DengangI 1911 udkom bogen ”Medicinske Fagudtryk” for første gang i Danmark. I de første mange år havde den lommestørrelse og kunne hives frem, når et ukendt fagudtryk dukkede op, eller når eleven overgik sin læremester. I 1942 fortalte en læser i Tidsskrift for Sygepleje:

”Det er rart for en ældre, veltjent Assistent at have en dygtig og vaagen Elev paa sine Stuer. Min Elev hører til
Eksamensholdet, hun er kvik i Arbejdet og stopfodret med Teori. Da jeg efter to Timers vederkvægende Søvn i Dag stillede paa Afdelingen, tog Eleven Ordet og udtalte: Vi har faaet en Patient med abasi, Sygdommen faar sikkert et abrupt Forløb, accidentel viser det sig, at Aarsagen er abusus. Saalænge Patienten ligger hos os, behøver vi altsaa næppe at frygte Aggravation.

Man skal ikke lade sig imponere af Ungdommen, saa jeg indskrænkede mig til at slaa Eleven paa Skulderen og sige: Ja, det er godt, min Pige!

Saa gik jeg ud i Badeværeslet, fik Dansk Sygeplejeraads medicinske Fagudtryk halet op af Lommen, og Bogen fortalte mig snart, at jeg havde faaet en Patient med manglende Evne til at gaa, at Sygdommen sikkert vilde faa et brat Forløb, da det tilfældigvis viste sig, at Sygdommens Aarsag er Misbrug af Spiritus. Saalænge Patienten var i vore Hænder, mente min opvakte Elev ikke, der var Udsigt til Forværring.

Da jeg var Situationens Herre, henvendte jeg mig til min Elev og bad hende gaa ind og ordne Patientens Alopecia. Jeg saa Eleven liste ud i Badeværelset. Ogsaa hun har Medicinske Fagudtryk i Lommen – Bogen, der for hver en Sygeplejerske er den frelsende Tolk, naar hun gynger paa Latinen.”
 

Nu

I dag har Nyt Nordisk Forlag overtaget udgivelsen af ”Medicinske Fagudtryk”, og bogen er vokset betydeligt. Fra den første udgave i 1911 på blot 50 sider til den senest reviderede udgave i 2009, der har over 8.000 opslagsord fordelt på 868 sider.

Indtil videre er der ikke planer om, at ”Medicinske Fagudtryk” igen kan komme i en lille, diskret lommeudgave, da forlaget ikke umiddelbart har planer om at lancere bogen som en app til tablets eller smartphone.

Der findes dog mange andre medicinske og sygeplejefaglige opslagsværker, som kan lette hverdagen for især de studerende, der endnu ikke er hjemme i fagjargonen. I Android og Apples webstores kan studerende såvel som erfarne sygeplejersker finde alt fra opslagsværker, ordbøger til små spil om sygepleje. 

Kilder: Tidsskrift for Sygepleje 11/1942

Foto øverst: Arkivfoto fra 1967, Frederiksberg Hospitals Sygeplejeskoke: Sygeplejehistorisk Museum.Foto nederst: Arkivfoto fra 2001, Sygeplejerskeuddannelsen i Herlev: Heine Pedersen 

Arkivfoto: Simon Klein Knudsen

I modul 6 var jeg i praktik i primær sektor i hjemmeplejen. Modulbeskrivelsen havde specielt fokus på sundhedsfremme og forebyggelse, og modulet blev startet med to intensive teoriuger, som nærmest kun handlede om sundhedsfremme og forebyggelse, og vi blev stoppet med viden.

Jeg var spændt på at se, hvordan den tunge teori blev brugt i praksis, for i de to uger følte jeg, at teorien tog al opmærksomheden fra borgerne. Vi blev bl.a. præsenteret for fire forløbsprogrammer fra Region H, som omhandlede hvert deres kroniske felt.

Jeg kastede mig over forløbsprogrammet for type 2-diabetes, da jeg havde haft fokus på denne kroniske sygdom. Der var jo ingen vej udenom, for læringsudbyttet skulle inddrages.

I hjemmeplejen havde jeg en borger med både diabetes og demens. Vigtigheden i at fremme borgerens livskvalitet gik pludselig op for mig. Forløbsprogrammet var nærmest skræddersyet til forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje til type 2-patienten. Men da det var temmelig akut at finde en forebyggende løsning til borgeren, faldt forløbsprogrammet igennem. Desværre, for tanken med forløbsprogram var ellers god.

Programmet beskriver kort, at der hos en ”sårbar patientgruppe” (bl.a. demens) kan benyttes en forløbskoordinator, men at denne ikke er blevet implementeret endnu.

Jeg manglede i denne situation et forløbsprogram specifikt rettet mod borgeren, som både har diabetes og demens for netop at kunne arbejde med forebyggende tiltag. De forebyggende tiltag, som jeg før praktikken havde bandet væk, men nu pludselig manglede.  

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Carl på 78 år hæver snapseglasset, blinker med det ene øje, skåler og siger: ”Det her er aktiv aldring.” Aktivitetsklubben i København er en forening for ældre, hvor samværet og fællesskabet er i centrum. At komme ud ad døren og få talt med kammeraterne er for denne gruppe af ældre ofte aktivitet nok i sig selv.

Senere forklarer Carl, at han svømmer 800 meter hver morgen i den lokale svømmehal, og siger, at det er aktiv aldring. Aktiv aldring er ved at blive et begreb, mange ældre tilpasser deres liv og hverdag, og som de former og gør uventede ting med.

I den optik er aktiv aldring ikke bare motion og arbejde, men også politisk engagement, fjernsynskiggeri, sex, kortspil og, som det ovenstående eksempel viser, snapsedrikkeri.

Det nye plusord

2012 var EU-år for aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne. Det er efterhånden en velkendt smøre, at vi bliver flere og flere ældre og færre og færre til at forsørge.

Aktiv aldring kan ses som en måde at omskrive denne udfordring på; at pege på, at alderdommen ikke behøver at være ren armod og forfald, men at man godt kan leve et aktivt liv, selvom man har passeret de 65.

Ifølge EU og WHO handler aktiv aldring om at være selvstændig, holde sig i gang, tage del i samfundet og blive på arbejdsmarkedet eller arbejde frivilligt. Det drejer sig om at optimere sine potentialer for ”sundhed, deltagelse og sikkerhed” (3).

Oftest udmønter konkrete politiske tiltag på området sig dog til at fokusere på fysisk aktivitet. Dette ses i Sundhedsstyrelsens udspil fra 2008 om fysisk aktivitet og ældre (2) samt på EU-niveau i 2012’s World Congress on Active Ageing, hvor fokus er på ”the latest research evidence and best practice on physical activity”.

Individualiseret ansvar

Begrebet aktiv aldring kritiseres ofte for at være en individualiserende politisk strategi, der skubber det kollektive ansvar for samfundets svage ældre over på de ældres egne skuldre (1). Når de ældre skal have hjælp til at få sokker på, er det deres egen skyld, fordi de ikke har holdt sig fysisk i gang.

Det er dermed ikke et udtryk for at have levet et langt liv, som medfører fysiske gener. Når Dagmar på 80 år har båret rundt på sin syge mand igennem syv år og har arbejdet som rengøringskone igennem 37 år, er spørgsmålet, hvis ansvar den nedslidte krop er, og efterfølgende hvem der skal betale for dens pleje.

På den måde skriver aktiv aldring sig ind i en lang diskussion indenfor alderdomsforskningen om aldringens årsag, betydning og eventuelle løsning. Hvad der står klart, er dog, at der ofte er lang vej fra de bonede gulve, hvorpå aktive aldringspolitikker formuleres, til den hverdag, aktive ældre som Dagmar og Carl befinder sig i.

Forskning i de aktive

Med mit ph.d.-projekt ”Aktiv Aldring, fællesskab og velfærdsteknologi” på Center for Sund Aldring på Københavns Universitet undersøger jeg, hvordan aktiv aldring er en del af de ældres hverdag. Aktiv aldring er mere end individualisering, fysisk aktivitet og policy-programmer.

Projektet fokuserer på de aktive ældres hverdag, og hvordan de tager del i fællesskaber på aktivitetscentre, samt hvordan velfærdsteknologi (blodsukkermålere, smart homes, ældrealarmer etc.) er en del af det aktive ældreliv.

Ved at forstå aktiv aldring fra de ældres eget perspektiv viser jeg, hvordan aktiv aldring kan betyde et virvar af forskellige ting. Dette betyder også, at der er mange forskellige måder at lave aktiv aldringspolitik på; gode og dårlige, inkluderende og ekskluderende, samt mange måder at udvikle velfærdsteknologi på.

Ved hjælp af etnografiske metoder kortlægger jeg de ældres forståelse af aktiv aldring, og hvordan de praktiserer aktiv aldring. Jeg observerer og deltager i de ældres aktiviteter på to forskellige aktivitetscentre i Københavnsområdet.

Derigennem opnår jeg en sproglig og kropslig forståelse af aktiviteter som pilates, smedearbejde, banko, billard og motionstræning. Derudover interviewer jeg en del af de ældre fra aktivitetscentrene om fællesskaber, teknologibrug og det at være aktiv ældre.

Den overordnede hensigt med forskningsprojektet er at forstå, hvordan velfærdsteknologier bruges af de aktive ældre, hvilke erfaringer de har gjort sig med dem, deres holdning til dem, og hvordan de eventuelt kan blive en del af deres fællesskaber.

Robotteknologi i ældrepleje

Andrea på 75 år har hjerteproblemer, podagra og osteoporose og blev kureret for brystkræft for to år siden. Hun har fået stillet et væld af velfærdsteknologier i udsigt, ”der kan måle mit ve og vel og passe ordentligt på mig,” som hun siger. Men hun vil kun tage imod dem, hvis det er absolut livsnødvendigt. Ny teknologi virker fremmed på hende og fjerner ”nærværet og det menneskelige”.

Velfærdsteknologier præsenteres ofte som løsningen på de ældre som byrde. Hvis vi kan opfinde teknologier, der kan holde dem friske længere, og som kan pleje dem, når de får behov for det, løser vi den økonomiske byrde. Når man spørger de ældre, vil mange rigtignok også hellere lade sig vaske af en robot end af en social- og sundhedshjælper.

Der opstår imidlertid problemer, når teknologierne begynder at overtage de relationer og fællesskaber, de ser som en central del af livet.

