledelse:

  • Forsvarer sit personale mod beslutninger ovenfra, som de ikke er forberedt på eller i stand til at varetage.

  • Har øje for hændelser, der kan virke stressende på en ansat, og sikrer sig, at vedkommende er o.k.

  • Modtager frustrerede medarbejdere med åbent sind. Yder omsorg og tilbyder hjælp og løsningsforslag. Følger op på aftaler indgået med medarbejderne.

  • Forholder sig til, at stress og udbrændthed ikke er noget særsyn mere. Og ser i øjnene, at det også kan ramme hendes afdeling.

Den gode kollega:

  • Sender en hilsen til den sygemeldte kollega. Giver udtryk for, at de godt kan klare sig på arbejdet uden den sygemeldte, og at vedkommende bare skal koncentrere sig om at få det bedre.

  • Møder den raskmeldte kollega med omsorg og bekymring. "Klarer du den?" "Hvis du får brug for hjælp, så er jeg her." Orker at trøste.

  • Melder ud, hvis han eller hun ikke har overskud til eller ønsker at involvere sig i den raskmeldte kollegas problemer. F.eks.: "Jeg ved godt, at du måske har brug for at tale om din situation, men jeg kan ikke rumme den, da jeg selv er meget presset."

  • Tør bryde tavsheden.

Efter sine sygemeldinger på hhv. 3½ og 1 måned kunne Hanne Mikkelsen, der har været sygeplejerske i 30 år, genkende sine gamle symptomer hos flere af kollegerne på kræftafdelingen KU på Sygehus Fyn Svendborg.

"Vi havde hidtil kun passet voksne patienter, men så blev vi - med fire ugers varsel - pålagt også at pleje børn. En opgave, vi ikke havde ønsket, da vi ikke er uddannet til den," fortæller Hanne Mikkelsen.

Hun gik til sin afdelingssygeplejerske og opfordrede hende til at "passe på sine piger." Det var ikke første gang, hun havde luftet sin bekymring over for sin nærmeste leder. "Jeg tror, hun var lidt træt af mig," siger Hanne Mikkelsen, der genkalder reaktionen fra afdelingssygeplejersken: "Hun sagde til mig, at jeg skulle tænke positivt og ikke bekymre mig om ting, jeg ikke havde indflydelse på."

Opfordringen svarer til to gængse råd om forebyggelse af stress, nemlig, at man skal tænke positivt og acceptere det uundgåelige, så havde afdelingssygeplejersken ikke ret? Det mener Hanne Mikkelsen ikke. "Jeg svarede, at jeg ikke kunne være ligeglad, når det gik ud over pleje og patienter og over mine kollegers trivsel," fortæller hun.

Afdelingssygeplejersken vidste tilsyneladende ikke besked om, at afdelingen skulle modtage børn, før de ansatte gjorde. Men det mener Hanne Mikkelsen ikke er nogen undskyldning.

"Jeg synes, hun burde have sagt fra. Hun skulle have afvist opgaven med det argument, at hendes personale hverken var uddannet eller forberedt," lyder det fra den åbenmundede sygeplejerske.

Afdelingssygeplejersken har ikke ønsket at udtale sig om kritikken til Sygeplejersken.

Tavshed fra kollegerne

I de lange perioder, Hanne Mikkelsen har været sygemeldt, hørte hun ikke fra sine kolleger. "Jeg tror ikke, det har været af ond vilje. Kollegerne har nok at gøre med at få deres egen hverdag til at hænge sammen. Men det kunne have været rart at høre, at det var o.k., jeg var syg. F.eks. et lille kort med to ord om, at "vi klarer os fint uden din hjælp. Pas nu godt på dig selv.""

"Meget hurtigt føler man sig glemt. Og man har nok endnu mere brug for et klap, end hvis man har brækket en arm. "Det er ikke første gang, Hanne Mikkelsen går ud i offentligheden med kritik af sygeplejerskernes arbejdsvilkår. Tidligere på året var hun med til at sætte fokus på området i Fyns Amts Avis. Hun er godt klar over, at hun ikke er populær alle steder, når hun nu står frem i Sygeplejersken.

Men hun siger: "Jeg har ingen intention om at hænge nogen ud offentligt. Jeg vil bare gerne pege på, hvor vigtigt det er, at vi kolleger passer på hinanden, og at ledelsen tager ansvar for, at personalet ikke bliver syge af stress. Måske kan jeg være med til at forebygge, at andre kommer ud for det samme."

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Overvældende respons på artikler om stress

Reaktioner. "Det er svært at skrive om endnu - det gør så ondt." Sådan lyder det i en af de mange dybt bevægende henvendelser, Sygeplejersken har fået efter temaet om stress i nr. 15/2006. Mere end 25 sygeplejersker har taget sig tid til at reagere på redaktionens opfordring til at skrive om deres erfaringer med stress. Også sygeplejersker, der står midt i en meget belastende situation.

2206-26-01Arkivfoto: Søren Holm

Det er usædvanligt, at redaktionen modtager flere end 5-10 henvendelser, når vi efterlyser dette og hint blandt læserne. Her bringer vi brudstykker fra nogle af henvendelserne, og lader Pia Ryom, som er ledende psykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Sygehus, kommentere udsagnene.


Det handlede kun om produktion
Sygeplejerske:
"Jeg arbejdede på en specialafdeling med mange udfordringer, omstruktureringer, lange vagter, voldsomt arbejdspres og en ledelse, som ikke påskønnede arbejdet. Det handlede efterhånden bare om at nå produktionstallet, samtidig med at udgifterne skulle holdes nede. Til sidst blev jeg ramt af stress og udbrændthed med deraf følgende voldsom depression."

Pia Ryom:
"Meget af den stress, der findes, skyldes, at man ikke er enig om kerneydelserne, men bliver ved at lægge nye opgaver på, uden at andre bliver nedprioriteret. Men når der ikke er tid til at nå alle opgaverne, må man blive enige om, hvad tiden skal bruges til. For at beskytte de menige medarbejdere mod stress bliver mellemlederne (afdelingssygeplejerskerne, red.) nødt til at sige fra over for deres ledere. De skal påtage sig at være civilt ulydige en gang imellem."

Måtte tage antidepressiva

Sundhedsplejerske:
"Trods alle odds er jeg vendt tilbage på fuld tid på mit gamle job. Gradvist over laaang tid og med enkelte tilbagefald. Men det går rimeligt godt. Jeg er nu ved at nedtrappe den antidepressive medicin, som jeg efter to år erkendte, at jeg nok alligevel blev nødt til at tage."

Pia Ryom:
"Jeg udskriver ikke selv medicin, men mange af patienterne på Arbejdsmedicinsk Klinik på Aalborg Sygehus får antidepressiv medicin. Nogle synes, det er et svaghedstegn at tage medicinen, men jeg mener, den kan være god til at give patienterne overskud til at modtage terapi. Her vil jeg gerne slå et slag for motion. Motion har en formidabel effekt og er et godt element i enhver behandling. Gå f.eks. lange ture, selv om du næsten ikke orker det."

Afvist som arbejdsskade

Sygeplejerske:
"For otte år siden blev jeg syg af stress med angstanfald, depression, indlæggelse og langvarig sygemelding til følge. Arbejdsmedicineren konkluderede, at det var overvejende sandsynligt, at min sygdom skyldtes mit arbejde. Men da stressudløste lidelser ikke står på Arbejdsskadestyrelsens liste, fik jeg afslag."

Pia Ryom:
"Det virker uforståeligt, når man har været indlagt på psykiatrisk afdeling - og man selv er overbevist om, at det skyldes forhold på arbejdet - bagefter at modtage et brev om, at ens sygdom ikke kan anerkendes som en arbejdsskade. Problemet er, at der ikke er videnskabeligt belæg for at dokumentere, at stressrelaterede sygdomme udelukkende skyldes arbejde. Kun posttraumatisk stress-syndrom udløst af livstruende vold og udbrændthed i enkelte tilfælde bliver anset som arbejdsskader."

Sygemeldt med dyb depression

Anæstesisygeplejerske:
"Jeg var sygemeldt i et halvt år og fik en dyb depression. Nu er jeg tilbage som sygeplejerske på fuld tid, men kun fordi jeg har fået den perfekte hjælp og støtte fra mine omgivelser og ikke mindst fra min arbejdsplads og afdelingsledelsen. Der var ikke skarpe toner eller urealistiske krav. Der var medmenneskelig omsorg og forståelse og en usædvanlig kompetence."

Pia Ryom:
"Hvis man er påvirket af stress i lang tid, risikerer man at udvikle depression. Derfor er det vigtigt at lære sine symptomer at kende og reagere på dem. Nogle gange skal der ikke så meget til for at forbedre situationen. Måske kan man tale med sin leder om at blive skånet i en periode. Vi behøvede ikke at have al den stress, hvis bare vi talte mere med kolleger og ledelse. Det allervigtigste er at forebygge stress, inden en medarbejder bliver syg."

Min arbejdsgiver ringede og ringede

Sygeplejerske:
"Jeg blev sygemeldt i 4 måneder, og det var et rent helvede. Min arbejdsgiver ringede til mig flere gange om ugen og oplyste mig om, at mine kollegaer blev hårdt presset og var overbebyrdede med arbejde på grund af mig."

Pia Ryom:
"Nogle arbejdspladser har formuleret en såkaldt fraværs- eller stresspolitik. Den kan indeholde retningslinjer for, om det er i orden, at lederen ringer hjem til en stress-sygemeldt medarbejder. Det kaldes omsorgs-opringninger, men i dette tilfælde lyder det ikke som omsorg. Hvis det er nødvendigt at tale med en sygemeldt om arbejdspladsens forhold, skal man være meget overfladisk. Det er for detaljeret at fortælle, at det er svært at få vagterne til at hænge sammen. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at man bliver enige, inden nogen bliver sygemeldt, så de ved, hvad de kan forvente."

Jeg har fået en varig skade

Samme sygeplejerske - (Sygeplejerske, der ikke kunne få anerkendt sin sygdom som arbejdsskade):
"I dag er jeg i arbejde, men kommer aldrig til at kunne magte det samme pres som tidligere. Jeg kan stadig i perioder skulle arbejde med mig selv for at holde angst og depression fra livet, og jeg kan bestemt ikke tåle at blive stresset. Set med mine øjne har jeg en varig skade, selv om jeg for det meste har det godt og fungerer i mit job."

Pia Ryom:
"Jeg vil godt udtrykke stor anerkendelse til den pågældende sygeplejerske. Det er rigtig flot, at hun har kæmpet sig tilbage. Hun er et godt eksempel på én, der har lært af situationen, så hun ikke lander dér igen."

Jeg hyler over ingenting

Tidligere narkosesygeplejerske:
"Desværre bliver det aldrig helt i orden igen. Jeg hyler over ingenting. Får et forhøjet tryk i mit hoved, bare der skal foregå noget ud over det sædvanlige. Jeg døjer med stor træthed i perioder."

Pia Ryom:
"Udsagnet her kunne komme fra en af de sygeplejersker, der udadtil virker robuste over for stress. De har bidt mange ting i sig og glemt at mærke sig selv. Ofte falder de hårdere, når de så rammes af stress, og det tager længere tid for dem at komme tilbage til en normal tilstand. Det kan godt være, at den pågældende sygeplejerske aldrig bliver sit gamle jeg 100 pct., men efter en periode bliver hun sig selv 90 pct."

Jeg kan ikke læse en bog

Tidligere sygeplejerske i hjemmeplejen:
"Desværre er det gået ud over min koncentrationsevne og min korttidshukommelse. F.eks. kan jeg ikke læse en bog. Jeg har fået at vide, at det ikke er sikkert, det ændrer sig. Jeg skal skrive alle nye navne og beskeder ned. Tidligere kunne jeg have flere bolde i luften. Nu kan jeg kun klare én."

Pia Ryom:
"Det er almindeligt med koncentrations- og hukommelsesproblemer, når man er stresset. Men jeg tror også, det handler om, at man kommer til at fokusere ekstra på det, man glemmer. På samme måde er det nærliggende at fokusere på, hvad man ikke kan, frem for hvad man faktisk kan."

Tilbagefald til panik

Afdelingssygeplejerske i hjemmeplejen:
"Jeg blev modtaget meget fint i den hjemmepleje, hvor jeg havde ønsket arbejdsprøvning. Jeg fik fri hver onsdag for at kunne lade op med yoga og supervision. Men natten til den 6. arbejdsdag begyndte den gamle panik ved tanken om slet ikke at få nogen søvn, inden jeg skulle op kl. 5.30. Kl. 3.00 overvejede jeg at sygemelde mig, hvis jeg ikke fik sovet. Det blev resultatet, og jeg fik straks den gamle følelse af mindreværd og dårlig samvittighed.

Pia Ryom:
"Det er helt almindeligt at få tilbagefald, når man er tilbage i den stressende situation. Det er ens autonome nervesystem, der fortæller én, at der er fare på færde. Men det skal ikke nødvendigvis afholde én fra at gå på arbejde. Symptomer forsvinder, hvis ens arbejdssituation bliver ændret til det bedre."

Tilbage på kaffe-/kagevisit

Sygeplejerske:
"Jeg er nu nået så langt, at jeg må tage på kaffe-/kagevisit i afdelingen. Min afdelingssygeplejerske var bange for, at det ville gå ud over min selvtillid og mit selvværd, hvis jeg gik hjemme for længe. Hun ville på ingen måde presse mig, men foreslog, at jeg kom og var til stede bare en gang imellem. Og det er vejen tilbage for mig. For hver gang jeg kommer, bliver klumpen i halsen mindre."

Pia Ryom:
"Det er en meget klog afdelingssygeplejerske, sygeplejersken hér har. Modellen er anbefalelsesværdig, fordi sygeplejersken på denne måde stadig er en del af afdelingen og undgår at blive mere og mere angst for at vende tilbage. Nogle langtidssygemeldte sygeplejersker fortæller, at de bliver fysisk syge, hvis de nærmer sig deres arbejdsplads. Det har hun overvundet."

Ovenstående udsagn er bragt med afsenderens accept. Ikke alle har bedt om at være anonyme, men af hensyn til formen, de her er bragt i, er der kun angivet funktion ved citaterne. Alle navne er redaktionen bekendt.

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

De flinke får stress

Problematisk perfektionisme. De er arbejdsomme og samvittighedsfulde. De tager forandringer uden at kny. De knokler af sted, selv om krop og psyke siger stop. Og de betaler prisen.

1506-08-01Foto: Søren Holm

To typer sygeplejersker er i særlig fare for at blive psykisk syge af arbejdsbetinget stress. De, der ikke kan sige fra, og de, der er meget ambitiøse og engagerede. Begge typer arbejder hårdt. Og begge er i fare for at overskride egne grænser for fysisk og psykisk formåen.

Stressforsker og ledende overlæge på Stressklinikken ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus, Bo Netterstrøm, ser netop de to typer sygeplejersker i sin klinik.

"Der er hende fra flinkeskolen, der hele tiden prøver at følge med, selv om det egentlig er hende imod. Men hun arbejder inderligt på at være med og gøre sit bedste. Men hvis hun bliver hægtet af, kan hun ikke finde ud af at komme på igen," fortæller Bo Netterstrøm.

"Så er der den engagerede. Hun har store ambitioner og knokler løs for at leve op til en række forventninger. Men hvis hun føler, hun ikke lykkes, bliver hun skuffet og stresset."

Kirsten Holmboe, som er arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Århus, har i 10 år været ankermand for selvhjælpsgrupper for sygeplejersker med arbejdsbetinget stress.

Hun nikker genkendende til Bo Netterstrøms karakteristik. "Alle kan blive ramt, men en meget stor del af de sager, jeg har haft med at gøre, har handlet om meget arbejdsomme og samvittighedsfulde sygeplejersker," fortæller Kirsten Holmboe. Hun oplever at få flere og flere henvendelser fra meget belastede sygeplejersker.

Et stigende antal sygeplejersker ender også på førtidspension pga. psykiske lidelser. Kategorien dækker over sværere sindssygdomme og lettere sindslidelser, lige fra psykoser og depressioner til angsttilstande og udbrændthed.

I 2005 kom i alt 75 sygeplejersker på førtidspension pga. psykiske lidelser. Næsten en fordobling i forhold til 2001, hvor 41 sygeplejersker fik tildelt førtidspension, fordi de fik en psykisk lidelse.

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Lav støtte fra leder kan give depression

Hjælp. Lav indflydelse på arbejdet og lav social støtte fra overordnede fordobler risikoen for alvorlige depressive symptomer hos kvinder.

Kvinder med lav indflydelse på arbejdspladsen og med lav social støtte fra deres overordnede har to gange højere risiko for at udvikle alvorlige depressive symptomer end kvinder med høj indflydelse og høj social støtte fra ledelsen.

Det viser en prospektiv undersøgelse fra Arbejdsmiljøinstituttet. Den første af sin art i Danmark.

For mænds vedkommende virker jobusikkerhed tilsvarende negativt. Mænd med jobusikkerhed har en to gange højere risiko for at udvikle alvorlige depressive symptomer end mænd uden jobusikkerhed.

Desuden er folk, der arbejder med mennesker, i forhøjet risiko for udbrændthed.

Ledelsen kan dog forebygge, at medarbejderne brænder ud ved at fokusere på rolleuklarhed, rollekonflikt, mangel på information og dårlige udviklingsmuligheder. Det fremgår af ph.d.-afhandlingen "Udbrændthed og arbejde med mennesker - årsager og konsekvenser," også fra Arbejdsmiljøinstituttet.

Kilde: www.ami.dk 

KONSEKVENSER FOR ARBEJDSPLADSEN.

 ´

Stressede medarbejdere reagerer ofte på en eller flere af følgende måder:

  • De arbejder mindre hensigtsmæssigt, begår flere fejl og bruger flere kræfter end nødvendigt.
  • De overser oftere information, som de burde have registreret, herunder signaler fra instrumenter, fejl ved materialer og signaler fra kolleger, ledere, klienter eller kunder. Dermed stiger risikoen for, at de forårsager ulykker - eller er ude af stand til at afværge dem. 
  • De har mindre overskud til at påtage sig nye opgaver og er ofte mindre omgængelige. 
  • De overholder ikke aftaler og undgår møder.
  • De bliver dårligere i stand til at klare udfordringer og sociale relationer på arbejdet og har dermed færre muligheder for at få succes i jobbet.
  • De vil have en øget tendens til at søge væk fra virksomheden, hvis det er muligt.
  • Langtidsstressede vælger oftere selv at træde helt ud af arbejdsmarkedet.

Stress kan derfor medføre store omkostninger - f.eks. i form af øget sygefravær, lavere produktivitet, ringere kvalitet, flere fejl i arbejdet, nedsat kreativitet samt øgede udgifter i forbindelse med større personaleomsætning. Men nok så alvorligt kan stress føre til flere samarbejdsproblemer og konflikter på arbejdspladsen. Og da stressede personer ofte håndterer konflikter uhensigtsmæssigt, kan resultatet blive, at konflikterne bliver optrappet og udvidet til f.eks. at omfatte hele faggrupper eller afdelinger.

Kilde: Arbejdstilsynet  

LEDELSEN HAR PLIGT TIL AT GRIBE IND.

 ´

En stresset medarbejder har tit svært ved at erkende, at hun er stresset. Derfor forsøger hun måske hverken at mindske risikofaktorerne eller at tage problemet op til fælles behandling. Derfor er det vigtigt at understrege, at arbejdsgiveren, ofte i form af den nærmeste leder, ifølge arbejdsmiljøloven har ansvaret for, at medarbejderens stress forebygges, også selv om medarbejderen ikke tager selvstændigt initiativ hertil.

Forebyggelse af stress kan bestå i at:

  • Tilrettelægge arbejdet hensigtsmæssigt og med realistiske målsætninger og tidsrammer.
  • Delegere ansvar og kompetence til medarbejderne afpasset efter medarbejdernes kunnen. 
  • Planlægge og gennemføre relevant uddannelse for medarbejderne.
  • Planlægge og gennemføre ledelsesudvikling - med fokus på ledelsens færdigheder i at bidrage til et godt psykisk arbejdsmiljø. 
  • Udvikle og gennemføre personalepolitikker, f.eks. en stresspolitik.

Kilde: Arbejdstilsynet

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Pas på de 50-årige

Alder før stress. Sygeplejersker går typisk ned med stress, når de fylder 50-55 år. Men mange kunne reddes, hvis jobbet blev tilpasset deres alder.

1506-04-02Foto: Søren Holm

De to sygeplejersker, der optræder i dette tema om stress og psyke, er begge i halvtredserne. Den ene, Mette Kiær, kom godt nok tilbage på arbejdsmarkedet igen, men kunne også være endt på førtidspension som den anden, Jette Kirkegaard.

Alderen på de to er typisk for sygeplejersker, der bliver ramt af stress. Gen-

MEGET FRAVÆR SKYLDES STRESS

 ´

Arbejdsmiljøinstituttet AMI vurderer, at en tredjedel af det samlede sygefravær i Danmark skyldes forhold i arbejdsmiljøet, primært det psykiske. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er stress en medvirkende årsag til 50-60 pct. af EUs tabte arbejdsdage.

Kilde: AMI og WHO, omtalt på www.ftf.dk

FARESIGNALER

 ´

Hvordan viser stress sig? De vigtigste kendetegn er:

Fysiske kendetegn

  • Hjertebanken
  • Hovedpine
  • Svedeture
  • Indre uro
  • Mavesmerter
  • Appetitløshed
  • Hyppige infektioner
  • Forværring af kronisk sygdom som f.eks. psoriasis og sukkersyge.

Psykiske kendetegn

  • Ulyst
  • Træthed
  • Hukommelsesbesvær
  • Koncentrationsbesvær
  • Rastløshed
  • Nedsat humør.
  • Adfærdsmæssige kendetegn
  • Søvnløshed
  • Uengageret
  • Aggressivitet
  • Irritabilitet
  • Ubeslutsomhed
  • Øget brug af stimulanser som f.eks. kaffe, cigaretter og alkohol
  • Øget sygefravær.

Disse kendetegn er symptomer på stress, men ses også, hvis man er syg af anden årsag. Det er vigtigt at lære sine stress-symptomer at kende for at kunne gøre noget ved sin stress.

Det vigtigste, man kan gøre for at nedsætte sin stress, er at få slappet af indimellem og få sovet ordentligt om natten. Kroppen har brug for at opbygge ny energi til erstatning for den, vi brugte, da vi var stressede. Blot 10 minutters pause nogle gange om dagen, hvor man tænker på noget andet og slapper af, øger vores modstandskraft over for stressens skadelige virkninger væsentligt.

Det er vigtigt at huske, at kortvarig stress kan virke stimulerende og udviklende, mens stress i mere end nogle få timer kan gøre os syge.

Kilde: Overlæge, dr.med. Bo Netterstrøm, Stressklinikken, Hillerød Sygehus.

Side 23

nemsnitsalderen for klienterne på Stressklinikken ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus er 50 år. Sygeplejersker, der henvender sig her, har ofte en lang karriere bag sig og har klaret sig godt.

Men som de bliver ældre, begynder ting at mislykkes for dem på arbejdet. Når vi kommer lidt op i årene, bliver vores kapacitet nemlig lidt dårligere. Vi bliver mindre fleksible, og vi kan ikke klare så meget, som da vi var 35.

"Det glemmer man, for man føler sig jo ikke gammel. Så man knokler på, som man altid har gjort. Og der kan det knibe med at overkomme det, man har sat sig for," siger stressforsker og ledende overlæge på Stressklinikken Bo Netterstrøm.

Justér job efter alder

Han mener, at vi bør gøre op med tanken om, at alle medarbejdere skal behandles ens.

"Basissygeplejersker på f.eks. en medicinsk afdeling har de samme arbejdsvilkår, hvad enten de er 35 eller 55 år. De skal tage det samme antal nattevagter og akutte patienter. Og det er en af grundene til, at de ældre sygeplejersker forlader arbejdet og går på efterløn eller finder et arbejde i en almen praksis."

De sygeplejersker, Bo Netterstrøm er i kontakt med på Stressklinikkener ofte henvist fra arbejdsgiveren, som gerne vil beholde den medarbejder, der er gået ned med flaget. Arbejdsgiveren kan også spare penge ved at få medarbejderen igen frem for at skulle ansætte en ny.

Men Bo Netterstrøm siger:
"Mange arbejdsgivere er meget villige til at betale 10.000-15.000 kr. for et forløb hos en psykolog eller her på Stressklinikken for at få medarbejderen tilbage. Men - og det gælder især de offentlige arbejdsgivere - når det kommer til at lave noget om på arbejdspladsen for at få medarbejderen igen, så er villigheden knap så stor."

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Selvhjælpsgrupper redder arbejdsliv

Ligesindede. At mødes og tale med andre sygeplejersker, der også er stressede, kan være den ventil, der skal til for ikke at gå helt ned med flaget.

De er blufærdige. Sygeplejerskerne, der kontakter Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Århus og fortæller, at de er ved at bukke under på deres arbejde.

De er flove over, at de ikke kan klare det mere. De har typisk været udsat for vold, sygdom, mobning eller øgede krav på arbejdet. De synes ofte, det er deres egen skyld, at de er så nedbrudte.

Når ca. otte interesserede sygeplejersker har henvendt sig til amtskredsen, oprettes der en selvhjælpsgruppe. Gruppen sættes i gang med 10 fællesmøder a to timer med en psykolog. Herefter afgør gruppen selv, om den vil fortsætte med at mødes.

