Studerende i praksis: "Særligt var der én afrikansk sygeplejerske, som fascinerede mig"

Sundhedspersonale i Afrika har fokus på andre områder, end man har i Danmark. Én specifik sygeplejerske demonstrerer i sin praksis, hvad der er væsentligt for hende – trods vilkårene.

Sarah Bregnhøj
Sarah Bregnhøj, 4. semester, UC Diakonissestiftelsen
Privatfoto
Sidste år i min sommerferie var jeg i hospitalspraktik i Afrika. Jeg rejste fra Danmark spændt og med mange forventninger, men samtidig var jeg også sikker på, at hvad der end ville møde mig, så ville det ikke komme bag på mig.

Det viste sig dog, at der var én ting, som overraskede mig meget. Og det var, hvor det afrikanske sundhedspersonale havde deres fokus. For det var ikke på alt det, der manglede, nej, deres fokus var hele tiden rettet mod ressourcerne, som de havde til rådighed, og måden de kunne udnytte dem bedst muligt på.

Særligt var der én afrikansk sygeplejerske, som fascinerede mig. I et par uger observerede jeg, hvordan hun håndterede at være sygeplejerske på en arbejdsplads, der var meget anderledes end i Danmark.

Her manglede alt fra engangshandsker til håndsprit; ting, som for os er så naturligt tilgængelige. Patientjournalerne var håndskrevne, der var én computer til rådighed på afdelingen, og hendes løn afspejlede på ingen måde hendes mange års erfaring inden for faget. Så havde hun også mig, en studerende fra et andet land og en helt anden kultur, som hun skulle forholde sig til.

Trods alt dette udviste hun nærvær og empati for hver enkelt patient, og hun ydede sygepleje på en meget omsorgsfuld måde. Hun havde også overskud til at sørge for mig ved at høre, om der var noget, jeg undrede mig over, og hun vejledte mig i de sygeplejefaglige opgaver, som var særlige for denne afdeling.

Vi talte om, hvor forskellige vores sundhedsvæsener er, og hun fortalte, at hun udmærket var klar over, at der på afrikanske hospitaler mangler ressourcer. Men i vores samtaler var der ingen misundelse og ingen ærgrelse over, at forskellene på vores lande er så store. Og det viste sig, at jeg var den eneste, som brugte tid og energi på at tænke over, hvor dårligt det afrikanske folk er stillet. Hvor unfair deres vilkår er.

Alt dette fik mig til at reflektere meget over vores eget sundhedsvæsen. Mange steder, hvor jeg har mødt sundhedsfagligt personale, har fokus overvejende været på manglerne: ikke nok sengepladser, sparsom normering, IT-systemer, som ikke fungerer optimalt osv., osv.

Jeg har da også taget mig selv i at være meget bevidst om manglerne og ofte talt med andre om, at regeringen ikke afsætter nok til bestemte områder i sundhedsvæsenet. Og selvom manglerne i vores eget sundhedsvæsen selvfølgelig kan være og tit er et reelt problem, er der vist alligevel mange ting, som vi nok alle kommer til at tage for givet en gang imellem.

Derfor vil jeg med dette store indtryk, som jeg har med i kufferten fra Afrika, fremover øve mig i at fokusere på, hvordan vi bedst kan bruge de midler, vi nu engang har til rådighed, og hvordan de kan gavne patienterne og borgerne, som vi møder.

Sarah Bregnhøj er sygeplejestuderende på 4. semester, UC Diakonissestiftelsen.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Mentorer tager nyuddannede i hånden

Indslusning. På Kirurgisk Afdeling på Hillerød Hospital hjælper en mentorordning nyuddannede sygeplejersker med at føle sig hjemme på afdelingen og give dem lyst til at blive i faget.
Sygeplejerske Line Hechmann (th.) er mentor for nyuddannede Sacha Verlin.
Foto: Christoffer Regild

”Vi løfter på tre,” siger Sacha Verlin. ”En, to, tre!”

Med et fast tag i lagenet får de to sygeplejersker den ældre kvindelige patient op at sidde. ”Vi skal lige måle dine værdier,” siger Sacha Verlin henvendt til patienten, mens hun fastgør en blodtryksmåler om hendes arm. Selvom den unge sygeplejerske virker rutineret, er det kun hendes anden måned som ansat på det kirurgiske modtagerafsnit på Hillerød Hospital. Det er sygeplejersken ved hendes side, Line Hechmann, som har hjulpet Sacha Verlin med at finde sig til rette blandt dropstativer og blå sengeforhæng. For Line Hechmann er en af to sygeplejersker på det kirurgiske modtagerafsnit på Hillerød Hospital, som har fået rollen som mentor. Gennem afsnittets mentorordning skal hun hjælpe afsnittets nyuddannede sygeplejersker med at få en god start, så de bliver fastholdt på afdelingen.

Den svære start

14 pct. af sygeplejersker med mindre end 3 års anciennitet har været sygemeldt på grund af psykiske arbejdsmiljøfaktorer.

Tre ud af fem sygeplejersker, med mindre end 3 års anciennitet, og som deltog i undersøgelsen, fortæller at der er høje kognitive krav. Det kan f.eks. være at træffe svære beslutninger og at skulle huske meget. De fortæller også at dette i nogen eller høj grad er et problem for dem.

Kilde: Dimittendundersøgelsen 2017, DSR Analyse

Sacha Verlin blev færdig på sygeplejerskeuddannelsen i juni og havde jobstart på Hillerød Hospital i august. Men det var ikke helt uden bekymringer, at hun mødte op på sit nye job. For på sygeplejerskeuddannelsen havde der blandt de studerende floreret mange historier om det at være ny i faget.

”Man siger, at det godt kan være skræmmende at starte, og at man i den første tid kan føle sig handlingslammet,” fortæller hun. Men det gjorde hende tryg at vide, at hun ikke var overladt til sig selv, når hun for første gang skulle iføre sig hospitalets blå uniform.

”I den første måned gik jeg hele tiden sammen med en af mine mentorer Line eller Louise. Der talte jeg ikke med i plejen, og det var virkelig rart. For jeg havde jo ikke helt fået følingen med at fange, om patienterne fejlede noget akut. Alle nye får en måned med sin mentor, og der er mulighed for at forlænge perioden, hvis man efter fire uger stadig ikke føler sig tryg på egen hånd,” siger Sacha Verlin.

Fik selvtillid i en nattevagt

Allerede efter få uger befandt Sacha Verlin sig i sin første akutte situation. I en sen nattevagt fik en patient hjertestop. Den unge sygeplejerske var på vagt sammen med den anden af sine mentorer, Louise Krogvig Jørgensen, og i samarbejde arbejdede de med patienten, indtil andet personale blev tilkaldt og tog over.

”Det viste sig, at jeg rent faktisk godt vidste, hvad jeg skulle gøre. Og jeg turde gøre det, fordi jeg ikke stod alene i det. Det gav en tryghed,” siger Sacha Verlin og fortsætter:

”Jeg fik et enormt selvtillidsboost af at stå med en døende patient og vide bagefter, at jeg rent faktisk gjorde det rigtige.”

Udover at blive fulgt af sine mentorer skal de nye sygeplejersker igennem et introprogram. I den første uge blev Sacha Verlin af sine kolleger sat ind i, hvad specialet fagligt krævede af hende, og hendes praktiske færdigheder som f.eks. at lægge PVK og tage blodprøver blev pudset af.

”Jeg har brugt enormt meget energi på at suge alt til mig og huske det. Der er jo en stor forskel på at stå som studerende og som færdiguddannet. Men alle mine kolleger gav sig god tid til at hjælpe. Efter de første 14 dage lagde skrækken sig,” siger Sacha Verlin.

Godt givet ud

Afdelingssygeplejerske på det kirurgiske modtagerafsnit, Nadja Abla, fortæller, at afsnittet har kørt med mentorordningen siden starten af 2017. Og indtil videre har det været en succes. For ifølge tal fra Kvalitet og Udviklingsafdelingen på Hillerød Hospital ansatte Kirurgisk Afdeling otte nyuddannede sygeplejersker i 2017. Og ved indgangen til 2018 var alle otte stadig i arbejde på afdelingen.

”Nogle gange er det hårdt, fordi der mangler hænder, fordi de nye ikke tæller med i plejen i den første måned. Men det er givet godt ud i sidste ende, for det gør, at folk har lyst til at blive,” siger Nadja Abla.

Mentorerne Line Hechmann og Louise Krogvig Jørgensen blev klædt på til opgaven gennem et kursus i uddannelsesafdelingen. Her fik de undervisning i, hvordan man kommunikerer konstruktivt og får de nyuddannede til at reflektere over deres fejl i stedet for bare at irettesætte dem. Men Line Hechmann mener ikke, at mentorerne og mentorordningen kan tage al æren for, at de nyuddannede trives og fastholdes på afdelingen.

”Jeg tror også det vægter, at vi har en god afdeling, og at vi er åbne overfor hinanden. Vi siger alle sammen, at nye altid kan komme og spørge, hvis der er noget, de er i tvivl om. Det er okay ikke at vide alt. Vi andre spørger jo også hinanden i et væk,” siger Line Hechmann.

Ifølge Sacha Verlin har mentorordningen hjulpet hende med transitionen fra at være studerende til at være sygeplejerske. Men hun giver Line Hechmann ret i, at alt personale på afdelingen har spillet ind.
”Selvom jeg har to mentorer, så er alle på afdelingen gode til at give sig tid til at svare, hvis jeg spørger om noget. Jeg er blevet en del af personalet ret hurtigt,” siger Sacha Verlin.

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Fremtiden kalder i Holbæk

Med en ny sygeplejerskeuddannelse vil Holbæk gøre de studerende til mestre i sammenhæng i sundhedsvæsenet.
Undervisningen på den nye sygeplejerskeuddannelse vil foregå i lokaler på Holbæk Uddannelses- og Studiecenter og i et læringslaboratorium på Holbæk Sygehus. Praktikken vil foregå på Holbæk Sygehus og ude i de fire samarbejdskommuner.
Foto: Claus Bech

"I skal blive Danmarksmestre i sammenhæng." Ordene kommer fra Lone Bjørklund, vicedirektør på Holbæk Sygehus, og er henvendt til det nye hold sygeplejerskestuderende, der står foran scenen blandt lokalpolitikere, sygehusansatte og nysgerrige borgere. Foran scenen på tennisbanens kunstgræs er der lagt op til fest. Køen til den lille vogn med gratis kaffe og croissanter er opløst. Dagens talere er gået på scenen. Regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen, rektor på Professionshøjskolen Absalon Camilla Wang og vicedirektør på Holbæk Sygehus Lone Bjørklund skal sammen med borgmestrene fra Lejre, Odsherred og Holbæk Kommune fortælle om den nye sygeplejerskeuddannelse i Holbæk. Og tilsyneladende har de studerende allerede vundet første sæt. For ifølge borgmestrene vil kommunerne stå i kø for at ansætte de studerende, når de er færdiguddannede.

"De studerende i Holbæk vil lære at tænke helheden ind i patientforløbene. Det er jer, fremtiden kalder på," siger Lone Bjørklund.

Skal skabe sammenhæng

Professionshøjskolen Absalon har i tæt samarbejde med Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Lejre Kommune samt Holbæk Sygehus og Region Sjælland lagt grundstenene til den nye sygeplejerskeuddannelse. Uddannelsen består af en traditionel professionsbachelor, men den vil være anderledes opbygget end landets øvrige sygeplejerskeuddannelser.

For sammen med kommuner og sygehus planlægger professionshøjskolen uddannelsesforløb, der går på tværs af sektorovergange. Og så tilrettelægges praktikken, så de studerende møder borgeren og patienten andre steder end i kommunen og på sygehuset. F.eks. ved at tage med til motionscykling på et plejehjem eller ved at vente på Flextrafik sammen med borgeren i ambulatoriet. De studerende bliver med andre ord mestre i at skabe sammenhæng i sundhedsvæsenet. Og det er noget, andre sygeplejerskeuddannelser vil kunne skele til.

"Vi har fået lov til at lege med andre tanker og idéer, end man kan andre steder. Vi har tydeligt beskrevet, hvad vi sætter i gang, og hvad vi vil opnå, og så måler vi, om det lykkes. Og hvis det gør, så håber jeg, at det er noget, der kan inspirere andre sygeplejerskeuddannelser," siger Anne Bondesen, der er uddannelsesleder på den nye uddannelse.

Bliver boende i lokalområdet

De 31 studerende er en del af en gruppe på 64 fordelt på hold med vinter- eller sommerstart. Der var dog flere ansøgere, end der var studiepladser. Det er ifølge Anne Bondesen et klart udtryk for, at der har været et ønske om og behov for en lokalforankret sygeplejerskeuddannelse i Holbæk.

Ny sygeplejerskeuddannelse i Holbæk
Maria Tine Trondhjem er en af de 64 nye studerende. I alt 99 unge søgte sygeplejerskeuddannelsen i Holbæk som deres første prioritet.
Foto Claus Bech
Omkring 80 pct. af landets studerende bliver boende i den by, de har taget deres uddannelse i. Derfor vil uddannelsen i Holbæk kunne afhjælpe nogle af de rekrutteringsproblemer, Holbæk og de omkringliggende kommuner har. Og for at gøre det yderligere attraktivt for det nye hold studerende giver kommunerne og Holbæk Sygehus garanti for studiejobs.

En af de nye studerende er Maria Tine Trondhjem. Hun bor i Odsherred og er glad for, at hun med den nye uddannelsesmulighed i Holbæk ikke behøver at bruge timevis på at pendle.

"Det, at den ligger i Holbæk, har meget at sige. For så skal jeg ikke ud og køre langt. Og det giver mening, for jeg har en familie i Odsherred og regner med at blive boende her," siger Maria Tine Trondhjem.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Tidslinje

Tilbageblik på 26 års udviklingshistorie med betydning for dansk sygepleje.

2018-10_1992

1992

De første ni sygeplejersker fra "september 88" bliver færdige.

Læs "Klassen 26 år efter"

2018-10_1998-2005

1998

Patientrettighedsloven giver patienter journalindsigt og krav om informeret samtykke. Før måtte patienter aldrig se deres journal, og loven betød, at sproget i journalerne ændrede sig.

2018-10_2001

2001

Sygeplejerskeuddannelsen blev til en professionsbacheloruddannelse i sygepleje.

2018-10_2001-penge

2002

DRG-systemet og takststyring afløser rammestyringsmodellen. Det tvinger sygehusene til i øget omfang at tænke i produktion og økonomi.

2018-10_2004

2004

Den Danske Kvalitetsmodel ser dagens lys og sygehusene skal akkrediteres. For første gang skal sygehusene leve op til en national en standard for kvalitet.

2018-10_1998-2005

2005

Ny sundhedslov sætter patienten i centrum med frit sygehusvalg, lov om aktindsigt fra 1998 helbredsoplysninger og patientforsikringsloven.

2018-10_2007-pct

2007

Sygehusene bliver pålagt at spare 2 pct. hvert år, inden da var kravet 1,5%. Det har betydet tiltagende øget "produktion" og færre hænder.

2018-10_2007-dk

2007

Amterne lukkes og erstattes af 5 regioner, som overtager ansvaret for sygehusene. Samtidig får kommunerne det overordnede ansvar for rehabilitering. Sygehuse lukker og kommunerne opruste for at klare de nye opgaver i takt med, at patienterne at blev hurtigere udskrevet.

2018-10_2007

2007

Elektroniske patientjournaler tager for alvor fart på sygehusene og i kommunerne.Det kræver systematik, kategorisering, mange logins og klik. Fritekstdokumentation er ikke længere mulig.

2018-10_2004

2008

Nationale kliniske retningslinjer baseret på evidens skal sikre øget og ensartet kvalitet

2018-10_2017

2017

De første supersygehuse åbner.

2018-10_2018

2018

Der er røster fremme om, at der er brug for nye nærsygehuse for at kompensere for den øgede centralisering og specialisering

26 år efter

De blev uddannet i begyndelsen af 90’erne. 17 sygeplejersker fortæller, hvorfor de valgte sygeplejen, og hvad de laver i dag. De har været en del af en markant udvikling og forandring af sundhedsvæsenet, men ingen af dem fortryder, at de blev sygeplejersker. Heller ikke de, der laver noget andet i dag.

Klassen 26 år efter

Hvad laver de i dag?

Tidslinje

 

 

 

Emneord: 
Sygeplejens historie
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Hvad laver de i dag?

Sygeplejersken har haft kontakt til 19 ud af de 25 elever, der startede i september 1988. Her fortæller 17 af dem, hvorfor de blev sygeplejersker, hvordan faget og sundhedssystemet har udviklet sig, og hvad de tænker om at være sygeplejerske i dag.

2018-10-jannie-manly-frederiksen

Konsultationssygeplejerske

Soldaten, der blev sygeplejerske

Jannie Manly Frederiksen, konsultationssygeplejerske i Grenå

"Jeg var 28 og den ældste i klassen. Jeg kom fra København og havde været soldat i flyvevåbnet, siden jeg var 17 år. Men så blev min mand, der er flyveleder og tjenestemand, forflyttet til Jylland.  

Jeg valgte sygeplejeskolen, fordi den gav løn under uddannelse. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg har heller aldrig fortrudt det, og jeg blev rigtig glad for det.

Jeg arbejdede på Gråsten Gigthospital i 18 år, hvor jeg var med til at udvikle forskning indenfor gigtområdet, både i forhold til smertebehandling og nye præparater. Jeg har undervist på patientkurser og er blevet både MR og røntgenuddannet. Senere arbejdede jeg med gigtpatienter på Randers Sygehus og i en speciallægepraksis i Aarhus.

I dag bor jeg i Grenå og arbejder i en almen lægepraksis. Det har betydet, at jeg skulle til at tænke lidt mere bredt igen, og der var mange gamle ting, jeg lige skulle have rusket lidt op i.

Sygeplejefaget er blevet mere spændende, men ansvaret er også større.

Da jeg startede på gigthospitalet, sad vi og skrev blodprøver ind i hånden, nu kommer de ind i et system, der nærmest fortæller os, hvad folk fejler.

Ansvarsområder er flyttet. Sygeplejersker laver mange lægeting nu. Hvor jeg før rakte lægen en saks, er jeg i dag den, der klipper. Hvor jeg før bandt lægens mundbind, har jeg selv et på.

Sundhedssystemet i dag stiller krav om, at man skal producere mere. Jeg kan sagtens nå at være menneskelig, men man kan ikke nå pauserne. Da jeg var studerende og tog på hjemmebesøg, sad borgerne klar med ostemad. Det er der ikke tid til i dag. Borgerne føler også tit, at vi har travlt. Jeg har 40 patienter om dagen, og hvis der sidder en og er ked af det, har man ikke rigtig tid til det."

 

Vivi Andersen

Nefrologisk sygeplejerske

Samme job i 26 år

Vivi Andersen, klinisk sygeplejespecialist på Afsnit for Diabetes, hormon- og nyresygdomme på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg.

"Jeg drømte om at blive arkæolog, men mødte en mand, der var 10 år ældre. Han havde hus og arbejde på Als, og da jeg ikke havde lyst til at flytte, blev det i stedet sygeplejeskolen.

Mit første job var på hæmodialyse-afdelingen i Sønderborg, hvor jeg stadig arbejder den dag i dag.

Jeg anede ikke, hvad dialyseafdelingen var, andet end det var noget med at rense blod. Jeg tænkte, at det var en gammeldags afdeling, men at jeg ville give det et halvt år. Men da jeg havde lært det praktiske håndelag, og hvad der lå bag specialet, så var det spændende.

I dag er jeg uddannet klinisk sygeplejespecialist.

Jeg er superglad for at være der. I kraft af min funktion har jeg haft mange udadgående funktioner, og jeg sidder med i forskellige arbejdsgrupper på tværs af hele landet. Jeg er med til at lave guidelines og retningslinjer og har været med til alt muligt i udlandet. Jeg har altid haft en superspændende hverdag. Og der er jo sket så meget udvikling inden for hæmodialysen. Man eksperimenterede med rensning af blod for første gang i 1949 på en hund, og siden dengang er udviklingen gået stærkt. Behandlingen er blevet mere effektiv og kvalitetssikret.

Sundhedsvæsenet er blevet mere fortravlet, og vores normering har ændret sig. For 25 år siden havde vi 15-20 patienter, som kom her fast tre gange om ugen. I dag har vi 75 patienter plus otte, som selv tager sig af behandlingen derhjemme. Før havde hver sygeplejerske to patienter, i dag har man mellem to og fire."

 

2018-10-pia-ranck

Afdelingsleder

Bruger min sygeplejefaglige baggrund

Pia Ranck

"Jeg var 26 år, da jeg startede på sygeplejeskolen, og havde mand og barn, som jeg skulle hjem til. Jeg havde en sygehjælperuddannelse i forvejen. Jeg vidste allerede under uddannelsen, at jeg skulle arbejde med formidling og kommunikation.

I dag er jeg afdelingsleder på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, hvor jeg er leder på både grunduddannelsen og voksen- og lederuddannelsen.

Jeg bruger min sygeplejefaglige baggrund, når jeg sparrer med kollegaer, hvor jeg bruger kommunikation og det med at skabe relationer. Det er jo noget af den værdi og kerne, man har som sygeplejerske. Jeg gør det bare på andre måder end sygeplejersker med borgerkontakt.

Min fagidentitet i dag er ikke sygeplejerske. Jeg har fagidentitet som leder og pædagogisk leder. Jeg vil til enhver tid anbefale sygeplejerskestudiet til andre. Det har en bredde og en perspektivering, som gør, at man kan gå i mange retninger."

 

2018-10-marianne-christiansen

Koordinerende projektsygeplejerske

Det jeg altid gerne ville være

Marianne Ehrenskjold Christiansen, koordinerende projektsygeplejerske på onkologisk afdeling

"Sådan som jeg husker det, har det altid været det, jeg gerne ville. Allerede da jeg gik i folkeskolen, jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg var bare opsat på, at det var det, jeg skulle.

For 18 år siden fik jeg job på onkologisk afdeling – det var en drømmestilling. Der er en masse udvikling og forskning på afdelingen, og jeg arbejder i dag som projektsygeplejerske i Klinisk Forsknings Enhed (KFE).

Det går meget stærkere i dag. Der er ikke den samme tid til patienterne. Normeringen er blevet mindre, og patientpopulationen har ændret sig. Patienterne i dag er meget tungere end tidligere.

Arbejdspresset er blevet hårdere gennem årene, forstået på den måde, at man skal kunne leve med, at man ikke når det, man gerne vil. Man skal kunne bære at gå hjem med en følelse af "dårlig samvittighed" og en viden om, at man ikke nåede alt det, man gerne ville, fordi tiden ikke rakte.

Her i ambulatoriet, hvor jeg arbejder, er vi mere heldige. Vi venter med at gå hjem, til vi har set den sidste patient – dog må skrivearbejdet blive liggende til dagen efter.

Det mest tilfredsstillende ved jobbet er at kunne se, at man hjælper nogen, og at man gør en forskel. Patienterne her i onkologien er meget taknemmelige.

Her i ambulatoriet har vi haft kontaktsygeplejerskeordning siden 2001. Det betyder, at jeg stadig følger nogle af de patienter, jeg havde i starten af 00’erne.

Der er også sket en stor udvikling i faget i mit speciale, hvor mange flere bliver raske, f.eks. den store population af brystkræftpatienter. Det har jeg været med til qua de undersøgelser og medicinafprøvninger/forskning, som jeg har været og er en stor del af.

I dag har jeg en datter, der også læser til sygeplejerske."

 

2018-10-marianne-greisen-greve

Oversygeplejerske

Den praktisk anlagte blev leder

Marianne Greisen Greve, oversygeplejerske for øre-næse-hals-kirurgi

"Jeg var 20 år, da jeg startede på sygeplejeskolen. Jeg var den yngste på holdet.

Mit første job var på hæmodialyseafdelingen. Efter fem år som basissygeplejerske blev jeg souschef samme sted.

Senere blev jeg operationssygeplejerske, og efter tre år endte jeg også som souschef der.

Da min søn fik diabetes, ville jeg være basissygeplejerske og søgte et øre-næse-hals-ambulatorium. Så gik der en måned, så rejste førsteassistenten, og en måned derefter havde jeg igen en lederstilling som afdelingssygeplejerske.

Jeg tænker, at jeg hver gang ender som leder, fordi jeg gerne vil have styr på tingene, være forudseende og vide, hvad der sker.

Med årene er mit job blevet mere og mere administrativt. Der er kommet flere og flere dokumentationskrav, og det har taget tid fra patienterne.

Der er sket en kæmpe udvikling af faget indenfor operationsmetoder og teknologi, som gør, at vi nogle gange næsten er mere teknikere end sygeplejersker.

I dag bruger jeg mest sygeplejen på den måde, at jeg nurser personalet til at yde god sygepleje. Jeg bruger omsorgsgenet og forståelsen for den menneskelige psyke til, hvordan man kan få folk til at trives."

 

2018-10-hanne-joergensen

Psykiatrisk sygeplejerske
i opsøgende psykoseteam

Jeg er vokset op med psykiatrien

Hanne Jørgensen

"Jeg blev sygeplejerske, fordi der ikke var nogen arbejdsløse sygeplejersker. Og så havde jeg hørt, at der var nogle rigtig gode fester med sergentskolen.

Ud over et nimåneders vikariat på en lungemedicinsk afdeling har jeg altid været i psykiatrien, og jeg har en diplomuddannelse i psykiatri. Selv dengang jeg var i praktik i hjemmeplejen, tog jeg alle de psykiatriske patienter.

Jeg er født og opvokset i Augustenborg, hvor der lå et stort psykiatrisk hospital.

Som barn så jeg, hvordan patienterne gik i to rækker i kakifarvet tøj med en plejer foran og en plejer bagefter. Som 13-årig gjorde jeg rent og var i køkkenet på hospitalet.

Noget af det, jeg godt kan lide ved psykiatrien, er, at man ikke kan slå op i en bog og finde løsningen. Jeg kan godt lide, at man skal tænke selv og bruge sig selv i faget.

I dag arbejder jeg i det opsøgende psykoseteam i Aabenraa, som hører til under det psykiatriske hospital i Aabenraa, og som tager ud til de patienter, der er blevet udskrevet.

Der er ingen tvivl om, at psykiatrien har ændret sig, siden jeg var barn. Dengang boede de psykiatriske patienter på hospitalet i mange år. I dag kommer de ud i egen bolig. Det er både positivt og mindre positivt.

Faget har udviklet sig rigtig meget, og det har almenbefolkningens syn på psykiatrien også. Psykisk sygdom er ikke så stigmatiseret længere, men der er stadig et stykke vej. Det er stadig mere legalt at brække et ben end at have en psykiatrisk diagnose.

Den medicinske verden er også i rivende udvikling, der er kommet rigtig meget medicin, som ikke har så mange bivirkninger, og det er rigtig godt. Man er også meget mere opmærksom på unge mennesker, om der er noget psykiatrisk, og de bliver både henvist og udredt i en meget tidligere alder. Derfor er der også større sandsynlighed for, at de kommer godt ud i den anden ende.

Nogle diagnoser er forsvundet, f.eks. causa socialis. Det var en diagnose, de folk, som man ikke vidste, hvad man skulle stille op med, fik. Man talte også om "neurotiske damer". Dem hører jeg heller ikke om på samme måde mere. Da jeg startede, fandtes ADHD heller ikke i sin nuværende form."

 

2018-10-helle-graakjaer-krogh

Organkirurgisk sygeplejerske

Jeg kan blive helt høj af mit arbejde

Helle Graakjær Krogh, organkirurgisk sygeplejerske

"Jeg startede med et vikariat på organkirurgisk afdeling, og senere blev jeg fastansat.

I 2004 blev afdelingen i Haderslev nedlagt, og så flyttede vi til Aabenraa, hvor jeg kom på den akutte organkirurgiske afdeling.

Her fik jeg smag for anæstesien, hvor jeg har været lige siden.

Inden jeg gik på sygeplejeskolen, havde jeg boet og arbejdet tre år i Norge på et skisportshotel. Når jeg har udlængsel, tager jeg til Tromsø i Nordnorge og arbejder i anæstesien der. Jeg synes, at man får et andet syn på de ting, man driller hinanden med, når man rejser ud, og verden bliver lidt større. Og så bliver jeg også bekræftet i, at der hvor jeg arbejder til hverdag, der gør vi det godt.

Mit arbejde foregår, der hvor det handler om akut krise, traumer og hjertestop. Det er der, jeg synes, jeg gør en forskel, når man bevarer roen og hjælper mennesker. Og så kan jeg lide at være en del af et team, der får det til at klappe. Det kan man blive helt høj af. Vi arbejder meget selvstændigt som sygeplejersker, og der er ikke to dage, der ligner hinanden.

Jeg har overhovedet ikke fortrudt, at jeg blev sygeplejerske.

Det eneste, jeg har imod mit fag, er den dårlige løn. Vi har døgnvagter og arbejder 12 timer i træk og arbejder på tilkald.

Fagets udvikling har gjort, at vi er blevet mere strukturerede. Vi får dokumenteret det, vi går og gør, og vi har retningslinjer for næsten alt. Det er rigtig godt, der er bare for lidt tid. Vi er blevet færre på arbejde. For 25 år siden hyggede vi mere om patienterne, nu handler det om effektivitet og om, at vi skal nå flest muligt."

 

2018-10-susanne-gehrt

Behandlersygeplejerske i FAM

Jeg elsker det akutte

Susanne Gehrt Pedersen (tidligere Christiansen), behandlersygeplejerske i FAM

"Da jeg blev færdiguddannet, fik jeg et vikariat på en medicinsk afdeling og i en skadestue, og jeg har været i det akutte lige siden. I dag arbejder jeg som behandlersygeplejerske på skadestuen i Svendborg. Og jeg elsker det.

Jeg kunne også godt lide det akutte arbejde på intensiv. Men det her selvstændige arbejde som behandlersygeplejerske kombineret med dygtige kollegaer, som jeg kan sparre med, er fantastisk. Vi har det simpelthen så godt sammen og har et rigtig godt samarbejde med de læger, vi arbejder sammen med, og med vores ledelse.

Jeg synes, at vi var flere på arbejde engang. Mange af patienterne var også mindre syge og lå længere tid på sygehuset. Vi havde mere tid til den enkelte. Patienterne var også tit mere tilfredse, måske fordi vi havde mere tid til omsorg?

I dag bliver alle røntgenbilleder, blodprøver og mange undersøgelser lavet på første indlæggelsesdag. Da jeg var nyuddannet, kunne dette tage flere dage. I dag synes mange af patienterne, at de ligger længe og venter, fordi de først får svar efter flere timer og måske ikke bliver indlagt. Måske fordi mange har større forventninger til sundhedsvæsenet i dag?

Ting tog længere tid dengang, og mange af patienterne var ikke så syge. Der var utrolig mange causa socialis – altså mennesker som ikke havde en medicinsk diagnose – men bare ikke havde det så godt. De blev tanket op med mad og hygge. Hvis de kommer ind i FAM i dag, så bliver de hurtigt sendt hjem til hjemmeplejen igen.

Der er meget mere, man skal dokumentere i dag. Som behandlersygeplejerske behandler og afslutter jeg selvstændigt langt de fleste patienter, jeg ser. Det er derfor meget vigtigt med en fyldestgørende dokumentation, som godt kan tage længere tid end selve mødet med patienten. Faren for at blive anklaget, fordi man har glemt at dokumentere, lurer, og man vil jo ikke gerne ende i en klage eller det, der er værre.

En ting har dog desværre ikke forandret sig. Vi får stadig ikke den løn, vi er værd."

 

2018-10-susanne-loeper

Kirurgisk sygeplejerske

Sygeplejersker i flere generationer

Susanne Løper, kirurgisk sygeplejerske i øre-næse-hals-ambulatoriet og på operationsgangen

"Jeg var 23 år, da jeg startede på sygeplejeskolen, og havde allerede et lille barn. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at være sygeplejerske. Det tiltalte mig det her med at være noget for andre mennesker, og så var der flere sygeplejersker i familien.

Jeg har arbejdet i mange forskellige specialer, jeg har også holdt en pause på tre år for at hjælpe til på min mands landbrug. Jeg har stort set altid arbejdet i dagtimerne, næsten altid deltids, og også en del som vikar. Jeg har fire børn og har altid prioriteret min familie højt.

Jeg er meget til det kirurgiske og instrumentelle. Jeg kan godt lide de korte patientkontakter, hvor man stadig får en god kontakt til patienterne, men man kan også se, at man gør en forskel ved at gøre noget kirurgisk. Det er også nogle gange længere forløb, hvor man har patienten til forundersøgelse – og så ser dem til kontrol efter operationen. Det er spændende, og der er ikke så meget vasken og sjasken.

Jeg synes, at faget har udviklet sig positivt forstået på den måde, at sygeplejersker har fået flere selvstændige opgaver.

Men jeg synes også, at det går meget op i produktion og handler om at få mange patienter igennem, økonomien er en anden, og det er svært at få tid til udvikling, selv om vores leder forsøger at prioritere kurser.

Vi havde mere praktik, og jeg synes, at de studerende i dag skal lære meget på forholdsvis kort tid, og jeg synes heller ikke altid, at de når at få det hele med, ligesom de ikke får så meget erfaring. Det synes jeg er ærgerligt.

I dag læser min datter til sygeplejerske i Aarhus. Hvis jeg skulle studere i dag, ville jeg stadig vælge at blive sygeplejerske."

 

2018-10-anette-johansen

Graver

Uoverskueligt

Anette Johansen, graver, Ravsted Kirke

"Jeg dumpede i den første praktik. Jeg havde været på en medicinsk afdeling i Tønder med rigtig mange, meget syge gamle mennesker. Det var ikke særlig sjovt. Jeg ville egentlig have været sundhedsplejerske, men et eller andet sted blev det helt uoverskueligt, da jeg dumpede. Og så besluttede jeg at vende tilbage til at arbejde som køkkenassistent.

Det var lidt tilfældigt, at jeg senere blev graver. Da den gamle graver stoppede, tænkte jeg, at det kunne jeg da godt tænke mig. Nu har jeg været landsbygraver med kirketjenerfunktion i syv år."

 

2018-10-karin-conradsen

Byhistoriker

Bruger stadig sygeplejen

Karin Conradsen, byhistoriker i Vejle

"Sygeplejen var ikke et indre kald – men da jeg gik i gang, var det "all in". Og jeg synes, at det var vildt spændende.
Jeg nåede ikke at være sygeplejerske i ret mange år. Alvorlig håndeksem tvang mig til at tænke i andre baner. Men jeg har brugt erfaringerne virkelig meget i mit liv. Både privat og arbejdsmæssigt. Det var en fed uddannelse og benhård i forhold til historiestudiet på universitetet nogle år senere. Det var ren afslapning i forhold til sygeplejeskolen.
Mit første job efter universitetet var på Vejle Stadsarkiv, hvor jeg bl.a. skulle beskæftige folk i forskellige jobafklaringsforløb. Ved jobsamtalen blev jeg spurgt, hvordan jeg som ung kvinde ville kunne imødegå en så sårbar gruppe. En udfordring jeg var helt rolig ved – som psykiatrisk sygeplejerske havde jeg stået over for lidt af hvert. Netop erfaringerne herfra havde givet mig en empatisk tilgang og en forståelse for realistiske målsætninger. Også den sociale tilgang faldt mig ganske naturlig.
Jeg har været glad for både sygeplejen og for at være historiker."

 

2018-10-susanne-noerr-nielsen

Sundhedsplejerske

Flere pyskisk syge forældre

Susanne Nørr Nielsen, sundhedsplejerske i Aabenraa Kommune

"For 12 år siden videreuddannede jeg mig til sundhedsplejerske. Jeg er rigtig glad for mit job, men jeg synes, at det er ærgerligt, at der ikke er tid til helhedspleje omkring hele familien, selv om der er brug for det. Det er skræmmende, hvor vi er på vej hen. Jeg håber, at nogen vil vende udviklingen, for man kan virkelig gøre en indsats, hvis man tør.

Dokumentationen fylder rigtig meget. Og tiden, hvor man er sammen med borgeren og patienten, er blevet mindre. Der kommer hele tiden nye ting og nye projekter, og kerneopgaverne forsvinder.

Jeg synes, at jeg tager for meget med hjem, og at arbejdet også fylder i fritiden. Jeg har hele tiden dårlig samvittighed over det, jeg ikke når, og har tanker, om der er noget, jeg har overset, og jeg synes også, at jeg nogle gange er nødt til at tage skyklapper på og tænke, det skal jeg ikke blande mig i, for så får jeg endnu mere arbejde. Og det er svært, når man ved, at man kunne flytte meget mere. Jeg synes, at der er mange unge forældre, der har brug for noget ekstra. De har ikke så mange ressourcer, og de har ikke passet børn, da de var yngre, så de har nogle meget lyserøde forventninger til det at være forældre. Vi har også flere psykisk syge forældre med diagnoser, ADHD, borderline og depressioner, og det kan være svært at slå til over for den forældregruppe med et standardtilbud.

Der er også mange goder ved mit job. Det er meget selvstændigt, og der er meget selvtilrettelæggelse. Og når jeg har flyttet noget i en familie, har jeg det helt vildt godt, og så giver det god mening."

 

2018-10-marianne-joergensen

Iltsygeplejerske

Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske

Marianne Jørgensen, iltsygeplejerske på ambulatorium.

"Jeg har altid vidst, at jeg ville være sygeplejerske. Jeg havde nok et lidt rosenrødt billede af det, men jeg ville stadig vælge den samme uddannelse.

Jeg har et dejligt afvekslende job, hvor jeg selv kan være med til at planlægge mine dage.

Jeg skal aldrig tilbage på en sengeafdeling, jeg ser jo, hvor stressede de er.

Dengang jeg selv arbejdede på en sengeafdeling, oplevede jeg at komme hjem efter arbejde, køre ind i indkørslen og tænke "hvordan kom jeg her hjem" eller "huskede jeg nu at skrive det".

Jeg synes, at der er så mange, der bliver sygemeldt med stress, og det er jo et tegn på, at der er noget galt et sted. Jeg rejste fra sengeafdelingen i 98, og allerede dengang syntes jeg, at der var travlt.

Sundhedsvæsenet har ændret sig de seneste 25 år. Patienterne kører hurtigere igennem, og de modtager dem tidligere ude i hjemmeplejen. For 20 år siden var det f.eks. udelukket, at patienterne fik et drop med hjem. Jeg kan også godt mærke, at patienterne er blevet ældre og mere komplekse. Dengang jeg startede som iltsygeplejerske, gik der ikke længe, fra de startede op med ilt, til de døde, men i dag lever patienterne i længere tid.

I dag læser patienterne meget mere på nettet om forskellige undersøgelser eller kommer og siger, at de gerne vil have en bestemt medicin eller maskine. Da jeg startede som sygeplejerske, blev der ikke stillet spørgsmål til behandlingen. I dag stiller både de og de pårørende langt flere spørgsmål. Og det er fint."

 

 

Forløbssygeplejerske

Jeg ville ud i verden, men endte i Sønderjylland

Henriette Tychsen, forløbssygeplejerske på lungemedicinsk ambulatorium

"Jeg tænkte, at det var en uddannelse, jeg kunne bruge til at rejse ud med. Sjovt nok kom jeg aldrig ud at rejse, men bor stadig i Sønderjylland, hvor jeg uddannede mig.

Jeg har skiftet job en del, og jeg tror, at jeg hurtigt mærker efter, om jeg kan acceptere den måde, arbejdet foregår på.

Der er sket utrolig meget med faget, siden jeg startede, i forhold til den tid, man har til patienterne, og tingene skal gå hurtigere.

Jeg er glad for at kunne mærke, at jeg gør en forskel – det har altid betydet meget for mig. Men om jeg ville have valgt uddannelsen i dag, det tror jeg ikke. Der er for meget lean og for mange stopure. Selvfølgelig er der steder, hvor man kan effektivisere. Men spørgsmålet er, hvor meget kan man blive ved med hele tiden at skære i personalet."

 

 

Konsultationssygeplejerske

»Jeg vågnede om natten«

Birgit Laue, konsultationssygeplejerske i Broager

"Jeg dumpede til den afsluttende eksamen, var gravid og havde nok mest det i hovedet og udviklede ekstrem eksamensangst. Derfor blev jeg færdig et år senere end de andre, og kun fordi Susanne Gehrt fra mit gamle hold hjalp mig med at læse op til eksamen, gik det.

Da jeg var færdig, flyttede jeg til Horsens på grund af min mands arbejde. Da vi flyttede tilbage til Sønderjylland, fik jeg arbejde på nyremedicinsk/onkologisk afdeling i Sønderborg, hvor jeg var i ni og et halvt år. Det var en virkelig god og spændende afdeling med en god blanding af nye og gamle erfarne sygeplejersker og spændende patienter.

Men så begyndte man på sygehussammenlægninger og omstrukturering

"Det havde jeg det meget svært med. Mindre personale skulle passe flere patienter med meget komplekse forløb. Da var jeg ved at udvikle stress. Jeg vågnede om natten og kunne f.eks. ikke huske, om jeg havde givet medicin."

Så startede jeg som konsultationssygeplejerske i Broager. Her har jeg været i 13 år. Nogle gange har vi også helt vildt travlt, men vi kan snakke om det.

Jeg synes, at man i sygehusvæsenet er gået fra kvalitet til kvantitet. Og hvis man har prøvet at yde god kvalitet, som vi gjorde op gennem 90’erne, er det svært at gå på kompromis."

 

 

Hjemmesygeplejerske

Meget der skal fyldes i rygsækken

Yvonne Søemod Keller, hjemmesygeplejerske i Aabenraa

"At være sygeplejerske giver mig noget som menneske, og jeg lærer noget nyt hver dag.

I 1998 holdt jeg op med at arbejde i sygehusvæsenet og fik ansættelse på et plejecenter i Tønder. Vi havde rigtig gode arbejdstider, som passede meget bedre med et familieliv.

Senere skiftede jeg til hjemmesygeplejen i Tinglev Kommune og ved kommunesammenlægningen til Aabenraa Kommune.

Foruden at være hjemmesygeplejerske har jeg en funktion som medicinansvarlig. To dage om måneden arbejder jeg med kvalitetssikring på medicinområdet, undervisning, UTH m.m. Det giver mig utrolig meget at se, hvad der er af problemstillinger omkring det, og finde ny viden.

Mit arbejde er spændende. Og vi er et rigtig godt kollegahold. Men nogle gange er der så travlt, at jeg er nødt til at tænke, at i dag er der ikke tid til, at jeg spørger så meget ind. Det hele er visiteret i tid nu, kommunens økonomi spiller ind.

Før visiterede vi den tid, vi havde brug for, så hvis man havde en kompleks borger, havde man også lidt mere tid. I dag får du en opgave, og så har du så og så mange minutter.

I hjemmeplejen varetager vi mange flere opgaver nu, end dengang jeg startede, f.eks. antibiotiske i.v.-behandlinger, cvk-pleje, smerte- og kemopumper, vac-behandling. Det er godt, vi kan gøre så mange ting i hjemmet, så borgeren ikke behøver være indlagt.

Min niece er lige blevet uddannet som sygeplejerske, og hvis jeg tænker tilbage på, da jeg startede, så er det meget mere teknisk at være sygeplejerske i dag. Der er meget, der skal fyldes i rygsækken."

 

 

Skolesygeplejerske

Skolesygeplejerske for mindretallet

Hanne Bjerringgaard, skolesygeplejerske i Sydslesvig

"Jeg bor i Rinkenæs i Sønderjylland, men arbejder i Flensborg på Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig. Det er et tilbud til det danske mindretal. Vi har bl.a. 6.000 danske skolebørn  og to danske gymnasier. Der er ca. 50 danske skoler og 60 danske børnehaver i Sydslesvig. 

 Jeg er selv vokset op i Sydslesvig.

Mit første job var et vikariat på den sengeafdeling, hvor jeg afsluttede min praktik. Men jeg vidste, at sygehuslivet ikke var mig, og søgte efter et halvt år ud i hjemmeplejen.

Nu har jeg arbejdet i Skolesundhedstjenesten  i Sydslesvig i 18 år.

De seneste 10 år har jeg været mellemleder. Min primære opgave er at organisere arbejdet i Skolesundhedstjenesten, men jeg tager også på hjemmebesøg i småbørnsfamilier og har en konsulentfunktion for de danske vuggestuer i Sydslesvig."

 

26 år efter

De blev uddannet i begyndelsen af 90’erne. 17 sygeplejersker fortæller, hvorfor de valgte sygeplejen, og hvad de laver i dag. De har været en del af en markant udvikling og forandring af sundhedsvæsenet, men ingen af dem fortryder, at de blev sygeplejersker. Heller ikke de, der laver noget andet i dag.

Klassen 26 år efter

Hvad laver de i dag?

Tidslinje

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Klassen 26 år efter

UDVIKLING. De var blandt de sidste sygeplejeelever. Uddannet på kanten af den nye verden. Uddannet i omsorg og langtidspleje. I dag er de sygeplejersker i et højteknologisk, accelereret sundhedssystem. Spørger man dem, siger de, at meget er vundet. Men noget er også gået tabt. Det er svært at yde omsorg under tidspres. Ingen har fortrudt, at de blev sygeplejersker. Og selv de, der ikke arbejder indenfor faget, bruger stadig det, de lærte dengang.
De var 25, der startede sammen på sygeplejeskolen i Sønderborg i september 1988. To af dem hed Hanne. Tre hed Marianne. Og hele fire hed Susanne.
Sådan gjorde vi

Sygeplejersken har haft kontakt til 19 ud af de 25 elever, der startede i september 1988.

De var 25, der startede sammen på sygeplejeskolen i Sønderborg i september 1988. To af dem hed Hanne. Tre hed Marianne. Og hele fire hed Susanne.

Det var dengang, man ikke studerede til sygeplejerske. Men var elev.

Gennemsnitsalderen i klassen var 22. Den ældste på holdet var 28. Det var hende, der også var københavner og havde været soldat og derfor havde adgang til sergentskolen, så hun kunne invitere nogle unge mænd med til sygeplejefesterne.

Langt de fleste kom fra nærområdet. Ud over københavneren var der en enkelt fynbo iblandt dem. Ingen mænd.

Fælles for dem var, at de ville være sygeplejersker. Nogle havde drømt om det hele deres liv. For andre var det mere tilfældigt.

"Jeg valgte sygeplejeskolen, fordi den gav løn under uddannelse. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være sygeplejerske, men jeg har heller aldrig fortrudt det," siger Jannie Manly Frederiksen, der i dag er konsultationssygeplejerske i Grenå.

"Sådan som jeg husker det, har det altid været det, jeg gerne ville. Allerede da jeg gik i folkeskolen, jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg var bare opsat på, at det var det, jeg skulle," siger Marianna Ehrenskjold Christiansen, der i dag er koordinerende projektsygeplejerske på onkologisk ambulatorium.

Undervejs faldt seks af dem fra. Nogle fordi de dumpede praktikforløb og syntes, at det blev for uoverskueligt. Andre fordi uddannelsen ikke levede op til deres forestillinger.

Undervejs fik syv af dem børn og blev derfor først færdige senere end deres klassekammerater. Kun ni af de oprindelig 25 klassekammerater blev færdige til forventet tid tre et halvt år senere.

"Jeg dumpede til den afsluttende eksamen, var gravid og havde nok mest det i hovedet og udviklede ekstrem eksamensangst. Derfor blev jeg færdig et år senere end de andre, og kun fordi Susanne Gehrt fra mit gamle hold hjalp mig med at læse op til eksamen, gik det," siger Birgit Laue, der i dag er konsultationssygeplejerske i Broager.

De fleste startede i vikariater, men fik hurtigt fast arbejde. De gik forskellige veje. Men rejste ikke langt væk. En blev sundhedsplejerske, en anden oversygeplejerske, en tredje hjemmesygeplejerske.

Nogle har haft mange job. En af dem er stadig på den afdeling, hun startede på.

Langt de fleste bor og arbejder stadig i området omkring Sønderborg.

Fra lærling til professionsbachelor

"September 88-klassen er uddannet på kanten af den nye verden. De blev uddannet, mens faget blev akademiseret, samtidig med at de selv blev uddannet på den gamle lærlingeordning," siger ph.d. og sygeplejehistoriker Susanne Malchau Dietz.

Den 1. august 1990 kom en ny bekendtgørelse, som lagde sygeplejeuddannelsen ind under Direktoratet for videregående uddannelser.

Sygeplejerskerne gik dermed fra at være elever på elevløn til at være studerende, der fik SU. Det var noget, standen havde arbejdet for skulle ske siden 1975. I årene der fulgte, kom ph.d.- og kandidatuddannelsen også ind i sygeplejen, og i 2008 kunne sygeplejersker kalde sig professionsbachelorer i sygepleje.

"Det var en stor landvinding for faget, at man begyndte at akademisere det. Man begyndte at udvikle evidensbaseret sygepleje, hvor sygeplejerskerne selv skabte viden i stedet for at hente den fra andre fag. Så det var en stor anerkendelse af faget," siger Malchau.

Et nyt blik på omsorg

For eleverne i september 88-klassen betød det, at de blev uddannet i en tid, hvor systemteori og teorier om sygeplejeprocesser – ifølge Susanne Malchau Dietz – næsten erstattede omsorg.

"De er uddannede til at være problemløsere, men på samme tid vinder omsorgsteorier fra finske Katie Eriksson, danske Merry Scheel og norske Kari Martensen frem, og der sker et skifte fra en behovsorienteret til en systemorienteret tilgang til at se på omsorgen. Man begynder at filosofere over faget. Man begynder at kigge på, hvad er omsorg. Og hvad er sygepleje. Noget, der har vist sig at være umuligt at formulere i en sætning," siger Malchau.

Akademiseringen af sygeplejen har også betydet, at sygeplejerskerne de seneste årtier har

oplevet en kæmpe opgaveglidning, hvor sygeplejerskerne har overtaget opgaver fra lægerne og givet opgaver videre til social- og sundhedsassistenterne.

"Det har man gjort på et hav af områder. Mange af de ting, de blev uddannet til at gøre, måtte de give videre," siger hun.

Accelererede forløb

"Det er også en årgang, der har fået lov til at opleve den langsommelige patient, hvor rehabiliteringen i høj grad foregik i senge på hospitalet. Den gennemsnitlige liggetid var syv til otte døgn dengang – i dag ligger patienterne to en halv dag. Der var mere plads til omsorg og ro dengang, og patienterne fik også lov til at opleve langsommeligheden i at komme til hægterne og oplevede måske at få redt sengen flere gange, mens de var der," fortæller Malchau om årgangen, der kom ud at virke i en tid, hvor centraliseringen tog fart.

Mange små sygehuse er lukket, og supersygehuse er fremtiden. Det er en årgang, der ifølge Malchau har set, hvordan både plejen og behandlingen er blevet meget mere højteknologisk, dokumentationen raffineret, og patientforløbene er accelereret.

"I dag handler det om, at patienterne hurtigst muligt skal ud igen," siger hun.

"Det er en omstilling, de har fulgt. Og jeg tænker, at det må være svært at leve op til idealerne om omsorg og individualiseret pleje."

"Det, der kendetegner årgangen, er, at det er sygeplejersker, der havde lært håndværket. De var rigtig, rigtig dygtige klinikere, allerede da de var færdige. De studerende, der fulgte efter dem, er ikke i samme grad uddannet i praktisk klinisk arbejde. Til gengæld fik de mere teori," siger hun.

2018-10-klassen

26 år efter

De blev uddannet i begyndelsen af 90’erne. 17 sygeplejersker fortæller, hvorfor de valgte sygeplejen, og hvad de laver i dag. De har været en del af en markant udvikling og forandring af sundhedsvæsenet, men ingen af dem fortryder, at de blev sygeplejersker. Heller ikke de, der laver noget andet i dag.

Klassen 26 år efter

Hvad laver de i dag?

Tidslinje

 

Emneord: 
Sygeplejens historie
Sygeplejerskeuddannelsen

Studerende i praksis: Vi løb alle sammen rundt som små, forvirrede hvide mus i vores kitler

Modløshed kan forvandles til begejstring. Det oplevede en studerende, som lærte at benytte både ABCDE-principperne og ISBAR under en vellykket simulationstræning. Og patienten overlevede.

Marie WemmelundDet sidste års tid har jeg brugt meget energi på at brokke mig. Mest af alt i mit eget hoved. Årsagen har været, at jeg nu er nået til en overgangsordning på min uddannelse. Bekymringerne har været store både for mig og mine medstuderende. Ville vi overhovedet blive lige så kompetente sygeplejersker som vores kollegaer, når vi alt i alt ender med at have mindre klinisk erfaring? Da vi så ovenikøbet fik at vide, at vi på 5. semester skulle ud i simulationstræning i stedet for normal praktik med kontakt til patienter, var vi temmelig tæt på at miste modet, men det skulle vise sig, at vores modløshed blev gjort til skamme.

På 5. semester er der fokus på sygepleje til akut kritisk syge patienter, og på simulationskurset fik vi lov til at prøve nogle akutte scenarier af, uden at det havde konsekvenser for rigtige patienter. Det var en intens, men samtidig tryg måde at blive oplært på. Vi blev introduceret til et fire ugers forløb, hvor vi i den grad blev presset ud af vores komfortzone. Første udfordring var at møde ind på det rigtige hospital på den rigtige dag, da vi havde undervisning på fem forskellige hospitaler. På de forskellige hospitaler blev vi inddelt i små grupper, hvor vi sammen skulle igennem forskellige scenarier, hvor patienterne hele tiden blev akut dårlige. Jeg husker specielt et af scenarierne, hvor patienten simulerede at være gået i lungeødem. Vi løb alle sammen rundt som små, forvirrede hvide mus i vores kitler og prøvede at finde ud af, hvad vi skulle stille op. Udenfor faldt sneen stille og hvid, men inde hos os piblede sveden frem, mens patienten blev dårligere og dårligere. Her blev ABCDE-principperne virkelig sat på prøve, og nye kommunikationsredskaber blev benyttet. Hvordan får man overtalt lægen til at komme og se til patienten, når man er overbevist om, at det er vigtigt? Det gør man ved at anvende ISBAR, som er et kommunikationsværktøj. Det endte heldigvis godt i denne simulerede situation, men hvor er jeg glad for, at jeg fik muligheden for at prøve at begå de fejl, der vil forekomme i en læringsproces, i et trygt forum, hvor patienten ikke døde, uanset hvor lang tid det tog os at finde frem til den nødvendige vanddrivende medicin.

Mistet klinik eller ej, så har jeg virkelig lært meget af at være i simulationsklinik og fået mere blod på tanden til at reagere i akutte situationer. Det kan jeg forhåbentlig bruge, når jeg nu efter sommerferien begynder i mit sidste kliniske ophold, inden jeg er rigtig sygeplejerske.

Til mine medstuderende: Tag godt imod simulationstræning, når det bliver jeres tur til at prøve det.

Emneord: 
Simulering
Sygeplejerskeuddannelsen

Dengang: De pæne piger fester i 1968

Nyuddannede sygeplejersker fra Bispebjerg hospital og Københavns Kommunehospital i optog på Strøget på vej ind til Dansk Sygeplejeråd.
Foto: Sygeplejehistorisk Museum

I 1968 brød ungdomsoprøret ud på Københavns Universitet, pigerne gik i lårkort, og protesterne over Vietnamkrigen fyldte i debatten. På sygeplejeskolerne gik det fredeligere til. Der gik borgerskabets pæne piger, og deres uniformer gled kun en anelse højere op uden at blive for dristige. Bag den tækkelige uniform ulmede alligevel et lille oprør. Eleverne begyndte at protestere mod mesterlæren og brugen af elever som billig arbejdskraft, og nogle sygeplejeskoler kæmpede for en akademisering af uddannelsen. Det kom dog først meget senere, og de nyuddannede sygeplejersker her fester i optog på Strøget på vej ind til Dansk Sygeplejeråd, der – som en ny praksis – gav et lille glas i dagens anledning.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejestuderende

Nyuddannede bliver syge af at gå på arbejde

ARBEJDSPRES. Hver syvende nyuddannede sygeplejerske har været sygemeldt som følge af det psykiske arbejdsmiljø, viser en ny analyse. Her fortæller tre af dem om hjertebanken, gråd og sygdom pga. manglende introduktion, for meget ansvar og for højt arbejdspres. ”Man driver rovdrift på medarbejderne,” siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorte Steenberg.
Louise måtte sygemelde sig akut efter en hård jobstart med voldsomt arbejdspres og uden ordentlig introduktion. I dag prioriterer hun sig selv for at være i stand til at hjælpe patienterne. Og fodboldtræningen hjælper hende med at koble af.
Foto: Nikolai Linares

Drømmeuddannelsen er i hus. Nålen er fæstnet til uniformen. Det første rigtige job er landet. Virginia Henderson og Kari Martinsen sidder på rygraden. Og idealer om inddragelse, motiverende samtaler og anerkendende kommunikation er klar til at blive ført ud i virkeligheden.

Men for hver syvende nyuddannede sygeplejerske brister illusionerne allerede kort tid efter endt uddannelse. Praksischok kalder nogen det. Et alt for presset arbejdsmiljø siger andre.

Fakta er, at 14 pct. af de sygeplejersker, som har mindre end tre års anciennitet, har været sygemeldt på grund af psykiske arbejdsmiljøfaktorer som f.eks. stress eller mobning. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd. Sygemeldingerne har varet fra enkelte dage til flere måneder.

Dimittendundersøgelsen 2017

I maj og november 2017 gennemførte DSR Analyse en spørgeskemaundersøgelse blandt de af Dansk Sygeplejeråds medlemmer, der har under tre års anciennitet. 1.713 besvarede undersøgelsen. 14 pct. – svarende til hver syvende – har i deres nuværende eller tidligere arbejde som sygeplejerske været sygemeldt pga. psykiske arbejdsmiljøfaktorer (stress, mobning mv.). Fire ud af fem angiver, at stort arbejdspres i høj eller nogen grad er et problem for dem i deres nuværende arbejde. Tre ud af fem angiver, at høje kognitive krav i høj eller nogen grad er et problem for dem.

84 pct. af respondenterne er ansat i regionerne. 14 pct. i kommunerne. De sidste 2 pct. fordeler sig på stat og privat.

At så mange nyuddannede sygeplejersker bliver syge af arbejdsmiljøet, er fuldstændig urimeligt, siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

"Det er et meget voldsomt tal, at så mange nyuddannede bliver sat i arbejdssituationer, hvor de umuligt selv kan løse problemerne, og at de så udvikler stress og bliver sygemeldt. Det kan jo følge dem resten af deres arbejdsliv," siger hun.

Ifølge psykolog, ph.d. og arbejdsmiljøforsker ved NFA, Malene Friis Andersen, kender man ikke betydningen af at have haft stress i en tidlig alder.

"Men i forhold til angst og depression, som jo er symptomer på stress, ved vi, at jo tidligere du udvikler angst og depression, jo større sandsynlighed er der for gentagne episoder, og jo flere gentagne episoder, jo mere øges risikoen. Så i den henseende ikke særlig smart at udvikle tidligt i livet. Det er jo rigtig mange år, de unge skal trives."

Produktionskrav giver rovdrift

I baggrundsmaterialet for Dansk Sygeplejeråds analyse beretter de nyuddannede om symptomer som dårlig nattesøvn, svimmelhed, trykken for brystet, gråd, hukommelsesbesvær, angst og ondt i maven.

Symptomer, der ifølge sygeplejerskerne skyldes et for højt arbejdspres, overbelægning, underbemandede afdelinger. Omstruktureringer, lav indflydelse og manglende støtte fra nærmeste leder. Vold og trusler. Mobning. Manglende oplæring og et alt for stort ansvar for hurtigt.

I undersøgelsen angiver fire ud af fem, at et stort arbejdspres i høj eller nogen grad er et problem for dem i deres nuværende arbejde. Og tre ud af fem siger, at de er presset af høje kognitive krav, som handler om at kunne overskue mange ting, træffe svære beslutninger, huske meget og få gode idéer, i høj eller nogen grad.

Dorte Steenberg mener, at produktionskravene er en af de store syndere.

"Vi oplever, at målet om et produktivt sygehus gør, at den øverste ledelse nogle gange mener, at målet helliger midlet, hvilket betyder, at man driver rovdrift på medarbejderne," siger Dorte Steenberg.

Hun peger på, at det både er veldokumenteret og også velkendt på ledelsesniveau, at det ofte er de store medicinske enheder, der er problematiske. De har et stort akutindtag, som gør det sværere at planlægge arbejdet. Samtidig med at afdelingerne mange gange også er underbemandede og har et højt antal nyuddannede sygeplejersker.

Manglende introduktion

Et andet problem som dimittendanalysen peger på, er, at selv om langt de fleste arbejdspladser i sundhedsvæsenet i dag har introduktions- og mentorprogrammer for nyansatte, så er det ikke altid, at de gode intentioner bliver ført ud i livet. Heller ikke selv om undersøgelser gentagne gange har påvist, at god og grundig introduktion af nyansatte medfører positive effekter i det psykosociale arbejdsmiljø.

I hvert fald svarer næsten hver tredje (30 pct.) af de nyuddannede sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråds dimittendanalyse, at de ikke har haft et længerevarende og struktureret introduktionsforløb.

Og det er ærgerligt, mener arbejdsmarkedsforsker Malene Friis Andersen. Hun fortæller, at det er afgørende for de nyuddannedes trivsel, at arbejdspladsen tager hånd om god oplæring og kollegaorienterede fællesskaber.

Derfor skal du deltage i SATH-undersøgelsen

Jo mere Dansk Sygeplejeråd ved om dit arbejdsmiljø, trivsel og helbred, jo bedre kan rådet arbejde for at gøre dine forhold bedre.

Så når den tilbagevendende SATH-undersøgelse bliver sendt ud til alle Dansk Sygeplejeråds medlemmer i slutningen af marts 2018, er det afgørende, at så mange som muligt besvarer den.

Den viden, som SATH-undersøgelsen giver, gør Dansk Sygeplejeråd i stand til at sætte dagsordenen og fokus på sygeplejerskers arbejdsmiljø og -vilkår. Det kan være ved møder med folketings- og lokalpolitikere, arbejdsgivere og andre organisationer. Men også i forbindelse med pressearbejde, i debatindlæg og deltagelse i medierne.

Resultaterne fra den seneste SATH-undersøgelse fra 2015 brugte Dansk Sygeplejeråd f.eks. til at argumentere for, at produktionskravet på 2 pct. skulle afskaffes. Og det blev som bekendt besluttet i 2017.

Hun henviser til et stort review fra NFA, som undersøgte, hvilke arbejdspladsindsatser der var med til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Undersøgelsen viste, at en af de vigtigste enkeltstående faktorer, som altid havde en positiv effekt på tværs af sektorer, var det gode oplæringsforløb.

"Når man sørger for at få lært de nye, hvad de skal lære, kan de hurtigere levere og føle sig sikre. Og samtidig bliver belastningen for de erfarne mindre," siger Malene Friis Andersen.

Sabrina Guastella er koordinerende psykolog på Arbejdsmedicin Herning og derudover ansvarlig for den personalepsykologiske ordning, der har eksisteret for Region Midtjyllands ansatte siden 2007. Her havde man sidste år uforholdsmæssigt mange henvendelser fra nyuddannede og fra yngre sygeplejersker født i 1990’erne.

Intentionerne skrider

Årsagen skal ifølge Sabrina Guastella findes i et stadigt mere presset sundhedsvæsen.

"Vi hører, at afdelingerne måske har nogle visioner om følgevagter i så og så lang tid, og om, at man ikke skal være ansvarshavende, men så skrider det, og så står de nyuddannede med nogle ting, de ikke er klædt på til. De bliver hurtigere trukket ind i nogle opgaver, de ikke er klar til."

På Rigshospitalet, som også har en intern personalepsykologisk ordning, oplever man også en overvægt af relativt nyuddannede sygeplejersker. Ifølge chefpsykolog og leder af Krisepsykologisk Klinik, Anders Korsgaard, kommer 50-75 pct. af henvendelserne fra relativt nyuddannede sygeplejersker. Og sådan har det været de seneste 8-9 år – med en svag stigning det seneste år.

Det fik Rigshospitalet til i slutningen af oktober sidste år at afholde en temadag for ledende sygeplejersker, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter for sygeplejersker om arbejdsrelateret stress. Fokus var bl.a. de gode, men også de bæredygtige introduktionsforløb, altså hvordan man sikrer, at den planlagte introduktion bliver til noget – også når der er travlt, eller den medarbejder, der har ansvaret for introduktion, holder ferie.

"Der er ingen tvivl om, at det især er de yngre sygeplejersker, der bliver stressede," siger Anders Korsgaard og beskriver en virkelighed for nyuddannede sygeplejersker med travlhed, høje plejekrav, højteknologiske specialer, flere plejekrævende patienter og afdelinger med ubesatte sygeplejerskestillinger.

To af de nyuddannede sygeplejersker, der deltager i denne artikel, har ønsket at være anonyme. Deres fulde navne er redaktionen bekendt.

 

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Arbejdsmiljø
Sygeplejerskeuddannelsen

5 minutter med...Rikke Ingemann Kjær

"Udfordringen er, hvordan bliver man ved med at føle, at ens arbejdsopgaver giver mening, og hvordan man bevarer lysten til at gå på arbejde, når man bliver så presset på tid.”

Rikke Ingemann KjærHvorfor valgte du at blive sygeplejerske?
”Det var ikke en barnedrøm. Jeg er uddannet afspændingspædagog, men hvis jeg skulle have mulighed for at udvikle mig, skulle jeg have et andet ben at stå på. Så jeg uddannede mig til sygeplejerske.” 

Hvad var dit første job?
”På ortopædkirurgisk afdeling på Hillerød Hospital. Det var et bredt speciale med mange medicinske patienter, og et super godt sted at starte som sygeplejerske.” 

Hvorfor valgte du at specialisere dig inden for det ortopædkirurgiske område?
”Det var tilfældigt – det var der, jeg landede først.” 

Hvem har du lært mest af i din karriere?
”Jeg har mødt mange spændende mennesker i min karriere. Fra undervisere på skolen, der har sat tanker i gang, til virkelig dygtige sygeplejersker, som har givet sig tid til at lære nye sygeplejersker både det instrumentelle, og hvordan man håndterer vanskelige situationer.” 

Hvad kendetegner en god sygeplejerske?
”Helt grundlæggende en høj faglig kompetence. En evne til at skabe relationer. Evnen til at observere, navigere og reagere i det kaos, der ofte er inden for sygeplejen. Endelig skal man kunne binde sløjfer på sine arbejdsopgaver.” 

Hvilket råd vil du give en nyuddannet?
”Der er så mange udfordringer og arbejdsopgaver, at man skal kunne navigere og sortere i dem. Du skal lære at spotte, hvornår du skal binde sløjfe og få en opgave afsluttet fuldstændig, og hvornår du må lade den stå åben og give den videre til nogle andre. Som sygeplejerske kan man ikke redde verden, men man kan få afsluttet de væsentlige opgaver.” 

Hvad er det mest tilfredsstillende ved dit job?
”Følelsen af, at man får løst sine opgaver tilfredsstillende. Det er meget de små ting i hverdagen. Som sygeplejerske kan det være god kontakt til en patient, eller at man får afsluttet et forløb godt. I en vejledersituation med en studerende, at der går et lys op for eleven. Som underviser kan det være, når man løfter en elev, så hun kan se noget, der gør hende i stand til at handle på egen hånd.”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?
”Tid er en væsentlig faktor. Vi bliver presset politisk og økonomisk, så vi hele tiden skal løse flere opgaver på mindre tid. Udfordringen er, hvordan bliver man ved med at føle, at ens arbejdsopgaver giver mening, og hvordan man bevarer lysten til at gå på arbejde, når man bliver så presset på tid.”

Hvad kan holde dig vågen om natten?
”Det kan holde mig vågen, når jeg ikke føler, jeg er ovenpå i forhold til mine arbejdsopgaver. Men jeg er blevet bedre til at sove end tidligere.”

Hvad er du mest stolt af i din karriere?
”Når jeg som underviser møder gamle elever, der kommer og siger, at jeg gjorde en forskel. Eller en patient, der tager mig i hånden og siger tak, fordi jeg var der. Små ting, hvor jeg gjorde en forskel.” 

Hvis du kunne ændre en ting i sundhedsvæsenet, hvad skulle det så være?
”Organisatorisk sidder folk i toppen og presser nedad. Jeg ville gøre det modsatte. Se på problemerne fra gulvet og spørge: Hvor mange sygeplejersker skal der faktisk være for at løse et problem i forhold til patientflow og patientsikkerhed?” 

Hvor ser du dig selv om fem år?
”Lige nu er jeg meget glad for at undervise, så det kan være, jeg gør det. Men jeg drømmer også om at arbejde med udvikling i en organisation som f.eks. Sundhedsstyrelsen og være med til at fremme sundhed.”

Hvordan tror du, at sygeplejen vil udvikle sig de næste 10 år?
”Vores fag vil blive ved med at udvikle sig, og der er jo virkelig brug for os. Men sygeplejersker er et presset folkefærd, og jeg tror ikke, presset bliver mindre. Der skal politisk velvilje til for at ændre det, og så drømmer jeg om, at sygeplejersker gør lidt mere oprør.” 

Rikke Ingemann Kjær er 47 år og underviser på SOPU Hillerød.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen