Studerende i praksis: "Hun udtrykker en følelse af at være uren og inficeret ... "

Det er både muligt og nødvendigt at udtrykke omsorg og følelser trods kittel og mundbind. Det lærer en studerende gennem kontakt med en beboer i isolation.

Marie Elizabeth Sander
Marie Elizabeth Sander
At være i isolation kan være en udfordrende og ensom oplevelse for patienten.

Under min klinik på 2. semester havde jeg som sygeplejestuderende mit allerførste møde med patienter i isolation.

Klinikken foregik på et plejehjem under covid-19-pandemiens spæde start i Danmark. 

Grundet covid-19 var der kommet en række retningslinjer på plejehjemmet, hvilket betød at en ellers frisk og velfungerende ældre beboer skulle isoleres, da hun hostede lidt mere end vanligt. 

Beboeren opholdt sig normalt i sin bolig det meste af tiden, men satte stor pris på selv at gå ud med sin bakke efter måltiderne og at hente eftermiddagskaffen. 

En eftermiddag skulle jeg ind og aflevere hendes kaffe i engangsservice og selvfølgelig iført isolationsudstyr.

Vi snakker om, hvordan hun har det, og undervejs i samtalen vil hun tage fat i min arm, men stopper sig selv halvvejs og siger:

”Hov, det må jeg jo ikke” og trækker sig tilbage. Da hun rykker sig tilbage, trækker hun armene mod kroppen og krymper nærmest lidt sammen.

Hun udtrykker en følelse af at være uren og inficeret samt have gjort noget ukorrekt.  

Før denne oplevelse handlede mine tanker om isolation primært om det praktiske. Hvilken rækkefølge skulle jeg aftage kittel, handsker, mundbind, visir og spritte af.

Hvordan havde den ældre dame det? Hostede hun stadig?

På første semester havde jeg haft undervisning om, hvordan patienter bliver påvirket af at være i isolation, herunder at en højere andel af patienterne oplever psykiske belastninger som ensomhed og depression. 

Denne viden var gledet lidt i baggrunden, og det rent praktiske og instrumentelle fik størst betydning.

Noget som kan ske for os studerende: vores viden om teorier og modeller glemmer man i praksis, og fokus er rettet mod det rent praktiske i situationen.

Oplevelsen med den ældre dame i isolation betød, at jeg på egen krop oplevede, hvordan et andet menneske blev påvirket af at være i isolation.

Efterfølgende blev jeg meget mere opmærksom på mit eget kropssprog.

Dvs. hvordan min mimik og øjenkontakt kunne udstråle, at jeg var nærværende.

Selvom den ældre dame ikke kunne se størstedelen af mit ansigt pga. mundbindet, håbede jeg, at hun kunne se smilet i mine øjne. 

Det gik op for mig, hvor vigtigt ens sparsomme kropssprog og fremtoning bag kittel og mundbind er for patienten.

Men samtidig også hvordan man på trods af kittel og mundbind kan udstråle omsorg og følelser. 

Min oplevelse i klinikken med den ældre dame er jeg i dag taknemmelig for.

I fremtiden, når jeg møder patienter i isolation, vil jeg tage læring med videre fra denne oplevelse.

Jeg er blevet mere bevidst om, hvordan det kan belaste patienten at være i isolation, og hvorfor det er vigtigt, at vi som sundhedsprofessionelle er opmærksomme på dette. 

Marie Elizabeth Sander er sygeplejestuderende på 4. semester, UC Diakonissestiftelsen.

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Tre et halvt års hårdt arbejde og slid er snart ovre ... "

Sygeplejerske om tre måneder, og så kan man ikke længere trække studerendekortet. Det er skræmmende, og hvad nu hvis det første speciale ikke er det rigtige? En studerende funderer.

Terese Klausen
Terese Klausen
Vi er ved at være ved vejs ende. Der, hvor man endelig kan se lyset for enden af tunnelen.

Tre et halvt års hårdt arbejde og slid er snart ovre, og om blot tre måneder kan jeg kalde mig sygeplejerske.

Det er på alle måder en fantastisk følelse, men samtidig også en skræmmende følelse.

For med titlen følger ansvar. Jeg kan ikke længere trække studerendekortet. 

I tre et halvt år har jeg observeret, afprøvet, lært og fejlet.

Selvom jeg igennem hele uddannelsen har arbejdet frem mod dette øjeblik og særligt i det sidste studieår fået indblik i det kommende virke, tror jeg ikke, man helt kan forberede sig på den virkelighed, der rammer en på den anden side.

Mange afdelinger kører med fænomenale introforløb og mentorordninger det første stykke tid som nyuddannet.

Men hvordan forbereder jeg mig egentlig? Jeg ved jo ikke, hvordan det er, før jeg står i det.

Og det uvisse skaber grundlag for et hav af tanker, som ”kan jeg nu finde ud af det?” samt ”hvad vil jeg egentlig?” og ”hvad hvis jeg skifter mening ift. speciale?” 

Nogle er sikkert helt afklarede med hvilket speciale, de foretrækker, og har formentlig haft den afklaring længe.

Andre, som mig selv, er kommet i tvivl efter den sidste, kliniske del, hvor jeg fik øjnene op for et speciale, jeg ellers ikke havde haft i tankerne. 

En kæmpe fordel ved sygeplejefaget er, at der er så mange muligheder: primær sektor, sekundær sektor, psykiatri, administration, børn og ældre.

Der er noget for alle og gudskelov for det. Men jeg ser det også som en ulempe, for der kan også blive for mange valgmuligheder for den helt grønne sygeplejerske.

Hvad skal jeg vælge? Og hvis jeg så beslutter mig for et speciale, er jeg så fanget dér, eller kan jeg tillade mig at sige op efter få måneder, hvis det nu ikke helt var det alligevel?

Jeg finder i hvert fald ikke ud af det, før jeg prøver det. Én ting, der er værd at huske på som nyuddannet sygeplejerske, og som jeg tager med mig videre fra samtlige af mine færdiguddannede kollegaer, er, at jeg ikke kan være god til det hele fra starten.

Læring er en kontinuerlig proces, og jeg glæder mig til at forsætte min læring som autoriseret sygeplejerske.

Jeg er taknemlig for at have fået lov til at dele mine tanker her på siden gennem de sidste par år og ønsker alle kommende sygeplejersker held og lykke med uddannelsen.

Hvor der er vilje, er der vej, siger et gammelt ordsprog. 

Terese Klausen er 7. semester-studerende på Københavns Professionshøjskole.

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "I min optik bliver håndelaget glemt og overskygget af akademisering"

Sygeplejerskeuddannelsen er blevet for akademisk. Nej, den er for uakademisk. Meningerne er delte. Mon ikke patienterne gerne vil møde en sygeplejerske med både hjerne, hjerte og håndelag?

Mark Refsgaard
Mark Refsgaard
En debat er blusset op, efter at to sygeplejestuderende den 10. januar i Politiken fortalte om deres bekymringer for den stigende akademisering på uddannelsen i debatindlægget ’Bekymrede syge-plejestuderende: Vi kan ikke redde patienterne, hvis de pludselig får et ildebefindende’.

Den 9. februar fik de et modsvar – ’Mere akademisering i sygeplejeuddannelsen, tak’ – fra en af mine medstuderende i netmediet pov.international.

Det har ledt til store debatter med stor uenighed. 

En analogi, som jeg ofte ser brugt, er: ”Det er ligesom med et kørekort. Du lærer først at køre bil, når du kommer ud og får erfaring”.

Jeg er enig.

Men jeg husker, at da jeg tog kørekort, var det en god blanding af teori og praksis.

Jeg lærte at kigge i bakspejlet og over skulderen, blinke og køre i glat føre.

Det helt basale, som det er nødvendigt at kunne som bilist for at være i stand til at køre sikkert.

En sammenligning med sygeplejen kunne være at lægge en iv-adgang, skifte et kateter, sårpleje, at dosere korrekt eller observere forandringer ud fra vitale værdier.

Helt basale færdigheder som de fleste sygeplejersker formentlig vil stifte bekendtskab med, når de er færdiguddannede, og som er vigtige for patientens helbred og velvære.

Er man uheldig, stifter man ikke bekendtskab med meget af det før næsten tre år inde i uddannelsen som jeg.

Flere af dem, jeg har talt med, som er færdiguddannede, fortæller, at de slet ikke i deres kliniske praksis oplevede at udføre alle disse procedurer.

Forstå mig ret, går jeg mine noter igennem, finder jeg et hav af teoretikere, jeg efterhånden kan det mest basale om.

