Dengang: Nærsygehuse i en hestevogns aktionsradius

I slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet opstod der et sandt byggeboom af små provinssygehuse.

I slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet opstod der et sandt byggeboom af små provinssygehuse, særligt i det, der i dag bliver kaldt Udkantsdanmark.

Ærøskøbing Amts og Bys Sygehus
Caption 
Ærøskøbing Amts og Bys Sygehus
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Her kom sygehusene typisk til at ligge inden for en hestevogns aktionsradius.

Her er det Ærøskøbing Amts og Bys Sygehus, der blev indviet i 1891 med plads til 16 patienter, en læge, en sygeplejerske og en tjenestepige.

Emneord: 
Sygehus

Rigsrevisionen gransker sygehusbyggerier

Både tidsplaner og økonomi på sygehusbyggerierne er under pres. Nu vil Rigsrevisionen undersøge, om sygehusene kan leve op til de opstillede krav.
Byggeriet af Nordfløjen på Rigshospitalet vil overskride budgettet med 9-14 pct., vurderer Sundhedsministeriet.
Arkivfoto: Nikolai Linares

Det ser skidt ud for økonomien for en række sygehusbyggerier. Årsagen er alt fra byggesjusk til vandskader og voldgiftssager. Det forsinker byggerierne og presser budgetterne.

Situationen er så alvorlig, at Rigsrevisionen nu har besluttet at undersøge de 16 sygehusbyggerier, hvis økonomi stammer fra kvalitetsfondsmidler for i alt 41 mia. kr. (2009-penge).

Beslutningen sker efter en forundersøgelse af byggerierne i Region Hovedstaden.

Ifølge en orientering til regionerne vil Rigsrevisionen undersøge, om Sundheds- og Ældreministeriet har ført et tilfredsstillende tilsyn med ændringerne i sygehusbyggerierne, og om regionerne har gennemført ændringer i byggerierne på en tilfredsstillende måde.

”Det er helt oplagt for Rigsrevisionen at se på det her område, hvor der bliver brugt mange statslige penge. Og man er nødt til at sikre sig, at sygehusene opfylder funktionskravene,” siger Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomi ved Aalborg Universitet.

Byggeprojekterne er underlagt regler om, at hvis budgetterne skrider, skal der spares på andre ting i projektet. Disse besparelser har kostet etager, administrationsbygninger, patienthoteller, men også alverdens udstyr og inventar på mange af byggeprojekterne.

Alligevel er det endt med budgetoverskridelser, når der ikke har været flere ting at spare på. Det ses f.eks. på byggeriet af Nordfløjen på Rigshospitalet, hvor Sundhedsministeriet ifølge et notat estimerer budgetoverskridelser på 9-14 pct. svarende til ca. 170-265 mio. kr. Her fremgår det også, at det nu færdigbyggede psykiatrisygehus i Slagelse vil overskride budgettet med 15-20 pct., svarende til 165-220 mio. kr.  Ligeledes tyder det på, at byggeriet på Herlev Hospital heller ikke kan holde sig inden for totalrammen. Regionerne skal selv betale ekstraregningen.

Per Nikolaj Bukh siger:

”Der er meget, der kan lykkes ved at skære lidt her og der, men på et tidspunkt, når man en grænse, hvor det bliver nødvendigt at tilføre byggerierne flere penge. Der er vi nået til nu. Spørgsmålet er, hvor mange penge?”

Læs også temaet om supersygehuse i Sygeplejersken nr. 11/2018.

Emneord: 
Sygehus

En skrabet model af sygehusdrømmen

Gamle møbler. Mindre æstetik. Knap så effektivt apparatur. Lidt færre kvadratmeter. For 10 år siden blev de udråbt til fremtidens supersygehuse. Nu er de første ved at stå klar i en udgave, der bærer præg af det, alle byggerier rammes af: Virkeligheden.

400 defekte vandhaner, der giver vandskader og svamp i mure, som efterfølgende må rives ned og bygges på ny, og operationsstuer med dårligt ventilationssystem, der derfor kræver ombygning – i Aarhus.

En totalrådgiver, der ikke kan løse opgaven og må fyres, og et apotek, der ikke er plads til – i Køge.

En totalrådgiver, der giver et bud på 1,3 mia. kr. over anlægsrammen i Odense. Vandskader som følge af kraftig nedbør og uoverensstemmelser med entreprenører, der ender i en voldgiftssag på bl.a. Rigshospitalet.

Entrepriser, der er langt dyrere end forventet, entreprenører, der ikke overholder tidsfristen. 

Tema supersygehuse
Der er stor forskel på, hvor langt de forskellige sygehusprojekter er. I Aarhus er man næsten i mål, i Aalborg er byggeriet i fuld gang, som det ses på billedet her, mens der i Odense stadig kun er blevet arbejdet i jorden – og ikke i højden.
Det er nogle af de mange problemer, som byggerierne af nye sygehuse rundt om i landet er ramt af. Og det har konsekvenser for både patienter og personale.

"Når noget ikke går helt som planlagt, så må man finde pengene et andet sted. Og så er det, at der ryger et sengeafsnit, som det er tilfældet i bl.a. Gødstrup, at patienthotellet bliver udskudt, og at man udskyder ting. Og samtidig giver det forsinkelser, som også koster," siger professor i økonomi ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.

Og det vil kunne ses og mærkes, når byggerierne tages i brug. Hvad end man er patient eller medarbejder på de nye sygehuse. Sygehuse, der blev undfanget i 2008 som led i en historisk reform af det danske sundhedsvæsen, hvor der blev sat 41 mia. kr. af i en såkaldt kvalitetsfond til nye topmoderne sygehuse. De skulle sikre patienterne høj kvalitet i behandlingen, og hurtigt blev de udråbt til fremtidens supersygehuse.

Penge blev fordelt på 16 forskellige byggerier. Nybyg, tilbyg og ombyg. Alle regioner havde hver deres drømme til sygehusprojekterne og hver deres måde at gribe tingene an på. Men ens for alle var, at det var forbudt at bruge flere penge end de midler, de havde fået tildelt fra kvalitetsfonden. Overskridelser på budgettet skulle findes ved besparelser i selve byggeriet. Og det har byggerier i alle regioner lidt under.

Sygeplejersken har set nærmere på byggerierne af de fem store sygehuse, hvor hver region har samlet den højt specialiserede behandling – i Aarhus, Aalborg, Odense, København og Køge.

70 procents genbrug

Store kraner og små mænd i lysende veste er i fuld gang på byggepladsen uden for Aalborg, hvor det enorme sygehusbyggeri skyder op i det ellers flade landskab. Om ca. to år vil det vrimle med patienter, pårørende og ansatte på det nye sygehus. Men ikke alt vil være lige prangende.

"Vi går ikke ud og køber nyt udstyr til hospitalet. Vi medtager alt det udstyr, der overhovedet kan genbruges. Jeg tror, der er tale om 60-70 pct.," siger Niels Uhrenfeldt, projektdirektør for byggeriet Nyt Aalborg Universitetshospital.

I et mødelokale på en helt nybygget længe af Det nye Aarhus Universitetshospital står der et bord og seks stole. Alle er forskellige og tydeligt brugte. Situationen bliver den samme i Odense og på Rigshospitalet. Man flytter alt med til de nye lokaler, hvis det funktionelt hænger sammen.

