5 faglige minutter: Hårdt presset

Jeg løber rundt om en sø af passende størrelse sammen med min datter. Da vi mangler et par kilometer, siger hun venligt til mig, at det er godt at presse sig selv lidt. Herefter spurter hun fra mig og danser lidt for mig et par hundrede meter væk.

Jeg fortsætter med sveden haglende og blussende kinder og når hjem fem minutter senere end hende. Hun synes tydeligvis ikke, at jeg presser mig selv nok, og det har hun ret i. Lidt tung i kroppen og uden den store lyst til heftig intervaltræning synes jeg, det er en bedrift at kunne løbe overhovedet. Fem en halv kilometer er da noget, man har vel lov til at nyde det på sin egen måde, uden ørepropper, i ét med naturen, mens hejrer og ænder flyver eller padler forbi, og et enkelt forskræmt rådyr krydser min vej, eller hvad jeg nu kan bilde mig selv ind, at det handler om.

Nu må jeg tage mig sammen.

I fantasien kan jeg slå følge med et par af landets førende kendisløbere, Chris M. eller Bente K. En af dem kan løbe ved siden af mig og heppe, opmuntre, støtte eller trække mig videre i slipstrømmen. Jeg må lære at presse mig selv.

I sidste uge var jeg sammen med fem sundhedsplejersker en hel dag. De var på skrivekursus og blev ført gennem den ene øvelse efter den anden, og de havde før kurset afleveret opgaver. De var veloplagte og engagerede og kastede sig ud i opgaveløsningen med begejstring, men til sidst var de trætte. Én øvelse mere, blev vi enige om. Da dagen var forbi, mente en af deltagerne, at det var godt, jeg havde presset gruppen lidt til sidst.

Noget pres kommer indefra, noget kommer udefra. Man kan f.eks. føle sig presset af patienter med en webbagage så fyldig som den samlede danske encyklopædi, af unge, smarte akademikerkolleger, der flasher deres it-kyndighed, af konstante krav om dokumentation og registrering, af informationsbølger, der bestandig skyller hen over hovedet på en, og af forstyrrelser i alle tænkelige og utænkelige afskygninger. Arbejdspres og tidspres.

Der findes mindst tre slags pres, det man lægger på sig selv, det venlige undervisere lægger på én, og det mere melerede, der optræder i arbejdslivet. Det sidste er årsag til det mærkelige ord krydspres, som betyder, at man bliver påvirket eller flået i modsatte retninger. Det gør mennesker passive, fordi de glemmer at lytte til den indre stemmegaffel og dermed til deres egen grundtone. Resultatet kender sygeplejersker som demotivering, udbrændthed og stress.

Afgrænsning af arbejdsfeltet og øvelser i at sætte realistiske mål kan være den bedste forebyggelse, men det er nemmere i teorien end i praksis, indrømmer jeg – hårdt presset.

Skal man blive bedre til at løbe, til at skrive, til at læse forskningslitteratur på engelsk og til at finde rundt på hjemmesider, man ikke anede eksisterede, så er et mildt pres godt.

Det er noget helt andet end ”at presse citronen”, dvs. at få det mest mulige ud af noget. Følelsen af at være citron er ikke godt for helbredet.

"Én øvelse mere, blev vi enige om. Da dagen var forbi, mente en af deltagerne, at det var godt, jeg havde presset gruppen lidt til sidst," skriver fagredaktør Jette Bagh i denne udgave af '5 faglige minutter'.
38
2011
16
I HVERT NUMMER
Stress
Trivsel
Arbejdsmiljø
Debat
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Fem faglige minutter

Faglig udvikling er en værdifuld gave

SY-2011-20-16-1e
Foto: Simon Klein-Knudsen

”Sygeplejekonference” står der med sort skrift i en rød advarselstrekant. Som på alle andre tirsdage er advarslen blevet hængt på døren til frokoststuen for at undgå forstyrrelser. I den næste halve time har sygeplejerskerne på Onkologisk Sengeafsnit på Vejle Sygehus mulighed for at diskutere og sparre på alt fra etiske dilemmaer til problematikker om behandling.

10 sygeplejersker har derfor sat sig til rette ved spisebordet, hvor dagens facilitator for bordenden undervejs sørger for at holde fokus på dagens emne, styre den afsluttende evaluering af konferencen og holde øje med tiden og talerlisten. 

Konstruktiv og målrettet sparring

Klokken er præcis 13, da facilitatoren indleder konferencen med at give ordet til sygeplejerske Dan Sørensen, som er i tvivl om, hvordan han skal håndtere en fåmælt teenagedreng, der er pårørende til en af afdelingens patienter.

”Hvordan er din øjenkontakt med ham?” spørger kollega Hanne Spelling venligt. Hun er en af de syv sygeplejersker på afdelingen, der er uddannet facilitator. Sygeplejekonferencerne er blevet afholdt fast på afdelingen i fire år, men ifølge Hanne Spelling gør det en stor forskel, at konferencerne for halvandet år siden blev mere strukturerede. Bl.a. ved at få sygeplejersker, der har været på facilitatorkursus, til at styre sparringen.

”Man plaprer ikke bare løs, når tiden og ordet bliver styret af en facilitator. Man bliver nødt til at gennemtænke sine argumenter og pointer, inden man får ordet. På den måde bliver man mere bevidst om, hvad man siger, og så bliver sparringen mere velovervejet, konstruktiv og målrettet. Og det er dét, der skal til, hvis man vil udvikle sig,” fortæller hun.

Høj kvalitet giver trivsel

”Det er vigtigt at integrere faglig udvikling i dagligdagen. Det betaler sig ikke nødvendigvis at sende sine medarbejdere på et kursus, hvis de alligevel kommer hjem til en dagligdag, der ligner sig selv. Det er vigtigt, at medarbejdere udvikler sig fagligt, for at de kan udføre et godt stykke arbejde med høj kvalitet,” siger Christina Holm-Petersen, der er seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut og har forsket i bl.a. hospitalskulturer og sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsliv.

Man udvikler sig lidt ad gangen

”Det er bare ikke så nemt med den alder,” siger Dan Sørensen en smule fortvivlet i frokoststuen, hvor sygeplejekonferencen nærmer sig sin afslutning.

”Du har et behov for feedback fra drengen,” prøver en kollega og får dermed åbnet op for en diskussion om forveksling af sygeplejerskers og pårørendes behov. Facilitatoren lader diskussionen køre et par minutter, inden hun stopper den for at tage hul på evalueringen. Det er lige så vigtigt, at tiden bliver overholdt, som at de når at evaluere på sparringen. Dan Sørensen fortæller, at kollegernes spørgsmål, råd, erfaringer og refleksioner har givet ham faglig bekræftelse og gode idéer til, hvordan han fremover kan håndtere en fåmælt teenagedreng, som er pårørende.

”Man udvikler sig ikke med syvmileskridt, men lidt hver gang. Også når det er mine kolleger, der er i fokus, udvikler jeg mig, fordi jeg bliver tvunget til at reflektere over deres og min egen praksis,” fortæller Dan Sørensen. Han fremhæver de gode muligheder for at udvikle sig fagligt på afdelingen som en af grundene til, at han er glad for sit arbejde. 

Sygeplejekonferencer løfter kompetencer

Også Hanne Spelling er glad for sit arbejde på afdelingen. Hun kalder sygeplejekonferencen for ”en værdifuld gave” og forklarer, at netop tiden til og roen på konferencen er vigtig for at få udvekslet erfaringer med kollegerne, som man bagefter kan bruge i mødet med patienten. Værdifulde erfaringer, der ikke på samme måde er tid til at dele over sengebadet eller i kaffepausen. ¨

”Jeg kan lære af mine kolleger, fordi de hver især sidder med nogle ressourcer, som vi andre kan få gavn af. Derfor er sygeplejekonferencerne utrolig inspirerende. Vores fag, arbejdsområde og kompetencer bliver løftet. Man kan stadig lære at bruge sig selv på en ny måde, uanset om du har to eller tredive års erfaring som sygeplejerske, og det er en kæmpe sejr og giver enorm glæde,” siger Hanne Spelling.

Ud over sygeplejekonferencen afholder afdelingen også tværfaglige konferencer hver onsdag, hvor bl.a. læger, socialrådgivere, fysioterapeuter og en psykolog deltager. Desuden mødes sygeplejersker, læger og fysioterapeuter hver torsdag med et palliativt team ligeledes til en faglig konference. 

Faglige problemstillinger i alle afskygninger er til diskussion, når sygeplejerskerne på Onkologisk Sengeafsnit på Vejle Sygehus hver tirsdag holder sygeplejekonferencer. I halvandet år har konferencerne været strukturerede af en facilitator, der skal styre tid og fokus. Det har gjort det faglige udbytte større, mener sygeplejerske Hanne Spelling.
22-23
2011
20
Tema om sygeplejerskers arbejdsglæde
Kvalitet
Trivsel
Arbejdsmiljø
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Stressede sygeplejersker bliver coachet i bedring

SY-2011-20-16-1a
Foto: Simon Klein-Knudsen

”Jeg blev mindre glad for mig selv som sygeplejerske.”

Sådan husker sygeplejerske Elsebeth Due-Jensen tilbage på den hektiske tid for omkring et år siden på Medicinsk Afdeling på Ringkøbing Sygehus. Afdelingen var lukningstruet, og det betød ansættelsesstop, flere tunge patienter og flere dokumentationsopgaver.

Elsebeth Due-Jensen skulle løbe hurtigere og hurtigere på hospitalsgangene. Pulsen steg i takt med arbejdspresset. Hun svedte og rystede, når hun i hast forsøgte at nå alle sine opgaver, fortæller hun. Langsomt begyndte hun at tabe håret, hun havde svært ved at sove, og en dag brød hun grædende sammen derhjemme. Alligevel tog det endnu et sammenbrud ved kassen i Netto, før Elsebeth Due-Jensen indså, at hun havde fået stress og måtte være sygemeldt.

Hurtighed er ikke løsningen

Det høje tidspres i arbejdsdagen fik dengang Elsebeth Due-Jensen til at tvivle på sin egen faglighed.

”Jeg følte, at det var mig, der var noget galt med og ikke miljøet eller kravene. Min løsning på problemet blev at løbe hurtigere. Jeg skulle skynde mig noget mere, for det var jo mig, der ikke var god nok til mit arbejde,” fortæller hun i dag, hvor hun ikke længere er sygemeldt, men i gang med en efteruddannelse og er i praktik på et akut sengeafsnit.

Og for mange sygeplejersker er det næppe ukendt at forsøge at løbe hurtigere for at kunne nå de ekstra arbejdsopgaver. Elsebeth Due-Jensens erfaring er dog, at det hverken er hensigtsmæssigt for sygeplejerske eller patient.

”Man bliver ikke mere effektiv af det, men vimser i stedet rundt med et hurtigt åndedræt og en høj puls. Man mister overblikket og dobbelttjekker alt. På den måde ender man med at lave overflødigt arbejde og mange flere fejl.”

Elsebeth Due-Jensen oplevede dengang, at travlheden fjernede fokus fra patienterne. For hende betød tidspresset, at hun sjældent stoppede op og reflekterede over sit arbejde og patienternes problemer. Hun kunne ikke rumme patienterne og fik ikke udført arbejdet, som hun egentlig ønskede. 

Pas på dig selv

”Man kan kun klare at føle sig stresset og presset i perioder. Det kan endda være spændende og skægt. Hvis man derimod er udsat for tidspres hver dag, så bruger man ofte mere tid på at gå rundt om sig selv eller brokke sig til kollegerne end at bruge tiden på at arbejde. Man risikerer f.eks. at holde op med at forholde sig til, hvordan man gør et godt stykke arbejde. Så spørger man i stedet sig selv: ”Hvordan kan jeg bedst overleve i dag?” Det er jo ikke nødvendigvis i patientens interesse. I sidste ende risikerer man at blive udbrændt,” siger Christina Holm-Petersen, der er seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut og har forsket i bl.a. hospitalskulturer og sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsliv.

Coaching var førstehjælp

Vendepunktet for Elsebeth Due-Jensen var et gratis tilbud fra arbejdspladsen om sessioner hos en coach. Igennem sine møder med coachen fik hun hjælp til at håndtere sin stress og arbejdspresset. Bl.a. lærte hun, hvordan man kan strukturere sin arbejdsdag ved at lave prioriterede lister over sine arbejdsopgaver. Og så skulle hun også lære at acceptere, at hun ikke kan nå det hele på den halve tid.

”Coachen gav mig redskaber til at få min hjerne til at slappe af,” siger Elsebeth Due-Jensen, der i sit nye arbejde benytter såkaldte timeouter, hvor hun bevidst stopper op for at lytte til sig selv.

”Hvorfor er det lige, jeg har så travlt?” spørger hun f.eks. sig selv, når hjertet slår lidt for hurtigt. Hun kalder i dag redskaberne fra coachen for ”førstehjælp” og fremhæver, at hun vigtigst af alt har opnået en anden og mindre selvbebrejdende tilgang til en presset arbejdsdag.

”Jeg har lært, at det ikke nødvendigvis er rimeligt, hvad man forlanger af mig på arbejdet.” Selvom Elsebeth Due-Jensen sjældent har kontrol over tidspres og arbejdsopgaver, så hjælper redskaberne hende alligevel med at holde fokus og sætte farten ned i løbet af sin arbejdsdag. 

”Hvis det ikke havde været for den coachordning, var jeg aldrig kommet tilbage i den hvide kittel,” siger hun.
Medarbejderne har adgang til frivillig og gratis coaching, der inkluderer minimum fem samtaler med coachen. Ordningen blev indført på Medicinsk Afdeling i 2007 og omfatteri dag alle de medicinske afdelinger i Hospitalsenhed Vest i Region Midtjylland. 

Øget arbejdspres var en central årsag til, at sygeplejerske Elsebeth Due-Jensen gik ned med stress for et år siden. Dengang sendte arbejdspladsen hende til en coach, og hun lærte redskaber til at håndtere en stresset hverdag. Det blev hendes redning.
20-21
2011
20
Tema om sygeplejerskers arbejdsglæde
Trivsel
Arbejdsmiljø
Kvalitet
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Gode relationer giver kvalitet i stuegangen

SY-2011-20-16-1c
Foto: Simon Klein-Knudsen

Hun trækker vejret dybt og holder øjenkontakt med kollegaen foran hende.

”Skal vi gå stuegang?” spørger sygeplejerske Pernille Rasmussen. Spørgsmålet er en del af, at hun nulstiller sig og lægger sin tidligere sindsstemning bag sig. Sådan kan hun bedre fokusere på samarbejdet med lægen. Det har hun lært under pilotprojektet ”Relationer og fornyelse i Neurokirurgisk Klinik – Når fællesskab gør en forskel” på Rigshospitalet, som har sat fokus på relationerne mellem sygeplejersker og læger.

Dybe vejrtrækninger og øjenkontakt er blandt de redskaber, som skal hjælpe sygeplejersker og læger til at forbedre stuegang i klinikken. Et af de vigtigste redskaber under projektet har været, at personalet skulle lære at bruge hinandens kropssprog og signaler i det daglige samarbejde.

Videooptagelser var en øjenåbner

Inden projektets start var det ikke ukendt for lægerne og sygeplejerskerne på Neurokirurgisk Klinik, at samarbejdet indimellem var svært. ”De unge læger turde ikke sige noget, og når overlægen kom ind, forventede han al opmærksomheden og fik ikke meget respons fra sygeplejerskerne,” fortæller Pernille Rasmussen.

En videooptagelse af klinikkens stuegang blev den vigtigste øjenåbner, mener både Boline Baadsgaard og Pernille Rasmussen. ”Folk arbejdede sammen uden at se på hinanden, det var ineffektivt, og man var i tvivl om, hvorvidt stuegangen var gået i gang,” fortæller Boline Baadsgaard.

Pernille Rasmussen stemmer i: ”At se det udefra var virkelig banebrydende. Jeg kan godt forstå, hvis patienterne synes, at stuegangen virker forvirret.” Videooptagelserne har lært både læger og sygeplejersker at være lydhøre og anerkendende over for kollegerne. Det handler i høj grad om, hvordan man samarbejder. ”Man skal bruge sine sanser til at aflæse kollegaens signaler i stedet for at ignorere dem,” fortæller Boline Baadsgaard.

Et typisk eksempel kan være relationen mellem den erfarne læge og den yngre sygeplejerske. Han kan blive irriteret over, at der er ting, hun ikke ved, og hun kan have svært ved at komme på banen. En lektie fra projektet er, at lægen i stedet bør anerkende sygeplejerskens nervøsitet. Samtidig skal sygeplejersken anerkende, at lægen har brug for bestemte svar.

Ifølge afdelingssygeplejerske Boline Baadsgaard har projektet rykket ved kvaliteten af stuegang: ”De dage, det kører, kan vi virkelig få noget fra hånden. Når mennesker samarbejder, kan de flytte grænser.” Hun oplever, at stuegangen er blevet mindre forvirret, mens følelsen af ligeværd mellem læger og sygeplejersker er blevet større.

Også sygeplejerske Pernille Rasmussen er begejstret. ”Når der er et samspil mellem mig og lægen, når vi jo væsentlig længere i arbejdet, end hvis vi modarbejder hinanden. Hvis vi bruger en stuegang på at være irriterede, får vi lavet et minimum af konstruktivt arbejde,” siger hun og mener, at det kommer patienterne til gavn med et godt tværfagligt samarbejde.  

Tal ordentligt til hinanden

”Sygeplejerskekollegerne er mest afgørende for, om sygeplejersker er glade for deres arbejde, fordi de har en meget stærk kollektiv kultur. Men der er helt klart et potentiale for at skabe arbejdsglæde, hvis man forbedrer relationerne til lægerne, patienterne og de pårørende. Det kræver bl.a., at både ledere og medarbejdere gør en indsats for at ændre den nogle gange kritiske og respektløse måde, man kommunikerer med og om hinanden på. Der er ingen mennesker, der er lykkelige med at leve med et højt dagligt konfliktniveau,” siger Christina Holm-Petersen, der er seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut og har forsket i bl.a. hospitalskulturer og sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsliv.

Utryghed erstattet med tillid

Efter projektet er omgangstonen på afdelingen blevet bedre, og det er blevet rarere at være på arbejde. Pernille Rasmussen mærker tydeligt forskellen. Hun har rykket sig, men har også oplevet en forandring hos kollegerne, der har deltaget.

”Jeg kan godt få udtrykt mig for vrissent uden at ville det. Nu går jeg tilbage og siger undskyld. Det tænkte jeg ikke meget på før,” siger Pernille Rasmussen, som også sætter pris på, at andre gør det samme.

Angst og utryghed i stuegangen er blevet erstattet med samarbejde og tillid, forklarer begge sygeplejerskerne. De synes, at projektet har været en succes.

For afdelingssygeplejerske Boline Baadsgaard er det vigtigt, at pilotprojektet, der kun har omfattet 20 medarbejdere, bliver udvidet til hele klinikken. ”Der er kommet nogle små spirer nu, som vi skal pleje, ellers bliver de bare trampet ned igen,” mener hun.

Hun ønsker sig en afdeling, hvor faggrupperne ikke føler sig opdelt i mindre enheder, men i stedet arbejder fælles: ”Selv et pilotprojekt har betydet noget for den enkeltes arbejdsglæde og trivsel. Nu vil vi gerne have en klinik, som er vores fælles ”firma”. Vi skal arbejde samme vej.” 10 læger og 10 sygeplejersker deltog i pilotprojektet ”Relationer og fornyelse i Neurokirurgisk Klinik – Når fællesskab gør en forskel”, som blev afsluttet den 30. august i år med en evalueringsdag.

På Rigshospitalets Neurokirurgiske Klinik har man gjort stuegangen bedre ved at skabe godt samarbejde mellem klinikkens sygeplejersker og læger.
18-19
2011
20
Tema om sygeplejerskers arbejdsglæde
Kommunikation
Kvalitet
Trivsel
Arbejdsmiljø
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sådan fik de trivslen tilbage på intensiv

2012 blev endelig det vendepunkt, som sygeplejerskerne og alle andre medarbejdere på Intensiv Terapi Afsnit ZIT på Bispebjerg Hospital havde ventet på og egentlig også arbejdet for i mange år.

I september kom Arbejdstilsynet nemlig på opfølgende besøg, og efter en række fokusgruppeinterviews og en spørgeskemaundersøgelse kunne tilsynet konkludere, at afsnittet havde et godt arbejdsmiljø, og at det var kommet godt igennem de udfordringer, medarbejderne var blevet stillet over for i forbindelse med en række omstruktureringer, udvidelse, ledelsesskift, flytning og opstart af nyt IT-system.

Afdelingssygeplejerske Marlene Fleischer var glad, især da konklusionen understøttede afsnittets egne oplevelser og data, der bl.a. viste et markant fald i personalets sygefravær og patienternes mortalitet, selvom patienterne er lige så svært kritisk syge, når de kommer, som de altid har været.

”Vi var alle stolte af Arbejdstilsynets konklusioner og er glade for den positive udvikling, afsnittet har gennemgået i løbet af 2012. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi alle medarbejdere er gået positivt til opgaven og har taget imod forandringerne med en utrolig omstillingsparathed og lærevillighed,” siger Marlene Fleischer.

Markant holdningsændring

Som helt ny afsnitsledelse skulle Marlene Fleischer sammen med overlæge Anne Lindhardt også forholde sig til det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Arbejdstilsynets første besøg i efteråret 2011 havde dog allerede skudt en mere positiv udvikling i gang med bl.a. en handleplan, som først og fremmest fokuserede på, hvordan det psykiske arbejdsmiljø kunne blive bedre.

Der blev f.eks. formuleret en mobbepolitik og sat ord på, hvordan ledere og medarbejdere skulle håndtere konflikter.
Marlene Fleischer og Anne Lindhardt så med det samme en opgave i at udarbejde en ny strategi og årsmål for afsnittet. Strategien fik overskriften ”Patienten i centrum – fokus på fagligheden” og dækkede over fire områder: 1) patientbehandling, 2) forskning og kvalitetsudvikling, 3) uddannelse og 4) drift.

Inden for de fire områder blev der igen formuleret en række mål og visioner (f.eks. ”velfungerende daglige tværfaglige middagskonferencer” og ”standardiserede introduktions- og uddannelsesprogrammer”), som personalet fik mulighed for at diskutere på temadage, der blev afholdt flere gange, så alle kunne nå at deltage.

”Der sker hele tiden nyt inden for vores speciale, og som afsnitsledelse har vi ansvaret for, at vi følger med, men vi skal løfte opgaverne i flok, og det er vigtigt, at hele personalegruppen føler ejerskab for vores mål og visioner,” fortæller Marlene Fleischer.

Arbejdsmiljørepræsentant og intensivsygeplejerske Catrine Thomsen uddyber:
”Det blev spændende at komme på arbejde igen, der kom et andet fokus på patient og faglighed. Det var, som om holdningen og stemningen på afsnittet ændrede sig fra den ene dag til den anden,” siger hun.

Fra papir til handling

For at strategi, mål og visioner ikke blot skulle være bogstaver på papir, er der blevet nedsat arbejdsgrupper og nøglepersoner inden for en række områder lige fra det nye IT-system til mere faglige emner som organdonation, medicinrum og sedation.

”Lysten til at sparre kollegialt er stor. Jeg ser helst, at alle er med i en arbejdsgruppe og til at udvikle afdelingen fagligt. Der er mulighed for at lave egne forsknings- og udviklingsprojekter, men det kræver, at der er tid til det, hvilket igen kræver stram planlægning, strukturer og rammer,” siger Marlene Fleischer og pointerer, at afsnittet også er et uddannelsessted.

Ved udgangen af 2012 var 63 pct. af afsnittets 65 sygeplejersker specialuddannede intensivsygeplejersker, og p.t. er 11 i gang med uddannelsen, mens ni venter på at komme i gang her i efteråret samt i 2014/2015. En af dem er sygeplejerske Mie Louise Haagensen, som har været ansat på Intensiv Terapi Afsnit ZIT siden juni 2012.

”Jeg havde et rigtig godt introforløb og synes, her er det godt at være. Der er ingen skyllerumssnak, og der er meget fagligt at forholde sig til. Jeg var meget nervøs i begyndelsen, men det gik væk, da jeg kunne mærke, at jeg bare kunne spørge mine kolleger om hjælp. Man kan ikke mærke, at mange af os er nye,” siger Mie Louise Haagensen og henviser til, at afsnittet inden for de seneste to år også er flyttet ind i nyrenoverede lokaler, har udvidet fra seks til 10 sengepladser og ansat intet mindre end 20 nye sygeplejersker i 2012 og indtil videre 13 sygeplejersker i 2013.

Trivslen måles løbende

I dag måles medarbejdernes trivsel løbende ved hjælp af et såkaldt Trivsels Pursuit, som bl.a. tillidsmand og intensivsygeplejerske Svend Jespersen har været med til at udvikle. Det er inspireret af brætspillet Trivial Pursuit og går kort fortalt ud på, at alle uanset stilling efter hver vagt kan placere en farvet ost på en lagkageformet planche i konferencerummet og dermed markere, om vagten hhv. har været super (grøn), god (lysegrøn), rimelig (gul), dårlig (blå) eller rigtig dårlig (rød). Der er desuden mulighed for anonymt på skrift at uddybe, hvorfor man har valgt den pågældende farve.

”Hver 14. dag bliver ostene talt op og trivselstemperaturen dermed målt. De oplysninger bruger vi til at italesætte både arbejdsmiljø, faglige succeser og områder med plads til forbedringer,” fortæller Svend Jespersen.
Og det er også et godt tiltag, mener Catrine Thomsen.

”Selvom det er spændende at komme på arbejde hver dag, er det hårdt arbejde. Patienterne er svært kritisk syge, og der er mange faglige ting og forandringer at holde øje med. Man kan ikke bare sætte autopiloten på. Det kræver meget, og vi stiller store krav til hinanden,” siger Catrine Thomsen.

Det hårde arbejde bærer tilsyneladende frugt i øjeblikket internt, men også eksternt, hvor afsnittet har fået gode samarbejdsprojekter i gang med bl.a. lungemedicinsk afdeling og hospitalets fysio- og ergoterapeuter.

”Nu bemærker flere den gode stemning i afdelingen, forleden havde vi f.eks. en pårørende, der har fulgt sin svært syge mand gennem mange år på mange hospitaler i regionen. Hun sagde, at det var den bedste afdeling, hun nogensinde havde været på. Hun havde lagt mærke til, at ingen var for stolt til at spørge hinanden til råds, og at der var en god stemning imellem de forskellige faggrupper. Det siger faktisk alt,” siger Marlene Fleischer.   

En strategi med fokus på patient og faglighed. Tværfaglige middagskonferencer, udpegelse af nøglepersoner og arbejdsgrupper inden for f.eks. IT-system, organdonation eller sedation samt udvikling af et Trivsels Pursuit. Det er bare nogle af de tiltag, der har været med til at afskaffe mange års dårligt arbejdsmiljø på Intensiv Terapi Afsnit ZIT på Bispebjerg Hospital.
36-37
2013
9
Tema om arbejdsmiljø
Arbejdsmiljø
Trivsel
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Emnebaseret kursusgruppe for tosprogede mødre

Siden 1970’erne har der været tradition for, at nybagte mødre finder fællesskab i mødregrupper (1). Her udveksler kvinderne erfaringer om at blive mødre. Ca. 60 pct. af alle mødre i Danmark er i mødregrupper, og ifølge sundhedsantropolog Lisbeth Vestergaard Hansen er det især tosprogede mødre, som ikke deltager heri (1).

En artikel i Sygeplejersken nr. 15/2011 bekræfter, at nydanske mødre ikke deltager i danske mødregrupper. Det skyldes usikkerhed hos både nydanske og danske mødre, som helst vil i gruppe med kvinder, som ligner dem selv (1).

En rapport fra Integrationsministeriet viser, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet (1).

Ydermere viser undersøgelser, at børn med etnisk baggrund synes at have mere selvbestemmelse end børn med dansk baggrund (2).

Vi har erfaring for, at det kan have negativ betydning for grænsesætning i forhold til bl.a. sengetider, kost- og motionsvaner. Overvægt forekommer hos 20 pct. af børn med anden etnisk baggrund dvs. hyppigere end hos danske børn, hvor 13 pct. er overvægtige (3).

I Gladsaxe Kommune forsøgte vi gennem nullerne på forskellig vis at få tosprogede mødre med i mødregrupperne, men det lykkedes ikke. Vi forsøgte bl.a. at invitere tosprogede mødre til de dansk-etniske grupper, men vi oplevede, at de enten aldrig dukkede op til mødregruppe eller hurtigt faldt fra. Vi forsøgte at etablere multietniske grupper for kvinder med forskellige nationaliteter, men uden succes. 

Vi syntes derfor, at vi havde en opgave med at få de tosprogede mødre integreret i mødregrupperne. Derfor etablerede vi i 2007 kursusgrupper for tosprogede mødre to steder i Gladsaxe Kommune, Høje Gladsaxe og Værebro.

Vi ønskede,

  • At udvikle kvindernes ressourcer i rollen som forældre og styrke det tidlige mor-barn-forhold
  • At øge mødrenes indsigt i og viden om de sundhedsmæssige faktorer, som er af betydning for børnenes generelle trivsel og opvækst i et multikulturelt samfund. Det ville vi opnå ved at være i dialog med og vejlede mødrene i f.eks. kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling, infektionssygdomme hos børn, prævention, sprogstimulation, tandhygiejne, information om daginstitution og brug af lokalt bibliotek.
  • At formidle viden om det danske samfunds muligheder og forventninger til børnefamilier i Danmark, herunder børneopdragelse og skole-hjem-samarbejde.
  • At give kvinderne mulighed for at skabe et netværk i lokalområdet.
  • At arbejde for, at kursusgruppen fusionerer med en dansk mødregruppe.

Vi udarbejdede et kursusprogram for mødrene, som indeholdt ovenstående emner.

Vi inviterer mødrene til undervisning i to timer en gang om ugen i 12 uger. Der er to sundhedsplejersker med i gruppen hver gang, de fungerer som henholdsvis kursusledere, igangsættere, ordstyrere og undervisere.

Kursuslederne følger op på invitationen telefonisk eller ved hjemmebesøg, og kvinderne bliver mindet om næste mødedato via en sms dagen før.

Undervisningen varetages af sundhedsplejersker og eksterne fagpersoner f.eks. tale-høre-lærere, tandplejere, fysioterapeuter, rollemodeller fra Social- og Integrationsministeriet og førstehjælpsinstruktør.

Når kurset er slut, afholder vi fest med spisning, hvor mødrene laver nationale retter til hele kursusgruppen, og vi udleverer diplomer fra kursusgruppen samt fra det tre timers førstehjælpskursus, som de også har deltaget i. Vi oplever, at diplomerne har stor værdi for mødrene, idet de kan bruge dem i deres CV, og vi kan dermed bidrage til, at mødrene får en chance for at blive integreret i det danske samfund.

Vi kan ud fra mødrenes evalueringer konkludere, at kursusgruppen er en succes. I gruppen oplever vi mødrene som meget interesserede, spørgelystne og reflekterende.

Vi ser, at mødrene profiterer af at få mere viden om deres børns udvikling og det, der har indflydelse på deres barns trivsel. De er ligeledes interesserede i at høre om det danske samfunds muligheder og forventninger til dem som forældre. Vi oplever, at flere tosprogede mødre har fået et større netværk i lokalområdet med både danske og tosprogede, hvilket de er rigtig glade for.

Vi kan på den baggrund anbefale, at andre benytter sig af emnebaseret undervisning til tosprogede kvinder i grupper.

Maj-Britt Bockelund, Anette Tollbøll og Lone Helding er sundhedsplejersker i Gladsaxe Kommune.

Litteratur

  1. Cramon L. Lige mødre leger bedst. Sygeplejersken 2011;(15):16-20.
  2. Deding M, Olsson M. Hverdagsliv for 11-årige med anden etnisk baggrund end dansk. København: SFI; 2009.
  3. Ottosen MH et al. Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010;(3):59.
Tosprogede mødre har været glade for en kursusrække arrangeret af sundhedsplejerskerne i Gladsaxe Kommune. Mødrene bliver bl.a. undervist i kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling og prævention. Kurset afsluttes med fest og overrækkelse af diplomer. Kurserne har vist sig at være en mere farbar vej til tosprogede mødre end mødregrupper.
46
2012
10
Faglig information
Uddannelse
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Undervisning
Trivsel
Patient
Kvinde
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Nært sundhedstilbud giver nybagte familier ro

SY-2012-03-62-1a
Sygeplejerske Louise Knudsen (med postkort i hånden) orienterer de nybagte familier på barselsgangen. Hun giver en lang række gode råd og vejledning om bl.a. måltider, hudproblemer og forstoppelse. Foto: Simon Klein-Knudsen.

”Fortæl ham, hvad I laver, og husk at tale i positive vendinger. Forskning viser, at børn bliver stimuleret, når man taler til dem,” siger sygeplejerske Karin Kofod til Tulle og Per Knudsen.

Et nybagt forældrepar, der sammen med deres nyfødte søn Bastian er på trivselsbesøg på sygeplejerskernes døgnklinik på barselsgangen, OUH Svendborg Sygehus.

”Han har lidt sekret ved øjet. Det er helt normalt, men det er vigtigt, at I fjerner det, når I ser det. I skal bruge saltvandsdråber og så gnide det af indefra og ud,” forklarer Karin Kofod, mens hun med sin højre hånd laver en glidende bevægelse ved sit venstre øje.

Rummet er praktisk indrettet med et par stole i midten. I det ene hjørne står en pc, og i det diametralt modsatte hjørne hænger en håndvask. Til højre for vasken, slået ned fra væggen, er et puslebord, hvor Per Knudsen er i gang med at give sønnen Bastian tøj på. Den lille dreng er lige blevet vejet af Karin Kofod.

”Han har taget 35 gram på. Det er fint i betragtning af, at I lige er kommet hjem,” siger Karin Kofod til de nybagte forældre.

Det er to dage siden, familien blev udskrevet. Forældrene har en række spørgsmål til Karin Kofod. Samtalen kredser om ernæring, vandladning, søvn og amning.

”Brug eventuelt en diebrik. Det er et rigtig godt hjælpemiddel,” påpeger Karin Kofod og spørger, om familien har fået en aftale med sundhedsplejen. Det har familien ikke.

”Så synes jeg, at vi aftaler en tid til jer her på døgnklinikken senere i denne uge. Hvis I hører fra sundhedsplejersken inden da, så ringer I bare ind og aflyser tiden her,” siger Karin Kofod.

Barnets tarv

Inden trivselsbesøget startede dagen med et møde på afdelingens frokoststue, hvor sygeplejerskerne med afdelingssygeplejerske Anette Matthiesen i spidsen fortalte Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen om afdelingens arbejde. Samtalen falder hurtigt på arbejdsdelingen mellem barselsgangen og den kommunale sundhedspleje.

”Hernede har vi et rigtig godt samarbejde med de kommunale sundhedstjenester. Derfor er vi lidt kede af, at der er planer om muligvis at flytte en del af svangreomsorgen til kommunerne,” siger Anette Matthiesen.

Sygeplejerskerne sidder rundt om et aflangt bord. Der er kander med te og kaffe og et fad med morgenbrød på bordet. De fleste af sygeplejerskerne har navneskilte på med deres fornavn og forskellige tegneseriefigurer. En har Kaj og Andrea på sit navneskilt, mens Pingo fra Rasmus Klump pryder navneskiltet på en anden sygeplejerske.

”Helt grundlæggende synes jeg ikke, at debatten, der er opstået i kølvandet på de mange ambulante fødsler, er et spørgsmål om kommuner eller regioner, men mere et spørgsmål om barnets tarv.  Det er barnet og familien, det handler om. Så må vi andre omkring dem finde ud af det,” siger Grete Christensen og peger på, at den øgede specialisering spiller en rolle i udviklingen.

Grete Christensen tilføjer:

”Nogle steder i landet skal den nybagte familie køre rigtig langt for at komme til barselsgangen. Måske skal de af sted flere gange den første uge, og måske har de ikke bil. Ved at flytte nogle af opgaverne til det nære sundhedsvæsen skaber vi mere ro for familien og den nyfødte.”

Forældremøde for indlagte

”Det er døren til venstre,” siger Karin Kofod og peger ned ad den lange gang, som skærer sig tværs gennem afdelingen.
Familiebesøget med Per og Tulle Knudsen plus sønnen Bastian er færdigt. Grete Christensen er på vej til et orienterende forældremøde, som sygeplejerske Louise Knudsen holder for afdelingens indlagte.

Grete Christensen går ind ad døren. Indenfor er sygeplejerske Louise Knudsen i gang med at give en lang række gode råd om ammestart, måltider, hudproblemer og forstoppelse.

”Det er en rigtig god idé med et varmt brusebad. Det får mælken til at løbe. Det er også vigtigt, at I holder jeres hænder og fødder varme. På den måde nedsætter I risikoen for brystbetændelse,” forklarer Louise Knudsen.

Under mødet får hver familie udleveret et chartek, der indeholder en bred palet af pjecer. I alt er fire familier mødt op til mødet.

”Inden for den første uge bliver I kontaktet af sundhedsplejen,” fortsætter Louise Knudsen, men bliver afbrudt af et spædbarn, der græder.

”Er han sulten?” spørger Louise Knudsen.

”Ja,” lyder svaret fra moderen.

”Så synes jeg, du skal give ham mad. Jeg kommer ned på stuen til jer efterfølgende, så tager vi resten der,” siger Louise Knudsen.

Moderen er enig og forlader rummet for at amme.

Louise Knudsen runder mødet af med en tre minutter lang video fra det nu nedlagte Videncenter for Amning. Videoen handler om, hvordan man malker mælk ud. 

Fremtidens barselsgang

Som den første afdeling i Danmark blev D2 certificeret som ”Baby Friendly”, der er et kvalitetsstempel fra WHO. Det skete helt tilbage i 1992. Men det er planen, at barselsgangen på Svendborg Sygehus skal nedlægges i 2020, fordi akutfunktionen på sygehuset lukker og slukker.

”Det har animeret os til at tænke nyt. Det er vores håb, at afdelingen kan overleve i en ny og anderledes udgave end den nuværende,” fortæller Dorthe Danbjørg, der er ansat som ph.d.-studerende i afdelingen. Afdelingen har også en udviklingssygeplejerske ansat.

Dorthe Danbjørg er i gang med et ph.d.-projekt om telemedicin, som en mulighed til kvinder, der føder ambulant.

”Formålet er at undersøge, om telemedicin kan udgøre et supplement i barselsperioden. Vi vil afdække mulighederne for at sikre tryg barselsomsorg ved anvendelse af telemedicin. Måske er det muligt at flytte barselsperioden virtuelt fra barselsgangen til de nybagte familiers hjem gennem telemedicin,” forklarer hun.

Projektet forventes færdigt i 2014.

Læs mere om obstetrisk sygepleje på www.dsr.dk

Sygeplejerskerne på barselsafdelingen på OUH Svendborg Sygehus har inviteret Dansk Sygeplejeråds formand i klinik. Her fik Grete Christensen et indblik i bl.a. trivselsbesøg for nybagte forældre.
62-63
2012
3
Baggrund
Barn
Fødsel
Trivsel
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

De satser på sygeplejerskers arbejdsglæde

SY-2011-20-16-1a
Attribution 
Foto: Simon Klein-Knudsen 
Godt samarbejde med sygeplejerskekollegerne, faglig udvikling og tid til at udføre arbejdet. De tre faktorer angiver sygeplejersker som mest betydningsfulde for deres arbejdsglæde i undersøgelsen ”Hvad giver sygeplejersker arbejdsglæde?”

Undersøgelsen er udarbejdet af senior projektleder fra Dansk Sundhedsinstitut Christina Holm-Petersen i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd. Hun mener, at der er flere gevinster ved, at sygeplejersker trives på jobbet, for arbejdsglæde giver bedre kvalitet i arbejdet. Christina Holm-Petersens erfaring er, at sygeplejersker, der er utilfredse med deres arbejde, har en tendens til at skære uhensigtsmæssige genveje og f.eks. bruge for meget tid på kollegerne frem for patienterne.

I de følgende artikler sætter vi fokus på tre arbejdspladser, som har arbejdet målrettet på at forbedre sygeplejerskers arbejdsglæde. 

TRIVSEL. Godt samarbejde med sygeplejerskekollegerne, faglig udvikling og tid til at udføre arbejdet. Det giver sygeplejersker arbejdsglæde.
16-23
2011
20
Tema om sygeplejerskers arbejdsglæde
Arbejdsmiljø
Forsvarlighed
Inkluderende arbejdsliv
Medarbejder
Omorganisering
Stress
Sundhedspersonale
Trivsel
Temaer
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article 

Der, hvor sengen trykker

SY-2011-2-28-1a
Tryksårspuderne er dels en trekantet, aflang pude og dels en flad pude med små, runde luftrum. Puderne kan bruges til aflastning af både ben og arme, og den trekantede kan desuden bruges som støtte i sideleje. Foto: Søren Svendsen

De ser enkle ud. Råhvide oppustelige puder, trekantede og firkantede. Men man skal ikke lade sig narre, for tryksårspuderne til engangsbrug kan mere, end man umiddelbart skulle tro. Sygeplejerske Kirsten Sivertsen har selv opfundet dem og sat dem i produktion, og hun mener, de er en del af løsningen på problemerne med tryksår på både hospitaler og i hjemmeplejen.

Hjemmevant viser Kirsten Sivertsen rundt på akutplejeenheden på Vigerslevhus plejehjem i Valby, hvor hun tidligere har arbejdet som vikar. Nu er hun her for at teste sin opfindelse, inden puderne for alvor kommer på markedet. 

2011-02-helebladet%20(10)Kirsten Sivertsen er sygeplejerske og opfinder. Hun har udviklet oppustelige puder, som kan forebygge og reducere tryksår. Vejen har været lang, men snart er hun klar til at afsætte sit produkt til både hospitaler og hjemmeplejen.
Foto: Søren Svendsen

 
”Spis dem, de er lavet af majs,” foreslår hun med et smil. Tilbuddet er knap så fristende, da majsen har antaget et plastisklignende udseende, men pointen er ikke til at tage fejl af: Puderne er yderst miljøvenlige. Det er dog hverken, fordi de er spiselige eller miljøvenlige, at beboerne på Vigerslevhus er vilde med puderne.

De er ganske enkelt behagelige, når de placeres under benene, under armene eller som støtte i sideleje, og så aflaster og forebygger de tryksår. ”En dement ældre dame, som jeg i flere dage havde lagt i seng med puderne, trak mig en aften ned til sig og hviskede: ”Husk nu de dér!” Hun mente puderne,” fortæller Kirsten Sivertsen stolt.

På en stue er social- og sundhedsassistent Rebekka Zahl Barthe i gang med at behandle en ældre herre, som har sår på hælene. Under hans lægge ligger to af de oppustelige trekanter med spidsen nedad. Rebekka Zahl Barthe kan uden besvær komme til fødderne, som svæver frit ud over puderne.

”Puderne aflaster rigtig godt, og det giver en god arbejdsstilling, så man kan komme til at pleje. Jeg bruger dem på mange forskellige måder,” forklarer hun. Kirsten Sivertsen har under testningen lært, at personalet skal have grundig instruktion i at bruge puderne korrekt.

Hun har dog ikke noget imod, at personalet eksperimenterer med brugen af puderne. ”Det er også o.k., så længe de også bruger dem på den rigtige måde,” pointerer hun og fortsætter: ”Faktisk kan jeg godt lide, at det sætter gang i deres fantasi i forhold til, hvordan man bruger dem bedst.”

Forebyggelse frem for behandling

Idéen til puderne fik Kirsten Sivertsen, da hun arbejdede som hjemmesygeplejerske.

”Nogle gange i hjemmeplejen føles det, som om man aldrig laver andet end at behandle tryksår,” siger hun med et suk og hentyder til, at hun ofte har oplevet, at patienter har haft tryksår, når de er blevet udskrevet fra hospitalet.

Problematikken kender de også til på Vigerslevhus: ”Det er oplagt at teste dem her, for vi har problemer med tryksår og aflastningen af dem,” fortæller daglig leder af akutplejeenheden Carina Nimb, som ser klare fordele for personalet i form af bedre arbejdsstillinger. ”Men selvfølgelig betyder det også noget, at borgerne er glade for dem,” pointerer hun.

SY-2011-02-30
Social- og sundhedsassistent, Rebekka Zahl Barthe, lægger puderne under benene, så hun kan pleje fødderne, uden at den ældre herre skal anstrenge sig. Foto: Søren Svendsen

Carina Nimb mener, det kan være en fordel, at produktet er udviklet af en fagperson som Kirsten Sivertsen, fordi hun har erfaring fra praksis. Ifølge Kirsten Sivertsen opstår problemet med tryksår, fordi personalet ikke har de rette rutiner til og arbejdsmæssige forudsætninger for at undgå tryksår. ”Hospitalerne siger, de laver tryksårsforebyggelse, men de er for længe om at reagere,” påpeger hun.

Den holdning deler hun med ergoterapeut Ulla Moe, som i flere år har beskæftiget sig med tryksårsforebyggelse og er forfatter til bogen ”Tryksår – smertefuldt for samfundet og den enkelte”. Ulla Moe startede i efteråret som konsulent i Kirsten Sivertsens firma Trialet. Sammen er de ikke i tvivl om, at hvis ressourcerne bruges på den rigtige måde, kan man undgå de fleste tryksår.

”Personalet vil gerne, hvis de har mulighederne, men det kræver nogle investeringer fra starten at undgå tryksår. Derfor skal vi have fat på både politikere, ledere og borgere,” siger Kirsten Sivertsen. De to er enige om, at tryksår skal forebygges bedre, og at den proces starter med, at man laver en national undersøgelse af problemets omfang. ”Der findes ikke egentlige tal på, hvor meget problemet med tryksår koster samfundet. Det er kun gisninger. Der er lavet undersøgelser i andre lande og lokalt i Danmark, men det er jo ikke noget, man bare kan overføre og gange op,” påpeger Ulla Moe.

Kirsten Sivertsen har været i gang med udviklingen af puderne i otte år, og til februar vil de være helt klar til at blive afsat på markedet.

Alt i alt har puderne indtil videre kostet 6 mio. kr. Kirsten Sivertsen har selv investeret en del af beløbet, mens resten er blevet investeret af firmaets direktør Peter Egelund og virksomheden Innovation MidtVest, som for et år siden tog Trialet ind som porteføljevirksomhed.

Læs mere: Sygeplejerske springer ud som opfinder

Hvad er en tryksårspude?

Tryksårspuderne er lavet af biofolie af majs med adskillige luftkanaler. Det giver et dynamisk underlag, fordi puderne reagerer på kroppens passive bevægelser og lader blodet flyde frit i årerne.
Indtil videre består udvalget af en trekantet, aflang pude og en fladere pude med runde luftlommer.

Puderne gør, at benene kommer op, så man undgår tryk på hælene, og puderne kan bygges op, så såret kommer over hjertehøjde, og man undgår ødem. Kirsten Sivertsen har patenteret de trekantede puder. Hun har desuden indleveret en patentansøgning på de flade puder til stabling og på den særlige ventil på puderne.

Tag patent

For at beskytte din opfindelse kan det være en god idé at få den beskyttet gennem et patent eller at få den registreret som en brugsmodel. Ved at tage patent sikrer du, at det kun er dig, der kan tjene penge på at sælge eller fremstille den. I Danmark er det Patent- og Varemærkestyrelsen, der behandler patent- og brugsmodelsansøgninger.

Læs mere på www.dkpto.dk

Tryksår og behandlingen af dem kan være en smertefuld oplevelse for både patient og personale. Men nu mener en sygeplejerske, at hun har opfundet en del af løsningen på problemet. Hendes tryksårspuder blev i efteråret testet på et plejehjem, og både patienter og personale er begejstrede.
28-30
2011
2
Baggrund
Sår
Plejecenter
Skade
Trivsel
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Trængsel og kaos på kommandocentralen

1010-17-01-1
Illustration: Ulla Puggaard

I én afdeling er vindueskarmene tæt besat, når læger og sygeplejersker mødes til morgenrapport, og de, der kommer sidst, må stå uden for døren og lytte med, som de bedst kan.

I en anden afdeling må afdelingssygeplejersken booke sit eget kontor, når hun skal holde ansættelsessamtaler, fordi kontoret bliver brugt til alt, hvad der ikke er plads til andre steder.

Et tredje sted står der arbejdsborde alle steder langs væggen i vagtkontoret, så man må kravle op på et bord, når man skal ændre noget på patienttavlen.

En fjerde afdeling har haft en lydmåler siddende på væggen i kontoret til at lyse rødt, når støjen bliver for høj, men har pillet den ned igen. Når den konstant lyser advarende, er der til sidst ingen, der reagerer.

De fire små eksempler fra det virkelige liv vidner om, at sygeplejersker og læger i mange sygehusafdelinger har alt for dårlige rammer for de administrative og koordinerende opgaver, de har dagen igennem.

En undersøgelse, som Dansk Sygeplejeråds analyseafdeling har gennemført, viser, at en tredjedel af samtlige sygehussygeplejersker er utilfredse med de fysiske rammer. Den viser også, at kontorforholdene er det, de er mest utilfredse med.

Halvdelen af sygehussygeplejerskerne er utilfredse med de kontorer, som de benytter til deres daglige administrative opgaver. Kun en tredjedel har erklæret sig tilfredse. En mindre gruppe har svaret hverken-eller.

Støj, afbrydelser og dårlige arbejdsforhold ved computere og telefoner giver stress. Men det øger også risikoen for fejl, når sygeplejersken skal tjekke prøvesvar, dokumentere eller lave aftaler med hjemmeplejen under forhold, der minder om Fredericia Banegård. 

SÅ UTILFREDSE ER HOSPITALSANSATTE SYGEPLEJERSKER MED DE FYSISKE RAMMER
  • Meget tilfredse 7,9 pct.
  • Tilfredse 40,0 pct.
  • Hverken-eller 18,1 pct.
  • Utilfredse 25,2 pct.
  • Meget utilfredse 8,8 pct,

Kilde: Megafon og DSR Analyse 2010 

HER KNIBER DET MED PLADSEN

Andel af hospitalsansatte sygeplejersker, der er utilfredse med:

  • plads på kontorerne 50,4 pct.
  • plads i personalerummet 38,6 pct.
  • plads til at udføre patientrettet arbejde 37,7 pct.

Den samlede undersøgelse omfatter også sygeplejersker fra primærsektoren og undervisende sygeplejersker.
 

Livsnerve i klemme. Kontoret er sygehusafsnittets professionelle centrum og livsnerve. Men ofte lider overblik og effektivitet under en atmosfære af støj, trængsel og forvirring.
16
2010
10
Tema om arbejdsmiljø
Arbejdsmiljø
Støj
Trivsel
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Tema Web article