Studerende i praksis: "Patient ville fejre min sygeplejerskeuddannelse med kage til afdelingen"

Kagen blev vekslet med skønne ord om sygeplejersker, som giver plads til stolthed. Og nervøsitet.

Mette Marx Christensen
Mette Marx Christensen
Jeg er stolt. Sådan føler jeg i slutningen af mit 7. og sidste semester. Stolt af snart at være sygeplejerske. 

Dette mærker jeg på forskellig vis: Til dels ved snart at have gennemført en uddannelse, og med hvad det har bragt. Dernæst ved at reflektere over den udvikling, jeg har gennemgået; teoretisk og klinisk. Her fylder særligt den teoretiske udvikling, for er der noget, jeg har erfaret ved sygeplejeuddannelsen, så er det, at klinisk kunnen kræver høj faglighed. Dermed ikke sagt, at høj teoretisk kunnen er ensbetydende med høj klinisk ekspertise. Det er nemlig gennem min kliniske udvikling, at jeg er blevet styrket i bl.a. at observere, vurdere og prioritere i min sygepleje.

Sammen med følelsen af stolthed er der også en nervøsitet. En nervøsitet for ikke at være tilstrækkelig, for at stå med ansvaret og for miljøet. Nervøsiteten forbinder jeg ikke med noget negativt, eftersom den understøtter mig i min vished om, hvad sygepleje er for en størrelse. 

Ved siden af studiet arbejder jeg i psykiatrien på en åben sengeafdeling. Her oplevede jeg i min sidste vagt, at en patient ville fejre mig. Fejre mig, fordi jeg snart bliver færdig som sygeplejerske, hvilket patienten syntes, jeg bestemt egnede mig til. Større anerkendelse findes næsten ikke. 

Jeg bremsede patienten i at ville købe kage til hele afdelingen, på trods af at jeg med et smil anerkendte, at det var en god måde at kickstarte karrieren på. I stedet endte jeg med at lægge øre til, hvad patienterne tænkte om sygeplejersker: Dygtige, troværdige, omsorgsfulde, vejledende, støttende og bestemte. Sådanne udtalelser gør mig stolt. 

I 6. semester var jeg på en medicinsk afdeling. Her gik jeg med studerende på både 1. og 2. semester, som stillede nysgerrige spørgsmål til sygeplejens virksomhedsområde. Med disse studerende blev mit råd: Observér, hvad sygeplejersken laver. 

Herved blev kompleksiteten af sygeplejerskens opgaver hurtigt synlig: Fra medicinrum til stuegang til prøvetagning til tværfaglig samtale til koordinering af indlæggelser og til udskrivelser for blot at nævne nogle af arbejdsopgaverne. Jeg oplevede dette som en nem måde at synliggøre, hvor bred sygepleje er. 

Netop at italesætte hvad sygepleje er, vil jeg tage med mig ind i faget: Den faglige omsorg, den teoretiske kunnen, det ansvar som forventes taget, og som kan tages. Jeg vil bestræbe mig på at italesætte sygepleje med studerende i praktik og kommende kolleger. 

Jeg vil yderligere bestræbe mig på at italesætte sygepleje, når jeg ikke er på arbejde. For er der noget, der ikke må fortabes i debatten, så er det sygeplejen, dens omfang og ikke mindst dens vigtighed. For snart tre og et halvt år siden var det netop dét, der fik mig til at søge faget og starte min uddannelse. 

Samtidig er min egen udvikling i opfattelsen af sygepleje dét, der har fået mig til at gennemføre studiet med ønsket om at blive en dygtig sygeplejerske. Det gør mig stolt, og jeg glæder mig. 

Mette Marx Christensen er studerende på 7. semester, UCN Aalborg.

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Ny ledelse for SLS vil bygge videre på styrket fællesskab

Deltagere og delegerede fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning kunne endelig mødes til det første fysiske årsmøde siden august 2020. Her blev både valgt ny ledelse og debatteret bl.a. løn i studiejob og praktik.
Charlotte Gøtstad Sørensen fortsætter som forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, SLS.
Foto: Alex Tran

Efter et par år, hvor corona har sat studiemiljø og organisationsarbejdet under pres, var det forløsende, da de delegerede fra SLS' lokale afdelinger og landsbestyrelsen kunne mødes til årsmøde i starten af juni.

45 sygeplejestuderende fra hele landet delte erfaringer og holdninger – de skulle sammen beslutte, hvordan Sygeplejestuderendes Landssammenslutning skal arbejde med indsatsområder om bl.a. fair løn i studiejob og et løft af praktikforløbene.

Valg af forpersoner

På årsmødet skulle de fremmødte også vælge forpersonskab, og mens Charlotte Gøtstad Sørensen blev genvalgt som forperson, var der udskiftning på næstforpersonsposten. Her blev Maja Laibjørn valgt ved tillidsvalg. Den nuværende næstforperson Bjarke Brandt står overfor at være nyuddannet sygeplejerske og kunne derfor ikke genopstille.

Charlotte Gøtstad Sørensen blev valgt ved tillidsvalg efter at have været forperson i fem måneder. Hun overtog posten, da den tidligere formand Julie Bjerg Jakobsen gik på barsel i december.

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning har i det seneste år arbejdet målrettet for, at sygeplejestuderende bliver anerkendt for de kompetencer, de har med sig fra studiet, når de har et studiejob. På årsmødet gjorde de status over indsatsen – og besluttede en plan for, hvordan arbejdet kan fortsætte.

Det glæder forperson Charlotte Gøtstad Sørensen sig til at arbejde videre med:

”Vi fik en stor anerkendelse af, hvor langt vi er nået med vores arbejde for en fair løn i studierelevante jobs, da vi fik opbakning fra DSR’s kongres. Det skal vi selvfølgelig bygge videre på.

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "I det øjeblik de siger, at han er død, ved jeg med det samme, hvem det er"

Når erfaringen om døden stammer fra en Hollywood-film, er kliniksproget barskt.

Laura Amalie Ohmann Nielsen
Laura Amalie Ohmann Nielsen
Klokken er 6.58 mandag morgen. Jeg når knapt at sætte mig foran en ledig computer, inden jeg hører ordene: ”Jamen, han døde jo her i weekenden.” 

Uden kontekst og uden navn ved jeg med det samme, hvem der bliver omtalt. 

”De har renset stuen,” siger den ene. Han er et menneske, tænker jeg. 

”Hold da op en omgang,” siger den anden. Han havde en familie, der ventede på ham derhjemme, tænker jeg. 

”Jamen, hun skreg, så hele afdelingen kunne høre det,” siger den tredje. Hun har mistet sit livs kærlighed, ved jeg.  

Når jeg hører mine klinik-kollegaer omtale en patient, som er afgået ved døden, kan det være barskt. Mange ord lyder alt for kliniske i en ny studerendes øre, hvis erfaring om døden omhandler Hollywood-film, en 90-årig morfar og et kæledyr, der døde for seks år siden. Javist, nogle af os har set en kær gå bort, men de fleste sygeplejerskestuderende har ikke hørt en patients død blive omtalt med sundhedsprofessionelle ord på personalekontoret. 

Den dag fik mine ører at høre, hvordan dette kunne lyde. Hjælper tanken om, at han var en ældre herre? Børn, børnebørn, et sommerhus i Sverige, en rosenbusk, han skulle hjem og klippe og en kærlig kone. Havde jeg kendt ham i blot to uger? Ja, to uger med livshistorier, personlig pleje og et smil på læben trods en tendens til at være ”grådlabil”, i hvert fald ifølge journalen. To uger, hvor han hver dag, indtil de sidste tre dage, havde troet, han ville komme hjem igen – sådan havde det lydt, da forløbet blev planlagt. 

Har jeg overhovedet lov til at blive påvirket af den her situation? Har jeg lov til at blive berørt? 

Det sidste billede på nethinden er et forpint ansigt og en patienttrøje beskidt af bræk, efter de fem gange forgæves forsøg på at lægge en sonde ned gennem spiserøret på ham. Er det ham et værdigt billede? Er det for nogen et værdigt billede? Tårer, blod, bræk, sved. Frygt. Det er det sidste billede, jeg har i mit sind af dette menneske. 

Det er et realistisk billede. Et groft og hårdt billede, som mange sundhedsprofessionelle ser i løbet af en karriere, hvorefter de med et smil skal gå ind til den næste patient. Tilbage er der en ny patient, der skal indlægges, endnu en morgenrutine og endnu en vagt. Situationer som jeg skal vænne mig til, som jeg skal forvente, og som jeg må gøre mit bedste for ikke at tage med hjem. 

Jeg tænker også, at min værdighed til mig selv og mine patienter må bevares ved at fastholde et sprog, som ikke er upersonligt og mekanisk og på den måde påvirker mine omgivelser, mine vejledere og mine kommende kolleger i de situationer, hvor det ikke føles okay. Døden bør håndteres med værdighed, og det skal vi holde fast i, uanset hvad vi som studerende oplever. Det er jo os, der sidder med den i fremtiden. 

Laura Amalie Ohmann Nielsen er sygeplejestuderende på 2. semester, UC Diakonissestiftelsen
 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: ""Polee” på swahili betyder ”jeg er ked af det på dine vegne”

Ophold i Tanzania sætter refleksioner i gang om menneskesyn og faglighed og minder om, hvor vigtig sygeplejen er.

Marie Colding Laursen
Marie Colding Laursen
Her på mit 7. semester valgte jeg at rejse til Tanzania i fem uger. Inden rejsen havde jeg en forestilling om, at jeg højst sandsynligt kom til at stå i situationer, hvor jeg skulle gå på kompromis med min faglighed, min moralske sans eller endda mit grundlæggende menneskesyn. Men da jeg stod på akutafdelingen i Tanzania i en hvid kittel med sveden piblende og vægten fra en anden kultur, fik jeg en særlig oplevelse af at være sygeplejerske, fordi fagligheden er høj og patientkontakten essentiel, ofte med ordet ”polee” på swahili – som betyder, ”jeg er ked af det på dine vegne”. 

Jeg havde udøvet sygepleje til mange patienter, men især to patienter rørte mig. På akutafdelingen kunne jeg fornemme den bikube­agtige travle stemning. Da jeg bevægede mig over mod menneskemylderet, lå der en ukontaktbar dreng i en rusten seng. Han var beskidt med sit hjemmelavede bælte af bananblade og bar sandaler lavet af rester af bildæk. Han var blevet kørt ned, da han plukkede græs til sine køer i rabatten og havde pådraget sig et alvorligt benbrud. 

Da jeg gik hjem den dag i bagende hede på den støvede vej, kom jeg til at reflektere over mig selv: Det gjorde mig ondt, og jeg havde ukontrolleret omsorg for denne dreng, og hvorfor? Mine tanker kredsede om, hvordan hans liv nu kom til at se ud og fremtiden for det lille menneske. Men det var som om, uden at vide det, at der var meget mere på spil for denne dreng, og jeg tænkte, om jeg mon er med til at holde forestillingen i live om det forfærdelige fattige liv. 

Hvis denne drengs indtægt er at passe køer, kan det have fatale konsekvenser. På den tid benet skal hele, kan han nå at miste sit levebrød og dermed sin fremtidige indtægt, som formentlig rammer hele familien. Så for mig var det ikke benet, der var det hårde, men den viden jeg havde fået om landet og dets vilkår gennem den lokal familie, jeg boede hos. 

Den anden patient, der gjorde indtryk på mig, var på fødeafdelingen. En ung kvinde var i fødsel allerede i uge 27. Da barnet blev født, var den lille livløs, slap og blå, og brystet hævede sig ikke en millimeter. Barnet blev lynhurtigt båret ud i et rum, hvor genoplivningen skulle foregå. Barnet blev ventileret manuelt af en mikroskopisk maske. Jeg tog mig selv i at stå med foldede hænder over næse og mund dér i det 6 kvm store rum og håbede, at det lille menneske ville tage sit første åndedrag. 

Efter fire intense minutter med ventilering og hjertemassage med én pegefinger, kom det første lille knirk. Jeg kunne endelig lade mine hænder falde. Dem omkring mig smilede og havde et indforstået blik: Vi har reddet dette liv. 

Det er oplevelser, der minder mig om, hvor vigtig sygeplejerske­uddannelsen, som jeg færdiggør om få måneder, er. 

Redigeret af Maj Siercke, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Hun opfordrede os til at gå med en voksenble i nogle timer"

Øvelse i sårpleje og anlæggelse af kateter bliver erstattet af et ændret syn på sygepleje gennem mødet med en engageret og dygtig klinisk vejleder på et plejehjem.

Julie Bek
Julie Bek
Da jeg som ny studerende skulle ud i min første praktik, havde jeg høje forventninger. De omhandlede primært, hvilke praktiske færdigheder jeg ville tilegne mig i løbet af praktikken, da mit syn på sygeplejeprofessionen på daværende tidspunkt overvejende havde det instrumentelle og praktiske for øje. Det viste sig dog, at jeg i løbet af praktikken, der foregik på et plejehjem, hverken fik lært at anlægge kateter eller pleje et sår, men med mig videre tog jeg noget helt andet: En ny indstilling til sygepleje, der i lige så høj grad handler om de menneskelige kompetencer som de praktiske.

Den nye indstilling var i høj grad inspireret af min kliniske vejleders tilgang til sygepleje, der først og fremmest handlede om vigtigheden af at se mennesket bag sygdom og alderdom. Den tilgang kom dagligt til udtryk i hendes arbejde med beboerne på plejehjemmet, hvilket var inspirerende for både mig og mine medstuderende.

Hverdagen på plejehjemmet var naturligvis travl pga. mange beboere med komplekse problemstillinger samt mange administrative opgaver. På trods af dette observerede jeg en sygeplejerske, som altid formåede at kommunikere i øjenhøjde med beboerne, og som kunne huske samtlige beboere og deres livshistorier, fordi der var tid til at lytte og lære dem at kende. 

Døren til hendes kontor stod som regel åben, så både studerende, medarbejdere og beboere kunne kigge ind, men hun var sjældent at finde derinde, fordi hun deltog i dans, måltider eller personlig pleje til beboerne til trods for, at det ikke var hendes egentlige opgave. Hendes mission for plejehjemmet var, at beboerne fik gode oplevelser hver eneste dag, også selvom de demente beboere havde glemt dem igen, inden dagen var omme. 

Hos en terminal beboer insisterede hun på, at man skulle gå på strømpefødder for at vise respekt og mindske unødig larm og forstyrrelser i vedkommendes sidste timer af livet. Hun udfordrede sågar mig og mine medstuderende ved at opfordre os til at gå med en voksenble i nogle timer, for at vi bedre kunne sætte os ind i, hvordan det opleves for størstedelen af beboerne på plejehjemmet. 

Undervejs i min praktik følte jeg af og til frustration over, at jeg ikke tilegnede mig praktiske færdigheder som f.eks. at anlægge et kateter. Jeg tilegnede mig imidlertid nogle vigtige værdier og en ny indsigt i sygepleje, som, jeg er overbevist om, er mindst lige så vigtige for, at jeg kan blive en god sygeplejerske. 

Når jeg fremadrettet møder en beboer på et plejehjem, en borger i hjemmesygeplejen eller en patient på et hospital, vil jeg huske, at der bag sygdom først og fremmest er et menneske, som skal mødes med respekt. Og mon jeg ikke lærer at anlægge et kateter en anden gang?  

Redigeret af Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Medicin­håndtering i trygge rammer

I Enhed for Klinisk Træning på Amager Hospital får sygeplejestuderende mulighed for at træne færdigheder som medicinhåndtering og injektionsteknik i rolige rammer.
Mie Thalsø (tv) og Lærke Jo Ølholm er i praktik i hhv. Frederikssund Kommune og på Kirurgisk Sengeafsnit K0141 på Nordsjællands Hospital.
Foto Nikolai Linares

Mie Thalsø og Lærke Jo Ølholm er i praktik i hhv. Frederikssund Kommune og på Kirurgisk Sengeafsnit K0141 på Nordsjællands Hospital. De er begge begejstrede for dagens læringsforløb: ”Det var ekstremt givende at møde andre studerende, især fra sekundær sektor – at få delt nogle refleksioner og høre, hvordan de gør. Jeg føler mig klart mere sikker i medicinhåndtering nu,” siger Mie Thalsø. Lærke Jo Ølholm supplerer: ”Det var lærerigt at møde studerende fra kommunerne. Jeg føler mig meget bedre rustet nu, hvor jeg har set, hvad jeg kan møde i primær sektor.”

Gruppen af sygeplejestuderende i hvide, turkise og mørkeblå uniformer står samlet midt på den lange gang på Amager Hospital en tidlig morgen i marts. De er alle i praktik på 2. semester i kommuner og på hospitaler, men nu klar til en anderledes dag i Region Hovedstadens Enhed for Klinisk Træning, hvor de skal træne dispensering og administrering af medicin og injektionsteknik. 

Dagen byder på tre workshops med oplæg og scenarietræning – alle med den fiktive patient Grethe som omdrejningspunkt. Grethe har diabetes og KOL og har fået en lungebetændelse oveni, og de studerende skal dispensere og administrere medicin til hende i levende figurant live i både hospitalsseng og Grethes eget hjem. 

Der skal tænkes nyt

Det supplerende, kliniske læringsforløb er blevet til i erkendelse af, at mange kliniksteder er pressede, fortæller projektleder Karen Margrethe Buur fra Region Hovedstadens Center for HR og Uddannelse: 

”Der er brug for at tilbyde de studerende supplerende klinisk læring, der giver dem et ensartet udgangspunkt for medicinhåndtering uanset, hvor de er i klinikophold.”

Underviserne er frikøbte, kliniske vejledere og undervisere og uddannelseskonsulenter fra begge sektorer. I løbet af marts har ca. halvdelen af regionens omkring 600 2.-semesterstuderende gennemført forløbet, der efter planen skal være et tilbud til alle fra efteråret 2022. 

 

klinisk vejleder Hanne Gerda NielsenEfter et oplæg om Grethes sygdomsbillede ved indlæggelse ved klinisk vejleder Hanne Gerda Nielsen (tv) er de studerende klar til at kaste sig over medicinlisten i det virkelighedstro medicinrum, som farmaceuter har hjulpet med at indrette. Med tiden får de studerende adgang til Sundhedsplatformens træningsmiljø, men denne dag må de nøjes med Medicin.dk og et ”nedetidsskema” (medicinskema på papir til at dokumentere på). Det var dog ikke det mest udfordrende for Mie Thalsø: ”Vi registrerer i CURA, og jeg aner intet om ATC-koder, så vi kæmpede lidt i begyndelsen.” 

 

Lærke Jo Ølholm og Emilie Højsgaard sygeplejestuderendeLærke Jo Ølholm (tv) og Emilie Højsgaard er vant til at dispensere og administrere medicin til patienter i hospitalssenge i deres praktik på det kirurgiske sengeafsnit. Grethe spilles af 4.-semestersygeplejestuderende Sofie Klemi, som både kræver hjælp til mobilisering efter en lang nat i sengen, opmuntring til at synke tabletterne og afspritning af maveskind til insulinpen. Rollespillet ved sengen kører to gange med forskellige studerende, begge efterfulgt af refleksion i plenum: ”Det gav stof til eftertanke om, hvordan jeg selv omgås patienter – hvilke observationer er vigtige, og hvor meget information skal de have om f.eks. bivirkninger,” fortæller Lærke Jo Ølholm.

 

HospitalsgangDen over 100 år gamle, lange blå hospitalsgang summer af snak i pauserne. Før den supplerende kliniske træningsdag har de studerende gennemført et digitalt forberedelsesforløb med materiale udviklet i samarbejde med en underviser i farmakologi på Københavns Professionshøjskole.

 

Mie Thalsø og Lærke Jo Ølholm SygeplejestuderendeI Grethes eget hjem med broderet løber og askebæger på sofabordet gør Grethe nu i skikkelse af uddannelseskonsulent i CHRU Birgitte Lichtenstein sit til at forstyrre fra sin plads i sofaen, når der skal dispenseres medicin til 14 dage ved spisebordet. Mie Thalsø (th) er rutineret og finder hurtigt medicin­kassen frem. Lærke Jo Ølholm har debut og savner i den grad roen i hospitalets medicinrum og den sikkerhed, PC’en giver hende: ”Jeg scanner hvert medikament ind. Laver jeg fejl, kan jeg ikke komme videre. Det var så fedt, at Mie tog mig i hånden og viste, hvordan man gør. Der var ingen dumme spørgsmål.”

 

Mie Thalsø sygeplejestuderendeWorkshoppen i injektionsteknik byder først på et oplæg om subkutane, intramuskulære, intravenøse og intradermale injektioner samt intraossøs infusion. Og bagefter er der rig mulighed for at stikke i små puder og dukke. Efterfølgende har Mie Thalsø selv givet en borger en intramuskulær injektion for første gang: ”Jeg har givet subkutane injektioner før, men workshoppen gav plads til at fejle, og jeg ved nu mere om de forskellige teknikker – f.eks. at den blå kanyle er til intramuskulære injektioner.”

 

Træning i trygge rammer

Enhed for Klinisk Træning på Amager Hospital udvikler supplerende kliniske træningsforløb til sygeplejestuderende i Region Hovedstaden på flere semestre. I uge 17 trænede alle 630 1. semesterstuderende grundlæggende færdigheder som f.eks. hygiejne og kateteranlæggelse. Og der er endnu et forløb på vej om casen Grethe, denne gang for studerende på 4. semester, hvor udgangspunktet er klinisk lederskab. 

 


 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "… han tror sig mere syg, fordi han skal blive på hospitalet et døgn mere"

Begrebet nocebo rumsterer i en studerendes hoved efter en observation i praksis. Skulle hun have hjulpet patienten til mestring gennem samtale frem for blot at smile til ham?

Dina Helbo Bredal
Dina Helbo Bredal
En patient går sig en rask tur, han smiler til mig og fortæller, at han skal udskrives i dag. Der kommer et kald fra stuen, hvor han er indlagt. Han er ikke min patient, men jeg går alligevel derind. Jeg har næsten lige mødt ham frisk og frejdig ude på gangen og ved, at han skal udskrives. Men det skal han ikke. En forsinkelse gør, at han skal blive på hospitalet en ekstra dag. Nu kan han ikke selv overkomme at hente vand i automaten. Jeg henter det gerne, også med et smil. Men jeg skriver min observation ned i mine undringsnotater. Jeg tænker på, hvad det skyldes. Det er tydeligt, at han ikke kan gå de 25 meter. Biomedicinsk er der ingen ændringer, ingen målbare tegn eller forklaringer. Kan det skyldes hans måde at mestre beskeden om forsinkelsen på? Det er en erkendelse, jeg ikke kan se bort fra.

Hvis patienten ikke kan hente vand selv, er det måske, fordi han tror sig mere syg, fordi han skal blive på hospitalet et døgn mere. Han har negative forventninger pga. forsinkelsen. Det er nocebo-effekten, jeg har observeret.

Nocebo er, når sygdomsoplevelsen ikke forsvinder pga. patientens negative forventning til behandlingen. Nogle gange kan sygdomsoplevelsen ligefrem forstærkes af forventningen om, at der sker noget dårligt, som hos patienten jeg har beskrevet. 

Det er dokumenteret, at mennesker får flere og stærkere bivirkninger, hvis de forventer at få dem. Jeg tænker på, at vi har pligt til at fortælle om dem. 

Det er os, der fortæller patienten om bivirkninger, forsinkelse og andet, der påvirker ham og opholdet på hospitalet. Men hvad, hvis det, vi fortæller, gør patienten dårlig? Hvis viden om mulige bivirkninger betyder øget sygdomsfølelse?

De ord, vi bruger i sygeplejen, er vigtige. Vi kan gennem samtale støtte en patient. Vi kan også uforvarende komme til at sætte patienten i en situation, hvor han føler, han skal vælge mellem pest eller kolera. Bateson mente, at ord i sig selv kunne føre til skizofreni. Så radikale konsekvenser forventer man ikke i dag. Men alligevel kender vi til PTSD og Stockholm-syndrom, der kan optræde hos mennesker, som har været under et ekstremt fysisk og psykisk pres. 

Patienter på hospitaler er også under et pres. De er syge nok til at være indlagte. Det er os, der taler med dem. Fortæller om bivirkninger eller som i casen: forsinkelser. Måske det er os, der giver dem nocebo. Med ord og handlinger kan vi give dem mulighed for at slippe af med de negative forventninger. 

Jeg ved ikke, hvordan beskeden om udsættelsen er givet. Så jeg kan ikke sige, hvad der sker mellem de to møder, jeg har med patienten. Men jeg kan se, at han ikke kan gå den korte tur til automaten. 

Jeg tænker tilbage og ville ønske, at jeg havde talt med ham. Tilbudt ham de ord, der måske kunne hjælpe ham med at mestre igen. Men jeg gav han kun vand og et smil. 

Redigeret af Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: " … det er ikke en bøf fra slagteren, jeg står og tager metal ud af"

Perfektion og procedure kan overskygge, at der er et menneske involveret i den procedure, studerende skal øve sig i.

Laura Amalie Ohmann Nielsen
Laura Amalie Ohmann Nielsen
Jeg startede min tid som sygeplejestuderende med adskilte borde pga. corona, en taske fyldt med tykke bøger og teori tung nok til at få de fleste sygeplejersker til at overveje indholdet:  

”Er det tre natrium-ioner og to kalium-ioner eller omvendt?” 

Spol frem til december: Tre ugers praktik på mave-tarmkirurgisk afdeling er lige overstået, og jeg sidder tilbage på skolebænken med tanken: ”Hvad har jeg lært ud over teori, udtagning af agraffer og hvordan man folder patientens lagen pænt?”

Teorien har jeg lært i skolen, agraffer har jeg lært, da kære Andersen skulle have taget 30 ud. Det tredje, lagnet, ja, det kan I næsten gætte jer til.

Når jeg som studerende står og kigger på Andersens sår og fokuserer på min kliniske vejleder, når hun omhyggeligt fjerner hver enkelt forunderlige skinnende dims, ser jeg kun én ting. Metal og en engangssaks. 

”Din tur Laura.” Jeg tager saksen i egen hånd og påbegynder processen. På et tidspunkt siger Andersen av, men jeg er så optaget af mine egne mekaniske håndbevægelser, at jeg ikke lægger mærke til, at det ikke er en bøf fra slagteren, jeg står og tager metal ud af.

I det øjeblik jeg forsøger at forvolde mindst mulig smerte på huden, glemmer jeg det menneske i sengen, som rent faktisk mærker smerten. 

Har jeg kigget ham i øjnene? Har jeg spurgt, om det er okay, jeg begynder? Ja, for jeg er opdraget pænt af mine sygeplejerskeforældre. Men har jeg følt, at jeg behandler et menneske, eller har jeg tænkt, at jeg behandler et sår?

Hvad er det, vi behandler? Nogle ville måske sige et sår, nogle en patient. Dog sidder jeg tilbage med en følelse af, at der må være mere. Mere end blot såret hen over abdomen og mere end et navn, Hr. Andersen. 

Vi behandler måske en far, en søn, en elsket ægtemand. En person, der kan have skabt glæde i andres liv, måske smerte. Uanset hvad, har jeg en saks i hånden, og det er et menneske, der ligger i sengen.

Teorien er brutal, tidlige morgenvagter trættende og læsedagene ofte velbrugte. Hvad mangler vi at lære?

Når jeg spørger mig selv, hvad jeg har lært ud over det praktiske, så er det mest betydningsfulde, jeg kommer til at tænke på, den vigtighed der ligger i, at garvede sygeplejersker siger til mig og mine medstuderende:

”Det er fint, at I vil gøre det godt med den rigtige teknik, men husk det ubehag, der kan forekomme, uanset teknik.” 

Den sætning, måske ikke ordret, blev sagt til mig, da min læremester og vi studerende legede med gammeldags blodtryksmålere. Og de er altså ikke sjove at have siddende på armen ret længe. 

Det vidste hun godt, og det lærte jeg, da hun med vilje klemte lidt for længe på bolden. 

”Her kan du mærke, hvordan det føles, når vi glemmer, at det er et menneske og ikke blot en krop, vi sidder med.” 

Laura Amalie Ohmann Nielsen er sygeplejestuderende på 2. semester, UC Diakonissestiftelsen, SYDE21

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Bedre praktik med nye lommekort

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning har udviklet nye lommekort, som skal hjælpe til mere refleksion i praktikken.

Sygeplejerskerne har et stort medansvar sammen med de kliniske vejledere til at reflektere med og vejlede os sygeplejestuderende, for at hjælpe med at styrke koblingen mellem teori og praksis,” begrunder SLS-formand Charlotte Gøtstad Sørensen tilblivelsen af de nye lommekort.

Kortene er et konkret værktøj, som sygeplejersker, der går sammen med studerende, kan gøre brug af. De kan med gode råd og refleksionsspørgsmål løfte kvaliteten af de studerendes praktikforløb.

Håbet er, at de vil inspirere og vejlede sygeplejersker til at italesætte fagligheden i samspil med de sygeplejestuderende, så refleksion ikke kun sker mellem de studerende og en klinisk vejleder. 

”Særligt i disse tider, med et ekstra presset sundhedsvæsen, oplever vi sygeplejestuderende, at der kan gå lang tid imellem, at vi ser vores kliniske vejleder. Derfor er det blevet et langt større kollektivt ansvar på praktikstederne at sikre god og konstruktiv vejledning og refleksion,” siger Charlotte Gøtstad Sørensen og påpeger, at koblingen mellem teori og praksis skal fylde mere, for det er, når studerende sætter faglige argumenter på dén sygepleje de foretager, at de vokser i faget, og lige præcis det kan de nye lommekort hjælpe til. 

Bestil lommekort via denne formular | SLS, Dansk Sygeplejeråd (DSR)

 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Bedre overgange fra teori til praksis

Flere steder i landet har professionshøjskoler og praktiksteder gang i projekter, som skal sikre bedre sammenhæng mellem teori og praksis. Også overgangen fra studerende til nyuddannet er i spil
Isabella Arup Gregersen
Foto: Nikolai Linares

På Amager Hospital er et tomt sengeafsnit netop blevet omdannet til Enhed for Klinisk Træning.

Her vil de sygeplejestuderende som supplement til deres praktikophold få mulighed for at øve kliniske færdigheder som f.eks. personlig pleje og forflytninger under vejledning af kliniske undervisere og vejledere fra hospitalsafdelinger, kommuner og Københavns Professionshøjskole. 

I den anden ende af landet er VIA Sygeplejerskeuddannelsen Aarhus, Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune godt i gang med projektet 'Klinisk dygtighed – vejledning i et alternativt struktureret og klinisk funderet sidste uddannelsesår'. Formålet er bl.a. at udvikle og afprøve nye måder at kombinere teori og praktik på 6.-7. semester. 

Det er bare to eksempler på, hvordan professionshøjskoler og praktiksteder landet over arbejder på at styrke sammenhængen mellem teori og praksis og skabe bedre overgange fra studie- til arbejdsliv.

Det glæder næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg. 

”Det famøse forhold mellem teori og praksis har altid drillet os lidt – både i forhold til fordeling og bedst mulig sammenhæng. Der sker rigtig mange gode ting i øjeblikket, men jeg tror, at samarbejdet mellem professionshøjskolerne og klinikken kan blive meget tættere.”

Kigge på alle overgange

Bodil Bjørnshave Noe, sygeplejerske, ph.d. og docent ved UC Syd, Udvikling og Forskning Campus Esbjerg, ønsker også mere ping-pong mellem skole og klinik.

”Vi er meget bevidste om, at vi kan have bedre og meget mere kontakt med klinikken. Der er behov for at kigge på alle overgange og finde nye måder til, hvordan underviserne på skolen kan holde bedre kontakt og mødes med praktikstederne på,” siger hun og tilføjer:

”Det drøftes f.eks., om vores bachelorstuderende kan blive tilknyttet en fast afdeling de sidste syv-otte måneder af uddannelsen, så de kan være med til at udvikle noget med afsæt i afdelingen. Hvilket de studerende kan lære af, og afdelingen få glæde af.”

Et lignende udviklingsprojekt kører i øjeblikket på Rigshospitalet, hvor 7. semesterstuderende Isabella Arup Gregersen og hendes makker er godt i gang med deres bachelorprojekt, som skal afleveres i marts:

”Jeg tror, forløbet klæder mig meget bedre på til at kunne agere som nyuddannet,” siger hun. 

Læs mere om Isabella Arup Gregersens erfaringer i temaet om professions­bacheloren i dettte nummer af Sygeplejersken

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejestuderende