Fagligt samarbejde halverer antibiotikabrug på plejecentre

Halvering af antibiotikabrug

 

Ældre på danske plejecentre er blandt de patientgrupper i Europa, som oftest får antibiotika. Halvdelen af behandlingerne gives mod urinvejsinfektioner, men undersøgelser har vist, at mange medicineres unødigt.

Et samarbejdsprojekt mellem Herlev og Gentofte Hospital, Frederikssund og Gentofte kommuner har dog på kort tid formået at nedbringe brugen af antibiotika markant. Siden projektets opstart i 2017 har tre eksperter fra hospitalets Klinisk Mikrobiologisk

Afdeling undervist knap 500 sygeplejersker og sundhedspersonale på i alt syv plejecentre i infektioner, smittespredning og antibiotika.

Imens projektet stod på, blev antallet af antibiotikaordinationer mod urinvejsinfektioner på plejecentrene næsten halveret. Projektleder Jette Nygaard Jensen fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Herlev og Gentofte Hospital er meget glad for resultatet.

”Selvom vi havde forventet, at antibiotikaforbruget kunne reduceres, er vi alligevel overraskede over det gode resultat. Vi har været imponerede over engagementet hos personalet på plejecentrene, ligesom de kommunale hygiejnesygeplejersker har ydet en kæmpe indsats for at omsætte viden til praksis,” siger hun.

Jette Nygaard Jensen understreger, at netop sygeplejersker spiller en central rolle i den forebyggende pleje.

”Det er sygeplejerskerne og sundhedspersonalet, der er tættest på borgerne, og som er de første til at opdage symptomerne. Med den rette viden kan de medvirke til, at brugen af antibiotika holdes nede,” siger hun.

Læs Trialog om urinvejsinfektioner i Fag&Forskning 1/2019

Eksperter fra Herlev og Gentofte Hospital har undervist sygeplejersker og sundhedspersonale på syv plejecentre i forebyggelse af urinvejsinfektioner. Som resultat er forbruget af antibiotika faldet markant.
10
2019
7
Aktuelt
Antibiotika
Patient
Plejecenter
Tværfaglighed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Patient
Tværfaglig
Ældrepleje
Magazine tags  Aktuelt Web article 

Sygeplejersker medvirker ved anlæggelse af PEG-sonder

journal-club-ikon3

Gye V, Mortensen MB.
Nurse-Assisted Percutaneous Endoscopic Gastrostomy Tube Placement Is a Safe Procedure in Adult Patients.
Gastroenterol Nurs May/June 2018 – Volume 41 – Issue 3 – p. 219-22. doi: 10.1097/SGA.0000000000000275.

Introduktion: Anlæggelse af sonde ved perkutan endoskopisk gastrostomi (PEG) udføres normalt af to læger, en som endoskoperer og en, som er abdominalkirurg. De assisteres af to sygeplejersker. På Odense Universitetshospital var der imidlertid ofte ventetid på læge nummer to.

Formålet med undersøgelsen var at vurdere, om endoskopisygeplejersker efter sidemandsoplæring kunne assistere til PEG i stedet for abdominalkirurgen uden forøget risiko for patienterne.

Metode: Sygeplejersker med stor erfaring fra endoskopiafsnittet blev oplært i lokalisering og mærkning af passende punkteringssted, desinfektion, indsprøjtning af lokalbedøvelse, hudindsnit, introduktion af trokaren til lumen i maven, indsættelse af wire gennem trokaren, trække PEG-sonden på plads og ekstern fiksering.

Data vedr. alder, risikoscore, anæstesi, smerter, komplikationer m.m. blev indsamlet umiddelbart efter PEG-sondeanlæggelsen. Morbiditet samt mortalitet blev vurderet 30 dage senere hos en tilfældigt udvalgt population af voksne patienter fra 2008 til 2014, hvor den ene læge var erstattet af en sygeplejerske. Der fremkommer ingen oplysninger om, hvorvidt der i samme periode blev anlagt PEG-sonder ved to læger.

Resultater: Seks sygeplejersker assisterede ved anlæggelse af i alt 222 PEG-sonder, alle med succes. Man fandt mindre alvorlige komplikationer hos 24 pct. Der opstod ingen procedurerelateret dødelighed. Sammenlignet med et tidligere studie, hvor PEG-sonder blev anlagt af to læger, fandt man ikke flere eller andre komplikationer, men tværtimod færre infektioner og knækkede sonder.

Diskussion: Forfatterne foreslår, at man bruger sygeplejersker til anlæggelse af PEG-sonde i større målestok med det formål at spare tid og medicinske omkostninger. I sammenligningsstudiet blev der ikke anvendt antibiotika profylaktisk eller spurgt til smerter, diarré, blødning, kvalme eller refluks, hvorfor en sammenligning ikke er mulig.

Konsekvenser for praksis: Sygeplejersker, som er grundigt oplært, kan erstatte den ene læge ved PEG-sondeanlæggelse.

Profylaktisk antibiotika anbefales nu, uanset hvem der anlægger PEG-sonden.

Kommentar: Det er svært at forestille sig, at en godt oplært, samvittighedsfuld sygeplejerske vil udføre proceduren med ringere kvalitet end en læge, der er trukket ind fra andet arbejde for at udføre proceduren. Det fremgår desværre ikke, hvorvidt der stadig var to assisterende sygeplejersker ud over den specialoplærte ved hver procedure, eller om der reelt er tale om en besparelse, der tilsyneladende ikke har konsekvenser for patienterne.

Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d. Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College, Aarhus.

PEG-sonde. Det er lige så sikkert at lade en sygeplejerske og en læge anlægge PEG-sonde som to læger, viser et studie.
36
2018
4
The Journal Club
Tværfaglighed
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Tværfaglig
Magazine tags  The Journal Club Web article 

Et slag for de tværfaglige forskningsmiljøer

Inger Margrete Siemsen, anæstesisygeplejerske, MVO, ph.d.
Inger Margrete Siemsen
I min tid som ph.d.-studerende med en grunduddannelse som sygeplejerske udførte jeg i egen forståelse klinisk forskning med fokus på kvalitet og patientsikkerhed. Jeg tænkte ikke over, at jeg udførte sygeplejeforskning, og det har gennem mine 30 år som sygeplejerske undret mig, at vi inden for vores, bevares, unikke og fantastiske fag har brug for at benytte termen "sygeplejeforskning".

Alle os, som har fokus på f.eks. klinisk forskning, forskning i sundhedsfremme og forebyggelse samt sundhedstjenesteforskning, varetager sundhedsvidenskabelig forskning. Det er forskning, der bidrager til mere sundhed og livskvalitet, og som er med til at sikre, at patienterne og borgerne på tværs af sektorer får stillet den rette diagnose på det rette tidspunkt. Desuden sikrer det, at forebyggelse, pleje, behandling, rehabilitering og palliation udføres på et evidensbaseret fagligt og etisk grundlag med høj grad af sammenhæng, kvalitet, patientsikkerhed og tryghed for patienter og pårørende.

De problemstillinger, vi møder i klinisk praksis, og som vi vælger at have fokus på i forskningen, har en stadigt stigende grad af kompleksitet. De forskningsspørgsmål, vi stiller uanset faglig baggrund, er derfor også komplekse, og svarene på de komplekse forskningsspørgsmål kalder i min optik således på tværfaglig sundhedsvidenskabelig forskning, som bygger på et ligeværdigt, tværfagligt samarbejde.

Måske er det her, skoen trykker; vi opfatter ikke os selv som ligeværdige med f.eks. læger, som forsker?

Sygeplejersker, som forsker, kan vælge at satse på monofaglige fællesskaber eller på tværfaglige fællesskaber og miljøer. Tværfagligheden kan i nogens optik risikere at udvande vores endnu unge forskningstradition, men på den anden side vil jeg være ærgerlig over, at vi som forskende sygeplejersker forpupper os og dermed udelukker os og vores fag fra de eksisterende stærke tværfaglige forskningsmiljøer. Jeg mener, vi bør være tværfagligt inviterende i vores forskning og dermed også i vores forskningsterminologi.

Jeg er med på, at sygeplejersker varetager forskning indenfor vores fags metoder, teorier og værdier, men det er vi jo ikke alene om. Den type forskning varetages også af andre faggrupper, f.eks. sociologer og antropologer. Er der også tale om sygeplejeforskning, når andre faggrupper forsker i vores fag?

Jeg deler fuldt ud Dansk Selskab for Sygeplejeforsknings vision om "at fremme forskning inden for sygepleje til gavn for menneskers sundhed og evne til at leve med sygdom". Selskabet blev oprettet i slutningen af 1970’erne. Måske er tiden moden til at ændre navnet?

Vi risikerer i hvert fald, at andre faggrupper ryster på hovedet ad os, når vi bruger termen sygeplejeforskning i en tid, hvor vi bør have fokus på at øge vores tværfaglige forskningssamarbejde til gavn for patienter og pårørende.

Sygeplejersker, som forsker, må satse på at indgå i tværfaglige forskningsmiljøer, for mange problemstillinger er komplekse og kalder på en indsats fra mere end én faggruppe.
83
2018
3
På Spidsen
Forskning
Tværfaglighed
Debat
DSR-C
Fag & Forskning
Alle
Artikel
Magazine 
Fag & Forskning
Tags 
Forskning i sygepleje
Tværfaglig
Magazine tags  På spidsen Web article 

Det styrker samarbejdet at mødes

Lisbeth Kaasgaard

“Vi byggede en jetjager, mens vi fløj den.” 

Sådan beskriver sygeplejerske Lisbeth Kaasgaard Madsen processen med at gå fra at være et elektivt geriatrisk team på Aarhus Universitetshospital til at blive det fælles geriatriske og kommunale akutteam, som de er i dag.

“Og uden at have alle reservedele med,” fortsætter sygeplejersken grinende sin jetjager-metafor, som blev et yndet billede blandt afsnittets sygeplejersker til at beskrive, hvordan de fra den ene dag til den anden i 2014 overgik til at være et døgndækkende akutteam – et såkaldt Shared Care-tilbud. 
 

Title

Hvad var udfordringen?
Presset på hospitalernes sengepladser og kortere indlæggelsestider øgede behovet for at forebygge genindlæggelser og samarbejde på tværs af sektorer for at behandle og pleje det voksende antal ældre i Danmark.

Hvad var det sværeste?
At holde fast i den geriatriske tankegang, når akutfunktionen begyndte at dominere arbejdet.

Hvad er I stolte af?
Vores gode tværsektorielle samarbejde.

Forud var der dog gået 22 års samarbejde om akutte syge geriatriske patienter mellem Geriatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune. Og det mangeårige arbejde på tværs af sektorer og faggrupper viste sig at give pote.

I 2012 iværksatte hospitalet et kvalitetsudviklingsprojekt sammen med regionen og begyndte at tilbyde systematisk hospitalsopfølgning i hjemmet. Det vil sige, at en sygeplejerske og en læge fra geriatrisk team i dag besøger patienten senest første hverdag efter udskrivelse. Her følger de primært op på patientens indlæggelse og gennemgår bl.a. medicinlister og patientens funktionalitet i hjemmet.

48 pct. færre genindlæggelser

Resultaterne fra projektet viser, at indlæggelsesvarigheden i gennemsnit er blevet reduceret til to dage, og der er 48 pct. færre genindlæggelser hos de patienter, der modtog en tidlig opfølgning sammenlignet med patienterne i kontrolgruppen, der fik tilbud om opfølgende hjemmebesøg en uge efter udskrivelse. 

“Det er tit i sektorovergangen, at der sker fejl, og selvom der ikke umiddelbart lader til at være behov for et besøg hos patienten, så er der som regel nogle udfordringer alligevel, når patienten først er kommet hjem. Og det opdager vi tidligere nu,” fortæller Lisbeth Kaasgaard Madsen og tilføjer, at det var vigtigt, at der i forvejen var et godt tværsektorielt samarbejde at bygge videre på.

Shared Care-tilbud som bindeled

På samme måde som den tidlige opfølgning blev systematiseret, blev samarbejdet på tværs yderligere systematiseret gennem Shared Care-tilbuddet, oplever Lisbeth Kaasgaard Madsen. Hun kalder det døgndækkende akuttilbud for et direkte bindeled mellem sygeplejerskerne i de to sektorer, der nok er velfungerende i dag, men i 2014 altså føltes som at flyve en ufærdig jetjager.

“Alting går meget hurtigt i vores organisationer, så det var ikke altid, at alle informationer nåede helt ud på gulvene. Når alle parter ikke er ordentligt informeret om, hvordan og hvorledes en ny praksis er, kan det give modstand og faglige argumentationer. Så man kunne fra ledelsesside godt have gjort mere ud af i implementeringsfasen at mødes til fælles information i sygeplejegrupperne,” siger sygeplejersken, der i begyndelsen heller ikke følte sig 100 pct. fagligt klædt på til at lægge PVK og give i.v.-medicin i hjemmet.

“Det blev pludselig forventet, at vi skulle klare nye opgaver fra dag til dag, samtidig med at primærsygeplejerskerne skulle oplæres. Set i bakspejlet kunne man godt have mødtes mere om opgaverne og sammen have udviklet det,” siger hun og fremhæver gensidig respekt som væsentligt for et godt samarbejde.

Bedst med fælles morgenkonference

“Vi er jo alle presset på tid. Derfor er det så vigtigt at sætte sig ind i hinandens arbejdsliv, og at jeg f.eks. kender serviceniveauet i primærsektoren. Og så er det også guld værd at mødes og se hinanden i øjnene. Det tværsektorielle samarbejde lykkes klart bedst, når vi ser og hører patienten samtidig og kan byde ind med hver vores ekspertise.”
 

3 gode råd
  • Bliv klædt ordentligt på fagligt, når der skal varetages nye opgaver.
  • Hav udviklingssygeplejersken med på sidelinjen til at samle trådene.
  • Prioritér at mødes på tværs af faggrupper og sektorer – det styrker samarbejdet at se hinanden i øjnene. 

Lisbeth Kaasgaard Madsen forklarer, at samarbejdet især fungerer godt, når arbejdsdagen skal tilrettelægges på den fælles morgenkonference, eller når sygeplejerskerne fra de to sektorer holder patientmøder sammen. 

For når der er gensidig forståelse for arbejdsgangene, betyder det også, at hjemmesygeplejerskerne ved, hvornår de skal kontakte de geriatriske sygeplejersker, som f.eks. kan følge op på en behandling, der er blevet sat i værk tidligere på dagen hos en akut syg borger.

Og netop det øgede fokus på akutarbejde har gjort arbejdsdagen langt mere uforudsigelig for Lisbeth Kaasgaard Madsen, der i dag tilbringer det meste af dagen med at køre ud til borgere.

“Nu ved jeg aldrig, hvad jeg møder ind til, og det akutte arbejde betyder også, at det er blevet sværere at holde fast i den geriatriske tankegang. Men det kan lade sig gøre, når det tværsektorielle samarbejde fungerer,” slår hun fast. 

Flere projekter mellem Geriatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Kommune har halveret antallet af genindlæggelser for den gruppe patienter, der fik tidligt besøg af et tværsektorielt team.
54-55
2016
8
Tværsektoriel
Forebyggelse
Tværfaglighed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Tværfaglighed i fokus på hospice

Resumé

Just E, Simonsen D, Kristensen HD. Tværfaglighed i hospice. Sygeplejersken 2015;(11):69-80.

Artiklen er baseret på et tværfagligt udviklingsprojekt i et hospice. Der blev arbejdet med at styrke tværfagligheden i hverdagen gennem møder og andre organisatoriske ændringer med særligt fokus på kulturforståelse, organisering/ledelse og kommunikation/facilitering af tværfaglige processer. Projektet viste, at det er nødvendigt at have en fælles tværfaglig retning, men også at kunne revurdere faglige rutiner og få øje på forskelle i faggruppernes kompetencer og sprog. Fokus på de gode historier og kritisk refleksion, der udfordrer sædvaner, er nødvendigt for at sikre en fortsat kulturel og organisatorisk forankret tværfaglighed.

Nøgleord: Tværfaglighed, hospice, tværfaglig intelligens, narrativer, refleksion, organisatorisk læring.

 

Blå bog

sy_2015_11_tp_eva

Eva Just blev uddannet sygeplejerske i 1971 og cand.scient.soc. i 1996. Afsluttede ph.d.-projekt i organisatorisk læring i 2005. Eva Just har klinisk erfaring fra ansættelser i psykiatrien i 13 år. Har siden 1987 arbejdet med efteruddannelse og konsulentarbejde i det tidligere Aarhus Amt, ved Aarhus Universitetshospital og i egen virksomhed. Har været ansat som ekstern lektor i medicinsk pædagogik ved Aalborg Universitet og har undervist i sundhedsfaglig supervision og tværfaglighed ved professionshøjskolen VIA. Har gennemført flere evalueringsopgaver for Aalborg Universitet. Arbejder nu med supervisionsopgaver, bl.a. coachingprojekt for yngre læger samt uddannelse og supervision af hospitalsklovne.

sy_2015_11_tp_dorit

Helle Dalby Kristensen blev sygeplejerske fra Aarhus Amtssygehus i 1984. Hun tog diplomeksamen i ledelse i 2000 og en toårig narrativ lederuddannelse ved DISPUK i 2014. Har bred klinisk erfaring fra både sekundær og primær sundhedstjeneste, har været klinisk vejleder i fem år og har 15 års le-delseserfaring.
Har siden 1998, efter mødet med uhelbredeligt syge og deres pårørende i eget hjem, brændt for at udvikle og kvalificere det palliative felt. Er souschef på og har været med til at starte Hospice Djursland i 2007.

sy_2015_11_tp_helle

Dorit Simonsen blev uddannet sygeplejerske fra Sygeplejeskolen i Aalborg i 1980. Hun har i mange år arbejdet med alvorligt syge mennesker med kræft og med behov for den specialiserede palliative omsorg og behandling. Hun tog en diplomeksamen i ledelse i 1992, en mastergrad i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet i 2007, en treårig gestaltterapeutisk uddannelse i 2009 og en systemisk coachuddannelse i 2011. Har stor undervisnings- og ledelseserfaring. Er hospiceleder på Hospice Djursland og har været med i idéudviklingen bag og etableringen af institutionen. Er meget optaget af innovation, kvalitetsudvikling og bæredygtig ledelse.

En kvinde med en hjernetumor ankommer til hospice. Før ankomsten har en sygeplejerske sammen med serviceassistenten gjort stuen klar med seng og blomster, og den bygningsansvarlige har hængt et par billeder op på væggene.

Sygeplejersken taler kort med fysioterapeuten om, at de måske får brug for noget til lejring, og aftaler med lægen, at de tager indlæggelsessamtalen sammen, fordi de gennem det notat, hospiceledelsen har skrevet på kvinden, ved, at hendes kognitive funktion er påvirket, og de er ikke klar over, om der er pårørende med ved ankomsten. Patienten ankommer sammen med en søn, og sekretæren byder dem sammen med sygeplejersken velkommen til hospice.

Syv forskellige faggrupper er involveret i denne indlæggelsessituation, og det er bare én af utallige situationer i et hospice, hvor 10 forskellige faggrupper arbejder tæt sammen for at skabe den bedste afslutning på livet eller et symptomlindrende ophold. Fagpersonerne arbejder ofte alene, men i tæt samspil med de andre faggrupper og fagpersoner, og det kræver både koordination, fælles værdier og evne til at improvisere sammen.

Gennem halvandet år har Hospice Djursland (HD) arbejdet med et tværfagligt udviklingsprojekt med det formål at styrke den tværfaglige indsats, se boks 1. Projektets baggrund var en intern evaluering, der viste, at nogle faggrupper oplevede, at det tværfaglige samspil ikke fungerede optimalt. Dette blev diskuteret på et personalemøde, og fordi det tværfaglige samarbejde er et væsentligt fundament i den palliative indsats, blev vi enige om at arbejde videre med det som fokus. For at støtte os i den proces inviterede vi cand.scient.soc. Eva Just med som proceskonsulent.

Boks 1 - Formål med projektet
  • At styrke den tværfaglige indsats over for patienterne, dvs. at skabe større opmærksomhed på at inddrage relevante faggrupper i alle patientforløb.
  • At styrke den gensidige forståelse for såvel individuelle fagpersoners som faggruppers særlige ressourcer og forskellighed.
  • At udvikle eksisterende møde- og samarbejdsrelationer samt evt. afprøve nye former.
  • At udvikle metoder til at arbejde mere bevidst med tværfaglig læring, f.eks. at styrke tværfaglig kommunikation gennem kritisk refleksion og gensidig feedback.

Denne artikels formål er at beskrive og teoretisk perspektivere nogle temaer, som har haft særligt fokus i udviklingsprojektet. Men artiklen beskriver også projektets udviklingsproces, der evt. kan inspirere andre, som ønsker at sætte en tværfaglig udvikling i gang.
 

Metode

Artiklen er skrevet på grundlag af en evaluering af projektforløbet. Det primære formål med evalueringen var at skabe læring og fremadrettet opmærksomhed på tværfaglighed på HD. Evalueringen har haft afsæt i en responsiv evalueringsmodel (1), som i sin form er beskrivende og har det udgangspunkt, at målene formuleres undervejs i et projektforløb. Denne blev koblet med en narrativ tilgang til evaluering (2), hvor antagelsen er, at den sociale virkelighed er kompleks, mangetydig og rummer mange fortolkninger og dermed forskellige fortællinger om praksis.

Datamaterialet består af observationer af møder og hverdagssituationer, fokusgruppeinterview, fortællinger fra den ugentlige fredagsrefleksion, opsamling af refleksioner fra midtvejsseminar, personalemøde, styregruppemøde samt tværfaglige udviklingssamtaler. Konklusioner og fremadrettede mål blev formuleret på en afsluttende evalueringscafé for alle medarbejdere.

 

Definition på tværfaglighed

”Vi arbejder meget tværfagligt.” Det siger mange fagpersoner ofte, når de arbejder tæt sammen med forskellige faggrupper. Men tværfaglighed er et begreb, som fortolkes meget forskelligt, og det fremgår af forskellige begrebsmæssige analyser, at der er mange grader af tværfaglighed (3). I denne artikel skelner vi mellem ”flerfaglighed” og ”tværfaglighed”, som er de danske begreber for det, der i den internationale litteratur betegnes som ”multiprofessionel” og ”interprofessionel” (4).

 

Flerfaglighed

Flerfaglighed handler om koordinering, dvs. at forskellige faggrupper, som har deres primære tilknytning i et monofagligt praksisfællesskab (f.eks. plejepersonale eller fysioterapeuter) og geografisk er adskilt fra de andre grupper, koordinerer og samarbejder med andre faggrupper om patienterne.

 

Tværfaglighed

Tværfaglighed er en mere forpligtende samarbejdsform, hvor faggrupperne er knyttet sammen i et tværfagligt praksisfællesskab med fælles mål, fælles arbejdsrutiner samt ofte også fælles geografi. På HD blev det i projektforløbet tydeligt, at man overvejende arbejder sammen i et tværfagligt praksisfællesskab, men også at de oprindelige flerfaglige traditioner for faggruppernes roller i en traditionel sygehusstruktur fortsat spiller ind på samarbejdet mellem faggrupperne.

 

Tværfaglig intelligens

Udviklingsprojektet havde sit teoretiske udgangspunkt i en model for udvikling af ”tværfaglig intelligens”, som er en form for organisatorisk læreproces, der sættes fokus på det konkrete samspil mellem faggrupperne i en række situationer. Tværfaglig intelligens rummer fire dimensioner, som hver især har betydning for at udvikle en intelligent tværfaglighed, dvs. at styrke kapaciteten til at udnytte den eksisterende erfaring og viden til at løse opgaverne i et tværfagligt perspektiv, se figur 1.

sy_2015_11_tp_model1

 

Engagement, værdier og viden

Engagement, værdier og viden handler om at sætte fokus på at udvikle et fælles tværfagligt grundlag, f.eks. fælles værdier og mål, fælles viden, som kan være kliniske retningslinjer, der er omsat til scoringsredskaber samt fælles arbejdsrutiner. Men det handler også om et følelsesmæssigt engagement i hinanden, dvs. at have lyst og vilje til at skabe resultater sammen på trods af forskellige faglige perspektiver (3,6).

 

Kulturforståelse

Kulturforståelse er at se faggrupperne som kulturelt forskellige med hver sin indbyggede faglige logik og hver sit sprog. Mødet mellem forskellige faggrupper kræver derfor både viden, tolerance og nysgerrighed (3).

 

Organisering og ledelse

Organisering og ledelse af tværfaglighed handler om at skabe gode rammer, så faggrupperne mødes, udveksler synspunkter og når frem til et fælles handlingsgrundlag. Det kan være forskellige former for møder og konferencer, men også den daglige organisering, fælles geografi/rum, håndtering af konflikter m.m. (3).

 

Kommunikation og facilitering

Kommunikation og facilitering af tværfaglige processer er det, der binder tingene sammen, f.eks. at facilitere tværfaglige konferencer så alle faggrupper får plads. Det kan handle om at undersøge situationer, hvor der er uenighed mellem faggrupperne, forskellige sproglige udtryk (3).

Fokus i projektet har været at styrke dimensionerne kulturforståelse og organisering/ledelse af tværfaglige processer, herunder også kommunikation og facilitering af tværfaglige processer. Der har ikke været direkte fokus på temaet engagement, værdier og viden, som HD gennem årene har arbejdet meget med for at udvikle et fælles fagligt grundlag. Der er bl.a. formuleret fælles værdier, fælles scoringsredskaber samt udviklet en arbejdsmodel for vurdering af patientens tilstand – de seks S´er (5).

 

Kulturforståelse er gensidig forståelse

Kulturforståelse handler om at se de forskellige faggrupper som kulturelt forskellige, fordi de har forskellige uddannelser, forskellige arbejdsopgaver og gennem tiden også har udviklet forskelligt sprog og faglige præferencer. Kulturforståelse handler derfor om at skabe en gensidig forståelse for disse forskelligheder gennem kulturmødet, dvs. der hvor faggrupperne mødes i en konkret handling eller til et møde og skal kunne håndtere den forstyrrelse, det kan være, at en anden faggruppe har andre perspektiver, end man selv har (6,3).

HD kan ses som et tværfagligt praksisfællesskab, der siden starten har udviklet mange faglige og tværfaglige rutiner gennem handlinger og meningsforhandling i hverdagen. I et praksisfællesskabs måde at fungere på kan man analytisk skelne imellem fælles virksomhed, fælles repertoire og gensidigt engagement (7).

