Problembaseret læring som metode i et akkrediteringsperspektiv

Problembaseret læring (PBL) som metode er tilsyneladende en inspirerende og effektiv måde at udvikle erfarne sygeplejerskers kompetencer på. Det viser et projekt med deltagere fra fire kirurgiske afdelinger på Odense Universitetshospital.

​​

”Hvad har indførelsen af Den Danske Kvalitetsmodel gjort ved dig i dit afsnit?” Sådan lød trigger-spørgsmålet til 17 erfarne sygeplejersker på et kursus, hvor hensigten var at udvikle sygeplejerskernes kompetencer. Kurset tog afsæt i den nationale strategi for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet effektueret gennem Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM).  

Formålet med modellen er at fremme og synliggøre kvaliteten i sundhedsvæsenet, bl.a. ved hjælp af bedst mulig tilgængelig viden. Det fordrer, at sygeplejersker er bevidste om deres kompetencer og prøver at udvikle dem gennem refleksiv undren og søgen efter den bedst mulige tilgængelige viden, så sygeplejen udvikles til fordel for den kliniske, organisatoriske og patientoplevede kvalitet.

Én metode til at effektuere denne undren i praksis er Problembaseret Læring (PBL).

I dag anvendes PBL som læringsmetode hos studerende bl.a. på sygeplejeskolen i Odense og i klinikken på Odense Universitetshospital. Ved at benytte denne læringsmetode på et kursus for erfarne sygeplejersker var hensigten desuden at bygge bro mellem teori og praksis.

Problembaseret læring

PBL er en veldefineret pædagogisk metode, der siden sidst i 1960’erne har udviklet sig til en selvstændig og relativt etableret pædagogisk metode på højere læreanstalter og universiteter verden over (1). Der arbejdes efter syvtrinsmodellen med udgangspunkt i patientsituationer fra det virkelige liv eller nogle, der ligner (se figur 1 - klik på figurerne for større visning).

 Problembaseret_figur%201%20del%201_spl%2010-2012

Problembaseret_figur%201%20del%202_spl%2010-2012

Med udgangspunkt i de uddannelsessøgendes kundskaber og erfaringer stimulerer man dem til at tage ansvar for egen uddannelse og læring. De tilskyndes til at bearbejde og behandle stoffet i for dem meningsfyldte situationer.  

Desuden relateres stoffet til deres aktuelle og fremtidige praksis, og de opfordres til at opøve en faglig, kritisk og analytisk holdning til stoffet. Hermed udvikles evnen til problemløsning (1). I litteraturen er målet i PBL at forstærke de uddannelsessøgendes evne til at blive selvstyrende i deres læring og blive i stand til at tage deres egne beslutninger.

To svenske forskere (3), der intensivt har forsket i PBL gennem 20 år, anser kompetencer som kritisk refleksion og kritisk vurdering som væsentlige i forhold til at blive selvstyrende i forhold til egen læring. 

I sundhedsvæsenet stilles krav om, at praksis skal være evidensbaseret. Evidens betyder vished. En evidensbaseret praksis (EBP) er en praksis, der bygger på, hvad man veldokumenteret ved om netop denne praksis. Denne viden skal integreres med patientens og de pårørendes perspektiv og den erfaring, klinikerne besidder. Det vil sige, at EBP er andet og mere end blot videnskabelig evidens.

At foretage kliniske vurderinger og beslutninger sættes oftest i forbindelse med evidensbaseret sygepleje (4,5), hvor metakognitive færdigheder som kritisk tænkning og en refleksiv praksis er indlagt (6). Ifølge to amerikanske sygeplejeforskere, Kuiper og Pesut, har evnen til at tænke kritisk og refleksivt i en klinisk kontekst betydning for klinisk beslutningstagning (7). De peger på, at man som lærende har brug for at blive guidet i et komplekst, meningsfyldt arbejde for at opnå evnen til at tænke kritisk og refleksivt. 

Forfatterne omtaler ingen specifik læringsmetode, men anbefaler en selvstyrende læringsmodel til at støtte undervisning og læring af refleksiv klinisk beslutningstagning. Da evnen til at blive selvstyrende i egen læring og at granske, dømme og vurdere relevansen af informationer er væsentlig i PBL (3,8), kunne det tænkes, at PBL-metoden ville være anvendelig i erfarne sygeplejerskers udvikling i at tænke kritisk og refleksivt og dermed opøve færdigheder i at finde den bedst mulige tilgængelige viden.

Svær kobling mellem praksis og viden

Ifølge litteraturen er det ikke et spørgsmål, om hvorvidt der skal undervises i evidensbaseret sygepleje, men mere et spørgsmål om hvordan. Den canadiske sygeplejeforsker Donna Ciliska (9) fra McMaster-universitetet har undersøgt, hvordan man rundt om i verden underviser sygeplejestuderende og sygeplejersker på efter- og videreuddannelse i evidensbaseret sygepleje. Mange lande forsøger at udvikle den nuværende sygepleje til en evidensbaseret sygepleje.

Ofte bliver der afholdt kurser med henblik på at udvikle færdigheder i at definere et klinisk spørgsmål og gennemføre en effektiv litteratursøgning. Derefter vurderes den fundne litteratur kritisk. Ciliska nævner, at når sygeplejeinstitutionerne afholder disse kurser, er det vigtigt, at de kliniske beslutninger også omfatter patientens værdier og præferencer, de tilgængelige ressourcer og klinisk ekspertise. Men forskningsdelen bliver i artiklen vægtet højt (9).

I de senere år har brugen af forskning i den kliniske sygepleje i forhold til den bedst mulige tilgængelige viden opnået en vis troværdighed. Begrebet ”evidensbaseret praksis” er ikke længere nyt for sygeplejersker.

Alligevel er koblingen mellem forskningsbaseret viden og praksis stadig svær. Spørgsmålet er, om integration af PBL i klinisk praksis er en effektiv læringsmetode til at opnå den bedst mulige tilgængelige viden baseret på autentiske kliniske sygeplejefaglige problemstillinger, hvor nyeste evidensbaseret viden kobles på klinisk sygepleje. I 2010 blev et seksdages kursus for erfarne sygeplejersker afviklet på Joseph Brakt Memorial Hospital i Ontario med henblik på kompetenceudvikling af sygeplejersker.

Kurset blev afviklet over seks uger, hvor PBL blev anvendt som metode. Sygeplejerskerne opnåede positive resultater relateret til deres professionelle udvikling i klinisk praksis. Forfatteren opfordrede til yderligere forskning i de uddannede sygeplejerskers professionelle udvikling med PBL som metode, da denne er sparsomt belyst i litteraturen (4).

Referencer fundet ved litteratursøgning i databaserne bibliotek.dk, Eric, Pubmed, Cinahl, PsykInfo, Scopus, Web of Science og Svemed peger på, at PBL-metoden kan have en positiv betydning i forhold til udvikling af en EBP, men emnet er sparsomt belyst. 

Problembaseret_figur%202_spl%2010-2012Hensigten med kurset

Med udgangspunkt i ovenstående fandt vi det interessant at undersøge, om de erfarne sygeplejersker kunne finde PBL-metoden anvendelig, brugbar og motiverende.

Ved PBL er målet ikke problemets løsning, men den kundskab, forståelse og indsigt, som kursisten erhverver sig i forbindelse med arbejdet med problemet (11).

Hensigten med kurset var, at den erfarne sygeplejerske skulle forholde sig kritisk reflekterende til egen praksis og ved hjælp af et teoretisk fundament udvikle kompetencer til kritisk at kunne vurdere og anvende nyeste viden inden for et selvdefineret område, se figur 2. Med tilegnelse af denne viden var det ligeledes hensigten, at kurset skulle skærpe lysten til at udvikle nye perspektiver på sygeplejen.

På den baggrund håbede vi, at evaluering af kurset kunne pege på, om PBL-metoden er egnet som metode til kursus for erfarne sygeplejersker og deres fortsatte faglige udvikling. Mht. kursets praktiske udformning se boks 1.

Boks 1. Kursets praktiske udformning

I planlægningsfasen blev der udarbejdet en deltaljeret drejebog ud fra syvtrinsmodellen, se figur 1, og rollefordelingen i forbindelse med kurset. Den ene kursusleder var ansvarlig for, at de syv trin blev fulgt, og rammerne blev holdt. De to andre kursusledere fungerede som facilitatorer i forhold til kundskabserhvervelse, dvs. trin 6.

Der var tilrettelagt i alt seks kursusdage, delt i tre moduler a to dages varighed. 17 kursister var tilmeldt fra fire forskellige kirurgiske afdelinger – fordelingen af sygeplejerskernes anciennitet ses i figur 2. Hver afdeling var repræsenteret med sygeplejersker fra sengeafsnit, ambulatorium og operationsafsnit. På førstedagen blev kursisterne introduceret til de første fem trin i PBL.

Odense Universitetshospital blev akkrediteret i henhold til DDKM i uge 36 i 2011, og kurset lå i uge 39, 40 og 41.

Pointen i PBL er, at teorikendskab tilegnes ved, at den tages i brug i forhold til bestemte fænomener og kundskaber. I relation til kurset havde vi derfor valgt trigger-spørgsmålet: ”Hvad har indførelsen af Den Danske Kvalitetsmodel gjort ved dig i dit afsnit?” 

Dette spørgsmål var valgt dels for at have et fælles udgangspunkt på tværs af afdelinger, dels for at give kursisterne mulighed for at reflektere mere dybdegående over DDKM.

Første dag gik bl.a. med brainstorm, hvor forskellige emner som vanetænkning, kultur og frustration kom på bordet, se boks 2. 
 

Boks 2. Brainstorm 

Eksempler fra brainstorm

  • Arbejdsgange – vaneændring – kultur
  • ”Den falske uge”(=Akkrediteringsugen)
  • Hvad gør en læringsproces god
  • Ændring af ”plejer”
  • Synliggørelse af informationsvejen
  • Al den dokumentation – tager det tid fra patientkontakten?
  • Dirigeret ovenfra (=implementering af DDKM)

Dernæst blev temaerne kategoriseret, og ud fra disse blev der dannet fem grupper. Hver gruppe afklarede og afdækkede temaet gennem en problemformulering, se boks 3. 

Boks 3. Problemformuleringer

Efter problemafgrænsning kom de fem grupper frem til følgende formuleringer:

  1. Hvilke kriterier skal være opfyldt, for at implementering af kontaktpersonsordningen bliver en succes (på OUH) set fra sygeplejerskens perspektiv?
  2. Hvorfor skaber implementering af nye arbejdsmetoder ofte frustration for sundhedspersonalet i et sengeafsnit?
  3. Hvordan ændrer man vaner ved implementering af ny viden?
  4. Hvordan oplever sygeplejersker, at DDKM påvirker deres faglighed?
  5. Hvordan motiveres sygeplejersken til kulturændring i forbindelse med faglig udvikling i deres afdeling?

Dag to var trin 6 med kundskabserhvervelse, hvor deltagerne blev introduceret til vidensøgning via søgemaskiner i it-lokale. Hver gruppe skulle finde tre artikler til belysning af deres problemformulering. Et vurderingsredskab med henblik på validering af den søgte viden blev introduceret. Underviserne faciliterede processen samt uddybede eller formidlede eventuelt behov for vidensafklaring i forbindelse med problemstillingerne fra praksis. 

Tredje og fjerde dag fortsatte deltagerne med kundskabserhvervelse, og de arbejdede med vurdering af artiklernes indhold og kvalitet. Undervejs vurderede deltagerne, om der var et behov for fælles undervisning/faglige input fra kursuslederne, f.eks. uddybning af videnskabsteorier.

De sidste to dage var trin 7, hvor grupperne delte deres viden med hinanden via fremlægning og fælles diskussion. Hver gruppe havde en time til disposition. 

Den sidste dag blev afsluttet med opsummering og evaluering af kurset i forhold til kursets hensigt/målsætning og kursisternes egne forventninger, udbytte og arbejdsproces.

Problembaseret_figur%203_spl%2010-2012

Opsummering og evaluering

Der blev udleveret et skriftligt evalueringsark med statements. Deltagerne blev bedt om at sætte kryds fra helt enig til helt uenig i forhold til følgende udsagn: Indholdet var relevant i forhold til min praksis; niveauet i undervisningen var passende; den pædagogiske formidling var tilfredsstillende; jeg fik indfriet mine forventninger, se figur 3.

Evalueringen blev suppleret med en kvalitativ uddybning. Desuden evaluerede kursisterne mundtligt på processen, eget udbytte og PBL-metoden. Den mundtlige evaluering blev optaget digitalt og efterfølgende transskriberet.

Den form for evaluering var valgt med det formål at få tydeliggjort processen ud fra idéen om at skrive en artikel om kurset, hvilket deltagerne gav tilladelse til.

Grundlæggende blev processen evalueret som god med enkelte forslag til ændringer. Deltagernes evalueringer blev gennemgået, og deres evalueringer kunne hovedsageligt kategoriseres i tre temaer: 

  1. krav versus ingen krav
  2. motivation og inspiration 
  3. skepsis.

 Ad 1) Sygeplejerskerne oplevede det som befriende ikke at skulle fokusere på et endeligt produkt, men at læringen lå i processen med at få kendskab til PBL, indsamle viden, vurdere, diskutere og til slut fortælle resten af holdet, hvad de enkelte grupper var kommet frem til. Flere udsagn gik på ” ... rigtig godt, at I fra starten sagde, at der ikke er nogen løsning her ... Og at vi bare skulle nyde at være i processen ...”. Desuden omtalte de metoden som egnet fordi: ”Vekslen mellem teori og gruppearbejde/diskussion medfører bedre engagement og koncentration.”

Ad 2) Kurset blev vurderet som inspirerende, engagerende og motiverende og gav for fleres vedkommende lyst til at læse mere fagstof, fordi kurset inspirerede til ” … at lære at læse artikler på en fagligt kritisk måde.” Deltagerne fandt en faglig styrke ved i samarbejde med kolleger at udforske et område og var glade for konkrete input i form af vidensøgning og artikelvurdering. Det var en øjenåbner og med til at bygge bro mellem teori og praksis, mellem nyuddannede sygeplejersker og gamle/erfarne sygeplejersker. Nogle udtrykte ligefrem, at vi fremover skulle overveje at tydeliggøre ”… at det ikke kun er til dem, der vil læse diplom ...  At det også er til dem på gulvet ...”

Kursets deltagere udtrykte, at de nu skulle ”... hjem og sælge det til kollegerne,” fordi, som de sagde, ”vi skal være mange, der synes, det her kunne være interessant og spændende, fordi så flytter vi os.” 

Ad 3) Ved kursets start var der nogle, som udtrykte en smule skepsis i forhold til, at den i praksis velfunderede sygeplejerske skulle finde evidens for sin praksis. Men skepsis blev vendt til noget positivt, idet kurset blev givende i forhold til gensidighed i læring ” … Der sker jo ikke noget ved at lære af hinanden ... Dem med gammel uddannelse og dem med bachelor” og ”… vi kan se, at 2 + 2 = 5.” Samtidig var det opløftende for deltagerne, at evidensbaseret praksis også består af personalets kompetencer, og de udtrykte, at de kunne se ”... hvor meget vi egentlig bruger vores egne erfaringer også …”

Vi havde også bedt om vurdering af, hvad der var mindre godt. Hertil svarede nogle af deltagerne, at der manglede tid, og at det var for ambitiøst. Én pegede på, at niveauet var højt i forhold til at være uddannet i 1981.

Evalueringen viste også, hvilke forskellige læringsstile deltagerne var funderet i. Nogle ville have viden serveret fra starten, andre ville selv opleve behovet for vidensinput.