Hvis man ikke møder lægen og sygeplejersken eller ikke kommer til genoptræning og i aktivitetscentret, fordi man kan gøre det hele via en skærm, frarøves mange ensomme ældre en af deres fysiske kontaktflader med andre mennesker. For Andrea er teknologi ikke en del af sociale relationer og ses som forurenende for samtalen og samværet.

Den travle alderdom

Mange af de ældre ser aktiviteter som en central del af deres liv og fællesskaber, men de vil selv have lov til at bestemme, hvad der defineres som en aktivitet.

Derfor skal man ikke kun understøtte pilates og anden fysisk aktivitet, men også rum, hvor man mødes omkring samvær, politisk arbejde, billard eller noget femte. Ofte gøres aktivitet automatisk til fysisk aktivitet, hvilket skaber et pres på den ældre, der ikke må slappe af og nyde sit otium.

Sofaen og fjernsynet bliver fjenden, og afslapning forbindes med dårlig samvittighed. Man skal helst have lige så travlt, som da man arbejdede, som f.eks. Lis på 73, der synes, hun nærmest fik mere travlt af at blive pensioneret. Denne form for aktiv aldring bliver et pres, og i Aktivitetsklubben er der mange reaktioner mod dette.

Her er man aktiv ældre, så længe man kommer i klubben. Det aktive ligger i at komme ud ad døren og tage del i snakken eller deltage i den frie mobning, som de kalder det. Den joviale omgangstone, kammeratskabet, den gas man giver hinanden, billard, øldrikkeri og modstanden mod at lade sig presse til at have travlt er centrale dele af fællesskabet i Aktivitetsklubben.

Aktiv aldring som samvær

Når man udvikler politik, der skal facilitere aktiv aldring, er det derfor vigtigt at gøre sig klart, at de ældre ikke er passive modtagere af fysisk aktivering.

Aktivitetsklubbens billard, gas og øldrikkeri fortsætter på trods af det store fokus på sundhed og fysisk aktivitet. I WHO’s definition på aktiv aldring er selvstændigheden og evnen til at forme eget liv netop helt central. ”Jeg vil ikke under formynderi, bare fordi jeg er gammel,” som Carl siger.

Denne evne og vilje til at forme sit eget liv bliver paradoksalt nok ofte til et problem, når den ikke passer ind i sundhedssystemets fokus på det sunde, lange og aktivt fysiske liv.

Når aktiv aldring bliver til samvær omkring druk og billard, er det en anden form for aktivitet og sundhed end den rent fysiske. Netop samværet er, for de ældre i Aktivitetsklubben, det, der gør aktiviteten meningsfuld.

Aske Juul Lassen er cand.mag. i europæisk etnologi og ph.d.-stipendiat ved Center for Sund Aldring. 

Litteratur

1. Blaakilde AL. Kravet om aktiv aldring kan spænde ben for solidariteten. Information; 2012 (13/2).
2. Sundhedsstyrelsen. Fysisk aktivitet og ældre. København: Sundhedsstyrelsen; 2008.
3. World Health Organization. Active ageing: a policy framework. Geneva: WHO; 2002.

​

Selina Kikkenborg Berg er sygeplejerske, ph.d. og postdoc i Hjertecentret, Rigshospitalet, og sekundært på Hjertemedicinsk afd. P, Gentofte Hospital. Selina Kikkenborg Berg er 38 år, har en søn og bor i Vedbæk.

Hvad fik dig til at forske?
Det var et stort ønske om at forandre praksis, som fik mig ind på forskervejen. Jeg er uddannet i 1997, og da begyndte de kritiske røster overfor en erfaringsbaseret praksis, hvor ældre kollegers tips og tricks var lov.

Jeg har tårnhøje ambitioner, men jeg kan ærligt sige, at jeg er drevet af lysten til processen: den gode idé, sammensætning af forskningsgruppen, jagten på midler, gennemførelse af forsøgene, formidling på de store kongresser og oplæg til implementering. Det hele er sjovt og udfordrende.

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?

”Min ph.d.-afhandling omhandler hovedsageligt et randomiseret klinisk forsøg (COPE-ICD), hvor vi afprøver et omfattende rehabiliteringstilbud til patienter, som har fået indopereret en hjertestøder (ICD).

Det har en psyko-edukativ komponent, og det har været utrolig spændende at teste effekten af sygepleje.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?

Jeg var indskrevet i Aarhus og tog ph.d.-kurser både i Aarhus og København. Undervejs rejste jeg til Yale University i USA i et semester. Det var en rigtig god beslutning at rejse til USA.

Der mødte jeg professorer, som havde stor erfaring indenfor mit område, og de var ledere af store forskningsprogrammer og hentede mange statslige fondsmidler hjem. Der lærte jeg meget.

Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?

Jeg fik finansieret min forskning dels af Rigshospitalet, men hovedsageligt af eksterne fonde. Jeg fik eksterne midler for omkring en million kroner i perioden.

Det var en fantastisk fornemmelse, når fonde gav bevillinger, når andre troede på vores idéer. Projektet opnåede støtte fra: Helsefonden, Augustinus Fonden, Novo Nordisk Fonden, Oticon Fonden, Hjerteforeningen, Tryg Fonden, A.P. Møller, Krista og Viggo Petersens Fond, DACRA og Kong Christian X’s Fond.

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?

Resultaterne af forskningen kan hentes via PubMed.

Hvordan har din forskning betydning for praksis?

Jeg oplevede noget sjovt i USA. Jeg var en tid på Emory University i Atlanta, Georgia, og besøgte i den forbindelse et hospital, hvor en sygeplejespecialist havde bedt om at mødes med mig. Hun fortalte, at hun havde etableret en klinik for unge med medfødt hjertesygdom ud fra vores model (Copenhagen Transition Program), som vi havde udviklet 4-5 år tidligere.

Det var et meget konkret bevis på, at artiklerne, vi skriver, bliver læst og brugt. Resultaterne fra ph.d.-afhandlingen vil forhåbentligt blive indarbejdet i de nationale retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen netop har indkaldt en arbejdsgruppe til at udarbejde, og vi udbyder et kursus i rehabilitering, bl.a. på baggrund af COPE-ICD-forsøget.

Hvad forsker du aktuelt i?

Jeg forsker stadig i sygeplejefaglig opfølgning og rehabilitering under og efter hospitalsindlæggelse. Fokus er på patienter med komplekse hjertesygdomme, og fem nye ph.d.-studerende arbejder nu i projektet. Men jeg er også projektleder for et nyt nationalt projekt, DenHeart.

Det er en survey-undersøgelse, som handler om, hvordan patienterne har det ved udskrivelse fra et hjertecenter i Danmark. Efter at have arbejdet med kvalitativ forskning bevægede jeg mig over i de randomiserede interventionsforsøg.

Der bliver jeg, men jeg er også ved at prøve kræfter med nationale survey-undersøgelser og registerforskning. Vores nye store projekter og kurser kan der findes oplysninger om på CopenHeart.org og DenHeart.dk.

Præmature børn får hudproblemer omkring næsen, når de behandles med CPAP. Dette var en af problemstillingerne, der blev arbejdet med i et projektsamarbejde mellem Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg, University College Nordjylland, og fire kliniske afsnit på Aalborg Universitetshospital.

Projektet blev afviklet for fire studerende på modul 11, deres kliniske vejledere og de tilknyttede undervisere fra sygeplejerskeuddannelsen og erstattede den fastlagte studieaktivitet på modulet. 

Projektet var inspireret af de fem trin i udøvelsen af evidensbaseret praksis (1), hvor problemstillingen blev afsættet for samarbejdet mellem studerende, klinisk vejleder og underviser. Samarbejdet omfattede undervisning efterfulgt af gruppearbejde i emnerne evidensbaseret praksis, det fokuserede spørgsmål, systematisk litteratursøgning og analyse af videnskabelige artikler.

Projektsamarbejdet medførte ændringer i klinisk praksis. På baggrund af litteratursøgning og efterfølgende kritisk vurdering af en relevant videnskabelig artikel indgår systematisk soignering og aflastning kombineret med et gel-aflastningspræparat nu i plejen af præmature børn.

Det blev i samarbejdet mellem studerende, klinisk vejleder og underviser tydeligt, hvordan videnskabelig viden er brugbar i praksis. De studerende fandt det meget motiverende at deltage i et projekt, hvor resultaterne var medvirkende til at ændre procedurer i klinisk praksis.

Det blev synligt, at det at forholde sig undersøgende til praksis med udgangspunkt i videnskabelig viden kan mindske gabet mellem videnskab og praksis, hvis det sker i et samarbejde med kliniske sygeplejersker og undervisere (2).

Dét aktivt at integrere sygeplejestuderendes akademiske kompetencer i klinisk praksis har vist sig at kunne understøtte en kultur i praksis, hvor kritiske refleksioner over praksis og undersøgelse af f.eks. alternative interventionsmuligheder er naturligt (3). Dog udtaler særligt kliniske vejledere, at projektet var tidskrævende og reducerede den studerendes tilstedeværelse i klinikken med risiko for frustration hos den studerende.

Med sin form og sit indhold åbner projektet for flere perspektiver i den fremtidige tilrettelæggelse af sygeplejerskeuddannelsen. Sygeplejestuderendes aktive involvering i implementeringen af resultater fra videnskabelige artikler kan mindske barrierer for at arbejde evidensbaseret i klinisk praksis (2).

Projektets resultater har derfor medført, at vi i Sygeplejerskeuddannelsen Aalborg arbejder på tidlig introduktion til de fem trin i evidensbaseret praksis og aktiv brug af disse i klinisk praksis.

Dette forventes at kunne styrke sammenhængen mellem teori og praksis. De studerende vil opleve, hvordan forskning kan integreres i plejen af patienter.

Når studerende ikke blot undervises i evidensbaseret praksis, men er aktive deltagere i samarbejdet med kliniske sygeplejersker, ser det desuden ud til, at de kan medvirke til at mindske eventuelle barrierer over for en evidensbaseret praksis, som kan eksistere blandt kliniske sygeplejersker (2,3).  

Hanne Clement Axelsen er studiekoordinator for sygeplejerskeuddannelsen, Aalborg Sygehus. Iben Bøgh Bahnsen er lektor på Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen University College Nordjylland i Aalborg; ibb@ucn.dk

Mette Braad Nielsen er lektor og studievejleder på Sygeplejerskeuddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen University College Nordjylland i Aalborg.

Litteratur

1. DiCenso A, Ciliska D, Marks S et al. Introduction to Evidence-Based Nursing [Internet]. Toronto: KT Clearinghouse [cited 2012 Mar 29]. Available from: http://ktclearinghouse.ca/cebm/syllabi/nursing/intro Besøgt d. 22.01.13.
2. Moch SD, Cronje RJ, Branson J. Part I. Undergraduate Nursing Evidence-Based Practice Education: Envisioning the Role of Students. J Prof Nurs 2010;26(1):5-13.
3. Moch SD, Cronje R. Part III. Reenvisioning Undergraduate Nursing Students as Opinion Leaders to Diffuse Evidence-Based Practice in Clinical Settings. J Prof Nurs 2010;26(1):23-8.

Kan man overføre begrebet studieunit til primær sektor? Det spørgsmål stillede man sig i Roskilde Kommune efter at have deltaget i konferencen ”Fremtidens kliniske uddannelse” i 2012.

Kommunens Uddannelsesgruppe er med til at skabe fremtidens kompetente arbejdskraft, og vi ønskede at undersøge, om en studieunit i hjemmeplejen kunne udvikle og optimere læringsmiljøet, hvilket ville være i tråd med den overordnede dagsorden om innovation i Roskilde Kommune.

Det blev startskuddet til projekt studieunit i hjemmeplejen. Vi definerede studieunit som et afgrænset læringsrum, hvor elever og studerende lærer i et tæt samarbejde med hinanden, de tildelte borgere, deres praktikansvarlige og den kliniske vejleder. Projektet er foregået på plejecenteret Kristiansminde i en boenhed med 10 borgere.

Det har været gennemført i to perioder på henholdsvis seks og fem uger med deltagelse af sygeplejestuderende i modul 6 og 12 samt af elever på social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Der har i hvert projekt deltaget i alt fem elever og studerende samt to praktikansvarlige vejledere og en klinisk vejleder. Boenhedens faste personale var i projektperioderne placeret andre steder.

Hovedtanken med at udføre projekt studieunit var at give elever og studerende et miljø med konstant fokus på læring. De fik derfor også et større ansvar for den daglige sygeplejefaglige indsats og skulle i samråd med hinanden og ved hjælp af deres samlede kompetencer selv planlægge, tilrettelægge og udføre plejen til borgerne i boenheden.

Vejlederteamet var til rådighed til støtte og vejledning. Ved morgenrapporten blev dagens opgaver klarlagt og fordelt efter kvalifikationer, kompetencer og kontinuitet. Der blev dagligt holdt et formiddagsmøde, hvor dagen blev talt igennem.

”Hvad havde været godt den dag, kunne vi gøre noget bedre i morgen, osv.” To gange om ugen blev dette møde brugt til at gennemgå en sygeplejefaglig problemstilling, som en deltager var ansvarlig for at vælge.

Den ansvarlige skulle udarbejde et lille oplæg, det kunne f.eks. være om urinvejsinfektion, demens, apopleksi eller lignende, resten af gruppen skulle bidrage med viden om emnet. Dette fungerede som videndeling og ikke som en undervisningsseance.

Deltagerne var på forskellige uddannelser og på forskellige niveauer i deres uddannelsesforløb, hvilket gjorde denne form for vidensdeling meget udbytterig. Specielt disse seancer er vægtet højt hos alle 10 deltagere.

I dette samspil oplevede både elever og vejledere, at praksisfællesskabet blev fagligt udviklet, og der var et stort engagement og motivation for læring hos deltagerne.

Deltagerne har formuleret, at forskellen på den traditionelle praktik og studieunit var, at fokus i studieunitten er på kvalitet i læring, hvor det ellers kan opleves, at kvantiteten af opgaver kan være det væsentlige i traditionelle praktikforløb.

Der har været rum og tid til at søge viden, såvel i arbejdstiden som i fritiden, dette har imødekommet deltagernes ønske om at opnå mere viden og et bredere teoretisk fundament i deres praktiske og kliniske forløb.

Projektet har efterfølgende vundet en innovationspris i Roskilde Kommune som værende nytænkende på området.  

Betina Bjærgager er klinisk vejleder, ansat på Plejecenteret Kristiansminde, hvor Anette Katholm er centerleder. Anne Marie Wulff Hedenborg er uddannelseskoordinator i Roskilde Kommune.

Nyttig for både den erfarne og novicen

Grethe Andersen, Dorte Damgaard, Hysse Forchhammer og Helle K. Iversen (red.)

Apopleksi – sygdom, behandling og organisation

Munksgaard 2012

357 sider – 298 kr.

Erfaringer viser, at det er vigtigt med en samlet  tværfaglig indsats i en praksis, hvor fokus er øget  kvalitet i behandling og pleje af syge mennesker.

Den faglige specialisering på hospitalerne og i  primærsektor skal sikre en bedre sammenhæng i  patientens forløb, og denne sammenhæng kræver,  at det tværfaglige team har viden om hinandens  opgaver og kompetencer.

Netop dette aspekt har  forlaget og redaktørerne af bogen ”Apopleksi –  sygdom, behandling og organisation” inddraget i  fin stil. Både læger, fysioterapeuter, ergoterapeuter,  sygeplejersker, logopæder samt neuropsykologer  er blandt forfatterne til de mange forskellige  kapitler, hvilket gør bogen interessant at læse for  alle tværfaglige professioner, der arbejder tæt med patienter, som  har pådraget sig en apopleksi.

 Formålet med bogen er at give en samlet, opdateret fremstilling  af den omfattende nyere viden indenfor apopleksi. Det leveres flot  af forfatterne, som alle har bred klinisk erfaring.

Bogen beskriver omhyggeligt den normale hjerne, hjernens  patofysiologi, symptomer og udredning ved apopleksi samt akut  medicinsk og kirurgisk behandling.

Derudover beskæftiger bogen  sig med rehabilitering efter apopleksi, både i hospitalsregi og i  primærsektor.

Endelig beskrives kvalitetsarbejdet set i lyset af den  rivende udvikling, der har været indenfor behandling af apopleksi  og den sekundære forebyggelse af en ny apopleksi. 

En af udfordringerne ved at skrive en bog, hvor målgruppen er  alle indenfor sundhedsvæsenet, som arbejder med apopleksipatienter,  må være at skabe den nødvendige, interessante  bredde.

Men netop fordi bogen skal betragtes  og i øvrigt fungerer ganske udmærket som opslagsbog,  lykkes det på en rigtig fin måde. At den fungerer som opslagsbog  betyder, at den er brugbar både for den erfarne professionelle  og for novicen.

Selvom niveauet i nogle afsnit tydeligt henvender  sig til den erfarne, imødekommes den mindre erfarne læser af forklarende  illustrationer.  Bogen er inspirerende og yderst nyttig for både den erfarne og  uerfarne sygeplejerske.

Det gælder de afsnit, som er relateret direkte  til sygeplejen, men i høj grad også bogens tværfaglige del,  som indsigtsfuldt og inspirerende giver læseren mulighed for at  lære om, af og med andre professioner til gavn for sammenhængen  og kvaliteten i patientforløbene. 

Af Rikke Lohmann Larsen, koordinerende klinisk vejleder, Neurologisk afdeling, Glostrup Hospital. 

Gravide kan med fordel rejse sig fra sofaen

Bente Klarlund Pedersen

Graviditet & Motion

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck

176 sider – 249,95 kr.

Der eksisterer mange myter  om graviditet og motion,  og holdningerne spænder  vidt, fra at motion er  vældig godt for mor og  barn, til at motion under  graviditeten er meget risikofyldt.

Bente Klarlund  Pedersen ønsker med denne  bog at møde myterne  med den viden, der er tilgængelig  på området og at  give gode råd til gravide om, hvordan man kan holde sig fysisk aktiv  under graviditeten.

Der er råd til den  gravide, som er bange for, at motion vil  øge risikoen for abort, hende, der er vant  til at være meget fysisk aktiv og gerne vil fortsætte med at være aktiv under graviditeten,  og til hende, der foretrækker at sidde  i sofaen.

Sidstnævnte skal  gravide helst ikke opholde  sig for meget i.

Bente Klarlund  Pedersen fremlægger  undersøgelsesresultater, der påviser, at  gravide i god fysisk form har færre fødselskomplikationer  og sjældnere får foretaget  kejsersnit end gravide, som har været  inaktive under graviditeten.

Andre undersøgelser  viser, at fysisk aktive gravide har  færre graviditetsgener end ikke aktive. Det  er dog ikke al sport og motion, som kan anbefales.  Bogen gennemgår, hvilke motionsformer  man skal undgå, og hvilke der kan  anbefales.

Der er gode råd til den gravide,  som ikke har været vant til at dyrke motion  og gerne vil i gang under graviditeten. Der  er anvisning på øvelser til afhjælpning af  graviditetsgener, og anvisninger på, med  hvilken intensitet motion kan dyrkes undervejs  i graviditeten. 

Bogen er overskuelig med korte kapitler og korte afsnit med overskrifter, som giver  guidelines til indholdet. Den er letfordøjelig  og kan fortæres af alle med lyst til at  erhverve viden om graviditet og motion  og/eller med lyst til at styrke formen inden fødslen.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune. 

 Fængende bog om fokusgruppeinterview

 Kirsti Malterud

Fokusgrupper som forskningsmetode i medisin og helsefag

Universitetsforlaget Oslo 2012

168 sider – 415 kr.

Med baggrund i erfaringer indenfor sundhedsfaglig  forskning gennem godt 25 år har  den norske professor Kirsti Malterud skrevet  denne fængende hands-on-bog om fokusgruppeinterview.  Bogen henvender sig til alle, som arbejder  med og interesserer sig for fokusgruppeinterview  i en sundhedsfaglig sammenhæng.

Der lægges særlig vægt på, at det enkelte  menneskes perspektiver udgør en sandhed  i sig selv. Den kvalitative forskningsmetode  får hermed en forfriskende og bredere rækkevidde  i den medicinske hverdag.

Med budskabet om at fokusgruppeinterview  kan anses som en selvstændig og  fyldestgørende videnskabelig undersøgelsesform,  fremhæves metoden som egnet i  forskning, hvis genstandsfelt er: Meningsindhold, som det opleves af personer i sin  naturlige sammenhæng.

Bogen giver anvisninger på arbejdet med  fokusgrupper, og væsentlige facetter af arbejdets processer bliver fremhævet.  Tonen i bogen er inspirerende, og beskrivelserne  af Malteruds egne forskningsmæssige erfaringer kombineres med henvisninger  til andre internationalt anerkendte  forskere, som har solide erfaringer indenfor  feltet.

