Læserbrev: Nyuddannede sygeplejersker lades i stikken!

I dag er afbrudte og mangelfulde introduktionsforløb desværre mere normen end undtagelsen på landets hospitaler.

Studier viser, at nyuddannede sygeplejersker som følge af dette oplever en negativ start på arbejdslivet, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for resten af deres arbejdsliv.

Sundhedsvæsenet har særligt fokus på effektivitet og produktivitet, og instrumentelle kompetencer er blevet essentielle.

Dette kombineret med det stigende antal patienter, hvis indlæggelsesforløb er tiltagende komplekse, kræver et stort vidensgrundlag hos de nyuddannede sygeplejersker.

På sygeplejeskoler er de naturvidenskabelige fag i undertal, hvorfor de nyuddannede sygeplejersker kan være udfordrede, når de starter på deres første job.

Der er 5.000 ubesatte sygeplejerskestillinger i Danmark, og der er en forventning om, at det tal vil vokse hen imod 2025, hvorfor der i 2019 er optaget et større antal studerende end tidligere på sygeplejerskeuddannelsen.

Op imod 100 pct. af sygeplejersker starter deres arbejdsliv på medicinske og kirurgiske afdelinger eller akutmodtagelser, som nyere undersøgelser viser har et særligt belastende psykisk arbejdsmiljø.

Starten på disse sygeplejerskers arbejdsliv kan derfor være præget af et særdeles stort arbejdspres. En konsekvens af dette er at mange afdelinger ikke har et tilstrækkeligt oplæringsmiljø.

Afdelingerne må ikke negligere, at de har et ansvar for at de nyuddannede sygeplejersker får et struktureret og grundigt introduktionsforløb, således at de er i stand til at løse deres arbejdsopgaver på en kompetent og ansvarlig måde.

Vi mener, at grundige og strukturerede introduktionsforløb kan medvirke til at løfte den enorme arbejdsmængde, som det danske sundhedsvæsen står overfor, nedsætte sygefravær og måske bidrage til at fastholde de 1.000 nye sygeplejersker, som regeringen har annonceret skal ansættes.

"På sygeplejeskoler er de naturvidenskabelige fag i undertal, hvorfor de nyuddannede sygeplejersker kan være udfordrede, når de starter på deres første job."
19
2020
1
Debat
Sygeplejerskeuddannelsen
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sygeplejerskeuddannelsen
Web article 

Sygeplejerskeuddannelse - nu også i Herning

Fra september næste år tilbyder VIA University College nu også at uddanne sygeplejersker i Herning.

40 af de i alt 120 ekstra pladser, som er blevet tildelt det midtjyske uddannelsescenter, bliver placeret i Herning, som dermed kan tilbyde en næsten fuld uddannelse i byen.

Helt slippe for at tage til skolen i Holstebro kan de nye studerende dog ikke, bl.a. fordi de undervejs i uddannelsen skal benytte laboratoriefaciliteterne dér.

Med den kommende åbning af det nye supersygehus i Gødstrup mellem Herning og Holstebro bliver der god brug for de ekstra sygeplejersker. Og der bliver formentlig nok studerende at tage af.

Ved seneste ansøgningsrunde i 2019 indkom næsten 4.000 ansøgninger (heraf 1.226 1.-prioriteringer) til 898 studiepladser på VIAs seks skoler i Aarhus, Horsens, Randers Silkeborg, Viborg og Holstebro.

Region Midtjylland og kommunerne i regionen har lovet at skaffe de nødvendige ekstra praktikpladser og praktikvejledere.

12
2019
14
Aktuelt
Sygeplejerskeuddannelsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sygeplejerskeuddannelsen
Magazine tags  Aktuelt Web article 

Læserbrev: Kliniske vejledere bør have en akademisk uddannelse

Hvis fremtidens sygeplejekultur skal forandres fra en overvejende erfaringsbaseret til en evidensbaseret praksis, og ”kløften” mellem teori og praksis mindskes for sygeplejestuderende, er det nødvendigt, at uddannelse af kliniske vejledere er på et højere akademisk niveau.

Et nutidigt krav i sygeplejen er at skabe en evidensbaseret kultur, hvor sygepleje af høj kvalitet tager udgangspunkt i eksisterende evidens- og forskningsbaseret viden.

Dog har man længe vidst, at sygeplejestuderende oplever det vanskeligt at koble uddannelsens teoretiske del med den sygeplejepraksis, de møder i klinisk praksis. Kliniske vejledere har et stort ansvar for, og er med til at forme og uddanne sygeplejestuderende, og dermed den fremtidige sygeplejekultur.

Derfor skal de kliniske vejledere ved en akademisk uddannelse klædes på til at vejlede kommende sygeplejersker i at arbejde efter evidens- og forskningsbaseret viden.

En sygeplejerske med to års erfaring kan uddanne sig til klinisk vejleder. Uddannelsen giver kompetencer inden for pædagogik og didaktik.

Sygeplejestuderende skal ifølge Københavns Professionshøjskole arbejde med ”tydelig inddragelse af national og international udviklings- og forskningsbaseret viden og relevante retningsgivende dokumenter”.

Hvis vi ønsker en evidensbaseret sygeplejefaglig praksiskultur, bør kommende sygeplejersker føres ind i sygeplejepraksis af vejledere som rollemodeller, der besidder kompetencer til at uddanne sygeplejersker på et højt evidensbaseret niveau og ikke kun på baggrund af praksiserfaring og pædagogik.

Vi undrer os over, hvordan kliniske vejledere kan støtte og vejlede de studerende igennem deres uddannelse, baseret på den nationale og internationale forskningsbaserede viden, hvis den kliniske vejleder ikke er uddannet hertil.

Af Evin Yasmin Ozcan medicinsk sygeplejerske, stud.cur., souschef, Line Sofie Welling Petersen, hjemmesygeplejerske, stud.cur., klinisk vejleder, og Isabella Lund Rasmussen, operationssygeplejerske, stud.cur.

"Et nutidigt krav i sygeplejen er at skabe en evidensbaseret kultur, hvor sygepleje af høj kvalitet tager udgangspunkt i eksisterende evidens- og forskningsbaseret viden."
18
2019
14
Debat
Akademikere
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse
Web article 

Læserbrev: Skal klinikken erstattes med simulation?

Kommentar til nyhedsartiklen i Sygeplejersken nr. 12/2019: ‘Stor glæde i Dansk Sygeplejeråd over penge til sygeplejersker’.

DSR udtrykker glæde over regeringens udspil om at ansætte 1.000 nye sygeplejersker, men hvor skal de komme fra?

Aktuelt er der stort set ingen ledige sygeplejersker i Danmark, hvilket betyder, at vi må uddanne flere.

Det hjælper dog ikke at uddanne nye, hvis flugten fra det offentlige sundhedsvæsen fortsætter.

Det vil svare til at hælde vand i en spand med et stort hul i bunden.

Det lyder nemt, men det tager 3,5 år at blive uddannet sygeplejerske, hvilket kræver både teoretisk og praktisk dannelse, og hvem skal så tage sig af den praktiske del?

Vores erfaring som kliniske vejledere og undervisere er, at de første som nedprioriteres i en travl hverdag, er de studerende.

De får ofte beskeder som: “I dag har vi ret travlt, så har du ikke noget, som du mangler at læse?”.

Uddannelsen kritiseres ofte for at være blevet for akademiseret, men hvorfor sættes de studerende så til at læse, når de er i klinik?

Mesterlæren, den tavse viden og de praktiske færdigheder får man ikke ind under huden, hvis man blot sættes til at læse.

Derudover er det en udfordring, at en klinisk vejleder ofte følges med op til fem studerende, da det bliver svært at have patientkontakt, hvis man skal deles om plejen.

Vi er nødt til at nytænke klinikperioderne. Skal de ligefrem droppes og erstattes med e-learning og simulation, hvis de studerende alligevel ikke får lov til at deltage?

Et sådant tiltag vil i vores øjne være en falliterklæring og vil forringe de nye sygeplejerskers praktiske kundskaber.

Løsningen bør i stedet være, at der fra politisk side øremærkes ressourcer i form af sygeplejersker, der har tid og kompetencer til at sikre en god praktisk uddannelse for de studerende.

Er det ikke et fælles ansvar at forberede vores kommende kollegaer på den virkelighed, de vil stå overfor i sundhedsvæsenet?

Johanne Søborg Hartmann er sygeplejerske, stud.cur. og klinisk vejleder, Louise L. Olsen er sygeplejerske, stud.cur. og underviser samt klinisk vejleder, og
Nicoline Møller er sygeplejerske, stud.cur. og ekstern underviser.

Svar

Næstformand Dorthe Boe Danbjørg, Dansk Sygeplejeråd,  og Kamilla Futtrup, formand for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, svarer:

Tak for jeres input til debatten.

Vi er grundlæggende helt enige i jeres overvejelser, men vi vil gerne vende problematikken om:

Hvis vi nogensinde skal have et bæredygtigt sundhedsvæsen, også i forhold til uddannelsesopgaven, så er der behov for flere kolleger. Når der er flere kolleger på vagt, er der samtidig lidt mindre pres på i hverdagen, og dermed kommer også de studerendes kliniske undervisning mindre i klemme.

Der er ingen snuptagsløsninger, når der skal findes 1.000 nye sygeplejersker. Et væsentligt håndtag er at uddanne flere. Et andet er en målrettet politisk indsats for at mindske frafaldet på uddannelsen.

Begge dele kræver, at der følger penge med den enkelte studerende - også til praktikperioderne, for de skal selvfølgelig bevares.

Det kræver også et styrket fokus på kvalitet og prioritering af uddannelsesopgaven, hvor de studerende oplever et sammenhængende og godt uddannelsesforløb, og at der er tid til den enkelte studerendes læring, undren og særlige interesser.

Det er vejen til, at vi både får flere nye kolleger og sygeplejersker med større gejst til at gå ind i vores fag. Samtidig skal vi arbejde for, at sundhedsvæsenet er et attraktivt sted at være hele arbejdslivet. Det kræver et fokus på bl.a. et godt arbejdsmiljø, god ledelse, bedre løn mv.

Og vi skal også tænke i andre baner for at nå målet om (mindst) 1.000 flere sygeplejersker, f.eks. gode introduktionsforløb for nyuddannede, ret til at arbejde på fuldtid og gøre det attraktivt at vende tilbage til faget.

Det kan kræve både kreativitet, knofedt og nytænkning at løbe i gang, men målet er at skabe en positiv spiral, der styrker vores profession såvel som sundhedsvæsen. Og ja, det er vores fælles ansvar.

 

Skal klinikperioderne ligefrem droppes og erstattes med e-learning og simulation, hvis de studerende alligevel ikke får lov til at deltage?
17
2019
13
Debat
Sygeplejerskeuddannelsen
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sygeplejerskeuddannelsen
Web article 

Jeg er blevet robust

Anja Hansen
I hælene på Anja

Det er tredje gang, Sygeplejersken møder den nyuddannede sygeplejerske Anja Hansen. Vi vender med jævne mellemrum tilbage til Anja Hansen og hører, hvordan hun oplever livet som sygeplejerske. Læs de to første interviews i Sygeplejersken nr. 9/2018 og nr. 14/2018.

”Jeg er blevet robust. Jeg hader det ord, men det er nok det, der er sket. Jeg går ikke længere så meget op i, hvad andre tænker om det, jeg gør. Om jeg nu gør det rigtigt. Det gjorde jeg hele tiden i starten,” fortæller Anja Hansen og giver et eksempel:

”Forleden havde jeg en samtale med en læge, der var lidt småsur over at blive vækket. Han vrissede: ”Om det nu var nødvendigt, og om jeg ikke kunne klare det selv?” Hvis det var sket for et halvt år siden, ville jeg have skidt grønne grise. I dag ved jeg, at det er nødvendigt og rigtigt, at jeg får lægens ord på, hvad jeg skal gøre. Så må de bare blive sure.”

Hun smiler, mens hun møver sig til rette i sin sofa og slukker tørsten. Vi har lige været ude at gå en tur. Gennem anlægget med søen og ænderne, det nyklippede græs og den farvestrålende legeplads, forbi stadion og hen til Slagelse Sygehus, hvor Anja Hansen arbejder på Hjertemedicinsk Afdeling.

Her begyndte hun for et år siden på sit første job, to dage efter hun blev færdiguddannet som sygeplejerske. Dengang mødte vi en Anja Hansen, der efter fire uger havde svært ved at overskue arbejdspresset og en fremtid som sygeplejerske.

»Jeg håber, at jeg kan holde ud et par år og få noget erfaring. Men hvis forholdene bliver ved med at være som nu, vil jeg måske finde på noget andet. Måske læse videre,« sagde hun dengang i Sygeplejersken nr. 9, 2018.

Da vi mødte hende igen fem måneder senere i Sygeplejersken nr. 14, 2018, var meldingen stadig den samme. Og ønsket om at læse videre var endnu stærkere.

»Jeg håber, jeg kan blive i faget på en anden måde, som er mindre stressende, og hvor man måske kan være med til at ændre noget. Også for at jeg ikke har taget min uddannelse forgæves.«

Anja Hansen, 26 år
  • Bor i Slagelse med kæresten Morten
  • Er vokset op i Verup ved Dianalund
  • Har studentereksamen fra HTX
  • Uddannet sygeplejerske fra sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse juni 2018
  • Sygeplejerske på Hjertemedicinsk Afdeling, Slagelse Sygehus siden 1. juli 2018
  • Afdelingens såransvarlige og superbruger i Sundhedsplatformen

Superbruger

I dag er det en helt anden Anja Hansen, vi møder. Hun viser rundt på afdelingen og hilser glad på kollegerne, der kigger overrasket på hende.

”Jeg kunne næsten ikke genkende dig med dit almindelige tøj på. Hvor ser du godt ud,” lyder det flere gange, og de fortæller, at Anja Hansen er både sød og dygtig.

Men anerkendelsen bunder i mere end pæne ord. Kollegerne har opdaget, at der er ting, Anja er særligt god til. F.eks. har hun godt styr på at lægge PVK og tage A-gas. Det fik hun ind på rygraden, da hun var i praktik på akutmodtagelsen. Men det er ikke så tit, man skal gøre det på hendes afdeling. Hvis patienterne kommer fra akutmodtagelsen, er de allerede lagt.

”Forleden var der også én, der spurgte, om jeg kunne ’sætte blod op elektronisk’. Det handler om, at det skal gøres på en anden måde nu med Sundhedsplatformen. Det kunne jeg godt,” siger Anja Hansen.

Kollegerne synes, hun er god til at forklare tingene på en pædagogisk måde, så hun blev opfordret til at melde sig som superbruger i Sundhedsplatformen, da der var brug for to nye. Og det var der opbakning til fra ledelsen.

”Det er jeg vildt glad for. Jeg kan godt lide at undervise og i det hele taget hjælpe andre. Og jeg vil gerne tage ansvar,” siger Anja Hansen.

Underviser og sårsygeplejerske

Det er ikke kun som superbruger, hun tager ansvar. Hun er også begyndt at undervise studerende og fortæller, hvordan hun kan blive overrasket over at høre sig selv svare på deres spørgsmål – overrasket over, at hun jo faktisk har styr på sine ting.

”Der kan jeg også mærke, at jeg har flyttet mig. Det er nok lidt som at få kørekort. Man lærer først rigtigt at køre, når man får det,” smiler hun.

Men det stopper ikke her. Anja Hansen er også blevet afdelingens sårsygeplejerske.

”Der var ikke nogen, der havde en særlig viden om det på afdelingen, og det synes jeg manglede. Så jeg har fået lov til at gå til møder med sårsygeplejersker fra de andre afdelinger, og jeg kan få lidt undervisning af dem. Og så er det meningen, jeg skal undervise de nyansatte i sår,” siger Anja Hansen og fortsætter:

”Jeg synes, det er rigtig spændende. Der kommer til at være meget selvstudie i det, men jeg kan godt lide selv at blive klogere på det.”

Dropper kandidatstudiet

Da vi mødte Anja Hansen sidst, var der ikke overskud til at tænke sådanne tanker. Men efter seks måneder som sygeplejerske oplevede hun en forandring. Hun var knap så træt og fik overskud til andet end at arbejde. Det skete i takt med, at hun havde været igennem de fleste situationer på arbejdet, og hun vidste, hvordan de skulle håndteres.

”Og jeg er ikke længere bange for, om der kommer hjælp, hvis jeg virkelig har brug for det. Det ved jeg, der gør,” smiler hun.

Det har også fået hende til at droppe planerne om at læse videre.

”Min ambition med det var at blive dygtigere og være med til at forandre og forbedre forholdene for sygeplejersker. Det tror jeg godt, jeg kan gøre gennem mit arbejde.”

Der er dog en ting, der kan tvinge hende i en ny retning. Det er hendes egne knæ. De gør ondt, og de mange kilometer, der bliver gået og løbet på arbejdet, sætter sine spor. Så nu er det lægerne, der spørger, om hun har overvejet, om sygeplejerske er det rette job for hende.

Afdelingens sårsygeplejerske, superbruger i Sundhedsplatformen og underviser for studerende. Efter en svær start som ny sygeplejerske har Anja Hansen nu fået mere ansvar og overskud. Og planerne om at læse videre er sat på standby.
58-59
2019
9
Debut
Sygeplejerskeuddannelsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Studerende i praksis: "Særligt var der én afrikansk sygeplejerske, som fascinerede mig"

Sarah Bregnhøj
Sarah Bregnhøj, 4. semester, UC Diakonissestiftelsen
Privatfoto
Sidste år i min sommerferie var jeg i hospitalspraktik i Afrika. Jeg rejste fra Danmark spændt og med mange forventninger, men samtidig var jeg også sikker på, at hvad der end ville møde mig, så ville det ikke komme bag på mig.

Det viste sig dog, at der var én ting, som overraskede mig meget. Og det var, hvor det afrikanske sundhedspersonale havde deres fokus. For det var ikke på alt det, der manglede, nej, deres fokus var hele tiden rettet mod ressourcerne, som de havde til rådighed, og måden de kunne udnytte dem bedst muligt på.

Særligt var der én afrikansk sygeplejerske, som fascinerede mig. I et par uger observerede jeg, hvordan hun håndterede at være sygeplejerske på en arbejdsplads, der var meget anderledes end i Danmark.

Her manglede alt fra engangshandsker til håndsprit; ting, som for os er så naturligt tilgængelige. Patientjournalerne var håndskrevne, der var én computer til rådighed på afdelingen, og hendes løn afspejlede på ingen måde hendes mange års erfaring inden for faget. Så havde hun også mig, en studerende fra et andet land og en helt anden kultur, som hun skulle forholde sig til.

Trods alt dette udviste hun nærvær og empati for hver enkelt patient, og hun ydede sygepleje på en meget omsorgsfuld måde. Hun havde også overskud til at sørge for mig ved at høre, om der var noget, jeg undrede mig over, og hun vejledte mig i de sygeplejefaglige opgaver, som var særlige for denne afdeling.

Vi talte om, hvor forskellige vores sundhedsvæsener er, og hun fortalte, at hun udmærket var klar over, at der på afrikanske hospitaler mangler ressourcer. Men i vores samtaler var der ingen misundelse og ingen ærgrelse over, at forskellene på vores lande er så store. Og det viste sig, at jeg var den eneste, som brugte tid og energi på at tænke over, hvor dårligt det afrikanske folk er stillet. Hvor unfair deres vilkår er.

Alt dette fik mig til at reflektere meget over vores eget sundhedsvæsen. Mange steder, hvor jeg har mødt sundhedsfagligt personale, har fokus overvejende været på manglerne: ikke nok sengepladser, sparsom normering, IT-systemer, som ikke fungerer optimalt osv., osv.

Jeg har da også taget mig selv i at være meget bevidst om manglerne og ofte talt med andre om, at regeringen ikke afsætter nok til bestemte områder i sundhedsvæsenet. Og selvom manglerne i vores eget sundhedsvæsen selvfølgelig kan være og tit er et reelt problem, er der vist alligevel mange ting, som vi nok alle kommer til at tage for givet en gang imellem.

Derfor vil jeg med dette store indtryk, som jeg har med i kufferten fra Afrika, fremover øve mig i at fokusere på, hvordan vi bedst kan bruge de midler, vi nu engang har til rådighed, og hvordan de kan gavne patienterne og borgerne, som vi møder.

Sarah Bregnhøj er sygeplejestuderende på 4. semester, UC Diakonissestiftelsen.

Sundhedspersonale i Afrika har fokus på andre områder, end man har i Danmark. Én specifik sygeplejerske demonstrerer i sin praksis, hvad der er væsentligt for hende – trods vilkårene.
61
2019
1
I HVERT NUMMER
Sygeplejerskeuddannelsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Praktik
Sygeplejestuderende
Udland
Magazine tags  Studerende i praksis Web article 

Mentorer tager nyuddannede i hånden

Mentor Kirurgisk Afdeling Hillerød Hospital

”Vi løfter på tre,” siger Sacha Verlin. ”En, to, tre!”

Med et fast tag i lagenet får de to sygeplejersker den ældre kvindelige patient op at sidde. ”Vi skal lige måle dine værdier,” siger Sacha Verlin henvendt til patienten, mens hun fastgør en blodtryksmåler om hendes arm. Selvom den unge sygeplejerske virker rutineret, er det kun hendes anden måned som ansat på det kirurgiske modtagerafsnit på Hillerød Hospital. Det er sygeplejersken ved hendes side, Line Hechmann, som har hjulpet Sacha Verlin med at finde sig til rette blandt dropstativer og blå sengeforhæng. For Line Hechmann er en af to sygeplejersker på det kirurgiske modtagerafsnit på Hillerød Hospital, som har fået rollen som mentor. Gennem afsnittets mentorordning skal hun hjælpe afsnittets nyuddannede sygeplejersker med at få en god start, så de bliver fastholdt på afdelingen.

Den svære start

14 pct. af sygeplejersker med mindre end 3 års anciennitet har været sygemeldt på grund af psykiske arbejdsmiljøfaktorer.

Tre ud af fem sygeplejersker, med mindre end 3 års anciennitet, og som deltog i undersøgelsen, fortæller at der er høje kognitive krav. Det kan f.eks. være at træffe svære beslutninger og at skulle huske meget. De fortæller også at dette i nogen eller høj grad er et problem for dem.

Kilde: Dimittendundersøgelsen 2017, DSR Analyse

Sacha Verlin blev færdig på sygeplejerskeuddannelsen i juni og havde jobstart på Hillerød Hospital i august. Men det var ikke helt uden bekymringer, at hun mødte op på sit nye job. For på sygeplejerskeuddannelsen havde der blandt de studerende floreret mange historier om det at være ny i faget.

”Man siger, at det godt kan være skræmmende at starte, og at man i den første tid kan føle sig handlingslammet,” fortæller hun. Men det gjorde hende tryg at vide, at hun ikke var overladt til sig selv, når hun for første gang skulle iføre sig hospitalets blå uniform.

”I den første måned gik jeg hele tiden sammen med en af mine mentorer Line eller Louise. Der talte jeg ikke med i plejen, og det var virkelig rart. For jeg havde jo ikke helt fået følingen med at fange, om patienterne fejlede noget akut. Alle nye får en måned med sin mentor, og der er mulighed for at forlænge perioden, hvis man efter fire uger stadig ikke føler sig tryg på egen hånd,” siger Sacha Verlin.

