Synspunkt: Norsk i Danmark

Erik A. Skau, norsk sygeplejestuderende ved Vendsyssel Sygeplejeskole, sætter her spørgsmålstegn ved, hvor begunstigede de norske studerende er i Danmark.

Vi norske sykepleierstudenter i Hjørring er veldig takknemlige for å gå på skole her i Danmark, men etter oppfordring fra medstudenter og TAK (foreningen av studerende ved Vendsyssel Sygeplejeskole og talskollegiet), ønsker vi å få endret noen holdninger blant en del dansker, pga. noen negative tilbakemeldinger. Vi håper dere ikke tar dette personlig opp, for vi er blitt veldig godt mottatt av både lærere og danske medstudenter. Mye av grunnen til at vi går her er, at vi synes at utdannelsen i Danmark er bedre både teoretisk og praktisk med mer sammenhengende og selvstendig praksis, dessuten er det veldig høge krav for å komme inn i Norge.

Men nå i det siste har vi fått en fornemmelse at dette er blitt et problem, som viser seg å være i negativ utvikling. Dette har kanskje med at det er blitt flere nordmenn som er på hvert hold, og vi er blitt i større grad synlige.

Vi har hørt på folkemunne, at den danske staten taper mange penger for at vi går her. Kanskje er dette pga. manglende opplysning? Vi refererer fra 'Sygeplejersken' nr. 47/96 der de mener, at vi norske går på skole her i Danmark og reiser direkte hjem til Norge etter endt utdannelse. Dette synes vi er en litt hard påstand. De fleste nordmenn er mellom 20-25 år, en etableringsfase. Hvem/hvordan kan de si, vi reiser tilbake til Norge? Er det dekning på påstand, eller er dette en ren antagelse? Vi kan ikke spå fire år frem i tiden?

Er problemet oss norske studenter, eller at sygepleiemangelen vil bli mer akutt? Hvorfor er sygepleierutdanning for dansker så upopulært? Er det pga. yrket er lavtlønnet? Har det høye SU gjort, at en ikke blir så motivert; vi kan se forhold til nordmenn som må ta opp lån for hvert år.

Burde ikke Dansk Sygeplejeråd og de danske sygeplejeskoler revurdere dette innlegget og se i en annen retning. Er problemet oss nordmenn, eller er de forliten kvalifisert gruppe danske som søker inn? (dette har skolen opplyst!) Burde problemet kanskje være ''hvordan få sykeplejeutdannelsen mer attraktiv for danske studenter?''

Hvis dette er et problem, hvorfor tar så skolen vår inn 15 nye norske studenter på holdet, som starter i mars 97. Hva skal skolen gjøre dersom de ikke tar inn nordmenn? Får de ikke fylt opp klassene? Vil det bli snakk om nedleggelse?

Mange tror at vi tener på å gå her nede, og at vi får SU.

Til opplysning: Norske studenter må ta opp lån opptil 50.000 kr og får ca. 15.000 kr i stipend pr. år for å ta utdannelse i Danmark, og dette må vi rente for. Vi får altså ikke SU. Dette drar næringslivet nytte av.

Pr. 02.03.97 vil det gå 36 norske studenter ved Vendsyssel Sygeplejeskole. Rundt reknet bruker vi igjen 2 500 000 pr år. (etter fire år 10 mill.).

Ute i praksis har noen nordmenn opplevd ubehagligheter de senere årene ved å være utlending. Det kan være slitsomt å forsvare seg hele tiden for å bli akseptert. I begynnelsen av utdannelsen kan kommunikasjon være et problem, vi håper at dette vil bli lettere etterhvert. En stor hjelp er gjensidig forståelse fra både veileder, sykehuspersonale og studenter. Og vi har møtt mange flinke sykepleiere!

Håper dere ikke har missforstått oss. Vi synes det både er interessant og spennende å studere i et nytt land, både innen det faglige og språklige. Men det er viktig å klare opp i en del ting før det blir et problem. Det er det vi håper å oppnå med dette innlegget. Vi er alle åpne for debatt både innad på skolen og i praksis. Det blir tungt, om vi må slite for at skolen tok oss opp.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

For få praktikpladser på sengeafdelingerne

Sammenlægningerne i HS resulterer i, at færre studerende fra skoleafdelingen i Bispebjerg kommer i praktik på kirurgiske og medicinske afdelinger. I stedet findes alternative praktikpladser på ambulatorier og i primærsektoren. De studerende frygter, at de får for lidt somatisk sygehuserfaring.

SY-1999-09-08cDe studerende på Bispebjerg frygter, at de ikke får nok rutine i grundlæggende sygeplejeopgaver såsom at give injektioner eller håndtere et drop.Arkivfoto: Kissen Møller Hansen

Når Kristina Binau om et års tid kan kalde sig sygeplejerske, har hun hverken haft sine hænder i præ- eller postoperativ sygepleje i løbet af sin praktikuddannelse. Hun er 6.-semesterstuderende ved HS Sygeplejerskeuddannelsen, Bispebjerg afdeling, og er en af de studerende, der får virkningerne af specialesammenlægningerne i Hovedstadens Sygehusfællesskab at mærke.

For da hun og hendes studiekammerater kom tilbage til skolen efter jul, fik de en melding fra ledelsen om, at der for en del studerendes vedkommende var ændringer i praktiksammensætningen i 3. uddannelsesafsnit. Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) har ikke tildelt Bispebjerg afdeling den mængde pladser på medicinske og kirurgiske afdelinger, skoleafdelingen havde kalkuleret med.

For med specialeindflytningerne fra Bispebjerg og Hvidovre til Rigshospitalet er der færre senge og dermed færre praktikpladser tilbage – og Rigshospitalet kan godt selv bruge praktikpladserne til deres egen skoles studerende.

Kristina Binaus praktik-pakke for 3. uddannelsesafsnit bestod oprindelig af fire måneders distriktspsykiatri, tre måneder på kirurgisk afdeling og to måneders

Side 15

undersøgelse og behandling i ambulatorieregi. Men når hun den 1. marts starter i praktik, bliver det på børnepsykiatrisk afdeling, hvor hun skal være fire måneder. Derudover skal hun to måneder i praktik i 'undersøgelse og behandling med kirurgisk islæt' og derefter i hjemmesygeplejen i tre måneder. Hjemmesygeplejen har hun allerede været i to måneder under 1. uddannelsesafsnit. Derudover bestod praktikken i 1. uddannelsesafsnit af to ugers sundhedspleje og to en halv måned på reumatologisk afdeling, der primært havde med genoptræningspatienter at gøre. 2. uddannelsesafsnits praktik tilbragte Kristina Binau på en medicinsk-gastroenterologisk afdeling.

''Jeg kommer overhovedet ikke i nærheden af den præ- eller postoperative sygepleje i løbet af min uddannelse, for jeg har udelukkende været i den primære sundhedstjeneste og på medicinsk afdeling. Muligvis vil jeg komme til at se den peroperative sygepleje, fordi jeg vil prøve at få en plads på en operationsgang. Med mit praktikforløb anser jeg mine muligheder for at blive ansat på en kirurgisk afdeling, når jeg bliver færdiguddannet, for meget forringede.

Jeg tvivler også på, at min kompetence vil være tilstrækkelig med hensyn til de ledende og administrative funktioner, for jeg får heller ikke mulighed for at prøve gruppelederfunktionen af. Det er typisk en ting, vi først kommer igennem i sidste uddannelsesafsnit, men min praktikpakke indeholder jo overhovedet intet ophold på somatisk afdeling,'' konstaterer Kristina Binau.

Et overgangsfænomen

Konstitueret rektor for HS Sygeplejerskeuddannelsen, der består af Bispebjerg og Hvidovre afdelinger, Jette Deltorp, har ikke et præcist overblik over omfanget af nedlukkede praktikpladser, men erkender, at det er et problem.

''Jeg kan godt forstå, at de studerende er frustrerede og nervøse over at de ikke ved, hvordan de kommer det hele igennem i løbet af deres uddannelse. Men skolen er naturligvis garant for, at de får den uddannelse, de har krav på,'' siger Jette Deltorp, der betegner problemet som et overgangsfænomen. For det første fusioneres Rigshospitalets skole og HS Sygeplejerskeuddannelsen i 1998, så fra den tid bliver der kun én uddannelse, hvortil der skal fordeles praktikpladser til alle studerende i HS-området.

For det andet bliver man nødt til at tænke og tilrettelægge den kliniske uddannelse, så den afspejler virkeligheden, siger Jette Deltorp. Og virkeligheden er, at sengekapaciteten skal nedbringes – for HS' vedkommende med 700 senge inden år 2000. Til gengæld bliver der mere pleje og behandling i såvel ambulant som primærregi. For at kompensere for de manglende praktikpladser på kirurgiske og medicinske afdelinger, gør skolen og praktikken deres bedste for at tilrettelægge praktikforløb på alle tænkelige ambulatorier, fortæller Jette Deltorp. Desuden er der åbnet op for praktikophold på intensiv afdeling.

''Hidtil har tankegangen været, at en sengeafdeling var det absolut bedste for en studererende at opholde sig på. Formodningen var, at hvis man var der tilstrækkelig længe, dvs. seks måneder, ville man være garanteret at komme rundt om alle relevante aspekter af sygeplejen. Men der er altså andre måder at gøre det på. Vi arbejder også på at tilrettelægge praktikforløb, hvor den studerende kan følge patienten på tværs af afdelingerne, fx følge en dialysepatient fra ambulatoriet til nefrologisk afdeling,'' siger Jette Deltorp.

Praktikpukkel

Praktikpladsmanglen på sengeafdelingerne rammer bredere end blot blandt de ældste studerende, der er i 3. uddannelsesafsnit. Bispebjerg-afdeling har lavet aftale med primærsektoren for at skaffe praktikpladser nok for hele efterårsholdet 1995. Hele holdet har tilbragt alle fem måneders praktik i første uddannelsesafsnit i primærsektoren, i hjemmeplejen og på plejehjem.

Almindeligvis er praktikken tilrettelagt sådan, at alle tilbringer to en halv måned af praktiktiden i hjemmeplejen. De resterende to en halv måneds praktik tilbringer halvdelen af holdet på plejehjem, og den anden halvdel er på sengeafdeling.

Men praktikpladssituationen i HS har med Jette Deltorps ord krævet, at skolen har måttet ''skubbe puklen vedrørende medicinske og kirurgiske sengeafdelinger foran sig.'' Hun ved endnu ikke, hvilke praktikpladser den enkelte studerende tildeles, næste gang september 1995-holdet skal i praktik.

For meget primærsektor

Maria Viggosson, 6.-semesterstuderende på Bispebjerg afdeling er en af dem, der synes hun får alt for meget primærsektor og alt for lidt sekundærsektor i løbet af sin samlede praktiktid. Hun lagde ud med to gange to en halv måned i henholdsvis hjemmeplejen og på almenmedicinsk afdeling i første uddannelsesafsnit. Femmånederspraktikken i 2. uddannelsesafsnit tilbragte hun på en ortopædkirurgisk afdeling. I 3. uddannelsesafsnit skulle hun have tilbragt fire måneder på medicinsk afdeling, men det praktikophold er nu konverteret til fire måneder på plejehjem.

''Jeg synes ikke, jeg lærer arbejdsgangen fra diagnose til udskrivning på en hospitalsafdeling godt nok. De patienter, man møder i primær sektor, er jo allerede i behandling. Stuegang og gruppelederfunktion har jeg også kun et overfladisk kendskab til. Endelig tvivler jeg på, at et plejehjem har de samme faglige tilbud som et hospital har. Fx frygter jeg, at jeg ikke vil blive superviseret tilstrækkeligt. På det plejehjem, jeg skal ud på, er der kun én sygeplejerske på hver afdeling i dagtimerne, og det er afdelingssygeplejersken,'' fortæller Maria Viggosson.

Også Käte Jensen, der er fællestalsperson for de studerende på Bispebjerg afdeling, synes, at for meget primærpraktik er et skråplan.

''Det, der er galt, er, at man ikke får sygeplejens bredde under praktikforløbene. Selv om der er forskel på praktiksteder i primærsektor, hører jeg ofte, at praktikken stort set har bestået i at lægge comprilan-bind, medicinophældning og sårskift. Man når ikke at få rutine i grundlæggende sygeplejeopgaver som at give injektioner, håndtere drop og at lægge venflon og kateter. Og hovedparten af jobbene ligger altså stadig ude på hospitalerne,'' siger Käte Jensen.

Både Käte Jensen, Kristina Binau og Maria Viggosson synes, at skolens ledelse gør, hvad de kan. De studerende mener, at det er Hovedstadens Sygehusfællesskab, der ikke har formået at tænke de sygeplejestuderendes praktikophold med ind, da de planlagde specialeindflytningerne.

Men det ændrer ikke ved status quo. Kristina Binau opsummerer:

''Vi snakker så meget om, at sygeplejersker skal være generalister. Men alsidigheden er for mit og andre studerendes vedkommende forsvundet. Så generalister – det bliver vi ikke.''

Konstitueret rektor Jette Deltorp mener ikke, det står så galt til:

''Vi kan stadig stå helt inde for den uddannelse, vi giver de studerende. Så de kan med sindsro modtage deres autorisation, når den tid kommer. Specialerne bliver de alligevel først oplært i, når de er færdiguddannede.'' 

Nøgleord: HS, praktik, studerende, sygeplejerskeuddannelse.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

At række efter stjernerne

Det er vanskeligt at nå det optimale med sin sygepleje, men med primærsygeplejen kommer vi tæt på den individuelle, helhedsorienterede sundheds- og sygepleje. I hvert fald er det nok her, at patient, sygeplejerske og pårørende har størst mulighed for at opnå en fælles forståelse for de problemer, der måtte være i situationen.

Som 7. semester-studerende har jeg på nuværende tidspunkt opnået to en halv måneds erfaring med primærsygepleje, som jeg umiddelbart kan se giver nogle fordele for såvel patienter og personale som for afdelingens studiemiljø. Men selvfølgelig er der også ulemper forbundet med plejeformen. Mit sammenligningsgrundlag er en praktikperiode i 3. semester, hvor afdelingen praktiserede gruppepleje.

Som studerende er det spændende at blive præsenteret for en ny plejeform, men samtidig har jeg følelsen af også at være forsøgskanin. Her finder jeg det vigtigt at pointere, at det engagement og den energi, som jeg oplever, at afdelingens faste personale investerer i for at få det hele til at fungere, også kommer mig til gode i dagligdagen.

Men engagementet og den ansvarlighed, der bliver vist for min uddannelse, er også nødvendigt, hvis man som studerende skal have fuldt udbytte af sin praktikperiode. I en afdeling med måske knap så stor entusiasme for at indføre primærpleje forsøgsvis, ville det være vanskeligt og frustrerende at være studerende, imens 'forsøgsperioden' står på, hvis personalet kun går halvhjertet ind for sagen og ikke arbejder konstruktivt for at løse de forhindringer eller problemer, der måtte opstå undervejs.

Da jeg blev præsenteret for primærsygeplejen på mit nye praktiksted, skete der det, at mine forventninger om en helhedspleje med kontinuitet, koordinering og individualitet blev meget høje. Alligevel var jeg lidt skeptisk over for, om det nu kunne lade sig gøre at anvende den teoretiske model i rendyrket form i praksis, eller om det ville blive en kombination af de principper, der kendetegner de enkelte plejeformer.

Mindre stressende

I et lyst øjeblik med refleksion over forholdet mellem teori og praksis, viser det sig, at vi i teorien rækker ud efter stjernerne, som så i praksis viser sig at være meget vanskelige at nå. Men med indførelse af primærsygepleje mener jeg, at vi kommer et skridt nærmere det, vi tilstræber, nemlig en individuel og helhedsorienteret sundheds- og sygepleje som det optimale. Jeg vælger at se på de muligheder – frem for begrænsninger, som plejeformen åbner mulighed for. For selvfølgelig vil 'systemverdenen' sætte nogle begrænsninger, der bevirker, at det ikke kan lade sig gøre at praktisere primærsygepleje 100 pct. i praksis. I hvert fald vil det kræve en storstilet omprioritering og ressourcetilførsel til sundhedsvæsenet, hvis primærsygepleje skal være kendetegnende for en almindelig sengeafdeling 24 timer i døgnet, året rundt.

Som studerende oplever jeg primærsygeplejen mindre stressende, da blækspruttefunktionen er afskaffet. Man ved, hvad man skal nå, og hvad man er ansvarlig for. Kun få gange har jeg oplevet usikkerhed med hensyn til, om fx bestemte opgaver er udført.

En anden grund til, at jeg finder plejeformen mindre stressende

Side 30

er, at jeg oplever en daglig tidsbesparelse i forhold til mit sammenligningsgrundlag, som er gruppepleje. I primærplejen er vi ikke afhængige af at skulle samle personale til rapportgivning morgen og middag, så på den måde er det lettere at strukturere sin arbejdsdag. Endvidere er der for den enkelte sygeplejerske en tidsbesparelse at hente ved, at der ikke bruges så meget tid på forberedelse til stuegang og effektuering af ordinationer, i og med det er færre patienter, man er ansvarlig for i primærsygeplejen. Gevinsten er, at man så kan bruge tiden til at lægge en plan for patienten flere dage frem og samtidig have mere tid til den enkelte patient i den direkte pleje. Som regel kan man nå at gøre sit arbejde færdigt, så der er færrest muligt opgaver i vagtskiftet eller færre opgaver, der ligger over til næste dag.

Endnu en gevinst er, at alle sygeplejersker har høj grad af patientkontakt hver dag frem for at sidde bag skrivebordet det meste af dagen. Til sammenligning er dette jo mange gange tilfældet for en gruppeleder, som har nok at gøre med det rent administrative.

Maksimal udnyttelse

I primærplejen føler jeg, at man kommer til at kende patienterne bedre, og hermed kan patientens ressourcer udnyttes maksimalt. Man ved lige, hvor og hvornår man skal sætte ind med sin omsorgsfulde sygepleje, når kendskabet til patienten og dennes totale situation er dybtgående. Mit indtryk er, at den risiko, der altid er til stede for at lave overgreb på patienten, bliver – om end ikke fjernet – så i hvert fald reduceret i så tætte plejeforløb.

Her behøver man, populært sagt, ikke at springe over, hvor gærdet er lavest i givne situationer, på bekostning af patientens egenomsorgskapacitet. Samtidig forhindrer plejeformen også, at vigtige observationer og informationer går tabt, når man har overblikket over og ansvaret for plejen til sine tildelte patienter.

Umiddelbart tror jeg, det er lettere at yde en målrettet sundheds- og sygepleje i primærsygeplejen, med kontinuitet fra indlæggelse til udskrivelse, også fordi der for sekundærsygeplejersken bør være en detaljeret og præcis plejeplan at arbejde efter i primærsygeplejerskens fravær. Plejeplanen skal så gerne sikre, at alle arbejder fremadrettet og er bekendt med de opstillede mål for plejen. Jeg er positivt overrasket over afdelingens anvendelse af plejeplaner som et arbejdsredskab, det har jeg aldrig før oplevet i så stort omfang!

Også ulemper

Som studerende føler jeg imidlertid også, at primærplejen giver nogle ulemper i form af, at man kun kommer til at kende et begrænset antal patienter og dermed kan miste overblikket over hele afdelingen. I og med at det er et begrænset antal patienter, jeg har med at gøre, er der nogle ting, der går lidt for lang tid med at lære. Det er tilfældet, når det er de samme patienter, man har over længere tid, samt hvis man har fri nogle dage i træk, hvor der ellers ville have været nogle nye og spændende opgaver for en studerende. Men med en ugentlig tilstedeværelse på 30 timer vil det nok være sådan, uanset hvilken plejeform afdelingen praktiserer.

Da en af fiduserne ved primærpleje er, at patientens kontakt med mange forskellige personalemedlemmer reduceres til kun at omfatte primærsygeplejersken samt en evt. hjælper, kræver det ikke megen fantasi for at forestille sig de mindre gode ting, plejeformen også kan medføre. Dette for såvel patienten som for personalet. For det første kan patienten ikke selv vælge sygeplejerske til at varetage plejen under indlæggelsen. Hvis samspillet mellem patient og sygeplejerske ikke fungerer optimalt, kan konsekvensen være, at patienten må tildeles en ny primærsygeplejerske. Dette kan både være et ønske fra patientens side eller et ønske fra sygeplejersken. Nogle gange er man som bekendt nødt til at sige fra, selv om man er i en professionel rolle, og overlade opgaven til en anden for at tage vare på alle parters interesse for en optimal sygepleje. Dog har jeg indtryk af, at det er noget, der sjældent forekommer.

Endvidere kan det blive nødvendigt at overtage andre sygeplejerskers tildelte patienter i perioder med høj plejetyngde, hvorfor patienten på denne måde også vil komme i kontakt med flere personalemedlemmer, end primærsygeplejens intentioner foreskriver. Hvis en sygeplejerske har sine tildelte patienter spredt på flere stuer, vil man også let kunne komme til at 'blande' sig i andre sygeplejerskers patienter. Dette kan ske, fordi det i situationen er lettest at klare opgaven, når man alligevel er kommet ind på stuen, frem for først at skulle hente primærsygeplejersken, som kan være optaget af noget andet.

Omvendt kan det også forekomme, at patienten ikke er grundigt informeret om vores idé med plejeformen, eller af gode grunde ikke har opfanget, hvad det drejer sig om. I disse tilfælde er det naturligt for patienten at henvende sig til hvem, der nu måtte være i nærheden. Men det kan jo også være fint nok. Når man indfører primærpleje, er det jo ikke ensbetydende med 'enhver passer sit'-mentaliteten. Det bedste ville være, at alle ens tildelte patienter ligger på samme stue. Det kan i hvert fald eliminere risikoen for, at patienterne forvirres unødvendigt.

Muligt at nå langt

I afdelingen møder jeg en del ældre patienter, som er demente i større eller mindre grad, og som har pådraget sig en collum femoris fraktur. Primærsygeplejen er her en ubetinget fordel, idet disse patienter er meget miljøfølsomme og bliver mere konfuse, jo flere fremmede mennesker der omgiver dem. Dog kan disse komplekse plejeforløb, som typisk strækker sig over længere tid, være forbundet med en belastning af primærsygeplejersken. I den forbindelse er det dog vigtigt at understrege, at enhver patient befinder sig i en kompleks situation, uanset problemernes og den totale situations karakter. Et problem, plejepersonalet måske vurderer har mindre betydning i forhold til patientens totale situation, kan i høj grad påvirke patienten, så det måske kan føre andre problemer med sig.

Primærsygeplejen rummer her mulighed for at kunne tage var på alt vedrørende patienten, og jeg tror, at patienten hurtigere 'slipper sig fri' i en uforbeholden tillid til den sygeplejerske, der har ansvaret for plejen. Derfor tror jeg, at primærsygeplejen nok er den plejeform, som giver bedst mulighed for, at patient, sygeplejerske og pårørende kan opnå en fælles forståelse for de problemer, der måtte være i situationen.

Jo mere engageret man er i patientens situation, og jo større ansvarlighed man er nødt til at vise, når man er 'alene' om en patient, jo længere når man i sin sygepleje. Der er basis for en sygepleje af høj kvalitet, en sygepleje, som ikke kun er en standardpleje. Det skal dog ikke forstås på den måde, at sygepleje praktiseret i andre plejeformer end primærsygepleje, nødvendigvis er af en dårligere kvalitet. Sådan er virkeligheden jo heldigvis ikke. Men med de principper, som primærsygeplejen inkluderer, er det i hvert fald teoretisk muligt at nå langt. Og det lader sig også gøre i virkeligheden, har jeg erfaret.

Synliggørelsen

I så tætte plejeforløb med dybtgående kendskab til patienten, som primærsygeplejen åbner mulighed for, kan det til tider være svært at holde den professionelle distance over længere perioder. Hermed kan det også være svært at bevare et objektivt og nuanceret syn på patientens situation. Her er det så en fordel med en stedfortrædende sekundærsygeplejerske, som måske kan se nogle andre dimensioner og bidrage med ændringsforslag til plejen.

I primærsygeplejen vil der i højere grad ske en synliggørelse af den enkelte sygeplejerskes faglige og personlige kvaliteter, samtidig med den udførte pleje er let at føre tilbage til den sygeplejerske, der har været ansvarlig for patienten. Jeg ser det som en fordel, at ens kvalifikationer bliver synlige. Andre vil måske synes, det er en ulempe, ja endda ubehageligt, at 'alt' pludselig bliver synligt, sikkert især hvis man er fagligt usikker. Hvis man antastes på sin faglighed, vil de fleste nok føle det som en torn i øjet.

Som studerende hører man jævnligt i øresneglen, at vi ikke er dygtige nok, den dag vi får vores autorisation. Her kunne jeg så fristes til at sætte spørgsmålstegn ved, om alle sygeplejersker er lige dygtige og har de samme kvalifikationer. Man lærer vel så længe, man er i faget?

Netop derfor synes jeg, det er godt ved primærsygeplejen, at ens kvaliteter for nuværende bliver synlige. Det må da være betryggende for patienten at blive plejet af en sygeplejerske med visse kvalifikationer. Men 'novicerne' skal der som bekendt også være plads til og respekt for. Ellers bliver vi aldrig 'dygtige nok'.

Som studerende er jeg tilknyttet tre praktikvejledere, hvoraf der altid er en eller to af dem til stede, som primærsygeplejerske for de patienter, jeg på nuværende tidspunkt fungerer som hjælper for. Det er absolut en fordel i et uddannelsesforløb, fordi det åbner mulighed for gode vejledningssituationer og tæt samarbejde. Det skaber ro og tryghed, at ens vejledere altid har fingeren på pulsen med hensyn til mine færdigheder, – som jeg foruden får en konstruktiv kritik af. Det er der nemlig tid til – og det er vel nok dejligt at kunne gøre denne erfaring!•

Lone Jensen er studerende ved Sygeplejeskolen i Aalborg. 

Nøgleord: Primærsygepleje, sygeplejestuderende, uddannelse.

Emneord: 
Primær sundhedssektor
Sygeplejerskeuddannelsen

Når man er sammen om en plejehandling

Sygeplejersken har en dobbeltfunktion. Hun er på én og samme tid sygeplejerske for patienten og vejleder for den sygeplejestuderende. Hun må til enhver tid kunne varetage begge parters interesser, hvilket er nemmere sagt end gjort. Hvad sker der i pleje- og læringssituationen? Det giver en undersøgelse fra Silkeborg Sygehus nogle bud på.

Hvad sker der af pædagogisk praksis, når en sygeplejerske og en studerende er sammen om en plejehandling?

Det forventes, at sygeplejersker i praksis skal være med til i samarbejde med en sygeplejeskole at uddanne de studerende til velkvalificerede sygeplejersker. Det er en opgave, sygeplejerskerne er pålagt, samtidig med at de i dagligdagen har mange plejemæssige og administrative opgaver. Nogle gange bliver konsekvenserne, at de studerende pålægges opgaver, der ikke altid har læringsværdi. De følgende 'praksisbilleder' er eksempler hentet fra en kvalitativ undersøgelse om indlæring i praksis:

Eksempel 1

Den studerende er i færd med at skifte en mindre forbinding. Det er første gang, hun prøver det. Sygeplejersken ser på. Hun spørger den studerende, hvad hun skal observere, og beder hende begrunde observationerne. Under forløbet ønsker patienten at snakke. Det er sygeplejersken, der kommenterer patientens udtalelser.

Bafefter taler den studerende og sygeplejersken om forløbet, og sygeplejersken siger – du har ellers sådan en fin kontakt med patienten. Jeg havde forventet, at det var dig, der snakkede med ham. Fra jeres samtale i går kender du netop til det, han ville tale om.

Eksempel 2

Den studerende og sygeplejersken sidder over for hinanden og er meget koncentrerede. Sygeplejersken spørger til den studerendes viden om omsorgsteori og vil gerne have hende til at bruge teorien i forhold til en konkret patientsituation.

  • Hvad ved du om omsorg og om magtforhold i sygeplejen?

Den studerende fremlægger beredvilligt sin viden om dette.

Sygeplejersken stiller flere uddybende spørgsmål om magtforhold generelt og specielt i forhold til deres patient.

Den studerende besvarer hendes spørgsmål roligt og velovervejet og belyser sine udsagn ud fra sin teoretiske viden.

I interviewet bagefter viser det sig, at sygeplejersken ikke kan acceptere den studerendes holdning til patienten. Hun forsøger ved hjælp af teorien at få den studerende til selv at se, at den holdning, hun har, ikke er acceptabel.

Sygeplejersken konkluderer, at hun må prøve at få den studerende til at indse det en anden gang.

I forbindelse med en evaluering af målene for første uddannelsesafsnit på Sygeplejeskolen i Silkeborg blev sygeplejerskerne i praktikken spurgt, hvordan de forvaltede den praktiske undervisning og vejledning af de sygeplejestuderende:

  • De studerende skal reflektere
  • Vi er rollemodeller
  • De studerende skal have hænderne i det
  • Vi skal holde øje med den studerende
  • Den studerende skal aflæse sygeplejersken
  • Vi må have faglige og holdningsmæssige diskussioner med den studerende
  • Vi bruger mesterlærerprincippet.

Det var nogle af svarene.

Men hvad betyder disse svar? Hvordan gør sygeplejersken i de konkrete situationer sammen med den studerende, og hvilke tanker har hun om det, hun gør?

Overvejelserne

Vi fik lyst til at se bag om dette for at få en større forståelse for den konkrete undervisning og vejledning, der finder sted i praksis.

I litteratursøgningen fandt vi ikke undersøgelser, der rettede sig præcist mod dette, selvom der i Norge er lavet en undersøgelse om vejledning i praksis (3).

Undersøgelsen blev afgrænset til 'sygeplejersken som vejleder og underviser for den sygeplejestuderende'. Hvad den studerende måtte få af udbytte af den konkrete vejledning og undervisning kunne være interessant også at forfølge, men ikke muligt inden for rammerne af denne undersøgelse.

Side 35 

SY-1999-02-7dSom studerende er der meget, der skal læres i praktikken. Men hvor meget kan en studerende magte ad gangen - håndværket, patient, sygeplejerskens spørgsmål. På billedet får en bypass-patient massage af en sygeplejestuderende.
 

 Side 36 

Undersøgelsen drejede sig således om indlæring i praksis – afgrænset til sygeplejersken som den, der videregiver sin viden og erfaring om sygepleje. Vi ønskede at få en forståelse for, hvad der sker, når en sygeplejerske og en studerende er sammen om en plejehandling.

Der var hermed lagt op til en kvalitativ undersøgelse, hvor observation og interview ville være na-turlige dataindsamlingsmetoder. Som forberedelse til dette måtte vi klargøre, hvad vi ville bringe med os ind i undersøgelsen. Ved at beskrive vores opfattelse af undervisning og vejledning i et praksisfelt fik vi øjnene op for den indlejrede forforståelse, der uvilkårligt ville komme til at påvirke arbejdet. Forforståelsen udsprang af den viden, vi tidligere havde tilegnet os, og de erfaringer, vi havde gjort os som sygeplejersker og sygeplejelærere. Bevidstheden om denne forforståelse gjorde, at der var større sandsynlighed for, at vi som undersøgere så andet end blot det, vi var præget af, og som optog os.

For at have en uddybende beskrivelse af denne forforståelse måtte erfaringer helt tilbage til vores egen uddannelse med. Oplevelser fra dengang har været med til at præge vores opfattelse af undervisning og vejledning i praktikken ligesom vores senere erfaringer.

Vores forforståelse drejede sig bl.a. om, hvad vi opfattede som god og uhensigtsmæssig undervisning og vejledning. Ikke tilsigtet uhensigtsmæssig, men hvor udbyttet blev det for den studerende.

Forløbet
Med sygeplejeledelsens accept blev sygeplejersker på Silkeborg Centralsygehus spurgt, om de havde lyst til at deltage i undersøgelsen. Der blev ikke stillet andet krav til sygeplejerskerne end villighed til at deltage, og at alle havde undervisnings- og vejledningsforpligtelse over for studerende i afdelingen. Ti sygeplejersker deltog i undersøgelsen, og der blev foretaget 14 observationer og interview. Vi diskuterede, hvorvidt kriteriet om villighed kunne få konsekvenser for undersøgelsesresultatet, og ligeledes at nogle sygeplejersker deltog to gange. Villigheden betød, at det ville være sygeplejersker, der i forvejen var interesserede i deres pædagogiske funktion, og de sygeplejersker, der deltog to gange, ville måske i anden omgang blive mere bevidste om, hvad de gjorde, når de var sammen med den studerende. Men fokus ville stadig være, hvad der sker af pædagogisk praksis, når en sygeplejerske og en studerende er sammen om en plejehandling.

Sygeplejerskerne blev informeret om undersøgelsens formål og metode på et fælles møde. De studerende, der indgik i undersøgelsen, blev informeret af sygeplejerskerne, og alle var villige til at deltage. Patienterne, der indgik i plejeforløbet, blev informeret om formålet med observatørens tilstedeværelse, og heller ikke her var der problemer med accept.

Observationerne varede fra en-tre timer – afhængig af længden på den konkrete plejehandling. De foregik som deltagerobservationer med undersøgerne som observatører. Vi noterede i stikordsform, hvad vi så og hørte samt eventuelle tanker, der dukkede op, mens vi observerede. Disse notater blev renskrevet så hurtigt, det kunne lade sig gøre, for at få så mange detaljer med som muligt. Som forberedelse til observationerne havde vi øvet os i at beskrive. At beskrive det man ser, fx vrede og tvivl, undren og glæde, var vi ikke sikre på, vi var i stand til. Processen med at skrive hjalp os på to områder. For det første blev vi bedre til at beskrive det, vi nøjagtigt så ske, og ikke blot vores fortolkning eller konklusion på det, vi oplevede. For det andet blev opmærksomheden på de små nuancer i bl.a. kropssproget skærpet.

Interviewene foregik i forlængelse af observationerne. Den samme person, som havde observeret sygeplejersken, foretog interviewet. Det foregik som halvstrukturerede interview med følgende fokusområder: Interaktion, kommunikation, praktisk adfærd og ydre omstændigheder. Udgangspunktet for interviewet var observationerne, og det centrale var undervisning og vejledning. Derudover blev områder, sygeplejersken lagde stor vægt på, eller områder, som intervieweren fandt relevante, forfulgt. Interviewene var berammet til 60 minutter og blev optaget på bånd. Der blev taget notater om det nonverbale sprog, pauser, forstyrrelser, brud m.m.

Som forberedelse til interviewene havde vi lavet nogle åbne spørgsmål, hvor en uddybning af forløbet gerne skulle blive resultatet – og ikke blot begrundelser for forløbet.

Databearbejdningen
Data blev bearbejdet i to omgange med henblik på at finde indbyrdes sammenhænge mellem de dele, vi så i det samlede dataindsamlingsmateriale. Disse sammenhænge kaldte vi strukturer. I første omgang blev observationsnotaterne bearbejdet. Hvad sagde de om den pædagogiske praksis, vi ønskede forståelse for? I stikordsform kom de første foreløbige strukturer til at handle om:

  1. Ærlighed/uærlighed/åbenhed/ligefremhed.
  2. At gå fra at se udført – til at udføre under vejledning – til selvstændigt at udføre.
  3. Tryghed.
  4. Give plads/tage over.
  5. Hvad er i fokus: – Viden? – Handling? – Sygeplejeidentitet?
  6. Konfrontation/problematisering – i form og/eller indhold.

Side 37 

Strukturerne nr. fem og seks blev vejledende for båndudskrivningen. I de udskrevne data kunne vi dog se, at de fravalgte strukturer også havde farvet vores udskriftsvalg – eller måske var de nærmere en del af de udvalgte strukturer.

I processen med at finde både de foreløbige og de endelige strukturer arbejdede vi hver for sig. Vi ville sikre, at strukturerne ikke blot var noget, vi snakkede os frem til, men var noget, vi i den grundige gennemgang af datamaterialet begge havde set.

I anden omgang af databearbejdningen var vores ledetråd igen 'Hvad sker der af pædagogisk praksis'. Det var nu både observationerne og båndudskrifterne, der dannede baggrund for analysen. Fundene blev sammenholdt og diskuteret og de endelige strukturer beskrevet som konstateringer og spørgsmål.

De endelige strukturer

Som overordnet struktur blev det tydeligt for os, at

1.

Sygeplejersken har en dobbeltfunktion, hun i varierende grad er bevidst om.

Hun er på samme tid sygeplejerske for patienten og vejleder for den studerende.

Hun må til enhver tid være i stand til at se den enkelte studerendes behov for at lære, se, hvad den konkrete sygeplejehandling indeholder af læringsværdi, samtidig med at patientens interesser varetages. Desuden må hun være klar til omstilling både med hensyn til afdeling og studerende. Den konkrete virkelighed passer sjældent til planlægningen på en travl afdeling – som en sygeplejerske sagde, alting ændrer sig hele tiden. Og som vi oplevede, kan den studerende på et øjeblik få ændret sine indlæringsbehov, fx når hendes tanker og følelser bliver beslaglagt af en oplevelse, hun skal have tid til at tænke over og forstå, før hun igen kan modtage og lære mere.

2.

Når sygeplejersken og den studerende er sammen, fremgår det ikke altid klart, hvad sygeplejersken ønsker, den studerende skal lære lige netop af den konkrete situation, eller hvad hun skal lære i det hele taget. I andre situationer er det tydeligt, at sygeplejersken har nogle mål og forventninger. Men er den studerende klar over dem?

I datamaterialet er det gennemgående, at sygeplejersken ikke tydeliggør for den studerende, hvilken hensigt der er med en konkret plejehandling eller samtale. Dette kan ses både i eksempel et og to. Den studerende fortæller heller ikke om sine forventninger eller behov. Det er skjult for modparten. Som eksempel to viser, kan det give anledning til, at de bl.a. taler forbi hinanden.

Hvilke konsekvenser får det for den studerendes indlæring i praksis?

3.

Den studerende skal udvikle en sygeplejefaglig identitet. Det er sygeplejerskerne klar over. Men det falder dem svært at tage fat om det, når det drejer sig om den studerendes personlighed og holdning.

Hvordan kan det være, at det er så svært at konfrontere den studerende med problemer, der vedrører dennes måde at være på over for andre mennesker? Sygeplejersken må vejlede den studerende i dennes møde med patienterne og samarbejdspartnere. Hun må diskutere og problematisere den studerendes holdninger til patienterne og sygeplejen i det hele taget, hvor det er nødvendigt. Sygeplejersken kan se problemerne, men undlader at gå direkte til kernen. Hvordan skal den studerende kunne ændre sig, hvis hun ikke får øjnene op for problemet og heller ingen redskaber får til at gøre noget ved det? Eksempel to er blot ét eksempel på, hvordan denne struktur viser sig i datamaterialet.

4.

Den studerende skal påtage sig opgaver, hun ikke er sikker i, men som har den funktion at skabe sygeplejefaglig identitet og give en oplevelse af succes. Vejlederen skal her være en tryghedsbase for den studerende.

Med tryghed som ballast kan den studerende udfordres, lære og opleve den succes, man vokser af. Men det kan have den bagside, viser datamaterialet, at sygeplejerskerne undlader at udfordre og konfrontere den studerende, når omstændighederne, efter deres mening, ikke er til det, fx når den studerende ''ikke har det så godt i dag.'' Hvad kræver det af sygeplejersken som vejleder at udnytte balancen mellem tryghed som en vigtig forudsætning for at lære – og den udfordring det er at blive kastet ud på dybt vand, klare sig og opleve succes?

5.

Kompleksiteten i praksis. Hvad kan den studerende lære? Kan hun lære noget af alle situationer? Kan hun lære tavs kundskab? Skal alle situationer være pædagogisk forberedte?

Det er en kompleks virkelighed, den studerende skal lære sygepleje i. Meget af det, hun skal lære, kan hun ikke læse sig til, men må studere i praksis. Det må sygeplejersken hjælpe hende med. Det kræver en stor forståelse for, hvad de enkelte sygeplejehandlinger indeholder, samt indsigt i, hvordan det skjulte i sygeplejehandlingen kan gøres synligt og muligt at lære. Desuden kræver det, som før nævnt, en evne til omstilling hos sygeplejersken, når dagens planlægning skrider, og den forberedte praksishandling ser helt anderledes ud end forventet.

6.

Den studerende lærer megen teori, mens hun er i teoriforløb på sygeplejeskolen. Men hvordan skal den viden, hun får, bruges? Det er vanskeligt at få den teoretiske viden gjort relevant og vedkommende. Den teori, den studerende har med sig, når hun møder

Side 38

praksis, er ofte abstrakt og generel. Den er endnu ikke blevet en del af hende. Det andet eksempel viser, hvordan teori bliver til en hindring, der gør det umuligt for den studerende at blive klog på, hvad det er, hun personligt skal lære af den plejehandling, hun har foretaget. Sygeplejersken bruger teori for at hjælpe hende på vej, men når ikke sit mål. Den studerende viser blot, at hun kan sin teori, men til hvad nytte?

Det fremgår også af datamaterialet, hvordan det lykkes for de studerende at blive kloge på den komplicerede praksis, de arbejder i. Eksempelvis hjælper sygeplejerskerne de studerende til at tænke over, hvad der skete, og hvad de ved. Resultatet er, at de studerende får en dybere forståelse for det, de står i. Sygeplejerskerne anvender også de studerendes viden til at tjekke, om de nu kan deres stof, fx i forhold til at observere en patient. Sygeplejerskerne gør det for at sikre sig, at den studerende ved, hvorfor hun observerer, men hensigten er heller ikke her altid tydelig. Og er det i det hele taget den form for kontrollerende vejledning, den studerende har brug for netop her?

7.

Som studerende i en praktik skal der være plads til at lære. Hvem skaffer det rum, der skal til?

At den studerende skal have plads til at lære praksis nævner flere sygeplejersker i interviewene. Mulighederne er ofte ikke optimale, og de studerende får derfor ikke den vejledning, de har behov for. Det er ikke fordi, sygeplejerskerne ikke forsøger, men der er bare så meget andet. Og som en sygeplejerske sagde, det er jo ikke de studerende, der skal skaffe pladsen. Det må vi som vejledere gøre! Men hvordan?

8.

Som studerende er der meget, der skal læres. Men hvor meget kan en studerende under uddannelse magte ad gangen – håndværket, patienten og sygeplejerskens spørgsmål, så denne som underviser kan få indsigt i den studerendes viden og begrundelser?

Det første eksempel er ikke enestående for, hvad sygeplejerskerne ønsker, de studerende skal kunne magte på én gang, når de arbejder hos en patient. Der er mange variationer i datamaterialet. Som trænet sygeplejerske er det muligt at have adskillige områder på dagsordenen på én gang, men som ny i det praktiske arbejde magter man det ikke. Hvert enkelt område kræver megen opmærksomhed, for at det kan læres. Men hvor meget eller lidt kan man kræve af netop denne studerende i denne konkrete situation, hun står over for? 

Historieformen

Vores datamateriale er hentet fra den konkrete virkelighed, hvor sygeplejersken går sammen med den studerende og lærer sygepleje fra sig. Vi ville gerne beholde nærheden til den verden, hvor sygeplejen udspilles. Derfor valgte vi at formidle resultaterne i historieform. Disse historier foreligger som upubliceret materiale kaldet 'Praksisbilleder – om at lære sygepleje fra sig'. Med historieformen håber vi at kunne give sygeplejerskerne noget, de ønsker at læse og diskutere og derigennem måske få en ny forståelse for den praksis, de udøver. Vi har både set flot og problematisk undervisning og vejledning. Situationer, der uanset deres indhold viste, hvilken kompleksitet der ligger indlejret i praktikundervisningen. Historierne ville kunne genskabe denne kompleksitet og helhed, der altid er i praksis, og samle den opsplitning af resultaterne, som er sket gennem bearbejdningen af datamaterialet.

En anden idé med historierne er at formidle det faktum, vi har set, nemlig at hvad der er rigtigt i én sammenhæng, kan få alvorlige konsekvenser for den studerende i en anden. Som eksempel kan nævnes, hvordan vi så teori anvendt i den konkrete vejledning af den studerende.

Som led i at sige tak for hjælpen til de sygeplejersker, der deltog i undersøgelsen, har vi fortalt om resultaterne for vores samarbejdspartnere. Den umiddelbare reaktion på fremlæggelsen var genkendelse. En genkendelse af handlinger og oplevelser, der dukker op, når noget lignende bliver trukket frem. En genkendelse, der vækker til eftertanke.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af økonomiske midler fra omstillingspuljen fra Uddannelses- og Arbejdsmarkedsområdet, Århus Amt, samt midler i form af tid fra Sygeplejeskolen i Silkeborg. Vejleder på undersøgelsen var lektor Mads Hermansen, Danmarks Lærerhøjskole.

Arbejdet med undersøgelsen foregik i 1993-95.•

Litteratur

  1. Perspektivudvalget vedr. fremtidens social- og sundhedsuddannelser. Rammer for fremtidens bistands-, pleje- og omsorgsuddannelser. Betænkning nr. 1180. København: 1989.
  2. Bønløkke, Mette, Jensen, Birthe Cæsar. Historien om Dorte. 'Sygeplejersken' 1995, 4: 5-7.
  3. Bjerknes, M.S., Granum, V., Kollstad, M. Praksisundervisningi sykepleierutdanningen. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag, 1988.

Mette Bønløkke og Birthe Cæsar Jensen er sygeplejelærere ved Sygeplejeskolen i Silkeborg.

Nøgleord: Praktik, studerende, uddannelse.

Emneord: 
Pædagogik
Sygeplejerskeuddannelsen