E-læring og E-portfolio i sygeplejerskeuddannelsen

Artiklen henvender sig til alle med interesse for sygeplejestudiet. Hovedbudskabet er, at fjernstudiet til sygeplejerske indebærer specielle didaktiske udfordringer, og her er en elektronisk portfolio et vigtigt redskab. Artiklen er baseret på forfatternes ph.d.-afhandling "Studieformer i sygeplejerskeuddannelsen".

Sygeplejerskeuddannelsen som fjernstudium blev udbudt første gang i 2001 i Slagelse og senere, i 2003, i Sønderborg. Fjernstudiet er bygget op, så den kliniske del er uændret i såvel indhold som omfang. Det er altså kun den teoretiske del af uddannelsen, der udbydes som fjernstudium, og de studerende skal selv læse pensum, og de har læringsplatformen BlackBoard og seminarerne til at få afklaret det, de ikke forstår.

Med fjernstudieformen rekrutterer vi flere studerende, men også en speciel gruppe studerende. De er ældre, de har ofte en anden uddannelse bag sig, de har familie, børn, job og andre forpligtelser ved siden af studiet.

Kan man studere sygepleje hjemmefra?

Ved etableringen af fjernstudiet var reaktionerne mange og skeptiske: Bliver de studerende tilstrækkelig dygtige" Kan de bevare kontakten til virkeligheden"

Ph.d.-projektet "Studieformer i sygeplejerskeuddannelsen" har på bl.a. denne baggrund søgt at besvare spørgsmålene om, hvilken betydning fjernstudieformen har for

  • læreprocesserne
  • udviklingen af de studerendes kliniske grundlæggende sygeplejefærdigheder
  • de studerendes omgang og samarbejde med patienter, medstuderende og lærere
  • udviklingen af de studerendes fagsprog.

Metoden er en komparativ undersøgelse af sygeplejerskeuddannelsen udbudt under den traditionelle studieform, via fjernstudium og som merituddannelse. Metoden omfatter observation og interview, og som teoretisk ramme og analytisk perspektiv anvendes Etienne Wengers teori om læring i praksisfællesskaber.

Vigtige didaktiske udfordringer

Projektet viser, at de fjernstuderendes baggrund, alder, erfaring mv. får såvel studiemæssige som didaktiske konsekvenser, som tilrettelæggelsen af studiet skal kunne matche: De fjernstuderende er tvunget til at være bevidste og selektive i deres valg under fjernstudieformen, og det er derfor en udfordring at få læringsdesignet til at fremme, at de kontinuerligt vælger interaktion med andre gennem uddannelsen. Projektet peger her på den elektroniske portfolio.

En elektronisk portfolio er et læringsværktøj med refleksion som det centrale. Portfolioen kræver den studerendes medvirken, og den kan understøtte og strukturere de studerendes kommunikation og samarbejde med lærere, vejledere og studiegruppe og skabe mulighed for kontinuerlig feedback og vejledning. Portfolioen kan også være med til at dokumentere den studerendes personlige og faglige udvikling gennem uddannelsen. I relation til den kliniske undervisning ligger udfordringen i at medtænke de fjernstuderendes personlige erfaringer og benytte sig af deres trang til at vide, hvor og hvordan de finder svarene på de spørgsmål, de står over for. En tankegang, der også er i harmoni med portfoliotanken, hvor de studerende gennem portfolioarbejdet netop skal opnå meningsfuldhed, så deres involvering og ejerskab i forhold til læring øges.

Fremtidens sygeplejestuderende

Resultaterne viser ikke, at de fjernstuderende bliver bedre sygeplejersker, men at de, i kraft af studieformen, oparbejder nogle gode studievaner. De er således meget målrettede og strukturerede i deres måde at studere på, og de bringer deres personlige erfaringer og kompetencer i spil i uddannelsen. Afhandlingen viser, at det at have fokus på spændingsfeltet mellem erfaring og kompetence kan optimere læringspotentialet.

På baggrund af forskningsresultaterne og et lokalt kompetenceudviklingsprojekt (KONK - Kompetencenøgler og kompetenceevaluering i professionsuddannelserne) på University College Syd arbejder både ordinære og fjernstuderende i dag med en elektronisk portfolio i sygeplejerskeuddannelsen.

Trine Ungermann Fredskild er lektor på UC Syd, Sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg.

Emneord: 
Sygeplejefaget
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Der er liv i den fiktive patient

Artiklen henvender sig til undervisere og sygeplejestuderende. Hovedbudskabet er, at sygeplejestuderende må arbejde med egne fordomme, så alkoholafhængige kan få den sygepleje, de har behov for. Viden alene gør det ikke. Artiklen er baseret på en dag med et hold sygeplejestuderende fra University College Syd i Sønderborg.

På University College Syd i Sønderborg er et valgfrit kursus for sygeplejestuderende på syvende semester et skridt på vejen til større opmærksomhed på det store alkoholforbrug, som tilsyneladende er et uafrysteligt karakteristikum ved den danske befolkning (se boks 1). Det sker ved en uges fordybelse i en fiktiv patient, som drikker ca. to flasker vin dagligt plus en del øl. 

BOKS 1. MÅL FOR FOLKESUNDHEDEN

I de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10 tager mål nummer 4 fat på alkoholforbruget. Antallet af danskere, som drikker mere end de anbefalede genstandsgrænser, skal ned, og det skal forbruget for børn under 15 år også, principielt til nul (1).

I Danmark drikker 20 pct. svarende til ca. 860.000 danskere ugentligt mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger på maksimum 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd (2).

SY-2008-23-55aModelfoto: SørenSvendsen
 

Lisbeths liv og levned

Lisbeth er 46 år, hun blev skilt i 2005 og har to børn på 12 og 16 år. Hun ryger 20 cigaretter om dagen og er p.t. langtidssygemeldt pga. nakke-ryg-problemer. Lisbeths mor lever og bor i samme by som Lisbeth, faderen er død af cancer for otte år siden.

Lisbeth har ikke mange veninder, men ser dog en barndomsveninde, Lone, som også er skilt. Økonomisk er Lisbeth trængt. Det sociale liv, hun havde med eksmanden i den lokale dartklub, er erstattet af vin og øl efter arbejdstid, eller når Lisbeth ikke kan falde i søvn.

De to billeder af Lisbeth, der følger med sygehistorien, viser en smilende kvinde med lyst, farvet hår, et tomt glas foran sig i festligt lag og siddende i en brun læderstol i hjemmet med skænken med nips og familiebilleder i baggrunden.

Lisbeth ser brugt ud, og det er hun også. Som ugen skrider frem, bliver Lisbeth mere og mere levende for de studerende, og da jeg på tredjedagen er på besøg hos hold september 05 A og B, taler de om Lisbeth, som om de har kendt hende længe. Metoden hedder storyline og er tidligere beskrevet af underviseren på holdet, Eva Hoffmann (3).

Det er det tredje kursusforløb om alkoholafhængighed, Eva Hoffmann gennemfører, og de studerende har generelt været meget tilfredse og positivt stemt over for kurset.

Mandag morgen begyndte undervisningen med, at de sygeplejestuderende verbaliserede deres fordomme ved at skrive videre på en række udsagn med teksten: "Alkoholikeren kan, alkoholikeren er, alkoholikeren skal, alkoholikeren vil."

Udsagnene blev lagt i en blomstret stofpose, og holdningerne diskuteret hen over formiddagen. Udsagnene lød f.eks.:

  • Alkoholikeren kan være ens nabo og være alt fra husmor til håndværker
  • Alkoholikeren kan være vanskelig at hjælpe
  • Alkoholikeren kan ikke tage vare på sig selv eller sine omgivelser
  • Alkoholikeren skal lære at tage ansvar for livet igen
  • Alkoholikeren vil ødelægge hverdagen for sig selv og sine nærmeste
  • Alkoholikeren skal ikke drikke på sygehuset
  • Alkoholikeren skal tage sig sammen og lade være med at drikke
  • Alkoholikeren vil ofte bryde sit løfte
  • Alkoholikeren er et menneske med mange problemer og har derfor valgt at drikke sin sorg væk.

Fra fordomme til fremlæggelser

Efter at disse fordomme og forudsigelser er blevet vendt og drejet, er der fyldt på med oplæg om forklaringer på Lisbeths alkoholafhængighed og fysiske, psykiske og sociale konsekvenser af afhængigheden. Tirsdag har de studerende arbejdet i seks grupper med hver sin specifikke opgave, og onsdag, da jeg sidder på skolebænken, er det fremlæggelsesdag.

Gruppe 6 har været på gaden og i et supermarked med to store poser tomme flasker for at opsamle reaktioner på misbrugeradfærd. Den unge mand hos bageren ville eller kunne ikke have øjenkontakt med gruppen, og om årsagen svarede han direkte adspurgt: "Vi har mange alkoholikere, som kommer her og køber morgenbrød."

Gruppe 5 har taget sig af de sociale følger af alkoholmisbrug og har skrevet et brev fra Lisbeths børn, Line på 16 år og Christian på 12 år, til deres mor. Børnene er kommet hjem til et tomt køleskab efter en weekend hos deres far, Lisbeth har forsøgt at rydde op, for hun har benyttet lejligheden til at tage sig en ordentlig druktur, mens børnene var væk.

Brevene er fri fantasi, men meget rørende bud på, hvad det gør ved unge mennesker at se en mor i opløsning. "Mor, vi spiller aldrig spil mere ..." skriver den 12-årige.

En studerende fra gruppen har på egen krop oplevet opvæksten i en alkoholafhængig familie. "Senere finder man ud af, at man har haft en beskytterrolle. Som 12-årig lavede jeg mad derhjemme, og når vi havde alkohol på værelset for at prøve at drikke, kom min far op og drak det," fortæller hun.

Næste gruppe har konstrueret en konfronterende samtale mellem Lisbeth og hendes veninde Lone, hvor Lone har besluttet at lufte sin mistanke om Lisbeths alkoholmisbrug.

Dialogen, der er skrevet ned i farvede talebobler, slutter med, at Lone prøver at overtale Lisbeth til, at de følges ad til et behandlingscenter, hvor Lisbeth kan få hjælp. Det lover hun. Bagefter diskuterer klassen, om det er sandsynligt, at Lisbeth vil stå ved sit løfte, eller om hun vil finde på en undskyldning.

"Man har jo børnene, så man må bare ta' sig sammen," mener en studerende. Det fører til en dialog om forsvarsmekanismer og motivation i klassen.

Gruppe 3 skriver en fiktiv dagbog for Lisbeth. Her legaliserer hun sit alkoholforbrug, fortrænger problemet og er samtidig bange for at blive afsløret.

Underviseren kommer med et indspark om at undgå ikke-mål, hvis man vil hjælpe Lisbeth. Find positive mål, brug drømmene om det gode liv og spørg Lisbeth: "Hvad vil du gerne?" råder hun.

Målene må gerne være fremadrettede og uden løftede pegefingre.

"Jeg vil gerne være ædru til min søns konfirmation," er f.eks. mere motiverende og mere konkret end "jeg må ikke drikke i løbet af ugen."

Gruppe 2 har set på de følger af alkoholmisbrug, som Lisbeth helt konkret lider af eller kan komme til at lide af. Det er ikke småting, stort set hele kroppen vil over tid blive påvirket, og når hver 9. kvinde i Danmark får brystkræft, kan det hænge sammen med danske kvinders drikkemønster, som i stadigt større grad ligner mændenes.

Gruppe 1 beder alle tilhørere om at komme op til deres planche, hvor Lisbeth er afbildet i en let forvrænget udgave. Vi skal lugte til hende. Hun har spildt rødvin ud over sit tøj, og selv om hun prøver at se nogenlunde pæn ud for børnenes skyld, lykkes det ikke helt. Håret er lidt fedtet, og blusen lugter skarpt af vin. Sanseoplevelsen fører til en diskussion om Lisbeths udseende generelt.

Alle grupper er i oplægget blevet bedt om at komme med faglige begrundelser for indholdet i deres fremlæggelse, hvilket er nemmere for nogle end for andre. Som hjælp foreligger der en pensumliste og forslag til supplerende litteratur. Men hensigten med storyline-metoden, som er at give de sygeplejestuderende mulighed for at samarbejde, stille kritiske spørgsmål og blive visuelle og kreative, synes at være lykkedes.

Efter fremlæggelserne er det underviserens tur.

Det går ned ad bakke

"Lisbeth er blevet indlagt," fortæller hun, så jeg næsten tror, det er sandt.

"Line fandt hende på badeværelsegulvet, hvor hun var faldet i nat. Line ringede efter sin far, som kom og fik Lisbeth indlagt. Det viste sig, at hun havde brækket hoften."

Det fører til en samtale med klassen om de symptomer, Lisbeth har, mens hun venter på operation. Og hvorfor har hun mon brækket hoften?

Alkoholafhængighed kan på sigt give osteoporose; hvor længe er det lige, Lisbeth har drukket?

Og hvad med alkoholdemens, søvnproblemer og leverpåvirkning?

"Lisbeth er klamtsvedende, og hendes puls er 100," fortæller underviseren, "og hun er vant til at drikke mindst to flasker vin om dagen, hvad med abstinenser" Ved I, hvad man observerer, og hvordan man behandler abstinenser?"

Spørgsmålet er en fiks overgang til to timers ekstern undervisning i abstinensbehandling.

Lisbeths rolle som hovedperson slutter

Efter fem dages undervisning og indlevelse i Lisbeths alkoholafhængighed og følgerne for hende selv og familien skal klassen afslutte forløbet ved at skrive et postkort fra Lisbeth til veninden Lone. Postkortet er dateret 11.9.2013, altså fem år frem i tiden, for at de studerende kan reflektere over Lisbeths fremtidsmuligheder og hendes prognose.

På tidligere kurser har kortene hos nogle studerende været blanke, fordi de antog, at Lisbeth var død, men dette hold er mere optimistisk. De studerende har positive tanker om Lisbeths fremtid og mener nok, at hun vil sejre over sin afhængighed.

  • "Jeg kunne ikke se konsekvenserne af min adfærd og mine handlinger, før jeg nåede bunden med endnu en indlæggelse. Jeg har nu været tørlagt i et halvt år. Det har ikke været let, og jeg må erkende, at jeg har haft mange tilbagefald."
  • "Det har været en lang vej at nå hertil, og du skal vide, at jeg er utrolig taknemmelig for din støtte gennem alle årene. Du var faktisk den, som tidligst konfronterede mig med mit misbrug, og det var det første skridt på vejen for mig."
  • "Jeg er glad for, at du sagde noget. I dag er jeg alkoholiker, men jeg drikker ikke mere."
  • "Jeg skammer mig over alle de løgne, jeg har fortalt mig selv og alle andre omkring mig."

Forskellige bud på et farvel til Lisbeth, men en afslutning, der trods alt peger fremad. Lisbeth er nu overladt til at have hovedrollen i sit eget fiktive liv.

For de sygeplejestuderende vil ikke-fiktive patienter med alkoholafhængighed eller tegn på et stort alkoholforbrug uden tvivl få den opmærksomhed, de har brug for i fremtiden.

SY-2008-23-54a
Skaderne opstår over tid. I øvrigt er der ved længerevarende alkoholafhængighed øget risiko for dårlig sårheling, svækket immunforsvar, vitamin- og blodmangel og komplikationer ved operation.

Jette Bagh er fagredaktør på Sygeplejersken-

Yderligere oplysninger om undervisningsforløbet kan fås hos underviser Eva Hoffmann

Litteratur

  1. folkesundhed.dk >forebyggelse> Sund hele livet - de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-10. Regeringen. September 2002.
  2. si-folkesundhed.dk > Ugens tal for folkesundhed 38
  3. Hoffmann E. Skab din egen patient. Sygeplejersken 2003;(5):18-21.
ENGLISH ABSTRACT

Bagh J. The fictitious patient is very much alive. Sygeplejersken 2008;(23):54-7.

The article describes how student nurses, by means of alternative educational approaches to the subject of alcohol dependency, are able to work on their own attitudes and prejudices, become good at cooperating, asking critical questions and being visual and creative. The storyline method is based on a fictitious person invented by the instructor, with whom the student gradually becomes acquainted. Several professional issues are worked on which involved this person and produce tangible results, e.g. plates, images and letters, which provide the basis for classroom discussion. The issues discussed are exposed from a professional viewpoint and related literature is included in the teaching plan.

Key words: Alcohol dependency, storyline method, fictitious patient.

Emneord: 
Alkohol
Pædagogik
Sygeplejerskeuddannelsen

Hvad i alverden kan jeg lære på et plejehjem

Artiklen henvender sig til sygeplejestuderende, sygeplejersker og ledere, som arbejder med sygeplejestuderende inden for ældreplejen, primært på plejehjem. Artiklen beskriver projekt "Ændret klinisk uddannelsespraksis for sygeplejestuderende på plejehjem". Projektet skal afprøves i perioden september 2008 til december 2009. Et af artiklens pointer er, at ældreplejen er et mangfoldigt speciale med et stort læringspotentiale for de sygeplejestuderende.

 

2308-58-01-2

Artiklens overskrift stammer fra en sygeplejestuderende og lød under den introduktion, som alle sygeplejestuderende deltog i, lige før de skulle i klinik på et plejehjem i Ballerup Kommune. Snart var røsterne høje og intense blandt de studerende, hvor flere havde samme opfattelse. Jeg var lige ved at tabe kaffekoppen af forundring, da det er min opfattelse, at de ældre på plejehjemmene har massive plejebehov inden for stort set alle specialer. Denne og flere andre oplevelser med de sygeplejestuderendes afvisning af ældreplejen gør det nødvendigt at sætte fokus på de studerendes læringsmuligheder på plejehjemmene.

Dette forhold understøttes af undersøgelser af de sygeplejestuderendes interesse i plejen af svækkede gamle mennesker. Undersøgelserne viser, at kun få sygeplejestuderende finder det attraktivt at arbejde steder, hvor ældre mennesker er i overtal (1,2,3,4).

Målet med artiklen er at italesætte ældreomsorgen som et attraktivt læringsmiljø for sygeplejestuderende og at vise uddannede sygeplejersker, at ældreomsorgen er et attraktivt sted at arbejde.

Fokus på læringsmuligheder

Som en konsekvens af mange sygeplejestuderendes manglende interesse for plejehjemsklinik besluttede lederne på plejecentrene og den uddannelsesansvarlige i Ballerup Kommune i juni 2008 at iværksætte et projekt med fokus på de sygeplejestuderendes læringsmuligheder ved at ændre den kliniske uddannelsespraksis (se boks 1).  

BOKS 1. PROJEKTETS ORGANISERING

Tidsramme:

  • Juni 2008: Det besluttes, at projekt "Ændret klinisk praksis for de sygeplejestuderende" iværksættes.
  • Juni-august 2008: Der udarbejdes skriftlige klinikbeskrivelser, hvor de forskellige specialer beskrives for de sygeplejestuderende og vejlederne. Klinikbeskrivelserne vil være at finde på www.ballerup.dk > Skole & Uddannelser > Sundhedsuddannelser > Oversigt over læringsrum på plejecentrene i Ballerup Kommune
  • September 2008: Der afholdes informationsmøder på de forskellige plejehjem med tilmelding af de kliniske vejledere på tværs af plejehjemmene, så vejlederne bliver bevidste om de enkelte plejehjems specialer og udviklingsprojekter. September 2008 til december 2009: Projektet iværksættes.
  • Januar 2010: Projektet evalueres. Evalueringsmetoden er ikke besluttet.

Målet er, at omlægningen skal give den kliniske del af sygeplejerskeuddannelsen på plejehjem et kvalitetsløft og åbne de sygeplejestuderendes øjne for det spændende og mangfoldige speciale, som ældreplejen er.

Den enkelte uddannelsessøgende tilknyttes en fast vejleder, som følger den studerendes udvikling tæt igennem hele uddannelsesforløbet. For at optimere læringsmiljøet har vi valgt, at der kun skal være få vejledere, som så til gengæld får stor erfaring i arbejdet med de studerende. Praktisk udmøntes projektet på den måde, at der planlægges individuelle uddannelsesforløb (se boks 2).  

BOKS 2. PLEJEHJEMMENES ROLLE I PROJEKTET

Vejledning, planlægning og evaluering:

  • De sygeplejestuderende bliver vejledt om de specialer og udviklingstiltag, der eksisterer på de enkelte plejehjem i Ballerup Kommune. Derfor udarbejder alle klinikker skriftlige klinikbeskrivelser, som tydeliggør de læringsmuligheder, der er på plejehjemmene.
  • Klinikkerne har fokus på, at de sygeplejestuderende udvikler brede kompetencer, som sigter mod fremtidens behov for sygeplejersker på plejehjem.
  • Alle sygeplejestuderende får læringsmuligheder inden for flere forskellige specialer af ældreplejen på plejehjem.
  • Der gives mulighed for individuel uddannelsesplanlægning ved forventningssamtalen, og det tydeliggøres skriftligt.
  • Alle sygeplejestuderende præsenteres for projektet senest den første dag i uddannelsen.
  • De sygeplejestuderende evaluerer uddannelsesforløbet ud fra evalueringsskema <link ophørt pr. januar 2018>

og et skema udformet med fokus på projektet.

Det er væsentligt, at vejlederne har flere års praktisk erfaring i arbejdet som sygeplejerske og minimum et års erfaring i Ballerup Kommune. Herudover fordres der kontinuerlig udvikling af vejledernes pædagogiske kompetencer.

Da der er så mangfoldige læringsmuligheder inden for vidt forskellige grene af sygeplejen på et plejehjem, tilbydes de sygeplejestuderende mulighed for at komme i punktpraktikker på plejehjemmene i Ballerup Kommune (se boks 3). 

BOKS 3. MANGFOLDIGE LÆRINGSRUM FOR SYGEPLEJESTUDERENDE

Plejehjem stiller store krav til fagligheden. Beboerne på plejecentrene bor side om side med mennesker med både fysiske, psykiske, og sociale problemstillinger. Mange af beboerne er svært demente. Andre har komplekse og sammensatte sygdomsforløb, f.eks. somatiske diagnoser som cancer, diabetes, urinsyregigt, venøse og arterielle lidelser m.m. Nogle er døende. Det samlede billede af beboere på plejecentrene er således sygeplejefagligt komplekst. Det stiller høje krav og store forventninger til fagligheden, som hele tiden holdes ajour. Fokusområder er derfor udvikling og kvalitet, f.eks. lovgivning, handleplaner ved magtanvendelse og personalets kompetenceudvikling. Der arbejdes konkret ud fra forskningsresultater om personcentreret omsorg fra Irish Murdoch Building på Stirling University i Skotland, Tom Kitwoods tilgang til demenspleje, Leve Bo miljøterapeutiske principper og livshistoriske perspektiver.

Det vil være den sygeplejestuderende og vejlederen, der ved forventningssamtalen planlægger de enkelte forløb, og dermed hvilke punktpraktikker der skal være i uddannelsesforløbet. Der stilles samtidig øgede krav til den studerende om at deltage i kvalitets- og udviklingsarbejder samt fler- og tværfagligt samarbejde. Læringsmiljøernes omdrejningspunkt er et struktureret, planlagt uddannelsesforløb med fokus på individualitet og mangfoldighed i de sygeplejefaglige aktiviteter funderet i et praksisfællesskab (se boks 4).  

BOKS 4. OMSORGSSVIGT OG PLIGT, EN SYGEHISTORIE

En sygeplejerske ansat på et plejehjem fortæller, at plejepersonalet har problemer, når de skal hjælpe en 77-årig beboer med svær demens med den personlige hygiejne og opretholdelse af livsvigtige funktioner og behov. Beboeren har ud over sin demens et komplekst, somatisk sygdomsbillede.

Sygeplejersken fortæller, at personalet længe har oplevet dilemmaet mellem omsorgssvigt ved at respektere borgerens selvbestemmelsesret, så den personlige hygiejne begrænses til det mest nødtørftige og på den anden side omsorgspligt ved at anvende magt (8), så beboeren ikke trues på sin sundhed eller stigmatiseres. Sygeplejersken har en dobbeltfunktion i den situation. Hun er dels samfundets sygeplejerske og har til opgave at sikre pleje og omsorg for den enkelte, og hun er dels en del af et magtapparat (9). Udfordringen er, at sygeplejerskens og det øvrige plejepersonales dilemma udfoldes og diskuteres for derved at blive til et fælles dilemma, der kalder på refleksion i det sygeplejefaglige praksisfællesskab. Her har sygeplejersken og den sygeplejestuderende en væsentlig funktion som rollemodeller i den konkrete plejesituation, men også som katalysatorer i de udviklingsorienterede, faglige debatter.

Man kan lære af beboeren
På nuværende tidspunkt er der fire uddannede kliniske vejledere i Ballerup Kommune. De øvrige vejledere har et pædagogisk vejlederkursus af minimum fem dages varighed. Vejlederne samles to gange årligt, hvor der udveksles viden og erfaringer for at styrke den enkelte i vejlederrollen. Vejlederen vil være den gennemgående person, både i uddannelsessamtalerne, vejledningsforløbene og i det praktiske arbejde hos borgerne. Det er ikke ensbetydende med, at de studerende kun skal og kan lære af deres vejledere. Tværtimod er det vigtigt at benytte alle de ressourcepersoner, der er tilknyttet plejeteamet, såvel mono- som flerfagligt. Herudover skal læringspotentialet i relationen mellem borgeren og den sygeplejestuderende ikke glemmes (5,6,7).

For at få de forskellige samarbejdsrelationer i spil planlægges klinikperioderne, så den studerende følger andre personalemedlemmer med speciel viden inden for et område.

Gennemførelsen af den kliniske periode er et forpligtende samarbejde mellem vejlederne og den studerende. Det er væsentligt at fokusere på, at den studerende skal være en del af et team med åbenhed over for den gensidige videns- og erfaringsudveksling, der finder sted i plejeteamet.

Der er planlagt forskellige undervisningstemaer med formel refleksion i uddannelsesforløbet:

  • Dilemmaspil
  • Fælles refleksioner ud fra sygeplejefortællinger
  • Pleje og omsorg for borgeren med demens.

Klinikken planlægges med vejlederen, så der er balance mellem praktiske handlinger, teoretiske overvejelser og valg af læringsmetoder. 

Ugentlige studiesamtaler

Der lægges stor vægt på at afholde ugentlige uddannelsessamtaler mellem den studerende og vejlederen. Med målene, forventningerne og de valgte læringsmetoder for øje tilrettelægger den studerende og vejlederen i fællesskab den kommende uges studier. Ved hjælp af disse samtaler kan vejlederen følge den studerende og får dermed mulighed for at justere den langsigtede planlægning af studierne. Den studerende udarbejder i samarbejde med vejlederen et skriftligt referat af uddannelsessamtalerne. Ud over de ugentlige uddannelsessamtaler har den studerende mulighed for samtaler og vejledning efter behov. Det forventes, at den studerende tager medansvar for samtaler og vejledning og udviser en opsøgende, spørgende og reflekterende adfærd.

Udvælgelse af borgere og planlægning af arbejdstider sker i samarbejde med vejlederen. Udgangspunktet vil være de sygeplejetemaer og målsætninger, den studerende skal opøve professionskompetence i. Den studerende vil være tilknyttet dagpersonalet, men der kan træffes aftale om at deltage i en aften- eller nattevagt.

Mangfoldige læringsmuligheder

Artiklen rejste spørgsmålet "hvad i alverden kan jeg lære på et plejehjem?" Efter gennemgang af projektet: "Ændret klinisk uddannelsespraksis for sygeplejestuderende på plejehjem" vil jeg gerne svare på spørgsmålet. Som sygeplejestuderende i ældreplejen på et plejehjem kan du lære stort set alt inden for pleje og omsorg i et sygeplejefagligt og udviklingsorienteret perspektiv. Der er læringsmuligheder inden for næsten alle specialer. Du kan få opøvet dit kliniske blik, udøve sygepleje, indgå i faglige samarbejdsrelationer med beslægtede professioner, f.eks. fysioterapeuter, ergoterapeuter, diætister m.fl., med andre faggrupper, f.eks. social- og sundhedsassistenter, med pårørende og ikke mindst med den enkelte borger, som trænger til kompetent omsorg og sygepleje fra dig. Der er ingen begrænsninger, hvis du åbner dine øjne og ser muligheden for at gøre en faglig indsats for nogle af vores allersvageste medborgere.

Vivi Abben er ansat som uddannelseskonsulent i Ballerup Kommune.

Litteratur

  1. Bergland Å & Lærum H. Hvem vil arbeide med eldre" Vård i Norden (1999). Publ. nr. 53.
  2. Fagerberg I. Kan utbildningen stärke sjuksköterskestudenters interesse för arbete i äldrevården. Klinisk sygepleje (1999) nr. 5. 
  3. Schrøder M, Larsen C. Studerende svigter ældreområdet. Dansk gerontologisk selskab (2005) nr. 4. 
  4. Schrøder M. Den moderne sygeplejerske fravælger ældreomsorgen. En undersøgelse af historiske og samfundsmæssige faktorer der har betydning for sygeplejestuderendes fravalg af omsorg for ældre. Kandidatuddannelsen. Institut for Sygeplejevidenskab. (2002); Aarhus Universitet.
  5. Abben V. At være sygeplejestuderende i Ballerup Kommune. 2008. www.ballerup.dk
  6. Larsen K. Teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen (1994). Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet. Speciale.
  7. Larsen, K. Praktikuddannelsens kendte og miskendte sider. Ph.d.-afhandling, Institut for filosofi, pædagogik og retorik. Det humanistiske fakultet (1999); Københavns Universitet.
  8. Roweder MS. Omsorg og magt - om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Informationspjece til personale, der arbejder med mennesker med svær demens. København: Styrelsen for Social Service; 2004.
  9. Skau GM. Mellem magt og hjælp. København: Gyldendal; 2001.
ENGLISH ABSTRACT

Abben V. What on earth can I learn at a nursing home" Sygeplejersken 2008; (23):58-60.

Many student nurses show a lack of interest in the part of their education that takes place in nursing homes. As a consequence Ballerup Municipality has initiated a project which focuses on the educational potential of nursing homes and the potential for students to develop professional and personal competences. In June 2008 the nursing home managers and the educational consultant in Ballerup Municipality decided to launch a project aimed at changing the clinical practise of students nurses. As part of the project, individual training programmes are drawn up which allow students to work in different areas of care of the elderly. Each student has a permanent tutor who follows her/him closely throughout the training programme. The student and tutor plan each training session and practice point placement) together. This change in training method is expected to give the clinical part of nurse training in nursing homes a quality boost.

Key words: Student nurses, nursing home, educational environment, training project, new clinical practice project.

Emneord: 
Plejecenter
Pædagogik
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Sygeplejerskeuddannelsen som fjernstudium på deltid

Artiklen henvender sig til alle med interesse for sygeplejestudiet. Hovedbudskabet er, at fjernstudiet til sygeplejerske aktuelt kun udbydes som fuldtidsstudium, og frafaldet er her stort. Artiklen beskriver et forslag til etablering af fjernstudiet som deltidsstudium udarbejdet af University College Syd, Sygeplejerskeuddannelsen.

Det faldende ansøgerantal og øgede frafald i sygeplejerskeuddannelsen har udfordret uddannelsesinstitutionerne med henblik på tiltag, der kan øge rekruttering og fastholdelse i uddannelsen. Erfaringer fra fjernstudiet på University College Syd, Sygeplejerskeuddannelsen, viser, at studieformen med sin fleksibilitet øger rekrutteringen og åbner mulighed for et bredere ansøgerfelt. Fjernstudiets ansøgere er ofte voksne studerende med anden uddannelse, job og familiære forpligtelser ved siden af studiet. Disse studerende oplever imidlertid, at fuldtidsstudium ikke harmonerer med at have job og familie ved siden af, og som følge deraf ses et stort frafald.

Forslag til fjernstudium på deltid

University College Syd, Sygeplejerskeuddannelsen, har med støtte fra Undervisningsministeriet derfor beskrevet et forslag til sygeplejerskeuddannelsen tilrettelagt som deltidsfjernstudium, så de tilbud, vi kan give de studerende, bliver endnu mere fleksible og fremadrettede i relation til øget rekruttering og fastholdelse i uddannelsen (1).

Forslaget har udgangspunkt i 2008-uddannelsen og er omfattet af samme bekendtgørelse og studieordning som den ordinære sygeplejerskeuddannelse (2).

Deltidsfjernstudiet er som udgangspunkt tilrettelagt som et seksårs studium med mulighed for merit (jævnfør rammerne for en meritsygeplejerskeuddannelse) samt mulighed for at veksle mellem fuldtidsfjernstudiet og den ordinære uddannelse.

Den teoretiske undervisning

De studerende i deltidsfjernstudiet arbejder via konferencesystemet BlackBoard. Den teoretiske undervisning tilrettelægges som blended learning, dvs. læreprocesserne foregår i en kombination af tilstedeværelsesundervisning på seminarer og virtuel undervisning på BlackBoard. I deltidsfjernstudiet vil perioderne mellem seminarerne være af længere varighed. En stor del af de studerendes læreprocesser vil derved foregå i perioderne mellem seminarerne.

Undervisningen/læreprocesserne tilrettelægges med udgangspunkt i kliniske forhold ud fra casebaseret og problemorienteret undervisning i form af problembaseret læring (PBL). Der arbejdes i faste studiegrupper og med kontaktlærerfunktion for et modul ad gangen samt med elektronisk portfolio.

Fleksibel klinisk undervisning

Der stilles godkendte kliniske undervisningssteder til rådighed af uddannelsesinstitutionen. Tilstedeværelsespligten i den kliniske undervisning er identisk med den ordinære uddannelse, men der er forskellige muligheder for fleksibel klinisk undervisning. Eksempler herpå kan være deltidsforløb, hvor der i en periode enten arbejdes dagligt på halv tid eller fuldtid hver anden uge.

Den studerende skal dog gennemgå planlagte og målrettede undervisnings- og vejledningsforløb med udgangspunkt i eksemplariske patientforløb og sygeplejesituationer. Det tilrådes derfor, at den studerende sammen med det kliniske undervisningssted aftaler individuelle deltidsforløb.

Da fjernstudiets ansøgere ofte er voksne studerende med anden uddannelse, er der i deltidsfjernstudiet fokus på meritforhold i relation til sygeplejerskeuddannelsen (jævnfør rammerne for en meritsygeplejerskeuddannelse af 24. september 2007).

Afventer godkendelse

Støtten fra Undervisningsministeriet til at beskrive et forslag til sygeplejerskeuddannelsen tilrettelagt som deltidsfjernstudium medførte ikke automatisk godkendelse af det beskrevne forslag eller udbudsret til deltidsuddannelsen. Aktuelt er forslaget sendt til Undervisningsministeriet.

Trine Ungermann Fredskild og Lone Andreasen Støhs er begge lektorer på UC Syd, University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Sønderborg

 Litteratur

  1. Udvikling af deltidsstudium i relation til sygeplejerskeuddannelsen som fjernstudium. Projektrapporten kan hentes på EMU - Danmarks undervisningsportal: fou.emu.dk > De videregående uddannelser > skriv "deltidsstudie" i søgefelt
  2. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje, BEK. Nr. 29 af 28/01/2008.
Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Forskning på tværs

Artiklen henvender sig til undervisere og ledere. Hovedbudskabet er, at et forpligtende samarbejde om forskningsprojekter mellem uddannelsesinstitutioner, praksis og forskere inspirerer alle parter og fastholder nyuddannede bachelorer i sygeplejen. Artiklen er baseret på tre års erfaringer fra Center for Sygeplejeforskning - Viborg.

Da Center for Sygeplejeforskning - Viborg (CSF-V) blev etableret i 2005, blev der skabt mulighed for at kombinere uddannelse og kliniske kompetencer med forskningskompetencer. Denne artikel formidler, hvordan dette arbejde har formet sig, og hvilke initiativer der er taget i løbet af de første tre år.

Først vil baggrunden for oprettelsen af forskningscenteret blive omtalt (se boks 1 herunder), herefter vil aktiviteter i forbindelse med centeret blive præsenteret, og til slut vil et projekt, der rummer de forskellige elementer i samarbejdet mellem uddannelse, klinik og forskning, blive gennemgået.

BOKS 1. CENTER FOR SYGEPLEJEFORSKNING - VIBORG

Center for Sygeplejeforskning - Viborg (CSF-V) blev etableret den 1. april 2005.

Det skete via en partnerskabsaftale mellem Deakin University i Australien, Sygeplejeskolen i Viborg Amt (efter den 1. januar 2008 er betegnelsen VIA University College Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg) og Sygehus Viborg (der efter regionsdannelsen har fået betegnelsen Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup).

Formålet med oprettelsen af CSF-V var at etablere og udføre sygeplejefaglige forskningsprojekter samt udvikle et forskningsmiljø og en forskningskultur blandt sygeplejersker og studerende på alle niveauer i klinik og i uddannelse.

Ved etableringen af centeret blev artiklens forfatter ansat som forskningslektor, en ansættelse, som indebærer, at 50 pct. af arbejdstiden anvendes til at være aktiv forsker i klinikken, og 50 pct. af arbejdstiden udgøres af undervisnings- og vejledningsopgaver ved sygeplejerskeuddannelsen. Sidstnævnte indebærer bl.a. undervisnings- og vejledningsopgaver på bachelorniveau og på videreuddannelser som Sygeplejefaglig Diplomuddannelse (SD) og masteruddannelser, herunder Master of Health Science (Nursing)Viborg/Deakin. Som forskningslektor ansat i CSF-V oppebæres også en ansættelse som ekstern lektor ved Deakin University.

Tre indsatsområder

Aktiviteterne fordeler sig på tre indsatsområder med forskning som det overordnede, centrale tema:

  • Det første område er sygeplejestuderende.
  • Det andet område er nyuddannede sygeplejersker.
  • Det tredje område er sygeplejersker i praksis, undervisere ved sygeplejerskeuddannelsen og sygeplejersker på videreuddannelse.

Sygeplejestuderende med interesse for forskning

I samarbejde med uddannelsesinstitutionen søger CSF-V gennem grunduddannelsen at etablere aktiviteter for studerende med speciel interesse for forskning og udvikling. Dette kan bl.a. ske ved optagelse i "De studerendes dataindsamlerteam".

Teamets medlemmer deltager i dataindsamling m.m. i nye projekter. I dagligdagen fungerer arbejdet med teamet på den måde, at en projektansvarlig retter henvendelse til CSF-V vedrørende assistance til f.eks. dataindsamling eller transskribering i et konkret projekt. Når CSF-V har vurderet projektet som relevant og studieegnet, rettes henvendelse til teamet, hvor den enkelte studerende kan melde tilbage, om vedkommende ønsker at deltage i det pågældende projekt. Den projektansvarlige uddanner de studerende til opgaven. Deltagelsen er ulønnet, men den studerende får bonus i form af kompetencer, som siden kan benyttes i udarbejdelse af f.eks. bachelorprojektet. Efter oplæring og deltagelse i et projekt får den studerende skriftlig dokumentation for sin deltagelse.

Studerende kan indgå i dataindsamlerteamet fra tredje semester, og indtil de er færdige med uddannelsen. For at blive optaget skal den studerende have interesse for forskning. Rekruttering til teamet sker løbende, idet ansøgningsskema kan hentes på CSF-V's hjemmeside (1). Ansøgere bliver indkaldt til en samtale, hvor det vurderes, om vedkommende har det overskud og de faglige kvalifikationer, der skal til for at blive en del af teamet.

De studerendes dataindsamlerteam er et forum på tværs af uddannelsen, og ud over at deltage i projekter mødes teamet hver anden måned i CSF-V. At teamet fungerer som et netværk, har vist sig at være af stor betydning i forhold til formidling af viden og læring på tværs af de studerendes uddannelsesafsnit.

Aktuelt består teamet af fem studerende, og alle har deltaget i to-tre projekter.

Vækstmiljø for nyuddannede sygeplejersker

I det andet indsatsområde går indsatsen på at etablere et vækstmiljø for nyuddannede bachelorer. I den forbindelse arrangeres åbne, annoncerede forelæsninger, hvor nyuddannede sygeplejersker kan præsentere deres bachelorprojekter. På uddannelsesinstitutionens hjemmeside (2) kan man læse disse projekter. Desuden er det muligt at købe dem ved henvendelse til skolen. På den måde er det muligt at referere til projekterne ved artikelskrivning. Til disse åbne forelæsninger deltager studerende fra grunduddannelsen, ansatte ved uddannelsesinstitutionen, tværfagligt personale fra klinikken, sygeplejersker på videreuddannelse og af og til mennesker fra gaden, der stiller forfriskende spørgsmål, vi som faggruppe ikke er vant til.

I dette indsatsområde afvikles desuden artikelworkshopper, hvor nyuddannede får støtte til at skrive artikler med udgangspunkt i deres bachelorprojekt. Målet er at sætte viden i spil, motivere til udvikling af sygepleje og at give de nyuddannede sygeplejersker muligheder for at dokumentere deres faglige aktiviteter.

Det er erfaringen, at det kræver en ekstra indsats at fastholde de nyuddannede sygeplejersker. Det kræver meget af dem at starte i en ny og travl hverdag som sygeplejerske, og det efterlader ikke meget overskud til at skrive en artikel. Men hvis det er muligt at nære og fastholde de unge, meget dygtige sygeplejerskers motivation de første 3-4 måneder, har vi erfaret, at der er gode chancer for, at de fortsat bliver i miljøet omkring CSF-V. Her deltager de bl.a. i projekter, i artikelskrivning, og ofte påbegynder de - med opbakning fra sygehusledelsen - deres videreuddannelse i løbet af de første 1-2 år efter bacheloreksamen. Erfaringen fra de første tre år med CSF-V er, at det for en årgang nyuddannede sygeplejersker drejer sig om ca. 5 pct.

Sygeplejersker fra praksis er med til at forske

I det tredje indsatsområde inddrages sygeplejersker fra praksis i forskningsprojekter. Dette vil blive uddybet i næste afsnit, hvor et eksempel på et projekt bliver præsenteret.

CSF-V bliver jævnligt kontaktet af sygeplejersker med interesse for forskning. Sygeplejersker, som for en begrænset periode og uden udgifter for centeret vil prøve at være en del af miljøet. Sådanne ildsjæle kan få mulighed for at indgå i "Ad Hoc Teamet," se senere.

CSF-V har desuden kontakt med studerende på SD og masteruddannelsen, som kan benytte De studerendes dataindsamlerteam ved udarbejdelse af afsluttende projekter.

Kvinder og hjertesygdom

For at give et eksempel på, hvordan sygeplejersker fra praksis og studerende kan inddrages i projekter, vil projektet "Mænd og kvinders indlæggelsesforløb i forbindelse med akut koronart syndrom", der startede op i efteråret 2007, blive beskrevet. Projektet er etableret i et samarbejde med Box Hill Hospital/Deakin University Australien, CSF-V og medicinsk afsnit ved Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup. Projektet planlægges som et basisprojekt i forhold til et eller flere projekter vedrørende kvinder og hjertesygdomme og finansieres af Hans Juulsgaard Jensens Fond.

Baggrunden for projektet er, at der er konstateret store forskelle på kvinders og mænds symptomer, indlæggelsesmåde, behandling og rehabilitering i forbindelse med akut koronart syndrom (AKS), samt at der i hidtidige undersøgelser om hjertesygdomme mangler fokus på netop kønsperspektivet.

Formålet er således ud fra et kønsperspektiv at undersøge det forløb, patienter med akut koronart syndrom har oplevet fra symptomdebut til indlæggelse på hospital.

Metode: 15 kvinder og 15 mænd, der indlægges med blodprop i hjertet på henholdsvis Regionshospital Skive og Regionshospital Viborg, indgår i kvalitative dybdeinterview vedrørende deres oplevelse fra debut af symptomer til 72 timer efter indlæggelse.

Forskningslystne sygeplejersker fra praksis

Efter udarbejdelse af projektbeskrivelse og bevilling af fondsmidler blev der i juni 2007 annonceret efter sygeplejersker til dataindsamlingen. Ansøgerne skulle være ansat på Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup, og opfylde følgende kvalifikationer: Have autorisation som sygeplejerske, have sygeplejefaglige kvalifikationer vedrørende patienter med hjertesygdomme, være en ildsjæl og have lyst til at deltage i forskning.

Aflønningen i denne type projekter sker på timebasis, og deltagelse i projektet foregår sideløbende med jobbet i praksis. Inden ansøgningsfristen udløb, blev der afholdt et informationsmøde for alle interesserede. Efter fremsendelse af skriftlig ansøgning blev potentielle dataindsamlere indkaldt til en ansættelsessamtale, hvor det planlagte undervisningsprogram med fastsatte datoer blev præsenteret.

Oplæring i at interviewe

I dette projekt blev der ansat fire sygeplejersker, som skulle oplæres i at foretage et kvalitativt interview efter en interviewguide. I denne oplæring bidrog en sygeplejerske fra Ad Hoc Teamet og fire studerende fra De studerendes dataindsamlerteam, og det havde følgende forløb:

  1. En sygeplejerske fra Ad Hoc Teamet, som også havde deltaget i litteratursøgningen i forbindelse med udarbejdelse af projektbeskrivelsen, havde samlet materiale til hver af de fire sygeplejersker. Hun samlede en mappe med projektbeskrivelse, interviewguide, relevante artikler om kvinder og hjertesygdomme på dansk og engelsk samt litteratur om interview.
  2. Desuden samlede hun materiale til fire studerende ansat i De studerendes dataindsamlerteam. Disse studerende skulle i det første af to pilotinterview agere patienter med AKS, og som led i deres forberedelse fik de litteratur og undervisning i at varetage opgaven.
  3. Herefter mødtes de studerende og dataindsamlerne, og de første fire pilotinterview blev foretaget. De studerende viste, at de havde erhvervet stor indsigt i at agere patient med AKS, og sygeplejerskerne erfarede, at det at udføre et interview ikke bare er noget, man kan. Ud fra forløbet og evalueringen blev interviewguiden justeret.
  4. Inden de næste fire pilotinterview, som skulle foregå i klinikken med patienter indlagt med AKS, blev dataindsamlerne introduceret til optageudstyret. Efter disse pilotinterview, der blev gennemlyttet og kommenteret af den projektansvarlige, blev interviewguiden og dataindsamlernes interviewkompetencer vurderet til at være i orden.
  5. Herefter blev der udarbejdet mapper med projektbeskrivelse og litteratur til de involverede afsnit, som også fik en præsentation af projektet på henholdsvis personale- og morgenmøder.

På dette tidspunkt i projektplanlægningen blev det synligt, at det ville være en fordel at tilknytte en udviklingsmedarbejder fra det medicinske område til projektet. Hun fungerer bl.a. som koordinator mellem indlagte patienter, som kan indgå i projektet, og de dataindsamlere, der skal interviewe dem inden for de første 72 timers indlæggelse.

Medio november 2007 gik dataindsamlingen i gang. I første omgang blev der foretaget seks interview ud af de i alt 30 planlagte interview. Tre med kvinder og tre med mænd. Disse seks interview blev transskriberet og efterfølgende læst af alle i projektteamet, dvs. af de fire dataindsamlere, udviklingsmedarbejderen og den projektansvarlige. Det er her, kombinationen af kliniske kompetencer og forskningskompetencer kommer til sin ret. Inden de følgende 24 interview skulle foretages, blev temaer via drøftelser i projektteamet identificeret, og interviewteknik diskuteret og evalueret. Nu arbejder vi med at foretage de resterende interview, som forventes afsluttede ved indgangen til 2009, hvorefter analyser og publicering kan foregå.

I november 2007 blev baggrunden for projektet samt opstart præsenteret på Sygeplejesymposiet ved Regionshospitalet Viborg, Skive, Kjellerup, bl.a. med deltagelse af dataindsamlerne. Der arbejdes således på, at bl.a. sygeplejerskers deltagelse i selve projektopstarten, dataindsamlingen og formidlingen giver deltagerne ejerskab til projektet og får betydning for udviklingen af praksis. En sygeplejerske ansat i projektet berettede f.eks. efterfølgende om, at hun havde overført sin erfaring fra interviewsituationen til sin kliniske praksis ved, at hun var 100 pct. til stede i situationen, lod patienten fortælle på sine betingelser og ikke samtidig redte seng eller målte temperatur. Hun oplevede, at patienten, der have siddet sammensunken med nedslået blik, rettede sig op, kikkede hende i øjnene og fortalte om væsentlige områder fra sit liv. En oplevelse, der, ifølge sygeplejersken, havde været unik.

Forskningens sidegevinster

Sygeplejersker, som har erfaringer som dataindsamlere ved CSF-V, har taget flere initiativer bl.a. i form af etablering af tværfaglige grupper på afdelingsniveau, som hver anden måned mødes privat for at drøfte faglige artikler med efterfølgende socialt samvær; en model der lokalt ser ud til at brede sig.

Denne korte gennemgang vedrører nogle af CSF-V's aktiviteter fra perioden 2005-2008. Ved årsskiftet 2008 blev centeret udvidet ved ansættelse af endnu en forskningslektor, Birte Hedegaard Larsen, cand.cur., eksamen art. filosofi, ph.d., og i den forbindelse vil en del nye aktiviteter og projekter se dagens lys, bl.a. en større involvering af ansatte på sygeplejerskeuddannelsen. 

Vibeke Lorentzen er forskningslektor på Center for Sygeplejeforskning - Viborg;

Tak til følgende for at have gennemlæst og kommenteret artiklen:
Deltagere på FASID's artikelworkshop i Antalya, maj 2008: Christina Bagger, Grete Kirketerp og Lisbeth Hybholt.
Deltagere fra Ad Hoc Teamet og De Studerendes Dataindsamlerteam: Birgitte Lind Amdisen, Karina Fly Nygaard, Marlene Fjeldsted, Lone Seisbøll og Tina Varnum.
Min kollega Birte Hedegaard Larsen.

ENGLISH ABSTRACT

Lorentzen V. Cross-disciplinary collaboration. Sygeplejersken 2008;(20):56-9.

This article presents the results of the first three years of co-operation established in 2005 between Deakin University in Australia, Viborg School of Nursing and Viborg Hospital. The co-operation resulted in the establishment of the Centre for Nursing Research in Viborg which has facilitated the establishment and accomplishment of nursing research projects with the involvement of students from basic professional education advanced education, nurses at the clinic and nursing instructors. A budding research environment has thus been created for nurses and students at all levels in clinics and education. The potential for combining education and clinical competences research competences at CSF-V is described on the basis of the specific project.

Key words: Nursing research, education, development, research competences.

Emneord: 
Uddannelse
Sygeplejerskeuddannelsen

Diffust indhold i undervisningen giver diffus fagidentitet

Artiklen henvender sig til undervisere, kliniske vejledere og uddannelsesplanlæggere. Den præsenterer observationer af undervisning i sygepleje til ældre i en professionsbacheloruddannelse til sygeplejerske. Artiklen diskuterer de principper for sygepleje, der formidles i et konstrueret undervisningsforløb, og de betydninger, det tilsyneladende diffuse indhold har for dannelsen af en sygeplejefaglig identitet i uddannelsen. Det konstruerede forløb er baseret på observationer og båndoptagelser af 15 lektioner.

SY-2088-17-56aIllustration: Lars Petersen

Sygeplejerskemanglen i Danmark er stor. Formanden for Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, spår, at det vil gå ud over patienternes sikkerhed, hvis ikke problemet bliver løst (1). Bl.a. på denne baggrund er antallet af studiepladser øget i studieåret 2007/2008. Udfordringerne for uddannelsesstederne består derfor i at rekruttere og fastholde de studerende i studiet.

Men hvad er det for en uddannelse, de studerende møder, og hvad er det for en sygeplejefaglig identitet de erhverver? 

Det har en gruppe forskere undersøgt via en forløbsundersøgelse af den kvalificering til omsorg, der etableres i en professionsbacheloruddannelse i en sygeplejeskole i københavnsområdet. Baggrunden for undersøgelsen er en forløbsundersøgelse fra 1987 (2), hvor to hold sygeplejeelever blev fulgt.

De første resultater er præsenteret i artiklen "Sygeplejestuderendes omsorgsforudsætninger ved studiestart i 2002" (3), hvor tre forskellige typer sygeplejestuderende er præsenteret. Resultaterne viste, at de studerende har en række omsorgsforudsætninger, når de møder i uddannelsen. Det er værdier, erfaringer og kundskaber om at stå til rådighed og at hjælpe andre. Samtidig har de omfattende institutionserfaringer fra barndommen, hvor de har lært at være fleksible og handle fleksibelt i forskellige sammenhænge.

Resultaterne viser også, at den største gruppe af studerende på skolen i dag er fra lavere mellemlag (4) med en studentereksamen eller en hf med relativt lave eksamenskarakterer, og at deres kønnede og kropslige omsorgsforudsætninger delvist er sat på standby på grund af en vis umodenhed (3).

I denne artikel præsenteres materiale fra klasserums-observationer for at vise,

  • hvad der sker i en sygeplejetime i professionsbacheloruddannelsen
  • hvordan de studerendes omsorgsforudsætninger inddrages i undervisningen.

Sygeplejetimen er konstrueret og tager afsæt i udforskning af undervisningen i klasserummet, hvor 15 lektioner er observeret.

Teoretisk ramme

Projektet er socialvidenskabeligt funderet (5). Socialvidenskab kan forklare, hvordan de sociale sammenhænge er strukturerende for menneskelige relationer og handlemåder i uddannelsessystemet. Uddannelsessystemet fremstilles her som et felt (6), hvor deltagerne kæmper om ressourcer og magt. Det defineres bl.a. af det, der kæmpes om, f.eks. viden, autoritet, kulturel status, økonomiske ressourcer. I uddannelsessystemet, her sygeplejerskeuddannelsen, videregives ressourcer og vidensformer fra generation til generation, og det betyder, at kulturen vedligeholdes eller ændres af menneskelige handlinger og vilkår. For at det kan lade sig gøre, må uddannelsessystemet og dets lovgrundlag fremtræde med ubestridelig legitimitet. Uddannelsestilrettelæggelse og formidling af en faglig identitet er med andre ord en form for symbolsk magtudøvelse i et forsøg på at påtvinge de studerende en bestemt kultur og bestemte former for knowhow. Knowhow skal forstås som den viden, der rent faktisk formidles/etableres i klassen (4).

Metode og materiale

Materialet fra den empiriske klasserumsforskning er indsamlet via observationer og båndoptagelser af undervisningen i sygepleje i tre klasser med sygeplejestuderende i bacheloruddannelsen. I konstruktionen af en sygeplejelektion indgår der tre udvalgte undervisningslektioner i faget sygepleje (se boks 1 herunder).  

BOKS 1. DEFINITION PÅ BEGREBET KONSTRUKTION

I dele af den franske videnskabsteori er der tradition for, at videnskabeligt arbejde indebærer konstruktion frem for deduktion eller induktion (6). Her er det især Gaston Bachelards opfattelse af det videnskabelige arbejde som et omfattende "bygningsarbejde, der har haft afgørende indflydelse på den socialvidenskabelige teoriudvikling. Forskerens opgave er at arbejde med at konstruere, bygge og skabe. Fra den angelsaksiske fænomenologisk inspirerede sociologi kendes lignende måder at producere viden på, nemlig som: "The social construction and reality" (10).

I konstruktionen af den eksemplariske time består byggeelementerne af typiske mønstre, som er fremanalyseret i de udforskede sygeplejetimer.

Materialet består af underviseroplæg samt af de studerendes fremlæggelser af opgaver inden for temaet grundlæggende sygepleje til ældre. Båndoptagelserne har til formål at indfange det, der siges i undervisningen, observationerne har til formål at indfange det, der gøres i undervisningen.

Materialet er analyseret med henblik på

  • at afdække mønstre i undervisningen
  • at rekonstruere de sygepleje- og omsorgskundskaber, der formidles i klasseværelset i forhold til spørgsmålene:
  • Hvordan sætter undervisningens vilkår rammer for udfoldelsen af de kvindelige omsorgserfaringer?
  • Hvilke værdier, knowhow og relationer udfoldes i undervisningen?
  • Hvilke sociale processer strukturerer de studerendes handlinger i undervisningen?

Analyserne af mønstrene er systematiseret i temaerne (2) Rammer for uddannelsen, erhvervssocialisering og fagdidaktik mod en fremstilling af de omsorgs- og sygeplejeværdier samt handlinger, som formidles for at kunne svare på spørgsmålene:

  • Hvordan går det med de omsorgsforudsætninger, de sygeplejestuderende bringer ind i klasserummet (3) i professionsbacheloruddannelsen?
  • Hvad det er for et sygeplejefagligt indhold, der er på dagsordenen?
  • Hvilke læreprocesser og vidensformer udfoldes i forhold til omsorg i sygeplejeundervisningen?

En konstrueret sygeplejetime

Den konstruerede lektion i faget sygepleje er et empirisk baseret sammenkog af timer fra andet semester på sygeplejerskeuddannelsen i 2003. Timen er en afsluttende del af et fire ugers tema om grundlæggende sygepleje og ældre. De studerende havde modtaget otte lektioners undervisning i faget sygepleje; to lektioner, hvor en underviser gennemgik krav til et skriftligt produkt, og en mundtlig fremstilling af en sygeplejeopgave, to lektioner om teori om egenomsorg, to lektioner om sygepleje til ældre samt to lektioner om urininkontinens. Undervejs i de fire ugers arbejde med sygeplejeopgaven fik de studerende undervisning i fagene anatomi og fysiologi, sygdomslære, farmakologi og pædagogik. De studerende udarbejdede gruppevis en skriftlig opgave i grundlæggende sygepleje til ældre, som de fremlagde for de øvrige studerende og underviseren.

I den konstruerede lektion fremlægger en gruppe studerende deres opgave om at trække vejret normalt. De studerende har modtaget en lektionsplan og pensum til opgaven på ca. 125 sider, der stammer fra lærebøger til sygeplejestuderende fra 1990'erne samt en artikel fra 1997 om dokumentation af sygeplejen. Den beskrevne konstruktion af en sygeplejetime er typiske mønstre fra adfærds- og lyddelene af de observerede fremlæggelser samt en fremstilling af de vidensformer, læreprocesser, relations- og magtformer, der angår omsorg, som udfoldes i klasserummet. I materialet indgår de konstruerede sygeplejestuderendes forskellige omsorgsforudsætninger, da konstruktionerne er baseret på de studerende, der deltager i undervisningen (3).

Det konstruerede forløb er dagens første time. Klokken er 8.30, og de fleste studerende er mødt op. Bordene i klasserummet er placeret i u-form. Foran underviserens bord er der kørt en hospitalsseng frem.

Fem studerende skal fremlægge en opgave. De sidder på sengen. Blandt tilhørerne er piger fra: småborgerskab, mellemlag og lavere mellemlag (3). En studerende med typiske træk fra mellemlaget er med i gruppen. Hun bruger de første 4-5 minutter af timen på at forklare sine medstuderende, hvordan de skal forholde sig i forhold til at komme ud i praktik:
"Øh, jeg skal lige sige noget til dem, der skal i praktik på X hospital, der er syv skabe deroppe ... så I skal gå derop inden mandag og, øh, skrive jer på ... "

Netop det "at sørge for" (andre), "at ordne" og "at finde løsninger" er generelle kønsspecifikke omsorgserfaringer, som piger fra mellemlaget udfolder i skiftende mellemmenneskelige sammenhænge (3). Underviseren forsøger at tage over, men kommer ikke igennem. Den studerende ordner således også timens start.

Kl. 8.37 begynder den egentlige fremlæggelse, som ifølge gruppen går ud på at beskrive og forklare sygeplejeproblemet: at trække vejret normalt - med udgangspunkt i ældre mennesker.

De studerende fremlægger på skift og anvender overheads. De præsenterer statistikker og tal, som har forbindelse med ældres åndedrætssygdomme og åndedrætsproblemer. Der er morgenstille i klassen. Tilhørerne lytter, men tager ikke notater. De fleste har vand eller colaflasker foran sig. Der bruges 13 minutter på at vise statistikker og tal. De studerendes formidling er sproglig og funderet i et eksakt og statistisk univers, hvor man taler om ældre ud fra kurver og tal. Læreprocesserne er sproglige, og de anvendte vidensformer er naturvidenskabelige. Der inddrages ikke viden fra pensum, viden om det at være ældre eller viden om, hvordan man skaber relationer til ældre. Der brydes med de studerendes livshistoriske omsorgsforudsætninger: at stille sig til rådighed, at agere handlingsrettet og at være rettet mod det nære i mellemmenneskelige relationer (3).

Nyt emne, debat om rygning

20 minutter inde i timen lægger en ny studerende fra gruppen op til en debat om, hvorvidt en patient skal holde op med at ryge for at modtage behandling for sin sygdom, eller om man skal respektere den værdi, rygning har for en patient. De studerendes udgangspunkt for debatten er en 64-årig kvinde med diagnosen KOL, som har røget i mange år.

Fremlæggergruppen er nu meget aktiv og handler i forlængelse af deres livshistoriske omsorgsforudsætninger (som er knyttet til mellemlaget), idet den i indledningen omtalte studerende fortsat dominerer gruppen. Gruppen ønsker, at de medstuderende skal forholde sig til patientens rygning. Nogle af de andre i klassen er nu meget aktive og ønsker at deltage i debatten. De markerer og venter på at få ordet. Nogle kan ikke vente, til det er deres tur, og bryder ind. Underviseren forholder sig passivt. Manuskripterne er lagt væk. Udgangspunktet for diskussionen er de studerendes livshistoriske og emotionelle erfaringer.

En studerende siger: "Det kan godt lade sig gøre. Min mormor startede med at ryge, da hun var 14, og hun holdt op, da hun var 65."

Det er de studerendes oplevelser med en mormor samt deres livshistoriske erfaringer og egne billeder af det at være ældre, der bruges som argument for, hvad man kan forvente sig af en 64-årig patient. Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem billedet af ældre, det opgivne pensum og de viste statistikker om, hvornår man er ældre.

En studerende siger: "Hvis du ligger og er ved at dø af en eller anden sygdom, så skal du ikke bare blive ved med at ryge for andre folks penge. Så må du holde op."

Den studerende aktiverer igen mellemlagets måder at agere på, hvor værdier som at "handle" og at "klare livet"(3) transformeres til, at den enkelte patient må og kan tage ansvar for eget liv herunder rygning.

Klokken er blevet 9. Fremlæggergruppen styrer diskussionen. Underviseren siger intet. Mange studerende er aktive og ytrer sig. Der spises slik indimellem. En studerende bryder ind og bidrager til debatten: " ... der skal simpelthen et større ansvar ud til den enkelte borger."

En anden studerende bryder ind: "Pis og lort."

Den første studerende fortsætter: "Det kan jeg se bare på mig selv."

Diskussionen bliver nu politisk. Der bruges bandeord, og mange følelser indgår i debatten om at være menneske i velfærdsstaten. Der argumenteres voldsomt for og imod, hvordan det politiske system fungerer ud fra en livshistorisk tilgang. Alle er opmærksomme og lytter til debatten. De studerendes udsagn afspejler værdier fra mellemlaget om at "klare sig" (3). Fokus skifter fra at handle om de ældre til at have fokus på de studerende selv.

Den sygeplejefaglige viden om sygepleje til ældre synes fraværende. Vidensformerne er skiftet fra en logisk, rationel karakter til en emotionel og livshistorisk karakter, hvor hverdagslivets erfaringer og vidensformer dominerer. Læreprocesserne fremstår diffuse.

Ingen kobling mellem erfaringer og pensum

De studerendes debat om at være menneske i velfærdsstaten fortsætter frem mod en evaluering af timen og varer 20 minutter. Som afslutning på fremlæggelsen giver tilhørerne udtryk for, at fremlæggelsen burde have været mere handlingsorienteret med konkrete svar på, hvad man skal gøre, når man yder sygepleje til ældre. Alligevel klapper alle og går.

Fremlæggergruppen bliver tilbage for at få evaluering af underviseren. Der er en accept af, at evaluering er en privat sag. Det betyder, at eventuelle fejl eller mangler samt underviserens syn på fremlæggelsen kun kommer fremlæggergruppen for øre.

Underviseren bliver nu aktiv og evaluerer det skriftlige oplæg, som gruppen har afleveret forud for fremlæggelsen. Underviseren forholder sig udelukkende til det skriftlige produkt ud fra akademiske krav om teori, metode og litteraturliste: "... det er lykkedes jer på en god måde på de her otte sider at formidle det stof. Og så synes jeg, at det er læservenligt ..."

Der er ingen af de studerende, der noterer underviserens kommentarer, men de sidder og ser opmærksomt på hende. Underviseren bryder med de studerendes livshistoriske tilgang, som den foldede sig ud i dele af fremlæggelsen, og etablerer en evaluering inden for de herskende rationaler i faget sygepleje, hvor kropslige, relationelle, emotionelle og handlingsrelaterede aspekter om sygepleje til ældre er fraværende. Underviseren forholder sig til opgave og litteratur, men ikke til de vidensformer, de studerende etablerer i fremlæggelsen. De etablerede læreprocesser og vidensformer fremstår således diffuse for de studerende, idet der ikke etableres en kobling mellem de livshistoriske erfaringer og den viden om sygepleje til ældre, der beskrives i pensum.

Evalueringen fungerer som en form for symbolsk vold, da der lægges vægt på akademisk rationalitet om ældre frem for de kundskaber, værdier og handlinger, der udfoldes i klasserummet. Underviseren forholder sig heller ikke til de studerendes ønsker om mere handlingsorienteret undervisning.

Diffust indhold giver diffus identitet

Som det fremgår af konstruktionen, er dagsordenen for emnet sygeplejen til ældre diffus. I forhold til læreprocesser og vidensformer pendles der til stadighed mellem de studerendes livshistoriske erfaringer, logiske viden og bestemte akademiske formkrav til skriftlige produkter.

De pædagogiske praksisformers dobbelthed: den konkrete formidling af knowhow i sygepleje til ældre og det, der medlæres i undervisningen, er med til at danne en diffus sygeplejefaglig identitet igennem professionsbacheloruddannelsen. De studerendes erfaringer vil gennem de mange undervisningsforløb over tid lejre sig i lag, og resultatet er en sygeplejefaglig identitet, som er diffus. Der mangler mulighed for identitetsdannelse via konkrete rollemodeller.

Dannelsen af de studerendes faglige identitet kan forstås som et teaterstykke, der udspilles i en institutionel ramme i en etableret kultur. I den institutionelle ramme omdanner den herskende uddannelseskultur det praktiske sygeplejefag til et sprogligt, ikke praktisk fag med klasserummet som scene.

I klasserummet er det de mentale omsorgserfaringer, der aktiveres. Herved kan den livshistoriske praktiske sans, dvs. evnen til at udføre praktiske gøremål i nære sammenhænge, at stille sig til rådighed og handle for at hjælpe andre, ikke komme til udtryk (3). Således er scenen stedet, hvor de studerendes køns- og klassebestemte omsorgsforudsætninger aktiveres i kulturelt bestemte sproglige former.

Det faglige indhold i sygepleje til ældre giver således ikke indsigt i de regler og vidensformer, der ligger bag pleje og omsorg til ældre. Det antyder derimod, at der etableres et diffust omsorgs- og ældrefagligt indhold i undervisningen.

To andre forløbsstudier af sygeplejerskeuddannelsen fra 2000 (7) og 2006 (8) viser ligeledes, hvordan socialiseringen af de sygeplejestuderende igennem uddannelsen er med til at reducere de studerendes omsorgserfaringer.

Det er, ifølge Carolyn Mackintosh (8) fra England, nødvendigt for at udvikle en identitet som sygeplejerske under de vilkår, som moderniteten skaber for professionen i dag.

De to forskningsprojekter af den uformelle identitetsdannelse i uddannelsen viser samme tendenser som udforskningen af de sygeplejestuderende fra Danmark. Der er tilsyneladende tale om internationale uddannelsestendenser i sygeplejen, som er med til at sprogliggøre sygeplejen i undervisningssammenhænge frem for at fremme en mere handlingsorienteret sygepleje til ældre.

I en norsk ph.d.-afhandling (9) er mødet mellem de studerende og uddannelseskulturen i skolen undersøgt via kvalitative interview med de studerende fra starten, i midten og i slutningen af uddannelsen. Her viser materialet, hvordan de nye unge og fleksible studerende kan håndtere modsætningerne mellem skolens undervisning i sygepleje og det at agere i den kliniske praksis som studerende. Men forskningen viser også, hvordan samme modsætningsfyldte identitetsdannelse åbner op for en stadigt mere modsatrettet og diffus sygeplejefaglig identitetsdannelse af abstrakt og sproglig karakter.

Tine Rask Eriksen er lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Dorte Samson er lektor på Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden, Sygeplejerskeuddannelsen Herlev.
Lisbeth Vinberg er lektor på Den Flerfaglige Professionshøjskole i Region Hovedstaden, Sygeplejerskeuddannelsen Herlev;

Litteratur 

  1. Madsen S. 400 tomme stole på sygeplejeskolerne. Sygeplejersken 2007;(17)
  2. Eriksen, TR. Omsorg i forandring. København: Munksgaard; 1992.
  3. Eriksen TR, Petersen MK, Vedsegaard H. Sygeplejestuderendes omsorgsforudsætninger ved studiestart til en professionsbacheloruddannelse anno 2002. Sygeplejersken 2008; (1).
  4. Eriksen TR. Professionsidentitet i forandring - komparativ perspektivering. I: Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk Forlag; 2005.
  5. Bourdieu P, Passeron JC. Reproduktionen. Bidrag til en teori om undervisningssystemet. København: Hans Reitzels Forlag; 2006.
  6. Broady D. Sociologi och Epistemologi. Stockholm: HLS Förlag; 1991.
  7. Vanhanen L, Janhonen S. Changes in students orientations to nursing during nursing education. Nurse Educ Today nr. 20, 2000.
  8. Mackintosh C. Caring. The socialisation of pre-registration student nurses: A longitudinal qualitative descriptive study. Int J Nurs Stud. 2006;(43).
  9. Tveit B. Ny ungdom i gammelt yrke - en studie av sykeplejerstudenters motivasjon og fagidentitet i møte med en tradisjonstung utdanning. Senter for professionsstudier. Høgskolen i Oslo. 2008.
  10. Berger PL, Luckmann T. Den samfundsskabte virkelighed. København: Lindhardt og Ringhof; 1987.
ENGLISH ABSTRACT

Eriksen TR, Samson D, Vinberg L. Diffuse instruction content makes for a diffuse professional identity. Sygeplejersken 2008;(17):56-60.

The object of the article is to describe how student nurses' life history-related care qualifications are handled during their nursing education and to exa-mine the content in their instruction related to the nursing profession.

The approach to the survey is social-scientific. The empirical material was collected via classroom research consisting of 15 observations and recordings of the instruction of three classes of a random group of student nurses in their second semester of the professional bachelor nursing education.

The material forms part of the construction of a nursing lesson: nursing the elderly. The construction indicates the establishment of a diffuse identity as a nurse, which manifests itself as a reproduction of the established educational structure, i.e. that nursing the elderly is treated a linguistic task rather than one relating to actions. The teaching processes alternate between having a rational character and a life-historic, emotional character, always within a framework of specific academic demands on the nursing profession.

Key words: Nurse education, classroom research, care qualifications, identity as a nurse.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen

Evalueringens vanskelige vilkår

Artiklen henvender sig til kliniske vejledere. Hovedbudskabet er, at evaluering aldrig kan være objektiv, hvilket forpligter den kliniske vejleder til bl.a. at bruge og udvikle eksplicitte kriterier som guidning i evalueringsprocessen.

SY-2008-03-62aIllustration: Lars Petersen

Evaluering er en vanskelig og kompleks størrelse, og jeg har ofte spurgt mig selv, om der var præstationer, jeg kunne have vurderet anderledes" Var der tidspunkter, hvor min vejledning og evaluering blev for unuanceret? Hvor den studerendes personlighed fyldte mere i evalueringen end præstationen?

Svaret er ja, og jeg kender ingen (reflekterende) personer, som ikke er i tvivl, når de skal vurdere de studerendes præstationer.

Det er ikke muligt at være objektiv, når vi skal vurdere mennesker på deres viden, færdigheder, holdninger og handlinger (1). Vi evaluerer gennem den optik, som har farvet vores bevidsthed frem til i dag. Når vi skal evaluere de studerende professionelt, er de vigtigste forudsætninger derfor at synliggøre kriterierne for vores evaluering gennem brug af eksplicitte kriterier.

I artiklen gives der nogle bud på, hvordan den kliniske vejleder kan opøve evnen til at balancere på den knivsæg, det er at evaluere andre på deres præstationer, så det i mindst muligt omfang bliver vilkårligheden, der styrer evalueringen.

Eksplicitte kriterier nødvendige

Når vi evaluerer, aktiveres vores fordomme, som sammen med erfaring, viden og refleksion danner grundlaget for evalueringen. Fordomme er tidligere blevet opfattet negativt, som blokerende for at forstå en sag, men de er uundgåelige og uundværlige (2). Uundgåelige, for-di vi er et produkt af vores historie, tradition, samfund og den kultur, vi tilhører. Uundværlige, fordi vi ikke ville kunne navigere i samfundet uden vores fordomme og forforståelse om, hvordan tingene hænger sammen.

Forudsætningen for, at vores fordomme er frugtbare, er dog, at vi sætter vore fordomme i spil gennem åbenhed, dialog og refleksion (2). Vi må derfor kontinuerligt forholde os kritisk til evaluering og evalueringsbegrebet, søge ny viden, og ikke mindst bruge og udvikle eksplicitte kriterier, der kan guide os i evalueringsprocessen. Eksplicitte kriterier kan være mål, bekendtgørelser mv., men det kan også være planer for klinisk undervisning, eksemplariske cases, storytelling mv., som er synlige og står til diskussion.

Den vanskelige evaluering

Der har altid og vil altid være studerende, som vi mener ikke er på den rette hylde. Nogle gange kan vi endda synes, at de ikke er gode repræsentanter for faget. Og hvad gør vi, hvis den studerende er fast besluttet på at gennemføre uddannelsen på trods af, at vi tvivler på, at de intellektuelle, praktiske eller adfærdsmæssige evner rækker?

Nogle gange kan den summative evaluering komme os til undsætning. Den summative evaluering er bagudrettet, har fokus på effekten eller resultatet og er kendetegnet ved karakterer og eksaminer (3).

En del vejledere har dog allerede erfaret, at studerende, som de vurderede til ikke at kunne bestå eksamen, alligevel klarer at bestå på et mindstemål af viden. Det frustrerer os, fordi det i værste fald kan være med til at udhule fagets status og faglighed.

Hovedkræfterne må derfor lægges i selve læringsforløbet, hvor vi foretager løbende vejledning og evaluering, også kaldet formativ evaluering. Den formative evaluering er fremadrettet, proces- og udviklingsorienteret, og har til formål at udvikle og forbedre en aktivitet eller en indsats (3). Det er i denne proces, hvor vi indgår i en relation med de studerende, at vi udfordres på vores evner til at agere professionelt og holde sagen for øje. Det er her, vejlederens faglige og pædagogiske evner kommer til udtryk.

Bud på et godt forløb

Hvordan får vi fortalt den studerende om vores vurdering, uden at hun tager det personligt og går i forsvar" Det er overvejelser, som alle vejledere genkender, men som ingen til dato har fundet en entydig løsning på.

Nedenfor vil jeg skitsere nogle enkle bud på, hvordan vi kan være med til at sikre, at den kliniske vejleder bevarer sin faglighed og agerer professionelt i sin vejledning og evaluering, også i disse vanskelige situationer:

  1. Forpligt den studerende fra begyndelsen. Ofte kan en lang (observerende) introduktionsperiode passivisere den studerende. Giv hende i stedet små forpligtende opgaver dagligt.
  2. Udforsk den studerendes læringsstil fra begyndelsen. Hvad fokuserer hun på" Hvad vækker interesse og engagement"
  3. Hold sagen for øje. Den didaktiske trekant (5) anskueliggør på en enkel måde det relationelle forhold mellem sag, vejleder og studerende. Det vigtigste spørgsmål, vejlederen må stille i enhver vejledningssituation, er: Hvad er sagen her" Hvad kan jeg gøre for at holde mig til sagen"
  4. Hold dig til målene for uddannelsesperioden. Opstil gerne delmål og tidsbegræns dem. Hvad skal den studerende helt konkret kunne og inden for hvilken tidsramme" 
  5. Anvend eksemplariske cases. Mange tænker visuelt og forstår bedst, når de kan danne billeder. Cases, der har ligheder med den studerendes egen situation, vil kunne medvirke til forståelse, uden at den studerende blokerer.
  6. Intervenér på et tidligt tidspunkt. Brug ikke tesen "hvis du er i tvivl, skal det komme den studerende til gode". Risikoen er, at du intervenerer så sent, at muligheden for at få guidet den studerende på rette spor er forpasset. 
  7. Selvevaluering. Selverkendelse hos den studerende er det bedste middel til at få rettet op på et læringsforløb, der er kørt af sporet. Nogle studerende vil blive udfordret af 2-3 hv-spørgsmål dagligt, som de skal reflektere over. F.eks. hvad gjorde størst indtryk på dig i dag" Hvad har du brug for min hjælp til"

Anvendelsen af før-vejledning er et andet redskab til øget selverkendelse hos den studerende (4).
Evaluering er en meget kompleks størrelse, som det ikke er muligt at beskrive udtømmende. Afgørende er det dog, at vi altid forholder os kritiske til evaluering og evalueringsbegrebet.

Susanne Winther Sørensen er ansat som udviklingssygeplejerske på Neurokirurgisk og Neurologisk Afdeling, Aalborg Sygehus.

Litteratur

  1. Kompetenceudvikling for sygeplejepersonale, Aalborg Sygehus, 2003:18-19.
  2. Jensen TK. Sygepleje som etisk knowhow - hermeneutik og livsverden, menneskesyn og metode I: Grundlagsproblemer i sygeplejen. Red: Torben K. Jensen, Lars Ulrik Jensen og Won Chung Kim. Philosophia, Århus 1990:135-173.
  3. Nielsen D: Evaluering i klinisk undervisning I: Klinisk vejledning og pædagogisk kompetence i professionsuddannelser. Red. Helle Brøbecher og Ulla Mulbjerg, Munksgaard, København 2005:199-222.
  4. Lauvås P, Handal G.: Vejledning og praktisk fagteori. Forlaget Klim. Århus 1997.
  5. Roelsgaard K, Winther Sørensen S: Didaktik - læren om undervisning I: Klinisk vejledning og pædagogisk kompetence i professionsuddannelser. Red. Helle Brøbecher og Ulla Mulbjerg, Munksgaard, København 2005:150-175.
ENGLISH ABSTRACT

Winther Sørensen S. Difficult terms for evaluation. Sygeplejersken 2008;(3):62-3.

In day-to-day practice, the clinical instructor faces considerable challenges when it comes to evaluating her students. She has to act professionally and stick to the point, both because she develops close relationships with her students but also because the students' personalities are part and parcel of their professional development.

Since it is not possible for her to be objective in her evaluation, the clinical instructor must consciously make use of explicit criteria in order to render visible to herself, her colleagues and students what it is that she evaluates students in relation to.

Key words: Evaluation, student nurses, clinical instructor, criteria.

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Evaluering

Sygeplejestuderendes omsorgsforudsætninger ved studiestart i 2002

Artiklen henvender sig til sygeplejelærere, uddannelsesplanlæggere og kliniske praktikvejledere. Artiklen præsenterer tre forskellige typer sygeplejestuderende ud fra deres livshistoriske erfaringer med at drage omsorg. Artiklen diskuterer, hvilke erfaringer der opfattes som klassespecifikke, og hvilke erfaringer der er forankret i et tidstypisk billede af ungdom, og hvilken betydning dette har for sygeplejerskeuddannelsen.

 

SY-2008-01-44bIllustration: Lars Petersen

Der er for tiden stor opmærksomhed omkring de studerendes frafald fra sygeplejerskeuddannelsen. Det diskuteres i fagkredse, i sundhedsvæsnet, i medierne og i politiske sammenhænge, ligesom undervisningsministeriet har undersøgt frafaldet (1).

Men hvad er det egentlig for piger, der her i det nye årtusinde påbegynder sygeplejerskeuddannelsen" Og hvad er det for omsorgsforudsætninger, de har, og hvad er deres baggrund for at positionere sig i den nye professionsbacheloruddannelse?

Det har en gruppe forskere undersøgt på en sygeplejeskole i Storkøbenhavn fra 2002 til 2005. Resultaterne viser, at de sygeplejestuderende, som påbegyndte uddannelsen i 2002, er handlingsrettede og kommer fra ikkeboglige hjem.

Omkring halvdelen af de studerende kommer fra lavere mellemlag. De har stort set alle en række handlingsrettede omsorgsforudsætninger. Men undersøgelsen viser også, at omkring halvdelen af pigerne er orienteret mod egen usikkerhed og er afhængige af de sammenhænge, de indgår i, og de muligheder, der her er for at skabe en faglig identitet.

Rammer for undersøgelsen

Rammerne for undersøgelsen er Tine Rask Eriksens forløbsunderstudie fra 1987, som fremstillede de omsorgsforudsætninger, sygeplejeelever havde, da de påbegyndte sygeplejerskeuddannelsen (2). Studiet konkluderede, at omsorgskundskaber er en erfaringsbaseret hverdagsviden, der bl.a. indeholder det at være orienteret mod andre og imødekomme andres behov.

Undersøgelsen viste også, at de unge pigers omsorgs-erfaringer var klassebestemte, idet piger fra småborgerskab og mellemlag i højere grad stod til rådighed for andre i modsætning til piger fra den herskende klasse.

Videre viste undersøgelsen de læreprocesser vedrørende omsorg, der blev udfoldet i klasserummene i sygeplejeskolerne. Det var nogle boglige omsorgskundskaber funderet i en behandlingsrettet rationalitet. En skolastisk viden, hvor det kropslige og det sanselige var udgrænset. Og hvor det emotionelle blev transformeret til sprog, hvorfor der var tale om en dekvalificering af elevernes livshistoriske forudsætninger for at yde omsorg.

De skitserede modsætningsforhold rejser spørgsmålet om, hvilke livshistoriske forudsætninger for omsorg de studerende i dag bringer ind i uddannelsen. Spørgsmål, som er aktualiseret af de moderniseringsprocesser, som har ført til, at de mellemlange videregående uddannelser er blevet akademiseret fra 2001 i form af en professionsbacheloruddannelse (3).

Den aktuelle og centrale problemstilling gør, at artiklens forfattere har ønsket at gentage undersøgelsen af omsorgsforudsætningerne hos de sygeplejestuderende, som søgte i en professionsbacheloruddannelse i 2002, for at undersøge, om de studerendes livshistoriske omsorgsforudsætninger har ændret sig siden 1987.

I artiklen præsenteres og diskuteres undersøgelsens resultater med det formål, at læseren

  • får kendskab til de sygeplejestuderendes livshistoriske omsorgserfaringer
  • bliver bevidst om de konsekvenser, de sygeplejestuderendes handlingsrettede omsorgsforudsætninger har i mødet med professionsbacheloruddannelsen til sygeplejerske
  • overvejer, hvad omsorgskundskaber er, og hvordan de sygeplejestuderendes omsorgserfaringer kan inddrages i sygeplejerskeuddannelsen
  • overvejer, hvordan der kan skabes rum for at udvikle de sygeplejestuderendes handlingsrettede omsorgserfaringer i uddannelsen.

Teorier om uddannelse

Undersøgelsens ramme er socialvidenskabelig og uddannelsesteoretisk. Uddannelsesteori (4) kan afdække uddannelsessystemets virkemåde i et moderne samfund og i de kulturelle faktorer, der gør, at bestemte personer søger bestemte uddannelser, og hvordan værdier, vaner og måder at gebærde sig på fungerer i bestemte uddannelser - dvs. teori, som kan afdække, hvilke livshistoriske omsorgserfaringer de studerende har, og hvorfor de søger ind i en sygeplejerskeuddannelse.

I undersøgelsen afdækkes, hvilke omsorgserfaringer de studerende bringer med hjemmefra. De fremanalyseres via begreber som habitus og socialkapital. Habitus er de i kroppen og i sindet indoptagede koder, som bestemmer, hvordan mennesker tænker, handler, opfatter, vurderer og orienterer sig i en given situation (5). Socialkapital er bl.a. bestemt af den sociale position.

I artiklen er følgende klassemæssige positioner benyttet: herskende klasse, småborgerskab, mellemlag, lavere mellemlag og arbejderklasse. Positionerne er bl.a. afhængige af farens erhverv, uddannelsesmæssig baggrund, økonomi og en lang række andre faktorer og sætter rammerne for hverdagslivet, pigernes omsorgs-erfaringer samt det sæt af værdier og forestillinger, pigerne henter i familierne. Tilgangen kombineres med livsformer, som er den mangfoldighed af gøremål, der skaber en organisering af hverdagen (6).

Teorierne og begreberne er ledetrådene for den konkrete undersøgelse og retningsgivende for analysen af det empiriske materiale og konstruktionerne af unge sygeplejestuderendes livshistoriske omsorgserfaringer anno 2002 (se boks 1 for en kort præsentation af data og metode). 

BOKS 1. UNDERSØGELSENS DATA OG METODE

I undersøgelsen indgår 81 sygeplejestuderende. Der er anvendt såvel kvantitative data indsamlet via et spørgeskema som kvalitative data indsamlet via interviews, hvor ni studerende beskriver deres hverdagsliv, søskenderelationer, mor-barn-relationer, konfliktområder, praktiske opgaver i barndommen, interesser, venindefællesskaber, skolegang, erhvervsarbejde m.m.

Det samlede materiale indgår i tre casekonstruktioner, som er videnskabelige konstruktioner af tre aktører, som bærer forskellige omsorgserfaringer i sig. Nanna er fra lavere mellemlag og udgør den største gruppe af de studerende. Mette repræsenterer mellemlaget og udgør lidt mere end en tredjedel af gruppen. Lone repræsenterer småborgerskabet og udgør den mindste gruppe.

Konstruktionsarbejdet består af to faser. Den første fase er en opstilling af centrale kvantitative fund i tre kolonner baseret på den sociale og klassemæssige position og på tal, der er centrale i de typologier, de repræsenterer. Den anden fase er centrale fund i de tre typologier baseret på det kvalitative livshistoriske materiale. Mette, Lone og Nanna eksemplificerer, hvordan omsorgserfaringerne er udviklet og det indhold, de har.

I konstruktionerne indgår citater fra de livshistoriske interviews. Konstruktionsprocessen afspejler det videnskabelige arbejde og slører samtidig de sygeplejestuderende, som konstruktionerne er baseret på.

Undersøgelsen er ikke repræsentativ, idet den alene har udsagnskraft om de 61 sygeplejestuderende i hovedstadsområdet, som svarede i spørgeskemaundersøgelsen.

Resultater fra spørgeskemaundersøgelsen

I spørgeskemaundersøgelsen svarede 61 studerende ud af 81. 71,6 pct. af disse kommer fra en kernefamilie, og 16,6 pct. er vokset op alene med moren. 57 pct. er opvokset i forstæderne, resten fordeler sig på provinsbyer 14,7 pct., København 9,8 pct., landsbyer 9,8 pct. og på landet 3,2 pct.

De studerende har igennem deres barndom hovedsagelig få eller ingen flytninger. Som vist i tabel 1 herover er ca. halvdelen af de studerende fra lavere mellemlag. 

TABEL 1. SOCIAL POSITION

De undersøgte sygeplejestuderendes sociale position 2002 i pct.:

  • Herskende klasse: 1,6 pct.
  • Småborgerskab: 5,8 pct.
  • Mellemlag: 35,5 pct.
  • Lavere mellemlag: 47,4 pct.
  • Arbejderklasse: 10,5 pct.

Den sociale position er kategoriseret efter farens erhverv m.m. I de tilf ælde, hvor de studerende er vokset op uden en far, er de kategoriseret efter morens erhverv m.m.

Arbejdsdelingen i familierne har været traditionel, hvor de huslige arbejdsopgaver - børnepasning 64 pct., rengøring 70 pct., madlavning 72 pct. samt indkøb 72 pct. - er blevet varetaget af moren. De studerendes pligter som barn er rengøring af eget værelse og opvask. Syv studerende eller 11,5 pct. angiver ikke at have pligter som barn. Over halvdelen af de sygeplejestuderende var ikke i vuggestue som barn, mens langt de fleste gik i børnehave og fritidshjem. Fritidsinteresserne i barndommen var koncentreret om sport, 75 pct., men også interesser som musik, 62 pct., dukker, 57 pct., og kæledyr, 54 pct., var populære.

14,7 pct. af de sygeplejestuderende har ikke erhvervsarbejde efter endt skolegang, 27,8 pct. har en del erhvervsarbejde, mens 57 pct. af de studerende har lidt erhvervsarbejde som barn. Heraf har 21 studerende arbejde som pædagogmedhjælper, og 18 studerende har erfaringer som ufaglært omsorgspersonale. 20 studerende har erfaringer fra andre uddannelsesforsøg. De studerendes skolemæssige baggrund er hovedsagelig studentereksamen: matematisk student 20 pct., sproglig student 25 pct. og samfundsvidenskabelig student 13 pct., mens 35 pct. har hf-eksamen. Ved påbegyndelsen af sygeplejerskeuddannelsen er ca. halvdelen under 23 år og ca. en tredjedel 24 år eller ældre.

De tre konstruktioner Lone, Mette og Nanna

Casekonstruktionerne af de sygeplejestuderendes omsorgserfaringer i 2002, der er præsenteret i boks 2, 3 og 4, er udviklet på baggrund af det empiriske materiale og repræsenterer småborgerskabet (Lone), mellemlaget (Mette) og lavere mellemlag (Nanna). Konstruktionerne kan forekomme brede, men er foretaget ud fra antagelsen om, at en række aspekter spiller ind i det at hjælpe andre og i det at indgå i hjælperelationer. 

BOKS 2. CASEKONSTRUKTIONEN LONE

Lone er fra småborgerskabet og repræsenterer den næstmindste gruppe af materiale. Lone er 22 år og opvokset i en kernefamilie med en ældre søster og bror. De har boet i en forstad i et parcelhus, der inkluderer farens virksomhed som selvstændig håndværksmester. Moren er sygeplejerske på deltid og hjælper til i mandens virksomhed med regnskabsføring.

Arbejdsdelingen i familien er kønsbestemt. Moren står for det huslige, mens faren er hovedforsørger og uden huslige gøremål. Livsformen i familien er bestemt af farens arbejde som selvstændig, der skelnes ikke mellem hverdag/arbejdsliv og weekend/fritid. Moren uddelegerer flere huslige arbejdsopgaver til de to piger, mens broren ingen pligter har. I det familiære rum dominerer faren som norm- og regelsætter. Konflikter italesættes ikke, der handles i stedet selvopofrende med disciplinering; "Jeg syntes, det var uretfærdigt, at når min far kom hjem, skulle jeg stille i opvaskemaskinen, når han kom og bare stillede sin madkasse på bordet uden at sætte den ind... jeg gjorde engang det, at jeg satte den ud på hans kontor, på hans skrivebord, jeg har aldrig fået en større skideballe (ha), så det tør jeg ikke gøre én gang til."

Morens opgaver i familien er af fysisk og social karakter. Det handler om dels at få hverdagen til at fungere gennem et kønnet nødvendigt fællesskab mellem moren og mormoren; "Når min mor skulle på arbejde, kørte hun min søster til mormor og satte hende på fryseren... så hun (mormoren) hjalp os altid meget," og dels at skabe et rum sammen med Lone og hendes søster, hvor aftenritualer som højtlæsning, salmesang og bøn praktiseres.

Der opstilles klare regler og grænser for Lones opførsel; "Du må ikke slikke på kniven, og ja, sådan nogle ting."

I moderens omsorg over for Lone og søsteren udfoldes værdier som ordentlighed og forventning om at opføre sig pænt og tilsidesætte egne behov. Værdierne om redelighed og ansvar for fællesskabet genfindes i spejderlivet, hvor moren er spejderleder for Lone. Derved kommer moren til at fungere som identifikationsfigur for Lone i familien og i fritiden. Morens tætte forhold til Lone giver en nærhed og overskuelighed i det familiære rum.

Personlige omsorgserfaringer hos en småborgerpige i 2002
Hos Lone kan udledes nogle principper for handlemåder og værdier omkring det at påtage sig omsorg. Det er en kønnet praktisk sans på tværs af generationerne om at hjælpe hinanden og stille sig til rådighed for huslige gøremål ud fra værdier om ordentlighed, redelighed og det at opføre sig pænt. At skabe nærhed og hygge i overskuelige rum ved at være selvopofrende og handlingsrettet frem for sproglig, f.eks. i konflikter. Lones liv i folkeskolen og den senere handelshøjskole er styret af værdierne ordentlighed og redelighed. Pligtopfyldende fuldfører hun eksamen på første år af handelshøjskolen, selv om hun vælger at forlade studiet. Lone danner ikke venskaber i disse skolesammenhænge og har generelt svært ved at agere i det store ikkenære sociale rum; "Jeg var ikke med dem (folkeskoleklassekammeraterne) bagefter, for der gad jeg ikke rigtigt... "

På en lille rideskole indgår Lone i sociale fællesskaber, men hun formår ikke at transferere dette til et større socialt rum; "Så blev min rideskole solgt, så skiftede jeg, men det var bare ikke ligesom det samme... "

Anderledes stiller det sig med sygeplejestudiet; "... der er så hurtigt nogle, som jeg er gået så godt i hak med. De der to-tre mennesker, som jeg snakker skide godt sammen med."

Den nærhed, Lone har inkorporeret fra det familiære rum, genfinder hun i sit første år af sygeplejestudiet.

BOKS 3. CASEKONSTRUKTIONEN METTE

Mette repræsenterer en tredjedel af materialet. Hun er 21 år, fra mellemlaget, og er opvokset i en forstad i et hus, fra hun var ca. 10 år. Hendes personlige identitet er struktureret via livet i familien og via heldagsophold i børneinstitution. Hun er vokset op i en kernefamilie med en mor og en storesøster. Faren og en halvsøster, som er udlændinge, bor i en anden verdensdel og har kun sporadisk været en del af hendes opvækst. Faren har en rådgivende virksomhed i sit hjemland.

Moren er revisor og har arbejdet på fuldtid/overtid i hele Mettes barndom; "Hun har arbejdet meget, for hun skulle jo have råd til at sidde i huset."

Arbejdsdelingen i Mettes familie er præget af, at moren er eneansvarlig for familien. Da pigerne er 8-10 år, uddelegerer moren mange opgaver til dem i hjemmet. Det familiære rum er befolket og styret af kvinder. Et rum, hvor en kønnet og erfaringsbaseret viden og værdier bliver overført til Mette via den familiære arbejdsdeling. De tre (kvinder/piger) indtager deres faste pladser ud fra værdier om nødvendigheden af at handle og klare livet. Samtidig sætter værdier fra det moderne lønarbejde og livet i børneinstitutionerne sig igennem. Mette optager således modsatrettede principper om sociale relationer og måder at agere på. Dels nogle rationelle værdier om, at husarbejdet må synliggøres, uddelegeres og rutiniseres. Og dels det at være moderne: at kunne fungere i forskellige rum, at kunne fungere på baggrund af forskellige værdier om, at det selvfølgelige i familien må erstattes af forhandlinger i et ikkeselvfølgeligt fællesskab.

Moren er kun tilgængelig i afmålte bidder. Derved er arbejdsprocesser, nærvær, identitetssøgning og erfaringsdannelse til stadighed afgrænset af tid og rum. Så Mettes symbolske og konkrete gøremål fragmenteres af ude/hjemme og af én/mange identitetskilder. Samme dobbelthed afstikker også rammerne for sygdom i Mettes barndom; " ... for syg til at komme i skole, så tog jeg med hende (moren)."

Personlige omsorgserfaringer hos en mellemlagspige i 2002
Hos Mette kan udledes nogle principper omkring omsorg; det at stille sig til rådighed som førbevidste, kropslige og empatiske strategier, for at familien/institutionen kan fungere. At have styrke, stolthed og at kunne klare dagliglivets krav på bekostning af egne behov. At være handlingsrettet, fleksibel og rationel. At ordne og styre de mellemmenneskelige relationer i de omskiftelige sammenhænge. At indgå i forhandlinger som sociale orienteringsmåder. At finde løsninger i forhold til dagliglivets stadige gøremål, at være både solidarisk (f.eks. stabil) og moderne (f.eks. fleksibel) og at kunne rumme samme modsætninger.

Mette er qua vuggestue og børnehave fleksibel og kan gebærde sig i institutioner. Hun har erhvervsarbejde uafbrudt fra syvende klasse og har det fortsat som sygeplejestuderende. Her kan hun overføre de praktiske kompetencer om at have overblik og holde orden; "Jeg sørgede for, at varerne var bestilt hjem ... jeg erstattede en fuldtidsmedarbejder."

Via lønarbejde reproducerer Mette praktikker om at klare sig og yde (service). Et møde med kærestens mor, som er sygeplejerske, og hendes udsagn om, at Mette kan det der med at få tingene til at gå via sit gode humør, gør, at hun ved et enkelt afslag fra kunstnerisk videreuddannelse søger ind som sygeplejerske. I mødet med uddannelsen kan hun ikke udfolde sine socialt bestemte ambitioner om at positionere sig, hvilket hun håndterer via gamle praktikker om at klovne, at snakke og blive socialt vellidt.

BOKS 4. CASEKONSTRUKTIONEN NANNA

Nanna på 28 år er fra lavere mellemlag og repræsenterer næsten halvdelen af materialet. Nanna er opvokset i en kernefamilie som enebarn. Moren er dansk og sygehjælper. Faren er sydeuropæisk og tidligere tomatavler og svejser og er nu førtidspensionist. Familien havde, frem til Nanna var syv år, et gartneri i Sydeuropa, hvor moren var hjemmegående og hjalp med arbejdet i drivhusene. I disse år er Nannas liv præget af tætte relationer til farens familie og uden ophold i vuggestue eller børnehave. Efter familien flytter til Danmark, bliver faren førtidspensionist. Moren bliver herefter hovedforsørger som sygehjælper.

Nannas barndom er præget af et tilhørsforhold til flere lande. En rodløs livsform, hvor mobilitet er fremherskende. Det sætter spor i form af en vis forvirring hos Nanna; "Det har været lidt rodet med at flytte så mange gange, der var ikke ro."

Hun idealiserer opholdet i udlandet, og samtidig spores en kaotisk følelse i forhold til livet i Danmark. Arbejdsdelingen hos familien i Danmark er kønsopdelt og traditionel. Moren udfører de huslige gøremål og tager sig af de syge i familien, selv om hun er den eneste erhvervsaktive, og Nanna bliver som enebarn forkælet. Der er samtidig kampe mellem mor og datter om at bestemme, og selvom Nanna på flere måder tager afstand fra sin mor, så reproducerer hun morens kvindelige mentale og kropslige erfaringer; "... hun (moren) er kommanderende, og jeg er lidt kommanderende engang imellem. Jeg kan godt lide at sige min mening. Hende, der råber og skriger i familien."

Konfliktmaterialet er et grundelement i Nannas opvækst. Hendes få og tætte veninder bliver efterhånden en erstatning for en manglende stabilitet, som Nanna oplever i forholdet til forældrene; "Ja, men jeg bruger i det hele taget ikke mine forældre med de problemer, jeg har, det er mere mine veninder."

Personlige omsorgserfaringer fra en pige fra det lavere mellemlag i 2002
Hos Nanna kan udledes nogle emotionelle og kropslige omsorgserfaringer om at være handlingsrettet for at ordne og hygge og være til stede og stå til rådighed. Samtidig er Nanna drevet af et konfliktmateriale, og de ustabile livssammenhænge gør, at hun må bruge megen energi på egen situation frem for en andreorientering. Pæn pige-facaden dækker over indre uro og handlemåder, og erfaringer fører til afhængighed af omgivelserne.

Det barske liv i en skole i de sydlige forstæder til København bliver et vanskeligt møde for Nanna mod det beskyttende liv fra den tidlige barndom; "Jeg havde det ikke godt i den skole, hvor jeg gik... de børn dér var ikke særlig hensynsfulde..."

Nannas behov for at være i centrum, uden krav, gør mødet med det barske skolerum til et rum, hvor hun ikke kan gebærde sig. Hun får problemer og må flytte skole, hvor det fungerer i nogle år. Men de boglige krav er vanskelige for Nanna at imødekomme. Hun dropper ud af gymnasiet og tager senere en hf-eksamen med lavt gennemsnit. Herefter arbejder Nanna som pædagogmedhjælper og senere i en del år på café.

Efter flere afbrudte uddannelsesforløb bliver Nanna hjemmehjælper efter en annonce i avisen; "Ja, og så har jeg arbejdet sammen med hjemmesygeplejerskerne, og så synes jeg, det har været spændende."

Den tilfældige kontakt med hjemmesygeplejerskerne bliver afgørende for Nanna, som efterfølgende søger ind på sygeplejerskeuddannelsen.

Nannas ønske om at blive sygeplejerske bygger på hendes afhængighed af de sammenhænge, hun er en del af. Samtidig er hendes forældres forhold til arbejdsmarkedet i dag ufuldstændigt. Der tegner sig et mønster af en familie, hvis erhvervsmæssige bane er præget af deres sociale omstændighed. En rodløs, men traditionel familie, hvor Nanna distancerer sig i forhold til sine forældre og søger mod et tilfældigt uddannelsesvalg.

Både Lone, Mette og Nanna har nogle generelle kønsspecifikke omsorgserfaringer, som er klasseuafhængige. Det handler om at udføre praktiske gøremål i de nære sammenhænge, stille sig til rådighed, tilsidesætte sig selv, agere handlingsrettet og at være rettet mod det nære i mellemmenneskelige relationer.

Samtidig ses, at pigernes sociale baggrund præger deres omsorgserfaringer (se tabel 2), og deres omsorgserfaringer er alle handlingsrettede, men kræver forskellige sammenhænge/vilkår for at kunne udfolde sig. Lone kræver således sikre rammer og overskuelige rum for at kunne handle, Mette er fleksibel og kan handle og forhandle i skiftende mellemmenneskelige sammenhænge, hvorimod Nanna forekommer at være afhængig af de sammenhænge, hun indgår i med behov for at blive bekræftet.

SY-2008-01-44aa

Diskussion af resultatet

Stå til rådighed og hjælpe andre
Som det fremgår af ovenstående, har de studerende i 2002 indoptaget en række dobbelte omsorgserfaringer, som udfoldes i mødet med professionsbacheloruddannelsen. I de familiære og kvindedominerede livssammenhænge har de studerende indoptaget værdier, erfaringer og kundskaber om at stå til rådighed og at hjælpe andre. Samtidig har de unge piger via deres tidlige og omfattende institutionserfaringer internaliseret en vis selvfølge i at agere fleksibelt. At begå sig på markedsvilkår, hvor de kan aflæse de sociale koder, og hvor erfaringer og retorik som en selvfølge kan fungere som adskilte vidensformer i det moderne liv (7).

Stor gruppe fra lavere mellemlag
Af artiklen fremgår det samtidig, at en stor gruppe af studerende er fra lavere mellemlag med en skolegang funderet i en studentereksamen eller en hf med relativt lave eksamenskarakterer, ligesom de er vokset op i ikkeboglige miljøer. Pigerne fra de lavere mellemlag er bærere af kønnede og kropslige omsorgserfaringer, som kan være sat på standby på grund af en vis indre usikkerhed og uro. De er unge piger, som er handlingsorienterede mod de nære rum, og som må bruge en del energi på egen livssituation. En gruppe, som er afhængige af direkte faglige identifikationsmuligheder i de uddannelses- og praksissammenhænge, de træder ind i. Ovenstående fund er forskellige fra fundene fra undersøgelsen i 1987, hvor den største gruppe af sygeplejestuderende var fra mellemlaget (58 pct.). I 1987 var 14 pct. fra den herskende klasse mod 1,8 pct. i 2002. Ligeledes var der flere studerende fra akademiske hjem i 1987.

Undersøgelsen antyder derfor, at de, der i dag søger imod en sygeplejerskeuddannelse i Storkøbenhavn, besidder andre kapitalformer end i 1987 (2), samt at de fagpolitiske strategier om at positionere de mellemuddannede via en professionsbacheloruddannelse kan blive vanskelige (8).

Fundene fra 2002-undersøgelsen er også forskellige fra Karen Jensen og Bodil Tveits (9) norske studier. Her er der tale om unge piger, som i højere grad er orienteret mod sig selv som repræsentanter for de "nye unge mellemlagspiger" (10) og ikke som i de former for manglende andreorientering, som kan skimtes i vores materiale i gruppen af piger fra lavere mellemlag.

Faglig identifikation vigtigt

Vores undersøgelse viser samtidig, at de socialt differentierede og handlingsrettede omsorgserfaringer, de studerende har i mødet med professionsbacheloruddannelsen, gør, at der i uddannelsen må skabes handlingsrum for at arbejde videre med de studerendes kønnede omsorgskompetencer. Sammenholdes disse fund med de uddannelses- og fagpolitiske tiltag om at akademisere sygeplejerskeuddannelsen, bliver modsætningerne mellem de erfaringsbaserede og handlingsrettede omsorgsforudsætninger og de akademiske vidensformer store.

Det viser en nødvendighed af at bryde med denne modsætning og skabe flere muligheder for en faglig identifikation med kompetente undervisere i klasseværelset og i klinikken (11), hvor der skabes mulighed for synergi mellem de studerendes personlige forudsætninger og de erfarne sygeplejerskers faglige identiteter og arbejdsformer. Dette kan gøres via f.eks. kontrakter, mentorer, logbøger osv. Der skal skabes arenaer, hvor kundskaber som f.eks. sansning og opmærksomhed (12) gøres centrale for de sygeplejestuderende i deres møde med patienterne. De studerendes livshistoriske omsorgserfaringer og faglige relations- og kundskabstyper vil på denne måde kunne integreres i en fremadrettet kønnet kvalificeringsstrategi i sygeplejerskeuddannelsen. En strategi, hvor faglige, sociale og personlige kundskaber er funderet i både erfaringsbaserede og akademiske vidensformer, hvilket vil fremme en faglig og handlingsorienteret ansvarlighed i de sygeplejestuderendes møde med patienter og kollegaer.

Tine Rask Eriksen er ansat som lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

Litteratur

  1. Pilegaard Jensen T et al. Sygeplejerskeuddannelsen. De studerendes vurdering og frafald. Amternes og kommunernes forskningsinstitut; 2006.
  2. Eriksen Rask T. Omsorg i forandring. København: Munks-gaard; 1992.
  3. Eriksen Rask T. Professionsidentitet i forandring. Komparativ perspektivering. I: Eriksen Rask T, Jørgensen AM. Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk For lag; 2005.
  4. Bourdieu P, Passeron JC. Reproduction in education, Society and Culture. Sage Publications ltd; 1997.
  5. Broady D. Kapitalbegrebet som uddannelsessociologisk værktøj. I: Pædagogik. En grundbog til et fag. København: Reitzel; 1998.
  6. Højrup T, Christensen LR. Strukturel livsformsanalyse. Nord nytt, 1989, (nr. 39).
  7. Giddens A. Modernitet og selvidentitet. København: Reitzel; 1996.
  8. Gytz Olesen S. Uddannelsessystemet set fra neden. Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2006, (nr. 4)
  9. Jensen K, Tveit B. Youth Culture. A Source of Energy and Renewal for the field of Nursing in Norway. I: Dahl HM, Eriksen Rask T. Dilemmas of Care in the Nordic Welfare State. Burlington, VT: Ashgate; 2005.
  10. Rudberg M. Dannelsens kjønn. Og den postmoderne uro. I: Slagstad R, Korsgaard O, Løvlie L. Dannelsens forvandlinger. Pax Forlag; 2005.
  11. Krejsler J. Pædagogikken og kampen om individet. Kritisk pædagogik, ny inderlighed og selvets teknikker. København: Hans Reitzels Forlag; 2005.
  12. Olsen RH. Klok av erfaring? Om sansning og oppmerksomhet, kunnskap og refleksjon i praktisk sykepleie. Tano Aschehoug; 1998.
ENGLISH ABSTRACT

Eriksen Rask T, Vedsegaard H, Pedersen Krogsgaard M. Student nurses' care assumptions when they started their studies in 2002. Sygeplejersken 2008;(1):44-9.

The object of the article is to describe the life-history-related care prerequisites of student nurses. The social-scientific study looks at students starting their professional bachelor training in 2002. The methods are based on mapping the population by means of a questionnaire which provides data about students' life histories. Additionally, nine selected students were interviewed to provide deeper insight into gender-related work-, domination- and relationship conditions within their families. A similar study of student nurses was carried out in 1987.

In the constructed material from 2002, certain general and gender-specific care experiences were observed, which were not related to social class. At the same time, the material shows that the girls' social background leaves its mark on the care experiences. The finds are presented in the form of three constructed cases: Middleclass Lone, lower middle-class Mette and working class Nanna. The discussion puts into perspective which experiences are perceived as class-specific and which are likely to be anchored in an image of youth more characteristic of the period in relation to the first survey in 1987.

Key words: Student nurses, care prerequisites, social and gender-related care experience.

Emneord: 
Sygeplejestuderende
Uddannelse
Sygeplejerskeuddannelsen

Model for at lære praktisk sygepleje

Artiklen henvender sig til sygeplejestuderende og sygeplejersker med interesse for sygeplejestudiet. Hovedbudskabet er, at ord som håndelag og naturlige evner ikke er tilstrækkelige til at beskrive, hvad den studerende skal kunne i den praktiske sygepleje. I artiklen præsenteres en konkret model til at lære praktisk sygepleje.

1707-61-01-2

Et centralt mål i den kliniske del af sygeplejeuddannelsen er, at de sygeplejestuderende lærer at udføre den praktiske kropsligt orienterede sygepleje, patienten har behov for. For eksempel at hjælpe patienten med personlig hygiejne, forflytninger, mobilisering, at indtage tilstrækkelig mad og væske, udskille affaldsstoffer og pleje af sår; i denne artikel benævnt praktisk sygepleje. 

Efter vores opfattelse har der manglet et fælles sprog for den studerendes kliniske sygeplejefærdigheder; hvad den studerende skal kunne i den praktiske sygepleje og på hvilken måde. Den studerendes evner har ofte været betegnet upræcist, f.eks. som at have et godt håndelag, et godt overblik eller naturlige evner. Det har derfor været vanskeligt for sygeplejestuderende og kliniske vejledere at fokusere på vigtige aspekter i den praktiske sygepleje, såvel i vejledningen inden et plejeforløb og under plejen som i den efterfølgende evaluering.

De kliniske vejledere i Medicinsk Afdeling M, Århus Sygehus, har derfor afprøvet en model for praktiske færdigheder i sygepleje. Modellen er tænkt som et redskab i vejledningen af sygeplejestuderende i, hvilke elementer der skal medtages i den praktiske sygepleje. Men modellen giver også redskaber, de studerende kan anvende i deres fremtidige faglige udvikling. Artiklen beskriver indholdet i modellen og de foreløbige erfaringer med den. 

Umuligt at lære alt under uddannelsen

Der er tilbagevendende kritik af nyuddannede sygeplejerskers kliniske færdigheder; sygeplejerskeuddannelsen er blevet for teoretisk, hvilket angiveligt er gået ud over sygeplejerskernes praktiske kunnen (1). Det er dog ikke kun den ændrede fordeling mellem den teoretiske og den kliniske undervisning, der har betydning for de studerendes muligheder for at lære den praktiske sygepleje. De store ændringer i sundhedsvæsenet betyder, at store dele af den kliniske undervisning foregår i specialiserede miljøer, hvor muligheden for at træne de praktiske færdigheder ikke altid er til stede. I ældreplejen, hvor der er bedre mulighed for at arbejde med den praktiske sygepleje, er uddannelsesmulighederne på anden måde begrænset, da der aktuelt er få sygeplejersker ansat på plejehjem og plejecentre, som kan fungere som vejledere.

Som svar på problemerne har færdighedslaboratorier, demonstrationsstuer, øveafdelinger og lignende fået en renæssance i sygeplejerskeuddannelsen. Men dukker og computerstyrede træningsobjekter vil i bedste fald kun give en første fortrolighed med procedurer og handlinger. Den kliniske undervisning står endvidere over for de samme problemer som den teoretiske undervisning. Der er så meget relevant indhold, men det er umuligt at nå det hele. Noget af indholdet har længerevarende gyldighed, andet forældes hurtigt. Nogle færdigheder er vigtige i én sygeplejefaglig sammenhæng, men perifere i en anden. Måske kan et af svarene på ovenstående dilemma være, at måden, den praktiske sygepleje læres på, får lige så stor vægt som selve det at beherske plejen.

Metodebegrebet i den praktiske sygepleje

I sygeplejeuddannelsen og i sygeplejefaget har vi tradition for at arbejde med metoder. Disse, bl.a. sygeplejeprocessen, giver intellektuelle og praktiske redskaber, som kan anvendes på tværs af konkrete patientforløb og praksisfelter. Men det er ikke almindeligt at anvende metodebegrebet i forhold til at lære den praktiske del af sygeplejen.

I metodebøger og procedurebeskrivelser fremstår de sygeplejefaglige opgaver som adskilte handletyper, eksempelvis sårpleje, kateterpleje, nedre toilette og sondeernæring (2). Men de almene forudsætninger for at udføre en bestemt procedure indgår sjældent, ligesom det ikke beskrives, på hvilken måde færdigheder fra den aktuelle procedure kan overføres til andre sygeplejefaglige sammenhænge. F.eks. indgår grundlæggende hygiejniske principper i mange forskellige procedurer. Hvis den studerende har disse på plads, vil dette være en stor hjælp, når hun skal lære f.eks. sårpleje. Omvendt kan hygiejniske principper lært under sårpleje have overføringsværdi til nye procedurer, den studerende skal lære.

Nedenfor vil vi præsentere en model med de otte elementer, vi mener indgår i de fleste praktiske sygeplejehandlinger.

Model for kliniske færdigheder

Den norske sygeplejeforsker Ida Torunn Bjørk har i samarbejde med Marit Kirkevold udviklet en model over kliniske færdigheder, som består af seks elementer, der angiveligt er i spil i en enhver praktisk sygeplejehandling (3). Bjørk har brugt modellen i en analyse af udviklingen i de nyuddannede sygeplejerskers kliniske handlekompetence (4). I forbindelse med et tidligere projekt nuancerede vi modellen (5), så den nu består af otte elementer. Modellen har fokus på den praktiske sygepleje, og vi finder ikke, at den kan anvendes i forhold til plejesituationer, hvor eksempelvis det pædagogiske, kommunikative, organisatoriske eller samarbejdsmæssige er i fokus. Her er modellen ikke tilstrækkelig nuanceret.

Vigtigt i modellen er, at den indfanger både de generelle aspekter i de praktiske handlinger, samtidig med at den giver mulighed for at medtænke det situationsbundne i handlingen. Idéen med at bruge modellen er, at de sygeplejestuderende bliver bevidste om, hvad de skal kunne i den praktiske sygepleje, at de øver sig og lærer at overføre modellens elementer til andre praktisk betonede sygeplejehandlinger. Samtidig lægger modellen op til, at den konkrete patientsituation er afgørende for, hvordan de forskellige elementer skal udføres. Selv om elementerne i en vis grad vil være sammenflettede, er det modellens styrke, at de enkelte elementer kan udskilles, diskuteres og vurderes hver for sig, (se boks nedenfor).

Modellens elementer:
Procedure
Procedurer beskriver praktiske fremgangsmåder. Procedurer kan være mere eller mindre teoretisk eller videnskabeligt begrundet, men må altid hvile på det, som man i et givet praksisfelt anser som korrekt. Der indgår nogle specifikke utensilier, og typisk er der en hensigtsmæssig rækkefølge i en procedure. Der kan afviges i brug af utensilier og i rækkefølgen, og alligevel kan proceduren gennemføres korrekt, hvis der sygeplejefagligt kan argumenteres for afvigelsen.

Guidning
Gennem guidning afklares, hvad henholdsvis patient og sygeplejerske skal gøre i handlingsforløbet. I guidning indgår også løbende information, så patienten på et passende niveau forstår, hvad der skal foregå.

Guidning kan være verbal og kropslig afhængigt af situationens og handlingens karakter. Guidning fordrer, at sygeplejersken er forudseende i forhold til handlingens enkeltelementer samt har overblik over hele handlingens forløb, og hvordan den er indplaceret i en større tidsmæssig ramme, f.eks. i forhold til dagens øvrige aktiviteter.

Hygiejne
Hygiejne omfatter tiltag rettet mod at undgå at påføre patienten infektion og at sprede smitte fra patient til omgivelser. Den har således en patientcentreret side og en mere organisatorisk side. Hygiejne handler f.eks. om, hvordan og hvornår man spritter hænderne og anvender handsker. Hvordan man håndterer smittemateriale, f.eks. sårbandager og bortskaffer affald. Hvordan rene og urene utensilier håndteres, og hvordan kontaminerede utensilier desinficeres.

Sikkerhed
Sikkerhed omfatter tiltag rettet mod at beskytte patienten mod skader, som kan opstå i selve plejesituationen. Det kan f.eks. være, hvordan man kan forebygge mod faldulykker, mod, at dræn og katetre utilsigtet seponeres, og mod, at patientens hud og bevægeapparat skades ved forflytning.

Ergonomi
Ergonomi omfatter tiltag til at beskytte sygeplejerskens eget bevægeapparat i plejesituationen, brug af rummet og brug af diverse ergonomiske hjælpemidler. En vigtig del af aspektet handler om at få patienten til at gøre arbejdet ved forflytninger mv. Ergonomi har aspekter, som ikke er direkte patientcentrerede, men alligevel er knyttet til plejesituationen, f.eks. transport af utensilier.

Lethed
Lethed omfatter tempoet og flowet i handlingsforløbet. Tempoet i handlingen skal være passende i forhold til patientens helbredssituation og i forhold til andre patientbehov end dem, der direkte er involveret i handlingen.

Flow i handlingen indebærer, at elementerne i handlingen følger harmonisk efter hinanden uden unødige afbrydelser eller tøven. Rutine i og overblik over handlingsforløbet samt kendskab til begrundelserne for handlingen betyder noget for flowet.

Integration
Integration omfatter opmærksomhed på patientens aktuelle og potentielle helbredsproblemer i plejesituationen og evnen til at handle ud fra denne opmærksomhed. I integration indgår evne til at tilpasse plejen, så patienten bruger sine ressourcer på en hensigtsmæssig måde og hverken overbelastes eller passiviseres.

Integrationsaspektet handler også om evne til at fravige rækkefølge i en procedure eller helt ændre fokus i plejen, hvis andre plejebehov end forudset viser sig at være påtrængende for patienten.

Integration bygger i høj grad på sygeplejerskens evne til at observere samt på faglige og intellektuelle kundskaber, herunder evne til at vurdere plejesituationen på baggrund af teoretiske indsigter.

Omsorg
Omsorgsaspektet omfatter en respektfuld og accepterende patienttilgang og evne til at kommunikere med patienten på en måde, som er tilpasset situationen. Omsorgsaspektet handler om sygeplejerskens engagement i patienten og dennes aktuelle situation. I omsorg indgår evne til at identificere patientens ønsker og inddrage disse i handlingen. Handlingerne skal være præget af respektfuldhed, men også af evne til at udfordre patientens vurderinger, hvis det er relevant i situationen.

I omsorgen indgår opmærksomhed på forhold, som ikke er strengt nødvendige af hensyn til procedurer mv. Det kan f.eks. være, at patientens blomster ordnes, at stuen udluftes, og at patienten tilbydes adspredelsesmuligheder.

Omsorg handler også om at have almindelig pli i situationen og at tage hensyn til patientens blufærdighed.

Værdi på tværs af procedurer

Selv om modellen egentlig er udviklet og brugt som et forskningsredskab, viser vores evaluering af modellen, at den er egnet som et redskab i vejledningen af de sygeplejestuderende. Hverken de studerende eller de kliniske vejledere finder modellens enkeltelementer fremmede. Tværtimod er erfaringen, at modellen giver et overblik over den praktiske sygepleje, tilbyder begreber til at indfange centrale elementer i plejen og angiver et fælles sprog, der afløser tidligere upræcise begreber som f.eks. håndelag, overblik og rutine. Vejledere og studerende har haft hjælp af modellen til at fokusere vejledningen i såvel forberedelsesfasen som under selve plejen og ved den efterfølgende samtale. Modellen virker i store træk som det analyse-, refleksions- og kommunikationsredskab, den var tænkt som, selv om der også er eksempler på misforståelser og usikkerhed i grænsedragningen mellem de forskellige elementer. Specielt integrationsdelen kan kræve en debatterende afklaring, idet den i høj grad bygger på teoretiske forudsætninger og evne til at analysere plejen under selve proceduren; altså evne til at skabe distance og overblik, hvilket kan være vanskeligt for nybegyndere.

Evalueringen tyder på, at modellen flytter opmærksomheden fra antallet af forskellige procedurer til mere kvalitative aspekter i måden, den studerende udfører sygeplejen på. Parterne får større opmærksomhed på værdien af at gå i dybden med enkelthandlinger og på overføringsværdien af den praktiske kunnen på tværs af procedurer og sammenhænge.  

Perspektiver i at anvende modellen

Modellen illustrerer det komplekse ved at udføre praktisk sygepleje, men samtidig giver den mulighed for at sætte fokus på et specifikt aspekt i plejen. Gennem øvelse, refleksion og vejledning kan den studerende øve og forfine sine handlinger i forhold til et udvalgt element i modellen, noget kan gøres til forgrund i læreprocessen. Målet er på en gang at lære den konkrete procedure og samtidig forfine de elementer, som den studerende kan anvende i andre sammenhænge.

Modellen kan måske være et svar på problemet med at udvælge de mange kliniske færdigheder, som kan være nødvendige at erhverve. I stedet for at føle pres for at beherske alt, kan den studerende dygtiggøre sig i grundelementerne i den praktiske sygepleje, f.eks. lethed, guidning og integration. Ideelt set kan de studerende erhverve en metode, de kan anvende i deres fremtidige faglige udvikling. Også den nyuddannede sygeplejerske vil kontinuerligt blive udfordret i mødet med nye procedurer, der skal anvendes over for nye patientgrupper.

I februar måned inviterede vi 30 kliniske vejledere til en afprøvning af modellen i egne afdelinger. Der var stor interesse, og mange har afprøvet modellen, ligesom flere har taget modellen ind som et blivende redskab i vejledningen. I efteråret 2007 planlægger vi en mere systematisk erfaringsopsamling og evaluering af modellen mhp. en evt. justering.

MODEL FOR PRAKTISKE FÆRDIGHEDER I SYGEPLEJE
  • Procedure omfatter handlingens indhold og rækkefølge mellem de enkelte indholdselementer. Procedurer kan være beskrevet i lærebøger mv., men kan også være lokalt forankret.
  • Guidning omfatter, hvordan arbejdsdeling mellem patienten og sygeplejersken afklares, samt hvordan patienten undervejs i handlingsforløbet informeres. Guidning kan være verbal og nonverbal.
  • Hygiejne omfatter tiltag rettet mod at undgå at påføre patienten infektion og at sprede smitte fra patienten til omgivelserne.
  • Sikkerhed omfatter, hvordan patienten kan beskyttes mod diverse skader, som kan opstå i plejesituationen.
  • Ergonomi omfatter, hvordan sygeplejersken kan beskytte sit eget bevægeapparat i plejesituationen.
  • Lethed omfatter tempoet i handlinger og flowet i handlingsforløbet som helhed.
  • Integration omfatter opmærksomhed på og handlinger knyttet til forskellige aktuelle og potentielle patientbehov. Integration omfatter også, hvordan hjælpen kan tilpasses, så patienten bruger sine ressourcer på en hensigtsmæssig måde.
  • Omsorgsaspektet omfatter en respektfuld og accepterende patienttilgang og en kommunikation, der er tilpasset situationen.

Carsten Nielsen er ansat som pædagogisk koordinator ved sygeplejerskeuddannelsen i Århus.
Karin Larsen er uddannelsesansvarlig sygeplejerske, Århus Sygehus.
Anne-Marie Skovsgaard er projektleder ved sygeplejerskeuddannelsen i Århus.
Britta Stenholt er sygeplejelærer ved sygeplejerskeuddannelsen i Silkeborg.

 

Litteratur

  1. Dahlager L. Sådan tømmer man et bækken - i Foucaults perspektiv. Politiken, 20.08. 2006.
  2. Ploug Hansen H. Teknikker og procedurer: en håndbog for sygeplejersker. Munksgaard Danmark 2005.
  3. Bjørk IT, Kirkevold M. From simplicity to complexity: Developing a model of practical skill performance in nursing.
    I: Bjørk IT. Hands-on nursing: new graduates' practical skill development in the clinical setting. Oslo: Institutt for Sykepleievitenskap; Universitetet i Oslo; 1999.
  4. Bjørk IT: Hands-on nursing: new graduates' practical skill development in clinical setting. Institutt for sykepleieviten-skap. Universitetet i Oslo 1999.
  5. Nielsen C, Skovsgaard A-M, Stenholt B: "Projekt Studieunit: Et sammenlignende studie af sygeplejestuderendes læringsudbytte i klinisk undervisning i studieunit og i traditionelt studieforløb. I: Studieunit som mulighed? Klinisk undervisning i sygeplejerskeuddannelsen. Skovsgaard A-M, Nielsen C, Stenholt B. Sygeplejeskolen i Århus 2005 kap. 2.
ENGLISH ABSTRACT

Nielsen C, Larsen K, Skovsgaard AM, Stenholt B. Model for learning practical nursing. Sygeplejersken 2007;(17):60-4.

The article describes a practical nursing skills model for use as an instruction and learning tool in student nurses' clinical studies. The author reasons that the model can help clarify the basic nursing skills involved in all practical nursing activities. The model provides concepts which can rope together general elements of practical nursing, while at the same time remain situation- and context-sensitive. It is in the adaptation of the various constituent parts of the correct nursing situation that quality is revealed.

The model proved comprehensible and useful in trials, to both student nurses and instructors. It provided a common system of concepts and improved the focus learning and instruction. The model is now under large-scale trial at Aarhus University Hospital and Aarhus Hospital.

The perspective for the model is that it may also help to elucidate and profile nurses' directly patient-related competences.

Key words: Model, practical nursing, nursing training, clinical instruction.

Emneord: 
Praksisstudie
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse
Undervisning

En sygeplejestuderendes liv på den lukkede afdeling

Skræmmende. Psykiatrien var den praktikperiode, der bare skulle overstås. Men mødet med de skizofrene, de psykotiske, de depressive og de demente har vist sig at være meget udfordrende.

     

SY-2007-17-28aa
For få måneder siden var Kathe Vammen stadig meget i tvivl om, hvad hun kunne tænke sig at arbejde med som færdiguddannet sygeplejerske. Nu overvejer hun for alvor psykiatrien. Foto: Poul Rasmussen 

KAPITEL 4

Redaktionen følger sygeplejestuderende Kathe Vammen fra start, til hun dimitterer i januar 2009. Hvordan det går hende i klassen, til eksaminer og i praktikophold. Den første kanyle. Den første operation. Den første svære samtale med en patient, en pårørende eller en kollega.

Store og små oplevelser, der betyder noget for en studerende. Kathe har netop overstået 4. semester og har nu været igennem de obligatoriske klinikophold i medicinsk og kirurgisk afdeling, i hjemmeplejen og i psykiatrien. Hun er 43 år og alenemor til to teenagebørn.

De fem artikler

En sygeplejestuderendes liv - den første praktik    

En sygeplejestuderendes liv - ingen vej uden om teorien    

En sygeplejestuderendes liv - slår jeg til    

En sygeplejestuderendes liv på den lukkede afdeling    

Tillykke, nu er du sygeplejerske    

Patienterne på det lukkede gerontopsykiatriske afsnit på Psykiatrisk Center Ballerup er skizofrene, depressive, psykotiske og demente. Mange har hallucinationer og vrangforestillinger. De hører stemmer, ser mennesker, som ikke er i rummet, bilder sig ind, at der er insekter i loftet, eller at andre mennesker kigger ondt på dem. De kommer til udredning og får behandling, hvorefter de skal hjem eller have en plejebolig. De er indlagt i få uger eller i måneder ad gangen i afsnittet, hvor dørene skal låses op og i, og hvor man skal bruge en nøgle for at åbne køkkenskufferne. En del patienter kommer igen og igen, fordi det er svært at opretholde de rutiner, som er så vigtige for, at de kan holde styr på deres tilværelse.

Kathe Vammen var på forhånd skeptisk over for at skulle i praktik i psykiatrien. "Jeg har engang haft en lærer, der hængte sig på en lukket afdeling, og psykiatrien har altid virket skræmmende på mig. Noget med aggressive, voldelige mennesker, der råber hele tiden," siger Kathe.

Hun havde forestillet sig, at hun ville vælge en åben afdeling med unge mennesker, men en medstuderende gav hende det råd at søge det gerontopsykiatriske afsnit pga. gode erfaringer med stedet.

"Det er så spændende at arbejde med patienter, der er syge i sindet. Kommunikation med patienterne er meget udfordrende, fordi det ofte er overrumplende, hvad de svarer. Jeg har hørt om studerende, der er gået over til en patient og har spurgt, om de måtte være medkontaktperson for patienten. Patienten har blot vendt sig om og sagt nej. Så står man der," siger Kathe. Efter en uges tid i afsnittet havde hun udvalgt sig den patient, hun gerne ville være medkontaktperson for og bruge i sin opgave under klinikken. Hun tænkte sig grundigt om, inden hun spurgte.

"Vi var ude at gå en tur, hvor vi småsnakkede lidt, og her gav jeg udtryk for, at jeg gerne ville være hendes medkontaktperson og hjælpe hende til at få det godt. Det var hun så nødt til at forholde sig til. Heldigvis sagde hun, at "det må du da gerne."

Senere erfarede Kathe, at patienten havde svært ved at skjule sin stolthed over at være udvalgt "hun har valgt mig, hun har kun mig," og det kunne godt skabe lidt splid i det forhold, Kathe havde til de andre patienter i afsnittet. "Når jeg sad og snakkede med en anden patient, kunne denne patient pludselig sige: "Nu må du hellere gå, der er en anden, der venter på dig." Man skal også være opmærksom på, at der kan opstå konflikter. Patienterne kan komme op at skændes om alt fra rollatorer til, om en sang er en julesang eller ej."

Et tillidsfuldt forhold

Kathes patient var en ældre kvinde, der lider af depressioner, og som havde forsøgt at begå selvmord, inden hun frivilligt lod sig indlægge. En af udfordringerne for Kathe var at etablere en sygeplejerske-patient-relation baseret på tillid, tryghed og forudsigelighed. Sammen med patienten skulle hun lave ugeplaner, sætte mål og delmål for at skabe bedre overblik og struktur i patientens hverdag. Et af målene var f.eks., at patienten skulle spise i spisestuen og gå med ind til morgenmødet og synge. Kathe og den anden studerende i afsnittet gennemførte et projekt i løbet af deres klinik, hvor de skulle inddrage deres patienter.

"Vi havde begge valgt patienter med grund-sygdommen depression, og vi besluttede at lave et aktivitetsprojekt. Vores vejleder nikkede til idéen og sagde: "Mmm, det lyder spændende," og så gik vi i gang. Vi sang gamle danske sange, malede og bagte kager, men det var ikke nogen succes. Min patient blev så træt, at hun begyndte at trække sig tilbage om aftenen og isolere sig. Den anden patient kunne ikke overskue, at hun skulle doble kageopskriften op, og at hun mente, at hun kom til at skære rabarberstykkerne forkert ud."

"Vores vejleder fulgte os tæt, og vi reflekterede ud fra vores observationer. Der var ikke tale om, at vi udsatte vores patienter for noget farligt, men i vores iver efter at aktivere dem, kom vi nok til at overstimulere dem. Det betød, at vi i samråd med vejlederen skruede ambitionerne lidt ned, og så gik det fint igen," siger Kathe.

"Bagefter sagde vores vejleder, at "det kunne jeg godt have fortalt jer," men det var rigtig fint, at hun lod os prøve. Det var god læring," siger Kathe. Kathes patient havde behov for at tale om, hvad der havde udløst depressionen, og hvad der skulle til for, at hun kunne få mere styr på sygdommen og undgå, at tingene spidsede til igen.

Kathe synes selv, at det lykkedes at få patienten til at åbne op. Den ældre dame blev udskrevet efter seks ugers indlæggelse. Andre patienter bliver ofte først udskrevet efter, at de langsomt har vænnet sig til tanken om at skulle tilbage til deres eget hjem. "De tager hjem i korte perioder og kommer tilbage i afdelingen, hvor vi taler om, hvordan det er gået. Mange kommer hjem og skal bo alene, og her kan det være svært at opretholde de ting, de har lært, som at stå op om morgenen, spise og passe rutinerne.

Elektrochok

I løbet af praktikken på i alt otte uger i psykiatrien er der mange oplevelser, der har gjort indtryk. Kathe har overværet, at en patient fik elektrochokbehandling, og hun har set den forbløffende forskel på før og efter.

"Det var en psykotisk patient, der løb rundt og råbte, at der var ildebrand. En uge efter kunne vi sidde i haven og føre en helt almindelig samtale. Det synes jeg er fantastisk. Jeg havde forventet, at selve behandlingen var voldsom, men det var overstået på få minutter, mens patienten var lagt til at sove, og kramperne var ikke voldsomme," siger Kathe. Derudover har hun prøvet at give sin første intramuskulære injektion.

"Min vejleder havde givet mig nogle kanyler med hjem, så jeg kunne øve mig på en appelsin, men i virkeligheden var patientens lænd, som jeg skulle stikke i, mere blød. Jeg var så nervøs, at jeg rystede på hænderne bagefter, men det gik godt," siger hun.

Til den afsluttende evaluering i afdelingen fik Kathe at vide, at hun havde nået sine mål, og hun fik flotte ord med på vejen.

"Gerontopsykiatrien har meget lav status blandt de studerende, men det har været et supersted. Jeg har nu erfaret, hvor meget miljøet i en afdeling, personalet og vejlederen betyder for, hvor vellykket klinikperioden bliver," siger Kathe.

"For to måneder siden var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skal beskæftige mig med, når jeg bliver færdig som sygeplejerske. Nu tænker jeg, at det sagtens kunne blive psykiatrien, og jeg overvejer, om det er her, jeg skal søge hen i min lange klinik på fem måneder til næste forår," siger hun. 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen