Ny podcast: Sygeplejefaglig udvikling gennem fortællinger og kunst

En ældre mand mister glimtet i øjet under indlæggelse, en anden har svært ved at undvære sine små børn, og så er der hende, som tilfældigt stopper dig på gangen, og siger ”tak, fordi du var der den nat” flere måneder efter indlæggelsen.

Alle sygeplejersker bærer rundt på fortællinger om særlige møder med patienter.

”Hvordan kan vores sygeplejefaglige udviklingspraksisser tage udgangspunkt i menneskeligt meningsfyldte møder mellem patient og sygeplejerske, frem for at tage afsæt i innovationsmodeller fra businessverdenen?” spørger ph.d. og sygeplejerske Sine Maria Herholdt-Lomholdt. Hun har undersøgt ”Skønne øjeblikke i sygepleje”, hvor sygeplejersker bl.a. udforsker sygepleje gennem essays, gåture og kunstværker.

Det nyeste afsnit af Sygeplejerskens podcast handler om ”Skønne øjeblikke i sygeplejen”, hvor elementer af innovation, æstetik og refleksion bidrager til faglig og personlig udvikling.

Afsnittet er tilgængeligt på www.dsr.dk/podcast og i din foretrukne podcast-app.

Emneord: 
Sygepleje
Sygeplejefaget

Sygeplejen binder dem sammen

Da Kitte Jessen på 88 år og Birthe “Bibi” Levin på 90 år læste til sygeplejerske i 1950’erne, var de Des med lægerne. De boede på hospitalerne, hvor oversygeplejersken vågede over dem som høge, og på uddannelsen var der kun tre bøger, de skulle læse. Vi satte dem i stævne med to sygeplejerskestuderende, Anna Mathiassen på 32 år og Maria Vöge på 30 år, for at tale om markante forskelle på dengang og nu.
To generationer mødes. Fra venstre: Kitte jensen, 88 år, Anna Mathiasen, 32 år, Birte "Bibi" Levin, 90 år, Maria Vöge, 30 år.
Foto: Nikolai Linares
Lægens ord var lov

I dag er grænserne mellem fagene visket ud. Den ligeværdige samtale mellem læger og sygeplejersker er i centrum. Men da Bibi og Kitte var unge, tussede de bag lægerne.

Bibi: Stod du ved en sygeseng med en læge, skulle du passe på, hvad du sagde. Hvis man da overhovedet skulle sige noget. Ofte var man jo mere en, der skulle gå til hånde.

Kitte: Vi talte til lægerne i 3. person. Der var ingen, man var dus med. Sådan var det bare dengang.

Bibi: Præcis. Jeg har dog ikke følt mig trådt på, vil jeg sige.

Kitte: Heller ikke jeg. Jeg var operationssygeplejerske, og her er jeg da ofte blevet løftet et andet sted hen, når tingene skulle gå stærkt. Man kunne godt få et lille klap bagi, dengang.  Jeg blev også ofte smidt i linnedkurven, for sjov. Dengang var jeg jo lille og tynd. Jeg vil dog sige, at jeg ikke havde tænkt på at klage. Tonen og omgangsformen var morsommere og mere fri på operationsstuen end i andre afdelinger, tror jeg.

Anna: Vi bliver ikke klappet bagi i dag.

Bibi: Nå, det gør I ikke?

Anna: Nej, det sker simpelthen ikke. Jeg tænker, at der er en større samtale i dag mellem læger og sygeplejersker. Måske mere ligeværdig.

Maria: Jeg har tværtimod set sygeplejersker give lægerne en ordentlig røffel. Og så er vi jo dus med lægerne i dag.

Bibi: Også med overlægerne? Hold da op. Vi var mere sådan nogen, der tussede bagved, hvis der var stuegang.

Birte "Bibi" Levin
Caption 
Birte "Bibi" Levin, 90 år. Uddannet i 1955 på Gentofte Hospital
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Ud af vagten, hvis du var gravid

Fra praksisnær til teoritung. Fra skrappe oversygeplejersker og et væld af nattevagter til patientinvolvering og en anbefalet litteraturliste på 31 bøger. Uddannelsen til sygeplejerske har ændret sig markant.

Anna: I dag bruger man meget energi på at inddrage vidensformer på uddannelsen. Vi taler en del om de patientcentrerede oplevelser. Forskningen er også en stor del af sygeplejen.

Maria: På første semester fik vi en anbefalet litteraturliste på 31 bøger.

Bibi: Gud, nej! 31 bøger? Vi havde tre bøger. En tyk bog, som var anatomi, og to smalle bøger. Vi må jo konstatere, at I har væsentligt mere faglig undervisning, end vi havde. Det tænker jeg kun er godt.

Anna: Men jeg ville egentlig ønske, at uddannelsen var mere praksisnær. I dag er klinikkerne korte. Faktisk har vi kun en enkelt lang praktik på 6. semester.

Bibi: Har I nattevagter?

Maria: Som udgangspunkt er vi ikke i nattevagt under uddannelsen. Vi kan sige nej. Man har vurderet, at det læringsmæssige udbytte er størst i dagtimerne.

Bibi: Det er jeg helt målløs over. Det må jeg sige. Jeg tror, halvdelen af min tid gik med nattevagter.

Kitte: Samtidig var vi ofte alene på en nattevagt. Der var selvfølgelig trissen (koordinerende ansvarshavende natsygeplejerske, red.). Men ellers havde du ansvaret selv. Det kunne godt være voldsomt.

Bibi: Ja, og man måtte ikke tage ekstra tøj på over sin uniform, selv om man frøs. Der var mange nætter, hvor jeg misundte patienterne, der lå under deres dyner.

Maria: Vi er vist noget bedre stillet. Vi er jo ikke en del af normeringen.

Bibi: Jeg tænker, at vi bare var numre dengang. Vi skulle gøre, hvad der blev sagt, ellers endte vi hos forstanderinden, og hun var altså skrækkelig. Det var afdelingssygeplejerskerne også. Sikke nogle duller. Hvis du kom op at skændes med dem, kunne du risikere at blive kylet ud. Vi havde en afdelingssygeplejerske, “Indianer-Jørgen” kaldte vi hende, som var virkelig skrap. Hun kunne finde på at komme ind på en 6-mands stue og resolut hive dynerne af patienterne, mens hun sagde: “Nå, har vi sovet godt?”

Kitte: Man var også ilde stedt, hvis man blev gravid under uddannelsen. Så var det ofte ud af vagten.

Anna: Jeg synes ikke, oversygeplejerskerne i dag er meget skrappe. Der er fortsat en høj grad af disciplin på uddannelsen og i faget generelt. Men det tænker jeg er nødvendigt.

Maria: Jeg synes også, at vi i høj grad involverer patienterne. De tør godt stille spørgsmålstegn. Både til os og til lægerne.

Kitte: Det lyder virkelig positivt.

Maria Vöge
Caption 
Maria Vöge, 30 år. færdiguddannet januar 2020, diakonissestiftelsen
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Man skulle ikke være pivet

Både i dag og for 60 år siden er dét at være sygeplejerske ikke for sarte sjæle. Man skal være robust, er alle fire kvinder enige om. Men i dag gør man mere ud af debriefing.

Kitte: Dengang boede vi jo på hospitalerne. På mindre værelser med alle de andre studerende. Jeg var på Rigshospitalet, Bibi var på Gentofte. Vi fik kost og logi og en anelse løn, men ikke SU. Oversygeplejersken sad i et lille bur med glasparti ved indgangen og sikrede sig, at vi kom hjem før 22. Det gjorde jeg så ikke. Ikke hver dag, i hvert fald. Jeg havde fundet et system med at kravle under buret, så hun ikke så mig. Vi var væk hjemmefra, men vi fik et stærkt kammeratskab. Især med sin sluff.

Maria: Sluff?

Bibi: Sin værelseskammerat. Men du har ret, Kitte. Sammenholdet var det bedste. Det var her, vi fik talt alle vores oplevelser igennem. Og der var mange. Både uddannelsen og livet som sygeplejerske var hårdt. Meget hårdt endda. Vi ser jo mange ulykkelige skæbner. Voldsomme ulykker. Jeg var blandt andet et år på skadestuen, hvor jeg så alt fra gaden. Det har sat sit præg. Man skulle i hvert fald ikke være pivet, det er helt sikkert. Skulle I også vaske gulv, tørre stole og borde af og rense uringlas?

Maria: Nej, og i dag har vi maskiner til uringlas og bækkener.

Bibi: Åh. Smart.

Kitte: Jeg valgte helt bevidst livet som operationssygeplejerske. Her kunne jeg bede om at patienterne fik mere smertestillende, hvis de havde ondt. Jeg synes, det var hårdt, når smerterne var voldsomme.

Maria: Jeg synes, det er den psykiske robusthed, der fylder for mig. Det lyder som om, vi er mere privilegerede, end I var dengang, hvor det også var fysisk ret hårdt. Vi er opmærksomme på at tale tingene igennem, hvis der har været ubehagelige oplevelser. Ledelsen gør ret meget ud af debriefing.

Kitte: Interessant! Sådan var kulturen ikke dengang, her tog vi den med hinanden.

Kitte Jensen
Caption 
Kitte Jensen, 88 år. Uddannet i 1955, Rigshospitalet
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Tid til omsorg

Sygepleje handler om relationen til det enkelte menneske. Men måske var der lidt bedre tid til omsorg i gamle dage?

Kitte: Jeg har tænkt på, om I mere sidder bag en skærm og observerer patienterne, eller om I tilbringer tid med dem. Jeg gik jo med patienterne fra operationsstuen til opvågningen og sad med dem til de vågnede. Værdien var at være hos patienten.

Maria: Jeg vil sige, at jeg ind i mellem ville ønske, at der var mere tid til at dyrke den menneskelige relation. I dag er det ofte sådan, at den ene patient overlapper den anden. Da jeg for nylig var i praktik på et privathospital, mærkede jeg pludselig en stærk kontrast til de andre praktikker, jeg har været i: For her var der tid og ressourcer til at følge patienterne fra de trådte ind ad døren til de trådte ud igen.

Bibi: Jeg ville egentlig gerne have været indretningsarkitekt, men det synes mine forældre ikke, jeg skulle være. I dag er jeg taknemmelig for, at de holdt fast. Det kan godt være, tonen var voldsom, og at vi indimellem fik skældud, men kontakten til det enkelte menneske vejer det hele op.

Anna: Det lyder egentlig som om, vi alle er drevet af det samme: Ønsket om at drage omsorg. Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne forestille mig at være andet end sygeplejerske.

Maria Mathiasen
Caption 
Maria Mathiasen, 32 år. færdiguddannet januar 2020, Diakonissestiftelsen
Attribution 
Foto: Nikolai Linares

Hvad er det bedste og det værste ved faget eller uddannelsen?

Det værste er/var:

Anna: Det er ikke gennemgående for faget hele tiden, men indimellem er der så travlt, at man føler sig utilstrækkelig og ude af stand til at drage omsorg.

Maria: Jeg giver Anna helt ret.

Kitte: At skulle stå op klokken 5 om morgenen. Det var slemt.

Bibi: At have 8 nattevagter, 8 dagvagter og 8 aftenvagter, før vi fik 3 dage fri. Det kunne man godt blive lidt bims i hovedet af.

Det bedste er/var:

Kitte: At være på barselsgangen. Selvfølgelig var der også vanskelige fødsler og voldsomme oplevelser, men babyer er bedårende. Dét og så at uddannelsen gjorde, at jeg nemt kunne få et job igen, efter at jeg havde været hjemme med mine børn i mange år.

Anna: At uddannelsen er bygget op på en måde, så vi får en meget bred viden og kan se sygeplejen fra mange forskellige perspektiver.

Maria: Alsidigheden i faget. Jeg kan arbejde i mange regier, i felten, uden for hospitalet.

Bibi: Jeg holdt af selve uddannelsen. Omend jeg nok ikke ville have anbefalet det til en datter. Godt jeg fik tre drenge.

 

 

 

Emneord: 
Sygeplejefaget
Sygeplejens historie

Læserbrev: Er basal sygepleje blevet lavprestige?

"Der synes ikke at være prestige i at tage sig af den basale pleje, hvorimod det at udføre specialiseret pleje og håndtere teknologi synes at være langt mere attraktivt."

Som erfarne sygeplejersker har vi oplevet eksempler på, at den basale sygepleje nedprioriteres i praksis.

Plejen synes at være blevet sekundær og bliver sløjfet blandt det første, når plejepersonalet er presset. Dette antydes bl.a. af Styrelsen for Patientsikkerhed, der indtil nu har udstedt 54 påbud om manglende udført pleje i 2019.

På Facebook blev der for nyligt lagt et billede op af en sygeplejelev med kappe og nystrøget forklæde.

Afsenderen kommenterede: ”Her er jeg, som ny sygeplejeelev, hvor den lille vaskeprøve var bestået”.

Efterfølgende strømmede kommentarer ind fra kvinder i samme alder. De kunne alle huske dengang, hvor patienterne blev vasket dagligt, ”selv dem med hjernerystelse som egentligt var selvhjulpne”.

Ifølge kommentarerne var ”dengang” præget af ”grundighed”.

Dog virker det paradoksalt, at vi sygeplejersker romantiserer fortidens grundige sygepleje, men tilsyneladende selv er på vej til at give afkald på en betydningsfuld del af vores kernefaglighed.

Der synes ikke at være prestige i at tage sig af den basale pleje, hvorimod det at udføre specialiseret pleje og håndtere teknologi synes at være langt mere attraktivt. Blandt fagfæller indrømmer man gerne, at stillinger, hvor vask og pleje ikke forekommer, foretrækkes.

Men kan man forestille sig, at den basale pleje, igen, bliver prestigefyldt? Som kommende kandidater i sygepleje vil vi gerne bidrage til at revitalisere betydningen af den basale sygepleje.

Det kunne f.eks. fremmes ved at udbrede implementeringen af den teoretiske referenceramme Fundamentals of Care (FoC). Denne ramme drejer sig om værdien af at reflektere over sine daglige basale sygeplejehandlinger.

Denne tænkning kunne være med til at fremme ejerskabet og motivationen for basal pleje blandt sygeplejersker.

Emneord: 
Sygepleje
Sygeplejefaget
Sygeplejerolle

Eftertanken: Velkommen til

Bump på vejen. Sygeplejestuderende og nyuddannede må give studie og praksis en chance, for det tager tid at vænne sig til en ny rolle og et ansvar, som kan føles tungt.

Jette Bagh
Jette Bagh
Jeg fotograferer en lokal bus i en lille flække i USA. Budskabet på dens side er så åbenlyst rigtigt, at det skal dokumenteres. Et billede af en mandlig og en kvindelig sygeplejerske med teksten: ”We are nurses. One degree.

Endless opportunities”.

Vi er enige her i Danmark, og det betyder, at sygeplejerskeuddannelsen er populær.

Men begejstringen daler i løbet af studiet, frafaldet er på 20-25 pct., og når de uddannede sygeplejersker skal i gang med at praktisere, skifter mange hurtigt job eller studerer sig væk fra praksis.

Sygeplejersken har f.eks. fulgt en nyuddannet sygeplejerske, Anja, som var parat til en kandidatuddannelse efter den første svære periode, men som over tid blev en glad sygeplejerske med interessante ansvarsområder og begyndende specialisering i horisonten.

Hvad skal der til, for at studerende bliver i studiet og senere i praksis?

”Robust”, som betyder ”modstandsdygtig/som kun vanskeligt går i stykker eller nedbrydes”, er blevet et fyord, der sidestilles med at acceptere elendige arbejdsvilkår.

Men robusthed er en udmærket, personlig egenskab hos en studerende og betyder ikke, at man skal have galvaniserede nervespidser eller henkoge følelsesmæssige reaktioner.

Sygeplejersker bliver udsat for lidt af hvert, og det er sygeplejens store trækplaster, at det er sådan. Det er jo netop muligt at finde et arbejde, der passer til den person, man er, og den psyke man har.

Men et er den studerendes personlige egenskaber, noget andet er studiemiljøet og særligt miljøet i praktikken. Det er praktikken, der slår de fleste studerende hjem, og det går ikke.

Mange sygeplejersker omtaler deres arbejdsplads som en familie, når de skal forklare, hvilke vilkår og relationer, der gør det værd at stå op og begive sig på arbejde i kommunen, på hospitalet, boreplatformen eller i patientforeningen.

Man kan diskutere, om familiemetaforen er værd at bruge som forbillede, men jeg håber, at den i hvert fald omfatter en venlig tilgang til familiemedlemmerne.

Jeg iagttog for nylig en sygeplejerske, som hilste på en patient i et ambulatorie. Hun rakte hånden frem med ordene: ”Velkommen til”.

Imødekommende. Sådan bliver sygeplejestuderende ikke altid hilst, og en del unge er i forvejen præget af mistrivsel. Skrøbelige og angste. De bump, der er på vejen, udgør forhindringer, der kræver megen støtte, fortæller underviserne.

Ambulatoriesygeplejersken angiver en retning. Venlighed. Fulgt op af stigende ansvar også for mere end en eller to patienter, for sådan er virkeligheden. En hånd i ryggen. Arbejdsglæde, bevidsthed om samfundsmæssig nytte.

Der er altid bump på vejen, uanset om man vil være gartner, læser antropologi eller er sygeplejestuderede. Når international forskning afspejler, at patienterne oplever ringe eller ingen sygepleje, sådan som kredsen om Fundamentals of Care har vist, er det tid til at slå et slag for den gode sygepleje og dokumentere, at den har betydning.

Velkommen til.

Emneord: 
Sygeplejefaget
Sygeplejestuderende

Hørt: Vi engle må stå fast

Hvis vi vil ændre noget, må vi fortælle de gode historier om vores profession, mener lektor Trine Stougaard Madsen. Hun ser gerne, at man hvert år bruger Sygeplejerskernes dag til at synliggøre fagets værdi for samfundet.
Foto: Nikolai Linares

ikon-hoertMange har et billede af Florence Nightingale som den blide engel, der ofrede sig selv for de syge og sårede soldater i 1800-tallet.

Men der hører mere til billedet, for hun var også en særdeles viljestærk kvinde.

I en tid, hvor folk døde som fluer, førte hun som den første statistik og dokumenterede sygeplejerskers direkte betydning for patienters overlevelse.

Med den dobbelthed, kaldet og fagligheden, skabte hun den moderne sygepleje.

Ifølge lektor ved Københavns Professionshøjskole, Trine Stougaard Madsen, er der dog grund til at minde om den særlige betydning af kaldet.

”For Florence Nightingale betød kaldet, at man som sygeplejerske altid sætter patienten i centrum. Det er patienten, det handler om, ikke systemet.

Det er den dedikation og det engagement, der ligger i kaldet. Og det er præcis det, rigtig mange sygeplejersker gerne vil i dag.

De brænder for de udsatte og de sårbare, for at gøre op med social ulighed i sundhed, for at sætte patienterne i centrum. Desværre møder vi hele tiden strukturelle systemer, der blokerer for det,” siger Trine Stougaard Madsen.

Fortæl de gode historier

Skal man for alvor sætte patienter og pårørende over sundhedsmaskineriet, er man nødt til at prioritere sygeplejersken, mener Trine Stougaard Madsen. For forskning viser, at antallet af sygeplejersker har vital betydning for patienters pleje og sikkerhed.

Trine Stougaard Madsen
Trine Stougaard Madsen
Foto: Nikolai Linares
I en tid med mangel på sygeplejersker og for den fremtidige rekrutterings skyld er sygeplejersker derfor også nødt til at gøre positivt opmærksom på sig selv.

”Der er masser af ting at slås imod: Arbejdsmiljø, løn, besparelser, manglende tid til kerneopgaver og dokumentationskrav. Men vi kan ikke kun brokke os, vi er nødt til også at promovere vores profession ved at fortælle de gode historier,” siger Trine Stougaard Madsen.

Skal vise vores værdi

I et debatindlæg i Politiken opfordrede hun sammen med lektor Lotte Evron til hvert år at markere og fejre Sygeplejerskernes dag den 12. maj ved at gå på gaden og vise og fortælle, hvad sygeplejersker kan.

”At være sygeplejerske er ikke bare én ting, men mange. Vi dækker et kæmpe felt med mange facetter og skal vise mangfoldigheden i faget. Vi skal være aktive og promovere os.

Vi skal synliggøre det, vi gør godt, og vise vores værdi for samfundet, så vores arbejde også får politisk anerkendelse,” siger Trine Stougaard Madsen.

Emneord: 
Sygepleje
Sygeplejefaget

På spidsen: Til kamp for omsorg og pleje

"Sygeplejerskerne synes at have overtaget tidligere tiders lægelige overherredømme og forrang ved at indtage og overtage et væld af centrale og styrende positioner."

Lisbeth Aaskov Falch
Lisbeth Aaskov Falch
I det ph.d.-projekt, jeg netop har gennemført, har jeg udforsket betydningen af sygehusvæsenets indretning for gamle medicinske patienters indlæggelsesforløb. Indretning skal her forstås som specialisering og styringspraksis.

I den forbindelse blev jeg udfordret på min forestilling om lægerne som centrale, toneangivende og dominerende i sygehusvæsenets indretning.

Sygeplejerskerne synes at have overtaget tidligere tiders lægelige overherredømme og forrang ved at ind- og overtage et væld af centrale og styrende positioner i den aktuelle indretning i forhold til både den lægelige specialisering og væsenets styringspraksis. Det være sig alt fra behandlersygeplejersker, specialistsygeplejersker, flowkoordinatorer, kvalitetskonsulenter, lean-konsulenter og auditører.

Sygeplejerskerne synes således at gøre lægerne det efter, som de formåede i 1800-tallet, hvor de var på udkig efter og fik tilkæmpet sig en position i det spirende sygehusvæsen.

For lægerne dengang og for sygeplejerskerne i dag har det betydet legitimitet, indflydelse, status og anerkendelse.

Sygeplejeprofessionen er med de nye funktioner trængt ind på det lægelige domæne og har skiftet tidligere tiders vægtning af pleje og omsorg ud med vægtning af diagnostik og behandling af lægelig art. Samtidig synes omsorgen at være forsvundet, hvilket ses i mit feltarbejde, hvor omsorg stort set er ikkeeksisterende i sygeplejerskernes sprogbrug. De nye funktioner tilbyder sygeplejerskerne en flugtvej ud af urimelige rammer og vilkår for at udøve pleje og omsorg i sygehusvæsenet i dag. Rammer og vilkår, som bliver tydelige i tv-dokumentarer og opråb fra sygeplejersker i dagspressen og på de sociale medier.

De nye funktioner levner imidlertid ikke megen mulighed for pleje og omsorg, de bidrager i stedet til at gøre de gamle patienter speciale-, historie- og interesseløse for de professionelle.

Sygeplejerskerne i mit feltarbejde synes at være bevidste om dette. Mens nogle er rejst, har andre valgt at blive, tilpasse sig og lade stå til.

Spørgsmålet er blot, om sygeplejeprofessionen har solgt ud af arvesølvet i form af pleje og omsorg i forsøget på at opnå tålelige arbejdsvilkår og kunne overleve i sygehusvæsenet?

Paradoksalt nok sidder professionen samtidig med en del af løsningen på håndteringen af den stigende gruppe af gamle, som i dag og i fremtiden udgør en stigende udfordring i sygehusvæsenet med problemer som multisygdom og genindlæggelser. En gensatsning og -vægtning af pleje og omsorg, som i højere grad tilgodeser og understøtter de gamles særlige vilkår, problemer og behov, ser jeg som del af det, der kan bidrage til at imødekomme og afhjælpe de gamles problematikker.

Lad os gå til kamp for at få plejen og omsorgen tilbage som professionens vartegn – og derigennem være med til at byde ind på håndtering af de store problemer, samfundet står over for at skulle løse i forhold til de gamle patienter.

”Sygeplejerskerne synes således at gøre lægerne det efter, som de formåede i 1800-tallet, hvor de var på udkig efter og fik tilkæmpet sig en position i det spirende sygehusvæsen.”

Læs mere om de gamle medicinske patienter i ph.d.-afhandlingen ”Betydningen af sygehusets indretning for gamle medicinske patienters indlæggelsesforløb”. Du kan downloade ph.d.-afhandlingen fra Researchgate.net

Emneord: 
Sygeplejefaget

Kan sygeplejersker stille diagnoser?

Diagnosticering. Sygeplejerskerne i Region Hovedstadens psykiatriske visitation er så gode til at spotte symptomer og stille diagnoser, at de ved årsskiftet fik udvidet deres beføjelser.
Sygeplejerske Sonja Bech bruger sine mange års erfaring fra distriktspsykiatrien og sengeafdelinger, når hun skal vurdere, hvilket tilbud den psykiatriske patient skal visiteres til.
Foto: Nikolaj Linares

”Du vil ikke af med jakken?”

Sygeplejerske Sonja Bech har hentet dagens første patient i venteværelset i Center for Visitation og Diagnostik (CVD), som er den fælles indgang for alle patienter, der er henvist til ambulant behandling i Region Hovedstadens Psykiatri.

Den unge mand har sat sig ved det runde bord i konsultationsrummet, og iført sin jakke ligner han ikke en, der har tænkt sig at blive særlig længe.

Sonja Bech får cpr-nummer, spørger til allergier, og den unge mand fortæller, at han er blevet henvist, fordi både han og lægen mener, at han har en depression.

”Alt er sindssygt sort. Og det sidste år har været et helvede,” fortæller han.

Nu har Sonja Bech en time til at finde ud af, om det er en depression eller noget andet, der plager den unge mand. Har han brug for behandling i hospitalspsykiatrien? Hvis ja – hvad skal han behandles for?

Fælles indgang til ambulant psykiatrisk behandling
  • Center for Visitation og Diagnostik (CVD) er den fælles indgang for alle de patienter i Region Hovedstaden, der er henvist til ambulant behandling i psykiatrien. Herfra bliver de visiteret videre til de rette behandlingsforløb.
  • Der arbejder otte sygeplejersker, to speciallæger og tre specialpsykologer.
  •  Sygeplejersker udfører ca. 80 pct. af visitationsarbejdet i CVD.
  • I 2018 modtog CVD 21.655 visiterede henvisninger.
  • Langt de fleste visitationer klares administrativt via computeren, men siden 2013 har CVD i Region Hovedstaden, som de eneste i Danmark, haft kliniske visitationssamtaler, hvor patienterne indkaldes til samtale med sygeplejersker, psykologer eller læger.
  • I 2018 var der 4.000 kliniske visitationssamtaler.

Siden et kvalitetsforbedringsprojekt i 2013 viste, at kvaliteten af visitationerne blev bedre, når sygeplejersker, læger og psykologer foretog kliniske visitationssamtaler med patienterne, er det blevet en del af udredningspakken i Region Hovedstadens Psykiatri.

Det fortæller Allan Lohmann-Olsen, der er visitationschef.

”I dag står sygeplejerskerne for 80 pct. af samtalerne i CVD, og vi kan se, at de ikke laver flere fejlvisitationer end psykologerne og lægerne,” siger han.

Derfor har sygeplejerskerne pr. 1. januar fået udvidet deres selvstændighedsområde, så de nu også kan tage anden-samtaler i de tilfælde, hvor der er tvivl om diagnosen.

”Håbet er, at vi med anden-samtalerne kan gøre visitationerne skarpere og mindske antallet af fejlvisitationer yderligere,” siger Sonja Bech.

Ifølge Sonja Bech giver det rigtig god mening, at sygeplejerskerne står for samtalerne.

”Traditionelt har det været sådan, at det kun har været læger, der har måttet stille diagnoser. Men det betyder jo ikke, at vi ikke har kunnet,” siger hun.

”Vi er ret godt rustet. Sygeplejerskerne i CVD har både lang og bred erfaring,” siger Sonja Bech. Vi har jo været sammen med dem ude i klinikken døgnet rundt.”

Også Allan Lohmann-Olsen mener, at sygeplejerskerne er i stand til at diagnosticere.

”Ja, med en bred og lang erfaring og den rette oplæring kan sygeplejersker stille diagnoser. Men da de ikke i lige så høj grad som psykologer og læger er formelt uddannet til det, sikrer vi kvaliteten af deres diagnostiske arbejde gennem kravet om supervision, når en diagnose ændres,” siger Allan Lohmann-Olsen.

”I begyndelsen var jeg i tvivl om, hvorvidt min erfaring var bred nok til at dække hele det diagnostiske spektrum. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gennem årene jo havde mødt alle typer af sygdomme,” siger Sonja Bech, der har arbejdet i CVD i fire år og har mange års erfaring fra både distriktspsykiatri og sengeafdelinger bag sig.

Derudover har hun ligesom alle ansatte i CVD været på pse-kursus (kursus i klinisk undersøgelsesmetodik) og på den tværregionale diagnostiske uddannelse, hvor de har fået ekstra uddannelse i diagnostik og psykopatologi.

Sonja Bech og Allan Lohmann-Olsen
”I dag står sygeplejerskerne for 80 pct. af samtalerne i CVD, og vi kan se, at de ikke laver flere fejl- visitationer end psykologerne og lægerne,” siger Allan Lohmann-Olsen, der er visitationschef i CVD.
Foto: Nikolaj Linares
Detektivarbejde
”Sover du om natten?” ”Kan du passe din skole?”

I løbet af de første 15 minutter med den unge mand kommer Sonja Bech vidt omkring.

De taler om, hvordan han vågner midt om natten og ikke kan sove, hvordan han bruger alle sine kræfter på at holde fast i sin uddannelse, om appetitten, der svinger.

Han fortæller, hvordan han har mindre overskud til venner, om sin familiebaggrund, og Sonja Bech spørger til hans forhold til alkohol, hans rygevaner, om han selvmedicinerer sig, om han træner.

Han fortæller, at han træner hver dag, men at det ikke altid giver ham det overskud, som han havde håbet. Tværtimod.

Sonja spørger, om han har selvmordstanker, men det afviser han. Det handler om savn, sorg og ensomhed.

”Det er et detektivarbejde, hvor man på en time skal nå frem til sagens kerne og afgøre, om patienten har brug for behandling, og om denne behandling skal foregå på hospitalet,” siger Sonja Bech.

”Man skal ikke bore alt for dybt ned i tingene, når man ikke skal se folk igen. Men man er samtidig nødt til at spørge ind for at kunne vurdere, hvad det handler om. Hvis jeg har mistanke om depression, spørger jeg ind til symptomer, der karakteriserer depressionen, f.eks. problemer med nattesøvn og vægttab. Hvis jeg har mistanke om PTSD, vil jeg bl.a. spørge ind til flashbacks og mareridt. Jeg følger med andre ord de spor, som patienten lægger frem for mig.”

”Det, vi ser, er selvfølgelig et øjebliksbillede. Billedet kan forandre sig over tid, ligesom patienten kan lægge andre spor ud senere hen i forløbet. Diagnosen er ikke uforanderlig. Hvis sygeplejersken er i tvivl om, hvor patienten skal sendes hen efter anden samtale, eller mener, at der skal ændres i henvisningsdiagnosen, så skal speciallægerne eller specialpsykologerne konsulteres. Ligesom der også altid er mulighed for at sparre med dem.

”Jeg har en helt klar fornemmelse af, hvornår jeg har brug for hjælp fra andre faggrupper.

Psykologerne og lægerne har jo alt andet lige en dybere forståelse af det psykopatologiske område via deres akademiske uddannelse.”

Medicin eller ej
15 minutter inde i patientsamtalen opsummerer Sonja Bech:

”Du opfylder jo mange – faktisk de fleste – af symptomerne på depression. Og du har lavet en test hos lægen? Kan jeg få dig til at lave den igen?”

Den unge mand skriver intenst et par minutter, lægger kuglepennen på papiret og skubber det over mod Sonja.

”Den viser 39. Det er det samme som hos lægen,” siger Sonja Bech, der anvender testen som beslutningsstøtte. Det er altid det kliniske billede, der er afgørende.

Derfra skifter samtalen spor til at handle om, hvilke tilbud Sonja Bech har mulighed for at visitere ham til. Det er enten en privatpraktiserende psykiater, hvor hovedfokus ifølge Sonja Bech oftest er medicinsk behandling eller behandling i hospitalsregi, hvor det oftest er en kombination af gruppeterapi og medicin.

”Jeg har ikke lyst til medicin. Jeg har modstand på det,” siger den unge mand.

”Det kan jo hjælpe nogen,” prøver Sonja Bech forsigtigt.

”I hospitalsverdenen vil tilbuddet ofte være medicin. Det er jo ikke fordi, at du skal. Men der er evidens for, at medicin i kombination med psykoterapi kan hjælpe.”

”Jeg er ikke så meget for at sidde i grupper og høre på andre. Jeg har siddet i en gruppe i et år. Men det har ikke hjulpet mig,” siger den unge mand og fortsætter:

”Hvis det er det, der er tilbuddet, så vil jeg sige nej tak. Så vil jeg hellere klare det selv.”

Han holder en pause. ”SKAL jeg have medicin for at få hjælp?”

”Vi kan ikke henvise til psykolog herfra. Det skal være gennem din læge,” siger Sonja Bech og foreslår igen, at han alligevel taler med en psykiater for at få mere at vide om medicin.

I de tilfælde, hvor patienten visiteres til behandling i primærsektoren, skal beslutningen konfereres med en læge eller en psykolog, så Sonja Bech forlader patienten for en stund for at sparre med psykologen.

De hyppigste årsager til klinisk visitation
  • Der mangler oplysninger i henvisningen
  • Der er flere diagnoser i spil i henvisningen
  • Det er uklart, hvor svær sygdommen er
  • Det er uklart, hvor svær funktionspåvirkning der er som følge af sygdommen
  • Det er uklart, om patienten har et misbrug, der påvirker valget af eventuel behandling

De taler om, hvorvidt det er en depression eller en fastlåst sorgreaktion, og om, at han er skeptisk over for medicin.

”Vi skal jo ikke visitere ham til noget, han ikke vil. Men du kan sige til ham, at sværhedsgraden af hans depression er så høj, at vi vurderer, han har brug for hjælp – og måske også medicinsk behandling,” foreslår psykologen.

Tilbage hos patienten advokerer Sonja Bech for, at han tager imod et tilbud i hospitalsregi.

”Jeg ved bare ikke. Gruppesamtaler er ikke mig,” siger han tøvende.

Alligevel bliver de enige om, at han skal prøve hospitalspsykiatrien, hvor han kommer til at tale med en psykolog eller en psykiater.

Sonja Bech understreger, at det at takke ja til et tilbud ikke er det samme som at takke ja til medicin.

”Du får ikke presset noget ned over dig,” siger Sonja Bech.

”Jeg kommer jo også for at få hjælp,” indvilger han.

Sonja slår op på computeren for at se, hvilket behandlingscenter der har tid.

”Er der ellers noget, du vil spørge om?” spørger Sonja.

Det er der ikke.

”God bedring og held og lykke med det,” siger hun, mens patienten trækker i jakken og fortsætter ud i vinterkulden.

Emneord: 
Psykiatri
Sygeplejefaget

Læserbrev: Er sygeplejersker snart en uddød race?

Syge kan ikke passe syge. Al god førstehjælp starter ved at redde dem, der kan redde de andre.

Forestil dig, at du er syg og indlagt på sygehuset. Du ligger i en sygehusseng og er dårlig. Rigtig dårlig. Du har ikke været i bad i et par dage, og du trænger virkelig til at komme i noget andet tøj.

Du undrer dig over, hvorfor der ikke kommer en venlig og smilende sygeplejerske og hjælper dig. Hvor er hun henne? Hvorfor kommer hun ikke, når du rykker i den røde klokkesnor? Det skal jeg sige dig. Hun ligger derhjemme og er syg. Hun har skullet løbe hurtigere og hurtigere, og til sidst væltede hun. Og desværre kunne hun ikke rejse sig igen.

Forestillingen om et samfund uden sygeplejersker er skræmmende. Men det kan ende med at blive en realitet, hvis der ikke snart sker noget.

Sygeplejersker er kendt for at være svage i kampen om egen professions vilkår. Trods dette hører vi konstant i medierne om utilfredse sygeplejersker, der snart ikke kan løbe hurtigere. Sygeplejerskerne er blevet bedre til at tage bladet fra munden og råbe op. Men hvad så nu? Er det nok, at vi siger, der er et problem, eller skal vi også gøre noget ved det? Og hvem skal gøre noget ved det? Er det sygeplejerskerne selv, der må tage ansvar og ændre egen praksis? Er det politikerne, der skal ændre de rammer og vilkår, der er for sygeplejen? Er det patienterne, der skal forvente mindre af sundheds-væsenet – skal de ikke forvente, at der er et sikkerhedsnet, når sygdom rammer? Skal vi lade de pårørende tage orlov for at passe de syge, eller skal patienterne selv finansiere sygehusindlæggelser?

Syge kan ikke passe syge. Al god førstehjælp starter ved at redde dem, der kan redde de andre.

Hvis huset brænder, hjælper det ikke noget at gå ind i huset og barrikadere dørene indefra. Vi er ved at isolere os bagest i det brændende hus uden nogen chance for redning. Hvis ikke vi gør noget nu, ender vi med, at sygeplejersker er fortid og en uddød race.

Josefine Ellgaard Thomsen, stud.cur.

Emneord: 
Arbejdsmarked
Sygeplejefaget
Sygeplejerolle

Margaret tog APN-drømmen i egen hånd

Avanceret. Sårsygeplejerske Margaret Florence Hunt går forrest i jagten på at få flere kompetencer til sygeplejerskerne i landets kommuner. I september begyndte hun på masteruddannelsen til avanceret klinisk sygepleje – i Norge.
Margaret Florence Hunt har boet i Danmark i mere end 25 år og har også taget sin sygeplejerskeuddannelse i Danmark. Nu tager hun sin masteruddannelse i avanceret klinisk sygepleje i Norge. – samtidig med at hun passer sit fuldtidsjob i Sorø Kommune..
Foto: Claus Bech

Egentlig skulle sårsygeplejerske Margaret Florence Hunt være i gang med sin afsluttende diplomopgave på University College Syddanmark i Kolding, men så fik hun mulighed for i stedet at fortsætte med at uddanne sig på APN-uddannelsen i Norge. En fireårig deltidsuddannelse, hvor hun får merit for de to år. Og så slog hun til.

"Der er brug for flere kompetencer i kommunerne. Plejen af borgerne er blevet mere krævende og kompliceret. Vi er underlagt et stort pres, så vi er nødt til at følge med," forklarer Margaret Florence Hunt, der til daglig er ansat i Sorø Kommune.

Sammen med en sårsygeplejerske fra Lolland er hun den første og eneste fra Danmark på uddannelsen i Norge, som de begge begyndte på i august. Og det var, selvom hun godt var klar over, at der var en APN-uddannelse på vej i Danmark.

"Jeg havde ikke lyst til at vente, når jeg havde denne mulighed, og jeg er vant til at studere ved siden af mit arbejde," siger hun.

Læs også: APN-uddannelse endelig klar

Hun arbejder i dag fuld tid som sårsygeplejerske i Sorø Kommune, samtidig med at hun tager uddannelsen i Norge. Hun betaler selv med bl.a. penge fra legater, hun søger. Hendes arbejdsgiver giver hende fri til at tage til Norge, og hun har også fået penge til uddannelsen, svarende til det, hun skulle have haft til sidste modul af diplomuddannelsen.

"Vi synes, at Margaret er en god medarbejder, der giver os noget på mange planer. Vi vil gerne understøtte hendes ønske om at læse videre. For der er helt sikkert brug for de kompetencer, hun får," siger Pia M. Nyborg Hansen, leder af Sundhed og Omsorg i Sorø Kommune.

Undervise, optimere og forske

Margaret Florence Hunt har store forventninger til de kompetencer, hun opnår på uddannelsen. Allerede i dag underviser og vejleder hun de andre sygeplejersker i spørgsmål omkring sårbehandling, men det vil blive udvidet.

"Jeg skal fortsætte med mit speciale i sår, men jeg skal også klare flere opgaver. Vi håber, at vi kan få en aftale med de praktiserende læger om, at de kan henvise patienter videre til mig, når det handler om sår og kronisk ødem," siger Margaret Florence Hunt og fortsætter:

"Vi håber også, at vi kan se på rammedelegationen, så den bliver mere systematisk, og flere opgaver gives videre til dem, der har kompetencerne. Dermed sparer de praktiserende læger også tid."

Hun peger samtidig på, at hun kan være med til at optimere sygeplejerskernes arbejde.

"Med mine nye kompetencer vil jeg kunne gå ind og implementere evidensbaseret forskning, men også selv lave forskning og udvikle i egen praksis," forklarer Margaret Florence Hunt.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Sår
Sygeplejefaget

Sløret løftet for ny film om sygeplejerskers arbejde

Ved Rigshospitalets Sygeplejesymposiums 25-års jubilæum blev der vist en ny kortfilm om at være sygeplejerske på Danmarks største hospital.

En ny film med titlen "Vi er Sygeplejerskerne på Rigshospitalet" sætter fokus på, hvordan det er at være sygeplejerske på Rigshospitalet. Filmen blev produceret i forbindelse med Rigshospitalets sygeplejesymposiums 25-års jubilæum. I løbet af filmens 10 minutter fortæller sygeplejersker fra vidt forskellige specialer om, hvordan det er at være sygeplejerske på et højt specialiseret hospital.

Se filmen her:

"Vores ønske var at fortælle om sygeplejen på en lidt anderledes måde. Man kan selvfølgelig aldrig få alt med, og sygepleje baserer sig også altid på bl.a. tværfaglighed. Men vi valgte, at filmen skulle have fokus på sygeplejerskens kontakt med patienten," siger Helen Bernt Andersen, sundhedsfaglig direktionskonsulent og tidligere sygeplejedirektør på Rigshospitalet.

Ifølge Helen Bernt Andersen er intentionen med filmen også, at den kan anvendes i et bredere øjemed. For selvom den handler om sygeplejersker på Rigshospitalet, er mange af de situationer, filmen beskriver, universelle for sygeplejersker.

"Mange af de ting, der bliver vist i filmen, er gældende alle vegne, hvor sygeplejersker arbejder. Derfor håber vi, at den kan bruges ikke kun til at repræsentere Rigshospitalet med, men også som et rekrutteringsredskab," siger Helen Bernt Andersen.

Filmen er produceret af Cathrine la Cour, Cattenbaum, og er finansieret af Rigshospitalet.

 

Emneord: 
Sygepleje-patient-forhold
Sygeplejefaget
Sygeplejerolle