5 faglige minutter: Mor, kan en regnorm hoste?

”Respekt for de stærke enere, som altid har patienternes ve og vel i tankerne og ihærdigt arbejder på, at sygeplejersker bliver magtfulde med baggrund i deres faglighed. De findes,” skriver fagredaktør Jette Bagh.

Mette ringede til mig for at tale om et artikelforslag. Hun ville gerne i gang med at skrive og skulle lige høre ... Hvordan hun endte med at fortælle om sin søn og hans kryptiske spørgsmål, kan jeg ikke huske længere, men sådan er der så meget.

Når man taler artikler med sygeplejersker rundt om i landet, får man ofte nogle andre historier med i købet – og godt for det. Mange sygeplejersker ringer til redaktionen for at drøfte deres artikelforslag, og generelt bliver kvaliteten af de artikler, vi modtager til den faglige sektion, bedre og bedre. Videnskaben er kommet til sygeplejen, det ses, og filosofi som belæg for hvad som helst glider ud og erstattes af konkrete forskningsresultater fra ind- og udland.

Sygeplejersker tager litteratursøgningskurser, der etableres journal clubs, hvor man lærer at læse forskningsartikler med et kritisk blik og at anvende indholdet i egen praksis. Kliniske retningslinjer ser dagens lys og finder anvendelse ikke bare lokalt, men efter høring og godkendelse nationalt.

Mange sygeplejersker går i gang med mindre undersøgelser og projekter, men desværre er der også en del, som gør det uden så meget som at have skyggen af en vejleder i baghånden. Det er en skam, for det sætter sit præg på resultaterne og på den artikel, der skal formidle ny viden eller inspirere andre til at gå i gang med et projekt. Manglen på vejledning betyder, at menneskelige og økonomiske ressourcer kastes ind i projekter, der i bedste fald er nytteløse, i værste fald skadelige både for patienter, borgere og for sygeplejerskernes agtelse.

Det er fint at have vilje til at udvikle, men har man ikke forudsætningerne, skal der vejledning til – ja, nye øjne kan vel i det hele taget altid pirke til den indforståethed, der rammer dedikerede projektmagere.

Den mindst skrivende gruppe må være hjemmesygeplejerskerne, og jeg fornærmer vel ingen ved at sige, at kommunerne er lysår bagefter universitetshospitalerne, når det handler om at efter- og videreuddanne sygeplejersker og støtte forskning og udvikling i faget.

”Jo vigtigere en faggruppes viden er for samfundet som helhed, jo større dens magt, og derfor hører professioner som læger, jurister, økonomer og dataloger til blandt de mest magtfulde faggrupper.” Sådan skrev Leif Becker Jensen i bogen ”Den sproglige dåseåbner – om at formidle faglig viden forståeligt” for syv år siden, men bemærk, at sygeplejersker ikke indgår i opremsningen. Deres viden er vigtig, men i stort omfang ukendt for samfundet. Det er ikke mange mennesker, som ved, at der forskes i sygepleje, at der findes fire professorer på feltet, at der er afdelinger på universiteterne, der tager sig af undervisning, forskning og formidling af sygepleje, og at sygeplejersker i stadigt større omfang har en akademisk titel på visitkortet. Men sådan er det. Og det skal vi alle sammen bakke op om.

Respekt for de stærke enere, som altid har patienternes ve og vel i tankerne og ihærdigt arbejder på, at sygeplejersker bliver magtfulde med baggrund i deres faglighed. De findes.

Og den moderne sygeplejerske, hun er ikke bare sød og rar og varmt klædt på. Hun er kvalitetsbevidst og nysgerrig og transformerer undren og refleksion til andet og mere end billige papirord.

By the way: Jeg tvivler på, at en regnorm kan hoste. Men spørgsmålet afslører et barn, der undrer sig og reflekterer, for med til historien hører, at barnet mente, at en regnorms hosten ville kunne ses på jordens overflade som små bobler.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Patient
Sygeplejefaget
Forskning

5 faglige minutter: Østrogenchokket

”Mange forlader uddannelsen – hvorfor? Får de et østrogenchok? Eller er det alle fordommene?” skriver sygeplejerske Lizzie Bræstrup i denne udgave af '5 faglige minutter'.

Sad der i solen på min yndlingsplads i skoven. Anemonerne myldrede, det var helt stille. Den ideelle situation til refleksion, måske nytænkning, som vores formand efterlyste i bladet, da hun tiltrådte. Tænkte på vores skrantende sundhedsvæsen.

Afskedigede sygeplejersker, arbejdsløshed, men trods det et stabilt, men alt for lavt antal mandlige sygeplejersker og ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen. Hjem og lave research. Jeg behøvede ikke at gå længere end til vores eget blad, nr. 8/2010, hvor jeg kunne læse, at kun 3,4 pct. af sygeplejerskerne er mænd, og "det tal har stort set ikke ændret sig, siden mændene fik adgang til sygeplejerskeuddannelsen for snart 60 år siden."

Mange forlader uddannelsen - hvorfor" Får de et østrogenchok" Eller er det alle fordommene" Tænk på, hvordan det mon føles for en muslimsk mand at blive plejet af en måske smuk kvinde, når plejen kræver nærkontakt med hendes bryster og bare arme, eller når observation kræver afdækning af kroppen. Og hvad med katerisation" Er der mon altid en mand til disposition, som har de nødvendige kvalifikationer til at hjælpe med det"

Tænkte på vores tværfaglige samarbejde med f.eks. fysioterapeuter. Engang hed de massører og massøser, nu beskriver deres titel arbejdet: At behandle kroppens fysiske funktioner, og stillingsbetegnelsen er kønsneutral. Og ergoterapeuterne, i en fjern fortid hed de beskæftigelsesvejledere og var håndarbejdslærere, som forventedes at hjælpe patienter med lidt adspredelse. I dag en fagligt relevant kønsneutral funktion med tilsvarende stillingsbetegnelse. Og bioanalytikerne, de var laboranter, godt nok kønsneutralt, men det nye navn beskriver mere præcist arbejdets indhold.

På hjemvejen standsede jeg et par drenge fra gymnasiet tæt ved: "Må jeg godt spørge jer om noget"" Det var i orden, sagde de venligt. "Hvad laver en sygeplejerske""

"Hun går rundt på hospitalet og passer de syge, der var også engang én, der kom hjem til min mormor, da hun var syg."

"Kunne I tænke jer, eller kender I nogen, der ku' tænke sig at blive sygeplejerske"" spurgte jeg så.

"Nej, i hvert fald ikke. Det er ikke noget for mænd ... men hvis de er bøsser, kan det godt være," kom det eftertænksomt.

"Hvad skal I selv være""

"Jeg skal have en it-uddannelse," svarede den ene.

"Jeg skal være læge," svarede den anden.

Konklusionen på mine tanker om fremtidens sygeplejerske blev: Lad os skifte stillingsbetegnelse til sygeplejeterapeut (læs: sygeplejebehandler). Ordet dækker, som jeg ser det, langt bedre, at sygepleje ikke alene knytter sig til én sygeplejerske, men efter sygeplejefaglig vurdering kan udføres i samspil med andre af sundhedsvæsenets aktører, eller for hjemmesygeplejerskens vedkommende med familien.

Sygeplejeterapeut er kønsneutralt og dermed lettere for mænd at identificere sig med. De skal ikke mere føle, at de skal bryde grænser og kæmpe mod fordomme, fordi de vælger et kvindefag. Jeg tror, det er en vigtig beslutning, hvis vi skal have ligestilling - også for mænd - og tilgang af mænd til uddannelsen. At kunne identificere sig med sit fag er en vigtig del af arbejdsglæden. Men vil vi - ubevidst forstås - helst have faget for os selv" Er vi omstillingsparate"

Det haster med at få mænd i sygeplejefaget. Lad os få en debat her i bladet og på nettet.

Jeg kan kun komme i tanke om syerske og nådlerske som fag, der ender på -ske. Det sidste skal man vist til Danssk Folkemindesamling for at finde oplysning om.

Blå bog

Lizzie Bræstrup er 90 år gammel. Hun blev uddannet sygeplejerske i 1943, arbejdede hjemme i nogle år og blev i midten af 50’erne sundhedsplejerske fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus. Hun blev pensioneret i 1983 og tilbringer lige nu sommeren på Læsø.

Klummen ”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Sygeplejefaget
Mand

Sygeplejerskers faglige autoritet er relativ

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, som interesserer sig for fremtidige indsatsområder for sygeplejersker mht. efter- og videreuddannelse. I artiklen præsenteres og diskuteres fund fra forskningsprojektet, "Sygepleje mellem pakker og personer." Projektet blev finansieret af Dansk Sygeplejeråds formålsbestemte ph.d.-stipendium, "Sygeplejens vilkår", og blev tildelt artiklens forfatter i 2005. Artiklen beskriver markante forskelle på efterspørgslen af sygeplejersker i en kirurgisk afdeling og i et sundhedscenter.

I undersøgelsen stilles skarpt på sygeplejens vilkår i et bottom-up-perspektiv, dvs. sygeplejefaget som det defineres på to arbejdspladser. Fokus er at afdække mønstre i de muligheder og risici, der aktuelt udfordrer sygeplejerskers arbejde i rehabilitering og hospitalsbehandling. Det empiriske grundlag er bygget op omkring deltagerobservation, interview og indsamling af dokumenter. Som cases er udvalgt sygeplejerskearbejde i et kommunalt sundhedscenter og et kirurgisk sengeafsnit på et offentligt hospital.

En sammenlignende analyse viser både sammenfald og forskelle i de vilkår, hvorunder sygeplejersker udøver deres fag på de to arbejdspladser. Fælles træk er, at det er en central arbejdsopgave for sygeplejersker at time og tilrettelægge produktion af sundhedsfaglige ydelser. Der er tale om arbejdsopgaver, som forudsætter logistisk viden, dvs. viden om placering og rækkefølger af de delelementer, der indgår i produktionen. Logistisk viden giver sygeplejersker magt og indflydelse på arbejdspladserne

Undersøgelsen viser forskellige sygeplejerskeroller med meget varierende muligheder for at udøve faglig autoritet og klare sig i konkurrencen på de to arbejdspladser. Et overordnet mønster er, at sygeplejefaget står stærkt i behandlingsarbejde og omvendt frister en krank skæbne i arbejdet med rehabilitering. I materialet giver tendensen sig til kende ved, at der er stor efterspørgsel på sygeplejerskers arbejdskraft på hospitalets sengeafsnit og overskud af sygeplejerskers arbejdskraft i et sundhedscenter.

Sygeplejerskearbejdet i sengeafsnittet

I sengeafsnittet arbejdes med patienter, som indlægges til planlagte og akutte operationer, arbejdet er struktureret efter accelererede principper og detaljeret beskrevet i manualer. Arbejdet er underordnet lægefaglig viden og baseret på at facilitere behandling. I sengeafsnittet er sygeplejersker og læger dominerende faggrupper. I observationsperioden øges antallet af sygeplejersker, mens antallet af social- og sundhedsassistenter reduceres, assistenterne udgrænses og må tage til takke med det arbejde, som nedprioriteres af sygeplejersker.

Stor efterspørgsel på sygeplejerskers arbejdskraft skyldes, at arbejdet på sengeafsnittet ledes af sygeplejersker, som har et delegeret ansvar for behandlingsarbejdet. Der er arbejdsfunktioner, som eksklusivt varetages af sygeplejersker, omvendt kan sygeplejersker til enhver tid overtage assistenternes arbejde. Sygeplejerskerne står for det administrative arbejde, kontakt til og samarbejde med lægerne; sygeplejersker har kontrol over udførelse af ordinationer. Når der opstår tvivlsspørgsmål og afvigelser fra det planlagte, konfereres der mellem sygeplejerskerne, og det er sygeplejerskerne, som har viden og autoritet til at foretage ændringer eller tilkalde ekstern assistance.

Blandt sygeplejerskerne er en relativt høj grad af arbejdsdeling: sygeplejersker som varetager indlæggelser og udskrivelser, sygeplejersker som er specialiseret i at håndtere problemer med smerter, stomier, undervisning og ernæring. Særligt de sygeplejersker, som håndterer indlæggelser, patienternes placering på stuerne og planlægning af undersøgelser, sidder inde med en kerneviden, som er særdeles værdifuld for den samlede produktion i sengeafsnittet. Det kommer til udtryk ved, at de logistisk arbejdende sygeplejersker konstant spørges til råds, de indtager en central position i det faglige fællesskab, hvor de har faglig pondus til at kontrollere, om procedurer og aftaler overholdes

Sygeplejerskearbejdet i sundhedscenteret

I sundhedscenteret, hvor der tilbydes patientundervisning og fysisk træning til kronisk syge, har sygeplejerskerne vanskeligt ved at klare sig i konkurrence med fysioterapeuter og diætister. I observationsperioden reduceres sygeplejerskernes antal, mens de andre faggrupper styrkes. Fysisk træning varetages af fysioterapeuterne, og sygeplejerskernes ansvarsområde er patientundervisning, de to faggrupper samarbejder om de to ydelser. Begge faggrupper varetager indledende og afsluttende samtaler med centrets patienter. Sygeplejerskerne investerer arbejdskraft i at udvikle logistisk viden om, hvordan sundhedscenteret drives mest effektivt, de eksperimenterer med at tilrettelægge arbejdet, så flaskehalse og unødig ventetid undgås. Sygeplejerskerne deler arbejdet mellem sig i forhold til sygdomskategorier, en sygeplejerske varetager undervisning til KOL- patienter, en anden undervisning af hjertepatienter, diabetikere osv.

Sundhedscentrets patienter efterspørger i mindre grad de ydelser, som sygeplejersker tilbyder. Patienterne er overvejende interesseret i at opnå vægttab gennem motion og kostvejledning, ydelser som patienterne traditionelt selv skal betale for på det private marked for rehabilitering. Sygeplejerskerne tilbyder undervisning i at leve med kronisk sygdom samt vejledning i livsstilsændring, ydelser som mange patienter oplever allerede at have modtaget hos praktiserende læge eller på hospital. En anden årsag til, at sygeplejerskerne klarer sig dårligt i konkurrencen, er vanskeligheder med at dokumentere effekten af arbejdet. Sygeplejerskearbejdet er vagt defineret sammenholdt med fysioterapeuternes arbejde. Der foreligger manualer, som detaljeret beskriver test- og træningsmetoder med henvisning til evidensbaseret viden, omvendt er indhold og metoder i patientundervisning løseligt beskrevet. Retningslinjer for patientundervisning har karakter af hensigtserklæringer uden præcise vejledninger, se boks 1. En sygeplejerske udtrykker dokumentationskrisen i rehabilitering således:

1210-55-02-1Centersygeplejerske 1: "Jeg synes, det er skide irriterende. Ja, jeg synes, at det er irriterende, at vores indsats ikke kan dokumenteres af lægen. Men jeg er heller ikke sikker på, at der ikke kan dokumenteres. Jeg er bare ikke sikker på, at der er nogen, der har lavet forskning i det, fordi så meget livsstilsændringsforskning er der jo heller ikke lavet i forhold til sygeplejersker ?"
(Udskrift af fokusgruppeinterview).

Hierarki blandt sygeplejersker

Undersøgelsen antyder en hierarkisering, hvor sygeplejersker ansat i behandlingsinstitutioner indtager en mere dominerende position sammenholdt med sygeplejersker i rehabiliteringsinstitutioner.

Patienter plejes og behandles af højt specialiserede sygeplejersker på hospitalet, hvorefter rehabiliteringsarbejde delegeres til mindre specialiserede sygeplejersker, et dominansforhold, som er fastsat i sundhedsloven.

Internt i sygeplejerskegrupperne kan identificeres et hierarki, hvor toppen udgøres af sygeplejersker, som har behandler- eller specialfunktion, rutinerede sygeplejersker, og i bunden nytilkomne og nyuddannede sygeplejersker. Der skelnes systematisk imellem de rutinerede, "de nye" og sygeplejersker med specialfunktion. Om "de nye" sygeplejersker hedder det, at de skal oplæres, at de glemmer ting, og at de nye har svært ved "at komme rundt om patienten."

Grænserne mellem sygeplejersker med specialfunktion og rutinerede sygeplejersker er flydende, se figur 1.

1210-55-01-1

Sygeplejerskeroller

Undersøgelsen viser, at sygeplejersker kan karakteriseres som en differentieret faggruppe, hvad angår arbejdsfunktioner, interesser og faglig autoritet. I materialet kan udledes følgende sygeplejerskeroller:

Generalistsygeplejersken

Generalistsygeplejersken varetager og leder det klassiske, manuelle sygeplejearbejde. Der er tale om lavt differentieret arbejde, og generalistsygeplejersken indgår typisk i forhandlinger om arbejdsopgaver med social- og sundhedsassistenter. Undersøgelsen viser, at generalistsygeplejerskens erfaringsbaserede og tekniske viden er særligt efterspurgt.

Efterspørgslen skyldes, at den regelviden, der udstikkes i de manualer, der benyttes i arbejdet, ikke er tilstrækkelig til at løse en række af de problemer, der opstår i behandlingsforløbene.

Det relativt høje arbejdstempo med flow af patienter og varierende arbejdsopgaver betyder, at der er efterspørgsel på sygeplejersker, som dels har indgående kendskab til de procedurer og metoder, som rutinemæssigt tages i anvendelse, og at der samtidig er efterspørgsel på sygeplejersker, som har kapacitet til at gennemskue og identificere problemer som afvigelser fra det forventede.

Specialistsygeplejersken

I et historisk perspektiv er der tale om en støt voksende gruppe, hvad angår antal og specialer. Traditionelt opdeles specialerne i forhold til diagnoser, klientgrupper og medicinsk teknologi. Undersøgelsen viser en tendens til opdeling af specialister i forhold til patientforløb, hvor sygeplejersker specialiseres i arbejde med bestemte faser af patientforløb, forberedelse til behandling, modtagelse, udskrivning og opfølgning på behandling. Specialistsygeplejersker tilkaldes som eksterne konsulenter på manuelt sygeplejearbejde og indtager en ledende og instruerende position i forhold til generalistsygeplejerskerne. Oprettelse af specialistfunktioner benyttes som strategi til at rekruttere og fastholde rutinerede sygeplejersker på arbejdspladserne.

Behandlersygeplejersken

Behandlersygeplejersken varetager afspaltet lægearbejde og må forventes at udgøre en voksende gruppe af sygeplejersker, idet der er et betydeligt politisk pres på lægegruppen for at afgive arbejdsopgaver. Behandlersygeplejersker må forventes at være relativt fastlåst i institutioner, tæt knyttet til bestemte behandlingsregimer og delegerende læger. Behandlersygeplejerskerne har en instruerende rolle over for gruppen af generalistsygeplejersker, relationerne til specialistsygeplejerskerne er mere uklare.

Logistikeren

Logistikeren indtager en vigtig strategisk position i sundhedsfagligt arbejde, logistikerens arbejde er at planlægge og smidiggøre forløb. Det logistiske arbejde forudsætter viden om hensigtsmæssig timing og rækkefølge af de delelementer, som indgår i produktion af sundhedsydelser. Det konkrete logistiske arbejde handler om planlægning og adgang til information samt om, at patienter, specialister, informationer og teknisk udstyr bringes sammen på planlagte steder og tidspunkter.

Perspektivering

Overordnet flugter resultaterne med nyere professionsteori og forskning i professioner (1,2,3). En gennemgående pointe er, at professioner anskuet som faggrupper umiddelbart fremtræder som homogene grupper. Under overfladen udspiller der sig imidlertid komplicerede forskydningsprocesser mellem medlemmer af professionen illustreret ved forandringer af sygeplejerskeroller og i fordeling af magt og arbejdsopgaver blandt sygeplejersker.

En anden pointe er, at det ikke giver mening at studere faggrupper i sig selv - på arbejdspladser udfordres faggrænser, og der pågår konstante forhandlinger mellem faggrupper om arbejdsfunktioner. I undersøgelsen er særligt sygeplejerskers relationer til social- og sundhedsassistenter, læger og fysioterapeuter undersøgt.

Social- og sundhedsassistenterne udgør en ekspanderende faggruppe med krav på arbejdsopgaver, som traditionelt varetages af sygeplejersker. Forhandlinger om faggrænser mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter er influeret af demografien i de to faggrupper. Efterspørgslen på sygeplejerskernes arbejdskraft kan betyde, at sygeplejersker presses til at afgive arbejdsområder til social- og sundhedsassistenter i bestemte specialer, som omvendt står på spring for at overtage sygeplejerskers arbejde. Undersøgelsen viser, at sygeplejerskegruppen bevarer kontrollen med arbejdsopgaver, som delegeres til social- og sundhedsassistenter.