"Der bliver købt nye kontorborde, der passer ind i de nye kontorfællesskaber, men medarbejderne må selv tage deres gamle skrivebordsstole med. Har man enmandskontor, må man tage det hele med – skriveborde, stole, mødebord, reol. Og så genbruger vi også operationslejer og respiratorer og mange af de der ting, men vi får nye lamper og operationssøjler," siger Henrik Eriksen, byggechef for Det Nye Rigshospital.

Mindre æstetik

Byggeprojekterne kommer også til at bære præg af materialer, apparatur og detaljer, hvor der er gået på kompromis med udseende og kvalitet. Endnu et offer for byggebesparelser.

"Vi kunne have valgt noget dyrere inventar, end vi gør, f.eks. armatur og nogle andre håndvaske. Der er mange ting, hvor man ikke behøver den allerbedste kvalitet. For det har vi bare ikke råd til. Det er mest æstetikken og kvaliteten af det enkelte produkt, der kunne være anderledes, men de kliniske funktioner og det, der berører patienterne, det er blevet friholdt," siger Henrik Eriksen.

Niels Uhrenfeldt fra byggeriet i Aalborg supplerer:

"Vi havde planlagt, at der skulle være trægulve i alle vores mødebokse, som hænger på balkonerne i første og anden sals højde. Der måtte vi sige nej, det går ikke. Vi går over til linoleumsgulve og beklædning med gipsplader indvendigt."

Han fortæller ligeledes, at det var meningen, at sygehuset skulle have haft betonfacader.

"Vi havde et overslag på 85 mio. kr. Det viste sig så, at da vi fik tilbuddet, skulle de have 137 mio. kr. Så fik vi lavet nogle beregninger på, hvad mursten ville koste, og da det blev billigere valgte vi det i stedet."

Fjernet

Der er også en række ting, patienterne slet ikke får. Nogle vil undre sig over, at det ikke er der, andre vil ikke skænke det en tanke eller bemærke, at noget mangler.

Det gælder eksempelvis patienthotellet i Aarhus, hvor man har set sig nødsaget til at skære i antallet af sengepladser fra 80 til 52. I dag er der 92. Ligeledes har man sparet administrationsbygningen væk, forskningsarealer er blevet mindre, og andre arealer er pillet ud.

Der er skåret på parkeringspladser og veje samt på tekniske løsninger. Et lille eksempel er, at der kommer almindelige låse på døre til rengøringsrum i stedet for adgangskort.

"Det vigtige har været at finde besparelser, der ikke berørte patienter og personale," fortæller Anders Larsen, kontorchef for byggeriet af Det Nye Aarhus Universitetshospital.

Kigger man ud over de fem hovedsygehuse og skæver til byggeriet af et helt nyt sygehus i Gødstrup, vil de økonomiske problemer i byggeriet være ekstra tydelige. Her har byggeriet været ramt af så mange skandaler, at det har kostet senge, en hel etage på byggeriet er skåret væk, og regionsrådet i Region Midtjylland har netop godkendt nye besparelser. Og de er ikke til at skjule.

Der bliver ingen TV eller anden underholdning på patientstuerne, alle digitale skilte droppes, og arbejds- og læselamper på alle sengestuer spares væk. Lyset skal komme fra genbrug af lamper fra eksisterende bygninger.

Super?

De ansvarlige for byggerierne forsøger overfor Sygeplejersken at være optimistiske. De mener stadig, at borgerne, patienterne, medarbejderne får det sygehus, der var planen i sin tid. At visionerne holder. Trods forsinkelser. Og trods besparelser – der kan ses.

Alle erkender dog også, at der er blevet klippet en hæl og hugget en tå. Men også at det ikke er "så slemt", "for alle store byggeprojekter bliver ramt af problemer," påpeger byggecheferne.

De bliver ramt af virkeligheden.

Tema supersygehuse

Supersygehuse ramt af virkeligheden

41 mia. kr. bliver lige nu forvandlet til store nye sygehusbygninger i hele landet. Men ikke uden problemer med alt fra byggesjusk til forsinkelser og for dyre entrepriser. Når virkeligheden rammer sygehusbyggerierne, kræver det andre ofre i byggeprojektet. Det mærker såvel patienter som personale. For i sidste ende rammer det også driften. Med byggerierne følger enestuer til alle patienter, hvilket giver sygeplejerskerne en bedre relation til patienten, men også flere kilometer i benene.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Sygehus
Økonomi

Dengang: Centralsygehusene - fortidens supersygehuse

Fra 1927 og 20 år frem opstod for første gang et decideret sundhedsvæsen, hvor hvert amt etablerede et eller flere specialiserede centralsygehuse, der satte en ære i at klare de fleste sygdomstilfælde i amtet

Supersygehuse centralsygehuse
Attribution 
Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum
Københavns Amtssygehus Gentofte åbnede i 1927 og fik status af centralsygehus. Fra det år og 20 år frem opstod for første gang et decideret sundhedsvæsen, hvor hvert amt etablerede et eller flere specialiserede centralsygehuse, der satte en ære i at klare de fleste sygdomstilfælde i amtet. Specialiseringen på centralsygehusene blev den gang italesat i de samme vendinger, som dagens supersygehuse bliver det: Højt specialiserede enheder bemandet med specialuddannet sundhedspersonale. Med de kommende supersygehuse bliver der længere til nærmeste sygehus, og debatten om behovet for nærsygehuse er allerede begyndt.

Emneord: 
Historie
Sundhed
Sygehus

Fra sygehus til supersygehus

En litteratursøgning med fokus på medpatienters betydning viser, at nogle patienter ønsker at have medpatienter tæt på, men enestuen vil være den primære patientstue på supersygehusene. Forfatterne opfordrer derfor sygeplejersker til at huske at gøre mødet mellem patienter muligt.

Der er i disse år stor fokus på omstrukturering af sundhedsvæsenet og specialeplanlægning for at optimere kvaliteten i sundhedsvæsenet (1). På regionalt niveau sker det gennem regionernes opførelse af supersygehuse (2).

Bachelorprojektet, som denne artikel er baseret på, handler om, hvilken social betydning det vil få for patienten, at enestuen i høj grad bliver den fremtidige patientstue på supersygehusene.

Der har i lang tid været fokus på de etiske problemstillinger, som opstår på en flersengsstue i forhold til bl.a. stuegang og tavshedspligt. Det er enestuen en god løsning på. Det, at patienterne ligger på en enestue, mindsker også risikoen for smittefare. Der mangler dog en ting, og det er medpatienter.

Vi har igennem en international litteratursøgning fundet, at medpatienter har en helt unik betydning for patientens oplevelse af et indlæggelsesforløb (3). Medpatienter kan bidrage med erfaringsudveksling, gode råd, en unik støtte og nærhed og forståelse, som hverken sundhedspersonalet eller pårørende kan (3). Ikke alle patienter ønsker at have kontakt til medpatienter, men det, at nogen gør, legitimerer, at medpatienter ikke skal overses som en betydningsfuld faktor i sygeplejen.