Status

Tre måneder efter kursets afholdelse spurgte vi kursisterne: Har kurset gjort en forskel for dig i din daglige praksis? Og i bekræftende fald hvordan? (bare dine umiddelbare tanker).

Fem (fra forskellige afdelinger) af de 17 har givet tilbagemeldinger. For tre af dem har kurset været en øjenåbner både i relation til kritisk at vurdere faglitteratur, og i relation til vidensøgning. Alle fire udtrykker, at kurset har haft en udviklende betydning for deres praksis, f.eks.: ”Kurset har også løftet sløret for, at det at diskutere praksis på et metaplan og derved koble teori på er enormt givende for ens virke som sygeplejerske.” Desuden har kurset motiveret fem af de 17 kursister til at søge diplommoduler.

En bro mellem teori og praksis

Kurset kan ses som en faktor i brobygning mellem teori og praksis, og PBL som metode er anvendelig i forhold til udvikling af erfarne sygeplejerskers faglige viden.

Den positive tilbagemelding fra kursisterne ude i de respektive afdelinger har været en medvirkende årsag til, at ”Kursus for erfarne sygeplejersker” ses som et satsområde inden for udvikling af sygeplejen med årlige kurser (12). 

På sigt ses dette udbredt til andre afdelinger, som har vist interesse.

I denne artikel har der været fokus på, om PBL-metoden fandtes brugbar. Et andet perspektiv på processen kunne være selve facilitatorrollen. Den efterfølgende gennemgang af de skriftlige og mundtlige evalueringer afdækkede en positiv betydning for læringsprocessen i form af den anerkendende tilgang, som gav en positiv ånd og et godt læringsmiljø. Som en kursist formulerede det: ”Ingen her er blevet ædt, hvis man har lukket munden op.”

Birthe Stolberg-Rohr Hansen er uddannelsesansvarlig sygeplejerske i uddannelsesafdelingen, Birthe Ottosen er udviklingssygeplejerske på plastikkirurgisk afdeling Z, Charlotte Myhre Jensen er udviklingssygeplejerske på ortopædkirurgisk afdeling O, alle på OUH – Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus.

Litteratur

  1. Pettersen RC. Problembaseret læring. PBL – for elever, studerende og lærere. Frederikshavn: Dafolo forlag; 2001. 
  2. Bjørke G. Problembaseret læring. En indføring for professionsuddannelserne. København: Gads Forlag; 2003.
  3. Silén C & Uhlin L. Self-directed learning – a learning issue for students and faculty! Teaching in Higher Education 2008;13(4)461-75.
  4. Badeau K. Problem-Based Learning. An Educational Method for Nurses in Clinical Practice, Journal for Nurses in Staff Development 2010;vol.26, nr. 6s. 244-9.
  5. Willman A, Stolz P. Bathsevani C. Evidensbaseret sygepleje. En bro mellem forskning og         klinisk virksomhed. København: Gads Forlag;2007.
  6. Bortone JM. Critical thinking and evidence-based practice in problem-based learning tutorial groups: A critical case study 2007; ETD Collection for Fordham University. Paper AAI3258027.
  7. Kuiper RA, Pesut DJ. Promoting cognitive and metacognitive reflective reasoning skills in nursing practice: self-regulated learning theory. Journal of Advanced Nursing 2007;45(4)381-91.
  8. Polit DF, Beck CT. Essentials of Nursing Research. Methods, Appraisal, and Utilization. 6. udgave ed. Lippincott Williams & Wilkins;2006.
  9. Ciliska D. Education for Evidence-Based Practice. Journal of Professional Nursing 2005;21(6)345-50.
  10. Roberts D, Ousey K. Problem based learning: developing the triggers. Experiences from a first wave site. Nurse Education in Practice 2004;4:154-8.
  11. Walsh A. The tutor in Problem Based Learning: A novice’s guide. McMaster University, Faculty of Health Science;2005.
  12. http://www.ouh.dk/wm355867 
English abstract

Hansen B S-R, Ottosen B, Jensen CM. Problem-based learning (PBL) as a method in and accreditation perspective. Sygeplejersken 2012;(10):62-6.

In 2011 a six-day course was held at Odense University Hospital, with 17 participants, of whom nine had more than 21 years of seniority as nurses. The purpose of the course was to investigate whether problem-based learning (PBL) could be used as a tool in the nurses’ professional development. A seven-step model was rigorously adhered to throughout the course. The course participants’ evaluation were categorized into three themes: 1) requirements vs. no requirements, 2) motivation and 3) scepticism. The nurses found the process-oriented work to be liberating in comparison with solution-oriented work, and they expressed the switching back and forth between theoretical and group discussions to be very profitable. The course motivated the participants to critically read medical journal articles, to take supplemental coursework and develop an understanding for how much nurses can spar with each other and nurse trainees.

Everyone was satisfied with the course and would recommend other colleagues to participate in a similar course. Based on this experience, problem-based learning (PBL) was found to be useful for the further professional development of experienced nurses. In the future, the course will be held once annually.

Key words: Experienced nurses, problem-based learning, evidence, evidence-based practice, nursing, The Danish Quality Model.

Emneord: 
Evidensbaseret sygepleje
Kvalitet
Uddannelse

Emnebaseret kursusgruppe for tosprogede mødre

Tosprogede mødre har været glade for en kursusrække arrangeret af sundhedsplejerskerne i Gladsaxe Kommune. Mødrene bliver bl.a. undervist i kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling og prævention. Kurset afsluttes med fest og overrækkelse af diplomer. Kurserne har vist sig at være en mere farbar vej til tosprogede mødre end mødregrupper.

Siden 1970’erne har der været tradition for, at nybagte mødre finder fællesskab i mødregrupper (1). Her udveksler kvinderne erfaringer om at blive mødre. Ca. 60 pct. af alle mødre i Danmark er i mødregrupper, og ifølge sundhedsantropolog Lisbeth Vestergaard Hansen er det især tosprogede mødre, som ikke deltager heri (1).

En artikel i Sygeplejersken nr. 15/2011 bekræfter, at nydanske mødre ikke deltager i danske mødregrupper. Det skyldes usikkerhed hos både nydanske og danske mødre, som helst vil i gruppe med kvinder, som ligner dem selv (1).

En rapport fra Integrationsministeriet viser, at i familier, hvor moderen er velintegreret, går det børnene bedre i skolen og på arbejdsmarkedet (1).

Ydermere viser undersøgelser, at børn med etnisk baggrund synes at have mere selvbestemmelse end børn med dansk baggrund (2).

Vi har erfaring for, at det kan have negativ betydning for grænsesætning i forhold til bl.a. sengetider, kost- og motionsvaner. Overvægt forekommer hos 20 pct. af børn med anden etnisk baggrund dvs. hyppigere end hos danske børn, hvor 13 pct. er overvægtige (3).

I Gladsaxe Kommune forsøgte vi gennem nullerne på forskellig vis at få tosprogede mødre med i mødregrupperne, men det lykkedes ikke. Vi forsøgte bl.a. at invitere tosprogede mødre til de dansk-etniske grupper, men vi oplevede, at de enten aldrig dukkede op til mødregruppe eller hurtigt faldt fra. Vi forsøgte at etablere multietniske grupper for kvinder med forskellige nationaliteter, men uden succes. 

Vi syntes derfor, at vi havde en opgave med at få de tosprogede mødre integreret i mødregrupperne. Derfor etablerede vi i 2007 kursusgrupper for tosprogede mødre to steder i Gladsaxe Kommune, Høje Gladsaxe og Værebro.

Vi ønskede,

  • At udvikle kvindernes ressourcer i rollen som forældre og styrke det tidlige mor-barn-forhold
  • At øge mødrenes indsigt i og viden om de sundhedsmæssige faktorer, som er af betydning for børnenes generelle trivsel og opvækst i et multikulturelt samfund. Det ville vi opnå ved at være i dialog med og vejlede mødrene i f.eks. kost, motion, søvn, førstehjælp, barnets udvikling, infektionssygdomme hos børn, prævention, sprogstimulation, tandhygiejne, information om daginstitution og brug af lokalt bibliotek.
  • At formidle viden om det danske samfunds muligheder og forventninger til børnefamilier i Danmark, herunder børneopdragelse og skole-hjem-samarbejde.
  • At give kvinderne mulighed for at skabe et netværk i lokalområdet.
  • At arbejde for, at kursusgruppen fusionerer med en dansk mødregruppe.

Vi udarbejdede et kursusprogram for mødrene, som indeholdt ovenstående emner.

Vi inviterer mødrene til undervisning i to timer en gang om ugen i 12 uger. Der er to sundhedsplejersker med i gruppen hver gang, de fungerer som henholdsvis kursusledere, igangsættere, ordstyrere og undervisere.

Kursuslederne følger op på invitationen telefonisk eller ved hjemmebesøg, og kvinderne bliver mindet om næste mødedato via en sms dagen før.

Undervisningen varetages af sundhedsplejersker og eksterne fagpersoner f.eks. tale-høre-lærere, tandplejere, fysioterapeuter, rollemodeller fra Social- og Integrationsministeriet og førstehjælpsinstruktør.

Når kurset er slut, afholder vi fest med spisning, hvor mødrene laver nationale retter til hele kursusgruppen, og vi udleverer diplomer fra kursusgruppen samt fra det tre timers førstehjælpskursus, som de også har deltaget i. Vi oplever, at diplomerne har stor værdi for mødrene, idet de kan bruge dem i deres CV, og vi kan dermed bidrage til, at mødrene får en chance for at blive integreret i det danske samfund.

Vi kan ud fra mødrenes evalueringer konkludere, at kursusgruppen er en succes. I gruppen oplever vi mødrene som meget interesserede, spørgelystne og reflekterende.

Vi ser, at mødrene profiterer af at få mere viden om deres børns udvikling og det, der har indflydelse på deres barns trivsel. De er ligeledes interesserede i at høre om det danske samfunds muligheder og forventninger til dem som forældre. Vi oplever, at flere tosprogede mødre har fået et større netværk i lokalområdet med både danske og tosprogede, hvilket de er rigtig glade for.

Vi kan på den baggrund anbefale, at andre benytter sig af emnebaseret undervisning til tosprogede kvinder i grupper.

Maj-Britt Bockelund, Anette Tollbøll og Lone Helding er sundhedsplejersker i Gladsaxe Kommune.

Litteratur

  1. Cramon L. Lige mødre leger bedst. Sygeplejersken 2011;(15):16-20.
  2. Deding M, Olsson M. Hverdagsliv for 11-årige med anden etnisk baggrund end dansk. København: SFI; 2009.
  3. Ottosen MH et al. Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010;(3):59.
Emneord: 
Uddannelse
Kommunal sundhedstjeneste
Kommune
Undervisning
Trivsel
Patient
Kvinde

Boganmeldelser

Læs denne udgaves boganmeldelser

Giv slip og hav tillid, men ikke til denne bog

Rikke Ager

Den helbredende patientsamtale –
Fra livsstilssygdom til livskvalitet

FADL’S Forlag 2011

234 sider

299,95 kr.

2012-08-44-BOG%20(1)På omslaget præsenterer forfatteren sig som sundhedscoach, tidligere sygeplejerske og opfinder af en revolutionerende samtaleteknik RESPONS. Bogen er angiveligt målrettet sundhedsprofessionelle, som beskæftiger sig med patienter med livsstilssygdomme.

Første tredjedel af bogen bruges til at motivere læseren til at komme i gang med at anvende denne nye fantastiske teknik.

Præcis hvad teknikken går ud på, og hvorved den adskiller sig fra anden form for coaching, er svært at gennemskue.

Faktisk er bogen meget svær at læse og forstå og er måske i virkeligheden en afskrift af en lydoptagelse af foredraget med samme titel.

Det kunne forklare, hvorfor der mestendels anvendes talesprog som f.eks. på side 33: ”Spørgsmålet er så, hvad du kan gøre ved dét, som er uden for din kontrol, så det kommer inden for din kontrol – hvis noget. Og hvad skal du gøre med dét, som er uden for din kontrol? Giv slip og hav tillid!” Herfra skal ikke siges mere!

Af Bodil Gyllembourg Lissau, cand.med.vet., BN, Strandhøj, kommunalt pleje- og rehabiliteringscenter, Skodsborg.

Til dig, som rådgiver overvægtige patienter

Adipositas – sygdom, behandling og organisation

Munksgaard Danmark 2011

302 sider – 229 kr.

2012-08-44-BOG%20(2)”Der er en antagelse om, at overvægtige mennesker selv er skyld i deres vægtproblem … De antagelser er der ikke fundet videnskabeligt belæg for i psykologiske befolkningsundersøgelser.”

Dette står en tredjedel inde i bogen og var det første, jeg stødte på, da jeg løseligt kiggede i den.

Hvis bogen er skrevet med den indstilling, er den værd at læse. Bogens omslag indikerer ellers, at her er tale om en bog med mange grafer, en opslagsbog, som ikke kan læses fra ende til anden, en tør og kontant bog om fedme, forklaringer i form af fi gurer og tabeller. Ikke helt usandt og dog.

Bogen, hvis kapitler er skrevet af specialister inden for hvert deres felt, kan langt hen ad vejen godt læses fra ende til anden, de mange billeder, oversigter og bokse giver lyst til at læse videre, oplysningerne formidles i et sprog, sygeplejersker anerkender, og selvom der ikke er noget nyt og epokegørende for dem, der har fulgt med i udviklingen af overvægt og behandlingen heraf igennem årene, så er der rigtig meget, man kan bruge i sin hverdag som rådgiver og sparringspartner for patienter med overvægt.

Kapitlet ”Anatomi, fysiologi og regulering” giver læseren den forklaring, der skal til, for at man som vejleder på en forenklet måde selv kan tegne og forklare patienterne, hvordan fedtvævet udvikler sig, og hvordan man kan undgå, at det udvikler sig for meget!

Dog går kapitlet til sidst ned i nogle detaljer, hvor man eftersøger et resumé ”and now for dummies” eller i det mindste nogle forklarende tegninger. Den meget gennemførte indholdsfortegnelse gør det nemt at bruge bogen som opslagsværk.

Den hjertesyge patient, er der noget specielt, man skal huske her? Den gravide? Og hvad med det overvægtige barn? Patienten med psoriasis? Sidste nye omkring adipositaskirurgi?

Selv sygeplejersker, som løbende har fulgt godt med på netop dette område, vil have glæde af at have bogen stående på hylden tæt ved, når de velforberedte patienter spørger ind til specielle kure, de har hørt om, den optimale kostsammensætning, bedste træningsformer, lægemidler med appetit- og vægtbivirkninger mv. Bogen vil hjælpe den, som skal rådgive patienter.

Kapitlet omhandlende de ”Psykosociale konsekvenser af adipositas” burde være pligtlæsning, før man kaster sig ud i at vejlede overvægtige.

Af Michala Eich, konsultationssygeplejerske, Værløse.  

Verden ifølge en ung chatbruger

Trine Natasja Sindahl 

Håndbog i chatrådgivning af børn og unge

Børns Vilkårs Forlag 2011

141 sider – 100 kr.

2012-08-44-BOG%20(3)Denne bog er resultatet af et analyse- og udviklingsprojekt på Børns Vilkårs rådgivning BørneChatten.

En chat er en virtuel samtale, som både er skriftlig og synkron, og en chatrådgivning er et tilbud om information, råd og støtte for psykologiske og sociale problemer ved hjælp af chatteknologi.

Der er endnu meget lidt forskning omkring chatrådgivning. Børns Vilkårs undersøgelse viste, at to ud af tre børn, som havde benyttet chatten, havde fået det bedre. Den typiske bruger er pige i alderen 14-20 år.

Onlinerådgivning bruges især, når temaet er forbundet med skyld og skam, f.eks. seksualitet, misbrug, selvskade og krænkelser.

Rådgivningen er anonym. Den unge kan ikke se eller høre rådgiveren, der er ikke synlige tegn på klasse- eller autoritetsforskelle, den unge er i kontrol og kan når som helst trykke på afbrydertasten.

De unge angiver oplevelsen af at være i kontrol og anonymiteten som væsentlige i forbindelse med brugen af chatrådgivning. Den skriftlige kommunikation i chatrådgivning giver mulighed for, at dialogen kan fastholdes. Den unge har tid til at formulere sig og kan blive længere i den refl eksive proces.

Ulempen er, at en chatrådgivning er tidskrævende og tager fem gange så lang tid som en telefonsamtale. Der er større risiko for misforståelser og konfl ikt pga. reduceret informationsmængde og en løsere kontaktform.

En chatsamtale tager meget længere tid end en mundtlig samtale, og målet er at kunne hjælpe den unge i denne ene samtale. Der er derfor behov for at have struktur på samtalen.

I bogen beskrives denne struktur og meget overordnet den narrative forståelsesramme, der lægges ned over samtalen for at hjælpe den unge til at adskille sig fra problemet og til at skabe overblik over sin situation.

Forfatteren er psykolog og har i mange år beskæftiget sig med anonym rådgivning og beskriver bogen igennem den særlige udfordring, det er at være rådgiver i en anonym chatrådgivning. Hun giver et godt indblik i verden ifølge en ung chatbruger og ditto rådgiver.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

Husk at opdatere

 Dorthe Douglas Glintborg

Farmakologisk lommebog til hjertesygeplejersker

Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2011

144 sider – 179,95 kr.

2012-08-44-BOG%20(4)I bogen ”Farmakologisk lommebog til hjertesygeplejersker” giver sygeplejerske Dorthe Douglas Glintborg en systematisk og pædagogisk oversigt over de hyppigst anvendte præparatgrupper i den farmakologiske behandling af den hjertemedicinske og hjertekirurgiske patient.

I lommebogens første del gennemgås kort de fi re mest almindelige hjertesygdomme, hypertension, iskæmisk hjertesygdom, hjerteinsu. ciens og arytmier.

Herefter følger lommebogens anden del, hvor udvalgte begreber kort defi neres. Hovedparten, den sidste del af lommebogen, præsenterer i oversigtsform de farmakologiske præparatgrupper.

Præparatgrupperne fremstilles med indikationer, virkninger, bivirkninger og bemærkninger. Til hver gruppe er der fi gurer, som på en pædagogisk god måde viser, hvordan præparatgrupperne indvirker på bl.a. hjerte og kar.

Lommebogen kan anvendes som et overskueligt opslagsværk for sygeplejestuderende, sygeplejersker og andre faggrupper, der har behov for hurtigt at kunne skærpe eller opdatere den farmakologiske viden på hjerteområdet. Man bør være opmærksom på, at Lommebogen 2011 hurtigt vil være forældet på flere områder, hvorfor den til stadighed må opdateres i takt med udviklingen af nye farmakologiske behandlingstilbud. Formatet er, som titlen anviser, til at have i lommen.

Lommebogen henviser til www.cardio.dk (Den nationale kardiologiske behandlingsvejledning, NBV). Ligesom referencen bidrager lommebogen til, at danske hjertepatienter tilbydes en ensartet behandling, hvilket er helt i tråd med Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM.

Af Anne Dorthe Bjerrum, oversygeplejerske, SD, MPA, Kardiologisk Afdeling, Aalborg Sygehus.

Feltarbejde i flere hjørner af psykiatrien

 Nelli Øvre Sørensen

Det levede liv med sindslidelse –

et etnografisk forskningsstudie af borgeres sociale liv i behandlings- og socialpsykiatri

Forskningscenter for Socialt Arbejde & Nelli Sørensen 2012
351 sider – 100 kr.

2012-08-44-BOG%20(7)Bogen er en projektrapport og samtidig resultatet af forfatterens feltarbejde i forskellige hjørner af psykiatrien.

Hun har udført et kvalitativt forskningsprojekt, som har til formål at undersøge det sociale hverdagsliv, mennesker med sindslidelse lever.

Hvordan den enkelte selv oplever sin situation, sit netværk, boligsituation samt kontakt til behandlings- og socialpsykiatrien.

Forfatteren har interviewet 38 personer med sindslidelse fra syv forskellige steder, som repræsenterer både behandlings- og socialpsykiatri. Det drejer sig om lukket og åbent regi, distriktspsykiatri, støtte- og kontaktpersonordning, et Fountain House-værested og to bosteder.

Forfatteren har opholdt sig 14 dage på hvert af de syv steder. Også personalet er blevet interviewet, og der bliver stillet skarpt på referencerammer, tænkning og logikker, som ligger til grund for behandlings- og socialpsykiatriens faglige grundlag og organisering af arbejdet.

Der indgår detaljerede etnografi ske beskrivelser af de forskellige tilbud, og det bliver tydeligt, hvilken betydning de fysiske rammer har for dannelsen af sociale relationer og aktiviteter.

Der sættes fokus på rehabiliteringsbegrebet, og det ses, at de metoder og værktøjer, de professionelle stiller til rådighed for at understøtte den enkeltes recovery-proces, har forskellige udtryk. Den rehabiliterende tilgang indebærer et menneskesyn, hvor borgeren er medbestemmende, og hvor man ikke ser sindslidelser som kroniske tilstande.

I praksis er der store udfordringer for social- og sundhedsvæsenet mht. at levere brugbare tilbud til mennesker med sindslidelser. De udgør ikke en ensartet gruppe, som passer ind i standardiserede forløb, og projektet viser netop de store forskelle, der er på sindslidendes muligheder for at profi tere af rehabiliterende tilbud.

Forskellene bunder bl.a. i social baggrund, særlige livsomstændigheder, hvor meget støtte der har været i familien, og hvilke mestringsstrategier den enkelte har valgt. Den enkeltes recovery-proces er individuel og unik, og hvis de rehabiliterende tilbud skal give mening, må den faktor medtænkes.

Styrken i rapporten er, at forfatteren har erfaring fra både klinisk praksis og fra forskningsverdenen. Hun er optaget af at analysere relationer mellem borgere og behandlere, og af, hvordan behandlingslogikken infl uerer på, hvordan de forskellige tilbud indrettes. At hun tilmed har en sygeplejefaglig baggrund, gør kun bogen mere relevant for sygeplejersker.

Af Sonja Bech, afdelingssygeplejerske, Distriktspsykiatrien i Virum.

Der mangler en nuancering

 Jette Christensen

Recovery fra psykisk lidelse

Frydenlund 2012

101 sider – 229 kr.

2012-08-44-BOG%20(6)Denne bog er skrevet med et stærkt engagement og ønske fra forfatterens side om at ændre behandlingspsykiatrien (mine ord).

Selv skriver forfatteren i sit forord, at ”mit overordnede ærinde er at fremme udviklingsmulighederne og livskvaliteten for mennesker med psykiske lidelser.”

Bogen fremstår som en specialeafhandling stringent opbygget ud fra forfatterens påstand, ”at recovery-orienteringen mangler teoretiske forklaringsmodeller, der kan rumme de forskellige kvalitative forskningsresultater om brugeres recovery- processer.”

Forfatteren fremlægger og diskuterer narrativ teori og udviklingsteorier fra den kulturhistoriske skole, som hun mener og påviser, at litteratur om recovery peger på som væsentlige og betydningsfulde.

Disse teorier diskuteres i forhold til behandlingspsykiatrien, hvor vægtningen alene kommer til at hvile på den naturvidenskabelige indfaldsvinkel til psykiatrien som lægeligt speciale.

Selvom både miljøterapi og forskellige terapeutiske retninger inddrages, og såvel den humanistiske som den socialvidenskabelige tilgang nævnes, har præmissen og argumenterne i gennemgangen hovedsagelig udgangspunkt alene i det naturvidenskabeliges favør.

Det ser jeg som en stor begrænsning. Derved fremstår behandlingspsykiatriens grundlag som hvilende på en biologisk opfattelse, og menneskesynet er apparatfejlsmodellen. Patienten inddrages ikke med sin egen opfattelse og forståelse af symptomerne.

Det betyder, at der mangler en nuancering, en bredere vifte af refleksioner til at underbygge, at recovery som begreb kan indgå i psykiatrien uden at smide barnet ud med badevandet, nemlig de humanistiske, sociale og biologiske referencer, som er behandlingspsykiatriens præmis. Med ovenstående in mente kan bogen læses som et udtryk for de forskellige tilgange, der er til recovery.

Den er skrevet med engagement og indsigt i recoveryområdet. Min oplevelse af at læse denne bog efterlader mig desværre med en følelse af at stå over for en diskussion om, hvem der gør det bedst, frem for hvordan vi omsætter vores fælles viden fra behandlingspsykiatri og socialpsykiatri til fælles bedste for brugeren/borgeren/patienten.

Af Susanne Ebling, udviklingsleder på Skovvænget, Socialpsykiatrisk boog rehabiliteringstilbud, Region Hovedstadens Psykiatri.  

Emneord: 
Uddannelse

Studerende i praksis: I klinik i hjemmeplejen med et åbent sind

Midaldrende hjemmesygeplejersker doserer medicin til ældre damer i nydelige hjem. Sådan så den sygeplejestuderende sit kommende kliniske undervisningssted for sig, men hun fik ryddet op i sine fordomme og begyndte at udvikle sig til den sygeplejerske, hun ønsker at være.

SY-2008-08-06aArkivfoto: Søren Svendsen

Før jeg fik set mig om, var sommerferien forbi, og jeg var nu nået til modul 6, hjemmesygeplejen. Efter to intensive uger på skolebænken blev vi sendt ud til vores respektive kliniske undervisningssteder, spændte på, hvad de kommende otte uger ville bringe.

Vi havde på skolen talt meget om vores forventninger til og fordomme omkring hjemmesygeplejen. For mit vedkommende havde jeg et klart billede af, hvordan en hjemmesygeplejerske så ud, og hvad hun lavede.

Hjemmesygeplejersker var midaldrende kvinder, der kørte rundt til søde ældre damer i nydelige hjem og doserede medicin. Færdig slut. Det skulle dog vise sig, at det overhovedet ikke forholdt sig sådan.

Sygeplejerskerne på mit kliniske undervisningssted var alt andet end midaldrende og kedelige. På trods af et ofte stort arbejdspres mødte de hver morgen op friske og altid med en praksishistorie i ærmet, man både kunne lære og smile af. De var utroligt gode til at give tid og rum til at være studerende, de tog altid hensyn til, hvad jeg gerne ville, og samtidig fik de mig til at føle, jeg var en del af gruppen.

Jovist havde vi medicindoseringer til ældre damer i nydelige hjem, men det var kun en lille del af arbejdet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvor alsidigt jobbet som hjemmesygeplejerske er. Jeg mødte alt fra søde små damer, misbrugere, psykisk syge til borgere med store bensår, og jeg kom hver dag hjem med nye oplevelser, tanker der skulle skrives ned, og ting der skulle slås op og undersøges nærmere.

Aldrig er otte uger strøget af sted så hurtigt, og aldrig havde jeg troet, at jeg skulle få så meget med mig fra hjemmesygeplejen, som jeg gjorde. Til alle mine medstuderende vil jeg derfor sige: Mød hjemmesygeplejen med et åbent sind. Det er her, teorien bliver koblet på praksis, og her, man for alvor begynder at udvikle sig til den sygeplejerske, man ønsker at være.

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk. Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken. Send din historie til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk..

Emneord: 
Uddannelse
Hjemmesygepleje
Medicinhåndtering

Videnskabelige kompetencer til udvikling af evidensbaseret sygepleje

Gennem kurser og andre tiltag bliver sygeplejerskernes videnskabelige kompetenceudvikling til brug for arbejdet understøttet med det formål at organisere og strategisk udvikle evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse.
Artiklen er den tredje i en serie på fire, der alle omhandler evidensbaseret sygepleje.

Serien beskriver samlet set

  • organisering af evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse
  • udvikling af en strategi for evidensbaseret sygepleje
  • videnskabelige kompetencer til udvikling af evidensbaseret sygepleje
  • evidenskultur og ledelsesmæssig forankring.

De to første artikler blev bragt i Sygeplejersken 2012;(5):88-92 og (6):80-4 (se boks med links nedenfor)

Samfundet og vi selv har en forventning om, at vi efterlever idealerne om at udøve en evidensbaseret og kvalificeret klinisk sygepleje og uddannelse, som det fordres i Den Danske Kvalitetsmodel og i Bekendtgørelsen for Sygeplejerskeuddannelsen (1,2).

Forskning i sygepleje og anvendelse af forskningsresultater er ifølge Dansk Sygeplejeråd fundamentet for sygeplejens faglige udvikling (3). Samtidig er kvaliteten i sygeplejen betydende for øget jobtilfredshed og trivsel samt for fastholdelse og rekruttering af dygtige sygeplejersker (4).

Hvis vi i dansk sygepleje reelt skal efterleve vores idealer om at være eller blive en videnskabelig praksisdisciplin, og dermed praktisere en kvalificeret evidensbaseret sygepleje og uddannelse, så fordrer det ikke alene, at vi udvikler og formidler forskningsbaseret viden, men vigtigst af alt, at vi samler og anvender denne viden som et led i vores kliniske beslutninger, mål og handleplaner.

Det forudsætter, at der udvikles evidensbaserede kliniske retningslinjer om centrale kliniske spørgsmål, så denne viden kan anvendes i kompetenceudvikling og klinisk sygepleje. Ved evidensbaserede kliniske retningslinjer forstås systematisk udarbejdede retningslinjer, der kan bruges af klinikere og patienter, når de skal træffe beslutning om passende og korrekt sundhedsfaglig ydelse. Der henvises i øvrigt til Center for Kliniske Retningslinjers hjemmeside, se ”Manual for udarbejdelse af kliniske retningslinjer” (5).

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har vi gennem flere år arbejdet målrettet med organisering og strategisk udvikling af evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse (6,7). Denne artikel har derfor til formål at beskrive, hvordan vi gennem kurser og andre tiltag søger at understøtte sygeplejerskernes videnskabelige kompetenceudvikling til brug for arbejdet.

Desuden beskrives overvejelser om ressourceforbrug og fremtidige stillingsstrukturer.

Udvikling af viden og kompetencer

Vores udvikling og implementering af kliniske retningslinjer er baseret på de to hospitalers ”Strategi for evidensbaseret sygepleje 2009-2012” (6). Som grundlag for arbejdet anvender vi K. Stevens og E. Fineout-Overholts model og idéer for transformation af evidensbaseret viden, se figuren i Sygeplejersken 2012;(5) side 88 (8).

Punkt 1 og 2 rummer identifikation af problemstillingen og det kliniske fokuserede spørgsmål, der ønskes besvaret samt litteratursøgning, kritisk analyse heraf, evidensvurdering, sammenskrivning og udarbejdelse af den kliniske retningslinje.

Punkt 3 og 4 rummer personalets kulturbestemte fortolkning og accept af den kliniske retningslinje samt dens anvendelsesmuligheder og vilkår for implementering. Det femte punkt om evaluering af retningslinjens betydning i sygeplejen baseres på auditmålinger og kan pege på nye udviklings- og/eller forskningstiltag.

Alle sygeplejersker har uanset deres uddannelsesmæssige baggrund vigtige kundskaber at bidrage med, idet udviklingen af en evidensbaseret fagkultur forudsætter såvel kliniske og videnskabelige som ledelsesmæssige og pædagogiske kompetencer. Det er dog typisk de kliniske oversygeplejersker, der har ansvaret for udvikling og implementering af kliniske retningslinjer. Men flere af dem har været skeptiske og utrygge ved udfordringen. De havde specielt et udtalt behov for at udvikle deres videnskabelige kompetencer i kritisk analyse af komplicerede videnskabelige artikler. Nogle havde ikke en sundhedsfaglig kandidatuddannelse, mens andre havde behov for at genopfriske og/eller opkvalificere deres metodiske kompetencer.

For nogle år siden tog vores forskningsenhed for klinisk sygepleje derfor initiativ til at afholde modulopbyggede kurser, temaeftermiddage og workshopper. Initialt var kurserne kortvarige og målrettet de ledende og kliniske oversygeplejerskers erhvervelse af en grundlæggende indsigt i feltet. Der var fokus på organisering og udvikling af en evidensbaseret kultur og sygepleje samt på overordnede kriterier for udarbejdelse af kliniske retningslinjer.

Vi var specielt opmærksomme på ikke at forcere processen med risiko for, at sygeplejerskerne blev afmægtige og demotiverede over for den nye, foranderlige og udfordrende udviklingsproces. Siden er kurserne i tiltagende grad blevet målrettet de gruppeformænds behov, som er ansvarlige for udviklingen af kliniske retningslinjer i de enkelte afdelinger. De øvrige gruppemedlemmer er velkomne på kurserne, men informeres om, at niveauet kan opleves højt, hvis ikke de har en sundhedsfaglig kandidatuddannelse.

Vi bestræber os på, at deltagernes videnskabelige kompetenceudvikling foregår i en motiverende og fælles proces, så den enkeltes og gruppens fagidentitet, arbejdsglæde og stolthed styrkes. Behovet for kurser, workshopper og vejledning identificeres og prioriteres kontinuerligt i samarbejde med vores koordinationsudvalg, strategiudvalg (6) og de ledende sygeplejersker mhp. at udnytte ressourcerne optimalt.

Modulprogrammet

Følgende seks kurser etableres, når 10 eller flere sygeplejersker har behov for det. Kurserne kan tages enkeltvist eller samlet og varer i alt 14 dage.

1. Evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse
Kurset introducerer til, hvad evidensbaseret sygepleje er og indebærer, samt hvilke kompetencer det kræver at udvikle og implementere evidensbaserede kliniske retningslinjer. Desuden drøftes de fordringer om evidensbasering, der stilles til sygeplejen i bl.a. Bekendtgørelsen for Sygeplejerskeuddannelsen (2) og i Den Danske Kvalitetsmodel (1) om udvikling af en tiltagende forskningsbaseret sygepleje og uddannelse. De forskellige evidensniveauers betydning for sandhedsværdien af de resultater, som kan inddrages i en klinisk retningslinje, drøftes og relateres til sygeplejens fire kundskabsområder (9). I kompetenceudviklingen søger vi samtidig at skabe balance mellem sygeplejerskernes motivation, kundskaber/viden og ressourcer. Det gøres i overensstemmelse med organisationens ressourcer og behov for sygeplejefaglige kompetencer, som skitseres i figur 1.

SY-2012-07-viden2

Kursisterne introduceres til de modeller og dokumenter, som hospitalet og Centret for Kliniske Retningslinjer anvender til arbejdet (5). Desuden præsenteres og drøftes forskellen på erfaringsbaserede procedurebeskrivelser og kliniske retningslinjer og denne forskels betydning for kvaliteten af klinisk sygepleje og uddannelse.

2. Udarbejdelse af fokuserede spørgsmål og litteratursøgning
Deltagerne introduceres til begrebet fokuserede spørgsmål og deres betydning for udarbejdelsen af en stringent litteratursøgning og besvarelse af det givne spørgsmål. Til udarbejdelse af det fokuserede spørgsmål anvendes PICO-modellen (10) og herunder fire overordnede spørgsmål:

  • Hvilke patienter drejer det sig om? (Patient)
  • Hvilken intervention drejer det sig om? (Intervention)
  • Hvad er alternativet til interventionen? (Comparison intervention) 
  • Hvilke outcomes (måleparametre) er der tale om? (Outcome).

Der afsættes god tid til, at deltagerne kan udarbejde, præcisere og drøfte deres fokuserede spørgsmål. De udarbejdede spørgsmål danner dagen efter grundlag for undervisningen i udarbejdelse af søgeord og litteratursøgning på diverse databaser (10). Litteratursøgningen gennemføres ved undervisning og vejledning af en forskningsbibliotekar.

3. Vidensformer og kritisk analyse af kvalitativ forskning
På dette kursus drøftes begrebet sandhed og spørgsmålet om forskellige identificerede udsagns sandhedsværdi relateret til pragmatiske udsagn, deduktivt, induktivt- og/eller hypotetisk-deduktivt udledte udsagn og konklusioner.

Det er for de fleste udfordrende at bevæge sig i et sådant filosofisk og videnskabsteoretisk abstrakt univers. Men det er helt nødvendigt for at kunne udføre de nødvendige og stringente kritiske analyser af videnskabelige artikler og siden vurdere resultaternes evidensniveau og dermed sandsynligheden for, at det skrevne er sandt.

Der gives derfor rum til at lege med de forskellige erkendelsesformers betydning for sandhed og evidens. Derefter introduceres deltagerne til forskellige udvalgte tjeklister, der kan benyttes til kritisk analyse af såvel kvalitative som kvantitative videnskabelige artikler.

Afslutningsvis gennemføres en fælles analyse af to artikler baseret på kvalitativ forskning, og resultaterne eksemplificeres anvendt til brug for den evidensbaserede sygepleje. 

4. Statistik
På dette firedagskursus gennemgås og repeteres den basale sundhedsvidenskabelige statistiks begreber og forskellige analysemetoder til brug for kritisk analyse af kvantitativt baserede videnskabelige artikler. Kurset afholdes af en statistiker.

5. Kritisk analyse af videnskabelige artikler baseret på kvantitativ forskning
Dette kursus afholdes umiddelbart efter statistikkurset, så viden fra dette kursus kan anvendes i individuelle og fælles analyser og drøftelse af to videnskabelige artikler relateret til et udvalgt fokuseret spørgsmål. 

Til analysen anvendes de tjeklister, som deltagerne tidligere har været præsenteret for.

6. Vurdering af evidensbaserede kliniske retningslinjer
Forskellige manualer og skabeloner til udarbejdelse og bedømmelse af kliniske retningslinjer præsenteres og drøftes på denne kursusdag. Som et led i samarbejdet med Center for Kliniske Retningslinjer anvendes og/eller afprøves ajourførte skabeloner og manualer fra centrets hjemmeside (5). Kurset danner samtidig grundlag for arbejdet i vores ”Faglige forum”, som beskrives nedenfor.

Supplerende tiltag

For at understøtte de ledende sygeplejerskers etablering af afdelingsvise arbejdsgrupper, organisering af arbejdet og prioritering af ressourcer til udviklingen medvirker forskningslederen til at understøtte den organisatoriske udviklingsproces i nogle afdelinger.

Formændene for de arbejdsgrupper, som er ved at udarbejde kliniske retningslinjer, tilbydes desuden deltagelse i et tværgående fælles ”Fagligt forum”, hvor spørgsmål i relation til udarbejdelse og godkendelse af kliniske retningslinjer drøftes og afklares.

Gruppen mødes ca. hver sjette uge. Dagsordnen baseres på deltagernes behov samt udarbejdelse af høringssvar til Center for Kliniske Retningslinjer.

Desuden analyseres og drøftes nye og bedømte kliniske retningslinjer fra centret som et led i en eventuel lokal implementering. 

For at understøtte den organisatoriske, strategiske og faglige proces afholder strategiudvalgene og/eller koordinationsudvalgene (6,7) kontinuerligt og behovsbestemt workshopper og temaeftermiddage for de ledende sygeplejersker, formændene for arbejdsgrupperne, arbejdsgruppernes medlemmer og/eller de kliniske vejledere.

Samtlige tiltag etableres og organiseres på baggrund af et eller flere strategiudvalgs identifikation af forskellige organisatoriske eller faglige behov.

De mere omfattende tiltag drøftes og prioriteres i vores koordinationsudvalg på baggrund af udvalgenes strategier, arbejdsopgaver, erfaringer eller udfordringer med at gennemføre de fælles mål og handlingsplaner for udviklingen (7).

På afdelingsniveau er det de ledende sygeplejersker, som har ansvaret for at udarbejde og gennemføre afdelingsspecifikke mål og handlingsplaner relateret til strategierne (6,7). Og omvendt søger koordinationsudvalget på baggrund af spørgeskemaer og møder at afdække hele organisationens behov for kompetenceudvikling.

På den måde bliver ressourcerne anvendt målrettet og optimalt til løsning af de fælles udfordringer.

De studerendes bachelorprojekt

Professionsbacheloruddannelsen skal sikre, at de studerende udvikler og forener professions- og akademisk kompetence. Af Bekendtgørelsen for Sygeplejerskeuddannelsen fremgår det, at: ”§ 6. Nationale og internationale forskningsresultater fra det sygeplejefaglige område og andre fagområder, der er relevante for professionen, integreres i størst muligt omfang i undervisningen” (2).

I den kliniske uddannelse er det derfor vores ansvar, at de studerende og deres vejledere er kritiske over for, hvilken viden der ligger til grund for den kliniske sygepleje og uddannelse. Herunder at de studerende introduceres til afdelingernes udvikling og anvendelse af evidensbaseret kultur og viden samt eventuelle kliniske retningslinjer.

Bachelorstuderende, som er motiverede, arbejdsomme og har et gennemsnit over middel, har mulighed for at udarbejde deres afsluttende eksamensopgave med udgangspunkt i de forskningsprojekter eller kliniske retningslinjer, som er under udarbejdelse.

Til det brug har vi udarbejdet en liste over relevante projekter inkl. kontaktoplysninger. Listen revideres hvert halve år og lægges på uddannelsesinstitutionens intranet.

De studerende og den projektansvarlige, som også er vejleder, udarbejder en fælles plan for den studerende relateret til relevante delopgaver, som den studerende kan udføre i samarbejde med vejlederen.

Vor erfaring er, at de studerende lærer meget og får udarbejdet nogle yderst klinisk relevante eksamensopgaver. Disse idéer er nu ført videre i en rammeaftale mellem uddannelsesinstitutionen Metropol og samtlige regionens hospitaler.

Ressourceforbrug og stillingsstrukturer

Kliniske oversygeplejersker med en sundhedsfaglig kandidatgrad har typisk erhvervet kompetencer til at søge, analysere og implementere viden. De er således ideelt set kompetente til at udarbejde evidensbaserede kliniske retningslinjer, men har jævnligt god gavn af forskernes videnskabelige kompetencer.

Sygeplejeforskerne er desuden uddannet til at skabe ny viden om de kliniske spørgsmål, der ikke eksisterer tilstrækkelig viden om i de internationale databaser. Det har derfor været optimalt, at vi har opbygget en organisation, hvor kompetencer og ressourcer udnyttes og udvikles i tæt samarbejde mellem forskere, klinikere og fagets ledere. 

Det at udvikle sygeplejen fra at være et håndværk mod at blive en evidensbaseret praksis har været en mere omfattende og langvarig proces end først antaget. Vores to hospitaler har ikke fået tilført yderligere ressourcer til udviklingen, så ”Strategi for evidensbaseret sygepleje 2009-2012” (7) har hjulpet os til at udnytte de tilstedeværende ressourcer målrettet og stringent i realiseringen af vores mål og handlingsplaner.

Strategien skal nu revideres. Koordinationsudvalget har derfor udarbejdet et spørgeskema baseret på strategiens elementer, som skal besvares af samtlige afdelinger. Analysen af skemaerne vil derefter danne grundlag for den kommende strategi og dermed for de mål og handlingsplaner, som afdelingerne har behov for.

En udfordrende proces

At nå hertil har udelukkende været muligt, fordi vi har haft de nødvendige videnskabelige, kliniske, pædagogiske og ledelsesmæssige kompetencer repræsenteret i egen organisation.

Hvis vi skulle have betalt os fra det, er det spørgsmålet, om vi nogensinde havde påbegyndt og specielt lykkedes med at gennemføre en så udfordrende og omfattende proces. Der er dog ingen tvivl om, at forventningerne til sygeplejen om at blive tiltagende evidensbaseret indebærer, at hvert enkelt speciale må sikre en stillingsstruktur, som rummer tilstrækkelige såvel kliniske, ledelsesmæssige, pædagogiske som videnskabelige kompetencer til at realisere og efterleve fordringerne i Den Danske Kvalitetsmodel (1) og Bekendtgørelsen for Sygeplejerskeuddannelsen (2).

Et af vores strategiske mål er derfor blevet at: ”… samtlige specialer inden 2017 skal have ansat mindst en sygeplejerske, som har akademiske kompetencer på ph.d.-niveau, og som kan understøtte udarbejdelsen af kliniske retningslinjer samt udføre klinisk relevant sygeplejeforskning med udgangspunkt i de prioriterede kliniske spørgsmål.”

 Vi håber derfor, at de samlede tiltag kan optimere vilkårene for, at vi med tiden for alvor kan yde det optimale såvel første gang som hver gang, og dermed efterleve formålet med evidensbaseret klinisk sygepleje. Men alting har en begyndelse.

Litteratur

  1. www.ikas.dk. > Hvad er Den Danske Kvalitetsmodel DDKM (05.01.2012)
  2. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 113 af 19. februar 2001. Undervisningsministeriet; 2001.incl. BEK nr. 232 af 30/03/2001 – revideret august 2006.EK nr. 29/01-2008.
  3. Dansk Sygeplejeråd. Viden udvikler sygeplejen. Til gavn for patienter, borgere, profession og samfund. Dansk Sygeplejeråds forskningsudspil 2011. www.dsr.dk > Viden udvikler sygeplejen.
  4. Kramer M, Schmalenberg CE. Magnet hospital nurses describe control over nursing practice. West J Nurs Res. 2003 Jun;25(4): 434-52.
  5. <dødt link slettet september 2018>
  6. Rydahl-Hansen S. Organisering af evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse. Sygeplejersken 2012;(5):88-92.
  7. Rydahl-Hansen S. Dam L, Norberg B, Zielke S. Udviklingen af en strategi for evidensbaseret sygepleje. Sygeplejersken 2012;(6):80-4.
  8. Fineout-Overholt E, Cox J, Robbins B, Gray YL. Teaching Evidence-Based Practice. In: Melnyk BM, Fineout-Overholt (ed). Evidence-Based Practice in Nursing & Healthcare. Philadelphia: Lippincott Williams & Williams;2005:417-41.
  9. Carper B. Fundamental Patterns of Knowing in Nursing. Advances in Nursing Science. 1978; (1):13-23.
  10. Craig JV, Smyth RL. The Evidence-Based Practice Maual for Nurses. Oxford: Churchill Livingstone, Elsevier; 2007.
English abstract

Rydahl-Hansen S, Mikkelsen MR. Scientific skills for the development of evidence-based nursing. Sygeplejersken 2012;(7):69-74.

Both the Danish Quality Model, by which Danish hospitals are accredited, and the Ministerial Order on Nursing Degree Curriculum, require an increasingly research-based foundation. It presumes the development of evidence-based clinical guidelines.

These must be based on a critical, scientific analysis and compilation of the extant research-based knowledge concerning a clinical issue. Thus, the purpose of this article is to describe how we at Bispebjerg and Frederiksberg Hospitals are helping to support nurses’ development of their scientific skills in their work.
The article describes our experience with course modules covering evidence-based nursing, the preparation of focused questions, literature searches, statistics, critical analyses of qualitative and quantitative studies as well as other supplemental measures.
Based on our experiences, we present considerations regarding resource consumption and competence related job structures.

Key words: Evidence-based nursing, scientific skills development, critical analysis, training.

Denne artikel er en i en serie om evidensbaseret sygepleje
Emneord: 
Evidensbaseret sygepleje
Uddannelse
Videnskab

Særligt fokus på velfærdsteknologi

University College Syddanmark, Campus Sønderborg, har fået tilladelse til at forsøge sig med med toning af uddannelsen, som skal styrke interessen for udviklingen og kvaliteten af velfærdsteknologiske løsninger i relation til det sundhedsfaglige område.

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte har givet tilladelse til, at University College Syddanmark, Campus Sønderborg, i perioden 2012-2013 udbyder en sygeplejerskeuddannelse med en særlig toning med fokus på velfærdsteknologi.

Det er en forudsætning for forsøget, at de studerende opnår det samlede læringsudbytte for sygeplejerskeuddannelsen, således som det fremgår af bekendtgørelse for uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje inkl. bilag, og at toningen skal afspejles i praksiseksempler, litteraturvalg og generel tilrettelæggelse af de enkelte ordinære moduler.

Hele den vestlige verden står over for store udfordringer med en voksende ældregeneration og færre hænder til at løse pleje- og omsorgsopgaver. Flere ældre, øgede forventninger til de offentlige ydelser og den kommende mangel på arbejdskraft gør det sandsynligt, at velfærdsteknologi vil fylde mere i fremtidens pleje og i ældreplejen, end vi ser i dag. Den nye teknologi forventes bl.a. at gøre borgerne mere selvhjulpne, at forbedre deres livskvalitet, gavne arbejdsmiljøet og frigøre arbejdskraft.

Velfærdsteknologi kan og skal desuden bidrage til mere værdighed, tryghed og selvbestemmelse, med andre ord kan og skal velfærdsteknologi give både kvalitetsløft for borgerne og besparelser for samfundet.
Der kan opstå etiske dilemmaer og overvejelser, når teknologien giver nye muligheder, som f.eks. ændrer relationen mellem borger og medarbejder eller mellem menneske og teknologi. Derfor er der brug for etiske overvejelser ved indførelse af den nye teknologi og et etisk kodeks for at sikre, at teknologien tilpasses hospitalernes og kommunernes værdigrundlag – og ikke omvendt.

Sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale forventes på den baggrund, både i det kort- og i det langsigtede perspektiv, at blive aktive medspillere i relation til såvel beslutningsprocesser som til, hvordan ”velfærdsopgaverne” løses – både på regionalt og på nationalt niveau. Derfor er det vigtigt, at de kommende medarbejdere er klædt på til at løse opgaverne.

Formålet med at udvikle uddannelsen

Det overordnede formål med at udvikle sygeplejerskeuddannelsen er derfor at styrke interessen for udviklingen og kvaliteten af velfærdsteknologiske løsninger i relation til det sundhedsfaglige område. Det betyder, at de studerende ved opnået bachelorgrad skal have viden, færdigheder og kompetencer inden for det velfærdsteknologiske område. Derved kan de både yde en kvalificeret pleje og omsorg og være med til at påvirke beslutninger om fremtidens velfærdsteknologiske løsninger.

Vi tror desuden på, at vi ved at udbyde en mere teknologisk og entreprenøriel sygeplejerskeuddannelse kan rekruttere flere mandlige studerende.

Samarbejde på tværs

Tek12, er navnet på  forsøget med velfærdsteknologi i sygeplejerskeuddannelsen. Der skal tænkes i innovative og entreprenørielle baner for at stimulere de studerendes evne til at tænke nye muligheder og måder at angribe arbejdsgange på.

Vi er allerede begyndt et projektsamarbejde med Living Lab Sønderborg, og der arbejdes med at indgå aftaler med firmaer, der vil bidrage med demonstration af velfærdsteknologiske løsninger i Tek12-uddannelsen. Derudover vil vi arbejde på, gennem en samarbejdsaftale med Sygehus Sønderjylland, at etablere projektsamarbejder med fokus på velfærdsteknologi. Endelig vil vi forsøge at etablere aftaler med kommunerne, så den velfærdsteknologiske vinkel vil falde naturligt ind i alle Tek12-uddannelsens moduler.

Evaluering af forsøget

Ved optagelse på Tek12 vil det være frivilligt for de enkelte studerende, om de ønsker at begynde den ordinære uddannelse eller uddannelsen med den velfærdsteknologiske toning, og tilladelsen til forsøg gælder for op til halvdelen af studiepladserne ved hvert optag i 2012 og 2013. Forsøget skal evalueres ultimo 2013 – primo 2014 og skal bl.a. inddrage eventuelle ændringer i søgemønster til sygeplejerskeuddannelsen, fastholdelse af studerende samt erfaringer med samarbejde med de kliniske undervisningssteder om toning af den kliniske undervisning.

Flere oplysninger kan findes på www.ucsyd.dk

Trine Ungermann Fredskild og Lone Andreasen Støhs er begge ansat som lektorer på UC Syddanmark Campus Sønderborg, sygeplejerskeuddannelsen: tufr@ucsyd.dk

Emneord: 
Uddannelse
Sundhedsvæsen
Sundhedsøkonomi
Undervisning

Organisering af evidensbaseret klinisk sygepleje og uddannelse

Sygeplejen skal baseres på evidens, det er kravet. Organisering af sygepleje og uddannelse må derfor tilrettelægges, så udvikling og brug af kliniske retningslinjer bliver integreret i dagligdagen. Artiklen beskriver den model arbejdet organiseres efter på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital i København.

Hvis dansk sygepleje skal efterleve kravene om at praktisere en kvalificeret evidensbaseret sygepleje og uddannelse, som det fordres i Den Danske Kvalitetsmodel (1) og i Bekendtgørelsen til Sygeplejerskeuddannelsen (2), fordrer det, at vi får skabt overensstemmelse mellem kravene og det, der reelt praktiseres i klinisk sygepleje og i uddannelsen. 

Da vi i 2006 etablerede ”Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje” på Bispebjerg Hospital, blev de ledende sygeplejersker spurgt: ”Hvis vi skal forske, er det så ikke ensbetydende med, at vi vil udvikle en evidensbaseret sygepleje? For hvorfor ellers forskning?

Med udgangspunkt i disse spørgsmål opstod en spirende motivation for udvikling af evidensbaseret sygepleje. Inden da var udviklingen af evidensbaserede kliniske retningslinjer druknet i drift og i opfattelsen af, at det var et både fagligt og tidsmæssigt for udfordrende og ressourcekrævende arbejde. Det dilemma er tiltagende aktuelt på de danske hospitaler, som endnu ikke har besluttet, hvordan de konkret skal organisere og gennemføre kravene om udvikling af evidensbaseret sygepleje (1,2).

Artiklen har derfor til formål at beskrive, hvorfor og hvordan vi på Bispebjerg Hospital har organiseret den sygeplejefaglige udvikling i bestræbelserne på at blive mere målrettede, klare og systematiske i udvikling og implementering af evidensbaseret viden i klinisk sygepleje og uddannelse.

Evidensbaseret sygepleje – en definition

Evidensbaseret sygepleje kan beskrives som en samvittighedsfuld, eksplicit og velovervejet anvendelse af forskningsbaseret viden suppleret af andre former for erhvervet viden, som ud fra patientens erfaringer og prioriteringer samt de tilstedeværende ressourcer kan danne grundlag for klinisk sygepleje (3,4).

At arbejde evidensbaseret indebærer for os, at sygeplejersken integrerer sine personlige, etiske og æstetiske kundskaber med den bedst tilgængelige viden fra systematisk forskning koblet med patientens og sygeplejerskens situationsbestemte præferencer og overvejelser samt prioriterer i forhold til de tilstedeværende ressourcer (3,5) (se figur 1).

SY-2012-05%20(25)

Arbejdet baseres på Stevens model og Fineout-Overholts idéer (6) om transformation af evidensbaseret viden. Målet er at udarbejde og implementere nationale og med tiden også internationale kliniske retningslinjer, som kan anvendes af klinikere og patienter, når de skal træffe beslutninger om, hvad der er den passende og korrekte sundhedsfaglige ydelse.

Arbejdet indebærer en holdning og en vilje til at anvende de bedst tilgængelige videnskabelige resultater som grundlag for sygeplejen. Det er samtidig en proces, hvor man systematisk sammenfatter, kvalitetsvurderer, bedømmer, fortolker og udnytter disse resultater (7).

Forskning i sygepleje og anvendelse af forskningsresultater er ifølge Dansk Sygeplejeråd således fundamentet for sygeplejens faglige udvikling (8). Samtidig er kvalitet i sygepleje betydende for øget jobtilfredshed og trivsel samt for fastholdelse og rekruttering af dygtige sygeplejersker (9,10). Region Hovedstadens målsætning er et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Den målsætning stiller store krav til den tværfaglige og monofaglige indsats. Bispebjerg Hospitals strategi på kvalitetsområdet indeholder derfor målsætninger om fokuseret tværfaglig indsats for at øge sikkerheden og kvaliteten af den sundhedsfaglige ydelse, der tilbydes regionens borgere.

I tråd hermed fremgår det af Bekendtgørelsen om Sygeplejerskeuddannelsen, at: ”§ 6. Nationale og internationale forskningsresultater fra det sygeplejefaglige område og andre fagområder, der er relevante for professionen, integreres i størst muligt omfang i undervisningen” (3).

Ifølge bekendtgørelsen påhviler ansvaret for den kliniske forskningsbaserede uddannelse hospitalerne. Det indebærer, at den kliniske uddannelse skal opbygges og gennemføres med fokus på at lære og udføre evidensbaseret sygepleje.

Landets hospitaler må derfor af kvalitetsmæssige og uddannelsesmæssige årsager udvikle og implementere evidensbaserede kliniske retningslinjer om centrale kliniske spørgsmål. Det fordrer ansættelse af sygeplejersker, typisk med kandidat- eller eventuelt mastergrad, som er kompetente til at søge og analysere videnskabelig litteratur, forestå udarbejdelsen af de kliniske retningslinjer, medvirke i implementeringen af den eksisterende viden og eventuel udarbejdelse af audit.

Hospitalerne har desuden brug for forskere, som kan udvikle ny viden om de kliniske spørgsmål, der endnu ikke findes viden om på de internationale databaser. Det indebærer, at vi ikke længere kan se forskning som en elitær beskæftigelse, men i stedet erkender, anerkender og understøtter, at udvikling og implementering af forskningsbaseret viden er grundlaget for udførelsen af en kvalificeret evidensbaseret sygepleje og uddannelse.

Organisering, udvikling og implementering af evidensbaserede kliniske retningslinjer fordrer, at vi organiserer, målretter og systematiserer den faglige udvikling på hospitalerne og i kommunerne. Men det betyder, at de eksisterende ressourcer skal målrettes arbejdet, herunder at der afsættes ressourcer til udvikling af de nødvendige videnskabelige kompetencer. En del af de ressourcer, der anvendes, vil antageligt kunne spares ved øget fastholdelse og rekruttering af dygtige sygeplejersker, sådan som det har vist sig på de amerikanske magnethospitaler (9,10).

Af faglige og personalemæssige årsager har vi på Bispebjerg Hospital derfor søgt inspiration og viden på de amerikanske ”Magnet konferencer” og haft studiebesøg på ”John Hopkins Hospital”, som er magnetcertificeret. Desuden samarbejder vi med Center for kliniske retningslinjer ved Aarhus Universitet.

Efter en række møder, kurser og workshopper om fokuserede spørgsmål, litteratursøgning og udvikling af evidensbaserede kliniske retningslinjer og kliniske satsningsområder for sygeplejeforskning var gruppen af ledende og kliniske oversygeplejersker tiltagende motiverede for, at de eksisterende ressourcer blev anvendt mere målrettet til udvikling og implementering af evidensbaserede kliniske retningslinjer relateret til udvalgte fokuserede kliniske spørgsmål.

Man ønskede desuden, at den udviklede viden skulle indgå i den præ- og postgraduate kompetenceudvikling på hospitalet.
Vi etablerede derfor et koordinationsudvalg samt fire strategiudvalg; et for sygeplejeforskning, et for kliniske retningslinjer samt et for henholdsvis præ- og postgraduat uddannelse, som i fællesskab er ansvarlige for hospitalets overordnede udvikling af evidensbaseret sygepleje (se figur 2).

Udvalgenes arbejde baseres på vores ”Strategi for udviklingen af en evidensbaseret sygepleje på Bispebjerg Hospital 2009-2012”. Strategiens indhold og udarbejdelsen af den præsenteres i en efterfølgende artikel.

Som et led i fusionen med Frederiksberg Hospital er sygeplejerskerne derfra blevet involveret i det strategiske arbejde på lige fod med sygeplejerskerne på Bispebjerg Hospital.

Koordinationsudvalgets opgaver

Koordinationsudvalget består af en vicedirektør (formand), de fire strategiudvalgsformænd, personalechefen, kvalitetschefen og tre ledende oversygeplejersker. Formændene for strategiudvalgene for kliniske retningslinjer og postgraduat uddannelse er kliniske oversygeplejersker.

Den sygeplejefaglige forskningsleder er formand for udvalget for sygeplejeforskning. Formand for det prægraduate udvalg er den udviklingskonsulent, som er ansvarlig for tilrettelæggelsen af sygeplejerskeuddannelsen.

De tre ledende oversygeplejersker, som er medlemmer af koordinationsudvalget, skal i samarbejde med de øvrige oversygeplejersker medvirke til, at den ledelsesmæssige forankring af hospitalets strategi for evidensbaseret klinisk sygepleje implementeres i de enkelte afdelinger. Strategiudvalgenes øvrige medlemmer er ledende og kliniske oversygeplejersker, kliniske vejledere samt afdelingssygeplejersker.

Koordinationsudvalgets kommissorium indebærer, at udvalget skal:

  • initiere den fortsatte udvikling af hospitalets sygeplejefaglige udvikling for derved at medvirke til en høj faglig kvalitet i det samlede patientforløb
  • sikre den overordnede prioritering og koordinering af den sygeplejefaglige indsats, således at den understøtter hospitalets aktuelle og fremtidige opgaver, mål og strategier
  • sikre, at den sygeplejefaglige indsats koordineres med tværgående og tværfaglige indsatser lokalt, regionalt, nationalt og internationalt.

SY-2012-05%20(26)

K

ompetenceudvikling via interne kurser

Arbejdet med udvikling og implementering af de kliniske retningslinjer skal foregå i en positiv og udviklende proces baseret på de ansvarlige ledende og kliniske oversygeplejerskers motivation, viden og prioritering af tilstedeværende ressourcer. Forskningsenheden og Strategiudvalget for sygeplejeforskning skal medvirke til udviklingen af sygeplejerskers og studerendes videnskabelige kompetencer.

At udføre en kritisk litteraturanalyse af videnskabelige artikler og udarbejdelsen af kliniske retningslinjer kræver akademiske kompetencer svarende til en kandidatgrad. Det er derfor oplagt, at sygeplejersker, som har disse kompetencer, får ansvaret for udviklingen af kliniske retningslinjer.

Men flere kliniske oversygeplejersker har initialt været skeptiske over for at påtage sig ansvaret for udviklingen af kliniske retningslinjer, idet de havde behov for at udvikle deres videnskabelige kompetencer specifikt relateret til udvikling af kliniske retningslinjer.

Forskningsenheden har derfor etableret interne kurser om evidensbaseret sygepleje, udarbejdelse af fokuserede spørgsmål, litteratursøgning, analyse af kvalitative og kvantitative undersøgelser, statistik og udarbejdelse af kliniske retningslinjer.

Formændene for de arbejdsgrupper, som er ved at udarbejde kliniske retningslinjer, tilbydes desuden deltagelse i et tværgående fælles fagligt forum, hvor spørgsmål i relation til udarbejdelsen af kliniske retningslinjer drøftes og afklares. Desuden tilbydes de ledende sygeplejersker afdelingsspecifik organisatorisk og/eller faglig vejledning med fokus på initiering og organisering af arbejdet samt udviklingen af en evidenskultur.

Vores mål er, at udviklingsprocessen kan foregå i en motiverende og fælles proces, så sygeplejerskernes fagidentitet, fællesskab, arbejdsglæde og stolthed styrkes. Vi har derfor søgt at opbygge en organisation, hvor kompetencer og ressourcer udnyttes og udvikles optimalt i tæt samarbejde mellem forskere, klinikere og fagets ledere. Indtil nu har vi prioriteret at anvende en væsentlig del af forskningsenhedens ressourcer til formålet. Men målet er, at samtlige afdelinger skal have ansat en forsker til at understøtte dette arbejde og skabe sammenhæng mellem evidensbaseret sygepleje og forskning.

På den baggrund skal nogle funktionsbeskrivelser og stillingskategorier antageligt revurderes, så der skabes balance mellem opgaverne og de ledelsesmæssige, kliniske, pædagogiske og videnskabelige kompetencer, det er nødvendigt at udvikle eller rekruttere for at udføre evidensbaseret sygepleje. I bestræbelserne på at optimere udvikling og godkendelse af kliniske retningslinjer er en konsulent fra forskningsenheden medlem af udvalget for kliniske retningslinjer, og denne udvalgsformand er medlem af udvalget for sygeplejeforskning.

Til at understøtte arbejdet har Strategiudvalget for kliniske retningslinjer som kommissorium at:

  • udarbejde og revidere ”Vejledning til udarbejdelse af evidensbaserede kliniske retningslinjer”
  • sikre overensstemmelse mellem skabeloner og tjeklister, der anvendes ved udarbejdelsen af kliniske retningslinjer på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Center for Kliniske Retningslinjer, i Sundhedsstyrelsen og i internationale godkendte institutioner
  • udarbejde og opdatere procedurer for godkendelse af kliniske retningslinjer, som er udarbejdet lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt
  • samarbejde med Center for Kliniske Retningslinjer.

Strategiudvalget for postgraduat uddannelse har som kommissorium at medvirke til

  • at kompetenceudviklingsaktiviteterne for plejepersonalet understøtter hospitalets aktuelle og fremtidige opgaver
  • at hospitalet kontinuerligt udvikler og udbyder kompetenceudviklingsaktiviteter, som understøtter de ansattes individuelle behov og potentialer.

Strategiudvalget for prægraduat uddannelse skal medvirke til at kvalitetssikre den kliniske undervisning i sygeplejerskeuddannelsen, så den understøtter Bekendtgørelsen for Sygeplejerskeuddannelsen (2) samt studieordningernes bestemmelser.

Udvalget skal medvirke til, at hospitalet kontinuerligt udbyder og udvikler et attraktivt uddannelsesmiljø, der bidrager til fastholdelse og rekruttering af studerende og nyuddannede sygeplejersker.

At udvikle sygeplejen fra at være et håndværk mod at blive en evidensbaseret praksis har været en mere omfattende og langvarig proces end først antaget. Men ingen tvivl om, at vores procesorienterede strategiske arbejde samt det, at vi i organisationen har ansat sygeplejersker med de nødvendige videnskabelige kompetencer, har været en grundlæggende forudsætning.

Samtidig har arbejdet stillet betydelige krav til de ledende oversygeplejersker, som reelt har ansvaret for, at intentionerne realiseres på afdelingsniveau. Det er lykkedes for de fleste, som i højere grad end tidligere har mestret at balancere mellem faglig og driftsmæssig ledelse og herunder prioritere ressourcerne til den afdelingsspecifikke organisering og udvikling af evidensbaserede kliniske retningslinjer og implementering af viden som et led i en styrket kvalitetsudvikling, rekruttering og fastholdelse.  

Det kan være vanskeligt i en meget driftsorienteret organisation og kultur. Men hvad er alternativet? At gøre, som vi plejer, uden optimal sandsynlighed for, at vi gør det bedst mulige første gang og hver gang.

Susan Rydahl-Hansen er forskningsleder, Forskningsenheden for klinisk sygepleje, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Litteratur

  1. http://www.ikas.dk/ > Hvad-er-Den-Danske-Kvalitetsmodel--DDKM.aspx . (05.01.2012)
  2. Bekendtgørelse om uddannelse til professionsbachelor. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 113 af 19. februar 2001. Undervisningsministeriet; 2001.inkl. BEK nr.232 af 30/03/2001 – revideret august 2006.
  3. Cullum N, DiCenso A, Ciliska D. Evidence-based nursing – an introduction. Nursing Standard. 1997;11(28):32-3.
  4. Melnyk BM, Fineout-Overholt (ed). Evidence-Based Practice in Nursing & Healthcare. Lippincott Williams & Williams. Philadelphia 2005.
  5. Carper B. Fundamental Patterns of Knowing in Nursing. Advances in Nursing Science. 1978;(1):13-23.
  6. Fineout-Overholt E, Cox J, Robbins B, Gray YL. Teaching Evidence-Based Practice. I: Melnyk BM, Fineout-Overholt (ed). Evidence-Based Practice in Nursing & Healthcare. Lippincott Williams & Williams. Philadelphia 2005: 417-41.
  7. Willmann A et al. Evidensbaseret sygepleje. Gyldendal 2. udgave. 2006.
  8. Dansk Sygeplejeråd. Et stærkt fag i udvikling 2009. www.dsr.dk dokumenter > Et stærkt fag i udvikling 04.04.12
  9. Kramer M, Schmalenberg CE. Magnet hospital nurses describe control over nursing practice. West J Nurs Res. 2003 Jun;25(4):434-52.
  10. Aiken LH, Havens DS. The Magnet Nursing Services Recognition Program. A comparison of Two Groups of Magnet Hospitals. American Journal of Nursing 2000;100(3):26-35.
English abstract

Hansen SR. The development of evidence-based clinical nursing and training at a university hospital. Sygeplejersken 2012;(5):88- 92.

Both the Danish Quality Model, by which Danish hospitals are accredited, and the Ministerial Order on Nursing Degree Curriculum require an increasingly evidence-based foundation.

The purpose of the article, thus, is to describe how and why Bispebjerg University Hospital has organized the professional development of nursing and scientific skills. The goal is to be more goaloriented, clear and systematic in developing and implementing evidence-based knowledge in clinical nursing and training. The work is based on Fineout-Overholt’s model and ideas concerning the transformation of evidence-based knowledge from preparing clinical guidelines to implementation, evaluation and research.

The article weights the organisational advantages of establishing a coordination committee and a strategy committee for research, clinical guidelines, and pre-and post-graduate training. In addition, the article describes circumstances of significance for the nurses’ scientific skills development and future challenges concerning nurse education, function and the organisation of nursing.

Key words: Evidence-based nursing, scientific/academic skills, development, motivation, organisation.

Denne artikel er en i en serie om evidensbaseret sygepleje
Emneord: 
Evidensbaseret sygepleje
Forskning
Akademikere
Organisering
Uddannelse

Når patientuddannelse øger ulighed i sundhed

Noget tyder på, at patientuddannelser af kronisk syge mennesker producerer både vindere og tabere – de ressourcestærke, der bekræfter patientuddannelsens effektivitet, og dem som ikke kan eller vil anerkende uddannelsens løsningsmetoder og ambitionsniveau. Artiklen stiller skarpt på en ph.d.-afhandling, et speciale og et kandidatprojekt, som bringer nye perspektiver på patientuddannelsen ”Lær at leve med kronisk sygdom”.

Komitéen for Sundhedsoplysning har netop offentliggjort en evaluering, som Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har udført af patientuddannelsen ”Lær at leve med kronisk sygdom”. Det er den mest udbredte patientuddannelse i Danmark. Konklusionen er, at uddannelsen hjælper kronisk syge mennesker på en lang række områder. Men kan uddannelsen også risikere at skade deltagerne?  

Manglende etisk vinkel

”Vi ville aldrig kunne forsvare at igangsætte en medicinsk behandling, som ikke er screenet for bivirkninger. Derfor bør vi også gøre det til en fast praksis at undersøge mulige bivirkninger af patientuddannelser.” Sådan sagde den amerikanske sygeplejerske og professor Barbara K. Redman den 29. november 2011 på en konference om patientuddannelse, arrangeret af Dansk Sygeplejeråd og Steno Center for Sundhedsfremme (1).

Alligevel er der heller ikke i Danmark kutyme for at undersøge en patientuddannelses mulige bivirkninger. Ud over at analysere på frafald belyser DSI’s nye evaluering af ”Lær at leve med kronisk sygdom” ikke mulige bivirkninger af patientuddannelsen (2). Til gengæld bidrager tre studieprojekter med viden på området. Gennem observation og interview med deltagere stiller de tre projekter (3,4,5,) fra tre forskellige danske universiteter skarpt på danske deltageres oplevelser af ”Lær at leve med kronisk sygdom”.

Selvom de studerende ikke har haft kendskab til hinandens arbejde, tegner de tre projekter i høj grad samme billede af patientuddannelsen. Denne artikel er en opfølgning på to tidligere artikler om patientuddannelse (6,7) og har til formål at bidrage til et etisk perspektiv på den mest udbredte patientuddannelse i Danmark.

Identitet skal tilegnes på kurset

”Lær at leve med kronisk sygdom” tegner et billede af den gode kronisk syge som aktiv, udadvendt, selvrefleksiv, positiv, handlekraftig og orienteret mod forbedring. Det viser både specialet, afhandlingen og kandidatprojektet (3,4,5). En analyse af kursusbogens opfordringer til individuel ansvarlighed, aktiv selvhjælp og livsstilsændringer viser, at patientuddannelsen forventer, at deltagerne som udgangspunkt er uansvarlige, passive og ude af stand til at igangsætte forandringer (4). Identiteten som gode kronisk syge skal de lære at tilegne sig på kurset. Ikke alle deltagere er dog i stand til at leve op til dette ideal. Patientuddannelsen giver nemlig kun autoritet til en mindre gruppe, hvis håndtering af sygdommen godkendes som kompetent.

Mindre kompetente deltagere overses

Afhandlingen og kandidatprojektet beskriver gennem cases, hvordan instruktørerne opgiver og derefter overser de mindre kompetente deltagere. Specialet viser, at instruktørerne ofte betragter disse deltagere som uambitiøse og tillægger dem negativ betydning for ”den fælles ånd” på kurset (4). ”Det er ikke for folk med få ressourcer eller uden uddannelse, de vil falde fuldkommen af på den – det er alt for svært, og det går alt for stærkt.”

Sådan fortæller en deltager. De mennesker, der falder af på den, hører til i den kategori, som afhandlingen betegner ”the non-using users” – altså deltagere, der ikke har udbytte af uddannelsens forslag og metoder (3). De sætter pris på samværet, men tager ikke programmet til sig. Patientuddannelsens manglende evne til at gribe og engagere disse deltagere forklares med, at de ikke var de rette typer deltagere til ”Lær at leve med kronisk sygdom”. De er til stede, men opmuntres ikke og overses ofte i undervisningen, hvilket følgende tre eksempler illustrerer.

Tre eksempler på social eksklusion

Deltager får ikke ros

En ung, overvægtig mand deltager i patientuddannelsen. Han ønsker et varigt vægttab, og hans første handleplan er ambitiøs: afholdenhed fra slik og en helt ny diæt. Til det efterfølgende møde er planen ikke lykkedes. Instruktørerne sætter den obligatoriske idérunde i gang, hvor deltagerne kommer med løsningsforslag.

De anbefaler ham at undgå at have slik i huset, at købe små pakker slik og at træne og belønne sig selv med lidt chokolade. Manden afviser det hele – han har allerede prøvet samtlige forslag uden effekt og ønsker nu andre råd. Da de ikke kan tilbyde andet, foreslår instruktørerne, at han skriver idéerne ned og alligevel prøver dem af. Manden bliver frustreret. Instruktørerne lader ham blive på holdet, men roser ham ikke efterfølgende for bidrag eller indsatser. 

Den unge mand ser sig selv som meget motiveret for at tabe sig, men han bekræfter ikke programmets metoder og løsningsmodeller, og derfor bliver han ekskluderet. En måned efter uddannelsen kæmper han stadig med overvægt, og nu også med negative tanker og skyldfølelse. Således bekræftede ”Lær at leve med kronisk sygdom”, at han var ude af stand til at gennemføre et vægttab, og placerede ham derved i en anden gruppe end de gode kronisk syge (3).

Ingen positiv indflydelse

En anden case beskriver en ældre enkemand, som konsekvent vælger handleplaner, der allerede indgår i hans hverdagsrutiner – f.eks. at gå til bridge, købe kaffe til bridgeklubben og gå til fysioterapi. Instruktørerne prøver at vejlede manden til at sætte sig nye og større mål, men han vælger hver gang kendte handleplaner og ønsker at fortsætte med sit liv. Til sidst giver instruktørerne op. Selvom den ældre deltager møder forberedt op til hver kursusgang, betragter instruktørerne ham som én, der ikke har positiv indflydelse på gruppeånden (4).

Bliver overset

En tredje case skildrer, hvordan en yngre mand får meget taletid, mens en midaldrende mand forholder sig tavs og springes over. Den yngre mand udtrykker tilfredshed med kursusbogen, er velforberedt og deltager aktivt. Han beskriver sig selv som positivt tænkende, handlekraftig og indstillet på forandring og fortæller i et interview, at han klarer sig bedre end de andre på holdet. Den midaldrende mand er uforberedt og har ikke gennemført sin handleplan. Mod sædvane igangsætter instruktørerne ingen idérunde til ham, hvor deltagerne kan hjælpe. Han oplever, at uddannelsen ikke henvender sig til ham og hans problemer. Adspurgt, om han har prøvet at give udtryk for sine behov, svarer han: ”Ja, jeg har prøvet, men altså, der er jo ikke rigtig nogen, der har taget det op” (5).

Således viser alle tre projekter tendenser til inklusion eller autorisering af den aktive og ressourcestærke deltager og derfor også eksklusion af den passive eller ressourcesvage deltager i patientuddannelsen ”Lær at leve med kronisk sygdom”.

Programmets ambitioner er for høje

Patientuddannelsens kontinuerlige fokus på fremtidig forbedring er i konflikt med deltagernes oplevelser af egen livssituation. De ser det som realistisk, at fremtiden byder på fysisk forværring ud fra deres erfaringer med kronisk sygdom og med de skavanker, som aldringen medfører. Derfor ønsker de at fastholde livet i nuet og frem for alt vedligeholde deres eksisterende funktionsniveau (4). ”Lær at leve med kronisk sygdom” kan ikke imødekomme et ønske om vedligehold. I stedet skal deltagerne hver uge præsentere en handleplan, som indebærer en ny eller større indsats.