Den omvendte bevægelse gør sig gældende i relationer mellem læger og sygeplejersker, hvor et demografisk underskud i lægegruppen medfører, at sygeplejersker har held til at overtage behandlingsarbejde. Læger er den af faggrupperne, som på trods af et relativt stærkt pres for at give køb på beskæftigelsesmonopoler har formået at afspalte arbejdsopgaver og samtidig bevare faglig kontrol med arbejdet. Efterspørgslen på lægers arbejdskraft i almen praksis er betydelig, og som faggruppe har lægerne vanskeligt ved at efterkomme denne efterspørgsel. Udviklingen tyder på fortsat rationalisering af praktiserende lægers arbejde og afspaltning af klienter og arbejdsopgaver til bl.a. sygeplejersker. I hospitalsvæsenet er rationaliseringerne pågået i en årrække, og her overtager sygeplejersker stadig mere banalt lægeligt arbejde.

Våbenstilstand

terapeuterne, tegner der sig et kompliceret mønster i forhandlinger og kampe om arbejdsopgaver knyttet til rehabilitering. Kampe, som rejser delikate politiske problemer, idet sygeplejersker og fysioterapeuter på fagpolitisk niveau indgår i samarbejder og forhandlingsfællesskaber. Undersøgelsen viser med tydelighed, at fysioterapeutgruppen har faglig kapacitet til at udgrænse sygeplejersker i rehabiliteringsarbejdet. I et konkurrenceperspektiv kan det give anledning til bekymring, at sygeplejersker har vanskeligt ved at vinde fodfæste på det voksende marked for kommunal rehabilitering (4). Omvendt kan der tænkes en våbenstilstand i kampen om arbejdet med kronisk syge mennesker, hvor fysioterapeuter varetager rehabilitering gennem fysisk aktivitet, og sygeplejersker vinder fodfæste i varetagelse af arbejdsopgaver knyttet til medicinsk vedligeholdelsesbehandling af kronisk syge.

Meget tyder på, at udviklingstendenserne fortsætter, og at sygeplejerskegruppen fortsat både vil afspalte arbejdsopgaver til social- og sundhedsassistenterne og tilsvarende overtage arbejdsopgaver fra lægegruppen. Konsekvensen af afspaltning af manuelt sygeplejerskearbejde kan på sigt udgøre en trussel mod sygeplejefagets kerneidentitet, som traditionelt er karakteriseret ved tæt patientkontakt og ejerskab til patienterne. Fortsat specialisering af sygeplejerskearbejdet og uddelegering af dette resulterer i en strukturel distance mellem patient og sygeplejerske, som udfordrer traditionelle opfattelser af kvaliteter ved sygeplejerskefaget og sygeplejerskerollen.

Der er stor efterspørgsel på løsning af logistiske arbejdsopgaver i sundhedsvæsenet, og undersøgelsen tyder på, at det overvejende er sygeplejersker, som gør krav på logistiske arbejdsopgaver. Den viden, som sygeplejersker genererer i varetagelsen af det logistiske arbejde, fremføres med stort held som slagkraftige argumenter i de forhandlinger, som finder sted på arbejdspladser.

Da logistik er en central kilde til indflydelse, må det forventes, at andre faggrupper vil søge at gøre krav på området. Sygeplejersker må derfor berede sig på at forsvare det logistiske arbejdsområde, og her vil formaliseret akkumulation og produktion af logistisk viden sandsynligvis være et klogt strategisk træk i politiske bestræbelser på at styrke sygeplejerskers position i sundhedsfagligt arbejde.

Niels Sandholm Larsen er ansat som lektor på Professionshøjskolen Metropol.

Artiklen er baseret på Niels Sandholm Larsens ph.d.-afhandling. "Sygepleje mellem pakker og personer - en mikrosociologisk undersøgelse af relationer mellem vidensformer, som bringes i spil i sygeplejerskers arbejde med rehabilitering og behandling". Danmarks Pædagogiske Universitetsskole ved Aarhus Universitet. Januar 2010.

 Litteratur

  1. Division of Expert Labour. Chicago: The University of Chicago Press; 1988.
  2. Freidson E. Professionalism - the third logic. Cambridge: Polity Press; 2001.
  3. Goodson I. Professionel viden, Professionelt liv. København: Frydenlund; 2007.
  4. Sandholm Larsen Niels, Hjort K. Hvad laver en sygeplejerske uden for sygehuset": Om inklusion og ny eksklusion i det tværfaglige samarbejde. In: Mångprofessionelt samarbete. Dychawy Rosner (ed). Lund: Studentlitteratur; 2009.
ENGLISH ABSTRACT

Sandholm Larsen N. Nurses' professional authority is relative. Sygeplejersken: (12)2010;52-6.

The article presents results from the project ?The Nurse's Conditions". As a star--ting point for the project two exploratory case studies were carried out, one at a public health centre in Denmark, where the work involves rehabilitation, and another in a hospital ward, where the work involves accelerated surgical procedures. The research indicates that within a hospital ward the profession of nursing is strongly centred in work involving treatment. The profession's strengths manifest themselves as great demands on the nurses' skills and the establishment of specialist functions reserved for nurses. A special nurses' role, ?the Logistics Coordinator", occupies a prominent position in the work of treatment. Conversely, the research indicates that the profession of nursing is weaker in rehabilitation work. There is less of a demand for nurses' skills in the health care centre, where patients primarily require health services from physiotherapists and dieticians. During the observation period the number of nurses was reduced in the healthcare centre, and the research indicates that nurses, compared to physiotherapists, had relative difficulties maintaining their profession's authority.

Key words: Roles of nurses, Logistics Coordinator, logistics knowledge, professions.

Emneord: 
Roller
Sygeplejefaget
Efter- og videreuddannelse

Det er aldrig for sent at blive sygeplejerske

Modent Valg. Sygeplejerskeuddannelsen har alle dage tiltrukket folk fra andre fag som af forskellige årsager har fået lyst til at foretage et jobskifte. Ofte har drømmen om et job i den hvide kittel ligget og ulmet, før tiden blev moden. På skolerne bekræfter studievejlederne tendensen til, at lidt flere end ellers søger over i sygeplejen med et andet fag i bagagen.

"Det er min fornemmelse, at vi ser lidt flere nu, specielt i det ansøgerfelt, vi har i øjeblikket. Jeg har haft henvendelser fra folk, der siger, at de er blevet ramt af finanskrisen, og nu vil de gerne være sygeplejerske. Så får de gode råd til, hvordan de kan kvalificere sig til at komme ind på uddannelsen, siger Birte Johannesen, der er studievejleder på sygeplejerskeuddannelsen i Odense. Også koordinerende studievejleder på Sygeplejerskeuddannelsen Metropol, Eva Bruselius, mærker tendensen.

"Ja, der er en lille stigning. Der er dem, der har svært ved at få job i deres fag, eller dem, som finder ud af, at deres første valg bare ikke var dem. Men der er også nogen, som siger, at det altid har været deres drøm, og at de gerne vil gøre en forskel," siger hun.

Mød nådleren, sangeren, programmøren, grafikeren og gymnasielæreren, som har det til fælles, at de har valgt sygeplejen som karriere nummer to. Læs, hvad der afgjorde sagen for de fem.

1210-23-01-1
Foto: Lene Esthave

Susanne Lund

Alder: 42 år
Før: Nådler, konstruktør, teamleder på ECCO sko
Nu: Godt 2½ år inde i uddannelsen på Sønderborg Sygeplejeskole.

"Jeg havde egentlig planer om at blive sygeplejerske, da jeg som ung skulle vælge uddannelse. Men så fik jeg tilbudt at komme i lære som nådler, hvor man syr sko og laver design. Jeg blev ansat på ECCO, hvor jeg var i 25 år. Jeg rejste meget over hele verden og blev teamleder, det var spændende, men også stressende. Jeg har fire børn, de yngste et hold tvillinger på 12 år.

Tanken om at blive sygeplejerske dukkede op igen. Jeg kom ind på uddannelsen på dispensation, og det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Først overvejede jeg at tage uddannelsen som fjernstudium, men jeg har jo altid været vant til at have kolleger omkring mig. Der er flere på min alder på skolen, og jeg kan da godt mærke, at jeg har en viden om en masse ting i kraft af min alder og mine erfaringer, bl.a. om ledelse og organisation. På en måde kan man jo godt sammenligne et sygehus med et firma, hvor patienterne er kunder, som skal være tilfredse, når de forlader sygehuset.

Når jeg har samlet erfaring som sygeplejerske, vil jeg gerne til udlandet med Læger uden Grænser eller i et fast job et eller andet sted i verden."

1210-24-01-1
Foto: Thomas Tolstrup

Laura Illeborg

Alder: 41 år
Før og stadig: Musiker
Nu: Sygeplejerske på barsel

"Efter jeg var blevet mor, blev det for usikkert at leve fra hånden til munden og være på supplerende dagpenge, som man ofte gør som musiker. Så jeg begyndte at se mig om efter en mellemlang uddannelse, og lærerjobbet lå sådan set lige til højrebenet. Men da min søn, der nu er 12 år, var fem måneder gammel, blev han indlagt på Amager Hospital med RS-virus.

Den måde, hvorpå sygeplejerskerne gjorde mig tryg, så de kunne komme til at pleje min søn, fascinerede mig. Før var sygepleje ikke noget, jeg havde skænket en tanke, men ved den lejlighed fik jeg øjnene op for, at det på mange måder var fascinerende og også et "ædelt hverv". Og det var faktisk nok der, jeg besluttede mig for selv at blive sygeplejerske. Nu er jeg på barsel med mit tredje barn, men jeg vender snart tilbage til mit arbejde på obstetrisk klinik på Riget. Der startede jeg i min sidste praktik, og da jeg i 2006 var færdig med uddannelsen, blev jeg tilbudt et job. Jeg er meget glad for at være der, og jeg elsker specialet.

