Pårørende vil tages med på råd

Inddragelse. Pårørende til plejehjemsbeboere, som blev indlagt på en akutafdeling, savnede tydelig information om den gamles situation både fra plejehjemmet og fra akutafdelingens personale, viser en undersøgelse fra Australien.

jcn

Morphet J, Decker K, Crawford K, Innes K, Williams AF, Griffiths D.
Aged care residents in the emergency department: the experiences of relatives
Journal of Clinical Nursing 2015 Aug 12.
http://dx.doi.org/10.1111/jocn.12954.

Introduktion: Pårørende ledsager ofte en beboer, når vedkommende bliver indlagt, og de udgør dermed en ressource. Hensigten med undersøgelsen var at belyse pårørendes forventninger, når deres familiemedlem blev indlagt fra plejehjem til akutafdeling.

Metode: Der er foretaget semistrukturerede interview med 24 pårørende til plejehjemsbeboere, som blev indlagt på en akutafdeling i Victoria, Australien. Interviewene blev analyseret vha. induktiv indholdsanalyse.

Resultater: De pårørendes udsagn faldt i fire hovedtemaer: 
1. Behov for tydelig kommunikation både fra plejehjemmet og fra personalet i akutafdelingen.
2. De pårørendes rolle i akutafdelingen, hvor de pårørende blev henvist til venteværelset og ikke blev inddraget i beslutninger om plejen.
3. Modtagelsen af ældre mennesker i en akutafdeling, hvor personalet blev oplevet som ligeglade og uden indføling i det specielle i at være gammel.
4. Evnen til at yde specialiseret sygepleje manglede, primært pga. få ressourcer og for højt aktivitetsniveau.

Diskussion: Størstedelen af akutte patienter modtages i akutafdelinger, hvorfor det er en overvejelse værd, hvordan modtagelsen af de skrøbeligste gamle mennesker fra plejehjemmene skal foregå, for at pårørende kan være en ressource for patienter og personale.

Konsekvenser for praksis: Studiet understreger vigtigheden af god kommunikation mellem pårørende og personalet i en akutafdeling både med hensyn til pleje, behandling og de pårørendes rolle. 

Af: Mette Trads, RN, MKS, ph.d.-studerende, udviklingssygeplejerske, Ortopædkirurgisk og kirurgisk afdeling, Regionshospitalet Randers

Emneord: 
Forskning
Sygeplejefaget

Boganmeldelser

selvskadeSelvskade som stressreaktion og mestringsstrategi

Bo Møhl
Selvskade – psykologi og behandling 
Hans Reitzels Forlag 2015
392 sider – 400 kr.

På mit natbord: Gik død i Einar Aadland

Hvad læser du lige nu?
”Tine Aagaards ”Hverdagsliv med sygdom – patienters kulturelle perspektiver på sundhedspraksis i Grønland”. Jeg fik bogen i forbindelse med Sygeplejeetisk konference i Grønland i september, og jeg tænkte, at man kunne overføre noget af den viden til andre etniske patienter.”

Hvordan har den inspireret dig?
”Som udviklingskoordinator møder jeg mange sygeplejersker, som gerne vil have supervision på kommunikationsproblemer med patienter med anden etnisk baggrund, og det er et aspekt, vi ikke har så meget i fokus, som vi burde. Med bogen har jeg fået redskaber til, hvordan man kan identificere kulturelle aspekter.” 

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse?
”Rita Nielsens ”Venteværelset – en døendes fortællinger om livet”, fordi den på en meget naturlig og frygtløs måde fortæller, hvordan den, der er omsorgsgiver via kommunikation, kan være med til at åbne for den døendes inderste tanker.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?
”Einar Aadlands ”Etik, dilemmaer og valg”. Det er ellers gurubogen indenfor etik, og jeg har den endda i to udgaver, men jeg synes faktisk, andre bøger fortæller det samme på en mere enkel måde.”

Randi Bligaard Madsen er formand for Sygeplejeetisk Råd og udviklingskoordinator på Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, Holstebro.

Specielt blandt yngre mennesker udgør selvskade et stort sundhedsproblem. Når omkring hver femte unge på et tidspunkt i sit liv har skadet sig selv med vilje, kan man ikke udelukkende forklare det som et individuelt fænomen med baggrund i den enkeltes opvækst og sociale forankring, men ydermere også som et socialt og kulturelt fænomen.
Forfatteren går i denne bog bagom selvskadens dynamik, dels på baggrund af egne solide erfaringer som klinisk psykolog med speciale i behandling af netop denne patientgruppe, dels med afsæt i omfattende international forskning.

Selvskade kan forekomme i særlige subkulturer og således markere et tilhørsforhold til et fællesskab. Typiske formål i øvrigt kan være affektregulering, selvstraf og en form for afhængighed. Oftest har den selvskadende ikke suicidale hensigter, men statistisk udgør selvskade en væsentlig risikofaktor for senere selvmordsforsøg.

Gennem konkrete eksempler fra teori og praksis indfanger forfatteren selvskadens mangfoldige manifestationer og kompleksitet, både hvad angår sårbarhedsfaktorer og vedligeholdende faktorer, samt hvad der skal til for at forebygge og beskytte. Selvskadens dynamik lader sig således ikke forklare ud fra en enkeltstående model, men skal forstås på baggrund af både udviklingspsykologiske, kulturelle og interpersonelle faktorer. Omsorgssvigt og seksuelt misbrug i barndommen er åbenlyse risikofaktorer for udvikling af følelsesmæssig dysregulation og dermed afledt selvskadende adfærd, men også andre faktorer spiller ind. Når individet ikke er i stand til mentalt at bearbejde og rumme en indre konflikt, øges risikoen for at reagere med selvskadende adfærd. Samfundsmæssige og tidstypiske elementer som manglende forudsigelighed og overskuelighed, flere valgmuligheder, øgede krav om præstation såvel kropsligt som socialt og uddannelsesmæssigt er alle stressfaktorer, som bl.a. via sociale medier er medvirkende til at så tvivl om egne værdier og evner. Selvskaden bliver således på én og samme tid en stressreaktion og en mestringsstrategi.

Forfatteren gør rede for de behandlingsformer, der har vist sig mest virksomme, nemlig dialektisk adfærdsterapi og mentaliseringsbaseret terapi. Desuden beskrives, hvordan man som behandler skal forholde sig for at etablere og bevare den terapeutiske alliance. Dels i den ambulante behandling, som er langt hyppigst, og dels under indlæggelse, hvor denne patientgruppe meget ofte udgør en stor udfordring for personalet med afmagtsfølelse og splitting til følge. Det samme gør sig i øvrigt gældende for de pårørende, som også får opmærksomhed i bogen – og er i stor risiko for at blive udbrændte og give op. 

Bogen behandler et kontroversielt og svært emne, som for de ramte er forbundet med skyld, skam og hemmeligholdelse og for de professionelle og pårørende kan give anledning til frustration og afmagt. Ikke desto mindre lykkes det forfatteren at samle et imponerende lager af erfaring og evidensbaseret viden og formidle det på en overskuelig og systematisk måde til en bred målgruppe af fagfolk, herunder i allerhøjeste grad også sygeplejersker. Virkelig nyttig læsning!

Af Sonja Bech, visitationssygeplejerske i Den Centrale Visitation, Region Hovedstadens Psykiatri.

 

2016-3-anmeldelser-lystEn god roman med en snert af sygeplejehistorie

Karin Wahlberg
I lyst og nød
Modtryk 2015
479 sider – 299 kr.
Bogen udgør bind 2 i en romantrilogi. Første bind ”Livet går videre” udkom i 2014.

Karin Wahlberg er en svensk læge, som skriver kriminalromaner. Her er hun i gang med en romanserie om 1950’ernes Sverige i en mellemstor by med det lokale sygehus og sygeplejeskole som omdrejningspunkt. I det første bind hærgede den store polioepidemi i 1953, og vi mødte patienter, personale og folk i byen, der alle blev berørt af epidemien. 
Nu er epidemien ved at klinge af, og livet går videre. Den unge tredjeårselev Ella-Kristin bliver færdiguddannet, og vi får et indblik i nogle sygeplejetraditioner, der er anderledes end de danske. Specielt indvielsen i kirken, hvor de nyuddannede sygeplejersker er klædt i sorte højtidsuniformer. 

Hovedhistorien er imidlertid et drabsforsøg på en kvinde i byens bedre borgerskab. Hun lever i et voldeligt ægteskab, men dækker over sin mand. Bogen munder ud i en dramatisk opklaring, som delvist sætter bogen ind i krimigenren. 

Det kan diskuteres, om bogen fortjener omtale her. Det er en god roman, og den vil være fin i feriekufferten, men har man hang til sygeplejehistorie, giver den også et godt indblik i den medicinske udvikling, og ikke mindst i sygeplejen, sygeplejerutinerne og uddannelsen i 50’ernes Sverige. Samtidig tegner bogen et autentisk billede af en klasseopdelt svensk provinsby på vej mod velfærdssamfund og kvindefrigørelse. 

Af Gunilla Svensmark, sygeplejerske MPA, MI, faglig leder, Dansk Sygehistorisk Museum.

 

 

 

2016-3-anmeldelser-basalRelevant, håndgribelig og nærværende

Vibeke Diness Borup & Jakob Dal
Basal biokemi – med klinisk perspektiv
FADL´s Forlag
322 sider – 349,95 kr.

Dette er en ny udgave af bogen, og det mest interessante er, at der medfølger en gratis PowerPoint-præsentation af bogens indhold. Et omfattende PowerPoint-show, der kan anvendes både som undervisningsmateriale og til repetition. For undervisere i biokemi er dette en klar fordel, og studerende eller andre læsere vil helt sikkert også kunne udnytte mulighederne i PowerPoint-showet til at understøtte tilegnelsen af stoffet. Der er ydermere sket en opdatering af tekst og figurer, og der er tilføjet nye bokse. 

Bogens grundtekst dækker pensum ved den danske sygeplejerskeuddannelse, og de udvidede samt kliniske bokse giver mulighed for at få mere detaljerede faglige perspektiver bygget oven på den basale grundtekst. Ikke mindst de kliniske bokse kobler uddybende forklaringer og kliniske eksempler på den grundlæggende biokemi og vil hjælpe med at tydeliggøre, hvorfor biokemi er et vigtigt fag i sundhedsprofessionel klinisk praksis. Samlet set er bogen vellykket og lever op til intentionen om at gøre biokemien relevant, håndgribelig og nærværende for læseren. Pga. de mange elementer er bogen ret omfangsrig, og flere dele overlapper andre fag som ernæringslære, fysiologi, genetik og sygdomslære, hvilket kan afgøre, i hvilken udstrækning bogen vil blive anvendt som grundbog ved uddannelserne. 

Af Peter Errboe Jensen, lektor, VIA-Sundhed, Sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus.

 

2016-3-anmeldelser-historiesPerspektiv, inspiration og stof til eftertanke

Gerard M. Fealy, Christine E. Hallet and Susanne Malchau Dietz
Histories of Nursing Practice
Manchester University Press 2015
252 sider – 63,99 GBP

Bogen er baseret på oplæg præsenteret på den internationale sygeplejehistoriekonference ”Nursing History in a Global Perspective”, afholdt på Koldingfjord i august 2012.
Bogen spænder bredt fra lokale katastrofer til store nationale sundhedsproblemer med fokus på et internationalt sygeplejeperspektiv. F.eks. skildres den store skolebrand i Chicago i 1958, hvor 95 døde.

Det, der står klart i skildringen, er den store betydning, sygeplejen havde for effektiv katastrofehåndtering. Et eksempel på større samfunds- og sundhedsproblemer er de store tuberkulose-epidemier op igennem den første halvdel af sidste århundrede i Europa, hvor sygeplejen var central, men også havde store konsekvenser for den enkelte sygeplejerske.

Endvidere er der flere kapitler, der handler om curriculumudvikling, specielt i forhold til specialuddannelser, men også diskussioner af, hvilke kompetencer og kvalifikationer en sygeplejerske før, under og efter uddannelse bør besidde. Diskussioner, som i denne tid også fylder meget herhjemme, om end de ikke er styret af lægers krav på samme måde, som det fremstilles i bogen.

Bogen er solidt underbygget af mange forskellige former for historiske kilder, som spænder bredt, lige fra sygeplejerskers breve og dagbøger til journaler og tidsskrifter. 

Bogen har fået mig til at indse, at jeg ikke læser nok historie. Det er ikke blot fortællinger om en svunden tid, men i høj grad demonstreres det, hvordan historie har det med at gentage sig selv, og flere af forfatterne trækker tydelige tråde til nutiden. F.eks. manglende indflydelse i den offentlige debat og manglende prioritering af geriatrisk sygepleje. Bogen anbefales, fordi den evner at give perspektiv, inspiration og stof til eftertanke. 

Af Dorte Lindstrøm Vilstrup, sygeplejerske, cand.scient.san., lektor, Professionshøjskolen Metropol. 

 

Kort nyt om bøger

Finn Havaleschka
Lykkehjørner
FADL’s Forlag 2015
160 sider – 349,95 kr.

”Lykkehjørner gør livet lettere for dig selv, din familie og dine kolleger,” hedder det i pressemeddelelsen, der følger denne bog. ”Udnyt dit potentiale som sygeplejerske” er undertitlen, og bogen er lyserød med et guldhjerte stanset ind i forsiden. Så er scenen sat, og man kan fordybe sig i de mennesketyper, som bogen benytter som udgangspunkt for de mange figurer, der skal bevidstgøre læseren om, hvilken type hun er, og hvordan hun gerne vil møde andre: Grunderen, den Resultatfokuserede, Integratoren og Udvikleren kaldes de. Fokusmodellen bliver præsenteret i begyndelsen af bogen, og herefter er det bare at tage fat. Skriften er ofte rød, og målet er selvudvikling. Der er en vrimmel af tillægsord i hver figur, men jeg må tilstå, at jeg hellere vil læse et horoskop i en halvtarvelig avis end at bruge tid på bogen. 

Marianne Rohweder
Kend din søvn
Munksgaard 2016
176 sider – 250 kr.
En journalist skriver på tilgængeligt dansk, hvad der sker i kroppen, når man sover, hvordan man får en god nats søvn, og hvilken viden forskningen byder på om søvn. Det er en god opsamling, men bogen vil mere end det. Den er delt op i fem afsnit, bl.a. et om børn og søvn, som informerer om det søvnløse barn, børn, der tisser i sengen, og præmature børns søvnmønster. Søvn og sygdomme behandles særskilt, og her er søvn i forbindelse med bl.a. Parkinsons sygdom, Alzheimers demens og apopleksi beskrevet. Bogen bygger på søvnforsker og professor Poul Jennums bog ”Søvn” fra 2013, men indeholder ikke referencer eller litteraturliste. Fin bog til søvnløse patienter eller til sygeplejersken, som ikke kan sove efter en nattevagt. Natarbejde nævnes faktisk i stikordsregistret, men sidehenvisningen er forkert.

Francisco Alberdi, Bent Rosenbaum og Per Sørensen (red.)
Moderne Psykoterapi – teorier og metoder
Hans Reitzels Forlag 2015 
716 sider – 600 kr. 
Bogen byder på en samlet oversigt over psykoterapeutiske retninger i Danmark. Den er delt op i tre dele, del et beskriver de mest dominerende psykoterapeutiske retninger, f.eks. kognitiv terapi og systemisk terapi, del to beskriver behandlingen af psykiatriske lidelser, f.eks. psykoser og personlighedsforstyrrelser, og del tre behandler generelle emner, f.eks. neurovidenskab og psykoterapi, forskning i psykoterapi og etik. 
Bogen slutter med en 60 sider lang litteraturliste, en præsentation af forfatterne, et register og et navneregister. Et omfattende og brugbart opslagsværk, skrevet i et tilgængeligt fagsprog. En bog, der skal stå på hylden, hvor psykoterapi er en del af hverdagen, eller findes i fagbiblioteket til gavn for sygeplejersker, som er i gang med en terapeutisk uddannelse. 
(jb)

 

Emneord: 
Sygeplejefaget

5 faglige minutter: Med en engel på arbejde

Sygeplejersker vil gerne fremstå professionelle og velargumenterede i et samfund, hvor snæver og abstrakt viden i stigende grad er i kurs. Det er ikke bred og almen indsigt eller fortællinger fra hverdagen, der virker, overvejer hun, mens hun finder rent sengetøj frem.

Carl er syg. Rigtig syg. Faktisk tænker han, at denne gang er det alvor, han skal dø. Han ligger på en tosengsstue, men den gamle mand ved siden af er langt væk, han snorker og snakker sort på skift, så der er ikke nogen at tale med. Kun Iben. Hun er sygeplejerske, og han ved, at hun er 38 år gammel og har tre børn. Hun har gode hænder, hverken for kolde eller for varme, og så ler hun, så det varmer helt ind i sjælen. Hun er den eneste, der kan motivere Carl over i en stol ved vinduet efter morgenmaden.

”Fuglene, Carl, de er lige blevet fodret,” lokker hun.

”Du er en engel,” siger Carl ofte til hende. Så klør hun sig mellem skulderbladene og siger: ”Jeg ved det, jeg mærker mine vinger gro.” Carl gnægger svagt.

”Vi bliver kaldt så meget,” fortsætter hun denne morgen: ”Vi er fantastiske, vi er helte, engle, bankende hjerter, rygraden i sundhedsvæsenet.”

Hun fortæller Carl, at det er for overvældende med alle de rosende ord og sammenligninger med fine organer og væsentlige knogler. ”Vi vil gerne være professionelle og gøre vores arbejde godt og ud fra den bedste viden, vi kan grave frem, og det er så det.” Carl protesterer med en svag grynten.

Iben tænker tilbage på dengang, hun blev sygeplejerske. Hendes mor var med ved dimissionsfesten, og bagefter havde hun sagt, at ud fra talerne skulle man tro, at sygeplejersker skulle redde hele verden og lidt til. Hun havde ret, det ved jeg nu, vi har en særlig etiket på ryggen, og det er ikke en, der gavner faget eller fagidentiteten, tænker Iben. Og vi kan desværre godt lide den etiket, når hun frem til.

Hun vil gerne læse videre, hun har 12 års erfaring fra klinikken, og børnene er blevet større, så det er nu. Men hun køber ikke den der med, at sygeplejersker er fantastiske, og at deres hjerter banker højt og i takt for alle borgere, brugere og patienter.
Den selvforståelse hæmmer udviklingen af professionen, tror Iben.

Hun vil gerne arbejde mere teoretisk for at få hold på, hvordan man kan undgå at blive kategoriseret som hjerte, rygrad, helt eller engel. Al den verbalpynt gavner ikke sygeplejerskers gennemslagskraft, mener hun. Hvis man forventer den ros i den sprogtone, bliver man hurtigt umættelig, og modsætningen til, hvordan sygeplejersker i øvrigt opfatter sig selv, er alt for stor, tænker hun.

Andre faggrupper som politimænd, jurister, smede eller læger bliver vist ikke omtalt på den måde, hverken internt eller af borgerne, funderer hun. Måske skulle hun forsøge sig og sige til Frederikke, som er overlæge: ”Du er en engel Frederikke, et bankende hjerte, afdelingens rygrad.”

Frederikke ville næppe klappe begejstret i hænderne, men stirre mystificeret på hende og foreslå et glas koldt vand.
Sygeplejersker vil gerne fremstå professionelle og velargumenterede i et samfund, hvor snæver og abstrakt viden i stigende grad er i kurs. Det er ikke bred og almen indsigt eller fortællinger fra hverdagen, der virker, overvejer Iben, mens hun finder rent sengetøj frem.

”Så hvis jeg vil argumentere seriøst for en bedre normering, skal jeg ikke sige til hospitalsdirektøren: Jeg har hjertet på det rette sted, og Carl, ham med diabetes og en dobbelt fraktur på skinnebenet, kaldte mig en engel i går.”

Hun trækker snavsetøjskurven hen til sengen og tøver et øjeblik, mens hun ser ud ad vinduet.

”Der mangler professionalisme i sprogbrugen – hvordan ændrer man på det?” siger hun højt til Carl og sig selv.
Carl mumler svagt og uhørligt.

Iben har uden at lægge mærke til det lagt nyt betræk på Carls dyne. Hun lægger den kølige, rene dyne hen over Carl, som ser op på hende: ”Du er en engel,” hvisker han.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Sygeplejefaget

Fem faglige minutter: Husk at se din sygdom i øjnene

På en sær måde sidder hun nu der og føler sig lidt skyldig og forkert. Som om hun ikke passer ned i den form, sygeplejersken gerne vil have, at hun passer ned i. At hun ikke er ked af det på den rigtige måde.

Hendes fugtige hænder hænger lidt fast i det grå papir, som er rullet ud over den sorte plastikbriks. Sygeplejersken er med koncentreret blik og kyndig hånd i gang med at suge overskydende lymfevæske ud af området, hvor hun for mindre end en uge siden stadig havde sit venstre bryst. Det er ikke, fordi det gør vanvittig ondt, men alligevel mærker hun, hvordan både krop og sjæl er spændt som en overstrakt fjeder.

Hun har gjort sig pæn. Det plejer hun, og hverken sygdom, operation eller overskydende lymfevæske skal lave om på det. Tværtimod. Lysten til farver, mønstre og det at gøre noget ud af sig selv er næsten blevet et terapeutisk værn mod beskidte patientstuer, et grimt ar og tabt kropsidentitet – hendes måde at bevare sig selv på i en verden, der på så uendeligt mange måder ligger langt fra det hverdagsliv, hun normalt lever. Et hverdagsliv, der inden længe skal suppleres af brystproteser, parykker og kemoterapi.

Hun ved godt, at hun er ramt, og at der er så meget, hun endnu skal klare. At det, der venter, ikke bare er noget, der kan overdøves af pænt tøj, læbestift, stearinlys og smukke blomster. Alligevel forbeholder hun sig ret til at holde fast i at klare det her på sin egen måde og værne om det, der er vigtigt for hende. Det hele behøver ikke at være farveløst, trist og grimt, bare fordi det handler om en så alvorlig sygdom som kræft.

Hun smugkigger på sygeplejersken, som vel er ca. 15 år yngre end hende selv og med al tydelighed forsøger at balancere både hygiejniske og menneskelige hensyn, mens hun gør, hvad der skal gøres. Hendes hår er lidt fedtet, hendes fingernegle har forskellig længde, og på området lige under den nederste knap i uniformens overdel har hun spildt en lille smule kaffe. Hun er venlig og virker dygtig, men er med al tydelighed ikke et menneske, for hvem æstetikken spiller nogen særlig rolle.

Da væsken er suget ud, kan hun hurtigt mærke, hvordan vævets spændthed begynder at sive ud af hendes krop og forplanter sig som en lettelse, der giver fornyet mod og styrke. Hun rækker ud efter sin skjorte og tager derefter det smukke nye tørklæde på.

”Det lettede godt nok at få det tappet ud,” siger hun henvendt til sygeplejersken.

”Nu kan jeg igen lave de øvelser, som fysioterapeuten anbefalede.”

”Det er godt, du husker øvelserne, de er vigtige.” Sygeplejersken smiler anerkendende.

Motiveret af den fornyede styrke får hun mod på at dele nogle tanker med sygeplejersken. ”Se,” siger hun og rækker det lille hæfte, der beskriver øvelserne fra fysioterapeuten, frem mod sygeplejersken.

”Jeg har hørt, at de sygeplejestuderende skal arbejde med innovation og nye løsninger, og jeg tænkte faktisk, at der måske var nogen, der kunne arbejde med udseendet på de pjecer, som I deler ud til os patienter.”

Hun smiler forventningsfuldt til sygeplejersken, som tøvende rækker ud efter det lille hæfte, der er bundet ind i lyseblåt papir med hvide prikker. Undersøgende og næsten undrende vender og drejer sygeplejersken det lille hæfte.

”Har du bundet pjecen ind?”

”Ja, jeg syntes, forsiden så så trist og sygdomsagtig ud, og den mindede mig alt for meget om sygehuset, når den lå hjemme i vores soveværelse.”

Mens hun siger det, kan hun allerede mærke, at det måske var en rigtig dårlig idé at dele den tanke med sygeplejersken, som nu kigger på hende med et blik, der ikke er blevet mindre forvirret. På en sær måde sidder hun nu der og føler sig lidt skyldig og forkert. Som om hun ikke passer ned i den form, sygeplejersken gerne vil have, at hun passer ned i. At hun ikke er ked af det på den rigtige måde. Som om hun har tabt fokus for det væsentlige og fejlagtigt sidder dér og fabler om farver og papir med prikker.

Sygeplejersken lægger hånden på hendes arm og hovedet lidt på skrå. Da de to har skabt øjenkontakt, siger hun andægtigt i et alvorligt, næsten medlidende tonefald: ”Det er meget vigtigt, at du giver dig selv lov til at se din sygdom i øjnene.”

Hun smiler flygtigt. Stemningen er blevet akavet, og hun skynder sig at pakke det prikkede hæfte ned i tasken igen, mens de kort aftaler, hvad hun skal gøre, hvis lymfevæsken igen bliver et problem.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Sygeplejefaget

Sygeplejersker visiterer hjertepatienter i ambulancen

Sygeplejersker på Kardiologisk Afdeling S1, Aalborg Universitetets Hospital, har overtaget den præhospitale visitation af hjertepatienter i Region Nordjylland. Sygeplejefaglig visitation af præhospitale hjertepatienter er ikke tidligere forsøgt i Danmark.
Vagthavende scop-sygeplejerske vurderer ekg og taler med personalet i ambulancen.

Der er evidens for, at hurtig og korrekt behandling af hjertepatienter med akut koronart syndrom (AKS) øger overlevelse og reducerer risikoen for re-infarkt (1). Siden 1998 har der været døgndækkende Percutan Coronar Intervention (PCI)-vagt i Region Nordjylland, men først i juni 2002 indførtes telemedicinsk visitation af patienterne ved hjælp af mobiltelefon. Denne kontakt var meget ustabil. Derfor gennemførte vi et projekt i 2013-2014, hvor ekg fra ambulancer blev transmitteret direkte til vagthavende scop-sygeplejerske.

Formålet var at sikre en stabil kontakt til ambulancefirmaet, så der hurtigt kunne tages stilling til, om patienten skulle visiteres direkte til akut behandling på Aalborg Universitetshospital eller køres til nærmeste sygehus.
Et studiebesøg i Sverige gav inspiration til organisering af lokale forhold. Sygeplejerskerne udviklede projektet i samarbejde med lægegruppen. Der blev udarbejdet en instruks med praktisk vejledning med bl.a. uddybende spørgsmål til redder og patient samt advisering til modtagelse, forvagt og kardiologisk laboratorium.

Figur 1. Inklusionskriterier

Alle patienter med mistanke om AKS, og som opfylder et eller flere af følgende kriterier:
• Pludseligt opståede brystsmerter inden for de sidste 12 timer.
• Pludseligt opstået åndenød inden for de sidste 12 timer uden kendt lungesygdom.
• Klinisk mistanke om blodprop i hjertet, hvor der foreligger ekg-forandringer med ST-elevation tydende på AKS.
• Patienter genoplivet efter hjertestop (vågen Glasgow Coma Scale (GCS = 15) med følbar puls og stabil respiration).

Kilde: Driftsstandard for præhospital telemedicin i Region Nordjylland.

En prøveperiode på seks måneder blev aftalt. I denne periode havde kardiologisk bagvagt fortsat den telefoniske kontakt, mens sygeplejerskerne uafhængigt vurderede ekg. Begge parter registrerede observationerne i skemaform. Herefter blev sygeplejerskernes registreringer sammenlignet med bagvagtens for at kontrollere, at sygeplejerskerne ikke overså patienter med ST-elevationsinfarkt (STEMI).

I prøveperioden blev ingen STEMI overset, hvorfor sygeplejerskerne i juli 2014 overtog den direkte kontakt til ambulancen og dermed visitationen af patienterne. I dag foregår visitationen ved, at ambulancefirmaet sender ekg på en patient med relevante symptomer til vurdering hos vagthavende scop-sygeplejerske, se figur 1. Herefter kontakter sygeplejersken ambulancen telefonisk for at få informationer om patienten og dennes symptomer. Sygeplejersken visiterer herefter patienten til nærmeste sygehus med henblik på anden lægefaglig vurdering, eller hun overdrager visitationen til kardiologisk bagvagt.

Det blev hurtigt klart, at sygeplejerskerne aflastede bagvagterne væsentligt. I perioden juli 2014 – august 2015 har sygeplejerskerne i gennemsnit modtaget 13,3 præhospitale ekg’er pr. døgn. Ud af disse er gennemsnitlig 5,7 kontakter (39,7 pct.) sendt videre til bagvagten med henblik på vurdering af videre plan og behandling.

Sygeplejefaglig visitation af præhospitale hjertepatienter er en succes og kan med fordel indføres andre steder i Danmark. Patientsikkerheden er skærpet, og der er i dag hurtigere respons til ambulancen. Sygeplejersken ringer op indenfor få minutter for at høre nærmere om symptomer og besvare spørgsmål fra ambulancebemandingen. Herved er visitationen blevet hurtigere end tidligere.
 

Litteratur

1. Busk M, Maeng M, Rasmussen K. Kelbaek H, Thayssen P, Abildgaard U, Vigholt E, Mortensen LS, Thuesen L, Kristensen SD, Nielsen TT, Andersen HR; The Danish multicentre randomized study of fibrinolytic therapy vs. primary angioplasty in acute myocardial infarction (the DANAMI-2 trial): outcome after 3 years follow up. European Heart Journal; 2007.29(10):1259-66.
2. Hjortshøj SP, Ravnkilde JL; Anvendelse af mobiltelefon med faxfunktion i visitation af patienter med ST-elevations- akut myocardieinfarkt. Ugeskrift for læger, 2004. 166(45):4048-51.

Emneord: 
Hjerte- og karsygdom
Sygeplejefaget

Værdifuld udenlandsk arbejdskraft tabes på gulvet

Svær start. Mens Region Syddanmark planlægger at hente 200 udenlandske sygeplejersker til landet, har en polsk sygeplejerske i Sønderjylland problemer med at blive integreret på arbejdsmarkedet. Hun er ikke alene, og derfor opfordrer formand i Kreds Syddanmark Anni Pilgaard til nytænkning.

 Læs artiklen som PDF - gå til side 6  

2408-07-01-2
Mandag den 17. november 2008 kunne Jyske Vestkysten fortælle, at det koster omkring 100.000 kr. pr. læge eller sygeplejerske at få rekrutteret udenlandsk sundhedspersonale til Region Syddanmark. Det sætter Joanna Sujaks situation i et endnu mere absurd perspektiv, mener ægteparret. Foto: Palle Peter Skov

Polske Joanna Sujak har boet i Danmark i to år. Hun er 37 år og uddannet sygeplejerske med næsten 15 års erfaring. Den danske autorisation fik hun efter ganske få måneder, men trods flere forsøg har hun nu opgivet at få job som sygeplejerske på et dansk sygehus. Selvom hun fra begyndelsen har gået til dansk tre dage om ugen, er sproget stadig den store barriere, fortæller hun med hjælp fra sin mand Marek Sujak.

"I begyndelsen tog mine danske kolleger hensyn og tog sig tid til at hjælpe mig. Men de betragtede mig hurtigt som en normal kollega, og så gik det galt, fordi jeg ikke kunne forstå dem og patienterne godt nok," forklarer Joanna Sujak.

Omvendt er det svært at lære ordentligt dansk uden job og danske kolleger. Parret har været i kontakt med deres kommune og lokale jobcenter for at høre nærmere om muligheder for jobtræning og i yderste konsekvens kontanthjælp, men da Marek Sujak har forsørgerpligt, er der ingen hjælp at hente.

"Det bedste ville være, hvis jeg kunne blive ansat i en form for jobtilbud på en mindre travl afdeling. Hvis jeg var blandt andre sygeplejersker og patienter hver dag, ville jeg blive tvunget til at tale dansk og stille og roligt blive bedre til det," siger hun.

Formand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Syddanmark Anni Pilgaard kender Joanna Sujak privat og var bl.a. hoveddrivkraften i, at en medicinsk afdeling i Region Syddanmark ansatte den polske sygeplejerske ulønnet på prøve, men som sagt uden held, og det beklager Anni Pilgaard.

"Der var gode hensigter fra alle sider, men det lykkedes ikke. Det er helt fair, at hun skal kunne sproget ordentligt, men jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke har en form for indslusningsstillinger til sygeplejersker som hende," siger Anni Pilgaard, der har kendskab til mindst to lignende polske skæbner i Region Syddanmark.

Integrationsstillinger

Anni Pilgaard undrer sig f.eks. over, hvorfor regionens sygehuse ikke opretter nogle af de såkaldte integrationsstillinger i samarbejde med de udenlandske sygeplejerskers bopælskommuner. Stillingerne er netop designet til, at indvandrere med manglende sprogkundskaber eller manglende faglige kompetencer bliver ansat i en ordinær stilling, hvor der i et år indgår et opkvalificerings- og oplæringsforløb.

"Det er jo en oplagt løsning. Det er mig en gåde, hvorfor en veluddannet sygeplejerske skal gå arbejdsløs så længe, når nu vi mangler sygeplejersker," siger hun.

Chefkonsulent i Region Syddanmark, Annette Lunde Stougaard, arbejder bl.a. med regionens rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. Hun kender ikke den konkrete sag, men medgiver, at det kan være svært at integrere udenlandske sygeplejersker på regionens sygehuse. Konkret skal sygehusene selv planlægge deres integrationsforløb og sprogundervisning, og ofte ligger ansvaret for den vellykkede integration helt ude i de enkelte afdelinger.

"I sidste ende er det derfor altid en afvejning af, hvad den enkelte afdeling har overskud til, og her er mange nok i øjeblikket fanget i en ond cirkel. Vi har brug for flere sygeplejersker, men der skal også være nogle til at tage sig af dem, og det er langtfra tilfældet på alle afdelinger i dag," siger Annette Lunde Stougaard, der ikke kender til de omtalte integrationsstillinger, men vil undersøge dem nærmere.

200 nye på vej hertil

De 200 sygeplejersker, som Region Syddanmark har planer om at rekruttere fra Tyskland og Østrig i nærmeste fremtid, vil bl.a. alle blive tilbudt intensiv sprogundervisning og langsomt blive sluset ud i afdelingerne.

"Men det er vigtigt at understrege, at rekrutteringen ikke foregår over en nat. En del af formålet er netop i løbet af de næste par år at opbygge de kompetencer, der skal til for at modtage udenlandske kolleger både centralt og lokalt. Det er jo absurd, at vi har sygeplejersker gående, som vi ikke kan integrere, fordi vi ikke kan få lært dem sproget."

Med tiden vil kompetencerne altså også kunne blive brugt til at integrere udenlandske sygeplejersker som Joanna Sujak. I dag arbejder hun frivilligt og ulønnet på et plejehjem to dage om ugen, mens hun stadig går til dansk tre dage om ugen. Lykkes det hende ikke at få job som sygeplejerske inden 1. januar 2009, må hun finde et ufaglært job af hensyn til familiens økonomi.

Emneord: 
Indvandrer
Sygeplejefaget

Farven var mere rød end blå

I anledning af at Kommunehospitalet i København har 150-års jubilæum, har Sygeplejersken talt med tidligere sygeplejelærer Lene Junker, som arbejdede i uddannelsesafdelingen på hospitalet fra 1982-1988.

Læs som PDF - gå til side 47

SY-2013-11-47aa
Foto Christoffer Regild

Lene Junker anråber Sygeplejerskens udsendte fra altanen. Der er flyttekasser, kunst på væggene og keramik i vindueskarmen i lejligheden, som Lene Junker og hendes mand flyttede ind i for en måned siden.

Lene Junker, 66 år, blev sygeplejerske i 1970 i Silkeborg og har siden arbejdet på Kommunehospitalet både i Aarhus og København, Herlev Hospital, Rigshospitalet og på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, næsten halvdelen af tiden indenfor det akutte område. Hun arbejdede i 24 år som hygiejnesygeplejerske, heraf de sidste 12 år på Rigshospitalet, hvor hun afsluttede sin karriere i sommeren 2012.

Kommunehospitalet i København betegner Lene Junker som et specielt sted, et moderne sted i gamle rammer med et specielt patientklientel.

Da hun blev ansat, var man bl.a. i gang med at afprøve forskellige former for plejetyngdemålinger. ”Det var et redskab til at dokumentere det, vi lavede og brugte tid på, så andre ville høre på os, og vi kunne få de rigtige normeringer.” 

Hvad var det bedste ved datidens sygepleje?
”På Kommunehospitalet var de fremme i skoene. Sygeplejerskerne var aktive unge mennesker. Man skulle ikke bare sige noget ud i luften, man skulle argumentere for det, man mente og sagde, ellers var der kontant afregning med det samme. Farven var mere rød end blå, og man demonstrerede, hvis man var utilfreds med noget. Der var en god ånd i huset, sygeplejerskerne skulle være dygtige, og det var de også.”

Lene Junker betegner sygeplejeledelsen som meget visionær – der var plads til det hele. Bl.a. fik Lene Junker mulighed for at rejse til Kina i tre uger og holde forelæsninger for kinesiske sygeplejersker og læger, det støttede sygeplejeledelsen hende i.

Hvad var det værste ved datidens sygepleje?
”Vi havde travlt, og vi var flasket op med ansvarlighed. Jeg tænkte meget på sygepleje, også i min fritid. Vi arbejdede begge i sundhedssektoren, og vi havde et ældre ægtepar, som hjalp os med at hente vores børn i børnehave, ellers var det ikke gået.”

Et godt råd til nutidens sygeplejersker?
”Ud over nærvær og indlevelse skal man være dygtig til basal sygepleje, observation, have overblik og et godt klinisk blik. Psykologen Erno Metze, som ofte underviste os dengang, sagde om sygeplejersker, at de har et galop-image, og at de ikke altid løber til noget, men fra noget.

”Vi har så travlt, vi skal lige …, jeg er tilbage om et øjeblik …” osv. Det skal vi nok tænke lidt over.”

Et godt råd til nutidens patient?

”Når vi selv bliver patienter, vil vi spørge lidt mere og bede om lidt mere. Der skal være dialog om min situation, hvis jeg bliver indlagt, og jeg vil have lov til at være kritisk uden at frygte at blive ladt i stikken af den grund.”

En venlig hilsen til en sygeplejestuderende fra dig?

”Man skal være sig selv, være empatisk og kunne sit fag. Så bliver man tryg og kan tage patienten i hånden.”

Læs mere om Kommunehospitalet i Sygeplejersken nr. 49/86. ”Cityhospital for stærkt belastede patienter i stort antal” og i Sygeplejersken nr. 29/87. ”Kommunehospitalet: Ny faglig udvikling kræver flere sygeplejersker”.

Emneord: 
Historie
Sygehus
Sygeplejefaget

Man skulle være en god udøver af sygeplejen

Bispebjerg Hospital fylder 100 år i år. I den anledning har Sygeplejersken talt med Christine Wolff, som blev uddannet på stedet fra 1964-1968.

Læs som PDF - gå til side 46 

SY-2013-11-44abFoto Christoffer Regild

Der er moderne kunst på væggene og kaffe på kanden. 67-årige Christine Wolff tager imod og fortæller om sit meget lange parløb med et hospital med en tydelig faglig profil.

Christine Wolff blev sygeplejerske fra Bispebjerg Hospitals Sygeplejeskole i 1968 og arbejdede efterfølgende på hospitalet i ca. 20 år med afstikkere til andre arbejdspladser. Hun har været almindelig sygeplejerske, undervist og været afdelings- og oversygeplejerske. Sidst var hun arbejdsmiljøsygeplejerske på arbejdsmedicinsk klinik.

Hvad karakteriserede Bispebjerg Hospital og uddannelsen der?

Christine Wolff svarer efter en kort tænkepause: ”Disciplin og orden.” Og det hænger ved. Når hun i dag besøger bekendte på et hospital, starter hun med at nette seng og sengebord. Og hun savner en stol for fodenden af sengen til badekåbe m.m.

”Helhedsblikket mangler i dag, og ro omkring patienten. Man skal forlade en stue med orden og frisk luft.”

Ro og orden gælder også sygeplejerskernes påklædning: ”Tjek på egen påklædning afspejler tjek på behandling og pleje,” siger Christine Wolff.

Hvilket værdisæt arbejdede I efter?
”På Bispebjerg Hospital skulle man være professionel og en god udøver af sygeplejen. Landsprøven, som alle sygeplejersker skulle igennem, var et konkurrenceparameter på sygeplejeskolen. Man skulle være fagligt dygtig. Charlotte Munck, som var forstander på sygeplejeskolen fra 1913 til 1932, havde fat i den lange ende med de krav, hun stillede, og hendes ånd findes i væggene den dag i dag.

Dengang tog man ikke alting på sig. Hvis en patient gav en elev et klap bagi, så sagde man ”hov hov”, og så var den historie ikke længere. Det skal man kunne tåle. I dag kan det være vanskeligt at komme i klinik på palliativ afdeling, hvis ens mormor er død for to år siden.”

Wolff efterlyser kritisk sans i sygeplejen, for der er så meget, de unge sygeplejersker skal bekymre sig om, måske for meget, og det kan føre til udbrændthed. ”Men man skal altså være tændt for at brænde ud, og det tror jeg ikke, alle er,” siger Christine Wolff.

Det værste ved datidens sygepleje?
Det værste for Christine Wolff har gennem hele arbejdslivet været overbelægning. ”Det var svært at skabe orden, når patienterne lå og flød alle vegne, det er en utrolig stor belastning, og hvorfor skal det være sådan? Man må kunne regne på det og dimensionere afdelingerne bedre. Kommunerne har været for langmodige. Overbelægning er også noget psykologisk. ”Vi skal af med patienterne,” siger sygeplejerskerne, og det giver kontroverser afdelingerne imellem.”

Et råd til nutidens sygeplejersker:
”Se professionelt på jeres arbejde, ikke så personligt og privat. I de otte timer, I er på arbejde, er det det, det gælder. Ikke børn og mand. Det giver overskud. Man skal koncentrere sig, dyrke faget, læse, gå på kurser og følge med i samfundsdebatten ved at læse aviser. Når børnene ringer dagen lang, mister man overblikket.”

Et råd til nutidens patient:
”Se sygeplejersken som en person, som ved mange ting, hun gerne vil øse af. Kom hende i møde frem for at kræve vildt ind. Fordi man har en kræftsygdom, behøver man ikke være uhøflig, og jo, jeg ved godt, at man eventuelt er i krise, men alligevel.”

En venlig hilsen til en sygeplejestuderende:
”Carpe diem. Der er så mange muligheder. Lær håndværket, få et godt håndelag. Man skal kunne lægge en sonde, så det ikke er ubehageligt, og stikke, så det ikke gør ondt. Hold orden på hospitalet, det giver ro for patienten – og orden på arbejdspladsen smitter af på ens eget hjem. Men hvis en ung studerende oplever, at plejen er for belastende, og hun får ondt i hjertet af at passe patienten, så skal hun holde op. Man skal have et godt helbred for at være sygeplejerske.”

Læs Christine Wolffs beskrivelser af livet som sygeplejeelev i bogen ”Bispebjerg Hospital 100 år. Mosaikker af et hospitals liv”. Hun har skrevet kapitlet ”Sygeplejeuddannelsen og livet som elev”. Bogen koster 50 kr. og kan købes kontant ved på hverdage at møde op i Direktionssekretariatet, indgang 20D, stuen, mellem kl. 8.00 og kl. 15.00, fredag dog kun til kl. 14.00. 

Emneord: 
Historie
Sygehus
Sygeplejefaget

To hospitaler, der ændrede den danske sygepleje

I denne måned for hhv. 150 og 100 år siden åbnede Kommunehospitalet og Bispebjerg Hospital i København. Sygeplejerskerne på Kommunehospitalet stod bag tiltagene til dannelsen af Dansk Sygeplejeråd i 1899, mens en markant sygeplejerske dels blev den første danske forstanderinde på et hospital, dels stod bag en afgørende lærebog i sygepleje.

Læs som PDF - gå til side 44

SY-2013-11-44bCharlotte Munck på Bispebjerg Hospital. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Hovedstadens boligforhold og de sanitære forhold var elendige. Husholdningsaffaldet hobede sig op i gaderne, og rotter og husdyr boltrede sig i det. Lugten var ubeskrivelig, og menneskene mistrivedes i København, der husede alle sine indbyggere bag de snærende volde.

Alle forudsætninger for en epidemi var til stede, og katastrofen udeblev da heller ikke: I sommeren 1853 udbrød koleraen og krævede i de følgende knap fire måneder næsten 5.000 døde blandt byens knap 140.000 indbyggere.

Byens daværende hospitalskapacitet var helt utilstrækkelig til at afbøde virkningerne. Men frygten for, hvordan en evt. ny epidemi skulle tackles, frembragte tankerne om et nyt og større hospital.

Fremsynede politikere sørgede for, at København kunne fortsætte sin vækst på arealerne uden for voldene, og samtidig med at brokvartererne blev anlagt, blev det besluttet at bygge et nyt, stort og tidssvarende hospital på de militære arealer uden for voldene.
 

Nyt hospital, gammeldags pleje

For 150 år siden, og 10 år efter den københavnske koleraepidemi, blev porten den 19. september 1863 slået op til et hospital, der indretnings- og behandlingsmæssigt var helt i top med plads til 834 liggende patienter på adskilte afdelinger for mænd og kvinder.

Plejen af de syge havde derimod ikke undergået nogen udvikling i forhold til det hidtil kendte: stue-, våge- og gangkoner havde fortsat ansvaret for patienternes pleje efter forhold, der blev regnet for uorganiserede og uhensigtsmæssige.  

Disse forhold prægede hospitalets sygepleje i næsten 12 år efter åbningen, før de tidligste tiltag til en organiseret og uddannet sygepleje blev taget. Men først i 1905 var ændringen gennemført på alle hospitalets afdelinger.

Voksende faglig bevidsthed

Med tiltagene til og gennemførelsen af en egentlig uddannelse af sygeplejersker voksede den faglige bevidsthed blandt kvinderne. I takt med samtidens øvrige organiseringer på arbejdsmarkedet opstod derfor tanken om en organisation for sygeplejersker, som ud over at anerkende deres faglige kunnen også skulle arbejde for ordentlige løn- og arbejdsforhold for medlemmerne. 

Sygeplejerskerne på Kommunehospitalet var ikke de eneste, som arbejdede for dette, også sygeplejersker fra andre af hovedstadens hospitaler stod bag ønsket om en faglig organisering. Men det konkrete initiativ til at påbegynde, hvad der sidenhen blev til Dansk Sygeplejeråd, udsprang i foråret 1899 fra Kommunehospitalet: En såkaldt adresse til medlem af Dansk Kvinderåd, Charlotte Norrie, med ønsket om, at hun på en forestående rejse til en kvindekongres i London ville undersøge, hvordan de engelske sygeplejersker havde organiseret sig.

Adressen var underskrevet af 121 sygeplejersker, hovedsageligt fra Kommunehospitalet. I juli samme år blev Dansk Sygeplejeråd stiftet, og den første bestyrelse bestod af medlemmer fra hhv. Kommunehospitalet og fra Frederiks Hospital.
 

Nyt hospital nødvendigt

Den fremsynethed, der lå bag at lade Københavns befolkning flytte uden for de snærende volde, førte til, at byens indbyggertal på godt 40 år, fra 1860 til 1901, blev tredoblet til 411.000. Samtidig førte dels lægevidenskabens landvindinger, dels lovgivningens muligheder for gratis hospitalsbehandling for alle til en voksende efterspørgsel på hospitalernes ydelser, og det stod snart klart, at Kommunehospitalet ikke havde den fornødne kapacitet.

Selv om flere mindre hospitaler blev taget i brug i slutningen af 1800-tallet, kunne det ikke fjerne behovet for et nyt stort hospital til hovedstadens befolkning. Omkring århundredskiftet blev arealerne på Bispebjerg, næsten tre gange større end Kommunehospitalets, indkøbt og reserveret til et nyt stort hospital, som stod færdigt for 100 år siden, i september 1913.
Fra hospitalets start blev der ansat en forstanderinde, den amerikansk uddannede sygeplejerske Charlotte Munck.

Dette skete ikke uden sværdslag og endog kraftig modstand fra lægelig side. Dansk Sygeplejeråd havde forgæves tre år tidligere forsøgt at få hende ind i byggeledelsen på det nye Rigshospitalet (1910), men først med etableringen af hospitalet på Bispebjerg Bakke indså man nødvendigheden af at få en uddannet sygeplejerske til at organisere en professionel sygepleje samt uddannelsen af kommende sygeplejersker.
 

Professionel tilgang

Charlotte Muncks professionelle tilgang til sygeplejen udmøntede sig bl.a. i indførelsen af procedurebøger for sygeplejen på de enkelte afdelinger. Formelt set havde overlægerne det ledelsesmæssige ansvar, men hun formåede alligevel at indføre rutiner for patienternes pleje uden overlægernes aktive medvirken.

Samtidens stigende behov for veluddannede sygeplejersker førte til kravet om en professionel uddannelse, og denne blev lagt i hænderne på Charlotte Munck. Med erfaringerne fra USA, hvor hun havde gennemgået en statsautoriseret uddannelse, tilrettelagde hun uddannelsen på Bispebjerg Hospital.

Elevernes teoretiske ballast blev givet gennem lærebogen ”Haandbog for Sygeplejersker” fra 1904. Bogen blev anvendt frem til 1926, hvorefter den hurtigt blev afløst af den nye ”Lærebog og Haandbog i Sygepleje”. Medredaktør af denne nye bog var Charlotte Munck, som lod sig kraftigt inspirere af den amerikanske lærebog, hun selv var blevet undervist efter under sin uddannelse i USA. Den nye lærebog dannede det teoretiske grundlag for alle landets sygeplejeskoler helt frem til 1950’erne.

En ensartet statsautoriseret uddannelse for sygeplejersker blev et erklæret mål ikke bare for Charlotte Munck, men for hele Dansk Sygeplejeråd, hvis formand hun blev i 1927. Men planerne mødte kraftig modstand fra både politisk og lægefagligt hold. Først i 1933 blev den første statslige autorisation af uddannelsen indført, men det nåede Charlotte Munck ikke at opleve. Hun døde efter kort tids sygdom året før, i 1932, på det hospital, hun havde viet hele sit arbejdsliv, Bispebjerg Hospital.

I 1995 blev det besluttet at lukke Kommunehospitalet, hvilket trods massive protester blev effektueret i 1999. De fredede bygninger rummer i dag Center for Sundhed og Samfund, en afdeling af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Bispebjerg Hospital, hvis bygninger også for en stor dels vedkommende er fredede, er derimod forberedt for store udbygninger i de kommende år, bl.a. med et helt nyt psykiatrisk hospital.

Læs dansk Sygeplejeråds hjemmeside om Charlotte Munck

Kilder

  1. www.emu.dk, www.samf.ku.dk og www.dsr.dk
  2. Esther Petersen: Fra opvarter til sygeplejerske. København 1988.
  3. Nete Balslev Wingender: Firkløveret og Ildsjælene. København 1999.
  4. Søren Høgh Hansen og Henrik Permin (red.): Bispebjerg Hospital 100 år. Mosaikker af et hospitals liv. København 2013.
Markante institutioner i dansk sygepleje jubilerer

Tre fremtrædende institutioner inden for dansk sygepleje kan i år fejre runde jubilæer. I maj var det 150 år siden, Diakonissestiftelsen indviede sine første bygninger på Frederiksberg. I denne måned er det 150 år siden, Kommunehospitalet i København blev indviet, og 100 år siden Bispebjerg Hospital åbnede.
 
De tre institutioner har haft stor betydning for udviklingen af sygeplejen i Danmark. På Diakonissestiftelsen blev grunden lagt til den første faglærte sygepleje i Danmark – efter tysk forbillede hentet hos de protestantiske diakonisser i Kaiserswerth – læs Sygeplejersken nr. 7/2013.

Senere samme år blev Kommunehospitalet i København indviet, og det var sygeplejersker herfra, som lagde grunden til Dansk Sygeplejeråd i 1899.

Den første danske stilling som forstanderinde for sygeplejen blev oprettet på Bispebjerg Hospital. Stillingen blev besat af Charlotte Munck, som siden hen blev formand for Dansk Sygeplejeråd. Det var også herfra, kursen blev lagt for en national dansk sygeplejerskeuddannelse, først og fremmest gennem udgivelsen af ”Lærebog og Haandbog i Sygepleje” i 1926, som Charlotte Munck redigerede.

Emneord: 
Historie
Sygehus
Sygeplejefaget

Bedre udvikling af den faglige identitet

Det totale uddannelseskoncept Drivhuset er udviklet til større gruppe af elever med en differentieret før-faglig forståelsesramme og med et uudnyttet potentiale for uddannelsesmæssig progression.

På Hvidovre Hospital har kliniske vejledere ansvar for at tilrettelægge praktikforløb til social- og sundhedsassistenteleverne. I Ortopædkirurgisk Afdeling er det et ønske at tilbyde den bedst mulige uddannelse, så eleverne får mulighed for at spire og gro i deres faglige udvikling, og vi har valgt at anvende metaforen ”Drivhuset” som uddannelseskoncept.

Det betyder, at eleverne får mulighed for selvstændigt at udvikle deres personlige og faglige kompetencer, og gennem vejledning har eleven mulighed for at sammenkoble disse til erhvervsfaglige kompetencer.
Formålet med Drivhuset er bl.a.:

  • Synliggørelse af elevens arbejde med personlige kompetencer og periodens praktikmål
  • Styrkelse af elevens kompetence til at arbejde refleksivt med uddannelsesmaterialer som logbog, læringsaftaler og praksisbeskrivelser
  • Udvikling af elevens evne til selvevaluering og at modtage evaluering
  • Udvikling og styrkelse af elevens færdigheder i at udvise fagligt og personligt engagement i egen uddannelse
  • Udvikling af elevens evne til at forholde sig kritisk
  • Udvikling af ansvar for egen læring og uddannelse.

Det pædagogiske design for Drivhuset er sammensat af forskellige didaktiske metoder for at understøtte det dualistiske forhold mellem teori og praksis. Med udgangspunkt i elevernes individuelle læringsstile anvendes følgende didaktiske metoder: refleksion over praksis, kobling af teori og praksis, klasseundervisning med forskelligt teoretisk indhold, eksempelvis pleje af kateter, udskillelser og ernæringsterapi fra udvalgte fagbøger samt gruppearbejde inspireret af Cooperativ Learning (1), projektarbejde og opgaveudarbejdelse.

Drivhuset afvikles ugentligt over et valgt tema med alle afdelingens 29 elever og en varighed på tre timer. Der er enkelte hele undervisningsdage, og undervisningen er koblet med elevernes læringsstile. Eksempelvis tilbydes eleverne tid til udarbejdelse af deres læringsaftaler, hvor den kliniske vejleder har mulighed for at vejlede den enkelte elev ud fra individuelle ressourcer.

Vi tager også på ekskursion til Medicinsk Historisk Museum, for at eleverne kan opnå forståelse for sygeplejens og hospitalsvæsenets historie og fortsat udvikle deres faglige forståelse.

Drivhuset er evalueret primært ud fra kvalitative data indsamlet gennem et spørgeskema. Evalueringer har vist, at Drivhuset har været medvirkende årsag til en større ejerskabsfornemmelse og udvikling af fagidentitet hos eleverne. Konceptet har også medvirket til en bedre vejledning og hurtigere indsats i vanskelige forløb.

Efter indførelsen af Drivhuset har de frafald, der har været fra uddannelsen i afdelingen, primært været forårsaget af elevernes privatsfære. Eleverne har været glade for undervisningen, refleksionen og den seriøsitet, de oplever, det giver til deres uddannelse. En elev fortæller: ”Når vi kommer fra Drivhuset og fortæller om, hvad vi har lært af nyt, går personalet ind i det. På den måde hænger tingene sammen for os, og samtidig bliver vi engageret i afdelingen på en helt ny måde.”

Faglig stolthed og kompetenceudvikling har været gennemgående begreber i evalueringerne. ”Jeg er stolt, når jeg bærer min uniform, og når jeg præsenterer mig som social- og sundhedsassistentelev. Nu ved jeg, hvilken faglighed der ligger bag titlen,” fortæller en tidligere elev.

Praktikvejlederne har entydigt givet udtryk for, at elevernes deltagelse i Drivhuset har været udbytterig og en god aflastning og sparring på det uddannelsesmæssige område. Det har været en spændende faglig udfordring at udvikle konceptet – ikke mindst med et rekordstort antal elever i besparelsestider.

Projektbeskrivelse med undervisnings- og uddannelsesplan kan rekvireres hos forfatterne.

Marie-Louise Sharp-Johansen og Anne Panknin Kristensen er begge ansat som kliniske vejledere på Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital. 

Litteratur

  1. Kagan S, Stenlev J. Cooperativ Learning Alinea Danmark 2007.
Emneord: 
Uddannelse
Undervisning
Sygeplejefaget