Deltageren Søren fortæller, at hele kurset handler om at oplære deltagerne i at lave handleplaner. Han oplever ikke noget udbytte, fordi dét at lave handleplaner ikke er nyt for ham: ”Jeg ved, hvad jeg vil lave i morgen, eksempelvis, og sådan tager jeg det lidt fra dag til dag, men jeg kan så korrigere mine planer, hvis jeg synes, der er noget, der er vigtigere.” Sørens handleplaner til hverdag handler ikke om forbedring, men om at holde sig i gang og fjerne fokus fra sygdommen (4). En anden deltager fortæller, at han altid har lavet handleplaner for sit liv og ikke behøver at lære dette på en patientuddannelse (5).

I specialet har de interviewede deltagere svært ved at forene sig med programmets fremtidsperspektiv og ambitionsniveau på deres vegne. I afhandlingen opgiver instruktørerne den ældre herre, som ønsker at fortsætte sit liv som vanligt. Således betragter ”Lær at leve med kronisk sygdom” manglende handling med henblik på forbedring som et manglende ønske om et sundere liv hos deltageren (4).

Instruktørrollen opfattes som en karrierevej

”Helt grundlæggende, så er jeg blevet bekræftet i, at jeg gør det rigtige, men det var jeg egentlig ikke i tvivl om,” fortæller en deltager (3). Afhandlingen konkluderer, at deltagere i denne gruppe allerede var gode til at tackle livet med kronisk sygdom, før de meldte sig til uddannelsen, og betegner denne gruppe ”de autoriserede eksperter”. Det er i denne gruppe, at nye mulige instruktører udpeges. Mange deltagere oplever invitationen til instruktørkurset som en ny chance. En midaldrende instruktør fortæller, at det var ”som at få et arbejde og gøre nytte igen”.

En anden instruktør fortæller, at hun allerede ønskede at blive instruktør, dengang hun meldte sig som almindelig deltager. Hun havde det svært med sin egen instruktør og tilføjer: ”Jeg var sådan lidt nervøs for, at det ville skade min karriere, eller hvad man skal sige – om jeg kunne få lov at blive uddannet.” Instruktørrollen bliver således en form for karrieremulighed – en vej væk fra arbejdsløshed og lav social status. En deltager med instruktørdrømme fortæller: ”Tænk, hvis der var en vej, hvor jeg kunne hjælpe andre? Det ville jeg smaddergerne (…) Jeg ville bare ikke være i systemet heller, fordi at jeg er bare ikke sådan en nasser, vel altså?” (5).

Ønsket om at hjælpe og støtte andre med kronisk sygdom står ikke længere alene, men suppleres af ønsket om en ny social chance og muligheden for at lægge distance til rollen som kronisk syg og arbejdsløs. Derved risikerer instruktørerne at lægge afstand til, og i værste fald ekskludere, mindre kompetente deltagere i det fælles projekt, der var tanken bag uddannelsen: at lære at leve med kronisk sygdom.

Vindere forudsætter tabere

”Lær at leve med kronisk sygdom” giver autoritet til de deltagere, der på forhånd har evnerne og ressourcerne til at håndtere kronisk sygdom samt ambitioner om at forbedre sig. Disse deltagere autoriserer også programmet, fordi det bekræfter dem som gode kronisk syge, og fordi det tilbyder dem en ny social chance (3,5). Afhandlingen pointerer, at vindere forudsætter tabere – at de gode deltagere har behov for en gruppe af mindre kompetente. Derfor er de-autorisering af andre deltagere ifølge afhandlingen en nødvendighed, der er bygget ind i patientuddannelsen.

Både specialet og afhandlingen pointerer, at denne gruppe af de-autoriserede deltagere ikke tager patientuddannelsens metoder og ambitionsniveau til sig og således ikke ændrer deres selvbilleder.

Ifølge afhandlingen udtrykker den store gruppe af non-using users en svaghed ved ”Lær at leve med kronisk sygdom”, da uddannelsen ikke opnår sit hovedmål: at styre og transformere, hvordan kronisk syge mennesker forholder sig til sig selv (3).

Compliance forklædt som empowerment?

De tre studier betoner en konflikt mellem patientuddannelsens image og reelle form og indhold. I uddannelsens kursusbog kan deltagerne læse: ”Ingen ved, hvad der er den bedste løsning for dig – det skal du være indstillet på selv at afprøve under kurset” (8). I England kritiseres ”Lær at leve med kronisk sygdom” for at camouflere det biomedicinske ideal om god compliance med en iscenesættelse af empowerment, selvstændighed og ansvarlighed (9). De tre studier af patientuddannelsen i Danmark bringer lignende konklusioner: Patientuddannelsen giver ikke plads til et lavere ambitionsniveau, opmuntrer især til handleplaner, der vedrører fysisk aktivitet og kostændringer og giver stort set ikke tid til diskussioner om andet end det dikterede indhold i kursusbogen og undervisningsmanualen.

Ifølge kursusbogen skal den kronisk syge person træde i karakter som chef for sin egen sygdom, der bruger læger og andre sundhedsprofessionelle som faglige konsulenter (8). Uddannelsen idealiserer den patient, der er kritisk i sit valg af behandlingsform. Men som alle tre studieprojekter pointerer, er det et paradoks, at deltagerne betragtes som selvstyrende og selvstændige i dét øjeblik, de ukritisk følger patientuddannelsens råd og instrukser.

Ifølge DSI’s evaluering har mange deltagere stor gavn af uddannelsen. Men tilsyneladende producerer ”Lær at leve med kronisk sygdom” både vindere og tabere – de ressourcestærke, der bekræfter patientuddannelsens effektivitet, og dem, som ikke kan eller vil anerkende uddannelsens løsningsmetoder og ambitionsniveau. De tre studier afføder nye spørgsmål:

  • Er ”Lær at leve med kronisk sygdom” god nok til at tage afsæt i deltagernes situationer og livserfaringer?
  • Er det etisk forsvarligt, at denne patientuddannelse hylder empowerment og ansvarlighed for egne valg, men samtidig kræver, at deltagerne er ukritisk kompliante, når det gælder patientuddannelsens råd?
  • Er det etisk forsvarligt, at produktionen af vindere og tabere er bygget ind i patientuddannelsens form?
  • Hvilken betydning har ”Lær at leve med kronisk sygdom” for lighed i sundhed?
  • Hvad sker der med ”tabernes” liv efter endt patientuddannelse?

 Ifølge professor Barbara K. Redman fortjener alle kronisk syge mennesker muligheden for et varieret udbud af patientuddannelse – uanset køn, alder, etnisk baggrund eller uddannelsesniveau. Hun understreger, at det er en fejlantagelse, at patientuddannelse er harmløs over for deltagernes sikkerhed og identitet (1). Derfor efterlyser hun en omfattende monitorering og dokumentation af patientuddannelsers skadelige effekter. Denne artikel har bragt nogle bud på, hvordan det indbyggede skel mellem kompetente og mindre kompetente deltagere i ”Lær at leve med kronisk sygdom” skaber ulighed blandt kronisk syge, eller med andre ord: vindere og tabere. Det er endnu uvist, hvilken effekt patientuddannelsen får for tabernes håndtering af et liv med kronisk sygdom.

Ida Marie Skou Storm er kandidatstuderende, pædagogik og uddannelsesstudier samt sundhedsfremme og sundhedsstrategier, Roskilde Universitet.

Litteratur

  1. Konference om Patientuddannelse: Hvordan kommer vi fra teori til praksis? Steno Diabetes Center og Dansk Sygeplejeråd. D.4/12 2011.
  2. Dansk Sundhedsinstitut. Lær at leve med kronisk sygdom. Evaluering af udbytte, selvvurderet effekt og rekruttering. København: Dansk Sundhedsinstitut; 1996.
    Tilgået 02/01 2018.
  3. Juul Nielsen G. Traveling technologies and transformations in health care. København: Doctoral School of Organization and Management Studies. Copenhagen Business School; 2010.
  4. Meier Rasmussen K. Fastholdelse af livet i nuet. København: Institut for Folkesundhedsvidenskab. Københavns Universitet; 2009.
  5. Hansen SG, Laursen AH, Weigelt M, Storm IMS. Patientuddannelse – Lær at leve med kronisk sygdom. Roskilde: Pædagogik og Uddannelsesstudier. Roskilde Universitet; 2010.
  6. ”Patientuddannelse i Danmark anno 2010”, Sygeplejersken 2010;18.
  7. ”Etik i patientuddannelser”, Sygeplejersken 2010;19.
  8. Komitéen for Sundhedsoplysning: Patientuddannelse – lær at leve med kronisk sygdom. 2009.
  9. Wilson PM, Kendall S, Brooks F. The Expert Patients Programme: A Paradox of Patient Empowerment and Medical Dominance. Health and Social Care in the Community 2007:15:426-438.
English abstract

Storm IMS. When patient education increases health disparities. Sygeplejersken 2012;(3):90-3.

The article is based on a Danish conference on patient education and the ethics of health pedagogics. Using a patient education course entitled “Learning to live with a chronic disease” as a case study and based on the Danish Institute for Health Services Research’s recently published evaluation, three Danish University studies are presented, each contributing knowledge about the possible side effects of this training. The purpose of the article is to inform healthcare providers about the conclusion of the three studies and to create awareness about potentially harmful effects of patient education.

Key words: Patient education, ethics, health disparities, learning to live with a chronic disease.

Emneord: 
Kronisk sygdom
Patient
Uddannelse

Sygeplejersker er vilde med at lære mere

VIDEREUDDANNELSE. Næsten halvdelen af alle sygeplejersker har i dag taget ekstra uddannelse oven i sygeplejerskeuddannelsen, og syv ud af 10 ønsker sig mere uddannelse, viser en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd.

SY-2012-04-20
Foto: Søren Svendsen
Sygeplejersker er altså vilde med at lære mere. Men der er brug for, at endnu flere sygeplejersker tager en lang, videregående uddannelse og får stærke kompetencer til at udvikle gode løsninger for borgerne i ligeværdig dialog med læger og andre faggrupper.

Den erkendelse breder sig i regioner og kommuner i disse år. Senest har Kommunernes Landsforening i en ny sundhedspolitik lagt op til, at sundhedspersonalet skal opkvalificeres for at kunne matche komplekse opgaver som f.eks. sundhedsfremme og rehabilitering. Flere regioner har forskningsstrategier eller er i gang med at vedtage dem, og Dansk Sygeplejeråd bakker udviklingen op med sit nye forskningsudspil fra januar i år. Det sætter retningen for sygeplejerskers engagement i forskning de kommende år.

Arbejdsgivernes ønske om mere forskning og opkvalificering hilses velkomment af sygeplejerskerne. Hver tredje sygeplejerske vurderer, at videreuddannelse er nødvendigt, for at han eller hun kan varetage sine arbejdsfunktioner i fremtiden. Samtidig vurderer fire ud af 10, at det faktisk er muligt for dem at tage en videregående uddannelse, og halvdelen siger, de har mulighed for efteruddannelse.

Men hvordan kommer man fra et ønske om at tage en lang, videregående uddannelse til faktisk at gennemføre en master, kandidat eller ph.d.? Det sætter vi fokus på i dette nummer. Tre sygeplejersker fortæller, hvordan de er lykkedes med studierne, og hvad de selv og arbejdspladsen har fået ud af det. De er også klar med en stribe gode råd til andre, der vil i gang. 

Fakta om uddannelse

41 pct. af sygeplejerskerne har en videregående uddannelse ud over deres sygeplejerskeuddannelse. Dvs. de har en specialuddannelse og/eller en anden videregående uddannelse som f.eks. en diplomuddannelse i ledelse eller klinisk vejleder. Det viser en undersøgelse fra Analysebureauet Megafon fra 2010.

Når det gælder uddannelser på master- og kandidatniveau viser tal fra Danmarks Statistik fra 2009, at 3,5 pct. af sygeplejerskerne dengang havde en uddannelse på master- eller kandidatniveau, mens 0,12 pct. af sygeplejerskerne havde en ph.d. Det er Dansk Sygeplejeråds klare indtryk, at der siden 2009 har været vækst i antallet af sygeplejersker, der tager en lang, videregående uddannelse.

Sygeplejersker vil faglig udvikling

Syv ud af 10 sygeplejersker har et ønske om at efter- eller videreuddanne sig inden for de næste fem år. Det er hovedsageligt ønsket om faglig udvikling, der motiverer sygeplejerskernes uddannelsesønske.

Stort behov for mere uddannelse

Hver tredje sygeplejerske mener, at hun har behov for videreuddannelse for at varetage de nuværende arbejdsfunktioner. Ca. halvdelen har brug for efteruddannelse.

Uddannelse gavner på jobbet

Næsten alle sygeplejersker (94 pct.), der har taget en special- eller videregående uddannelse, oplyser, at de har fået gavn af uddannelsen i arbejdet.

Kilde: Megafon og DSR Analyse.

Få sygeplejersker forsker

Meget få sygeplejersker har taget en ph.d. Kun 0,12 pct. havde en ph.d. i 2009. Bioanalytikerne og jordemødrene har en større andel af ph.d.er, og ser man på alle med en lang videregående uddannelse, er andelen af ph.d.er oppe på 5,3 pct.

Kilde: Megafon og DSR Analyse.

Emneord: 
Efter- og videreuddannelse
Uddannelse

Ny uddannelse i opsporing og behandling af spiseforstyrrelser

Artiklen beskriver formål, baggrund og de foreløbige resultater af det treårige projekt om Koordinering, Opkvalificering og Kvalitetssikring (KOK), en uddannelse af socialt og sundhedsfagligt personale med det formål at styrke den professionelle indsats i forhold til mennesker med spiseforstyrrelser.

”Det er underligt at tænke på, at vi skulle på KOK-uddannelsen for at få sat ansigt på vores nærmeste samarbejdspartnere … vi arbejder i samme hus, og jeg anede ikke, hvem det var, jeg sendte mine patienter videre til,” sagde en sygeplejerske ved afslutningen af sit uddannelsesforløb.

Hun havde sammen med sin gruppe lige fremlagt deres opgave, som tog udgangspunkt i den gode overgang mellem behandlingstilbud.

I oktober 2011 afsluttede det sidste hold kursister deres forløb på KOK-uddannelsen, en ny kompetencegivende uddannelse i opsporing og behandling af spiseforstyrrelser.

Målet med denne uddannelse er at kvalitetssikre behandlingen af spiseforstyrrelser i Danmark, dels ved at fremme klinisk kompetenceudvikling inden for diagnosticering, behandling og social rehabilitering af spiseforstyrrede, dels ved at fremme det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde og stimulere videndeling gennem opbygning af regionale netværk af ressourcepersoner.

En spiseforstyrrelse er en kompleks lidelse, som ofte har et langvarigt forløb, og som medfører store lidelser for såvel den, som er ramt af spiseforstyrrelsen, som for de pårørende. Imidlertid er der ikke altid den fornødne kompetence blandt professionelle i forhold til behandling og heller ikke den ønskede sammenhæng i behandlingsindsatsen mellem de forskellige aktører, hverken inden for sundhedssystemet eller mellem sundhedssystem og det sociale system (1).

Manglende basal viden om spiseforstyrrelser kan resultere i, at symptomer overses, at henvisning til relevant behandlingstilbud forsinkes, og til tider også i insufficient behandling (2). Det kan medføre ekstra lidelse for såvel den, som er ramt af en spiseforstyrrelse, som for de pårørende, samtidig med at prognosen kan forringes (1).

Jeg har i det meste af min karriere som psykiatrisk sygeplejerske beskæftiget mig med behandlingen af spiseforstyrrelser – primært som behandler, men også som underviser og supervisor. Jeg kender således til kollegaers og samarbejdspartneres behov for større viden i forhold til dette område og var derfor ikke sen til at springe til, da muligheden opstod for at blive uddannelseskoordinator i det treårige KOK-projekt.