Præsentationen bygger  på en opfattelse af, at  data af god kvalitet fra fokusgrupper  kan give muligheder  for at fortælle troværdige historier, der kan gøre  en forskel i praksis. 

Bogen udgøres af fem dele, som fører læseren gennem  forskningsarbejdet: afsæt, lanlægning, dataindsamling,  analyse og publicering  af resultater. Desuden er der en kort beskrivelse af det kritiske  teoretiske afsæt, som Malteruds egen  forskning er baseret på.

Forskningsfaserne er fremsat i et letforståeligt  sprog og med konkrete eksempler, der fremstiller arbejdet med fokusgrupper  som en levende, nærværende og dynamisk  proces.

Dog skal det siges, at læseren formentlig vil få brug for at hente mere fyldestgørende  anvisninger på analysearbejdet  andre steder. 

Forskerens kompetencer i form af metodiske  og kommunikative værktøjer sættes i  direkte relation til mulighederne for at lære  at tænke anderledes og reflektere indenfor et felt. Samtidig udtrykkes  der stor respekt for, at informanter investerer tid i at  fortælle deres historie i fokusgrupper,  og der sættes fokus på de etiske  aspekter, som er knyttet til metoden. 

Det beskrives både, hvor fokusgrupper  kan bruges, og hvor de ikke vil være egnede. 

God læselyst med denne bog, som er en  vejledende appetitvækker for alle, som ønsker  en let og virkelighedsnær indføring i  arbejdet med fokusgrupper. 

Det norske afsæt burde ikke forstyrre den danske læser i nævneværdig grad. 

Af Charlotte Simonÿ, ph.d.-studerende, sygeplejerske, cand.pæd.

Arkivfoto fra skadestuen i Odense: Alex Tran

Inden jeg tog hul på første modul, havde jeg en klar forventning om, hvad jeg ville med sygeplejerskeuddannelsen. Og hvad jeg bestemt ikke syntes var spændende. Det resulterede i, at jeg var meget snæversynet og begrænsede mig selv i at se de mange muligheder og variationer, der er indenfor faget.

Jeg har været igennem alle mine klinikperioder, og nu er jeg glad for, at jeg har prøvet så meget forskelligt. Efter hver praksis har jeg efterfølgende tænkt, at det her ville jeg egentlig også gerne arbejde med.

Jeg har erkendt, at vigtigheden af et åbent sind, indlevelse, engagement, og selvfølgelig faglige kvaliteter fra både kliniske vejledere og ikke mindst fra den studerende, er det, der former et optimalt klinisk forløb. Som studerende synes jeg, at man har en forpligtelse over for sit kliniksted i form af at kunne udtrykke sine forventninger, bedste indlæringsmetoder, og især hvordan man personligt udvikler sig bedst.

I klinikken er der rig mulighed for at spejle sig i rollemodeller. Det kan være andre end den kliniske vejleder. Prøv at åbne øjnene for alle de faglige kvaliteter hos hver enkelt fagperson – andre faggrupper kan også være inspirationskilde til at forme dig som den sygeplejerske, du skal være.

Det er herligt at sidde efter de første 12 moduler og erkende, at jeg ikke er så bekymret for snart at være færdig som sygeplejerske. Mulighederne er mange – og heldigvis. Det er et privilegium at få en professionsbachelor, som ikke er en ensrettet vejviser til erhvervslivet, men derimod åbner dørene for mange forskellige grene af den sundhedsfaglige verden. Jeg stræber selv efter at blive stud.cur., da jeg ser vigtigheden af ikke blot at have kompetente sygeplejersker i praksis, men også af, at sygeplejersker videreuddanner sig af hensyn til faget og fagets udvikling med henblik på at tilføre ny viden og evidens til praksis.           

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

I februar 2010 startede Sygeplejerskeuddannelsen Metropol en toning af uddannelsen kaldet Sundhed+. En toningsuddannelse skal forstås som et specifikt spor inden for en given uddannelse, hvor der rettes fokus på et nærmere defineret område. I toningsuddannelsen Sundhed+ er der således særlig fokus på sundhed, sundhedsfremme og forebyggelse. Desuden arbejder de studerende med egen sundhed via fysisk aktivitet, sund kost, trivsel samt eventuelt ryge-stop. I februar 2012 startede den femte Sundhed+ klasse, hvilket betyder, at der siden 2010 er startet en klasse pr. semester. Det første optag af Sundhed+ studerende slutter deres uddannelse sommeren 2013.

Baggrunden for at starte toningsuddannelsen Sundhed+ bygger på samfundets behov for at forebygge sygdomme og øge sundheden i befolkningen samt på et ønske om at nedbringe det stigende frafald i uddannelserne (1,2). WHO anbefaler desuden generelt øget fokus på sundhed herunder i skole- og uddannelsessammenhænge (3).

De sygeplejestuderende har vist stor interesse for denne toningsuddannelse, og mange har søgt om at komme i en Sundhed+ klasse. Vores erfaringer med de første klasser samt tilbagemeldinger fra såvel studerende som undervisere har været positive. På den baggrund ønskede vi at undersøge, hvilke lærings- og fastholdelsespotentialer der er på Sundhed+ og dermed identificere hvilke elementer, vi med fordel kan anvende mere bredt i sygeplejerskeuddannelsen. En projektgruppe blev nedsat og arbejdede med projektet fra februar til juli 2011, se boks 1. 

Målet med artiklen er

• at præsentere baggrunden for og give et indblik i toningsuddannelsen Sundhed+
• at beskrive, hvilke potentialer der er på Sundhed+ i forhold til læring og fastholdelse
• at inspirere til refleksion over egen sundhed i kliniske og teoretiske uddannelsesforløb samt i professionel sygeplejepraksis
• at inspirere til at arbejde med sundhed, kropslig læring, trivsel og fællesskab i uddannelsesforløb.

Målgruppe

Artiklen henvender sig til sygeplejersker, som interesserer sig for læring, sundhed og sundhedsadfærd samt for de,, som har med sygeplejestuderende at gøre. 

I forbindelse med projektet er der udarbejdet et litteraturreview til afklaring og vurdering af potentialer i relation til læring og fastholdelse på Sundhed+ (4). Søgeprotokoller kan rekvireres ved henvendelse til artiklens forfattere.

Med baggrund i litteraturen tegner der sig et billede af, at faktorer som sund kost og fysisk aktivitet, som er indsatsområder for Sundhed+, kan bidrage til øgede kognitive præstationer/akademiske kompetencer hos skolesøgende og unge.

Et nyere review har undersøgt sammenhænge mellem skolebørns grad af fysisk aktivitet og henholdsvis færdigheder, adfærd og karakterer. Undersøgelsens resultater synes at understøtte, at der findes positiv eller ingen effekt af fysisk aktivitet på skolebørns akademiske evner (5). I tråd hermed finder et svensk studie en positiv sammenhæng mellem kondition og score på intelligenstests blandt en større gruppe 18-årige mænd (6).

Der er ikke fundet en entydig forklaring på de positive sammenhænge mellem fysisk aktivitet og læring. En del af forklaringen kan dog være, at fysisk aktivitet øger blodcirkulationen og dermed mængden af næringsstoffer til hjernen. Endvidere øges mængden af neurotransmittere ved fysisk aktivitet, hvilket formentligt kan fremme kommunikationen mellem nervecellerne i hjernen (7). Desuden giver fysisk aktivitet en følelse af velvære og glæde, hvilket kan tænkes have en indirekte positiv indflydelse på indlæring (7,8,9).

Udover fysisk aktivitet synes kost at have indflydelse på læring hos skolebørn. Et review fandt, at skolebaserede morgenmadsinterventioner tilsyneladende har en positiv effekt på elevernes kognitive præstationer, mens insufficient kost er relateret til ringere præstationer (10,11).

Endvidere kan der spores et læringspotentiale i det at arbejde med egen sundhed. Eksempelvis peger studier på, at sundhedsprofessionelle, der ryger, lægger mindre vægt på rygningens skadelige konsekvenser og er mindre villige til at vejlede i rygeophør sammenlignet med ex- eller aldrig-rygere (12,13). Ligeledes ser det ud til, at sygeplejerskens indsigt i egen sundhed kan give anledning til troværdig og konstruktiv drøftelse med patienten omkring dennes sundhed (14).

I forhold til fastholdelse i uddannelsen tegner der sig endvidere et billede af, at relationsdannelse og skolesundhedsprogrammer med elementer af fysisk aktivitet og sund kost øger fastholdelsen.

Flere undersøgelser i relation til frafald viser f.eks., at et manglende socialt studieliv og dårlige rammer for relationsdannelse øger frafaldet i uddannelser (15,16,17).

Fysisk aktivitet synes netop at give gode rammer for relationsdannelse og trivsel i studie- og skolesammenhænge. Flere amerikanske undersøgelser udført i skoleregi tyder på, at fysisk aktivitet bidrager til øget social trivsel og anses som en væsentlig faktor for fastholdelse (18,19, 20). Amerikanske studier, som er baseret på sundhedsprogrammer, hvor både fysisk aktivitet og sund kost indgår, tegner samme billede (11,19). I Danmark har lignende sundhedskoncepter f.eks. på to erhvervsskoler også vist øget fastholdelse sammenlignet med klasser, som ikke indgik i sundhedsprogrammer (21).

Flere af ovenstående undersøgelser er udført i grundskoleregi, hvilket kan medføre tvivl om, hvorvidt vi kan se samme effekt i videregående uddannelser. Ved konsensuskonference med forskere fra Skandinavien i 2011 blev det konkluderet, at der er sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder (22). Det blev endvidere konkluderet, at fysisk aktivitet kan være redskab til udvikling af sociale relationer, hvorfor vi kan formode, at fysik aktivitet også kan have betydning for fastholdelse i videreuddannelsesmiljøer (22).

Præsentation af Sundhed+

På baggrund af samfundets øgede behov for at forebygge sygdomme og fremme sundheden i befolkningen er Sundhed+ således tonet til at have mere fokus på sundhed, sundhedsfremme og forebyggelse. Derudover arbejder de studerende med deres egen sundhed ud fra begrundelsen, at viden om og erfaringer i forhold til sundhed øger de sygeplejestuderendes bevidsthed om sundhed, så de dermed kan opnå viden og erfaringer, som kan inddrages i uddannelsen og arbejdet som sygeplejersker. Endelig tænkes arbejdet med egen sundhed ind som en måde at skabe øget social trivsel i en klasse samt øget læring og dermed medvirke til ønsket om øget fastholdelse og nedbringelse af det stigende frafald i uddannelsen.

Toningsuddannelsen Sundhed+ følger Bekendtgørelsen til bachelor i sygepleje samt den nationale studieordning (23). Læringsudbytte, antallet af undervisningstimer, krav i forhold til anbefalet litteratur og prøver på Sundhed+ er således de samme som på den ordinære sygeplejerskeuddannelse. Forskellen er, at der på Sundhed+ er mere vægt på sundhed, forebyggelse og sundhedsfremme i udvalgte dele af undervisningen. Alle teorimoduler, undtagen modul 5 og 6, er tonet, mens de studerende selv vælger i hvilken grad, de vil tone i klinikmodulerne i henhold til den individuelle studieplan. De studerende på Sundhed+ får autorisation og ud-dannelsesbevis som sygeplejersker, men i tillæg får de et bevis på, at de har gennemført toningsuddannelse Sundhed+.

De studerendes arbejde med egen sundhed ligger ud over den almindelige undervisning. Det drejer sig om fysisk træning to gange ugentligt på modul 1-3, individuel kostvejledning på modul 3 og løbende tilbud om rygestop. Arbejdet med trivsel integreres i undervisningen på modul 7 og 9 samt i studiefaglige samtaler. Den fysiske træning har fokus på kondition, styrke samt at have det sjovt. De studerende har f.eks. trænet boldspil, løb, dans og cirkeltræning. Den individuelle kostvejledning er et forløb på ca. tre gange. Fokus er ernæringsrigtig kost og eventuelt ændring af kostvaner i forhold til at fremme sundhed. Desuden får de studerende teoretisk undervisning ca. tre gange i relation til fysisk aktivitet og to gange i relation til ernæring. Teoriindholdet kan variere fra klasse til klasse og har f.eks. været emner som aerobt og anaerobt stofskifte, muskelgrupper samt ernæring i forbindelse med fysisk aktivitet. Det tilstræbes, at den fysiske træning inddrager anatomi og fysiologi på modul 1-3, og at kostvej-ledningen inddrager ernæringsundervisningen på modul 3. Rygestopkursus er et forløb af fem gange.

Optagelsesproceduren på Sundhed+ er tilmeldelse efter, at de studerende er blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen Metropol. På første hold fik alle, som ønskede plads på Sundhed+, deres ønske opfyldt. Efterfølgende har der været større søgning end pladser, og pladserne blev besat efter lodtrækning. På de to sidste hold er der dog tildelt pladser ud fra en motiveret ansøgning fra de studerende.

I forbindelse med studiestart af den anden Sundhed+ klasse blev de studerendes motivation for at søge Sundhed+ undersøgt via anonyme spørgeskemaer. Undersøgelsen viste, at de studerende søgte Sundhed+, fordi de ønskede mere fokus på sundhed og sundhedsfremme i uddannelsen og gerne ville arbejde med deres egen sundhed (4).

Metode

For at belyse potentialer for læring og fastholdelse anvendte vi både en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse.

Kvantitativ undersøgelse

For at undersøge hvilket fastholdelsespotentiale der kunne være på Sundhed+, kortlagde vi frafald/gennemførelse på Sundhed+ sammenlignet med ordinære klasser i sygeplejerskeuddannelsen Metropol. Klasserne, der startede i februar 2010 og september 2010, blev valgt, da de var længst i uddannelsen.

For indtaget i februar 2010 blev Sundhed+ klassen sammenlignet med de ordinære klasser, fire i alt, der påbegyndte uddannelsen samtidig i Herlev (nu Metropol). For indtaget i september 2010 blev der sammenlignet med alle ordinære klasser i Metropol, 10 i alt, der påbegyndte uddannelsen samtidig med Sundhed+. Studieadministrativ koordinator trak tallene fra det studieadministrative system, SIS, hvorefter forskelle i frafald blev beregnet.

Kvalitativ undersøgelse

For at undersøge hvad de studerende oplevede som betydningsfuldt i forhold til fokusområderne fastholdelse og læring, valgte vi en kvalitativ tilgang, der i undersøgelsen blev opdelt i to trin. Gruppeinterview med lydoptagelse blev valgt i begge trin. Herved søgte vi at skabe en synergieffekt med henblik på at afdække aspekter, der ellers kan overses (24). Trin 1 havde et eksplorativt design med en fænomenologisk inspireret tilgang (25), og trin 2 var en komparativ metode med en hermeneutisk inspireret tilgang (26,27).

På trin 1 blev en gruppe på fire Sundhed+ studerende interviewet ud fra en interviewguide med fire overordnede emner. Tilgangen var eksplorativ. I forhold til læring og fastholdelse skulle fundene danne baggrund for at identificere aspekter, der i trin 2 kunne udforskes i forhold til studerende fra Sundhed+ klassen og en ordinær klasse til sammenligning.

I trin 2 var metoden komparativ (26) i form af gruppeinterview med en klasse fra Sundhed+ og en ordinær klasse. Det blev valgt for at udlede eventuelle forskelle mellem de to grupper af studerende og for at kunne pege på særlige potentialer relateret til Sundhed+.

På tidspunktet for gruppeinterviewene havde de studerende gennemført modul 1, 2 og 3 og var aktuelt på modul 4, som er et klinikmodul. De studerende fra Sundhed+ havde netop afsluttet de særlige tilbud med idræt og kostvejledning. Den ordinære klasse blev tilfældigt udvalgt ud af i alt 10 ordinære klasser. Deltagerne modtog via email en forespørgsel om deltagelse med oplysning om frivillighed og anonymitet. Der deltog fem studerende fra Sundhed+ og seks fra de ordinære klasser, alle tilfældigt udvalgt.

Analysen af de to gruppeinterview var inspireret af en hermeneutisk tilgang, hvor der via fire trin fremkom en fortolkning af informanternes udsagn. Bearbejdningen af interviewene mundede ud i fund af forskellige temaer inden for de to undersøgte fokusområder lærings- og fastholdelsespotentiale (27).

Resultater

Den kvantitative undersøgelse

For at undersøge frafaldet for indtaget fra februar 2010 er der medtaget data fra studiestart i februar 2010 til 5.april 2011. Det betyder, at de studerende har gennemført modul 1-5 og er startet på modul 7 i april 2011, se tabel 1. Tabellen viser, at der er næsten tre gange så stort frafald i de ordinære klasser som i Sundhed+ klassen.

For indtaget fra september 2010 er der medtaget data fra den 1.oktober 2010. Antal udmeldte studerende er opgjort 15.juni 2011. Det betyder, at de studerende har gennemført tre moduler og er ved at afslutte 4. modul, se tabel 2. Tabel 2 viser, at der er dobbelt så højt frafald i de ordinære som i Sundhed+ klassen. I de ordinære klasser er der en spredning i frafaldspro-centen på mellem 7,5-25.6. 
 

Sammenligning af frafald i Sundhed+ og ordinære klasser i Sygeplejerskeuddannelsen Metropol for indtaget februar 2010 og september 2010 kan tyde på, at der på toningsuddannelsen Sundhed+ er et øget fastholdelsespotentiale.
 

Den kvalitative undersøgelse

Studerendes oplevelse af læring i uddannelsen

Indenfor fokusområdet læring fremkom tre temaer, der er fælles for Sundhed+ og de ordinære klasser. Det er læring via egen krop, at omsætte viden til brug i klinikken samt det at være rollemodel i sundhed, se tabel 3.

Tema 1: Læring via egen krop
Informanterne fra Sundhed+ klassen fortalte, at de via fysisk aktivitet og kostvejledning har haft mulighed for at koble teorien til egen krop og dermed opnået en bedre forståelse af teorien. I idrætsundervisningen præsenteres der relevant teori omkring anatomi og fysiologi. Denne kobling bidrager til, at de studerende får afprøvet teorien på egen krop. En studerende fortalte: ”Vi kunne bruge det rigtig meget til os selv f.eks. viden om aerobt og anaerobt stofskifte og muskelgrupper. Viden derfra blev virkelig brugbar, når vi lavede idræt bagefter.”

De studerende gav endvidere udtryk for, at forståelsen af teorien om kost er forøget i kraft af, at de har prøvet det på egen krop. De har blandt andet kostscreenet sig selv og udarbejdet en relevant kostplan. En studerende sagde: ”Jeg lærte at udregne egne energibehov og væskebehov. Dejligt at få skåret det ud i pap.”

De studerende i de ordinære klasser efterspørger flere undervisningstilbud, hvor de kan lære via egen krop, for ”det sidder bedre fast oppe i hovedet, når man har prøvet det.” En studerende fremkom med et forslag til undervisningen i kost: ”Hvis man ernæringsscreener sig selv og laver rutediagram, hvor man kostregistrerer sig selv, så lærer man det jo. Jeg tror bare, man vil have en naturlig interesse i det, så vil man til at starte med have lyst til at gøre det, og derved lære det bedre, tror jeg.

Plus at man har tænkt sig selv ind i det, så jeg tror, man vil have nemmere ved at sætte sig ind i en patients sted.”
Såvel Sundhed+ som de ordinære klasser fandt det betydningsfuldt at lære via egen krop. Forskellen er, at de Sundhed+ studerende oplevede, at de netop har haft denne læring, hvor de studerende fra de ordinære klasser efterlyste det.

Tema 2: At omsætte viden til brug i klinikken
Under deres klinikophold har de studerende på Sundhed+ formået at omsætte de erfaringer, de har gjort sig via egen krop, i mødet med patienterne i klinikken. Idrætsundervisningen bidrager til, at de har fokus på vigtigheden af fysisk aktivitet hos patienter. De har oplevelsen af at kunne fremkomme med relevante forslag til fysisk aktivitet for patienterne. ”Kunne også bruge det til patienten. Vi laver fysisk træning, f.eks. venepumpe eller andre øvelser, som man kunne lave med patienterne.”

En studerende havde reflekteret over afdelingens fysiske indretning i forhold til at kunne fremme fysisk aktivitet hos patienterne: ”Jeg var lidt chokket. Da jeg kom i klinikken, stod der en kondicykel ude i fællesrummet, og når man ved, hvor vigtig fysisk aktivitet er, at cyklen så står et sted, hvor ingen vil lave øvelser, selvom de har lyst. Det vil være en god ide at indrette et rum til cyklen, så kunne flere benytte den. Det er vigtigt, at det er attraktivt at dyrke ... at være aktiv.”

Fra kostvejledningen kan de omsætte såvel indholdet som metoden for vejledningen til deres kliniske praksis. En studerende fortalte: ”Jeg har brugt den motiverende samtale. Jeg lærte meget ved den måde, de (kostvejlederne) spørger ind til ens livsstil, det var den måde, de var overfor mig på. Det kan jeg bruge i forhold til patienterne ... når jeg vejleder, tænker jeg på, hvordan jeg var blevet vejledt af dem ... så jeg lærte af deres fremgangsmåde.”

De studerende i den ordinære klasse nævnte eksempler omkring kost og fysisk aktivitet, som områder de tænkte, at de kunne have øvet før mødet med patienterne. Deres manglende erfaringer gjorde, at de til tider havde svært ved at omsætte den teoretiske viden til den kliniske kontekst. De oplevede at komme til kort overfor patienterne, idet de manglede konkrete red-skaber i mødet med patienterne. En studerende beskrev det således: ”Jeg kunne alle de ord, kulhydrater, fedt, proteiner og sådan noget, men jeg vidste f.eks. ikke, hvad det er for noget mad, der indeholder det, jeg ved jo, hvad kulhydrater og proteiner er, og hvad de indeholder, men hvor finder man dem?”

En anden studerende udtrykte det således: ”Jeg synes ikke, vi har fået sådan nogle øvelser at vide. Lige så snart når du kommer op af sengen, så synes jeg, jeg er lidt blank mht. hvad patienten skal gøre.”

De studerende fra den ordinære klasse gav udtryk for at mangle de redskaber/erfaringer, som de Sundhed+ studerende har fået gennem de ekstra læringstilbud.

De studerende fra Sundhed+ har gjort sig flere tanker om sundhedsfremmende og forebyggende tiltag under deres ophold i klinikken og har kunnet omsætte viden til brug i klinikken. Sundhed+ studerende havde endvidere fokus på sundhedsfremme og forebyggelse i klinikken, mens de ordinære studerende ikke nævnte sådanne overvejelser.

Tema 3: At være rollemodel i sundhed

Hvorvidt sygeplejersken skal være rollemodel i sundhed for patienterne, var der uenighed om blandt de studerende i begge klasser. De studerende fra Sundhed+ klassen var dog mere enige om, at det er vigtig for sygeplejersken at være bevidst om sin sundhed og det, han/hun udstråler i mødet med patienterne. De lagde vægt på, at sygeplejersken skal være troværdig over for patienten: ”På min afdeling er der wienerbrød hver dag kl.9.30 for personalet, og de fleste af disse har et BMI over 30. Jeg synes, man skal signalere sundhed til patienterne i forhold til, hvad man spiser.”

Den ordinære klasse var mere splittet i sin holdning til sygeplejersken som rollemodel. De studerende fremhævede blandt andet vigtigheden af, at man besidder den fornødne viden til at kunne vejlede, og at denne viden måske er vigtigere end sygeplejerskens egen livsstil. En studerende reflekterede dog over betydningen af, at han selv ryger i forhold til at skulle vejlede patienter til rygeophør: ”Det er svært - jeg ryger selv, og det er svært at stå foran en patient med løftet pegefinger. Det er svært at være så dobbeltmoralsk på en eller anden måde … hvis det at ryge giver noget livskvalitet for den patient, så er det hans eget valg ... jeg kan ikke stå og være så overbevisende, som jeg burde være.”

Hvor vidt sygeplejersken skal optræde som rollemodel i sundhed i relation til patienterne havde de to klassers studerende forskellige perspektiver på. De studerende fra Sundhed+ fremhævede vigtigheden af at være bevidst om egen sundhed og det, der udstråles i mødet med patienten. De studerende fra den ordinære klasse lagde derimod mest vægt på, at syge-plejersken besad den nødvendige viden til at kunne vejlede til ændringer i sundhedsadfærden.

De studerendes oplevelse af, hvad der fastholder dem i uddannelsen
Via interviewene med henholdsvis studerende fra Sundhed+ og studerende fra de ordinære klasser fremkom der to temaer under fokusområdet ”fastholdelsespotentiale”, men kun det ene tema har særlig interesse for dette projekt, se tabel 4.

Ikke overraskende fremhævede begge klasser det sociale fællesskab som betydningsfuldt for deres lyst og motivation til at møde op i skolen om morgenen samt generelt i forhold til at fortsætte i uddannelsen. Vi så dog en lille forskel i svarene. Forskellen lå i, hvad de hver især fremhævede som betydningsfuldt for etableringen af det sociale fællesskab.
Studerende fra Sundhed+ forbinder f.eks. årsagen til det gode sociale fællesskab med idrætten ”Jeg tror, at idræt var årsag til, at vi tidligt kom ind på hinanden, da alle var utrygge” og ” ... en anden måde, man er sammen på ... tæt sammen fysisk ... man får grinet sammen. Det er sjovt.”

Studerende fra de ordinære klasser fremhæver klyngeundervisningen (undervisning med 10 studerende) som mulig årsag til det gode sociale fællesskab. "Klyngen holder lige en oppe, de er gode til tage fat i en, hvis man ikke lige har været der en dag. Sådan nogle småting, der gør, at man bliver holdt fast i, at man skal komme.”

En studerende fra de ordinære klasser fremhæver dog den begrænsning, at venskaberne kan blive meget klyngeafhængige: ”Jeg synes, der er både plus og minus ved det. Minusset ved det er, at man ikke rigtig kommer til at snakke med de andre måske, og plusset er, at der sidder ti personer i en klynge, og dem kender man rigtig godt.”

Det sociale fællesskab er med andre ord vigtigt for begge klasser i forhold til fastholdelsen, men midlet hertil synes at blive vægtet forskelligt. De studerende på Sundhed+ fremhæver idrætten som værdifuld for det sociale fællesskab, mens de ordinære studerende anfører klyngeundervisningen, se tabel 4.

Diskussion

Læringspotentialer på Sundhed+
I den komparative analyse fremstod læring via egen krop som betydningsfuldt for begge klasser. Forskellen var, at de Sundhed+ studerende oplevede, at de havde haft denne læring, og at de studerende fra de ordinære klasser efterlyste den.

Sundhed+ studerende fortæller om betydningen af f.eks. at have modtaget kostvejledning samt at forstå elementer af anatomi og fysiologi i sammenhæng med øvelser i den fysiske træning. Det samme mønster viser sig i forhold til at kunne omsætte viden til brug i klinikken. Sundhed+ studerende oplever, at de kan anvende viden og erfaringer fra den fysiske træning, fra deres egen kostvejledning og fra fokuseringen på sundhedsfremme, mens de ordinære studerende oplever, at det kan være vanskeligt at omsætte viden fra den teoretiske undervisning til sygepleje i klinikken.

Projektet tyder således på, at der er et læringspotentiale i at øve eller afprøve teoretisk viden på egen krop. Dette stemmer overens med, at mennesker har forskellige læringsstile, hvor den taktile og kinæstetiske sans ækvivalerer med det at lære via egen krop (28). Gennem brug af kroppen tilegner de studerende sig den teoretiske viden. Denne viden lagres i kroppen, og de studerende formår at trække på den i en ny kontekst (28), i dette tilfælde den kliniske praksis. Det at kunne omsætte viden og kunnen, der er erhvervet i én sammenhæng, til kvalificerede handlinger i en anden sammenhæng, knytter an til begrebet transfer (29). De studerende fra Sundhed+ synes således at kunne overføre elementer af den viden, de har erhvervet via egen krop i teorirummet til praksisrummet, hvor de indgår i samspil med patienterne. Netop at lære via egen krop er måske overset som et læringspotentiale i den teoretiske del af sygeplejerskeuddannelsen. Det kan tænkes at være en af vejene til opnåelse af større praksisforankring i uddannelsen, som det efterlyses på professionshøjskolerne (30).

Ifølge Benner et al. kan en øget praksisforankring i uddannelsen af sygeplejersker medføre stærke læringserfaringer. Benner et al. fremfører på baggrund af egen forskning, at de studerende lærer bedre, hvis de deltager i et undervisningsprogram, hvor underviserne forsøger at integrere klasserummet og klinikken (31).

Projektets litteraturfund støtter op om, at læring via egen krop samt fokus på egen sundhed, giver mulighed for både større viden og større villighed til at rådgive om sundhedsrelaterede emner. Endvidere tyder det på, at udøvelse af fysisk aktivitet øger trivsel, selvtillid og handle-kompetence (22), hvilket måske kan bestyrke de Sundhed+ studerendes oplevelse af at have redskaber, som de kan omsætte i klinikken. Konsensusrapporten om fysisk aktivitet fastslår endvidere, at der en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring uanset alder (9).

Internationale undersøgelser af unge og skolesøgende peger desuden på, at fysisk aktivitet kan øge den akademiske kompetence (6,7,9). Dette har vi dog ikke undersøgt i forhold til de Sundhed+ studerende, og vi kan derfor ikke konkludere noget samlet her. De Sundhed+ studerende kan dog anføres at være særlig motiverede for at lære, da de eksplicit har søgt om optagelse på Sundhed+.

Studerende fra begge klasser har overvejelser om, hvorvidt de selv bør fremstå som rollemodeller i sundhed. De Sundhed+ studerende forekommer mere nuancerede i deres overvejelser og synes nærmere en bevidstgørelse om egen sundheds betydning i forhold til deres sundhedsprofessionelle praksis end de ordinære studerende. Men det afsløres også, at de Sundhed+ studerende stadig er delvist uafklarede om egen rolle i forhold til betydningen af at være eller ikke være en sund rollemodel.

En studerende fra den ordinære klasse fremkom med refleksioner over skismaet omkring det selv at være ryger og det at indtage rollen som sundhedsformidler omkring rygestop. Den studerende var overbevist om, at han/hun ikke ville vejlede i rygestop i lige så stort omfang, som en studerende, der er ikke-ryger. Studier viser, at det kan være vigtigt at arbejde med egen sundhed og/eller holdninger til sundhed, da dette kan have indflydelse på kvaliteten af ens sundhedsprofessionelle praksis (13,14).  

Fastholdelsespotentialer på Sundhed+

Frafald på Sundhed+ sammenlignet med ordinære klasser tydede på, at Sundhed+ besidder et fastholdelsespotentiale, idet frafaldet her overvejende var lavere end i ordinære klasser. Et endeligt resultat kan dog først opgøres, når flere Sundhed+ klasser har gennemført toningsuddannelsen.

Det sociale fællesskab blev angivet som værende af stor betydning for fastholdelse i studiet hos såvel de studerende fra de ordinære klasser som for de studerende fra Sundhed+. Samme faktor viste sig ligeledes betydningsfuld i de refererede frafaldsundersøgelser (15,16,17). I sammenhæng med dette fremhævede de studerende fra Sundhed+ særligt idræt som medvirkende årsag til tidlig relationsdannelse og øget trivsel. Litteraturfund understøtter, at idræt har en positiv betydning for trivsel, øget uddannelsestilknytning samt gennemførelse (18,19, 20,22). Om det lavere frafald på Sundhed+ skyldes muligheden for at dyrke idræt med med-studerende, eller om det er Sundhed+ konceptet som helhed, bliver ikke afdækket i projektet. De Sundhed+ studerendes udsagn om idrættens betydning for det sociale fællesskab samt fundene fra litteraturen indikerer dog en sammenhæng med det lavere frafald.

Vi er opmærksomme på, at andre forhold i relation til fastholdelsespotentialet ikke kan udelukkes at have en betydning for projektets resultater. Alene det at have skærpet fokus på noget særligt kan have positiv betydning, hvilket bedst kan forklares via den såkaldte Hawthorne-effekt (32). F.eks. kan de positive forventninger til effekten af et skærpet fokus på sundhed fra både undervisere og studerende skabe øget fastholdelse. Et selektivt hold som Sundhed+ kan desuden anses som særlig motiveret for selve uddannelsen.

Der tegner sig et billede af, at fastholdelse i uddannelse såvel generelt som på Sundhed+ er tæt knyttet til socialt fællesskab og at fokus på sundhed, herunder særlig fysisk aktivitet, kan være et muligt bidrag hertil.

Anbefalinger

Det tyder på, at der er et lærings- og fastholdelsespotentiale på toningsuddannelsen Sundhed+. Derfor kan et lignende koncept eller dele deraf anbefales til anvendelse i sygeplejerskeuddannelsen. F.eks. gennem

• inddragelse af fælles fysisk aktivitet, som synes at styrke trivsel og relationsdannelse og øge glæden ved at lære og gennemføre et uddannelsesforløb
• øget fokus på at lære via egen krop f.eks. ved at inddrage de studerendes indsigt og arbejde med egen sundhed i relation til at opnå læring i både den teoretiske og den kliniske under-visning
• kropslig læring via øvelser på egen krop, skill lab og inddragelse af mere konkret, handlingsorienteret sygepleje
• øget fokus på de studerendes og sundhedsprofessionelles faglige refleksion over egen sundhedspraksis i forhold til professionel praksis.

Konceptet Sundhed+ eller elementer herfra skal ikke implementeres med henblik på at uddanne fanatiske sundhedsapostle eller ekstremt sunde sygeplejersker. Derimod er hensigten at udvikle sundhedsprofessionelle, som kan og vil indgå i en aktiv, vidende og ikke-moraliserende tilgang til sundhed sammen med patienter og borgere.

Der optages ikke flere Sundheds+ hold, da Sygeplejerskeuddannelsen Metropol fra 2013 påbegynder en ny toningsstruktur med toninger alene på modul 7 og 9.    

Litteratur

1. Forebyggelseskommissionen. Vi kan leve længere og sundere. April 2009.
2. KL, FTF, Professionshøjskolernes Rektorkollegium et al. Strategi for velfærdsuddannelserne. April 2009.
3. Division of Health Promotion, Education and Communications (HPR) & Health Edu-cation and Health Promotion Unit (HEP). Health Promotion Glossary. Geneve: World Health Organization; 1998.
4. Barbesgaard H, Munch L, Schmidt A et al. Lærings- og fastholdelsespotentiale på toningsuddannelsen Sundhed+. Professionshøjskolen Metropol; 2011 aug [cited september 2012]. 
5. Rasberry CN, Lee SM, Robin L et al.  The association between school-based physical activity, including physical education, and academic performance: a systematic review of the literature. Prev Med 2011.
6. Åberg MAJ, Pedersen NL, Torén K et al. Cardiovascular fitness is associated with cognition in young adulthood. Proc Natl Acad Sci U S A. 2009;106(49):20551-20552.
7. Pedersen BK. Teenagere kan måske motionere sig til højere IQ. 2010 maj [cited august 2012].
8. Trudeau F, Shephard, RJ. Physical education, school physical activity, school sports and academic performance. International Journal of Behavioral Nutrition & Physical Activity 2008;Vol. 5:Special section:p1-12.
9. KIF & Kunststyrelsen. Fysisk aktivitet og læring – en konsensuskonference. 2011 [cited august 2012]. Available from: kum.dk/Servicemenu/Publikationer/2011/Fysisk-aktivitet-og-laring/
10. Nordin LL. Mad, Bevægelse og Læring. Forskningsprogram for Miljø- og Sundheds-pædagogik. Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet; juli 2008.
11. Vinciullo FM, Bradley Beverly J. A. Correlational study of the relations between a coordinated school health program and school achievement. A case for school health. The Journal of School Nursing, 2009;25:453.
12. Willaing I, Iversen L, Jørgensen T. Hvad betyder sygehuspersonalets individuelle ry-gevaner for viden, holdning og rådgivning relateret til rygning? Ugeskrift for Læger 2001;163(32): 4180.
13. Slater P, McElwee G, Fleming P et al. Nurses smoking behaviour related to cessation practice. Nursing Times 2006;102:32-7.
14. Spencer C. Should nurses model healthy behaviour? Kai Tiaki Nursing, New Zealand 2007;13:7:14-5.
15. Franklin H. et al. Systematisk viden om fastholdelse af studerende i sygeplejerskeud-dannelsen Projekt frafald. Sygeplejerskeuddannelsen Metropol. 2011. Cited 5. sep-tember 2012: phmetropol.dk/~/media/Files/Uddannelser/Sygeplejerske/Begivenheder/FoldertilSymposium.ashx
16. Jensen TP et al. Sygeplejerskeuddannelsen – de studerendes vurdering og frafald. København: AKF forlaget; 2006.
17. Krogsgaard NN & Samson DE. Dimittendundersøgelse på sygeplejerskeuddannelsen. Professionshøjskolen Metropol. 2010 efterår [cited august 2012]. Available from: phmetropol.dk/~/media/Files/Uddannelser/Sygeplejerske/Tal%20og%20fakta/Evalueringer/Dimittendundersgelsepsygeplejerskeuddannelsenendeligrapport1.ashx
18. Brown R, Evans WP. Extracurricular activity and ethnicity. Creating greater school connection among diverse student populations. Urban Educ, 2002;37(1):41-58.
19. Eccles JS, et al. Extracurricular activities and adolescent development. J Soc Issues, 2003;59(4):865-889.
20. Carter M et al. Health outcomes in adolescence: Associations with family, friends and school engagement. Journal of Adolescence, 2007;30(1):51-62.
21. Brochdorf J. Idræt og Sundhed – kost og motion på erhvervsskoler. CPH West, Balle-rup og Aarhus Tekniske Skole; 2009.
22. Sundhedsstyrelsen. Fysisk aktivitet, evidens og sundhed. Sundhedsstyrelsen [87-7676-350-1]. 2006 sept [cited august 2012]. 
23. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje. BEK nr 29 af 24/01/2008 Gældende. [cited august 2012]. Available from: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=114493
24. Tanggaard L, Brinkmann S. Kvalitative Metoder. En grundbog. København: Gylden-dal Akademisk; 2010.
25. Kristensen DB. Fænomenologi. Filosofi, metode og analytisk værktøj. I: Vallgårda S., Koch L. (red.). Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 4. udg. København: Munksgaard Danmark; 2011.
26. Vallgårda S. Sammenlignende undersøgelser. I: Vallgårda S., Koch L. (red.). Forsk-ningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 4. udg. København: Munksgaard Danmark; 2011.
27. Dahlager L, Fredslund H. Hermeneutisk analyse. I: Vallgårda S, Koch L. (red.). Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 4. udg. København: Munksgaard Dan-mark; 2011.
28. Lauridsen O. Fokus på læring. København: Akademisk Forlag; 2007.
29. Wahlgren B. Voksnes læreprocesser. Kompetenceudvikling i uddannelse og arbejde. København: Akademisk forlag; 2010
30. Jakobsen LJ.  En hovedvej til uddannelse. Kronik i Politiken 04.08.2011 [cited august 2012]. 
31. Benner P. Sutphen M., Leonard V., Day L. Educating Nurses. A Call for Radical Transformation. The Carnegie Foundation for the Advancement of Teaching. Stanford Californien. 2010.
32. Juul S. Epidemiologi og evidens. København: Munksgaard Danmark; 2007.

Sygeplejerskeuddannelsen fik i 2008 en national studieordning, som også har betydning for den kliniske del af uddannelsen. Centrale ændringer er bl.a. kortere klinikophold, øget krav om forskningsbaseret praksis og læring, fokuserede og fastlagte læringsudbytter, flere formelle, interne prøver samt øget krav til teoretisk forankret refleksion (1).

Studieunit anses på baggrund af national forskning for at være et relevant bud på organisering af den kliniske undervisning, som tager højde for disse uddannelsesmæssige ændringer (2).

Forskningen på området peger på, at studieunit faciliterer andre og bedre læringsmuligheder end ved traditionel organisering af læring i klinisk praksis (2,3). Nogen forskning konkluderer endog med statistisk signifikans, at de studerende i studieunit gennemsnitligt udvikler kliniske færdigheder på et højere niveau end ved traditionel organisering (3), hvilket er relateret til øget mulighed for samspil mellem studerende og lettere adgang til kvalificeret vejledning.

Der peges på, at studerende i studieunit i fællesskab udvikler faglig selvstændighed og sygeplejefaglige færdigheder. De studerende støtter, udfordrer og lærer af hinanden ved at dele, sammenligne og repetere faglige vidensområder og praktiske problemstillinger (2,3).

Peer learning

Fordelen ved organisering i studieunit er, at læringen sker gennem interaktion med ligestillede, hvilket ofte beskrives med begrebet ”peer learning”. Det refererer til, at studerende lærer med og af hinanden som medstuderende uden nogen eller med mindre grad af intervention fra en underviser (4).

Ifølge den australske forsker Boud får de studerende større chance for at udfolde kritisk refleksion, udforske idéer og generelt italesætte tanker, når der ikke er en autoritet til stede i form af underviser (4). Peer learning faciliterer altså læring, hvor de studerende involveres i selvstændigt – men sammen – at søge, vurdere, analysere, evaluere, integrere og applicere informationer for at løse deres opgave (4).

Dette vurderes særligt relevant for sygeplejestuderende i klinik, hvor opgaven, der skal løses, kræver, at den studerende lærer at identificere, herunder at søge, vurdere og analysere sygeplejefaglige problemstillinger, integrere og applicere forskning og teori samt evaluere de sygeplejefaglige interventioner.

På flere afdelinger i Hjertecentret på Rigshospitalet er den kliniske undervisning for sygeplejestuderende på modul 4, 11 og 12 organiseret i studieunit. Disse er i 2010 blevet begrundet, beskrevet og evalueret.

Denne artikel giver konkrete bud på, hvordan udvikling af allerede eksisterende studieunit med fordel kan tilrettelægges. Anbefalingerne er fremkommet på baggrund af

• forskningsresultater fra større nationale undersøgelser af studieunit i klinisk praksis, foretaget inden for de sidste fem år (2,3).
• evalueringsresultater fra undersøgelse af sygeplejestuderendes oplevelse og erfaring med læring i studieunit i Hjertecentret (5).

Metode

For at indkredse forskningsresultater, der tager afsæt i uddannelsesmæssige og sundhedsinstitutionelle betingelser, der er kongruente med vores, har vi valgt kun at medtage danske undersøgelser. Som et kriterium har vi valgt forskning foretaget på akademisk niveau og af større omfang. Systematisk vurdering af forskningens relevans og validitet er foretaget ved brug af Critical Appraisal Skills Program (CASP) (6).

Fokus for denne evaluering er de studerendes oplevelse af læringsudbytte i studieunit. Til dette formål er der gennemført fire fokusgruppeinterviews med studerende.

Fokusgrupper er en forskningsmetode, hvor data produceres via gruppeinteraktion omkring et emne, som forskeren har bestemt (7).

De studerende, der på interviewtidspunktet havde færdiggjort og bestået deres interne eksamener, skulle ikke i samme studieunit igen. Selve rekrutteringen foregik ved studiestart og var frivillig. De studerende var både tilknyttet ny og gammel studieordning, da der på undersøgelsestidspunktet var to studieordninger i spil.

Der blev gennemført fire fokusgruppeinterview fra oktober 2009 – juni 2010. Antallet af interview var primært begrundet i pragmatiske forhold, men fire fokusgruppeinterview over en ni måneders periode giver samtidig bred mulighed for indsigt i de studerendes oplevelser af læring. Fokusgrupperne varierer fra tre til otte deltagere og inkluderer alle 24 studerende.

Interviewene blev gennemført, efter at de studerende havde bestået deres interne eksamener, hvor den mest oplagte magtfaktor mellem kliniske undervisere og de studerende er fjernet. De blev desuden oplyst om, at deres udtalelser vil blive optaget, transskriberet og efterfølgende slettet, samt at deres identitet ville blive anonymiseret.

Temaet for fokusgruppeinterviewene er læring i studieunit. En interviewguide sikrede, at de studerende fik diskuteret de perspektiver på studieunit, som vi på baggrund af forskningen samt egen organisering havde en særlig interesse i at blive klogere på, se boks 1.

De fire transskriberede interviews udgør i alt 140 siders empiri. Efter individuelle gennemlæsninger af hvert interview fandt vi i fællesskab fælles træk og kategoriserede disse i temaer på tværs af interviewene, hvorved interviewene blev integreret og kondenseret. Nogle temaer kan siges at udspringe direkte fra empirien: altså være meget empirinære og sensitive over for de udtalelser, de studerende kommer med, mens andre udsagn er blevet lagt sammen og reformuleret af os, men med citater, der tydeligt underbygger den analytiske pointe.

Eksempler på temaer

De studerende oplever, at studieunit betyder, at de opnår både et socialt og kollegialt tæt forhold, hvilket giver positivt afkast i et læringsperspektiv. Desuden viser empirien, at de studerende tager mere ansvar for egen og hinandens læring, har stor glæde ved studiet; herunder motivation til fortsættelse af studiet samt udvikler gode samarbejdsevner (5).

Organisering i makkerpar

Makkerpar defineres her som en arbejdsrelation mellem to studerende og en vejleder, det vil sige, at de i samarbejde varetager sygepleje til den samme gruppe af patienter (8). Hensigten med organiseringen er at fremme peer learning-processer.

Der kan ligge forskellige didaktiske overvejelser til grund for sammensætningen i par, f.eks. forskellige uddannelsesniveauer, faglige kompetencer, patientforløb og læringsmæssigt fokus.

De studerendes perspektiv på organisering af læring i makkerpar viser, at det skaber fokus på faglighed og giver progressionen i selvstændighed. De studerende planlægger, uddelegerer, udfører og evaluerer sygepleje til patienten i tæt samarbejde med hinanden. Vejlederne bruges tilsyneladende ikke mindre, men på en anden måde. For de studerende er det dog en ulempe, at de i starten af deres klinik oplever, at de må kæmpe om læringsmulighederne i omgangen med patienterne, simpelthen fordi de er to om patienten (5).

To daglige konferencer

I Hjertecentrets studieunit afholdes der daglige og fastlagte konferencer både formiddag og eftermiddag. Her viser evalueringsresultater, at flere af de studerende oplever, at deres læringsudbytter kommer direkte i spil, hvilket de vurderer særdeles positivt (5).

Ved formiddagskonferencer arbejdes der med de studerendes faglige perspektiv. Formålet er her, at de studerende i plenum fremlægger deres patienter for på den måde at udvikle deres forståelse af patientsituationen. Desuden trænes de i at identificere sygeplejeproblemstillinger samt begrunde sygeplejeinterventioner. Vejledningsmæssigt er der tale om før-vejledning og planlægning, herunder systematisering og prioritering af dagens arbejdsopgaver. Ved formiddagskonferencerne kommer både 4. og 11./12. modul-studerendes læringsudbytter direkte i spil. F.eks. at ”identificere sygeplejebehov, opstille mål, udføre, evaluere, justere og dokumentere sygepleje ... ” samt ”at formidle mundtligt og skriftligt med anvendelse af tydeligt fagsprog” (1).

Evalueringen viser, at de studerende oplever, at formiddagskonferencen er central for deres læring. De studerende værdsætter, at den træner deres evne og kompetence til at identificere, hvad der er relevant, og hvad der ikke er i en sygeplejefaglig sammenhæng. Ved selv at skulle præsentere patienterne, udvikler de kompetence til at formidle i en klar sygeplejefaglig kontekst. Hermed er formiddagskonferencen i særlig grad med til at indføre de studerende i professionens faglige perspektiv og spørgekultur (9).

Ved eftermiddagskonferencen arbejdes der også med både 4. og 11./12. modul-læringsudbytter. Det drejer sig eksempelvis om ”at begrunde valg af sygeplejeintervention på baggrund af praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden … ” (1). Hensigten med eftermiddagskonferencen er at bringe læringsudbytter som ”at reflektere over patientsituationer i relation til den enkeltes levevilkår ... ” og ”identificere og reflektere over fagetiske dilemmaer og magtrelationer i udøvelsen af sygepleje” i spil (1). De studerende oplever da, at de gennem eftermiddagskonferencen får en teoretisk refleksion over klinisk praksis, hvorved der sker en konkret kobling mellem teori og klinik (5).

Organisering og drift af studieunit

I Hjertecentret er studieunit organiseret periodevis i et fysisk rum. De studerende vurderer, at studieunit er et trygt læringsrum, fordi de følte sig ventede og velkomne, og at studieunit som fysisk rum er centralt for følelsen af at have et sted, hvor man hører til (5). Tryghed udvikler ikke i sig selv faglighed, men anses som en vigtig forudsætning for læring. Men de studerende fremhæver også, at studieunit har en vis isolerende effekt, fordi de afskærmes fra den øvrige afdeling (5).

Desuden vurderer de studerende, at det særligt er i begyndelsen af klinikperioden, at studieunit som det trygge læringsrum er afgørende for deres læring (5).

Teoretisk set kan man sige, at den periodevise organisering af studieunit i starten af de studerendes klinikforløb imødekommer det forhold, at der i begyndelsen er særligt behov for eksplicit indføring i klinikkens faglige perspektiv og spørgekultur (9). Den periodevise organisering imødekommer desuden problematikken omkring potentiel isolation fra resten af afdelingen, se boks 2.

I øvrigt peger undersøgelser på, at flere studieunits bliver nedlagt. Dette skyldes tilsyneladende, at sygeplejersker, som vejleder i studieunit, finder det belastende, fordi de er afskærmet fra resten af afdelingen og dermed fra den kollegiale interaktion og faglige udveksling. Ydermere finder sygeplejerskerne det udfordrende at skulle vejlede de studerende kollektivt (10). Den periodevise organisering af studieunit tænkes at forebygge disse udfordringer.

Litteratur

1. Undervisningsministeriet (BEK nr. 29 af 24/01/2008) Bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor i sygepleje.
2. Nielsen C. Skovsgaard A-M. & Stenholt B. Studieunit som mulighed? Klinisk undervisning i sygeplejerskeuddannelse. Sygeplejeskolen i Aarhus; 2005.
3. Voigt JR. En ny kontekst for læring I hospitalspraksis – læringsmiljøets organisering og betydning.  Ph.d.-afhandling. Danmarks pædagogiske universitetsskole, Aarhus Universitet; 2007.
4. Boud D, Cohen R, Sampson J. Assessment and Evaluation in Higher Education” University of Technology, Sydney, Australia; 1999.
5. Bernild C & Poulsen B. Organisering af klinisk undervisning i studieunit i Hjertecentret, 2011. http://www.rigshospitalet.dk/
6. Burls A et al. Critical Appraisal Skills Program (CASP) Oxford, 1993. http://www.casp-uk.net/
7. Halkier B fokusgrupper. København: Samfundslitteratur; 2008.
8. Tewes M, Schou L. Kompetenceudvikling for sygeplejersker i Hjertecenteret; 2004.
9. Wackerhausen S. Humanisme, professionsidentitet og uddannelse i sundhedsområdet, København, Hans Reitzels Forlag; 2002.
10. Madsen S. Hospitalerne får flere studieunits.  Sygeplejersken 2008;(1).