Uddannelse i palliation er for tilfældig

At støtte døende, pårørende og efterladte er en vanskelig sygeplejefaglig opgave, som danske sygeplejersker ikke er klædt godt nok på til. Det er ikke viljen, der mangler, men penge til uddannelse.

SY-2012-12-07a
Foto: iStock

Sygeplejersker skal besidde den nyeste viden om palliation og være så godt uddannet til at yde palliativ pleje som muligt. Det er holdningen i  Dansk Sygeplejeråd, men næstformand Dorte Steenberg kritiserer regeringen for at mangle fokus på uddannelse i palliation ikke mindst i forhold til Kræftplan II, hvor den palliative indsats skal løftes. 

Dansk Sygeplejeråd støtter de anbefalinger til undervisning i palliation på grunduddannelse og efteruddannelse, som Dansk Multidisciplinær Cancer Gruppe for Palliation, DMCG-PAL, netop har haft i høring. Anbefalingerne er især at sikre nogle fælles retningslinjer for kompetencer hos de sygeplejersker, der arbejder med den palliative indsats.

”Det er tankevækkende, at der, når vi taler sygeplejersker, ikke findes nogle nationale krav til uddannelse i noget så specialiseret som palliation,” mener Dorte Steenberg, der peger på, at kravene til f.eks. lægernes palliationskompetencer er stærkt styrede og meget høje.

Tre niveauer for palliation

DMCG-PAL anbefaler at inddele kompetencerne inden for det palliative område i tre niveauer: Basalt (A), udvidet (B) og specialiseret (C), så sygeplejersker, der skal yde en basal palliativ indsats, skal have kompetencer på B1-niveau. Hvis man skal være supervisor eller nøgleperson, skal kompetencerne op på B2-niveau, og på det specialiserede palliative niveau skal kompetencerne være på C-niveau.

Sygeplejersken har talt med flere sygeplejersker, som deler ønsket om at blive bedre uddannet i palliation. Det gælder både på grunduddannelsen og efteruddannelsen.

”Vi har mange kolleger, som vi skylder at hjælpe på vej, så vi kan gøre det så godt som muligt for vores patienter,” siger formand for Fagligt Selskab for Kræftpatienter, Hanne Nafei.

I Palliativt Videnscenter er man bekymret over, at efteruddannelse i palliation alt for ofte er en tilfældig affære, hvor nogle medarbejdere får langvarig grundig efteruddannelse, mens andre kun får et kursus på to dage og derefter udpeges til nøgleperson på palliationsområdet. 
 

Emneord: 
Palliation
Uddannelse
Økonomi

Fra forsker til fag: Du er ikke studieegnet

I Danmark findes ca. 120 sygeplejersker med en ph.d.- eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået, siden de fik deres forskertitel. Denne gang: Lene Povlsen.

SY-2013-02-57-1aaLene Povlsen blev sygeplejerske i 1975 og doktor i folkesundhed (Dr. PH) i 2008. Hun har arbejdet som lektor på Nordic School of Public Health siden 2008 og blev udnævnt til docent i oktober 2012. 

Hvad fik dig til at forske?
”Jeg blev uddannet i 1975 og arbejdede frem til 2000 som sygeplejerske på forskellige børneafdelinger, alle med speciale i type 1-diabetes. På det tidspunkt var jeg diabetessygeplejerske på Børneafdelingen i Glostrup og blev ansvarlig for et projekt, som handlede om, hvordan undervisningen af familier med indvandrerbaggrund og børn med diabetes kunne optimeres. Samtidig foreslog min chef, at jeg skulle prøve, om jeg ikke kunne få en mastergrad i folkesundhed, MPH.”

Hvad er forskningsemnet i din doktorafhandling?
”Optimering af undervisning af familier med indvandrerbaggrund og børn med diabetes. Min afhandling havde titlen: ”Diabetes in children and adolescents from non-western immigrant families – health education, support and collaboration”. Den var baseret på fem artikler og en sammenstilling og kan downloades via diva-portal.org

Hvor tog du din forskeruddannelse?
”Trods 25 års klinisk erfaring i rygsækken var det ikke muligt for mig at blive optaget på MPH-uddannelsen i København. Lederen af uddannelsen sagde direkte til mig, at ingen ville vurdere mig som studieegnet. I stedet foreslog han mig at tage uddannelsen på NHV i Göteborg. I januar 2001, da jeg begyndte mit første kursus deroppe, hed skolen Nordiska Hälsovårdshögskolan; siden blev det til Nordiska Högskolan för Folkhälsovetenskap, i dag Nordic School of Public Health NHV. Skolen, der ejes af Nordisk Ministerråd, tilbyder kurser på avanceret niveau og forskerniveau og er primært befolket af erhvervsaktive studenter fra de fem nordiske lande.

Det var med blandede følelser og nerverne udenpå, at jeg i januar 2001 begyndte mit første kursus siden 1975. Jeg havde ingen erfaringer med f.eks. litteratursøgning og vidste intet om, hvordan man skrev akademiske arbejder, så det blev til intensiv læsning og masser af spørgsmål. Samtidig var det en fantastisk spændende ny verden, der åbnede sig, hvor meget af det, jeg havde arbejdet med klinisk i mange år, pludselig blev sat ind i en større sammenhæng og/eller knyttet op til teori. Meget flot oplevelse!”

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Alle kurser på NHV gives som fritstående kurser. Det passede perfekt, både til mig og mit projekt, og gjorde det muligt for mig at blive klar med min MPH allerede i 2003. Eftersom jeg på det tidspunkt kun var halvt færdig med projektet, kunne jeg derfor anvende resten af tiden til også at blive master of science i folkesundhed/MScPH, svarende til en halv doktorgrad, i 2005. Fra 2001 til 2004 blev både projektet, min løn og min uddannelse på NHV finansieret via eksterne midler fra Sundheds- og Integrationsministeriet samt diverse større og mindre private og offentlige fonde. Selve projektet, dvs. min formelle tilknytning til børneafdelingen i Glostrup og til gruppen af familier med indvandrerbaggrund og børn med diabetes, sluttede med udgangen af 2003. 

Det var fantastisk at erfare, at jeg rent faktisk var i stand til at gennemføre projektet og mine mål. Desuden oplevede jeg NHV som et helt specielt sted, hvor man altid glædede sig over mine fremskridt og gav mig maksimal støtte.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Jeg har primært skrevet videnskabelige artikler. De fleste kan findes via søgning på PubMed.”

Hvordan har din forskning betydning for praksis?
”Det er desværre stort set kun svenske medier og praktikere, som har vist interesse for min afhandling, selvom den blev sendt til samtlige danske børnediabetescentre ved publiceringen. Så sent som for en måned siden, blev jeg kontaktet af en svensk gruppe, som ville have mig med i et interventionsarbejde i Västra Götalandsregionen.”

Hvad forsker du aktuelt i?
”Forskningsmæssigt har jeg stadig primært fokus på health promotion og ikke-vestlige indvandrere. Referencen til min seneste artikel er: Povlsen L (2012). Immigrant Women’s Clubs in a Health Promotion Perspective. Scandinavian Journal of Public Health 40:355-9.” 

Emneord: 
Forskning
Uddannelse

De første koloskopisygeplejersker uddannet

Regionerne har i fællesskab etableret en national uddannelse til koloskoperende sygeplejerske. Indførelsen af tarmkræftscreening har skabt øget behov for sundhedspersonale, der er uddannet i at opspore tarmkræft.

De første danske sygeplejersker har nu gennemført den nye nationale uddannelse til koloskoperende sygeplejerske. Der er tale om en efteruddannelse, der kvalificerer sygeplejersker til at udføre koloskopi (kikkertundersøgelse af hele tyktarmen, red.) på egen hånd.

Dermed kan sygeplejersker være med helt i front til tidlig opsporing af tarmkræft, som hvert år rammer omkring 3.000 danskere. Koloskopi har hidtil været en lægeopgave. Dog har bl.a. Region Syddanmark haft deres egen efteruddannelse i koloskopi for sygeplejersker.

Baggrunden for at indføre en national koloskopiuddannelse er den nye landsdækkende tarmkræftscreening, som starter 1. januar 2014. Sundhedsstyrelsen forventer, at der årligt vil blive behov for at gennemføre 22.000 koloskopier på landsplan, og det har skabt et behov for, at sygeplejerskerne også kan varetage denne opgave, fortæller Janet Samuel, kontorchef i Center for sundhedspolitik, økonomi og socialpolitik, Danske Regioner.

Ifølge Janet Samuel er den koloskoperende sygeplejerske et eksempel på fleksibel opgavevaretagelse, som vi vil se meget mere af i fremtiden.

”Sundhedsvæsenet vil i stigende grad være kendetegnet ved den fysiske samling af funktioner og kompetencer i større enheder, nære regionale sundhedstilbud, udgående funktioner og behandling i borgerens hjem. Denne øgede kompleksitet betyder, at pleje og behandling ikke kan varetages af enkelte faggrupper, og fleksibel opgavevaretagelse mellem faggrupperne er derfor en af løsningerne. Derudover skal fremtidens sygeplejerske have flere færdigheder inden for tværfagligt og tværsektorielt samarbejde, forløbskoordination, kommunikation og inddragelse af patienten som partner i sit eget forløb, siger hun og tilføjer:

”Der kan også være behov for, at sygeplejersker i fremtiden får nye kompetencer f.eks. i forhold til at varetage behandling og pleje af kronisk syge patienter. Her kan de gode erfaringer med ekspertsygeplejersken i udlandet være en kilde til inspiration.”

Danske Regioners ønske om at se på erfaringerne med ekspertsygeplejersker vækker begejstring i Dansk Sygeplejeråd. Formand Grete Christensen peger på, at Dansk Sygeplejeråd længe har argumenteret for, at sygeplejersker med særlige kompetencer kan spille en større rolle i forhold til det stigende antal kronisk syge danskere.

”En række lande, f.eks. England, har indført ekspertsygeplejersker, som har et stort selvstændigt virksomhedsområde. Det betyder, at den samme sundhedsperson kan tilbyde patientrettet forebyggelse, undervisning i sygdomsmestring og justering af behandling og sygepleje. Evalueringer viser, at det fungerer sikkert, klinisk korrekt og effektivt i praksis,” siger Grete Christensen.

Læs også tema om sygeplejerskers nye roller     

Uddannet til at opspore tarmkræft

 
Den nationale koloskopiuddannelse blev udbudt første gang i november 2012. Her gennemførte 26 sygeplejersker den teoretiske del. Disse sygeplejersker er nu i gang med den praktiske del af uddannelsen, hvor de får sidemandsoplæring med fast mentor på eget sygehus. Under den praktiske oplæring foretages 150 koloskopier under supervision, og der afsluttes med en praktisk prøve.

Tre sygeplejersker har indtil videre gennemført hele uddannelsen. Til efteråret starter et nyt hold på den teoretiske del. Den teoretiske del udbydes af Region Syddanmark, og den praktiske foregår i den enkelte region.

Emneord: 
Mave-tarm-system
Uddannelse

Pensionerede sygeplejersker dyrker fortsat fagligheden

Næsten hvert femte medlem af Dansk Sygeplejeråds Seniorsammenslutning er aktive og deltager især i faglige og sociale arrangementer. Der er dog plads til forbedring, mener formand for Seniorsammenslutningen.

Afsked med et langt arbejdsliv som sygeplejerske er på ingen måde ensbetydende med et farvel til faget. Det viser en undersøgelse blandt medlemmerne i Dansk Sygeplejeråds Seniorsammenslutning, som netop er et gratis tilbud for medlemmer på pension eller efterløn.

Undersøgelsen viser bl.a., at næsten hvert femte medlem har deltaget i et eller flere arrangementer det seneste år. Og det er især arrangementer med fagligt indhold som foredrag eller besøg på arbejdspladser som hospicer eller plejecentre, der trækker flest medlemmer, skarpt forfulgt af udflugter af social karakter.

Formand for Seniorsammenslutningen Bente Pedersen er som sådan tilfreds med resultatet.

”Det viser jo, at der er rimelig god opbakning til os og interesse for de arrangementer, vi laver rundt omkring i landet. 18 pct. lyder måske ikke af så meget, men vi skal bl.a. huske, at en del af vores medlemmer er over 90 år, og det alene sætter jo sin naturlige begrænsning for, hvad man orker at gå til, ” siger Bente Pedersen, vel vidende at Seniorsammenslutningen også kæmper mod mange andre tilbud målrettet det grå guld fra f.eks. folkeuniversiteterne og aftenskoler.
Men opbakningen kan blive større, mener hun:

”Vi kan bl.a. se, at førtidspensionisterne savner lidt andre arrangementer, end dem vi tilbyder. De synes måske, at vi er lidt for gamle, og at vores tilbud ikke passer til dem, så her bliver vi nødt til at tænke nyt,” siger Bente Pedersen.
 

Brug for at tænke nyt

Også blandt potentielle medlemmer skal der sættes ind. Sideløbende med undersøgelsen blandt de nuværende medlemmer har Dansk Sygeplejeråd spurgt knap 500 sygeplejersker på 55 år og ældre. Halvdelen svarer ja til, at de kunne have lyst til at være medlem af Seniorsammenslutningen og deltage i arrangementer af faglig eller social karakter.

”Så også her skal vi tænke nyt, da vi har et ønske og håb om, at vi kan fastholde endnu flere af de medlemmer, der står over for at skulle gå på pension eller efterløn. Var jeg f.eks. ikke blevet valgt ind i Seniorsammenslutningen, var jeg sikkert aldrig taget på højskole – og højskoleopholdet er noget af det bedste,” siger Bente Pedersen.

Men hvorfor overhovedet interessere sig for sygeplejefaget, når man er gået på pension og endelig får mere tid til sig selv, familie, evt. børnebørn og fritidsinteresser?

”Mange af de aktive medlemmer har det nok som mig – jeg er nu en gang sygeplejerske, og det har jeg tænkt mig at blive ved med at være, selvom jeg er gået på pension. Vi skal ikke blande os i løn og ansættelsesvilkår, men vi er altså en gruppe seniorer, der stadig gerne vil påvirke udviklingen af vores fag, vi har både meninger, holdninger og ikke mindst viden, som vi kan bringe i spil,” siger Bente Pedersen.

En gang sygeplejerske, altid sygeplejerske

Netop lysten til at påvirke faget efter et langt arbejdsliv er et særkende for sygeplejersker, siger lektor og forskningsleder på Diakonissestiftelsens Uddannelsescenter, Susanne Malchau Dietz.

”Jeg har jo ikke arbejdet videnskabeligt med det, men jeg har et stort tværfagligt netværk, og der er ingen tvivl om, at sygeplejersker, og måske også læger, skiller sig ud som faggruppe – en gang sygeplejerske, altid sygeplejerske,” siger Susanne Malchau Dietz og uddyber:

”Som historiker er mit indtryk, at sygeplejersker er enormt fagligt aktive, og de har en høj faglig identitet. De forlader som sådan ikke faget, fordi de går på pension. Seniorsammenslutningen er jo en succes – sygeplejerskerne bliver ved at følge med i deres fags udvikling og forholder sig også til den. Det gavner faget – lyt til dem, tag de pensionerede sygeplejersker med på råd, de har en masse historisk viden, som også gavner nutidens patienter og sygeplejersker,” siger Susanne Malchau Dietz.

Seniorsammenslutningen er et gratis tilbud til alle medlemmer i Dansk Sygeplejeråd, der er pensionerede eller gået på efterløn, og tæller p.t. 8.000 medlemmer. Læs mere på www.dsr.dk/senior.

SY201303pension

Emneord: 
Sygeplejefaget
Uddannelse

Studerende i praksis: Vi har det egentlig ret godt

En sygeplejestuderende er i praktik i Uganda. Hun oplever forskellige uhyrligheder og tildeles samtidig et enormt ansvar. Hun opfordrer til at løfte blikket, se på verden og erkende, at vi på mange måder har et meget velfungerende sundhedsvæsen.

SY201303kort1Arkivfoto: Scanpix

Jeg valgte at tage modul 6 på et hospital i Uganda, hvilket var noget anderledes end en praktik på et dansk hospital.

Jeg fik et kæmpe ansvar, som man aldrig vil komme til at opleve i en klinikperiode herhjemme.

En lokal sygeplejestuderende sagde f.eks. til mig, da jeg havde set min første fødsel: ”Now you have seen it, now you do it.”

Jeg tænkte, at enten får den fødende kvinde ingen hjælp til at føde sit barn, eller også må jeg hjælpe hende. Anden gang kvinden pressede, kom en lille pige skrigende ud.

Det var en helt vild oplevelse at stå med hende i hænderne som den første. Det var et af de gode øjeblikke på fødeafdelingen, men rigtig mange babyer døde og blev kastet som små dukker ned i fodenden af sengen, og jeg oplevede, at de fødende blev slået og holdt for munden, når de skreg.

Det, som nok var det mest frustrerende, var TIA, Time in Africa. Alt gik simpelthen så langsomt. Da jeg f.eks. en morgen fik rundvisning på gynækologisk afdeling fortalte Sister, dvs. afdelingssygeplejersken, mig, at dette var rummet med kvinder, som havde blodmangel. Sister viste mig en af patienternes journaler, hvor det fremgik, at hun havde en Hb på 2 mmol/L. Patienten ville først få blod, når lægen kom på stuegang. Da jeg gik hjem den dag, var lægen stadigvæk ikke dukket op. På samme afdeling var en anden kvinde næste dag død pga. blodmangel.

En ung pige med et blodsukker på 23 mmol/L kunne ikke få insulin, fordi hendes familie ikke havde pengene til det, og hospitalet havde ikke ressourcer til at give alle patienterne medicin.

Der var generelt mangel på ressourcer, handskerne blev kun skiftet meget sjældent, og nålene genbrugt.
Det danske sundhedsvæsen bliver til tider kritiseret rigtig meget, måske man lige skulle tage et kig ud i verden og se, hvor godt vi egentlig har det.  

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Sygepleje
Sygeplejestuderende
Sundhedsvæsen
Uddannelse

Forsker og leder udvikler praksis sammen

Et veloplagt samarbejde mellem leder og forsker har ført til nye toner på hæmatologisk afdeling på Roskilde Sygehus. Midlet er aktionslæring og -forskning, hvor det bærende princip er, at man ikke forsker på og om mennesker, men sammen med mennesker.

”Nurse-led research in practice that results in change and development should be understood and valued for many reasons. It is patient-focused, collaborative, contributes to personal development and advances professional practice knowledge” (1).

Som citatet angiver, er der mange gevinster ved at bedrive sygeplejeledet forskning i praksis. På trods af disse åbenlyse gevinster er der mange barrierer forbundet med at omsætte visionen til konkret praksis (2). Med dette citat ønsker vi i denne artikel at beskrive, hvordan sygeplejefaglig ledelse og forskning i en konkret klinisk hospitalspraksis har sikret kvalitetsudvikling i og af sygeplejepraksis.

Baggrund

Overordnet er der en umættelig forventning i sundhedsvæsenet om innovativ udvikling og visionære, meningsfulde forandringstiltag. Samtidig er der krav om, at ansatte skal yde mere, levere højere kvalitet og have mindre tid til rådighed (3). Der er ligeledes krav til sundhedspersonale om at yde en evidensbaseret praksis. En evidensbaseret praksis forudsætter dels forskning, der leverer evidensen, dels at forskningsresultaterne implementeres i praksis (4). Uddannelse og kompetenceudvikling er en nødvendighed for at følge med og være i stand til at tilbyde nytænkende udviklingstiltag.

God projektledelse bliver mere og mere kompleks og yderst udfordrende at udøve og gennemføre med succes. Undersøgelser peger på, at forandringer mislykkes, strander eller skuffer fælt i omkring syv ud af 10 tiltag. Peter Senge angiver, at for at skabe varige og succesfulde forandringsprocesser må vi ændre vores basale måde at tænke forandringer på. En måde kunne være at opnå forandringer gennem aktionslæring (3) og aktionsforskning (5). Aktionslæring er tæt knyttet til aktionsforskning, så ledelse, aktionslæring og aktionsforskning kan være redskaberne, der går hånd i hånd i forhold til at udvikle klinisk sygeplejepraksis.

En ledelsesmæssig referenceramme

Den umættelige forventning om innovativ udvikling udfordrer ledelsen i sundhedssektoren mhp. at skabe organisatoriske evner til at adaptere/omsætte de udefra kommende krav og forventninger. Ledelsesopgaven er at udvikle den organisatoriske praksis ved at organisere aktiviteter, som udforsker og søger at integrere ny faglig viden og kvalitetsmodeller.

I en aktørbaseret ledelse arbejdes der ifølge professor Kenneth Jørgensen (6) bl.a. med organisationsudvikling. Ledelsestilgangen arbejder med udvikling gennem læring og identitetsskabelse som afgørende for, at denne organisationsudvikling opnås. Læring hos deltagerne er altafgørende for, at målet nås.

Der er tale om en individuel læring, og der er tale om en organisatorisk læring. Læringen består i en bevidstgørelse om den tavse integration af viden og de normer, som ligger indlejret i enhver organisation. Læringen indebærer at kunne se sig selv i en sammenhæng med den organisation, man er ansat i, og at man kan tænke sig selv ind i den fremtidige afdeling, som udviklingen frembringer. Aktørbaseret ledelse arbejder på at skabe en læringsorganisation, der er i stand til at tilpasse organisationen til nye krav og forventninger.

Ledelsestilgangen anvender metoder som struktureret kommunikation (6), som i praksis består i at holde planlagte dialogrum, hvor nye krav og forventninger forhandles mellem aktørerne, og dermed integrerer det nye i den faglige kontekst. Denne forhandling har den største betydning for det meningsskabende og dermed stor betydning for succesfuld integration af nye tiltag. Udover kommunikationen er systematisk kompetenceudvikling en vigtig ingrediens, således at aktørerne bliver klædt på til at håndtere nye krav og forandringer uden at føle tab af indflydelse og evne til at udføre.

Det er kombinationen af dialog og evne samt god tillidsfuld ledelse, der fordrer villighed til i fællesskab at se og at lære, og villighed til at forny praksisfællesskabet. Det er praksisfællesskabets kollektive evne til at reflektere i og over praksis, der frisætter deltagerne til at ændre adfærd og arbejdsgange og dermed tilpasse organisationen til nye vilkår.

Med andre ord inddrager ledelsestilgangen organisationens deltagere i at integrere de krav, omverdenen stiller til praksis, så man i fællesskab skaber en fortolkning og forståelse af, hvilke konkrete tiltag der skal indfri kravene. Det er igennem deltagelse, den enkelte får indflydelse på den nødvendige udvikling, og det er gennem deltagelse, den enkelte opnår anerkendelse og motivation. Deltagerne medvirker til at skabe en rutine til konstant at forholde sig til egen praksisudøvelse og sætte denne i forhold til de krav og forventninger, der stilles til praksisfeltet.

Ændringer og kvalitetsudvikling i og af sygeplejepraksis kan ske gennem sygeplejeledet forskning, hvilket bl.a. forudsætter sygeplejersker med forskningskompetencer i praksisfeltet. På den baggrund ansatte den sygeplejefaglige leder en sygeplejerske postdoc med såvel ledelsesmæssige som forskningsmæssige kompetencer.

Formålet med postdocstillingen var følgende:

  • at sikre hæmatologiske patienter højest mulig sygeplejekvalitet indenfor specifikke kliniske områder
  • at tilrettelægge og styrke monitoreringen af den sygeplejefaglige
    kvalitet
  • at identificere og analysere kliniske problemstillinger mhp. udøvelse af forskningsbaseret praksis
  • at initiere, gennemføre og implementere forskning og udviklingsarbejde
  • at være inspirator, ressourceperson og rådgiver for plejepersonale, ledelse og andre faggrupper mhp. udøvelse af forskningsbaseret praksis.

Kvalitetsudvikling

En måde at udvikle kvaliteten i klinisk praksis på kan være ved hjælp af aktionslæring (3) og aktionsforskning (5).

Aktionslæring

Aktionslæring tager afsæt i den professionelles praksis og understøtter udviklingen af et udviklingsorienteret læringsmiljø på arbejdspladsen. Ved at man i et ligeværdigt, anerkendende fællesskab med andre udforsker og udfordrer konkrete praksissituationer, kan man åbne for og blive bevidste om hinandens blinde pletter og dermed udvikle og styrke viden, færdigheder, kompetencer og fagidentitet til gavn for patienterne. Aktionslæring kan både være et selvstændigt pædagogisk værktøj, men kan også indgå som metode i aktionsforskningsprocesser.

Aktionsforskning

Aktionsforskning er en forskningstilgang, der grundlæggende er kendetegnet ved, at praktikere i samarbejde med forskere gennem forskning i egen praksis udvikler selv samme praksis (5,2). I aktionsforskning forskes således sammen med og ikke på andre mennesker.

Centralt i aktionsforskning er refleksion og dialog i og over praksis med det mål at ændre uhensigtsmæssige procedurer og arbejdsgange. Forskningsprocessen fra start til slut består af kontinuerlige cykliske processer kendetegnet ved: ”Look, think, act” i forhold til den praksis, der er genstand for forskningsprocessen.

Sygeplejerske og ph.d. Loretta Bellman (1) beskriver, hvordan sygeplejersker forsøger at opnå forandringer og udvikling i klinisk praksis gennem brug af den kritisk teoretiske aktionsforsknings eksplorative, kreative, innovative og empowerende proces ”It explores how nurses identified patient specific problems, challenged the status quo and systematically implemented an evidence-based change process using critical action research” (1). Den personlige udviklingsproces ved at deltage i kollaborative forandringsprocesser i klinisk praksis er ifølge forfatteren evident. Vores fund underbygger dette.

Flere studier har afdækket sygeplejerskers følelse af afmagt (=powerlessness) i deres kliniske praksis, ofte på grund af det krydspres, de føler ved på den ene side at skulle indfri sundhedsvæsenets krav og organisering og på den anden side deres sygeplejeprofessionelle værdigrundlag for at udøve sygepleje (1,2).

Med afmagtsfølelsen følger følelsen af manglende indflydelse på egen praksis og dermed opretholdelse af status quo. Derfor er det vigtigt at arbejde med sygeplejerskers empowerment-følelse, så de sygeplejeprofessionelle værdier kan praktiseres i den kliniske praksis på lige fod med de medicinsk orienterede værdier.

Sygeplejeledere har en afgørende rolle for, at dette kan lade sig gøre (2,1), og aktionslæring og aktionsforskning kan være redskaberne til dette.

Forskningstilgang

Forskningstilgangen på afdelingen i forhold til sygeplejefaglige
problemfelter er praksisnær, og aktionsforskning anvendes som den primære forskningstilgang.

Metoder og deltagere

De anvendte metoder og deltagere afhænger af det problemfelt, der er genstand for undersøgelse – om det f.eks. er modtagelse af patienterne, stuegang, sygeplejekonsultation, kontinuitet i patientforløb, brugerinvolvering, monofagligt og tværfagligt samarbejde.

Projektmetoder kan være feltstudier, journalaudit, spørgeskemaundersøgelser,
fokusgruppeinterview, logbogsoptegnelser.

Procesmetoder kan være dialogkonferencer, refleksionsmøder, temadage, nyhedsbreve, supervision, logbogsoptegnelser samt ad hoc-møder blandt de involverede deltagere.

Deltagere i de forskellige forskningsprojekter/processer kan være personale og patienter på Hæmatologisk afdeling samt samarbejdspartnere udenfor afdelingen.

Resultater og konklusion

Ved aktionslæring og aktionsforskning med deltagelse af både afdelingens medarbejdere, ledere og forskeren gives mulighed for en synergieffekt imellem den læring, der udgår fra de forskelliges perspektiver og hermed også mulighed for organisatorisk læring.

Vi kan nu et år efter start på det ledelsesmæssige og forskningsmæssige samarbejde se, at vi ved at styrke læringsmiljøet på afdelingen gennem brug af aktionslæring og aktionsforskning har fremmet udviklingen af sygeplejerskers fagidentitet, herunder udviklingen af en evidensbaseret praksis.

Det ledelsesmæssige fokus og fundament på dialog og fælles ansvarlighed samt forskningstilgangen med involvering af alle personalegrupper har betydet afdækning af og bevidsthed om uhensigtsmæssige procedurer og arbejdsgange og har medført konkrete ændringer i klinisk praksis, både monofagligt og tværfagligt.

Plejepersonalet bliver mere og mere opmærksomme på betydningen og vigtigheden af at reflektere i og over deres praksis både hver for sig og i fællesskab, og dermed får de afdækket blinde pletter, som kan danne baggrund for konkrete kvalitetsudviklingstiltag til gavn for både patienter og personale. Plejepersonalet tager nu selv initiativ og ansvar ift. at iværksætte aktioner, der understøtter deres faglighed (f.eks. makkerpar, sygeplejekonsultationer, kontaktsygeplejerske, udarbejdelse af skriftligt materiale såsom tjekskemaer i forhold til at sikre en helhedsorienteret tilgang til patientforløbet), og alle aktioner har som mål at sikre gode, individuelt tilpassede patientforløb.

I forbindelse med evaluering af et konkret aktionsforskningsprojekt på afdelingen blev der afholdt fokusgruppeinterview med de sygeplejersker, som havde deltaget i projektet. Nogle af spørgsmålene var centreret om sygeplejerskernes evaluering af selve aktionsforskningsprocessen, hvor refleksionsmøder var en af de anvendte metoder. Alle interviewdeltagere havde positive oplevelser med processen, og en sygeplejerske udtrykte det på følgende måde: ”Det har været rigtig godt, og det har virkelig givet grobund for refleksion, jeg har virkelig reflekteret over, hvordan jeg har ageret, hvad det er for signaler, jeg sender til mine patienter, hvordan min tilgang er til dem, og hvad kan vi gøre anderledes for patienternes skyld.”

Vision på vej til at blive indfriet

Vores vision om at udvikle en stærk sygeplejefaglig identitet med sygeplejersker, som tør og vil tage selvstændigt ansvar og træffe beslutninger samt yde en meningsfuld og evidensbaseret praksis, er derfor stærkt på vej til at blive indfriet. Vi er overbeviste om, at succesen i høj grad skyldes et engageret personale, der gerne vil udvikle sig selv og deres faglighed i praksis.

Foruden et engageret personale tror vi også, at det har en stor betydning, at både lederen og forskeren er enige om, hvad målet med ledelse og forskning er, samt hvordan målet skal nås. Samtidig har lederen stor interesse for forskningsfeltet samt erfaring og kompetence indenfor udviklingsområdet, og forskeren har stor erfaring og kompetence indenfor ledelse, udvikling, læring og forandringsprocesser, så det indbyrdes samarbejde er således præget af en stærk synergieffek

Litteratur 

  1. Bellman L. Nurse-led Change and Development in Clinical Practice. London: Whurr Publishers, England, 2003.
  2. Kjerholt M. Sammenhæng i ældre kronisk syges patientforløb – idealer og realiteter. Ph.d.- afhandling. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, 2011.
  3. Weinstein K. Action Learning. København: Dansk Psykologisk Forlag; 2008.
  4. Dasys Forskningsråd. Forskning – fundamentet for udvikling af sygeplejen. Sygeplejersken 2013; (1):63-5.
  5. Reason P & Bradbury H. Handbook of Action Research: Participative Inquiry & Practice. London: SAGE Publications; 2001.
  6. Jørgensen KM. Forandringsledelse gennem kommunikation. Ledelse og Filosofi 2007;(2).
English abstract

Kjerholt M, Sorensen OT. Researchers and managers develop practice together. Sygeplejersken 2013;(9):76-9.

There is an insatiable expectation of innovative development and visionary, meaningful change initiatives within the health care system. Simultaneously, there is a demand that employees must do more, deliver higher quality while having less disposable time. There is also the demand on health professionals to follow evidence-based practices. An evidence-based practice implies both research that provides evidence and that research results are implemented in practice. Management, action-learning and action-research can be the tools that work together to develop and ensure an evidence-based nursing practice. At the Department of Hematology, Roskilde Hospital, a close relationship between nursing management, a practitioner-researcher nurse and a nurse specialist has assured a development and change in and of nursing practice that is meaningful and relevant to both staff and patients. Moreover, the managerial and scientific personal approach has resulted in a strong professional identity among nurses for the benefit of nurses, patients and interdisciplinary collaborators.

Keywords: Management, research, education, evidence.

Emneord: 
Forskning
Ledelse
Uddannelse
Evidensbaseret sygepleje

Tværfaglige forskningsenheder, der gavner ph.d.-studerende

Artiklen fremhæver, at ansættelse af ph.d.-studerende sygeplejersker i klinikken kan berige både praksis og de studerende. Desuden beskrives de muligheder, der findes ved at indgå i et ph.d.-uddannelsesmiljø i tværfaglige forskningsenheder med en klinisk forankring.

Interventioner, som bygger på principperne fra evidensbaseret praksis (1) og evidensbaseret medicin (2), drejer sig i praksis om at yde sygepleje, som er baseret på viden om, hvad der virker. Ansættelse af sygeplejersker med ph.d.-uddannelse fremstilles i den sammenhæng som en mulighed for at sikre implementering af forskningsbaseret viden og udvikling af ny viden indenfor sygeplejen (3).

Forskningsrådet i Dansk Sygepleje Selskab (DASYS) efterlyser flere og bedre forskningsprojekter indenfor sygepleje (4) og henviser bl.a. til en survey, som trods metodiske svagheder peger på, at antallet af sygeplejersker med en ph.d.-grad er relativt lavt i Danmark. Desuden tyder undersøgelsen på, at Østdanmark halter lidt efter Vestdanmark, hvis man ser på det absolutte antal af akademiske sygeplejersker.

Boks 1. Fakta om ph.d.-uddannelserne ved de danske universiteter

En ph.d.-uddannelse er en treårig fuldtids forskeruddannelse, som gennemføres på et universitet, og som forudsætter en kandidatgrad. Uddannelsen kvalificerer til udførelse af selvstændige forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver og foregår under vejledning af en erfaren forsker (10). Der er tilknyttet teoretiske uddannelseskrav i form af universitære ph.d.-kurser, hvor man ved afslutning af uddannelsen skal kunne redegøre for, hvordan man har opnået de nødvendige 30 ECTS point. Hovedvejlederen skal i reglen være tilknyttet det universitet, hvor den studerende indskrives, og man kan have flere vejledere, hvilket afspejler de forskelligartede metoder, som man typisk når at afprøve i løbet af uddannelsen eller det kliniske område, man forsker i.

Rammerne for uddannelsen er således ret klare og kræver, at man kan indskrives på et universitet, og at der er en erfaren forsker, som vil påtage sig ansvaret som vejleder. Indskrivningsproceduren er ofte tidskrævende (måneder), og bl.a. er en fyldestgørende projektbeskrivelse obligatorisk og kan i sig selv tage flere måneder at udarbejde under vejledning.

Isoleret fra forskningsmiljøer
DASYS problematiserer, at der er risiko for, at sygeplejersker, der bedriver forskning, kan sidde isoleret og dermed ikke være knyttet til større forskningsmiljøer (4). I de større forskningsmiljøer sidder postdocer, der kan vurdere forskningens kvalitet og bidrage til at implementere forskningsresultater i praksis. Dansk Sygeplejeråd efterlyser ligeledes flere sygeplejersker med forskeruddannelse, og at de nødvendige uddannelsesrammer er tilgængelige (5).

Det kan imidlertid være vanskeligt for den enkelte sygeplejerske eller den enkelte leder af sygeplejen at få et indblik i, hvad det er, der konstituerer de gode forsknings- og uddannelsesmiljøer, og hvad der med rimelighed kan kræves, både fra den ph.d.-studerendes og fra lederens side.

I denne artikel er formålet at give sygeplejersker et indblik i de muligheder, der findes ved at indgå i et ph.d.-uddannelsesmiljø i tværfaglige forskningsenheder med en klinisk forankring. Samtidig ønsker vi at anskueliggøre nogle af de ledelsesmæssige overvejelser, der går forud og følger ansættelse af sygeplejersker i ph.d.-uddannelse.

Vi vil ikke her formidle yderligere viden om tilrettelæggelsen af uddannelsen og henviser i stedet til universiteternes forskerskoler, se boks 1 side 73. I stedet vil vi pege på, hvilke krav man kan stille til uddannelsesmiljøet med fokus på mulighederne på et universitetshospital.

Graden af individuelt ansvar En af de afgørende forskelle mellem f.eks. at tage en kandidatuddannelse og en ph.d.-uddannelse har for os været graden af individuelt ansvar og hermed selvstændighed. Den projektbeskrivelse, som blev godkendt ved indskrivning, danner fundamentet for gennemførelse af studiet, og består typisk af 2-4 projekter, afhængigt af klinisk problemstilling, ambitionsniveau og muligheder.

Det medfører, at man som studerende skal agere i en verden, som på nogle områder vil være velkendt og på andre ukendt. Sammenlignet med studerende fra andre uddannelsesretninger er sygeplejersker erfaringsmæssigt lidt ældre og har typisk flere års erhvervserfaring, inden ph.d.-uddannelsen påbegyndes. Vi har ikke kendskab til danske undersøgelser på dette felt, men undersøgelser fra engelsksprogede lande bekræfter tilsyneladende dette og viser, at gennemsnitsalderen for amerikanske ph.d.-studerende indenfor sygepleje er 42,7 år (6). De praktiske elementer omkring gennemførelse af et klinisk forskningsprojekt forekommer bekendte, det kan f.eks. dreje sig om information og kommunikation til patienter og personale i forbindelse med iværksættelse at nye interventioner og fornemmelsen af, at man selv er ansvarlig for al fremdrift i et projekt.

Andre elementer vil ofte være mere ukendte, det kan dreje sig om udformning af protokoller, godkendelsesprocedurer fra datatilsynet og det videnskabsetiske komitésystem, lægemiddelstyrelsen, budgetlægning, at føre og aflægge regnskab, skrive fondsansøgninger osv.

Som studerende bliver man mødt med krav om at kunne søge litteratur, vurdere kvaliteten af forskningsartikler og kunne redegøre for metoder, herunder analysemetoder, uanset om ens studier bygger på kvantitative eller kvalitative metoder. Det er optimalt at være i et dynamisk miljø, hvor man som studerende føler sig udfordret, stimuleret, støttet og anerkendt.

Tværfaglige forskningsenheder

Det anslås, at der er ca. 120 ph.d.-uddannede sygeplejersker i Danmark, og skønsmæssigt er der omtrent 25 sygeplejersker, som aktuelt er i gang med en ph.d.-uddannelse (7). Det kan i øjeblikket være svært at finde forskningsmiljøer med en stor andel af sygeplejersker, idet der som beskrevet ikke er så mange forskningskompetente sygeplejersker.

Derfor er det logisk og forbundet med flere fordele at se sig omkring og indgå i tværfaglige forskningsenheder. Vores lægelige kolleger har igennem mange år opbygget flere store og velfungerende enheder, der indeholder mange af de uddannelsesmæssige elementer, man som ph.d.-studerende sygeplejerske efterspørger. Det drejer sig her om studerende på flere niveauer, ofte flest med lægelig baggrund, men nogle gange også med baggrund som fysioterapeuter, diætister, cand.scient.er osv.

Det giver til sammen mulighed for at blive udfordret og få og give sparring på forskningsspørgsmål, design, metode, analyse og resultater og formidling af resultater i et tværfagligt perspektiv, se boks 2. Forskningsaktive sygeplejersker er i stigende grad optaget af komplekse multidimensionale sundhedsfaglige problemstillinger, og det fordrer et stærkt tværfagligt forskningsmiljø og et givende samarbejde på tværs af fag (8).

   Boks 2. Eksempler på konkret udbytte af placering i forskningsenheder

   Tværfaglige diskussioner om, hvordan man

  • søger midler og hvor, samt hvordan man opstiller budgetter
  • planlægger sine opgaver som projektleder
  • indsamler og bearbejder kvalitative såvel som kvantitative data
  • formidler resultater på poster eller ved foredrag
  • underviser patienter eller kolleger
  • holder gejsten oppe om projektet hos kollegerne i klinikken.

Også kvantitative undersøgelser

Der er en udbredt opfattelse af, at sygeplejersker primært forsker i sundhedsvidenskab ud fra et kvalitativt perspektiv. Vi har stærke og gode traditioner indenfor kvalitativ forskning, også i en international sammenhæng. Men det betyder ikke, at vi skal give afkald på at besvare sundhedsvidenskabelige forskningsspørgsmål, der kræver kvantitative undersøgelser. Forskningsspørgsmålet afgør som bekendt metoden.

Her vil de lægelige forskningsledere ofte stå stærkt, og de vil være oplagte som vejledere – også for sygeplejersker. Det vigtige for os som studerende har ikke været den faglige baggrund hos vejleder, men den forskningsmæssige tyngde og kompetence (9).

Man kunne indvende, at det som studerende er væsentligt at kunne relatere sig til et fælles fagligt udgangspunkt, men netop forskellighederne danner baggrund for udvikling af en klar og tydelig argumentation for valg af perspektiv og metoder. Derfor har det været oplagt at have vejledere med stor erfaring i kvantitative metoder til de kvantitative dele af vores projekter, og det har været oplagt at have erfarne kvalitative forskere som vejledere for de kvalitative studier.

Den kliniske praksis kræver, at vore interventioner underbygges af evidens for at kunne levere sygepleje af den højeste kvalitet. Det er i dag en udfordring for de ledende sygeplejersker at imødekomme dette behov og foretage de nødvendige prioriteringer i organisationen for at sikre, at opgaverne løses effektivt. Når vi har en opgave, som udspringer af et behov for høj kvalitet og evidensbaseret sygepleje og behandling, kan tværfaglige forskningsenheder være et organisatorisk og uddannelsesmæssigt godt middel til at nå dette mål.

Vilje til forandring

En af vejene frem kan være ansættelse af ph.d.-studerende sygeplejersker eller sygeplejersker, der allerede har en ph.d.-uddannelse. Det kræver uden tvivl mod og vilje til forandring, at lederen  fokuserer på sin hovedopgave, hvor der stilles krav om både national og international orientering i arbejdet mod høj kvalitet og optimeret behandling. Denne udvikling kommer ikke af sig selv, men skal ledes, og lederen sætter også her rammen for i dette tilfælde forskningsopgaven, så medarbejderen leverer det ypperligste til gavn for patienter og pårørende.

For de ledende sygeplejersker er det væsentligt at gøre sig klart, at forskningsuddannede sygeplejersker ikke kun kan bidrage på konkrete og specialiserede områder, men også indenfor mere tværgående udviklingsområder. Det kan dreje sig om søgning af viden på særlige områder, identifikation af og fokusering på udviklingsområder indenfor den kliniske sygepleje, vejledning af medarbejdere indenfor forskellige typer projekter, afholdelse af journal club m.m. Nogle afdelinger og centre på de store universitetshospitaler i Danmark har i dag forskningsenheder, som ledes af sygeplejersker.

Det er dog stadig et fåtal, og spørgsmålet er derfor, om ikke vi burde kigge os omkring og søge til de tværfaglige forskningsenheder, hvor sundhedsprofessionelle side om side kan forske inden for det sundhedsvidenskabelige felt til gavn for patienterne.

Litteratur

  1. Kitson A. The state of the art and science of evidence-based nursing in UK and Europe. Worldviews Evid Based Nurs 2004;1(1):6-8.
  2. Sackett DL, Straus SE, Richardson WS et al. Evidence based medicine. How to practice and teach EBM. London, GB; Churchill Livingstone;2000. p. 1-257.
  3. Lewallen LP, Kohlenberg E. Preparing the nurse scientist for academia and industry. Nurs Educ Perspect 2011;32:(1):22-5.
  4. Poulsen I, Aadal L, Eg M et al. Research – the foundation for furthering nursing. Sygeplejersken 2013;01:63-5.
  5. DSR. Viden udvikler sygeplejen. Til gavn for patienter, borgere, profession og samfund. Dansk Sygeplejeråds Forskningsudspil, 2011. 
  6. Wilkes LM, Mohan S. Nurses in the clinical area: relevance of a PhD. Collegian 2008;15:(4):135-41.
  7. Sektion for Sygepleje, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og Enheden for Sygeplejeforskning, Klinisk Institut SU. Ph.D. lister – landsdækkende [Internet]. 2012 [cited 2013 Mar 11]. Available from: http://ph.au.dk/ om-instituttet/sektioner/sektion-for-sygepleje/forskning/phd-lister-landsdaekkende/ 8. Kim MJ, McKenna HP, Ketefian S. Global quality criteria, standards, and indicators for doctoral programs in nursing; literature review and guideline development. Int J Nurs Stud. 2006;43:(4):477-89.
  8. Kostovich C, Saban K, Collins E. Becoming a nurse researcher: the importance of mentorship. Nurs Sci Q 2010;23:(4):281-6.
  9. Ministeriet for Videnskab, teknologi og udvikling. Bekendtgørelse om ph.d.-uddannelsen ved universiteterne (ph.d.-bekendtgørelsen) [Internet]. 2008. Available from: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710. aspx?id=114196 (sidste søgning 30.04.2013)
English abstract.

 Danielsen AK, Herling SF, Wilenius L, Raven K. Multidisciplinary research units benefit PhD students. Sygeplejersken 2013;(9):72-5.

The article describes how nurses can obtain a good educational and research environment by joining interdisciplinary research units in clinical practice. In addition, the article puts a management perspective on the employment of PhD student nurses in the clinic. The article’s importance for nursing relates to the possibility of obtaining good training for PhD student nurses, who's involvement in clinical practice can be a great advantage.
 
Keywords: Education, management, research, interdisciplinarity.

Emneord: 
Forskning
Ledelse
Tværfaglighed
Uddannelse

USA - videreuddannelsernes land

For 28 år siden rejste den dengang nyuddannede sygeplejerske Marianne Baernholdt sammen med sin mand til New York i USA. Lysten til videreuddannelse trak, og det gør den stadig den dag i dag, hvor Marianne Baernholdt har skabt sig en karriere inden for undervisning og forskning.

SY-2013-09-59a
Når først, Marianne Baernholdt går i gang med at fortælle om sit liv som sygeplejerske, er hun svær at stoppe igen. Og det tro sig pokker, for den nu 52-årige kvinde har nået meget både fagligt og privat, siden hun i 1985 som næsten nyuddannet sygeplejerske satte kurs mod New York og en tilsyneladende meget lille jobmulighed på Mount Sinai-hospitalet.

Hun fik dog jobbet og har siden videreuddannet sig i stor stil, så hun i dag bl.a. kan skrive master i public health, master i klinisk og intensiv sygepleje og en ph.d. i health services researh for blot at nævne lidt fra hendes 21 sider lange cv.

Hun er i dag ansat på University of Virginia, hvor hun som lektor bl.a. underviser sygeplejestuderende, er leder af et tværfagligt sundhedsprojekt i Sydafrika, og så forsker hun bl.a. også i, hvordan såkaldte landhospitaler (i Danmark nok snarere udkantshospitaler, red.) sikrer den bedst mulige kvalitet i sygeplejen. Hun har tre voksne børn og har boet i Virginia sammen med sin mand de seneste 12 år.

Hvorfor tog du til USA?
”Da jeg blev færdig som sygeplejerske i 1984, vidste jeg allerede, at jeg gerne ville videreuddanne mig, og jeg ville egentlig også gerne til USA på et tidspunkt. Den gang var det meget svært at komme ind på den daværende sygeplejehøjskole i Danmark, og jeg talte bl.a. med nogle undervisere, som anbefalede mig at tage til England eller USA.

Jeg havde egentlig tænkt mig at vente et par år, men da min mand, der er halvt amerikaner/halvt dansker, i mellemtiden besluttede sig for at ville tilbage, begyndte jeg også at undersøge mulighederne. Han tog af sted først, og et års tid efter kom jeg.”

Var det svært at få job og autorisation?
”Det korte svar er JA. Jeg sendte over 50 ansøgninger til forskellige steder i USA, for jeg ville ikke tage af sted uden et job på hånden. Men jeg hørte kun fra Mount Sinai, og det var udelukkende fordi, sygeplejersken, der behandlede ansøgningen, havde været i Danmark. Det havde intet med mig at gøre, og hun kunne intet garantere, så jeg drog af sted til jobsamtale på et turistvisum. Jeg fik jobbet, og så begyndte alt papirarbejdet i forhold til at få opholds- og arbejdstilladelse.

Akkurat som i dag var det en besværlig og lang proces, og vil man ud som jeg, må man nok i begyndelsen være fleksibel med, hvor man kan få arbejde. Man må ofte begynde på de afdelinger, der mangler personale, og det er som regel ikke de bedste afdelinger, det viser min forskning bl.a. også. Jeg fik dog en uddannelse som intensiv sygeplejerske på Mount Sinai, men jeg ville jo også gerne læse en master. De amerikanske myndigheder godkendte dog ikke min grundlæggende uddannelse fra Danmark, så jeg måtte tage en del andre fag – studere på fuldtid og arbejde på trekvart tid - for først at få en bachelor, før jeg kunne læse videre.”

Hvad har været det sværeste?
”Det var som sagt svært at få anerkendt bare dele af min danske uddannelse, det var meget personafhængigt, og jeg skulle virkelig være opsøgende. Det var i begyndelsen også svært at gennemskue, hvordan det amerikanske uddannelsessystem er skruet sammen, du kan f.eks. læse til sygeplejerske på tre forskellige måder.

Jeg tror, det gælder om at finde de uddannelsesinstitutioner, hvor man er vant til at optage udenlandske studerende. I begyndelsen synes jeg dog, at det allersværeste var, at sygeplejersker i USA ikke havde den samme rolle som i Danmark. De var længere nede i hierarkiet og blev ikke på samme måde inddraget i beslutningsprocessen om hvilken behandling, patienterne skulle have. Men det har heldigvis ændret sig med årene.”

Hvad har været det bedste?
”Det er helt sikkert de mange muligheder for videreuddannelse, ellers tror jeg ikke, at jeg var blevet så længe. Selvfølgelig betød min mands ønske om at vende tilbage til USA noget, men jeg kom jo herover fordi, jeg ville dygtiggøre mig fagligt, og jeg har det stadig som om, at jeg er i en slikbutik, når det kommer til efter- og videreuddannelse. Man kan gøre hvad som helst, der er masser af muligheder, selvom man jo skal have midlerne.

Det er vigtigt med et langsigtet mål og vide, at det f.eks. er en investering at tage nogle fag, man måske ikke lige havde tænkt sig. Den eneste grund til, at jeg tog bacheloren var, at jeg vidste, jeg ville have en master, før vi tog hjem igen.”

Kan du beskrive den største faglige forskel?
”Jeg er fristet til at vende dit spørgsmål om … jeg er meget aktiv i ICN, og jeg synes, at en af de bedste ting her er, at man i mødet med sygeplejersker fra hele verden opdager, at der er så mange ting i sygeplejen, der er ens. Især når vi taler om basal sygepleje med fokus på patienten som det hele menneske.

Men når man tager ud og ser, hvordan der praktiseres sygepleje andre steder i verden, kan man blive forbavset over, at tingene kan gøres anderledes – og at det rent faktisk også virker eller måske er bedre! Når man er ude, lærer man også at sætte pris på nogle ting, som man bare tog for givet før. De første mange år, hvor jeg kom hjem til Danmark og sagde, at de amerikanske sygeplejersker ikke havde så meget at skulle have sagt, svarede mine danske kolleger, at det havde de heller ikke, men det kom så sandelig an på, hvem de sammenlignede sig med.” 

Skal du tilbage til Danmark igen?
”Vi har altid taget et par år ad gangen og kigget på, hvad der er bedst for vores karrierer, men også for familien. Mine børn taler flydende dansk og amerikansk, og vi har prioriteret at komme hjem til Danmark, mindst hver sommer.

Rent fagligt sker der mange spændende ting i USA lige nu, og til efteråret bliver jeg desuden optaget i The American Academy of Nursing, som er en sammenslutning under the American Nurses Association (det amerikanske svar på Dansk Sygeplejeråd, red.) bestående af ca. 2000 udvalgte ekspertsygeplejersker inden for f.eks. uddannelse, kliniske områder, forskning og politik.

Man er med i et af de mange ekspertpaneler, som løbende får til opgave at udarbejde såkaldte white papers, en slags anbefalinger, som kan hjælpe kongressen og andre amerikanske myndigheder, når de skal tage beslutninger om sundhedsvæsenet, f.eks. den meget omdiskuterede sundhedsreform i 2008. Og den tanke kan jeg lide – at ens faglighed også bliver brugt her, og at man på en måde giver noget tilbage til samfundet. Men der sker jo også meget fagligt i Danmark, så man ved aldrig, hvad der sker. Lige nu bor vi dog i Virginia, hvor også lyset og vejret bare er bedre, selvom der skal noget til at slå den danske sommer.”

Rejs ud

Sygepleje er et universelt fag, og hvert år rejser mange danske sygeplejersker til udlandet for at arbejde i kortere eller længere tid. De seneste år har især vikariater hos vores naboer mod nord trukket i mange, men der er også danske sygeplejersker i Grønland og mange andre fjernere egne. Sygeplejersken har talt med nogle af dem om deres historie og erfaringer, som du kan læse i dette og de næste to numre af Sygeplejersken.

Har du selv udlængsel, kan Dansk Sygeplejeråd hjælpe med gode råd og vejledning.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Uddannelse

Historisk: Når man gynger på latinen

Hvad gør man, når en lidt for kæk elev sætter den erfarne på plads med betegnelser, hun aldrig har hørt om? Man lister sig ud på badeværelset og slår op i ”Medicinske Fagudtryk” for at give igen.

 

SY-2013-05-14aDengangI 1911 udkom bogen ”Medicinske Fagudtryk” for første gang i Danmark. I de første mange år havde den lommestørrelse og kunne hives frem, når et ukendt fagudtryk dukkede op, eller når eleven overgik sin læremester. I 1942 fortalte en læser i Tidsskrift for Sygepleje:

 

”Det er rart for en ældre, veltjent Assistent at have en dygtig og vaagen Elev paa sine Stuer. Min Elev hører til
Eksamensholdet, hun er kvik i Arbejdet og stopfodret med Teori. Da jeg efter to Timers vederkvægende Søvn i Dag stillede paa Afdelingen, tog Eleven Ordet og udtalte: Vi har faaet en Patient med abasi, Sygdommen faar sikkert et abrupt Forløb, accidentel viser det sig, at Aarsagen er abusus. Saalænge Patienten ligger hos os, behøver vi altsaa næppe at frygte Aggravation.

Man skal ikke lade sig imponere af Ungdommen, saa jeg indskrænkede mig til at slaa Eleven paa Skulderen og sige: Ja, det er godt, min Pige!

Saa gik jeg ud i Badeværeslet, fik Dansk Sygeplejeraads medicinske Fagudtryk halet op af Lommen, og Bogen fortalte mig snart, at jeg havde faaet en Patient med manglende Evne til at gaa, at Sygdommen sikkert vilde faa et brat Forløb, da det tilfældigvis viste sig, at Sygdommens Aarsag er Misbrug af Spiritus. Saalænge Patienten var i vore Hænder, mente min opvakte Elev ikke, der var Udsigt til Forværring.

Da jeg var Situationens Herre, henvendte jeg mig til min Elev og bad hende gaa ind og ordne Patientens Alopecia. Jeg saa Eleven liste ud i Badeværelset. Ogsaa hun har Medicinske Fagudtryk i Lommen – Bogen, der for hver en Sygeplejerske er den frelsende Tolk, naar hun gynger paa Latinen.”
 

SY-2013-05-15aNu

I dag har Nyt Nordisk Forlag overtaget udgivelsen af ”Medicinske Fagudtryk”, og bogen er vokset betydeligt. Fra den første udgave i 1911 på blot 50 sider til den senest reviderede udgave i 2009, der har over 8.000 opslagsord fordelt på 868 sider.

Indtil videre er der ikke planer om, at ”Medicinske Fagudtryk” igen kan komme i en lille, diskret lommeudgave, da forlaget ikke umiddelbart har planer om at lancere bogen som en app til tablets eller smartphone.

Der findes dog mange andre medicinske og sygeplejefaglige opslagsværker, som kan lette hverdagen for især de studerende, der endnu ikke er hjemme i fagjargonen. I Android og Apples webstores kan studerende såvel som erfarne sygeplejersker finde alt fra opslagsværker, ordbøger til små spil om sygepleje. 

Kilder: Tidsskrift for Sygepleje 11/1942

Foto øverst: Arkivfoto fra 1967, Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskoke: Sygeplejehistorisk Museum.Foto nederst: Arkivfoto fra 2001, Sygeplejerskeuddannelsen i Herlev: Heine Pedersen 

Dansk Sygeplejehistorisk Museum

sygeplejemuseum%20vinter%20200x200

Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding viser beretningen om sygeplejens historie og sygeplejens betydning for det danske sundhedsvæsen.

Besøg museet og museets hjemmeside

Emneord: 
Historie
Uddannelse

Studerende i praksis: Forebyggelsen til borgeren med mere end én sygdom

Forløbsprogrammer kan forekomme snævre, mener en sygeplejestuderende efter at have arbejdet med dem i praksis. Programmerne bør omfatte borgere med mere end én lidelse, så reel forebyggelse kan sættes i værk.

SY-2013-05-10aArkivfoto: Simon Klein Knudsen

I modul 6 var jeg i praktik i primær sektor i hjemmeplejen. Modulbeskrivelsen havde specielt fokus på sundhedsfremme og forebyggelse, og modulet blev startet med to intensive teoriuger, som nærmest kun handlede om sundhedsfremme og forebyggelse, og vi blev stoppet med viden.

Jeg var spændt på at se, hvordan den tunge teori blev brugt i praksis, for i de to uger følte jeg, at teorien tog al opmærksomheden fra borgerne. Vi blev bl.a. præsenteret for fire forløbsprogrammer fra Region H, som omhandlede hvert deres kroniske felt.

Jeg kastede mig over forløbsprogrammet for type 2-diabetes, da jeg havde haft fokus på denne kroniske sygdom. Der var jo ingen vej udenom, for læringsudbyttet skulle inddrages.

I hjemmeplejen havde jeg en borger med både diabetes og demens. Vigtigheden i at fremme borgerens livskvalitet gik pludselig op for mig. Forløbsprogrammet var nærmest skræddersyet til forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til type 2-patienten. Men da det var temmelig akut at finde en forebyggende løsning til borgeren, faldt forløbsprogrammet igennem. Desværre, for tanken med forløbsprogram var ellers god.

Programmet beskriver kort, at der hos en ”sårbar patientgruppe” (bl.a. demens) kan benyttes en forløbskoordinator, men at denne ikke er blevet implementeret endnu.

Jeg manglede i denne situation et forløbsprogram specifikt rettet mod borgeren, som både har diabetes og demens for netop at kunne arbejde med forebyggende tiltag. De forebyggende tiltag, som jeg før praktikken havde bandet væk, men nu pludselig manglede.  

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Uddannelse
Forebyggelse
Sygdom
Hjemmesygepleje