Når det svinger med kollegerne i en arbejdssituation, hvor alt går op i en højere enhed, så kan det godt sammenlignes lidt med at spille musik. Det yngste af mine tre børn er lige startet i vuggestue. Min mand arbejder meget, og jeg kan da godt frygte aften- og nattevagterne med tre børn derhjemme, men det skal nu nok gå. Musikken bliver jeg ved med at lave, det kan jeg slet ikke undvære. Når jeg har været væk fra det et stykke tid, så savner jeg det altid. Min seneste plade hedder "God Vagt" inspireret af mit arbejde. Udtrykket symboliserer sammenholdet, at vi er sammen om det her."

1210-25-01-1Foto: Nils Lund

Bastian Bezzelt

Alder: 45 år
Før: Industrilaborant, kemiingeniør og programmør
Nu: Et år inde i sygeplejerskeuddannelsen i Odense

"Jeg har arbejdet fire år som industrilaborant og er også uddannet kemiingeniør, men kunne ikke få arbejde. Af den grund blev jeg omskolet til programmør, et job jeg havde i 10 år. Lysten til at blive sygeplejerske havde jeg haft længe, men jeg havde opbrugt al min SU og mente ikke, at jeg havde råd til en ny uddannelse. Jeg har familie, kone og to børn. Mine venner og bekendte var også lidt skeptiske og advarede mig om, at jeg nok kun ville få kedelige job uden mulighed for specialisering pga. min alder.

En dag satte jeg mig ned og lavede en liste over alle de forhindringer, jeg kunne forestille mig. Én for én undersøgte jeg tingene og kunne eliminere forhindringerne. Jeg spurgte f.eks. en hygiejnesygeplejerske, om hun troede, at min alder ville blive et problem, hvis jeg f.eks. ville være hygiejnesygeplejerske. Og det svarede hun nej til. For at få økonomien til at hænge sammen har jeg studiejob som fast vagt på BRITA (børneintensivt terapiafsnit, OUH, red.). Og det speciale er krøbet ind under huden på mig. Jeg kan godt lide børn, og min baggrund som it-mand og laborant er en fordel, fordi der er mange apparater og målinger, som jeg har nemt ved at forstå. Her ville jeg kunne bruge mine kvalifikationer fra tidligere.

Herudover tror jeg, at jeg kan bidrage til sygeplejefaget med min baggrund fra det private erhvervsliv. Det giver mig et andet perspektiv på tingene, end hvis jeg havde været socialiseret op igennem det offentlige system, lige siden jeg gik ud af skolen."

1210-26-01-1
Foto: Thomas Tolstrup

Ettie Dam

Alder: 56 år
Før: Grafisk designer
Nu: Sygeplejerske på Psykiatrisk Center København

"Efter gymnasiet tog jeg bifagseksamen i filmvidenskab på Københavns Universitet, fordi jeg i forbindelse med en fascination for psykoanalyse interesserede mig for filmsymbolik. Mulighederne for job bagefter var dog begrænsede, så i stedet blev jeg uddannet grafisk designer i 1989. Herefter fulgte 12 år på diverse tegnestuer, heraf de sidste syv på Lægeforeningens Forlag.

Da computerarbejdet efterhånden resulterede i kroniske musearme, blev jeg klar over, at jeg var nødt til at skifte branche. Det har altid interesseret mig at være involveret i frivilligt socialt arbejde, som bl.a. har givet mig berigende mellemmenneskelige oplevelser som besøgsven på hospice. Så tanken om at blive sygeplejerske var oplagt. Efter to måneders arbejdsprøvning på Helsingør Sygehus, der var tilstrækkeligt alsidigt arbejde til, at armene kunne klare det, søgte jeg i 2003 ind på uddannelsen som sygeplejerske og blev færdig i 2006.

Jeg ville egentlig have været hospicesygeplejerske, men det indebar nogle forudgående år med praktisk arbejdserfaring, hvilket ville have været for hårdt fysisk for mig. Det fandt jeg ud af efter en måneds praktik på Sankt Lukas Hospice. Jeg har sideløbende gennem årene beskæftiget mig meget med psykoanalyse, så det relationelle arbejde på Psykiatrisk Center København passer mig godt. Her er jeg kontaktperson for en gruppe borgere, som jeg jævnligt har samtaler med. Arbejdet, som er meget selvstændigt, indebærer også at administrere medicin, især depotinjektioner. Vi arbejder tværfagligt for at yde den bedst mulige støtte til vores brugere. Jeg har en firedages uge på 32 timer på ambulatoriet, hvilket passer mig fint, for fysikken skal tilgodeses."

1210-27-01-1
Foto: Nils Lund

Mette Smedegaard Erecius

Alder: 44 år
Før: Gymnasielærer, folkeskolelærer
Nu: 1½ år inde i uddannelsen til sygeplejerske, i praktik på Svendborg Sygehus på Ortogeriatrisk afdeling

"Allerede som barn ville jeg gerne være sygeplejerske. Da jeg var færdig med gymnasiet, søgte jeg ind som elev på Bispebjerg Hospital og på Københavns Universitets idrætsstudier. Jeg blev optaget begge steder og valgte sygeplejerskeuddannelsen fra. Det har jeg tit fortrudt. Jeg blev cand.scient. med hovedfag i idræt og bifag i dansk, og da vi flyttede fra Sjælland til Fyn, fordi min mand havde fået job her, var der ikke umiddelbart et job til mig på gymnasiet. I mit sidste job, inden jeg påbegyndte sygeplejestudiet, var jeg sagsbehandler på et jobcenter, og her blev lysten til at blive sygeplejerske igen vakt. Jeg diskuterede det med min mand, for vi har fem børn, og jeg er ikke berettiget til mere SU, men vi besluttede, at det godt kunne hænge sammen.

Når jeg er sammen med patienterne, føler jeg mig hjemme, og jeg lader mig ikke skræmme af læger, som tror, de er noget. I min første uddannelse har jeg lært at arbejde metodisk og systematisk, og de evner kan jeg også bruge som sygeplejerske. Jeg føler ikke, at jeg bliver degraderet, og jeg har oplevet, at jeg får lov til mere, når jeg er ude i praktik i forhold til de unge. Jeg har en stor ydmyghed i forhold til alt det, jeg skal lære i forbindelse med faget, men jeg kunne da godt have tænkt mig at have fået mere merit. Der er ting, som jeg allerede har lært. Men til gengæld oplever jeg en ro og en tryghed i faget, som jeg ikke har følt i tidligere job. På længere sigt kunne jeg godt tænke mig at kombinere min idrætsuddannelse med sygepleje, og med de tanker, der er oppe i tiden om det fysisk aktive sygehus, ville det jo være en mulighed."

Emneord: 
Sygeplejefaget
Rekruttering

Fokus på mænd midt i en kvindekamp

Mandebilleder. Sygeplejerskerne Martin Carlson og Leif Nielsen var begge trætte af det stereotype billede af, at sygeplejen primært er for kvinder. Nu har de lavet en fotoudstilling, der portrætterer 21 mandlige sygeplejersker for at vise, hvor alsidigt et job det er - for begge køn.

 0810-28-01-1
Leif Nielsen (tv.) og Martin Carlson forbereder offentliggørelsen af deres fotoprojekt. 21 mandlige sygeplejersker har fået taget s/h-portrætter af dem selv i en arbejdssituation. Foto: Thomas Tolstrup.

Foråret 2008. To mandlige sygeplejersker står foran Christiansborg med et hav af strejkende fagfæller. Martin Carlson og Leif Nielsen kræver ligesom deres kvindelige kolleger mandeløn for kvindearbejde og råber med på slagordene om ligestilling. Men snakken foran Folketinget mellem de to handler ikke kun om løn. Begge synes, at ligestilling også handler om de manglende mænd i sygeplejen og et opgør mod fordommene om, at sygepleje er et kvindefag.

"Folk har i årevis snakket om, at det er vigtigt, at kvinder bliver ledere og forskere. Når det f.eks. gælder mandlige sygeplejersker, oplever jeg ikke samme interesse. Man synes, det er lidt unaturligt, at mænd kan have lyst til det," fortæller Martin Carlson, der er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden.

Leif Nielsen, som arbejder på kardiologisk laboratorium i Gentofte, giver ham ret: "Jeg kørte i taxa med en chauffør, der fnøs, at det da var et pigejob, da jeg fortalte, at jeg er sygeplejerske. Det samme spurgte en otteårig meget undrende knægt mig om. Han troede oprigtigt, det kun var et job for kvinder. Det er ret problematisk, hvis fordommene allerede starter i børnehøjde," siger han.

De mener, det er forfejlet at snakke om sygeplejefaget som noget særligt feminint, der kræver specielle kvindelige kompetencer.

"Jeg tror, folk har et underligt billede af, at en sygeplejerske er sådan en lyshåret, yngre kvinde, der kærligt ryster patientens pude. Vi ved jo godt, det ikke er sådan. I det hele taget synes jeg ikke, man kan sige, det er specielt feminint at genoplive folk eller at være med til at standse en kraftig blødning," smiler Leif Nielsen.

Det her er også en sygeplejerske

Martin Carlson og Leif Nielsen blev den dag foran Christiansborg enige om, at de ville fortælle folk, at sygeplejefaget er meget mere end hestehaler og puderystning.

"Vi mener, at den bedste måde at gøre op med det stereotype image, sygeplejersker har, er ved at vise alsidigheden til folk, der ikke kender faget," siger Martin Carlson.

De to sygeplejersker gik i gang med at idéudvikle, og de blev enige om, at de via billeder kunne fortælle, hvor mændene i sygeplejen arbejder, og hvor forskellige de er.

"Folk har let ved at huske billeder, og man kan hurtigt fortælle meget mere end ved f.eks. at skrive en kronik eller et debat-indlæg, der bliver bragt en enkelt gang og glemt igen," forklarer Martin Carlson.

Det blev til billedserien "Mænd kan også være sygeplejersker". I alt 21 meget forskellige portrætter af 21 mænd, som alle har sygeplejen til fælles, men derudover adskiller sig både i alder, fag og holdninger. Hver af de mandlige sygeplejersker fik taget en række billeder fra deres daglige arbejde ledsaget med en kort tekst om deres tanker om faget. Fra Axel, den første mandlige sygeplejerske, som blev uddannet i 1954, til Emil, den sygeplejestuderende, som drømmer om en dag at arbejde inden for psykiatrien.

"Portrætterne skal rykke ved folks fordomme. Vi vil gerne henvende os til dem, som ikke kender sundhedssystemet i forvejen og derfor ikke ved, hvor forskelligt sygeplejerskers arbejde er," siger Leif Nielsen.

Martin Carlson og Leif Nielsen har begge været sygeplejersker i mange år, men de blev alligevel undervejs overraskede over, hvor mangfoldige deres mandlige kolleger er.

"Vi har brugt meget fritid på projektet, men det har også været fantastisk sjovt at få lov til at opleve alle de forskellige ting, de mandlige sygeplejersker laver. En dag fulgte vi f.eks. en af forsvarets sygeplejersker i fuld kampuniform på Vordingborg Kaserne. En anden dag var vi med en mandlig sundhedsplejerske rundt i lokalmiljøet og hilse på børnefamilierne," fortæller Martin Carlson og tilføjer: "Det var fedt at se, at uanset hvor forskellige de var, havde de alle til fælles, at de virkelig var glade for og stolte af deres uddannelse."

Sygeplejerskeportrætter på turné

Godt to år efter idéen blev født, er Leif Nielsen og Martin Carlson nu klar til at præsentere fotoprojektet for offentligheden.

"Vi håber, at vi på sigt kan nå ud til f.eks. uddannelsesinstitutioner, biblioteker og rådhuse, hvor der kommer mange mennesker, som måske ikke kender faget så godt," siger Martin Carlson og fortæller, at de i samarbejde med Kreds Hovedstadens kredsformand Vibeke Westh er i gang med også at undersøge mulighederne for at udstille på Rigshospitalet i sensommeren.

"Selvom det selvfølgelig er sygeplejerskernes eget arbejdssted, kommer der også mange udefrakommende hver dag, som kan have glæde af udstillingen. Jo flere der ser den, jo bedre," smiler han.

Leif Nielsen og Martin Carlson får mulighed for at holde generalprøve på fotoudstillingen til Dansk Sygeplejeråds kongres den 17.-20. maj, hvor et udpluk af billederne vil blive udstillet for første gang. Indtil da kan projektet følges på deres hjemmeside: www.mandligesygeplejersker.dk der også har fået en fanside på internetsiden www.facebook.com.

Emneord: 
Mand
Sygeplejefaget

Vi mangler forbilleder

Minoritet. Der er stadig meget langt mellem bakkenbarter og basstemmer på de danske sygeplejerskeuddannelser, og noget tyder på, at de få mandlige sygeplejestuderende oftere falder fra uddannelsen end kvinderne. På Professionshøjskolen Metropol i København har man sat fokus på, hvordan mændene kan opmuntres til at søge ind og fastholdes på skolen.

0810-22-01-1
Foto: Simon Knudsen 

Godt og vel 30 kvinder for hver ene mand. Sådan ser kønsfordelingen ud anno 2010 blandt aktive medlemmer af Dansk Sygeplejeråd. Kun 3,4 pct. af sygeplejerskerne er mænd, og det tal har stort set ikke ændret sig, siden mændene fik adgang til sygeplejerskeuddannelserne for snart 60 år siden.

Det er et problem, mener cand.cur. og adjunkt Ben Nielsen fra Professionshøjskolen Metropol i Herlev. Han har sammen med to kolleger udarbejdet rapporten "Maskuline værdier i et feminint univers", der sætter fokus på fastholdelse og rekruttering af mandlige sygeplejeelever.

"Det er vigtigt, at vi får flere mandlige sygeplejersker, og det starter hos de studerende. Det handler om at afspejle befolkningen, men i høj grad også om, at der inden for sygeplejen er områder, hvor der er stor fordel i, at begge køn er repræsenterede. F.eks. kan kønsrelaterede sygdomme være svære at snakke om med det modsatte køn. For en mandlig patient kan det være nemmere at tale om prostatakræft med en anden mand end med en kvinde," forklarer han og fortæller, at den personlige hygiejne også kan føles mindre grænseoverskridende, hvis den foretages af en kønsfælle.

Mændene forsvinder

Initiativet til rapporten blev taget, fordi skolen oplevede, at flere mænd end kvinder sprang fra uddannelsen.

"Vi ville gerne vide, hvad vi kunne gøre for at få dem til at blive," siger Ben Nielsen, som sammen med kollegerne startede et forsøg op med en række faglige temaaftener med besøg af mandlige sygeplejersker med forskellige specialer.

"Vi ville vise mændene, at det at være mandlig sygeplejerske kan være mange forskellige ting, og vi ville skabe et fagligt netværk. Det har været en stor succes og er også blevet et vigtigt socialt forum for de studerende," fortæller han.

Netop det sociale eller mangel på samme er noget af det, som fremhæves i rapporten. I forlængelse af temaaftenerne nedsatte Ben Nielsen og kollegerne en fokusgruppe blandt de mandlige studerende for at høre, hvordan deres oplevelser som mænd var i et til tider meget feminint univers.

"For mange af fyrene kan det være noget voldsomt at starte på sygeplejerskeuddannelsen. De vil gerne ud i klinikken, have patientkontakt og prøve tingene i praksis. I stedet bliver de stopfodrede med filosofiske betragtninger om sygeplejeteori og det, man kan kalde, "kvindeteori skrevet af og for kvinder". Teorien er bygget på traditionelle kvindelige værdier, og de savner nogle mandlige forbilleder. Når de så kommer ud i klinikken, møder de stort set også kun kvinder blandt kollegerne og som deres vejledere. Det betyder for mange af dem, at det er svært at finde ud af, hvor de selv passer ind," forklarer han og fortæller, at mange mandlige studerende giver udtryk for, at det er hårdt ikke at have andre mænd at snakke med.

"På skolen samler vi mændene i én klasse, og det fungerer fint. Men når de kommer ud, ender de tit alene på afdelingerne. Jeg mener, at der er behov for et større fokus på faglige og sociale fora for de mandlige studerende og f.eks. mentorordninger, hvor de studerende, som er langt i uddannelsen, kan sparre med de nyere," vurderer han.

Fladskærme og fordele

I samtalerne med de mandlige studerende oplevede Ben Nielsen, at de generelt syntes, at sygeplejeuddannelsen har et for gammeldags image.

"Ordet "sygeplejerske" er svært for dem. Det er en betegnelse for en kvinde, og det har mange af dem svært ved at forlige sig med, selvom de ellers gerne vil identificere sig med professionen. Men også udtrykket på f.eks. skolernes hjemmesider og indretningen på skolerne er utidssvarende i forhold til, hvad der virker tiltrækkende på især mænd. De savner, at hjemmesiderne er mere interaktive og spændende, og at der er ordentlig computerudstyr, som f.eks. fladskærme," siger Ben Nielsen, som oplevede, at mændene også så fordele ved netop at være mænd.

"Den klassiske er selvfølgelig, at her er mange piger på skolen," fortæller han og forklarer, at det har en faglig fordel: "Mændene bliver eftertragtede i gruppearbejdet, fordi det skaber en god dynamik at have kønsblandede grupper, og kvinderne er meget glade for at få dem med."

Der er derfor gode grunde til fremover at fokusere mere på rekruttering og fastholdelse af de mandlige sygeplejestuderende, mener han:

"Selvom det efter 60 års forsøg med at få mandlige sygeplejersker virker næsten umuligt, er der god mening i at blive ved med at prøve at knække kurven. Det her er jo ikke et oprør, men et forsøg på at ændre forholdene i takt med, at sygeplejen har ændret sig. Der er brug for mændene i dag, og derfor skal vi have fokus på dem," siger han og understreger, at mændene ikke ønsker at forfordeles eller få særlige vilkår i forhold til deres kvindelige medstuderende.

"De vil behandles på helt lige vilkår og vil ikke forfordeles i uddannelsen på grund af deres køn, hverken i forhold til undervisningen eller når de skal i klinikken. De mangler bare, at der også er anerkendelse af, at mænd er sygeplejersker, og rum til, at de kan være det på deres måde," siger han. 

HVER 20. STUDERENDE ER MAND
  • Ca. 5 pct. af de sygeplejestuderende på landsplan er mænd.
  • Andelen af mandlige sygeplejestuderende er højest på Bornholm. Her er fem ud af 65 studerende mænd svarende til 8 pct. af de studerende.
  • Andelen af mandlige sygeplejestuderende er lavest i Silkeborg, som kun har tre mænd ud af 240 elever, svarende til ca. 1 pct. af de studerende.
  • Omkring halvdelen af skolerne angiver, at de samler de mandlige studerende på samme hold ved studiestart.
  • Ca. 1/3 af skolerne angiver, at de ved studiestart opfordrer mændene til at indgå i klubber, loger, RUS-grupper e.l.

Kilde: Rundspørge blandt 19 danske sygeplejeskoler.

MASKULINE VÆRDIER I ET FEMININT UNIVERS    

Rapporten "Maskuline værdier i et feminint univers" sætter fokus på mandlige studerendes sociale og faglige fællesskab og forsøger at belyse, hvordan den studerende kan fastholdes i sit studie, og hvordan der kan rekrutteres flere mænd til uddannelsen. Rapporten indeholder en række anbefalinger til at optimere mændenes sociale og faglige miljø, bl.a.:

  • Mænd-til-mænd-mentorordninger blandt de mandlige studerende
  • Flere mandlige vejledere
  • Bedre studiemiljø med fokus på sociale caféer og arrangementer - også med underviserne
  • Modernisering af hjemmesider, mere interaktivt indhold og menupunkter med tilbud målrettet mandlige studerende
  • Bedre samspil mellem teori og praksis, f.eks. med casebaseret undervisning, så den filosofiske teori, som hos Kari Martinsen og Katie Eriksson, kobles til konkrete sygeplejerske-/patientsituationer. 
CITATER FRA MANDLIGE SYGEPLEJERSKER BL.A. "MASKULINE VÆRDIER I ET FEMININT UNIVERS"

"En positiv ting ved en drengeklasse var, at i de andre klasser, som der ikke var drenge i, var der meget mere snak og larm i pauserne, så man fik hovedpine."

"Nu er det kun mig og en anden fyr, der går sammen. Og jeg savner virkelig, virkelig mandligt selskab, det gør jeg virkelig. Men sådan er det."

"Jeg har virkelig haft behov for at have nogle drenge, man kunne sidde med bagerst i klassen og lave gas med [?] nogle, der havde en anden idé om, hvad det vil sige at være studerende i forhold til pigerne."

"Det handler om, at der skal søge flere mandlige studerende ind. Det er et samfundsmæssigt problem."

"Jeg skal ærligt indrømme, at jeg af og til har haft lyst til at forlade jobbet på grund af sammensætningen af køn. Tendensen til at gå ud og tage en fredagsøl er ikke så stor."

"Jeg har oplevet en enkelt gang på en afdeling, at hele personalet lukkede sig inde i et kontor for at formidle sladder - jeg blev ikke inviteret. Og dér stod jeg alene med hele afdelingen."

"Det er fandeme fedt, du gider gøre det", det er nok det, jeg hører mest. Og "gid, jeg selv havde mod til at prøve sådan noget"."  

Emneord: 
Mand
Sygeplejefaget

SWAT-teamet fra Herlev Hospital

Sygepleje med skæg. Kohyar Partovi-Deilami og Lars Elbrandt er begge sygeplejersker på anæstesiafdelingen på Herlev Hospital. De har valgt et af de specialer, som tiltrækker flest mandlige sygeplejersker. Alligevel kan der være brug for en mandeklub og lidt mentalt dæksparkeri en gang imellem.

0810-24-01-1LARS ELBRANDT, 43 ÅR
Uddannet fra Hillerød Sygeplejeskole i 1991. Har arbejdet som sygeplejerske i Grønland. Afslutter anæstesiuddannelsen på Herlev Hospital sommeren 2010. Bor i Hillerød med sin kone og tre børn.  
Stillingsbetegnelsen "sygeplejerske": "Sådan har det altid været, og det er svært at finde et alternativ. "Sygeplejer" er måske nærliggende, men det er en funktion fra psykiatrien, og dem vil jeg ikke sammenlignes med. Men jeg kunne godt tænke mig, titlen blev intetkøn." 
Fagets muligheder: "Jeg elsker blå blink og spænding. Der skal ske noget. Jeg valgte faktisk at blive sygeplejerske, fordi jeg vidste, at der er gode rejsemuligheder. Jeg forestillede mig, at jeg skulle ned og redde afrikanere, men indtil videre er det kun blevet en tur til Grønland."  Foto: Simon Knudsen

Der er langt mellem mandlige sygeplejersker i Danmark, og det fornemmes, når man vader gennem Herlev Hospitals kilometerlange gange. De eneste mænd i kittel er et par hvidklædte ældre læger, som sidder og mumler fagjargon i diktafoner. En yngre grønklædt fyr kommer susende på et løbehjul og bryder den lidt tunge, seriøse stemning med et stort grin og et imødekommende "Hej!"

Det lykkedes at finde ham. Minoriteten i det danske sundhedsvæsen: Den mandlige sygeplejerske.

Han hedder Kohyar Partovi-Deilami, og sammen med kollegaen Lars Elbrandt arbejder han som anæstesisygeplejerske på Herlev Hospital. De er otte mænd ud af afdelingens ca. 70 sygeplejersker, fortæller de. Det svarer til ca. 11 pct., og det stemmer fint overens med, at anæstesien hører til i det populære afsnit for de mandlige sygeplejersker, hvor ca. 10 pct. er mænd.

Selv kalder de sig hospitalets SWAT-team, fordi det er dem, som i bedste actionstil "sparker dørene ind og står klar til at redde", som Kohyar Partovi-Deilami forklarer, mens han laver karatebevægelser mod en usynlig dør.

Vis mig dit skilt

Selvom det ikke er helt uvant med testosteron i sygeplejeuniformen på afdelingen, kender både Lars Elbrandt og Kohyar Partovi-Deilami til, at der stadig er mange, som løfter øjenbryn, når de præsenterer sig.

"Det er helt typisk, at folk tror, man er læge, når man er mandlig sygeplejerske," siger Lars Elbrandt.

"Ja, eller portør. Hvis jeg kommer op på en afdeling, spørger de nogle gange om, hvem jeg skal hente. Også selvom jeg har to skilte på, hvor der står, jeg er sygeplejerske," griner Kohyar Partovi-Deilami og peger på sin uniform, hvor det tydeligt fremgår.

Det er meget sjældent, de oplever, at det giver problemer med patienter eller pårørende.

"Det var noget, jeg var mere opmærksom på, lige da jeg var nyuddannet. I dag tænker jeg ikke særlig meget over det, og det er da også maks. én gang om året, jeg oplever, at patienterne f.eks. beder om en kvindelig sygeplejerske," siger Lars Elbrandt.

"Faktisk er der en masse positive ting ved i at være mand i et kvindefag," fortsætter Kohyar Partovi-Deilami. "Vi har det som blommen i et æg. Kollegerne er glade for at have os, for de gider heller ikke, at det bliver et rent kvindemiljø. Patienterne er også glade for det, for vi mænd giver omsorg på en anden måde end vores kvindelige kolleger. Vi er mere kontante og direkte, hvor kvinderne er sådan lidt mere holde-i-hånd-agtige," siger han, og Lars Elbrandt nikker: "Jeg tror, det er rigtig godt, der er det samspil. Begge dele er omsorg, men på forskellig måde. Patienterne er jo også forskellige og har brug for forskellige ting," siger han.

Fordomme preller af

Hvor det daglige arbejde med patientpleje og kolleger forløber kønsmæssigt gnidningsfrit, florerer der derimod stadig fordomme uden for hospitalsgangene.

"Man er jo bøsse, til det modsatte er bevist!" griner Kohyar Partovi-Deilami, og Lars Elbrandt vender øjne med et smil: "Vi hører det så tit, at det preller af. Men det ligger nok ubevidst i os alligevel. Hvis jeg hurtigt kan få flettet ind i samtalen, at jeg er gift og har tre børn, så har vi i hvert fald det på plads," siger han. Det kender Kohyar Partovi-Deilami godt, men gør heller ikke et stort nummer ud af det:

"Der er fordomme om alle fag. Sådan er vores samfund skruet sammen. Det er der jo også om håndværkere. Vi ved, de alle sammen spytter og klør sig i skridtet og er lidt dumme, ikke"" griner han.

Ud over at være mandlig sygeplejerske er Kohyar Partovi-Deilami oprindeligt fra Iran, så han er vant til at lægge øre til lidt af hvert: "Da jeg var i 20'erne, skulle jeg overbevise alle om, at jeg ikke var bandemedlem. Jeg fandt hurtigt ud af, det var for anstrengende, og at det var lettere, at folk selv dannede sig et indtryk af mig. Det er samme teknik, jeg bruger her," smiler han.

Begge mænd er enige om, at der måske også er en grund til fordommene.

"Jeg tror, der er lidt flere homoseksuelle blandt mandlige sygeplejersker," siger Lars Elbrandt, og Kohyar Partovi-Deilami nikker: "Det er der nok også på vores afdeling. Det er bare ikke noget, vi tænker over. En mandlig kollega er en kollega, sådan er det."

0810-27-01-1KOHYAR PARTOVI-DEILAMI, 34 ÅR 
Uddannet fra Hillerød Sygeplejeskole i 2000. Afsluttede anæstesiuddannelsen på Herlev Hospital i 2006. Har været sygeplejerske i forsvaret siden 2006. Bor i Brønshøj med sin kone og to børn.
Fordele: "Man kan som mand næsten gøre hvad som helst og stadig få ros. Jeg syntes nogle gange, det var unfair over for mine kvindelige medstuderende, da vi arbejdede på plejehjem. Jeg kunne nærmest give de ældre bleen omvendt på, og de syntes stadig, det hele bare var fantastisk."
Ulemper: "Det er ikke en særlig fed scorereplik at stå på et diskotek og sige "jeg er mandlig sygeplejerske". Kvinderne vender sig om og går, fordi de tror, man laver grin med dem. Jeg vil gerne være med til at vise, at det at være mandlig sygeplejerske ikke er noget fimset - tværtimod. Jeg har været sygeplejerske i Afghanistan. Det er da næsten så maskulint, som det kan blive."  Foto: Simon Knudsen 

Grill og dæksparkeri

Begge har tidligere været på afdelinger uden mænd, og de er glade for nu at være et sted, hvor der trods alt er en del kønsfæller.

"Jeg kom fra en sengeafdeling, hvor der ellers kun var kvinder, og det er fedt at komme et sted, hvor der er andre mænd. Jeg havde ikke savnet det, men jeg kan mærke, at der er en anden stemning og knap så meget hønsegård," smiler Lars Elbrandt.

"Da jeg var på en sengeafdeling, var der heller ikke mange mænd, så jeg havde et tættere forhold til portørerne. Det var dem, jeg klistrede mig til, for jeg har også behov for at have mandlige kolleger," siger Kohyar Partovi-Deilami og tænker lidt efter: "Det handler om - ligesom på alle andre arbejdspladser, at det er sundt, at der både er kvinder og mænd. Jeg er sygeplejerske i forsvaret også, og der er næsten kun mænd. Det kan jeg også blive ret træt af, der savner jeg kvinderne. Der skal være noget balance," konkluderer han.

Både Lars Elbrandt og Kohyar Partovi-Deilami snakker meget med deres mandlige kolleger. Sidstnævnte har taget første spæde skridt til at starte den uofficielle mandeklub MMS - Maskuline Mænd i Sygeplejen.

"Vi holder snart en fest, hvor vi skal dyrke det maskuline i vores fag," smiler Kohyar Partovi-Deilami og prøver at forklare, hvad det går ud på: "Altså, det er sådan noget med at være lidt plat, drikke nogle øl, spille noget dart og snakke sammen."

"Det er faktisk ren faktuel viden og faglig samtale," siger Lars Elbrandt, mens han forsøger at se alvorlig ud.

"Ja ja, selvfølgelig," siger Kohyar Partovi-Deilami ivrigt, men glemmer hurtigt at holde masken. "Vi kan jo grille. Vi har alle sammen et godt bud på, hvornår kødet skal på, og hvor varm sådan en grill bør være. Og så kan vi gå ud og sparke til nogle dæk bagefter!"

Mænd kan godt ammevejlede

Der er ikke langt til latter og selvironi hos d'herrer sygeplejersker i dag, og heller ingen tvivl om, at de er vilde med deres job. Men det har ikke altid været helt nemt at være mand i en verden af kvinder, fortæller de.

"Jeg overvejede flere gange at stoppe, da jeg var under uddannelse," husker Lars Elbrandt. Han kom aldrig helt på bølgelængde med underviserne, som alle var kvinder.

"Det var hele tiden noget med at skulle snakke "hvad føler du" og "hvordan har du det", og hvis man sagde, hvad man mente, så skulle man mene noget andet. Jeg havde svært ved at afkode de svar, de ville have. Det var først det sidste halve år, det gik op for mig, at hvis jeg sagde det, de ville have, så lod de mig være i fred. Så kunne jeg gøre det, jeg syntes, var rigtigt i stedet, og alligevel stadig få gode karakterer," siger han.

"Jeg var også tæt på at hoppe fra mange gange," fortæller Kohyar Partovi-Deilami. "Det hele handlede om bløde værdier og humanistisk ævle-bævle-snak. Men jeg havde set en anæstesisygeplejerske og havde tænkt "hun er sej - det er det, jeg vil!", og det holdt jeg fast i hele vejen igennem uddannelsen," fortæller han og fortsætter: "Hvis uddannelsen skal være mere attraktiv for mænd, skal der flere naturvidenskabelige fag ind. Det er okay med omsorgsteorier, og de skal bestemt være der, men man skal ikke drukne i det."

Selvom Kohyar Partovi-Deilami er glad for sit fag, er der områder, han ikke kan forestille sig at arbejde med:

"Jeg ville ikke føle, jeg hørte hjemme på en gynækologisk afdeling eller en fødestue. Jeg ville have svært ved at skulle fortælle en mor, hvordan hun skal amme," siger han.

"Jeg har da været ammevejleder, da jeg arbejdede som sygeplejerske i Grønland," siger Lars Elbrandt med et skævt smil. Kohyar Partovi-Deilami griner overrasket: "Har du det" Jamen, det er selvfølgelig også det, som er så fedt ved vores fag. Vi kan vælge, hvad vi vil, og der er uanede muligheder og alle mulige forskellige specialer."

Emneord: 
Mand
Sygeplejefaget

Kom an, mand!

Er det specielt kvindeligt eller feminint at stoppe blødninger og redde liv? Nix, mener mange mandlige sygeplejersker, som synes, at flere mænd burde kaste sig over faget.

 0810-22-01-1
Foto: Simon Knudsen

Sygeplejersken har mødt nogle af de mænd, som har trodset fordomme og fastgroede forestillinger om, at sygeplejersker er unge kvinder, der "med kærlig hånd ryster patientens pude", som én udtrykker det.

Mød dem her på siderne til en snak om mandeklubber og manglende rollemodeller - og hvorfor de er helt vilde med deres fag.

Emneord: 
Mand
Sygeplejefaget

Historiens helte blev slået på målstregen af en sygeplejerske

"Red et liv, og du er en helt. Red 100, og du er sygeplejerske," lyder en amerikansk talemåde. Måske er der noget om det, for der er langt imellem sygeplejersker med heltestatus i historiebøgerne. Det betyder ikke, at sygeplejersker ikke også har kastet sig ud i krig eller kæmpet for bedre vilkår i deres samtid. Fra 1800-tallets borgerrettighedskæmpere til verdenskrigenes krigshelte har sygeplejersker sat deres aftryk.

Tidligere tiders helte som Rosa Parks og Dr. Livingstone blev slået på målstregen af historiens sejeste sygeplejersker. Det er bare ikke alle, der har hørt om sygeplejersker som Harriet Tubman og Mary Kingsley, selvom de kæmpede mod racisme og i fjerne jungler lang tid før deres mere berømte eferfølgere.

0610-22-01-1 

Harriet Tubman (1823-1913)

Blev symbol for de sortes rettigheder
Mange kender historien om den sorte amerikanske kvinde Rosa Parks. Hun blev et symbol på sortes rettigheder i 1950'ernes raceopdelte USA, da hun nægtede at rejse sig i bussen for en hvid mand. Men Rosa Parks var ikke den første sorte kvinde, der gjorde oprør mod racediskrimination. Godt 100 år tidligere havde sygeplejersken Harriet Tubman (ca. 1823-1913) været pionér for slaverne i sydstaterne.

Harriet Tubman blev selv født som slave i Maryland, USA. Fra 5-6-års-alderen startede hun med at arbejde som tjenestepige, og som 12-årig begyndte hun markarbejde på en plantage.

I 1849 stak hun af fra plantagen og rejste til Philadelphia, hvor slaveri var forbudt. Året efter rejste hun tilbage og befriede først sin søster og søsterens børn og senere broderen og to andre mænd.

Det blev begyndelsen på en mangeårig og farlig kamp for at befri slaverne i syd. Harriet Tubman tog 19 ture sydpå, og selvom der blev udlovet en dusør på hende, blev hun aldrig fanget.

Hun menes at have befriet omkring 300 slaver og blev senere medstifter af "The Underground Railroad", der var et netværk, der befriede slaver fra syden og hjalp dem nordpå.

Under den amerikanske borgerkrig arbejdede hun bl.a. som sygeplejerske og spion, og efter krigens afslutning oprettede hun skoler for tidligere slaver.

0610-23-01-1Edith Cavell (1865-1915)

Smuglede soldater i sikkerhed under 1. verdenskrig
Røde Kors-hospitalet, Bruxelles, 1915. Uden for murene rasede 1. Verdenskrig i Europa. Indenfor var en kontinuerlig strøm af faldne og sårede britiske og tyske soldater.

Den 49-årige sygeplejerske Edith Cavell (1865-1915) arbejdede utrætteligt med at lappe soldaterne sammen, uanset om de var på den ene eller den anden side af krigen.

Selv var hun oprindeligt født i England. En ikke helt ufarlig baggrund i det på daværende tidspunkt tyskbesatte Belgien. Men Edith Cavell var dedikeret til sit arbejde og til at redde liv. Især det sidste var så magtpåliggende, at hun smuglede britiske og franske soldater ud af landet. Hun var bange for, at de ellers ville blive henrettet af tyske styrker.

Edith Cavell nåede at smugle omkring 200 soldater ud af Belgien, før tyskerne opdagede det og dømte hende til døden. Selvom både amerikanske og spanske myndigheder forsøgte at få dommen omstødt, lykkedes det ikke.

Edith Cavell blev skudt af en tysk henrettelsespeloton den 12. oktober 1915 og blev af mange opfattet som heltinde og martyr.

0610-23-02-1 

Mary Kingsley (1862-1900)

Involverede sig aktivt i britisk Afrikapolitik
Journalisten Henry Stanley udtalte i 1871 de berømte ord "Dr. Livingstone, formoder jeg" da han fandt den forsvundne opdagelsesrejsende og missionær, lægen David Livingstone, i det stadig uudforskede Afrika. Mindre kendt, men bestemt ikke mindre eventyrlysten, var samtidig den britiske opdagelsesrejsende og sygeplejerske Mary Kingsley (1862-1900), som hverken var forsvundet eller missionær. Tværtimod mente hun bestemt ikke, at afrikanerne trængte til at blive omvendt til kristendommen, eller at de havde brug for at blive civiliserede i europæisk forstand.

Mary Kingsley havde, til hun blev 30, haft et udramatisk liv, hvor hun holdt hus for sine forældre. Faderen var selv opdagelsesrejsende i Afrika, og da både han og moderen døde inden for kort tid, stod Mary Kingsley tilbage uuddannet og uden planer for fremtiden. Hun besluttede sig for at følge i faderens fodspor og rejse til Vestafrika, selvom hun hørte mange advarsler om, at der var farligt, og at hun sandsynligvis aldrig ville vende tilbage til England igen.

Mary Kingsley ignorerede advarslerne og rejste ad flere omgange igennem den afrikanske jungle, boede hos kannibalstammer og involverede sig aktivt i britisk Afrikapolitik. Hun var stærk modstander af den britiske indflydelse på afrikansk kultur. I en af sine rejsebøger skrev hun, at "den sorte mand er ikke mere en underudviklet hvid mand, end en kanin er en underudviklet hare". Det vakte ikke udpræget begejstring i hjemlandet, hvor datidens normer var, at hvide var den overlegne race.

Under Boerkrigen (1899-1902) arbejdede hun frivilligt som sygeplejerske med at passe og pleje krigsfanger. Under arbejdet blev hun selv syg af tyfus og døde i Sydafrika kun 37 år gammel.  

0610-24-01-1 

Valborg Hjort (1884-1970)

Plejede krigsfanger i døgndrift under den spanske syge
I Danmark i 1917-18 arbejdede sygeplejersken Valborg Hjort (1884-1970) med at passe soldater i lazaretlejren i Horserød. Hun var ikke uvant med at pleje soldater og havde tidligere arbejdet som sygeplejerske i bl.a. Tyrkiet i 1912 under Balkankrigen og i Rusland i 1915.

I slutningen af 1. Verdenskrig kom mellem 3-400 syge franske fanger til lejren. De havde været udsat for gasangreb, og mange var blinde og havde hverken øjenlåg eller øjne tilbage. Samtidig havde den spanske syge, en pandemi, der slog 14.000 danskere ihjel, ramt Danmark. Både patienter og personale i lazaretlejren blev ramt af sygdommen, men Valborg Hjort gik fri. Hun bad om at få flere sygeplejersker sendt fra sygeplejerskebureauerne i København, men de, der kom, blev hurtigt syge, og bureauerne nægtede at blive ved med at sende flere. Valborg Hjort måtte sammen med få andre kolleger klare plejen af både fanger og personale.

To år senere i 1920 begyndte Valborg Hjort at arbejde på lazaretlejren ved Hald i Jylland. Her var personalet også bukket under for den spanske syge, og Valborg Hjort måtte sammen med kun en enkelt anden sygeplejerske klare plejen af ca. 1.700 syge fanger. De to kvinder skiftedes til at sove og passe de mange patienter i døgndrift.

"Det var en underlig følelse at sidde i sygebarakken om natten - som eneste kvinde - for åben dør - midt i en samling på 1.700 bolsjevikker," skrev Valborg Hjort senere i sine optegnelser over opholdet i Hald. Efter krigen flyttede hun tilbage til fødeøen Bornholm, hvor hun i mange år arbejdede som oversygeplejerske. Hun døde i 1970, 86 år gammel.  

0610-24-02-1Odette Hallowes (1912-1995)

Spion for den britiske modstandsbevægelse
Midt om natten i oktober 1942 sejlede den franskfødte sygeplejerske Odette Hallowes (1912-1995) i en lille båd tilbage til sit fødeland fra England, hvor hun havde været bosat det meste af sit voksenliv.

Hun efterlod tre døtre for at vende tilbage til Frankrig, hvor hun havde meldt sig ind i den franske del af den britiske modstandsbevægelse Special Operation Executive (SOE).

SOE opererede med sabotage og spionage, og den kønne, unge kvinde, der i forvejen kendte sproget og kulturen, kunne let falde ind i det franske dagligliv.

Som hemmelig agent kom hun i kontakt med en tysk oberst, der ville desertere og i stedet hjælpe briterne.

Han forrådte hende kort efter og arresterede hende i april 1943. Hun blev sendt til et fængsel i Paris, hvor hun blev tæsket og tortureret ved at få sine tånegle flået ud. I juni samme år blev hun dømt til døden, men det blev ikke eksekveret.

I stedet blev hun sat i koncentrationslejr, hvor hun blev befriet fra, da krigen sluttede. Hun døde i England 13. marts 1995, 82 år gammel. Hun har bl.a. modtaget The George Cross-medaljen for sin indsats under krigen.

​​​Hjalp mennesker ud af World Trade Center
​Næsten 3.000 mennesker mistede livet d. 11. september 2001, da terrorister angreb World Trade Center og Pentagon i USA. Størstedelen var almindelige, arbejdende mennesker, mange andre var brand- eller politimænd.

Mindst 11 af dem var sygeplejersker, som enten var i flyene, på job i tvillingetårnene eller var redningsarbejdere under og efter angrebene. Kathy Mazza (1955-2001) var en af dem, som gik ind i tårnene i stedet for ud, efter flyene havde ramt. Hun var uddannet operationssygeplejerske og arbejdede som chef for politidistriktet i New York.

Sammen med et hold af sine betjente gik hun ind i det første tårn, hvor hun fandt en mand liggende med et brækket ben. Kathy Mazza bad en kollega om at hente medicinsk udstyr i bilen udenfor tårnet, mens hun selv blev derinde ved den sårede. Det var sidste gang, kollegaen så Kathy Mazza i live. Overlevende har senere fortalt, at en kvindelig politichef havde reddet dem ud ved at skyde glasvæggene i stykker, så de kunne slippe fri.

Den eneste til stede var på det tidspunkt Kathy Mazza. Hun blev fundet død ved siden af en kvinde i rullestol, hun havde prøvet at hjælpe. Kathy Mazza var ikke den eneste, der mistede livet i tjeneste den dag. Mindst fem andre sygeplejersker døde også under arbejdet i tårnene.

​​​SY-2010-06-20aElever passede udmagrede patienter fra Kz-lejre

Ved slutningen af Anden Verdenskrig var det eleverne fra Aarhus Universitet, der gjorde en bemærkelsesværdig stor indsats for mange af Tysklands tidligere Kz-fanger. I foråret 1945 åbnede myndighederne i Danmark karantænestationer i Sønderjylland for flygtninge fra Tyskland. 12. april rejste 28 elever fra Kursus for Sygeplejersker ved Aarhus Universitet til karantænestationen ved Padborg, der var oprettet fire dage tidligere.

Flere sygeplejersker fra hele landet fulgte efter over de næste dage. Under beskydninger fra luftangreb og arbejde i døgndrift passede sygeplejerskerne udmagrede og ødelagte patienter fra Kz-lejrene i Tyskland. Det var stærkt forkomne torturofre, og mange led af tyfus, dysenteri og diarré.

Eleverne, der havde fået suspenderet deres undervisning for at hjælpe ved karantænestationen, vendte tilbage til Århus og afsluttede deres studie kort efter d. 30. maj. Den afsluttende dimissionstale satte uden de store armbevægelser ord på, hvad mange af sygeplejerskerne, der deltog, må have tænkt om deres kursus i sygepleje: ”Selvom det faldt lidt uden for rammen, er det sikkert det bedste af dem alle sammen.”

Selvom de medvirkende i artiklen optræder som sygeplejersker, er det ikke alle, der var uddannede inden for faget. En egentlig sygeplejerskeautorisation er forskellig fra land til land og er indført på forskellige tider i historien. Fælles for dem alle er dog, at de har været fungerende sygeplejersker i det omfang, erhvervet på det angivne tidspunkt blev defineret.

​ 

Emneord: 
Historie
Sygeplejefaget
Sygeplejens historie

Forsvar for medicinsk sygepleje

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, som overvejer et job på medicinsk afdeling. Tre sygeplejersker fortæller, hvorfor det er spændende og fagligt udfordrende at arbejde med medicinske patienter. De er trætte af den evindelige kritik af forholdene på de medicinske afdelinger.

SY-2009-10-60aIllustration: Bodil Molich

Medicinske afdelinger er andet end nedskæringer og patienter på gangene. Det er en dagligdag med nærhed og foranderlighed. Det er også et brændpunkt, hvor der skal spilles på mange strenge, løses opgaver og tages beslutninger. Her giver tre sygeplejersker fra Sygehus Lillebælt, Vejle/Fredericia/Kolding deres bud på, hvad der får dem til at holde fast i de medicinske afdelinger. Sygeplejerskerne fortæller om de gode oplevelser i arbejdet med gamle mennesker og kronisk syge.

Varieret hverdag

Anette Bergmann Johansen, som er sygeplejerske på en hjertemedicinsk afdeling, har det godt med den varierede dag. Det gælder både på det faglige og det personlige plan, som da Hans bliver indlagt på afdelingen med uregelmæssig hjerterytme. Han har aldrig før været indlagt og er meget nervøs, særlig fordi det er hjertet, der volder problemer.

"Jeg møder Hans på stuen om morgenen, han har meget brug for at tale om sine tanker. Jeg har ikke det store overskud af tid, men prioriterer Hans, da behovet er stort.

Jeg oplever efter ca. 10 minutters samtale et nyt og afslappet menneske. Hans havde brug for at vide, at han ikke befandt sig i en livstruende situation, og at livet kunne genoptages uden større indgreb. Jeg fornemmede et klart behov for at blive hørt, så med enkle midler er jeg med til at gøre en kæmpe forskel for Hans og senere hans hustru."

Behov for faglighed

Men er det de lange, seje kroniske forløb, som slider på sygeplejerskerne? Annette Sandfeld Jacobsen ser behovet for faglighed i den langvarige patientkontakt:

"Vi fik Ib, en yngre patient, indlagt. Han er kendt i afdelingen, da han har haft diabetes i mange år. Han er amputeret på begge ben, svagtseende, har haft apopleksi og er kørestolsbruger.

Ib har kastet op, været skidt en uges tid, er afkræftet og kan ikke spise. Der opsættes iv glukose, vi måler blodsukker otte gange i døgnet, og Ib får antibiotika. Ibs fysiske tilstand bedres over den næste uge, men han bliver passiv, og de næste 5-6 uger ligger han på en luftmadras og afslår brusebad, mobilisering osv., alt på nær iv glukose. Det ordineres, at han ikke skal genoplives ved et eventuelt hjertestop.

Da jeg kender Ib godt, ved jeg, at man ikke skal stille åbne spørgsmål til ham, men i stedet sige "nu skal du i bad", og det lykkes mig at få Ib i brusebad. En dag er Ib meget vågen, og jeg vælger at gå en utraditionel vej og spørger, hvad han ønsker sig i fremtiden. Han spørger, hvad jeg mener, og jeg spørger, om han er træt af livet og måske ønsker at dø.

Ib tænker lidt over mit spørgsmål og spørger, hvad jeg mener. Jeg svarer, at nu har han ligget i sin seng og er blevet vendt og drejet i ugevis, han har tabt sig meget, da han kun ernæres ved iv glukose. Sondemad er på det bestemteste blevet afslået. Jeg fortæller ham, at jeg har det svært med at se ham ligge der og blive dårligere og dårligere.

Ib siger, at han ikke ønsker at dø, men gerne vil hjem. "Så skal du i gang med at spise. Sig hvad du har lyst til, så får du det."
"Ikke rigtig noget," lyder svaret.

I løbet af de næste dage begynder Ib at spise. Ikke diabeteskost, men fuldfed kost. Han bliver vasket, kommer op i sin kørestol og ud i rygerummet. Efter en indlæggelse på 10 uger afholdes udskrivningskonference. Ib skal flytte fra sin lejlighed og til et af byens plejehjem. Vi får en snak om at skulle bo på plejehjem, når man er 40 år - det er svært, men nødvendigt.

Lige inden udskrivelsen siger Ib til mig: "Jeg er glad for, at du gav mig en skideballe."

Ib har været indlagt to gange siden, men af meget kort varighed. Den situation har betydet meget for mig, og jeg er glad for at være blevet den erfaring rigere."

Ernæring et vitalt område

Helle Egebjerg lægger vægt på de komplekse opgaver og den selvstændige sygepleje inden for det medicinske felt. "Ernæring er et vitalt område. Det var det for Peter, som blev indlagt og fik en ernæringssonde. Han spiste intet per os, men ville absolut have sonden ud. Han har gentagne gange trukket den op selv, men den er blevet lagt igen. Sygeplejersken, som møder i vagt, beslutter at seponere sonden og aftaler med Peter, at han skal spise selv. Han spiser og får ikke sonde mere. Ved en anden lejlighed siger han tak for den beslutning."

Artiklen er baseret på rapporten "Fokus på den medicinske sygepleje på Sygehus Lillebælt", som er udarbejdet af seks sygeplejersker og forfatteren. Rapporten kan fås ved henvendelse til Karen Huld.

Karen Huld er kvalitetsmedarbejder på Hjertemedicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt. Anette Bergmann Johansen, Anette Sandfeld Jacobsen og Helle Egebjerg er sygeplejersker på tre forskellige medicinske afdelinger på Sygehus Lillebælt. Sygehus Lillebælt bestod i 2008 af Vejle, Give, Fredericia og Kolding Sygehus.

ENGLISH ABSTRACT


Huld K. In Defence of medical nursing. Sygeplejersken 2009;(10):60-1.

The article describes the satisfaction derived from working on a medical ward and explains, via patient narratives, why nurses choose to work on wards that are often the subject of very negative press in the media. The article is based on a report on medical nursing prepared by the author and six nurses from Lillebælt Hospital.

Key words: Medical nursing, patient narratives, job satisfaction.

Emneord: 
Sygeplejefaget