"Vi har en gruppe, der er fortsat, siden vi startede grupperne for snart 10 år siden. Den har udviklet sig til at være en faglig gruppe, hvor de tre medlemmer nu hjælper hinanden i arbejdsmæssigt regi," fortæller arbejdskonsulent i Århus amtskreds, Kirsten Holmboe, der har været ankermand på selvhjælpsgrupperne siden begyndelsen i 1997. Hun er overbevist om, at grupperne hjælper med at fastholde nogle af dem på arbejdsmarkedet:

"Jeg vil mene, at de har forhindret nogle i at ende på f.eks. førtidspension."

Dansk Sygeplejeråd i Århus Amt deltager i en følgegruppe til et projekt, der skal samle viden om fællestræk hos personer, som er sygemeldt pga. stress og udbrændthed, og finde frem til de typiske årsager bag. Projektet, som er støttet med EU-midler, er ikke evalueret endnu.

POPULÆRE STRESSKURSER

 ´

Århus amtskreds har fra april 2006 afholdt stresskurser for dels tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, dels almindelige sygeplejersker.

Der har været så meget rift om pladserne på de to første kurser, at 50 sygeplejersker måtte på venteliste.
Efter sommerferien afholdes endnu to kurser med hver 20 deltagere. Kurserne er tilrettelagt som forløb a 5 x 2½ time med en uges mellemrum.

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Nu får jeg ikke kvalme af mit arbejde

Klarede skærene. Det så kulsort ud for ledende sygeplejerske Mette Kiær, da hun fik en depression efter alt for mange år med øget pres og forandringer på arbejdet. I dag er hun tilbage som velfungerende basissygeplejerske. Men hendes comeback til sygeplejen har krævet store ofre.

1506-19-01Foto: Anne-Li Engström

Mette Kiær vågner op badet i sved. Endnu en nat med det samme mareridt:

Hun kommer ud til dyrene i stalden på det landbrug, hun og hendes mand driver. Her møder hende et grufuldt syn. Hun har glemt at fodre dyrene og muge ud. Dyrene ligger døde eller fuldstændigt udmagrede rundt omkring. Enten har de intet vand, eller også er de helt oversvømmet.

Senere fortæller en psykolog hende, at drømmen afspejler, at det er hende selv, hun har glemt at tage sig af.

Forud er gået mere end seks år med store forandringer på Mette Kiærs arbejde som assisterende områdeleder i ældreplejen i Ringkøbing Kommune. Tre omfattende strukturændringer har ændret hendes arbejdsopgaver og øget arbejdspresset og hendes ansvarsområde.

Hun har altid syntes godt om forandringer og går til de nye arbejdsforhold med krum hals. I takt med at hun får andre opgaver, uddelegeres nogle af hendes eksisterende opgaver til andre. Alligevel stiger følelsen af ikke at kunne nå det hele. Bl.a. skal hun revidere 200 visitationer, samtidig med at hun har ansvaret for en plejegruppe på et plejehjem. Denne arbejdspukkel resulterer i, at plejepersonalet i gruppen klager over, at hun aldrig er til stede, og hun får "en røffel" af sine medarbejdere.

Selv "piver" hun lidt til sin leder, men der er ikke mulighed for at sige fra over for ændringerne, som er politisk besluttet.

Stress-symptomerne begynder at melde sig hos hende. I lange perioder har hun mavesmerter. Hun kan kun spise kogt mad. Ingen kaffe, ingen rødvin. Men hun forbinder ikke smerterne med arbejdspresset.

"Jeg skød skylden på alt andet end mit arbejde. F.eks. min mand. Jeg var så irritabel og træt. I årevis. Hvis det mindste ikke gik, som jeg ville, blev jeg meget frustreret."

Kvalme og kløe

Efter 1½ år sker der igen ændringer i opgavefordelingen, og pludselig skal hun ikke længere stå for visitationerne. Paradoksalt nok betyder det tomrum af tid, hun nu står med, at hendes stress for alvor begynder.

Hun har kvalme, når hun står op om morgenen. Hendes ben klør. Men hun anser det ikke for noget særligt og tager på arbejde. Her ifører hun sig en "maske" og er udadtil den glade sygeplejerske og mellemleder, som altid har holdt af sit arbejde og kun sjældent er syg.

Den sidste strukturændring bliver dog dråben, der får bægeret til at flyde over. Den betyder, at hun kommer til at sidde alene tilbage i nogle lokaler, hvor der før var liv og leben af sekretær, sygeplejegruppe, hjemmehjælpsgrupper og leder.

Hun havde trivedes med at have alle kollegerne omkring sig. Og nu står hun tilbage som den eneste i de tomme kontorer. I Mette Kiærs hukommelse flyder dagene herefter sammen. Hun husker bare, at hun løber rundt og alligevel ikke når noget. Julen 2004 nærmer sig.

Alt går i opløsning

Mette Kiær er til et afdelingsmøde, hvor hendes leder godt kan se, at hun har det psykisk dårligt. Lederen spørger, om Mette Kiær ikke skal have et par fridage. Hun takker ja og regner med, at hun så er klar til at gå på arbejde igen bagefter.

"Jeg ville til Holstebro og kigge på butikker. Bare gå og slappe af. Men jeg nåede kun lige ned ad min egen vej og rundt om hjørnet. Så kunne jeg ikke gå længere. Jeg gik hjem og græd, og græd og græd."

Hun taler med sin leder om, at hun nok også har arbejdet for meget for længe og får fri en uges tid. Men hun kommer aldrig tilbage til arbejdspladsen.

"Jeg svedte tran. Hele tiden. Bare jeg tænkte på min arbejdsplads, væltede det ud. Jeg kunne ingenting. Jeg turde ikke engang gå ud med skraldespanden. Om natten havde jeg mareridt. Alt var i opløsning."

Hun går til sin egen læge og begynder til samtaler her hver 14. dag. Hun får en middelsvær depression og bliver marts 2005 sat i antidepressiv behandling. Lægen anmelder den som en arbejdsskade, og hun kommer til psykolog betalt af arbejdsgiveren.

Hun har også en uundværlig støtte i sin mand og en veninde, der også er sygeplejerske og hiver hende ud at gå lange ture på 10-15 kilometer. 

Side 19

Men den tidligere så arbejdsduelige sygeplejerske er stadig psykisk forpint. Hun har mistet troen på, at hun nogensinde kan være sygeplejerske igen. Når hun alligevel læser stillingsannoncer for sygeplejersker, får hun kvalme. 

Vil tilbage på arbejde

4-5 måneder inde i sin sygeperiode er Mette Kiær stadig helt overbevist om, at den eneste løsning ud af situationen er at komme tilbage til sin pind, for så at komme videre derfra. Men et besøg på arbejdspladsen gør det klart for hende, at det måske ikke er så god en idé.

"Jeg tænkte, at hvis jeg skulle tilbage dertil, så måtte jeg hen at hilse på medarbejderne, så jeg tog af sted med en æske chokolade. Jeg havde valgt en weekend, hvor der ikke var så mange på arbejde. Men jeg var så rystende nervøs. Jeg kunne ikke få mig selv til at gå ind ad hoveddøren, så jeg listede ind ad bagdøren. Jeg nåede lige at lægge chokoladen, så blev jeg så utilpas, at jeg måtte gå igen."

Hun begynder også at overveje at forlade Ringkøbing-området. "Jeg turde ikke gå i motionscenter eller ud at købe ind. Jeg kørte gerne 20 kilometer for at handle ind i en anden by. Jeg var et kendt ansigt i lokalområdet, da jeg havde haft kontakt med så mange af de ældre

Side 20

og deres pårørende i årenes løb. De ville tænke: Hvad laver hun dog her. Hun ser ikke syg ud. Eller også ville de have ondt af mig, og jeg havde ikke brug for deres medfølelse. Jeg skammede mig over at være syg."

Flugten til København

Tanken om at flytte fra stedet og tilbage til sin fødeby København, som hun havde forladt for over 20 år siden, havde meldt sig flere gange i de seneste pressede år. Som en flugtmulighed. Men da hendes mand ville få meget svært ved at få arbejde i København, havde hun slået tanken ud af hovedet. Nu føler hun ikke, hun har andet valg. Og hendes mand og børn, som var flyttet hjemmefra bakker hende 100 pct. op.

"Ja, det var en drastisk beslutning, men jeg følte, at min angst og nervøsitet for at bevæge mig omkring i byen, hæmmede mig i en sådan grad, at jeg ikke kunne komme videre dér. Jeg måtte have ro og anonymitet omkring mig, så jeg kunne fokusere på at få det bedre."

Det meste af Mette Kiærs øvrige familie bor i København, bl.a. hendes to sønner. "I Ringkøbing Kommune har jeg desuden haft berøring med næsten alle arbejdspladser inden for mit fag, så det ville være svært for mig at finde andet arbejde uden at blive ansat hos tidligere lederkolleger. Og det ville altid minde mig om det nederlag, jeg følte, jeg havde lidt som leder og som sygeplejerske."

På et af sine besøg hos sin mor i København mødes Mette Kiær med én af Dansk Sygeplejeråds socialrådgivere. Hun kan give svar på Mette Kiærs mange spørgsmål. Bl.a. bliver hun klar over, at hun kan søge en bolig i PKA. Pga. sin anciennitet som sygeplejerske i 26 år får Mette Kiær den første lejlighed, hun søger. Hun flytter ind den 1. oktober 2005, og roen sænker sig over hende.

Hendes mand flytter ikke med til København, og parret har accepteret, at de nu lever i hver sin landsdel, men ses så tit, de kan. De mødes dog aldrig i Ringkøbing. Der skal Mette Kiær ikke tilbage til.

32 timer på en børneafdeling

Og nu går det fremad for den nu 55-årige sygeplejerske. Hendes sagsbehandler i Københavns Kommune sætter hende i forbindelse med det private firma Contra, der holder inspirationskurser for langtidssyge.

På et tre uger langt kursus, hvor den ellers meget udtryksfulde sygeplejerske på det nærmeste ikke mæler et ord, går det op for hende, at hun har haft ca. 30 symptomer på kronisk stress. På én gang.

Hun bliver klar over, at hendes udbrændthed ikke gælder sygepleje, men derimod ledelse. Nu erindrer hun, at hun oprindeligt gerne ville arbejde med børn, og hun kommer i arbejdsprøvning på børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

Først fire timer om dagen. Med to dages arbejde og en dags fri. Selv om hendes nye kolleger tager godt hånd om hende, er hun allerede den første uge ved at give op. Hendes solar plexus-område knuger sig sammen igen. "Der var meget aktivitet. Det var ikke nogen skåne-arbejdsplads. Så det var lidt voldsomt til at starte med."

Men stille og roligt får hun bygget sin faglige selvtillid op. Via små oplevelser af, at hun kan bruge sin erfaring til at hjælpe børn og deres forældre. Og opmærksomme kolleger, der fortæller hende, at det ikke gør noget, hvis hun er lang tid om en opgave.

Langsomt går hun op i timeantal. Efter to måneder er hun oppe på 32 timer. Og hun skal ikke længere op. "Selv om jeg er kommet ovenpå, har jeg måttet tage nogle konsekvenser. Jeg kan ikke arbejde på fuld tid, og jeg kan ikke være leder. Og så har jeg forladt den egn, jeg har boet i i 23 år. Og må leve adskilt fra min mand."

"Men når jeg cykler på arbejde, så er jeg glad. Og når jeg cykler hjem, er jeg glad. På mit arbejde siger de, at jeg er kommet på den rette hylde."

Ikke bitter

Mette Kiær er nu blevet tilbudt fastansættelse på sin nye arbejdsplads. "Min historie har fået en lykkelig afslutning på trods af afsavn og konsekvenser. Jeg tror, det er nødvendigt at gøre noget drastisk for at komme ud af en så negativ situation."

Det er først nu, hun kan se, hvor slemt hun har haft det.  "Det har været en meget stor erkendelse at se i øjnene, at jeg var langtidssyg. Men man skal ikke derud, hvor jeg var. For så er det for sent. Så kan man ikke selv stå af."

Hun understreger, at hun ikke bebrejder nogen fra sin tidligere arbejdsplads. "Jeg skulle selv have sagt fra," mener hun.

"Jeg har ingen hængepartier eller uløste konflikter med min tidligere arbejdsplads. Det har været et led i min heling, at jeg ikke så mig vred på min tidligere leder. Jeg kunne godt være blevet bitter over, at ingen greb ind."

I dag har hun stadig den samme drøm om de vanrøgtede dyr en gang imellem. Men denne gang har drømmen en god slutning. Dyrene er blanke og sunde. "Jeg passer på mig selv nu. Bl.a. ved at holde min krop i form. Jeg cykler til og fra arbejde."

Om skridtet fra sin lederstilling til basissygeplejerske siger hun: "Jeg har ikke brug for at have et image som leder. Jeg er bare lykkelig for at kunne arbejde."

GODE RÅD FRA METTE KIÆR

 ´

  • Skjul ikke dine problemer for andre
  • Vælg fra (arbejdsopgaver, ansvar)
  • Find et andet job, der passer til dit temperament
  • Bliv ikke bitter
  • Få motion.
Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Lær at leve med omskiftelighed

Grundvilkår. Strømmen af forandringer i sundhedsvæsenet stopper ikke, så de ansatte må lære at leve med dem. Lederne skal dog blive bedre til at indføre nye ting, mener højtstående sundhedspolitiker, Johannes Flensted-Jensen (S).

Skyd en hvid pil efter drømmen om færre forandringer på arbejdspladsen. Omstillingerne vil fortsætte, selv om de koster nogle medarbejdere deres arbejdsliv.

"Jeg er enig i, at der foregår for meget," medgiver Johannes Flensted-Jensen (S), amtsborgmester i Århus Amt og formand for det udvalg, der beskæftiger sig med plan, struktur, kvalitet og service på sundhedsområdet i Region Midtjylland.

Han er klar over, at de mange forandringer, der sker i sundhedsvæsenet, er en belastning for medarbejderne. "Men jeg tror virkelig ikke, der er nogen vej udenom. Forandringer er et vilkår, som sundhedsvæsenet må lære at leve med," lyder meldingen fra ham.

Ifølge Johannes Flensted-Jensen er den helt store forklaring den enorme interesse for sundhedsvæsenet. Ikke blot fra regionspolitikere, som ham selv, men også fra folketingspolitikere.

Højst hvert andet år

På bordet hos de nye regioner ligger bl.a. følgende udviklingsprojekter:

Idéer fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed til at undgå utilsigtede hændelser. En kampagne om bløde værdier. Den elektroniske patientjournal.

"Hver for sig gode initiativer. Men for mange på én gang. Og hertil kommer så lidt mindre gode initiativer fra Folketinget, som - bom - bare skal være sådan og sådan," siger Johannes Flensted-Jensen.

Amtsborgmesteren fortæller, at man i Århus Amt tidligere havde en tommelfingerregel om, at man højst skulle indføre en større forandring hvert andet eller tredje år. Meget hyppigere kunne man ikke gøre det, for så nåede ændringen ikke at bundfælde sig, og man fik ikke personalet med.

"Men det tempo kan vi slet ikke holde nu. Og det er naturligvis belastende. Det er helt klart, at man hverken som leder eller medarbejder kan holde fokus på 20 forskellige ting på én gang."

Svage afdelingsledelser

Johannes Flensted-Jensen har desværre ikke opskriften på, hvordan sundhedsvæsenet helt undgår stress i forbindelse med den fortsatte omskiftelighed.

Men han mener, at en løsning på en del af problemet er at styrke ledelsen ude i systemet.

"Generelt mener jeg, at ledelserne på sygehusafdelingerne er alt for svage. Ikke som enkeltpersoner, men selve ledelsessystemet er for svagt. De fleste steder består ledelsen reelt af en administrerende overlæge og en sygeplejerske. Og vi snakker om virksomheder, som nogle steder omsætter for over 100 mio. kr. Det rimer slet ikke med de krav, der stilles til ledelse."

Johannes Flensted-Jensen er medlem af bestyrelsen og sundhedsudvalget i Danske Regioner (som afløser Amtsrådsforeningen). Han mener, at Danske Regioner skal styrke ledelserne ved at give dem nogle bedre redskaber, f.eks. ved at afdelingsledelserne får et mindre sekretariat med en planlægger.

Det mener han vil gøre ledelserne bedre til at indføre forandringer, fordi de vil få mere ledelseskraft og tid til at motivere medarbejderne.

"Hvis man indfører noget, som personalet ikke aner, hvad er, og i øvrigt synes er åndssvagt, er det jo dødfødt."

TEMA: STRESS

 ´

Stress kan være svært at undgå, men prøv med disse 10 råd.

Lær dine stress-symptomer at kende.

  1. Find ud af, hvad det er, der stresser dig - familie, arbejde, økonomi, krav til dig selv. Prøv at ændre på det.
  2. Prøv at lade være med at stresse over småting, som du alligevel glemmer snart.
  3. Lad være med at tage sorgerne på forskud. Det sker måske alligevel aldrig. 
  4. Accepter det uundgåelige. 
  5. Kompenser på andre områder. Hvis du har det dårligt på jobbet, sørg for at have det godt med vennerne og familien. Eller omvendt. 
  6. Tag imod omsorg. Det er godt at kunne læsse af.
  7. Vær realistisk, når du sætter dine mål. 
  8. Få kontrol over livet. Prøv at ændre det, der kan ændres, og accepter det, der ikke kan.
  9. Tænk positivt, og værdsæt de gode ting i livet.

Kilde: Overlæge, dr.med. Bo Netterstrøm, Stressklinikken, Arbejdsmedicinsk Klinik, Hillerød Sygehus.

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Skær ned på forandringerne

For meget. Effektivisering, besparelser, strukturreform, LEAN-model, accelererede patientforløb. Listen over tiltag i sundhedsvæsenet kan hurtigt give åndenød. Men det er dårlig ledelse at forandre uden at have de ansatte med, mener stressforsker Bo Netterstrøm.

Det er de færreste ansatte, der for alvor protesterer, hvis der sker mange stressende omstillinger på arbejdet. Man skal jo være forandringsvillig. Fremadrettet. Ikke virke træt og kontrær.

Sygeplejersker er udsat for mange forandringer på arbejdet. Strukturreformen udgør en del af forklaringen, men tidens løsen i det hele taget er effektivisering, optimering af arbejdsgange og konstant omstillingsparathed.

Og al forandring stresser. Det fastslår Bo Netterstrøm, stressforsker og ledende overlæge på Stressklinikken ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Hillerød Sygehus. "En forudsætning for at leve livet er, at vi kender vores plads. Og det er præcis dét, alle disse forandringer piller ved. Så kunsten er at lave forandringer på en måde, der hurtigt gør folk trygge igen."

"Det er her, "forbrydelsen" mange steder sker," siger Bo Netterstrøm, der i snart 30 år har arbejdet med stress på arbejdspladsen.

Ændring skal give mening

Han kritiserer ledelserne i sundhedsvæsenet for at sprede usikkerhed og stress, når de forandrer arbejdsforholdene uden at have gjort det klart for medarbejderne, hvad ændringerne vil betyde for den enkelte.

"Jo mere man kan klæde folk på i en omstillingsproces, desto bedre. Men det er der mange, der forsynder sig mod, fordi de selv synes, det er klart, hvad der foregår. Hvis de ikke har alle med på vognen, så går det galt. Så går trygheden fløjten. Og så ryger folk af i svinget."

Bo Netterstrøm forklarer, at forudsigelighed og rolleklarhed er vigtigt i forbindelse med forandringer.

Hvis man som medarbejder ikke har indflydelse på forandringerne, så skal man i det mindste have en fornemmelse af, hvad der kommer til at ske. Og man skal kende sin rolle i den nye situation. For hvis man er usikker på, hvor man havner henne, eller om man sågar bliver fyret, så bliver man stresset.

STRESS KOSTER

´

  • 14.000 dødsfald om året kan sættes i forbindelse med psykisk arbejdsbelastning. Det svarer til 2,5 pct. af alle dødsfald i aldersgruppen 25-64 år.
  • Dødsfald, der hænger sammen med psykisk arbejdsbelastning, sker ca. 30 år for tidligt.
  • 30.000 hospitalsindlæggelser om året hænger sammen med psykisk arbejdsbelastning.
  • 2.800 danskere om året får førtidspension i forbindelse med psykisk arbejdsbelastning, 1.200 mænd og 1.600 kvinder.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed 2006. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark.

686 MILLIONER I EKSTRAUDGIFTER

´

Psykisk arbejdsbelastning koster sundhedsvæsenet 686 mio. kr. ekstra i udgifter om året. Det årlige merforbrug er 855 mio. kr. om året, men til gengæld sparer sundhedsvæsenet 169 mio. kr. på grund af tidlig død og sparet fremtidigt forbrug. De 686 mio. kr. er altså nettoudgiften.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed 2006. Risikofaktorer og folkesundhed i Danmark.

Side 15

"Tingene bliver lavet om i et tempo, der ikke er til at følge med i. Og nogle gange uden at det giver mening for medarbejderne. Så lederne har meget at lære," siger Bo Netterstrøm.

Øger ikke produktiviteten

Han medgiver, at det selvfølgelig er nødvendigt at forandre ting hen ad vejen.

"Men forandring i sig selv er ikke noget gode. Der er nogle ledere, der tror, at jo mere de roder rundt i gryden, jo mere kommer folk op på dupperne. Ja, folk kommer op på dupperne, men de bliver ikke mere produktive. De bliver forvirrede. Og det er dårlig ledelse, hvis det er den stil, man kører."

Bo Netterstrøm ryster på hovedet af det mantra, der synes at herske i tiden: At det eneste, der er sikkert, er, at der sker forandringer. Han mener, det er et meget, meget dårligt mantra, fordi det signalerer usikkerhed. Som et eksempel på en god leder nævner han Irmas administrerende direktør Alfred Josefsen. Da han trådte til i 1999, var Irma på udryddelsens rand. Men så skar han ned på ændringstakten. Han indførte ikke nye ting, før medarbejderen ved kasse 2 var med på forandringen. Det har været med til at genskabe korpsånden, og i dag er Irma en god forretning.

"Den metode kan man også bruge til at skabe gejst og arbejdsglæde på en medicinsk afdeling," siger Bo Netterstrøm.

Ledelsens ansvar

Kirsten Holmboe, arbejdskonsulent i Dansk Sygeplejeråds amtskreds i Århus, ser de samme tegn på for mange og for voldsomme forandringer, som sygeplejersker oplever på arbejdspladsen.

"Den fart og de krav om fleksibilitet og rummelighed, der stilles til sygeplejersker i dag, kan alle ikke magte. Det betyder, at nogle bliver skubbet ud."

Hun mener, at arbejdspladsen skal være bedre til at forebygge stress og tage hånd om ansatte, som er stressede.

"Hvis vi skal fastholde medarbejdere, så er det nødvendigt, at arbejdspladsen kan rumme personale, som er belastet. Som f.eks. kommer til at græde. Og hvis en leder ved, at hun ikke kan rumme den slags, så skal hun sørge for, at andre kan hjælpe vedkommende," siger Kirsten Holmboe.

Men det er ikke nok, at arbejdspladsen bekymrer sig om den enkelte stressramte sygeplejerske. Den skal også være parat til at se indad og ændre et belastet arbejdsmiljø, mener hun.

"Jeg har set tilfælde, hvor arbejdspladsen har taget sig rigtig godt af en stresset sygeplejerske, men hvor man ikke har erkendt, at hun gik ned, fordi arbejdsbelastningen var for stor. Og da flere af hendes kolleger efterfølgende også gik ned, fastholdt arbejdspladsen, at arbejdsmiljøet var i orden. Det er så let for arbejdsgiveren at sige: Du passede ikke på dig selv."

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø

Jeg følte mig som en overstrakt elastik

Langvarig stress. Jette Kirkegaard elskede sit arbejde som operationssygeplejerske. Hun var ansvarsbevidst og gjorde sit bedste for at tilpasse sig de besparelser og ændringer, der skete på hendes arbejdsplads. Men det var aldrig godt nok, følte hun. Arbejdsmiljøet brød hende langsomt ned, og en dag måtte hun opgive at gå på arbejde.

1506-11-01Foto: Thomas Juul

Det er lillejuleaften 2003. Operationssygeplejerske Jette Kirkegaard skal på vagt på operationsafdelingen på Holstebro Sygehus. Der venter hende 24 timer på afdelingen, inden hun kan komme hjem og holde jul. Hun er trist. Dagen før er hendes mor blevet begravet, og ugerne inden har tæret på hende.

Men det er ikke kun sorgen over moderens død, der tynger. De sidste 4-5 år er presset gradvist øget på hendes arbejdsplads. Besparelser, omorganiseringer og nye krav har ædt sig ind på hendes faglige selvtillid, og hun kan knap hænge sammen mere. Ordene i journalerne flimrer for hendes øjne, hjertet hamrer som besat. Hun slæber sig gennem de mange timer, og julemorgen går hun som i en døs hjem fra den vagt, der skal ende med at blive hendes sidste.

I dag er Jette Kirkegaard 53 år og førtidspensioneret. Hun bliver aldrig i stand til at arbejde igen. Selv små belastninger, såsom en telefon, der ringer, mens hun er ved at lave mad, kan få stress-symptomerne til at blusse op.

Men den pligtopfyldende sygeplejerske føler sig parat til at fortælle sin historie i Sygeplejersken. Hun håber, at den kan forhindre andre i at lide samme skæbne.

Første skred

Jette Kirkegaard henter Sygeplejerskens udsendte på stationen i Vestjylland. Hun smiler bredt og byder velkommen med begge hænder. De levende øjne og dynamiske bevægelser udstråler umiddelbart psykisk overskud. "Heldigvis har jeg et positivt sind," siger hun.

Vi kører gennem det flade landskab. Ankommer til det nedlagte landbrug. Hun fortæller, at hun og manden overvejer at flytte til et hus inde i Holstebro. Men at hun er bange for at komme til at savne de åbne vidder, som hun kan hvile øjnene på fra sine vinduer i dag.

Det smukke udsyn giver hende ro i sindet. Og det har hun brug for. I højere grad end de fleste andre mennesker. For selv om der er gået 2½ år, siden hun gik hjem fra en døgnvagt dybt nedbrudt og aldrig kom på arbejde igen, ligger følelserne stadig lige under huden. Når hun skal tale om det svære forløb, sidder ordene næsten fast i halsen på hende.

Jette Kirkegaard bliver færdig som sygeplejerske i 1974. I 1988 bliver hun ansat som operationssygeplejerske på Holstebro Sygehus, og de første knap 10 år nyder hun arbejdet på afdelingen. Hun trives med variationen af planlagte og akutte operationer, alvorlige og "blødere" operationer. Normeringen er god, og der er pusterum i hverdagen.

I 1997 sker så det, der bliver starten på en række besparelser og omstruktureringer på afdelingen. Der indføres aftenvagt for at få flere patienter gennem systemet. Nu er hver af de to operationsstuer efter kl. 15.00 bemandet med to personer og ikke tre som tidligere. Samtidig bliver det personale, der ellers har taget telefoner, sparet væk, og i stedet bliver aftenvagterne udstyret med bærbare telefoner. Tempoet presses op, og mad indtages ofte stående og i al hast.

Medarbejderne på afdelingen bliver gjort opmærksomme på, at de er i konkurrence med Herning Sygehus. Men de får at vide, at hvis de når så og så mange operationer, kan de få lov til at beholde tarmkirurgien.

"Hvis vi protesterede mod nedskæringerne, fik vi at vide, at vores arbejdspladser kunne forsvinde, hvis vi ikke levede op til målene," siger Jette Kirkegaard.

Åndehuller forsvinder

I 1999 strammes skruen tre gange mere. Først gennemføres en fyringsrunde i forbindelse med for mange og store operationer på sygehuset. En sygeplejerske og en sygehjælper fyres. Der skal dog ydes det samme og helst mere. Og i samme kvalitet.

Hver morgen kommer overlægen for at kontrollere, om den såkaldte "kniv-tid" kl. 8.30 nu også er overholdt. Han kigger ind ad vinduet på afdelingens operationsstuer, og hvis personalet ikke er kommet i gang med operationen, peger han spørgende på sit ur.

"Det er jo mennesker, man har med at gøre. Ikke papkasser, man kan smide rundt med. Nogle gange driller et kateter, måske bliver patienten pludselig dårlig, eller man er nødt til at skanne umiddelbart inden indgrebet," forklarer Jette Kirkegaard.

Side 11 

Samme år forsvinder sygehjælperne ud af natte- og døgnvagterne. Det øger tidspresset og mindsker muligheden for at lade op mellem operationerne. Tillige oprettes en dagkirurgisk afdeling til de mindre og lette operationer. Dvs. at operationsafdelingen står tilbage udelukkende med store og krævende operationer, f.eks. af cancerpatienter, som også er psykisk belastende for personalet.

"Misstemningen bredte sig, men jeg tænkte, at hvis de andre kunne klare det, så burde jeg også kunne," husker Jette Kirkegaard.

"Jeg havde altid elsket mit arbejde. Jeg følte mig sikker i jobbet og efterlod aldrig noget halvgjort. Men det holdt op med at være sjovt. Den der effektivitetsånd bredte sig. Man skulle hele tiden være endnu bedre og mere omstillingsparat. Og man fik ingen ros. Det var aldrig godt nok, hvad man gjorde."

Selvtilliden siver

Tanken om at finde et andet arbejde opstår hos hende. Et arbejde langt væk fra sygeplejen.

Men hun bliver: "I dag kan jeg se, at jeg skulle have søgt væk fra afdelingen. Jeg skulle have lyttet til mig selv. Jeg blev så uendeligt træt efter en arbejdsdag, men jeg overbeviste mig selv om, at det ikke kunne passe. Jeg havde altid været så glad for mit arbejde. Måske blev jeg, fordi jeg er så pligtopfyldende af natur. Måske fordi jeg allerede dengang havde mistet en stor del af min selvtillid. Og så var jeg ved at være tappet for energi."

I forbindelse med strukturreformen indfører ledelsen beregninger på, hvor lang tid en operation må vare. Utilfredsheden på afdelingen tager til, men personalet stilles i udsigt, at der skal ske en omorganisering af afdelingen i 2003, og de frustrerede håber på bedre tider.

Side 12

Jettes mand, Axel, bliver syg i februar 2003 og får diagnosen kræft. Ret hurtigt bliver det dog klart, at kræften er godartet, og han bliver erklæret rask. Men forskrækkelsen sidder i familien.

Fremme ved sommeren 2003 får afdelingen en ny afdelingssygeplejerske og en ny oversygeplejerske. Operationsafdelingen skal nu lægges sammen med narkoseafdelingen.

"Den nye ledelse lød til at være en rigtig fin kombination. Men uha, så begyndte det at blive svært ..." siger Jette Kirkegaard. Minderne og gråden presser sig på hos hende. Hun ved, at hun snart skal fortælle om de sidste dage op til julen 2003, hvor alt går i stå for hende.

Landets bedste afdeling

Kort efter sin ankomst indkalder den nye afdelingssygeplejerske til et afdelingsmøde, hvor hun siger til plejepersonalet, at afdelingen ikke blot skal være Holstebros eller amtets bedste, men landets bedste.

"Det var en smuk og ambitiøs tanke, men det virkede urealistisk på os, der i årenes løb havde hørt, at "nu bliver tingene bedre" så mange gange, mens vi bare blev mere og mere frustrerede over forholdene," siger Jette Kirkegaard. Hun husker også, at afdelingssygeplejersken sagde til sit nye personale, at hvis nogen af dem var sygemeldt, så kunne hun godt finde på at komme hjem til dem.

"Jeg kunne aldrig drømme om at være sygemeldt, hvis der ikke var en grund til det." Og efter en pause: "Jeg følte mig usikker i hendes selskab."

Afdelingsledelsen indfører to temadage om året. På en af temadagene skal personalet deltage i en øvelse, som et konsulentfirma har med på dagen. Medarbejderne får en stak papirer og skal bygge en bro af papirerne for at se, om den kan holde til, at en legetøjslastbil kører over den.

"Vi var 100 mennesker, der stod og lavede papirsruller. Jeg blev så paf. Hvordan hang det sammen, at vi skulle spare i afdelingen og så havde råd til at lukke den en hel dag, hvor vi skulle rulle papir?" spørger Jette Kirkegaard. Efter temadagen skriver hun et brev til afdelingssygeplejersken, hvor hun lufter sin undren. "Det havde jeg det helt godt med."

Men Jette Kirkegaards dårlige psykiske tilstand tager til. Hun glemmer ting og bruger mange ressourcer på procedurer, som hun før klarede hurtigt. Selvtilliden tager yderligere et dyk. Hun får svært ved at koncentrere sig. Prøver at undgå de tungeste operationer og søger i stedet dem, hvor hun i høj grad kan køre på rutinen.

Hun har det bedst, hvis hun kan få lov til at klargøre en operationsstue helt alene. Så lukker hun døren og går og ruller papir ud over operationslejet og putter nye poser i affaldsspandene. Det kan hun da klare.

"I dag kan jeg se, at jeg søgte den ensomhed bevidst. Den gav mig det pusterum, jeg kunne overleve på."

Udadtil virker Jette Kirkegaard muligvis, som hun plejer. Men indeni begynder det at stramme til. "Min krop føltes som en elastik, der var overstrakt. Jeg følte, jeg gik inde i en metalcylinder med små vinduer i. Jeg var ikke en del af resten af verden." Den samvittighedsfulde sygeplejerske bliver mere og mere usikker på sig selv og sin faglige kunnen. Og bange for at begå fejl.

"Det er nok kræft"

Der sker også nogle ændringer i Jette Kirkegaards personlighed. Hun bliver mindre tolerant. Synes nu, at tonen over operationsbordet til tider kan være for munter. Ærgrer sig over, at hendes yngre kolleger skal på barsel og omsorgsdage. Hun som selv pukler og knap har haft fravær i de 16 år, hun har været på afdelingen. Og så skal de have omsorgsdage!

"Tænk, at jeg havde det sådan. De var i deres gode ret, men jeg var så fuld af vrede."

