Escape rooms for studerende

På Københavns Professionshøjskole er escape rooms blevet en del af sygeplejerskeuddannelsen. Det skaber en god overgang fra teori til praksis, fortæller underviser.
I escape roomet har Therese Nørholm Christiansen efterladt små tegn på, at borgeren ikke har det godt, såsom affald på gulvet og blomster, der er gået ud. Det skal hjælpe de studerende med at genkende tidlige tegn på begyndende sygdom.
Foto: Therese Nørholm Christiansen

Når de studerende på 4. semester på Københavns Professionshøjskole bliver undervist, foregår det ikke kun i klasselokalet. En del af læringen sker i en til lejligheden opbygget dagligstue, der tilhører den fiktive ældre borger Ilse. Hjemmehjælpen synes, at hun virker anderledes, end hun plejer, og tilkalder kommunens akutsygeplejerske.

En gruppe sygeplejestuderende bliver derfor iført kittel og lukket ind i Ilses hjem, der er indrettet med visne blomster, affald, kaffeduft og alskens nips på hylderne. Så starter uret: De har 60 minutter til at finde ud af, hvorfor Ilse ikke har det godt.

60 minutter til vurdering

Bag undervisningsformen står Therese Nørholm Christiansen, som er adjunkt på Københavns Professionshøjskole og underviser på 4. semester. 

“Når jeg tidligere underviste i, hvordan man er opmærksom på begyndende sygdom hos ældre, skrøbelige borgere, foregik det ved tavlen. Men jeg oplevede, at studerende kom til at se teori og praksis som to meget adskilte ting. Derfor ville jeg gerne finde en læringsproces, der byggede bro mellem de to dele og samtidig kunne engagere eleverne,” fortæller hun.

Efter international inspiration designede hun escape roomet, hvor studerende ved hjælp af traditionelle sygeplejefaglige værktøjer som blodprøver, urinprøver og TOBS-værdier kommer på sporet af patientens sygdom.

Efter en time skal de kunne meddele lægen, hvordan de vurderer patientens tilstand. Den eneste kontakt til omverdenen er envejs-sms’er fra Therese Nørholm Christiansen, der kan sende tips til de studerende, hvis de går helt i stå. Hun lytter nemlig med bag et forhæng.

Spilbaseret læring kan noget

Efterfølgende laves der en grundig debriefing.

“Vi snakker om, hvad de gjorde, men også om hvorfor. De får virkelig øvet sig i at forklare, hvorfor de træffer de valg, de gør. Det kan være alt fra, hvordan de tog blodprøven, til hvorfor de satte sig i borgerens sofa. Det skaber rig mulighed for refleksion,” siger Therese Nørholm Christiansen.

Hun har mødt stor opbakning fra eleverne til projektet:

“De er meget begejstrede. Spilbaseret læring kan virkelig noget. De har et stort engagement og masser af motivation, og de siger, at de bliver udfordret til at tænke selv og stå på egne ben. Det er absolut en undervisningsform, der giver mening at bruge i mange andre sammenhænge, også selvom den kræver flere ressourcer at forberede.”
 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Lønforhøjelser har tilsyneladende fastholdt de finske sygeplejersker"

Den finske sygeplejerske er lægens medhjælp.

Dina Helbo Bredal
Dina Helbo Bredal
5. semesters praktik byder på 16 dage i Finland. Jeg glæder mig til at komme nordpå og se, hvis ikke det bedste, så et af de bedste sundhedsvæsner i Nordeuropa.

Det er lunt, da jeg lander i lufthavnen med udsigt over et fladt klippelandskab fyldt med tusindvis af små søer, der afspejler efterårsfarverne og den blå himmel.

Luften er ren og salt, vi er tæt på kysten. Selvom jeg er træt efter et døgns rejse, nyder jeg øjeblikket. Det helt specielle øjeblik, hvor man er fremme ved destinationen af et eventyr, og rejsen hjemad allerede begynder.

Sygeplejerskerne på dagafsnit for lunge, neurologi og kæbe har god tid. Der er tid til at vise mig ting, tid til at fortælle og til at se, hvordan de arbejder.

Det er spændende at se et alternativ til travlhed, især i en tid, hvor folketingsvalget i Danmark handler om vores sundhedsvæsen.

Jeg kan tydeligt se og høre, hvordan en lønforhøjelse på 25 pct. pr. 1.1.2023 har tiltrukket og fastholdt sygeplejerskerne i faget og derigennem skabt mulighed for et bedre arbejdsmiljø. Bagsiden af lønmedaljen er, at de ikke må strejke, før der ikke er uforsvarligt mange ledige stillinger. 

Det finske sundhedsvæsen er skruet anderledes sammen end vores. Decentralisering har ført til mere lokal kontrol, og man kan finde hospitaler, der er enten finsktalende, svensktalende eller begge dele.

Sygeplejersken er i højere grad lægens medhjælp, og sygeplejen er derfor mindre selvstændigt udført. Synet på patienten og forholdet til lægen er paternalistisk.

F.eks. kan en patient ikke sige nej til en behandling, hvis lægen vurderer, at behandlingen er til gavn for patienten. Det er også lægen, der ordinerer hjælpemidler som f.eks. en rollator, hvis den skal bruges i forbindelse med udskrivelse eller sektorovergang. 

Valget i Danmark, perspektiverne i Skandinavien og de arbejds- og lønvilkår, jeg står overfor, når jeg er færdiguddannet, får mig til at overveje, om jeg har mod på at arbejde i det danske sundhedsvæsen.

I sommers spillede den danske model fallit over for sygeplejerskernes nej til lønforhøjelser, der end ikke følger inflationen på 2 pct. pr. år.

I et marked af udbud og efterspørgsel forstår jeg ikke, at politikerne stædigt nægter at erkende, at løn er en del af den økonomiske proces, hvori arbejdsmarkedet som helhed fungerer.

I et marked af udbud og efterspørgsel, hvor der allerede nu er udsigt til færre nyuddannede om tre år, frygter jeg, at der ikke er tid til sygepleje i fremtiden.

Alligevel ved jeg, at jeg om et år står uden for en dør og venter på at få en karakter for min bacheloropgave. Senere møder jeg ind på mit nye arbejde som nyuddannet sygeplejerske et eller andet sted.

Selvom der er plads til forbedring, glæder jeg mig trods alt til endeligt at kunne sige, at jeg er autoriseret – for sygeplejerske, det er jeg allerede i hjertet, om end ikke på papiret. 

Dina Helbo Bredal er sygeplejestuderende på 5. semester, VIA Viborg.

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: Skrøbelighed har mange facetter

Karriereskift fra hæsblæsende IT-business til nærvær og eftertænksomhed på sygeplejestudiet giver en helt særlig motivation og glæde.

Jacob Mads Lundsteen
Jacob Mads Lundsteen
Privatfoto
Jeg har altid været glad for mit job – arbejdet mange timer, højt gear, IT-branchen, boet midt i København, pulserende og til tider hektisk.

Jeg har egentlig altid følt, at jeg gjorde en forskel på mit arbejde, men ønsket om at gøre en forskel på en anden måde voksede inde i mig. Lysten til nærvær, omsorg og at være tæt på mennesker. 

Det har ikke været impulsivt for mig at søge sygeplejerskegerningen. Jeg søgte ind første gang for fire år siden, men blev skilt umiddelbart efter at jeg havde søgt ind og tænkte, at det var lige vel meget forandring på én gang.

Man kan vel godt sige, at det er efter moden overvejelse, at jeg nu sidder som 2. semester-studerende på Bornholm. Hvor er både dét og her dejligt.

Jeg har i løbet af min karriere fået mange kurser og efteruddannelse, men jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor stor en luksus det er at få hældt så meget nyt og spændende ind i hovedet.

Det burde være alle forundt at få lov til på et tidspunkt i livet, hvor man virkelig værdsætter det.

Ét er at studere, noget andet er forestillingerne om, hvordan det vil være at arbejde som sygeplejerske. Den store syretest for mig var det kommende klinikophold. Mon det hele nu også var så fantastisk, som jeg gik og forestillede mig? 

Praktik på 1. og 2. semester er sammenhængende, og jeg har haft det store privilegium at få lov til at være på sengeafsnit 1, Neurologisk afdeling på Bornholms Hospital.

Gudskelov blev jeg meget bestyrket i, at dette er den helt rette vej. Jeg var vanvittig imponeret over sygeplejen i en travl hverdag og hvor meget omhu, nærvær og eftertænksomhed, der blev lagt i behandlingen af patienterne. Jeg har dejligt meget at lære endnu!

I min første praktikperiode fulgte jeg en patient i lidt over tre uger. En ”ung mand” i midt fyrrerne, der blev indlagt efter en blodprop. Udover det ualmindeligt spændende, faglige aspekt var det, jeg reflekterede mest over, hvor skrøbeligt livet egentlig er.

Fra den ene dag til den anden ser livet, som man kender det, slet ikke sådan ud mere ift. job og muligheder og at kunne gøre de ting, man har lyst til.  

Jeg har selv været i en proces med livsforandring, men har foretaget valg. Valg til noget jeg synes er bedre.

Med patienten er det den omvendte verden, der er ikke foretaget et valg, og forandringen er ikke nødvendigvis til det bedre. Dét at kunne give bare et ydmygt bidrag til, at en sådan mand kommer bedst muligt videre, er for mig meningen med livet lige nu, og jeg er glad. 

Skrøbelighed har mange facetter, for oplevelsen af at bringe mig selv i spil på en anden måde, end jeg har været vant til, har været både overvældende og givende.

Det spiller nok også ind, at jeg hele tiden havde i baghovedet, at det lige så godt kunne have været mig.

Givet hvor skrøbeligt livet er, er jeg glad for, at jeg i dag bruger min tid på det, jeg har allermest lyst til, nemlig at studere sygepleje hvor omhu, nærvær og eftertænksomhed er omdrejningspunktet.

Jacob Mads Lundsteen er sygeplejestuderende på 2. semester, KP Bornholm.

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Dekan: De studerende skal vide, hvor de kan få hjælp

Dekan på Københavns Professionshøjskole Randi Brinckmann genkender billedet af usikre sygeplejerskestuderende. Hun mener, det er en evig opgave at forbedre og udvikle uddannelsen.
Københavns Professionshøjskole har en fast procedure for, hvad man skal gøre, hvis man ender i et uheldigt praktikforløb, fortæller Randi Brinckmann
Foto: Københavns Professionshøjskole

Usikkerhed blandt sygeplejestuderende kan ikke undgås fuldstændigt, men uddannelsesstederne kan gøre en del for at skabe de bedste rammer for de studerendes praktikforløb.

Randi Brinckmann, som er dekan ved det sundhedsfaglige fakultet på Københavns Professionshøjskole, fortæller, hvordan de på deres sygeplejerskeuddannelse sikrer, at praktikstederne lever op til kvalitetskravene. 

Hvad tænker du om undersøgelsen, som bl.a. viser, at mange studerende føler sig usikre på, om de bliver dygtige sygeplejersker, og oplever at stå alene med ansvaret for at blive det samt føler, at de i perioder bliver brugt som ren arbejdskraft? 
”Vi kan sagtens genkende billedet, og vi er opmærksomme på, at der er et forbedringspotentiale ude i klinikken. Jeg tror dog ikke, man kan undgå at være alene nogle gange som studerende, så det forbereder vi dem også på. Men det skal aldrig føles som om, der ikke er læring. Og så skal de desuden vide, hvor de kan hente hjælp, hvis de bliver usikre på noget. Vi ved også fra vores egne dimittendundersøgelser, at mange studerende er usikre, når de er færdige på studiet. Samtidig mener jeg også, at man aldrig kan være 100 pct. klar, for der er bare forskel på at være under uddannelse og stå på egne ben. Derfor er det vigtigt med gode on-boarding-forløb, så man bliver taget godt imod på sit første job.”

Hvad gør I for at sikre, at praktikstederne lever op til deres ansvar? 
”Vi følger praktikforløbene nøje. Dels godkendelsen af dem, dels sikrer vi, at der bliver lavet en aftale med de studerende, når de begynder, og så evaluerer vi forløbet bagefter. Det er helt systematisk. Når de studerende laver evalueringer, følger vi nøje med i, om der er praktiksteder, som gentagne gange får dårlige evalueringer. Gør de det, tager vi fat i stederne for at høre, om der f.eks. er brug for, at de en periode ikke har studerende.”

Støtter I de studerende anderledes i øjeblikket, hvor der er mangel på sygeplejersker? 
”Vi gør ikke noget anderledes, for vi har hele tiden holdt øje med de enkelte praktiksteder, og vi arbejder altid på at forbedre og udvikle uddannelsen. Vi er f.eks. begyndt at bruge mere simulationstræning for at give de studerende endnu bedre forudsætninger, til når de skal ud i de kliniske forløb. Og så har vi også haft et indsatsområde, som har handlet om at gøre endnu mere ud af at forberede de studerende på, hvad de kan forvente ude i klinikken.” 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Klinisk vejleder: Vigtigt at kende sine begrænsninger

Nørderi for faget og bevidsthed om ansvaret er nogle af de ting, som gør en vejleder god, mener klinisk vejleder Louise Søndergaard Jessen.
Mens Louise Søndergaard Jessen overvejede at skifte job, tog hun ikke imod praktikanter, for hun ville ikke kunne stå inde for praktikforløbet, hvis hun stoppede som vejleder midt i forløbet.
Foto: Michael Drost-Hansen

Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte over, hvilken vejleder jeg gerne ville være og hvilken, jeg ikke ville være.” 

Sådan siger Louise Søndergaard Jessen, psykiatrisk specialsygeplejerske og klinisk vejleder, når hun tænker tilbage på sine egne praktikforløb.

Louise Søndergaard Jessen brænder for at lære fra sig og sætter altid den studerende først. 

Det er også en af grundene til, at hun og hendes daværende arbejdsplads, det retspsykiatriske afsnit P6 i Middelfart, vandt Sygeplejerskestuderendes Praktikpris i Region Syddanmark i 2021.

Louise Søndergaard Jessen er for nylig blevet ansat som udviklingssygeplejerske i Ambulatoriet i Regionspsykiatrien, Gødstrup.

Respekt for vejledningstid 

At være klinisk vejleder kræver formelt set ”bare” et kursus. Men derudover kræver det også en hel del nørderi inden for ens fagområde, mener Louise Søndergaard Jessen.

Det kræver også et pædagogisk aspekt. For de studerende er forskellige, og derfor er vejledningen og mødet med den enkelte studerende også forskelligt fra gang til gang, fortæller hun. 

Et godt praktikforløb kræver også, at hele afdelingen er med på, at tid til vejledning er noget, man skal have respekt for og ikke bare lige springer over.

Når der er studerende på afdelingen, har Louise Søndergaard Jessen dem med sig ”stort set over alt”. I princippet kan det lige så vel være en af de andre sygeplejersker, der fungerer som daglig vejleder, men hun oplever, at det virker bedst, når hun selv har daglig kontakt med de studerende: 

”Det betyder, at når jeg skal med dem til eksamen, ved jeg præcis, hvilken type de er, hvordan jeg skal spørge, og hvordan de griber opgaver an.”

Kender sine begrænsninger 

En anden vigtig ting er klarhed om ansvar. På et tidspunkt blev den tidligere kliniske vejleder på afsnittet langtidssygemeldt. Louise Søndergaard Jessen blev uddannet vejleder og tog over. 

”Jeg var godt klar over, at vejledningen, den studerende havde fået, op til at jeg tog over, var enormt mangelfuld. Det vidner om, at når strukturen ryger, så er det ikke nødvendigvis sikkert, at de andre tænker over, hvilket ansvar den sygemeldte kollega havde overfor den studerende. Det gjorde jeg også først selv, da jeg fik opgaven som vejleder på mig,” fortæller hun. 

Hun mener, det er vigtigt, at både den kliniske vejleder og hele afdelingen kender sine begrænsninger. At man som vejleder og afdeling kan sige nej til at have studerende, når man af forskellige grunde ikke kan leve op til kvaliteten.

”Det skylder vi både den studerende og faget,” siger hun. 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Mangelfuld vejledning sår tvivl hos studerende

Halvdelen af de sygeplejestuderende på 7. semester føler sig alene med ansvaret for at blive dygtige sygeplejersker. Hvis der mangler tid til refleksion og sparring i klinikforløbet, kan det have store konsekvenser, siger forsker Vibeke Røn Noer.
Trine Løvenskjold er ikke den eneste, som har haft en ærgerlig praktik. ”Når jeg snakker med andre om det, siger de ofte, at de selv har oplevet noget lignende.
Foto: Bax Lindhardt
Studerende er bekymrede for ansvaret

SLS og DSR Analyse foretog en spørgeskemaundersøgelse blandt sygeplejestuderende i perioden den 22. april til den 5. maj 2022. 1.659 studerende deltog. 

Undersøgelsen viser bl.a.:

  • 39 pct. angiver, at de er enige eller overvejende enige i, at de oplever at stå alene med ansvaret for at blive en dygtig sygeplejerske. Af de studerende på 6. og 7. semester er andelen hhv. 48 pct. og 49 pct. 
  • 37 pct. er enige eller overvejende enige i, at de i perioder af deres praktik er blevet brugt som ekstra arbejdskraft uden fokus på læring. For studerende på 6. og 7. 
  • semester er andelen hhv. 35 pct. og 49 pct. 
  • 61 pct. er enige eller overvejende enige i, at de er bekymrede for, om de som færdiguddannede vil være godt nok klædt på til at løfte ansvaret som sygeplejerske. For de studerende på 6. og 7. semester er tallene hhv. 72 pct. og 76 pct.  

Trine Løvenskjold var i praktik på et plejehjem på 2. semester af sygeplejerskeuddannelsen. Hun glædede sig til at prøve de ting af, hun havde lært i skolen, i praksis. Og til at suge masser af viden til sig om det fag, hun virkelig brændte for. 

Men der gik ikke længe, før praktikforløbet skuffede. En uge efter hun var begyndt, sagde vejlederen op. Kort tid efter blev plejehjemmets anden sygeplejerske langtidssygemeldt.

Resten af personalet bestod af social- og sundhedsassistenter og hjælpere. Trine Løvenskjold og de andre praktikanter kontaktede deres skole. Skolen kontaktede kommunen, som så satte en uddannelseskonsulent til at tage sig af dem. Men konsulenten var ikke uddannet sygeplejerske. 

”Det var virkelig et problem i forhold til de sygeplejefaglige ting, og det var jo det, vi var der for,” fortæller Trine Løvenskjold. 

”Allerede der blev jeg i tvivl om, om jeg egentlig ville være sygeplejerske,” fortæller hun. 

For mange kasketter

I dag går Trine Løvenskjold på 6. semester og er i praktik et sted, hun er rigtig glad for. Men generelt føler hun sig uheldig, når hun tænker tilbage på sine praktikforløb. På 4. semester var der ikke nogen klinisk vejleder, da der ikke var nogle sygeplejersker med den funktion tilbage på afdelingen. 

”Så det med at få sparring på daglig basis og have refleksioner undervejs var der bare ikke noget af,” fortæller hun.

I Trine Løvenskjolds 5. semesterpraktik var der én vejleder til 10 studerende. Vejlederen var tilmed afdelingsleder på plejehjemmet. Det betød, at Trine Løvenskjold og de andre studerende på de senere semestre mere eller mindre måtte vejlede dem på de tidligere semestre i de daglige opgaver. 

”Det havde jeg jo virkelig ikke kompetencerne til,” fortæller hun.

Praktikløftet

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning SLS’s indsatsområde ’Praktikløftet’ skal forbedre forholdene under praktikken. Indsatsområdets formål er bl.a. at:     

  • præcisere, hvilke rettigheder de studerende har i praktikken.
  • præcisere de læringsmæssige formål, så studerende og sygeplejersker kan arbejde sammen om at få opfyldt målene.
  • styrke de studerendes evner til at gå i dialog med sygeplejersker og vejledere om de situationer, som gør dem utrygge

Bekymring stiger i takt med semestre

Trine Løvenskjold er ikke alene om at have stået uden vejledning under sin praktik. I en undersøgelse foretaget af DSR Analyse og Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) i foråret 2022 erklærer 39 pct. af de studerende sig enige eller overvejende enige i en ”oplevelse af at stå alene med ansvaret for at blive en dygtig sygeplejerske”.

Samtidig er 37 pct. af de studerende enige eller overvejende enige i udsagnet om, at de i perioder bliver brugt som arbejdskraft uden fokus på læring.

Andelen stiger. som uddannelsen skrider frem. For studerende på 7. semester er begge tal 49 pct. (se boks side 47).

61 pct. af de studerende erklærer sig desuden enten enige eller overvejende enige i, at de er bekymrede for, om de som færdiguddannede vil være klædt godt nok på til at løfte ansvaret som sygeplejerske.  På 7. semester er tallet 77 pct.

Forperson i SLS, Charlotte Gøtstad Sørensen, er også bekymret: 

”Undersøgelsen er et tydeligt bevis på, at vi er nogle årgange af sygeplejerskestuderende, som ikke har fået et stærkt nok fundament på vores uddannelse. Den akutte mangel på sygeplejersker har alvorlige konsekvenser for vores praktikforløb og gør det særligt udfordrende at fuldføre uddannelsen.” 

Vejledere er afgørende

Tallene ærgrer også Vibeke Røn Noer, som er sygeplejerske og arbejder som lektor og forskningsleder ved Forskningscenter for uddannelseskvalitet, professionspolicy og praksis ved VIA University College.

”Vejledning er helt afgørende i et uddannelsesforløb, og den kliniske vejleder som rollemodel spiller en enormt afgørende rolle. Så derfor vil fravær af vejledning, men også fravær af vejledere, have store konsekvenser,” siger Vibeke Røn Noer.   

Tvivlen vendes indad

Trine Løvenskjold er frustreret over at føle, at hun ikke har fået nok læring ud af sine tidligere praktikforløb. Og det har af og til også fået hende til at tvivle på hendes egne evner. Var det hende, der ikke kunne finde ud af det? Var hun ikke robust nok?

Det billede kender Vibeke Røn Noer også fra sin forskning.  

”Ofte er det sådan, at selvom det egentlig handler om noget strukturelt, så har de studerende en tendens til at vende det indad som et subjektivt spørgsmål rettet mod dem selv,” fortæller hun. 

Tvivl og usikkerhed er nok en fast følgesvend på mange studier, vurderer Vibeke Røn Noer, men hun peger på, at det er problematisk, hvis tvivlen og usikkerheden slår rod hos de sygeplejerskestuderende: 

”Fordi det kan få de studerende til at tvivle på deres fremtid i faget.” 

Vil hellere læse videre

Trine Løvenskjold beskriver sig selv som stædig af natur og er overbevist om, at hun nok skal blive færdiguddannet. Men efter at have haft flere dårlige praktikforløb er hun blevet i tvivl om, hvad hun skal bruge sin sygeplejerske-
uddannelse til.  

”Før var jeg sikker på, at jeg bare gerne ville ud og arbejde. Men lige nu tænker jeg over, om jeg egentlig hellere vil søge direkte ind på en kandidatuddannelse. For jeg er både i tvivl om, om jeg har kompetencerne og lysten til at komme ud og arbejde som sygeplejerske.” 

Trine Løvenskjolds uddannelsessted har ikke ønsket at deltage i denne artikel.

 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Sygeplejestuderende hyldes for heltedåd

Under en vagt i hjemmeplejen i juni 2021 reddede den 21-årige sygeplejestuderende Emma Lassen en ældre kvinde ud af sin brændende lejlighed. For det blev hun for nylig udråbt til hverdagshelt.
Emma Lassen
Privatfoto

Den 21-årige sygeplejestuderende Emma Lassen var i juni måned på vagt i hjemmeplejen i Esbjerg Kommune, da hun blev bedt om at køre forbi en ældre, kvindelig borger, der havde trykket på sit nødkald. 

Da Emma Lassen nåede frem, kunne hun høre en brandalarm hyle. Hun ringede til alarmcentralen, mens hun trådte ind i lejligheden, der var fyldt med røg. 

”Jeg nåede ikke at tænke, jeg handlede bare,” fortæller Emma Lassen, der fandt den ældre kvinde på køkkengulvet ved siden af sin rollator. Komfuret stod i flammer, og emhætten var næsten smeltet væk. Kvinden klagede over smerter, og kunne ikke selv rejse sig fra gulvet. Emma Lassen fik resolut bakset kvinden op på et tæppe, og trak hende derefter ud af den brændende lejlighed. 

”Først bagefter, da politi og brandvæsen var ankommet til stedet, blev jeg meget bevidst om, hvad der kunne være sket. Der pressede tårerne sig på,” fortæller Emma Lassen. 

Genkendte stemmen  

Hun blev i oktober måned tildelt prisen som hverdagshelt af Syd- og Sønderjyllands Politi for sin livreddende indsats og modtog 1.000 kroner i dusør.

Nogle uger efter branden stødte Emma Lassen tilfældigt ind i den ældre kvinde og fik lejlighed til at præsentere sig under mindre dramatiske omstændigheder. 

”Hun kunne kende min stemme og blev meget glad og rørt. Det hjalp mig til at bearbejde oplevelsen. Jeg havde behov for at se, at hun havde det godt,” siger den 21-årige hverdagshelt. 

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Det russiske sprog i lejrhospitalet får mig tilbage til mine rødder"

Den russiske dreng er flygtning fra Ukraine og har store smerter. Det sætter omsorgen i et helt nyt perspektiv.

Alex Bulow
Alex Bülow
Klokken er 20.45, og jeg er tjekket ind på lejrhospitalet som aftenvagt på FDF’s internationale landslejr 2022. Her står den skiftevis på faglig sparring, socialt samvær og et mylder af travlhed.

Vagten har kun været i gang i ganske kort tid, da den umiskendelige lyd af russisk får mit blik til at rette sig mod en dreng på ca. 11 år, som kommer ind ad døren. 

På et splitsekund minder det mig om mine egne russiske rødder. I dialogen er det åbenlyst, at en hel del ord går tabt i oversættelsen.

Den russiske dreng har smerter, men det er ikke dem, jeg ser i hans øjne. Det er usikkerheden over for fremmede mennesker og fremmedsprog, der gør ham bange, og så formaner hans kvindelige russiske leder ham om, at han må være stærk.

Jeg mærker forundringen i forsamlingen, da jeg vælger at bryde ind for at få svar på nogle af spørgsmålene. Den russiske leder spærrer øjnene helt op, og sammen går vi med drengen og feltlægen ind på en sygestue. Her bliver det konstateret, at drengen har pådraget sig en skulderfraktur.

Drengen skal have anlagt en interimistisk slynge, som jeg forsøger at anlægge. Her må jeg frustreret nok erkende min begrænsning og bede om hjælp fra en erfaren sygeplejerske. 

Undervejs kommunikerer lederen med drengen, og selv med mit efterhånden begrænsede russiske ordforråd i erindringen, kan jeg oversætte mere end rigeligt til at kunne forstå, hvad der bliver talt om. Det står klart, at drengen er flygtet fra bombningen af sit eget land, Ukraine. 

Jeg viser drengen et billede af mit husalter med to små ikoner af den ortodokse kirke, som er én af de fremherskende i Ukraine. Effekten på relationen mellem os ved at vise noget fra hjemlandet er usikker, men jeg vælger at tro, at omsorgen gør, at det hele pludselig ikke er så fremmed længere. 

Det er åbenlyst, at drengen skal på skadestuen, og jeg tilbyder at tage med. Vi kører mod Horsens Akutmodtagelse ad de elendigt oplyste veje, hvilket får køreturen til at vare en evighed. Vel ankommet og med et tæppe om drengen bliver vi modtaget på akutmodtagelsen af smilende personale. Vi venter en rum tid på røntgen og svar. Lægen kommer ud. Frakturen skal holdes i ro i 3-4 uger. 

Derefter går turen tilbage til lejren, klokken er blevet 01.30 - nattevagten i lejrhospitalet er begyndt. Jeg afrapporterer til nattevagten om, hvad der er sket. Egentlig skal jeg til køjs, men har brug for at sidde for mig selv i fællesteltet.  Jeg har fået sagt godnat til drengen og hans leder. Men skulle jeg have overladt opgaven til en anden? Og til hvem? Tankerne gør nattesøvnen urolig. Jeg kommer frem til, at det var rigtigt at byde ind på russisk og hjælpe drengen. Omsorgen gjorde en forskel.

Alex Bülow er sygeplejestuderende på 1. semester, KP Hillerød.

Emneord: 
Flygtning
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Spørgsmålene var kærligt ment, men havde ingen effekt"

Fælles interesse for computerspil åbnede indadvendt patient op, efter at teori og klinisk erfaring havde slået fejl.

Gustav Winther Eriksen
Gustav Winther Eriksen
På den første dag i klinik, på åben psykiatrisk afdeling, fik jeg tildelt en patient, som jeg skulle være kontaktperson for. Det var en ung mand på min egen alder, som før min ankomst havde været indlagt på afdelingen i en uges tid.

Siden han forlod folkeskolen for ni år siden, havde han brugt tiden på at ryge hash, spille computer, spise og sove. Ingen venner, ingen mål for livet og en svindende lyst til at leve. 

Jeg mødte patienten på et tidspunkt, hvor sygeplejerskerne havde udfordringer med at skabe en relation til ham. Da jeg fik tildelt patienten, diskuterede sygeplejerskerne, om der ville være nok læring i patientforløbet.

De mente, at patienten var for indadvendt, og at det kun var et spørgsmål om tid, inden han ville bede om at blive udskrevet.

Senere samme dag bankede jeg på døren til patientens stue, hvor jeg blev mødt af en spinkel ung mand iklædt en stor, grå hættetrøje og løse, sorte løbebukser. Stuen var tom og livløs bortset fra snavsetøj samlet på en stol, og enkelte solstråler, der sneg sig ind under de sammentrukne gardiner.

Han var vigende i øjenkontakten, mimikfattig og svarede med så få ord som muligt, når man spurgte ham om noget. 

Dagene gik, og sygeplejerskerne prøvede at skabe kontakt til ham ved at spørge om ting som, hvad han skulle i weekenden, og om han ikke glædede sig til at komme hjem til sin familie for at hygge sig.

Selvom spørgsmålene var kærligt ment og et forsøg på at skabe kontakt, havde de ingen effekt. Sandheden var jo, at han ikke havde nogle planer i weekenden, ingen venner at ses med og intet at se frem til. 

Han havde en stor interesse for computerspil, som jeg på baggrund af mine egne erfaringer spurgte ind til.

Det viste sig at blive en afgørende indgang til at starte en relation til ham. Mine egne år med computerspil var noget, han kunne spejle sig i. En dialog kom efterhånden i gang, og han fik en mulighed for at føle sig set, forstået og normal. 

Afdelingens sygeplejersker havde, trods deres brede teoretiske viden, ikke en baggrund, han kunne relatere til. De havde ikke selv en livserfaring med computerspil, så de kunne finde relevante emner til en dialog med patienten.

Den nyopståede relation gav tryghed og blev et springbræt til, at han begyndte at deltage i fællesaktiviteterne, hvilket var et led i hans behandling. 

Eksemplet viser, hvor vigtigt det er med diversitet i sygeplejen. Det relationelle lykkes ikke altid via lang klinisk erfaring og teoretisk viden.

Det levede liv, hvor patienterne har noget, de kan spejle sig i, kan få en afgørende betydning.

I et kvindedomineret fag som sygeplejen er diversiteten udfordret, og den udfordring bliver mere kompleks i takt med, at flere kulturer er blevet en del af vores samfund.

En øget diversitet, som kombineres med teoretisk viden og kompetencer, vil kunne forbedre sygeplejen – ikke kun i psykiatrien – men overalt, hvor der udøves sygepleje. 

Gustav Winther Eriksen er sygeplejestuderende på 4. semester, KP Diakonissestiftelsen

Emneord: 
Sygeplejestuderende

Studerende i praksis: "Wie gehts?"

Jeg tog til Norge og endte med at tale tysk for at kunne give patienten den omsorg, hun havde brug for.

Caroline Gundgaard Mulvad
Caroline Gundgaard Mulvad
Norge blev valgt som stedet for at prøve kræfter med mere selvstændig sygepleje i min 4.-semesters praktik. Et land, hvor det må være let både at forstå sproget samt udøve en sygepleje, som ligner den danske.  

Vi lærer på studiet, at kultur spiller en vigtig rolle i den udøvende og modtagende sygepleje. Jeg tænkte som udgangspunkt, at Norges kultur må ligne vores og ikke adskiller sig særligt meget. Jeg blev klogere undervejs, idet min forforståelse ikke helt holdt vand. Under mit praktikophold havde jeg flere ahaoplevelser, hvilket gav stof til eftertanke og refleksion. 

Det gik dog overraskende godt med at forstå både kollegaer og patienter, og jeg blev altid mødt med et smil og et glædesudtryk over, at jeg var fra ”broderlandet” Danmark. Mange ord er de samme, mens andre betyder noget helt andet, end man skulle tro.

Eksempelvis hvis noget er rart, betyder det, at noget er mærkeligt. Sprogligt udfordrende, men også meget sjovt, når jeg lige havde fået forklaret mig ud af misforståelsen. 

Kommunikative udfordringer får en helt særlig betydning, den dag jeg har ansvaret for en ældre patient. Hun er oprindeligt fra Tyskland, men har boet i Norge, siden hun forelskede sig i den smukke natur for 25 år siden. Under indlæggelsen var hun flere gange ked af det og havde tydeligt brug for omsorgsfuld sygepleje.

Desværre talte og forstod hun ikke særlig meget norsk. Selvom jeg forsøgte at indflette nogle af de norske udtryk, som jeg havde lært, sammen med mit danske, havde vi lidt svært ved at kommunikere, og min sygepleje og omsorg haltede derfor lidt. Da min strategi tydeligvis ikke virkede, måtte jeg tage udfordringen op og forsøgte derfor med mit tyske.

Jeg kommer ind til hende og spørger: ”Wie geht’s?”, altså ”Hvordan har du det?” Med det samme ser jeg hendes ansigt lyse op, og hun begynder straks at fortælle på tysk. Ved brug af både mit verbale og nonverbale sprog får vi kommunikeret, og jeg får på denne måde indsigt i hendes behov, og hvorledes jeg kan hjælpe hende. 

Det er motiverende og glædeligt at kunne udøve sygepleje på trods af kommunikative udfordringer blot ved at interessere sig for den andens kultur og sprog og således være med til at skabe velvære og livskvalitet for en patient, som ellers befinder sig i en svær periode af sit liv.

For mig var det meget lidt, jeg skulle gøre, for at patienten kunne føle sig tryg og velkommen på hospitalet. Kultur er på den måde grænseløs og en erfaring, jeg vil tage med mig. 

På trods af kommunikative udfordringer kan der udøves sygepleje og omsorg til patientens bedste, hvis man tør tage udfordringen op. Jeg tog udfordringen op, hvilket har lært mig, hvor stor en rolle den kulturelle sygepleje har, og hvor meget man kan lære af et andet land, kulturen og sygeplejen, selv når der er tale om en slags ”kultur i kulturen”, hvor jeg uventet kom til at tale tysk i Norge. 

Caroline Gundgaard Mulvad er sygeplejestuderende på 5. semester, VIA Viborg.

Emneord: 
Sygeplejestuderende