Færre bæltefikseringer som et resultat af uddannelse og intervention

Antallet af bæltefikseringer kan reduceres signifikant gennem en målrettet indsats. Indsatsen kræver både øgede ressourcer og opbakning fra ledelsen.
Resumé

Som en del af det nationale "Forsøg med Bæltefrie Afsnit" har Psykiatrisk Center Ballerup (PCB) bl.a. implementeret en kognitiv uddannelse og et interventionsteam (IVT). Indsatserne har medvirket til en markant reduktion i brugen af bæltefikseringer. Desuden har de haft betydning for sygeplejen på intensive psykiatriske afsnit i form af nye arbejdsgange og metoder.

Den kognitive uddannelse har haft til formål at øge kognitive, deeskalerende og kommunikative kompetencer hos sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter samt fysioterapeuter på de lukkede afsnit.

IVT tilbyder assistance i opkørte situationer i form af her-og-nu-second-opinion, kollegial sparring ved indlæggelse af patienter med tidligere tvangshistorik, udskiftning i patientkontakten og struktu-rerede timeouts.

Indsatserne er evalueret via kvalitative interview, spørgeskemaer vedr. kvaliteten af uddannelsen, stress og arbejdstilfredshed, audit og data på bæltefikseringer, fastholdelser og akut beroligende medicin.

Indsatserne har medvirket til et statistisk signifikant fald i antal bæltefikseringer.

Som en del af regeringens bestræbelser på at halvere brugen af bæltefikseringer i psykiatrien inden 2020 er der i perioden 2015-2017 gennemført SATS-puljefinansierede forsøg med bæltefrie afsnit. Psykiatrisk Center Ballerup (PCB) har deltaget i forsøget som samlet center, der omfatter ni sengeafsnit (heraf fire intensive sengeafsnit), akutmodtagelse samt otte ambulante enheder. I projektperioden er følgende indsatser afprøvet:

  • Kognitiv uddannelse af personale på intensive og åbne sengeafsnit samt akutmodtagelse
  • Interventionsteam (IVT) til forebyggelse af bæltefikseringer i akutte situationer
  • Fysisk aktivitet på intensive afsnit
  • Tilgængelige medarbejdere i miljøet (dvs. fællesrum i afsnittet)
  • Forebyggelse af bæltefikseringer under dobbeltindlæggelse, dvs. når patienten både er indlagt på somatisk afdeling og i psykiatrien, men fysisk befinder sig på det somatiske afsnit.

I projektperioden er der opnået en statistisk signifikant reduktion i antallet af bæltefikseringer i forhold til baseline.

Reduktionen af bæltefikseringer er et resultat af de samlede indsatser, men det mest signifikante fald ses ved implementeringen af den kognitive uddannelse og etableringen af IVT. Ud over de konkrete indsatser er der tre forhold, som har været afgørende for, at det er lykkedes at reducere brugen af bæltefikseringer på PCB:

  • Ledelsesfokus på alle niveauer
  • Kulturarbejde – hvordan møder vi patienterne, og hvordan skaber vi et mindre restriktivt miljø?
  • Datadrevet ledelse – dvs. at antallet af relevante tvangsforanstaltninger er kendt af medarbejdere samt ledere, og udviklingen er fulgt måned for måned.

I det følgende beskrives to indsatser, som i projektperioden har vist størst effekt: uddannelse i kognitiv metode samt etablering af IVT.

Efteruddannelse kan reducere brugen af tvang

Det nationale gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien konkluderede for mere end 10 år siden, at efteruddannelse af det tværfaglige psykiatripersonale inden for kommunikation og konflikthåndtering kan reducere brugen af tvang (1), ligesom det tidligere er påvist, at indførelsen af kognitiv miljøterapi kan reducere frekvensen af tvangsanvendelse i psykiatrien (2,3,4).

Boks 1. Fakta om den kognitive metode

Kognitiv adfærdsmetode har udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi – en internationalt anerkendt psykoterapeutisk behandlingstilgang med høj evidensstøtte. Tilgangen er problem-, korttids- og nutidsorienteret og bygger på et samarbejde med patienten. Grundtanken er, at mennesker ikke plages af tingene, som de er, men af måden, de opfattes på. Fælles for alle psykiske lidelser er således en forvrænget eller uhensigtsmæssig tolkning af begivenheder, som påvirker såvel følelser som adfærd. Behandlingsmålsætningen har såvel et kognitivt som et adfærdsmæssigt fokus.

På denne baggrund blev det på PCB besluttet at oprette en skræddersyet efteruddannelse i kognitiv adfærdsmetode, kommunikation og konflikthåndtering for det kliniske personale på såvel åbne som intensive afsnit samt akutmodtagelse, se boks 1. Valget af en lokal uddannelsesindsats på PCB har tjent flere formål:

  • At skabe et fælles sprog og en fælles forståelse af patienternes psykopatologi og recoveryproces
  • At uddanne alle kliniske medarbejdere frem for at udvælge enkelte, der skal udbrede færdighederne til deres kolleger
  • At skræddersy og tilpasse uddannelsen til medarbejdernes arbejdssituation på de lukkede afsnit lokalt på PCB.

Som en medarbejder udtrykker det: "Mange af os har ikke tidligere fået undervisning i den kognitive metode, men har arbejdet ud fra vores intuition og arbejdserfaring gennem mange år i psykiatrien. Men vores arbejde bør jo ikke være baseret på intuition og det, man har på CV’et, men på konkrete værktøjer."

Uddannelse tilrettelagt i samarbejde

Forud for udviklingen af uddannelsesforløbet blev der indhentet værdifuld viden i forhold til uddannelsesbehov og ønsker, dels via interview med tværfaglige medarbejdere, dels via observation på de intensive afsnit. Dette skete i tæt samarbejde med såvel medarbejdere som afsnitsledelser. På denne baggrund blev følgende undervisningstemaer valgt:

  • Kognitiv allianceopbygning og motivation
  • Konflikthåndtering
  • Kognitiv forståelse af angst og depression
  • Kognitiv forståelse af personlighedsforstyrrelse, vrede, misbrug
  • Kognitiv forståelse af psykose/skizofreni og lavt selvværd.

Formidlingen af emnerne er sket gennem interaktiv, dialogbaseret undervisning på små hold a højst 15. Der er anvendt video og hyppige hands on-øvelser i mindre grupper. I alt består uddannelsen af 30 timers undervisning og 10 timers konsoliderende kognitiv sagssupervision i grupper. Supervisionen er fortsat efter selve uddannelsesforløbet. Al undervisning og supervision er gennemført af psykologer. Der er desuden oprettet opfølgningshold for nyansat personale for at imødegå udfordringer med personaleudskiftning på de intensive afsnit. Undervisningen rummer ud over elementer fra kognitiv adfærdsterapi følgende:

  • Dialektisk adfærdsterapi
  • Accept og mindfulness
  • Low arousal.

Nødvendigt at følge op

Hvad den kognitive uddannelsesindsats angår, har en høj medarbejderomsætning på de intensive afsnit gjort det nødvendigt med halvårlige opfølgningshold for at sikre, at nye medarbejdere får den kognitive uddannelse. Endnu en udfordring har bestået i at rulle uddannelse og supervision ud til alle medarbejdere, bl.a. de faste nattevagter. Yderligere har det vist sig afgørende med en kontinuerlig ledelsesinvolvering, når de nye metoder skal implementeres i den kliniske praksis. Som en medarbejder udtrykker det:

"Vi, der har taget uddannelsen, kan arbejde i en fælles retning, men vi er stadig i en fase, hvor vi skal vænne os til at bruge den. Det er jo en metode, som skal støtte os i at arbejde ensrettet, og det er også sådan, jeg tænker, det bliver på sigt. Men det tager tid, og det handler om at bryde vanens magt."

Løbende evalueringer samt test før og efter uddannelsesindsatsen har vist, at deltagerne generelt har været tilfredse med uddannelsens indhold, niveau, struktur og anvendelighed i forhold til deres praktiske arbejde. Deltagerne har øget deres teoretiske viden om den kognitive tilgang fra start til slut, og deres oplevede stressniveau er faldet. Tidligere undersøgelser har fundet, at relevant uddannelse og supervision kan mindske risikoen for udbrændthed blandt klinisk psykiatrisk personale (5).

Behov for nye relationer i fastlåste situationer

IVT blev implementeret i februar 2016. Evaluering af tidligere bæltefikseringer havde vist, at personalet savnede her-og-nu-second-opinion i opkørte situationer. Desuden var der identificeret behov for at tilbyde patienter en ny relation i fastlåste situationer. De behov skulle IVT matche.

IVT blev udviklet i en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af sygeplejersker, afdelingssygeplejersker, psykiatere og personer med brugerbaggrund.

IVT består af to medarbejdere fra det intensive afsnit med længst erfaring med at reducere antallet af bæltefikseringer. Afsnittet har fået tilført tre ekstra medarbejdere for at dække IVT-funktionen i dag- og aftentimerne. IVT kan tilkaldes, når et andet afsnit har brug for assistance til at deeskalere og forebygge bæltefiksering eller anden form for tvang, dvs.

  • når en patient med tidligere tvangshistorik indlægges
  • når der er fare for, at en situation eller en tilstand hos en patient eskalerer
  • i akut eskalerede situationer.

Interventionen med tre faser

  • Før IVT tilkaldes, vurderer personalet på det tilkaldende afsnit risikoniveau via BVC (Brøset Violence Checklist), og om samarbejde er muligt. De anvender f.eks. deeskalerende kommunikation og aktiviteter eller tilbyder p.n.-medicin. Desuden tilbydes patienten en anden kontaktperson. Når der ringes efter IVT, beskrives situationen kort, og opgaverne på afsnittet fordeles.
  • Når IVT er på afsnittet, giver den ansvarshavende sygeplejerske en briefing, og der udarbejdes og iværksættes en plan med alternativer til bæltefiksering. Når planen er gennemført, vurderes BVC-niveau igen, og planen justeres. Gennem hele processen kan timeout benyttes, og en psykiater kan tilkaldes. Når et samarbejde mellem patient og personale er etableret, udarbejdes en plan for den videre proces.
  • Efter IVT-interventionen evalueres interventionen vha. et såkaldt IVT-skema.

Foreløbige erfaringer med IVT

Indsatsen er evalueret ved brug af følgende metoder:

  • IVT-skemaer udfyldt af IVT-personale umiddelbart efter hver intervention
  • Spørgeskemaundersøgelse målrettet personale
  • Tre patient- og 10 medarbejderinterview
  • Observationer foretaget af recovery-mentor på intensivt afsnit.

En database med IVT-evalueringer fra 1. halvdel af 2017 viste, at IVT i gennemsnit tilkaldes fem gange om ugen, dvs. 131 tilkald på seks måneder. Den intervention, IVT oftest har benyttet i perioden, er at overtage kontakten til patienten. Dette anvendes ved 55 IVT-tilkald. I 36 IVT-tilkald er patienten blevet motiveret til at tage medicin. Aktiviteter og sanseintegration blev anvendt ved hhv. 12 og seks IVT-tilkald. Samarbejde med personalet på det tilkaldende afsnit og udvikling af planer er faste IVT-elementer. I nogle tilfælde blev der brugt tvang under interventionerne. Akut beroligende medicin og fastholdelse blev anvendt ved hhv. 30 og fire IVT-tilkald.

Personalet har fået brugbare erfaringer

Spørgeskemaundersøgelsen blandt personalet viste, at 63 pct. oplevede, at IVT "i høj grad" eller "i nogen grad" havde "forebygget tvang eller opkørte situationer". Personalet fremhævede bl.a., at IVT giver "ekstra personale i kritiske situationer", har "friske øjne på situationen og ny energi", og "de forbliver rolige og er gode til at deeskalere".

Patienter og personale har også fremhævet ordet "mod" som centralt i karakteristikken af IVT’s styrker. En medarbejder udtalte: "I situationer, hvor vi ville have tænkt, at jeg trækker mig lige to meter tilbage, der går de måske frem og tager en helt almindelig og hyggelig samtale."

Pga. visitationsregler, hvor de mest udadreagerende patienter typisk indlægges på "IVT-afsnittet", har IVT-personalet ofte i forvejen en relation til patienter, de tilkaldes for at hjælpe på andre afsnit.

Timeout i kritiske situationer er et centralt aspekt ved interventionen. Pauserne giver personalet mulighed for at komme på afstand og se situationen mere klart. Og nogle gange får pausen kritiske situationer til at opløse sig selv. Samarbejdet mellem IVT og de andre afsnit har i begyndelsen været en udfordring, hvor nogen så IVT som "konkurrenter".

"Nogle gange har du følelsen af at blive overruled," udtalte en medarbejder fra et tilkaldende afsnit. Fælles træning på tværs af afsnit i IVT’s arbejdsmetoder kunne muligvis have forebygget denne oplevelse af intern konkurrence.

På et organisatorisk plan legemliggør IVT centrets ambition om at reducere brugen af tvang og en ledelsesmæssig opbakning omkring en ny kultur, hvor alternativer skal prøves, før bæltet tages i brug.

ff3-2018_fa_psyk_figur_1Færre bæltefikseringer og færre tilfælde af arbejdsskader

I projektperioden er antallet af bæltefikseringer reduceret fra 85 episoder årligt i 2014 til 19 episoder i 2017, uden at der er sket en statistisk signifikant stigning i brugen af andre fastholdelsesmetoder (se figur 1). I 2015 og 2016 er reduktionen af bæltefikseringer sket uden en statistisk signifikant stigning i anvendelsen af akut beroligende medicin. Dog har der fra maj 2017 været en statistisk signifikant stigning i brugen af akut beroligende medicin på centerniveau.

Antallet af registrerede arbejdsskader som følge af vold og trusler er i projektperiodens to første år faldet, og hyppigheden af "oplevet vold og oplevede trusler" er også faldet, når data fra marts 2017 sammenlignes med baseline (2014). Der ses endvidere en lille, men dog positiv udvikling i den generelle medarbejdertilfredshed. I sidste halvår af 2017 ses et øget antal arbejdsskader, og udviklingen i hyppigheden af oplevet vold og oplevede trusler er ikke entydigt positiv sammenlignet med baseline.

Boks 2. Fakta om forebyggelse af tvang 2013-2014

Arbejdet med forebyggelse af tvang tog sin begyndelse i 2013-2014. Udover ledelsesinvolvering og -prioritering bestod indsatsen af følgende konkrete tiltag på de intensive afsnit:

  • Tværfaglige handleplaner for patienter med gentagne bæltefikseringer
  • Samarbejdsaftaler på alle patienter
  • Færre restriktioner
  • Akut medicinplan
  • Ingen bæltefiksering ved tvangsernæring
  • Ingen frivillig bæltefiksering
  • Nyt haveanlæg
  • Etablering af Front-Office: Et kontor- og loungemøbel i fællesmiljøet, så patienter lettere kan komme i kontakt med personalet
  • Evaluering af bæltefikseringer med deltagelse af ledelsen.

Godt resultat har lang forhistorie

Implementeringen af IVT samt uddannelse af medarbejdere i kognitiv metode har skabt et markant fald i brugen af bæltefikseringer på PCB. Arbejdet med at forebygge bæltefikseringer tog imidlertid sin begyndelse allerede i 2013 i form af ledelsesprioritering og kulturarbejde, se boks 2, og antallet af bæltefikseringer faldt fra 329 episoder i 2013 til 85 episoder i 2014. I den periode har de virksomme indsatser været ledelsesfokus, datadrevet ledelse og kulturarbejde.

Resultaterne i dette projekt skal derfor ses i lyset af dette forudgående arbejde. Endvidere er disse indsatser fortsat ind i projektperioden, og de har været grundlaget for, at det er lykkedes at skabe en yderligere reduktion i brugen af bæltefikseringer.

Det har vist sig muligt at nedbringe antallet af bæltefikseringer markant. Idet stigningen i akut beroligende medicin først ses fra maj 2017, kan vi konkludere, at det er muligt at anvende betydeligt færre bæltefikseringer, uden at disse erstattes af andre tvangsformer. Men at opnå et niveau på 10-20 bæltefikseringer om året har ikke været muligt under de eksisterende betingelser uden en stigning i anvendelsen af akut beroligende medicin i den sidste del af projektperioden. At nå dette niveau og samtidig sikre et godt arbejdsmiljø, god behandling og tryghed for både patienter og medarbejdere vil kræve yderligere tilførsel af personaleressourcer.

Debat
  • Hvordan arbejder I med at reducere brug af bæltefiksering på din arbejdsplads?
  • Udtrykket "vanens magt" bliver brugt i artiklen. Hvilke vaner har I, som det er svært at få bugt med?
  • Hvordan kan en høj medarbejderomsætning i psykiatrien bringes ned?

Selvom der ikke kan ses et fald i medarbejdertilfredshed eller en stigning i registrerede arbejdsskader i projektets to første år, stiller reduktion af bæltefikseringer store krav til medarbejdernes kompetencer og udholdenhed. Ambitionen om at bringe antallet af bæltefikseringer ned til et absolut minimum skal derfor ses i sammenhæng med de fysiske og følelsesmæssige belastninger, personalet stilles overfor, og patienternes oplevelse af, hvad der er mindste middel i den konkrete situation, hvor tvang bringes i anvendelse.

Referencer
  1. Kvalitetsafdelingen i Århus Amt. Det nationale gennembrudsprojekt om tvang i psykiatrien: slutrapporter 2006. Bind 1. Tilgængelig via: dpsnet.dk/wp-content/uploads/2015/01/evalueringsrapport.pdf Besøgt d. 04.07.2018
  2. Lykke J, Austin SF, Mertz Møller M. Kognitiv miljøterapi og tvang i behandling af dobbelt-diagnose. Ugeskrift for Læger 2008;170(5):339-43.
  3. Bak J, Brandt-Christensen M, Sestoft DM, Zoffmann V. Mechanical Restraint – Which In-terventions Prevent Episodes of Mechanical Restraint? A Systematic Review. Perspectives in Psychiatric Care 2011;48:83-94.
  4. Bak J, Zoffmann V, Sestoft DM, Almvik R, Siersma VD, Brandt-Christensen M. Compar-ing the effect of non-medical mechanical restraint preventive factors between psychiatric units in Denmark and Norway. Nordic Journal of Psychiatry 2015;69(6):433-43.
  5. Ewers P, Bradshaw T, McGovern J, Ewers B. Does training in psychosocial interventions reduce burnout rates in forensic nurses? Journal of Advanced Nursing 2002;37(5):470-76.

Anne Wennecke Kellner, cand.psych.aut.

Anne Wennecke Kellner
Cand.psych.aut., specialist i psykoterapi, programansvarlig psykolog, Psykiatrisk Center Ballerup.

Eva Ørsted Sery, cand.mag.

Eva Ørsted Sery
Cand.mag., projektleder og centerlederkonsulent, Psykiatrisk Center Ballerup.

eva.oersted.sery@regionh.dk

Esben Sandvik Tønder, cand.mag.

Esben Sandvik Tønder
Cand.mag., projektmedarbejder,
tidligere ansat på Psykiatrisk Center
Ballerup, nu ansat i projekt RoSa,
Psykiatrien Region Sjælland.

Paul Georges de Visme, cand. psych.aut.

Paul Georges de Visme
Cand.psych.aut., tidligere ansat på Psykiatrisk Center Ballerup,
nu KABS City.

English abstract

Kellner AW, Sery EØ, Tønder ES, de Visme PG.

Reduced belt restraint use through education and intervention. Fag&Forskning 2018;(3):54-9.

As part of the Danish national trial of belt-restraint-free wards, the Psychiatric Centre at Ballerup Hospital (PCB) implemented cognitive training and an intervention team (IVT). These initiatives resulted in significantly reduced use of belt restraints. They also benefited nursing in intensive psychiatric wards in the form of new procedures and methods.

The aim of the cognitive training was to increase cognitive, de-escalation and communicative skills among nurses, care assistants and physiotherapists on secure wards.

IVT offers assistance in escalated situations in the form of on-the-spot second opinions, peer-sparring upon admission of patients with a prior history of detainment, switching of the patient contact, and structured timeouts.

The initiatives were evaluated via qualitative interviews, questionnaires regarding the quality of the training, stress and job satisfaction, audit and data regarding the use of physical restraints and acute sedation.

These initiatives have contributed to a statistically significant reduction in the use of belt restraints.

Keywords: Psychiatric care, detainment, restraints, education, cognitive method.

 

Emneord: 
Psykiatri
Uddannelse

Nyuddannet, nyt job... og på glatis

DEBUT. Anja Hansen er netop blevet færdig som sygeplejerske og er begyndt på sit første ”rigtige” job. Men trods praktik og vikarjobs under studiet rammer virkeligheden hårdt. Dette er første del af en serie om Anja Hansen.
Foto: Claus Bech

Anja Hansen troede egentlig, at hun skulle være læge. Men efter en uge i praktik som læge på Rigshospitalet var det sygeplejerskens arbejde, hun syntes var mest interessant. Og for halvanden måned siden blev hun færdiguddannet sygeplejerske fra sygeplejerskeuddannelsen i Slagelse.

Samtidig har hun sagt ja til fremover løbende at fortælle i Sygeplejersken, hvordan hun oplever livet som sygeplejerske.

"Jeg har altid været fascineret af kroppen. Hvad den kan. Og hvordan den er i stand til at tilpasse sig situationen," fortæller den 25-årige Anja Hansen.

Men hun kan også godt lide dialogen med patienten og sygeplejerskens fokus på det hele menneske.

"Og som sygeplejerske er det mine observationer, der betyder noget for, hvad lægen beslutter," siger den nyuddannede sygeplejerske.

 

Ondt i maven

Det ved Anja Hansen ikke mindst fra sin praktik og fra vikarjobs under studiet. Her lærte hun også, at der er stor forskel på det, man drømmer om og lærer på studiet, og så på virkeligheden.

Eksempelvis er der meget mere fokus på omsorg på studiet, end der er mulighed for at give, når man arbejder på et sygehus.

Samtidig oplevede hun på et vikarjob, at hun blev overladt med ansvar for patienter, hun slet ikke var oplært i at håndtere.

"De forventede, at man kunne det hele. Men der er jo meget, jeg ikke har prøvet før," siger Anja Hansen og fortsætter:

"Jeg husker en patient, der kom ind og fik hjertestop. Da han var blevet genoplivet, fik jeg at vide, at jeg lige skulle måle hans værdier. Jeg sagde, at jeg ikke ville stå helt alene med en patient, der lige havde haft hjertestop. Men det skulle jeg. Det havde jeg det virkelig dårligt med."

Hun giver flere eksempler på dårlige oplevelser fra arbejdspladsen.

"Jeg begyndte at få ondt i maven aftenen før, jeg skulle på arbejde. Og jeg kunne ikke sove. Så til sidst sagde jeg op," fortæller hun.

På det tidspunkt overvejede hun, om hun egentlig skulle være sygeplejerske. Men hun havde ikke lyst til at stoppe på studiet. I stedet fik hun et andet vikarjob på en anden afdeling.

"Her var de gode til at tage hånd om mig, og jeg havde ikke så mange patienter. Og der var nogle til at hjælpe, hvis jeg havde brug for det."

 

Ansvar og usikkerhed

To dage efter, at Anja Hansen fik sin sygeplejerskeuddannelse, begyndte hun på sit første "rigtige" job på Hjertemedicinsk Afdeling på Slagelse Sygehus. Forinden havde hun været til fire jobsamtaler og havde fået alle fire jobs.

"Jeg valgte hjertemedicinsk, fordi der både er lidt af det akutte og det medicinske," fortæller hun.

Da Sygeplejersken møder hende i den lejlighed, som hun og kæresten Morten lige er flyttet sammen i, er hun næsten færdig med den første måneds introduktionsforløb på afdelingen. Nu gruer hun for den virkelighed, der møder hende, når introen slutter, for hun ved endnu ikke, hvilket ansvar hun vil blive pålagt.

Hun frygter, at hun kan risikere at stå alene med 12 patienter, ligesom de erfarne sygeplejersker ofte gør, hvis der er sygemeldinger blandt personalet. I introforløbet har hun højst haft ansvaret for fire patienter.

"Forleden var det ret kaotisk. Der var to patienter, der var døde, og flere der blev rigtig dårlige. Og jeg endte med at få ansvaret alene for en af dem. Det var angstprovokerende. Så går det virkelig op for en, hvor stort et ansvar man har, og at det er mit faglige skøn, der er afgørende for, hvordan patienten klarer sig," siger Anja Hansen.

Men hun glæder sig over den erfaring, hun har med sig fra sin praktik på en akutafdeling.

"Der oplevede jeg, at ambulancerne kom ind babu-babu. Men sygeplejerskerne tog det roligt. Bestilte blodprøver og gjorde, hvad de skulle – uden at stresse. Det var akut, men de tog sig tid til at reagere. Man når ikke mere ved at sige, at man har travlt. Det prøver jeg at huske. Jeg har også fået ros for, at jeg er så rolig," smiler Anja Hansen.

 

Specialist eller kandidat

Anja Hansen er glad for sit nye arbejde. Men alligevel er hun allerede nu – efter en måned som sygeplejerske – i tvivl om sin fremtid.

"Jeg håber, at jeg kan holde ud et par år og få noget erfaring. Men hvis forholdene bliver ved med at være som nu, vil jeg måske finde på noget andet. Måske læse videre," siger hun.

Det vil hun under alle omstændigheder gerne på et tidspunkt. Hun vil specialisere sig inden for det kardiologiske eller intensive område.

"Her er der mere fokus på kroppen, og hvordan den virker. Det er jeg mest fascineret af. Og ellers vil jeg tage en kandidat, så jeg kan gøre noget ved de ting, som ikke fungerer, og være med til at udvikle nye arbejdsgange," siger sygeplejersken med et glimt i øjet.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Uddannelse

Leder: Sygeplejersker er nøglen til fremtidens sundhedsvæsen

2018-9-lederStore forandringer er i vente for sundhedsvæsenet. Og de kommer til at påvirke sygeplejerskernes hverdag. Regeringen har varslet en historisk stor sundhedsreform, der skal gøre op med de sammenhængsproblemer, som mange syge borgere oplever. Oven i det kommer økonomiaftalen, hvor politikerne har indført begrebet "nærhedsfinansiering", som skal give regionerne et økonomisk incitament til at flytte behandling ud fra sygehusene og tættere på borgerne.

Vi er enige i den overordnede retning – vi skal hindre uhensigtsmæssige indlæggelser, patienter skal tilbydes mere behandling og sygepleje i eget hjem, og der skal sikres sammenhæng og gode patientforløb. Det forudsætter stærke sygehuse med høj faglighed og ordentlig normering. Og det kræver, at kommunerne er rustet til sundhedsopgaverne. Derfor er der behov for, at mange sygeplejersker i kommuner og almen praksis tager den nye specialuddannelse i borgernær sygepleje. De formelle rammer om sygeplejerskernes virke skal være up to date. Samtidig er det nødvendigt med fælles kliniske retningslinjer, kvalitetsmål m.m. på tværs af regioner, kommuner og almen praksis.

Reformen bør også give patienter, der går på tværs af sektorer, en ny rettighed. Retten til at få en sygeplejerske som tovholder. I praksis kan det understøttes af tværgående ordninger som i det fælles akutteam i Esbjerg Kommune og ved Sydvestjysk Sygehus. Her skaber man med fælles finansiering og ledelse mellem kommune og region et samarbejdende ejerskab. Det vil sikre gode forløb ud af sygehuset og samtidig hindre unødige indlæggelser ved øget behandling og sygepleje i eget hjem.

Så kære politikere – husk at tænke sygeplejerskernes mange kompetencer ind i en ny sundhedsreform!

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd

 

 

 

Emneord: 
Kommune
Uddannelse

"Vi har chefer, der giver os frirum"

Opgaveflytning. En lægepraksis i Køge udfordrer de gængse grænser for, hvilke opgaver sygeplejersker kan løse. De to sygeplejersker varetager i dag et væld af selvstændige konsultationer, operationer og undersøgelser.
Louise Bay Hansen og Jytte Hylleberg er på deltid (25 og 30 timer). De to sygeplejersker når tilsammen at se mellem 50 og 60 patienter på en almindelig dag.
Foto: Nikolai Linares

Det er en almindelig onsdag, og venteværelset hos lægerne "Rasmussen og Jensen" er her midt på dagen fyldt pænt op af seks til otte patienter og pårørende. Men selvom dette er et lægehus, skal nogle af dem om lidt ind til en sygeplejerske. Klinikkens to sygeplejersker, Jytte Hylleberg og Louise Bay Hansen, ser hver dag tilsammen mellem 50 og 60 patienter.

"Vi er heldige, at vi har chefer, der giver os frirum og bakker os op. Hvis vi er i tvivl om noget under en konsultation, kan vi altid hente dem. Og det kan vi også, hvis der er en patient, som gerne vil have en vurdering af lægen," siger sygeplejerske Louise Bay Hansen.

Brug for flere sygeplejersker i almen praksis

Listen over opgaver, som sygeplejerskerne varetager selvstændigt her i klinikken, er lang (se boks), og der kommer løbende nye funktioner til, som sygeplejerskerne overtager fra lægerne. Sådan er det, fordi læger og sygeplejersker har et fælles ønske om det. De oplever, at det kan lade sig gøre fagligt forsvarligt. Samtidig er der et politisk pres på almen praksis om at tage hånd om mere – herunder forebyggelse, kontrol og regulering af flere patienter med kronisk sygdom som type 2-diabetes og KOL.

"Vi trives med at have patientkontakt og møde udfordringer, og vi løser mange opgaver, som kun lægen tager sig af i andre lægehuse. Når det kan lade sig gøre, er det fordi, vi begge har "meget i rygsækken". Vi holder på vores faglighed, men vi kan også se, når vi ikke har kompetencerne længere og enten lige skal sparre med hinanden eller have en læge ind over," siger sygeplejerske Jytte Hylleberg.

Topeffektiv praksis

Hun og Louise Bay Hansen har årtiers erfaring og en hel del videreuddannelse bag sig. De mødte oprindeligt hinanden som sygeplejersker i en akutmodtagelse. Siden har de arbejdet i hver sin almene praksis, indtil de sidste efterår blev kolleger i lægehuset i Køge. "Rasmussen og Jensen" er ejet af to læger, der åbnede den fælles praksis i nye lokaler i januar 2017. Ud over sygeplejerskerne arbejder de to indehavere, en ansat læge, en uddannelseslæge og to sekretærer her, og som besøgende opdager man hurtigt, at klinikken fungerer topeffektivt.

Patienterne tjekker selv ind med sundhedskort i en maskine i venteværelset, sekretærerne sidder bag glas, og et skilt på glasset meddeler, at man ikke må forstyrre fra kl. 8-9. Alle dørhåndtag har små taster med tal på. Det er kodelåse, som hurtigt betjenes med en tommelfinger, og så er vi inde i et konsultationsrum eller det moderne laboratorium og undersøgelsesrum.

Effektiviteten kommer også til udtryk i sygeplejerskernes arbejde. De arbejder ud fra faste skabeloner, når de f.eks. har type 2-diabetes- og KOL-kontroller, og evaluering af arbejdet og samarbejdet foregår systematisk på et ugentligt møde.

"Jeg tror nok, at der er god økonomi i den måde, vi arbejder på, for både praksis og samfundet," siger Jytte Hylleberg.

Kurser efter behov

Indehaver og læge Mie Jensen er rigtig godt tilfreds med sine sygeplejersker.

"Det er supervigtigt, at man har sygeplejersker, som man stoler på er fagligt kompetente og kender deres egne begrænsninger. Vi arbejder i teams med gensidig tillid og løbende udvikling af personlige og faglige kompetencer, så vi alle fortsat synes, det er spændende og sjovt at gå på arbejde," siger Mie Jensen.

I praksis lærer sygeplejerskerne nyt ved "mesterlære" sammen med en læge, som Louise Bay Hansen gjorde det, da hun skulle begynde at tage smear-test. Men sygeplejerskerne har også rig mulighed for opkvalificering uden for lægehuset.

Sygeplejerskernes opgaver

Sygeplejerskerne hos Rasmussen og Jensen varetager bl.a.:

  • Akutte patienter – hud- samt øre/næse/hals- og luftvejsinfektioner
  • Børneundersøgelser – fra to til fire år
  • Forberedelse af kørekortsattester
  • Hjemmebesøg – f.eks. foreløbig helhedsvurdering og demenstest evt. med opfølgende lægebesøg
  • Kontrol af diabetes, hjertepatienter og KOL – bortset fra årskontrol
  • Oprettelse af svangrejournaler
  • Rejsevaccinationer
  • Smear-test
  • Stress-samtaler, rygeafvænning, kostomlægning
  • Sårpleje og mindre hudoperationer

"Vi får den videreuddannelse, vi har behov for i forhold til den udvikling, vi ønsker. Jeg har f.eks. fået undervisning i "Frk. Skrumps principper" om vægttab, og det bruger jeg i forhold til diabetespatienter. Og jeg har været på videreuddannelse om hud, sår, stress og diabetes," opsummerer Jytte Hylleberg.

Til maj tager hele klinikken sammen på videreuddannelse om hjernen.

Men den kommende specialuddannelse i "borgernær sygepleje", der er tiltænkt sygeplejersker i kommuner og almen praksis, er ikke relevant for sygeplejersker i en lægeklinik som denne. Det vurderer de to sygeplejersker, og indehaver Mie Jensen er enig:

"Jeg tror, det er begrænset, hvad vores erfarne sygeplejersker kan lære i den uddannelse. Jeg kan heller ikke se for mig, at små virksomheder som vores kan have råd til at sende medarbejdere på en etårig uddannelse," siger Mie Jensen.

Tiden mangler

På klinikken i Køge hilser man de nye opgaver velkommen, som politikerne og den nye overenskomst for de praktiserende læger lægger på dem. Det handler kort fortalt om, at almen praksis skal overtage mere arbejde med kroniske patienter fra sygehusene.

"KOL og diabetes har vi rigtig godt styr på. Men det bliver en udfordring, at vi skal lære vores kronikere, at kontrollerne skal tilrettelægges mere fleksibelt. De velregulerede behøver vi ikke at se så mange gange. Andre skal vi se flere gange," siger Mie Jensen.

"Men vi har svært ved at se, hvordan vi skal få tiden til at se flere patienter. For selv om politikerne vil give os flere penge, får vi ikke flere ledige lægetider," siger Mie Jensen, der synes, at lægerne fortsat skal se patienter mindst én gang årligt til vurdering af fast medicin, uanset hvor meget sygeplejerskerne kan tage sig af.

Kan sygeplejerskerne overtage årskontrollerne af kroniske patienter?

"Ja, det kan de godt, men det kræver en omorganisering af rutinerne, og det arbejder vi på," siger Mie Jensen.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Uddannelse

Brug for flere sygeplejersker i almen praksis

Opgaveflytning. Det nære sundhedsvæsen står over for stor vækst og udvikling i de næste 10 år. Men der bliver brug for uddannelse af flere sygeplejersker som kan arbejde selvstændigt med nye opgaver i almen praksis, siger formanden for Praktiserende Lægers Organisation.

Op mod 100.000 borgere med KOL og type 2-diabetes skal i fremtiden ikke på sygehus for at blive behandlet eller tjekket. De skal hjælpes i det nære sundhedsvæsen. Det slog sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fast i sensommeren sidste år. Få uger senere indgik regionerne en ny treårig overenskomst med de praktiserende læger, som varsler flere besøg af kronisk syge hos familielægen. De praktiserende læger skal også yde bedre hjælp til kræftpatienter, tage på flere hjemmebesøg og følge tættere op på patienter, der udskrives fra sygehuset. Det kan være til gavn for patienterne at få samlet så meget behandling og kontrol som muligt tæt på hjemmet. Men forandringerne får konsekvenser for sygeplejerskernes arbejde i almen praksis, siger formanden for de Praktiserende Lægers Organisation, Christian Freitag.

spl3-2018_opgaver_christianfreitag
Christian Freitag er formand for Praktiserende Lægers Organisation og læge i Holte Lægehus.
Foto: Nikolai Linares
"Omlægningen af kontrollen med KOL og diabetes betyder, at vi får brug for flere sygeplejersker i almen praksis til at varetage nogle gode kronikerforløb. Vi har allerede sygeplejersker, der er gode til det, og vi skal formentlig bruge flere," siger han.

Der er stor forskel fra praksis til praksis på, hvordan læger og sygeplejersker fordeler arbejdet med de kroniske patienter. Men lægernes nye overenskomst lægger ifølge Freitag op til, at sygeplejersker kan varetage ikke bare de løbende kontroller, men også årskontrol, hvor behandlingsplan og medicin evalueres.

I det hele taget mener PLO-formanden, at sygeplejersker kan være gode til at varetage flere opgaver i forhold til borgere med mange diagnoser og psykisk syge. Hvis klinikkerne lykkes med at tilbyde disse patienter forebyggelse og behandling ud fra et helhedssyn, vil praksis komme til at fungere som en "stærk buffer" mod indlæggelse for de udsatte borgere.

Brug for "Almen Praksis Pakke 1"

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er et politisk ønske om, at vi i de næste 10 år skal opleve en stor udvikling og vækst af det nære sundhedsvæsen. Det er oplagt, at det er den vej, det går, og det betyder, at vi får brug for mere personale i almen praksis i de næste seks til 10 år, forhåbentlig op mod 3.000 flere personer – både sygeplejersker og andre faggrupper," mener Christian Freitag.

Den udvikling vil lægerne gerne. Men forandringerne er udfordrende og kræver et særligt initiativ på tværs af sektorer og interesser, siger Freitag. Han efterlyser politisk opbakning fra regering, kommune og regioner til en "Almen Praksis Pakke 1" i stil med de kræftpakker, som er rullet ud de seneste år. En sådan "pakke" er en forudsætning for, at der skabes de nødvendige nye rammer for det nære sundhedsvæsen – herunder økonomiske muligheder for lægerne til at indrette nye lokaler og ansætte mere personale. I dag har lægerne et loft for, hvor stor økonomisk omsætning de må have. Det begrænser dem i at investere i fornyelse.

Rift om erfarne sygeplejersker

En anden udfordring bliver at skaffe kompetent personale.

"Der er rift om de sygeplejersker, der har erfaring fra praksis. Når vi rekrutterer fra et hospital eller en kommune, tager det ofte omkring to år, før sygeplejerskerne falder til og oplever, at nu kan de stoffet og fagområdet. Der stilles store krav om selvstændighed i almen praksis. Du bliver jo ikke "assisterende sygeplejerske", der ser patienten før og efter lægebesøget. Du varetager selvstændige konsultationer," siger Christian Freitag.

"Vi har chefer, der giver os frirum"

I dag løses opkvalificeringen i praksis i høj grad som "mesterlære" i kombination med korte kurser. Men der er store individuelle forskelle klinikkerne imellem, og derfor går PLO med tanker om at udvikle et mere formaliseret kursusforløb, der giver kursisten indblik i "det vigtigste i almen praksis". Med mulighed for at vælge moduler til og fra.

"Det skal være attraktivt for klinikkerne at sende personalet afsted, og det skal passe ind i hverdagen," siger Christian Freitag, der forventer, at PLO’s efteruddannelsesafdeling også taler med DSR om mulighederne.

PLO-formanden følger med interesse den nye specialuddannelse i "borgernær sygepleje", der er på vej i Sundhedsstyrelsen. Men hvis uddannelsen bliver et års fuldtidsstudie, som indebærer meget fravær fra praksis, så "bliver det svært" at sende personale afsted; "det har vi hverken tid eller penge til," siger Christian Freitag.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Uddannelse

Ny engelsk specialistuddannelse på ældreområdet

Specialisering. En etårig masteruddannelse for sygeplejersker, som arbejder inden for ældreområdet, har givet tilfredse sygeplejersker i England, viser evalueringen af indhold og udbytte. Evalueringen bestod af en spørgeskemaundersøgelse og et fokusgruppeinterview.

2016-3-journal-club-nurses-education

Naughton C, Hayes N, Zainab Z, Norton C, Lee G, Fitzpatrick JM, Crawford M, Tee S.

The development of the Older Person’s Nurse Fellowship: Education concept to delivery.

Nurse Education Today, 2016; (44): 1-7. doi: 10.1016/j.nedt.2016.04.022

Abstract og artikel findes ved at søge på artiklen.

Introduktion: Uddannelse af sundhedspersonale inden for ældreområdet står højt på den politiske dagsorden, og der mangler kvalificerede sygeplejersker til at håndtere det stigende antal mennesker med komplekse sundhedsproblemer. Problemet er, at det er vanskeligt at fastholde sygeplejersker på ældreområdet, ligesom der mangler karrieremuligheder.

Den engelske regering har derfor støttet udvikling af en ny klinisk specialistuddannelse på masterniveau for sygeplejersker inden for ældreområdet. Uddannelsen er etårig og hedder "Older Person’s Nurse Fellowship" (OPNS). Målet er at sikre den bedste kvalitet i behandling og pleje samt fastholde akademiske sygeplejersker på ældreområdet. Formålet med undersøgelsen er at evaluere det første OPNS-holds motivation for at deltage samt effekten af og indholdet i uddannelsen.

Metode: Evalueringen fokuserer på a) uddannelsesindhold og design, b) ændringer i læring og c) organisatorisk udbytte. Der blev foretaget en spørgeskemaundersøgelse (n=11) efter hvert af uddannelsens 11 moduler samt to fokusinterview (n=9). Data fra spørgeskemaerne blev statistisk analyseret, mens fokusinterviewene blev tematisk analyseret.

Resultater: Der var stor tilfredshed med indholdet af modulerne på uddannelsen. 10 ud af 11 fandt uddannelsen relevant, velorganiseret og med passende emner. Omfattende geriatrisk udredning, skrøbelighed, farmakologi og kognitiv udredning blev anset for mest relevant og sandsynligt for forandring i klinisk praksis.

Samme emner blev fremhævet som mest relevante i fokusinterviewene. Deltagerne ønskede mere træning af konkrete færdigheder som samtale om følsomme emner og planlægning af forebyggende pleje. Peer-to-peer-læring (mesterlære eller sidemandsoplæring) blev fremhævet som værdifuld og netværksskabende. Uddannelsen blev set som en løftestang for forandringer i praksis.

Diskussion: OPNS kan ses som første skridt til implementering af en ny klinisk specialistuddannelse på ældreområdet i England samt som en karrierevej for sygeplejersker og mulighed for at løfte hele ældreområdet.

Konsekvenser for praksis: OPNS ser ud til at kunne løfte kvaliteten af plejen på ældreområdet og er relevant, fordi vi i Danmark også diskuterer APN og manglende karriereveje for sygeplejersker inden for ældreområdet.

 

Af: Lotte Evron, adjunkt, ph.d., cand.mag., sygeplejerske, Professionshøjskolen Metropol.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Uddannelse
Ældre

Studerende i praksis: Omsorg er ikke det samme for alle

At holde i hånden er i Danmark identisk med at udvise omsorg og empati. Men i andre lande viser man muligvis omsorg på anden vis, så omsorg er måske ikke nogen universel størrelse, tænker en sygeplejestuderende, mens hun udøver sygepleje i Afrika. 

sy_2015_10_studerende_i_praksis
Jeg mærker ingen gensidighed i mit forsøg på at yde omsorg. Det slår mig, at mit behov for at drage omsorg for hende måske ikke stemmer overens med hendes behov for at modtage den.
iStock
Jeg står i akutmodtagelsen på et distriktshospital i det sydlige Ghana. På briksen foran mig ligger en lille pige på omkring otte år.

Den mandlige sygeplejerske, Kofi, er i gang med at bedøve hendes hage, som hun har slået i skolegården. Såret gaber, og hun skal sys. Hun ryster over hele kroppen, og tårerne løber ned ad hendes kinder. Jeg har instinktivt taget hendes hånd, fordi jeg fornemmer, at hun er bange og har smerter.

Kofi begynder at gøre nålen klar, og hun ser på den med store øjne. Jeg fortæller hende, at hun må klemme min hånd, så hårdt hun vil, når det gør ondt, men hun forstår ikke, så jeg beder en af de lokale studerende oversætte. Den lille pige reagerer ikke på informationen, og Kofi begynder at sy. Hun spjætter med benene og skærer ansigt, så jeg klemmer hendes hånd let og taler beroligende til hende og siger, at hun klarer det flot. Hendes hånd ligger slapt i min, mens resten af kroppen er spændt i smerte.

Jeg mærker ingen gensidighed i mit forsøg på at yde omsorg. Det slår mig, at mit behov for at drage omsorg for hende måske ikke stemmer overens med hendes behov for at modtage den. Synes hun, det er mærkeligt eller overflødigt, at jeg holder hende i hånden? Forstår hun min intention, eller er hendes opfattelse af omsorg en anden?

Det har altid været min opfattelse, at omsorg er en generel størrelse, som alle kan give og tage imod inden for nogenlunde de samme rammer. Tager jeg for givet, at det at holde et barn i hånden betyder det samme, lige meget hvor i verden barnet er fra?

Den givne situation er selvfølgelig et enkelt tilfælde, som jeg ikke ville drage nogen konklusion ud fra, hvis ikke det var, fordi jeg har oplevet det samme med samtlige børn, jeg har taget i hånden, de to måneder mit klinikforløb har varet. Jeg er gradvist blevet i tvivl om, hvorvidt menneskelig omsorg er så universel, som jeg troede. 

I skolen bliver vi undervist i omsorgsteorier, der omhandler basale behov og balancen i at interagere svagt paternalistisk. Men hvordan skal vi helt lavpraktisk drage omsorg, hvis vi egentlig ikke er klar over, hvad patientens opfattelse af omsorg er?

Uden at være klar over det har jeg indtil videre arbejdet ud fra en sympatisk idé om, at andre vil forstå og værdsætte omsorgshandlinger, som jeg i deres sted ville sætte pris på. Jeg kan kun konkludere, at jeg har været en smule ignorant. Fremover vil jeg være åben for, at omsorg kan være forskellig for mine patienter.

Caroline Flinck, sygeplejestuderende på modul 11, Professionshøjskolen Metropol

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Omsorg
Uddannelse

Simulation i sygeplejerskeuddannelsen udfordrer underviserne

Nogle studerende er så utrygge, at det er svært for dem at deltage i simulationerne af frygt for at begå fejl, viser et forskningsprojekt på Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle med fokus på simulationsundervisning (1).

sy_2015_10_fagliginfo_tjek
Selv et mindre teknisk problem med simulationsmannequinen forstyrrer øjeblikkeligt de studerende, og de mister fokus på den kliniske virkelighed, som forsøges skabt i undervisningsrummet
Søren Holm
Nogle studerende er så utrygge, at det er svært for dem at deltage i simulationerne af frygt for at begå fejl, viser et forskningsprojekt på Sygeplejerske-uddannelsen i Vejle med fokus på simulations-undervisning (1).

Højteknologisk simulationsundervisning i den teoretiske del af sygeplejerskeuddannelsen giver sygeplejestuderende en unik mulighed for at koble teori og praksis og kan hjælpe dem til at blive mere beslutningsdygtige og handlingsparate (2). 

For undervisere kan facilitering af simulationsundervisning dog på ingen måder sammenlignes med traditionel undervisning, og resultater af et forskningsprojekt demonstrerer flere udfordringer forbundet med simulationsundervisningen. 

Et forskningsprojekt på sygeplejerskeuddannelsen i Vejle med analyse af mere end 30 timers videooptagelser af simulationsundervisningen har vist, at underviserne udfordres i rollen som facilitator, idet højteknologisk simulationsundervisning er en ny og ukendt metode for alle i organisationen. 

Trods en nøje planlagt struktur med omhyggelige briefings, evidensbaserede og velplanlagte scenarier samt en struktureret tilgang til debriefing (3) viser resultaterne af analyserne, at hver enkelt simulationsundervisning forløber forskelligt, og de studerende når dermed forskelligt læringsniveau. Det er forskelle, der synes ikke alene at knytte sig til underviserne, men også til de studerendes forventninger, forudsætninger og motivation for at indgå i simulationen. 

Projektets resultater har vist, at underviserne udfordres af de studerendes forskellige niveauer af parathed til at indgå i simulationsundervisningen (4). Simulationsundervisning er en udpræget studentercentreret aktivitet, hvor de studerendes handlinger synliggøres og evalueres. Nogle studerende falder nemt ind i rollen som professionel sygeplejerske og synes at opnå et læringsudbytte, der kan styrke deres kliniske kompetencer, hvorimod andre studerende er så utrygge, at det er svært for dem at deltage i simulationerne af frygt for at begå fejl. Resultaterne viser, hvordan underviserne er nødt til at afvige fra den planlagte undervisning og differentiere simulationernes forløb. 
 

Selv små problemer har betydning

Projektets resultater har givet indsigt i, at selv minimale tekniske problemer med simulationsmannequinen spiller en afgørende rolle for, om undervisningen er vellykket og i hvilken grad. 

En mindre teknisk detalje forstyrrer øjeblikkeligt de studerende, og de mister fokus på den kliniske virkelighed, som forsøges skabt i undervisningsrummet. Det bevirker først og fremmest, at mannequinen betragtes som en dukke og ikke en patient, og dermed forandres det pædagogiske grundlag for simulationsundervisningen.

Projektets resultater har videre vist, at operatøren af simulationsmannequinen i kraft af at være patientens stemme kan bringe sit eget liv til scenariet. Det er set, hvorledes en meget appellerende – eller modsat en tøvende og passiv – patient påvirker de studerende og dermed hele simulationsforløbet. Resultaterne påviser et behov for, at operatøren har pædagogisk indsigt med forståelse for de studerendes umiddelbare reaktioner i situationen.  

Ud fra resultaterne må det konkluderes, at facilitering af højteknologisk simulationsundervisning kræver indsigt i det faglige indhold, i det tekniske udstyr og et blik for de studerendes læreprocesser.

Simulationsundervisning forbindes ofte med udstyr og faciliteter, men først fremmest er det en undervisningsmetode, der kræver pædagogiske kompetencer. I undervisningspraksis bør såvel studerende som undervisere tilbydes mulighed for at udvikle forudsætninger for deltagelse.   

Projektet blev præsenteret på ICN i Seoul. Læs mere i Sygeplejersken 2015;(9):52.

 

Litteratur

  • www.ucviden.dk > skriftlige produktioner > Simulationtraining in the Classroom. A Study of High Fidelity Simulation as a Pedagogical Method.
  • Wahlgren B, Aarkrog V. Transfer-kompetence i en professionel sammenhæng. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag; 2012.
  • Dieckmann P. Simulation is more than Technology – The Simulation Setting. 2009b. Danish Institute for Medical Simulation (DIMS) Herlev Hospital (This work was posted to the SUN site at the request of the author).
  • Walton J, Chute E, Ball L. Negotiating the Role of the Professional Nurse: The Pedagogy of Simulation: A Grounded Theory Study. Journal of Professional Nursing; 2011 Vol. 27, No. 5.
Emneord: 
Simulering
Uddannelse

Avanceret behandling af patienter med lunge- og hjertesvigt

ECMO-behandling kræver særlig uddannelse og certificering af intensivsygeplejersker. Behandlingen øger patienternes mulighed for overlevelse, og certificeringen bidrager til sygeplejerskernes faglige sikkerhed og arbejdsglæde. 

sy_2015_10_faglig_information1ECMO-behandling kræver særlig uddannelse og certificering af intensivsygeplejersker. Behandlingen øger patienternes mulighed for overlevelse, og certificeringen bidrager til sygeplejerskernes faglige sikkerhed og arbejdsglæde.

Hvert år behandles et stigende antal svært syge patienter med Extra-Corporal Membran Oxygenation (ECMO). Man skelner mellem kardiel ECMO, der primært aflaster hjertet, og pulmonal ECMO, der udelukkende aflaster lungerne. 

Der tilbydes ECMO i Odense, Aalborg, København og Aarhus. Voksenintensiv på Aarhus Universitetshospital (Skejby) har landsfunktion for den særlige pulmonale ECMO-behandling og er i den forbindelse anerkendt som Center of Excellence af den internationale sammenslutning Extracorporeal Life Support Organisation, ELSO. ECMO redder menneskeliv og har krævet særlig uddannelse og certificering af afdelingens læger og specialuddannede intensivsygeplejersker.

Voksenintensiv i Aarhus ECMO-behandler årligt 70 patienter, heraf ca. 40 med kardiel ECMO og 30 med pulmonal ECMO. Med pulmonal ECMO aflastes lungerne i situationer, hvor den vanlige, højtspecialiserede intensivbehandling ikke er tilstrækkelig. Det kan være tilfældet hos patienter med Acute Respiratory Distress Syndrom (ARDS) ved svær pnemuoni, f.eks. i forbindelse med influenza H1N1. 

Gennem to store katetre i en central vene eller arterie føres blodet ud af kroppen og videre gennem en maskine, der ilter blodet og udlufter CO2, hvorefter det føres tilbage til patienten (se illustration). Enhver displacering af katetrene eller uregelmæssighed i maskinens drift kan på få sekunder blive fatal for patienten. 

På den baggrund blev ECMO-maskinens drift tidligere udelukkende varetaget af perfusionister. I forbindelse med afdelingens klassificering som Center of Excellence skulle intensivsygeplejerskerne, der i forvejen plejer og behandler patienten hele døgnet og har indgående kendskab til patientens situation, overdrages mere systematisk ansvar for ECMO-maskinens drift i samarbejde med læger og perfusionister. Der blev derfor igangsat et uddannelsesprogram med henblik på at kvalificere intensivsygeplejerskerne til opgaven, se tabel 1.

sy_2015_10_faglig_information2

 

For særligt kritisk syge

ECMO er først og fremmest en øget chance for overlevelse for de særligt kritisk syge patienter. Behandlingen indebærer dog samtidig en risiko for komplikationer, f.eks. koagulationsforstyrrelser og herunder cerebrale blødninger. 

Der er således en række kontraindikationer for ECMO, og ikke alle patienter kan tilbydes denne behandling. Da patienterne kan være indlagt langt væk hjemmefra, må de pårørende ofte rejse langt for at være hos patienten. 

 

Engagementet fremmes

Intensivsygeplejerskernes større ansvar ved ECMO-behandling fremmer engagementet og det tværfaglige samarbejde i hverdagen. Sygeplejerskerne ved nu i højere grad, hvad der forventes af dem ved ECMO, og de bliver i stand til at handle selvstændigt i tilspidsede situationer. 

Det er derfor eftertragtet at komme på ECMO-kursus. I dag er 48 af afdelingens 120 sygeplejersker ECMO-certificerede, og flere sygeplejersker skal løbende certificeres. De ECMO-certificerede intensivsygeplejersker forventes at være opdaterede omkring behandling og pleje af afdelingens ECMO-patienter og skal deltage i opfølgningskurser to gange om året. 

De skal derudover opkvalificere andre kolleger ud fra et fastlagt program, der bl.a. omfatter følgedage og gennemgang af relevante retningslinjer omkring ECMO.

 

Øget patientsikkerhed

Intensivsygeplejerskernes større rolle i ECMO-behandlingen øger patientsikkerheden, idet de kan handle øjeblikkeligt i uforudsete situationer. Den merviden, som ECMO-certificeringen medfører, giver derudover faglig sikkerhed, arbejdsglæde og bidrager til intensivsygeplejerskernes faglige stolthed.

 

Litteratur

  • Lindskov C, Jensen RH, Sprogoe P, Klaaborg KE, Kirkegaard H, Severinsen IK, et al. Extracorporeal membrane oxygenation in adult patients with severe acute respiratory failure. Acta Anaesthesiol Scand 2013 Mar;57(3):303-11.
Emneord: 
Intensiv
Uddannelse

Videnskredsløb skal styrke sundhedsprofessionelles kompetencer

Stigende krav til medarbejdere i sundhedssektoren øger professionshøjskolernes behov for at styrke videnskredsløb, så kommende sundhedsprofessionelle opnår kompetencer til at identificere, udforske og løse de problemstillinger, der karakteriser sundhedsvæsenet i et fremtidigt velfærdssamfund.
Resumé

Kristensen HK, Bruun P, Stryhn HM, Pedersen SW, Hounsgaard L. Videnskredsløb skal styrke sundhedsprofessionelles kompetencer. Sygeplejersken 2015;(10):74-9.

Hovedbudskab
Professionshøjskolernes nye ansvar for at generere praksisnær forskning sigter mod at styrke de kommende sundhedsprofessionelles kompetencer til at identificere, udforske og løse de problemstillinger, som karakteriser sundhedsvæsenet i et fremtidigt velfærdssamfund. Her skal arbejdes målrettet på at generere ny viden, der kombinerer videnskabelig stringens og evidensbasering med et anvendelsesorienteret og innovativt sigte.

Metode
En diskussion af perspektiver på og tilgange til praksisnære og anvendelsesorienterede aktiviteter, der kan medvirke til at kvalificere studerende i de sundhedsfaglige professionsuddannelser og praksis.

Resultater
På alle sundhedsfaglige områder er der i stigende grad behov for refleksive praktikere, som kan afveje forskellige interesser og videnstyper i en kompleks og foranderlig tværprofessionel praksis. Dette nødvendiggør stærke videnskredsløb gennem partnerskaber mellem uddannelse, forskning og praksis.

Betydning for sundhedsfagene
Udvikling og konsolidering af robuste videnskredsløb klæder fremtidens sundhedsprofessionelle på til at møde en kompleks virkelighed.

Keywords
Videnskredsløb, forskning, udvikling, kompetencer, refleksion.

Krav og forventninger om høj kvalitet nødvendiggør et øget fokus på en kontinuerlig kritisk og refleksiv tilgang til den viden, der anvendes i den kliniske praksis. Samtidig ses et øget fokus på, hvilke forsknings- og udviklingsorienterede teorier og metoder der tages i brug inden for sundhedsfaglig forskning med henblik på at tilvejebringe ny viden af betydning for udviklingen i sundhedsvæsenets ydelser.
 

Kompleksiteten stiger

Forandringer inden for sundhedsvæsenet har i de sidste årtier været karakteriseret af ny lovgivning og talrige strukturændringer. Forandringer i samfundet medfører samtidig ændringer i borgerroller, forventninger om borgerinddragelse samt borgerrettede løsninger, der stiller krav til nye kompetencer hos fremtidige sundhedsprofessionelle. 

Der er en klar tendens til stigende kompleksitet i de sundhedsprofessionelles opgavesæt. Der sker en øget specialisering og optimering af de enkelte patientforløb med korte, intensive indlæggelser i højt specialiserede hospitalsafdelinger og opfølgning i kommunal regi i form af sundhedsfremmende og rehabiliterende indsatser lokalt og i borgerens eget hjem. 

Det kommunale sundhedsvæsen skal løse flere opgaver inden for sundhedsfremme og forebyggelse, rehabilitering og pleje for flere borgere med komplekse og kroniske sygdomsforløb i eget hjem bl.a. ved brug af medicinsk og teknologisk udstyr. I sundhedsvæsenet forventes, at sundhedsfaglige medarbejdere i øget grad kan medvirke til at fremme innovation f.eks. i forhold til at udvikle sundhedsteknologier, der støtter raske og patienter i indsatsen med egen sundhed og sygdom.

Udvikling og anvendelse af ny teknologi kræver, at sundhedsfaglige medarbejdere har en bred viden om sundhedsteknologier og fremtidige udviklingstendenser samt har et øget fokus på at forholde sig refleksivt til sundhedsteknologi og dens anvendelse i praksis. 

Ligeledes er der en stigende forventning om, at de kan undervise patienter og pårørende i at søge viden og information med validitet og evidens. Målet er oftest et aktivt og meningsfyldt hverdagsliv med sygdom eller funktionsnedsættelse. Det er derfor blevet en sundhedsfaglig værdi at medvirke til at muliggøre værdige liv for mennesker med kroniske lidelser – ikke mindst for personer med psykiske lidelser – og i eget hjem med de funktionsnedsættelser, borgeren har. 

Samtidig ses opgaveflytninger mellem de fagprofessionelle og en ændret sektoriel opgavedeling mellem kommuner og regioner, hvor der særligt er fokus på overgange i sundhedsvæsenet og sammenhængende borgerforløb. 

Forandringerne vil have store konsekvenser for, hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig over de næste 10-15 år. De sundhedsfaglige professionsbachelorer udgør en stor og vigtig del af personalet i sundhedsvæsenet, og de vil derfor blive udfordret af denne udvikling, se boks 1.

 

Professionshøjskolernes nye videnskredsløb

Professionshøjskolerne har til opgave at udbyde og udvikle videregående uddannelser bl.a. på sundhedsområdet. Ved en ændring af institutionslovgivningen er der fra januar 2014 desuden indført et væsentligt nyt krav om, at professionshøjskoler og erhvervsakademier selvstændigt skal varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter. Formålet bag lovændringen er først og fremmest at styrke uddannelsernes kvalitet og relevans. 

Den nye opgave indebærer, at institutionerne er i færd med at opbygge egne forsknings- og udviklingsaktiviteter i henhold til alment og internationalt anerkendte definitioner på forskning og udvikling.

Forsknings- og udviklingsaktiviteterne skal tilvejebringe ny viden, der kan bringes i anvendelse i uddannelserne og i professionernes daglige praksis. Derfor anfører University College Lillebælt i professionshøjskolens aktuelle strategier et ønske om at kunne producere og sætte ny viden i spil i åbne videnskredsløb inden for professionshøjskolen og ikke mindst i dialogbaserede partnerskaber med andre videnproducerende private og offentlige virksomheder og institutioner. 

Flere generelle videnstyper, videnskabsteoretiske perspektiver og videnskulturer er af betydning for professionshøjskolernes videnskredsløb. Vi ser f.eks. i stigende grad vidensgenerering formet ud fra en dynamisk, anvendelsesorienteret, transdisciplinær vidensproduktion organiseret i åbne netværk, hvor resultaterne af vidensproduktionen diskuteres og vurderes af forskellige interessenter i en større offentlighed. 

En udvikling, der flugter med det aktuelle fokus på innovation, stærke koblinger mellem teori og praksis og nye offentlig-private partnerskaber i de social- og sundhedsfaglige praksiskontekster, som professionshøjskolerne samarbejder med. 

 

Sundhedsprofessionelle skal være robuste

Nye og ændrede relationer mellem borger/patient, pårørende, sundhedsprofessionel og samfund nødvendiggør, at de sundhedsprofessionelle grupper skal være fagligt robuste, og de må kunne argumentere og begrunde faglige handlinger både over for patienter og kolleger, men også i en større samfundsmæssig sammenhæng, der stiller krav om bl.a. viden og kompetencer inden for brugerinddragelse, kommunikation, dokumentation og omkostningseffektivitet.

 

Boks 1. Spørgsmål til refleksion

Spørgsmål til refleksion ud fra artiklens indhold

  • Hvordan kan studierne tilrettelægges, så de understøtter kompetenceudvikling i retning af de krav, der skitseres i artiklen?
  • Hvordan er jeres arbejdsplads, hvad enten det er en undervisningsinstitution, en afdeling eller en kommune, rustet til at være en del af de nye videnskredsløb?
  • Hvordan kan vi fremme tværprofessionelle videnskredsløb i studietiden?
  • Hvordan sikrer vi, at videnskredsløbene er innovative og på forkant med den udvikling, de studerende skal ud og agere i?
  • Hvordan styrker vi opdaterede internationale og multikulturelle elementer i sundhedsfaglig vidensgenerering?

Der er imidlertid også andre tendenser, idet der traditionelt inden for sundhed har været meget fokus på evidensbaseret praksis, kliniske retningslinjer, standarder og ”bedste praksis”. Denne tradition føres videre, hvilket bl.a. ses i indsatserne med videreudvikling af nationale kliniske retningslinjer og de fortsatte bestræbelser på at anvende standardiserede pakkeforløb inden for f.eks. cancerområdet og psykiatrien. 

Denne vidensproduktion og tilgang til formidling vil også have en relevant plads i de nye videnskredsløb. Den sundhedsfaglige praksis er dog ofte karakteriseret ved at være tværfagligt funderet og præget af komplekse problemstillinger, hvor interventionen ofte består af en kombination af flere elementer, der tilsammen indvirker på den enkeltes samlede funktionsevne eller livskvalitet. 

Der ses derfor i stigende grad en opmærksomhed på det forhold, at evidensbaseret viden inden for flere sundheds- og sygdomsområder ikke er eller kan være særlig omfattende. Desuden kan der være evidens på forskelligt niveau og også modsætninger mellem, hvad der opfattes som evident viden inden for de videnskabelige områder, der er relevante for sundhedsprofessionerne.

Den øgede kompleksitet og dynamik i vidensgenerering og sammensathed i videnskulturer inden for sundhedsområdet kan hindre, at viden og kundskab udviklet i én kontekst overføres til en anden. Viden skal i øget omfang bearbejdes, relateres og tilpasses. 

Der skal derfor tages højde for, at megen traditionel, evidensbaseret viden ikke direkte kan appliceres i konkrete praksissituationer. Det er afgørende, at videnskredsløbene udvikler nye former for refleksivitet og sensibilitet i forhold til den øgede kompleksitet i implementeringen af ny viden i uddannelserne og i praksis. 
 

Udvikling og anvendelse af viden

I flere videnskredsløb vil der være behov for en udvidet forståelse af vidensbegrebet. Her er brug for viden, der rækker ud over forskningsbaseret viden og erfaring samt brugerperspektivet og formår at integrere lokale kulturer og organisatorisk viden. Uddannelserne skal således sikre, at de studerende udvikler færdigheder og kompetencer, der gør det muligt at reflektere over forskellige former for viden og at relatere og anvende viden og kombinationer af viden i de konkrete praksisfællesskaber.

Disse videnskredsløb har til formål at opøve og styrke de kommende sundhedsprofessionelles kompetencer til kritisk refleksion over egen praksis, formulering af gode spørgsmål samt kritisk vurdering af forskningsbaseret viden. Sundhedsprofessionelle må forholde sig til en stadigt mere sammensat vifte af vidensformer og forskellige videnskilder. 

Under uddannelsen og i praksis må vi kunne indhente, vurdere og afveje forskningsbaseret viden i forhold til viden baseret på professionelle erfaringer og konsensusbaserede typer af bedste praksis. I klinisk praksis lærer de studerende under uddannelsen at integrere dokumenteret og anvendelig forskningsbaseret viden med erfaringsbaseret viden og viden med basis i borgernes og patienternes oplevelser, behov og præferencer.

I det tværfaglige teamsamarbejde kan den enkelte professionelle ikke opretholde sit monofaglige ejerskab til at udrede, intervenere, prioritere og træffe beslutninger. Her overtager fællesskabet retten til i samråd med borgeren eller patienten at definere situationen, hvor den enkelte sundhedsprofessionelle ikke tillægges en bestemt rolle, men en position, hvorfra perspektiver kan formes. 

Et vellykket samarbejde fører frem til et nyt perspektiv for alle deltagere i det tværfaglige fællesskab, derfor giver det ikke mening at tale om kompromis i praksisfællesskaber. Der eksisterer kun nye virkeligheder, som skabes og genskabes i fællesskabet, der skabes gennem brugerinvolvering, den fælles praksis og den interpersonelle kommunikation.

Når praksis integrerer viden, og denne reflekteres i de sundhedsprofessionelle handlen, er der tale om meget forskelligartede former for viden, der spiller sammen og over tid kommer til at indgå i den enkelte professionelles videns- og erfaringsbank. 

Denne form for viden er dybt integreret i handling og udvikles bedst i praksis. Viden i denne forståelse er situeret i kontekster og influeres af den historiske tid og de sammenhænge, vi indgår i, ligesom vores perspektiver, værdier, erfaringer og viden til stadighed påvirker situationerne.

 

Nye modeller for studenterdeltagelse

Udviklingen i sundhedsvæsenet og samfundet indebærer også, at professionshøjskolerne sikrer, at de studerende introduceres til teorier og metoder i tilknytning til forskning og udvikling. I hospitalsregi er der lang tradition for forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Der er imidlertid generelt et væsentligt øget behov for forsknings- og udviklingsindsatser i relation til den kommunale sektors indsatser og i relation til de typer af komplekse og ofte sektor- og funktionstværgående former for opgavevaretagelse. Det er samtidig opgavetyper, professionshøjskolerne uddanner til og i stigende grad vil blive involveret i.

I professionsuddannelserne og i UCL udvikles i disse år nye modeller for studenterdeltagelse i forsknings- og udviklingsaktiviteter.

De nye videnskredsløb skal således integrere læring og udøvelse af forsknings- og udviklingskompetencer som en del af professionshøjskolernes sociale praksis, se figur 1.

 

sy_2015_10_fag_uddannelseDet centrale ved praksisfællesskaberne er, at de er bundet sammen af en fælles daglig praksis, og at læring er et integreret aspekt ved deltagelse i fællesskabet. Læring i et praksisfællesskab kan forstås som mesterlære, hvor organiseringen af fællesskabet er omdrejningspunktet for læringsprocessen.

Lave & Wenger ser læring som en del af den menneskelige natur og tæt knyttet til den situation, mennesket befinder sig i, altså situeret. Ud fra det perspektiv kan vores forsknings- og udviklingsaktiviteter forstås som situerede læringsprocesser og derved opfattes som en integreret del af en social praksis. Dermed er situeret læring en professionel vidensbank, der er kontekstuel og indeholder såvel kognitiv som kulturel viden. Situeret læring er ikke karakteriseret af formelle læringssituationer og lokale workshops.

Deltagelse i hele eller dele af forsknings- og udviklingsprocesser kan derfor med fordel fungere som læringsseancer, hvor f.eks. videnskabsteori, forskningsbaseret viden og metodologi kan præsenteres og indgå i fælles refleksioner og diskussioner. Den fælles faglige udvikling kan styrkes ved, at professionshøjskolernes undervisere og studerende løbende tager del i at udvikle og anvende ny forskningsbaseret viden, kritisk refleksion og praktiske færdigheder i forskellige sundhedsfaglige kontekster. 
 

Internationalisering i videnskredsløb

De sundhedsprofessionelles praksis udøves først og fremmest i lokale, regionale og nationale kontekster. Med krav og forventninger om anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter på professionshøjskolerne øges nødvendigheden af internationalisering. 

Der er behov for at arbejde målrettet på, at professionshøjskolerne i højere grad end nu forankrer og relaterer til nordisk, europæisk og internationalt samarbejde. De nordiske lande har mange lighedstræk, f.eks. den skandinaviske velfærdsmodels institutioner og de goder, befolkningerne traditionelt har fået del i. 

Fællestræk kan i meget høj grad også identificeres på såvel sundheds- som uddannelsesområdet, hvor tætte forsknings- og udviklingssamarbejder med fordel kan supplere og understøtte de allerede etablerede internationale partnerskaber mellem uddannelserne i forbindelse med udveksling af studerende og læringsaktiviteter.

 

Nye partnerskaber

Ændringen i institutionslovgivningen for professionshøjskoler og erhvervsakademier skaber nye vigtige muligheder for at knytte praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter tæt sammen med uddannelse og praksis. Derved skabes grobund for i højere grad at inddrage forskningsviden i sundhedsfaglige beslutningsprocesser og at tilskynde forskere til at udvikle viden, der er målrettet til at løse problemer i praksis. 

Professionshøjskolerne kan her få fremtrædende roller, hvorved de ikke alene fokuserer på at uddanne kommende refleksive sundhedsprofessionelle til praksis, men samtidig er aktive partnere i udviklingen af denne praksis.

Artiklen er inspireret af følgende kilder

  • Uddannelses- og Forskningsministeriet. Styrelsen for Videregående Uddannelser, Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser. LBK nr. 936 af 25/08/2014.
  • Professionshøjskolerne University Colleges Denmark. Strategi for ph.d. 2012.
  • University College Lillebælt. Revision af UCL’s ph.d.-strategi. 2013.
  • ForskerForum. Forskning og alligevel ikke forskning. 2014.
  • Implement Consulting Group – kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle. 2014.
  • New Insight A/S. Uddannelsesfremsyn på sundhedsområdet med særligt fokus på professionsbacheloruddannelserne. 2014.
  • Området for sundhedsuddannelserne i UCL. Værdiskabende uddannelsesudvikling. Sundhedsuddannelsernes områdestrategi – strategiske indsatser i perioden 2015-2017.
  • Lave J, Wenger E. Situated Learning. Situated Peripheral Participation. Cambridge: Cambridge University Press; 1991.
  • Wade DT. Rehabilitation is a way of thinking not doing. Journal of Clinical Rehabilitation 2002: (16):579-81.
  • Hjortbak BR m.fl. Udfordringer til rehabilitering i Danmark. Rehabiliteringsforum Danmark 2011.
English abstract

Kristensen, HK, Bruun P, Stryhn HM, Pedersen SW, Hounsgaard L,
Knowledge cycle in competence-building for health professionals.
Sygeplejersken 2015;(10):74-9.

Main message: The new responsibility of the Danish professional colleges for generating practice research seeks to build the competencies of upcoming health professionals to identify, address and solve problems characterising the health service in a future welfare society. The strategy involves targeted acquisition of new knowledge embodying scientific stringency and evidence-based theory with application-oriented and innovative practice objectives.
Method: A discussion of perspectives on and approaches to practice-led and application-oriented activities with the aim of skills building among students on professional healthcare degree and diploma programmes and in clinical practice. 
Results:  In all the healthcare disciplines there is an increasing need for reflexive practitioners who are capable of weighing up differing interests and knowledge types amidst the complexity and changeable nature of interdisciplinary practice. This entails robust knowledge cycles via partnerships between education, research and practice.
Implications for healthcare disciplines: The development and consolidation of robust knowledge cycles empowers future health professionals to deal with a complex reality.

Keywords: Knowledge cycle, research, development, competencies, reflection.

 

Emneord: 
Uddannelse