Fik selvtillid i en nattevagt

Allerede efter få uger befandt Sacha Verlin sig i sin første akutte situation. I en sen nattevagt fik en patient hjertestop. Den unge sygeplejerske var på vagt sammen med den anden af sine mentorer, Louise Krogvig Jørgensen, og i samarbejde arbejdede de med patienten, indtil andet personale blev tilkaldt og tog over.

”Det viste sig, at jeg rent faktisk godt vidste, hvad jeg skulle gøre. Og jeg turde gøre det, fordi jeg ikke stod alene i det. Det gav en tryghed,” siger Sacha Verlin og fortsætter:

”Jeg fik et enormt selvtillidsboost af at stå med en døende patient og vide bagefter, at jeg rent faktisk gjorde det rigtige.”

Udover at blive fulgt af sine mentorer skal de nye sygeplejersker igennem et introprogram. I den første uge blev Sacha Verlin af sine kolleger sat ind i, hvad specialet fagligt krævede af hende, og hendes praktiske færdigheder som f.eks. at lægge PVK og tage blodprøver blev pudset af.

”Jeg har brugt enormt meget energi på at suge alt til mig og huske det. Der er jo en stor forskel på at stå som studerende og som færdiguddannet. Men alle mine kolleger gav sig god tid til at hjælpe. Efter de første 14 dage lagde skrækken sig,” siger Sacha Verlin.

Godt givet ud

Afdelingssygeplejerske på det kirurgiske modtagerafsnit, Nadja Abla, fortæller, at afsnittet har kørt med mentorordningen siden starten af 2017. Og indtil videre har det været en succes. For ifølge tal fra Kvalitet og Udviklingsafdelingen på Hillerød Hospital ansatte Kirurgisk Afdeling otte nyuddannede sygeplejersker i 2017. Og ved indgangen til 2018 var alle otte stadig i arbejde på afdelingen.

”Nogle gange er det hårdt, fordi der mangler hænder, fordi de nye ikke tæller med i plejen i den første måned. Men det er givet godt ud i sidste ende, for det gør, at folk har lyst til at blive,” siger Nadja Abla.

Mentorerne Line Hechmann og Louise Krogvig Jørgensen blev klædt på til opgaven gennem et kursus i uddannelsesafdelingen. Her fik de undervisning i, hvordan man kommunikerer konstruktivt og får de nyuddannede til at reflektere over deres fejl i stedet for bare at irettesætte dem. Men Line Hechmann mener ikke, at mentorerne og mentorordningen kan tage al æren for, at de nyuddannede trives og fastholdes på afdelingen.

”Jeg tror også det vægter, at vi har en god afdeling, og at vi er åbne overfor hinanden. Vi siger alle sammen, at nye altid kan komme og spørge, hvis der er noget, de er i tvivl om. Det er okay ikke at vide alt. Vi andre spørger jo også hinanden i et væk,” siger Line Hechmann.

Ifølge Sacha Verlin har mentorordningen hjulpet hende med transitionen fra at være studerende til at være sygeplejerske. Men hun giver Line Hechmann ret i, at alt personale på afdelingen har spillet ind.
”Selvom jeg har to mentorer, så er alle på afdelingen gode til at give sig tid til at svare, hvis jeg spørger om noget. Jeg er blevet en del af personalet ret hurtigt,” siger Sacha Verlin.

 

Indslusning. På Kirurgisk Afdeling på Hillerød Hospital hjælper en mentorordning nyuddannede sygeplejersker med at føle sig hjemme på afdelingen og give dem lyst til at blive i faget.
54-55
2019
1
Nyuddannet
Sygeplejerskeuddannelsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Nyuddannet
Web article 

Fremtiden kalder i Holbæk

Ny sygeplejerskeuddannelse i Holbæk

"I skal blive Danmarksmestre i sammenhæng." Ordene kommer fra Lone Bjørklund, vicedirektør på Holbæk Sygehus, og er henvendt til det nye hold sygeplejerskestuderende, der står foran scenen blandt lokalpolitikere, sygehusansatte og nysgerrige borgere. Foran scenen på tennisbanens kunstgræs er der lagt op til fest. Køen til den lille vogn med gratis kaffe og croissanter er opløst. Dagens talere er gået på scenen. Regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen, rektor på Professionshøjskolen Absalon Camilla Wang og vicedirektør på Holbæk Sygehus Lone Bjørklund skal sammen med borgmestrene fra Lejre, Odsherred og Holbæk Kommune fortælle om den nye sygeplejerskeuddannelse i Holbæk. Og tilsyneladende har de studerende allerede vundet første sæt. For ifølge borgmestrene vil kommunerne stå i kø for at ansætte de studerende, når de er færdiguddannede.

"De studerende i Holbæk vil lære at tænke helheden ind i patientforløbene. Det er jer, fremtiden kalder på," siger Lone Bjørklund.

Skal skabe sammenhæng

Professionshøjskolen Absalon har i tæt samarbejde med Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Lejre Kommune samt Holbæk Sygehus og Region Sjælland lagt grundstenene til den nye sygeplejerskeuddannelse. Uddannelsen består af en traditionel professionsbachelor, men den vil være anderledes opbygget end landets øvrige sygeplejerskeuddannelser.

For sammen med kommuner og sygehus planlægger professionshøjskolen uddannelsesforløb, der går på tværs af sektorovergange. Og så tilrettelægges praktikken, så de studerende møder borgeren og patienten andre steder end i kommunen og på sygehuset. F.eks. ved at tage med til motionscykling på et plejehjem eller ved at vente på Flextrafik sammen med borgeren i ambulatoriet. De studerende bliver med andre ord mestre i at skabe sammenhæng i sundhedsvæsenet. Og det er noget, andre sygeplejerskeuddannelser vil kunne skele til.

"Vi har fået lov til at lege med andre tanker og idéer, end man kan andre steder. Vi har tydeligt beskrevet, hvad vi sætter i gang, og hvad vi vil opnå, og så måler vi, om det lykkes. Og hvis det gør, så håber jeg, at det er noget, der kan inspirere andre sygeplejerskeuddannelser," siger Anne Bondesen, der er uddannelsesleder på den nye uddannelse.

Bliver boende i lokalområdet

De 31 studerende er en del af en gruppe på 64 fordelt på hold med vinter- eller sommerstart. Der var dog flere ansøgere, end der var studiepladser. Det er ifølge Anne Bondesen et klart udtryk for, at der har været et ønske om og behov for en lokalforankret sygeplejerskeuddannelse i Holbæk.

Ny sygeplejerskeuddannelse i Holbæk
Maria Tine Trondhjem er en af de 64 nye studerende. I alt 99 unge søgte sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk som deres første prioritet.
Foto Claus Bech
Omkring 80 pct. af landets studerende bliver boende i den by, de har taget deres uddannelse i. Derfor vil uddannelsen i Holbæk kunne afhjælpe nogle af de rekrutteringsproblemer, Holbæk og de omkringliggende kommuner har. Og for at gøre det yderligere attraktivt for det nye hold studerende giver kommunerne og Holbæk Sygehus garanti for studiejobs.

En af de nye studerende er Maria Tine Trondhjem. Hun bor i Odsherred og er glad for, at hun med den nye uddannelsesmulighed i Holbæk ikke behøver at bruge timevis på at pendle.

"Det, at den ligger i Holbæk, har meget at sige. For så skal jeg ikke ud og køre langt. Og det giver mening, for jeg har en familie i Odsherred og regner med at blive boende her," siger Maria Tine Trondhjem.

Med en ny sygeplejerskeuddannelse vil Holbæk gøre de studerende til mestre i sammenhæng i sundhedsvæsenet.
56-57
2018
11
Sygeplejerskeuddannelse
Sygeplejerskeuddannelsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Fremtidens sygepleje
Sygeplejerskeuddannelsen
Web article 

Tidslinje

2018-10_1992

1992

De første ni sygeplejersker fra "september 88" bliver færdige.

Læs "Klassen 26 år efter"

2018-10_1998-2005

1998

Patientrettighedsloven giver patienter journalindsigt og krav om informeret samtykke. Før måtte patienter aldrig se deres journal, og loven betød, at sproget i journalerne ændrede sig.

2018-10_2001

2001

Sygeplejerskeuddannelsen blev til en professionsbacheloruddannelse i sygepleje.

2018-10_2001-penge

2002

DRG-systemet og takststyring afløser rammestyringsmodellen. Det tvinger sygehusene til i øget omfang at tænke i produktion og økonomi.

2018-10_2004

2004

Den Danske Kvalitetsmodel ser dagens lys og sygehusene skal akkrediteres. For første gang skal sygehusene leve op til en national en standard for kvalitet.

2018-10_1998-2005

2005

Ny sundhedslov sætter patienten i centrum med frit sygehusvalg, lov om aktindsigt fra 1998 helbredsoplysninger og patientforsikringsloven.

2018-10_2007-pct

2007

Sygehusene bliver pålagt at spare 2 pct. hvert år, inden da var kravet 1,5%. Det har betydet tiltagende øget "produktion" og færre hænder.

2018-10_2007-dk

2007

Amterne lukkes og erstattes af 5 regioner, som overtager ansvaret for sygehusene. Samtidig får kommunerne det overordnede ansvar for rehabilitering. Sygehuse lukker og kommunerne opruste for at klare de nye opgaver i takt med, at patienterne at blev hurtigere udskrevet.

2018-10_2007

2007

Elektroniske patientjournaler tager for alvor fart på sygehusene og i kommunerne.Det kræver systematik, kategorisering, mange logins og klik. Fritekstdokumentation er ikke længere mulig.

2018-10_2004

2008

Nationale kliniske retningslinjer baseret på evidens skal sikre øget og ensartet kvalitet

2018-10_2017

2017

De første supersygehuse åbner.

2018-10_2018

2018

Der er røster fremme om, at der er brug for nye nærsygehuse for at kompensere for den øgede centralisering og specialisering

26 år efter

De blev uddannet i begyndelsen af 90’erne. 17 sygeplejersker fortæller, hvorfor de valgte sygeplejen, og hvad de laver i dag. De har været en del af en markant udvikling og forandring af sundhedsvæsenet, men ingen af dem fortryder, at de blev sygeplejersker. Heller ikke de, der laver noget andet i dag.

Klassen 26 år efter

Hvad laver de i dag?

Tidslinje

 

 

 

Tilbageblik på 26 års udviklingshistorie med betydning for dansk sygepleje.
22-23
2018
10
Tema: Udvikling
Sygeplejens historie
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sygeplejehistorie
Sygeplejerskeuddannelsen
Magazine tags  Tema Web article 

Hvad laver de i dag?

2018-10-jannie-manly-frederiksen

Konsultationssygeplejerske

Soldaten, der blev sygeplejerske

Jannie Manly Frederiksen, konsultationssygeplejerske i Grenå

"Jeg var 28 og den ældste i klassen. Jeg kom fra København og havde været soldat i flyvevåbnet, siden jeg var 17 år. Men så blev min mand, der er flyveleder og tjenestemand, forflyttet til Jylland.  

Jeg valgte sygeplejeskolen, fordi den gav løn under uddannelse. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg har heller aldrig fortrudt det, og jeg blev rigtig glad for det.

Jeg arbejdede på Gråsten Gigthospital i 18 år, hvor jeg var med til at udvikle forskning indenfor gigtområdet, både i forhold til smertebehandling og nye præparater. Jeg har undervist på patientkurser og er blevet både MR og røntgenuddannet. Senere arbejdede jeg med gigtpatienter på Randers Sygehus og i en speciallægepraksis i Aarhus.

I dag bor jeg i Grenå og arbejder i en almen lægepraksis. Det har betydet, at jeg skulle til at tænke lidt mere bredt igen, og der var mange gamle ting, jeg lige skulle have rusket lidt op i.

Sygeplejefaget er blevet mere spændende, men ansvaret er også større.

Da jeg startede på gigthospitalet, sad vi og skrev blodprøver ind i hånden, nu kommer de ind i et system, der nærmest fortæller os, hvad folk fejler.

Ansvarsområder er flyttet. Sygeplejersker laver mange lægeting nu. Hvor jeg før rakte lægen en saks, er jeg i dag den, der klipper. Hvor jeg før bandt lægens mundbind, har jeg selv et på.

Sundhedssystemet i dag stiller krav om, at man skal producere mere. Jeg kan sagtens nå at være menneskelig, men man kan ikke nå pauserne. Da jeg var studerende og tog på hjemmebesøg, sad borgerne klar med ostemad. Det er der ikke tid til i dag. Borgerne føler også tit, at vi har travlt. Jeg har 40 patienter om dagen, og hvis der sidder en og er ked af det, har man ikke rigtig tid til det."

 

Vivi Andersen

Nefrologisk sygeplejerske

Samme job i 26 år

Vivi Andersen, klinisk sygeplejespecialist på Afsnit for Diabetes, hormon- og nyresygdomme på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg.

"Jeg drømte om at blive arkæolog, men mødte en mand, der var 10 år ældre. Han havde hus og arbejde på Als, og da jeg ikke havde lyst til at flytte, blev det i stedet sygeplejeskolen.

Mit første job var på hæmodialyse-afdelingen i Sønderborg, hvor jeg stadig arbejder den dag i dag.

Jeg anede ikke, hvad dialyseafdelingen var, andet end det var noget med at rense blod. Jeg tænkte, at det var en gammeldags afdeling, men at jeg ville give det et halvt år. Men da jeg havde lært det praktiske håndelag, og hvad der lå bag specialet, så var det spændende.

I dag er jeg uddannet klinisk sygeplejespecialist.

Jeg er superglad for at være der. I kraft af min funktion har jeg haft mange udadgående funktioner, og jeg sidder med i forskellige arbejdsgrupper på tværs af hele landet. Jeg er med til at lave guidelines og retningslinjer og har været med til alt muligt i udlandet. Jeg har altid haft en superspændende hverdag. Og der er jo sket så meget udvikling inden for hæmodialysen. Man eksperimenterede med rensning af blod for første gang i 1949 på en hund, og siden dengang er udviklingen gået stærkt. Behandlingen er blevet mere effektiv og kvalitetssikret.

Sundhedsvæsenet er blevet mere fortravlet, og vores normering har ændret sig. For 25 år siden havde vi 15-20 patienter, som kom her fast tre gange om ugen. I dag har vi 75 patienter plus otte, som selv tager sig af behandlingen derhjemme. Før havde hver sygeplejerske to patienter, i dag har man mellem to og fire."

 

2018-10-pia-ranck

Afdelingsleder

Bruger min sygeplejefaglige baggrund

Pia Ranck

"Jeg var 26 år, da jeg startede på sygeplejeskolen, og havde mand og barn, som jeg skulle hjem til. Jeg havde en sygehjælperuddannelse i forvejen. Jeg vidste allerede under uddannelsen, at jeg skulle arbejde med formidling og kommunikation.

I dag er jeg afdelingsleder på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, hvor jeg er leder på både grunduddannelsen og voksen- og lederuddannelsen.

Jeg bruger min sygeplejefaglige baggrund, når jeg sparrer med kollegaer, hvor jeg bruger kommunikation og det med at skabe relationer. Det er jo noget af den værdi og kerne, man har som sygeplejerske. Jeg gør det bare på andre måder end sygeplejersker med borgerkontakt.

Min fagidentitet i dag er ikke sygeplejerske. Jeg har fagidentitet som leder og pædagogisk leder. Jeg vil til enhver tid anbefale sygeplejerskestudiet til andre. Det har en bredde og en perspektivering, som gør, at man kan gå i mange retninger."

 

2018-10-marianne-christiansen

Koordinerende projektsygeplejerske

Det jeg altid gerne ville være

Marianne Ehrenskjold Christiansen, koordinerende projektsygeplejerske på onkologisk afdeling

"Sådan som jeg husker det, har det altid været det, jeg gerne ville. Allerede da jeg gik i folkeskolen, jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg var bare opsat på, at det var det, jeg skulle.

For 18 år siden fik jeg job på onkologisk afdeling – det var en drømmestilling. Der er en masse udvikling og forskning på afdelingen, og jeg arbejder i dag som projektsygeplejerske i Klinisk Forsknings Enhed (KFE).

Det går meget stærkere i dag. Der er ikke den samme tid til patienterne. Normeringen er blevet mindre, og patientpopulationen har ændret sig. Patienterne i dag er meget tungere end tidligere.

Arbejdspresset er blevet hårdere gennem årene, forstået på den måde, at man skal kunne leve med, at man ikke når det, man gerne vil. Man skal kunne bære at gå hjem med en følelse af "dårlig samvittighed" og en viden om, at man ikke nåede alt det, man gerne ville, fordi tiden ikke rakte.

Her i ambulatoriet, hvor jeg arbejder, er vi mere heldige. Vi venter med at gå hjem, til vi har set den sidste patient – dog må skrivearbejdet blive liggende til dagen efter.

Det mest tilfredsstillende ved jobbet er at kunne se, at man hjælper nogen, og at man gør en forskel. Patienterne her i onkologien er meget taknemmelige.

Her i ambulatoriet har vi haft kontaktsygeplejerskeordning siden 2001. Det betyder, at jeg stadig følger nogle af de patienter, jeg havde i starten af 00’erne.

Der er også sket en stor udvikling i faget i mit speciale, hvor mange flere bliver raske, f.eks. den store population af brystkræftpatienter. Det har jeg været med til qua de undersøgelser og medicinafprøvninger/forskning, som jeg har været og er en stor del af.

I dag har jeg en datter, der også læser til sygeplejerske."

 

2018-10-marianne-greisen-greve

Oversygeplejerske

Den praktisk anlagte blev leder

Marianne Greisen Greve, oversygeplejerske for øre-næse-hals-kirurgi

"Jeg var 20 år, da jeg startede på sygeplejeskolen. Jeg var den yngste på holdet.

Mit første job var på hæmodialyseafdelingen. Efter fem år som basissygeplejerske blev jeg souschef samme sted.

Senere blev jeg operationssygeplejerske, og efter tre år endte jeg også som souschef der.

Da min søn fik diabetes, ville jeg være basissygeplejerske og søgte et øre-næse-hals-ambulatorium. Så gik der en måned, så rejste førsteassistenten, og en måned derefter havde jeg igen en lederstilling som afdelingssygeplejerske.

Jeg tænker, at jeg hver gang ender som leder, fordi jeg gerne vil have styr på tingene, være forudseende og vide, hvad der sker.

Med årene er mit job blevet mere og mere administrativt. Der er kommet flere og flere dokumentationskrav, og det har taget tid fra patienterne.

Der er sket en kæmpe udvikling af faget indenfor operationsmetoder og teknologi, som gør, at vi nogle gange næsten er mere teknikere end sygeplejersker.

I dag bruger jeg mest sygeplejen på den måde, at jeg nurser personalet til at yde god sygepleje. Jeg bruger omsorgsgenet og forståelsen for den menneskelige psyke til, hvordan man kan få folk til at trives."

 

2018-10-hanne-joergensen

Psykiatrisk sygeplejerske
i opsøgende psykoseteam

Jeg er vokset op med psykiatrien

Hanne Jørgensen

"Jeg blev sygeplejerske, fordi der ikke var nogen arbejdsløse sygeplejersker. Og så havde jeg hørt, at der var nogle rigtig gode fester med sergentskolen.

Ud over et nimåneders vikariat på en lungemedicinsk afdeling har jeg altid været i psykiatrien, og jeg har en diplomuddannelse i psykiatri. Selv dengang jeg var i praktik i hjemmeplejen, tog jeg alle de psykiatriske patienter.

Jeg er født og opvokset i Augustenborg, hvor der lå et stort psykiatrisk hospital.

Som barn så jeg, hvordan patienterne gik i to rækker i kakifarvet tøj med en plejer foran og en plejer bagefter. Som 13-årig gjorde jeg rent og var i køkkenet på hospitalet.

Noget af det, jeg godt kan lide ved psykiatrien, er, at man ikke kan slå op i en bog og finde løsningen. Jeg kan godt lide, at man skal tænke selv og bruge sig selv i faget.

I dag arbejder jeg i det opsøgende psykoseteam i Aabenraa, som hører til under det psykiatriske hospital i Aabenraa, og som tager ud til de patienter, der er blevet udskrevet.

Der er ingen tvivl om, at psykiatrien har ændret sig, siden jeg var barn. Dengang boede de psykiatriske patienter på hospitalet i mange år. I dag kommer de ud i egen bolig. Det er både positivt og mindre positivt.

Faget har udviklet sig rigtig meget, og det har almenbefolkningens syn på psykiatrien også. Psykisk sygdom er ikke så stigmatiseret længere, men der er stadig et stykke vej. Det er stadig mere legalt at brække et ben end at have en psykiatrisk diagnose.

Den medicinske verden er også i rivende udvikling, der er kommet rigtig meget medicin, som ikke har så mange bivirkninger, og det er rigtig godt. Man er også meget mere opmærksom på unge mennesker, om der er noget psykiatrisk, og de bliver både henvist og udredt i en meget tidligere alder. Derfor er der også større sandsynlighed for, at de kommer godt ud i den anden ende.

Nogle diagnoser er forsvundet, f.eks. causa socialis. Det var en diagnose, de folk, som man ikke vidste, hvad man skulle stille op med, fik. Man talte også om "neurotiske damer". Dem hører jeg heller ikke om på samme måde mere. Da jeg startede, fandtes ADHD heller ikke i sin nuværende form."

 

2018-10-helle-graakjaer-krogh

Organkirurgisk sygeplejerske

Jeg kan blive helt høj af mit arbejde

Helle Graakjær Krogh, organkirurgisk sygeplejerske

"Jeg startede med et vikariat på organkirurgisk afdeling, og senere blev jeg fastansat.

I 2004 blev afdelingen i Haderslev nedlagt, og så flyttede vi til Aabenraa, hvor jeg kom på den akutte organkirurgiske afdeling.

Her fik jeg smag for anæstesien, hvor jeg har været lige siden.

Inden jeg gik på sygeplejeskolen, havde jeg boet og arbejdet tre år i Norge på et skisportshotel. Når jeg har udlængsel, tager jeg til Tromsø i Nordnorge og arbejder i anæstesien der. Jeg synes, at man får et andet syn på de ting, man driller hinanden med, når man rejser ud, og verden bliver lidt større. Og så bliver jeg også bekræftet i, at der hvor jeg arbejder til hverdag, der gør vi det godt.

Mit arbejde foregår, der hvor det handler om akut krise, traumer og hjertestop. Det er der, jeg synes, jeg gør en forskel, når man bevarer roen og hjælper mennesker. Og så kan jeg lide at være en del af et team, der får det til at klappe. Det kan man blive helt høj af. Vi arbejder meget selvstændigt som sygeplejersker, og der er ikke to dage, der ligner hinanden.

Jeg har overhovedet ikke fortrudt, at jeg blev sygeplejerske.

Det eneste, jeg har imod mit fag, er den dårlige løn. Vi har døgnvagter og arbejder 12 timer i træk og arbejder på tilkald.

Fagets udvikling har gjort, at vi er blevet mere strukturerede. Vi får dokumenteret det, vi går og gør, og vi har retningslinjer for næsten alt. Det er rigtig godt, der er bare for lidt tid. Vi er blevet færre på arbejde. For 25 år siden hyggede vi mere om patienterne, nu handler det om effektivitet og om, at vi skal nå flest muligt."

 

2018-10-susanne-gehrt

Behandlersygeplejerske i FAM

Jeg elsker det akutte

Susanne Gehrt Pedersen (tidligere Christiansen), behandlersygeplejerske i FAM

"Da jeg blev færdiguddannet, fik jeg et vikariat på en medicinsk afdeling og i en skadestue, og jeg har været i det akutte lige siden. I dag arbejder jeg som behandlersygeplejerske på skadestuen i Svendborg. Og jeg elsker det.

Jeg kunne også godt lide det akutte arbejde på intensiv. Men det her selvstændige arbejde som behandlersygeplejerske kombineret med dygtige kollegaer, som jeg kan sparre med, er fantastisk. Vi har det simpelthen så godt sammen og har et rigtig godt samarbejde med de læger, vi arbejder sammen med, og med vores ledelse.

Jeg synes, at vi var flere på arbejde engang. Mange af patienterne var også mindre syge og lå længere tid på sygehuset. Vi havde mere tid til den enkelte. Patienterne var også tit mere tilfredse, måske fordi vi havde mere tid til omsorg?

I dag bliver alle røntgenbilleder, blodprøver og mange undersøgelser lavet på første indlæggelsesdag. Da jeg var nyuddannet, kunne dette tage flere dage. I dag synes mange af patienterne, at de ligger længe og venter, fordi de først får svar efter flere timer og måske ikke bliver indlagt. Måske fordi mange har større forventninger til sundhedsvæsenet i dag?

Ting tog længere tid dengang, og mange af patienterne var ikke så syge. Der var utrolig mange causa socialis – altså mennesker som ikke havde en medicinsk diagnose – men bare ikke havde det så godt. De blev tanket op med mad og hygge. Hvis de kommer ind i FAM i dag, så bliver de hurtigt sendt hjem til hjemmeplejen igen.

Der er meget mere, man skal dokumentere i dag. Som behandlersygeplejerske behandler og afslutter jeg selvstændigt langt de fleste patienter, jeg ser. Det er derfor meget vigtigt med en fyldestgørende dokumentation, som godt kan tage længere tid end selve mødet med patienten. Faren for at blive anklaget, fordi man har glemt at dokumentere, lurer, og man vil jo ikke gerne ende i en klage eller det, der er værre.

En ting har dog desværre ikke forandret sig. Vi får stadig ikke den løn, vi er værd."

 

2018-10-susanne-loeper

Kirurgisk sygeplejerske

Sygeplejersker i flere generationer

Susanne Løper, kirurgisk sygeplejerske i øre-næse-hals-ambulatoriet og på operationsgangen

"Jeg var 23 år, da jeg startede på sygeplejeskolen, og havde allerede et lille barn. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at være sygeplejerske. Det tiltalte mig det her med at være noget for andre mennesker, og så var der flere sygeplejersker i familien.

Jeg har arbejdet i mange forskellige specialer, jeg har også holdt en pause på tre år for at hjælpe til på min mands landbrug. Jeg har stort set altid arbejdet i dagtimerne, næsten altid deltids, og også en del som vikar. Jeg har fire børn og har altid prioriteret min familie højt.

Jeg er meget til det kirurgiske og instrumentelle. Jeg kan godt lide de korte patientkontakter, hvor man stadig får en god kontakt til patienterne, men man kan også se, at man gør en forskel ved at gøre noget kirurgisk. Det er også nogle gange længere forløb, hvor man har patienten til forundersøgelse – og så ser dem til kontrol efter operationen. Det er spændende, og der er ikke så meget vasken og sjasken.

Jeg synes, at faget har udviklet sig positivt forstået på den måde, at sygeplejersker har fået flere selvstændige opgaver.

Men jeg synes også, at det går meget op i produktion og handler om at få mange patienter igennem, økonomien er en anden, og det er svært at få tid til udvikling, selv om vores leder forsøger at prioritere kurser.

Vi havde mere praktik, og jeg synes, at de studerende i dag skal lære meget på forholdsvis kort tid, og jeg synes heller ikke altid, at de når at få det hele med, ligesom de ikke får så meget erfaring. Det synes jeg er ærgerligt.

I dag læser min datter til sygeplejerske i Aarhus. Hvis jeg skulle studere i dag, ville jeg stadig vælge at blive sygeplejerske."

 

2018-10-anette-johansen

Graver

Uoverskueligt

Anette Johansen, graver, Ravsted Kirke

"Jeg dumpede i den første praktik. Jeg havde været på en medicinsk afdeling i Tønder med rigtig mange, meget syge gamle mennesker. Det var ikke særlig sjovt. Jeg ville egentlig have været sundhedsplejerske, men et eller andet sted blev det helt uoverskueligt, da jeg dumpede. Og så besluttede jeg at vende tilbage til at arbejde som køkkenassistent.

Det var lidt tilfældigt, at jeg senere blev graver. Da den gamle graver stoppede, tænkte jeg, at det kunne jeg da godt tænke mig. Nu har jeg været landsbygraver med kirketjenerfunktion i syv år."

 

2018-10-karin-conradsen

Byhistoriker

Bruger stadig sygeplejen

Karin Conradsen, byhistoriker i Vejle

"Sygeplejen var ikke et indre kald – men da jeg gik i gang, var det "all in". Og jeg synes, at det var vildt spændende.
Jeg nåede ikke at være sygeplejerske i ret mange år. Alvorlig håndeksem tvang mig til at tænke i andre baner. Men jeg har brugt erfaringerne virkelig meget i mit liv. Både privat og arbejdsmæssigt. Det var en fed uddannelse og benhård i forhold til historiestudiet på universitetet nogle år senere. Det var ren afslapning i forhold til sygeplejeskolen.
Mit første job efter universitetet var på Vejle Stadsarkiv, hvor jeg bl.a. skulle beskæftige folk i forskellige jobafklaringsforløb. Ved jobsamtalen blev jeg spurgt, hvordan jeg som ung kvinde ville kunne imødegå en så sårbar gruppe. En udfordring jeg var helt rolig ved – som psykiatrisk sygeplejerske havde jeg stået over for lidt af hvert. Netop erfaringerne herfra havde givet mig en empatisk tilgang og en forståelse for realistiske målsætninger. Også den sociale tilgang faldt mig ganske naturlig.
Jeg har været glad for både sygeplejen og for at være historiker."

 

2018-10-susanne-noerr-nielsen

Sundhedsplejerske

Flere pyskisk syge forældre

Susanne Nørr Nielsen, sundhedsplejerske i Aabenraa Kommune

"For 12 år siden videreuddannede jeg mig til sundhedsplejerske. Jeg er rigtig glad for mit job, men jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er tid til helhedspleje omkring hele familien, selv om der er brug for det. Det er skræmmende, hvor vi er på vej hen. Jeg håber, at nogen vil vende udviklingen, for man kan virkelig gøre en indsats, hvis man tør.

Dokumentationen fylder rigtig meget. Og tiden, hvor man er sammen med borgeren og patienten, er blevet mindre. Der kommer hele tiden nye ting og nye projekter, og kerneopgaverne forsvinder.

Jeg synes, at jeg tager for meget med hjem, og at arbejdet også fylder i fritiden. Jeg har hele tiden dårlig samvittighed over det, jeg ikke når, og har tanker, om der er noget, jeg har overset, og jeg synes også, at jeg nogle gange er nødt til at tage skyklapper på og tænke, det skal jeg ikke blande mig i, for så får jeg endnu mere arbejde. Og det er svært, når man ved, at man kunne flytte meget mere. Jeg synes, at der er mange unge forældre, der har brug for noget ekstra. De har ikke så mange ressourcer, og de har ikke passet børn, da de var yngre, så de har nogle meget lyserøde forventninger til det at være forældre. Vi har også flere psykisk syge forældre med diagnoser, ADHD, borderline og depressioner, og det kan være svært at slå til over for den forældregruppe med et standardtilbud.

Der er også mange goder ved mit job. Det er meget selvstændigt, og der er meget selvtilrettelæggelse. Og når jeg har flyttet noget i en familie, har jeg det helt vildt godt, og så giver det god mening."

 

2018-10-marianne-joergensen

Iltsygeplejerske

Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske

Marianne Jørgensen, iltsygeplejerske på ambulatorium.

"Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske. Jeg havde nok et lidt rosenrødt billede af det, men jeg ville stadig vælge den samme uddannelse.

Jeg har et dejligt afvekslende job, hvor jeg selv kan være med til at planlægge mine dage.

Jeg skal aldrig tilbage på en sengeafdeling, jeg ser jo, hvor stressede de er.

Dengang jeg selv arbejdede på en sengeafdeling, oplevede jeg at komme hjem efter arbejde, køre ind i indkørslen og tænke "hvordan kom jeg her hjem" eller "huskede jeg nu at skrive det".

Jeg synes, at der er så mange, der bliver sygemeldt med stress, og det er jo et tegn på, at der er noget galt et sted. Jeg rejste fra sengeafdelingen i 98, og allerede dengang syntes jeg, at der var travlt.

Sundhedsvæsenet har ændret sig de seneste 25 år. Patienterne kører hurtigere igennem, og de modtager dem tidligere ude i hjemmeplejen. For 20 år siden var det f.eks. udelukket, at patienterne fik et drop med hjem. Jeg kan også godt mærke, at patienterne er blevet ældre og mere komplekse. Dengang jeg startede som iltsygeplejerske, gik der ikke længe, fra de startede op med ilt, til de døde, men i dag lever patienterne i længere tid.

I dag læser patienterne meget mere på nettet om forskellige undersøgelser eller kommer og siger, at de gerne vil have en bestemt medicin eller maskine. Da jeg startede som sygeplejerske, blev der ikke stillet spørgsmål til behandlingen. I dag stiller både de og de pårørende langt flere spørgsmål. Og det er fint."

 

 

Forløbssygeplejerske

Jeg ville ud i verden, men endte i Sønderjylland

Henriette Tychsen, forløbssygeplejerske på lungemedicinsk ambulatorium

"Jeg tænkte, at det var en uddannelse, jeg kunne bruge til at rejse ud med. Sjovt nok kom jeg aldrig ud at rejse, men bor stadig i Sønderjylland, hvor jeg uddannede mig.

Jeg har skiftet job en del, og jeg tror, at jeg hurtigt mærker efter, om jeg kan acceptere den måde, arbejdet foregår på.

Der er sket utrolig meget med faget, siden jeg startede, i forhold til den tid, man har til patienterne, og tingene skal gå hurtigere.

Jeg er glad for at kunne mærke, at jeg gør en forskel – det har altid betydet meget for mig. Men om jeg ville have valgt uddannelsen i dag, det tror jeg ikke. Der er for meget lean og for mange stopure. Selvfølgelig er der steder, hvor man kan effektivisere. Men spørgsmålet er, hvor meget kan man blive ved med hele tiden at skære i personalet."

 

 

Konsultationssygeplejerske

»Jeg vågnede om natten«

Birgit Laue, konsultationssygeplejerske i Broager

"Jeg dumpede til den afsluttende eksamen, var gravid og havde nok mest det i hovedet og udviklede ekstrem eksamensangst. Derfor blev jeg færdig et år senere end de andre, og kun fordi Susanne Gehrt fra mit gamle hold hjalp mig med at læse op til eksamen, gik det.

Da jeg var færdig, flyttede jeg til Horsens på grund af min mands arbejde. Da vi flyttede tilbage til Sønderjylland, fik jeg arbejde på nyremedicinsk/onkologisk afdeling i Sønderborg, hvor jeg var i ni og et halvt år. Det var en virkelig god og spændende afdeling med en god blanding af nye og gamle erfarne sygeplejersker og spændende patienter.

Men så begyndte man på sygehussammenlægninger og omstrukturering

"Det havde jeg det meget svært med. Mindre personale skulle passe flere patienter med meget komplekse forløb. Da var jeg ved at udvikle stress. Jeg vågnede om natten og kunne f.eks. ikke huske, om jeg havde givet medicin."

Så startede jeg som konsultationssygeplejerske i Broager. Her har jeg været i 13 år. Nogle gange har vi også helt vildt travlt, men vi kan snakke om det.

Jeg synes, at man i sygehusvæsenet er gået fra kvalitet til kvantitet. Og hvis man har prøvet at yde god kvalitet, som vi gjorde op gennem 90’erne, er det svært at gå på kompromis."

 

 

Hjemmesygeplejerske

Meget der skal fyldes i rygsækken

Yvonne Søemod Keller, hjemmesygeplejerske i Aabenraa

"At være sygeplejerske giver mig noget som menneske, og jeg lærer noget nyt hver dag.

I 1998 holdt jeg op med at arbejde i sygehusvæsenet og fik ansættelse på et plejecenter i Tønder. Vi havde rigtig gode arbejdstider, som passede meget bedre med et familieliv.

Senere skiftede jeg til hjemmesygeplejen i Tinglev Kommune og ved kommunesammenlægningen til Aabenraa Kommune.

Foruden at være hjemmesygeplejerske har jeg en funktion som medicinansvarlig. To dage om måneden arbejder jeg med kvalitetssikring på medicinområdet, undervisning, UTH m.m. Det giver mig utrolig meget at se, hvad der er af problemstillinger omkring det, og finde ny viden.

Mit arbejde er spændende. Og vi er et rigtig godt kollegahold. Men nogle gange er der så travlt, at jeg er nødt til at tænke, at i dag er der ikke tid til, at jeg spørger så meget ind. Det hele er visiteret i tid nu, kommunens økonomi spiller ind.

Før visiterede vi den tid, vi havde brug for, så hvis man havde en kompleks borger, havde man også lidt mere tid. I dag får du en opgave, og så har du så og så mange minutter.

I hjemmeplejen varetager vi mange flere opgaver nu, end dengang jeg startede, f.eks. antibiotiske i.v.-behandlinger, cvk-pleje, smerte- og kemopumper, vac-behandling. Det er godt, vi kan gøre så mange ting i hjemmet, så borgeren ikke behøver være indlagt.

Min niece er lige blevet uddannet som sygeplejerske, og hvis jeg tænker tilbage på, da jeg startede, så er det meget mere teknisk at være sygeplejerske i dag. Der er meget, der skal fyldes i rygsækken."

 

 

Skolesygeplejerske

Skolesygeplejerske for mindretallet

Hanne Bjerringgaard, skolesygeplejerske i Sydslesvig

"Jeg bor i Rinkenæs i Sønderjylland, men arbejder i Flensborg på Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig. Det er et tilbud til det danske mindretal. Vi har bl.a. 6.000 danske skolebørn  og to danske gymnasier. Der er ca. 50 danske skoler og 60 danske børnehaver i Sydslesvig. 

 Jeg er selv vokset op i Sydslesvig.

Mit første job var et vikariat på den sengeafdeling, hvor jeg afsluttede min praktik. Men jeg vidste, at sygehuslivet ikke var mig, og søgte efter et halvt år ud i hjemmeplejen.

Nu har jeg arbejdet i Skolesundhedstjenesten  i Sydslesvig i 18 år.

De seneste 10 år har jeg været mellemleder. Min primære opgave er at organisere arbejdet i Skolesundhedstjenesten, men jeg tager også på hjemmebesøg i småbørnsfamilier og har en konsulentfunktion for de danske vuggestuer i Sydslesvig."

 

26 år efter

De blev uddannet i begyndelsen af 90’erne. 17 sygeplejersker fortæller, hvorfor de valgte sygeplejen, og hvad de laver i dag. De har været en del af en markant udvikling og forandring af sundhedsvæsenet, men ingen af dem fortryder, at de blev sygeplejersker. Heller ikke de, der laver noget andet i dag.

Klassen 26 år efter

Hvad laver de i dag?

Tidslinje

 

Sygeplejersken har haft kontakt til 19 ud af de 25 elever, der startede i september 1988. Her fortæller 17 af dem, hvorfor de blev sygeplejersker, hvordan faget og sundhedssystemet har udviklet sig, og hvad de tænker om at være sygeplejerske i dag.
24-35
2018
10
Tema: Udvikling
Sygeplejerskeuddannelsen
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Sygeplejehistorie
Sygeplejerskeuddannelsen
Magazine tags  Tema Web article