I og med at enestuen vil være den primære patientstue på supersygehusene, har vi igennem vores bachelorprojekt ønsket at undersøge, hvilke muligheder patienterne har for at danne et fællesskab, når de ligger på enestue. Her er fællesarealerne det ideelle mødested for patienterne. Det, der skaber fællesskabet, er hyggelige omgivelser med f.eks. sofaer, blomster på bordene og varme farver på væggene. Vi har igennem et interview fået viden om, at fællesarealer på supersygehuset i Gødstrup, Det Nye Hospital i Vest, ikke konstrueres for at fremme et fællesskab mellem patienterne. Vi kan være bekymrede for, at det er generelt for de nye supersygehuse, og at medpatienters betydning derved ikke er tænkt ind.

Et betydningsfuldt fund er, at pårørende fremover får en langt større rolle i indlæggelsesforløbet. Enestuen bliver på Det Nye Hospital i Vest indrettet på en sådan måde, at den er mere indbydende for pårørende. Der er bl.a. håb om, at der under indlæggelsen kan være en pårørende til stede konstant, hvilket kan være en årsag til, at medpatienter ikke tillægges betydning. I et samfund, hvor vi får færre hænder på arbejdsmarkedet, er det så også rimeligt at have den forventning til pårørende?

Vi skriver denne artikel for at nå de sygeplejersker, som kommer til at arbejde i denne virkelighed. Vi vil opfordre jer til at huske at tænke medpatienter ind i sygeplejen og især hos dem, som ingen pårørende har. Sygeplejersken kan fremme et frugtbart miljø og have  indflydelse på, at fællesarealerne tænkes ind som et mødested for patienterne. Vi ser en mulighed for at drage paralleller til psykiatrien og anvende de miljøterapeutiske principper, man arbejder med der, i somatikken. Her udnytter man bl.a. dagligdags situationer i det fælles miljø på en terapeutisk måde, så patienter har mulighed for at drage nytte af medpatienter til at udvikle mestringsstrategier.
Sygeplejersker må huske at være kritiske overfor den virkelighed, vi arbejder i. Det er bl.a. sådan, vi udvikler os.

Maiken Fog, sygeplejerske, Område Syd Silkeborg; maiken.fog@hotmail.com
Katja Ravn, sygeplejerske, Kirurgisk afdeling K 11. 1., Viborg
Malene Jensen Skriver, sygeplejerske, Diakonhjemmet Sykehus, Oslo, Post 3 Nord

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Baggrund for specialeplanlægning. 2012.
  2. Danske regioner. Hvorfor bygger regionerne nye sygehuse. 2014.
  3. Birkelund R & Larsen LS. Patient-patient interaction – caring and sharing. Scandinavian Journal of Caring Sciences, Sep 2012;27(3),608-15.
Emneord: 
Sygehus

Frivillige giver merværdi i Canada

I Canada giver frivillige først og fremmest et kvalitetsløft, mener sygeplejerskerne. Hvis der er bekymringer om afgrænsning af arbejdsområder, er de så små, at fordelene opvejer ulemperne.

SY-2013-12-31dStuderende og pensionister udgør den største gruppe frivillige. De studerende bruger det frivillige arbejde til at få indblik i, om et job i sundhedsvæsnet er noget for dem.

De ældre ønsker ofte at ”give tilbage”, efter at de selv eller en pårørende er blevet hjulpet på hospitalet. Foto The Ottawa Hospital

En kvinde på en briks får et tæppe, og en gammel dame, der er lilla i ansigtet efter et fald, får et kram og et par trøstende ord med på vejen.

Joanne Guy har et øje på hver finger på sin runde i skadestuen. Den lille ekstra opmærksomhed og almenmenneskelige omsorg har været hendes speciale gennem de seneste 14 år, hvor hun som frivillig har tilbragt fire timer hver torsdag i skadestuen på det største hospital i Canadas hovedstad, The Ottawa Hospital.

Joanne Guy og de øvrige 22 frivillige, der er tilknyttet afdelingen, er især aktive i venteværelset, hvor deres opgave er at støtte patienter og pårørende og hjælpe patienterne med at navigere.

”Vi svarer på de mest almindelige spørgsmål og snakker med folk. Ikke om hvad de fejler, men om løst og fast – uden at have travlt. Det beroliger dem og hjælper på den måde personalet,” fortæller Joanne Guy.

De frivillige kan også hente kaffe, finde en ekstra kørestol, følge en patient til en undersøgelse eller hjælpe en ældre med maden, hvis personalet har brug for det.
 

Kan ikke undværes

Mens man i Danmark diskuterer, om frivillige overhovedet bør spille en rolle i sundhedsvæsenet, kan afdelingssygeplejerske i skadestuen på The Ottawa Hospital, Kathy Bickerton-Smith, slet ikke forestille sig en afdeling uden. For hende er de frivillige med til at løfte kvaliteten.

”Vi vil rigtig gerne selv give vores patienter den ekstra omsorg, der ligger i en pude eller en lille sludder, men det er der bare ikke altid tid til på en afdeling, der i gennemsnit ser 220 patienter i døgnet,” fortæller hun og understreger, at de frivillige ikke erstatter en ansat.

”Vi forventer stadig af vores sygeplejersker, at de tilser og snakker med patienterne minimum én gang i timen. Og det skal ikke bare være hurtigt ind og ud. De skal vise, at de har tid. Men de frivillige giver den lille ekstra omsorg. Det er ikke essentielt, men det er rigtig rart,” siger hun.

På ekstra travle dage, hvor venteværelset er fyldt, bliver de også nogle gange sygeplejerskernes øjne i nakken.
”Det er ikke alle patienter, der kan lide at gøre opmærksom på, hvis de får det dårligere, eller som ved, hvad de skal gøre. Så er det rart, at der er en frivillig til at holde lidt ekstra øje.”
 

Professionel håndtering

Mere end 1.000 frivillige har deres gang på The Ottawa Hospital, og den størrelsesorden kræver en professionel organisation. Frivilligkoordinator Sherri Daly og hendes fem medarbejdere er ansvarlige for at screene, vælge, uddanne og matche de frivillige med opgaverne og for at sikre, at det foregår uden at overtræde faggrænser.

”Vi taler med sygeplejerskerne om, hvad de synes kunne være en hjælp på afdelingen, mens vores HR-afdeling holder øje med, at frivillige ikke udfører arbejde, der er organiseret,” fortæller hun.

De frivillige får også en stillingsbeskrivelse, som ridser op, hvad deres opgaver er på den givne afdeling. Det sikrer, at der som regel ikke opstår problemer.

”Nogle gange kan vi godt opleve lidt utryghed omkring den frivilliges rolle, men det er min erfaring, at den hurtigt forsvinder, når personalet opdager, at de frivillige faktisk hjælper med at få hverdagen til at køre mere gnidningsløst.”
 

Klar rollefordeling vigtig

Netop en klar rollefordeling er afgørende, mener Vicki McKenna, som er næstformand i Ontario Nurses’ Association (ONA), der organiserer 60.000 sygeplejersker.

Hun har fulgt udviklingen i mere end tre årtier og husker, at der i 80’erne var nogen bekymring blandt canadiske sygeplejersker, da frivillige begyndte at få opgaver, der lå lidt tættere på sygeplejerskernes arbejde end tidligere. Som f.eks. at fylde op eller hente blod.

”Men så tog vi en snak om, hvad der egentlig er sygeplejeopgaver. Især fordi vi fra medlemsundersøgelser allerede dengang vidste, at én af de største kilder til utilfredshed var arbejdsopgaver, der ikke er sygepleje,” fortæller hun.

