Ny uddannelse skabt til et sundhedsvæsen i bevægelse

Fremtidens sygeplejerskeuddannelse skal forberede de studerende på mødet med et sundhedsvæsen i udvikling. Dansk Sygeplejeråd og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning er overvejende positive, men savner bl.a. opkvalificering af kliniske vejledere.

Når de nye sygeplejestuderende træder ind på professionshøjskolerne efter sommerferien, møder de til en ny og revideret sygeplejerskeuddannelse. Ni sundhedsuddannelser er ved samme lejlighed gennemgået og ændret for at ruste fremtidens sundhedspersonale til et sundhedsvæsen under forandring. For sygeplejerskeuddannelsen betyder det bl.a. mere fokus på tværfaglighed og sundhedsvæsenets organisering, men også knap så opbrudte studieforløb, hvor semestre erstatter moduler. 

Slut med national studieordning

Professionshøjskolerne skal fremover helt selv tilrettelægge studieordningerne, da der ikke længere er en fælles national studieordning. De skal sammen blive enige om forløbet af de første to år af uddannelsen. Fællesdelen og studieordninger for de første semestre er ved at blive udarbejdet og vil komme løbende.

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) ser flere gode takter i bekendtgørelsen, men er afventende over for det samlede udfald.

”Der er dele af bekendtgørelsen, der er med til at præcisere sygeplejerskeuddannedes rolle mere. F.eks. det, at man har klinisk lederskab, altså fokus på den patientnære ledelse, kan være med til at give et løft. Der venter et stort arbejde med implementeringen i en presset sektor,” mener tidligere formand for SLS, Rasmus Dedenroth. 

Randi Brinckmann, dekan på Professionshøjskolen Metropol og talsmand for sygeplejerskeuddannelserne, påpeger, at selvom der er mere frihed til at planlægge studieordningerne, betyder det ikke, at uddannelserne bliver vidt forskellige:

”Det er fuldstændig de samme mål og læringsudbytter, man skal dokumentere, at man lever op til, når man er færdiguddannet. Der er ikke tale om, at der kommer syv fuldstændig forskellige slags sygeplejerskeuddannelser.”

Formand for Fagligt Selskab af Undervisende Sygeplejersker, Birgit Hedegaard Møller, håber, at overgangen til semestre i stedet for moduler giver mindre opbrudte forløb både i den praktiske og teoretiske undervisning:

”Semesterstrukturen giver både bedre arbejdsmiljø og mulighed for at strække nogle læreprocesser. Dét forventer jeg kan give en bedre kvalitet.”

Brug for refleksive sundhedsprofessionelle

Bekendtgørelsen for sygeplejerskeuddannelsen er resultatet af et udviklingsprojekt, hvor bl.a. Styrelsen for Videregående Uddannelser, KL, Danske Regioner, Sundhedskartellet og Danske Professionshøjskoler har siddet med. Indholdet følger en del af de anbefalinger, som en rapport foretaget af Implement og Aalborg Universitet for Sundhedskartellet peger på. Rapporten konkluderer, at der er behov for fokus på at uddanne “refleksive sundhedsprofessionelle” og styrke deres viden om sundhedssystemets organisering.

Den nye sygeplejerskeuddannelse har fokus på at kvalificere fremtidens færdiguddannede til at arbejde i alle dele af sundhedsvæsenet og håndtere komplekse situationer i sygeplejen. Det skal ske både med hensyn til samfundsmæssig, teknologisk og videnskabelig udvikling og i forhold til borgernes behov for sygepleje og omsorg og med udgangspunkt i forskning. 

Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, ser det som en styrke, at formålet favner bredt:

”Jeg synes, det er positivt, at det på én og samme tid er lykkedes at nytænke formålene for uddannelsen samtidig med, at det historiske og traditionelle i sygeplejen er fastholdt.”

Hun mener også, at det er til gavn, at den nye bekendtgørelse er rettet mod hele sundhedssektoren og mere end før mod primær sektor, der efterhånden overtager flere og flere sygeplejefaglige opgaver fra hospitalerne. 

En virkelighed i udvikling

Fordelingen af mængden af teori og praktik vil ikke ændre sig med den nye reform, men undervisningen vil fremover være inddelt i temaer. Her vil bl.a. tværfaglighed og samfundsvidenskab fylde mere. Det skal forberede de studerende på at kunne agere i sundhedssystemet og kende dets opbygning og organisering. 

Og det er nødvendigt at ruste fremtidens sygeplejersker på den komplekse virkelighed, de møder, når de er færdiguddannede, mener Rasmus Dedenroth:

”De fleste sygeplejersker har løbende kunnet tilpasse sig sundhedsvæsenets udvikling, men de nyuddannede kommer ud til et komplekst sundhedsvæsen, som det kan være svært at navigere i uden den rette uddannelse.”

Randi Brinckmann ser positivt på, at det tværprofessionelle prioriteres højere:

”Det er det, som den praksis, vi uddanner til, efterspørger. At vores dimittender er bedre klædt på i forhold til at kunne arbejde tværprofessionelt. Det er ikke at give køb på ens professionsfaglighed, men at sætte professionsfagligheden i spil i en tværprofessionel kontekst.” 

Klinikken mangler løft

Både SLS og Dansk Sygeplejeråd havde håbet at få indført højere krav til de kliniske vejlederes uddannelsesniveau, men det stod ikke til forhandling, forklarer Dorte Steenberg. De kliniske vejledere skal fortsat have minimum 1/6 diplomuddannelse for at undervise de studerende i den kliniske undervisning. Birgit Møller ærgrer sig over, at der ikke er sket et løft på dette område:

”Jeg synes, det er godt, at man fastholder, at der er nogle pædagogiske kvalifikationer til de kliniske vejledere. Men hvis det stod til os, burde det være et meget højere fagligt niveau. De kvalifikationer, man skal have, modsvarer ikke kravene, der står i bekendtgørelsen.” 

Studerende, der allerede er i gang med at uddanne sig, overgår til den nye ordning efter sommeren 2017 hvor overgangsordninger vil ligge klar. 

Uddannelse i udvikling

Sygeplejerskeuddannelsen er jævnligt blevet fornyet. Siden 1957 er elever blevet til studerende, og en del af praksis erstattet med teori.

1957: Dansk sygeplejerskeuddannelse ændres markant. Staten overtager ansvaret for uddannelsen, og 110 uddannelsessteder bliver til 33. Der bliver samtidig sat strammere rammer for uddannelsens indhold.
1971: Optagelseskrav om et år i huset bliver udskiftet med højere krav til skolekundskaber. Uddannelsen er fortsat en lærlingeuddannelse.
1979: De teoretiske elementer skal fylde mere, og optagel-seskravene bliver endnu engang hævet.
1990: Elevløn bliver erstattet af SU i de fleste af praktikforløbene.
2001: Sygeplejerskeuddannelsen går fra at være en mellemlang erhvervsrettet uddannelse til en professionsbacheloruddannelse. Antallet af uddannelsessteder bliver reduceret til 22.
2008: En national studieordning bliver indført for at sikre harmoniserede uddannelser på nationalt plan. 

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

På spidsen: Revideret uddannelse har store udfordringer

Praksisdelen i den reviderede sygeplejerskeuddannelse får ikke tilført flere ressourcer. Kommuner, regioner og professionshøjskoler må på banen, for uddannelse er en fælles opgave.

Linda Schumann ScheelDen reviderede sygeplejerskeuddannelse er snart klar. Der er indholdsmæssigt tale om en væsentlig optimering af forebyggelse, pleje og behandling baseret på nationale og internationale studier og erfaringer.

Udgangspunktet er glimrende, men hvad bliver udfordringen til september, når undervisere på skoler og kliniske vejledere i praksis møder ind på job? Kan de honorere de nye krav? Hvor længe skal vi vente på, at de gode intentioner vil virke i virkeligheden? 

Et patientfokuseret sundhedsvæsen bliver næppe til virkelighed, hvis det kun er undervisere, kliniske vejledere og studerende, der skal stå for ændringen. Det har de ganske enkelt ikke tilstrækkelig indflydelse til. Fra dag ét må kommuner, regioner og professionshøjskoler sammen tage udfordringen op, når det gælder praksisnær undervisning baseret på nyeste faglige viden. Uddannelse er en fælles opgave.

Og det er også foruroligende, at der ikke tilføres ressourcer og kvalifikationer i praksis til at uddanne de studerende på lige fod med det, der kræves på skolerne. Der kræves kun 1/6 diplomuddannelse til kliniske vejledere, mens der på skolerne er krav om enten master-, kandidat- eller ph.d.-uddannelse til underviserne. I alt 40 pct. af sygeplejerskeuddannelsen foregår i klinisk praksis, hvor kliniske kompetencer udvikles og tilegnes, kun her kan de studerende uddannes til at håndtere komplekse patientsituationer.

I den reviderede sygeplejerskeuddannelse er patienten helt tydeligt i centrum. Fra første dag skal patientsituationen gennemsyre de studerendes dna. Et skærpet vidensgrundlag, der har fokus på videnskabsteori, metodologi og konkret forskning, understreger det. Sammen med kliniske kundskaber er der et øget og anderledes fokus på faglighed, der skal sikre det løft, som skal gøre en vigtig forskel fra tidligere i forhold til navnlig patienterne.

Læringsudbytte er også et væsentligt element i den nye sygeplejerskeuddannelse. Det skal kunne dokumenteres, hvordan formaliseret refleksion mellem studerende, vejledere og undervisere – men også mellem patienter og studerende – gør en forskel for alle parter.

Samarbejde med andre professioner, f.eks. med læge-, tandlæge- og ingeniørstuderende, skal give mulighed for at udvikle innovative løsninger og teknologier i studietiden og også som en naturlig del af sygeplejerskers arbejde. 

På papiret giver den reviderede uddannelse helt sikkert mulighed for at udvikle konstruktive undervisningsforløb, hvor studerende kan fordybe sig i komplekse patientforløb. Nu bliver det spændende at se, hvordan det omsættes i praksis. 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Nyuddannede sygeplejerskers svære møde med arbejdslivet

Fem nyuddannede sygeplejerskers oplevelser af overgangen fra studie til job blev undersøgt gennem interview, spørgeskemaer og dokumentanalyser. Resultaterne viser, at sygeplejerskerne var gode til at studere sygepleje, men havde svært ved at lære at være sygeplejersker. Videreuddannelse ser ud til at være en realistisk udvej. Artiklen er baseret på et kandidatspeciale.
Resumé

Aagesen M, Højbjerg K. Nyuddannede sygeplejerskers svære møde med arbejdslivet. Sygeplejersken 2015;(11):64-8.

Denne artikel er baseret på fund fra et kandidatspeciale udarbejdet på kandidatuddannelsen i Læring og Forandringsprocesser på Aalborg Universitet København. Nyuddannede sygeplejerskers oplevelser af overgangen fra studie til job blev undersøgt gennem fem interview, spørgeskemaer og dokumentanalyser. Alle sygeplejersker har deltaget i Dansk Sygeplejeråds mentorprogram, der støtter netop denne transition. Undersøgelsen viser det paradoksale i, at de nyuddannede sygeplejersker må tage ansvar for vilkår, der ligger uden for deres handlemuligheder. Manglende opbakning fra omgivelserne og oplevelsen af ikke at kunne det, der forventes, medfører angstanfald, sygemeldinger og mistrivsel. Mange og hyppige jobskift præger den første tid, og videreuddannelse ser ud til at være en sikker vej ud af den svære start. Sygeplejerskerne havde gode, succesfulde studieforløb bag sig. Tilsyneladende havde de lært at være gode studerende, men ikke at praktisere som gode sygeplejersker. Artiklen kan bidrage til diskussionen af, hvordan der kan tages højde for den svære transition i forbindelse med den forestående revision af sygeplejerskeuddannelsen.

Nøgleord: nyuddannede sygeplejersker, transition, praksischok, sygeplejerskeuddannelse.

 At det kan opleves som et kulturchok at overgå fra rollen som studerende til rollen som professionel udøver af et fag, er ikke et nyt fænomen. ”Et er søkort at forstå, et andet skib at føre,” lyder det i Ludvig Holbergs stykke ”Den Politiske Kandestøber”, og problematikken er i dag ofte koblet til forskellen mellem teori og praksis.

Det har været fremført, at det er urimeligt at forvente flyvefærdige sygeplejersker efter blot tre et halvt års uddannelse, når f.eks. læger først anses som fuldt uddannede speciallæger efter 14-16 år (1). På et overordnet niveau anerkendes det da også, at overgangen fra uddannelse til job kan forekomme problematisk. F.eks. tilbydes der på flere sygehuse lokale refleksionsrum i tiden som nyuddannet sygeplejerske, og Dansk Sygeplejeråd har i Kreds Hovedstaden oprettet en mentorordning, der skal lette presset på de nyuddannede. 

Mentorordningen beskrives jf. www.dsr.dk som et tilbud, hvor en erfaren sygeplejerske hjælper en nyuddannet med 0-2 års erfaring til faglig og social trivsel og afklaring som ny i sygeplejefaget.

Som noget forholdsvis nyt kædes forventningspresset eller det såkaldte praksischok sammen med, at flere nyuddannede sygeplejersker tilsyneladende forlader jobbet. Hver femte sygeplejerske uddannet i 2000 havde inden 10 år forladt faget. Det er sket dobbelt så hurtigt som for de sygeplejersker, der blev uddannet i 1990 (2). Dette må betragtes som problematisk for såvel den enkelte som for en eventuel fremtidig sygeplejerskemangel i et moderne sundhedsvæsen (2,3,4).
 

Den faglige autoritet er under pres

På trods af udstedelsen af autorisationsbeviser til nyuddannede sygeplejersker er det ikke en naturlov, at de tildeles ubetinget autoritet og faglighed. Tidligere tiders faglige pondus i form af nærmest pastoral myndighedsudøvelse i sundhedsvæsenet har i dag fået nye udtryksformer (5). 

Særligt ressourcestærke patienter og deres pårørende optræder som eksperter på egen sygdom. Patientforeninger og stat hjælper via garantier og standarder godt til med at stille krav til behandling og pleje. Dokumentation af selvsamme skal således sikre, at en mulig klage kan behandles og afgøres i henhold til fastlagte normer organiseret i fintmaskede klagesystemer, som brugere, dvs. patienter, opfordres til at gøre brug af ved utilfredshed. Det betyder, at de professionelle skal kæmpe hårdere for at hævde den faglige autoritet, og at fagligheden konstant er sat til forhandling.

De sidste 30 års gennemgribende effektiviserings- og moderniseringsprocesser, som sundhedsvæsenet har gennemgået, ser ikke ud til at stilne af. Den aktuelle diskussion om, hvordan den dyre sygehusmedicin skal finansieres, kan let legitimere yderligere nedskæringer på de nuværende normeringer.

Ifølge helt nye tal fra Dansk Sygeplejeråd bliver de opgaver, der i 2001 blev løst af 100 sygeplejersker, i dag løst af 72 sygeplejersker (6). De konstante forandringer, som organiseringen af sundhedsvæsenets ydelser undergår, betyder, at de ansatte pålægges nye former for ansvar i det daglige arbejde, hvor det bliver nødvendigt for den enkelte sygeplejerske at kunne begrunde, forklare og stå til ansvar for egne prioriteringer.

Patienterne på sygehusene bliver så at sige mere syge, for ved mindste bedring udskrives de, og primær sektor tager over. Det efterlader hospitalerne med højtspecialiserede afdelinger, der efterspørger specialister med ekspertviden, som i sagens natur ikke er nyuddannede sygeplejerskers spidskompetencer (7,8).

 

Vi kan ikke det, vi skal kunne

Hovedproblemet for de nyuddannede sygeplejersker består i en oplevelse af, at de ikke kan det, der forventes af dem, og at ansvaret herfor er tungt at bære. De oplever at have lært en masse om sygepleje, patienter og sygdomme, men hvad det egentlig vil sige at være sygeplejerske, har tilsyneladende været vanskeligt at få greb om gennem uddannelsen.

”Jeg følte mig ikke klædt på. Jeg følte ikke, jeg havde de kompetencer, der skulle til for at kunne pleje de her syge patienter. Det ansvar. Ja, det var det der med ikke at vide, jamen hvad skal jeg gøre med ham her, han er i delir og alt muligt! Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med ham!” fortæller Anja, der ligesom undersøgelsens fire andre deltagere blev uddannet sygeplejerske i 2014 (9).

Om den svære overgang fortæller Sofie: 

”Jeg synes, det har været svært at have ansvar på den måde. At lige pludselig så står man dér. Og så fra den ene dag til den anden har du ansvar. Det er mig, der hælder det medicin op, og der er ikke nogen, der dækker min ryg mere. Og nu er det altså mig, der kan komme til at gøre noget, der kan være forfærdeligt for et andet menneske.”

For de nyuddannede har det været vanskeligt at finde sig til rette i rollen som sygeplejerske, og flere af dem har oplevet at blive overladt til sig selv i forsøget på at navigere i det nye arbejdsliv. Flere giver udtryk for at have fået en mangelfuld introduktion til arbejdspladsen. Om denne fortæller Emilie f.eks.:

”Det var helt vildt forfærdeligt. De var super søde, men der var ikke noget introduktion.”

Hun uddyber:
”Jeg brugte rigtig meget energi på at finde ud af, hvad min rolle egentlig var. Jeg syntes, det var rigtig svært at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle. Hvad det ville sige at være sygeplejerske her. Jeg var helt frustreret. Og hver dag gik jeg derfra og tænkte: Er det virkelig det her?”

At være placeret i denne usikre position påvirker dem følelsesmæssigt og personligt.
”Jeg var SÅ bange! Altså, jeg var virkelig bange for, at der skulle ske en fejl. Og jeg skulle virkelig tage mig sammen og sige til mig selv: du kan godt dine ting, og du spørger, hvis du ikke kan. Hele tiden sige til mig selv: det skal nok blive okay. Men jeg havde svært ved at se, at det nogensinde skulle få en ende, at jeg skulle være så bange for at gå på arbejde,” fortæller Sofie, der oplevede at gå på arbejde med angst og uro i maven i mere end et halvt år, på trods af at hun kendte afdelingen fra sit sidste lange klinikophold.

 

Manglende mulighed for at sige fra

I en tid, hvor der er opstået en (for)brugerkultur og en ledelsesstrategi, hvor den enkelte medarbejder afkræves mere ansvar (5), kan denne kultur være med til at forstærke oplevelsen af ikke at føle sig klar til ansvaret og risikoen for at begå fejl. 

Sygeplejerskerne er gennem uddannelsen socialiseret til at tage ansvar for egen læring. Indirekte begrænses den enkeltes mulighed derfor for at sige fra over for arbejdsopgaver, han eller hun ikke mener at kunne varetage. Samtidig ser vi en tendens til, at ledelsen på de pågældende nyuddannedes arbejdspladser ikke viser forståelse for den usikre situation, de oplever at befinde sig i, hvorfor det bliver den enkeltes egen opgave at navigere igennem situationen.

Louise fortæller f.eks., hvordan hendes leder ikke viste forståelse for, at hun følte sig presset på såvel tid som kompetencer og havde behov for hjælp til at prioritere sine arbejdsopgaver:

”Så blev hun nærmest sur på mig og sagde: hvad kan jeg overhovedet regne med, hvad kan du overhovedet overskue? Så blev hun sådan sur på mig, fordi jeg ikke havde overblik over alle de ting.”

Sofie fortæller, hvordan hun to uger før en weekendvagt og flere gange i ugen op til denne henvendte sig til sin leder, fordi hun var utryg ved at skulle være alene i vagt med en alvorligt syg patient. Umiddelbart var der opbakning fra kollegerne, men hun følte sig ikke imødekommet af lederen. De aftalte dog, at hun kunne være kontaktperson for patienten i ugen op til og på denne måde tillære sig de nødvendige kompetencer. Men

” ... problemet var, at vi havde vanvittigt travlt i den uge. Alle var syge, så da vi nåede fredag, så havde jeg allerede været på arbejde i 50 timer. Og jeg havde weekendvagten. Og patienten er ret dårlig de første par dage, hun er hos os. Og jeg siger igen: ”Det her, det har jeg ikke kompetencer til. Jeg kan ikke varetage det her alene.” Det var sådan rent proceduremæssigt, der var nogle ting. Og så fik jeg at vide: jamen jeg var jo sygeplejerske, så der var jo også bare ... Så sagde jeg til ham, ”at det syntes jeg ikke var fair,”” fortæller Sofie om sin leders håndtering af situationen.

Noget tyder på, at normeringerne er så snævre, at det er afgørende for lederen, at alle ressourcer er toptunede. Arbejdsopgaver skal løses på tid og kvalitet, og som nyuddannet opleves det ikke legitimt at sige fra over for arbejdsopgaver. Anja konfronterede i frustration over dette sin leder:

”Kan det virkelig passe, at I forventer det samme af mig, som er nyuddannet, som af én, der har været her i 10 år”? ”Ja”, siger hun så. ”Det gør vi. Vi forventer det samme af dig. Du skal kunne det – du skal kunne passe den samme slags patienter, og du skal kunne passe det samme antal ...”

De nyuddannede sygeplejersker erfarer kropsligt, hvordan det forventes, at man kan indgå som fuldgyldigt medlem af plejegruppen fra starten. Anja fortæller i den forbindelse, hvordan arbejdspresset og den manglende mulighed for at sige fra fik fysiske og psykiske konsekvenser:

”Jeg var inde ved dem (lederne, red.) flere gange og sige, at jeg havde ondt i min mave, når jeg gik på arbejde.” Så sagde hun: 

”Nå, det var da ikke så godt. Måske vi skal prøve, at du lige får en erfaren sygeplejerske at gå med et par uger.” Der skete bare ikke noget. Jeg fik ikke nogen sygeplejerske at gå med. Det fortsatte bare. Så var det, jeg blev sygemeldt.”

 

Selvbebrejdelse, skam og ensomhed

Gennem sygeplejerskeuddannelsen har de nyuddannede lært at tage ansvar for egen læring. I arbejdslivet må de tilsyneladende også selv bære ansvaret for at navigere i de strukturelle vilkår, når de ikke kan leve op til forventningerne til en autoriseret sygeplejerske. Med den svære start opstår selvbebrejdelser pga. de manglende kompetencer, hvilket bl.a. fører til skam, frustration og nedtrykthed. Sisse siger f.eks.:

 ”Jeg følte mig dum! Og jeg følte mig som en kæmpe belastning. Og den følelse havde jeg faktisk hele vejen igennem på den afdeling, at jeg var en belastning!” 

Anja fortæller: ”I størstedelen af tiden bebrejdede jeg mig selv sådan; du er ikke god nok, eller du har ikke lært nok, da du gik på studiet. Det må være derfor. Eller: jeg skal bare ikke være sygeplejerske. Sådan vendte det indad.”

 

Videreuddannelse er den sikre udvej

Lidt polemisk kunne man da spørge: Jamen, måske er disse sygeplejersker heller ikke de rette til at varetage hvervet som sygeplejerske? Det paradoksale er imidlertid, at undersøgelsens deltagere har haft et uddannelsesforløb, hvor de overordnet har oplevet at få ros og anerkendelse for deres faglighed gennem gode eksamenspræstationer såvel klinisk som teoretisk. Sofie fortæller:

”Generelt i mine klinikperioder er jeg nok blevet rost for at være videbegærlig. Altså have lyst til at opsøge den viden, der lå i specialet.”

”Det er fedt at få muligheden for at læse op på nogle ting, inden man står med patienterne. Og så efterfølgende danne sig en masse erfaring og så gå hjem og læse,” fortæller Sisse om refleksion og fordybelse, der giver anerkendelse i uddannelsen, men som tilsyneladende svært lader sig omskrive til konkret værdi i det travle arbejdsliv.

Med det højeste karaktergennemsnit på eksamensbeviset på 11,3 fortæller Anja om kontrasten mellem studie- og arbejdsliv:

”Jeg ville bare ønske, den der bachelorperiode kunne trække ud, ik’?” og griner lidt. ”Fordi vi havde det så skide hyggeligt. Det var to af mine tætteste veninder, jeg skrev bachelor med. Og vi havde bare det fedeste forløb dér. Vi var alle tre sådan lidt ... Vi kunne slet ikke overskue den der verden, der ventede på den anden side, vel? Sådan meget stor kontrast til det der liv, man har levet. Det dér studieliv. Og det dér bachelorliv, hvor vi bare sådan, du ved … Sad på den der skole og købte takeaway. Hyggede og grinte.”

Målt på eksamenskarakterer har disse sygeplejersker klaret sig rigtig godt på uddannelsen, idet deres gennemsnit ligger mellem 8,2 og 11,3, og de har således tilsyneladende fået anerkendelse for deres studiefaglige kompetencer. 

Med disse erfaringer eller dispositioner for at gøre sig gældende på en anerkendt måde som studerende, forekommer det naturlige, alternative valg til det vilkårlige arbejdsliv som sygeplejerske ikke uventet at være at vælge videreuddannelse. 

Udbuddet af uddannelser og uddannelsespladser er generelt steget i Danmark inden for de videregående uddannelser. Skiftende regeringer har satset på viden som vare på det globale marked samtidig med, at uddannelse også har været satsningsområde i bestræbelserne på at optimere velfærdsstatens goder. 

Inden for sygeplejen ser vi, at en stadigt større andel af en årgang vælger at videreuddanne sig efter endt sygeplejerskeuddannelse. Men de videreuddannede sygeplejersker uddanner sig imidlertid ud af faget, som det så ud i 2010 (10). Når flere sygeplejersker samtidig forlader jobbet, er der noget, der tyder på, at det kunne have en sammenhæng, dvs. at flere vælger videreuddannelsen som en regulær udvej, omend der er behov for nye data for at kunne sige dette med sikkerhed.

 

Opsummering og perspektiver

Når de nyuddannede oplever en svær start på arbejdslivet, har det ikke kun betydning for den enkeltes trivsel og velbefindende. Korte ansættelsesforhold, mistrivsel, sygemeldinger og flugt fra faget er dyrt og ineffektivt og belaster samfundshusholdningen. 

Sygeplejerskerne har tilsyneladende lært at studere sygepleje, men har til gengæld haft svært ved at lære at være sygeplejersker. De tillærte studenterkompetencer har givet dem dispositioner for at vælge videreuddannelsen som alternativ ud af den frustration og afmagt, de har oplevet. 

Det spinkle datagrundlag til trods forekommer det paradoksalt, at det tilsyneladende er mønsterstuderende, branchen ikke magter at fastholde. Snart udkommer en ny studieordning for sygeplejerskeuddannelsen. Det ser ud til, at der ligger en udfordring i at tænke progression i klinikkens didaktik, så sygeplejestuderende gradvist lærer at tage ansvar og være komfortable med de uforudsigelige elementer ved praksis. 

Men der ligger også en udfordring i at få de bevilgende myndighederne til at forstå, at hverken god uddannelse eller effektiv håndtering af nyuddannede sygeplejersker kan gøres uden adækvate ressourcer i den daglige praksis.

 

Litteratur

  1. Larsen K. En passende mængde uvidenhed. Gjallerhorn 2009;10:42-53.
  2. Sygeplejersker flygter fra faget. Dansk Sygeplejeråd. www.dsr.dk Hentet d. 2. juni 2015.
  3. Thrysøe L. At blive og at være sygeplejerske: En undersøgelse af oplevelsen ved at være næsten færdiguddannet og nyuddannet sygeplejerske og interaktionens betydning for deltagelse i praksisfællesskabet. Ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet; 2010.
  4. Jørgensen UN. Svær start kan koste sygeplejersker. Sygeplejersken 2004(25):12-3.
  5. Højbjerg K, Larsen NS, Larsen K. Grænser for professionel autoritet i mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter/klienter. Praktiske grunde. Nordisk Tidsskrift for samfundsvidenskab (1-2); 2015:43-60. 
  6. Dansk Sygeplejeråd. Sundhedsvæsenets udfordringer. 23. april 2015. 
  7. Implement consulting group. Kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle – Om videreudvikling og forbedring af sundhedsuddannelserne. Afrapportering af Sundhedskartellets uddannelsesprojekt; 2014.
  8. Hjort K. Modernisering af den offentlige sektor. Årg. 2. 5. bind. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2008.
  9. Aagesen M. Her hvor jeg er nu, kunne jeg godt have brugt mere sådan; hvad er en sygeplejerske egentlig. En undersøgelse af nyuddannede sygeplejerskers komplekse møde med arbejdslivet. Kandidatspeciale. København: Aalborg Universitet; 2015.
  10. Dansk sygeplejeråd Analyse: Sørensen LK. Sygeplejerskers uddannelsesbehov og betydningen for beskæftigelsen. Dansk Sygeplejeråd. Analyse; 2010
English Abstract.

Aagesen M, Højbjerg K. Newly qualified nurses facing the tough demands of working life. Sygeplejersken 2015;(11):64-8.

This article is based on findings from a master’s thesis submitted under the MA programme in Learning and Innovative Change at Aalborg University, Copenhagen. Newly qualified nurse experiences of the transition from studying to working practice were studied by means of five interviews, questionnaires and document analyses. All of the nurses participated in the Danish Nurses’ Organization’s preceptorship scheme, which is designed to ease this transition. The study reveals the paradox that newly qualified nurses are obliged to assume responsibility for conditions beyond their capability. The lack of support from fellow professionals in the work setting and the experience of not being capable of meeting expectations result in anxiety attacks, sickness absences and job despondency. The initial period is characterised by many and frequent job changes and continuing education appears to be the safe exit out of a difficult start. The nurses had a good, successful track record in education and training behind them. They appeared to have learnt to excel as students, but not to excel as practitioners. The article contributes to the discourse on how to take account of the difficult transition in the forthcoming reform of Danish nurse education.

Keywords: Newly qualified nurses, transition, reality shock, nurse education.

 

 

 

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Fem faglige minutter: #Bæredygtiguddannelse

"I den forbindelse er det vigtigt, at vi for en stund trækker snuden op af det spor, som diverse fremsynsrapporter har tegnet, fjerner blikket fra krystalkuglen og også tænker lidt på, hvad vi rent faktisk håber, der kommer til at ske i fremtiden."

Jeg er allerede vant til at holde skarpt øje med svaner, blomster og FSC-certificeringer, når jeg som bevidst forbruger forsøger at handle og leve med tanke ikke kun for nuet, men også for fremtiden. Jeg kender til betegnelser som ”bæredygtigt design”, ”bæredygtig energi” og har med tiden lært, at tillægsordet ”bæredygtig” er gangbart i mange forskellige sammenhænge.

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med betegnelsen: Bæredygtig uddannelse blev jeg virkelig glad og forestillede mig straks, hvordan både logoer, hashtags og reklameslogans ville kunne markedsføre en sygeplejerskeuddannelse baseret på sunde værdier og politiske valg, der kan holde både i byretten og ikke mindst i længden.

Sygeplejerskeuddannelsen står midt i en revision, hvor netop begrebet bæredygtighed måske er afgørende for fagets fremtid. Når grundstenene til fremtidens sygeplejerskeuddannelse skal lægges, håber jeg, det bliver gjort ikke kun med blik for morgendagens umiddelbare krav om øget effektivitet og produktivitet, men også med et blik stift rettet mod værdier og rationaler, der rækker lidt længere.

Baseres planlægningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse alene på parametre som drift og markedslogik, frygter jeg, at grundlaget bliver ustabilt og professionens fremtid måske usikker. Der er ingen tvivl om, at det landskab, som fremtidens sygeplejersker skal ud og navigere i, både er broget og ofte svært fremkommeligt.

Mange forskellige krav skal balanceres, når den viden, de færdigheder og de kompetencer, som fremtidens sygeplejersker vil få brug for, skal landes. I den forbindelse er det vigtigt, at vi for en stund trækker snuden op af det spor, som diverse fremsynsrapporter har tegnet, fjerner blikket fra krystalkuglen og også tænker lidt på, hvad vi rent faktisk håber, der kommer til at ske i fremtiden.

Naturligvis bør sygeplejerskeuddannelsen fortsat være professionsrettet og sikre, at fremtidens sygeplejersker tilegner sig kompetencer, der gør dem klar til at udøve deres profession i en virkelighed præget af kompleksitet og markant efterspørgsel på konkret handling. Ingen tvivl om det.

Men jagten på professionsrettede kompetencer, der skal sikre, at dampen, driften og produktiviteten holdes oppe, må ikke blive så intensiv, at den fortrænger den almendannelse, som samtidig bør have plads i en uddannelse som sygeplejerskeuddannelsen.

Sunde, grundlæggende, etiske og mellemmenneskelige værdier er vigtige for patienter, pårørende og medarbejdere og er desuden med til at sikre, at den politiske og offentlige debat i forhold til sundhedsvæsenet ikke bliver for fattig og flad. Hvis mantraet om patienten og borgeren i centrum skal blive til virkelighed, er der brug for både faglig og menneskelig bredde i de kompetencer, som fremtidens sygeplejersker skal uddannes til.

Hvis vi ønsker, at fremtidens sygeplejersker skal have mod og pondus til at blande sig i den politiske og offentlige debat, må vi spørge os selv, om vi udelukkende skal udbyde en uddannelse på baggrund af fremskrivninger omkring, hvordan vi tror, verden ser ud om 10 eller 20 år, eller om vi også skal satse på at udbyde en uddannelse, der styrker fremtidens sygeplejersker til at påvirke verden og sygeplejen i den retning, som vi dybest set mener er den værdimæssigt rigtige.

Velfærdssamfundet undergår løbende store forandringer, og der kommer til stadighed større og større pres på ressourcerne. Det er netop i denne virkelighed, at bl.a. sygeplejerskeprofessionen skal udvikle og forny sig, og det stiller store krav på alle niveauer i uddannelsessystemet, hvis ikke fagligheden skal blive klemt flad af den stadigt stigende efterspørgsel på medarbejdere, der kan handle, gøre og være effektive og produktive.

Poul Henningsen har engang sagt ”Fremtiden kommer af sig selv – men det gør fremskridtet ikke.” P.H.’s pointe er stadig relevant. Jeg tror derfor, at vi har et fælles ansvar for, at fremtiden ikke kommer uledsaget af sygeplejens grundlæggende værdier og idealer for, hvordan patienter og borgere bør mødes.

 

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Studerende i praksis: En enkelt berøring gjorde patienten tryg

En patient med demens bliver dårlig, og der er kaos på stuen, fordi opkast og afføring skal fjernes, og sengetøjet skiftes. Patienten er utryg, men den studerende formår at få utrygheden vendt til tryghed ved at holde ham i hånden.

I nutidens travlhed kan det være svært at give patienterne den psykiske støtte og omsorg, de har brug for. Det har betydning for relationsdannelsen og for trygheden.

I min første lange praktik fik jeg for alvor en forståelse for, hvor betydningsfuld trygheden er for både patienter og personale.
Det var en nattevagt, hvor en sengeliggende patient med demens blev akut dårlig.

Han havde kastet op ud over både seng og gulv og havde haft afføring i sengen. På grund af demens og dårligt syn havde patienten svært ved at forstå, hvad der skete omkring ham. Jeg gik straks i gang med at tørre op og vaske gulv samt fjerne det værste fra sengen. Alt skulle skiftes. Patienten havde ingen fornemmelse af, hvad der var sket, og hvorfor der var så meget rumsteren, hvilket gjorde ham urolig. Min vejleder måtte derfor tilkalde et ekstra personalemedlem, da patienten blev bange og modarbejdende.

I håb om at kunne berolige patienten skyndte jeg mig at blive færdig med gulvet for at komme hen og holde patienten i hånden. Jeg talte langsomt og roligt til ham, forklarede, hvad der var sket, og at de to kollegaer ønskede at hjælpe ham. De lod mig føre ordet, så der kun var én stemme at forholde sig til. Patienten faldt til ro og lod dem fortsætte arbejdet. Da tøjet skulle skiftes, blev jeg nødt til at slippe hans hånd, hvorefter han igen blev bange og urolig. Jeg lagde en hånd på hans lår og talte stille til ham, hvilket atter virkede beroligende.

Netop der gik det op for mig, hvor meget tryghed man kan skabe ved blot en enkelt berøring. Jeg blev siddende hos patienten, efter at vi var færdige med at rydde op, for at sikre mig, at hans tilstand var bedret, og fordi han havde gjort så stort indtryk på mig. I sådan et tilfælde, hvor situationen er præget af utryghed, kan selv de mindste handlinger gavne. Jeg blev i hvert fald bevidst om, hvor meget selv min indsats som studerende kan gøre en forskel og samtidig hjælpe mine kollegaer.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr. hvis din fortælling bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Krisen har gjort det trendy at yde omsorg

Finanskrisen har rykket ved vores værdier for det gode arbejdsliv. Lykken skal ikke længere findes i det materielle, men derimod i det relationelle, og det har fået rekordmange til at vælge at blive sygeplejerske. En stor del af dem kommer fra andre fag. Vi tegner et portræt af tre af dem på de næste sider.

Sporskifte
Et meningsfuldt arbejde, en afvekslende hverdag og kontakt med mennesker. Sådan lyder de typiske forklaringer på, hvorfor jobbet som sygeplejerske er attraktivt. På landets uddannelser har man oplevet en intens stigning i ansøgertallet. En stigning, som især skyldes tilstrømning fra andre faggrupper.

”I 2012 tænkte vi, at nu har vi nået loftet. Vi troede simpelthen ikke, at vi kunne slå vores egen rekord. Men i sommer eksploderede det hele med en stigning på 35 pct.,” siger uddannelseschef Bodil Primsø fra VIA University College. Hun vurderer, at op mod en tredjedel af ansøgerne har en baggrund i andre uddannelser eller fag.

Især fra håndværk og kontor
Størst er fremgangen til sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro med 83,7 pct. flere ansøgere i forhold til året før. Også her er det væltet ind med ansøgninger fra folk fra andre fag, hovedsageligt fra håndværks- og kontorfag.

Studievejleder Karen Schjøtz forklarer, at de typiske argumenter for karriereskiftet er, at folk oplever at have et trivielt arbejdsliv med begrænsede udviklingsmuligheder og for lidt menneskelig kontakt.

”Som sygeplejerske har du et ansvar for de patienter og pårørende, du møder hver dag. Det oplever mange af vores studerende som særdeles meningsfuldt.”

At mange først i en senere alder tager springet til sygeplejerske handler om en modningsproces, mener hun og tilføjer:
”De har flirtet med tanken tidligere i livet, men først som voksne får de modet. Det sker typisk sidst i trediverne, hvor børnene fylder mindre, og forældrene igen får overskud til at tænke over, hvad de vil med resten af deres liv.”

Svingende interesse
Uddannelseschef Bodil Primsø blev selv uddannet sygeplejerske i 1972 og har fulgt faget gennem tiden. 
”Det svinger meget, om det er trendy eller ej at være sygeplejerske. I 80’erne var der en stor arbejdskonflikt, hvor Dansk Sygeplejeråd gjorde opmærksom på usle arbejdsvilkår for sygeplejerskerne. Det fik ansøgertallet til at falde drastisk,” husker Bodil Primsø.

Også op gennem 00’erne var tilgangen til faget lav.
”Samfundet var i en sorgløs og ekspansiv periode, hvor menneskelige værdier stod i skyggen af et stærkt forøget fokus på materielle goder. Hurtige penge blev set som en genvej til lykke, hvilket gjorde job i finanssektoren enormt eftertragtede.”

At sygeplejerskefaget nu igen er meget populært skyldes bl.a. finanskrisen, mener Bodil Primsø:
”Det har vist sig, at boblen kan briste. At vores liv er meget skrøbeligt, og man stiller i højere grad spørgsmålet: ’Hvem tager sig af de svage, der har brug for hjælp?’ Derfor ser vi nogle tendenser på arbejdsmarkedet, der går i retning af omsorg og nærhed som bærende værdier i vores opfattelse af det gode arbejdsliv.”

Den hvide engel er fortid
Også omsorgen over for sig selv og sin egen jobsikkerhed vejer tungt i krisetider.
”Usikkerheden på det private arbejdsmarked vil folk ikke leve med, og det har fået flere til at søge over i de offentlige stillinger, som er mindre følsomme over for konjunkturudsving,” siger Bodil Primsø.

En anden forklaring er, at opfattelsen af sygeplejersker har ændret sig. Tidligere blev faget set som et kald, der opstod ud fra myten om Florence Nightingale, ’Den hvide engel’, som ofrede sit liv til syge og sårede. I dag ses faget som en profession, der spænder vidt.

Som Bodil Primsø siger:
”Nutidens sygeplejerske skal kunne vejlede, undervise, være handlingsorienteret og god til it. Alsidige arbejdsopgaver, som appellerer bredt og derfor i højere grad også tiltrækker mænd.”

SY-2014-03-35b2

Træerne begyndte at ligne hinanden
Som tidligere skovarbejder havde 53-årige Tomas Juhl Jensen fået sin maskulinitet på plads på forhånd. Det gav ham modet til at springe ud i sygeplejefaget og et hav af kvinder. 

Læs mere​

SY-2014-03-35c3

Lysten til arbejdet betød mest 
En fed løn, succesfuld karriere og søde kolleger. Set udefra var alt perfekt, men efter 20 år i bankverdenen manglede det, der for 47-årige Marianne Brandstrup betyder mest, nemlig lysten til at gå på arbejde.

Læs mere

SY-2014-03-35a3
 

Fra maskiner til mennesker
Et stærkt ønske om at hjælpe andre mennesker gennem sundhedsforebyggende arbejde fik 24-årige Janus Lindeborg Svane til at skifte jobbet som værkstøjsmager ud med medicin og menneskekontakt.

Læs mere

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Historien om et bachelorprojekt

At deltage i forskning og udvikling tidligt i sygeplejerskeuddannelsen kan føre meget med sig. Artiklen beskriver, hvordan dataindsamling i et team fører til et bachelorprojekt, som igen bevirker, at den studerende deltager i ICN-kongressen i Melbourne.

I denne artikel beskrives et eksempel på talentudvikling og den forskningskultur, sygeplejersker, studerende og undervisere kan have mulighed for at indgå i. Omdrejningspunktet er Center for Sygeplejeforskning – Viborg (CSF-V), der blev etableret i 2005 med det formål at etablere og udføre sygeplejefaglige forskningsprojekter samt udvikle et forskningsmiljø og en forskningskultur, som sygeplejersker, undervisere og studerende på alle niveauer i klinik og i uddannelse kan indgå i.

Denne artikels førsteforfatter har gennem sit studium været en del af denne kultur og blev uddannet sygeplejerske i juni 2013, 14 dage efter at have præsenteret sit bachelorprojekt på ICN i Melbourne.

Projektets fund vil blive søgt implementeret i uddannelse og klinik, ved at forfatteren i efteråret 2013 bl.a. præsenterer projektet på en temadag for sygeplejestuderende i Viborg samt på Sundhedsfagligt Symposium på Hospitalsenhed Midt.

For studerende med forskningsinteresse
Ved Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg VIA UC er der en række tilbud til studerende, og i samarbejde med CSF-V etableres desuden aktiviteter for sygeplejestuderende med speciel interesse for forskning og udvikling (1,2,3,4,5,). Bl.a. kan studerende blive medlemmer af De Studerendes Dataindsamlerteam (DSD), hvor de har mulighed for at deltage i udviklings- og forskningsprojekter. Arbejdet i teamet fungerer på den måde, at en projektansvarlig retter henvendelse til CSF-V om assistance til f.eks. dataindsamling eller transskribering.

Når CSF-V har vurderet projektet som studieegnet, rettes henvendelse til teamet. Den projektansvarlige er ansvarlig for at uddanne de studerende til opgaven. Deltagelsen er ulønnet, men den studerende får bonus i form af kompetencer, som siden kan benyttes i udarbejdelse af f.eks. bachelorprojektet. Efter oplæring og deltagelse i et projekt får den studerende skriftlig dokumentation, som udarbejdes af den projektansvarlige.

Studerende kan indgå i DSD fra tredje semester. For at blive optaget skal den studerende have interesse for forskning. Rekruttering til teamet sker løbende, idet ansøgningsskema kan hentes på CSF-V’s hjemmeside.

Denne artikels førsteforfatter blev som led i en forsøgsordning medlem af teamet allerede fra modul 1. I det følgende vil denne studerendes erfaringer med deltagelse i teamet blive præsenteret, herefter vil afsættet for bachelorprojektet blive gennemgået, indholdet i bachelorprojektet, der fik titlen ”Succes med vægttab – Hvad skal der til?”, vil kort blive præsenteret, og til sidst vil de erfaringer, der blev gjort ved at præsentere projektet på ICN i Melbourne, blive omtalt.

Erfaringer med deltagelse i DSD
Da sygeplejerskeuddannelsen i 2008 blev omlagt, blev undervisning i bl.a. videnskabsteori og forskningsmetodologi placeret på modul 9. Tidligere havde der været krav om, at man skulle have modtaget denne undervisning for at blive optaget i DSD. Hvis dette krav fortsat skulle opretholdes, ville det betyde, at studerende kun kunne deltage i teamet i et år, og da de projekter, man som studerende dataindsamler deltager i, ofte strækker sig over længere tid, var dette ikke en holdbar løsning.

At deltage i teamet fra modul 1 gav visse udfordringer. Ud over at være ny i sygeplejefaget blev der samtidig åbnet op for forskningens verden, hvilket betød, at der ud over deltagelse i sygeplejerskeuddannelsens undervisning også skulle arbejdes med videnskabsteori.

Eksempel på projektdeltagelse
Et af de projekter, DSD deltog i, havde titlen ”Patientnærmere Pleje”. Deltagelsen bestod i at foretage tidsobservationer. Inden projektdeltagelsen blev der afholdt et møde med den projektansvarlige, hvor projektet blev præsenteret, og de redskaber, der skulle anvendes til dataindsamling, blev gennemgået. Efter hver dag med tidsobservationer på afsnittet var der mulighed for drøftelser med den projektansvarlige.

På den måde blev der ydet løbende støtte og givet undervisning til den studerende. Ved projektets afslutning blev deltagerne fra DSD inviteret til udviklingsdag på afdelingen, hvor resultaterne fra projektet blev præsenteret og diskuteret.

Fra DSD til bachelorprojekt
I 2010 startede et samarbejde mellem Børneafdelingen på Regionshospitalet Viborg, Viborg Idrætsråd og Viborg Kommune, og projektet Rund og Sund (ROS) blev påbegyndt (6). Projektet var et tilbud til overvægtige børn i Viborg Kommune. Gennem projektet arbejdede et tværfagligt team sammen om at give barnet og familien viden om sundere levevis og kost og at gøre børnene mere aktive.

I forlængelse af projekt ROS fulgte projekt ”Livet efter ROS 2010”, hvor DSD hjalp med transskribering af interview med 10 familier. Sammenlagt blev der brugt over 100 timer på arbejdet med transskribering, herefter havde de deltagende dataindsamlere fået gode erfaringer med anvendelsen af transskriberingssoftware og til en vis grad også erfaringer med at tilrettelægge og udføre interview.

Da arbejdet med transskribering gav et godt kendskab til projekt ROS og rejste spørgsmål til emner, der kunne tages op i lignende projekter, var det oplagt for artiklens førsteforfatter at skrive bachelorprojekt i forlængelse af deltagelsen som dataindsamler.

Noget, der særligt vakte nysgerrighed, var, at mange af familierne et år efter projektet mere eller mindre var gået tilbage til deres tidligere livsstil. Dog var der to drenge, der havde opnået specielt store og vedvarende vægttab. Derfor blev bachelorprojektet ”Succes med vægttab – Hvad skal der til?” udarbejdet i samråd med børneafdelingen, og det blev undersøgt, hvorfor netop disse to drenge havde haft succes. Projektet vil kort blive præsenteret i det følgende afsnit.

Succes med vægttab – Hvad skal der til?
Overvægt har gennem de seneste 30 år været et stigende problem i store dele af verden (7). Forbundet med overvægt er en stor risiko for at udvikle somatiske sygdomme, og overvægten kan have både psykologiske, sociale og emotionelle konsekvenser for den overvægtige (8,9,10). I 2007 blev det anslået, at udgifterne til behandling og forebyggelse af svær overvægt hos voksne var 1.053 mio. kr. i de somatiske sygehuse alene (11). Mange undersøgelser tyder på, at børn, der er overvægtige, er i øget risiko for også at være overvægtige som voksne, og at den øgede risiko kan konstateres ved 3-4-års alderen (7,8,12).

Metode
For at belyse, hvilke faktorer der for deltagerne i projekt ROS 2010 var vigtige for deres succes med vægttab, blev der foretaget kvalitative interview med to drenge og deres forældre. De to drenge, der her vil blive kaldt Anders og Bo, var ved starten på projektet henholdsvis 13 og 12 år. Efter at have implementeret en sundere livsstil havde de tabt henholdsvis 20,5 kg og 20 kg.

Interviewene blev udført ved hjælp af semistrukturerede interviewguides. Da der i relationen mellem barnet og forældrene kan være magtstrukturer (13), blev interviewene inddelt i to sekvenser; først barnet alene, og derefter barnet og forældrene samlet. Det betød, at der måtte anvendes to separate interviewguides.

Fund
Motivation
Første tema, motivation, omhandler både forældrenes og barnets egen motivation, hvad der havde fået dem til at begynde at tabe sig, og hvordan de efterfølgende bevarede motivationen. Et grundlæggende element i begge børns motivation har været frygt. Bo fik først motivationen til at tabe sig, da han, efter at have deltaget i projektet og taget på igen, var til kontrol på hospitalet og fik at vide, at han havde udviklet hypertension. Bo blev bange, det smittede af på forældrene, og hele familien gik i gang med at ændre livsstil. Bo tabte sig og har efterfølgende holdt vægttabet.

Anders havde, inden han deltog i projektet, haft en depression. Da han var på vej ud af depressionen, var han opsat på, at der skulle ske en ændring i hans liv, og han fik ved projektets start en viljestyrke, han ikke kunne forklare hvor kom fra. Efter at have været i gang med projektet et stykke tid fik han dannet et skræmmebillede af sin situation før projektet. Dette skræmmebillede anvendte han hele vejen gennem projektet til at holde fast i de positive ændringer og gør det stadig. Det er særligt ændringer i sit sociale liv, Anders kæmper for at holde fast i, da han under depressionen ikke snakkede med sine venner.

At børnene motiveres gennem frygt, kan udefra virke foruroligende. Gennem analyse vha. Antonovskys salutogenetiske model kommer det dog frem, at frygten er et udtryk for meningsfuldhed. Den frygt, der for begge drenge har været en motiverende faktor, har været relateret til dele af deres liv, som har haft stor betydning for dem. For Anders var det et forbedret socialt samvær med vennerne, han var bange for at miste, hvis han igen blev overvægtig, og for Bo var det vigtigt at være ved godt helbred.

Måden, de begge var i stand til at imødekomme frygten på, peger desuden på en høj grad af begribelighed. De stimuli, drengene har fået i form af frygt, var forståelige for dem. De kunne forklare, hvad frygten bundede i, og i sammenhæng med meningsfuldhed i situationen har det givet dem handlekraft til at foretage livsstilsændringer.

Ressourcer
Andet tema var ressourcer, der blev inddelt i indre og ydre ressourcer. De indre ressourcer var de strategier og værktøjer, barnet og forældrene anvendte for at få succes med livsstilsændringen. Ydre ressourcer var den støtte, barnet fik fra familien, sundhedsprofessionelle etc. I temaet ressourcer kunne der trækkes direkte paralleller til komponenten håndterbarhed i Antonovskys teori om oplevelsen af sammenhæng (14).

I Bos familie fik de gennem deltagelse i Projekt ROS megen ny viden om kost og redskaber, de kunne anvende, når de skulle handle ind, hvilket sikrede, at de var i stand til at foretage ændringer i deres livsstil på det tidspunkt, Bo var motiveret for det. Dette er et godt eksempel på, hvordan sundhedsprofessionelle kan fremme oplevelsen af sammenhæng gennem undervisning og vejledning. Et eksempel på ydre ressourcer kan i Bos familie findes ved, at det primært har været hans mor, som stod for indkøb og madlavning.

Det har for Bo betydet, at han kunne koncentrere sig om at være mere fysisk aktiv, og det har gjort situationen mere håndterbar. Barnets ressourcer har desuden spillet en væsentlig rolle i situationer, hvor børnene har haft vanskeligt ved at holde motivationen på grund af fristelser i omgivelserne. Det har i disse situationer været vigtigt, at barnet har haft tilstrækkelige ressourcer til at klare de krav, der er blevet stillet gennem fristelser i form af f.eks. slik og sodavand (14).

Implementering af ændringer
Det tredje tema var, hvordan ændringerne blev implementeret i hverdagen. Hos en af familierne tog barnet, Anders, selv initiativ til, at de fra dag et fjernede alt usundt fra kosten. Det bundede til dels i, at Anders var bange for, at han ville få smag for det usunde. Det var derfor mere håndterbart for Anders at ændre kosten helt fra første dag. I Bos familie tog man en gradvis tilgang.

De havde samme fremgangsmåde som i Anders’ familie, de tømte skabene for alt det usunde, dog købte de fortsat slik og sodavand, hvis de skulle have noget til filmhygge. Disse ting blev med tiden skiftet ud, og på tidspunktet for interviewet spiste de sundt i hverdagen. Dog giver de stadig plads til at spise af det usunde ved særlige begivenheder som fødselsdage. Her fortæller Bo så, at han sørger for at træne ekstra i dagene efter disse begivenheder. At ændringerne blev implementeret gradvist, og at de stadig må spise usundt ved særlige begivenheder, gør det lettere for både Bo og hans familie at håndtere den nye tilværelse.

Konklusion
De to drenges forløb viste, at de tre temaer var afhængige af hinanden. For at forældrene skal kunne støtte barnet og hjælpe med implementering af livsstilsændringer, må barnet være motiveret. Samtidig afhænger barnets motivation af, om det møder støtte fra omgivelserne, og at ændringerne implementeres i hverdagen. Årsagen til de to drenges succes har været, at tidspunktet for implementering af ændringer var det rigtige i forhold til barnets motivation og familiens samlede ressourcer.

Om et barn har succes med vægttab gennem deltagelse i et projekt som ROS, afhænger af, hvor motiverede barnet og familien er. Hvis barnet ikke er motiveret og hurtigt falder tilbage til den tidligere livsstil, kan projektdeltagelsen dog hjælpe familien med at tilegne sig de ressourcer, der er nødvendige for at implementere livsstilsændringerne på et senere tidspunkt, hvor barnet finder motivationen.

SY-2014-01-66-1

Projektet på ICN 2013
I månederne op til ICN-kongressen i Melbourne 2013 gik gruppen fra Børneafdelingen i Viborg sammen med en gruppe fra sygeplejerskeuddannelsen ved VIA University College Viborg for at forberede oplæg. Under forberedelserne fik alle øvet deres oplæg, fik feedback på indhold og disposition og fik forslag til, hvordan oplæggene kunne kortes ned.

Forberedelserne, der var initieret af CSF-V, blev afsluttet med deltagelse af sprogkonsulent. Deltagelsen på kongressen var for førsteforfatters vedkommende den første erfaring med at præsentere resultaterne fra et projekt for et fagligt publikum. Selvom det at skulle holde oplæg var det primære, viste kongressen sig at være et overflødighedshorn af viden, der tiggede om at blive brugt. Der måtte bruges en del tid på prioritering, og da bachelorprojektet ”Succes med vægttab – Hvad skal der til”? skulle forsvares mundtligt to uger efter kongressen, blev emner, der var relateret til børn med overvægt, prioriteret højt. 

I det mundtlige forsvar blev fokus, at sygeplejersker for at hjælpe børn med overvægt må yde en individuel indsats, hvilket har den konsekvens, at intervention vil blive tilgængelig for et mindretal af overvægtige børn, hvorfor der også bør ydes en mere generel indsats (15).

Et oplæg på kongressen af Joseph Proietto fra University of Melbourne tog fat i mange af de endokrinologiske faktorer, der er forbundet med overvægt. Da der er evidens for, at der findes et set-point for bl.a. hormonerne leptin og ghrelin (16), blev dette brugt til at sætte spørgsmålstegn ved bachelorprojektets konklusion. Anders’ succes med vægttab kunne f.eks. forklares med denne viden om set-point ved, at han først fik problemer med overvægt få år inden, han igen tabte sig gennem deltagelse i projekt ROS. Hans overvægt kan have været forårsaget af, at han led under en depression, og da han efterfølgende kom ud af depressionen, vendte han automatisk tilbage til kroppens set-point.

Det skal dog nævnes, at det for Bo og hans familie ikke lykkedes at opnå et vægttab under projektet, da de ikke var motiverede for det. Først da de opnåede oplevelsen af sammenhæng, havde de succes med at implementere sundere vaner og opnåede et vægttab. Bos eksempel understreger, at oplevelsen af sammenhæng har en effekt på, om det lykkes at tabe sig, men der kan fortsat stilles spørgsmål ved, om det i sig selv er nok til at holde fast i vægttabet, da de endokrinologiske faktorer spiller en væsentlig rolle.

Implementering af projektets fund
For at inspirere sygeplejestuderende blev projektet præsenteret på en temadag på modul 9 i efteråret 2013, og klinikken vil blive inddraget ved en præsentation på Sundhedsfagligt Symposium på Hospitalsenhed Midt, se figur 1. Førsteforfatteren har fået ansættelse på Hospitalsenhed Midt og bevarer kontakten til CSF-V med henblik på en fremtid indenfor forskning.

Jens Løkkegaard Jensen, sygeplejerske, Ortopædkirurgisk afdeling, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt; Jens.L.J@gmail.com
Vibeke Lorentzen, sygeplejerske, forskningslektor, ph.d., Center for Sygeplejeforskning – Viborg

Litteratur

  1. Lorentzen V. Forskning på tværs. Sygeplejersken 2008;20:p.56-9.
  2. Bjerg K, Colina AG, Gregersen T, Karlsen HS, Larsen L, Lyngsø A, Lorentzen V. Differentieret undervisning – et tilbud til studerende og sygeplejersker. Sygeplejersken 2010;19:p.52-5.
  3. Lorentzen V, Poulsen KB. Om at stimulere sygeplejestuderendes udviklingsberedskab – refleksioner og erfaringer. Klinisk Sygepleje 2011;1:p.28-35. 
  4. Larsen BH, Lorentzen V. Center for Sygeplejeforskning – Viborg: et forsøg på at bygge bro mellem klinik, uddannelse og forskning. I: Johansen MB, editor. Nu er vi så her – udvalgte eksempler på vidensproduktion i VIA University College. Risskov: VIA University College; 2011;p.91-106.
  5. Rasmussen B, Lorentzen V, Kolbaek R, Duke M, Botti M.Transnational capacity building: an Australian-Danish partnership model for higher education and research in nursing. In: Södeqvist M, Wittmann F, Magnan M, van Liempd HG, Kuurstra E, editors.Learning and teaching. Stuttgart: Dr Josef Raabe Verlags-GmbH: Raabe Academic publishers; 2012;p.1-16.
  6. Hvaas E, Engbjerg H, Skjold A, Eg M, Jacobsen RB. “Game on!” Kampråb for 30 overvægtige børn. Diætisten 2011;114:p.25-9.
  7. Michaelsen K, Mølgaard GBR, Heitmann B. Forebyggelse og behandling af fedme hos børn og unge. Ugeskrift for læger 2006;168(2):p.172-5.
  8. Must A, Strauss R. Risks and consequences of childhood and adolescent obesity. International journal of obesity and related metabolic disorders 1999;23(2):p.2-11.
  9. Stokkebæk A. Psykologi 1.Udviklingspsykologi. 2 ed. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck; 2007.
  10. Cramer P, Steinwert T. Thin is good, Fat is Bad: How early does it begin?Journal of Applied Developmental Psychology 1998;19(3):p.429-51.
  11. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. De samfundsøkonomiske konsekvenser af svær overvægt. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet; 2007.
  12. Due P, Heitmann BL, Sørensen T. Adipositasepidemien i Danmark. Ugeskrift for læger 2006;168(2):p.129-32.
  13. Lorentzen V. Interview som praktik. I: Petersen KA, Glasdam S, Lorentzen V, editors. Livshistorieforskning og kvalitative interview. Viborg: Forlaget PUC, CVU Midt-Vest; 2007;s.147-58.
  14. Antonovsky A. Helbredets Mysterium. 2 ed. København: Hans Reitzels Forlag; 2000.
  15. Wake M, Lycett K, Sabin MA. A shared-care model of obesity treatment for 3-10 year old children: Protocol for the HopSCOTCH randomised controlled trial. BMC Pediatrics 2012;12.
  16. Proietto J.Why is treating obesity so difficult? Justification for the role of bariatric surgery.Medical Journal of Australia 2011;195(3):p.144-6.
English abstract


Jensen JL, Lorentzen V. The Story of a Bachelor’s Thesis, Sygeplejersken 2014;(1):66-70.

This article presents an example of skills development via involving nursing students as data collectors in research and development projects. Being a part of this culture may influence the student’s choice of topic for a bachelor’s thesis and the opportunity to develop it. The article illustrates this process from the very beginning to the presentation of findings based on the project ”Successful weight loss - what does it take?” The bachelor thesis arose because overweight children who achieve weight loss through participation in a weight loss project often regain weight after its completion. Two children who managed to sustain and maintain their weight loss were interviewed as a part of this bachelor thesis. The student presented the study at the 25th ICN 2013 Congress in Melbourne in advance of defending the bachelor thesis. The study’s impact and the implementation of its findings in both training courses and clinically are outlined briefly as is the student’s further path after becoming a qualified nurse.

Keywords: Bachelor thesis, skills development, implementation, research, training.

Emneord: 
Barn
Overvægt
Projekt
Sygeplejerskeuddannelsen
Vægttab

Historisk: Øvelse gør mester

Skill lab blev introduceret som en nyskabelse på sygeplejerskeuddannelsen. Men faktisk har demonstrationsstuer allerede haft 100-års jubilæum.

SY-2014-01-18-1Tre sygeplejeelever på Rigshospitalet i 1950’erne øver sig i at nedlægge mavesonde på en dukke. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum.
 

DENGANG

Den første demonstrationsstue for sygeplejestuderende blev taget i brug i 1913 på Bispebjerg Hospital, og idéen kom fra den nyudnævnte forstanderinde Charlotte Munck. Hun var i 1909 netop vendt hjem fra New York med et diplom som statseksamineret sygeplejerske, og i en artikel i Tidsskrift for Sygepleje nr. 7/1910 introducerede hun sine visioner om, hvordan den danske sygeplejerskeuddannelse kunne forbedres efter amerikansk forbillede. Om datidens skill lab, som hun omtalte ”demonstrationsværelse”, skrev hun:

”Af andre Fordringer, der betinger en Skole, er et stort Demonstrationsværelse, hvor der ikke findes Borde og Bænke, men Senge og et lille Forraad af de Ting, man bruger i almindelig Sygepleje, og et Skolekøkken, hvor der kan læres Diætmadlavning.”

SY-2014-01-18-3En af de første sygeplejeelever, som fik glæde af demonstrationsværelset på Bispebjerg Hospital, var Fanny Jespersen, som flittigt tog noter i sit kladdehæfte, der i dag befinder sig på Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Charlotte Munck gjorde opmærksom på, at sygeplejerskeuddannelsen i Danmark i starten af 1900-tallet var langt bagefter andre landes uddannelser som f.eks. i USA og England. Men hun var oppe imod en stand af mandlige læger og hospitalsadministratorer, som ikke kunne se nogen som helst idé i, at sygeplejersker skulle have en systematiseret planlagt uddannelse af tre års varighed.

Ikke desto mindre tog uddannelsen form, og demonstrationsstuerne blev en fast del af pensum. Eleverne skiftedes til at være patient og sygeplejerske og f.eks. øve sig i forflytninger og målinger af vitale værdier.

Som forstanderinde stod Charlotte Munck for at beskrive sygeplejen i procedurebøger for alle afdelinger, og uddannelsen på Bispebjerg Hospital blev bygget op som en kombination af teori og praktik. Uddannelsen skulle opdrage eleverne til disciplinerede, taktfulde og gode sygeplejersker.

Charlotte Munck blev i øvrigt Dansk Sygeplejeråds tredje formand, fra 1927-1932.

I 1944 bragte Tidsskrift for Sygepleje nr. 32 en artikel af instruktionssygeplejerske Inger Gøtzsche fra Rødkilde Højskoles demonstrationsstue, hvor sygeplejeelever kunne tage fem måneder af uddannelsen.

”Alle Eleverne faar Lov til at give en Kammerat en subcutan Injection, men kun efter omhyggelig Øvelse og kun under Opsyn. […] Naturligvis gaar der megen Hjertebanken forud, og lige fuldendt er det langtfra alt sammen. Men jeg synes alligevel, at Elevernes Frimodighed lover godt for, at Fremtidens Sygeplejersker ikke mere skal være slet saa bange for at tage deres Del af Undervisningen op.”

Udover at øve sig på hinanden brugte eleverne hjemmelavede dukker. I 1990 kom der en ny sygeplejerskeuddannelse, som betød, at eleverne overgik til at være studerende på SU. Praktiske færdigheder blev nedtonet i uddannelsesplaner og lærebøger. Nogle år senere blev uddannelsen evalueret, og i evalueringsrapporten fra 1996 blev det anbefalet, at basale færdigheder igen skulle optrænes på skolernes demonstrationsstuer under uddannelsens første år.

SY-2014-01-18-4Blodtransfusion er temaet for øvelsen i skill lab på Metropol i november 2013. Foto: Søren Svendsen.
 

NU

I forbindelse med en ny national studieordning for sygeplejerskeuddannelsen, som bl.a. skulle bygge bro mellem teori og praksis og nedbringe frafaldet, dukkede begrebet ”skill lab” op. Øvelser i skill lab skulle styrke de studerendes færdigheder og handlekompetencer og give dem mulighed for at øve sig i et risikofrit miljø – uden tids- og præstationspres.

Evalueringer af undervisningen viser, at studerende i høj grad synes, at øvelse i faglige færdigheder giver dem større tryghed, når de skal arbejde som sygeplejersker i det virkelige liv.

SY-2014-01-18-2Undervisere og studerende fra University College Lillebælt hjælper SimMan under et hjertetilfælde. Foto: Søren Holm. 

I dag øver studerende sig stadig på hinanden, men de
bruger også avancerede computerstyrede dukker som ”SimMan”, der kan simulere de fleste kropsreaktioner som f.eks. cyanose eller blodtryksfald og kan stemmestyres på afstand, så underviserne kan fokusere på mellemmenneskelige reaktioner i de studerendes møde med patienten.

På den måde kan de studerende træne hjertestop, som det ellers kan være svært at planlægge træning i.

Lektor på Institut for sygepleje på Professionshøjskolen Metropol, Hanne Selberg, mener, at nutidens skill labs har langt mere at byde på end tidligere tiders demonstrationsstuer.

”Udstyret er langt mere avanceret, og til forskel fra tidligere, hvor der var større vægt på at få demonstreret og øvet procedurer, ser vi undervisere først og fremmest vores rolle som facilitatorer. Vi skal hjælpe de studerende til bedre at kunne koble teori med praksis gennem case-baserede scenarier og refleksive læreprocesser,” siger hun.

Research: Gunilla Svensmark
Kilde: Tidsskrift for Sygepleje

Læs mere om Charlotte Munck

200x200%20Charlotte%20Munck%201920erneCharlotte Munck tog sin sygeplejerskeuddannelse i USA, blev Danmarks første forstanderinde for sygeplejen på det nye Bispebjerg Hospital, og var formand for Dansk Sygeplejeråd til sin død i 1932.

En legendarisk pioner i dansk sygepleje. Hvem var hun?  

Læs mere  

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

sygeplejemuseum%20vinter%20200x200

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding viser beretningen om sygeplejens historie og sygeplejens betydning for det danske sundhedsvæsen.

Besøg museet og museets hjemmeside

Emneord: 
Historie
Sygeplejens historie
Sygeplejerskeuddannelsen

5 faglige minutter: Tid og rum til fornyelse

Han ser på mig med glade øjne og skifter så pludseligt spor. ”Min kæreste siger, jeg bliver mærkelig af det her studie.”

Jeg besøger et VIA University College for at tale med to undervisere. Via betyder vej, og jeg erfarer under besøget, at der både er veje og vildveje på dette sted.

Den første, jeg møder, er en rødhåret sygeplejestuderende med en støvsuger. ”Nå,” siger jeg kækt, ”skal I selv gøre rent nu om stunder?” ”Næh,” klager hun, ”jeg leder efter et læringsrum; der var en underviser, som sagde, at det kunne blive støvet i løbet af uddannelsen, så jeg vil starte med at gøre det rent. Mit læringsudbytte og min curriculumudvikling vil blive bedre, hvis rummet er frisk og appetitligt, siger de. Måske tager jeg refleksionsrummet med det samme, hvis det ligger i nærheden.”

Jeg ser måbende på hende. Er hun ironisk eller ufrivilligt morsom?

Inden jeg når at spørge, kommer en ung mand løbende. Han har blank, skinnende isse og en grøn drage på underarmen.

”Hov, hov, ro på,” siger jeg, da han næsten vælter mig ind i oversigten over kompetenceforløb for novicer, der er placeret på en høj stander. ”Jeg skal ned og se på transfervinduet,” siger han. ”Det er et udtryk, vi tit hører her, og jeg vil gerne se, hvilke spillere de sælger. Der skulle være et helt transferkompleks,” tilføjer han.

”Er fodbold din hovedinteresse?” spørger jeg dumt. ”Mine interpersonelle forudsætninger og min kognitive habitus motiverer mig til at fortsætte i det spor,” svarer han og fortsætter:

”Det er en udfordring at få tid, men jeg synes ikke, det hele skal gå op i uddannelsesdiskurser. Konteksten betyder også noget for udviklingen af mit centrale vidensperspektiv i relation til mine ekspliciterede professionskompetencer.”

Jeg forsøger forgæves at spørge ind til konneksen til fodbold, men den unge mand har virkelig travlt. ”Mit læringspotentiale er aktuelt helt optimalt,” siger han. ”Jeg har fået kortlagt min læringsstil, så det er nu, det gælder. Jeg er en reflekterende pragmatiker,” siger han med slet skjult stolthed i stemmen. ”Den differentiering, man tilbyder her, er lige mig. Det ekstracurriculære tilbud, der vil klæde mig på og øge mine komplekse matematikkompetencer, bliver formidlet i Simulationslaboratorium og via en individualiseret spejling, hvilket kan understøtte mine reflekterende observationer af fænomenet patientinddragelse og komplians, når jeg styrker mine læreprocesser ved at iagttage den udøvede praksis i feltet.”

Han ser på mig med glade øjne og skifter så pludseligt spor. ”Min kæreste siger, jeg bliver mærkelig af det her studie.”

Den rødhårede indhenter os med sin støvsuger. ”Jeg kan ikke finde de rum,” konstaterer hun opgivende. ”De skulle ifølge modul- og læringsoversigten ligge i den ende af bygningen, hvor konceptualisering af projekter udfoldes og kommer til live,” siger hun.

”Too bad,” prøver jeg med et anstrøg af mislykket ungdommelighed.

Jeg finder de to undervisere, jeg skal møde, på et storrumskontor med 12 skriveborde anbragt med 1,5 meters afstand. De sidder med hver deres iPhone og sms’er til studerende. ”De udarbejder modulopgave i disciplinen sms-inddragelse og vejledning af ikke kompliante patienter med KOL,” hvisker den ene, mens hun med begge tommelfingre prøver at få den studerende til at forstå, at patientperspektivet er uhyre vigtigt.

”Prøv med den manipulerende, nej undskyld, motiverende samtale,” forsøger hun.

Min mavefornemmelse siger mig, at jeg må hjem så hurtigt som muligt. Jeg har hverken tid eller rum til mere – og da slet ikke til fordybelse.

Jeg nikker til den rødhårede, som studerer et kort over matriklen, mens støvsugeren holder pause i et hjørne. ”Hey,” siger hun uden at se op.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Pædagogik
Sprog
Sygeplejerskeuddannelsen

Studerende i praksis: Ned med paraderne!

Negative historier om patienter og borgere må ikke på forhånd få nyt plejepersonale til at trække sig fra kontakt. Alle bør danne sig deres eget indtryk af den borger, de står overfor, mener en sygeplejestuderende, som taler af erfaring.

SY-2013-14-16aArkivfoto: Scanpix

Jeg er sygeplejestuderende på modul 6 i Odense, og i min fritid arbejder jeg på et center for ældre mennesker, hvilket jeg er meget glad for. Der arbejder en del assistenter og afløsere, og generelt er det fastansatte personale meget garvede og rutinerede i deres arbejde, og jeg mener bestemt, at jeg lærer meget af dem. Dog kunne jeg tænke mig, at alle, ikke bare hvor jeg arbejder, men generelt alle, og især studerende ville prøve en ting, jeg har forsøgt.

Nemlig ikke at lytte for meget til, hvad de andre kollegaer fortæller om patienterne/beboerne, så nye medarbejdere derved ikke møder personerne med negative forventninger. Jeg hørte selv en negativ historie en dag for længe siden, inden jeg skulle ind og hjælpe en ældre dame i bad. Inden jeg gik ned til hende, fik jeg at vide, at der altid var bøvl med hende, og at hun aldrig var tilfreds. Hun var langsom og snakkede alt for meget. Jeg prøvede at lade den negative forventning ligge uden for døren, inden jeg kom ind i damens hjem.

Jeg bankede på hendes dør, hun bød mig velkommen, og vi begyndte at snakke sammen. Sjældent har jeg mødt en så rar og sjov dame som hende, sød og imødekommende var hun. Jeg så slet ikke den samme krævende og irriterende kvinde, som de andre så hende, i stedet så jeg en dame, som elsker at sludre, men ikke har andre at snakke med end os personalemedlemmer, som kommer to gange dagligt. Jeg mødte en kvinde på snart 100 år, som har levet et langt, rigt liv og desværre har mistet det meste af sin familie. Hendes to døtre besøgte hende sjældent på grund af sygdom.

Jeg synes måske ikke, der er noget at sige til, at man så forlanger bare lidt interesse, og et par minutters kvalitets-snak skal der vel også være plads til. Mit budskab med denne historie er naturligvis, at man skal turde danne sig sit eget indtryk, at det ikke altid er rigtigt, det, der sladres om. Min erfaring viser, at man kan få ret mange gode historier og lære mange personligheder at kende, hvis man tør have paraderne nede en gang imellem.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk
Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Ældre
Hjemmesygepleje