Men skal jeg lægge et kateter, give en injektion eller rense et sår, er usikkerheden stor og skræmmende.

Er det forkert, at man forventer, at man i praksis opnår helt basale færdigheder, som man også kan i søvne ligesom teorien?

Det synes jeg ikke.

Imin optik bliver håndelaget glemt og overskygget af akademisering.

Jeg ved fra flere studerende, at den stigende akademisering skaber nervøsitet og en følelse af utilstrækkelighed forud for klinikkerne.

Sådan har jeg det også selv.

Jeg er ikke sikker på, det er godt for læringen. Mon ikke vi har haft noget teori om det også? 

Jeg ved udmærket, at jeg ikke taler på alles vegne, og at jeg ikke har mulighed for at komme dybere ind problemstillingen her.

Jeg har i øvrigt heller ikke nogen løsning. Jeg ved bare, at det er problematisk for mange studerende, og at det derfor er noget, vi sammen burde kigge på, så vi kan ruste fremtidige studerende bedre.

Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke negligerer teorien, overhovedet ikke. Men der er virkelig langt fra teori til praksis.  

Mark Refsgaard er 6. semesterstuderende ved VIA UC Viborg.

 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Læserbrev: Bud på et lærerigt klinisk uddannelsesforløb

"Vi har et bud på, hvordan vi som fag kan organisere og tilbyde gode kliniske undervisningsforløb i sundhedsvæsenet."

I Politiken den 10. januar efterlyser to sygeplejestuderende bedre uddannelse i klinikken.

De føler sig ikke fagligt rustede og ønsker flere kompetencer.

Vi har et bud på, hvordan vi som fag kan organisere og tilbyde gode kliniske undervisningsforløb i sundhedsvæsenet.

På Kirurgisk Gynækologisk afdeling, Holbæk Sygehus, har ledelsen, vejledere, udviklingssygeplejersken, AKU og uddannelsessøgende gennem det sidste halvandet år samarbejdet om udvikling af en studieenhed for at forbedre læringsmulighederne i klinikken. 

Vi er en stor afdeling, hvor studie-enheden er etableret i et afsnit med 12 akut kirurgiske patienter. Her er alle 12-14 uddannelsessøgende og 6-9 vejledere samlet.

Vi prioriterer uddannelse på linje med driften, da vi gerne vil bidrage til at uddanne fagligt dygtige kolleger i fremtiden.

Vi har udviklet gode rammer for læring og skabt en organisering, så der er rig mulighed for sparring på tværs af studerende, vejledere, AKU m.m. 

Vores erfaring er, at ovennævnte synergieffekt i studieenheden skaber et udviklende lærings- og vejledningsmiljø i klinikken.

De studerende siger: ”Her er fokus på studerende og uddannelse. Her er ingen dumme spørgsmål. Vi har daglige refleksionskonferencer, og her er plads og rum til læring i trygge rammer.”

Vejlederne siger: ”Det er meget inspirerende, at både de studerende og vi som vejledere sparrer sammen.”

Vi vil gerne formidle vores arbejde.

Dels som inspiration til andre sygeplejersker, og dels som invitation til et fremtidigt samarbejde om studieenheder.

Vi har produceret en film på 22 minutter og en teaser på tre minutter. Filmene kan ses på YouTube – søg på ’Studieenhed Holbæk’

Kirsten Teglgaard Lund er ansvarlig klinisk underviser (AKU), sygeplejerske og cand.scient.san., Holbæk Sygehus (på projektgruppens vegne).

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejestuderende

Læserbrev: Integrér de studerende i fællesskabet

"Vi oplever, at de studerende er stolte af deres fag og gerne indgår i afdelingens praksisfællesskaber."

Kommentar til debatindlæggene ’Vi har fostret en forfejlet uddannelsestænkning’ og ’Travlhed skræmmer nye sygeplejersker væk’, i hhv. Sygeplejersken nr. 2/2021 og 1/2021.

I debatindlægget ’Vi har fostret en forfejlet uddannelsestænkning’ fremføres en række udokumenterede påstande og hvad der må være forfatterens egne lokale problemer og oplevelser.

Vi kan derfor ikke lade dette indlæg stå alene.

Der fremføres f.eks. påstande om, at den kliniske uddannelse mere og mere styres af de studerendes krav, at de studerende vil have og ikke tage en uddannelse, og at de i øvrigt vil have godt af at præstere 20-30 timers studierelevant arbejde om ugen udover studie og klinik (hvilket man angiveligt gør på andre uddannelser).

Flere krav vil forberede dem på det virkelige liv. Og så har ”vi” ikke lært de studerende at være en del af et stolt praksisfællesskab.

Dér har overtegnede en ganske modsat oplevelse.

De studerendes studieaktivitet er fra sygeplejerskeuddannelsen beregnet til 41,25 timer om ugen, inkl. deres 30 timers klinisk fremmøde, så yderligere 20-30 timers studiearbejde vil nok være mere, end selv forfatteren til debatindlægget oplever.

Vi oplever desuden, at de studerende er stolte af deres fag og gerne indgår i afdelingens praksisfællesskaber.

Det er bare ikke alle steder, at de studerende får lige gode muligheder for at indgå i praksisfællesskaberne.

Og netop dér er mentorer, intro-sygeplejersker og introduktionsforløb gode redskaber, som det også påpeges i debatindlægget ’Travlhed skræmmer nye sygeplejersker væk’. Disse indsatser kan dog ikke stå alene.

Forskning viser, at det netop er muligheden for at indgå i afdelingernes praksisfællesskaber, som gør, at de studerende kan lære, danne mening og danne en fagidentitet som sygeplejersker.

De studerende skal dog hjælpes til dette. Det sker ikke af sig selv, men kræver en indsats af de studerende og særligt af vejledere og afdeling.

Gå blot i gang. Der er både litteratur og forskning som belyser dette emne.

Hans Erik Steiner-Johnsen er klinisk underviser og klinisk sygeplejespecialist, MLP, DPM, Catherine Munck, ledende oversygeplejerske, MHM. 
Begge ansat på Anæstesiologisk Afdeling, Hvidovre Hospital.

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejestuderende

Læserbrev: Vi er ikke forkælede studerende

"Vi er hårdtarbejdende, nysgerrige, og stolte over det fag vi uddanner os i."

Kommentar til oversygeplejerske Lene Lydia Breums læserbrev ’Vi har fostret en forfejlet uddannelsestænkning’ i Sygeplejersken nr. 2/2021.

Jeg må indrømme, at jeg undrer mig over den holdning til sygeplejestuderende, som Lene L. Breum udtrykker. 

Jeg er selv sygeplejestuderende og har netop afsluttet den sidste kliniske praksis på ét af de gulve, Lene er ledende oversygeplejerske på.

Jeg kan frygte, at det er gennemgående, at man fra ledelsens side, har denne holdning til, at vi studerende har det overordnede ansvar for, hvad vi gennemgår i de forskellige klinikperioder.

Vi bliver ikke nurset – nogle dage bliver vi kastet direkte for løverne: heriblandt et personale og en ledelse, som ikke altid tilkendegiver en forståelse for de læringsmål og krav, der akademisk bliver ridset op fra uddannelsesinstitutionernes side.

En uddannelse som kræver så meget fordybelse og refleksion, at flere af os søger erfaringsbaseret timeløns-arbejde ved siden af et klinikophold. 

Vi er ikke forkælede 30-timers studerende, som trækker os, når vi vil.

Vi er hårdtarbejdende, nysgerrige, og stolte over det fag vi uddanner os i.

Vi knokler med opgaverne og for at blive en del af fællesskabet – men hvis holdningen er ”os mod dem”, så er vejen lang.

Opfordrer klart til en dialog mellem de kliniske undervisningssteder, uddannelsesinstitutionerne og de studerende – vi har alle et fælles ansvar. 

Det er under al kritik, at man bag skrivebordet udmelder, hvordan studerende opleves i praksis, når man ikke selv erfarer det eller stiller tydelige krav til forventningerne.

Hele vores fag burde afspejle sammenhold og en fælles forståelse og samarbejde – netop som vi også bruger 3½ år på at lære, så hvorfor glider vi længere fra hinanden?

Julie Ida Avnsbo er sygeplejestuderende på 7. semester. 

 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Læserbrev: Refleksion løfter ufølsomt robotarbejde

"Jeg mener, at man som sygeplejerskestuderende i forvejen bliver presset ud over kanten."

Kommentar til læserbrevet ’Vi har fostret en forfejlet uddannelsestænkning’  i Sygeplejersken nr. 2/2021.

I Sygeplejersken nr. 2/2021 kunne jeg læse i et læserbrev, at vi som sygeplejersker har forfejlet vores tilgang til uddannelse.

Problemet skulle ikke være vores akademisering, men derimod vores frygt for at stille krav til studerende i kliniske ophold.

Ved så at eksponere de studerende for den massive travlhed, presse dem yderligere til at passe flere patienter under deres studietid og samtidig skære ned for mængden af opgaveskrivning, refleksionsøvelser og mundtlige præsentationer vil man, ifølge Lene Lydia Breum, kunne klæde den studerende bedre på til det arbejdsliv, der vil møde dem.

”Jeg siger ikke, vi skal presse de studerende ud over kanten, men måske nogle flere krav ville forberede dem på det virkelige liv,” skriver hun.

Jeg mener, at man som sygeplejerskestuderende i forvejen bliver presset ud over kanten.

Den sparsomme mængde refleksionstid som de kliniske ophold stiller til rådighed, er det eneste, der øver den studerende i at løfte sygeplejen fra ureflekteret, ufølsomt robotarbejde.

Refleksion er vigtig for at kunne blive en god sygeplejerske.

Hvis dette byttes ud med en højere effektivitet, vil omsorgen forsvinde i ligningen.

Og er det ikke nu engang det, der gør en god sygeplejerske?

Jeg mener ikke, vi har fejlet i vores uddannelsestænkning.

De studerendes refleksionstimer er efterhånden det eneste, der forbinder dem til sygeplejens grundelement: omsorg.

Den urimelige travlhed i faget skal ikke romantiseres som ”[…] værende en del af et stolt fagligt praksisfællesskab” ifølge Lene Lydia Breum.

Det er tværtimod et stort samfundsproblem. 

Hvis refleksionen minimeres, går den ægte, kompetente sygepleje til grunde.

De studerendes refleksion må prioriteres højt, hvis man samtidig ønsker at videreføre sygepleje på et højt fagligt niveau.

Emma Solberg Sørensen er sygeplejerske og studerende i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet, DPU

 

Emneord: 
Sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Omsorgen har mange ansigter i retspsykiatrien"

Sygeplejersker på retspsykiatrisk afdeling kalder på beundring. De er milde og forstående og kan samtidig sætte grænser for patienter, som lider under deres sygdom og måske er personfarlige.

Marie Colding Laursen
Marie Colding Laursen
Mennesket er så enormt komplekst, at det er svært at sætte ord på, også skriftligt.

Min praktik på retspsykiatrisk afsnit har bestemt ikke gjort min fascination af mennesket og dets psyke mindre.

Her har jeg mødt meget psykisk syge patienter, hvis hjerner har så meget magt og kontrol over dem, at der fortsat er risiko for, at de er personfarlige. 

De har tidligere gjort noget af det mest brutale, et menneske kan gøre mod et andet, og ødelagt liv ude på den anden side af retspsykiatriens mure.

Resultatet er, at de sidder inden for disse mure og lider under sygdommen, der fortsat har kløerne i dem.

I mødet med de retspsykiatriske patienter har jeg oplevet en ny side af mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde, nemlig følelsen af utilstrækkelighed.

Et menneske, som kun sidder en armslængde fra mig, og som tydeligvis lider, kan jeg ikke nå ind til og hjælpe.

På den baggrund er min beundring for retspsykiatriske sygeplejersker kun blevet større, da de besidder mange modsatrettede kompetencer. 

I mødet med den psykiatriske patient er de milde og forstående, og samtidig har de en psyke, som gør dem i stand til at grænsesætte og sige nej.

Sagt på en anden måde har omsorgen mange ansigter i retspsykiatrien. 

Det er gået op for mig, hvor vigtigt det er med en stor portion håb, tillid og især tålmodighed i arbejdet med retspsykiatriske patienter.

Jeg synes, det er virkelig svært at acceptere, at det kan tage mange år at lindre deres tilstand, og måske sker det endda aldrig. 

Når vagten er slut, har jeg ikke den tilfredsstillende følelse af at have ændret og været noget for nogen, fordi indsatsen og relationsopbygningen i retspsykiatrien er så langsigtet.

Det er herfra min store beundring og respekt for retspsykiatriske sygeplejersker udspringer.

De har et oprigtigt ønske om at gøre det bedste for disse patienter, og de bruger det som drivkraft til i samarbejde med patienterne at forsøge at genopbygge deres mestring af eget liv. Jeg synes grundlæggende, det er en af de fornemste og vigtigste opgaver som sygeplejerske. 

Som nævnt er min fascination af mennesket og dets psyke ikke blevet mindre af mødet med patienterne på retspsykiatrisk afsnit.

Det har taget lang tid for mig at forstå og dernæst at forsøge at acceptere, at jeg ikke kommer til at udrette noget synligt i min praktikperiode.

Jeg er samtidig også blevet mere bevidst om, hvor bred en vifte af muligheder der er for specialisering i sygeplejen, og dermed er jeg også mere afklaret om, i hvilken retning jeg selv vil, når jeg er færdiguddannet.  

Marie Colding Laursen er sygeplejestuderende på 5. semester på VIA Viborg.

Emneord: 
Psykiatri
Sygeplejestuderende

Personlige relationer er afgørende i praktik

Mødet med fællesskabet og de gode rollemodeller i praktikken er helt afgørende for udviklingen af de studerendes professionelle identitet. Det siger forskningsleder ved VIA University College, Vibeke Røn Noer.

"Ude i praktikken mærker man det på egen krop. Man får ondt i maven eller mærker, at man lykkes. Det er det, der lærer de studerende, hvad det vil sige at være sygeplejerske,” siger Vibeke Røn Noer.
"Ude i praktikken mærker man det på egen krop. Man får ondt i maven eller mærker, at man lykkes. Det er det, der lærer de studerende, hvad det vil sige at være sygeplejerske,” siger Vibeke Røn Noer.
Foto: Søren Kjeldgaard
Indstillingerne til praktikprisen vidner om, at det for de studerende ikke kun handler om at få opfyldt læringsmål. De vil gerne udfordres fagligt, men de vil i den grad også gerne være et sted, hvor der er trygt,” siger Vibeke Røn Noer, der er forskningsleder ved VIA University College.

Hun har i mange år været optaget af, hvordan sygeplejersker udvikler en professionsfaglig identitet, og hun læser mange gode og vigtige indsigter i indstillingerne af praktiksteder til Sygepleje-studerendes Praktikpris.

”Det er tydeligt, at de personlige relationer er helt afgørende. Der står rigtig meget om varme, medmenneskelighed og fokus på både dannelse og uddannelse. Der peges på vejlederen og fællesskabet, hvor alle løfter i samlet flok. Derfor er det helt på sin plads, at de anerkendes med en pris som denne,” siger hun. 

Hvis man skal pege på ét afgørende læringsøjeblik i uddannelsen, så er det ifølge Vibeke Røn Noer mødet med patienten, der foregår ude i praktikken.

”Det ansvar, der følger med sygeplejersketitlen, er en del af jobbet. Men hvordan lærer vi at bære det? Det kan du ikke læse dig til. Ude i praktikken mærker man det på egen krop. Man får ondt i maven eller mærker, at man lykkes. Det er det, der lærer de studerende, hvad det vil sige at være sygeplejerske,” siger Vibeke Røn Noer.

Rollemodeller gør en forskel

Netop spørgsmålet om, hvordan man udvikler en sygeplejerskeidentitet, er vigtigt at rejse, mener Vibeke Røn Noer.

”Vi har længe talt meget om, hvad vi skal lære de studerende. Men vi har forsømt spørgsmålet om, hvordan vi gør det. I de afgørende læringsøjeblikke i praktikken, spiller de gode rollemodeller en hovedrolle,” siger hun og fortsætter:

”For de kan lære fra sig, de er dygtige pædagoger, og de er professionelle og fagligt kompetente. Det er dem, de studerende ser op til og dem, de gerne vil være.”

Redesign uddannelsen

Vibeke Røn Noer er sammen med forskere fra VIA University College aktuelt i gang med et større forskningsprojekt, der foreløbigt viser, at 22 pct. af de sygeplejestuderende tvivler på, om de er sygeplejersker om fem år.

Årsagerne er mange, men særligt overgangen fra studie- til arbejdsliv er svær for mange.

I sin ph.d.-afhandling i 2016 pegede Vibeke Røn Noer på, at en del af løsningen kunne være, at de studerende afslutter deres uddannelse ude i praktikken i stedet for at arbejde på et bachelorprojekt de sidste seks måneder. Og det mener hun stadigvæk:

”Jeg vil så afgjort mene, at det vil medvirke til at skabe mere tryghed og trivsel i overgangen fra uddannelse til arbejdsliv.”

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken

Virtuel hyldest af årets praktiksteder

De nominerede til Sygeplejestuderendes Praktikpris 2020

Personalet stod i kø for at lære fra sig

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Personalet stod i kø for at lære fra sig

En dygtig og empatisk vejleder, et fantastisk kollegialt fællesskab og muligheden for at vokse og udvikle sig i sit fag. Sådan beskriver Kirsten Adamsen Svangre- og Barsels-afsnittet ved Regionshospitalet i Herning, der efter hendes mening er landets bedste praktiksted.
”Under pandemien har de studerende givet et element af normalitet i en svær tid,” siger kliniske vejleder Bodil Elkjær, som her ses med afdelingens nuværende studerende, Frederikke Christensen.
Foto: Astrid Dalum

Vi trives alle bedst i et godt arbejdsmiljø, og de fleste kender den usikkerhed, der kan følge med, når man starter et nyt sted,” siger Bodil Elkjær, der er sygeplejerske og klinisk vejleder på Svangre- og Barsels-afsnittet på Regionshospitalet Herning.

”Derfor vægter vi imødekommenhed højt. Vi tager de studerende med ind i kaffestuen og gør dem til en del af personalegruppen. De skal vide, hvem de skal følges med, og hvad de egentlig skal kunne og nå her hos os. Og så skal de vide, at de bliver hørt, når de har noget at sige,” siger hun. 

Afdelingen har netop vundet Sygeplejestuderendes Praktikpris 2020 i Region Midtjylland. I juryens begrundelse står der, at afdelingen bl.a. vinder prisen for et personale, ”der nærmest står i kø for at lære fra sig”.

Chefjordemoder Lotte Thrige, Svangre- og Barsels-afsnittet på Regionshospitalet Herning, førte kameraet, da afdelingen optog en videohilsen, hvor de takkede for prisen som Årets Praktiksted 2020.
Caption 
Chefjordemoder Lotte Thrige, Svangre- og Barsels-afsnittet på Regionshospitalet Herning, førte kameraet, da afdelingen optog en videohilsen, hvor de takkede for prisen som Årets Praktiksted 2020.
Attribution 
Foto: Nikolai Linares
Her løfter hele afdelingen i fællesskab den uddannelsesmæssige opgave, og det kan mærkes blandt afdelingens studerende.

”Jeg følte mig inviteret ind i varmen. Alle på afdelingen interesserede sig helt tydeligt for os studerende, vores uddannelse og for at give deres erfaringer videre til os,” fortæller 23-årige Kirsten Adamsen, der har indstillet afdelingen til praktikprisen. 

Tværfaglig læring i studieafsnit

På Svangre- og Barselsafsnittet er arbejdet med de nybagte familier forankret i et stærkt tværfagligt samarbejde mellem jordemødre, sygeplejersker og læger, og det får afdelingens studerende lov at mærke på en helt særlig måde. 

I afdelingens studieafsnit sættes sygeplejerske-, jordemoder- og medicinstuderende sammen i teams i 14 dage ad gangen. Her får de sammen ansvaret for at varetage alle opgaver omkring et antal familier på afdelingen.

De studerende støttes undervejs og modtager den nødvendige før-, under- og eftervejledning, men målet for studieafsnittet er at træne de studerende til at bruge deres kompetencer tværfagligt. 

”De erfarer, hvor afgørende det er, at vi samarbejder tværfagligt omkring vores familier og patienter. Det er den virkelighed, de skal ud og arbejde i, så det er vigtig læring,” siger Bodil Elkjær og fortsætter:

”Vi støtter dem naturligvis undervejs, men vores tilgang er som udgangspunkt, at vi ikke har svarene til dem. Dem skal de finde i det tværfaglige samarbejde. Vi træner dem i at argumentere fagligt for den pleje og behandling, de foreslår. At stå forrest i at tage stilling til noget, styrker deres tro på egen formåen.” 

Solidt fundament styrker modet

Kirsten Adamsen oplevede studieafsnittet som en mulighed for at prøve virkeligheden, før hun skulle ud i den:

”Vi lærte, hvordan vi bruger hinanden. Hvad kan jordemødrene, som sygeplejerskerne ikke kan og omvendt? Hvad er lægens opgave på stuen, og hvornår skal vi inddrage ham? Det har jeg ikke oplevet i nogen anden praktik,” fortæller hun. 

Og den tanke tjener et bestemt pædagogisk formål, forklarer afdelingens chef-jordemoder, Lotte Thrige.

”Der er en kæmpe styrke i at indgå i et team på den måde. Man får et trygt og solidt fundament for at turde stille sig frem, selvom man er i tvivl eller ikke synes, man slår til. Og for at turde tro på, at man faktisk godt kan,” siger hun og forklarer, at det i øvrigt afspejler sparringskulturen i resten af afdelingen. Her spørger man ikke nødvendigvis den kollega med flest grå hår eller stjerner på skulderen. 

”Vi løfter hinanden. Vi har én fælles opgave, og det er de indlagte familier. Det smitter af på de studerende,” siger hun.

”Nedbrud” mødt med forståelse

Afdelingen lægger vægt på at lære de studerende at kende. Hvis forløbet skal være vellykket, må man tage udgangspunkt i den enkeltes forudsætninger.

”Vi spørger ind til hvem de er, hvordan deres vilkår for læring er, og hvad der udfordrer dem,” forklarer Bodil Elkjær. 

Hun understreger, at det samarbejde, personalet har med den studerende først og fremmest handler om deres uddannelse.

Hvis man infiltrerer sig for meget i deres privatliv, risikerer det at komplicere det professionelle samspil. Men det handler om balance, siger hun:

”Det er ikke kun sort og hvidt, for det kan ikke skilles helt ad. Hvis de har haft en dårlig praktik tidligere eller har ting, de går og slås med privat, så har det jo betydning for deres læring og for det afsæt, vi skal tage.”

Det oplevede Kirsten Adamsen, da hun som mange andre studerende oplevede ”nedbrud” undervejs, som hun kalder det. Et par dage, hvor presset fra studie, praktik og privatliv tilsammen blev for stort. 

”Bodil var enormt sød og empatisk, og alle var forstående. Der var ikke noget forventningspres. Jeg fik lov at gå hjem, puste ud og blive klar til dagen efter,” fortæller Kirsten Adamsen. Afdelingen sørgede for at rokere om, så dagen i stedet blev konverteret til en studiedag.

”Der var hele tiden fokus på, at vi lærte hvad vi skulle og fik opnået vores læringsudbytter. Men der var også plads til forståelse for de liv, vi havde ved siden af. Det betød rigtig meget,” siger hun.

Ledelsesmæssig opbakning er afgørende

På Svangre- og Barselsafsnittet får de studerende løbende vejledning og masser af tid til refleksion. Der er følgedage med den kliniske vejleder, så der bliver ro og tid til at koble teori og praksis, og der er fokus på, at den feedback, de studerende får, er konkret og meningsgivende.

”Kun sådan bliver man i stand til at reflektere over egen praksis og finde ud af, hvad der gik godt, mindre godt, og hvad der skal gøres bedre næste gang,” konkluderer Bodil Elkjær. 

En sådan daglig praksis er resultatet af en bevidst tilgang, som er startet i studieafsnittet og har bredt sig til resten af afsnittet, forklarer Lotte Thrige. 

”I dag er det en fast forankret kultur i hele afdelingen. Det kræver tid og ressourcer at skabe optimale vilkår for de studerendes læring, siger hun. 

”Ledelsesmæssig opbakning og en villighed til at afsætte de fornødne ressourcer er helt afgørende,” tilføjer Bodil Elkjær.

Og det lader til at være en god investering. For Kirsten Adamsen har mødet med Svangre- og Barselsafsnittet i hvert fald gjort så stort indtryk, at hun sagtens kan se sig selv i specialet i fremtiden:

”Hvis der på sigt åbner sig en job-mulighed på en barsels- eller neonatalafdeling, så er det helt klart det første sted, jeg vil søge,” lyder det fra hende. 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken

Virtuel hyldest af årets praktiksteder

De nominerede til Sygeplejestuderendes Praktikpris 2020

Personlige relationer er afgørende i praktik

Emneord: 
Sygeplejestuderende