Men hverken grænsedragning eller konflikter omkring frivillige er noget, der siden har optaget ONA ret meget.
”Jeg har aldrig oplevet et pres for at få frivillige til at løfte flere af vores opgaver, men det er da noget, der holdes øje med, ligesom man også er opmærksom på, hvilke opgaver frivillige kan og ikke kan løse.”

I skadestuen har Kathy Bickerton-Smith en pragmatisk holdning til det med grænserne:

”Der er nødt til at være en vis fleksibilitet. Det er noget, der udvikles i takt med, at man lærer hinanden at kende og finder ud af, hvad man er tryg ved. Og man kan sagtens sige til dem: ”Det er o.k., at du følger patienten hen til stuen, men du skal ikke hjælpe ham i seng.” 

FAKTA
  • The Ottawa Hospital har omkring 1.000 frivillige og knap 12.000 ansatte.
  • Alle frivillige skal aflevere en ren straffeattest, to referencer, undersøges for tuberkulose og underskrive samme tavshedspligt og 'standards of behaviour' som hospitalets øvrige ansatte.
Emneord: 
Organisering
Sygehus

Farven var mere rød end blå

I anledning af at Kommunehospitalet i København har 150-års jubilæum, har Sygeplejersken talt med tidligere sygeplejelærer Lene Junker, som arbejdede i uddannelsesafdelingen på hospitalet fra 1982-1988.

Læs som PDF - gå til side 47

SY-2013-11-47aa
Foto Christoffer Regild

Lene Junker anråber Sygeplejerskens udsendte fra altanen. Der er flyttekasser, kunst på væggene og keramik i vindueskarmen i lejligheden, som Lene Junker og hendes mand flyttede ind i for en måned siden.

Lene Junker, 66 år, blev sygeplejerske i 1970 i Silkeborg og har siden arbejdet på Kommunehospitalet både i Aarhus og København, Herlev Hospital, Rigshospitalet og på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, næsten halvdelen af tiden indenfor det akutte område. Hun arbejdede i 24 år som hygiejnesygeplejerske, heraf de sidste 12 år på Rigshospitalet, hvor hun afsluttede sin karriere i sommeren 2012.

Kommunehospitalet i København betegner Lene Junker som et specielt sted, et moderne sted i gamle rammer med et specielt patientklientel.

Da hun blev ansat, var man bl.a. i gang med at afprøve forskellige former for plejetyngdemålinger. ”Det var et redskab til at dokumentere det, vi lavede og brugte tid på, så andre ville høre på os, og vi kunne få de rigtige normeringer.” 

Hvad var det bedste ved datidens sygepleje?
”På Kommunehospitalet var de fremme i skoene. Sygeplejerskerne var aktive unge mennesker. Man skulle ikke bare sige noget ud i luften, man skulle argumentere for det, man mente og sagde, ellers var der kontant afregning med det samme. Farven var mere rød end blå, og man demonstrerede, hvis man var utilfreds med noget. Der var en god ånd i huset, sygeplejerskerne skulle være dygtige, og det var de også.”

Lene Junker betegner sygeplejeledelsen som meget visionær – der var plads til det hele. Bl.a. fik Lene Junker mulighed for at rejse til Kina i tre uger og holde forelæsninger for kinesiske sygeplejersker og læger, det støttede sygeplejeledelsen hende i.

Hvad var det værste ved datidens sygepleje?
”Vi havde travlt, og vi var flasket op med ansvarlighed. Jeg tænkte meget på sygepleje, også i min fritid. Vi arbejdede begge i sundhedssektoren, og vi havde et ældre ægtepar, som hjalp os med at hente vores børn i børnehave, ellers var det ikke gået.”

Et godt råd til nutidens sygeplejersker?
”Ud over nærvær og indlevelse skal man være dygtig til basal sygepleje, observation, have overblik og et godt klinisk blik. Psykologen Erno Metze, som ofte underviste os dengang, sagde om sygeplejersker, at de har et galop-image, og at de ikke altid løber til noget, men fra noget.

”Vi har så travlt, vi skal lige …, jeg er tilbage om et øjeblik …” osv. Det skal vi nok tænke lidt over.”

Et godt råd til nutidens patient?

”Når vi selv bliver patienter, vil vi spørge lidt mere og bede om lidt mere. Der skal være dialog om min situation, hvis jeg bliver indlagt, og jeg vil have lov til at være kritisk uden at frygte at blive ladt i stikken af den grund.”

En venlig hilsen til en sygeplejestuderende fra dig?

”Man skal være sig selv, være empatisk og kunne sit fag. Så bliver man tryg og kan tage patienten i hånden.”

Læs mere om Kommunehospitalet i Sygeplejersken nr. 49/86. ”Cityhospital for stærkt belastede patienter i stort antal” og i Sygeplejersken nr. 29/87. ”Kommunehospitalet: Ny faglig udvikling kræver flere sygeplejersker”.

Emneord: 
Historie
Sygehus
Sygeplejefaget

Man skulle være en god udøver af sygeplejen

Bispebjerg Hospital fylder 100 år i år. I den anledning har Sygeplejersken talt med Christine Wolff, som blev uddannet på stedet fra 1964-1968.

Læs som PDF - gå til side 46 

SY-2013-11-44abFoto Christoffer Regild

Der er moderne kunst på væggene og kaffe på kanden. 67-årige Christine Wolff tager imod og fortæller om sit meget lange parløb med et hospital med en tydelig faglig profil.

Christine Wolff blev sygeplejerske fra Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole i 1968 og arbejdede efterfølgende på hospitalet i ca. 20 år med afstikkere til andre arbejdspladser. Hun har været almindelig sygeplejerske, undervist og været afdelings- og oversygeplejerske. Sidst var hun arbejdsmiljøsygeplejerske på arbejdsmedicinsk klinik.

Hvad karakteriserede Bispebjerg Hospital og uddannelsen der?

Christine Wolff svarer efter en kort tænkepause: ”Disciplin og orden.” Og det hænger ved. Når hun i dag besøger bekendte på et hospital, starter hun med at nette seng og sengebord. Og hun savner en stol for fodenden af sengen til badekåbe m.m.

”Helhedsblikket mangler i dag, og ro omkring patienten. Man skal forlade en stue med orden og frisk luft.”

Ro og orden gælder også sygeplejerskernes påklædning: ”Tjek på egen påklædning afspejler tjek på behandling og pleje,” siger Christine Wolff.

Hvilket værdisæt arbejdede I efter?
”På Bispebjerg Hospital skulle man være professionel og en god udøver af sygeplejen. Landsprøven, som alle sygeplejersker skulle igennem, var et konkurrenceparameter på sygeplejeskolen. Man skulle være fagligt dygtig. Charlotte Munck, som var forstander på sygeplejeskolen fra 1913 til 1932, havde fat i den lange ende med de krav, hun stillede, og hendes ånd findes i væggene den dag i dag.

Dengang tog man ikke alting på sig. Hvis en patient gav en elev et klap bagi, så sagde man ”hov hov”, og så var den historie ikke længere. Det skal man kunne tåle. I dag kan det være vanskeligt at komme i klinik på palliativ afdeling, hvis ens mormor er død for to år siden.”

Wolff efterlyser kritisk sans i sygeplejen, for der er så meget, de unge sygeplejersker skal bekymre sig om, måske for meget, og det kan føre til udbrændthed. ”Men man skal altså være tændt for at brænde ud, og det tror jeg ikke, alle er,” siger Christine Wolff.

Det værste ved datidens sygepleje?
Det værste for Christine Wolff har gennem hele arbejdslivet været overbelægning. ”Det var svært at skabe orden, når patienterne lå og flød alle vegne, det er en utrolig stor belastning, og hvorfor skal det være sådan? Man må kunne regne på det og dimensionere afdelingerne bedre. Kommunerne har været for langmodige. Overbelægning er også noget psykologisk. ”Vi skal af med patienterne,” siger sygeplejerskerne, og det giver kontroverser afdelingerne imellem.”

Et råd til nutidens sygeplejersker:
”Se professionelt på jeres arbejde, ikke så personligt og privat. I de otte timer, I er på arbejde, er det det, det gælder. Ikke børn og mand. Det giver overskud. Man skal koncentrere sig, dyrke faget, læse, gå på kurser og følge med i samfundsdebatten ved at læse aviser. Når børnene ringer dagen lang, mister man overblikket.”

Et råd til nutidens patient:
”Se sygeplejersken som en person, som ved mange ting, hun gerne vil øse af. Kom hende i møde frem for at kræve vildt ind. Fordi man har en kræftsygdom, behøver man ikke være uhøflig, og jo, jeg ved godt, at man eventuelt er i krise, men alligevel.”

En venlig hilsen til en sygeplejestuderende:
”Carpe diem. Der er så mange muligheder. Lær håndværket, få et godt håndelag. Man skal kunne lægge en sonde, så det ikke er ubehageligt, og stikke, så det ikke gør ondt. Hold orden på hospitalet, det giver ro for patienten – og orden på arbejdspladsen smitter af på ens eget hjem. Men hvis en ung studerende oplever, at plejen er for belastende, og hun får ondt i hjertet af at passe patienten, så skal hun holde op. Man skal have et godt helbred for at være sygeplejerske.”

Læs Christine Wolffs beskrivelser af livet som sygeplejeelev i bogen ”Bispebjerg Hospital 100 år. Mosaikker af et hospitals liv”. Hun har skrevet kapitlet ”Sygeplejeuddannelsen og livet som elev”. Bogen koster 50 kr. og kan købes kontant ved på hverdage at møde op i Direktionssekretariatet, indgang 20D, stuen, mellem kl. 8.00 og kl. 15.00, fredag dog kun til kl. 14.00. 

Emneord: 
Historie
Sygehus
Sygeplejefaget

To hospitaler, der ændrede den danske sygepleje

I denne måned for hhv. 150 og 100 år siden åbnede Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital i København. Sygeplejerskerne på Kommunehospitalet stod bag tiltagene til dannelsen af Dansk Sygeplejeråd i 1899, mens en markant sygeplejerske dels blev den første danske forstanderinde på et hospital, dels stod bag en afgørende lærebog i sygepleje.

Læs som PDF - gå til side 44

SY-2013-11-44bCharlotte Munck på Bispebjerg Hospital. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Hovedstadens boligforhold og de sanitære forhold var elendige. Husholdningsaffaldet hobede sig op i gaderne, og rotter og husdyr boltrede sig i det. Lugten var ubeskrivelig, og menneskene mistrivedes i København, der husede alle sine indbyggere bag de snærende volde.

Alle forudsætninger for en epidemi var til stede, og katastrofen udeblev da heller ikke: I sommeren 1853 udbrød koleraen og krævede i de følgende knap fire måneder næsten 5.000 døde blandt byens knap 140.000 indbyggere.

Byens daværende hospitalskapacitet var helt utilstrækkelig til at afbøde virkningerne. Men frygten for, hvordan en evt. ny epidemi skulle tackles, frembragte tankerne om et nyt og større hospital.

Fremsynede politikere sørgede for, at København kunne fortsætte sin vækst på arealerne uden for voldene, og samtidig med at brokvartererne blev anlagt, blev det besluttet at bygge et nyt, stort og tidssvarende hospital på de militære arealer uden for voldene.
 

Nyt hospital, gammeldags pleje

For 150 år siden, og 10 år efter den københavnske koleraepidemi, blev porten den 19. september 1863 slået op til et hospital, der indretnings- og behandlingsmæssigt var helt i top med plads til 834 liggende patienter på adskilte afdelinger for mænd og kvinder.

Plejen af de syge havde derimod ikke undergået nogen udvikling i forhold til det hidtil kendte: stue-, våge- og gangkoner havde fortsat ansvaret for patienternes pleje efter forhold, der blev regnet for uorganiserede og uhensigtsmæssige.  

Disse forhold prægede hospitalets sygepleje i næsten 12 år efter åbningen, før de tidligste tiltag til en organiseret og uddannet sygepleje blev taget. Men først i 1905 var ændringen gennemført på alle hospitalets afdelinger.

Voksende faglig bevidsthed

Med tiltagene til og gennemførelsen af en egentlig uddannelse af sygeplejersker voksede den faglige bevidsthed blandt kvinderne. I takt med samtidens øvrige organiseringer på arbejdsmarkedet opstod derfor tanken om en organisation for sygeplejersker, som ud over at anerkende deres faglige kunnen også skulle arbejde for ordentlige løn- og arbejdsforhold for medlemmerne. 

Sygeplejerskerne på Kommunehospitalet var ikke de eneste, som arbejdede for dette, også sygeplejersker fra andre af hovedstadens hospitaler stod bag ønsket om en faglig organisering. Men det konkrete initiativ til at påbegynde, hvad der sidenhen blev til Dansk Sygeplejeråd, udsprang i foråret 1899 fra Kommunehospitalet: En såkaldt adresse til medlem af Dansk Kvinderåd, Charlotte Norrie, med ønsket om, at hun på en forestående rejse til en kvindekongres i London ville undersøge, hvordan de engelske sygeplejersker havde organiseret sig.

Adressen var underskrevet af 121 sygeplejersker, hovedsageligt fra Kommunehospitalet. I juli samme år blev Dansk Sygeplejeråd stiftet, og den første bestyrelse bestod af medlemmer fra hhv. Kommunehospitalet og fra Frederiks Hospital.
 

Nyt hospital nødvendigt

Den fremsynethed, der lå bag at lade Københavns befolkning flytte uden for de snærende volde, førte til, at byens indbyggertal på godt 40 år, fra 1860 til 1901, blev tredoblet til 411.000. Samtidig førte dels lægevidenskabens landvindinger, dels lovgivningens muligheder for gratis hospitalsbehandling for alle til en voksende efterspørgsel på hospitalernes ydelser, og det stod snart klart, at Kommunehospitalet ikke havde den fornødne kapacitet.

Selv om flere mindre hospitaler blev taget i brug i slutningen af 1800-tallet, kunne det ikke fjerne behovet for et nyt stort hospital til hovedstadens befolkning. Omkring århundredskiftet blev arealerne på Bispebjerg, næsten tre gange større end Kommunehospitalets, indkøbt og reserveret til et nyt stort hospital, som stod færdigt for 100 år siden, i september 1913.
Fra hospitalets start blev der ansat en forstanderinde, den amerikansk uddannede sygeplejerske Charlotte Munck.

Dette skete ikke uden sværdslag og endog kraftig modstand fra lægelig side. Dansk Sygeplejeråd havde forgæves tre år tidligere forsøgt at få hende ind i byggeledelsen på det nye Rigshospitalet (1910), men først med etableringen af hospitalet på Bispebjerg Bakke indså man nødvendigheden af at få en uddannet sygeplejerske til at organisere en professionel sygepleje samt uddannelsen af kommende sygeplejersker.
 

Professionel tilgang

Charlotte Muncks professionelle tilgang til sygeplejen udmøntede sig bl.a. i indførelsen af procedurebøger for sygeplejen på de enkelte afdelinger. Formelt set havde overlægerne det ledelsesmæssige ansvar, men hun formåede alligevel at indføre rutiner for patienternes pleje uden overlægernes aktive medvirken.

Samtidens stigende behov for veluddannede sygeplejersker førte til kravet om en professionel uddannelse, og denne blev lagt i hænderne på Charlotte Munck. Med erfaringerne fra USA, hvor hun havde gennemgået en statsautoriseret uddannelse, tilrettelagde hun uddannelsen på Bispebjerg Hospital.

Elevernes teoretiske ballast blev givet gennem lærebogen ”Haandbog for Sygeplejersker” fra 1904. Bogen blev anvendt frem til 1926, hvorefter den hurtigt blev afløst af den nye ”Lærebog og Haandbog i Sygepleje”. Medredaktør af denne nye bog var Charlotte Munck, som lod sig kraftigt inspirere af den amerikanske lærebog, hun selv var blevet undervist efter under sin uddannelse i USA. Den nye lærebog dannede det teoretiske grundlag for alle landets sygeplejeskoler helt frem til 1950’erne.

En ensartet statsautoriseret uddannelse for sygeplejersker blev et erklæret mål ikke bare for Charlotte Munck, men for hele Dansk Sygeplejeråd, hvis formand hun blev i 1927. Men planerne mødte kraftig modstand fra både politisk og lægefagligt hold. Først i 1933 blev den første statslige autorisation af uddannelsen indført, men det nåede Charlotte Munck ikke at opleve. Hun døde efter kort tids sygdom året før, i 1932, på det hospital, hun havde viet hele sit arbejdsliv, Bispebjerg Hospital.

I 1995 blev det besluttet at lukke Kommunehospitalet, hvilket trods massive protester blev effektueret i 1999. De fredede bygninger rummer i dag Center for Sundhed og Samfund, en afdeling af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Bispebjerg Hospital, hvis bygninger også for en stor dels vedkommende er fredede, er derimod forberedt for store udbygninger i de kommende år, bl.a. med et helt nyt psykiatrisk hospital.

Læs dansk Sygeplejeråds hjemmeside om Charlotte Munck

Kilder

  1. www.emu.dk, www.samf.ku.dk og www.dsr.dk
  2. Esther Petersen: Fra opvarter til sygeplejerske. København 1988.
  3. Nete Balslev Wingender: Firkløveret og Ildsjælene. København 1999.
  4. Søren Høgh Hansen og Henrik Permin (red.): Bispebjerg Hospital 100 år. Mosaikker af et hospitals liv. København 2013.
Markante institutioner i dansk sygepleje jubilerer

Tre fremtrædende institutioner inden for dansk sygepleje kan i år fejre runde jubilæer. I maj var det 150 år siden, Diakonissestiftelsen indviede sine første bygninger på Frederiksberg. I denne måned er det 150 år siden, Kommunehospitalet i København blev indviet, og 100 år siden Bispebjerg Hospital åbnede.
 
De tre institutioner har haft stor betydning for udviklingen af sygeplejen i Danmark. På Diakonissestiftelsen blev grunden lagt til den første faglærte sygepleje i Danmark – efter tysk forbillede hentet hos de protestantiske diakonisser i Kaiserswerth – læs Sygeplejersken nr. 7/2013.

Senere samme år blev Kommunehospitalet i København indviet, og det var sygeplejersker herfra, som lagde grunden til Dansk Sygeplejeråd i 1899.

Den første danske stilling som forstanderinde for sygeplejen blev oprettet på Bispebjerg Hospital. Stillingen blev besat af Charlotte Munck, som siden hen blev formand for Dansk Sygeplejeråd. Det var også herfra, kursen blev lagt for en national dansk sygeplejerskeuddannelse, først og fremmest gennem udgivelsen af ”Lærebog og Haandbog i Sygepleje” i 1926, som Charlotte Munck redigerede.

Emneord: 
Historie
Sygehus
Sygeplejefaget

Sygeplejestuderende på tværs af sektorer

Et projekt fra Professionshøjskolen Metropol viser, at 26 sygeplejestuderende, som i deres afsluttende klinik fulgte patienter og borgere over sektorgrænser, fik øget deres viden om kompleks sygepleje, sammenhængende forløb og tværsektorielt samarbejde – og fik et nyt syn på patienten.

En sygeplejestuderende besøgte hjemme en patient med KOL, Edith, en uge efter at den studerende havde medvirket ved udskrivelsen af hende fra medicinsk afdeling. Edith var en 62-årig kvinde, som var stærkt overvægtig og havde forhøjet blodtryk, og hun havde været indlagt flere gange inden for det sidste år. På medicinsk afdeling havde Edith fortalt den studerende, at hun var holdt op med at ryge for et halvt år siden, at hun gik til træning mindst én gang om ugen, og at hjemmehjælperen kom et par gange om ugen for at hjælpe hende i bad.

Da den studerende kom i Ediths hjem, lugtede der af røg, og der var askebægre og lightere på bordet. Edith havde en kørescooter, men orkede ikke at køre den, og kom derfor ikke af sted til træning. Det viste sig, at hun havde flere gigtsmerter, end hun havde givet udtryk for på afdelingen, og tog flere stærke smertestillende piller, end der var ordineret. Edith havde talt med en diætist på afdelingen, men denne viden kunne hun ikke bruge derhjemme.

 Hun følte, at hun var blevet tabt på gulvet, da hun kom hjem. Hun manglede støtte og hjælp til vægttab, træning og rygestop. Den studerende sagde: ”Jeg fik et helt andet billede af patienten hjemme, end da hun var indlagt, hun gjorde slet ikke alt det, hun sagde, hun gjorde.”

Den studerende blev opmærksom på, at der var forskel på det billede, hun havde af Edith på afdelingen, og Ediths egen historie. Hun kunne bedre forstå, hvorfor det var svært for Edith at tabe sig, stoppe med at ryge og komme til træning. Den sygeplejestuderende medvirkede i et samordningsprojekt initieret af udviklingsafdelingen på Glostrup Hospital sammen med 25 andre studerende fra Professionshøjskolen Metropol. De havde alle deres afsluttende klinik på Glostrup Hospitals medicinske afdelinger eller i Glostrup, Albertslund, Ishøj, Hvidovre eller Høje-Taastrup Kommuner.

