ECMO-behandling kræver særlig uddannelse og certificering af intensivsygeplejersker. Behandlingen øger patienternes mulighed for overlevelse, og certificeringen bidrager til sygeplejerskernes faglige sikkerhed og arbejdsglæde.

Hvert år behandles et stigende antal svært syge patienter med Extra-Corporal Membran Oxygenation (ECMO). Man skelner mellem kardiel ECMO, der primært aflaster hjertet, og pulmonal ECMO, der udelukkende aflaster lungerne. 

Der tilbydes ECMO i Odense, Aalborg, København og Aarhus. Voksenintensiv på Aarhus Universitetshospital (Skejby) har landsfunktion for den særlige pulmonale ECMO-behandling og er i den forbindelse anerkendt som Center of Excellence af den internationale sammenslutning Extracorporeal Life Support Organisation, ELSO. ECMO redder menneskeliv og har krævet særlig uddannelse og certificering af afdelingens læger og specialuddannede intensivsygeplejersker.

Voksenintensiv i Aarhus ECMO-behandler årligt 70 patienter, heraf ca. 40 med kardiel ECMO og 30 med pulmonal ECMO. Med pulmonal ECMO aflastes lungerne i situationer, hvor den vanlige, højtspecialiserede intensivbehandling ikke er tilstrækkelig. Det kan være tilfældet hos patienter med Acute Respiratory Distress Syndrom (ARDS) ved svær pnemuoni, f.eks. i forbindelse med influenza H1N1. 

Gennem to store katetre i en central vene eller arterie føres blodet ud af kroppen og videre gennem en maskine, der ilter blodet og udlufter CO2, hvorefter det føres tilbage til patienten (se illustration). Enhver displacering af katetrene eller uregelmæssighed i maskinens drift kan på få sekunder blive fatal for patienten. 

På den baggrund blev ECMO-maskinens drift tidligere udelukkende varetaget af perfusionister. I forbindelse med afdelingens klassificering som Center of Excellence skulle intensivsygeplejerskerne, der i forvejen plejer og behandler patienten hele døgnet og har indgående kendskab til patientens situation, overdrages mere systematisk ansvar for ECMO-maskinens drift i samarbejde med læger og perfusionister. Der blev derfor igangsat et uddannelsesprogram med henblik på at kvalificere intensivsygeplejerskerne til opgaven, se tabel 1.

For særligt kritisk syge

ECMO er først og fremmest en øget chance for overlevelse for de særligt kritisk syge patienter. Behandlingen indebærer dog samtidig en risiko for komplikationer, f.eks. koagulationsforstyrrelser og herunder cerebrale blødninger. 

Der er således en række kontraindikationer for ECMO, og ikke alle patienter kan tilbydes denne behandling. Da patienterne kan være indlagt langt væk hjemmefra, må de pårørende ofte rejse langt for at være hos patienten. 

Engagementet fremmes

Intensivsygeplejerskernes større ansvar ved ECMO-behandling fremmer engagementet og det tværfaglige samarbejde i hverdagen. Sygeplejerskerne ved nu i højere grad, hvad der forventes af dem ved ECMO, og de bliver i stand til at handle selvstændigt i tilspidsede situationer. 

Det er derfor eftertragtet at komme på ECMO-kursus. I dag er 48 af afdelingens 120 sygeplejersker ECMO-certificerede, og flere sygeplejersker skal løbende certificeres. De ECMO-certificerede intensivsygeplejersker forventes at være opdaterede omkring behandling og pleje af afdelingens ECMO-patienter og skal deltage i opfølgningskurser to gange om året. 

De skal derudover opkvalificere andre kolleger ud fra et fastlagt program, der bl.a. omfatter følgedage og gennemgang af relevante retningslinjer omkring ECMO.

Øget patientsikkerhed

Intensivsygeplejerskernes større rolle i ECMO-behandlingen øger patientsikkerheden, idet de kan handle øjeblikkeligt i uforudsete situationer. Den merviden, som ECMO-certificeringen medfører, giver derudover faglig sikkerhed, arbejdsglæde og bidrager til intensivsygeplejerskernes faglige stolthed.

Litteratur

• Lindskov C, Jensen RH, Sprogoe P, Klaaborg KE, Kirkegaard H, Severinsen IK, et al. Extracorporeal membrane oxygenation in adult patients with severe acute respiratory failure. Acta Anaesthesiol Scand 2013 Mar;57(3):303-11.

Krav og forventninger om høj kvalitet nødvendiggør et øget fokus på en kontinuerlig kritisk og refleksiv tilgang til den viden, der anvendes i den kliniske praksis. Samtidig ses et øget fokus på, hvilke forsknings- og udviklingsorienterede teorier og metoder der tages i brug inden for sundhedsfaglig forskning med henblik på at tilvejebringe ny viden af betydning for udviklingen i sundhedsvæsenets ydelser.
 

Kompleksiteten stiger

Forandringer inden for sundhedsvæsenet har i de sidste årtier været karakteriseret af ny lovgivning og talrige strukturændringer. Forandringer i samfundet medfører samtidig ændringer i borgerroller, forventninger om borgerinddragelse samt borgerrettede løsninger, der stiller krav til nye kompetencer hos fremtidige sundhedsprofessionelle. 

Der er en klar tendens til stigende kompleksitet i de sundhedsprofessionelles opgavesæt. Der sker en øget specialisering og optimering af de enkelte patientforløb med korte, intensive indlæggelser i højt specialiserede hospitalsafdelinger og opfølgning i kommunal regi i form af sundhedsfremmende og rehabiliterende indsatser lokalt og i borgerens eget hjem. 

Det kommunale sundhedsvæsen skal løse flere opgaver inden for sundhedsfremme og forebyggelse, rehabilitering og pleje for flere borgere med komplekse og kroniske sygdomsforløb i eget hjem bl.a. ved brug af medicinsk og teknologisk udstyr. I sundhedsvæsenet forventes, at sundhedsfaglige medarbejdere i øget grad kan medvirke til at fremme innovation f.eks. i forhold til at udvikle sundhedsteknologier, der støtter raske og patienter i indsatsen med egen sundhed og sygdom.

Udvikling og anvendelse af ny teknologi kræver, at sundhedsfaglige medarbejdere har en bred viden om sundhedsteknologier og fremtidige udviklingstendenser samt har et øget fokus på at forholde sig refleksivt til sundhedsteknologi og dens anvendelse i praksis. 

Ligeledes er der en stigende forventning om, at de kan undervise patienter og pårørende i at søge viden og information med validitet og evidens. Målet er oftest et aktivt og meningsfyldt hverdagsliv med sygdom eller funktionsnedsættelse. Det er derfor blevet en sundhedsfaglig værdi at medvirke til at muliggøre værdige liv for mennesker med kroniske lidelser – ikke mindst for personer med psykiske lidelser – og i eget hjem med de funktionsnedsættelser, borgeren har. 

Samtidig ses opgaveflytninger mellem de fagprofessionelle og en ændret sektoriel opgavedeling mellem kommuner og regioner, hvor der særligt er fokus på overgange i sundhedsvæsenet og sammenhængende borgerforløb. 

Forandringerne vil have store konsekvenser for, hvordan sundhedsvæsenet udvikler sig over de næste 10-15 år. De sundhedsfaglige professionsbachelorer udgør en stor og vigtig del af personalet i sundhedsvæsenet, og de vil derfor blive udfordret af denne udvikling, se boks 1.

Professionshøjskolernes nye videnskredsløb

Professionshøjskolerne har til opgave at udbyde og udvikle videregående uddannelser bl.a. på sundhedsområdet. Ved en ændring af institutionslovgivningen er der fra januar 2014 desuden indført et væsentligt nyt krav om, at professionshøjskoler og erhvervsakademier selvstændigt skal varetage praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter. Formålet bag lovændringen er først og fremmest at styrke uddannelsernes kvalitet og relevans. 

Den nye opgave indebærer, at institutionerne er i færd med at opbygge egne forsknings- og udviklingsaktiviteter i henhold til alment og internationalt anerkendte definitioner på forskning og udvikling.

Forsknings- og udviklingsaktiviteterne skal tilvejebringe ny viden, der kan bringes i anvendelse i uddannelserne og i professionernes daglige praksis. Derfor anfører University College Lillebælt i professionshøjskolens aktuelle strategier et ønske om at kunne producere og sætte ny viden i spil i åbne videnskredsløb inden for professionshøjskolen og ikke mindst i dialogbaserede partnerskaber med andre videnproducerende private og offentlige virksomheder og institutioner. 

Flere generelle videnstyper, videnskabsteoretiske perspektiver og videnskulturer er af betydning for professionshøjskolernes videnskredsløb. Vi ser f.eks. i stigende grad vidensgenerering formet ud fra en dynamisk, anvendelsesorienteret, transdisciplinær vidensproduktion organiseret i åbne netværk, hvor resultaterne af vidensproduktionen diskuteres og vurderes af forskellige interessenter i en større offentlighed. 

En udvikling, der flugter med det aktuelle fokus på innovation, stærke koblinger mellem teori og praksis og nye offentlig-private partnerskaber i de social- og sundhedsfaglige praksiskontekster, som professionshøjskolerne samarbejder med. 

Sundhedsprofessionelle skal være robuste

Nye og ændrede relationer mellem borger/patient, pårørende, sundhedsprofessionel og samfund nødvendiggør, at de sundhedsprofessionelle grupper skal være fagligt robuste, og de må kunne argumentere og begrunde faglige handlinger både over for patienter og kolleger, men også i en større samfundsmæssig sammenhæng, der stiller krav om bl.a. viden og kompetencer inden for brugerinddragelse, kommunikation, dokumentation og omkostningseffektivitet.

Der er imidlertid også andre tendenser, idet der traditionelt inden for sundhed har været meget fokus på evidensbaseret praksis, kliniske retningslinjer, standarder og ”bedste praksis”. Denne tradition føres videre, hvilket bl.a. ses i indsatserne med videreudvikling af nationale kliniske retningslinjer og de fortsatte bestræbelser på at anvende standardiserede pakkeforløb inden for f.eks. cancerområdet og psykiatrien. 

Denne vidensproduktion og tilgang til formidling vil også have en relevant plads i de nye videnskredsløb. Den sundhedsfaglige praksis er dog ofte karakteriseret ved at være tværfagligt funderet og præget af komplekse problemstillinger, hvor interventionen ofte består af en kombination af flere elementer, der tilsammen indvirker på den enkeltes samlede funktionsevne eller livskvalitet. 

Der ses derfor i stigende grad en opmærksomhed på det forhold, at evidensbaseret viden inden for flere sundheds- og sygdomsområder ikke er eller kan være særlig omfattende. Desuden kan der være evidens på forskelligt niveau og også modsætninger mellem, hvad der opfattes som evident viden inden for de videnskabelige områder, der er relevante for sundhedsprofessionerne.

Den øgede kompleksitet og dynamik i vidensgenerering og sammensathed i videnskulturer inden for sundhedsområdet kan hindre, at viden og kundskab udviklet i én kontekst overføres til en anden. Viden skal i øget omfang bearbejdes, relateres og tilpasses. 

Der skal derfor tages højde for, at megen traditionel, evidensbaseret viden ikke direkte kan appliceres i konkrete praksissituationer. Det er afgørende, at videnskredsløbene udvikler nye former for refleksivitet og sensibilitet i forhold til den øgede kompleksitet i implementeringen af ny viden i uddannelserne og i praksis. 
 

Udvikling og anvendelse af viden

I flere videnskredsløb vil der være behov for en udvidet forståelse af vidensbegrebet. Her er brug for viden, der rækker ud over forskningsbaseret viden og erfaring samt brugerperspektivet og formår at integrere lokale kulturer og organisatorisk viden. Uddannelserne skal således sikre, at de studerende udvikler færdigheder og kompetencer, der gør det muligt at reflektere over forskellige former for viden og at relatere og anvende viden og kombinationer af viden i de konkrete praksisfællesskaber.

Disse videnskredsløb har til formål at opøve og styrke de kommende sundhedsprofessionelles kompetencer til kritisk refleksion over egen praksis, formulering af gode spørgsmål samt kritisk vurdering af forskningsbaseret viden. Sundhedsprofessionelle må forholde sig til en stadigt mere sammensat vifte af vidensformer og forskellige videnskilder. 

Under uddannelsen og i praksis må vi kunne indhente, vurdere og afveje forskningsbaseret viden i forhold til viden baseret på professionelle erfaringer og konsensusbaserede typer af bedste praksis. I klinisk praksis lærer de studerende under uddannelsen at integrere dokumenteret og anvendelig forskningsbaseret viden med erfaringsbaseret viden og viden med basis i borgernes og patienternes oplevelser, behov og præferencer.

I det tværfaglige teamsamarbejde kan den enkelte professionelle ikke opretholde sit monofaglige ejerskab til at udrede, intervenere, prioritere og træffe beslutninger. Her overtager fællesskabet retten til i samråd med borgeren eller patienten at definere situationen, hvor den enkelte sundhedsprofessionelle ikke tillægges en bestemt rolle, men en position, hvorfra perspektiver kan formes. 

Et vellykket samarbejde fører frem til et nyt perspektiv for alle deltagere i det tværfaglige fællesskab, derfor giver det ikke mening at tale om kompromis i praksisfællesskaber. Der eksisterer kun nye virkeligheder, som skabes og genskabes i fællesskabet, der skabes gennem brugerinvolvering, den fælles praksis og den interpersonelle kommunikation.

Når praksis integrerer viden, og denne reflekteres i de sundhedsprofessionelle handlen, er der tale om meget forskelligartede former for viden, der spiller sammen og over tid kommer til at indgå i den enkelte professionelles videns- og erfaringsbank. 

Denne form for viden er dybt integreret i handling og udvikles bedst i praksis. Viden i denne forståelse er situeret i kontekster og influeres af den historiske tid og de sammenhænge, vi indgår i, ligesom vores perspektiver, værdier, erfaringer og viden til stadighed påvirker situationerne.

Nye modeller for studenterdeltagelse

Udviklingen i sundhedsvæsenet og samfundet indebærer også, at professionshøjskolerne sikrer, at de studerende introduceres til teorier og metoder i tilknytning til forskning og udvikling. I hospitalsregi er der lang tradition for forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Der er imidlertid generelt et væsentligt øget behov for forsknings- og udviklingsindsatser i relation til den kommunale sektors indsatser og i relation til de typer af komplekse og ofte sektor- og funktionstværgående former for opgavevaretagelse. Det er samtidig opgavetyper, professionshøjskolerne uddanner til og i stigende grad vil blive involveret i.

I professionsuddannelserne og i UCL udvikles i disse år nye modeller for studenterdeltagelse i forsknings- og udviklingsaktiviteter.

De nye videnskredsløb skal således integrere læring og udøvelse af forsknings- og udviklingskompetencer som en del af professionshøjskolernes sociale praksis, se figur 1.

Det centrale ved praksisfællesskaberne er, at de er bundet sammen af en fælles daglig praksis, og at læring er et integreret aspekt ved deltagelse i fællesskabet. Læring i et praksisfællesskab kan forstås som mesterlære, hvor organiseringen af fællesskabet er omdrejningspunktet for læringsprocessen.

Lave & Wenger ser læring som en del af den menneskelige natur og tæt knyttet til den situation, mennesket befinder sig i, altså situeret. Ud fra det perspektiv kan vores forsknings- og udviklingsaktiviteter forstås som situerede læringsprocesser og derved opfattes som en integreret del af en social praksis. Dermed er situeret læring en professionel vidensbank, der er kontekstuel og indeholder såvel kognitiv som kulturel viden. Situeret læring er ikke karakteriseret af formelle læringssituationer og lokale workshops.

Deltagelse i hele eller dele af forsknings- og udviklingsprocesser kan derfor med fordel fungere som læringsseancer, hvor f.eks. videnskabsteori, forskningsbaseret viden og metodologi kan præsenteres og indgå i fælles refleksioner og diskussioner. Den fælles faglige udvikling kan styrkes ved, at professionshøjskolernes undervisere og studerende løbende tager del i at udvikle og anvende ny forskningsbaseret viden, kritisk refleksion og praktiske færdigheder i forskellige sundhedsfaglige kontekster. 
 

Internationalisering i videnskredsløb

De sundhedsprofessionelles praksis udøves først og fremmest i lokale, regionale og nationale kontekster. Med krav og forventninger om anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter på professionshøjskolerne øges nødvendigheden af internationalisering. 

Der er behov for at arbejde målrettet på, at professionshøjskolerne i højere grad end nu forankrer og relaterer til nordisk, europæisk og internationalt samarbejde. De nordiske lande har mange lighedstræk, f.eks. den skandinaviske velfærdsmodels institutioner og de goder, befolkningerne traditionelt har fået del i. 

Fællestræk kan i meget høj grad også identificeres på såvel sundheds- som uddannelsesområdet, hvor tætte forsknings- og udviklingssamarbejder med fordel kan supplere og understøtte de allerede etablerede internationale partnerskaber mellem uddannelserne i forbindelse med udveksling af studerende og læringsaktiviteter.

Nye partnerskaber

Ændringen i institutionslovgivningen for professionshøjskoler og erhvervsakademier skaber nye vigtige muligheder for at knytte praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter tæt sammen med uddannelse og praksis. Derved skabes grobund for i højere grad at inddrage forskningsviden i sundhedsfaglige beslutningsprocesser og at tilskynde forskere til at udvikle viden, der er målrettet til at løse problemer i praksis. 

Professionshøjskolerne kan her få fremtrædende roller, hvorved de ikke alene fokuserer på at uddanne kommende refleksive sundhedsprofessionelle til praksis, men samtidig er aktive partnere i udviklingen af denne praksis.

Artiklen er inspireret af følgende kilder

• Uddannelses- og Forskningsministeriet. Styrelsen for Videregående Uddannelser, Bekendtgørelse af lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser. LBK nr. 936 af 25/08/2014.
• Professionshøjskolerne University Colleges Denmark. Strategi for ph.d. 2012.
• University College Lillebælt. Revision af UCL’s ph.d.-strategi. 2013.
• ForskerForum. Forskning og alligevel ikke forskning. 2014.
• Implement Consulting Group – kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle. 2014.
• New Insight A/S. Uddannelsesfremsyn på sundhedsområdet med særligt fokus på professionsbacheloruddannelserne. 2014.
• Området for sundhedsuddannelserne i UCL. Værdiskabende uddannelsesudvikling. Sundhedsuddannelsernes områdestrategi – strategiske indsatser i perioden 2015-2017.
• Lave J, Wenger E. Situated Learning. Situated Peripheral Participation. Cambridge: Cambridge University Press; 1991.
• Wade DT. Rehabilitation is a way of thinking not doing. Journal of Clinical Rehabilitation 2002: (16):579-81.
• Hjortbak BR m.fl. Udfordringer til rehabilitering i Danmark. Rehabiliteringsforum Danmark 2011.

Jeg er allerede vant til at holde skarpt øje med svaner, blomster og FSC-certificeringer, når jeg som bevidst forbruger forsøger at handle og leve med tanke ikke kun for nuet, men også for fremtiden. Jeg kender til betegnelser som ”bæredygtigt design”, ”bæredygtig energi” og har med tiden lært, at tillægsordet ”bæredygtig” er gangbart i mange forskellige sammenhænge.

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med betegnelsen: Bæredygtig uddannelse blev jeg virkelig glad og forestillede mig straks, hvordan både logoer, hashtags og reklameslogans ville kunne markedsføre en sygeplejerskeuddannelse baseret på sunde værdier og politiske valg, der kan holde både i byretten og ikke mindst i længden.

Sygeplejerskeuddannelsen står midt i en revision, hvor netop begrebet bæredygtighed måske er afgørende for fagets fremtid. Når grundstenene til fremtidens sygeplejerskeuddannelse skal lægges, håber jeg, det bliver gjort ikke kun med blik for morgendagens umiddelbare krav om øget effektivitet og produktivitet, men også med et blik stift rettet mod værdier og rationaler, der rækker lidt længere.

Baseres planlægningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse alene på parametre som drift og markedslogik, frygter jeg, at grundlaget bliver ustabilt og professionens fremtid måske usikker. Der er ingen tvivl om, at det landskab, som fremtidens sygeplejersker skal ud og navigere i, både er broget og ofte svært fremkommeligt.

Mange forskellige krav skal balanceres, når den viden, de færdigheder og de kompetencer, som fremtidens sygeplejersker vil få brug for, skal landes. I den forbindelse er det vigtigt, at vi for en stund trækker snuden op af det spor, som diverse fremsynsrapporter har tegnet, fjerner blikket fra krystalkuglen og også tænker lidt på, hvad vi rent faktisk håber, der kommer til at ske i fremtiden.

Naturligvis bør sygeplejerskeuddannelsen fortsat være professionsrettet og sikre, at fremtidens sygeplejersker tilegner sig kompetencer, der gør dem klar til at udøve deres profession i en virkelighed præget af kompleksitet og markant efterspørgsel på konkret handling. Ingen tvivl om det.

Men jagten på professionsrettede kompetencer, der skal sikre, at dampen, driften og produktiviteten holdes oppe, må ikke blive så intensiv, at den fortrænger den almendannelse, som samtidig bør have plads i en uddannelse som sygeplejerskeuddannelsen.

Sunde, grundlæggende, etiske og mellemmenneskelige værdier er vigtige for patienter, pårørende og medarbejdere og er desuden med til at sikre, at den politiske og offentlige debat i forhold til sundhedsvæsenet ikke bliver for fattig og flad. Hvis mantraet om patienten og borgeren i centrum skal blive til virkelighed, er der brug for både faglig og menneskelig bredde i de kompetencer, som fremtidens sygeplejersker skal uddannes til.

Hvis vi ønsker, at fremtidens sygeplejersker skal have mod og pondus til at blande sig i den politiske og offentlige debat, må vi spørge os selv, om vi udelukkende skal udbyde en uddannelse på baggrund af fremskrivninger omkring, hvordan vi tror, verden ser ud om 10 eller 20 år, eller om vi også skal satse på at udbyde en uddannelse, der styrker fremtidens sygeplejersker til at påvirke verden og sygeplejen i den retning, som vi dybest set mener er den værdimæssigt rigtige.

Velfærdssamfundet undergår løbende store forandringer, og der kommer til stadighed større og større pres på ressourcerne. Det er netop i denne virkelighed, at bl.a. sygeplejerskeprofessionen skal udvikle og forny sig, og det stiller store krav på alle niveauer i uddannelsessystemet, hvis ikke fagligheden skal blive klemt flad af den stadigt stigende efterspørgsel på medarbejdere, der kan handle, gøre og være effektive og produktive.

Poul Henningsen har engang sagt ”Fremtiden kommer af sig selv – men det gør fremskridtet ikke.” P.H.’s pointe er stadig relevant. Jeg tror derfor, at vi har et fælles ansvar for, at fremtiden ikke kommer uledsaget af sygeplejens grundlæggende værdier og idealer for, hvordan patienter og borgere bør mødes.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

I nutidens travlhed kan det være svært at give patienterne den psykiske støtte og omsorg, de har brug for. Det har betydning for relationsdannelsen og for trygheden.

I min første lange praktik fik jeg for alvor en forståelse for, hvor betydningsfuld trygheden er for både patienter og personale.
Det var en nattevagt, hvor en sengeliggende patient med demens blev akut dårlig.

Han havde kastet op ud over både seng og gulv og havde haft afføring i sengen. På grund af demens og dårligt syn havde patienten svært ved at forstå, hvad der skete omkring ham. Jeg gik straks i gang med at tørre op og vaske gulv samt fjerne det værste fra sengen. Alt skulle skiftes. Patienten havde ingen fornemmelse af, hvad der var sket, og hvorfor der var så meget rumsteren, hvilket gjorde ham urolig. Min vejleder måtte derfor tilkalde et ekstra personalemedlem, da patienten blev bange og modarbejdende.

I håb om at kunne berolige patienten skyndte jeg mig at blive færdig med gulvet for at komme hen og holde patienten i hånden. Jeg talte langsomt og roligt til ham, forklarede, hvad der var sket, og at de to kollegaer ønskede at hjælpe ham. De lod mig føre ordet, så der kun var én stemme at forholde sig til. Patienten faldt til ro og lod dem fortsætte arbejdet. Da tøjet skulle skiftes, blev jeg nødt til at slippe hans hånd, hvorefter han igen blev bange og urolig. Jeg lagde en hånd på hans lår og talte stille til ham, hvilket atter virkede beroligende.

Netop der gik det op for mig, hvor meget tryghed man kan skabe ved blot en enkelt berøring. Jeg blev siddende hos patienten, efter at vi var færdige med at rydde op, for at sikre mig, at hans tilstand var bedret, og fordi han havde gjort så stort indtryk på mig. I sådan et tilfælde, hvor situationen er præget af utryghed, kan selv de mindste handlinger gavne. Jeg blev i hvert fald bevidst om, hvor meget selv min indsats som studerende kan gøre en forskel og samtidig hjælpe mine kollegaer.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr. hvis din fortælling bliver bragt i Sygeplejersken.

Lidelse har trange kår på sygehuset

Tom Andersen Kjær
& Kari Martinsen (red.)
Utenfor tellekantene.
Essays om rom og rommelighet
Fagbokforlaget 2015
234 sider – 349 nkr.

Af Birgit Bidstrup Jørgensen, cand.cur.,
ansat i Region Sjælland, Psykiatrien Vest.

”Ikke alt, hvad der tæller, kan tælles, og ikke alt, hvad der tælles, tæller,” sagde Albert Einstein. Utenfor tellekantene retter opmærksomheden mod det betydningsfulde, som ligger udenfor, hvad der kan måles og vejes.

Bogen er en essaysamling, en fagfællebedømt videnskabelig antologi. Den er blevet til i samarbejde mellem redaktørerne og undervisere ved Høgskolen i Harstad m.fl.

Sygehuspræst Tom A. Kjær spørger meget relevant: Kan sundhedsvæsenet rumme lidende mennesker? Fra et sociokulturelt perspektiv på rummeligheden for lidelsen i sygehusets rum når han frem til, at lidelse, medlidenhed og barmhjertighed har trange kår på sygehuset. F.eks. viser Tone Glad i sit kapitel om ringeklokken som bindeled mellem patient og personale, at moderne kaldeapparater kan være så komplicerede, at de svageste patienter med størst behov opgiver at finde ud af at bruge dem.

Forfatterne kalder på en modkultur til moderne sygehuse, hvor omkostningseffektivitet, produktion og højt tempo er dyder, der kan måles statistisk og sammenlignes. Modkulturen handler om at være stille, undre sig og få indsigt i livet i sygehusets rum.

Filosof Mogens Pahuus skriver således om ”Det levede rum”, og der er tankevækkende kapitler om stemninger i rum, om sygeplejestuderende, om gamle, om sygeplejens vilkår i konsultationsrum og operationsstuer, og om patientstuer med deres inventar. Essayformen giver rum for både det strengt videnskabelige og for en mere poetisk tilgang, som er velvalgt i forhold til bogens fokus.

Bogen er interessant for engagerede sygeplejersker med sit budskab om, at ikke bare penge, men også faglighed bør styre i sygehusets rum. Med sit høje niveau er bogen relevant både i grund- og videreuddannelser i sygepleje og relaterede fag.
 

Middelklassenormerne ligger i tasken

Oline Pedersen
Sundhedspleje
Magt og normalisering
i praksis
Frydenlund Academic 2015
320 sider – 299 kr.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Oline Pedersen er sociolog, og denne bog er blevet til på baggrund af hendes ph.d.-afhandling, som er baseret på en empirisk funderet undersøgelse.

Oline Pedersen har tilbragt mange timer i småbørnssundhedsplejen, i hjemmebesøg hos familierne og i bilen sammen med sundhedsplejerskerne.

Bogen er på 313 sider og har mange tankevækkende pointer. Jeg vil på denne sparsomme spalteplads forsøge at fremhæve nogle enkelte. Sundhedsplejen har tradition for at læne sig op ad den lægefaglige og psykologiske videnskab, som har individet i centrum. Sociologien fylder meget lidt i faget.

Ikke desto mindre er der en meget tæt sammenhæng imellem det intime rum, hvor sundhedsplejersken besøger familier til nyfødte børn, og samfundet på den anden side af døren, påpeger Oline Pedersen. Sundhedsplejen er en institution med intentioner, som ønsker at klæde befolkningen på til at træffe bestemte valg. Sundhedsplejen bliver derved en del af samfundets magtstruktur. Sundhedsplejersken både indtager og tildeles en position i familien.

Hun kommer med intentionen og indtager dermed en position, men hvorvidt intentionen lykkes, afhænger af relationen til familien, dvs. den position familien giver sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken har middelklassenormerne med sig i tasken. Det afspejler sig i besøgene.

De familier, som lever et liv i overensstemmelse med disse normer, sætter som oftest dagsordenen for besøget, hvorimod besøgene i de familier, som betegnes som ”the usual suspects”, altså familier som afviger fra normerne, er prægede af den dagsorden, som sundhedsplejersken har sat. Det er i disse familier, at sundhedsplejersken som oftest udfolder sin idérigdom.

Oline Pedersen kaster et venligt, nysgerrigt og kritisk blik på sundhedsplejerskerne og har sandsynligvis meget ret i, at faget bør inddrage sociologien i feltet. Sundhedsplejen er en af de velfærdsinstitutioner, som er under voldsomt pres i disse år, og faget undergår forandringer, som kan være svære at overskue. En bog som denne kan være en god inspirator, når praksis drøftes. Tag den med til personalemødet.
 

Man må ikke glemme patienten i informationsvirvaret

TEKU-modellen
Teknologiforståelse
i professionerne
U press 2015
228 sider – 225 kr.

Af Ole Bjørke – master i sundhedspædagogik, lektor ved Sygeplejerskeuddannelsen Metropol.

Lad det være sagt med det samme, dette er en nichebog, men den er alligevel relevant for de fleste.

Bogen er en projektrapport over Technucation projektets forløb og resultater i skole- og sundhedsvæsenet. Den beskæftiger sig med teknologiforståelse, oplevelser af teknologiens vidunderlige, omskiftelige og fatalistiske verden, og derfor bliver dens budskaber relevante for de fleste. Vi kan jo ikke leve i vores moderne verden uden at forholde os til og anvende teknologi. Men faktum er, at det er meget lidt interessant for os at læse om. Hvornår har du f.eks. læst en manual ordentligt? De fleste springer over og opnår derfor heller ikke det fulde udbytte af den moderne teknologi.

TEKU dækker over Teknologiens læringskrav, Engagement, Kompleksitet (f.eks.: netværk) og Udvikling.
Projektet viser, at teknologi hverken kan reduceres til en proces eller et redskab alene, men at teknologi også refererer til kulturelle effekter og konsekvenser, TEKU-modellen sammenfatter denne forståelse. Der er således fokus på tekniske færdigheder og nytænkning i professionsudøvelsen. Projektet er et kvalitativt studie, som inddrager 149 informanter, bl.a. lærere og sygeplejersker.

Et af budskaberne er, at teknologien skal være frigørende. Som tidligere intensivsygeplejerske har jeg ofte set novicer eller pårørende være fuldstændig paralyseret af pumper, lys, tal, kurver og lamper. Den erfarne ser bagom og bruger alle instrumenterne som frigørende hjælpemidler og glemmer ikke patienten i informationsvirvaret.

Som professionelle skal vi forholde os aktivt og analytisk til anvendelsen af teknologi og udstyr. Den nye teknologi forstyrrer os og bibringer os derved ny læring og nye muligheder. Positivt forstyrrende teknologi er en del af innovationsbegrebet, den skaber udfordring og udvikling. Men ny teknologi er måske ikke så stabil, som den kendte, og det kan være en udfordring.

Derfor skal vi professionsudøvere være på forkant og med i udviklingen af ny teknologi, så teknologien kan blive en faglig støtte og skabe positive muligheder i såvel skolevæsenet som i f.eks. sundhedsvæsenet. En smal bog med skarp faglig horisont og præciserende budskaber.
 

Målhierarki er et nyttigt styringsinstrument

Jørgen Rybirk
Projektledelse i politisk
styrede organisationer
Samfundslitteratur 2015
260 sider – 349 kr.

Af Gitte Lindermann, sygeplejerske og cand.scient.pol., lean-konsulent i Region Hovedstadens Psykiatri.

I indledningen fremhæver forfatteren klart, at projektledelse i politisk styrede organisationer ofte er styret af helt andre forhold end dem, man finder i den traditionelle projektledelse. 

Politisk styrede organisationer er defineret bredt som offentlige organisationer, NGO’erne og de faglige organisationer.

Det særlige er, at man i politisk styrede organisationer møder uforudsigelige hverdage med sager i pressen, magtkampe og forskellige interesser fra autonome aktører. Bogen åbner op for emner som styring af mål, tid, økonomi, kommunikation, håndtering af magt og samspillet med organisationen og dens aktører.

Uanset om man er projektleder eller ej, er behandlingen af målstyring og nedbrydning af mål interessant. Når problemet er defineret, og alle er enige om, at der skal findes en løsning, vil det centrale styringsinstrument være målhierarkiet, som skaber overgangen mellem den strategiske tænkning og den handlingsorienterede del.

Det vil sige, at det er en nødvendig øvelse at bryde det overordnede mål ned i mindre delmål, leverancer eller indsatsmål. Målhierarkiet er ligeledes metoden til at fastholde formålet i projektet og skabe strukturen for de mange handlinger.   

Den interesserede læser kan være personen, der gerne vil lære mere om projekter og styring. Det giver bogen et indblik ind. Er man på kig efter litteratur, der beskriver ”to do” som projektleder, må man kaste blikket i andre bøger. 

Enkelte forbehold

Inge Olsen, Birgitte Bjeld og Sonja Bek
Lægemiddelregning
Forlaget Munksgaard 2015
128 sider – 185 kr.

Af Conny Madsen, lektor, cand.scient.san. ved VIA Sygeplejerskeuddannelsen, Professionsbachelor Campus Randers.

Bogen er væsentligt forandret på flere områder i forhold til tidligere udgave. I bogens forord er det pædagogiske fokus beskrevet, og der argumenteres for det væsentligste – nemlig at øge patientsikkerheden ved at kunne foretage korrekte beregninger.
Forfatterne har begrundet valget af begreberne stofmængde, styrke og antal.

Begrebet stofmængde er ikke i overensstemmelse med Sundhedsvæsenets Begrebsbase, men stammer fra fagene fysik/kemi; i http://begrebsbasen.sst.dk anbefales lægemiddeldosis, hvilket jeg mener, man bør efterleve.

Regnetrekanten adskiller sig fra andet materiale inden for medicinregning, som bliver anvendt i både i den teoretiske og i den kliniske uddannelse, og de studerende har brug for genkendelighed, hvorfor det anbefales, at dette redigeres, så der bliver overensstemmelse mellem begreber og den visuelle regnetrekant. Der er illustrative figurer i bogen, men det er ønskeligt, at der gives en kort forklaring på, hvordan man er nået til denne ”overspringshandling” som eks. figur 13.

Regneopgaverne er relevante, men forklaringerne under løsninger er meget omfattende.

Da forfatterne næppe selv har udviklet regnetrekanterne, så synes det påfaldende, at man ikke har udarbejdet en litteraturliste med såvel anvendt litteratur som forslag til supplerende materiale med henvisninger til ekstra regneopgaver, så der kan differentieres i forhold til den enkelte studerende.

E-læringsmateriale eks. ppsnett.dk (betalingsdatabase) samt appen MedRegning, som kan købes via Google Play/App Store, bør anbefales i en digitaliseret verden og særligt i den teoretiske del af sygeplejerskeuddannelsen.

Bogen vurderes som indholdsmæssigt væsentligt forbedret og et godt bud på en grundbog med de forbehold, der er beskrevet ovenfor.
 

Brug fagpersonernes viden maksimalt

Kia Halschou-Jensen (red.)
Ernæring
Hånden på hjertet
264 sider – 390 kr.
Munksgaard 2015

Af Preben Ulrich Pedersen, professor, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.

Der er udgivet mange bøger om ernæring, som har sygeplejestuderende som målgruppe. Hvad gør så denne bog speciel, og hvilket behov forsøger bogen at dække?

Forfatterholdet bag de enkelte kapitler er meget kompetent, og alle har stor indsigt i forskellige områder af ernæring til syge mennesker, derfor er det mig en gåde, at forlaget ikke har brugt disse kloge fagpersoners viden maksimalt. Det kunne have retfærdiggjort deres store arbejde med at skrive og redigere tekster og resulteret i en ny og spændende grundbog om ernæring.

Det er vanskeligt at se, hvad nyt denne bog bidrager med i forhold til de tre referencer, der henvises til i en række kapitler. Det drejer sig om en grundbog om ernæring udgivet i 2011, anbefaling om dansk institutionskost 2009 og norsk anbefaling om ernæring fra 2009 (som er opdateret i 2013). Mit spørgsmål lyder: Hvorfor kan studerende ikke nøjes med at læse disse tre kilder og supplere med lidt ekstra læsning?

Anvendelse af referencer som grundlag for de enkelte kapitler er af meget varierende kvalitet. Nogle kapitler har mange og relevante referencer til forskningslitteratur, som det sig hør og bør i en bog i en bacheloruddannelse, andre har meget sparsomme eller ensidige henvisninger. F.eks. har kapitlet om sondeernæring og parenteral ernæring udelukkende en vejledning fra Sundhedsstyrelsen som reference, på trods af at kapitlet bringer mange væsentlige informationer.

Indledningsvis skitseres ansvarsfordeling mellem forskellige professioner på ernæringsområdet. God oversigt, der kan danne grundlag for faglige diskussioner. Man kunne f.eks. drøfte, hvornår det er gledet ud af en god lægelig anamnese at beskrive patientens ernæringstilstand? Hvorfor er det lige sygeplejersker, der forestår ernæringsscreening, hvorfor er det ikke læger? Hvem har besluttet det? Har screening, som den gennemføres i Danmark, reelt en klinisk effekt? Her er grundlag for diskussioner og refleksionsøvelser med studerende, hvis skemaet ikke skal opfattes som sådan er det, og det kan der ikke pilles ved.

Bogen forbigår fuldstændigt to væsentlige områder; hvilke elementer skal der som minimum foreligge vurdering af, for at der er foretaget en fyldestgørende sygeplejeanamnese i forhold til ernæring, og hvordan skal denne vurdering samt daglige ernæringstiltag dokumenteres.

Når sygeplejerskers ansvar indledningsvis skitseres, hvorfor er der så ikke en eneste kilde, der henviser til, at det, sygeplejersker gør, rent faktisk har effekt i forhold til at ændre ernæringsindtagelsen hos de mennesker, de plejer. Sygeplejerskers rolle, som det kaldes, er angivet sporadisk i forskellige kapitler, men en samlet, stringent præcisering og gennemgang kunne have gjort netop denne bog anderledes og værd at investere i.

Lærerige budskaber fra pårørende

Margrethe Kähler
Tæt på døden
Ældresagen 2015
186 sider – rekvireres på
bestilling@aeldresagen.dk
eller på tlf. 3396 8689

Af Rita Nielsen, forfatter,underviser og sygeplejerske.

Nu vil Ældre Sagen være med til at aftabuisere døden ved at sætte ord på den. De gør det i bogen ved at give stemmer til pårørende, som har mistet, og sundhedsprofessionelle, der tager sig af de døende og deres familier.

Det er som altid lærerigt at høre om pårørendes erfaringer, og det er ikke just sukkersøde beretninger, men realistiske beskrivelser af det værste og det bedste. De pårørende giver endog konkrete råd og anbefalinger til andre pårørende som f.eks.: se at få sagt farvel i tide, og hold selv fast i vennerne, til de sundhedsprofessionelle siger de: I må udarbejde en pjece om at dø derhjemme og tale forløbet igennem med den døende og de pårørende. 

Bogen er blevet til gennem interview, som er sammenskrevet af forfatteren.  Vi får et bredt og meget positivt billede af, hvordan man agerer i det palliative felt rundt om i landet på hospice, plejehjem, hospitaler og i hjemmeplejen.

Bogen vil være god til medlemmerne af Ældre Sagen, fordi man får en orientering om, hvordan et palliativt forløb kan finde sted. For sygeplejersker kan det være oplysende at høre om, hvordan man arbejder meget forskelligt med palliation, men det er bekymrende, når der i bogen er en del faktuelle fejl. F.eks. står der ordret:

”Når døende får morfin med jævne mellemrum, er de ikke mentalt til stede, og de vågner ikke op igen. Så husk at sige farvel til dem, inden de får morfin.”  Et andet sted står der: ”Før man begyndte at bruge morfin til smertebehandling af døende, kunne man ligge flere måneder i sengen og være døende.”

Skulle man tro på sådan en udtalelse, så ville der ikke være mange, der turde tage imod morfin.

Det er en lækker bog med et fint layout. Der er gode fotos, en dækkende ordliste, men en lidt for tilfældig litteraturliste. Bogen er let læst, men den vil for meget. Formålet er både at være med til at aftabuisere døden og sprede palliativ viden til alle, der arbejder med døende og deres familie.

For mig er de pårørendes beretninger de mest lærerige, og så er der et flot afsnit ”De døde bor i hjertet” om sorg skrevet af præsten Mikkel Wold.

Giv læseren baggrundslitteraturen med i købet

Ulla Dyrløv
Det professionelle kram
– En guide til fagfolk som arbejder med børn og unge
Akademisk Forlag 2015
212 sider – 249,95 kr.

Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Da Ulla Dyrløv som nyslået psykolog fik ansættelse i en kommunal PPR, oplevede hun at stå med tasken fyldt med teori, men uden kundskaber i, hvordan det egentlig er, man taler med børn og unge.

Efter femten år i praksis har Ulla Dyrløv nu skrevet den bog, hun selv manglede som nyuddannet. Bogen er baseret på interview med børn og unge fra hendes praksis om, hvad der har betydning for, om de voksne, der omgiver dem, formår at skabe den fornødne kontakt og hjælpe dem med de vanskeligheder, de måtte have.

Hensigten med bogen er at udarbejde en ”sådan-taler-du-med-børn-og-unge-håndbog”. Vi kommer med ind i samtalerummet og får indsigt i, hvordan de første minutter af en samtale forløber, hvordan en vred og tilknappet ung bliver mødt, hvordan en konfliktfyldt samtale med et forældrepar bliver håndteret, når der er et barn, som skal tages vare på i rummet. Vi får råd om, hvordan et barn, som er i sorg over at have mistet en forælder, kan blive mødt, og om hvordan en underretning til de sociale myndigheder kan skrives og understregning af underretningspligten, når vi møder børn og unge, som er udsat for overgreb og omsorgssvigt. Ulla Dyrløv skriver i indledningen, at bogen er meget praksisorienteret, og at teori stort set ikke berøres.

Det forudsættes, at læseren har sin teoretiske ballast fra sin uddannelse og bruger den undervejs, da en del af emnerne læner sig op ad kendte teorier. Her savnede jeg, at forfatteren gjorde rede for, hvilke kendte teorier hun tænker på. Jeg savnede at vide, hvilken teori og litteratur forfatteren er inspireret af. Målgruppen er professionelle, som arbejder med børn og unge. I min bevidsthed har faglitteratur, som minimum, en litteraturliste med henvisninger til baggrundslitteratur.

Læseren ville være godt hjulpet, hvis forfatteren, da hun f.eks. omtaler børn i sorg, havde haft henvisninger til yderligere litteratur om emnet. Især som nyuddannet har man behov for at få hjælp til at få det teoretiske og praktiske til at gå hånd i hånd. 
 

Kort nyt om bøger

Sabine Lemire, Rasmus Bregnhøi

Opfør dig ordentligt – og vær en god ven
En bog om takt og tone til dig & dine forældre

Carlsen 2015128 sider – 99,95 kr.

Ordet ”høflighed” emmer af borgerskab og stivhed, men er et smøremiddel, der gør livet lettere for den, der mestrer de mest basale håndgreb i genren.

Danske børn bliver af udlændinge karakteriseret som uhøflige og ikke særligt behagelige, men med denne bog kan karakteristikken være fortid. En venlig takt og tone til børn i alderen 6-12 år, der f.eks. beskriver, hvordan man hilser på et andet menneske, hvordan man lægger bestikket, når man har spist færdig, hvordan det er med bandeord, opførsel i skolen og computerspil.

Bogen er illustreret med sjove tegninger, og desuden er der små bokse med råd til forældre om at støtte op om og have respekt for poderne. Bogen kan lære børn at begå sig, og er man interesseret i at vide, hvordan de klarer sig, er der en afsluttende test: englebarn eller møgunge. Bogen er absolut en investering værd, hvis man vil ruste sine børn til et liv uden alt for mange snubletråde.  Stine BujeSnak på livet løs

Inspiration til samtaler om livet før døden
Turbine 2015167 sider – 249,95 kr.  

Hvis man ved, at ens partner, ven eller veninde skal dø, hvordan kan man så forberede sig på at miste vedkommende? Tre sygeplejersker udtaler sig fra hver deres vinkel om døden, om sorg og om at være pårørende. Sammen med en hospitalspræst og en psykolog kommer de til orde i bogens indledning og danner overgang til råd og inspiration i resten af bogen.

Bogen er en slags håndbog, der giver gode råd og har mange fortællinger om nære relationer og dødsfald. Opfordringen lyder først og fremmest: Find mod til at tale sammen. Dernæst er der anvisninger på, hvordan man kan samle breve ind fra nære venner, tage billeder og video, kigge i fotoalbum, lytte til musik sammen og meget mere. En eneste anke: Hvorfor skal forfatteren absolut være på fornavn med de interviewede og dus med læserne? 

Landsforeningen af VæreSteder
Værktøjskasse - De små skridts metode 2.0 Fokus på forandring

Landsforeningen af VæreSteder – 75 sider

Bestilles på vaeresteder.dk – pris 75 kr. eller downloades samme sted 

På et værested registrerer man ikke sine brugere, hvad enten værestedet henvender sig til stofmisbrugere, sindslidende, hjemløse eller andre. Derimod lægger personalet vægt på at være nærværende og benytte denne værktøjskasse med henblik på små forandringer i samarbejde med brugerne.

Der er tre nøgleord i arbejdet: personalet skal sidde på deres hænder, de skal nudge eller give kærlige puf. Et af redskaberne er forandringskompasset, der består af to dele, et ressourcekompas og et problemkompas. Kompasset er et hjælpemiddel, der, med fokus på den enkelte bruger, kan vise, hvilke initiativer der kan tages i relation til brugeren.

(jb)

Først og fremmest sygeplejersker er målgruppen for projektet ”gruppelederne på plejecentrene”. De arbejder i et krydsfelt, hvor de skal være konsulenter på sygeplejefaglige opgaver, have overblik og strukturere arbejdsgange.

Der var et behov for at styrke dette led, så gruppelederne kunne opnå at få de nødvendige kompe-tencer til at lede personalets faglige udvikling og gøde det faglige miljø. Hertil kommer evnen til at prioritere og delegere opgaver for at holde fokus på beboernes behov, livskvalitet og selvbestemmelse.

Et succeskriterium for projektet var, at der skulle være en direkte effekt i hverdagens arbejde. Målet var at uddanne ledere, som er ude i dagligdagen og spiller en central rolle i leveringen af kerneydel-sen. Derfor var sygeplejerskerne målgruppen, da vi skal være i stand til at klare krydspresset ift. vores sygeplejefaglige ansvar, vores kollegaer, delegering af opgaver og rådgivende ansvar omkring borgere. For at sikre det har transferbegrebet været et underliggende element i hele uddannelsesfor-løbet (1).

Borgernes livskvalitet kan blive bedre

Ældrekommissionens rapport fra 2012 kom med 43 anbefalinger til, hvordan borgernes selvbe-stemmelse og livskvalitet kunne forbedres på plejecentre. Med udgangspunkt i disse anbefalinger igangsatte Socialstyrelsen et projektprogram, hvoraf et af sporene skulle udarbejde og afprøve et uddannelsesforløb, som skulle sikre borgernes livskvalitet i dagligdagen. Arbejdet gik i gang i sommeren 2013 og blev afsluttet med en evalueringsrapport med udgangen af 2014.

Omdrejningspunktet var gruppeledernes virkelighed og dagligdag, da læringsfacilitatoren igennem praktik havde stort kendskab til området. Forløbet var bygget op af moduler, og mellem disse var der opgaver og øvelser, som gruppelederne skulle udføre på deres arbejdsplads. Sideløbende med traditionel klasseundervisning blev der brugt en online platform.

De første målinger af effekten er foretaget. Der er blevet målt på både lærings- og adfærdsmål. Her ses den største effekt på modulet ”anvendelse af situationsbestemt ledelse” med en stigning på 20 pct. i viden og kendskab til brug i hverdagen. Derudover ses en stigning i teoretisk viden og brug på 16 pct.

Daglige opgaver skulle løses

Igennem forløbet har det været en kunst at finde tid og plads til læring i dagligdagen og bibeholde fokus på uddannelsen, da faste, daglige opgaver stadig har skullet løses. Som områdeleder har det været min opgave at hjælpe gruppelederne med dette. Da jeg selv er sygeplejerske og tæt på daglig-dagen, har vi løbende haft en dialog om dette. På samme tid har det været med til at give os en ramme for, hvor forskellen i ledelse ligger – gruppeleder kontra områdeleder – selv om begge er uddannet sygeplejerske.

Det vigtigste er, at der allerede på nuværende tidspunkt opleves en effekt i dagligdagen. Et eksem-pel er, at prioritering og fokus er blevet styrket, så der skabes mere tid og overskud til aktiviteter planlagt ud fra beboernes ønsker, f.eks. en spontan bustur med beboerne.

Med den endelige evalueringsrapport vil det vise sig, om læringen er implementeret i praksis. Må-lingen vil blive foretaget tre måneder efter endt forløb. Uddannelsesforløbet har allerede manifeste-ret sig på plejecentrene ved et større fokus på fag- og miljøledelse, hvor livskvalitet og beboernes behov er i centrum. Der er blevet skabt en faglig ledelse tæt på kerneydelsen og med de bedste rammer for beboernes hverdagsliv. Den største udfordring ligger dog stadig foran os, da vi skal fortsætte den positive kurs trods forandringer og nye opgaver.

Tina Severinsen, områdeleder for plejecenteret Vestergården i Thisted Kommune; tse@thisted.dk

Litteratur

1. Wahlgren B. Transfer i VEU. Tolv faktorer der sikrer, at man anvender det, man lærer. Nationalt Center for kompetenceudvikling og Institut for uddannelse og pædagogik (DPU) Aarhus Universitet; 2013.

I Rigshospitalets Hjertecenter har vi gennem flere år arbejdet med at forbedre og målrette oplæring af nyansatte sygeplejersker. Alle nyansatte skal have tilknyttet en erfaren sygeplejerske som klinisk makker, og oplæringen understøttes af et uddannelsesprogram. Udbyttet heraf er aldrig evalueret, derfor besluttede vi i foråret 2012 at evaluere indsatsen.

Resultaterne viser, at nyansatte sygeplejersker får tildelt en erfaren klinisk makker i 4-26 uger, afhængigt af afdelingens kompleksitet. Makkerskabet planlægges i tjenestetidsplanen. Makkerskabet har betydning for at skabe tryghed, sikre oplæring i speciale- og tekniske procedurer og indføre den nyansatte i afdelingens kultur og fællesskab.

Svarene viser, at de kliniske makkere tilrettelægger den daglige oplæring med afsæt i patientgrundlag, fremmøde og de nyansattes forudsætninger. De fremhæver det vigtige ved, at den nyansatte introduceres til alle patientforløb. Det tyder på, at makkerne foretager pædagogiske overvejelser, når de udvælger læringstemaer, skaber progression i læring og tager hensyn til de nyansattes læringsforudsætninger.

De kliniske makkere benytter de ekstra ressourcer under oplæringstiden til at skabe rum for læring. De beskytter de nyansatte mod den uforudsigelige og stressende hverdag (1), som de erfarne sygeplejersker selv befinder sig i ved at lade de nyansatte forholde sig til få ting ad gangen.

Evalueringen viser, at en del kliniske makkere ikke anvender uddannelsesprogrammet. De savner introduktion til indhold, anvendelsesmuligheder og den anbefalede litteratur for at kunne integrere det i deres praksis som klinisk makker. Undersøgelsen tyder også på, at de kliniske makkere i højere grad har rettet fokus mod, hvad der skal læres, end på, hvordan det kan læres. De pædagogiske metoder, der er beskrevet i uddannelsesprogrammet, inddrages tilsyneladende ikke.
Det er forskelligt, hvordan kliniske makkere introduceres til funktionen.

Der findes en lokal beskrivelse, men der er ikke en formel introduktion til rollen, så denne beskrivelse er formentlig ukendt for de fleste. Det giver mulighed for forskellig tolkning af rollen. Uklarheden kan få den konsekvens, at de kliniske makkere må bruge deres egen uddannelse og erfaring som referenceramme.

Risikoen ved dette kan være, at oplæringen kommer til at forme sig efter ”vi plejer-princippet”, hvor der kan forekomme en ureflekteret efterligning af den kliniske makker. Pædagogisk uddannelse kunne give de kliniske makkere et grundlag for at opnå overblik over uddannelsesprogrammet og anvende varierede metoder. Derved kunne de bidrage til at udvikle læringsmiljøet, da uddannelse og ressourcer har betydning for de kliniske makkeres succes (2).

Undersøgelsen viser et behov for, at den værdifulde indsats, som kliniske makkere udøver, bliver påskønnet og udviklet. Endvidere bør ansvarsområdet være kendt og organiseret, så der er mulighed for faglig sparring.

Artiklen bygger på en spørgeskemaundersøgelse, der er udarbejdet med udgangspunkt i Hjertecentrets formål for uddannelsesprogrammer og klinisk makkerfunktion. Spørgeskemaerne indeholdt lukkede, strukturerede spørgsmål suppleret med åbne spørgsmål for at få indblik i mere komplekse sammenhænge.

De kliniske makkere beskrev eksempler fra praksis, der tydeliggjorde deres planlægning og overvejelser. Der indgik 22 kliniske makkere og 20 nyansatte sygeplejersker i undersøgelsen. Besvarelserne fra de åbne spørgsmål blev ordret nedskrevet. Herefter blev besvarelserne kondenseret, tematiseret og efterfølgende fortolket (3).

Litteratur

1. Harrison-White K & Simons J. Preceptorship: insuring the best possible start for new nurses. Nursing children and young people. 2012;25(1):24-7.
2. Mc Cormack B, Slater P. An evaluation of the role of the clinical education facilitator. Journal of Clinical Nursing 2006;15:135-144.
3. Kvale S. Interview – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag; 2009.

Rekrutteringsgrundlaget for sygeplejersker til Endokrinologisk sengeafsnit M1 består overvejende af nyuddannede sygeplejersker, som skal mestre brede, kliniske kompetencer i forhold til behandling og pleje af patienter med forskellige problemstillinger. De teoretiske kompetencer hos nyuddannede sygeplejersker er på et højt niveau, mens de kliniske kompetencer ofte er mangelfulde, og sygeplejerskerne bliver usikre på deres kliniske færdigheder.

Sammenhængen mellem teori og praksis er nødvendig, når sundhedsvæsenet møder de krav, som patienter, pårørende og kolleger stiller til pleje og behandling (1,2). Det er baggrunden for etablering af toårige uddannelsesstillinger ved Endokrinologisk afdeling M, OUH.

Uddannelsesforløbet

Sygeplejersken ansættes i sengeafsnit M1, hvor den største del af praksisuddannelsen foregår. Sygeplejersken er sammen med mentor og kontaktperson. Forløbet består af praktisk, klinisk arbejde og introduktion til den bærende idé bag stillingen: At udvikle kliniske kompetencer, at højne niveauet på sygeplejen og øge arbejdsglæden på afdelingen. Der er indlagt tre studiebesøg af to ugers varighed i afdelingens ambulatorium.

I uddannelsesperioden er der teoretisk undervisning og obligatoriske kurser som lejring og forflytningskursus samt hjertestopkursus. Sygeplejersken arbejder med portfolio, og uddannelsesforløbet afsluttes med en skriftlig opgave. Portfolioen bruges som et arbejdsredskab til drøftelser med mentor og øvrige kolleger. 

Den skriftlige opgave

Der er afsat en uge til udarbejdelse af opgaven. Problemstillingen skal have et sygeplejefagligt fokus, vejledning er obligatorisk, og problemformuleringen skal godkendes.

Formålet er, at sygeplejersken kan fordybe sig i en sygeplejefaglig problemstilling og kan anvende teori og resultater fra forsknings- og udviklingsarbejde i analyse og besvarelse af problemformuleringen. Efter to års klinisk-teoretisk uddannelse skal de akademiske kompetencer som litteratursøgning, kritisk læsning og analyse igen i spil.

Resultater

Resultaterne bygger på data i form af ansættelser og frafald i en femårig periode, udtalelser fra sygeplejerskerne samt resultater fra Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).

33 sygeplejersker er siden 2009 ansat i toårige uddannelsesstillinger. Otte er ophørt pga. flytning til anden by, andet job og sygdom. 13 har gennemført uddannelsesforløbet og er stadig ansat. 12 er p.t. i gang med et uddannelsesforløb.

Sygeplejerskerne udvikler og styrker deres kliniske kompetencer, og studieophold i ambulatoriets klinikker gør en forskel:
”Opholdene i klinikkerne har for mig betydet rigtig meget! Det har betydet meget at kunne observere og tale med de meget erfarne sygeplejersker.”

Det er vigtigt at arbejde med en mentor-mentee-relation:
”Mentor i sengeafsnittet har især i starten været et stort plus. En, man vidste, ville hjælpe en, og en, man kunne vende de ting med, der var svære.”

Mentor skaber ro og overblik for den nyansatte kollega.

Den afsluttende opgave fremmer brug af akademiske kompetencer, som er væsentlige at medtænke i en evidensbaseret sygeplejepraksis:
”Jeg var glad for at skrive opgaven, det har været spændende, og det har ”tvunget” mig til at øve, hvordan jeg søger viden i databaser mv.”

Vores erfaring er, at sygeplejerskerne efter to år står fagligt stærkere og argumenterer for problemstillinger med afsæt i evidensgrundlaget, patientens præferencer, kontekst og den kliniske ekspertise, som danner afsæt for klinisk beslutningstagning (3).

Litteratur

1. Messmer PR, Turkel MC. Magnetism and the nursing workforce. Annu rev nurs res 2010;28:233-52.
2. Nyland AH, Lillevang AS. Erfaringer med etablering af toårige uddannelsesstillinger. Intern rapport, Endokrinologisk Afdeling M, Odense Universitetshospital 2014.
3. Nyland AH, Kirketerp G. Evidensbaseret praksis i praksis. Sygeplejersken 2007;(9):52-5.

​Læs også:

• TV: Lettede nye studerende
• Se billeder fra studiestart

Du kan også læse det nye studiestartsblad her:

For glæden blandt de studerende over at starte i år var særlig høj, da der har været overvældende mange ansøgere.

For at se videoen i høj kvalitet - så se den direkte i YouTube.

​

Læs også:

• Se billeder fra studiestart
• TV: Følg Nadias første skoledag på drømmestudiet

 Du kan også læse det nye studiestartsblad her: