Videreuddannede sygeplejersker i klinisk praksis fører til færre komplikationer, øget patientoverlevelse og bedre kvalitet.

Alligevel bliver sygeplejersker med kandidatuddannelse og forskeruddannelse rekrutteret til forskningsenheder og stillinger med funktion på ydersiden af klinisk praksis. 

Det handler måske om oplevelsen af prestige i at være på ydersiden af klinisk praksis. Eller måske ved organisationen ikke, hvordan de nye kompetencer kan anvendes og har ikke stillinger til dem i klinisk praksis.  

Videreuddannelse er et middel, der skal indgå i faglige strategier for at skabe den bedst mulige kvalitet og udvikling. Sikring af kvalificeret pleje og omsorg kræver, at sygeplejersker, der videreuddanner sig, oplever, at det er attraktivt med ansættelse i klinisk praksis.

Der er brug for deres viden og kompetencer dér, hvor patienterne er. De skal understøtte kvalitet og faglig udvikling i klinisk praksis ved:

1. direkte patient- og plejekontakt
2. undervisning og vejledning af personale
3. udvikling og forskning inden for kliniske problemstillinger
4. i samspil med lederen at understøtte et fagligt miljø, hvor afdelingens sygeplejersker og øvrige personale involveres i faglige aktiviteter og udvikling.  

Sygeplejersker siger op eller forlader faget, fordi de oplever, der mangler faglighed. Sygeplejersker motiveres af faglige mål og efterspørger ledere med faglighed - ikke management-ledelse, hvor drift og økonomi styrer. 

Styringsoptikken skal udskiftes med faglighedens optik, og sygeplejefaglige ledere må tage ansvar for den sygeplejefaglige kvalitet.

Som et enkelt, men meget vigtigt led heri bør der oprettes attraktive stillinger i klinisk praksis for sygeplejersker med videreuddannelse. 

Det er ikke nogen enkel opgave. Men med reference til min tidligere arbejdsplads ved jeg, at det er muligt. 

Marianne Tewes er tidligere centerchefsygeplejerske på Hjertecentret, Rigshospitalet

“Der er et godt match mellem den her stilling og mine kompetencer. Da jeg så stillingen som uddannelseskonsulent, gik jeg i forvejen med tanker om at søge et job, hvor kompetencerne fra min kandidatuddannelse kunne komme mere i spil. 

Jeg havde så overvejet, om det skulle være forskningsfeltet eller uddannelsesområdet, jeg ville dykke mere ned i. Som undervisende sygeplejerske på sosu-uddannelsen stiftede jeg bekendtskab med uddannelsesområdet. Det var interessant, og derfor tænkte jeg, at jeg skulle prøve at gå videre ad den vej.

Desuden har jeg altid som almindelig sygeplejerske haft interessen for, hvordan man kan bidrage til høj kvalitet inden for sundhedsområdet. Alt i alt faldt det mig derfor naturligt at søge den her stilling, hvor jeg er med til at sikre en høj kvalitet i uddannelsen og et rigtig godt læringsmiljø for sosu-elever og sygeplejestuderende.

 Jeg har ansvar for kommunens sosu-elever og sygeplejestuderende. Da vi er ansættelsesmyndighed for sosu-elever, har jeg det ledelsesmæssige ansvar for dem. Det betyder, at jeg tager mig af deres trivsel og sager af ansættelsesretlig karakter.

Her er der mange HR-opgaver, f.eks. ifm. sosu-elever, som ikke kan bestå deres praktikperiode, hvor man så skal finde ud af, om kontrakten skal forlænges eller ophæves. De er under erhvervsuddannelseslovgivningen, og den er bygger på et andet lovgrundlag end de bestemmelser, vi sygeplejersker kender. Det er komplekst område, og det forudsætter en viden om lovgivningen. 

Jeg giver også sparring til de kliniske vejledere, der har eleverne i praktik og udvikler materiale. Jeg er med til at sikre trivsel blandt elever og studerende og et godt miljø, så læring kan finde sted. 

Jeg har et tæt samarbejde med de omkringliggende kommuner, sosu-skolen og skolen for sygeplejestuderende, og her har vi forskellige fora, hvor vi vidensdeler. Jeg skal tilpasse mig de politiske beslutninger, der ligger i studieordningerne og udvikle praksis ift. de betingelser, så der bygges bro mellem skole og praksis.

Mit job er superspændende. Jeg glad for, at jeg har undervist på sosu-skolen, hvor jeg fik en bred viden om uddannelsen af sosu-elever. For jeg har et naturligt kendskab til sygeplejeuddannelsen, men det havde jeg ikke til sosu-uddannelsens studieordning, fag og teorier. 

Jeg er også glad for, at jeg har mine kandidatfaglige kompetencer. Der er nemlig meget ledelse og udviklingsarbejde i jobbet, ligesom der er mange situationer, hvor jeg skal skabe overblik og anskue en sag fra flere perspektiver. 

Min ambition er at få skabt et læringsrigt miljø i vores kommune, og så har jeg en drøm om på et tidspunkt at blive medforfatter til flere kapitler i sygeplejefaglig litteratur inden for det sundhedsfaglige uddannelsesområde. Det håber jeg kan lade sig gøre. Det her job har i hvert fald mange muligheder.” 

Søger du job som nyuddannet sygeplejerske i Region Sjælland, har du nu mulighed for at fordybe dig seks mdr. i det medicinske speciale, seks mdr. i kirurgien og ditto i psykiatrien. Et nyt klinisk efteruddannelsesforløb skal sikre en bedre overgang fra uddannelse til job og gøre det mere attraktivt at søge job i regionen. Forløbet byder bl.a. på fælles introduktionsforløb, makkerpar og undervisnings- og læringsaktiviteter på tværs af specialerne. 

Vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse Anne Grethe Larsen fortæller: 

”Unge nyuddannede sygeplejersker er ofte lidt usikre på, hvor de har deres styrker og interesser. De shopper lidt rundt for at finde ud af, hvad de vil. Nu prøver vi at støtte dem på en planlagt og struktureret måde. De stifter bekendtskab med tre store specialer og videreudvikler samtidig deres generelle sygeplejefaglige kompetencer.”

Efter endt forløb kan sygeplejerskerne selv bestemme, hvor de vil fastansættes. Og der er også forhandlet et løntillæg på plads med Dansk Sygeplejeråd. 

”Sygeplejerskerne får et kompetenceløft og en anden ballast at arbejde videre med. Det har vi valgt at honorere dem for,” siger Anne Grethe Larsen, der håber, at forløbet også styrker regionens muligheder for at rekruttere og fastholde sygeplejersker. 

Læs mere om lignende tilbud til nyuddannede i Sygeplejersken nr. 4/2022.

”Intenst.”

Det er det første ord, der falder sygeplejerske Sara Holbæk Ebdrup ind, når hun skal beskrive sit forløb i en ny toårig uddannelsesstilling på Odense Universitetshospital. Hun uddyber:

”Man hopper så meget rundt og er ny mange gange. Læringskurven er stejl fra dag et. Hver afdeling har sit eget introduktionsprogram, så man lærer mega meget på kort tid. Det kan være svært at rumme, og man skal være omstillingsparat. Men jeg har haft mange dygtige mennesker omkring mig og altid en, jeg har kunnet gå til.”

Sara Holbæk Ebdrup var en af de første tre nyuddannede sygeplejersker, der i sommeren 2019 blev ansat i en uddannelsesstilling – oprettet i et samarbejde mellem Fælles Akutmodtagelse FAM, Geriatrisk Afdeling G og Ortopædkirurgisk Afdeling O. 

Hun var først seks måneder i FAM, dernæst seks måneder i Afdeling G og seks måneder i Afdeling O, før hun igen vendte tilbage til seks måneder i FAM – hendes stamafdeling, hvor hun formelt blev ansat og stadig arbejder. Hun er overbevist om, at forløbet har klædt hende fagligt bedre på til de ofte flygtige møder med især geriatriske patienter, som udgør omkring 30-40 pct. af patienterne i FAM.

”Mange geriatriske patienter bliver indlagt på hospitalet gennem os, og forløbene på G og O har givet mig dybere faglig indsigt i deres sygdomsbillede.” 

Jagt på grønnere græs

Det glæder Jette Wensien, oversygeplejerske i Afdeling G. Sammen med leder­kolleger fra FAM og Afdeling O var hun med til at tænke de første tanker om uddannelsesstillingerne, bl.a. med inspiration fra lægernes kliniske basisuddannelse.

”Vi ser ofte, at nyuddannede efter et par år på deres første afdeling gerne vil videre og have flere kompetencer. Måske er græsset grønnere på den anden side? Det er helt forståeligt, men det fik os til at lege med tanken om at etablere et forløb, der imødekommer de nyuddannedes behov,” siger hun og tilføjer:

”Vi ønskede at etablere et forløb, som gavner patienterne, men som først og fremmest giver nyuddannede sygeplejersker mulighed for at få bredere kompetencer, hvilket, vi håber, kan være med til at rekruttere og fastholde flere.”

Passer ikke til alle

Netop muligheden for at afprøve flere specialer fik Sara Holbæk Ebdrup til at søge stillingen.

”Jeg havde prøvet lidt forskelligt i min praktik, både akut og kirurgi, og vidste ikke helt, hvad jeg ville, da jeg var færdig. Jeg tænkte, at jobbet ville sikre, at jeg kom lidt omkring det hele, før jeg skulle finde ud af, hvilken retning jeg ville gå.” 

De samme tanker gik igen hos Caroline Petrea, der som nyuddannet sygeplejerske tiltrådte en uddannelsesstilling mellem Afdeling G og FAM den 1. februar i år. 

”Jeg har arbejdet en del i hjemmeplejen og med ældre både før og under studiet, hvilket talte ret godt ind i Afdeling G,” fortæller hun og uddyber:

”Stillingen giver mig mulighed for at komme lidt rundt og få bredere kompetencer frem for at begynde i en højtspecialiseret afdeling. Det, tror jeg ikke, ville passe til mig. Omvendt passer uddan­nelses­stillingerne heller ikke til alle, men nok til flere end vi lige tror.”

Overlevering gav næsten gåsehud

Sygeplejersker i uddannelsesstillinger indgår i normering og vagtplan på samme vilkår som kollegerne. Men de er fast tilknyttet en uddannelsesansvarlig sygeplejerske gennem hele forløbet. Der er afsat tid til bl.a. fælles og lokale introforløb på alle afdelinger, og hver anden måned er der evalueringsmøder på tværs af de afdelinger, som arbejder sammen om syge­plejersker i uddannelsesstillinger. Sara Holbæk Ebdrup uddyber:

”Evalueringsmøderne gav rigtig meget. Vi diskuterede f.eks. patientforløb og fik udvekslet erfaringer om, hvordan det er at arbejde på de andre afdelinger.” 

Klinisk sygeplejespecialist Sanne Have Beck fra Afdeling G har sammen med uddannelsesansvarlig sygeplejerske Inge Schjødtz Berthelsen fra FAM stået for den konkrete planlægning af indhold og forløb på uddannelsesstillingerne. De har også deltaget i evalueringsmøderne og de overdragelsessamtaler, der fandt sted, når sygeplejerskerne skulle skifte afdeling: 

”Det handler om at skabe et trygt rum, når den nyansatte skal skifte afdeling – hvor er han/hun henne fagligt og socialt? Er der noget, vi skal have særligt fokus på i den nye afdeling osv.,” siger Sanne Have Beck.

Inge Schjødtz Berthelsen tilføjer: 

”De overleveringer, der fandt sted mellem Sara og de andre, gav mig næsten gåse­hud. Den måde, de delte deres erfaringer på og kunne forklare hinanden, hvad der ventede på næste afdeling, var meget intens og med til at skabe tryghed.” 

Eftertanke hos ledere

Som oversygeplejerske på Afdeling G lagde Jette Wensien mærke til, at Sara Holbæk Ebdrup kom anderledes ind i opgaverne end andre nyansatte gør: 

”Jeg blev virkelig imponeret over, hvor selvstændigt hun fungerede, og hvor hurtigt hun kom ind i opgaverne.”

Efter Afdeling G og O kom Sara Holbæk Ebdrup tilbage i FAM. Og også her bemærker afdelings­sygeplejerske Marianne Toft, at hun skiller sig ud fra andre nyansatte nyuddannede.

”Jeg kan mærke, at Sara har prøvet kræfter med et mere stationært afsnit, hvor der bliver udført mere specialiseret sygepleje end her. Det har givet hende nogle andre kompetencer og en anden indsigt i patientforløbet.” 

Marianne Toft fremhæver en anden gevinst ved forløbet. 

”Sara ved, hvad der foregår, og har en anden forbindelse til stamafdelingerne. Det gavner patienter og patientforløb, men også det interkollegiale samarbejde. Kender man dem, man sender patienterne over til, giver det en anden sikkerhed for sygeplejersker og patienter.”

Marianne Toft har også fået stof til eftertanke som leder: 

”Selvom Sara har været væk fra afdelingen i et år, kender jeg hende godt, fordi vi har haft mange samtaler løbende om status og mål. Jeg har været tættere på Sara end på mange af hendes kolleger ansat i konventionelle stillinger. Og det er helt sikkert værd at reflektere over som leder.”

Tre skift er mange

Sara Holbæk Ebdrup var den første til at gennemføre en uddannelsesstilling på OUH, da de to andre sygeplejersker faldt fra pga. karriereskift og graviditet. Pt. har hun og en anden sygeplejerske gennemført forløbet, mens to er i gang. Den ene er altså Caroline Petrea, hvis toårige stilling dog ”kun” er et samarbejde mellem Afdeling G og FAM. Oversygeplejerske Jette Wensien uddyber:

”Det skyldes nogle af de erfaringer, Sara gjorde sig. Der er nogle specialer, som rotationsordningen giver mere mening i end i andre. Afdeling G og FAM er en helt naturlig kombination, og O kunne stadig spille fint ind. Det gælder om at finde en skæring for, hvor meget der kan rummes. Og vi må bare erkende, at tre skift på halvandet år er mange.” 

Hvor uddannelsesstillingerne i begyndelsen kun var tiltænkt nyuddannede, kan erfarne sygeplejersker nu også søge dem. Og man har også forsøgt at besætte dem på tværs af hospital og kommune, men pt. uden held. 

Om stillingerne har styrket rekrutterings- og fastholdelsesmulighederne på OUH, kan ingen svare på endnu. Sara Holbæk Ebdrup har til sommer været ansat i FAM i tre år og har ingen planer om at søge nyt job. Men Jette Wensien tilføjer: 

”Vi skal til at måle på, hvor længe sygeplejersker i uddannelsesstillinger bliver. Det vigtigste er, at for­løbene giver mening for dem, vi ansætter.” 

Læs også tema om professionsbacheloren i sygepleje i Sygeplejersken nr. 2/2022

Læs også: 

Fælles introforløb for alle nyansatte

Sengeslanger på nyt OUH

Linda Boesen kunne se fire af de andre ø-pendleres biler på det åbne dæk på den lille ø-færge. Men hun orkede ikke at gå indenfor og sætte sig i de blå sofabænke og snakke med dem. Ikke i dag.

Hun blev siddende i sin sorte Mazda 3 og kiggede ud ad vinduet. Det støvregnede i tusmørket. En færgemedarbejder i refleksgul vest arbejdede på højtryk ved porten.

De var ved at lægge fra land. Forud ventede 50 minutters sejlads over Smålandshavet.

Færgen til Femø med plads til 17 biler og maksimum 100 passagerer sejlede til tiden denne torsdag den 13. januar 2022. Linda kendte alle medarbejderne på færgen og de fleste i de andre biler.

Mange af dem vidste godt, at det havde været en stor dag for 50-årige Linda med det grålyse hår i hestehalen. At hun havde været oppe til den sidste eksamen på sygeplejerskeuddannelsen. De havde været med på hendes rejse gennem studiet.

Men lige nu havde hun bare brug for at være alene i bilen og fordøje dagen for sig selv. Og tale med sin storesøster Susanne. Hun tog sin gamle Samsung-telefon og ringede til hende.  

Det Grønne Diplom

Det var næsten 30 år siden, Linda første gang tænkte, at hun ville være sygeplejerske. Dengang var hun 21 år og i gang med landbrugsuddannelsen, så hun kunne få Det Grønne Diplom. 

Hun var vokset op i Nykøbing Falster med sin mor, far, 10 år ældre bror, og otte år ældre tvillingesøstre, der begge havde uddannet sig til sygeplejersker.

Hun havde ingen planer om at lave det samme som dem, men da hendes mormor blev syg, skete der noget. Mormoren, som tit havde passet hende, da hun var barn, og som betød rigtig meget for Linda, blev ramt af apopleksi og blev halvsidelammet.

Gnisten blev tændt

De var omkring 40 mennesker den søndag i 1993. Familien var samlet til barnedåb, og snakken gik lystigt mellem de tunge fløjlsgardiner og scenetæppet foran den tomme revyscene i forsamlingshuset i Næstved. 

Linda sad ved siden af sin mormor og masserede forsigtigt fingrene, der blev ved med lukke sig sammen. Hun gav hende en ny bid mad med gaflen. Der var god plads til den gråhårede dame i slutningen af 70’erne i kørestolen.

Alt gik fint, indtil hun skulle på toilettet.

Så tog Lindas storesøstre over. Linda iagttog, hvordan de tog sig af deres mormor og begyndte at tale sammen på en helt anden måde. Organisere, hvordan de skulle få trukket hende ud og bugseret hende på toilettet.

De talte sammen på et fagligt sprog, hun ikke kendte. De havde styr på det og havde en fælles forståelse. Og det gjorde indtryk.

For Linda blev det ikke blot en festdag med familien, men også dagen, hvor der blev tændt en ny gnist. En drøm om at blive sygeplejerske. 

Børn og sosu-hjælper

Men Linda ville gerne gøre sin landbrugsuddannelse færdig, og i 1996 fik hun Det Grønne Diplom. Hun var tæt på at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen året efter, men så blev hun gravid og droppede det. Drengene kom lige i rap i 1997 og 1999, og mens de var helt små, var det dem, Linda helligede sin tid.

I 2001 flyttede hun med sin mand og børn til hans fødegård på Femø i Smålandsfarvandet nord for Lolland, hvor de har boet siden med mandens godt 100 malkekøer og Lindas heste og hunde.

Da drengene blev gamle nok til at komme i børnehave, begyndte pendleriet med færgen til Kragenæs på Lolland for både hende og børnene. For med en befolkning på 115 beboere er der hverken skole eller børnehave på øen.

Linda tænkte, at det ville blive for krævende at gå i gang med sygeplejestudiet. I stedet læste hun til social- og sundhedshjælper og blev færdig i starten af 2004. Det tog halvandet år.

Hun var glad for det. Det var noget i retning af sygeplejerske. Hun blev dog ved med at være fascineret, når hun gennem sit arbejde i hjemmeplejen i først Lolland Kommune og senere i Guldborgsund Kommune mødte sygeplejerskerne.

Det var stadig det, hun allerhelst ville. Men børnene havde førsteprioritet. 

Først da drengene blev store og så småt var ved at forlade reden, begyndte Linda igen at overveje sygeplejerskeuddannelsen.

Hun havde sparet op gennem mange år – til hvis nu hun skulle rive 3½ år ud til at læse – og i 2017 blev overvejelserne seriøse. Men hun var i tvivl.

Var hun blevet for gammel? Kunne hun klare det? Overvejelser, der bl.a. blev vendt med storesøster Susanne og nabokonen Helga. Her var der kun støtte og opbakning af hente.

Udfordrende sygeplejeteoretikere

Klokken var 18.30. Hun havde lige været ude hos hestene i stalden og septembersolen skinnede stadig fra vest. Hun kunne lige nå at læse en halv time, inden hun skulle lave mad.

Året var 2018, og Linda var lige begyndt på at læse til sygeplejerske. Hun gik ind i gårdens tredje store stue med de bordeaux vægge, der var indrettet som kontor. Der var mapper, papirbunker og kontorgrej over det hele.

Hun satte sig i sin knirkende sadelstol ved fyrretræspladen, der udgjorde hendes skrivebord. Hendes to foxterriere lagde sig til rette i hundekurven ved hendes fødder. Den ældste søns gamle hakkebræt af en gymnasiecomputer stod klar, og bøgerne kaldte på hende fra reolen til venstre. 

Lektien var Virginia Hendersons behovsteori. Det var svært at forstå, så hun læste det igen. Fandt så diktafonen frem og begyndte at læse igen. Højt denne gang. Mens diktafonen kørte. 

Der gik hurtigt en halv time. Efter maden sad hun der igen. Skumringen omsluttede haven uden for vinduerne. Hun tændte igen for diktafonen og læste videre. 

Næste morgen på sin to timers transport til sygeplejerskeuddannelsen i Nykøbing Falster tændte hun diktafonen igen i håbet om, at hun ville forstå det, hvis hun lyttede til det igen. Og igen. 

Hun var overrasket over, hvor meget sygeplejeteori, de skulle lære. Det udfordrede hende virkelig, men hun blev hjulpet på vej af sin egen stædighed og ordene fra en veninde, der, inden hun døde, sagde til Linda: ”Linda, det her, det kan du godt.” 

282 kommentarer om moden alder

De andre på det 40 mand store hold, der var begyndt på sygeplejerskeuddannelsen, var næsten alle unge. Mange kom direkte fra gymnasiet og var vant til at læse. De var næsten på alder med Lindas egne børn.

Hun spekulerede ofte over, om hun mon var den eneste, der tog uddannelsen i en sen alder. 

Men det var Linda ikke. Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i 2019 2.558, der dimitterede som sygeplejersker. De havde en gennemsnitsalder på 28,4 år. 24 pct. var over 30 år. Og 2,1 pct. var mellem 50 og 65 år, hvilket svarer til 54 dimittender. 

Linda skrev også et opslag i Facebookgruppen ’Jeg er sygeplejerske’ og spurgte, om der var andre, der var blevet sygeplejerske, da de var på hendes alder.

Det gav lynhurtigt 282 kommentarer fra sygeplejersker, der bekræftede, at de var blevet sygeplejersker i en sen alder eller arbejdede sammen med nogen, der var.

Hvad venter mig?

Linda bestod den sidste eksamen. Hun var blevet sygeplejerske, og det var senere samme dag, den 13. januar 2022, at hun sad i bilen på færgen og talte med sin søster, da bildøren pludselig blev flået op.

Fire sæt øjne kiggede smilende på hende og råbte tillykke. Den ene var nabo-Helga, der stak en buket blomster ind til hende. Linda grinede genert. Det var overvældende. 

Linda tænkte på, hvad der nu ventede hende. Nu skulle hun også have et arbejde som sygeplejerske. Hun havde været i gang med at søge, men det var ikke let.

Den første færge gik fra Femø kl. 6.00 og var i havn i Kragenæs kl. 6.50. Herfra var der 50 minutters kørsel til f.eks. Nykøbing Falster.

Selvom der i stillingsopslagene stod, at arbejdsgiverne var fleksible, blev hun flere steder valgt fra, fordi hendes færgetider ikke passede med deres mødetider, og Linda mødte ingen opbakning til forslag om, at hun kunne logge sig på systemerne og læse journaler, mens hun sad på færgen. 

Men til sidst var der bid på Lungemedicinsk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Her var afdelingssygeplejersken villig til at lade Linda møde kl. 8.00 i stedet for kl. 7.00 i dagvagterne. Og gå kl. 15.00 så hun kunne nå færgen kl. 16.00.

Linda oplevede, at afdelingsledelsen tog hende alvorligt og talte med den øverste ledelse om situationen. De gad sætte sig ind i det, hvor andre blot havde rullet med øjnene. 

Og hvis det brænder på en dag på afdelingen, bliver Linda også hængende og hjælper til. Går det skævt af færgetider, ved hun, at hun altid kan overnatte hos sin far, der bor i byen.

Caption 

I 20 år har Linda Boesen pendlet 50 minutter hver vej med Femø-færgen til og fra job og senest sygeplejestudiet. I alle årene har hun boet på den lille ø Femø i Smålandshavet nord for Lolland

Attribution 

Foto: Per Rasmussen

Drømmen gik i opfyldelse

7. februar 2022 var det Lindas femte dag på sit første job som sygeplejerske. Øjnene smilede over mundbindet til den nye patient, der netop var blevet kørt ind på firesengsstuen.

Solen skinnede ind ad to store vinduer, og udenfor glimtede lyset i de hvidtoppede bølger på Guldborgssund. 

Hun gik ud på gangen og hentede blodtryksmåleren på hjul, men da hun kom tilbage til patienten, opdagede hun, at der manglede en blodtryksmanchet.

Hun havde fået lidt styr på, hvor tingene var siden første dag, men endnu var hun ikke stødt på dette problem. Hun forsøgte sig med det første opbevaringsrum på den modsatte side af gangen og kiggede i et stort blåt skab bag døren.

Bingo, hun fandt manchetten i første hug. Hun gik tilbage og fik sat den på. Bagefter målte hun også de andre værdier i early warning-score. 

I det lille fire gange tre meter store personalerum sad allerede et par kolleger ved det aflange grå bord og arbejdede. Linda satte sig for bordenden og åbnede en bærbar HP-computer.

En småkrøllet gul post-it-blok med patientens værdier lå til venstre for hende. Et af tallene gjorde hende bekymret. Hun spurgte sin kollega til råds og fik forklaret, at med denne type patient var tallet okay set i sammenhæng med de øvrige tal. 

Linda noterede for sig selv, at hun igen havde lært noget nyt. Det gik godt med at være sygeplejerske. Også selvom hun var 50 år og nødt til at møde en time senere end de andre. 

Læs også i dette nummer af Sygeplejersken

Plads til en ø-pendler

Regeringen vil skabe mere sammenhæng i Danmark, og derfor skal der være flere og bedre uddannelsestilbud uden for de store byer.

For velfærdsuddannelserne betyder det flere uddannelsespladser ude i landet fra 2022, og at færre studerende generelt kan blive optaget på en uddannelse i de store byer.

For kommende sygeplejersker betyder det, at de fremover også vil kunne tage uddannelsen på Vestegnen/Københavns Omegn.

En fornuftig løsning

En fornuftig løsning, mener næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Boe Danbjørg:

”Det er svært at rekruttere nok sygeplejersker til sundhedsvæsenet i hele landet, men udfordringen er faktisk størst i Hovedstaden. Derfor giver en ny uddannelse på Vestegnen god mening. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke bare opretter nye studiepladser, men at der også kommer fokus på, hvordan vi rekrutterer til velfærdsuddannelserne og fastholder de studerende, der optages på uddannelsen,” siger hun.

Væk fra de store byer

Præcise tal for de enkelte uddannelser herunder sygeplejerskeuddannelsen er ikke fastlagt endnu, men samlet set er det målet, at 60 pct. af pladserne på de store velfærdsuddannelser skal ligge uden for de store byer.

Det vil sige uddannelsen til sygeplejerske, lærer, pædagog og socialrådgiver. Midlet er at flytte 1.300 uddannelsespladser væk fra de fire største byer og samtidig oprette 1.000 nye uddannelsespladser.

”Det er vigtigt, at den her øvelse ikke betyder nedlæggelse af pladser i de store byer for at flytte dem ud. Vi kan se, at det er på uddannelserne ude i landet, at der er den laveste søgning og flest ledige pladser. Det værste, der kan ske, er, hvis det kommer til at betyde, at færre bliver uddannet til sygeplejerske, fordi man ikke kan få pladserne besat,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Sygeplejerskeuddannelsen er i forvejen en af de uddannelser, som kan læses flest steder i landet. I 2020 var det således ca. 57 pct. af optaget, der skete på uddannelserne udenfor de store byer.

Succes forudsætter praktikpladser

Også formanden for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Julie Bjerg Jakobsen, er positiv over for udspillet:

”Sygeplejersker arbejder i hele landet, og uddannelsen skal selvfølgelig ligge der, hvor de skal arbejde. Det er rigtig positivt, hvis vi får flere studiepladser, for der mangler sygeplejersker, men skal øvelsen lykkes, kræver det, at der også skaffes nogle flere praktikpladser, og at der følger penge med til en ordentlig praktik.”

At det kommer til at kræve flere praktikpladser, er regeringen opmærksom på. Med i udspillet er dannelsen af et nyt nationalt partnerskab for velfærdsuddannelserne med regioner og kommuner.

Det skal være med til at sikre, at der kan etableres flere praktikpladser, så optaget på velfærdsuddannelserne kan øges fra 2022.

Kommentar til debatindlægget ’Travlhed skræmmer nye sygeplejersker væk’, Sygeplejersken nr. 1/2021.

I min optik er travlhed ikke dårligt og slet ikke skræmmende, som fremført i debatindlægget ’Travlhed skræmmer nye sygeplejersker væk’.

For mig at se handler det om, at vi har en forfejlet tilgang til uddannelse. Det drejer sig ikke om akademiseringen, men om vores frygt for og manglende muligheder for at stille krav i det kliniske.

Vi har en klar oplevelse af, at den kliniske uddannelse bliver mere og mere styret af de studerendes krav, rettigheder og forventninger, og der er altså en tendens til, at de studerende vil have og ikke tage en uddannelse. 

De har 30 timer i fremmøde om ugen, inklusive tid til refleksion, opgaver, fremlæggelse osv. De studerende ønsker ikke at blive uddannet i vagterne, og så vil de gerne fordybe sig.

Så de når aldrig at passe mere end 1-2 patienter, hvilket mere eller mindre accepteres. Vi har slækket på kravene til arbejdsindsatsen under uddannelse, og det er en bjørnetjeneste.

Det forholder sig helt anderledes på andre uddannelser, hvor der også fra kommende arbejdsgivere er forventning om, at der præsteres 20-30 timer i et studierelevant job.

Jeg siger ikke, vi skal presse de studerende ud over kanten, men måske nogle flere krav ville forberede dem på det virkelige liv.  

Resultatet af vores ”nursing” er, at jeg f.eks. møder helt nyslåede sygeplejersker, der pga. sygeplejerskemangel mener, at de kan forhandle sig til kun at arbejde i dagvagter.

Vi har fejlet, for vi har ikke lært dem at være en del af et stolt fagligt praksisfællesskab, hvor perioder med travlhed nemt overvindes af kompetent prioritering og samarbejde.

Der skal sættes ind på mange fronter for at imødekomme frafald, men det skal prioriteres at give et reelt billede af, hvad det vil sige at være sygeplejerske, og det får de studerende ikke.

Lene Lydia Breum er ledende oversygeplejerske, Kirurgisk afdeling, Nordsjællands Hospital.

Hvis fremtidens sygeplejekultur skal forandres fra en overvejende erfaringsbaseret til en evidensbaseret praksis, og ”kløften” mellem teori og praksis mindskes for sygeplejestuderende, er det nødvendigt, at uddannelse af kliniske vejledere er på et højere akademisk niveau.

Et nutidigt krav i sygeplejen er at skabe en evidensbaseret kultur, hvor sygepleje af høj kvalitet tager udgangspunkt i eksisterende evidens- og forskningsbaseret viden.

Dog har man længe vidst, at sygeplejestuderende oplever det vanskeligt at koble uddannelsens teoretiske del med den sygeplejepraksis, de møder i klinisk praksis. Kliniske vejledere har et stort ansvar for, og er med til at forme og uddanne sygeplejestuderende, og dermed den fremtidige sygeplejekultur.

Derfor skal de kliniske vejledere ved en akademisk uddannelse klædes på til at vejlede kommende sygeplejersker i at arbejde efter evidens- og forskningsbaseret viden.

En sygeplejerske med to års erfaring kan uddanne sig til klinisk vejleder. Uddannelsen giver kompetencer inden for pædagogik og didaktik.

Sygeplejestuderende skal ifølge Københavns Professionshøjskole arbejde med ”tydelig inddragelse af national og international udviklings- og forskningsbaseret viden og relevante retningsgivende dokumenter”.

Hvis vi ønsker en evidensbaseret sygeplejefaglig praksiskultur, bør kommende sygeplejersker føres ind i sygeplejepraksis af vejledere som rollemodeller, der besidder kompetencer til at uddanne sygeplejersker på et højt evidensbaseret niveau og ikke kun på baggrund af praksiserfaring og pædagogik.

Vi undrer os over, hvordan kliniske vejledere kan støtte og vejlede de studerende igennem deres uddannelse, baseret på den nationale og internationale forskningsbaserede viden, hvis den kliniske vejleder ikke er uddannet hertil.

Af Evin Yasmin Ozcan medicinsk sygeplejerske, stud.cur., souschef, Line Sofie Welling Petersen, hjemmesygeplejerske, stud.cur., klinisk vejleder, og Isabella Lund Rasmussen, operationssygeplejerske, stud.cur.

Hurtigere udskrivelse fra hospital, flere ældre og komplekse forløb. Megatrenden i sundhedsvæsenet er konkret virkelighed i almen praksis. Det kan mærkes, og det kræver handling.

På bare et år (2018 til 2019) er arbejdsmængden steget for 71% af konsultationssygeplejerskerne. Det viser en ny undersøgelse som Dansk Sygeplejeråd har foretaget. Tre fjerdedele af de adspurgte peger på, at den større arbejdsmængde skyldes hospitalsudskrivninger af borgere med komplekse forløb. Og det billede kan formanden for Fagligt Selskab for Konsultations- og Infirmerisygeplejersker, Anette Bendixen, genkende.

”Der er en langt større palette af opgaver end for bare seks-syv år siden, og mange borgere udskrives hurtigere og har brug for meget hjælp,” siger hun.

Behov for efteruddannelse

På grund af de komplekse opgaver er det vigtigt, at sygeplejerskerne er klædt ordentligt på – både så opgaven udføres korrekt, og så sygeplejerskerne ikke bliver stressede, tilføjer Anette Bendixen.

Ifølge undersøgelsen peger over halvdelen (54%) af konsultationssygeplejerskerne på, at de har behov for mere efteruddannelse for at kunne løse deres arbejdsopgaver.

”Det er noget, vi skal tage notits af, for vi kan ikke bare få flere opgaver uden at opgradering og efteruddannelse følger med,” siger Anette Bendixen.

Også Lone Buck, som er tidligere kvalitetschef på Sygehus Thy-Mors og forfatter af specialet ”Sygeplejerskers dilemma mellem nærvær og effektivitet”, pointerer, at behovet for efteruddannelse er vigtigt hele tiden at være opmærksom på, især i forhold til at sikre kvaliteten i behandlingen.

”Det tager tid at udføre opgaverne kvalificeret, men mangler der kvalitet i behandlingen, kommer patienterne bare igen, og så bruger man endnu mere tid,” siger Lone Buck.

Brug de kliniske retningslinjer

I undersøgelsen angiver næsten alle de adspurgte konsultationssygeplejersker (94%), at de er helt eller delvist enige i, at de er parate til at deltage i efter- og videreuddannelse for at opkvalificere sig i takt med de ændringer, som sker i sundhedsvæsenet.

Men udover efteruddannelsen peger både Anette Bendixen og Lone Buck også på kliniske retningslinjer som et brugbart værktøj, når sygeplejerskerne får nye og komplekse opgaver.

”Sygeplejerskerne kan både søge efter kliniske retningslinjer på området eller finde ud af, hvordan sygeplejersker andre steder har løst de nye opgaver,” siger Lone Buck.

Den 28. august begyndte sygeplejerske Signe Skov på den nye Advanced Practice Nursing (APN)-linje sammen med ca. 70 andre sygeplejersker på Aarhus Universitet under Kandidatuddannelsen i Sygepleje. Halvdelen af de APN-studerende læser i Aarhus, mens den anden halvdel læser i København.

Signe Skov har 13 års erfaring som sygeplejerske og har primært arbejdet på kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, Skejby, men det seneste år har hun været ansat i Aarhus Kommune.

”Det viste sig at være et heldigt tidspunkt at skifte job, for her dukkede muligheden for den nye uddannelse op,” fortæller Signe Skov, som er en af de studerende, der får mulighed for at få løn under uddannelsen, og som er garanteret et job som APN efter endt studie.

Løn under uddannelse

Den nye APN-uddannelse kan både tages som fuldtidsstudie på to år og som en erhvervskandidat over fire år. Ni kommuner har besluttet at tilbyde løn under uddannelse til et begrænset antal studerende, hvoraf Signe Skov har været en af de heldige.

Hun er på det første hold på den nye uddannelse, som Dansk Sygeplejeråd har kæmpet for at etablere i samarbejde med otte kommuner og Aarhus Universitet. Hun siger:

”Vi skal som det første hold være med til at vise omverdenen vores berettigelse, og jeg er sikker på, at det vil give SÅ god mening at satse på APN-sygeplejersker, især hvis vi får lov til at stille diagnoser på bestemte områder og henvise.”

Læs mere om den nye APN-uddannelse på dsr.dk » Politik og nyheder » Det mener DSR » APN-sygeplejersker