Fælles virksomhed handler om at have et fælles billede af den opgave, der skal løses, og det ansvar, fællesskabet har.
Fælles repertoire er de rutiner, begreber, handlestrategier og sprog, som fællesskabet har udviklet.

Gensidigt engagement handler om den måde, fællesskabets sociale relationer har dannet et mønster på.

I et praksisfællesskab sker der løbende justeringer af alle dimensioner, nogle gange som bevidste beslutninger om at ændre noget, der ikke fungerer, andre gange udvikles der over tid nye handlemønstre, uden at der har været en kollektiv stillingtagen.

HD har fra starten haft fokus på tværfaglighed. Det indgår også som den grundlæggende idé i arkitekturen, hvor der er tilstræbt et åbent, fælles kontorlandskab uden faste pladser. Over tid har der dog alligevel dannet sig et mønster i forhold til, hvilke lokaler, rum og pladser der benyttes af forskellige faggrupper. Fordelingen af opgaver mellem faggrupperne viste sig også at afspejle dele af den traditionelle flerfaglige arbejdsdeling på et sygehus, f.eks. mht. dokumentation og ansvar for koordinering, delvist begrundet i at nogle faggrupper kun bestod af én person.

At ændre mønstre i et praksisfællesskab kræver en bevidsthed om, hvad der mangler, ønskes eller er opgivet, og det kræver en målrettet forstyrrelse og refleksion. Wackerhausen (8) taler om, at nogle problemer i et praksisfællesskab kan løses via den sædvanlige 1.-ordens refleksion, dvs. at man løser problemerne ud fra de begreber og metoder, man kender (sædvaner).

Andre problemer kræver, at man udfordrer sædvanen og har en 2.-ordens refleksion, dvs. man undersøger mere grundlæggende antagelser omkring et problem, f.eks. en faggruppes selvforståelse, eller om en given faglig handling passer til den aktuelle virkelighed. I udviklingsprojektet har der været fokus på at styrke den sædvaneudfordrende refleksion.

 

Samspillet i hverdagen

Når patienten er modtaget og har fået sig indrettet på stuen sammen med eventuelle pårørende, starter den egentlige hospiceindsats, som alle faggrupper i de fleste tilfælde deltager i. Der har i hospice udviklet sig en lang række faglige rutiner og mønstre i forhold til, hvilke opgaver der skal løses af den enkelte fagperson og af faggrupperne. Sygeplejerskerne, som er inddelt i team, har langt de fleste opgaver.

Samspillet mellem faggrupperne fungerer i hverdagen oftest roligt og problemløsende, f.eks. når en patient og eventuelle pårørende har behov for samtaler med psykolog, musikterapeut eller præsten for at dæmpe angst eller håndtere eksistentielle og åndelige spørgsmål. Eller når der er konkrete fysiske symptomer, som kræver en særlig indsats fra flere faggrupper:

En sygeplejerske opdager et trykspor på en patients fod og beder fysioterapeuten kigge på det. Fysioterapeuten undersøger foden og finder nogle andre støttestrømper samt en anden stol, som kan elevere fodskamlen, uden at ryggen lægges ned. Det er svært at få strømpen på, og fysioterapeuten taler med lægen for at høre, hvad hun mener. Lægen synes, de skal afvente effekten af vanddrivende medicin og elevation. Fysioterapeuten informerer sygeplejersken, som laver et notat i EPJ.

Samspillet mellem faggrupperne fungerer her godt, bl.a. fordi de relevante fagpersoner er til stede og straks reagerer på de behov, de ser. En fleksibel organisering, hvor der er plads til, at forskellige faggrupper kan inddrages her og nu, ser ud til at være en af forudsætningerne for, at dette samspil kan lade sig gøre.

Samspillet bliver nogle gange alligevel udfordret, fordi faggrupperne kan have forskellige opfattelser af, hvad patienten har behov for. På et tidspunkt fremkom der det synspunkt fra en fagperson, at ”sygeplejerskerne lukker døren til patienterne”. I denne fagpersons perspektiv er det sygeplejerskerne, som styrer/koordinerer, hvilke andre faggrupper der får adgang til patienterne, og det medfører, at sygeplejerskerne i nogle situationer opleves at fungere som en slags ledvogtere for de andre faggrupper, som bliver inviteret ind af sygeplejerskerne som en form for konsulenter.

Det hører med til det tværfaglige billede og vilkår på dette hospice, at sygeplejersker udgør 2/3 af alle ansatte, mens psykolog, præst, musikterapeut og fysioterapeut er deltidsansatte. Lægen er ansat i Det Palliative Team på Regionshospitalet Randers og er dermed konsulent på hospice. Tværfagligheden har således den særlige udfordring og præmis, at de fleste ansatte er sygeplejersker, og de andre fagpersoner med direkte patientkontakt er deltidsansatte og kun færdes i huset to-tre dage om ugen, fysioterapeuten dog dagligt.

 

Hændelser og begivenheder

Hvornår fungerer tværfagligheden flydende og velintegreret i de daglige rutiner, og hvornår bliver den udfordret af en eller anden grund? Der er ifølge Helle Plough Hansen (9) i hverdagen en masse hændelser, som vi ikke tillægger særlig betydning, fordi de forløber, som forventet. Hverdagen i HD er fyldt med hændelser i form af daglige rutiner, som indebærer løbende dialoger mellem fagpersoner/faggrupper og løsning af problemer.

 

Læsertest

På den ugentlige tværfaglige konference på hospice drøftes en ny patient, en 60-årig kvinde, som overflyttes fra et hospital og modtages af en læge og en sygeplejerske. Sygeplejersken præsenterer kvinden, hendes sygdomsforløb og aktuelle problemstillinger. Hun fortæller også, at kvinden er indelukket, taler med få ord, og at hun opfattes som vredladen, og at man har svært ved at få lov til at hjælpe hende. Fysioterapeuten har kort mødt patienten. Hun fik lov til at give kvinden konkret hjælp til lejring uden problemer. Musikterapeuten har et andet indtryk af kvinden, hun opfatter hendes vrede og indelukkethed som angst. Psykologen undrer sig over, at hun ikke er blevet bedt om at tale med kvinden. ”Det ønsker hun ikke, hun orker ikke så mange kontakter,” siger sygeplejersken.

  1. Hvordan kan det være, at forskellige faggrupper oplever patienten forskelligt?
  2. Hvordan kan mødelederen facilitere diskussionen af denne uenighed i opfattelsen af patienten?
  3. Kan patienten selv vælge, hvilke faggrupper hun ønsker hjælp fra?
  4. Hvordan kan den daglige organisering forebygge, at forskellige oplevelser udvikler sig til konflikter?
  5. Hvordan kan forskellige mødefora bidrage til at undersøge lignende hændelser?

Læs svarene side 90

Nogle hændelser bliver til begivenheder, dvs. italesættes en eller flere gange, og det kan ifølge Plough Hansen handle om, at særlige faglige interesser er blevet udfordret, eller at situationen er uforståelig. Problemstillingen ”den lukkede dør” blev en begivenhed og kan ses som en magtkamp mellem sygeplejersker og andre faggrupper, og italesættelsen af dette skabte mange følelser, idet flere sygeplejersker oplevede det som en uventet og hård kritik:

”Vi troede, vi havde et godt tværfagligt samarbejde, så fik vi at vide, det ikke var tværfaglighed. Vores erfaringer med tværfaglighed kommer jo fra, hvor vi kommer fra. Vi sygeplejersker er vant til at arbejde bag lukkede døre, jeg tror, vi har brug for noget mere ”åbendørsarbejde” for at kunne se, hvornår vi har brug for hinanden.” Sygeplejerske.

Hvorvidt historien om ”den lukkede dør” handler om få eller mange situationer, vides ikke, men problemstillingen illustrerer, at der let kan opstå særlige fortællinger eller myter om en bestemt faggruppe, og netop denne fortælling gjorde ondt på sygeplejerskegruppen, som følte, de blev kritiseret som gruppe. De konkrete ”lukkede døre”, som psykologen, præsten og musikterapeuten gjorde brug af, når de skulle skabe et fortroligt rum sammen med patienten eller den pårørende, var nogle gange også udfordrende for sygeplejerskerne, som gerne ville have indsigt i og eventuelt lære noget af samtalerne.

Disse begivenheder kan have rødder i de traditioner, der findes i et sygehus, hvor sygeplejerskerne ofte har den rolle at koordinere indsatsen mellem forskellige faggrupper, og hvor de andre faggrupper er vant til at have en rolle som en konsulent, der kommer, når man bliver rekvireret. Selvom mulighederne er anderledes på et hospice, hvor faggrupperne arbejder tæt sammen, kan de traditionelle roller eller myter om rollerne let blive fremtrædende, hvis forventningerne ikke harmonerer.

Når hændelser i hverdagen bliver til tværfaglige begivenheder, kræver det en 2.-ordensrefleksion, dvs. at man undersøger grundlæggende antagelser og ser mødet mellem forskellige faggrupper som en form for ”kulturmøde”, der kræver åbenhed over for hinandens perspektiver, samtidig med at man erkender egne perspektiver (6). Når en gruppes billede af det tværfaglige samspil forstyrres, kan det vække stærke følelser, og i dette tilfælde krævede det mange diskussioner. Men det skabte også en åbenhed overfor nye måder at samarbejde på og mod til at turde være lidt mere undrende eller kritiske overfor hinanden.
 

Grænseflader mellem faggrupperne

Sygeplejerskegruppen løser i praksis mange opgaver, som lapper ind over de andre faggruppers opgaver, f.eks. samtaler af eksistentiel/åndelig eller psykologisk karakter, eller opgaver, som ligger tæt på fysioterapeutens, lægens og økonomaens særlige ekspertise. Hvornår er det noget, alle kan varetage, og hvornår kræver det særlig ekspertise?

Giver man opgaver videre, eller klarer man det selv? F.eks. den åndelige omsorg, hvor præsten siger om respekten for hendes faglighed:

”Nogle gange står jeg på den lille flise her i huset, hvor der står åndelig omsorg, og der står 30 sygeplejersker på den samme flise, det er sådan et billede af den frustration, jeg kan have.”

Der er ingen tvivl om, at faggrupperne kan noget forskelligt, og at denne forskellighed generelt værdsættes, samtidig med at de individuelle fagpersoner har forskellige kompetencer eller fortolker tingene forskelligt.

Samtidig er der et stort spektrum af kompetencer inden for en faggruppe, og den store gruppe af sygeplejersker har ikke altid de samme holdninger og reaktionsmønstre. I nogle situationer bliver der alligevel skabt en generalisering ud fra én sygeplejerskes reaktion i en situation, hvilket sygeplejerskerne ikke bryder sig om, men også udfordrer de andre faggrupper:

”Sygeplejersker er forskellige. Nogen vil have, at fysioterapeuten kommer med en vurdering, men næste dag kommer der en anden, som siger, at det skal jeg nok selv kigge på og eventuelt kalde, hvis der bliver et problem.” Fysioterapeut.

Der blev i løbet af projektet en større opmærksomhed på, at når der opstår tvivl om faggruppernes roller og forventninger, er det nødvendigt at afklare det snarest muligt, fordi en enkelt situation mellem to fagpersoner kan medvirke til at skabe myter om samarbejdet i hele praksisfællesskabet.

Og der er fortsat behov for at drøfte grænseflader mellem faggrupperne, f.eks. i supervision, ved det ugentlige refleksionsmøde eller når der opstår konflikter; at de involverede mødes og afklarer roller og forventninger, så det ikke bliver en vandrehistorie, der bidrager til at skabe myter.

Nogle problemstillinger handler desuden slet ikke om faggrupperne og tværfaglighed, men er mere personlige relationer, der skaber problemer og konflikter. At kunne adskille, hvad der er faglige forskelle og personlige forskelle, er tydeligvis et tema, der fortsat skal arbejdes med.

 

Organisering og ledelse af tværfaglighed

Tværfaglighed opstår ikke af sig selv, det kræver både en bevidst organisering og ledelsesmæssig opmærksomhed. Udviklingsprojektet har påvirket forskellige organisatoriske og ledelsesmæssige valg, dels i forhold til at skabe rum for tværfaglige diskussioner i hele personalestaben, dels i forhold til at påvirke nogle af de organisatoriske rutiner f.eks. visitation og indlæggelse samt forskellige tværfaglige mødefora, f.eks. fredagsrefleksion, supervision og tværfaglige konferencer.

 

At skabe tid/rum for læring

At skabe organisatoriske ændringer og læring kræver, at der skabes tid og rum til at drøfte tingene (10). I projektforløbet har det været et bevidst ledelsesmæssigt valg at udvikle de eksisterende rutiner og møder, dvs. at der er ikke opfundet nye, særlige tværfaglige møder. Projektet har strakt sig over halvandet år og har bestået af små interventioner tæt knyttet til den eksisterende struktur og praksis, dvs. at der ikke har været mange ekstra temadage og møder. Til gengæld har tværfaglighed været tematiseret i de eksisterende mødefora. Processen har gennemløbet flere faser:

 

Startfasen

I startfasen var en mindre gruppe involveret via deltagelse i et startseminar, og efterfølgende blev der etableret en følgegruppe med deltagelse af hospicelederen, souschefen, psykologen, udviklingssygeplejersken, en sygeplejerske og en ekstern konsulent. Følgegruppen udarbejdede projektbeskrivelse og besluttede, hvilke områder der først skulle fokuseres på. Mange medarbejdere var i starten lidt undrende overfor, hvad projektet egentlig gik ud på, og flere sygeplejersker havde den oplevelse, at det handlede om kritik af dem som faggruppe. Styregruppen besluttede derfor at gøre processen så gennemsigtig som muligt, og alle dokumenter og referater, der blev udarbejdet, blev lagt på et fælles drev, så alle kunne læse med.

 

Midtvejsseminar

Midtvejsseminar blev afholdt efter et halvt år og markerede et skift i processen. Her deltog ca. 30 medarbejdere i diskussioner af projektets fokusområder, og flere ændringer trådte i kraft efterfølgende. Dernæst blev der fokus på at undersøge og styrke relationerne mellem faggrupperne, dels via observationer i hverdagen og den tværfaglige konference, dels via tværfaglige udviklingssamtaler (TUS), hvor medarbejdere blev mikset i tværfaglige grupper. Der var oplæg på et udvidet personalemøde, som handlede om tværfaglighed, kommunikation, konflikt og feedback.

 

Afslutningen

Afslutningen var opsamling på alle projektets temaer i en rapport (11) baseret på alle de dokumenter, der forelå, samt et fokusgruppeinterview, og rapporten dannede grundlag for et evalueringscafémøde, som havde til formål, at alle involverede bidrog til de beslutninger, der skulle træffes, og de punkter, der skulle arbejdes videre med i fremtiden.

 

Tværfaglighed i visitation og modtagelse

Der var fra starten et ledelsesmæssigt ønske om at styrke tværfagligheden i forbindelse med modtagelse af patienter ved at tydeliggøre, hvilke opgaver der fra starten skal løses af forskellige faggrupper. Derfor blev visitationsgrundlaget udformet skriftligt, så alle kunne orientere sig på forhånd.

Der blev i EPJ (elektronisk patientjournal) oprettet såkaldte ”Visitationsstempler”, som er beskrivelser af de hyppigste symptomer, udfordringer og behov, som den henviste patient ifølge skriftlige oplysninger har, og dermed grundlaget for en tidlig tværfaglig indsats. Modtagelsen af den nye patient kan dermed planlægges, så relevante faggrupper kan deltage i selve modtagelsen eller tage kontakt til patienten en af de første dage.

Sygeplejersker og læger er altid involveret i modtagelsen. Et eksisterende rammenotat for modtagelse af patienter, som beskriver alle handlinger, blev justeret via høring i medarbejdergruppen. Det er tydeligt i den nye rammebeskrivelse, at alle faggrupper skal spille en rolle i modtagelsen af en ny patient.

Der har i medarbejdergruppen været positiv respons på, at visitationsprocessen er blevet skriftlig. Bl.a. blev sekretærernes rolle mere synlig. Opmærksomheden er også blevet skærpet på, om det er relevant, at andre faggrupper end sygeplejerske og læge deltager i modtagelse af patienten. Det kan f.eks. være inddragelse af psykolog eller musikterapeut fra den første dag, hvis der er beskrevet meget angst, eller at fysioterapeuten kan planlægge praktiske hjælpemidler til patienten, f.eks. lejring eller kørestol.

”Det har været rigtig fint de gange, hvor jeg har været med på sidelinjen fra dag et. Det kan være, jeg er praktisk behjælpelig f.eks. med at finde og indstille en kørestol. Jeg kan lure mig ind på, om der er noget, jeg skal være opmærksom på, og jeg kan i samarbejde med sygeplejersken lægge min første plan, f.eks. i forhold til forflytning.” Fysioterapeut.

Denne ændring i de daglige rutiner har ikke været vanskelig at gennemføre, dels fordi den udbyggede skriftlige visitation har givet alle en bedre indsigt i nye patienters behov fra den første dag, og fordi det har tydeliggjort, at alle faggruppers ekspertise i princippet skal være til rådighed for alle patienter. Udfordringen vil formentlig fremover handle om at have tilstrækkelig adgang til de faggrupperessourcer, som et nyt patientforløb kalder på, fordi flere faggrupper arbejder på deltid.

 

De tværfaglige konferencer

”Drømmen er at skabe et inspirerende, berigende og livgivende miljø for vores konferencer præget af: Faglighed, rummelighed og opmærksomhed.” Internt notat.

Disse flotte intentioner for den tværfaglige konference var der allerede arbejdet med et stykke tid, fordi man oplevede, at konferencerne ofte var for ustrukturerede, og at man ikke altid nåede frem til præcise konklusioner. Konferencerne havde derfor følgende form, se boks 2.

 

Boks 2 - Tværfaglige konferencer

Konferenceproces

  • Planlægning tre dage før konferencen af, hvilke patienter der skal drøftes, og hvem der skal lave indledende oplæg.
  • To mødeledere, som styrer tid og faciliterer processen.
  • Indledende kort oplæg ved en sygeplejerske med afsæt de seks S´er.
  • Kort runde med supplerende observationer fra andre faggrupper/fagpersoner.
  • Refleksiv pause på et minut.
  • Runde med refleksioner fra alle deltagere.

Denne mødeproces blev gennemført med stram tidsstyring, og der var kun 15-20 minutter til hver patientsag. Der var generelt tilfredshed med en mere stram mødeform, men også kritiske røster. Sygeplejerskerne følte det som et tungt ansvar at skulle levere et meget præcist oplæg, ofte under tidspres, og flere gav udtryk for, at ”det var ligesom at være til eksamen”. Det var udfordrende for mødelederne at holde tiden og fokus. Der var flere faggrupper, som oplevede, at sproget havde ændret sig, og at der ikke var plads til fortællinger.

”Vi har for lidt tid til at fremlægge, og vi savner at have tid til at fortælle historier og diskutere patienterne.” Sygeplejerske.

Set i et større perspektiv kan den ændrede mødeform ses som en kulturel udfordring for nogle af faggrupperne, som pr. tradition har haft en mere fortællende måde at nå frem til afklaring af et forløb på. Den nye form knytter sig måske især til lægers og psykologers måde at holde møder på. Forskning i sprogkultur har vist, at der i talesprogskulturen er en tæt sammenhæng mellem viden og kunnen, og at hver faggruppe udvikler sit eget sprog knyttet til den faglige logik, faget rummer (12).

Måske er der her sket en favorisering af nogle faggruppers sproglige traditioner frem for andres. Det er f.eks. velkendt, at læger har en mere kortfattet og præcis måde at præsentere en patient på end sygeplejersker, som ofte fortæller situationsbundne historier (13), og psykologer har også ofte træning i at fremlægge en sag kortfattet og præcist.

Formen på konferencerne blev justeret, således at de blev opdelt i to mindre konferencer med færre deltagere og mere tid til hver sag. Det skabte samtidig plads til refleksion, dialog og flere fortællinger. De centrale punkter blev noteret på tavlen og dannede udgangspunkt for en fælles konklusion. Sygeplejerskegruppen har efterhånden vænnet sig til at udarbejde korte, præcise oplæg, og der arbejdes fortsat videre med at planlægge grundigt og have en stram/fleksibel mødeledelse.
 

Tværfaglig supervision

Der har i HD altid været tradition for, at især sygeplejerskerne får supervision, og dette blev indtil projektets start varetaget af husets egen psykolog. Der blev i det tværfaglige projekt skabt den fornyelse, at der indgik en anden faggruppe i hvert af de fire sygeplejersketeam, som også fik en ekstern supervisor, og der blev tilbud om tværfaglig supervision til henholdsvis stabs- og servicemedarbejdere med husets psykolog som supervisor.

Evaluering af det nye supervisionskoncept viste, at det var interessant og lærerigt at høre andre faggruppers perspektiver, men at to faggrupper ikke skaber den store tværfaglige indsigt. For deltagerne er det især vigtigt, at supervisionsgruppen er et trygt forum, og at der bliver arbejdet i dybden med problemstillinger. Der er stor enighed om, at supervision er vigtigt i et arbejdsfelt, der rummer så mange følelsesmæssige udfordringer.

”Jeg tænker egentlig ikke i faggrupper, når vi sidder sammen, så er det mennesker, som fortæller, hvad de bliver påvirket af i hverdagen”. Frivillig koordinator.

 

Fredagsrefleksion

Hver fredag mødes de fagpersoner, som har tid, til en halv times fredagsrefleksion, som er et møde, hvor forskellige emner, tvivl og spørgsmål fra ugen kan tages op. Det er et møde, der ledes af HD’s to ledere og nogle gange psykologen.

Fredagsrefleksion havde i projektperioden især fokus på tværfaglighed i et narrativt perspektiv, dvs. at der blev udvalgt fortællinger, som blev undersøgt nærmere og blev bevidnet i gruppen. Dvs. at man reflekterede over, hvad de øvrige i gruppen især blev optaget af i fortællingen, og den resonans, det skabte i forhold til egne erfaringer (14,15). Her dukkede en del positive fortællinger op, som handlede om at få øje på, hvordan en anden faggruppes indsats virker:

”Patientens primære problem var angst, han var nærmest sitrende, da han kom sammen med sine sønner. Han sagde nej til at møde musikterapeuten, men ændrede mening, og inden min vagt var gået, havde han både snakket med musikterapeuten og præsten. Da jeg kom på arbejde et par dage senere og så ham sidde stille og roligt og deltage i morgensang, tænkte jeg, hold da op en forvandling, ham har vi fået hjulpet godt.” Sygeplejerske.

Fredagsrefleksionerne kom også til at handle om den tidligere evaluering, som viste, at der var problemer med samarbejdet mellem sygeplejersker og andre faggrupper (den lukkede dør). Sygeplejerskerne havde det svært med kritikken og følte, den var uretfærdig. De kunne ikke genkende det fra hverdagen. Men det åbnede for at drøfte, at samarbejdet mellem forskellige faggrupper og fagpersoner nogle gange er udfordrende og skal håndteres.

Noget fungerer godt og er bare så ligetil, noget er svært. F.eks. havde jeg lige en rigtig god samarbejdsoplevelse med fysioterapeuten om et spabad.” Sygeplejerske.

 

Tværfaglige udviklingssamtaler

Ledelsen valgte at afprøve en ny model for udviklingssamtaler, dvs. at gå fra individuelle samtaler til tværfaglige gruppesamtaler. De tværfaglige udviklingssamtaler blev gennemført som seks hele dage med tværfaglige grupper a syv deltagere. 

 

Boks 3. Tværfaglige udviklingssamtaler
Formål
  • At den enkelte får øje på sig selv som en vigtig del af helheden og bliver klogere på sin egen rolle og funktion i relation til det daglige arbejde og samarbejde.
  • At værdier og normer bringes frem og i spil.
  • At medarbejdere, som ikke arbejder tæt sammen i dagligdagen, får lov at høre, hvad der er vigtigt for andre.
  • At medarbejderne ser hinanden og måske får øje på/opdager noget nyt, noget de ikke vidste om den anden.
  • At relationerne mellem medarbejderne styrkes og dermed styrker samarbejdet på alle måder på HD.
  • At styrke synergien, dvs. samarbejdet om helheden, således at helheden bliver mere/større end summen af enkeltdelene.

Formen var narrativ (14,15), dvs. de to ledere interviewede hver person, og gruppen bevidnede det, de havde hørt. Der var generelt meget positive evalueringer af denne form for udviklingssamtale. Det gav større indsigt i andre faggruppers hverdag, sprog og faglighed og blev oplevet som et trygt forum at være i.

Der dukkede mange interessante emner op, såvel faglige som organisatoriske, f.eks. overlapning mellem vagter, at hjælpe hinanden med at blive færdige til tiden, palliativ sedering, delir og smerter. Flere havde på forhånd været meget skeptiske, og enkelte havde haft ondt i maven inden dagen, men det ændrede sig undervejs, fordi der var meget intens kontakt, interesse og gode spørgsmål. Ledelsen var selv meget tilfreds med, at dette eksperiment lykkedes.

Tværfaglige Udviklingssamtaler, se boks 3, understøtter dermed formålet om at styrke den gensidige forståelse og respekt for hinanden:

”De har fået mere øje på hinanden. Der er ingen tvivl om, at Tværfaglige Udviklingssamtaler har givet medarbejderne en rigtig god mulighed for at se og høre noget, de ellers ikke ville have set og hørt fra deres kolleger.” Hospiceleder.
 

Når ledelsen skærer igennem

I et hospice med mange medarbejdere foregår meget af arbejdet i delvist selvledende team, dvs. at medarbejderne selv tilrettelægger og prioriterer deres opgaver, herunder skaber tid til andre typer opgaver, f.eks. grupper for efterladte, udarbejdelse af skriftligt materiale og forberedelse af mødeoplæg. Det medfører, at personalestaben er meget selvstændig.

Engang imellem opstår der tvivl om prioritering af tid til opgaver, eller hvilke faggrupper der har kompetence til at definere tingene og træffe beslutninger. Ledelsen på HD spiller en aktiv rolle i den proces og ser det som deres ledelsesopgave at være lyttende, vejledende og træffe beslutninger for medarbejderne i tvivlsspørgsmål, hvilket i sagens natur medfører, at den nogle gange træffer beslutninger, som alle medarbejdere ikke er enige i. Den proces giver altid udfordringer og kan betyde, at nogen ikke føler sig hørt, se boks 4.

 

Boks 4. 
Stop op og tænk
Spørgsmål til refleksion over egen praksis
  1. Hvordan ser tværfagligheden ud i din praksis? Består den især af flerfaglig koordinering mellem forskellige faggrupper, eller er den tværfaglig, dvs. et forpligtende samarbejde mellem flere faggrupper med fælles mål og arbejdsrutiner?
  2. Hvilke forskellige faggrupper kræver kulturforståelse i din praksis, og har du eksempler på, at en tværfaglig hændelse er blevet til en begivenhed?
  3. Hvilke former for refleksion kræver kulturmødet mellem forskellige faggrupper, når der er forskellige perspektiver og handlemønstre?
  4. Hvilke refleksive fora kan understøtte kulturforståelsen i din praksis?
  5. Hvordan kan modtagelse af en ny patient styrkes, så tværfagligheden udnyttes bedst muligt?
  6. Hvordan kan artiklen inspirere til udvikling af de tværfaglige konferencer i din praksis?
  7. Hvordan kan tværfaglige udviklingssamtaler evt. realiseres på din arbejdsplads? Hvilke faggrupper kan deltage, og hvilken form er mulig?

 

Konklusion og eftertanker

Ved projektets afslutning var der fortsat mange udviklingstemaer i spil, men også en større bevidsthed om samspillet mellem faggrupperne og nødvendigheden af at reflektere over de situationer, der udfordrer tværfagligheden. Især betydningen af at turde give konstruktiv feedback, når forventningerne støder sammen.

Formålet med projektet var at styrke den tværfaglige indsats over for patienterne og den gensidige forståelse mellem faggrupperne. Det har været en lang proces, som har givet mulighed for at undersøge tværfaglige problemstillinger nærmere og skabt mere forståelse for hinanden, se boks 5.

Mange relationer mellem faggrupperne er skabt i en mere monofaglig sygehuskultur og kan let bevæge sig ind i hverdagen i et tværfagligt hospice. Det første skridt er at få øje på det, det næste er at turde undre sig og udfordre hinandens forestillinger om, hvordan tingene bør gøres. En sygeplejerske brugte på et møde følgende billedmetafor om processen: ”Vi er i gang med at sy et nyt tæppe.”

Boks 5. 
Anbefalinger for praksis
  1. At afdelingen stopper op og giver tværfagligheden et eftersyn. Det er en god idé, at der udvælges lidt litteratur forud for et personalemøde, hvor punktet: ”Hvad forstår vi her i afdelingen ved tværfaglighed? ”er det eneste på dagsordenen.
  2. At man får en dialog om, hvor den enkelte faggruppe oplever at blive udfordret i samspillet med de øvrige faggrupper.
  3. At man sikrer sig den nødvendige ledelsesmæssige opbakning for at skabe tid og rum for den organisatoriske læring i arbejdet med tværfaglighed.
  4. At der i afdelingen er åbenhed for at arbejde med feedback, også når forventninger støder sammen.
  5. At der i organisationen er gennemsigtighed og tydelighed i forhold til de ændringer, som ønskes gennemført, så alle kan se en mening med dem.
  6. At man vælger ”det første mindste skridt” med omhu og starter en udvikling der, hvor man oplever, at der i forvejen er noget, som fungerer.
  7. At man husker, at al kulturændring tager tid og kræver, at den enkelte faggruppe giver slip på fasttømrede forståelser af tingene mod at få et spændende og udviklende tværfagligt samarbejde til glæde og gavn for patienter og pårørende.

 

Implikationer for praksis

Vi har gennem det fokuserede samarbejde omkring tværfaglighed opnået en øget opmærksomhed på egen faglighed og på kollegaernes faglighed samt på det ansvar, vi hver især har overfor egen praksis i relation til helheden.

Gennem de fokuserede fora og de redskaber, vi gennem processen har udviklet, er det blevet tydeligere, hvem der gør hvad, og hvordan vi melder tilbage til hinanden, så den indsats, vi tilbyder patienten og de pårørende, opleves som sammenhængende.

Vi er blevet tydeligere for hinanden og medinddrager meget hurtigt hinanden i indsatsen til patienten og de pårørende. Den tydelighed har gjort det nemmere at kommunikere om opgaven. Ingen faggrupper føler sig truet på deres faglighed, men deler gerne deres viden.

Vi har ikke systematisk undersøgt denne ændrede tværfaglige indsats hos patienterne og de pårørende. Vi ved fra spontane mundtlige og skriftlige tilbagemeldinger, at de føler sig hørt, set og mødt af alle de faggrupper, de har været i kontakt med under deres ofte meget korte ophold på hospice. At de oplever en professionalisme, en lindring og en tryghed, som har gjort en forskel for dem i den sidste tid.

Svar på læsertest side 74
  1. Hver faggruppe har sit særlige grundlag i forhold til viden/erfaringer/arbejdsmetoder og kan derfor have et særligt fokus eller en særlig relation til patienten.
  2. Mødelederen skal sikre, at mødets rammer skaber muligheder for at høre alle faggruppers stemmer, og at der skabes et fælles samlet billede af patientens behov og den fremadrettede, tværfaglige indsats.
  3. Patienten på et hospice får altid et tværfagligt pleje- og behandlingstilbud, og indsatsen vil ske i dialog med patienten, herunder vurdering af hvilke faggrupper der skal inddrages.
  4. Det er vigtigt, at alle faggrupper dagligt mødes til fælles møder og evt. deler fælles rum, samt at forskellige opfattelser afklares hurtigst muligt.
  5. Supervision og andre refleksive møder, som skaber mulighed for at undersøge uoverensstemmelser mere grundigt, end hverdagen giver mulighed for, og dermed bidrage til, at begivenheder ikke vokser til konflikter.

 

Litteratur

  1. Krogstrup HK. Evalueringsmodeller. Aarhus: Systime; 2003.
  2. Fredslund H. Evaluering i et narrativt perspektiv. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2013.
  3. Just E og Nordentoft HM. Tværfaglig praksis. København: Hans Reitzels Forlag; 2012.
  4. Lauvås K & Lauvås P. Tværfaglig samarbejde, perspektiv og strategi. Aarhus: Klim; 2001.
  5. Venborg A. En særlig tilgang ved forestående død. Sygeplejersken 2013;(2):69-84.
  6. Plum E. Kulturel intelligens. København: Børsens Forlag; 2007.
  7. Wenger E. Praksisfællesskaber. København: Hans Reitzels forlag; 2004.
  8. Wackerhausen S. Erfaringsrum, handlingsbåren kundskab og refleksion. Skriftserien Reflek-sion i praksis. Institut for filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet; 2008.
  9. Hansen HP. I grænsefladen mellem liv og død. København: Gyldendal; 1995.
  10. Elkjær B. Når læring går på arbejde. Et pragmatisk blik på læring i arbejdslivet. Frederiks-berg: Forlaget samfundslitteratur; 2005.
  11. Tværfaglighed i Hospice Djursland. Intern evalueringsrapport 2014. Fås ved henvendelse til Dorit Simonsen; Dorit.Simonsen@hospicedjursland.dk
  12. Saugstad T. Om viden og kunnen – pædagogisk set. In Andersen m.fl. (red.). Klassisk og moderne pædagogisk teori. København: Hans Reitzels Forlag; 2007.
  13. Just E. Viden og læring i sundhedsfaglige praksisfællesskaber Aalborg: Aalborg Universitet; 2006.
  14. White M. Kort over narrative samtaler. København: Hans Reitzels Forlag; 2008.
  15. Brune J. At fortælle historier. København: Akademisk Forlag; 2004.
English abstract

Just E, Simonsen D, Kristensen HD. Interdisciplinarity in hospice care. Sygeplejersken 2015;(11):69-80.

The article is based on an interdisciplinary development project at a hospice. Activities aimed to strengthen interdisciplinarity over the working day through meetings and other organisational changes with special focus on cultural understanding, organisation/management and communication/facilitation of interdisciplinary processes. The project demonstrated the necessity of pursuing a common interdisciplinary direction, but also the value of re-evaluating professional routines and spotting differences in the professional groups’ competencies and terminology. A focus on positive stories and critical reflection as a means of challenging customary practices is necessary in the interests of sustained, and culturally and organisationally embedded interdisciplinarity.

Keywords: Interdisciplinarity, hospice, interdisciplinary intelligence, narratives, critical reflection, organisational learning.

 

Et udviklingsprojekt på et hospice viste, at det er nødvendigt at have en fælles tværfaglig retning, men også at kunne revurdere faglige rutiner og få øje på forskelle i faggruppernes kompetencer og sprog. Artiklen beskriver arbejdet med at definere tværfaglighed og flerfaglighed på et hospice og sikre det tværfaglige samarbejde gennem nye procedurer og fora. Artiklen har været gennem fagfællebedømmelse.
69-80
2015
11
Teori og praksis
Palliation
Tværfaglighed
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Teori og Praksis Web article 

Medicinhåndtering på nye hænder fordrer teamforståelse

National og international litteratur har påvist de positive effekter af tværfaglig medicinhåndtering med integrering af apotekspersonale i klinikken (1). Senest blev det i Sygeplejersken konkluderet, at opgaveglidning fra sygeplejersker til farmakonomer og farmaceuter højner patientsikkerheden, kvaliteten i patientforløbene og øger de faglige kompetencer (2,3). Derudover aflaster det sygeplejerskerne og frigiver tid til omsorgs- og plejerelaterede opgaver.

På Ortopædkirurgisk afdeling på Amager-Hvidovre Hospital indgår apotekspersonale også i tværfaglige ydelser, hvor medicin dispenseres og administreres, medicin pakkes/udleveres ved udskrivelsen, medicinanamneser optages, der ydes bistand til medicinafstemning ved indlæggelsen og udskrivelsen samt medicingennemgang.

Afsluttede og igangværende undersøgelser tegner samme positive billede af det tværfaglige samarbejde omkring medicineringsprocessen. Ud fra en kvalitativ dataindsamling træder nuancer dog frem. For hvad betyder det for sygeplejen og sygeplejerskerne, når en anden faggruppe overtager dele af sygeplejerskernes opgaver? Hvordan undgår man i fremtidens sundhedsvæsen, at sygeplejersker bliver afkoblet på dele af patientforløbet, som tidligere var forbeholdt deres profession?
 

Arbejdsgange bliver ændret

I forhold til medicin gør sygeplejersker sig løbende observationer i forhold til virkninger og bivirkninger. Når Apotekspersonalet varetager dele af medicineringsopgaven, kan opgaveglidningen bevirke, at arbejdsgange, hvori indgår kontinuerlig observation relateret til medicineringsdelen, bliver ændret. I et fokusgruppeinterview med fire sygeplejersker i forbindelse med evalueringen af One-Stop Dispensing i Ortopædkirurgisk afdeling problematiseres denne konsekvens.

En sygeplejerske siger: 
”Jeg er rigtig glad for, at de (apotekspersonalet, red.) gør det, men jeg føler virkelig nogle gange, jeg mangler at se mine patienter på det område der. Det tager noget af mit pres i hverdagen, men nogle gange så er jeg rigtig ked af, at det ikke er mig, der har givet medicin, for jeg aner ikke, hvad patienterne får …

Et tema i interviewet er således, hvordan sygeplejerskerne føler, de bliver afkoblet fra dele af medicineringsprocessen og mister føling med medicinens effekt hos patienterne. 
 

Nødvendig dialog

Apotekspersonalet frigiver tid til omsorgs- og plejerelaterede opgaver, samtidig med at kvaliteten i medicinhåndteringen øges, men det har konsekvenser for kontinuiteten i sygeplejen.

Det er derfor vigtigt at tænke apotekspersonalet bredere ind i patientforløbet, personalegruppen og behandlingsteamet, hvor der tænkes ud over den enkelte patient og det enkelte præparat.

For at sikre kvalitet og patientsikkerhed er det nødvendigt, at der er dialog om observerede fund og patientudsagn mellem apoteks- og plejepersonale. Det gælder særligt i forhold til medicinvirkning og eventuelle bivirkninger, som apotekspersonalet ønsker plejepersonalets hjælp til at observere, og derfor må gøre dem opmærksomme på. Omvendt har sygeplejersken brug for apotekspersonalets observationer og refleksioner i forhold til den enkelte patients medicinering, så behandling og pleje i det tværfaglige team kan kvalificeres og målrettes patientens behov.

Det er afgørende, at sygeplejersker og apotekspersonale deltager i tværfaglige teammøder, patientkonferencer og rapportsituationer, hvor patientens behandlings- og plejeforløb drøftes, og der lægges planer. Det tværfaglige samarbejde og personlige kendskab til hinanden er medvirkende til at øge den patientoplevede kvalitet og tryghed i forløbet.
 

Sporadisk arbejdsgang

Afdelingens sygeplejersker varetager fortsat medicindispensering og administration i aften- og nattetimer og i weekender. For de sygeplejersker, som arbejder i skiftende vagter, betyder det, at medicinhåndtering bliver en opgave, der foregår mere sporadisk. Det kan være en udfordring i forhold til at oppebære de nødvendige kompetencer. Det gælder både generel viden om medicinvirkning, bivirkning og indikation, men også den praktiske håndtering i forhold til korrekt dispensering og administration. Her kan apotekspersonalet bidrage med opdateret viden og undervisning.

Både farmakonomer og farmaceuter vil fremadrettet spille en vigtig rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Vi ønsker derfor at sætte fokus på vigtigheden af at integrere begge parter i en teamforståelse, hvor de er en del af patientforløbet. Øget dialog og samarbejde i det tværfaglige team vil kunne afhjælpe det vidensgap og den fragmentering, der kan opstå, når en ny faggruppe varetager opgaver, der hidtil er udført af sygeplejersken.

 

Signe L. Andersen, antropolog, Ortopædkirurgisk afdeling; signe.lindgaard.andersen@regionh.dk

Morten B. Andersenfarmaceut, Region Hovedstadens Apotek,

Dorte Evaristi, klinisk sygeplejespecialist, Ortopædkirurgisk afdeling, 

Rikke L. Simonsen, ledende farmaceut, Region Hovedstadens Apotek, alle ansat på Amager og Hvidovre Hospital


Litteratur

  1. Andersen MB, Olsen SS, Kirketerp-Møller K, Mcnulty H. Nyt medicineringssystem inddrager patienterne. Sygeplejersken 2014;(13):86-8.

  2. Foghmar MJ, Kvam SUL, Simonsen K. Opgaveflytning fra sygeplejerske til farmaceut og fysioterapeut. Sygeplejersken 2015;(5):78-80.
  3. Helnæs AK, Ekmann A. Farmakonomer frigiver ressourcer til sygeleje. Sygeplejersken 2015;(5):72-6.
Medicinhåndtering varetages i stigende grad af apotekspersonale. Derfor må farmakonomer og farmaceuter integreres sammen med sygeplejersker i en teamforståelse, hvor de er en del af hele patientforløbet.
62
2015
11
Faglig information
Farmakologi
Tværfaglighed
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

KOL Kompetencecenter styrker det tværsektorielle samarbejde

Karen, som har svær KOL, er heller ikke i dag kommet igennem til lægen i telefontiden. Hun har svært ved at få luft. Alle tanker drejer sig om vejrtrækningen, og at hun burde have ringet for flere dage siden. Hun er bange. Hun glemmer at bruge de vejrtrækningsøvelser, hun har lært på KOL-skolen. Hvad nu hvis hun bliver kvalt? Tryghedsbesøget fra hjemmeplejen kommer først om halvanden time. Hun går i panik, ringer 112 og bliver indlagt akut. Der var heller ikke denne gang tegn på lungebetændelse. Hun får det hurtigt bedre, bliver tryg, kan få luft igen og udskrives.

Det kræver et godt samarbejde mellem borger, kommune, praktiserende læge og sygehus at undgå en indlæggelse som denne. Hvilken sygeplejefaglig indsats kunne have hjulpet Karen, så hun kunne blive hjemme? Hvad tænker og ønsker Karen? Hvem har overblikket og koordinerer Karens forløb? Måske var et akut telefonnummer til en hjemmesygeplejerske en løsning?

KOL Kompetencecenter er et projekt i Region Sjælland med det hovedformål at styrke samarbejdet i den tværsektorielle indsats til gavn for borgere med KOL. I 2014 blev der udarbejdet en analyse med fokus på at udvikle meningsfulde og fagligt stærke tværsektorielle tilbud til borgere med kronisk sygdom. I afrapporteringen blev det præciseret, at 23 pct. af KOL-relaterede indlæggelser på Region Sjællands Sygehuse var 24 timers indlæggelser (1). En stor del af de ressourcer, der anvendes på den type indlæggelser, kan med fordel anvendes mere hensigtsmæssigt ved at tilbyde den rette kombination af behandling, støtte, undervisning og pleje i hjemmet. Patienter som Karen, der indlægges akut med dyspnø-relateret angst, koster kommunen penge.

KOL Kompetencecenter er et videns- og rådgivningscenter, der styrker det tværsektorielle forløb for borgere med KOL. Vi bidrager med at styrke kvalitet i og sammenhæng mellem de indsatser, som allerede eksisterer i sundhedsvæsenet, men som både patienter og sundhedsvæsenets egne medarbejdere ofte har svært ved at finde rundt i.

KOL Kompetencecenter samler og har overblik over alle tilbud og indsatser, der tilbydes borgere med KOL, og giver råd og vejledning til de sundhedsfaglige medarbejdere, der efterspørger det. Det er faglige KOL-relaterede emner, men i lige så høj grad vejledning om indsatser, som eksisterer i den enkelte kommune og på tværs af sektorer; de indsatser og tilbud, som er svære at få et overblik over, men som samlet er afgørende for, at borgeren bedre kan håndtere sit liv med KOL.

KOL Kompetencecenter tilbyder forskellige sundhedspædagogiske værktøjer møntet på borgere med KOL, og hensigten er, at borgeren opnår bedre handlekompetencer ved at kende sin sygdom og får viden og handlekraft til at reagere hensigtsmæssigt, når eller hvis der opstår forværring.

I 2015 samarbejdes med Vordingborg, Slagelse, Næstved og Ringsted Kommuner samt almen praksis, og projektet udbredes til andre kommuner i Region Sjælland i løbet af 2016 (2). Samtidig samarbejdes med regionens sygehuse, hvor lungemedicinske- og akutmodtageafdelinger er involveret (3).

Desuden har KOL Kompetencecenter en rådgivningstelefon, som både borgere, pårørende og sundhedsfagligt personale kan benytte på hverdage mellem kl. 8 og 15, nummeret er 5551 4860.

Litteratur

  1. Rapport – Analyse af ambulante patientforløb, Region Sjælland, 2014, udarbejdet af Implement Consulting Group for Region Sjælland og KOL Kompetencecenter, november 2014.
  2. Sundhedsaftaler Region Sjælland 2015-2018.
  3. http://www.regionsjaelland.dk/
Mennesker med KOL bliver ofte indlagt, fordi de ikke kan få vejret og bliver bange. KOL Kompetencecenter arbejder på at forebygge disse indlæggelser gennem oplysning, undervisning og kontakt med patienter, pårørende og professionelle.
59
2015
12
Faglig information
KOL
Tværfaglighed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Frontløber 3: Mette Møller bringer ambulatoriet

2015-13-tema3
Caption 
Mette Møller og Jan Holm kommer vidt omkring ved det første hjemmebesøg. Mette Møller fokuserer ikke kun på sygdommen, men også på lindring, og på, hvordan patienterne håndterer sygdommen og de symptomer og livsvilkår, den medfører.
Attribution 
Foto: Henrik Frydkjær
Klokken er lidt over 8 på Lunge- og Infektionsmedicinsk Ambulatorium på Nordsjællands Hospital, Frederikssund. Sygeplejerske Mette Møller sidder parat ved telefonen til at svare på opkald fra patienter med meget svær eller svær kronisk obstruktiv lungesygdom KOL, dvs. med en lungefunktion på under 50 pct.

På bordet ligger to A4-ark med navne på de omkring 20 patienter, der p.t. er indlagt på hospitalets lunge- og infektionsmedicinske sengeafdeling. Mette Møller genkender straks et par stykker.

”Poul her indlagde vi i går i forbindelse med, at han havde en subakut tid i vores ambulatorium, da han havde oplevet en forværring i sin KOL,” fortæller hun. 

Sammen med otte andre sygeplejersker på Nordsjællands Hospital (Frederikssund, Hillerød og Sundhedshuset i Helsingør) er Mette Møller en del af et nyt tværfagligt behovsrettet ambulant tilbud kaldet CAPTAIN. 

CAPTAIN og ACP-samtale

CAPTAIN står for Comprehensive And Prospective Treatment And Individual Nursing. Det individuelle og behovsrettede tilbud er udviklet på Nordsjællands Hospital i et samarbejde mellem en række læger og sygeplejersker.

De årlige kontroller er bl.a. erstattet af åben telefontid hver formiddag, mulighed for subakutte lægebesøg samt en årlig længerevarende samtale med kontaktsygeplejerske og læge, kaldet ACP-samtalen (Advanced Care Planning). Samtalen kredser bl.a. om patientens og evt. pårørendes værdier og ønsker for fremtidig pleje og behandling, så symptomer lindres bedst muligt, også i perioder med forværring, og når livet nærmer sig sin afslutning.

Der er p.t. omkring 40 opkald om måneden på den åbne telefon. 53 pct. af opkaldene håndteres af sygeplejerskerne alene.

For yderligere information kontakt afdelingssygeplejerske Puk Vad Vestergaard eller projektleder og sygeplejerske Marie Lavesen på Puk.vad.vestergaard@regionh.dk eller Marie.lavesen.karlsson@regionh.dk

Det betyder bl.a., at hun med mellemrum passer telefonen, som er åben hver formiddag. Hvis patienterne har spørgsmål, eller oplever en forværring i deres lungesygdom, har de direkte og nem adgang til en sygeplejerske, der kan guide dem videre til yderligere hjælp, f.eks. et tjek hos ambulatoriets læge dagen efter. I dag er telefonen dog ret stille.

”Det varierer meget, hvor mange opkald vi får,” siger Mette Møller, der deler telefonvagten med en kollega.
Hun sætter derfor telefonen på videresend og sætter kurs mod sengeafdelingen, hvor personalet gennemgår de indlagte patienter hver morgen kl. 9.

”Vi har en masse viden om de patienter, vi er kontaktsygeplejersker for. Det kan vi lige så godt dele med de andre kolleger,” siger Mette Møller.
 

Sygeplejefagligheden i spil

På sengeafdelingen finder hun hurtigt Poul på gangen. Mette Møller følger ham ind til hans seng.

”Poul har som mange andre mænd sidst i 60’erne altid kunnet selv. Og de vil selv. KOL er en kronisk sygdom, og de begrænsninger, den kan give, kan være et kæmpe indgreb i deres liv,” siger Mette Møller, da hun kommer ud fra firmandsstuen.

Efter morgenens patientgennemgang sætter hun kurs mod ambulatoriet igen. Her skifter hun til civilt tøj og pakker sin rygsæk med bl.a. patientoplysninger og spirometer. Mange KOL-patienter har svært ved at komme til ambulatoriet, og der er derfor mulighed for hjemmebesøg.

Mette Møller har bl.a. arbejdet på kirurgiske og intensive afdelinger, før hun blev ansat på ambulatoriet i 2009, og hun har også en master i klinisk sygepleje. Trods sin store sygeplejeerfaring var de første hjemmebesøg dog udfordrende.

”Min faglighed kommer virkelig i spil, når jeg er alene hos patienterne. Vi er jo ikke læger, men får måske spørgsmål, som kun lægerne kan og skal svare på. Her skal jeg kende mine grænser. Omvendt bruger jeg alle facetter i sygeplejen, lige fra gennemgang af medicin, kliniske undersøgelser og kostvejledning til samtaler med patienten,” fortæller Mette Møller i bilen på vej mod dagens første patient.
 

Kommer vidt omkring

Efter ca. 30 minutters kørsel er vi fremme hos 76-årige Jan Holm i Hundested. Han har både emfysem og lungefibrose. I sommer pådrog den socialt aktive mand sig en dobbeltsidet lungebetændelse. Det medførte flere indlæggelser, og han har haft hjemmeilt 24 timer i døgnet de seneste tre måneder. Da det er første møde, laver Mette Møller en indledende sygeplejevurdering.

”Hvad kan du så gøre for mig?” spørger Jan Holm, da Mette Møller har taget plads i stolen ved siden af ham.
Mette Møller smiler, og stille og roligt kommer der gang i snakken mellem sygeplejerske og patient. De gennemgår f.eks. Jan Holms medicin, som han faktisk har ganske godt styr på.

”De her vanddrivende piller er jeg altså holdt op med at tage om aftenen. Jeg skulle jo tisse hele tiden,” siger Jan Holm.
Mette Møller anbefaler, at han i stedet tager dagens anden pille først på eftermiddagen. Hun spørger også ind til hans netværk, som viser sig at være stort, og de kommer også omkring hans nattesøvn, forholdet til hjemmeplejen, privatpraktiserende læge og de ret svingende oplevelser som patient på en række af regionens hospitaler. Til slut taster Jan Holm sygeplejerskens kontaktinformation ind i sin iPhone.

”Du har mit nummer, lad os holde kontakten hver tredje måned. Og oplever du forværringer, eller er du i tvivl om noget, så ring endelig,” siger Mette Møller.
 

Personlige og følsomme samtaler

Tilbage i bilen mod Frederikssund opsummerer Mette Møller.

”Han er jo eksemplet på en fysisk svækket mand med mange udfordringer, men som samtidig er meget ressourcestærk. Vi kredsede lidt rundt om ”iltapparat for altid eller ej”. Det fylder meget for alle patienter,” siger Mette Møller.

Klædt på til fremtiden

Mette Møller har en master i klinisk sygepleje og Region Hovedstadens udviklingsprogram Ledelse i patientforløb. Det har givet hende en bedre forståelse for ambulatoriets opgaver i forhold til andre samarbejdsparter i regionen og kommunerne. Der er altid mulighed for sparring med kolleger i ambulatoriet, og på de månedlige supervisioner diskuterer man konkrete episoder nærmere.

Efter dagens næste hjemmebesøg hos en 74-årig kvinde med meget svær KOL kan Mette Møller lige nå lidt frokost på hospitalet, før hun sammen med ambulatoriets læge Martin Døssing har to ACP-samtaler (se boks) på eftermiddagsprogrammet. Da samtalerne kan være ret personlige, må journalisten ikke deltage.

”Langt de fleste patienter oplever en forværring år for år, hvilket er meget hårdt. Vores opgave er at sørge for, at patienterne får den rette medicin og behandling, gerne proaktivt,” siger Mette Møller og tilføjer:

”Og vi har en mindst lige så stor opgave i at klæde patienterne og evt. pårørende bedst muligt på til at mestre og leve godt med sygdommen. Også når det er svært,” siger Mette Møller.  
 

Dette tema består af følgende artikler

Som kontaktsygeplejerske for ca. 75 patienter med svær eller meget svær KOL, er Mette Møller en del af et tværfagligt behovsrettet ambulant tilbud på Nordsjællands Hospital. De faste kontroller er bl.a. blevet erstattet af en årlig såkaldt ACP-samtale, og patienterne har fået flere muligheder for at trække direkte på sygeplejersker og læger ved behov.
24-25
2015
13
Tema: Velkommen til fremtiden
Tværfaglighed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Tags 
Avanceret praksis
Web article 

Tværfaglige bachelorprojekter burde være en mulighed

I grunduddannelsen er der mange metoder til at udvikle tværfaglige og tværprofessionelle kompetencer. I UC Lillebaelt har et nyt initiativ set dagens lys. Tværfaglige bachelorprojekter kombineres med deltagelse i et tværprofessionelt forskningsprojekt bestående af undervisere fra sygeplejerske-, ergo- og fysioterapeutuddannelsen i samarbejde med Fredericia Kommune.
 

Metode

Studerende fra ergoterapeut-, fysioterapeut- og sygeplejerskeuddannelsen har samarbejdet om deres bachelorforløb. De har skrevet monofaglige bachelorprojekter om problemstillinger, som er fastlagt fra hhv. forskningsgruppen og Fredericia Kommune. De studerende har under forløbet arbejdet sammen om litteratursøgning og dataindsamling og har haft tværfaglige drøftelser af analysen og diskussion om de resultater, de fandt. Undervejs fik de studerende tværfaglig vejledning fra forskningsgruppen.
 

Resultat

De studerende har fået et større kendskab til deres egen og de øvriges professioner og de muligheder og begrænsninger, professionerne har. De studerende oplever, at det at være en del af et eksisterende forskningsprojekt motiverer pga. muligheden for at bidrage til et forskningsprojekt og fremlægge resultater for praksis med en efterfølgende dialog om behovet for udvikling. De opnår kompetencer i kommunikation og formidling, fordi tværprofessionelt samarbejde fordrer tydelig faglig argumentation mellem de studerende. De oplever, at det er nødvendigt med fælles tværfaglige workshops for forskningsprojektets deltagere undervejs, som giver de studerende mulighed for at sparre med hinanden og med forskningsgruppen, men også mulighed for at styrke den tværprofessionelle læring og opnå ny monofaglig forståelse.
 

Diskussion

Tværfagligt samarbejde om bachelorforløb synes oplagt til udvikling af kompetencer inden for situationsbestemt kommunikation og evne til at agere professionelt på tværs af organisatoriske, strukturelle og faglige opdelinger i sundhedsvæsenet. Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Sundhedskartellet enige om er kompetencebehov hos fremtidens sundhedspersonale. De studerende på sundhedsuddannelserne kan med fordel inddrages i de mange udviklings- og forskningsprojekter, der pågår i UC’erne. Herved udvikles kompetence til at indgå i innovationsprocesser og evne til at bidrage til fornyelse og forbedring af kvaliteten i praksis, som bliver en efterspurgt generisk (brancheuafhængig) kompetence. De studerende oplever stor værdi ved at være en del af et større projekt og føler sig derved kompetente til at kunne udvikle sygepleje og deltage i forskningsarbejde inden for sundhedsområdet efter endt uddannelse. Vi anbefaler et samarbejde om tværfaglige bachelorprojekter, især for at udvikle tværfaglige og systemiske kompetencer. Den nye uddannelsesreform kan med fordel skabe mulighed for, at de studerende kan udarbejde fælles bachelorprojekter på tværs af uddannelserne og herefter gå til eksamen. Det er ikke muligt i dag, men det kan være et perspektiv, som tænkes ind i udviklingsarbejdet for at matche behovet for fremtidens kompetencer.
 

Litteratur

1. Implement Consulting Group. Kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle – Om videreudvikling og forbedring af sundhedsuddannelserne. Sundhedskartellet 2014.
2. New Insight. Uddannelsesfremsyn på sundhedsområdet med særligt fokus på professionsbacheloruddannelserne. Uddannelses- og Forskningsministeriet 2014. Online: [http://ufm.dk/publikationer/2014/filer-2014/samlet-rapport-sundhedsfrems...)

Fremtidens sygeplejerske-, ergo- og fysioterapeutstuderende kan have gavn af at udarbejde tværfaglige bachelorprojekter. Projekterne vil give mulighed for at udvikle de kompetencer, som fremtidens sundhedsvæsen vil efterspørge, mener fire undervisere fra Fyn, som har afprøvet idéen.
61
2015
14
Faglig information
Tværfaglighed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Alle
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Sygeplejerskens rolle i neurorehabilitering

Sygeplejerskens rolle i tværfagligt teamsamarbejde i neurorehabilitering har været aktuel i hospitalsverdenen gennem en årrække. Patienter med erhvervet hjerneskade har brug for bidrag fra flere fagpersoner i forhold til deres rehabiliteringsbehov, og neurorehabilteringen på hospitalerne er derfor ofte organiseret i tværfaglige team, der arbejder ud fra en fælles målsætning.
Indlæggelsestiden for grupper af patienter med behov for neurorehabilitering er blevet kortere.

Region Midtjylland har pr. 1. maj 2013 foretaget en omlægning af rehabiliteringsforløb for patienter med apopleksi, hvilket betyder, at visse patienter udskrives direkte fra akutafsnit til rehabilitering i kommunerne (1). Det gælder f.eks. for patienter med lettere apopleksi eller patienter med beskedent rehabiliteringspotentiale.

Tværfagligt teamsamarbejde og fælles målsætning for patienter med erhvervet hjerneskade er således ikke længere kun et anliggende for neurorehabiliteringsafsnit på hospitalet, men et område, der skal udbredes og fokuseres på i kommunerne i det omfang, der foregår rehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskade.

På hospitalerne er sygeplejersken ofte en del af det tværfaglige team omkring patienten med behov for neurorehabilitering. Da der typisk ikke er den samme adgang til sygeplejersker i kommunerne som på hospitalerne, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilken betydning det har, at sygeplejersker er en del af rehabiliteringsteamet.

Denne artiklen tager udgangspunkt i en undersøgelse, der blev lavet i forbindelse med udarbejdelse af masterthesis som afslutning på masteruddannelse i Health Science (Nursing) fra Deakin University, Australien. Undersøgelsen blev foretaget i 2008 på et dansk neurorehabiliteringscenter og havde til formål at undersøge sygeplejerskers rolle i det tværfaglige teamsamarbejde på et neurorehabiliteringscenter (2).

Formålet med undersøgelsen var at se på sygeplejerskens bidrag til patientens rehabilitering og dynamikken i det tværfaglige samarbejde. Undersøgelsen skulle belyse, hvordan sygeplejen blev italesat af sygeplejersker, af social- og sundhedsassistenter og af ergoterapeuter, da disse faggrupper har flere sammenfaldende opgaver hos patienten med behov for neurorehabilitering.

Undersøgelsen skulle tydeliggøre, om der er forskel på de roller, funktioner og opgaver, som særligt sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i neurorehabilitering udfører, så kompetencer og ressourcer kan anvendes mest hensigtsmæssigt.
Fund fra undersøgelsen fra 2008 relateres i denne artikel til nyere undersøgelser af sygeplejerskens rolle og funktion i neurorehabilitering og ses i sammenhæng med de nuværende udfordringer i 2014, hvor der er behov for at organisere neurorehabilitering både i hospitals- og kommunalt regi.
 

Baggrund

En vigtig faktor i forhold til de specialiserede neurorehabiliteringsenheders succes i Danmark er det terapeutiske miljø, der skabtes, og her ses teamsamarbejde som en vigtig hjørnesten (3,4). Teamsamarbejde kan være en udviklende og inspirerende oplevelse, som giver de involverede mulighed for at få indsigt i egen og andre professioners fag, men det er også en organisering, der har indflydelse på de professionelles værdier og interesser (5).

Brugen af social- og sundhedsassistenter inden for neurorehabilitering har været betydelig også i hospitalsregi, idet patienterne oftest er i en stabil fase af deres sygdom set i forhold til medicinske problemstillinger (6). Social- og sundhedsassistenters funktioner i neurorehabilitering varierer fra sted til sted, og der er sket en betydelig opgaveglidning i forhold til funktioner som modtagelse, deltagelse i møde med patienter, medicinadministration og -dispensering, kontaktperson, stuegang og koordinering af udskrivelse. Social og sundhedsassistenter kan derfor have udvidet ansvars- og kompetenceområde i forhold til pleje og rehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskade.
 

Undersøgelsens fokus

Denne undersøgelses fokus blev at undersøge, hvordan teamsamarbejde havde indvirkning på sygeplejerskens rolle i neurorehabilitering. Dette blev gjort ved at undersøge samarbejdet i de tværfaglige team på en neurorehabiliteringsafdeling i Danmark.

Design og metode

I undersøgelsen blev der foretaget kvalitative interview ud fra en fænomenologisk tilgang med inspiration fra Kvale og Brinkmann (7-8). Der blev foretaget seks semistrukturerede interview med tre forskellige fagprofessioner, to sygeplejersker, to ergoterapeuter og to social- og sundhedsassistenter. Det blev dermed muligt at indfange dynamikken i de tværfaglige team, da disse faggrupper har flere fælles arbejdsopgaver. De seks interview blev optaget og transskriberet i deres fulde længde. Som analysemetode anvendtes meningskondensering (8).
 

Fund

Undersøgelsens fund præsenteres i det følgende som tre temaer: Sygeplejerskers samarbejde med social- og sundhedsassistenter, sygeplejerskers bidrag til rehabilitering og teamsamarbejdet.

Sygeplejerskers samarbejde med social- og sundhedsassistenter
I alle seks interview fremgik det, at sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter blev opfattet som en samlet gruppe, og de benævnes som ”plejen” eller ”plejegruppen”.

Opgaverne for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter var i stor udstrækning de samme, og der nævnes stuegang, kontaktpersonrollen, deltagelse i møder med patienten, medicinadministration og måling af puls og blodtryk.

Ergoterapeuter oplevede ikke, at der var forskel på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. En af ergoterapeuterne sagde:

”I det daglige kan jeg ikke sige, at der er forskel på sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det er vigtigt for mig at sige – det kan jeg virkelig ikke” (ergoterapeut 2).

Generelt var der blandt sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter respekt for hinanden og hverandres arbejdsområder. Når sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter blev spurgt om forskelle i deres arbejdsområde, afviste de, at der var forskel, uden yderligere kommentarer. De bekræftede for både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenters vedkommende, at de arbejdede på lige fod, og for social- og sundhedsassistenter havde det stor betydning for deres fagidentitet:

” … det var en af grundene til, at jeg søgte dette job. Det var fordi, jeg vidste, at jeg kunne arbejde på lige fod med sygeplejersker …” (social- og sundhedsassistent 1).

Social- og sundhedsassistenter mente ikke, at sygeplejersker havde en speciel rolle, men syntes, at sygeplejersker var ”gode at have”. En af de interviewede social- og sundhedsassistenter nævnte, at det var de specielle koncepter, der blev anvendt i neurorehabiliteringen, der var vigtige, og at både sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter kunne lære disse. Det betød mindre, hvilken uddannelsesmæssig baggrund man havde.

Sygeplejerskers bidrag til rehabilitering
Generelt blev sygeplejerskers bidrag beskrevet af alle faggrupper i forhold til at tage sig af patientens fysiske behov som ernæring, udskillelse, observation af blodtryk og puls, hudpleje etc. Ergoterapeuter benævnte dette som ”pleje-ting”. Ergoterapeuter deltog sjældent i aktiviteter relateret til ”plejeområder”, og når de gjorde, var det for ”at hjælpe plejen med at få patienten ud af sengen”. Der var altså ikke tale om en fælles opgave, men en opfattelse af opgaverne som adskilte.

 En af ergoterapeuterne nævnte, at plejepersonalet havde et stort ”plejegen” og mente, at det forhindrede plejepersonalet i at fokusere på rehabiliteringen i situationen:

”Du kan se to forskellige opfattelser af, hvordan du behandler patienter. Sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter har et meget, meget stort sygeplejegen. De prøver virkelig at gøre det så godt som muligt for patienten, men på det her sted er det en forkert mentalitet …” (ergoterapeut 2).

Denne ergoterapeut fandt ikke, at sygeplejersker levede op til hendes forventninger, og ville gerne have sygeplejersker til at indtage en mere rehabiliterende tilgang, så patienterne fik et større udbytte, ved at sygeplejerskerne faciliterede mere deltagelse fra patienternes side i de daglige aktiviteter.

Den anden ergoterapeut refererede til sygeplejerskers tilgang på følgende måde:
”… selv om sygeplejersker har været her i mange år, så har de stadig deres plejesyn, mere end terapeuterne har, og sådan skal det også være, synes jeg. Det er deres kerneområde” (ergoterapeut 1).

Hun accepterede dermed, at de to faggrupper havde forskellige tilgange til patienten og så det som noget positivt.
 

Tydelige fagforskelle

Direkte adspurgt havde sygeplejerskerne i undersøgelsen vanskeligt ved at italesætte deres bidrag. Alligevel var sygeplejerskernes svar i forhold til syn på fagforskelle, at sygeplejersker gav patienter lov til ”bare at være”. Pga. patienternes lange forløb havde de brug for et pusterum i forhold til alle de daglige aktiviteter, der pga. deres hjerneskade ikke længere var rutine for dem.

Sygeplejerskerne vidste, at det var hårdt arbejde for patienterne, og at patienterne havde brug for afbræk i træningen.
Selv om sygeplejersker havde forholdsvis vanskeligt ved at italesætte deres bidrag, mente de selv, de havde en del at tilbyde patienterne i rehabiliteringen. En af sygeplejerskerne sagde:

”Jeg mener, vi har en masse at tilbyde. Vores professionelle stolthed er måske ikke så synlig som terapeuternes. For vi gør en masse ting, som man ikke kan beskrive. Hvorimod terapeuterne, de er gode til at beskrive, hvad de er gode til …” (sygeplejerske 2).

Teamsamarbejdet
Flere af interviewpersonerne refererede til teamsamarbejdet som noget frugtbart og værdifuldt for både dem og patienterne, men samtidig noget, de skulle vænne sig til. Ergoterapeuterne havde en klart defineret rolle i teamet, de var bevidste om deres bidrag til rehabiliteringen, og de så plejepersonalet som vigtige, fordi de kunne træne med patienten i alle døgnets timer.

Ergoterapeuterne nævnte, at plejepersonalet havde en vigtig rolle, når patienten var meget plejetung og havde basale behov. Det var ergoterapeutens forventning, at sygeplejersker tog sig af disse problemer, og hvis ergoterapeuten deltog, var det for at hjælpe sygeplejersken:

”Enten hjalp jeg sygeplejersken med at få patienten ud af sengen, eller også havde de gjort patienten klar, så jeg bare havde træningen i badeværelset …” (ergoterapeut 2).

Sygeplejersker nævnte, at de havde rollen som koordinatorer i teamet, men det var ikke en rolle, der blev nævnt af de andre interviewpersoner. Teamsamarbejdet var i stor udstrækning fremhævet som noget positivt, der var med til at udvide de professionelles horisont i forhold til udfordringer i rehabiliteringen, og det bidrog positivt til resultatet af denne.
 

Diskussion

Fundene fra undersøgelsen i 2008 indikerer, at der på dette tidspunkt mangler en tydeliggørelse af sygeplejerskers rolle og bidrag til neurorehabilitering, da det i en vis udstrækning, også af sygeplejersker selv, er vanskeligt at beskrive og italesætte deres opgaver og funktioner. Dette er særligt tydeligt i forhold til social- og sundhedsassistenters opgaver. Sygeplejerskers opgaver beskrives af alle faggrupper som at tage sig af fysiologiske observationer og behov, og der er en forventning om, at de har en rehabiliterende tilgang til patienterne, men der er ikke enighed om, hvad dette betyder.

I forhold til sygeplejerskers opgaver og funktioner er fundene i undersøgelsen fra 2008 i overensstemmelse med fund i andre studier (9-11), men de er ikke udtømmende i forhold til de roller og funktioner, der er identificeret i andre studier. Et studie af Marit Kirkevold fra 1997 identificerede fire terapeutiske roller for sygeplejersker i et akut apopleksiafsnit:

  • den fortolkende rolle, hvor sygeplejersken hjælper patient og pårørende med at skabe mening og forståelse for den nye situation
  • den trøstende rolle
  • en rolle, der stiler mod at bevare normale kropsfunktioner og beskytte mod risici
  • en integrerende rolle, der stiler mod at inddrage nylærte funktioner i daglige aktiviteter (12).

Kirkevold har gennem sin beskrivelse af disse roller lagt vægt på den terapeutiske funktion, som sygeplejersken har. Således viser Kirkevold, at sygeplejersker har en selvstændig terapeutisk rolle, der har betydning for resultatet af rehabiliteringsforløbet.

Kirkevold har i 2010 fulgt op på undersøgelsen fra 1997 og fundet, at der ud over disse roller er tilkommet nye studier, der belyser patienters oplevelse af neurorehabiliteringsforløb, og her viser der sig særligt et behov for støtte og vejledning efter udskrivelse fra hospitalet (13).

Patienterne har en forventning om, at når de kommer hjem, er alt som før; deres erkendelse af, at der er sket ændringer i deres kropslige funktioner, at skulle finde ud af nye måder at leve sit daglige liv på samt acceptere en ændret opfattelse af egen rolle i forhold til sine nærmeste, er noget, der kræver professionel støtte og vejledning, så patienten kan nå frem til at se muligheder i den ændrede situation.

Et andet studie fra 2013 har fortsat Kirkevolds arbejde og giver et bud på de identificerede rollers aktualitet i forhold til de udfordringer, der i dag er på hospitalerne i forhold til neurorehabilitering (14).

Der er lavet et systematisk litteraturreview, der viser, at Kirkevolds beskrivelse af sygeplejerskers terapeutiske bidrag i 1997 stadig er aktuel i forhold til centrale funktioner i sygeplejerskers praksis, men at udviklingen også har tilføjet nye aspekter til sygeplejerskers bidrag.

Denne udvikling adresserer forfatterne til udvikling i patientrollen, interdisciplinært teamsamarbejde og fokus på rehabilitering i patientens eget miljø (14). Set i lyset af dette og resultaterne af dette studie fra 2008 er det væsentligt, at sygeplejersker påtager sig funktioner, der adresserer disse nye udfordringer.

I stigende grad placeres rehabilitering af hjerneskadede patienter i kommunalt regi. Konsekvenserne kan blive, at sygeplejersker i kommunerne har vanskeligt ved at blive en central del af rehabiliteringsteamet omkring patienten, og da nyere studier har vist, at patienter har et stort behov for støtte og vejledning efter udskrivelse (13,14), kan det få betydning for resultatet af rehabiliteringsforløbet for den enkelte patient.
 

Tænk tværsektorielt

De nævnte studier peger på, at der er behov for at tænke rehabilitering på tværs af sektorer (13,14), og Ådal et al. formulerer det således: ”For at kunne tage medansvar må patienten og de pårørende have professionel støtte og vejledning til at identificere kognitive, fysiske og sociale følger af apopleksien og dermed kunne se fremtidige muligheder” (14) (egen oversættelse).

Sygeplejersker vil have meget at give i forhold til denne funktion, men der er behov for at tydeliggøre dette behov hos patienter og pårørende. Hvis patienten er udskrevet fra hospitalet og eventuelt har et plejebehov, vil det i stor udstrækning være social- og sundhedshjælpere eller assistenter, som varetager denne opgave.

Hvis ikke det er tydeligt, at der er forskel på sygeplejerskers og social- og sundhedsassistenters bidrag til neurorehabilitering, bliver sygeplejersker ikke inddraget i forløbet af økonomiske og ressourcemæssige grunde.
 

Konklusion

Fundene i undersøgelsen fra 2008 kan belyse udfordringer for sygeplejersker i dag i forhold til patientforløb for voksne med erhvervet hjerneskade.

Der har i flere år været beskrivelser i litteraturen af sygeplejerskers rolle i neurorehabilitering, men noget tyder på, at disse roller ikke har været en brugbar referenceramme for deres praksis. Sygeplejersker har i studiet fra 2008 vanskeligt ved at beskrive deres bidrag i forhold til social- og sundhedsassistenters bidrag.

Sygeplejersker deltager ikke nødvendigvis i neurorehabiliteringsforløb i kommunerne, fordi social- og sundhedshjælpere og -assistenter varetager funktioner med pleje af neurorehabiliteringspatienten, men der er behov for specialiseret støtte og vejledning til patient og pårørende i forhold til det ændrede liv efter hjerneskaden.

Studier viser, at det er vigtigt for succesfuld rehabilitering, at indsatsen er tværfaglig og teambaseret med fælles målsætning (15), og at sygeplejersken er en nøgleperson i forhold til at tilrettelægge et rehabiliteringsforløb for patienter med behov for neurorehabilitering (9-11). Det er nu op til hospitaler og kommuner at finde løsninger, der imødekommer disse anbefalinger i tilrettelæggelse af indsatsen over for patienter med behov for neurorehabilitering.

Tina Skov Hansen, RN, MHS, underviser, Sygeplejeuddannelsen i Viborg, VIA University; tish@viauc.dk
Vibeke Lorentzen, sygeplejerske, ph.d., forskningslektor, Center for Sygeplejeforskning – Viborg

Litteratur

  1. Kristensen H, Roesen AB, Hansen TS, et al. Det gode patientforløb for borgere med apopleksi. 2012. Neurologisk Afdeling, Hospitalsenhed Midt. 
  2. Hansen TS. The changing role of the registered nurse in neurological rehabilitation in Denmark. a thesis in partial fulfilment of the requirements for The degree of Master en Health Sceince (Nursing). VIA University College, School of Nursing, Viborg and School of Nursing, Deakin University 2009. 
  3. Nordenbo AM., Jakobsen JK. Rehabilitering af svært traumatisk hjerneskade. Ugeskrift for læger 2007 Jan 15;169(3).
  4. Bjørnsson K, Olsen TS. Apopleksiafsnit redder liv. Sygeplejersken. 1998;17.
  5. Lauvås K, Lauvås P. Tværfagligt samarbejde. Aarhus: Forlaget Klim; 2006.
  6. Nissen TD. Nye opgaver til social- og sundhedsassistenter. Sygeplejersken (2003);(17).
  7. Polit DF, Bech CT. Nursing research. Principles and methods. Seventh edition. New York: Lippincott Williams and Wilkins; 2004.
  8. Kvale S, Brinkmann S. Interview. Introduktion til et håndværk. København: Hans Reitzels Forlag; 2008.
  9. Burton CR. A description of the nursing role in stroke rehabilitation. Journal of Advanced Nursing.( 2000); (32):174-81.
  10. Pryor J, Smith C. A framework for the role of registered nurses in the specialty practice of rehabilitation nursing in Australia. Journal of Advanced Nursing (2002);(39):249-57.
  11. Long AF, Kneafsey R, Ryan J et al.., & Berry, J. The role of the nurse within the multi-professional rehabilitation team. Journal of Advanced Nursing (2002);(37):70-8.
  12. Kirkevold M. The role of nursing in the rehabilitation of acute stroke patients: toward a unified theoretical perspective. Advances in Nursing Science (1997);19(4):55-64.
  13. Kirkevold M. The role of nursing in the rehabilitation of stroke survivors. And extended theoretical account. Advances in Nursing Science (2010); 33(1):E27-E40.
  14. Ådal L, Angel S, Dreyer P et al. Nursing roles and funktions I the inpatient neurorehabilitation of stroke patients: a literature review. Journal of Neuroscience Nursing. (2013);45(3):158-70.
  15. Forløbsprogram for rehabilitering af voksne med erhvervet hjerneskade: - apopleksi og transitorisk cerebral iskæmi (TCI) – traume, infektion, tumor, subarachnoidalblødning og encephalopati. København: Sundhedsstyrelsen 2011.
English abstract

Hansen TS, Lorentzen V. The nurse’s role in neuro-rehabilitation. Sygeplejersken 2014;(9):70-5.

The article describes a study conducted in 2008 concerning nurses’ role in multidisciplinary teams in neurological rehabilitation at hospitals. Findings from this study are related to recent studies and the challenges associated with organising neuro rehabilitation in both hospital and the municipal sectors in 2014.

Background: In recent years, neuro-rehabilitation has been organised as multidisciplinary teams, and studies have shown that this affects the patient’s rehabilitation programme in a positive direction. At the same time, social and health care assistants are responsible for part of the nursing care of patients requiring neuro-rehabilitation. In this study, the focus is to highlight how teamwork affects the nurses’ role in the multidisciplinary team at a Danish neurological rehabilitation department.
Method: Interviews with three different groups of staff members in the interdisciplinary team: Nurses, social and healthcare assistants and occupational therapists regarding their cooperation and expectations concerning each other’s roles in the interdisciplinary team.

Findings: Nurses and social and health assistants were widely perceived as one ”nursing care” group. In general, the nurse’s contribution was described in relation to the patient’s physiological needs. It was difficult for nurses to articulate their contributions, and teamwork was characterised by the fact it was operationally divided and not necessarily based on shared goals.

Conclusion: Compared with the roles identified in the literature, it appears that the opportunities and requirements described for nurses in neuro-rehabilitation team have not been obvious to nurses as a useful reference for their practice. This may have significance in the event that the current organisation chooses to add nurses to the interdisciplinary team working with the rehabilitation of brain-injury patients.

Keywords: Interview survey, neuro-rehabilitation, roles, interdisciplinary collaboration.

Der er både udfordringer og muligheder for sygeplejersker, som arbejder med neurorehabilitering i tværfaglige i team. Det viser et studie fra 2008, som i artiklen relateres til nyere forskning. Men sygeplejersker må italesætte deres bidrag i rehabiliteringen, hvis de skal være nøglepersoner i tilrettelæggelsen af rehabiliteringsforløbene i kommunerne.
70-75
2014
9
Fag
Neurologi
Rehabilitering
Tværfaglighed
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken