"Flere vinkler giver flere handlemuligheder"

Den teoretiske tilgang til sygepleje har betydet mere rummelighed over for patienterne for sygeplejestuderende Jette Nygaard Grib, der har en baggrund som både sosu-assistent og -hjælper.

Sy-2011-16-20-1c
”Jeg får nok på puklen for at sige det, men jeg tror, vi får supersygeplejersker ud af det her," siger Jette Nygaard Grib, der har baggrund som både sosu-assistent - og hjælper. Foto: Nils Lund

Efter syv år som social- og sundhedsassistent vandt nysgerrigheden, og snart skriver 43-årige Jette Nygaard Grib bachelorprojekt på sygeplejeskolen i Svendborg. Hun har taget vejen til sygeplejestudiet i etaper.

Først uddannede hun sig og arbejdede som social- og sundhedshjælper og derefter som social- og sundhedsassistent.

”Gennem arbejdet som assistent kom jeg frem til, at jo mere jeg lærte, jo mere opdagede jeg, at jeg ikke vidste. Og jeg er meget nysgerrig af natur, så jeg ville videre,” fortæller Jette Nygaard Grib.

Det var en stor beslutning at vende tilbage til skolebænken som 43-årig. En af de største udfordringer var både tidsmæssigt og økonomisk at få familielivet med mand og tre børn til at hænge sammen.

Det har overrasket Jette Nygaard Grib, hvor meget tid der skal bruges på sygeplejerskeuddannelsen. Men samtidig kan hun mærke, hvor meget hun rykker sig.

”Jeg har fået en dybere viden om etik og værdier, der gør mig mere rummelig. Førhen kunne jeg tænke, at komplekse patienter var irriterende eller besværlige, men den nye viden giver mig en anden forståelse for helheden i deres forløb. Flere vinkler giver flere handlemuligheder, og derfor kan jeg nu give besværlige patienter en bedre behandling," siger hun.

Svært at skifte rolle

Det har været en udfordring for den tidligere assistent at overlade de opgaver, hun plejede at stå for, til andre.

”Jeg skal lære at samarbejde på en ny måde.  Som sygeplejerske skal man udøve, lede, formidle og udvikle sygeplejen. Derfor skal jeg lære at stole på, at andre udfører nogle af de plejeopgaver, jeg førhen stod med, som jeg nu måske ikke selv kan nå, fordi jeg har fået andre opgaver. At uddelegere kræver både viden, erfaring, overblik og tillid, og her er jeg især nybegynder med en ny faglig identitet og nye kompetencer,” siger Jette Nygaard Grib og understreger, at selv om rolleskiftet kan gøre hende nervøs, så er hun både glad for og stolt over at uddanne sig til sygeplejerske.

Skønt modspillet føltes småt i de første moduler af sygeplejerskeuddannelsen, er Jette Nygaard Gribs erfaringer som assistent kommet hende til gode senere:

”Det er en kæmpe fordel, at jeg har været assistent. Jeg vil nødig skulle gå lige fra gymnasiet og stå med det her. Og jeg får nok på puklen for at sige det, men jeg tror, vi får supersygeplejersker ud af det her. Det giver overskud til at gå i dybden, når man har tjek på de grundlæggende plejeopgaver og har erfaringen med patientkontakten.”

Emneord: 
Uddannelse
Sygeplejerskeuddannelsen
Teori

"Jeg føler mig mere professionel"

Efter 14 år som assistent tog Lotte Lomholt springet og drømmeuddannelsen og blev sygeplejerske. Skiftet har givet større faglighed og en bedre og bredere forståelse af patienterne.

Sy-2011-16-20-1b
"Nu skulle det være. Jeg havde samlet masser af erfaring, men jeg kunne ikke komme videre til de stillinger, jeg brændte for," siger sygeplejerske og tidligere sosu-assistent. Foto: Thomas Søndergaard

”Forleden på en nattevagt sukkede social- og sundhedsassistenten over, hvor gerne hun ville uddanne sig til sygeplejerske, men hun syntes, det var for sent at begynde nu, fordi hun er 30. Jeg sagde til hende, at hun skulle se at komme gang.”

Ordene kommer med et smil fra 45-årige Lotte Lomholt, der i juni dimitterede fra sygeplejerskeuddannelsen i Viborg efter at have arbejdet som sosu-assistent i 14 år.

”Jeg havde altid drømt om at blive sygeplejerske, men jeg var usikker på, om jeg kunne klare den teoretiske uddannelse,” fortæller Lotte Lomholt.

Men efter 14 års arbejde i psykiatrien oversteg ambitionerne bekymringerne, og da hverken mindre børn eller økonomi kunne holde hende tilbage længere, tog hun beslutningen. 

”Nu skulle det være. Jeg havde samlet masser af erfaring, men jeg kunne ikke komme videre til de stillinger, jeg brændte for, eksempelvis i dobbeltdiagnoseteamet, i OPUS, som misbrugskonsulent eller distriktssygeplejerske, for dem kunne man kun søge som sygeplejerske, så nu var det på tide,” siger Lotte Lomholt.

Skulle insistere på ny status

Som studerende måtte Lotte Lomholt tage skridtet fra en identitet som assistent til en identitet som sygeplejerske på egne ben.

”Både jeg og mine medstuderende oplevede, at vi ofte fik arbejdsopgaver på assistentniveau og ikke som sygeplejestuderende, når vi var ude i klinik under uddannelsen. Sygeplejerskerne havde travlt, og kom nok til at se os som potentiel arbejdskraft i stedet for som studerende. Her var de benhårde på uddannelsen og gjorde det klart for os, at vi måtte tage vores nye identitet som sygeplejestuderende til os og stå fast på, at vi var der for at lære sygeplejefaglighed. Det skulle ruste os til at blive mere selvstændige i vores fremtidige arbejdsliv som sygeplejersker,” fortæller Lotte Lomholt.

Den faglige forskel er den største

Allerede før Lotte Lomholt dimitterede, blev hun ansat som sygeplejerske på en afdeling for patienter med psykotiske lidelser i Regionspsykiatrien i Viborg.

Her oplever hun dagligt, hvordan hendes faglighed udvikler sig og sættes i spil.

”Den teoretiske tilgang har givet mig meget. Jeg tænker mere over, hvad jeg gør og hvorfor. Refleksionerne gør, at den enkelte handling med patienten i højere grad bliver en del af en helhed, hvor jeg nu bedre kan se patienten som et helt menneske, og jeg føler mig langt mere faglig og professionel. Da jeg begyndte på mit nye arbejde og var rundt og hilse på, sagde en assistent, at der jo ikke var meget forskel på os her, fordi vi udfører mange af de samme opgaver. Men på trods af det kan jeg se milevid forskel. Jeg er langt bedre rustet nu, og jeg er meget stolt over at være sygeplejerske,” siger Lotte Lomholt. 

Emneord: 
Uddannelse
Sygeplejerskeuddannelsen

Nye fælles akutafdelinger kræver uddannelse og tværfaglighed

En fælles national uddannelse på akutområdet vil give et fagligt løft, fleksibilitet og mobilitet for sygeplejersker.

I efteråret 2010 blev de første 48 akutsygeplejersker i Region Midtjylland og Nordjylland uddannet.
Akutsygeplejerskernes primære arbejdsplads bliver de nye fælles akutafdelinger, der er under etablering på mange af landets akutsygehuse.

Akutafdelingerne bliver meget store, præget af et stort flow af patienter, da næsten alle akutte patienter skal modtages i den fælles afdeling med henblik på triagering, undersøgelse, pleje, behandling og forløbsstyring.

Der vil være fokus på vurdering, prioritering og stabilisering af den svært tilskadekomne og den kritisk syge ud fra de symptomer og vitale parametre, patienten fremkommer med. Patienterne kan være indlagt på afdelingen i op til 48 timer, og en væsentlig del vil blive færdigbehandlet og udskrevet direkte fra den fælles akutafdeling.

Der er lagt op til et tæt teamsamarbejde med akutsygeplejersker, akutlæger, speciallæger, uddannelseslæger og andre faggrupper på de nye afdelinger.

Sygeplejersker og læger ansat i de fælles akutafdelinger skal fremover være specialister i at modtage akutte patienter i triagering og stabilisering af patienten. Akutsygeplejerskerne og akutlægerne skal kunne tage et forløbsansvar for patienten for at sikre et pleje-, udrednings- og behandlingsforløb af høj faglig kvalitet.

Akutlæger og -sygeplejersker vil i samarbejde med de relevante specialer foretage en selektion, så det kun er patienter med behov for behandling i specialafdelingsregi, der visiteres til specialafdelinger. Det kræver forståelse mellem nuværende specialer, det nye fagområde og de nye akutafdelinger, men ikke mindst nye kompetencer og samarbejdsmetoder blandt det sundhedsfaglige personale.

Forventning om høj ensartet kvalitet

Et formål med etablering af fælles akutafdelinger er at sikre sammenhængende patientforløb og dermed bedre kvalitet i pleje, behandling og patientoplevet forløb.

Sundhedsstyrelsen formulerer i (1), at forventningerne er: ”Høj ensartet faglig kvalitet, sammenhængende patientforløb og optimal udnyttelse af ressourcerne – uanset tid og sted” og anbefaler, ”at regionerne formulerer specifikke kompetencekrav for personale i fælles akutmodtagelser og traumecentre og tilbyder relevant uddannelse i overensstemmelse hermed.”

Endelig nævner de om uddannelsesbehov for de enkelte faggrupper: ”Sygeplejersker: Efter- og videreuddannelse samt vedligeholdelse af kompetencer i håndtering af den akut syge patient.”

Akutsygeplejen i Region Midtjylland og Nordjylland

I 2008 blev der i Region Midtjylland etableret en projektorganisation med otte delprojekter til implementering af akutplanen. Uddannelse i akutmedicin for sygeplejersker og læger er et af disse delprojekter (2).

En tværfaglig kursusledelse med en klinisk følgegruppe udviklede og planlagde uddannelsen.

Akutsygeplejerskeuddannelsen forløber over et år med 30 teoretiske undervisningsdage suppleret med klinisk uddannelse i såvel egen som anden akutafdeling. Akutuddannelsen for læger henvender sig til speciallæger og er også planlagt med 30 teoretiske undervisningsdage, men over to år, suppleret med klinisk praksis. Ca. halvdelen af den teoretiske undervisning er tværfaglig simulations- og teamtræning.

Den tværfaglige uddannelse giver fælles fundament og forståelse for den nye kultur, der er under opbygning i akutafdelingerne. Kursisterne vurderer den tværfaglige undervisning som meget udbytterig, fordi der genereres ny viden og teamkompetencer, som kan overføres til autentiske patientsituationer.

En af de nye akutsygeplejersker skriver i evalueringen af uddannelsen: ”Det tværfaglige med lægerne er uvurderligt, da det styrker samarbejdet og forståelsen for hinandens problemstillinger.”

Stort udbytte af tværfaglig uddannelse
Den fælles faglige platform giver tværfaglighed, teamsamarbejde og konstruktive debatter med konsensusafklaringer, som kan relateres direkte til praksis. Dynamikken i uddannelsen har skabt grobund for videreudvikling af konkrete praksisnære og teoretiske initiativer. Den fælles uddannelse har ud over læring givet en meget velkommen mulighed for mono- og tværfaglig netværksdannelse. Derved har den fælles uddannelse givet stort udbytte på flere planer se boks 1.

  Boks 1: Opnåede kompetencer

  Eksempler på kompetencer kursisterne erhverver på akutuddannelsen:

  • Sikker mundtlig kommunikation
  • Forløbsstyring/forløbsledelse
  • Forløbsdokumentation
  • Teamsamarbejde/tværfaglighed
  • Triage
  • Identifikation og intervention i forhold til akutte tilstande
  • ABCDE algoritme
  • Samarbejde med andre afdelinger/afsnit
  • Selvstændig handlekraft og beslutningsdygtighed i akutte situationer
  • Mønstergenkendelse og håndtering af kliniske symptombilleder
  • Visitation til fastlagte forløbsplaner
  • Konkrete kliniske færdigheder

Tværfaglig, simulatorbaseret teamtræning

I forlængelse af sundhedsstyrelsens anbefaling om, at alt ”personale bør deltage i teamkurser, hvor fiktive traumesituationer trænes” (1), er meget af undervisningen tilrettelagt som tværfaglig simulatorbaseret teamundervisning.

Alle simulationsscenarierne handler om patientnære situationer som modtagelse af den bevidstløse patient, den psykiatriske patient eller traumepatienten, hvor vi træner med en dukke eller figurant. En vigtig pointe i forhold til trygheden i læringssituationen er, at vi arbejder med anerkendende, positiv tilgang og evaluering.

Det betyder, at teamet bliver så trygge ved hinanden, at medlemmerne tør spille rollerne så naturtro som muligt. Teamet træner deres individuelle kompetencer og færdigheder, men får samtidig en indsigt i andre teammedlemmers roller og funktioner.

Det skaber en forståelse og viden om de kompetencer, som teamet besidder og eventuelt mangler. Teamet kan med sine ressourcer løse opgaver, der går på tværs af faglige og uddannelsesmæssige grænser. Teamsamarbejdet udløser en synergieffekt til gavn for såvel de faglige som de kommunikative kompetencer.

SY-2011-08-alt%20(26)

Fælles uddannelse for læger og sygeplejersker

Når flere sygehuse og regioner uddanner akutsygeplejersker og akutlæger sammen, giver det mulighed for erfaringsudveksling og etablering af den faglighed, der skal udgøre rygraden i de nye akutafdelinger.

Under uddannelsen påvirker de enkelte teammedlemmer og faggrupper hinanden positivt og virker stimulerende på udvikling af både fagområdet og den enkeltes færdigheder og holdninger. Det giver et kollektivt fundament, som er forudsætningen i de nye fælles akutafdelinger.

Der er ikke tradition i Danmark for, at læger og sygeplejersker uddanner sig sammen, så akutuddannelsen er på mange områder en pionér på området, og ikke mindst den tværfaglige simulationstræning giver respekt og anerkendelse nationalt.

Symptomtilgang

Uddannelsen er tilrettelagt ud fra de symptombilleder, akutte patienter kan præsentere sig med og er understøttet af emnerne fra ”Dansk Indeks for medicinsk nødhjælp” (3) (se boks 2).

  Boks 2. Symptomorienterede emner

  Eksempel på symptomorienterede emner i uddannelsen:

  • Vejrtrækningsbesvær
  • Symptomer fra kredsløbet
  • Symptomer fra bevægeapparatet
  • Den bevidsthedspåvirkede patient
  • Mavesmerter og rygsmerter
  • Patienter med psykiatriske symptomer
  • Sygt barn

  
I uddannelsen lærer kursisterne at forholde sig til og behandle de symptomer, der truer patientens helbred ud fra en systematisk tilgang. Der undervises i en systematisk ABCDE-tilgang såvel i den teoretiske som i den simulatorbaserede undervisning (se boks 3). Fokusering på symptomer frem for diagnoser adskiller uddannelsen fra mange andre uddannelser.

  Boks 3. ABCDE algoritmen

  Algoritmen ABCDE fra ATLS - Advanced Trauma Life Support:
        A Airway
        B Breathing
        C Circulation
        D Disability
        E Exposure

I klinikken er en systematisk og symptomorienteret tilgang til den akutte patient helt central. Stiller vi en diagnose for tidligt i forløbet, er der risiko for tunnelsyn og fokuseringsfejl. Den symptomatologiske tilgang tegner konturerne af et paradigmeskifte i forhold til vurdering og prioritering af den akutte patient.

Nyt fagområde og ny identitet

Fokus på kvalitetsudvikling og forskning i det akutte felt er en grundforudsætning for at etablere og anerkende området som et selvstændigt område med egen faglig identitet som henholdsvis akutsygeplejerske og akutlæge.
Uddannelsen afsluttes med en akutkonference, hvor der ud over indlæg fra en etableret forsker er fremlægning af sygeplejerskernes og lægernes opgaver. Der er tale om klinisk forankrede kvalitetsudviklingsopgaver, hvor egen praksis bliver sammenholdt med ”best practice” inden for området. Det skaber en bevidsthed om konkrete områder med udviklingspotentialer (se boks 4).

  Boks 4: Kvalitetsudviklingsopgaver

  Eksempler på emner for akutsygeplejerskernes kvalitetsudviklingsopgaver:

  • Opfølgning på observationer, Standard 2.10.1 i Den Danske Kvalitets Model (5)
  • Vurdering af smerter hos den akutte patient i Medicinsk Visitations Afsnit
  • Implementering af akutjournal
  • Monitorering af respirationsfrekvens
  • Medicinanamnese
  • Væsketerapi til sepsispatienter
  • Tidlig identifikation af den kritisk syge patient
  • Optimering af patientforløb for patienter med dyb venetrombose
  • Forankring i praksis
  • Implementering af ABC-principper i afdelingen.
  • Hvordan tilstræbes det at sikre ernæringsscreening, når ”liggetiden” kun er < 24 timer?

Vidensproduktion inden for det akutte område er et relativt uopdyrket felt med et hav af spændende potentialer. På Århus Sygehus, Århus Universitetshospital, er der som det første sted i landet etableret et akut forskningscenter.

Ny uddannelse opdelt i moduler

Det andet hold sygeplejersker er nu i gang med den etårige akutuddannelse. Fælles akutafdelinger mange steder i landet betyder, at der er behov for at uddanne et stort antal akutsygeplejersker. Region Midtjylland er i samarbejde med Region Nordjylland i gang med at udvikle og implementere en ny modulopdelt akutuddannelse.

Den modulopdelte uddannelse består af tre niveauer (se figur 1).

Basismodulet retter sig mod sygeplejersker med minimum et års anciennitet i afdelinger, der modtager akutte patienter og er tænkt som obligatorisk uddannelse for alle akutsygeplejersker. Modulet giver basiskompetencer i forhold til systematisk tilgang, identificering og intervention i forhold til den akutte patient.

Fagmodulerne er planlagt som en overbygningsdel bestående af valgfrie moduler. Behandlermodulet sigter mod opnåelse af selvstændige behandlerkompetencer inden for afgrænsede områder. Triage- og teammodul afvikles for en stor del som tværfaglig uddannelse sammen med den toårige fagområdeuddannelse i akutmedicin for speciallæger. Det tredje og sidste fagmodul har fokus på fag- og kvalitetsudvikling. Her skal man som ved de øvrige fagmoduler mindst have to års erfaring fra akutafdeling samt bestået basismodul i akutsygepleje.

Fagmodulerne kan afsluttes separat med opnåelse af specialkompetence. Uddannelse som akutsygeplejerske opnås, efter at basismodulet, fagmodulet og kvalitetsudviklingsmodulet er gennemgået og bestået. Det er planen, at begge regioner udbyder basismodulet lokalt, mens overbygningsdelen udbydes i fællesskab. Det er et stort ønske, at kursisterne kan få merit for modulerne i forbindelse med f.eks. diplomuddannelse.

Den løbende udvikling af akutafdelinger kan give behov for nye fagmoduler, der er nødvendige for at skabe et sammenhængende patientforløb.

En fælles national uddannelse, der bygger på de eksisterende erfaringer, vil betyde et fagligt løft, øget fleksibilitet og mobilitet for sygeplejersker inden for akutområdet. Uddannelsen skal indeholde tværfaglige elementer, og kursisterne skal opnå handle- og teamkompetencer fra den tværfaglige undervisning og simulationstræning. Udviklingen af akutuddannelsen og den sideløbende udvikling af fælles akutafdelinger har givet erfaring og viden, som vi bør bruge ved etablering af én national uddannelse for akutsygeplejersker.

Annette Jakobsen er udviklings- og uddannelsesansvarlig sygeplejerske, ansat i Fælles Akutmodtagelse, Århus Sygehus,
Århus Universitetshospital.

Niels Kristian Villumsen er uddannelseskonsulent, ansat i Koncern HR, Center for Kompetenceudvikling, Uddannelsescenter, Regionshuset Århus, Region Midtjylland. 

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Styrket akutberedskab – planlægningsgrundlag for det regionale sundhedsvæsen, Version: 2.0, København; Sundhedsstyrelsen; 2007.
  2. Region Midtjylland. Etablering af projektorganisation til implementering af Akutplanen. Viborg, Region Midtjylland, 2008.
  3. Danske Regioner. Dansk Indeks for medicinsk nødhjælp, København, Danske Regioner; 2009.
  4. American College of Surgeons Committee on Trauma, ATLS® Student Course Manual, 8th Edition, USA; 2008.
  5. Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet. Den Danske Kvalitetsmodel for sygehuse – 1. version. Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS), København; 2009.
  6. Torben Callesen, Kristian Antonsen (red.) Den akutte patient, Munksgaard, 2. udgave. København 2010. 
English abstract

Jakobsen A, Villumsen NK. New, shared emergency departments require training and an interdisciplinary outlook. Sygeplejersken 2011;(8):64-7.

The new, shared emergency departments emphasise evaluation, prioritising and stabilising the severely injured patient and the critically ill based on the patient's symptoms and vital signs.

Patients can be admitted at the department for up to 48 hours, and significant numbers of them complete their treatment and are discharged directly from the shared emergency department. Nurses and physicians working in emergency departments must become specialists in receiving acute patients, triage and stabilising patients.

This requires the use of close interdisciplinary teamwork. The establishment of this type of department places demands on health professionals to acquire new skills and collaborative methods. Not least among these requirements are the nurses' skills. The Central Denmark Region and the North Denmark Region are collaborating in training emergency department nurses and physicians.

The development of emergency training and parallel development of shared emergency departments has produced experience and knowledge that should be used in establishing a national training program for emergency department nurses.

Key words: Emergency departments, emergency department nurses, national emergency medicine training.

Emneord: 
Akutsygepleje
Uddannelse
Tværfaglighed

Boganmeldelser

Læs denne måneds boganmeldelser her.

Løftet pegefinger går rent ind

Lill Moll, Peter Lange,

Birthe Hellquist Dahl (red.)

KOL – sygdom, behandling og organisation

Munksgaard Danmark 2011

272 sider – 298 kr.

SY-2011-08-alt%20(40)En grundig og naturvidenskabelig bog om KOL, men med løftet om en bog for den, der vil tilegne sig viden om KOL-patienter, savner man flere sygeplejefaglige aspekter. Der lå den i min postkasse, den nye store bog om KOL.

Spændt løb jeg, uden den mindste smule åndenød, op til 5. sal, satte mig i sofaen og tog bogen i skødet. De tre hovedforfattere er de helt tunge drenge/piger i Danmark, når vi snakker om ekspertviden om KOL.

Navnet Lill Moll er kendt af mange, ikke mindst dem som for tiden arbejder med forløbsprogrammer. Peter Lange er forfatteren bag utallige artikler om KOL, og endelig er der Birthe Hellquist Dahl, der livslangt har beskæftiget sig med KOL-patienter. Der er ingen tvivl om, at vi er i gode hænder.

De øvrige 28 højt specialiserede fagfolk, som indgår i forfatterrækken, er kendte navne, som alle er med til at give bogen et troværdigt og overbevisende indtryk. Forfatterne beskriver bogen som tværfaglig, men den store overvægt af læger i forfattergruppen giver bogen et stærkt naturvidenskabeligt præg.

Jeg bemærker hurtigt, at bare tre sygeplejersker bidrager til bogen, og tænker ved mig selv: ”Hvordan kan det være? Er målgruppen også mig?” Forfatterne ønsker at give os et opslagsværk, og det må siges virkelig at være lykkedes med denne bog.

Der er en super god og detaljeret indholdsfortegnelse, som fungerer, som den skal, og som jeg kraftigt kan anbefale: Brug tid på at læse hele indholdsfortegnelsen igennem, find det, der interesserer dig, og læs kapitlet.

På den måde begyndte jeg med det interessante kapitel skrevet af en rigtig patient. Det tror jeg faktisk aldrig, jeg har oplevet i en fagbog før. Det var rigtig godt at læse Hjørdis’ fortælling. Hendes løftede pegefinger til os går rent ind.

Kapitlerne er mange, men korte, og afsluttes med en supplerende litteraturliste, som gør det let for læseren at fordybe sig yderligere i emnet.

Jeg savner for mit fag en nærmere beskrivelse fra eksperterne af de blødere aspekter i KOL-patientens liv. Hvordan hjælper vi patienterne med bedre at mestre deres kroniske sygdom? Hvad betyder utryghed og angst for KOL-patienten? Hvordan uddanner og motiverer vi patienterne? Hvad betyder de pårørende?

Disse aspekter berøres kun ganske kort af Birthe Hellquist Dahl. For meget erfarne lungesygeplejersker indeholder bogen ikke mange nyheder, dog var kapitlet om terminale KOL-patienter nyt for mig, og det interessante er her, at der, som det eneste sted i bogen, er hentet eksperter fra udlandet for at beskrive området. Måske er der her et felt, som mangler bevågenhed i Danmark.

Af Steffen Hogg Christensen, lungesygeplejerske, freelance.

Brudstykker af psykosomatikkens historie

Lars Ole Andersen

Før placeboeffekten. Indbildningskraftens virkning i 1800-tallets medicin

Museum Tusculanums Forlag 2011

249 sider – 250 kr.

SY-2011-08-alt%20(41)Lars Ole Andersen har tre formål med sin undersøgelse af placebobegrebets historie. For det første vil han finde ud af, i hvor høj grad man har brugt patienternes evne til at indbilde sig noget som forklaring på sygdom.

For det andet vil han se på, i hvilke sammenhænge begrebet indbildningskraft, som han ser som forløberen til forestillingen om placeboeffekt, har udfoldet sig. For det tredje vil han forsøge at finde ud af, på hvilken måde indbildningsbegrebet blev transformeret til andre begreber.

Det gør han ved at udvælge fire emner, hvor diskussionen om indbildningskraft er central. Det første emne er de livlige debatter om, hvorvidt moderens indbildningskraft kunne påvirke fosterets sundhed, som fandt sted i 1700-tallet.

F.eks. forestillede man sig, at barnet kunne få deformiteter, hvis den gravide så noget skræmmende. Det andet emne er belysning af mesmerisme, en teori om animalsk magnetisme, som lægen Franz Anton Mesmer fremlagde i 1700-tallet.

Mesmers magnetiske strygninger blev diskuteret i 1800-tallet og gav næring til diskussioner om indbildningskraftens betydning mellem tilhængere og modstandere. Det tredje emne er perkinisme, en behandling mod alle tænkelige onder, som den amerikanske læge Elisha Perkins lancerede i 1795.

Behandlingen bestod i, at man trak nogle specifikt fremstillede metalnåle henover og væk fra det syge sted. Indbildningskraften kom ind i billedet, fordi mange viste, at denne behandling også kunne virke, når den blev udført med andre redskaber, og når man trak den forkerte vej.

Det fjerde emne er homøopati, som blev introduceret af den tyske mediciner Samuel Hahnemann i 1796. Der er blevet udført en del forsøg med maskeret homøopati, som har vist, at væsker uden homøopatiske substanser også kan helbrede. Så også her kom indbildningskraften i skudlinjen.

På trods af de nævnte behandlingers spekulative karakter, ikke mindst når de anskues retrospektivt, påviser Andersen, at de nye behandlinger, som kom i og med oplysningstiden, i høj grad var inspireret af den spirende naturvidenskab.

Dertil kom, at de mange nye behandlinger ofte blev præsenteret af læger, der ikke havde høj social status, således at der blandt lægerne var tale om en social mobilitet. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har arbejdet grundigt med sit materiale.

Men de mange minutiøse detaljer gør det til tider svært at finde den røde tråd. Man bliver flere gange i tvivl om, hvorvidt der nu også er en plausibel forbindelse mellem det indbildningsbegreb, som blev anvendt i 1700-tallet og nutidens placebobegreb.

På mange måder peger det historiske stof mere hen mod nutidens alternative behandlingstilbud end mod placebobegrebet, som det anvendes i moderne medicin. Vi har at gøre med en videnskabelig afhandling; der er et mylder af referencer og  utallige citater på originalsproget, som spænder ben for en mere flydende læseoplevelse, som bogen med sine mange morsomme islæt ellers lægger op til.

Af Karen Ellen Spannow, sygeplejerske og etnograf.

Lærerig sammenligning

Anne Frølich (red.)

Hvad kan det danske sundhedsvæsen lære af Kaiser Permanente?

Syddansk Universitetsforlag 2011

134 sider – 148 kr.

SY-2011-08-alt%20(42)En gruppe danske forskere har gennemført en sammenlignende undersøgelse mellem den amerikanske sundhedsorganisation Kaiser Permanente og det danske sundhedsvæsen.

Formålet er at sammenligne seks præstationsmål: omkostninger, kvaliteten af sundhedsydelser, forbrug af sengedage, antallet af sundhedsprofessionelle og socioøkonomiske samt helbredsmæssige data.

Undersøgelsen viser, at patienter hos Kaiser Permanente har højere uddannelse og er økonomisk mere velstillede end befolkningen i Danmark, men også i højere grad lider af kroniske sygdomme.

Kaiser Permanente er bedre til at identificere de syge tidligt gennem screening og hurtig diagnostik.

Der er betydelig bedre sammenhæng mellem de forskellige former for indsats, bedre opfølgning i form af kontrol og patientstøtte og bedre dokumentation af indsatsen.

Amerikanerne bruger også flere kroner på ydelserne, men det skal ses i lyset af, at gennemsnitsamerikaneren bruger dobbelt så mange sundhedskroner årligt som gennemsnitsdanskeren.

Forbruget af sengedage ligger omkring to tredjedele lavere hos Kaiser Permanente, og de er færre ansatte end i det danske system. Der er et fint metodisk afsnit, som gør rede for de fordele og faldgruber, der er ved sammenlignende undersøgelser (benchmarking), og der tages ligeledes højde for, at Kaiser Permanente er et stort nonprofit sundhedsforsikringsselskab i USA.

Analyserne er spændende og lærerige, og ud over de nøgterne data afslører kulturen mange interessante vinkler. Personalets løn er knyttet til kvalitetsdata og patienttilfredshed, så brugen af kliniske retningslinjer, løbende audit og kvalitetsvurderinger er hverdag.

Det er en selvfølge, at personalet er habile og rutinerede it-brugere og arbejder i mange timer til høj løn. Værktøjerne er pålidelige, og det er en organisation, som lader sig akkreditere, både ved Joint Commission International og et internet-akkrediteringssystem.

Sundheds-it er i top. F.eks. en elektronisk patientjournal, der giver adgang til mange kliniske funktioner: behandlingsregister, rekvisitioner fra behandlere, beslutningsværktøjer, sikkert meddelelsessystem og en webbaseret sundhedsportal for patienterne. Systemet indeholder desuden resumeer til patienten efter hver konsultation.

Forløbsprogrammer for patienterne har været anvendt siden midten af 90’erne, så alt det kliniske er på plads omkring sammenhængende forløb for patienterne. Konklusion: Det danske sundhedsvæsen kan lære af Kaiser Permanente.

Af Gitte Lindermann, cand.scient.pol. og sygeplejerske, ansat som specialkonsulent i Region Hovedstadens Psykiatri.  

Emneord: 
Uddannelse

Studerende i praksis: Patientologi på egen krop

En sygeplejestuderende bliver patient og oplever på egen krop, hvor magtfuld en person sygeplejersken er. Oplevelsen sætter sig dybe spor.

SY-2011-08-14Foto: Søren Svendsen

Som sygeplejestuderende med en masse forhåbninger og glansbilleder af sygeplejefaget i bevidstheden skulle jeg opereres for gigt i kæben. Jeg valgte at se den voldsomme kæbe-ommøblering som en patientologisk oplevelse.

Nu kunne jeg selv opleve, hvordan det var at være patient og anvende den erfaring i min fremtidige sygepleje. Operationen var vellykket, dog med et stort blodtab, som resulterede i en blodprocent på ca. 5. På opvågningen var jeg meget omtåget efter seks timer i fuld narkose, med et hoved, der lignede noget, der var blevet kørt over af en damptromle og mærket af blodtabet.

Jeg var dybt afhængig af andre mennesker, hvilket var en underlig, surrealistisk følelse. Klokkesnoren var blevet min livline. Jeg havde svært ved at tale et forståeligt sprog og tyede derfor til en hjemmelavet staveplade.

Jeg ringede efter aftenvagten for at bede om hjælp. Hun kom ophøjet hen og stillede sig ved fodenden. Jeg pegede på stavepladen for at forklare, hvad jeg ville, hvorefter der kom et hånligt svar: ”Kan du ikke snakke?” Jeg var dybt rystet over svaret.

Senere ville sygeplejersken have mig op at sidde. Jeg tiggede om at få lov til at blive i sengen, og hun gav mig til min store tilfredshed lov til at blive liggende. Kort tid efter blev jeg dog klogere, da hun først gav mig i.v.-morfin og så valgte at hente en anden sygeplejerske, så de kunne få mig op i en stol.

I fællesskab fik de bakset mig op i stolen, hvorefter de hurtigt gik fra mig. En voldsom dødsangst væltede ind over mig i min blanding af morfinrus, lav blodprocent og hjælpeløshed. Jeg begyndte at græde

 Sygeplejersken kom tilbage, kiggede undrende, nærmest ligegyldigt på mig og sagde: ”Hvad er der galt?” Halvkvalt i blod og tårer pegede jeg på sengen og fik kommunikeret, at jeg ville op og ligge, hvilket jeg også kom efter lidt tid i stolen.

Oplevelsen har sat sig dybe spor, og jeg vil altid huske denne aftenvagt på opvågningen som et eksempel på en sygepleje, der ville få de fleste sygeplejeteoretikere til at vende sig i graven.   

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Uddannelse
Patient
Sygepleje-patient-forhold

Kompetenceudvikling uden omveje

Kravene til sygeplejerskers faglige kompetencer er stigende. Derfor skal kompetenceudvikling foregå strategisk, systematisk og velovervejet, så udviklingen gavner afdelingen og patienterne uden omveje.

Systematisk arbejde med strategisk kompetenceudvikling er helt centralt i Medicinsk Afdeling, Vejle Sygehus. Det er afgørende, at der er en tæt forbindelse mellem den strategiske kompetenceudvikling og de uddannelses- og udviklingsaktiviteter, der afvikles. Samtidig er det vigtigt at gøre en særlig indsats for at skabe sammenhæng mellem den enkelte ansattes funktions- og kompetenceprofil og afdelingens kompetencestrategi.

I den forbindelse er der behov for, at udbytte og indsats afvejes, når afdelingen investerer tid og økonomi i uddannelses- og udviklingsaktiviteter.

I forhold til udvikling af faglige kompetencer er kravene til medarbejderne stigende, og der stilles til stadighed krav om fortsat udvikling af den enkeltes kompetencer for at kunne imødekomme omverdenens krav (1).

I forlængelse heraf begyndte et systematisk arbejde med en ambitiøs uddannelsesstrategi, hvor kompetencegivende uddannelse i udtalt grad blev prioriteret.

Sideløbende erfarede vi, at det er nødvendigt, at der er mulighed for at træne de teoretiske kompetencer, som medarbejderne erhverver på diplomniveau, hjemme i afdelingen. Dette afledte behov kombineret med et spirende klinisk udviklingsarbejde med projektbeskrivelser, kliniske retningslinjer, udarbejdelse af patientinformationer m.m. medfører et skærpet fokus på konkrete metodiske redskaber og kompetencer.

Derfor har vi fundet det relevant og nødvendigt at gennemføre en række forskellige tiltag, herunder medarbejderudviklingssamtaler med personlige uddannelsesplaner, et 10-dages internt metodekursus med fokus på praktiske kompetencer på det metodiske felt, en elektronisk portal for udvikling og forskning samt temaeftermiddage, hvor medarbejderne præsenterer opgaver og/eller udviklingsprojekter.

Formål med kompetencestrategien

Det overordnede formål med kompetencestrategien er at

  • skabe klarhed over, hvilken strategi afdelingen og personalet skal følge
  • sikre en effektiv og kompetent opgavevaretagelse med henblik på at yde den bedste sygepleje til patienterne
  • sikre en stærk sygeplejefaglig profil
  • gøre afdelingen til en attraktiv arbejdsplads, der rekrutterer, uddanner og fastholder kvalificeret personale.

Evaluering af kompetencestrategien

For fortsat at tilvejebringe optimale forudsætninger for kompetenceudvikling er det væsentligt at evaluere kompetencestrategien. Evalueringen består af både resultat- og procesevaluering. Det vil sige, at det evalueres, i hvor høj grad målene er nået, men også hvordan det har været at arbejde med kompetencestrategien.

Kompetencestrategien evalueres første gang i 2011 efter nærmere aftalte mål og kriterier. Der måles bl.a. på antal afholdte medarbejderudviklingssamtaler med udfærdigelse af personlig uddannelsesplan samt antal igangværende projekter.

Det interne metodekursus, der er en del af kompetencestrategien, evalueres gennem spørgeskemaundersøgelser i umiddelbar forlængelse af kurset med henblik på at få et indblik i, hvordan deltagerne har oplevet kurset, og hvad de forventer at kunne bruge det lærte til. Ni måneder efter kurset, når der har været tid til at eksperimentere med det indlærte stof og de indlærte metoder i praksis, vurderes deltagernes oplevede videns-, holdnings- og adfærdsforandring.

Evalueringen foregår ved hjælp af selvudfyldte anonyme elektroniske spørgeskemaer.

Den nye kompetencestrategi begyndte i efteråret 2009, og første evaluering foregår i sommeren 2011.

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen. Den Danske Kvalitetsmodel for Sundhedsvæsenet; 2004.
     
Emneord: 
Uddannelse

Boganmeldelser

Læs månedens boganmeldelser her.

Planlægning er nøglen til ro

Jens Moberg i samarbejde med

Trine Beckett

Mission Ledelse

L&R Business 2010

240 sider – 475 kr.

SY-2011-06-alt%20(13)Bogen handler om ledelse i den offentlige sektor. Fokus er ledelse på en skole, i en børnehave, på et hospital (akut modtageafdeling, AMA), i DSB og i brandvæsenet.

Bogen bør læses, mens man ser DR2’s udsendelsesrække ”Mission Ledelse”. I bogens første del er det klare budskab, at ledere skal kunne bede om hjælp, og i anden del beder lederne om hjælp til at håndtere stress, højt sygefravær, anerkendelse og motivation, og de får hjælp fra ledelseskonsulenter.

Sammen finder lederne og konsulenterne frem til nye måder, hvorpå lederne og deres medarbejdere kan nå deres fælles mål. Den udvikling, lederne og organisationerne gennemgår, er dokumenteret i en udsendelsesrække på DR2 i efteråret 2010. Udsendelserne kan også ses på www.dr.dk > mission ledelse.

DR2 dykker her ned i hver enkelt organisation og illustrerer, hvordan man med få og enkle værktøjer kan bygge et holdbart fundament for organisationernes udvikling. Casen om AMA er interessant. Problemet er travlhed og et tårnhøjt sygefravær i plejegruppen.

En af de konkrete løsninger var rød – gul – grøn. Klik ind på dr.dk og se klippet om AMA på Odense Universitetshospital. Det er meget interessant og lærerigt. Rød, gul og grøn er et klassisk greb inden for driftsledelse. De tre kategorier hjælper både den daglige leder og plejegruppen. Lederen giver vagten en farve. Den grønne betyder: Normalt. Alle er på arbejde, og der er overensstemmelse mellem ressourcer og kapacitet.

Den gule betyder: Vi er lidt pressede, og det hele strammer til. Rød er akut, man arbejder akut og gør det allermest nødvendige. Hver farve er nøje beskrevet. Denne type driftsledelse gav medarbejderne ro. Nu vidste de, hvad der blev forventet af dem i en normal vagt i modsætning til i en akut og travl periode.

Lederen og konsulenten arbejdede sig gennem analyser med lommeregner og kurver for at skabe en robust og effektiv organisation, så ledelsen kunne have det fulde overblik over ressourcer og kapacitet. Stressniveauet faldt, sygefraværet faldt, og medarbejderne fik ro. Anderledes planlægning var nøglen.

Af Gitte Lindermann, cand.scient.pol., sygeplejerske, ansat som specialkonsulent i Region Hovedstadens Psykiatri.

Læs også artiklen ”Prioriteringstrappen giver styr på travlheden”.

Kan det vigtige gøres målbart, eller bliver det målbare det vigtige?

Redigeret af Mari Holen,

Jane Rohde Voigt og Lene Sørensen

Kliniske metoder i sygeplejepraksis

– perspektiver og positioner

Munksgaard Danmark 2011

208 sider – 249 kr.

SY-2011-06-alt%20(14)Skønt kliniske metoder optræder i bekendtgørelsessammenhæng i 2001 og 2008, er der ikke skrevet meget om begrebet. Denne bog udfylder dermed et tomrum, samtidig med at den viser, hvordan kliniske metoder kan forstås i et større billede, så sygeplejestuderende og sygeplejersker kan forholde sig kritisk til fagets begreber.

Og billedet er stort, for bogen ønsker at vise potentialet i at tænke, praktisere og udvikle kliniske metoder både på et ideologisk, begrebsmæssigt og klinisk niveau; så det betaler sig at læse introduktionen.

Bogen kaster lys over sammenhængen mellem kliniske metoder og forskellige perspektiver. I et professionssociologisk perspektiv vises, at kliniske metoder ikke er neutrale, men repræsenterer bærende værdier, som det er nødvendigt at forholde sig til, hvis sygeplejen skal være en moralsk praksis funderet i fagligt skøn og dømmekraft. I et sundhedspolitisk og samfundsmæssigt perspektiv diskuteres kliniske metoder inden for rammerne af Den Danske Kvalitetsmodel.

Her vises, at kvalitetsmodellens ontologi præger udviklingen af sygeplejen. Kan det vigtige gøres målbart, eller bliver det målbare det vigtige? I et læringsperspektiv diskuteres kompetencebegrebet, uddannelsestænkning og kritisk refleksion. Hvornår er kritisk refleksion en læringsmetode, og hvornår er det en klinisk metode i sygeplejen?

I et professionsperspektiv diskuteres kliniske metoder som et synligt resultat af de tendenser, som uddannelsen af sygeplejersker og sygeplejefaget er under påvirkning af. Er der tale om faglig afvikling eller udvikling?

Efterfølgende peges på udvalgte kliniske metoder og den position, de er en del af. Metoderne diskuteres i forhold til deres rækkevidde, kundskabsgrundlag, fordele og ulemper samt udbredelse. Med denne bog har startskuddet lydt til faglig diskussion om kliniske metoder i sygeplejepraksis.

Målgruppen er primært sygeplejerskestuderende, og bogen har format til at indgå i uddannelsen, men jeg vil mene, at specielt studerende på de første moduler vil finde dele af bogen skrevet på et noget højt niveau. Måske skyldes det bogens intention om også at være anvendelig for sygeplejersker og studerende på efter- og videreuddannelsesniveau, og det er den bestemt også.

Af Anne Garcia Colina, sygeplejerske og cand.cur., adjunkt i Via University College, Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg.  

Undlad madmetaforer i afsnittet om obstipation, tak

Nina Beyer, Ingrid Poulsen (red.)

Inaktivitet & immobilitet – i et tværfagligt perspektiv

Munksgaard Danmark 2010

230 sider – 258 kr.

SY-2011-06-alt%20(15)”Inaktivitet og immobilitet” udkom i forsommeren 2010 i et tværfagligt perspektiv, den tidligere udgave var skrevet i et sygeplejeperspektiv. Den primære målgruppe er stadigvæk sygeplejestuderende, men bogen vil også kunne interessere fysio- og ergoterapeutstuderende.

De enkelte kapitler, der har forskellige forfattere, rammes ind af bogens redaktører, som er Poulsen og Beyer. Fysisk aktivitet og især manglende fysisk aktivitet, immobilitet og risikofaktorer er bogens omdrejningspunkt. Suzanne Forsyth Herling, der er sygeplejerske og cand.scient.san., har skrevet et kapitel om forebyggelse af tryksår, der har rigtig mange fine facetter med. Tryksårsprævalens og incidens præsenteres relevant, forfatteren tager udgangspunkt i en definition og uddyber tryksår med en overskuelig stadieinddeling.

Risikofaktorer for tryksår gøres tilgængelige for læserne med henvisning til den kliniske retningslinje for tryksårsforebyggelse. Betingelser for rehabilitering af patienter med tryksår inddrages, og deres livskvalitet dokumenteres med reference til et fænomenologisk studie om tryksårs virkning på patienters smerteoplevelse og body image. I modsætning til flere af de andre kapitler kombinerer forfatteren referencer til kvantitative undersøgelser med kvalitative, hvilket giver et sammenhængende og helstøbt resultat.

Desuden lægger forfatteren vægt på, at risikovurderingssystemer aldrig må anvendes alene, men altid skal ledsages af en klinisk vurdering. Den vanskelige opgave med at finde egnet forebyggelse og behandling af tryksår perspektiveres også med beskrivelse af uklarhed om produkternes effektivitet, som forfatteren begrunder med ”at mange af de undersøgelser, der udføres, finansieres af producenterne selv, hvilket kan gøre konklusionerne tvivlsomme.”

Patienterne bliver i de fleste af bogens kapitler beskrevet ud fra, hvad de ikke gør, nogle gange defineret i forhold til alder som kategori, f.eks.: ”Hos ældre mennesker bør der være særligt fokus på at minimere tabet af muskelmasse, muskelstyrke og muskeleffekt.” Hvor bliver differentiering mellem køn, etnicitet og de socioøkonomiske faktorer af? I kapitlet om obstipation er der et rigt varieret sprogbrug, der spænder fra den medicinske terminologi med defækation over afføring til en nøjere beskrivelse af pølsernes beskaffenhed.

Det ville klæde bogen, at der ikke blev anvendt madmetaforer. Der kommer mange aspekter med i forhold til den manglende fysiske aktivitet, og ingen kan efter endt læsning sidde mageligt tilbagelænet.

Af Marianne Mahler, sygeplejerske, MPH, ansat som sygeplejefaglig konsulent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen Indre By/Østerbro i København.

Emneord: 
Uddannelse

Studerende i praksis: Ansigt til ansigt med egen sårbarhed

Klinik på en børnekardiologisk afdeling fik den studerende til at overveje, om man kan være i sin professionelle rolle samtidig med, at man bliver følelsesmæssigt påvirket.

SY-2011-06-08-1Foto: iStock

Joyce Travelbee beskriver det egentlig så fint: ”(…) idet intet menneske kan klare at udsættes for mødet med sygdom og lidelse uden selv at forandres som følge af dette. Sygeplejersker og studerende vil komme til at stå ansigt til ansigt med deres egen sårbarhed på en måde, så det ikke kan ignoreres.”

Jeg var så heldig at komme på en børnekardiologisk afdeling i modul 11 og 12. Jeg havde læst op på kardiologien og den pædiatriske sygepleje, og jeg var indstillet på, at der var en risiko for, at jeg ville komme til at stå over for børn, som måske ikke overlevede.

Meget hurtigt fandt jeg ud af, at jeg elskede specialet og arbejdet med de hjertesyge børn og deres forældre. Særlig én familie krøb ind under huden på mig, da det pludselig gik meget skidt med deres barn.

Efter en dagvagt, hvor barnets mor havde grædt meget forud for en operation, kulminerede de foregående måneders observationer, samtaler og hendes bekymrede tårer. Og da jeg forlod hospitalet den eftermiddag, trillede en tåre ned ad min kind. For første gang fandt jeg mig selv påvirket af hendes sorg, smerte og håb for fremtiden, der for hende syntes så uendelig skrøbelig, og jeg græd.

Det var ikke det faktum, at barnet var så dårligt og derfor skulle opereres, eller det at der ikke var nogen garantier for, at det ville gå godt, eller at han ville overleve. Men det var forældrenes samlede situation, der slog mig. Billedet af de to siddende på hver sin side af hans lille glasvugge på intensivafdelingen omgivet af maskiner, slanger og observationsudstyr, med bekymrede ansigter og stille tårer, havde prentet sig på min nethinde.

Livets uretfærdighed, meningsløshed og den menneskelige sårbarhed tordnede i det øjeblik sammen med den moderne medicin, lægevidenskaben og min egen forestilling om professionalisme.

Det blev hospitalets kvindelige præst, som lagde øre til mine tanker om det at være professionel og følelsesmæssigt påvirket. Det var også hende, som fik mig til at indse, at jeg på trods af den professionelle rolle stadig er et menneske, og at jeg ikke er upåvirkelig af det, jeg ser og oplever. Jeg syntes, at jeg vidste det på forhånd, men da jeg stod i det, blev jeg alligevel i tvivl om, hvorvidt det var legitimt.

Jeg satte spørgsmålstegn ved min egen professionalisme.

Intellektuel forberedelse og sygeplejefaglige kundskaber er en rigtig god ting, hvis man gerne vil være en dygtig sygeplejerske, men man kan ikke altid forberede sig på mødet med livets mørke sider og dem, som står midt i det. Min egen tilgang til at være professionel, og hvad deri ligger, kom til revision, og jeg lærte noget meget værdifuldt. Jeg erkendte over for mig selv, at det at være professionel ikke er det samme som at være upåvirkelig og ufølsom.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Uddannelse
Børn
Arbejdsmiljø
Arbejdsbelastning

Nye adgangskrav til kandidatuddannelsen i sygepleje

Ændrede adgangskrav til optagelse på kandidatuddannelsen i sygepleje udvider ansøgerfeltet til uddannelsen.

Uddannelsesverdenen forandrer sig, derfor er kriterierne for optagelse på kandidatuddannelsen i sygepleje (cand.cur.) blevet ændret. Det betyder, at flere sygeplejersker nu har mulighed for at videreuddanne sig.

Har du en professionsbachelor i sygepleje, kan du fortsat søge om optagelse. Men har du en sygeplejerskeuddannelse fra tidligere, kan du nu også søge optagelse. Du skal i så fald kunne dokumentere, at du ud over sygeplejerskeuddannelsen har enten

  • suppleringsuddannelsen i sygepleje
  • eller en sygeplejefaglig specialuddannelse
  • suppleringsuddannelsen til den sundhedsfaglige kandidatuddannelse
  • eller minimum 30 ECTS-point fra en sundhedsfaglig diplomuddannelse.

På kandidatuddannelsen i sygepleje får du udbygget dine teoretiske og metodiske færdigheder inden for sygeplejefaget, og du kvalificerer dig til at varetage centrale kliniske, ledende, undervisnings- og videnskabelige funktioner inden for sygeplejefaget og i tværfaglige sammenhænge.

Der optages årligt 50 studerende på uddannelsen, som fysisk ligger på Aarhus Universitet. Uddannelsen er den eneste af sin art i Danmark og tiltrækker derfor studerende fra hele landet. For at tilgodese de geografiske udfordringer er der ca. tre undervisningsdage om ugen, og undervisningen starter først kl. 10. Derudover forsøges der med netbaseret undervisning og vejledning. Uddannelsen er opbygget af moduler fordelt på tre semestre samt et fjerde semester til specialeskrivning.

Uddannelsen rummer et meget aktivt forskermiljø, og der bliver ud over kandidatstuderende hvert år optaget 25 studerende, som tager en mastergrad i klinisk sygepleje samt ca. fem ph.d.-studerende, som opnår ph.d.-graden i sygepleje.
Er du interesseret i at vide mere om uddannelsen eller søge om optagelse, så klik dig ind på studieguiden.au.dk eller send en mail til studievejleder@sygeplejevid.au.dk

Der er ansøgningsfrist den 1. april 2011 med henblik på studiestart den 1. september 2011. Uddannelsen er SU-berettiget.

Randi Olsen er sygeplejerske, stud.cur. og studievejleder ved Kandidatuddannelsen i Sygepleje, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet; studievejleder@sygeplejevid.au.dk

Emneord: 
Uddannelse

Boganmeldelser

Læs denne måneds boganmeldelser her.

Stemmehørergrupper hjælper de plagede

Marius Romme, Sandra Escher, Jaqui Dillon, Dirk Corstens, Mervyn Morris

At leve med stemmer

PsykoVision 2010

391 sider – 349 kr.

50 recoveryhistorier af Marius Romme og

Sandra Escher

Sy-2013-02-hele-bladet%20(18)Forfatterne til denne bog, henholdsvis professor i socialpsykiatri og videnskabsjournalist, har været banebrydende inden for studier i kortlægning af stemmehøreroplevelser blandt mennesker med eller uden tilknytning til psykiatrien.

Bogen er den tredje i en række udgivelser, som analyserer fænomenet med henblik på at forstå baggrunden for dets opståen samt håndteringen af det. Ifølge forfatterne bliver kun meget få stemmehørere hjulpet i det traditionelle psykiatriske behandlingssystem, hvor stemmehøring betragtes som et symptom på sygdom, oftest skizofreni, og hvor behandlingen i reglen er medicin.

Vælger man i stedet at se fænomenet i et recoveryperspektiv, som forfatterne er fortalere for, bliver det set som et tegn på eksisterende problemer som følge af traumatiske oplevelser og følelsesmæssig forsømmelse.

Med det udgangspunkt giver det god mening at kigge på det enkelte menneskes livshistorie og betragte stemmerne i lyset af de traumer og erfaringer, som den pågældende har gennemlevet.

Stemmerne ses som en reaktion på magtesløshed over for de problemer, stemmehøreren møder i sit liv. I bogen møder vi 50 navngivne mennesker fra forskellige lande, som alle præsenterer deres historie og med egne ord fortæller om deres recoveryproces i forhold til at håndtere stemmerne og gradvist få generobret magten over deres eget liv.

De fleste har haft en skizofrenidiagnose og har ikke følt sig tilstrækkeligt hjulpet af traditionel psykiatrisk behandling. Fælles for dem alle er traumatiske oplevelser i barne- eller ungdomsårene, eksempelvis seksuelt eller fysisk misbrug, mobning og følelsesmæssig forsømmelse. I recoveryprocessen er accepten af stemmerne en forudsætning for at kunne ændre relationen til dem. Og relationen til stemmerne er netop afgørende for, hvordan de bliver håndteret.

Historierne viser, at det ikke nødvendigvis er et must at få stemmerne til at forsvinde, men at det handler mere om at acceptere dem som en del af én selv og acceptere, at de relaterer til livshistorien. Det gælder om at opnå kontrol, slippe for angsten og undgå igen at blive overmandet af dem.

Mange af stemmehørerne i bogen er sluppet af med deres problemer ved hjælp af stemmehørergrupper. Det at kunne dele sine oplevelser med andre stemmehørere i en åben og respektfyldt atmosfære har vist sig at være af meget stor værdi. Bogen indeholder en teoridel om stemmehøring, hvor forfatterne afslører en meget stor viden på området. Den kobles meget elegant sammen med de konkrete livshistorier, som læseren præsenteres for.

Teorien er således grundigt underbygget. Både sygeplejersker, studerende og andre sundhedsfaglige medarbejdere vil have udbytte af at læse bogen. Hvad enten man er tilhænger af recoveryperspektivet eller ej, er det vigtigt at lytte til og respektere de berørtes oplevelser. Tilgangen bør medtænkes i den psykiatriske behandling, det vidner disse historier om.

Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske, Distriktspsykiatrien i Virum.

Ny indpakning til en klassiker

Kari Killén

Omsorgssvigt. Det teoretiske grundlag I

Hans Reitzels Forlag 4. udgave, 2010

460 sider – 375 kr.

Sy-2013-02-hele-bladet%20(19)”Tynd, tyk, tynd”. Den unge mand ved kassen, som læser op af stregkoderne og det efterfølgende slogan: ”Vi vil så gerne have, at I bliver lidt længere i Fakta”, kendes af mange med hang til fjernsynskiggeri.

Tynd, tyk, tynd kan man også sige om Kari Killéns ”Omsorgssvigt er alles ansvar”. Den 3. udgave fra 2005 udkom som en mere end 600 sider tyk mursten. Kari Killén har i denne 4. udgave valgt at dele bogen i to og denne: ”Omsorgssvigt. Det teoretiske grundlag” er del 1. ”Omsorgssvigt 2” vil have fokus på behandling.

Førsteudgaven kom for 18 år siden, og bogen har siden stået på pensumlisten på alle uddannelser, der har børn og familier som tema, og vi ude i felten kan være Kari Killén taknemmelige for den hjælp, vi har kunnet finde i hendes grundige og konkrete behandling af emnet omsorgssvigt.

Som i Fakta-reklamen fortjener den at blive her lidt længere. Det er måske baggrunden for at sende den på gaden i en ny indpakning.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.  

Et venligt puf til at leve livet

Charlotte Jensen

Det kronisk syge barn

– og livet i familien

Dansk Psykologisk Forlag 2011

251 sider – 248 kr.

Sy-2013-02-hele-bladet%20(20)”Før min søster fik gigt, blev vi behandlet mere ens, og vi fik lige meget opmærksomhed, det gør vi ikke længere.” ”Jeg savner rigtig meget, at mine forældre også har tid til mig, det har de aldrig mere, men jeg kan godt forstå, de bruger al tiden på min bror, han har så ondt.”

To citater fra raske søskende til kronisk syge børn. Netop de raske søskende, som lever i skyggen af deres syge søskende i familien, i litteraturen og i behandlersystemet, er det brændstof, denne bog er sendt ud i verden på.

Charlotte Jensen er psykolog og arbejder med kronisk syge børn og deres familier. Bogens målgruppe er primært forældrene, men behandlere og professionelle er også på adresselisten.

”Når ens barn får en kronisk sygdom, vil man i perioder komme til at tilbringe meget tid, ja, måske al tiden, i de rum der omhandler barnets sygdom. Det er særdeles vigtigt, at man får genetableret en bevidsthed om, at der er mange andre rum i huset, og endnu vigtigere, at man får en oplevelse af at kunne bevæge sig ud og ind af rummene og mellem etagerne, at man ikke stagnerer eller bliver fanget i et enkelt eller to af rummene.”

Dette citat rummer en stor del af indhold og budskab i bogen. Det kronisk syge barn er andet end sin sygdom. Det er et barn med behov som alle andre børn på sit alderstrin. Barnet har brug for en familie, hvor forældrene, på trods af belastningen, bevarer kontakten med hinanden og har et liv, hvor sygdom ikke fylder det hele. Raske søskende bliver nemt glemt og føler skyld, jalousi og ansvar for familien. De får psykosomatiske symptomer og andre symptomer på mistrivsel.

Det er en sorg at få et barn med en kronisk sygdom. I kølvandet på sorgen følger angst, vrede og ensomhed. Mænd og kvinder reagerer forskelligt, og skilsmisseprocenten er høj i familier med kronisk syge børn. Charlotte Jensen beskriver sorgreaktionerne, åbner værktøjskassen og giver råd om, hvordan man hjælper sig selv og familien igennem.

De professionelle, børnehave, skole og sundhedspersonale, står ofte famlende i deres forsøg på at hjælpe og støtte familien. Sidste del af bogen er henvendt til dem, og værktøjet låner Charlotte Jensen gavmildt ud og lister en række gode  spørgsmål op, som kan bruges til at afdække familiens behov for støtte.

Charlotte Jensen skriver i forordet, at hun har sat sig for at skrive en grundig bog om det kronisk syge barn og dets familie. Det er hun nået i mål med. Sproget flyder, og pointerne er fremhævede, så også personer ramt af krise og koncentrationsbesvær kan få noget med. Der er henvisning til anden litteratur og støttemuligheder.

Bogen indeholder en fin balance imellem forståelse for den sorg og det kaos, familien står midt i og et venligt puf til at leve livet trods alt.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.  

Emneord: 
Uddannelse