”Er du ok?”

Det spørgsmål har 325 medarbejdere på Afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv Behandling på Herlev Hospital øvet sig i at stille hinanden i forbindelse med projektet ’Mental Sundhed for sundhedsprofessionelle’, der fandt sted fra 2021-2022. 

Helt konkret har projektet fokuseret på at implementere to typer af samtaler på afdelingen: Den uformelle, støttende, kollegiale samtale (SKS) og den fortrolige defusing-samtale. 

Og det har virket. En spørgeskema-undersøgelse gennemført før og efter projektets afslutning viser, at halvdelen er mere opmærksomme på kollegers behov for at tale om vigtige emner.

En tredjedel oplever øget kollegaskab i afdelingen, og en tredjedel har flere betydningsfulde samtaler med deres kolleger.

Kollegasamtaler aflaster

Projektleder og overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Jacob Nielsen, forklarer, at en af de vigtigste forebyggende faktorer for mental sundhed er et godt kollegaskab. 

“Det er en præmis, at man som ansat i sundhedsvæsenet er udsat for høje, følelsesmæssige krav, og hvis du er presset, er din kognitive kapacitet reduceret, og så laver du fejl. Heldigvis er en tilbagevendende erfaring – også fra det her projekt – at dét at tale med en nær kollega virker aflastende,” siger han. 

Også oversygeplejerske Vicki Gudmandsen er begejstret for projektet. Hun fortæller, at afdelingen altid har haft støttende, kollegiale samtaler, men at de ikke har haft et navn eller har været sat i system.

Det har ændret sig nu, hvor hele personalet er undervist og trænet i den støttende, kollegiale samtale, ligesom der er uddannet 35 læger og sygeplejersker, der i dag fungerer som facilitatorer af især defusing-samtalerne. 

“Jeg har ikke tal på det, men der er ingen tvivl om, at der er langt flere kollegiale samtaler i dag,” forklarer hun. 

Modstand og kulturændring

Vicki Gudmandsen fortæller, at der var en tydelig modstand mod projektet i starten. 

“Folk synes, det var grænseoverskridende at have fortrolige samtaler med nogle, de ikke kendte i forvejen. Men i dag er folk mere opmærksomme og kommer, hvis de synes, der er nogle, jeg skal tage en snak med,” siger Vicki Gudmandsen.

Hun synes, der er sket en kulturændring:

"I dag bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved væsentligheden af at tale mere eller mindre voldsomme oplevelser igennem med en kollega. Alle ved, at ting skal bearbejdes, så man kan være en god sygeplejerske eller læge for den næste patient.”

Har du mulighed for at prioritere en del af dine arbejdsopgaver i en ofte travl hverdag? Og lytter din leder og kolleger til dine faglige input og ideer? Så er der større chance for, at du trives på dit job og faktisk også i livet generelt, fortæller Malene Friis Andersen, autoriseret psykolog og ph.d.

”Arbejdspladser skaber ikke kun medarbejdere, men også mennesker, der er med til at forme samfundet. Og det kan belyses ud fra tre typer indflydelse, der er centrale for, at medarbejderne kan løse deres opgaver i en kompleks og foranderlig verden og for, at de kan trives,” fortæller psykologen, der som forsker på NFA - det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - har stået i spidsen for et nyt studie, der identificerer de tre typer af indflydelse: 1) Opgaverelateret indflydelse, 2) Indflydelse i arbejdsfællesskabet og 3) Indflydelse som identitetsskaber. 

Råderum vigtigt for trivslen

Ifølge Malene Friis Andersen adskiller studiet sig fra mange andre ved, at hun som projektleder gennem i alt otte måneders feltstudier og interviews med 59 medarbejdere fordelt på to arbejdspladser – en privat medicinproducent og en psykiatrisk afdeling i det offentlige – er blevet klogere på, hvad medarbejderne konkret forbinder med indflydelse. 

”Den opgaverelaterede indflydelse er den, vi kender bedst allerede. Medarbejderne ønsker at bruge deres faglighed og dømmekraft til at have medindflydelse på, hvordan de løser opgaven bedst, og hvad de skal prioritere,” fortæller hun og uddyber: 

”Et vist råderum er vigtigt for trivslen. Har en medarbejder mest energi om formiddagen, kan de mest komplicerede opgaver måske placeres her og de mere rutineprægede efter frokost,” siger forskeren velvidende, at det er lettere sagt end gjort. 

Indflydelse i relationer

Indflydelse i arbejdsfællesskabet er særlig vigtig at være opmærksom på i en tid, hvor også sygeplejersker arbejder mere i teams, ofte på tværs af fagligheder, fortæller Malene Friis Andersen. 

”Indflydelse sker derfor også i relationerne. Man trives bedst og oplever indflydelse, hvis man er i et fællesskab, hvor der er gensidig udveksling af ideer og forslag med leder og kolleger. Hvor man bliver hørt og spurgt til råds.”

Sluttelig fremhæver forskeren indflydelse som identitetsskaber, et lidt undervurderet emne, mener hun: 

”Ens selvforståelse afhænger også af, hvordan man kan gøre sig gældende på sit job. Kan jeg påvirke opgaveløsningen og bliver min erfaring og faglighed sat i spil, eller er jeg bare en brik, som topledelsen kan flytte rundt med. Har medarbejderne indflydelse på opgaver og i arbejdsfællesskabet, er der stor sandsynlighed for, at indflydelse som positiv identitetsskaber også følger med,” siger hun og tilføjer:

”Måden, jeg bliver set og behandlet på på mit arbejde, har stor betydning for, hvordan jeg forstår mig selv, når jeg går hjem – kan jeg være med til at påvirke beslutninger og det samfund, jeg bor i?”

De tre typer af indflydelse er beskrevet i artiklen ’Influence at work is a key factor for mental health – but what do employees in knowledge and relational work mean by ”influence at work”?’. Find den ved at google titlen.

Op mod hver fjerde gymnasieelev trives dårligt socialt i gymnasiet, og det kan få alvorlige konsekvenser for deres psykiske helbred. 

Dette er konklusionen bag et studie, som forskere fra Statens Institut for Folkesundhed står bag, og som trækker på data fra UNG19-undersøgelsen før coronakrisen, hvilket i sig selv er et interessant sideperspektiv.   

Studiet består af data fra 29.086 gymnasieelever. 

De 29.086 elever er blevet spurgt ind til fire former for dårlig skoletrivsel: 1) oplevelsen af at kunne få hjælp og støtte fra klassekammerater, 2) oplevelsen af at kunne få hjælp og støtte fra lærere, 3) om der er et godt sammenhold i deres klasse, og 4) om de føler sig som en del af det sociale fællesskab på deres skole.

Studier indikerer, at 27,5 pct. af danske gymnasieelever oplever mindst en af de fire former for dårlig social skoletrivsel og dermed er i markant højere risiko for at have psykiske problemer sammenlignet med elever, der ikke har dårlig skoletrivsel. 

Ydermere viser studiet, at risikoen for psykiske problemer øges for hver ekstra form for dårlig skoletrivsel, som eleverne oplever. Altså, har eleverne bare én af de fire former for dårlig skoletrivsel, har de dobbelt så høje odds for psykiske problemer, og har de alle fire former – ja, så er risikoen faktisk fire gange så høj!

De psykiske problemer omfatter alt fra depression, angst, selvskadende adfærd, selvmordstanker, dårligt selvværd, negativt kropsbillede til søvnproblemer. 

Som altid er der den begrænsning med tværsnitsstudier, at man ikke kan pege på en egentlig årsagssammenhæng. Dårlig skoletrivsel og psykiske problemer er målt på samme tid, hvorfor det ikke kan udelukkes, at det er de psykiske problemer, der leder til dårlig skoletrivsel.

Uanset, er der her publiceret et omfattende studie med mange, mange data, som understøtter en allerede eksisterende evidensbase i vigtigheden i at fremme og understøtte den sociale tilknytning og trivsel i skolen for at forhindre og forebygge ensomhed, hvilket igen kan fremme den mentale sundhed og velvære blandt unge mennesker og dermed forebygge psykiske problemer. 

Sasja Jul Håkonsen er sygeplejerske, cand.cur., ph.d.,
Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprograms Videncenter – Ressourcer & Innovation. 

Antallet af mennesker med en demenssygdom har været støt stigende gennem de sidste 15-20 år. På verdensplan forventes det, at flere end 60 millioner mennesker er diagnosticeret med demens i 2030, og i Danmark vil flere end 130.000 mennesker have diagnosen i 2030.

Demens medfører nedsat kognitiv funktion med forstyrrelser i adfærd, nedsat dømmekraft og desorientering, hukommelsestab, tab af sprog og evne til at udføre basale daglige aktiviteter, hvilket giver store udfordringer både på det menneskelige, det økonomiske og det samfundsmæssige plan. Derfor har demensområdet i de seneste år fået en stigende politisk bevågenhed, som bl.a. har udmøntet sig i en national demenshandlingsplan 2025 (1,2).

Inden for demensområdet er der stigende fokus på nye faglige non-farmakologiske perspektiver og interventioner. Udviklingen er gået fra et dominerende medicinsk-sundhedsfagligt paradigme til et større og større fokus på at kombinere det sundhedsfaglige og det socialfaglige paradigme i en helhedsorienteret forståelse, da forskningen har vist, at en tværfaglig, helhedsorienteret og personcentreret indsats er af afgørende betydning (1).

I 2018 søgte og fik Hjørring Kommunes ældrepleje bevilliget puljemidler fra Sundhedsstyrelsens "Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner" til at opkvalificere 28 sygeplejersker fra kommunens plejecentre. I praksis var der konstateret øget udadreagerende adfærd hos mennesker med demenslidelser og manglende viden og fælles forståelse for håndtering og forebyggelse af udadreagerende adfærd. Det var derfor naturligt at afprøve en sundhedsfaglig indsats med et pædagogisk fokus. Målet var at reducere konflikter og udadreagerende adfærd hos mennesker med demens og sikre de demensramtes trivsel og et værdigt og meningsfuldt liv.

Opkvalificeringsforløbet kom til at foregå i samarbejde med Neuropædagogisk Kompetencecenter, Pædagoguddannelsen, UCN. Forventningerne var, at neuropædagogik kunne tilbyde forklaringsmodeller, der øgede forståelsen for den adfærd, som andre personer udviser. Set i et neuropædagogisk perspektiv handler man for at skabe mening, og det er netop denne forståelse og meningsskabelse, som kompetenceløftet skulle bidrage med.

Der blev udviklet et kompetenceforløb, der bestod af en neuropædagogisk uddannelse med fire ugers undervisning på modul 1-4, praksisnære opgaver, der skulle løses i perioderne mellem uddannelsesugerne samt supervision og faglig sparring i teams.

I forbindelse med opkvalificeringen blev der tilknyttet et forskningsprojekt udført af en forsker og to lektorer fra UCN i Hjørring - forfatterne til denne artikel. Formålet med forskningsprojektet var at undersøge, hvordan sygeplejerskerne gennem en tilegnelse af neuropædagogisk viden kunne forene den sundhedsfaglige og socialfaglige tilgang og hermed indfange den kompleksitet, det er at samarbejde med mennesker med demens. Sygeplejerskernes sundhedsfaglige tilgang skulle bl.a. suppleres med en neuropædagogisk forståelse, hvor der er fokus på mennesket som en selvstændig medborger med egne behov og rettigheder og ret til selvbestemmelse, også når man er ramt af demens (3). På baggrund af den neuropædagogiske tilgang var målet at nedsætte konflikter og udadrettet adfærd hos de demensramte mennesker og fremme trivsel i hverdagen.

Formål med artiklen

Formået med artiklen er i et retroperspektiv at dokumentere, hvordan et sundhedsfagligt paradigme kan forenes med et socialpædagogisk paradigme i et neuropædagogisk perspektiv. Artiklen beskriver nogle af de centrale områder i den neuropædagogiske forståelses- og refleksionsramme, som sygeplejerskerne fremhævede som væsentlige, og som skabte ændringer i deres arbejde set i forhold til håndtering af udadrettet adfærd. Der er udvalgt seks områder, hvor den nye viden har haft indflydelse. Inden for hvert område vil der i artiklen blive præsenteret forskningsdata, som analyseres i et neuropædagogisk perspektiv, se Boks 1.

Etisk refleksion

Når der arbejdes tæt på praksisfeltet, stiller det krav om en høj etik og anonymisering af det empiriske materiale. Det medførte bl.a., at de plejecentre, som sygeplejerskerne kommer fra, ikke er nævnt. Der har været en tæt dialog med sygeplejersker, ledere og forvaltning i forhold til etik og GDPR. De etiske overvejelser er løbende foretaget i det forberedende arbejde, undervejs i undersøgelsesprocessen og i bearbejdningen og formidlingen af data. I analysen af datamaterialet er vigtige data udeladt, fordi vi har vurderet, at de er vanskelige at anonymisere. Dette har betydet tab af interessante perspektiver.

Projektet var metodologisk baseret på principperne fra Design-Based Resarch (DBR). DBR er en bred forskningstilgang (4,5), der skaber en dynamisk forskningsproces i samarbejde med praksis. DBR bidrager til at bevare følsomheden over for det, der opstår i forskningsprocessen, når et design er valgt, uden at det får præg af tilfældigheder. En grundlæggende antagelser i DBR er, at informanterne fra praksisfeltet er vigtige aktører i forskningsprocessen og inddrages i forhold til problemidentifikation, løsningsforslag, afprøvning og evaluering. Intervention i praksis er en forudsætning for at udvikle teorier med henblik på at forbedre praksis (6).

Begrundelsen for vores valg af DBR var, at det er en forståelsesorienteret tilgang med henblik på at teoriudvikle og forbedre praksis. Forskningsprocessen er interaktiv, derfor skal der evalueres og gives inspiration til forbedring af design, hvorved man bevarer følsomheden for det, der sker i praksis. Udfordringen var, at vi kom så tæt på sygeplejerskerne, at det kunne blive en udfordring at bevare de forskellige positioneringer, hvilket var et centralt opmærksomhedspunkt. Metoderne i processen var evaluerings- og spørgeskema, interview og dokumentation på baggrund af opgaveløsninger.

Processen

Forskningsprocessen i DBR er en cirkulær proces, der er opdelt i fire faser.

1. En "kontekstfase", hvor der arbejdes med "desk research", hvilket indebærer afdækning af genstandsfeltet på baggrund af eksisterende materiale med henblik på problemidentifikation.

2. En "labfase", hvor der designes en rammesætning med henblik på udvikling af didaktiske løsningsforslag.

3. En "interventionsfase", hvor der interveneres, analyseres og evalueres med henblik på nyt design.

4. En "refleksionsfase", hvor der teorigenereres, dokumenteres og afrapporteres (4).

De deltagende sygeplejersker er eksperter i deres praksis. I projektet var de informanter til generering af ny viden inden for området. Interviewene blev indholdsanalyseret i forhold til projektets problemstilling og formål og sammenholdt med udsagn fra evalueringer og spørgeskemaer. Herefter blev der opstillet seks centrale temaer, som blev analyseret i et neuropædagogisk perspektiv (se senere). Sygeplejerskerne var ikke involveret i de komparative analyser af data eller i teorigenerering, men fik forelagt resultaterne. Resultaterne og sygeplejerskernes refleksioner blev efterfølgende fremlagt på et seminar om demens.

Evalueringsskemaer

Efter hvert af de fire moduler fik informanterne et nyt evalueringsskema, se Boks 2.

Tematiseringen af spørgsmålene efter første uddannelsesuge blev udarbejdet i fase 1 "desk research" baseret på litteratursøgning og dialog med praksisfeltet. De konkrete spørgsmål i spørgeskemaet blev udarbejdet i fase 2, "labfase". I "interventionsfasen", fase 3, blev spørgsmålene besvaret, og i fase 4, "refleksionsfasen", blev der foretaget en refleksion over spørgsmålene og svarene. Herefter foregik en ny "desk research" mhp. at stille nye spørgsmål osv. Denne proces gennemførtes efter hvert modul, og der blev stillet nye spørgsmål på baggrund af de komparative analyser af besvarelserne, se Figur 1.

Spørgsmål i selvudfyldt spørgeskema

Efter modul 2 skulle sygeplejerskerne besvare et spørgeskema, se Boks 3.

På baggrund af arbejdet i de fire faser og lydhørhed over for stemmerne fra praksis, skete der ændringer på endnu et område. Oprindelig var det planlagt, at de samme spørgsmål, som blev stillet efter modul 2, skulle stilles efter modul 4. Ud fra analyser af besvarelserne blev der i stedet designet et narrativt gruppeinterview mod afslutningen af forløbet. Det særlige ved det narrative interview er, at informanterne ikke skal svare på forskerens spørgsmål, men levere en betydningsfuld fortælling i stedet (7).

Opgaveløsning

Sygeplejerskerne skulle i efteruddannelsesperioden arbejde med tre forskellige opgaver med fokus på en konkret borger i deres praksis.

De tre opgaver blev løst i grupper og fremlagt. Fremlæggelserne dokumenterede, hvordan sygeplejerskerne havde arbejdet med neuropædagogikken i praksis. Arbejdet med opgaverne og fremlæggelserne gav anledning til nye spørgsmål, som aktivt blev inddraget som data i forskningsprojektet, se Boks 4 på foregående side.

Nye perspektiver på omsorgsarbejdet

Traditionelt har demensområdet taget udgangspunkt i en sundhedsfaglig tilgang i arbejdet med pleje og omsorg for mennesker med demens. Denne tilgang vil typisk have opmærksomhed på diagnosen og de symptomer, den demensramte har. Fokus vil være på pleje, omsorg og praktisk hjælp til f.eks. ernæring, påklædning, toiletbesøg osv. og at sikre omgivelserne for den demensramte, så han/hun ikke kommer til skade (3).

Når problemadfærd opstår, vil det med den traditionelle sundhedsfaglig tilgang typisk tillægges demensen og forsøgt standset ved, at den professionelle ved, hvad der er bedst for den demensramte, og derfor også har ret og pligt til at bestemme.

Der er med årene sket en kulturændring i forståelsen af mennesker med demens. Den kulturændring, der er sket, skyldes bl.a. Tom Kitwood. Han var en førende forsker og optaget af at beskrive måden, hvorpå et demensramt menneske påvirkes af sin sygdom og viste, at det i afgørende grad afhænger af omsorgskvaliteten, og af hvordan personidentiteten vedligeholdes og styrkes (8).

Neuropædagogikken kan bidrage til kvalificering af dette arbejde. Neuropædagogik er en forståelses- og refleksionsramme, som bl.a. kan anvendes i omsorgsarbejdet med sårbare og udsatte mennesker. Neuropædagogikken tilbyder en viden og et sprogvokabularium i det tværfaglige samarbejde (9), som muliggør videndeling og fælles refleksion på tværs af faggrupper. I undervisningsforløbet er sygeplejerskerne blevet uddannet til at arbejde tværfagligt med deres nye viden.

I de efterfølgende afsnit vil data fra forskningsprojektet blive præsenteret og analyseret med udgangspunkt i en neuropædagogisk forståelses- og refleksionsramme.

Hjerne-krop-omverdensperspektivet i det neuropædagogiske arbejde

Udsagn fra evaluering:

"Vigtigheden af opmærksomheden på omverdenens påvirkninger af den demente borger."

Udsagn fra interview:

"Hjerne-krop-omverdensperspektivet har betydet, at vi nu er mere opmærksomme på den professionelles ansvar for det, der sker. Vi er blevet mere bevidste om vores egen rolle i omsorgsarbejdet med demensramte mennesker, og hvordan vi med vores egen adfærd kan påvirke en situation positivt eller negativt. Vi er den demensramtes omverden, hvilket vi gør meget ud af at formidle til vores kolleger."

Sygeplejerskerne taler her om selvagens, dvs. at de har fået en øget refleksion over, hvordan deres tilgang og de selv som "omverden" har indvirkning på den demensramtes adfærd. Hjerne, krop, omverden og selvagens vil være centrale begreber, fordi hjerne, krop og omverden er tæt systemisk forbudne. Som mennesker reagerer vi med hjerne og krop på det, der sker i vores omgivelser med et særligt fokus på relationerne. Udvikling og trivsel vil derfor ske i et dynamisk samspil mellem det enkelte menneske og omgivelserne (i relationerne). Kritisk refleksion over relationsarbejdet bliver derfor en nødvendig kompetence i omsorgsarbejdet med demensramte mennesker (9), se Figur 2.

Den demensramte er sårbar og har ofte svært ved at reflektere over, hvad det er, han/hun mærker i sin krop, og finde mening med det, der foregår i omverdenen (10). Når medarbejderen får en forståelse for, hvad der sker i det demensramte menneskes hjerne og krop, kan hun få en forståelse for, hvilke krav der kan stilles og ikke stilles.

Det, medarbejderne (omverdenen) skal tage ansvar for, er en personcentreret omsorg, der gør, at den demensramte bliver mødt på en anerkendende måde, der giver mening og skaber en tryg stemning. Medarbejderne skal facilitere "hjerneglade og anerkendende rammer" for trivsel og livskvalitet.

Ud over at medarbejderne er omverden for den demensramte, vil også konkrete ting eller genstande i omgivelserne fungere som omverden. Ting i omgivelserne taler til os. Dette kaldes for affordances (11), der skabes hos det enkelte menneske ud fra erfaringer gennem livet. Det betyder f.eks., at indretning er af afgørende betydning for menneskers adfærd. Indretningen vil skabe muligheder i omverdenen, som vi oplever og opfatter som invitationer til handlinger. Affordances er erfaringer og dybe, kropslige hukommelsesspor, der f.eks. kommer til syne, når Marie, der bor på et plejecenter, fodrer høns, når hun dufter havregrøden, fordi hun var vant til at fodre hønsene, når hun havde sat havregrøden over (9).

Livshistorien i et neuropædagogisk perspektiv

Udsagn fra spørgeskema:

"Arbejdet med livshistorie får en anden betydning, jo mere man kommer i dybden med det i forhold til relationerne til den demente."

Udsagn fra interview:

"Vi har altid vidst, at borgerens livshistorie var vigtig, men det er for alvor gået op for os, hvordan man kan arbejde med den i hverdagen. Ved at arbejde med livshistorien har vi fået en større rummelighed, omsorgsfuldhed og forståelse for borgerne, og det har også ændret vores sprogbrug om og med de demensramte mennesker."

Hvis man i sit professionelle virke arbejder med borgere, som har svært ved at give udtryk for tanker og følelser, er det af betydning, at man har kendskab til deres livshistorie for at få forståelse for, hvordan tingene taler til borgeren. Perception, erfaringer og forventninger er en cirkulær proces, der er meget central i det neuropædagogiske arbejde og i forståelsen af andres handlinger (12).

Kendskab til borgerens livshistorie kan være en forudsætning for at forstå de handlinger og reaktioner, borgeren har. Og jo mere forståelse medarbejderen har for borgeren, jo større tendens er der til rummelighed og overskud, som er en væsentlig forudsætning for at kunne indgå i en god relation. Livshistorien er central i det neuropædagogiske arbejde. I livshistorien mødes fortid, nutid og fremtid. Erindringer om det, borgeren har oplevet, flettes sammen med nutiden og fremtidige mål og forhåbninger (12), se Boks 5.

Hos mennesker med demens ses hyppigt hukommelsesproblemer (13). Det betyder, at de har svært ved at huske deres livshistorie. Derfor er det af særlig betydning, at medarbejderne kender livshistorien og ad den vej kan hjælpe med at fastholde borgerens identitet og værdier.

Tegn i det neuropædagogiske arbejde

Udsagn fra interview:

"Vi er blevet mere opmærksomme på at se de helt små tegn på ubehag hos det demente menneske. På den måde er vi blevet bedre til at forebygge, at en situation eskalerer."

Arbejdet med tegn handler for medarbejderen om at udvikle en åbenhed og følsomhed for at se og lytte efter tegn, i mange tilfælde små bitte tegn, hos borgeren. Disse tegn kan vise livskvalitet og trivsel eller mangel på samme. De små tegn, der observeres, kan f.eks. være at borgerens lyd ændrer sig, eller at der kommer en lille trækning ved øjet. Viden om og opmærksomhed på det autonome nervesystem, muskeltonus og ansigtets udtryk, kan være med til at udvikle opmærksomheden på de nonverbale tegn (14).

I det neuropædagogiske arbejde anvendes tegn som et værktøj i forbindelse med dataindsamling, analyse, intervention og evaluering. Tegn er ikke noget, der på forhånd er givet, men noget, man beslutter at holde øje med i forbindelse med nye tiltag. Man kan bl.a. se efter tegn i forbindelse med vurdering og evaluering af kvaliteten af de tiltag, der er igangsat (9).

Når et tiltag skal iværksættes, skal det være klarlagt, hvilke tegn der forventes at komme til udtryk, så medarbejderne kan bruge tegnene som rettesnor og vurdere, om de iværksatte tiltag fører hen imod eller væk fra de opstillede mål. Det teoretiske fundament for forståelse af tegn er inspireret af Damasios teoridannelse om somatiske markører og Merleau-Pontys teoridannelse om kropsskemaer (12).

Relationsopbygning før opgaveløsning

Udsagn fra spørgeskema:

"Det har givet mig ro i relationen, fordi jeg ved, hvordan jeg kan forsøge at være der for dem [demensramte] de dage, hvor de har det dårligt."

Udsagn fra interview:

"Vi er blevet meget opmærksomme på, hvor betydningsfuldt relationsarbejdet er forud for opgaveløsning. Vi har fået øjnene op for, at vores praksis og daglige handlinger, indimellem har båret præg af at få det demensramte menneske til at overleve frem for at opleve. Man har selvfølgelig vidst, at relationsarbejde er vigtigt, men der har været en tendens til, at relationsarbejde er noget, som man arbejder med, når man er færdig med opgaver, som f.eks. at borgeren skal op om morgenen, i bad, barberes osv., og at man herefter må vurdere, om der er tid til at arbejde med relationerne, eller om der er andre presserende opgaver, der skal løses. Nu er relationsopbygning blevet en bevidst forudsætning for at vi … måske … kan løse opgaverne."

Hvordan mennesket med demens reagerer, afhænger i høj grad af, hvordan omverdenen påvirker dem. Den demensramtes hjerne og krop er påvirket af sygdom, hvilket kommer til udtryk kognitivt, emotionelt og kropsligt. Men det er medarbejderne, der er borgerens omverden, og derfor skal de være opmærksomme på at skabe et miljø, der giver mening og forståelse, så borgeren får andre muligheder end f.eks. den udadreagerende eller indadvendte adfærd, som indikerer, at omgivelserne ikke er hensigtsmæssige for den demensramte.

Mennesker er sociale væsener, og vores psykiske funktioner afhænger af de interaktioner og transaktioner, vi har med vores sociale miljø (15). De vigtigste psykologiske behov for alle mennesker har Kitwood illustreret som en blomst (8). Opfyldelse af disse behov sker gennem en personcentreret omsorg, se Figur 3.

At gå bag om adfærden. Al adfærd er kommunikation

Udsagn fra spørgeskema:

"Det, som har gjort stort indtryk på mig, er, at al adfærd er kommunikation. Der er altid en bagvedliggende årsag til beboernes reaktioner, som jeg og personalet skal forsøge at belyse, så vi kan hjælpe bedst muligt."

Udsagn fra interview:

"Når vi går bag om adfærden og ser adfærden som menneskets måde at kommunikere på, giver det anledning til en helt anden tilgang, end hvis vi forholder os til den umiddelbare adfærd."

Omsorgsarbejdet med mennesker med demens kalder på en pædagogik, der ser mennesket bag diagnosen og vedligeholder og styrker personens identitet ved en personcentreret omsorg, hvor alle former for såkaldt problemadfærd ses som kommunikation, der er relateret til uopfyldte behov. Alle mennesker handler for at skabe mening. Uanset hvor uforståelig adfærden umiddelbart ser ud, så er det vigtigt at stoppe op og reflektere over, hvad det mon er, dette menneske ønsker at kommunikere. Kernen i en neuropædagogisk praksis er derfor at "gå bag om adfærden" og forstå, hvilken mening det giver for det enkelte menneske at udvise lige netop denne adfærd. I den optik kan man sige, at "al adfærd er kommunikation" (9).

Viden om, hvordan menneskets hjerne bliver sårbar, når den er ramt af demens, kan give inspiration til, hvor vigtigt det er, at dette menneske får hjælp til at forstå, hvad der sker omkring ham i omverdenen (9).

Case: Anna

Et eksempel på ovenstående er fortællingen om Anna. Hun er langt inde i sit demensforløb, og hendes kognitive funktioner er svækkede. Sygeplejerskerne fortæller, at Anna ofte sad i sofaen i opholdsstuen og smågræd med en monoton lyd. Plejepersonalets reaktion på denne adfærd var at møde Anna med en kvik bemærkning eller tilbyde hende en kop kaffe. Nogle formiddage fik Anna tilbudt op til 15 kopper kaffe. Den praksis har ændret sig, da plejepersonalet er blevet mere opmærksomme på Annas livshistorie, psykologiske behov og tegn. I refleksionsrummene tales der nu om, at gråden kan være tegn på en tilknytningsadfærd, en kaldegråd, der kan signalere, at Anna har brug for omsorg. Igennem udarbejdelsen af livshistorien fandt man ud af, at Anna igennem sit liv altid hørte musik i dagligstuen, når hun sad med hækletøjet. Det blev tydeligt, at Annas behov ikke var opfyldt i den nuværende praksis. Derfor blev tilgangen i stedet at spille Annas yndlingsmusik på CD-afspilleren, give hende hækletøjet og synge kortvarigt sammen med hende, når hun sad og smågræd. De tegn, der efterfølgende kunne iagttages, var, at Anna blev smilende, sang med og blev motorisk rolig. Hendes kaldegråd blev sjældnere, hvilket ændrede fortællingerne om Anna positivt.

Narrativer i det neuropædagogiske arbejde

Et centralt fokus i det neuropædagogiske arbejde er brugen af narrativer i den daglige praksis. Narrativer er fortællinger, der kommer til udtryk i det, som medarbejderne fortæller om den demensramte borger, de pårørende, kollegaerne osv. En vigtig faktor, der har indflydelse i forhold til brug af narrativer, er kulturen på det pågældende sted. Kulturen skabes bl.a. af medarbejdernes narrativer, og de er med til at påvirke det organisatoriske mindset. Fortællingerne påvirker måden, hvorpå den demensramte mødes, og hvorledes man vurderer dennes handlinger.

Der findes der to former for mindset, der præger organisationskulturen: et fastlåst og et udviklende (16). Blandt medarbejdere med et overvejende fastlåst mindset skabes der ofte en vurderende stemning med fokus på resultater, og man kan komme til at tillægge borgerne nogle motiver bag deres handlinger, som de slet ikke har (12).

I det udviklende mindset er der åbenhed for at udvikle sig, og holdningen er, at man kan ændre sig og udvikle sine evner, hvis der gøres en indsats. Medarbejdere med et overvejende udviklende mindset vil også have fokus på at motivere et menneske med demens ud fra de ressourcer, behov og ønsker, han/hun har.

Medarbejderes mindset er en del af deres personlighed, som præger kulturen. Men ens mindset og derved kulturen kan udvikles. Ved at tænke og reagere på nye måder kan det udviklende mindset styrkes (16). Det er af betydning at fokusere på, hvilke muligheder der er for udvikling. Udvikling af kulturen kan fordre, at der kommer input udefra f.eks. gennem kollegial sparring eller supervision. Målet er at få medarbejderne til at reflektere over, hvilken indflydelse deres mindset har på borgeren og kulturen omkring borgeren. Det resonansrum, som kulturen og medarbejderne skaber, har betydning for, hvilke biokemiske processer der på neuralt niveau igangsættes hos alle involverede. Her er vi tilbage til hjerne, krop og omverdenperspektiver (12), og hvordan dette har påvirket informanternes mindset i udviklende retning og brugen af narrativer på en mere bevidst og konstruktiv måde.

Udsagn fra interview:

"Der er kommet stor opmærksomhed på, hvordan de professionelles narrativer om borgerne får stor betydning for tilgangen til borgerne. Negative narrativer kan sende negative signaler til borgeren, og da borgeren ofte er i stand til at aflæse og reagere på tegn fra den professionelle, kan dette give anledning til negative reaktioner fra borgeren."

Vores indledende antagelse er blevet bekræftet gennem sygeplejerskernes opgaveløsning, deres evalueringer og de vurderinger, der er foretaget af ledere på de berørte institutioner. Den valgte forskningsmetode viste sig at være velegnet til interaktiv udvikling af praksis, og den refleksion, der er i igangsat for at fremme øget fokus på relationsopbygning som grundlag for opgaveløsning, peger på, at de sundhedsprofessionelles adfærd med fordel kan justeres med udgangspunkt i de præsenterede neuropædagogiske teorier og dermed gavne den demente persons trivsel og velbefindende.

Karakteristika for de sygeplejersker, som deltog i projektet, kunne have været fremstillet i en tabel mhp. at tydeliggøre baggrund og kompetencer, ligesom baggrunden for udvælgelsen af citater med fordel kunne være tydeliggjort.

Forskningsprojektet viser, at neuropædagogisk forståelse fremmer værdier hos fagprofessionelle medarbejdere, der har en positiv effekt på plejen og omsorgen for mennesker med demens. Sygeplejerskerne har gennem tilegnelse af neuropædagogisk viden kunnet forene den sundhedsfaglige og socialfaglige tilgang, der konkret kan iagttages i de dialoger, medarbejderne har med hinanden. Derudover er der som udløber af projektet i Hjørring Kommune kommet en stigende opmærksomhed på sammenhæng mellem skjult brug af magt og reduktion af udadrettet adfærd. Projektet har fremmet en helhedsorienteret indsats, der har vist sig ved, at sygeplejerskerne har suppleret deres sundhedsfaglige forståelse med en pædagogisk forståelse og indsats.

Sygeplejerskerne fremhæver især deres skærpede opmærksomhed på og evne til at se bag om den demensramtes adfærd og forstå adfærden ud fra et hjerne-krop-omverdensperspektiv. Dette har givet et større fokus på borgerens livshistorie og tegnanalyse, som har påvirket narrativerne, så de er blevet mere positive og konstruktive. Bevidstheden er dermed blevet skærpet på, hvor store muligheder, der ligger i, at den professionelle ændrer sin adfærd, for derigennem at påvirke den demensramtes adfærd, så dennes trivsel og livskvalitet fremmes. Projektet har resulteret i, at Hjørring Kommune har besluttet at efteruddanne alle deres social- og sundhedsmedarbejdere inden for demensområdet i neuropædagogik i perioden fra 2020-2022.

Jeg løber rundt om en sø af passende størrelse sammen med min datter. Da vi mangler et par kilometer, siger hun venligt til mig, at det er godt at presse sig selv lidt. Herefter spurter hun fra mig og danser lidt for mig et par hundrede meter væk.

Jeg fortsætter med sveden haglende og blussende kinder og når hjem fem minutter senere end hende. Hun synes tydeligvis ikke, at jeg presser mig selv nok, og det har hun ret i. Lidt tung i kroppen og uden den store lyst til heftig intervaltræning synes jeg, det er en bedrift at kunne løbe overhovedet. Fem en halv kilometer er da noget, man har vel lov til at nyde det på sin egen måde, uden ørepropper, i ét med naturen, mens hejrer og ænder flyver eller padler forbi, og et enkelt forskræmt rådyr krydser min vej, eller hvad jeg nu kan bilde mig selv ind, at det handler om.

Nu må jeg tage mig sammen.

I fantasien kan jeg slå følge med et par af landets førende kendisløbere, Chris M. eller Bente K. En af dem kan løbe ved siden af mig og heppe, opmuntre, støtte eller trække mig videre i slipstrømmen. Jeg må lære at presse mig selv.

I sidste uge var jeg sammen med fem sundhedsplejersker en hel dag. De var på skrivekursus og blev ført gennem den ene øvelse efter den anden, og de havde før kurset afleveret opgaver. De var veloplagte og engagerede og kastede sig ud i opgaveløsningen med begejstring, men til sidst var de trætte. Én øvelse mere, blev vi enige om. Da dagen var forbi, mente en af deltagerne, at det var godt, jeg havde presset gruppen lidt til sidst.

Noget pres kommer indefra, noget kommer udefra. Man kan f.eks. føle sig presset af patienter med en webbagage så fyldig som den samlede danske encyklopædi, af unge, smarte akademikerkolleger, der flasher deres it-kyndighed, af konstante krav om dokumentation og registrering, af informationsbølger, der bestandig skyller hen over hovedet på en, og af forstyrrelser i alle tænkelige og utænkelige afskygninger. Arbejdspres og tidspres.

Der findes mindst tre slags pres, det man lægger på sig selv, det venlige undervisere lægger på én, og det mere melerede, der optræder i arbejdslivet. Det sidste er årsag til det mærkelige ord krydspres, som betyder, at man bliver påvirket eller flået i modsatte retninger. Det gør mennesker passive, fordi de glemmer at lytte til den indre stemmegaffel og dermed til deres egen grundtone. Resultatet kender sygeplejersker som demotivering, udbrændthed og stress.

Afgrænsning af arbejdsfeltet og øvelser i at sætte realistiske mål kan være den bedste forebyggelse, men det er nemmere i teorien end i praksis, indrømmer jeg – hårdt presset.

Skal man blive bedre til at løbe, til at skrive, til at læse forskningslitteratur på engelsk og til at finde rundt på hjemmesider, man ikke anede eksisterede, så er et mildt pres godt.

Det er noget helt andet end ”at presse citronen”, dvs. at få det mest mulige ud af noget. Følelsen af at være citron er ikke godt for helbredet.

Foto: Simon Klein-Knudsen

”Sygeplejekonference” står der med sort skrift i en rød advarselstrekant. Som på alle andre tirsdage er advarslen blevet hængt på døren til frokoststuen for at undgå forstyrrelser. I den næste halve time har sygeplejerskerne på Onkologisk Sengeafsnit på Vejle Sygehus mulighed for at diskutere og sparre på alt fra etiske dilemmaer til problematikker om behandling.

10 sygeplejersker har derfor sat sig til rette ved spisebordet, hvor dagens facilitator for bordenden undervejs sørger for at holde fokus på dagens emne, styre den afsluttende evaluering af konferencen og holde øje med tiden og talerlisten. 

Konstruktiv og målrettet sparring

Klokken er præcis 13, da facilitatoren indleder konferencen med at give ordet til sygeplejerske Dan Sørensen, som er i tvivl om, hvordan han skal håndtere en fåmælt teenagedreng, der er pårørende til en af afdelingens patienter.

”Hvordan er din øjenkontakt med ham?” spørger kollega Hanne Spelling venligt. Hun er en af de syv sygeplejersker på afdelingen, der er uddannet facilitator. Sygeplejekonferencerne er blevet afholdt fast på afdelingen i fire år, men ifølge Hanne Spelling gør det en stor forskel, at konferencerne for halvandet år siden blev mere strukturerede. Bl.a. ved at få sygeplejersker, der har været på facilitatorkursus, til at styre sparringen.

”Man plaprer ikke bare løs, når tiden og ordet bliver styret af en facilitator. Man bliver nødt til at gennemtænke sine argumenter og pointer, inden man får ordet. På den måde bliver man mere bevidst om, hvad man siger, og så bliver sparringen mere velovervejet, konstruktiv og målrettet. Og det er dét, der skal til, hvis man vil udvikle sig,” fortæller hun.

Man udvikler sig lidt ad gangen

”Det er bare ikke så nemt med den alder,” siger Dan Sørensen en smule fortvivlet i frokoststuen, hvor sygeplejekonferencen nærmer sig sin afslutning.

”Du har et behov for feedback fra drengen,” prøver en kollega og får dermed åbnet op for en diskussion om forveksling af sygeplejerskers og pårørendes behov. Facilitatoren lader diskussionen køre et par minutter, inden hun stopper den for at tage hul på evalueringen. Det er lige så vigtigt, at tiden bliver overholdt, som at de når at evaluere på sparringen. Dan Sørensen fortæller, at kollegernes spørgsmål, råd, erfaringer og refleksioner har givet ham faglig bekræftelse og gode idéer til, hvordan han fremover kan håndtere en fåmælt teenagedreng, som er pårørende.

”Man udvikler sig ikke med syvmileskridt, men lidt hver gang. Også når det er mine kolleger, der er i fokus, udvikler jeg mig, fordi jeg bliver tvunget til at reflektere over deres og min egen praksis,” fortæller Dan Sørensen. Han fremhæver de gode muligheder for at udvikle sig fagligt på afdelingen som en af grundene til, at han er glad for sit arbejde. 

Sygeplejekonferencer løfter kompetencer

Også Hanne Spelling er glad for sit arbejde på afdelingen. Hun kalder sygeplejekonferencen for ”en værdifuld gave” og forklarer, at netop tiden til og roen på konferencen er vigtig for at få udvekslet erfaringer med kollegerne, som man bagefter kan bruge i mødet med patienten. Værdifulde erfaringer, der ikke på samme måde er tid til at dele over sengebadet eller i kaffepausen. ¨

”Jeg kan lære af mine kolleger, fordi de hver især sidder med nogle ressourcer, som vi andre kan få gavn af. Derfor er sygeplejekonferencerne utrolig inspirerende. Vores fag, arbejdsområde og kompetencer bliver løftet. Man kan stadig lære at bruge sig selv på en ny måde, uanset om du har to eller tredive års erfaring som sygeplejerske, og det er en kæmpe sejr og giver enorm glæde,” siger Hanne Spelling.

Ud over sygeplejekonferencen afholder afdelingen også tværfaglige konferencer hver onsdag, hvor bl.a. læger, socialrådgivere, fysioterapeuter og en psykolog deltager. Desuden mødes sygeplejersker, læger og fysioterapeuter hver torsdag med et palliativt team ligeledes til en faglig konference. 

Foto: Simon Klein-Knudsen

”Jeg blev mindre glad for mig selv som sygeplejerske.”

Sådan husker sygeplejerske Elsebeth Due-Jensen tilbage på den hektiske tid for omkring et år siden på Medicinsk Afdeling på Ringkøbing Sygehus. Afdelingen var lukningstruet, og det betød ansættelsesstop, flere tunge patienter og flere dokumentationsopgaver.

Elsebeth Due-Jensen skulle løbe hurtigere og hurtigere på hospitalsgangene. Pulsen steg i takt med arbejdspresset. Hun svedte og rystede, når hun i hast forsøgte at nå alle sine opgaver, fortæller hun. Langsomt begyndte hun at tabe håret, hun havde svært ved at sove, og en dag brød hun grædende sammen derhjemme. Alligevel tog det endnu et sammenbrud ved kassen i Netto, før Elsebeth Due-Jensen indså, at hun havde fået stress og måtte være sygemeldt.

Hurtighed er ikke løsningen

Det høje tidspres i arbejdsdagen fik dengang Elsebeth Due-Jensen til at tvivle på sin egen faglighed.

”Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med og ikke miljøet eller kravene. Min løsning på problemet blev at løbe hurtigere. Jeg skulle skynde mig noget mere, for det var jo mig, der ikke var god nok til mit arbejde,” fortæller hun i dag, hvor hun ikke længere er sygemeldt, men i gang med en efteruddannelse og er i praktik på et akut sengeafsnit.

Og for mange sygeplejersker er det næppe ukendt at forsøge at løbe hurtigere for at kunne nå de ekstra arbejdsopgaver. Elsebeth Due-Jensens erfaring er dog, at det hverken er hensigtsmæssigt for sygeplejerske eller patient.

”Man bliver ikke mere effektiv af det, men vimser i stedet rundt med et hurtigt åndedræt og en høj puls. Man mister overblikket og dobbelttjekker alt. På den måde ender man med at lave overflødigt arbejde og mange flere fejl.”

Elsebeth Due-Jensen oplevede dengang, at travlheden fjernede fokus fra patienterne. For hende betød tidspresset, at hun sjældent stoppede op og reflekterede over sit arbejde og patienternes problemer. Hun kunne ikke rumme patienterne og fik ikke udført arbejdet, som hun egentlig ønskede. 

Coaching var førstehjælp

Vendepunktet for Elsebeth Due-Jensen var et gratis tilbud fra arbejdspladsen om sessioner hos en coach. Igennem sine møder med coachen fik hun hjælp til at håndtere sin stress og arbejdspresset. Bl.a. lærte hun, hvordan man kan strukturere sin arbejdsdag ved at lave prioriterede lister over sine arbejdsopgaver. Og så skulle hun også lære at acceptere, at hun ikke kan nå det hele på den halve tid.

”Coachen gav mig redskaber til at få min hjerne til at slappe af,” siger Elsebeth Due-Jensen, der i sit nye arbejde benytter såkaldte timeouter, hvor hun bevidst stopper op for at lytte til sig selv.

”Hvorfor er det lige, jeg har så travlt?” spørger hun f.eks. sig selv, når hjertet slår lidt for hurtigt. Hun kalder i dag redskaberne fra coachen for ”førstehjælp” og fremhæver, at hun vigtigst af alt har opnået en anden og mindre selvbebrejdende tilgang til en presset arbejdsdag.

”Jeg har lært, at det ikke nødvendigvis er rimeligt, hvad man forlanger af mig på arbejdet.” Selvom Elsebeth Due-Jensen sjældent har kontrol over tidspres og arbejdsopgaver, så hjælper redskaberne hende alligevel med at holde fokus og sætte farten ned i løbet af sin arbejdsdag. 

”Hvis det ikke havde været for den coachordning, var jeg aldrig kommet tilbage i den hvide kittel,” siger hun.
Medarbejderne har adgang til frivillig og gratis coaching, der inkluderer minimum fem samtaler med coachen. Ordningen blev indført på Medicinsk Afdeling i 2007 og omfatteri dag alle de medicinske afdelinger i Hospitalsenhed Vest i Region Midtjylland. 

Foto: Simon Klein-Knudsen

Hun trækker vejret dybt og holder øjenkontakt med kollegaen foran hende.

”Skal vi gå stuegang?” spørger sygeplejerske Pernille Rasmussen. Spørgsmålet er en del af, at hun nulstiller sig og lægger sin tidligere sindsstemning bag sig. Sådan kan hun bedre fokusere på samarbejdet med lægen. Det har hun lært under pilotprojektet ”Relationer og fornyelse i Neurokirurgisk Klinik – Når fællesskab gør en forskel” på Rigshospitalet, som har sat fokus på relationerne mellem sygeplejersker og læger.

Dybe vejrtrækninger og øjenkontakt er blandt de redskaber, som skal hjælpe sygeplejersker og læger til at forbedre stuegang i klinikken. Et af de vigtigste redskaber under projektet har været, at personalet skulle lære at bruge hinandens kropssprog og signaler i det daglige samarbejde.

Videooptagelser var en øjenåbner

Inden projektets start var det ikke ukendt for lægerne og sygeplejerskerne på Neurokirurgisk Klinik, at samarbejdet indimellem var svært. ”De unge læger turde ikke sige noget, og når overlægen kom ind, forventede han al opmærksomheden og fik ikke meget respons fra sygeplejerskerne,” fortæller Pernille Rasmussen.

En videooptagelse af klinikkens stuegang blev den vigtigste øjenåbner, mener både Boline Baadsgaard og Pernille Rasmussen. ”Folk arbejdede sammen uden at se på hinanden, det var ineffektivt, og man var i tvivl om, hvorvidt stuegangen var gået i gang,” fortæller Boline Baadsgaard.

Pernille Rasmussen stemmer i: ”At se det udefra var virkelig banebrydende. Jeg kan godt forstå, hvis patienterne synes, at stuegangen virker forvirret.” Videooptagelserne har lært både læger og sygeplejersker at være lydhøre og anerkendende over for kollegerne. Det handler i høj grad om, hvordan man samarbejder. ”Man skal bruge sine sanser til at aflæse kollegaens signaler i stedet for at ignorere dem,” fortæller Boline Baadsgaard.

Et typisk eksempel kan være relationen mellem den erfarne læge og den yngre sygeplejerske. Han kan blive irriteret over, at der er ting, hun ikke ved, og hun kan have svært ved at komme på banen. En lektie fra projektet er, at lægen i stedet bør anerkende sygeplejerskens nervøsitet. Samtidig skal sygeplejersken anerkende, at lægen har brug for bestemte svar.

Ifølge afdelingssygeplejerske Boline Baadsgaard har projektet rykket ved kvaliteten af stuegang: ”De dage, det kører, kan vi virkelig få noget fra hånden. Når mennesker samarbejder, kan de flytte grænser.” Hun oplever, at stuegangen er blevet mindre forvirret, mens følelsen af ligeværd mellem læger og sygeplejersker er blevet større.

Også sygeplejerske Pernille Rasmussen er begejstret. ”Når der er et samspil mellem mig og lægen, når vi jo væsentlig længere i arbejdet, end hvis vi modarbejder hinanden. Hvis vi bruger en stuegang på at være irriterede, får vi lavet et minimum af konstruktivt arbejde,” siger hun og mener, at det kommer patienterne til gavn med et godt tværfagligt samarbejde.  

Utryghed erstattet med tillid

Efter projektet er omgangstonen på afdelingen blevet bedre, og det er blevet rarere at være på arbejde. Pernille Rasmussen mærker tydeligt forskellen. Hun har rykket sig, men har også oplevet en forandring hos kollegerne, der har deltaget.

”Jeg kan godt få udtrykt mig for vrissent uden at ville det. Nu går jeg tilbage og siger undskyld. Det tænkte jeg ikke meget på før,” siger Pernille Rasmussen, som også sætter pris på, at andre gør det samme.

Angst og utryghed i stuegangen er blevet erstattet med samarbejde og tillid, forklarer begge sygeplejerskerne. De synes, at projektet har været en succes.

For afdelingssygeplejerske Boline Baadsgaard er det vigtigt, at pilotprojektet, der kun har omfattet 20 medarbejdere, bliver udvidet til hele klinikken. ”Der er kommet nogle små spirer nu, som vi skal pleje, ellers bliver de bare trampet ned igen,” mener hun.

Hun ønsker sig en afdeling, hvor faggrupperne ikke føler sig opdelt i mindre enheder, men i stedet arbejder fælles: ”Selv et pilotprojekt har betydet noget for den enkeltes arbejdsglæde og trivsel. Nu vil vi gerne have en klinik, som er vores fælles ”firma”. Vi skal arbejde samme vej.” 10 læger og 10 sygeplejersker deltog i pilotprojektet ”Relationer og fornyelse i Neurokirurgisk Klinik – Når fællesskab gør en forskel”, som blev afsluttet den 30. august i år med en evalueringsdag.

2012 blev endelig det vendepunkt, som sygeplejerskerne og alle andre medarbejdere på Intensiv Terapi Afsnit ZIT på Bispebjerg Hospital havde ventet på og egentlig også arbejdet for i mange år.

I september kom Arbejdstilsynet nemlig på opfølgende besøg, og efter en række fokusgruppeinterviews og en spørgeskemaundersøgelse kunne tilsynet konkludere, at afsnittet havde et godt arbejdsmiljø, og at det var kommet godt igennem de udfordringer, medarbejderne var blevet stillet over for i forbindelse med en række omstruktureringer, udvidelse, ledelsesskift, flytning og opstart af nyt IT-system.

Afdelingssygeplejerske Marlene Fleischer var glad, især da konklusionen understøttede afsnittets egne oplevelser og data, der bl.a. viste et markant fald i personalets sygefravær og patienternes mortalitet, selvom patienterne er lige så svært kritisk syge, når de kommer, som de altid har været.

”Vi var alle stolte af Arbejdstilsynets konklusioner og er glade for den positive udvikling, afsnittet har gennemgået i løbet af 2012. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi alle medarbejdere er gået positivt til opgaven og har taget imod forandringerne med en utrolig omstillingsparathed og lærevillighed,” siger Marlene Fleischer.

Markant holdningsændring

Som helt ny afsnitsledelse skulle Marlene Fleischer sammen med overlæge Anne Lindhardt også forholde sig til det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynets første besøg i efteråret 2011 havde dog allerede skudt en mere positiv udvikling i gang med bl.a. en handleplan, som først og fremmest fokuserede på, hvordan det psykiske arbejdsmiljø kunne blive bedre.

Der blev f.eks. formuleret en mobbepolitik og sat ord på, hvordan ledere og medarbejdere skulle håndtere konflikter.
Marlene Fleischer og Anne Lindhardt så med det samme en opgave i at udarbejde en ny strategi og årsmål for afsnittet. Strategien fik overskriften ”Patienten i centrum – fokus på fagligheden” og dækkede over fire områder: 1) patientbehandling, 2) forskning og kvalitetsudvikling, 3) uddannelse og 4) drift.

Inden for de fire områder blev der igen formuleret en række mål og visioner (f.eks. ”velfungerende daglige tværfaglige middagskonferencer” og ”standardiserede introduktions- og uddannelsesprogrammer”), som personalet fik mulighed for at diskutere på temadage, der blev afholdt flere gange, så alle kunne nå at deltage.

”Der sker hele tiden nyt inden for vores speciale, og som afsnitsledelse har vi ansvaret for, at vi følger med, men vi skal løfte opgaverne i flok, og det er vigtigt, at hele personalegruppen føler ejerskab for vores mål og visioner,” fortæller Marlene Fleischer.

Arbejdsmiljørepræsentant og intensivsygeplejerske Catrine Thomsen uddyber:
”Det blev spændende at komme på arbejde igen, der kom et andet fokus på patient og faglighed. Det var, som om holdningen og stemningen på afsnittet ændrede sig fra den ene dag til den anden,” siger hun.

Fra papir til handling

For at strategi, mål og visioner ikke blot skulle være bogstaver på papir, er der blevet nedsat arbejdsgrupper og nøglepersoner inden for en række områder lige fra det nye IT-system til mere faglige emner som organdonation, medicinrum og sedation.

”Lysten til at sparre kollegialt er stor. Jeg ser helst, at alle er med i en arbejdsgruppe og til at udvikle afdelingen fagligt. Der er mulighed for at lave egne forsknings- og udviklingsprojekter, men det kræver, at der er tid til det, hvilket igen kræver stram planlægning, strukturer og rammer,” siger Marlene Fleischer og pointerer, at afsnittet også er et uddannelsessted.

Ved udgangen af 2012 var 63 pct. af afsnittets 65 sygeplejersker specialuddannede intensivsygeplejersker, og p.t. er 11 i gang med uddannelsen, mens ni venter på at komme i gang her i efteråret samt i 2014/2015. En af dem er sygeplejerske Mie Louise Haagensen, som har været ansat på Intensiv Terapi Afsnit ZIT siden juni 2012.

”Jeg havde et rigtig godt introforløb og synes, her er det godt at være. Der er ingen skyllerumssnak, og der er meget fagligt at forholde sig til. Jeg var meget nervøs i begyndelsen, men det gik væk, da jeg kunne mærke, at jeg bare kunne spørge mine kolleger om hjælp. Man kan ikke mærke, at mange af os er nye,” siger Mie Louise Haagensen og henviser til, at afsnittet inden for de seneste to år også er flyttet ind i nyrenoverede lokaler, har udvidet fra seks til 10 sengepladser og ansat intet mindre end 20 nye sygeplejersker i 2012 og indtil videre 13 sygeplejersker i 2013.

Trivslen måles løbende

I dag måles medarbejdernes trivsel løbende ved hjælp af et såkaldt Trivsels Pursuit, som bl.a. tillidsmand og intensivsygeplejerske Svend Jespersen har været med til at udvikle. Det er inspireret af brætspillet Trivial Pursuit og går kort fortalt ud på, at alle uanset stilling efter hver vagt kan placere en farvet ost på en lagkageformet planche i konferencerummet og dermed markere, om vagten hhv. har været super (grøn), god (lysegrøn), rimelig (gul), dårlig (blå) eller rigtig dårlig (rød). Der er desuden mulighed for anonymt på skrift at uddybe, hvorfor man har valgt den pågældende farve.

”Hver 14. dag bliver ostene talt op og trivselstemperaturen dermed målt. De oplysninger bruger vi til at italesætte både arbejdsmiljø, faglige succeser og områder med plads til forbedringer,” fortæller Svend Jespersen.
Og det er også et godt tiltag, mener Catrine Thomsen.

”Selvom det er spændende at komme på arbejde hver dag, er det hårdt arbejde. Patienterne er svært kritisk syge, og der er mange faglige ting og forandringer at holde øje med. Man kan ikke bare sætte autopiloten på. Det kræver meget, og vi stiller store krav til hinanden,” siger Catrine Thomsen.

Det hårde arbejde bærer tilsyneladende frugt i øjeblikket internt, men også eksternt, hvor afsnittet har fået gode samarbejdsprojekter i gang med bl.a. lungemedicinsk afdeling og hospitalets fysio- og ergoterapeuter.

”Nu bemærker flere den gode stemning i afdelingen, forleden havde vi f.eks. en pårørende, der har fulgt sin svært syge mand gennem mange år på mange hospitaler i regionen. Hun sagde, at det var den bedste afdeling, hun nogensinde havde været på. Hun havde lagt mærke til, at ingen var for stolt til at spørge hinanden til råds, og at der var en god stemning imellem de forskellige faggrupper. Det siger faktisk alt,” siger Marlene Fleischer.   

Siden 1970’erne har der været tradition for, at nybagte mødre finder fællesskab i mødregrupper (1). Her udveksler kvinderne erfaringer om at blive mødre. Ca. 60 pct. af alle mødre i Danmark er i mødregrupper, og ifølge sundhedsantropolog Lisbeth Vestergaard Hansen er det især tosprogede mødre, som ikke deltager heri (1).

En artikel i Sygeplejersken nr. 15/2011 bekræfter, at nydanske mødre ikke deltager i danske mødregrupper. Det skyldes usikkerhed hos både nydanske og danske mødre, som helst vil i gruppe med kvinder, som ligner dem selv (1).

En rapport fra Integrationsministeriet viser, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet (1).

Ydermere viser undersøgelser, at børn med etnisk baggrund synes at have mere selvbestemmelse end børn med dansk baggrund (2).

Vi har erfaring for, at det kan have negativ betydning for grænsesætning i forhold til bl.a. sengetider, kost- og motionsvaner. Overvægt forekommer hos 20 pct. af børn med anden etnisk baggrund dvs. hyppigere end hos danske børn, hvor 13 pct. er overvægtige (3).

I Gladsaxe Kommune forsøgte vi gennem nullerne på forskellig vis at få tosprogede mødre med i mødregrupperne, men det lykkedes ikke. Vi forsøgte bl.a. at invitere tosprogede mødre til de dansk-etniske grupper, men vi oplevede, at de enten aldrig dukkede op til mødregruppe eller hurtigt faldt fra. Vi forsøgte at etablere multietniske grupper for kvinder med forskellige nationaliteter, men uden succes. 

Vi syntes derfor, at vi havde en opgave med at få de tosprogede mødre integreret i mødregrupperne. Derfor etablerede vi i 2007 kursusgrupper for tosprogede mødre to steder i Gladsaxe Kommune, Høje Gladsaxe og Værebro.

Vi ønskede,

• At udvikle kvindernes ressourcer i rollen som forældre og styrke det tidlige mor-barn-forhold
• At øge mødrenes indsigt i og viden om de sundhedsmæssige faktorer, som er af betydning for børnenes generelle trivsel og opvækst i et multikulturelt samfund. Det ville vi opnå ved at være i dialog med og vejlede mødrene i f.eks. kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling, infektionssygdomme hos børn, prævention, sprogstimulation, tandhygiejne, information om daginstitution og brug af lokalt bibliotek.
• At formidle viden om det danske samfunds muligheder og forventninger til børnefamilier i Danmark, herunder børneopdragelse og skole-hjem-samarbejde.
• At give kvinderne mulighed for at skabe et netværk i lokalområdet.
• At arbejde for, at kursusgruppen fusionerer med en dansk mødregruppe.

Vi udarbejdede et kursusprogram for mødrene, som indeholdt ovenstående emner.

Vi inviterer mødrene til undervisning i to timer en gang om ugen i 12 uger. Der er to sundhedsplejersker med i gruppen hver gang, de fungerer som henholdsvis kursusledere, igangsættere, ordstyrere og undervisere.

Kursuslederne følger op på invitationen telefonisk eller ved hjemmebesøg, og kvinderne bliver mindet om næste mødedato via en sms dagen før.

Undervisningen varetages af sundhedsplejersker og eksterne fagpersoner f.eks. tale-høre-lærere, tandplejere, fysioterapeuter, rollemodeller fra Social- og Integrationsministeriet og førstehjælpsinstruktør.

Når kurset er slut, afholder vi fest med spisning, hvor mødrene laver nationale retter til hele kursusgruppen, og vi udleverer diplomer fra kursusgruppen samt fra det tre timers førstehjælpskursus, som de også har deltaget i. Vi oplever, at diplomerne har stor værdi for mødrene, idet de kan bruge dem i deres CV, og vi kan dermed bidrage til, at mødrene får en chance for at blive integreret i det danske samfund.

Vi kan ud fra mødrenes evalueringer konkludere, at kursusgruppen er en succes. I gruppen oplever vi mødrene som meget interesserede, spørgelystne og reflekterende.

Vi ser, at mødrene profiterer af at få mere viden om deres børns udvikling og det, der har indflydelse på deres barns trivsel. De er ligeledes interesserede i at høre om det danske samfunds muligheder og forventninger til dem som forældre. Vi oplever, at flere tosprogede mødre har fået et større netværk i lokalområdet med både danske og tosprogede, hvilket de er rigtig glade for.

Vi kan på den baggrund anbefale, at andre benytter sig af emnebaseret undervisning til tosprogede kvinder i grupper.

Maj-Britt Bockelund, Anette Tollbøll og Lone Helding er sundhedsplejersker i Gladsaxe Kommune.

Litteratur

1. Cramon L. Lige mødre leger bedst. Sygeplejersken 2011;(15):16-20.
2. Deding M, Olsson M. Hverdagsliv for 11-årige med anden etnisk baggrund end dansk. København: SFI; 2009.
3. Ottosen MH et al. Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010;(3):59.