5 faglige minutter: Flere mænd, tak

Flere mænd i sygeplejen vil kunne hjælpe til at skabe en mere klar fagidentitet og derved højne kvaliteten.

97 pct. af danske sygeplejersker er kvinder, og gad vide om spørgsmålet om kønnet i sygeplejen medfører den samme berøringsangst som hos retsvæsenet, hvor 31 af 44 dommere i Københavns Byret er kvinder. Men hvor det i faget - ifølge Weekendavisen uge 15/2007 - er dybt tabubelagt overhovedet at antyde, at mænd og kvinder måske dømmer forskelligt.

Sygeplejersker træffer ikke deciderede domme som inden for retsvæsenet, men deres vurderinger og handlinger udgør en markant magtfaktor for mange menneskers liv hver eneste dag. Beslutninger træffes ud fra en sygeplejeetisk og faglig viden om - vil de fleste sikkert nagelfast svare - hvad det bedste er for netop denne patient/klient, ubetinget af den enkelte sygeplejerskes køn og personlige sym- og antipatier. Men som inden for retsvæsenet har vi ingen studier, der viser, om dette har bund i virkeligheden. Det kunne derfor være relevant med et studie i en afdeling bemandet udelukkende med mandlige sygeplejersker - hvis man ellers kunne støve så mange op?

Min erfaring med kønsforskelle er, at mandlige sygeplejersker sjældent har denne overmoderlige indstilling, hvor man påtager sig rollen som den, der ved bedst, f.eks. om patienten har brug for en tæt følelsesmæssig kontakt til en sygeplejerske. Derudover er mænd i sygeplejen - qua deres rationelle tilgang til arbejdslivet - ofte igangsættere af vigtige diskussioner om, hvad sygeplejersker skal, kan og vil, hvilke opgaver der skal prioriteres, og på den måde aktive i at skille skæg fra snot i forhold til fagets identitetsproblemer - der ifølge et studie udført af DSI 2006 bekræfter det, vi har vidst i 100 år:

Der er (stadig) et stort gab mellem sygeplejerskers ideal-faglige identitet og den virkelighed, der rent faktisk praktiseres. Sygeplejersker løser (stadig) en alt for bred vifte af opgaver. Arbejdet er (stadig) præget af konstante afbrydelser og samarbejdsproblemer med især lægerne og hjemmeplejen. Den omsorgsfulde patientkontakt, der (stadig) fylder meget i sygeplejerskernes ideale verden, støder (stadig) sammen med det faktum, at den direkte kontakt til patienterne i dagligdagen fylder under 30 pct., og den vigtige samtale om sygdom, liv og død er stort set ikke eksisterende. (Rapporten "Sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsopgaver på medicinske afdelinger" kan hentes på www.dsi.dk).

Sat på spidsen finder mandlige sygeplejersker sig ikke længe i værtinde- og rengøringsopgaver og en plejetyngde, der sætter selv en jord- og betonarbejder skakmat, eller i at blive dirigeret rundt med af andre faggrupper. Som en mandlig kollega en gang sagde til en læge, der bad ham hente et prøvesvar "Jeg har rigeligt af mit eget at se til, det må du selv hente."

Mænd hverken kan eller skal redde sygeplejen, men en bedre kønsfordeling vil efter min mening kunne hive teltpælene hurtigere op, så faget kan komme videre mod kernen. Også videre end dertil, hvor nogle sygeplejersker ifølge DSI-undersøgelsen føler sig som rigtige sygeplejersker, når patienterne bliver glade for at se dem. Få jer et liv, fristes man til at sige.Lad os komme væk fra forestillingen om, at en omsorgsmoral bygger på en kvindelig moral - og se så at få rekrutteret de mænd!

Men noget skal ændres. Ud over en bedre løn - for alle vel at mærke - må kvindelige sygeplejersker se kritisk på arbejdskulturen, hvor behovet for tryghed, enighed og bekræftelse samt madopskrifter og babyafføring præger det kollegiale samvær.

Fordommen om, at alle mænd i faget er bøsser, må aflives - rekrutteringen styrkes ikke af, at heteroseksuelle mænd til stadighed skal kæmpe mod en mistanke om en latent homoseksuel disponering. Endelig vil en maskulin betegnelse for sygeplejerske, f.eks. sygeplejer, kunne lokke flere til.

Klummen “5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Køn
Mand
Sygeplejefaget

Bispebjerg Hospital: Strategi for klinisk sygeplejeforskning

Pioritering. Forskning i sygepleje og anvendelse af forskningsresultater er fundamentet for sygeplejens faglige udvikling og kvalitet. Men behovet for viden er næsten uendeligt. Det er derfor nødvendigt at prioritere, hvilke satsningsområder der skal fokuseres på lokalt, regionalt og nationalt.

Artiklen henvender sig til chef- og forskningssygeplejersker. Artiklen beskriver resultaterne af den proces, Bispebjerg Hospital har gennemgået i forhold til udvikling af en lokal strategi for klinisk sygeplejeforskning 2004-2008.

Den nationale strategi for sygeplejeforskning 2005-2010 har til formål at fremme bevågenheden på dansk sygeplejeforskning og forskningens vilkår og genstandsområder (1). Med henvisning til MESUF-rapporten fra 2001 (se boks 1) og arbejdet med Den Danske Kvalitetsmodel pointeres det i strategien, at: "Forskning i sygepleje og anvendelse af forskningsresultater er fundamentet for sygeplejens faglige udvikling. Sygeplejeforskning skal være anvendelsesorienteret for at kunne udvikle en position i den eksisterende kvalitetsstrategi såvel som i den kommende Danske Kvalitets Model for sundhedsvæsenet. Anvendelsesorienteret forskning tager udgangspunkt i sundhedsvæsenets behov for sygeplejefaglige ydelser" (1).  

BOKS 1. MESUF-RAPPORTEN

(Medicinsk sundhedsforsknings fremtid) fra marts 2001 er en opfølgning på anbefalinger til fremme af vilkårene for medicinsk sundhedsforskning.

Rapporten kan hentes på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, www.sim.dk

Sygeplejeforskning er således ikke længere en elitær beskæftigelse, men en tvingende nødvendighed, hvis vi vil medvirke til kvalitetsudvikling af den kliniske sygepleje.

Udgangspunkt i krav til forskningsbaseret praksis

I arbejdet med udviklingen af en strategi for klinisk sygeplejeforskning har vi på Bispebjerg Hospital (BBH) taget udgangspunkt i, hvilke krav til forskningsbaseret praksis der afspejles i bekendtgørelserne om uddannelserne til professionsbachelorer, kandidat og ph.d. i sygepleje
(2,3,4), samt i, hvad der kendetegner forskningen og adskiller den fra udviklingsarbejde (5).

Forskning og udvikling er ifølge OECD et skabende arbejde baseret på et systematisk grundlag, der har til formål "at øge den videnskabelige og tekniske viden samt bruge denne viden til praktiske anvendelser." Det pointeres endvidere, "at et videnskabeligt arbejde kan betragtes som forskning, hvis det primære formål er at skabe ny viden, at udvikle nye produkter eller processer eller at forbedre et produkt eller en proces" (5).

Der gøres dermed opmærksom på forskellen mellem et forsknings- og et udviklingsarbejde (se boks 2).  

BOKS 2. FORSKELLEN PÅ ET FORSKNINGS- OG UDVIKLINGSARBEJDE SOM BESKREVET AF OECD (5)
  • Grundforskning er originalt, eksperimenterende eller teoretisk arbejde med henblik på primært at opnå ny viden og uden nogen bestemt anvendelse i sigte.
  • Anvendt forskning er ligeledes originale undersøgelser med henblik på at opnå ny viden, men primært rettet mod bestemte praktiske formål.
  • Udviklingsarbejde er systematisk arbejde baseret på anvendelsen af viden opnået gennem forskning og/eller praktisk erfaring med det formål at frembringe nyt eller forbedret materiale, produkter, processer, systemer eller tjenesteydelser.

Strategien er endvidere udarbejdet på baggrund af Hovedstadens Sygehusfællesskabs (HS) forskningspolitik og mål år 2000 (8,9), strategipapir fra Sygeplejedirektørerne i HS (10), Den Europæiske Sundhedskomites rapport og rekommandationer for Sygeplejeforskning (5), den Nationale delstrategi for Sygeplejeforskning år 1999-2002 (6) og Forskningsministeriets delstrategi for Sundhedsforskning (11).

De ressourcer, der er til rådighed for sygeplejeforskningen, er endnu yderst begrænsede. Ideer og visioner må derfor udmøntes gennem en strategisk og velovervejet prioritering, organisering og strukturering set i et større og mere overordnet lokalt, regionalt og om muligt nationalt perspektiv. I den nationale delstrategi for sygeplejeforskning 1999-2002 (6) og i Europarådets rekommandationer (12) anbefales det, at man nationalt, regionalt og lokalt lader mål og strategier bygge på fem punkter, beskrevet i boks 3.
 

BOKS 3. ANBEFALINGER FRA EUROPARÅDET

om udarbejdelse af mål og strategier for sygeplejeforskning. Nationalt, regionalt og lokalt (12):

  1. Struktur og organisering af sygeplejeforskningen.
  2. Integration af sygeplejeforskning og praksis.
  3. Udvikling af kompetencer inden for sygeplejeforskningen.
  4. Finansiering af sygeplejeforskningen.
  5. Nationalt og internationalt samarbejde.

Struktur og organisering

Struktur og organisering afspejles af de lokale institutionelle betingelser, men ideelt set også af sygeplejeforskningens udviklings- og vækstmuligheder, er relateret til en regional og national prioritering, organisering og samarbejde om forskning og kvalitetsudvikling.

Den nationale strategi for sygeplejeforskning 2005-2010 (1) anbefaler, at sygeplejeforskningen i særlig grad tager afsæt i regeringens folkesundhedsprogram fra 2002 "Sund hele livet - de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-2010" (13). Programmet fokuserer på:

  • Sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse relateret til de store folkesygdomme.

  • Nyorientering af sundhedsarbejdet.

  • Mere helhedsorienteret forebyggelsesindsats.

  • Bedre sammenhæng mellem forebyggelse, den enkeltes indsats og patientrådgivning.

  • Støtte, rehabilitering.

  • Fokus på en fælles indsats relateret til samspillet mellem patient, professionelle og familien.

Disse emneområder er selvfølgelig relevante, men set ud fra den levede virkelighed i sundhedssektoren vil et så snævert fokus på sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse kunne indebære, at udviklingen af viden om de akutte, kroniske og uhelbredeligt syge og døende nedprioriteres. Vi finder det derfor relevant, at den nationale, regionale og lokale forskning prioriteres i forhold til de indsatsområder, som er skitseret i figur 1.

SY-2006-20-50

Modellen danner derfor grundlag for vort videre arbejde med at identificere, beskrive og prioritere vore lokale satsningsområder. Vi har erkendt, at en sådan prioritering og dermed motivationen for forskning er nært knyttet til de aktuelle og potentielle kvalitetsudviklingsprojekter, der arbejdes med på hospitalet. Prioriteringen af indsatsområder vil derfor tage udgangspunkt i de ubesvarede spørgsmål, som den systematiske litteratursøgning i kvalitetsudviklingen har efterladt.

At favne forskningen for samtlige målgrupper og indsatsområder er en omfattende opgave, som den enkelte forsker eller det enkelte sygehus ikke kan varetage alene. Det fordrer en fælles prioritering og satsning regionalt og om muligt nationalt i et netværkssamarbejde mellem hospitalsledelserne, sygeplejeforskerne og forskningsenhederne på sygehusenes kliniske specialeenheder i et samarbejde med den primære sundhedstjeneste, de universitære institutioner og forskningskyndige på CVU'erne. Et samarbejde baseret på udarbejdelse af forskningsprogrammer, der kan danne rammen for forskningen og ansøgninger om midler til den. Det fordrer tillige, at den fremtidige forskning ideelt set relateres, prioriteres og organiseres i forhold til satsningsområder, udarbejdede programmer og etablerede netværk. Samtidig indebærer det et brud med en mere individuel forskning, styret alene af den enkelte forskers eller forskerstuderendes interesser.

Meningen er selvfølgelig ikke at dømme den fri forskning ude, men at lade forskningen styre af klinikkens behov og forskernes ressourcer. Vi ønsker tillige at prioritere og samle ressourcerne om en systematisk forskning, hvor de enkelte projekter bygger videre på og kvalificerer forrige og fremtidige projekter inden for samme felt, således at ressourcerne prioriteres til en konsistent forskning. Samtidig optimeres mulighederne for at skabe stærke netværk, der kan bygge på den akkumulerede viden og erfaring, ligesom mulighederne for at opnå større bredde og kontinuitet i forskningen optimeres. Det er derfor ønskeligt, at sygeplejedirektører, forskningsledere, universitære samarbejdspartnere, rektorerne for sygeplejeskolerne og evt. Dansk Sygepleje Selskab (Dasys), regionalt og om muligt nationalt etablerer et forum for struktur, organisering og prioriteringen af sygeplejeforskningen i overensstemmelse med f.eks. ovenstående model i figur 1.

Nødvendigt at samle ressourcerne

Mange afdelinger udarbejder - eller tilstræber at udarbejde - forskningsbaserede kliniske vejledninger. Men er tiden ikke inde til, at vi også hvad det angår, såvel regionalt som nationalt, samler ressourcerne om dette arbejde?

Det vil fordre, at specialerne på nationalt plan, eksempelvis gennem de faglige selskaber, samarbejder om prioritering, organisering, finansiering og ansættelse af kvalificerede personer, som i samarbejde med aftagerne af vejledningerne kan løfte opgaven.

I den forbindelse kan det være ideelt at samle forskning og udvikling i specifikke videns- og forskningscentre, hvor forskere og de ansvarlige for klinisk kvalitet og udvikling indgår i et tæt samarbejde om prioriterede satsningsområder for udvikling og forskning. Sådanne centre må ideelt set have et tæt samarbejde med - og om muligt tilknytning til - universiteter og CVU'er, således at de også kan bidrage med specifik viden til undervisning og uddannelse af såvel studerende som sygeplejersker på alle kompetenceniveauer.

Forskningslederen en vigtig katalysator

Vor lokale strategi for sygeplejeforskning blev udarbejdet i 2004 med udgangspunkt i ansættelsen af en forskningsleder. Stillingen blev dog først besat pr. 1. januar 2006, hvorfor det først nu er blevet muligt at arbejde systematisk mod en realisering af strategien. Det har derfor været nødvendigt at prioritere strategien og samtidig tage højde for, at forskningslederen for at opretholde og udvikle egen forskningskompetence har 40 pct. forskningsret og -pligt.

Forskningslederens overordnede opgaver er at:

  • Initiere og medvirke i implementering af mål og strategi for sygeplejeforskningen på Bispebjerg Hospital.

  • Rekruttere og vejlede forskningsaktive sygeplejersker, herunder ph.d.-vejledning.

  • Etablere samarbejde til forskningsmiljøer i HS, nationalt og internationalt.

  • Medvirke til ansøgning om eksterne fonds- og forskningsmidler.

  • Medvirke til formidling af forskningsresultater.

  • Udføre og publicere egen forskning.

Vi ønsker, at forskningen skal tage udgangspunkt i de specifikke og ofte komplekse kliniske problemstillinger, der råder i de forskellige kliniske specialer, men også i den forskningsbaserede viden, der relaterer til de enkelte områder, hvori behovet for ny viden og dermed grundlaget for nye forskningsprojekter udspringer fra. Derfor skal forskningen initieres og gennemføres af sygeplejersker, der har specifik indsigt i de enkelte specialer. Forskningslederen bliver derfor samarbejdspartner og vejleder i de enkelte forskningsprojekter, men ikke en person, der selvstændigt initierer og driver projekterne i de vidt forskellige videns- og specialeområder.

Man kan således betragte forskningslederen som en katalysator, der igangsætter og understøtter flere processer samtidig i stedet for at blive opslugt i udførelsen af specifikke og tidskrævende delprocesser. Det indebærer selvfølgelig, at forskningen ikke realiseres, hvis ikke projekterne tilføres interne eller eksterne ressourcer.

Arbejdet med at realisere strategien er derudover forankret i et tæt samarbejde med de ledende og kliniske oversygeplejersker på Bispebjerg Hospital samt i et strategiudvalg bestående af hospitalets sygeplejedirektør, formanden for oversygeplejerskerådet, forskningslederen og fire forskningskyndige repræsentanter fra kirurgisk, medicinsk og psykiatrisk område samt uddannelsesafdelingen. To af de fem forskningskyndige medlemmer har samtidig plads i hospitalets tværfaglige forskningsudvalg.

Afdækning af motivation, ressourcer og behov

Som et led i realiseringen af strategien har vi indledningsvis udarbejdet en prioriteret handlingsplan. Prioriteringen er baseret på en afdækning og analyse af de enkelte afdelingers motivation, forskningsmæssige og økonomiske ressourcer og behov for initiering, gennemførelse og implementering af klinisk sygeplejeforskning. Forskningslederen har indledningsvis afholdt et 2-3 timers møde med hver afdeling eller center. På disse møder afdækkes afdelingernes:

  • Motivation, ideer og ønsker for forskningen.

  • Behov for støtte til initiering og gennemførelse af forskning, f.eks. udarbejdelse af projektbeskrivelse, vejlederkonstellation, fondsansøgninger, ansøgning til videnskabsetiske komiteer og datatilsynet, analyse af data etc. 

  • Organisering og ledelse af forskningen eller et givent projekt; overvejelser eller faktuelt.

  • Publicering eller implementering af klinisk sygeplejeforskning.

  • Integration af sygeplejeforskning i kvalitetsudvikling og praksis.

  • Behov for udvikling af forskningskompetencer i afdelingen.

  • Ressourcer; forskningsmæssige kompetencer, økonomi, tid etc.

  • Behov for vejledning, samarbejde og erfaringsudveksling lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt.

  • Aftaler for det fremtidige og videre samarbejde.

  • Forskningskyndige eller interesserede sygeplejerskers behov for deltagelse i, eller etablering af netværk, studiegrupper etc.

  • Forskningskyndige eller interesserede sygeplejerskers behov for undervisning, uddannelse etc.

Hver afdeling har udarbejdet en sammenfatning af deres specifikke behov og prioriteringer. Forskningslederen har analyseret og sammenskrevet resultaterne af afdækningen, hvorefter der er udarbejdet en oversigt over fælles og specifikke behov for vejledning, kompetenceudvikling etc.

Strategiudvalget for sygeplejeforskning har herefter udarbejdet en række anbefalinger, som beskrevet i boks 4, der siden er prioriteret i gruppen af ledende og kliniske oversygeplejersker.  

BOKS 4. ANBEFALINGER

Anbefalinger for organisering og prioritering af sygeplejeforskningen på Bispebjerg Hospital

  • At der foretages en kritisk overvejelse og prioritering af, hvorvidt motiverede og kvalificerede sygeplejersker fremover skal gennemgå en klinisk orienteret master-, kandidat- eller ph.d.-uddannelse som alternativ til andre videregående uddannelser, hvor det kliniske fokus er sekundært. 
  • At der udarbejdes en kontrakt om den studerendes/kursistens vilkår og opgaver under uddannelsen, relateret til afdelingens og Bispebjerg Hospitals satsningsområder.
  • At ressourcerne samles om projekter, der er prioriteret i forhold til udvalgte satsningsområder, og som ledes af forskningskyndige sygeplejersker evt. i samarbejde med andre faggrupper og/eller forskningsenheder/centre.
  • At sygeplejersker og sygeplejefaglige ledere ved behov drøfter potentielle forskningsprojekter og mulighederne for vejledning etc. til udarbejdelse af projektbeskrivelse og gennemførelsen af projektet med et af Strategiudvalgets forskningskyndige medlemmer (primært forskningslederen).
  • At færdige projektbeskrivelser indsendes til "Strategiudvalget," inden det iværksættes. Der skal indsendes projektbeskrivelse inkl. søgehistorie og godkendelse fra de videnskabsetiske komiteer og Datatilsynet samt et budget. Hensigten er at understøtte den enkeltes muligheder for at opnå økonomisk støtte og kvalificeret vejledning samt at optimere vilkårene for at publicere resultaterne. Hensigten er desuden at drøfte projektets relevans og muligheder ind i BBHs øvrige sygeplejefaglige forskningstiltag, samt at udvalget medvirker til at etablere og understøtte lokale, regionale og (inter)nationale forskernetværk.
  • At kandidat- og masterstuderende udarbejder opgaver og specialer, der kan relateres til hospitalets og afdelingernes satsningsområder for klinisk sygeplejeforskning og evt. tværfaglig forskning. Herunder at de studerende om muligt tilknyttes igangværende eller potentielle forskningsprojekter.
  • At forskningsinteresserede - men endnu ikke forskningskyndige - sygeplejersker primært tilknyttes etablerede projekter - eller udfører delprojekter, hvor de kan samarbejde med mere forskningskyndige partnere sideløbende med, at de udvikler teoretiske og videnskabelige kompetencer.
  • At sygeplejerskernes karriereplanlægning relateres til meritgivende uddannelser, kurser eller videregående uddannelse.
  • At der etableres tværfaglig mulighed for at benytte lokal statistisk konsulentbistand.

Status og perspektiver

Den fælles arbejdsproces med udarbejdelsen af strategi, mål, satsningsområder og anbefalinger har øget vores bevidsthed om forskningens betydning for kvalitetsudvikling af klinisk praksis. Vi har skabt en fælles forståelsesramme og fundament for prioritering af satsningsområder og ressourcer, for strukturering, organisering og gennemførelse af forskningen, samt for udviklingen af forskningskompetencer i relation til den prioriterede forskning.

Da vi udarbejdede strategien i 2004, fandt vi det noget ambitiøst at tænke os ind i nationale og internationale samarbejdsrelationer, før vi havde fundet frem til, hvad der var op og ned i de lokale og regionale forskningsmiljøer. På basis af den efterfølgende systematiske afdækning og prioritering af vor motivation, ressourcer og indsigt vil vi nu være parate til at prioritere, hvilke regionale, nationale og eventuelt internationale samarbejdsrelationer vi kan indgå i fremover. Det ser vi frem til og håber samtidig, at vi kan yde en kvalificeret indsats, der kan bidrage til at realisere såvel hospitalets lokale som den nationale strategi for sygeplejeforskning, således at kvaliteten af såvel klinisk praksis som uddannelse optimeres.

Susan Rydahl Hansen er leder af sygeplejeforskningen. Janne Elsborg er sygeplejedirektør. Mette Lund-Jacobsen er ledende oversygeplejerske. Susanne Zielke er klinisk oversygeplejerske. Alle fire er ansat på Bispebjerg Hospital.

Litteratur

  1. Dansk Sygeplejeråd. National strategi for sygeplejeforskning 2005-2010.

  2. Bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen nr. 232 af 30/03/2001.

  3. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 786 af 29. august 1994. Bekendtgørelse om kandidatuddannelsen i sygepleje.

  4. Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 989 af 11. december 1992 om ph.d.-graden.

  5. OECD. The measurement of scientific and technical activities: proposed standard practice for surveys of research and experimental development: "Frascati manual 1980." 4th ed. Paris: Organisation for Economic Co-operation and Development; 1981.

  6. Dansk Sygeplejeråd. National delstrategi for sygeplejeforskningen år 1999-2002. 

  7. Mål og strategi for sygeplejeforskningen på Bispebj. Hosp. 2004-2008. 

  8. HS Forskningspolitik. Bispebjerg Hospitals intranetside.

  9. Mål for HS i 2000. Hovedstadens Sygehusfællesskab.

  10. Uddrag af strategipapir fra sygeplejedirektørerne i HS - afsnit om "forskning i sygepleje" (udkast). 2003.

  11. Forskningsministeriet. Delstrategi: Sundhedsforskning. 1997.

  12. Den europæiske sundhedskomité (CDSP). Sygeplejeforskning: Rapport og rekommandationer. Strasbourg: Europarådet; 1996. 

  13. Regeringen. Sund hele livet - de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10. 2002.

ENGLISH ABSTRACT

Hansen SR. Elsborg J. Lund-Jacobsen M. Zielke S. A strategy for clinical nursing research. Sygeplejersken 2006;(20):48-53.

Nursing research and the application of the results of this research are fundamental to the professional development and quality of nursing. Our need for knowledge is good as infinite, for which reason it is necessary to prioritise which areas of nursing we must stake on at the local, regional and at the national level. The article is based on the experiences acquired during the working process involved in the description and realisation of a local strategy for nursing research at Bispebjerg Hospital in Copenhagen. On the basis of an analysis of the various departments' desires for nursing research and the development of research competences, a presentation is made of stake areas and recommendations related to structure and organisation, integration of nursing research and practice, and the development of research competences.

Keywords: Research competences, stake areas, research strategy, nursing research.

Emneord: 
Forskning
Sygeplejefaget

Et godt greb om sygepleje

Unødvendig kløft. At tale om sygeplejens teori og praksis skaber let den opfattelse, at de to ord er modsætninger. Hvis man i stedet taler om at gribe og begribe sygepleje, kan man se, hvordan begreberne tværtimod må supplere hinanden.

I dag skal sygeplejestuderende i langt højere grad end tidligere læse og forstå en lang kongerække af sociologer, filosoffer, pædagoger, psykologer og ikke mindst sygeplejersker. Men hvad kan vi egentlig bruge disse mange teoretikere og deres abstrakte teorier til i praksis?

Ideen er, at der skal tilegnes en stadig større mængde viden, som afspejles i en stadig mere krævende og kompleks sygeplejepraksis. De nyuddannede sygeplejersker kan således besmykke sig med en akademisk titel, som med tiden vil hæve det faglige niveau i praksis. Det er i hvert fald tanken.

Denne udvikling har medført, at stadig flere erfarne sygeplejersker stiller sig undrende og ikke sjældent kritiske over for disse forandringer. På mine studiebesøg på flere af landets sygehuse hører jeg ofte, hvordan erfarne sygeplejersker beskriver de nyuddannede kolleger med dyb respekt og ydmyghed, når det gælder refleksionsevne og videnstilegnelse, men langt mere kritisk, når det gælder den grundlæggende sygepleje og tilgangen til patienten generelt.

Denne problematik er ikke ny. Det er for længst blevet en kliche, når man udtaler, at teori er én ting og praksis noget andet.

En lang række sygeplejersker har tilmed skrevet opgaver, specialer og afhandlinger om forholdet mellem teori og praksis og den kløft herimellem, som alle gerne vil bygge bro over. Der synes dog ikke at være nogen simpel løsning på denne problemstilling.

Enhed af modsætninger

Min tanke er imidlertid den, at det er selve udgangspunktet for diskussionen, der er problematisk. Med andre ord skabes der i reglen et uløseligt problem, når vi anvender ordene teori og praksis. Vi starter med en modsætning, hvor de to ord definitorisk er hinandens modpoler.

Ordet teori betyder egentlig spekulation og abstraktion, hvor praksis betyder handling. Vi vil derfor gerne forene noget, som vi starter med at definere som en modsætning. Med et analogt eksempel kunne man spørge, hvordan begrebsparrene højre og venstre eller bakke og dal skulle kunne forenes?

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at sygeplejens teori og praksis er komplementære. Teori og praksis består som en enhed af modsætninger. Sygeplejeteorien er derfor indeholdt i praksis, om vi nu kender den eller ej, og praksis skulle gerne være indeholdt i teorien, ellers er dens værdi meget ringe.

For bedre at kunne få øje på denne enhed og for at kunne

Side 41

gøre en forening værdig må vi starte et andet sted. Vi må starte med at anvende nogle andre ord, som ikke adskiller, men forener sygeplejen.

At gribe og begribe

Enheden mellem teori og praksis synliggøres via ordene greb og begreb. I modsætning til ordene teori og praksis har ”greb” og ”begreb” den samme historie og henviser begge til det at gribe om noget, enten med hånden eller med ordet.

Jeg kan derfor gribe om patienten med min hånd samtidig med, at jeg begriber hans situation gennem beskrivelse og forståelse. Jeg kan både have et fast greb om enhver situation og samtidig begrebsligt sætte ord på situationen.

Vi kan således både gribe i ord og handling. Begge måder at gribe på er overordentlig vigtige. De har ét og samme mål, nemlig omsorgen for patienten. Det afgørende er således at fokusere på nødvendigheden af begge perspektiver, set som en enhed.

Typisk vil jeg først begribe en vanskelig situation, når jeg har haft et fysisk greb om situationen, og det er i reglen først, når jeg har et vist begreb om sygepleje, at jeg kan få bedre greb om de mange enkeltsituationer. Eksempelvis vil sygeplejersken muligvis fysisk kunne gribe om en svær situation med en svært dement patient, som modsætter sig sengevask. Det fordrer dog samtidig, at hun har begreb om den situation, mange demente befinder sig i.

Men dette begreb om de svært demente er samtidig skabt på baggrund af de mange måder, disse situationer med svært demente kan gribes på. Det er denne gensidige afhængighed, som er frugtbar at forstå.

Hønen eller ægget

Med begrebet foretages der ofte en generalisering ud fra de mange erfaringer, sygeplejersken har med at gribe i praksis. Omvendt må det gælde for de sygeplejestuderende, som ikke må forgribe sig på patienterne gennem de mange nye tilegnede begreber, men ydmygt lade ethvert nyt greb i praksis være regulerende for den måde, patienten begribes på. Først her vil teori og praksis kunne forenes.

Men hvordan bliver vi så bedre til at gribe og begribe sygeplejen? Vi må her spørge os selv, om sygeplejens idealer er noget, der opfindes eller opdages? Skal vi med andre ord starte med at opfinde nye teorier gennem begreber eller erfare sygeplejen gennem forskellige greb i praksis for dernæst at opdage nogle sammenhænge, som skaber teorierne?

Dette spørgsmål vil være det samme som at spørge til hønen og ægget, og hvad der kommer først. Det afgørende er at se den gensidige nødvendighed af grebet i og begrebet om den gode omsorg. Teorier om sygepleje bliver opdaget og opfundet på samme tid, hvilket afspejles i enheden mellem sygeplejen som greb og begreb.

Jacob Birkler, cand.mag. i filosofi og psykologi, underviser på Ribe Amts Sygeplejeskole og er forfatter til lærebogen ”Filosofi og sygepleje,” Munksgaard 2004.

Emneord: 
Identitet
Sygepleje
Sygeplejefaget
Teori
Etik

Sygeplejens hellige gral

Faglig kerne. Sygeplejens kerne er svær at italesætte. Derfor bliver den let til en hellig gral, som kun sygeplejersker kan se. Men sygeplejen kan ikke udvikles og videnskabeliggøres, hvis man kun beskytter denne kerne og ikke er villig til at udfordre den.

Side 38

SY-2005-04-38bIllustration: Bob Katzenelson

Side 39 

Sygeplejen profileres i dag som en videnskab. Videnskabens centrale idé er skabelsen af ny viden på et stringent grundlag. Men hvad er det egentlig, vi vil skabe viden om, når det gælder sygepleje?

Vi må med andre ord spørge til sygeplejens egenart, hvilket er en del af sygeplejens videnskabelige projekt. Det helt grundlæggende spørgsmål bliver derfor: Hvad er sygepleje? Når man søger svaret på dette spørgsmål, vil der helt basalt være to veje at gå. 

For det første kan sygeplejen defineres begrebsligt. Vi kan således analysere sygeplejebegrebet og dets historie eller se på beslægtede nøgleord såsom omsorg og empati.

For det andet kan vi se på sygeplejen som fænomen, dvs. se på den måde, sygeplejen rent faktisk bliver praktiseret på. Selvom der ikke nødvendigvis er overensstemmelse mellem sygeplejebegrebet og den måde, begrebet afspejles på i professionen, er det et nødvendigt udgangspunkt og måske endog et mål for sygeplejevidenskaben.

Nu er jeg ikke sygeplejerske, men videnskabsteoretiker ansat på en sygeplejeskole, og vil derfor ikke forsøge at svare direkte på ovenstående spørgsmål. Det, jeg imidlertid meget ofte gør, er at spørge sygeplejersker rundt om i landet, hvordan de forstår sygeplejens egenart.

Hvad er sygepleje egentlig? Dette spørgsmål afføder i reglen mange spændende dialoger. Svaret er imidlertid aldrig entydigt. Sygeplejen som fænomen praktiseres som et mangfoldigt erhverv, hvor stadig flere kompetencer eller dueligheder bliver integreret i professionen. Sygeplejersken skal således dygtiggøre sig med støtte fra vidt forskellige fagområder såsom fysiologi, pædagogik, mikrobiologi, religion, filosofi, anatomi, psykologi, jura, sociologi. Listen kan som bekendt gøres endnu længere. Alle disse fagområder er med til at forme sygeplejens professionsidentitet.

Den hellige gral.

Den hellige gral er et magisk bæger, kilde til ungdom, sundhed, visdom og sandhed. Gralen er det bæger, som Jesus brugte ved den sidste nadver, og som hans blod senere blev samlet op i under korsfæstelsen. I sagnkredsen om Kong Arthur er gralen den genstand, som ridderne af det runde bord stræber efter at finde.

Kilde: da.wikipedia.org

Men lommekniven har netop den særegne funktion, at den samler en lang række egenskaber i ét fornuftigt redskab. I stedet for at gå rundt med både en stor kniv, saks, proptrækker osv. samler man alle disse funktioner i denne ene lommekniv. 

Man har gennem mange år forsøgt at producere stadig mere komplette lommeknive, som indeholder flere funktioner. Men jo flere funktioner, jo mere uhåndterlig bliver kniven. Som det antydes, synes der at være flere lighedspunkter i forhold til sygeplejen. 

I bestræbelsen på at udvikle sygeplejen medtænkes stadig flere fagområder, hvilket ofte kaster en skygge hen over sygeplejens helt grundlæggende funktionsområde. Men hvad er egentlig sygeplejens helt grundlæggende funktion? Er det kniven, saksen eller det, som knytter disse sammen?

Sygeplejen som lommekniv

Men hvor er det ankerpunkt, hvorfra ny viden om sygepleje kan gro? Svaret på dette spørgsmål kan let ende i et paradoks. På den ene side er sygeplejen i sig selv et selvstændigt fagområde, og på den anden side er sygeplejen en forening af en række fagområder, som allerede er veletablerede videnskabelige grunddiscipliner.

Hvis der således satses på et eller flere af de fagområder, som er indeholdt i sygeplejen, synes det vanskeligt at skabe ny viden, hvis man ikke blot vil give fagområderne en ny omsorgsmæssig iklædning.

Arbejder sygeplejersken eksempelvis med psykologien, vil hun ofte stå i skyggen af psykologiens vidensområde. Arbejder sygeplejersken med filosofi, pædagogik eller religion, vil hun på samme måde møde særdeles veletablerede fagområder, som allerede er velopdyrkede. 

Dette gælder ikke mindst de naturvidenskabelige fag, hvor specielt lægevidenskaben har en lang tradition bag sig. Fra sygeplejen lyder svaret derfor ofte, at det særegne ved sygeplejen er dens evne til at samle alle disse mange funktioner eller kompetencer i én profession, hvor der arbejdes med et fælles mål, nemlig omsorgen for det lidende menneske.

På dette ene punkt giver det mening billedligt at sammenligne sygeplejersken med en lommekniv. Lommekniven er kendetegnet ved at indeholde flere funktioner, som samles i ét redskab.

Alle disse funktioner, om det nu er saksen eller kniven, er ikke ideelle i sig selv. Skal man derfor kun bruge en kniv, vil man stræbe efter at finde en større og bedre kniv. Skal man bruge saksen, vil man ligeledes være bedre hjulpet, såfremt man fandt en større saks.

Side 40

Usynlig for andre
Det interessante er, at der blandt sygeplejersker ofte er enighed om, at sygeplejen rent faktisk har en faglig kerne, men at denne er svær at italesætte. Det er denne kerne, jeg vil kalde sygeplejens hellige gral. En gral, som de fleste sygeplejersker forsvarer eksistensen af, men som ingen helt og fuldt kender konturerne af.

Trods dette har denne gral en stor betydning i sygeplejen. Den skaber en faglig identitet, som afgrænser faget fra andre fagområder. På sygeplejeskoler i særdeleshed beskyttes sygeplejefaget derfor som det særlig værdifulde, som der må værnes om.

I den forstand er sygeplejens hellige gral en protektionistisk kerne, som sygeplejen er parat til at kæmpe for med fagets eksistens som indsats. Den hellige gral er med andre ord sygeplejens livgivende princip. Samtidig er gralen hellig i den forstand, at det kun er sygeplejersker, der kan komme i nærheden af den. Hvis ikke man er sygeplejerske, vil man aldrig få gralen at se.

Tanken med denne artikel er at fremdrage en helt grundlæggende videnskabsteoretisk pointe, som synes at være relevant i sygeplejens fortsatte videnskabeliggørelse. Pointen er, at man ikke former en videnskab ved at beskytte et fagfelt, men ved at udfordre det.

Billedligt skal man ikke beskytte gralen, men fortsat søge efter den. Det er først, når man indser, at man aldrig finder den, at gralen kan give evigt liv til den videnskab, man forsøger at skabe. Troen på, at gralen findes, er den eneste tro, sygeplejevidenskaben bør fostre. Resten er viden skabt på uvidenhedens fundament.

Konkret betyder det, at sygeplejevidenskaben bør udfordre fagets egenart med et kritisk blik for samtidig at undgå et dogmatisk fundament, hvor ”vi alene vide.” Hermed bliver man fri for en scene, i stil med kejserens nye klæder, hvor sygeplejevidenskabens iklædning lyser af mere savn end gavn.

Jacob Birkler, cand.mag. i filosofi og psykologi, underviser på Ribe Amts Sygeplejeskole.    

Emneord: 
Identitet
Sygepleje
Sygeplejefaget

1400 til fagdag

Mandag morgen den 17. november stod der rigtig mange sygeplejersker og ventede på intercitytog på perronerne rundt om i Danmark.

Omkring 1.400 havde meldt sig til Sygeplejefagdagen i Odense, en halv gang flere end arrangørerne i Dansk Sygeplejeråd havde regnet med, og den store sal i Odense Congress Center blev fyldt. ”Man kan virkelig se, at her er en faggruppe, der vil noget med sit fag,” indledte indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, da det blev hans tur til at gå på talerstolen.

Dagen igennem var der taler, prisoverrækkelse, workshops og udstillinger i det store messeområde. Dagens workshops var samlet under to hovedoverskrifter: Om formiddagen drejede det sig om kvalitetsudviklingsprojekter, om eftermiddagen om nye roller til sygeplejersker.

Emneord: 
Sygepleje
Sygeplejefaget

Det grå kit

Politiske udmeldinger viser, at sygeplejersker som faggruppe ikke har været gode nok til at tydeliggøre, hvad det netop er, en sygeplejerske kan. Implementering af VIPS-modellen på Gentofte Amtssygehus har medført, at sygeplejerskerne har diskuteret, hvad sygeplejerskens funktion er. ''Det kit, der får patientforløbet til at hænge sammen,'' var ét af buddene.

Hvorfor skal sygeplejersker dokumentere, og hvad er det, sygeplejersker skal dokumentere? Og hvilke faggrupper kan dokumentere hvilken del af plejen? Det var nogle af de spørgsmål, der dukkede op under implementeringen af dokumentationsmodellen VIPS (velvære, integritet, profylakse, sikkerhed) på Amtssygehuset i Gentofte.

VIPS-konsulenterne har opdaget, at det er andet og mere end et nyt journalsystem, vi er i gang med at indføre. Et tegn herpå er, at diskussionerne meget hurtigt er kommet til at dreje sig om sygepleje, og de antagelser den hviler på. Det er ikke nødvendigvis VIPS i sig selv, der er skyld i det, men snarere de overvejelser, man er nødt til at gøre sig, når man drøfter og arbejder med dokumentation af sygeplejen.

Det er ikke nyt at arbejde med forbedring af sygeplejerskers dokumentation. Det er forsøgt gennem mange år. Vi har i sygeplejen haft en tendens til at forsøge at løse vores dokumentationsproblemer ved at tage et nyt redskab i brug. Vi har vendt formatet, så det står op, respektive ligger ned, vi indfører smarte ringbind og papirer, eller vi lægger journalen ind til patienten. En anden ofte anvendt taktik er den, vi forsøger her på sygehuset med VIPS: vi indfører en ny model.

Hvis man imidlertid tror, at man ved at finde et nyt redskab eller en ny model eller for den sags skyld ved at indføre elektronisk patientjournal (EPJ) kan redde sygeplejerskers dokumentation, tror man fejl. Vore samarbejdspartnere og VIPS-eksperter i Sverige formulerer det således: Shit in - Shit out! Hverken dokumentationen eller sygeplejen bliver bedre end den hånd, der fører pennen eller rammer tastaturet. Hvis man vil have sygeplejedokumentationen til at fungere efter målet, må sygeplejersker tage stilling til, hvilken sygepleje de vil stå for i deres afdeling eller på deres sygehus. Først derefter kan man begynde at overveje, hvordan der skal dokumenteres. Dette gælder såvel papirversionen som en EPJ.

Derfor er det heller ikke VIPS-modellens skyld, hvis projektet på Gentofte Amtssygehus ikke lykkes. Modellen er i orden, men vores tese er, at såvel den, som de øvrige bestræbelser, der har været på at forbedre sygeplejedokumentationen, hviler på en anden måde at tænke og praktisere sygepleje på, end sygeplejersker i almindelighed gør i praksis. Den stiller dermed også krav om, at sygeplejersker ændrer selve deres praksis. Derfor udfordrer den vort fagsyn.

Struktur

Lad os se efter, om vi kan finde et fagsyn gemt i VIPS-modellen.

VIPS er i sig selv bare et sorteringsredskab for sygeplejeinformation. Det består af bogstaver og ord, som er sat sammen i en bestemt struktur. Hvordan kan det blive en udfordring for sygeplejerskers fagsyn? Er bogstaver værdiladede? Er ord? Er den måde, de sættes sammen på, når de danner en sætning, værdiladet? Lad os se lidt på VIPS' struktur.

VIPS er struktureret efter sygeplejeprocessen. Den kender de allerfleste af os. Men er vi klar over, at den i sig selv indebærer nogle antagelser, som antyder en bestemt form for sygeplejepraksis?

Tag f.eks. de to første led - Sygeplejeanamnese og sygeplejestatus. Det er vurderingen.

Side 51 

De to næste - Sygeplejediagnose og sygeplejemål - er analysen.

Det næste - Sygeplejehandling - er ordinationen.

Og til sidst - Sygeplejeresultat - er effekten.

Hvad antyder disse ord?

For det første, at der er noget, sygeplejersker skal vurdere, analysere og ordinere, samt at der kan opnås en effekt ved sygepleje. Det siger noget om et vidensgrundlag og nogle færdigheder, der skal i anvendelse.

Indlæggelsessamtalen, hvor data til sygeplejeanamnese og sygeplejestatus indhentes, er altså ikke slet og ret observation og objektiv registrering af data. Dét, der observeres - data - såvel patientens udsagn som hårde data, skal under indsamlingen vurderes og sammenholdes med henblik på at afgøre, hvilke data det yderligere er nødvendigt at indhente. Under samtalen med patienten lytter og vurderer sygeplejersken og stiller spørgsmål til det, patienten fortæller, og hun selv observerer. De tegn, hun opdager, forfølges, indtil et helt billede har dannet sig.

Sygeplejeanamnesen og sygeplejestatus er altså både en intellektuel og kommunikativ handling og sygeplejerskens første vurdering af patientens tilstand. Dette danner grundlaget for udarbejdelse af sygeplejediagnoser og realistiske mål - analysen. Vurderingen kræver således viden på et vist niveau inden for alle fagets vidensområder samt holdninger og kommunikative færdigheder, så relationen mellem patienten og sygeplejersken bliver tilstrækkelig tillidsfuld.

Analysen

Analysen er en intellektuel bearbejdning af data, hvor problemstillinger indfanges. Men det er ikke blot en problemformulering. Der indgår overvejelser over, hvad årsagen til problemet er, og hvilke konsekvenser problemet får for patientens mestring af dagliglivet. Resultatet af analysen - sygeplejediagnose og mål - er dét, som sygeplejen skal rette sig mod. Det er altså retningsgivende for sygeplejersken og siger hende, hvilke opgaver hun har i relation

Side 52 

til denne patient. Disse opgaver og deres mål siger endvidere noget om, hvad sygeplejersker skal beskæftige sig med. Altså hvad sygepleje handler om, som er væsensforskellig fra fysioterapi, lægefaget, tandlægefaget og psykologens område.

Ordination

Ordinationen. Har sygeplejersker ordinationsret? Ja, til at ordinere sygepleje. Det forudsætter, at plejeplanen både skrives, læses og ikke mindst følges. Og drøftes, naturligvis. Altså at sygeplejersker respekterer hinandens ordinationsret og ikke gør sygepleje til en privatsag, hvor hver gør, som hun nu synes eller mener er rigtigst.

Det viser sig altså, at ordene og strukturen i modellen er værdiladede. De siger, at sygeplejersker har et bestemt domæne, et område, som de - og kun de - har kompetence til at tage beslutninger om. Altså et selvstændigt område.

De siger endvidere, at det er en forudsætning, at beslutningerne træffes på grundlag af viden og færdigheder på et vist kompetenceniveau.

Og hvordan er det så forskelligt fra dagens praksis, som jeg indledte med at hævde, det var?

Uklart fagsyn

VIPS-konsulenterne har i kontakten med sygeplejerskerne under implementeringsprocessen opdaget, at sygeplejersker generelt har vanskeligt ved at definere deres fagområde. Ved et fokusgruppeinterview med både unge og ældre sygeplejersker kom gruppen f.eks. til enighed om, at sygeplejerskers funktion er at være dét kit, der får patientforløbet til at hænge sammen. Det betød så, at man måtte tage de opgaver, der bød sig til her og nu. Under devisen ''Det skal jo gå. For patientens skyld.''

Når man ikke har et klart fagsyn, kan man heller ikke sige klart til og fra i forhold til opgaver. Det kræver, at man ved, hvilke opgaver sygeplejersker skal løse, og dermed hvilke de ikke skal løse. Sygeplejersker løber med denne uklarhed en risiko for at få en konstant vikarierende funktion i forhold til opgaver, som burde have været varetaget af andre faggrupper. Det er patienten ikke tjent med, og det giver problemer med at rekruttere nye sygeplejestuderende. For hvilken tiltrækningskraft har det at være det kit, der ''ligesom får det hele til at hænge sammen?''

Når man ikke kan definere sit fagområde, kan man heller ikke trække grænser mellem sig selv og andre faggrupper. Derved bliver det vanskeligt at definere, hvornår det netop er en sygeplejerskes kompetence, der skal i brug, og hvornår det godt kan være en anden faggruppe. Hvornår patienten har brug for netop den kompetence, det giver, at have gennemført et 3,5-årigt sygeplejestudium.

Når grænserne er uklare, bliver alle desuden lige og måske lige så grå som det kit, vi netop har talt om. Det er heller ikke et godt udgangspunkt at rekruttere på. Hvilken status giver det egentlig at være sygeplejerske?

Politiske udmeldinger viser, at vi som faggruppe ikke har været gode nok til at tydeliggøre, hvad det er, netop sygeplejersker kan, som ikke kan erstattes af andre faggrupper med kortere uddannelser. Hvis der dybest set ikke er nogen forskel, som ikke kan udlignes ved kurser og kompetenceudvikling, må den nødvendige konsekvens vel være at nedlægge sygeplejerskeuddannelsen?

Praksis bestemmer fagsynet

Men tilbage til dokumentationen. Hvad kan vi gøre for at skabe en praksis, som gør det muligt at udvikle og bruge den dokumentationspraksis, vi stræber imod?

Først og fremmest tror jeg, at sygeplejersker udvikler fagsyn efter den praksis, de befinder sig i. Og det, der efterspørges i denne praksis.

Hvad er det så, der spørges mest efter i den daglige praksis i afdelingerne? Som oftest er det den teknisk assisterende del af sygeplejen og ikke mindst den koordinerende sygepleje. Kit-funktionen. Læger efterspørger mest fra sygeplejersker, eksempelvis prøvesvar, udførelse af ordinationer samt assistance til instrumentelle opgaver.

Det bliver vedkommende at se på, hvad sygeplejersker i praksis efterspørger hos hinanden? Min erfaring er, at det er sjældent, vi spørger hinanden om plejeplaner, sygeplejediagnoser, mål og effekten af de iværksatte plejetiltag. Snarere om droppet er løbet ind, hjemmeplejen kontaktet, røntgenbillederne hentet, skyllerummet ryddet. Lige så væsentligt er spørgsmålet, hvad sygeplejeledere spørger efter hos deres sygeplejersker?

Det giver os faktisk en vej at gå, hvis vi gerne vil have en anden sygepleje ind i vores praksis i afdelingerne og til at fremgå af dokumentationen: Nemlig at beslutte os for at efterspørge sygepleje af hinanden. At det er det, vi sætter på dagsordenen og drøfter, og det vi sætter struktureret tid af til. At det er dét, vi organiserer vor praksis ud fra. Og ikke mindst, at det er dét, vi forventer, at vore sygeplejefaglige ledere efterspørger og fokuserer på.

Omvendt vil denne bevidstgørelse og den tilhørende dokumentation klæde vore ledere på, idet de får materiale til deres argumentation for sygeplejen, dens plads, rammer, normeringer og organisering.

Dette indlæg blev afholdt under Sygeplejesymposiet år 2001 på Amtssygehuset i Gentofte, hvor Tove Lindhardt er ansat som forsknings- og udviklingssygeplejerske.

Emneord: 
Dokumentation
Politik
Sygeplejefaget