De studerende havde i deres 20 ugers klinik to fokusuger i den modsatte sektor. Den første uge havde de fokus på sygeplejen til patienter eller borgere med kroniske sygdomme og fulgte en patient eller borger fra primær sektor til sekundær sektor eller omvendt. De arbejdede i fokusugen med studiespørgsmål, der havde et klinisk og et borger- og patientrettet perspektiv. De studerende deltog i forskellige aktiviteter, interviewede en patient eller borger, evt. en pårørende og sygeplejepersonale i den modsatte sektor. Som forberedelse var de studerende blevet præsenteret for relevant litteratur (1-5).
 

Hvem har ansvaret?

Efter første fokusuge kom de studerende tilbage til stamklinikstedet og deltog i en refleksionsøvelse med deres kliniske vejleder. Den studerende, der havde arbejdet med Edith, reflekterede over den medicinske afdelings og hjemmeplejens ansvar i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse: Vidste man nok på afdelingen om årsagen til Ediths genindlæggelser?

Havde man på afdelingen afholdt motivationssamtaler om livsstilsændringer? Hvilken fokus var der på Ediths motivation, hendes ressourcer, og hvad der havde betydning for hende i hjemmet, når hun blev udskrevet? Hvilken mulighed havde hjemmesygeplejersken for at hjælpe Edith? Kunne patienten få hjælp fra sundhedscentre? Egen læge? Kunne patienten få træning på andre måder?

Flere studerende reflekterede over den sundhedsfremmende og forebyggende sygepleje hos patienter med kronisk sygdom, og hvilken sektor der har ansvar for hvad. En studerende udtalte: ”Motivationen for at stoppe rygning er der på hospitalet, men den forsvinder, når de kommer hjem. De er for alene om det.”

Der blev reflekteret over, om et hjemmebesøg af en sygeplejerske, som kender patienten fra indlæggelsen, eller et telefonopkald til hjemmet kan øge patientens motivation, og hvilken rolle ambulatoriet, konsultationssygeplejersken, sundhedscentret og hjemmesygeplejersken har i forbindelse med forebyggende og sundhedsfremmende tiltag.

En anden studerende besøgte den 63-årige Kaj, en uge efter han havde haft to blodpropper i hjernen. Kajs kone var handicappet, men de klarede sig uden hjælp. På hospitalet havde den studerende fået indtryk af, at Kaj var en ressourcestærk mand, som kunne klare sig selv, og som ikke ville have hjælp. I hjemmet fortalte Kaj den studerende, at han var meget bange for at få endnu en blodprop, han havde derfor sat sit cigaretforbrug ned og ville undgå de kommende julefrokoster for ikke at spise, ryge og drikke for meget. Han fortalte den studerende, at han gerne ville have hjælp til rengøring, men ikke vidste, hvordan han skulle kontakte kommunen. Han skulle snart til undersøgelse hos karkirurgerne, han skulle også til egen læge og på ambulatoriet.

Kaj kunne ikke overskue alt dette, samtidig med at han skulle hjælpe sin kone og ændre livsstil. Den studerende reflekterede over, om yngre patienter bliver overset, fordi personalet tror, at de kan klare sig selv? Over konsultationssygeplejerskens rolle og muligheden for, at hun i dette tilfælde kunne fungere som kontaktperson og støtte patienten gennem forløbet. I refleksionsøvelserne på stamklinikstedet efter den første fokusuge havde de studerende især fokus på:

  • den forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til patienter med kronisk sygdom
  • pårørendes betydning for patienten med kronisk sygdom
  • mestring af kronisk sygdom.

En klinisk vejleder, som havde deltaget i flere af refleksionsøvelserne, udtalte: ”De troede, at sygdommen fyldte meget hos patienten, men de kommer tilbage og finder ud af, at det blot er en lille del af dette menneskes liv. De studerende går ud for at møde en patient, men kommer tilbage og har mødt et menneske.”
 

Kendskab til hinandens vilkår og muligheder

I den anden fokusuge i den modsatte sektor var omdrejningspunktet faktorer, der havde betydning for sammenhængende patient- eller borgerforløb og tværsektorielt samarbejde, og hvor den studerende interviewede både patienter, borgere, pårørende og personale. Efterfølgende afholdtes sygeplejefagligt forum på stamklinikstedet. Det var et diskussionsforum med plejepersonalet, hvor den studerende fremlagde sine oplevelser og erfaringer fra den modsatte sektor med efterfølgende drøftelse af, hvordan nye perspektiver og erkendelser kan udvikle den kliniske praksis. De studerende havde bl.a. fokus på:

  • udskrivelse og statusmøder
  • kendskab til hinandens vilkår og muligheder blandt sygeplejerskerne i primær og sekundær sektor
  • medicinproblemer mellem sektorerne.

Udskrivelsen og statusmødets betydning

Flere studerende har interviewet patienter hjemme, som har oplevet forvirrede og travle udskrivelser, som ikke har fået svar på alle deres spørgsmål, især omkring medicin inden udskrivelsen, ofte overladt til sig selv på gangen ventende i timer på transport, og som ikke har fået sagt farvel til personalet. Flere steder blev udskrivelsesprocedurer diskuteret, og på en afdeling blev den studerende medlem af et udvalg, som skulle udforme en standard for udskrivelse på afdelingen. En studerende fortalte om Anders, som blev genindlagt mindre end 24 timer efter udskrivelsen.

Forinden havde der været afholdt statusmøde på afdelingen, som den studerende og den koordinerende sygeplejerske, der visiterer patienten til den hjælp, der skal være i hjemmet i samråd med patienten, pårørende og personale, deltog i, og som alle opfattede som vellykket. Anders genindlægges imidlertid, fordi situationen i hjemmet er uholdbar. Ægtefællen hjemme er mere skrøbelig, end man umiddelbart forventede. Anders skulle have mere hjælp, end ægtefællen forventede, og ægteparrets forhold var belastet.

Den studerende reflekterede over, hvordan et øget kendskab til familien måske kunne have afværget denne situation, og at den viden burde være kommet frem til statusmødet. Den studerende undrede sig over, hvorfor hjemmehjælpen, som kendte familien, ikke deltog i statusmødet. Til det sygeplejefaglige forum diskuterede personalet, hvordan de kunne blive bedre til at planlægge et godt statusmøde. Tidspunktet for statusmødet var vigtigt. Afholdes statusmødet for tidligt i forhold til behandlingen og patientens funktion, kan det ikke bruges til noget.

Et godt statusmøde indebærer, at der har været en ergo- og fysioterapeutvurdering, og at plejepersonalet kan redegøre for, hvad patienten får hjælp til på afdelingen, og ikke hvad de tror, patienten skal have hjælp til (eller ikke have hjælp til) derhjemme. Endelig diskuteredes, hvem der optimalt skulle deltage i mødet. Den studerende udarbejdede et forslag til standard for statusmøder.
 

Afhængigt af et godt kendskab

En studerende i primær sektor diskuterede til et sygeplejefagligt forum sammen med en gruppe hjemmesygeplejersker fra kommunen samarbejdet med og forventningerne til sygeplejerskerne i sekundær sektor. Hun fremlagde bl.a. følgende påstande til diskussion i gruppen:

”Hjemmesygeplejerskerne mener, at deres kollegaer i sekundær sektor i overvejende grad ikke har tilstrækkelig viden om primær sektors muligheder og vilkår. Samarbejdet fungerer bedst omkring de specialrettede og terminale patienter, mest problematisk er samarbejdet omkring patienter med aldersbetingede lidelser.”

I diskussionen kom hjemmesygeplejerskerne ind på, hvad de selv kunne ændre på for at forbedre samarbejdet. Sekundær sektor klagede ofte over den begrænsede telefontid, at de var svære at få fat på, og at der manglede opdaterede telefonlister.

Hjemmesygeplejerskerne diskuterede, om de var for stramme i deres telefontider, om de måske skulle have en telefonsvarer, hvor sygeplejerskerne på hospitalet kunne lægge en besked? Om de kunne blive bedre til at informere om, hvordan man kunne få fat på dem? Måske kunne de selv lidt oftere tage kontakt til patientens kontaktperson og fortælle om patienten og høre til patienten? Måske kunne de invitere sig selv til udskrivningssamtaler? Måske kunne de afholde samarbejdsmøder med sygeplejersker fra hospitalet, ligesom de gjorde med de praktiserende læger?

Hjemmesygeplejerskerne erfarede under diskussionen, at de manglede en indlæggelsesstandard ved akut indlæggelse, denne blev den studerende inviteret med til at udarbejde. Den studerende sammenfattede diskussionen til: ”Det gælder om at acceptere hinandens forskelligheder, lytte til hinanden og sænke paraderne, næste gang vi har en sygeplejerske i røret.”
 

Problemer med medicin

En studerende fortalte om en patient, Eva, som i løbet af indlæggelsen var opstartet hjerte- og vanddrivende medicinsk behandling, og som nu var blevet udskrevet fra medicinsk afdeling. Den studerende havde på afdelingen doseret medicin til fem dage, indtil apoteket var klar med dosispakker, og havde informeret Eva grundigt om medicinen. Efter seks dage kom den studerende på besøg i hjemmet. Ægtefællen, som skulle have hentet medicinen på apoteket, havde imidlertid ikke orket at gå på apoteket, så Eva havde taget tabletterne fra den gamle dosispakke.

 ”Hvad hvis jeg ikke var kommet, så var hun blevet indlagt igen!” sagde den studerende. Til den studerendes store overraskelse var der meget, Eva ikke vidste om den nye medicin, som hun var startet på under indlæggelsen. Til sygeplejefagligt forum tilbage på medicinsk afdeling diskuterede den studerende med personalet: Hvordan sikrer vi, at patienten får sin medicin og dermed undgår genindlæggelser? Herunder hvilke forhold der skal være til stede, for at pårørende kan hente medicin på apoteket? Hvilken betydning har dosisdispenseringen fra apoteket? Hvordan sikrer vi os, at vores information til patienten om medicinen er god nok?

Det varer ofte et stykke tid, inden patientens praktiserende læge får kendskab til medicinændringer efter indlæggelse, og hjemmeplejen bruger generelt meget tid på at undersøge og bekræfte patientens medicin. En studerende fra hjemmeplejen fortalte: ”Når pt. bliver udskrevet, ligger der to medicinlister, en gammel og en ny. Borgeren tager de piller, hun kender. Lægen ved ingenting, og borgeren siger, at den pille plejer jeg ikke at få. Så ringer hun til sin læge, som ringer til os, som må fortælle, at hun har været indlagt og har fået ny medicin.”

De studerende var ikke overraskede over, at der skete mange fejl omkring medicinen. Samarbejdet omkring medicinen er for tilfældigt og forskelligt fra kommune til kommune. Nogle studerende undrede sig desuden over den manglende kontakt, der ofte var mellem den praktiserende læge og hospitalets læge. Alle håbede, at det nye medicinkort ville mindske fejlene.
 

Evaluering

Projektet (6) blev evalueret på baggrund af tre fokusgruppeinterview bestående af to grupper på i alt 17 studerende og en gruppe på fem kliniske vejledere. I alle tre grupper var både primær og sekundær sektor repræsenteret. Der blev desuden skrevet logbog med referater og citater fra refleksionsøvelserne og de sygeplejefaglige fora. Projektet har vist sig at være et vigtigt tilbud til de studerende i klinikken, som på modul 11-12 skal have fokus på at planlægge, koordinere og sikre sammenhængende forløb i samarbejde på tværs af sektorerne.

Det er nu implementeret som et fast tilbud i den kliniske undervisning. Kliniske vejledere fra primær og sekundær sektor har mødtes og lavet guidelines for fokusugerne. Projektet har medvirket til identifikation af udviklingsområder, videndeling og samarbejde mellem studerende, undervisere, kliniske vejledere og sygeplejersker på tværs af sektorerne. For flere medicinske afdelinger har projektets fokus på patientforløb fået betydning for bl.a. udskrivelsesforløb og kontaktpersonordning.

Der har derudover været afholdt tre sygeplejefaglige seminarer undervejs med oplæg og workshopper og diskussioner om sammenhængende forløb og tværfagligt samarbejde, hvor der har været stor opbakning til, at medarbejdere fra de involverede kommuner og afdelinger og andre interesserede har medvirket.

Margit Schrøder er ansat på Professionshøjskolen Metropol, Sygeplejerskeuddannelsen.

Litteratur

  1. Timm H (red). Sammenhængende forløb i sundhedsvæsenet. Videnscenter for Sammenhængende forløb. Professionshøjskolen Metropol. København: BoD; 2010.
  2. Martin HM. Er der styr på mig? Sammenhængende patientforløb fra patientens perspektiv. DSI; 2010.
  3. Enheden for brugerundersøgelser. I gode hænder? En kvalitativ analyse af patientens oplevelser af sammenhæng, tryghed og kontaktpersoner. Region Hovedstaden. København; 2010.
  4. Enheden for brugerundersøgelser. Patienters oplevelser i overgange mellem primær og sekundær sektor. POPS.  Region Hovedstaden. København; 2007.
  5. Witting L, Nørgård D. Sammenhængende forløb for skrøbelige medicinske patienter med fokus på overgange mellem hjem og sygehus. Center for Folkesundhed.  Region Midtjylland; 2008.
  6. Schrøder M. Sygeplejestudier på tværs af sektorer. Projektrapport om klinisk undervisning af studerende og kvalitetsudvikling af patient-borger-forløb. Professionshøjskolen Metropol; 2010. 
ENGLISH ABSTRACT

Scheel LS, Hansen JS. Inspection of care centres - monitoring and learning. Sygeplejersken 2010;(16):52-7.
 
Mandatory inspection of municipal care centres takes place in all Danish municipalities. The purpose of such inspection visits is transparency, documentation and monitoring of the municipality's services to its residents. The aim is also education; whereby management, staff, residents, relatives, together with politicians and staff in local administration, gain an insight into the actual conditions, with a view to continued provision of good quality services.
The article describes the link between legislation, mandatory inspection, and the concept of good life quality for residents. An account is given of the structure of the inspection concept in terms of unannounced inspection visits, and where work is taking place on quality goals?based on quality standards, politicians at municipal level, and core values. Principles are described for the unannounced inspection visits, the duration of visits, investigative methods, reporting and the consultation process.
With point of departure in Sønderborg Municipality, examples are given of how the inspections can be used in the care centres' forward-looking development work.
 
Key words: Mandatory inspection, care centres, quality assurance, quality development

Emneord: 
Hjemmesygepleje
Kommunal sundhedstjeneste
Primær sundhedssektor
Sekundært sundhedsvæsen
Sygehus
Sygeplejerskeuddannelsen