Uden for jobbet begynder hun at se sygdom alle steder. "Det er nok kræft," siger hun tit. Til sin datter, som på det tidspunkt var gravid med sit tredje barn, bemærker hun, at flere og flere yngre kvinder får brystkræft - især efter at de har født.

I december 2003 ligger Jette Kirke gaards mor for døden. Jette Kirkegaard har våget over moderen i flere uger. Det er naturligvis en belastning oven i problemerne på arbejdet. For selv om hun er hårdt psykisk presset, holder hun sig oppe for moderens skyld. Men besøgene på plejehjemmet bliver også en pause fra den stressede hverdag, hvor hun kan sidde i ro en halv times tid. Moderen sover ind den 16. december, 82 år gammel.

"På det tidspunkt i mit liv var min mors død og begravelse det smukkeste, jeg havde."

Den allersidste vagt

Moderen dør en tirsdag. Jette Kirkegaard har egentlig vagt onsdag, torsdag er hendes fridag, og hun ringer ind på arbejdet og siger til en kollega, at hun møder igen fredag.

Hun bliver så ringet op af sin afdelingssygeplejerske, som kondolerer og spørger, hvordan hendes fravær skal føres. "Som sygedage," svarer Jette Kirkegaard.

Men afdelingssygeplejersken mener, at Jette Kirkegaard må bruge ferie/fridage i forbindelse med moderens død. Det er for dyrt for afdelingen, hvis hun skal bruge sygedage på det. "Jeg blev simpelt hen så skuffet. Så vred. Her havde jeg gået og holdt mig oppe. Min mor blev begravet på min fridag. Og nu mistænkte hun mig for at pjække. Det var så usselt. Jeg græd som en pisket, da jeg havde lagt røret."

Fredag møder Jette Kirkegaard så på vagt. I omklædningsrummet møder hun afdelingssygeplejersken, der spørger, om hun er klar til vagten. Jette Kirkegaard begynder at græde. Nej, hun er slet ikke klar. Men der er ingen, der stopper Jette Kirkegaard. Og på en eller anden måde kommer hun igennem den vagt, der skal vise sig at blive hendes sidste.

"Det var dybt uforsvarligt, at jeg skulle have den døgnvagt. Det var forfærdeligt. Jeg kan huske, at vi havde et kejsersnit om natten og ellers ingenting."

Ikke indbildning

Jette Kirkegaard holder jul hos sin datter og har nogle gode juledage. Men så nærmer den 29. december sig, hvor hun skal på arbejde igen efter jul.

Side 13

Ordene, som hendes lillesøster har sagt til hende ved moderens begravelse, begynder at ringe i hendes hoved: "Nu må du sørge for at få hjælp."

Lillesøsteren er også sygeplejerske og arbejder på en psykiatrisk afdeling. Hun er den eneste, der fatter mistanke til, hvor slemt det står til med Jette Kirkegaard. Jette Kirkegaard ringer til sin læge. Hun kan høre, at Jette er helt ude i tovene og vil se hende med det samme. Lægen sygemelder hende straks i en måned.

Det første, hun tænker, er: Det var godt, så kan jeg få julepynten pillet ned. "Jeg havde ellers pyntet så sparsomt op det år, men jeg kunne slet ikke overskue at finde kasserne frem og få det ned."

Jette Kirkegaard er dybt lettet. Hun ringer til sin afdelingssygeplejerske med en underlig hævnfølelse. "Se selv, jeg er syg."
"Så passede det altså, at jeg havde det dårligt. Så var det ikke noget, jeg bildte mig ind."

Nulstillet

Efter sygemeldingen falder hun helt sammen. Hun føler sig "nulstillet." Kan ikke huske sygeplejefaglige termer. Får kvalme bare ved tanken om sit arbejde. Hun kan ikke tåle bare den mindste belastning. Hvis et glas vælter, braser hendes verden i grus. Hun har ikke ressourcer nok til at tørre op.

"Jeg kollapsede fuldstændig. Jeg kunne ikke færdiggøre en sætning. Jeg gik rundt i morgenkåbe og kunne ikke engang finde ud af at skrælle kartofler. Jeg kunne ikke spise, sove, finde ro. Jeg tænkte, at hvis jeg dør af det her, så er jeg da fri af mine lidelser."

Hendes mand Axel bemærker, at Jette lukker sig inde i sig selv. Hun svarer kun i enstavelsesord. Går lange ture ved havet. Prøver at finde fred.

Mange var overraskede, da Jette Kirkegaard blev langtidssygemeldt. Var det så slemt fat? Selv ikke hendes nærmeste var klar over, at hun var så psykisk belastet. Hun slækker ikke på de huslige opgaver, selv om hun får det værre og værre. Rastløsheden driver hende.

"Det kom jo snigende. Vi mærkede ikke den store forandring," siger Jettes mand om sig selv og parrets hjemmeboende søn. "Og vi er ellers ret plejekrævende," spøger han.

Datteren, Gitte Lonsdal, som bor i nærheden med mand og fire børn, havde heller ikke set sin mors nedtur komme. "Jeg kan få helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke opdagede det. Vi blev ved med at kræve, at hun passede børnebørnene," siger Gitte Lonsdal.

Jette Kirkegaard undskylder sin familie med, at hun var god til at skjule, hvor skidt hun havde det. "Jeg kan huske, at en kollega sagde til mig, at jeg så træt ud. Jeg var så tæt på at græde, men jeg holdt facaden. På arbejde skulle jeg jo, for det skal man jo."

Hendes tavshedspligt stod også i vejen for, at hun kunne lukke noget frustration ud derhjemme. "Når jeg kom hjem, havde jeg ellers bare lyst til at råbe op og fortælle, hvordan min arbejdsdag var gået. Men tænk, hvis jeg fortalte noget, der kunne spores til en patient, som naboen kendte."

Førtidspension

Jette Kirkegaards sygemelding forlænges. I slutningen af marts 2004 mødes hun med sin arbejdsgiver. Her står det klart, at hun ikke er klar til at begynde på arbejdet igen. I juni modtager hun sin opsigelse fra Holstebro Sygehus.

Hun begynder at gå til psykolog, og sammen med Lemvig Kommune, besluttes det, at hun skal i arbejdsprøvning. Ikke tilbage til sygeplejen, men i et bofællesskab. 2 x 2½ time om ugen i første omgang.

Hun ser frem til at prøve at arbejde igen, men efter 1½ måned i arbejdsprøvning bliver Jette Kirkegaard sygemeldt igen. Hun kommer igen til psykolog.

Psykologen skriver i et brev til kommunen i marts 2005: "Der er igen symptomer efter langvarig belastning og stress med depressive træk. Jette Kirkegaard lider af træthedsfølelse, hvor selv velkendte, overskuelige, positive og ønskede aktiviteter udmatter hende, ligesom hun har hukommelses- og koncentrationsbesvær. [...] Jeg ser ikke nogen behandlingsmuligheder for tilstanden. Ro og fravær af krav vil forventelig give en bedring i den aktuelle tilstand, men ikke i et omfang, så Jette Kirkegaard kan blive selvforsørgende. Symptomerne vil sandsynligvis blomstre op igen ved et hvilket som helst arbejde, og man kan frygte, at yderligere stress vil resultere i dybere og varig depression."

Jette Kirkegaard tildeles førtidspension.

Bedring i sigte

I dag har hun det godt, selv om hun har måttet opgive at have flere bolde i luften på én gang. Når hun alligevel prøver,
f.eks. ved at være fuldtidsmormor for sine fire børnebørn, kommer symptomerne med det samme. Hjertebanken og træthed i dagevis.

Hvis hun kommer ind i en butik, hvor stemningen er hektisk eller dårlig, må hun gå ud igen. Hun går ikke til psykolog mere, men hendes læge vil gerne se hende en gang om måneden. "Jeg synes, jeg har gået der længe, men jeg får det faktisk bedre for hver gang."

GODE RÅD FRA JETTE KIRKEGAARD

 ´

  • Lyt til din krops signaler
  • Skift arbejde, hvis du ikke trives
  • Vær bare lidt mindre pligtopfyldende
  • Kontakt din lokale DSR-amtskreds.
INGEN KOMMENTARER OM PERSONSAG

 ´

Denne artikel er baseret på Jette Kirkegaards udtalelser. Sygeplejersken har kontaktet ledelsen på operations- og anæstesiafdelingen på Holstebro Sygehus, men den har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag, da der er tale om en personsag.

Jette Kirkegaard ønsker ikke at hænge sin tidligere ledelse ud, men for at fortælle sin historie er hun nødt til at beskrive visse negative episoder, som ledelsen var en del af.

Emneord: 
Stress
Arbejdsmiljø