Med denne artikel vil jeg videregive mine erfaringer med uddannelsen, redegøre for dens formål og baggrund og fremlægge de foreløbige resultater. 

Spiseforstyrrelser har mange årsager

Anoreksi og bulimi er multifaktorielt betingede sygdomme. Det vil sige, at der er mange årsager og flere faktorer, som har indflydelse på udviklingen af disse sygdomme.

Både kulturelle, sociale, personlighedsmæssige, biologiske og genetiske faktorer kan disponere for udviklingen af en spiseforstyrrelse, som typisk udløses af belastende livsomstændigheder, eksempelvis mobning og tab eller stress. Når spiseforstyrrelsen først er opstået, vil der være flere fastholdende faktorer, både fysiologiske og psykologiske, som vanskeliggør bedringsprocessen (1).

Forekomsten af anoreksi i befolkningen er 0,4-1 pct. Det er primært unge kvinder, som udvikler anoreksi, men hvert 10. tilfælde opstår hos en dreng. Op mod 3-4 pct. udvikler bulimi, her er det også primært kvinder, som rammes (1).

Spiseforstyrrelser varierer i sværhedsgrad, men at være ramt af svær anoreksi er lige så invaliderende som at lide af skizofreni (3). Anoreksi er desuden den psykiatriske sygdom, som medfører flest somatiske komplikationer, og som har den højeste dødelighed (4).

Ud over dem, som opfylder de diagnostiske kriterier for enten anoreksi eller bulimi, er der op til 29 pct. af unge piger i Danmark, der har et så problematisk forhold til mad, krop og vægt, at de har øget risiko for at kunne udvikle en spiseforstyrrelse (5).

Behandlingen af en spiseforstyrrelse har de bedste betingelser i et bio-/psyko-/socialt perspektiv. Dermed tilgodeses såvel sygdommens fysiologiske konsekvenser som de bagvedliggende og vedligeholdende psykologiske faktorer og den sociale situation. Sundhedsstyrelsen anbefaler i sin rapport ”Anbefalinger for organisering og behandling af spiseforstyrrelser”, at den forebyggende indsats i primær sektor forstærkes, og at behandlingsindsatsen samordnes med indsatsen i det sociale system for at støtte og rehabilitere de langvarigt syge (1).

Det er afgørende, at de forskellige aktører har viden om spiseforstyrrelser og om hinandens arbejdsområder. De involverede bør være i stand til at koordinere og samarbejde direkte og også indirekte ved at kunne støtte op om de nødvendige tiltag for den enkelte, som er ramt af en spiseforstyrrelse.

Men der synes til tider at være langt fra anbefalinger til praksis, hvilket der kan være mange forklaringer på. En af dem er, at personalet mangler den nødvendige viden, en anden, at der ikke er skabt det fornødne samarbejde mellem sygehuspsykiatri og socialpsykiatri, hvilket også gælder for andre psykiatriske lidelser (6).
 

Organisering af uddannelsen

Uddannelsen er sat i gang på initiativ fra foreningen af Pårørende til Spiseforstyrrede, PS Landsforening, som i 2008 søgte Sundhedsministeriet og fik 8 mio. kr. i puljemidler til udvikling og gennemførelse af uddannelsesprojektet.

Uddannelsen er udviklet i tæt samarbejde med Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser (DSS). DSS er ansvarlig for samarbejdets faglige del, mens PS Landsforening har haft det økonomiske ansvar. Uddannelsen er organiseret med sekretariat, styregruppe og forretningsudvalg.

Styregruppen, hvor begge organisationer er repræsenteret, består primært af fagfolk, udvalgt af DSS (se boks 1).

  Boks 1. Styregruppen

  Styregruppen har bestået af:

  • 2 repræsentanter fra bestyrelsen i PS landsforening
  • 3 repræsentanter fra bestyrelsen i Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser
  • 3 repræsentanter fra landsdelscentrene, højtspecialiseret afdeling
  • 3 repræsentanter fra private aktører
  • 1 repræsentant fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er tilknyttet projektet

  Forretningsudvalget er sammensat af 5 styregruppemedlemmer.

 
De tilknyttede undervisere og vejledere er højt kvalificerede fagfolk med forskellig uddannelsesmæssig baggrund, alle med mange års erfaring med behandling af spiseforstyrrelser. Uddannelsen er udbudt gratis til socialt og sundhedsfagligt personale (se boks 2), der som en større eller mindre del af deres arbejde beskæftiger sig med spiseforstyrrelser i offentligt eller privat regi. Uddannelsen er evalueret af Center for Kvalitetsudvikling, de fleste af citaterne stammer fra midtvejsrapporten, som udkom i maj 2011 (7).

  Boks 2. Målgruppe

  Målgruppen er professionelle med en social- eller sundhedsfaglig grunduddannelse.
 
  Fordeling på faggrupper:

  • 5 psykiatere
  • 1 læge
  • 51 sygeplejersker
  • 9 sundhedsplejersker
  • 27 psykologer
  • 23 pædagoger
  • 12 socialrådgivere
  • 11 diætister
  • 1 bachelor i human ernæring
  • 8 fysioterapeuter
  • 8 ergoterapeuter
  • 24 social- og sundhedsassistenter
  • 1 lærer
  • 1 afspændingspædagog
  • 5 andet.

Uddannelsen løber over 1½ år, består af 12½ undervisningsdage, som er fælles for hele holdet, og seks vejledningsdage gennemført decentralt for vejledningsgrupperne i de fem regioner.

Der er optaget i alt 192 kursister, hvoraf 187 har gennemført uddannelsen. Kursisterne, som kommer fra hele landet, er fordelt på fire hold, som hver består af seks vejledningsgrupper med otte kursister i hver gruppe. Grupperne er tværfagligt og tværsektorielt sammensat med kursister fra samme region. Holdene har således en gruppe fra hver region og på skift en ekstra gruppe fra en af regionerne (se figur 1).

SY-2012-03-spise
Kursisternes faglige baggrund og erfaring med at arbejde med spiseforstyrrelser er forskellig, ligesom de er rekrutteret fra forskellige specialer og arbejdspladser. Det kan være pædagogen fra et privat opholdssted, sygeplejersken fra alment voksenpsykiatrisk afsnit eller psykologen fra et højtspecialiseret tilbud.

Selve undervisningen omfatter emner som opsporing og diagnosticering af spiseforstyrrelser, motivationsbehandling, ambulant behandling og behandling under indlæggelse, somatiske følger af en spiseforstyrrelse, ernæring, fysioterapi, familiearbejde, rehabilitering og recovery.

Uddannelsen er evidensbaseret og følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vejledningen tager udgangspunkt i kursisternes egne faglige problemstillinger og sigter mod at støtte dem i at udvikle deres kompetencer i forhold til arbejdet med spiseforstyrrelser.

Løft af viden og kompetencer

Det er erfaringen, at flere fagfolk viger tilbage fra at arbejde med spiseforstyrrelser, antageligt ud fra en forestilling om, at det kun er specialuddannet personale, som kan beskæftige sig med det.

Andre derimod følger behandlingsmetoder, som ikke er tilstrækkeligt fagligt funderede, og som ikke altid lever op til sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det kan eksempelvis dreje sig om manglende opmærksomhed på og viden om de somatiske risici forbundet med undervægt.

En kursist har i den forbindelse sagt: ”Det har været godt at møde andres teori og praksis. Altså blive mindet om, at jeg/min arbejdsplads måske ikke sidder med den endegyldige sandhed om, hvordan der arbejdes bedst med spiseforstyrrelser” (7).

Der er på uddannelsen fokus på at give kursisterne en større faglig ballast og mere sikkerhed i deres daglige praksis. Der lægges vægt på at undervise i forhold til de særlige kompetencer og den specielle viden, som er nødvendig i arbejdet med spiseforstyrrelser, og på at drøfte de særlige følelsesmæssige udfordringer, som man kommer ud for i dette arbejde.

Samtidig fremhæves, at kursisterne via deres uddannelse inden for social- og sundhedssektoren allerede har mange faglige kompetencer, eksempelvis kendskab til de almene psykologiske mekanismer, som også gør sig gældende ved spiseforstyrrelser.

Den obligatoriske afsluttende opgave skal tage udgangspunkt i en problemstilling fra praksis. Evalueringen af uddannelsen viser, at kursisterne i væsentlig grad har øget deres viden og kompetence, og at deres faglige sikkerhed i behandlingen af de spiseforstyrrede er bedret.

Samarbejde mellem fag og sektorer

Deltagerne giver udtryk for, at de gennem undervisningen har fået såvel større viden om som forståelse for andre systemers og sektorers arbejdsmetoder og holdninger til behandling.

En kursist har formuleret det således: ”Samarbejdet har været det vigtigste resultat. Uddannelsen har fået os til at forstå hinanden bedre og arbejde i samme retning, og i forhold til det tror jeg simpelthen, at den kommer til at gøre en mærkbar forskel. Det tænker jeg umiddelbart har været den største fordel (7).”

En af hjørnestenene i uddannelsen er tværfagligt perspektiv og tværfagligt samarbejde.

De regionale vejledningsgrupper er sammensat sådan, at de repræsenterer så mange faggrupper som muligt fra forskellige arbejdspladser i regionen for at give kursisterne mulighed for at bidrage med hver deres faglige vinkel og udfolde det tværfaglige perspektiv i praksis.

Den tværsektorielle sammensætning er tilstræbt for at øge kendskabet til de forskellige tilbud i regionen og for – som kursisterne siger – ”at få ansigt på samarbejdspartnerne.”

Det er vigtigt at nedbryde fordomme mellem arbejdspladserne og anerkende hinandens kompetencer som nødvendige i et behandlingsforløb. Med kendskab til, hvad der foregår uden for ens egen arbejdsplads, vil man bedre kunne se sin egen placering i behandlingskæden og forstå, hvad samarbejdspartneren kan bidrage med. Det kan lette overgangen for patienten, at der er kontinuation og kommunikation mellem fagfolkene, og at der er kendskab til hinandens arbejdsområder.

Dette tværfaglige samarbejde er centralt, fordi uddannelsen har netværksopbygning som et fokusområde.

Netværksdannelse er en anden hjørnesten i KOK-uddannelsen og er en logisk konsekvens af formålet med videnspredning og sammenhæng i behandlingen. Netværksdannelsen er bl.a. stimuleret ved, at kursisterne er inddelt i de regionale grupper, hvor de mødes til seks vejledningsdage placeret imellem teorikurserne. Netværksdannelse har været et tilbagevendende tema på kurserne, såvel på det teoretiske som på det praktiske plan.

Det meste af kurset er internat, hvilket har givet tid til også mere uformelt samvær. Flere vejledningsgrupper har efter at have afsluttet uddannelsen holdt fast i at mødes, og det konkluderes i evalueringen, at:

”Netværksopbygningen er en af de største styrker ved KOK-uddannelsen, og det vil få positiv indflydelse på kvaliteten landsdækkende i behandlingen af spiseforstyrrede (7).”

Hvor det også slås fast, at netop dét vil blive en udfordring for mange i en travl hverdag.

Arbejdet med uddannelsen har medført, at de involverede parter, især styregruppemedlemmerne, men også undervisere og vejledere, har fået et bedre kendskab til hinanden. Det har været et kulturmøde, hvor alle har fået udvidet deres perspektiv i forhold til de andres arbejdsområde, holdninger og faglige udfordringer, og hvor viljen til at samarbejde og udvikle projektet har været det bærende. Således er både det faglige netværk og samarbejdet med pårørende også blevet udbygget, hvilket har været en uventet sidegevinst. 

En regional og national uddannelse

En af KOK-uddannelsens styrker ligger i, at den til forskel fra uddannelsestiltag på de enkelte arbejdspladser er såvel regionalt som nationalt anlagt.

Styregruppens brede sammensætning og kendskab til undervisere inden for alle emner, projektets størrelse og økonomiske rammer har gjort det muligt at ansætte disse erfarne og kvalificerede undervisere.

Projektperioden er udløbet, det sidste kursus er slut, men der er stadig stort behov for videreuddannelse af fagfolk, som arbejder med spiseforstyrrelser, hvilket bl.a. vedvarende henvendelser om optagelse på uddannelsen vidner om. Det store og omkostningsfulde udviklings- og planlægningsarbejde er slut, og uddannelsen er lagt i rammer sådan, at det er muligt at fortsætte med uddannelse af flere fagfolk – med færre omkostninger pr. kursist.

Aktuelt ansøger PS Landsforening i samarbejde med DSS Sundhedsministeriet om midler til gennemførelse af uddannelse af flere hold. Erfaringerne fra KOK har vist, at der er behov for korterevarende uddannelsestilbud til faggrupper med særlige arbejdsområder, eksempelvis til praktiserende læger, konsultationssygeplejersker og til uddannelse af sundhedsplejersker, skolelærere og andre i primær sektor i forhold til tidlig opsporing og intervention.

Desuden vil det være oplagt at styrke og udbygge det faglige netværk, som er opbygget af KOK-kursisterne, eksempelvis ved fælles temadage for alle kursister.

I Norge er en tilsvarende uddannelse nu et permanent tilbud til socialt og sundhedsfagligt personale, og jeg mener, det er ønskeligt, at KOK-uddannelsen får samme status i Danmark. 

Inger Becker er videreuddannet i psykoterapi og supervision og er ansat som distriktssygeplejerske i Ambulatorium for Spiseforstyrrelser, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aalborg. 

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen 2005: Spiseforstyrrelser, Anbefalinger for organisering og behandling
  2. Waaddegaard M, Davidsen M, Kjøller M. Psykisk og fysisk helbred og risikoadfærd for spiseforstyrrelser hos kvinder på 16-29 år, Ugeskrift for Læger 171/9 2009.
  3. Blaabjerg, Allan; Nyland, Tina Holm, Hans Reitzels forlag 2011: Kognitiv terapi, Spiseforstyrrelser s. 7.
  4. Møller-Madsen SM, Nystrup J & Nielsen S. (1998) Dødeligheden af anorexia nervosa i Danmark 1970-1987. Ugeskrift for Læger, 160, 38, 5509-13.
  5. Waaddegaard M. Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen 2002: Risikoadfærd for udviklingen af spiseforstyrrelser blandt unge kvinder.
  6. Bengtson S. 2011: Danmark venter stadig på sin psykiatrireform 
  7. Ahlgreen B, Knudsen EM. Center for kvalitetsudvikling, 2011: KOK, et uddannelsesprogram for fagfolk, der arbejder med spiseforstyrrelser, midtvejsrapport
English abstract

Becker I. New training in the detection and treatment of eating disorders. Sygeplejersken 2012;(3):100-4.

The CQQ project [KOK: Koordinering, Opkvalificering, Kvalitetssikring] concerns the coordination, qualification and quality assurance in eating-disorder programme efforts.

The project was developed in collaboration between patients’ family and professionals and is aimed at social and medical professionals. Funding was provided by the Ministry of health for a 3-year period. In addition to specialist knowledge, the treatment of eating disorders often requires a multidisciplinary effort and cooperation across different sectors. The training goal is to strengthen the attendees’ professional skills, to promote interdisciplinary and cross-sectional collaboration and to build up a regional network of resource persons. The evaluation shows that the course participants have increased their eating-disorder-related work skills, have a better understanding of the interdisciplinary collaboration, and have developed better knowledge about their collaborating partners. The project has now been concluded, although funds are currently being sought to continue this training and to prepare shorter course offerings for particular professional groups.

Key words: Eating disorders, training, interdisciplinary approach, networks, overlapping care.

Emneord: 
Projekt
Spiseforstyrrelse
Uddannelse