Studerende i praksis: Når psykiatrien kalder

Det er en dejlig oplevelse for en sygeplejestuderende at finde sin plads i sygeplejen. Fra valg til kald benævner hun selv begivenheden.

SY-2012-02-08-1aFoto: Scanpix

Når vi som sygeplejerskestuderende står foran et praktikophold, ved vi som regel godt, hvad der venter, men når det kommer til psykiatrien, føler vi ofte en stor uvished og oplever at mangle kendskab til et psykiatrisk hospital. Min opfattelse er, at vi har en vis frygt for psykiatrien, fordi den er så ukendt. Det er en gråzone, vi ikke har berørt på uddannelsen, før praktikopholdet banker på døren. Når vi sendes ud på medicinske og kirurgiske afdelinger, har vi ofte en idé om, hvilke opgaver der venter os.

Da jeg fik en plads i psykiatrien, følte jeg mig utrolig magtesløs. Jeg havde ingen forestilling om det arbejde, jeg skulle ud og udføre på afdelingen. Jeg havde svært ved at forstå, hvad mit specifikke arbejdsområde som sygeplejerskestuderende var ift. patientgruppen, hvilket førte til frygt for praktikken.

Efter 10 ugers ophold i psykiatrien var jeg ikke til at hive ud fra afdelingen. Det er et af de bedste praktikophold, jeg hidtil har haft. Jeg lærte utrolig mange nye sygeplejefaglige metoder, som også kan anvendes generelt i sygeplejen. Ydermere lærte jeg mig selv og mine egne grænser at kende på en ny måde, og i sidste ende fandt jeg nok mit kald som kommende sygeplejerske.

Når sygeplejeteoretikere taler om, at sygeplejefaget er et kald, har jeg altid tænkt mere på det som et valg. For mig var det et valg, ligesom så mange andre uddannelser, men i min psykiatripraktik fik jeg en særlig følelse, som jeg sidenhen har betragtet som det kald, teoretikerne snakker om. Jeg følte, jeg fandt min plads i sygeplejen.

Måske kan man først tro på kaldet, når man selv har fundet det, og måske er kaldet ikke selve det at være sygeplejerske, men det at finde sin plads i sygeplejen. Det var den følelse, jeg gik fra praktikopholdet med. Det var en utrolig bekræftende følelse, og jeg håber, mange andre sygeplejestuderende får lov at opleve den.

Den frygt og uvished, jeg kom med i begyndelsen af praktikopholdet, blev erstattet af en utrolig glæde og lykkefølelse af at have fundet min rette hylde som sygeplejerske.

Min generelle opfattelse af praktikopholdet ift. mine medstuderende er, at de fleste var både nervøse og skeptiske over for psykiatrien, men at rigtig mange gik derfra med en god følelse. Jeg håber derfor, at denne artikel kan hjælpe fremtidige studerende, der skal opleve psykiatrien som arbejdsområde. Praktik i psykiatrien er en oplevelse, jeg vil råde alle til at glæde sig til. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Uddannelse
Sygeplejerskeuddannelsen

Teknopleje og superuddannelser

FREMTIDENS SYGEPLEJE. Velfærdsinnovation ses af mange som en redningsplanke for et sundhedsvæsen, der i en årrække har skrantet sig gennem kriser, besparelser og nedskæringer. Forventningerne er, at de kommende år vil bringe endnu mere omtænkning af sundhedsvæsenets sektorer og flere nye opgaver til sygeplejerskerne. Det stiller krav til uddannelserne, til sygeplejerskernes roller i forhold til patienterne og til de mange nye teknologier, der er - og kommer til at være - en større del af det sygeplejefaglige arbejde i fremtiden. Sygeplejersken tegner et billede af de vigtigste tendenser.

SY-2012-01-22-1a

Et kig i krystalkuglen

Redaktionen har i løbet af 2011 spurgt Dansk Sygeplejeråds faglige selskaber om, hvilke tendenser og muligheder de ser for fremtidens sygepleje. De faglige selskaber har bidraget med at identificere tre hovedtemaer inden for sygeplejen, der forventes at gennemgå ændringer de kommende år. Derfor sætter vi i dette blad fokus på teknologiske muligheder, uddannelse og ændrede patientroller.

Læs mere om de faglige selskaber    

Emneord: 
Sundhedsvæsen
Uddannelse

Fra sosu til sygeplejerske: På jagt efter ansvar

Sygeplejerskeuddannelsen tiltrækker et stigende antal sosuassistenter. De har et godt udgangspunkt for at kunne udvikle sygeplejen, men først skal de gennem en omfattende ændring af deres faglige identitet, vurderer uddannelseschef og studievejledere.

Sy-2011-16-20-1a
Attribution 
Foto: Søren Svendsen

Social- og sundhedsassistenter uddanner sig i stigende grad til sygeplejersker. I 2000 havde 64 nyuddannede sygeplejersker en baggrund som assistent.

I 2009 var det tal steget til 168. Det svarer til en stigning på 163 pct.

Dermed er uddannelsen til sosu-assistent den næststørste leverandør af sygeplejestuderende efter de gymnasiale uddannelser. Tidligere har erhvervsuddannelser i den merkantile genre leveret det næsthøjeste antal af sygeplejestuderende med en anden baggrund end den gymnasiale.

Det stigende antal af sygeplejersker med baggrund som assistenter har gode forudsætninger for at kunne nytænke sygeplejen, vurderer Helle Stryhn, uddannelseschef på sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg, University College Lillebaelt, der siden 1995 har tilbudt særligt tilrettelagte forløb til social- og sundhedsassistenter.

”Det er en forudsætning for at udvikle sygeplejen, at sygeplejersker bliver i faget og vil sygeplejen og patienterne. Social- og sundhedsassistenter, der vælger at uddanne sig til sygeplejersker, er en stabil og målrettet gruppe. De har oftest sygeplejerskeuddannelsen som deres første og eneste prioritet ind i de mellemlange videregående uddannelser, og min erfaring er, at de bliver i faget og ikke skifter over til andre uddannelser," fortæller Helle Stryhn og uddyber:

”Gruppen har erhvervserfaring fra sundhedsvæsenet, de brænder for at øge deres kompetencer, og de hører ofte til blandt dem, der har haft de bedste teoretiske forudsætninger blandt social- og sundhedsassistenterne. Det er et godt udgangspunkt for at kunne nytænke og udvikle sygeplejen.”

På jagt efter anerkendelse
Lysten til at dygtiggøre sig, øge sine kompetencer og få mere ansvar er de største motivationsfaktorer, når sosu-assistenter vil uddanne sig til sygeplejersker. Det vurderer sygeplejerskeuddannelserne i Svendborg, Viborg og Professionshøjskolen Metropol i København på baggrund af aspiranternes motiverede ansøgninger.

”De uddanner sig til sygeplejersker, fordi de søger større faglige udfordringer og mere ansvar, og fordi de ønsker anerkendelsen som sygeplejerske,” fortæller Lene Mygind, studievejleder ved VIA University College i Viborg, der har hold udelukkende for social- og sundhedsassistenter på sygeplejerskeuddannelsen.

På Professionshøjskolen Metropol i København oplever vicestudierektor for sygeplejerskeuddannelsen, Anne Bondesen, at de studerende ud over at ville øge deres kompetencer også er på jagt efter øget anerkendelse:

”Fra de levnedsbeskrivelser, de studerende sender ind med deres ansøgninger, kan jeg se, at de søger anerkendelsen og identiteten som sygeplejerske,” siger Anne Bondesen.

Endnu en motiverende faktor kan findes i den aktuelle finanskrises indflydelse på jobmarkedet, påpeger Lene Mygind:

”Jobmarkedet har en del at sige, kan vi høre på samtalerne med ansøgerne til merituddannelsen. Måske er jobbet mistet, eller man føler sig truet af situationen med mange fyringer og vælger at opgradere,” fortæller hun.

På sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg har uddannelseschef Helle Stryhn også set en tendens til, at omstruktureringer i kommunerne er en del af assistenternes motivation til at søge ind:

”Omstruktureringerne bringer assistenterne i risiko for at blive skiftet ud, og det er mit indtryk, at det øger mængden af assistenter, der vil ind på sygeplejerskeuddannelsen,” siger Helle Stryhn.

Seniorprojektleder ved Dansk Sundhedsinstitut Christina Holm-Petersen peger også på, at ”tendensen kan tolkes som en konsekvens af et mere ustabilt arbejdsmarked.”

Akademia er en udfordring
Assistenter, der uddanner sig til sygeplejersker, er gennemsnitligt ældre end de studerende, der kommer fra gymnasiale uddannelser. De har en force i form af praktisk erfaring inden for sygepleje, til gengæld har mange af dem ikke de boglige forudsætninger, en gymnasial uddannelse giver.

I 2010 udarbejdede sygeplejerskeuddannelsen i Viborg en rapport om holdene for sosu-assistenter. I rapporten står, at ”de studerende i begyndelsen af studiet viser manglende studiekompetencer, når det kommer til planlægning, overblik og prioritering af litteratur. De studerende har svært ved at gå ind i rollen som studerende og udvise selvstændighed, og de mangler skriftlige og analytiske akademiske kompetencer.”

I rapporten om det særligt tilrettelagte forløb står også, at de studerende er meget engagerede i undervisningen. De er meget pligtopfyldende, udviser høj arbejdsmoral og er aktivt deltagende i diskussioner.

Lene Mygind peger på, at de studerende også økonomisk prioriterer at uddanne sig videre:

”De har taget et aktivt valg, der ofte koster dem økonomisk, fordi de er gennemsnitligt ældre end sygeplejestuderende generelt, og mange af dem er allerede satte med familie og børn, men de vil det her,” fortæller hun.

På Professionshøjskolen Metropol i København går assistenter på hold med sygeplejestuderende uden den baggrund, og her kommer deres erfaring de øvrige studerende til gode:

”De er en gevinst for de andre studerende, fordi de kan byde ind med praktiske erfaringer og konkrete eksempler, men det er både-og. En del af de studerende har vanskeligt ved at flytte fokus fra tidligere erfaringer til det sygeplejefaglige studie, og der er en gruppe, der har svært ved at tilegne sig den teoretiske viden. Det er en broget flok, men det er studerende uden assistentbaggrund jo også,” fortæller Anne Bondesen, som mener, at akademiske forskelle på studerende med baggrund som assistenter og studerende med gymnasial baggrund udligner sig ca. halvandet år inde i uddannelsen, og karaktermæssigt ligger de to grupper på linje.

Ny faglig identitet
Sosu-assistenter skal tilegne sig en ny faglig identitet under sygeplejeuddannelsen, og Anne Bondesen vurderer, at skiftet til sygeplejerskeidentiteten og udfordringerne møder de i høj grad i klinikken. 

”Her skal de passe på ikke at falde ind i rollen som assistent og i stedet fokusere på, at de er studerende, og holde sig et bredere syn på de sygeplejefaglige opgaver for øje,” siger Anne Bondesen.

Lene Mygind mener, at den teoretiske tilgang er afgørende for identitetsskiftet.

”Man hviler stærkere i sig selv, hvis man har den faglige ballast, der giver begreb om patientens fysiske, psykiske, sociale og åndelige behov, og når man kan argumentere for og begrunde sine valg fagligt, siger Lene Mygind.

Selv om de sygeplejestuderende gennem uddannelsen får en pejling på, hvordan de skal forholde sig til deres nye position, så vil det ifølge samfundsforsker Einar Baldursson være sværere at finde sig til rette i den nye identitet for en tidligere assistent end for en studerende, der har taget den direkte vej til sygeplejerskeuddannelsen.

”De tidligere assistenter kommer fra en lavere rangerende gruppe, og på skolen vil de opleve, at deres erfaringer ikke giver den respekt, de forventer at få. Derudover er sygeplejerskeuddannelsen blevet mere boglig, og jeg tror ikke, at man har valgt en uddannelse til social- og sundhedsassistent, hvis man er særlig bogligt orienteret,” siger Einar Baldursson.

Sygeplejerskens faglige identitet adskiller sig fra sosu-assistentens ved et højere vidensniveau og kompetencer som refleksion over både metode og proces, at kunne begrunde faglige valg teoretisk og sætte dem ind i en større sammenhæng omkring patienten, evnen til at udforske og undersøge konkrete problemstillinger og at kunne iværksætte tværfaglige forløb, vurderer uddannelseschefen, uddannelseslederen og vicestudierektoren på sygeplejerskeuddannelserne i Svendborg, Viborg og på Metropol i København.

Fremover vil flere vælge sygeplejerskeuddannelsen fra starten i stedet for uddannelsen til assistent, vurderer Christian Holm-Petersen:

”Er der personale nok at vælge imellem, vil sygeplejerskerne sandsynligvis stå stærkest, i og med lønforskellen ikke er så stor.”  

To uddannelser – to målsætninger

Sosu-assistent

De studerende skal opnå viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

  1. Praktisk og personlig hjælp.
  2. Omsorgs- og sygeplejeopgaver.
  3. Sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.
  4. Koordination, vejledning og undervisning.
  5. Aktivitet og rehabilitering.

Varighed: Et år og otte måneder.

Kilde: Bekendtgørelse om uddannelserne i den erhvervsfaglige fællesindgang sundhed, omsorg og pædagogik 2011, retsinformation.dk

Sygeplejerske   

Uddannelsen skal i overensstemmelse med den samfundsmæssige, videnskabelige og teknologiske udvikling samt befolkningens behov for sygepleje kvalificere de studerende inden for teoretiske og kliniske sygeplejekundskaber. De studerende skal kunne:

  1. Udføre, formidle og lede sygepleje, der er af såvel sundhedsfremmende, sundhedsbevarende, forebyggende som behandlende, rehabiliterende og lindrende karakter.
  2. Vurdere, begrunde og udvikle deres professionelle virke i forhold til patienten,
  3. Indgå i samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper uafhængigt af etnisk, kulturel, religiøs og sproglig baggrund,
  4. Udvikle sygepleje, skabe fornyelse og anvende kendt viden i nye sammenhænge samt følge, anvende og deltage i forskningsarbejde inden for sundhedsområdet.
  5. Fortsætte i teoretisk og klinisk kompetencegivende videreuddannelse efter afsluttet uddannelse. 

Varighed: Uddannelsen er normeret til 3½ studenterårsværk.

Kilde: Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i sygepleje 2008, retsinformation.dk 

Merit på sygeplejerskeuddannelsen


Social- og sundhedsassistenter med grundfagene dansk på C-niveau, naturfag på C-niveau og engelsk på D-niveau kan tage sygeplejerskeuddannelsen på tre år.

For at få et års merit og tage sygeplejerskeuddannelsen på to et halvt år skal ansøger ud over ovenstående have taget enten en gymnasial uddannelse eller fire gymnasiale fag, samt have klinisk erfaring efter endt social- og sundhedsassistentuddannelse af minimum ni måneders varighed inden for de seneste fem år.

Det er ikke alle sygeplejerskeuddannelser, der tilbyder særligt tilrettelagte forløb for social- og sundhedsassistenter.

Kilde: University College Lillebælt.

Emneord: 
Identitet
Sygeplejerskeuddannelsen
Uddannelse

Kvalifikationsspejlet understøtter kompetenceudvikling

Artiklen beskriver, hvordan kvalifikationsspejlet kan anvendes til at kortlægge og udvikle sygeplejerskernes kompetencer på en medicinsk afdeling.

Med en klar udviklingsstrategi kan man fokusere på videreuddannelse af sygeplejersker på diplom-, master- og kandidatniveau og samtidig skabe karriereveje i egen afdeling.

Det viser erfaringer fra Endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital. Her har vi udviklet kvalifikationsspejlet mhp. at spejle de kvalifikationer, vi ønsker og finder nødvendige for at udvikle og understøtte en evidensbaseret sygepleje præget af kvalitet.

I takt med sundhedsvæsenets stigende kompleksitet og udviklingen i retning af, at flere sygeplejersker har eller erhverver akademiske kompetencer, er det nødvendigt at tænke anderledes i forhold til sammensætning og rekruttering af sygeplejersker. Sammenhængen mellem teori og praksis er nødvendig, så sundhedsvæsenets udøvere kan honorere de krav, brugerne stiller til pleje og behandling.

I Endokrinologisk afdeling M har vi udarbejdet en ny profil for sygeplejen, som hedder Kvalifikationsspejlet. Kvalifikationsspejlet er bl.a. inspireret af kompetenceprofiler fra USA, England og Irland, hvor begrebet ”advanced nurse practitioner” er alment kendt og refererer til sygeplejersker med både akademiske kvalifikationer og specifikke kliniske kompetencer. En advanced nurse practitioner har en tæt relation til patienten og forudsættes at arbejde i en evidensbaseret, klinisk sygeplejepraksis (1,2).

Kvalifikationsspejlet lægger op til en bevidst strategi for videreuddannelse af afdelingens sygeplejersker samt for erhvervelse af specifikke kvalifikationer hos nyansatte sygeplejersker. Over en femårig periode, 2009-2014, vil der være ansat seks kliniske sygeplejespecialister med master- og/eller kandidatuddannelse, inden for to til tre år ansættes en sygeplejerske med ph.d.-grad. Basissygeplejerskerne er uddannet på bachelor- eller diplomniveau.

Kvalifikationsspejlet understøtter ønsket om at højne kvaliteten i sygeplejen, dvs. ønsket om at arbejde bevidst og kontinuerligt med evidensbaseret sygepleje, at videreuddanne eget personale, at rekruttere kvalificerede sygeplejersker samt at arbejde med karriereplanlægning for afdelingens sygeplejersker.

Herudover tager kvalifikationsspejlet udgangspunkt i følgende nøglekompetencer hos den enkelte sygeplejerske:

  • faglig kompetence
  • læringskompetence
  • social kompetence
  • kommunikationskompetence
  • selvledelseskompetence.

Kompetencerne er en del af i alt 10 nøglekompetencer beskrevet i Det Nationale Kompetenceregnskab (3).
Kvalifikationsspejlet understøtter fortsat kompetenceudvikling og erhvervelse af formelle kvalifikationer som diplom-, master- og kandidatuddannelse.

Ligeledes understøtter det kontinuerlig udvikling og forskning inden for sygeplejefeltet med ansættelse af hhv. kliniske sygeplejespecialister, udviklingssygeplejerske og sygeplejerske med formel forskningskompetence.

Kvalifikationsspejlet bruges som ledelsesredskab og er i dag en integreret del af en femårig udviklingsplan for sygeplejen i afdelingen, og det angiver de kompetencer og kvalifikationer, afdelingen har brug for i forhold til videreuddannelse af egne sygeplejersker og ved rekruttering af nye sygeplejersker. Desuden danner Kvalifikationsspejlet baggrund for MUS-samtaler og for prioritering af sygeplejerskernes ønsker om videreuddannelse.

Status er, at syv sygeplejersker p.t. er i gang med en diplomuddannelse, tre sygeplejersker er i gang med masteruddannelse i klinisk sygepleje, en sygeplejerske søger optagelse på master i klinisk sygepleje 2011, en sygeplejerske er ph.d.-studerende. Både medarbejdere og ledere anser Kvalifikationsspejlet for et dynamisk og visionært redskab.

Litteratur

  1. Aiken L, Buchan J, Ball J, Rafferty AM. Transformative impact of Magnet designation. Clinical Nursing 2008; 17:3330-7.
  2. Callaghan L. Advanced nursing practice: an idea whose time has come. Clinical Nursing 2007; 17:205-13.
  3. Undervisningsministeriet. Det Nationale Kompetenceregnskab, København 2005.
Emneord: 
Uddannelse
Akademikere

Studerende i praksis: Værdig sygepleje

Selvom man er rustet med teoretisk viden om palliation, kan man føle sig usikker, når man står over for en døende patient.

SY-2011-02-08Som eventyrlysten udvekslingsstuderende valgte jeg at drage til broderlandet Sverige på modul 11. Her oplevede jeg for første gang, hvad det indebærer at stå ansigt til ansigt med et døende menneske.

Før denne svære, men efterfølgende livsbekræftende episode havde jeg skrevet opgave om tidens betydning i mødet med den døende patient. Etikken i palliation blev her teoretisk belyst til et funklende 12-tal, men at se og opleve den værdige sygepleje blive udført i praksis var meget mere værd end den høje karakter.

Den morgen prøvede jeg, som altid, ihærdigt at forstå, hvad der blev sagt under rapporten. Mest af alt lød det i mine ører som en lang svensk melodi.

Jeg forstod dog, at min vejleder og jeg skulle stå for sygeplejen til en ustabil patient med leversvigt. Vejlederen fortalte, at han var kendt i afdelingen fra tidligere, og at han i mange år havde haft et alkoholmisbrug.

Det kunne man da heller ikke se bort fra, da jeg trådte ind på hans enestue. Jeg kunne se, at det hårde liv havde præget ham, selv om han ikke var over 40 år. Han havde gråligt snavs på de gullige fingre, en tatoveret tåre på den ene kind, og han var iført en T-shirt med teksten ”Utbränd”.

Selv om jeg tidligere på studiet havde skrevet teoretisk opgave om palliation, modvirkede det ikke min følelse af usikkerhed i situationen.

Nogen tid efter trak de pårørende i klokkesnoren. Min vejleder hastede derind, patienten var desværre gået bort. Efter de meget følelsesladede pårørende havde taget afsked, blev det min tur. Patienten så ved dette gensyn helt anderledes ud. Rosen på brystet, som min vejleder havde placeret i hans nu rene hænder, var rød, frisk og smuk. En stor kontrast til det ellers så stærke billede, jeg havde fået tidligere på dagen. Et lille lys var tændt, og Bibelen var placeret på bordet. Han lå nu fredfyldt og udstrålede værdighed.

Selv om han havde været misbruger i mange år, så jeg gennem min vejleders humanistiske menneskesyn, hvordan værdig sygepleje kunne udføres i praksis.

Oplevelsen har efterfølgende gjort mig stærk både fagligt og personligt. Den har inspireret mig til at følge i min vejleders fodspor og håbe på, at I som sygeplejersker vil prøve at gøre det samme næste gang, I står over for et døende menneske, der har levet hårdt. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.

Emneord: 
Død
Palliation
Uddannelse

5 faglige minutter: Produktionsskolen

”Vi kunne frit bestemme at sidde på storkontor. Enkelte kolleger sukkede. Men det hele beroede på en misforståelse. Det var slet ikke et storkontor, men et kompetencefællesskab.”

Ved familiefester frygter jeg efterhånden øjeblikket, hvor opmærksomme faster Else spørger til mit arbejde. For det er ikke så let at besvare længere.

Det er svært at huske alle de mange uddannelser i min professionshøjskole, og så tager det tid at få forklaret, hvor min uddannelse rent fysisk holder til, for vi flytter lidt rundt. Faster Else bliver også noget fjern under min lange redegørelse, men vågner igen, da jeg fortæller, at vi skam både har koncernadministration, adskillige direktører og mange chefer.

Efterfølgende har jeg hørt faster Else fortælle med stolthed i stemmen, at hendes niece arbejder på en stor produktionsskole med næsten lige så mange direktører som i Mærsk.

Og faster Else har fat i noget væsentligt. Jeg er jo stolt over min uddannelsesinstitution med både koncernadministration og direktører. Det er stærkt, at sprogbrug alene kan associere til landets førende industrivirksomhed.

En topledelse sysler udelukkende med vigtige ting. Så imellem den og mig er indskudt tre ledelseslag plus det løse. Det er trygt, der bliver passet på mig. Men under sidste besparelsesrunde blev min synlige, nærmeste leder fyret. Den sved. Og der er kun to ledelseslag tilbage plus det løse. Blev dog beroliget. Så snart ”Kommunikation og Presse” fik revideret PowerPoint-præsentationen af organisationsdiagrammet, fik jeg igen en nærmeste leder. 

Juleferien var dog i fare. Afholdelse af ferie skal drøftes med nærmeste leder, og sammen gennemanalyserer man, om tidspunktet er hensigtsmæssigt. Herefter skriftlig ansøgning på den rigtige blanket, som så underskrives. Og her hang min juleferie i en tynd tråd. Ingen leder og et ufærdigt organisationsdiagram. Meget mod min vilje tyede jeg til civilcourage, holdt ferie uden underskrift. Håber, det bliver sidste gang, jeg skal undvære en sparringspartner til noget så vigtigt.

I lighed med ferieblanketten har vi procedurer og retningslinjer for alt muligt.

Tænker, det må være for at styrke sammenhængskraften. Frem med blanketten og så selvfølgelig tjekke, at det er nyeste udgave. Her kunne jeg fremsætte et lille, bitte juleønske: En instruks, der guider til senest reviderede instruks. Men pyt, jeg skal jo holde intellektet i topform.

Som jeg fortalte faster Else, skal min uddannelse atter flytte. Og her har koncernadministrationen ikke sparet på noget. Progressive eksperter blev hyret til at afmontere antikke forestillinger om arbejdspladser. Vi kunne frit bestemme at sidde på storkontor. Enkelte kolleger sukkede. Men det hele beroede på en misforståelse. Det var slet ikke et storkontor, men et kompetencefællesskab. Enhver skepsis forstummede.

For hvem vil sidde mutters alene på et kontor kun i selskab med egne kompetencer? Vi lærte også, at kopirummet er et vandhul. Og nej, faster Else, ikke noget med frostsprængte vandrør og gummistøvler. Det er et sted, vi mødes ligesom savannens dyr.

Kompetencefællesskabet skulle indrettes. Skriveborde og reoler har trods alt ikke ændret sig til ukendelighed. Men det har stolene i møderum. Valget stod mellem lave, farvestrålende sækkestole eller kanvasstole ophængt som gynge. Der skal nok blive brug for alles kompetencer i fællesskabet, når en og anden skal have en hjælpende hånd op fra gulvet eller vikles ud af kanvasgyngen.

Rigtig glædeligt baghjul til alle stordriftsskeptikere.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.

Emneord: 
Uddannelse

Boganmeldelser

Læs denne måneds boganmeldelser her.

Læs som PDF - gå til side 22

Læn dig tilbage og nyd!

Sådan tænker ledere

Benjamin Holk Henriksen og

Frederik Lassenius

L&R Business 2010

192 sider – 299,95 kr.
 

2011-02-helebladet%20(4)To forfattere satte sig for at undersøge, hvordan ledere tænker. Med Machiavellis ”Fyrsten” under armen og inspireret af de tanker om magtens mekanismer, der kommer til udtryk her, begiver de sig på en rejse for at undersøge sagen. Det er et ambitiøst projekt, som i vid udstrækning lykkes.

Måske fordi de spørgsmål, der drøftes, handler om forandringer og magt; den robuste organisation og den udvalgte leder/ledelse. Den personkreds, der svarer, er Philip Kotler, Dame Anita Roddick, Poul Nyrup Rasmussen m.fl.

Den robuste organisation drejer sig om, hvordan man sikrer loyalitet i en organisation både blandt undersåtter og dem, der er tæt på én – for nu at bruge Machiavellis sprogtone.

Oversat til nutidigt sprog vil man tale om godt følgeskab og om at sikre ejerskab for organisationens produkt eller mission, og hvordan modstand håndteres. Her taler Poul Nyrup om vigtigheden af at bevare tilfredsheden blandt betroede medarbejdere og i organisationen, f.eks. ved at tænke fremtiden og strukturen ind i en sammenhæng, der er bæredygtig.

Det drejer sig ikke om personens beslutning, men om beslutninger, der rækker fremad og bæres videre af ledere og medarbejdere. Kotler åbner for det synspunkt, at fokus for ledelse bør være den ambition, man har på organisationens vegne og ikke den personlige interesse.

Det drejer sig om at ansætte personer med anderledes kompetencer, som er klogere på andet, end du er, og dernæst lede dem. Machiavellis synspunkt på kontrol og struktur er, at den nye fyrste blot skal overtage den gamle fyrstes tilgang til strukturer og love, så er befolkningen tilfreds, men han pointerer samtidig, at hvis befolkningen har haft indflydelse, vil den aldrig acceptere diktatur.

I vore dages virksomheder skal medarbejdere derfor inddrages i beslutninger både for at sikre, at organisationen bevæger sig fremad, og af hensyn til udvikling og eventuelle organisationsforandringer. En af Machiavellis pointer er fortsat aktuel og universel: at være bevidst om, hvad man kan kontrollere, og hvad man ikke kan kontrollere, eller rettere at vide, hvad man ikke ved.

Dette synspunkt underbygges af en it-distributør, som fortæller, at hver gang firmaet har forsøgt at forudsige brugernes ønsker, har de ramt ved siden af. Han fortsætter med at konstatere, at det handler om at være lydhør for trends, at koble observationer og undlade at forberede firmaet på noget, de ikke kan forberede sig på.

Bogen er absolut læseværdig. Det er en rejse, dels med forfatterne det meste af jorden rundt og et møde med interessante og indsigtsfulde mennesker, dels en nutidig gennemgang af Machiavellis tanker, der stadig er aktuelle. Jeg kan derfor kun sige, læn dig tilbage og nyd den mentale rejse, der er løftet ud af tid og rum.

Af Gete Bjerring, ældrechef i Lejre Kommune.

Bedst, når fokus er klinikken

Immunologi og transfusionsmedicin

Ellen Taaning, Astrid Nørgaard og
Gitte Holm Glaas
Red. Margit Andersen, Mette Juul Bojsen-
Møller og Oluf Nielsen
3. udgave,
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2010
258 sider – 349 kr. 

2011-02-helebladet%20(6)Lærebogen ”Transfusion og intravenøs væsketerapi” er blevet revideret og har fået den rammende titel ”Immunologi og transfusionsmedicin”. Bogen indeholder relevant viden for målgruppen sygeplejestuderende og færdiguddannede sygeplejersker, men kan også anbefales til andre, som ønsker viden om specielt immunologi.

Forfatternes udfordring har været, at de ønsker at komprimere en meget stor mængde viden til en bog på ca. 250 sider, og at bogen skal kunne læses som lærebog og ikke kun anvendes som opslagsværk, dette er dog et håbløst mål. Bogen indeholder flere steder så megen information, at de dele kun egner sig som opslagsværk.

Til gengæld skal bogen roses for, at den specielt i de reviderede dele om immunforsvaret til fulde opfylder ønsket om at være en god lærebog. Disse dele kan derfor stærkt anbefales til alle, som ønsker viden og forklaringer, der kan bruges i klinikken til både behandling og observation af patienterne.

En sidegevinst er, at man også får en forståelse af, hvordan ens eget, normale immunforsvar virker. Bogen er oplagt til undervisning. Den indeholder forklaringer og informationer, der er meget vigtige i alle specialer, og som alle sygeplejersker derfor bør have et minimum af viden om.

Mængdemæssigt bør underviser dog som nævnt udvælge sider, specielt de dele der retter sig mod mere almindelige patienter. I nogle sektioner skal relevante sider vælges, og andre helt udelades, da forfatterne har valgt at beskrive selv sjældne tilfælde og bruge meget plads på områder som f.eks. blodtyper.

Bogen kan med fordel redigeres strammere, så de enkelte kapitler bliver skrevet af udvalgte specialister i læge- og sygeplejerskegruppen. På den måde lægges fokus på det mest relevante, og målgruppen kan læse kapitlerne i et stræk. Kritikken ændrer dog ikke på, at bogen er blevet forbedret betydeligt, og specielt når forfatterne har fokus på klinikken, får læseren en god forståelse for, hvordan denne viden skal bruges.

Bogen kunne med fordel have holdt dette fokus på klinikken og på mere almindelige områder som blødning og hæmostase på bekostning af f.eks. Rhesus-immunisering og andre sjældne tilfælde. Forfatternes ønske om, at bogen kan bruges som opslagsværk, er opfyldt, men jeg vil anbefale, at undervisere ikke bruger bogen som materiale, der skal læses fra ende til anden.

Af Jens Seeberg, Blood Manager, sygeplejerske, cand.scient.san., Rigshospitalet.  

Upstairs downstairs

Abuse UK

Daily Life in Britain’s Nursing Home Industry

Lars G. Petersson

Chipmunkapublishing 2010

ISBN 10 849911541

218 sider 12.99 £

www.amazon.co.uk

2011-02-helebladet%20(5)På sin hjemmeside præsenterer sygeplejerske Lars G. Petersson sig som svenskfødt londoner, der er engageret aktivist for fred, psykisk sundhed, social retfærdighed og menneskerettigheder.

Det er da også disse stikord i Peterssons virke som sygeplejerske, der er gennemgående for beskrivelserne af engelske, private plejehjem, ligesom det var det i hans tid som fængselssygeplejerske i Danmark. Siden 2002 har forfatteren arbejdet på flere private plejehjem i England og Skotland.

Det har givet ham indsigt i mange uretfærdigheder, og med baggrund i disse har han skrevet en debatbog om misbrug. Det er misbrug og overgreb på personale, beboere, faglighed, regler/regelsæt for slet ikke at tale om misbrug af forfatterens tillid og de kvaler, det har medført.

Man kan vel kalde det en ”whistleblower”-bog. For Petersson har skrevet bogen for at gøre opmærksom på de overgreb, der sker, og som kan ske i en globaliseret tid i lande, der vælger at privatisere omsorg og pleje til ældre og skrøbelige mennesker.

På de private plejehjem bor mennesker, der har råd til det. Men penge kan ikke købe en fagligt forsvarlig og god pleje i et uigennemsigtigt tilsynssystem. På plejehjemmene var ansat personale med anden etnisk baggrund end britisk med lavere social prestige, så klasseskel og racistiske holdninger blev tydelige for Petersson, der beskriver diskrimination af syge plejepersonale fra asiatiske lande.

Han oplevede selv at blive udsat for sexistisk chikane i et ledelsessystem, der var præget af nedladenhed og patroniserende holdninger. På hjemmene var der dårlig hygiejne, laissez faire-holdninger, udslidt materiel og bygninger, hvor remedierne ikke virkede. Der var besparelser og restriktioner på f.eks., hvor mange bleer der måtte bruges, og alt foregik i en destruktiv og knugende atmosfære, hvor disciplin snarere end hverdagsliv dannede ramme for omsorg. Petersson klagede til forskellige myndigheder, førte en sag, blev uretfærdigt behandlet og fik ikke den oprejsning, han havde lagt op til pga. en uigennemsigtig og uretfærdig proces.

Hvad kan vi lære af sådan en bog? Til stadighed at være opmærksomme på de etiske dilemmaer, der opstår på arbejdspladsen og på at have åbne fora til drøftelse af vanskelige situationer. Det ville dog ikke have hjulpet på de plejehjem, som Petersson var ansat på, da også ledelserne beskrives som uduelige. På de sidste sider i bogen er en fortegnelse over de konkrete overgreb, han har været vidne til.

Bogen er udkommet på et forlag, der har specialiseret sig i at give stemme til mennesker med psykiske problemer/samfundsmæssige problemstillinger, da forlaget ønsker at reducere ydmygelser og social uretfærdighed. Der er mange værdifulde og ærlige iagttagelser. Bogen er skrevet på et letlæseligt engelsk, men den skæmmes noget af gentagelser og manglende redigering.

Af Marianne Mahler, sygeplejerske, MHP, ansat som sygeplejefaglig konsulent i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Indre By/Østerbro.

Praksisnær vejledning i palliation

Rita Nielsen

Livets afslutning –

behandling, pleje og omsorg

Unitas Forlag 2010
84 sider – 149 kr.

2011-02-helebladet%20(7)Endelig kom den, bogen der kan blive et redskab til at få palliation ud til alle døende via fagpersoner i hjemmeplejen, på sygehuse og plejehjem.

Rita Nielsen, som er sygeplejerske på hospice, har det sidste år været en flittig skribent. For et halvt år siden udgav hun den anmelderroste bog ”Venteværelset” og nu en grundbog om palliation tænkt som vejledning til personalet i ældreplejen.

Bogen lever.i bogstaveligste forstand op til at være en vejledning, læseren bliver ledt igennem det palliative område i selskab med en yderst kompetent guide. På under et hundrede sider får læseren illustreret rigtig mange aspekter af palliativ omsorg.

Bogen er gennemtænkt. Særdeles overskueligt fortæller den om de muligheder, der er for at lindre plagsomme symptomer hos ældre mennesker på vej mod døden.

Kort, præcist og professionelt får vi præsenteret palliationens kerne: lindring og livskvalitet. Palliation har været associeret med kræft, men palliation omfatter alle livstruende sygdomme.

Bogens målgruppe er social- og sundhedsassistenter, men den kan berige andre faggrupper. Karen og hendes familie optræder som gennemgående figurer og er med til at gøre bogen levende og praksisnær. Ud over at præsentere ”best practice” for lindring af plagsomme symptomer hos patienten får emnerne: pårørende, kommunikation, åndelig omsorg, etiske dilemmaer og kollegial omsorg også opmærksomhed.

Vi er gået ind i et nyt år, hvor både ramme og indhold for at gennemføre opkvalificering af omsorgspersonale i palliation er på plads. Undervisningsministeriet har sikret gratis efteruddannelse af social- og sundhedspersonale igennem AMU, og denne bog sikrer indholdet.

Af Jorit Tellervo, projektmedarbejder, Palliativt Videncenter. jt@pavi.dk 
 

Et opslagsværk for specialister

Jørgen Lyngbye et al.

Lyngbyes Laboratoriemedicin

2. udgave, Nyt Nordisk Forlag 2010

739 sider – 699 kr.
 

2011-02-helebladet%20(8)Dette er så absolut et imponerende og digert opslagsværk for specialister, f.eks. på laboratorier, klinisk biologiske afdelinger eller sygehuse. Bogen byder på et væld af informationer, data, skitser og forklaringer.

Værket indledes med et medicinsk historisk rids samt et overblik i forskning, analysemetoder og vurdering af prøvesvar.

Men det væsentligste afsnit er den alfabetiske fortegnelse over kliniske biokemiske prøver og fysiologiske laboratorieundersøgelser og vurderinger.

Fortegnelsen giver systematisk og grundig indsigt i og baggrund for at tage en bestemt prøve, herunder patientforberedelse, iagttagelser og omstændigheder for at tage prøven, referenceintervaller, tolkning af resultater, biologisk variation, faregrænser og risikomomenter.

Hvert opslag er en minutiøs faglig gennemgang på højt niveau, hvor også patologiske nuancer beskrives.

Bogen karakteriseres af sit specialiserede fakta- og detaljeringsniveau. Sproget er derfor naturligvis præget af præcise fagtermer, hvilket vil indskrænke målgruppen til specialister, som f.eks. skal tolke og kommentere laboratorieanalyser, vurdere, diagnosticere samt evt. formidle medicinske analyseresultater eller som hjælp til at afklare distinkte faglige diskussioner. Gode opslagsbøger er en stor fornøjelse.

Min vurdering vil være, at bogen vil finde god anvendelse i lægefaglig klinisk praksis, på laboratorier samt hos visse bioanalytikere, men ikke generelt i sygeplejefaglige sammenhænge. Det er nu ikke bogens skyld.

Bogen, som har fire lægefaglige forfattere, er en opdatering af en tidligere dansk udgave af den norske udgivelse: Norsk Håndbok i Laboratoriemedisin fra 1999. Fagredaktøren Jørgen Lyngbye er dansk medicinsk professor, specialist i klinisk biokemi og nuklearmedicin samt videnskabshistoriker.

Af Ole Bjørke, sygeplejerske, lektor, master i sundhedspædagogik, Professionshøjskolen Metropol.

Den ypperste viden om ernæring

Arne Astrup, Susanne Gjedsted Bügel,
Jørn Dyerberg, Steen Stender (red.)

Menneskets ernæring

624 sider – 558 kr.

3. udgave,

Munksgaard Danmark 2010
 

SY-2011-02Bogen er revideret og udvidet i forhold til de to tidligere udgaver. Den er inddelt i syv hovedafsnit. Første afsnit er en grundig indholdsfortegnelse, der hurtigt guider læseren til det kapitel, der har interesse.

De følgende seks afsnit indeholder 45 kapitler. Overskriften for de enkelte afsnit er: ernæringsfysiologi, næringsstoffer, fra næringsstoffer til fødevarer og kost, særlige fødevarer, ernæring hos udsatte grupper og historie og perspektiv. Bogen afsluttes med et meget omfattende stikordsregister, der fungerer som god hjælp, når man vil finde rundt i bogen.

Der er tale om et værk, der favner meget bredt inden for ernæring hos mennesker. Kapitlerne er logisk strukturerede, og der anvendes gode illustrationer og figurer.

Forfatterne til de respektive kapitler er eksperter inden for deres felt, som derfor er udtryk for den ypperste viden om ernæring i Danmark.

Fokus er ernæringsvidenskab med afsæt i biokemi og fysiologi hos det raske menneske, men indholdet er også funderet på viden fra en række andre discipliner som arvelighedslære, kulturelle og sociale normer for valg af kost og ikke mindst sundhedsvidenskab med fokus på kost som sygdomsforebyggende middel.

Målgrupperne for bogen er studerende i gymnasiet, studerende på university colleges og studerende på universitære bachelor- og kandidatuddannelser. Det er mange og meget forskellige målgrupper, hvilket efter min vurdering gør, at bogen er velegnet som håndbog eller som opslagsværk om konkrete ernæringsmæssige problemstillinger, og som sådan bør den stå på uddannelsesstedernes biblioteker.

Fokus er kost som sygdomsforebyggelse, hvilket gør, at indholdet også kan anbefales til sygeplejersker i lægepraksis. Da der også er kapitler om forskningsmæssige problemstillinger, kan det også anbefales, at sygeplejersker, der vil gennemføre undersøgelser i praksis, læser de respektive kapitler for at få en indføring i grundlæggende begreber om ernæringsforskning.

Specifikke sygeplejefaglige problemstillinger omtales ikke, ligesom kost til syge, eller hvordan man stimulerer syge til at øge deres kostindtagelse, fuldstændig er udeladt, men det har heller ikke været redaktørernes eller forfatternes intention. Den viden må man søge i anden og mere sygeplejespecifik litteratur.

Af Preben Ulrich Pedersen, lektor, ph.d., Center for Kliniske Retningslinjer, Afdeling for Sygeplejevidenskab, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Emneord: 
Uddannelse

Dilemma: Etniske smerter

​Rie er 24 år, sygeplejerskestuderende og i praktik i hjemmeplejen. Hun har glædet sig til praktikken, men indser efter 14 dage, at der er rigtig mange gamle, plejekrævende mennesker i kommunen. Det skuffer Rie.

2011-02-helebladet%20(38)

En tyrkisk kvinde klager igen og igen over smerter i låret, men lægerne kan ikke umiddelbart finde en forklaring. På skadestuen får kvinden ingen hjælp, kun en sær bemærkning med på vejen.

Esme, som oprindelig kommer fra Tyrkiet, har boet i Danmark sammen med sin mand og fire sønner siden 1997. Hun er en kraftig kvinde klædt i ankellang brun frakke, hun taler ikke så godt dansk, men har klaret at arbejde med rengøring i seks år. Nu har voldsomme, jagende smerter i højre lår fået hende til at gå til læge.

Egen læge kan ikke umiddelbart føle noget på låret, men henviser Esme til en ortopædkirurg, som heller ikke kan finde noget usædvanligt. Han har henvist Esme til en røntgenundersøgelse, men der er ventetid. Esme klager fortsat over svære smerter og kan ikke længere passe sit arbejde.

”Mon ikke det er etniske smerter?” hører Esmes søn på 17 år en fagperson sige på skadestuen, hvor Esme en sen aften har søgt hjælp for sine smerter. Esmes søn går i 1. g, han bliver nysgerrig, så han siger til den hvidklædte fagperson: ”Jeg hørte, du sagde, at min mor nok har etniske smerter. Kan du sige mig, hvad det er for nogen smerter?”

Efter diverse undersøgelser, får Esme stillet diagnosen cancer med spredning til andre dele af kroppen. Hvad tænker I om Esmes forløb? Hvad svarer fagpersonen? Vi har stillet spørgsmålene til to eksperter i sygeplejeetik.

Svar 1.

Omkring udtalelsen ”etniske smerter”, må fagpersonens intension være, at hele patientens situation bør tages med i betragtning, når der foretages en smerteudredning. Kan der være forhold i Esmes kultur eller livsmønster, der kan have indflydelse på smerteudtrykket, og er der i dialogen med Esme fokuseret på, at hun ikke taler så godt dansk? Her tænkes på at inddrage familien i dialogen og helst over flere gange.

At Esme ikke taler så godt dansk og er opdraget i et andet kulturmønster end det danske, må ikke overskygge det faktum, at Esme ikke er færdigudredt, hvilket er en mulig fare. Udtalelsen vedrørende de etniske smerter bør være ment som en hjælp til at få patienten til at træde tydeligt frem for klinikeren i det fortsatte udredningsforløb.

Udtalelsen må ikke blive en forklaring på smerteudtrykket alene, men skal være et supplement til den fortsatte udredning. En udmærket etisk parameter for klinikeren er, om lignende overvejelser og udtalelser ville være foretaget, hvis det var en person, som var født og opvokset i Danmark. Og med hvilken begrundelse.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Den ærlige fagperson er nødt til at svare sønnen, at der i moderens tilfælde er usikkerhed om, hvad hun fejler, og at udtrykket bruges, når mennesker fra fremmede kulturer har smerter, der er svære at finde årsagen til. Når man vælger at benytte et sådant udtryk, må man også forklare det.

I forhold til forløbet er det jo en grum historie, der skal skærpe vores opmærksomhed på det enkelte menneske – og hele mennesket. En klog mand sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns. Det må i sandhed siges her.

Etniske smerter kan i værste fald blive en rodekasse for det, vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved, og i allerværste tilfælde en sovepude, fordi etniske smerter kan blive en kattelem for de sundhedsprofessionelle. Begrebet kan medvirke til stigmatisering af mennesker, der ikke kommer fra vores egen kultur, og det kan aldrig være tilladt, idet sygepleje gives til den, der har behov for sygepleje!

Af Grete Bækgaard Thomsen, sundhedschef i Lemvig Kommune, formand for Sygeplejeetisk råd www.dsr.dk/ser/

Emneord: 
Kultur
Sprog
Hjemmesygepleje
Uddannelse
Dilemma

E-lærings-materiale om sygeplejeprocessen

Artiklen beskriver et e-learnings-projekt, der eksemplificerer brug af sygeplejeprocessen. Projektet er udformet, så det tilgodeser fire læringsstile.

Et e-lærings-materiale om sygeplejeprocessen er udviklet, afprøvet og evalueret af Sygeplejerskeuddannelsen i Århus, Viborg og Holstebro i samarbejde med Det Nationale eVidenCenter og Center for E-læring og Medier, VIA University College.

E-lærings-materialet er en samling af ni e-lærings-objekter grupperet i forhold til sygeplejeprocessens fire faser: 1) Vurderingsfasen med dataindsamling, analyse og sygeplejediagnose. 2) Planlægningsfasen med formulering af mål for sygeplejen og plan for handlinger. 3) Udførelsesfasen med sygeplejehandlinger og refleksion i handling. 4) Evalueringsfasen med evaluering i forhold til mål og revurdering.

Alle ni objekter er udformede, så de tilgodeser fire læringsstile. Studerende kan begynde at lære om sygeplejeprocessen på den måde, de lærer bedst, og repetere stoffet på en anden måde ved hjælp af e-lærings-materialet, så de udvikler deres læringsrepertoire.

Materialet er tilgængeligt for studerende og vejledere via studienet.viauc.dk  For andre interesserede findes e-lærings-materialet om sygeplejeprocessen på Det nationale eVidenCenters websted (1).

Det er undervisernes erfaring, at nogle studerende finder det vanskeligt at overføre viden om sygeplejeprocessen fra den pædagogiske plejeplan til de kliniske plejeplaner. E-lærings-materialet synliggør denne sammenhæng og gør det muligt at differentiere undervisningen.

E-lærings-materialet blev udviklet og afprøvet af studerende og undervisere ved Sygeplejerskeuddannelsen i Århus og Holstebro. En underviser ved sygeplejerskeuddannelsen i Viborg indsamlede kvantitative og kvalitative data om evaluering af materialet via elektronisk spørgeskema, deltagerobservationer og et fokusgruppeinterview.
 

Tavs viden bliver italesat

De studerende oplever e-lærings-materialet overskueligt, præcist og kortfattet. Det er en fordel at kunne begynde ved det delelement, hvor der er et læringsbehov, samt at få det illustreret med billeder og lyd. Styrken er, at video illustrerer f.eks. respiration hos en patient med kronisk obstruktiv lungelidelse meget hurtigere end ord.

Den delvist tavse viden om det kliniske billede synliggøres. Det fremgår af følgende kommentar fra en studerende: ”... den der 60-årige KOL-patient med respirationsbesvær, det får man fat i, når man har set det i virkeligheden, at hun bruger sekundære respirationsmuskler – en helt anden måde at se det på, og det er beskrevet på – det fungerer rigtig godt.”

Vor oprindelige idé om, at e-lærings-materialet skulle være et supplement til undervisningen, medførte, at nogle studerende opfattede e-lærings-materialet som en ekstra opgave ved siden af at skulle læse pensum. En studerende svarer: ”Hvis man i forvejen skal læse en halv bog til undervisningen, og så også skal ind at bruge det der (e-lærings-materialet)! Jeg kan se det som et godt supplement senere hen – altså.”

Gennem pilotprojekt og evaluering blev det tydeligt, at der i stedet skal arbejdes videre med at implementere e-lærings-materialet i undervisningen, så de studerende i første omgang kun behøver læse teksterne i e-lærings-materialet. Studerende, der gerne vil læse mere, henvises i materialet til aktuelle bøger i pensum.

Ellen Margrethe Krogh Kristoffersen er ansat på Sygeplejerskeuddannelsen i Viborg/Thisted, VIA University College.

 Kirsten Nielsen er ansat på Sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro, VIA University College.

Litteratur

  1. evidencenter.dk > udgivelser > e-læringsmateriale  Besøgt den 11.11.2010.
Emneord: 
Sygepleje
Sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejeteori
Uddannelse
Undersøgelse
Undervisning

Etik i patientuddannelser

Patienter risikerer at lide fysisk og psykisk skade som følge af patientuddannelse, hvorfor der skal være en etisk ramme for tilrettelæggelse af patientskoler i Danmark. Artiklen giver et bud på en sådan ramme.

I 2009 påpegede Sundhedsstyrelsen, at der manglede viden om brugernes oplevelse af patientuddannelse, eller med andre ord: Der manglede et bredere grundlag af kvalitative undersøgelser på området (1) (se boks 1).

Boks 1. Udbytte af patientundervisning

Deltagere i patientundervisning får ifølge Sundhedsstyrelsen nedenstående ud af patientuddannelserne (1):

  • at indlære praktiske og kropslige evner til at håndtere sygdommen (især ved sygdomsudbrud) bedre og mere selvstændigt i hverdagen
  • at opnå bedre forståelse af sygdommens alvor og håndterlighed
  • at opnå højere grad af internalisering af sygdoms- og selvkontrol.
  • at opbygge sociale netværk, opnå positive sociale oplevelser og gøre sig erfaringer med sygdom i en social ramme.
  • at understøtte udvikling af nye, meningsfulde livsperspektiver i mødet med den livsforandrende begivenhed, som en kronisk sygdom er.

For hvilken rolle spiller det for et menneske at tage sin medicin til tiden, hvis personen oplever, at arbejdsløshed, ensomhed eller andre personlige livsvilkår udgør så store problemer, at de kvæler motivationen for medicinsk komplians? (2).

Med afsæt i kvalitative undersøgelser giver denne artikel indblik i, hvordan patientuddannelse kan påvirke patienternes selvtillid og handlekraft i både positiv og negativ retning (2,3). Artiklen præsenterer også den amerikanske sygeplejerske og bioetiker Barbara K. Redmans etiske vinkel på patientuddannelse.

Hun har gennem flere årtier beskæftiget sig med, hvordan man kan beskytte patienter mod fysisk og psykisk skade som følge af patientuddannelse. Artiklen har til formål at skabe bevidsthed og debat blandt sundhedsfaglige personer om den etiske ramme for tilrettelæggelse af patientskoler i Danmark.

Patientuddannelse og autonomi

Ifølge Barbara K. Redman har kronisk syge, der tager patientuddannelse, mulighed for at lære at fokusere på deres liv og skubbe sygdommen i baggrunden. Patientuddannelse kan styrke den syges kompetence, selvtillid og kontrol og samlet set den enkeltes autonomi (4). Med patientuddannelse kommer begreber som egenomsorg, empowerment (handlekraft) og self-efficacy (en persons forventninger til egen ydeevne) i spil.

Diskussionen af, hvad syge mennesker har behov for, og hvad god og tilstrækkelig omsorg omfatter, er langtfra ny inden for sygeplejen, og egenomsorg, empowerment og self-efficacy kræver stærke individer, der er i stand til at lære at tage ansvar for deres situation. En opgave, der ikke er lige let for alle. Derfor er det vigtigt at holde sig for øje, at patientuddannelse også kan forrette skade – både på samfundsplan og individniveau (5).

Når patientuddannelse risikerer at skade

Selvom sundhedspersonalet stadig er de formelt ansvarlige, følger der i patientuddannelsernes kølvand et ansvarsskred fra behandler til patient (6). Eksempler fra USA viser, at den kronisk syge kan udføre selvmonitorering i hjemmet på en forkert måde, hvilket i sidste ende kan bringe vedkommende i fare.

I sin analyse af danske forhold påpeger Marie Bergmann, Statens Institut for Folkesundhed, at øget empowerment er forbundet med risiko for øget skyldfølelse, som kan resultere i lav selvtillid (self-efficacy), når helbredet skranter (3). Nøje planlægning af og opsyn med uddannelserne skal ifølge Redman beskytte deltagerne mod potentiel skade (4,8).

Betydningen af de sociale arenaer

Et overset område i Danmark er betydningen af patientens sociale arenaer (se boks 2).  Det underbygger et feltstudie af en dansk patientuddannelse, udført af antropolog Lone Grøn (2). Hun beskriver den 42-årige enlige mor Mona, som deltager i patientuddannelse af kronisk syge med diabetes type 2. Grøns feltarbejde strækker sig ud over selve patientskoleforløbet og beskriver derfor også, hvad der sker efter uddannelsen, når Mona skal gøre de tillærte evner til en fast del af hverdagen:

Boks 2. Fremtidens patientskoler

Fremtidens patientskoler skal ifølge Sundhedsstyrelsens MTV af patientuddannelser 2009 (1):

1. Tilpasses patienternes behov og præferencer

Én idé er at give patienterne medindflydelse på uddannelsens design. Ifølge projektleder hos Komitéen for Sundhedsoplysning, Nicolaj Holm Faber, er det vigtigt med en bred vifte af forskellige evidensbaserede tilbud for at favne borgernes behov og ønsker. Sundhedsstyrelsens litteraturgennemgang viser, at det også er vigtigt at fastholde de sygdomsspecifikke patientuddannelser. Også den individuelle patientuddannelse er stadig et behov for nogle og må derfor fastholdes som en mulighed. Kort sagt er der fortsat brug for forskelligartede tilbud, når det handler om patientuddannelse.

2. Times i forhold til sygdomsforløbene 

Mange kronisk syge har brug for mere sygdomsspecifik uddannelse og information tidligere i deres sygdomsforløb, end det er tilfældet i dag. ”De kronisk syge, der deltager i den generelle patientuddannelse CDSMP, har ofte været syge gennem en årrække. De har i en vis udstrækning lært selvmonitorering og -medicinering og søger på dette tidspunkt nogle mere overordnede redskaber til at håndtere et liv med kronisk sygdom,” fortæller Nicolaj Holm Faber.

3. Inddrage sociale arenaer

Uddannelsesforløbene skal tage højde for familiens og arbejdspladsens syn på kronisk sygdom, og hvordan det påvirker patientens motivation og muligheder for livsstilsændringer.

4. Fokusere på psykiske forhold

Manglende motivation eller en depression kan påvirke patientens
udbytte af patientuddannelse. Sundhedsstyrelsen foreslår, at coaching,
stress-reduktion eller meditation bliver en mulig del af patientuddannelserne.

5. Fokusere på særlige gruppers behov

Behovet for uddannelse og uddannelsens indhold er forskelligt for forskellige etniske grupper. Socioøkonomiske forhold, køn og alder påvirker også deltagernes behov.
I København, Holstebro og Århus Kommuner er der fokus på behov hos deltagere med anden etnisk baggrund end dansk. På Nørrebro er flere af instruktørerne med arabisk eller pakistansk herkomst i CDSMP-forløbene rettet mod uddannelse af grupper med anden etnisk baggrund end dansk, men tendensen gør sig endnu ikke gældende på landsplan. Komitéen for Sundhedsoplysning arbejder desuden med et uddannelsesforløb særligt stilet mod mænd som målgruppe.

 
SY-2010-19%20(7)
Patientuddannelsen sætter f.eks. gang i en masse drømme hos Mona. Hun håber på en drastisk forbedring af sin sundhed, et stort vægttab og på at møde ”den eneste ene” og dermed overvinde sin ensomhed. Med andre ord overstiger hendes sociale håb de medicinske. Grøn betegner det sociales forrang som et gennemtrængende træk og understreger, at det sociale går igen i alle aspekter af Monas håndtering af sin sygdom. Motivationen er social, da andre end Mona ønsker, at hun skal udvise komplians.

Bl.a. hendes mor og datter går meget op i, at hun passer bedre på sig selv. Det konkrete hjemmearbejde (komplians i hverdagen) er også en social proces: Monas veninde kommer med kommentarer om, hvad Mona må og ikke må spise. Samtidig oplever Mona en social ambivalens: Hvis hun fokuserer for lidt eller for meget på sin sundhed, tolker omgivelserne det som egoisme. Da Mona har tabt sig til en størrelse 38, er venindens kommentar: ”Hvor er den gamle Mona? Den superegoist, jeg kender nu, hende er jeg godt nok ked af at kende.” Det er Grøns pointe, at komplians eller ”hjemmearbejde” er dybt forankret i og sammenvævet med sociale håb og forpligtelser.

God komplians kan altså blive mødt med frustration og utilfredshed i patientens privatsfære, da omgivelserne kan betragte den øgede selv-interesse som egoisme. Derfor bør det være et mål for de danske patientuddannelser at undersøge, hvordan patientens netværk og sociale arenaer hæmmer eller fremmer muligheden for en sundere livsstil, så uddannelsen ikke ender i en fiasko – enten på patientuddannelsen eller i en anden af patientens sociale arenaer.

For fiasko-oplevelsen hæmmer empowerment og self-efficacy, så patienten mister troen på, at han kan blive i stand til at hjælpe sig selv til at få det liv, han ønsker.

Sygeplejersken som rollemodel?

Sand autonomi kræver tilstedeværelsen af flere reelle valgmuligheder. Redman foreslår ”negotiated compliance” (delt ekspertise). Metoden går ud på, at patienten og den sundhedsfaglige person forhandler sig frem til målene for sundhedsadfærd (6).

Men der findes, ifølge Bergmann, skjulte faktorer i relationen mellem den sundhedsfaglige underviser og patienten, som forhindrer delt ekspertise (3). Forklaringen skal findes i de amerikanske sociologer Marvin B. Scott og Stanford Lymans ”Account-begreb”. Accounts betyder egenskaber. Når underviserens forventninger (at patienten følger rådene) ikke stemmer overens med underviserens erfaringer (at patienten ikke følger rådene), vil patienten forsøge at afværge den lurende konflikt ved at bygge bro mellem forventninger og erfaringer, og det gør han ved at træde ind i rollen (tilskrive sig accounts) som ”den uvidende elev”.

Problemet er, at selve denne relation kan være med til at forhindre empowerment og hensigtsmæssig sundhedsadfærd, fordi ”elevrollen” legitimerer uvidenhed og handlinger knyttet til dette. Det forhindrer et ligeværdigt forhold mellem patient og underviser og lader konflikter udspille sig mellem underviser og elev i stedet for i patientens egne ambivalente tanker og vurderinger af fordele og ulemper ved adfærdsændring.

Denne iagttagelse taler for patientuddannelser, hvor instruktøren selv er en kronisk syg person. Bergmanns undersøgelse viste også, at den undersøgte patientuddannelse ikke altid gav plads til patienternes egne fortællinger og værdier, hvilket hæmmer empowerment. Den sundhedsuddannede undervisers bekymringer på de kronisk syges vegne så også ud til at hæmme empowerment.

Desuden drog underviseren et skel mellem sig selv som rask og deltagerne som syge, og det vanskeliggør den spejling og rollemodel-effekt i forholdet mellem patient og underviser, som ellers har vist sig at være en særdeles effektiv motivationsfaktor i patientuddannelsen CDSMP (1,7).

Nicolaj Holm Faber påpeger, at CDSMP-uddannelsen flytter fokus fra sygdom til sundhed eller i hvert fald til et normaliseret liv med sygdom, og at det her spiller en afgørende rolle, at instruktøren er i samme båd som deltagerne.

Med empowerment-begrebet ses patienten som en ekspert i egne behov for læring, der er i stand til at løse egne problemer (7). Det er underviserens opgave at tilpasse sin støtte til den enkelte patients behov (7). Det kræver, at instruktører, som selv er kronisk syge, er tilstrækkeligt uddannede til og forberedte på at afkode og handle på patienternes behov. Det må forventes, at sygdomsspecifikke patientuddannelser fortsat må kræve tilstedeværelsen af en sundhedsfaglig person som garant for sikkerhed og kvalitet, når det gælder oplæring i selvmonitorering og selvmedicinering. 

Boks 3. Uetisk patientuddannelse

Patientuddannelse bliver ifølge Barbara K. Redman uetisk, når (5):
 

  • Patienter lærer et ideal, der er moralsk forkasteligt, selvom det nyder anerkendelse i samfundet (f.eks. når det eneste rigtige er at følge medicinske livsstilsråd, og at non-komplians er lig med svaghed og uværdighed).
  • Patienter ikke får den information, de har behov for – når de har behov for det – samt når sundhedspersonale tilbageholder eller begrænser den viden, patienterne har ret til (f.eks. når underviseren kun formidler den viden, som forventes at medføre adfærdsændring, eller når sundhedspersonalet forventer, at visse grupper patienter er ude af stand til at gennemføre patientuddannelse).
  • Sundhedspersonale manipulerer med patientens forventninger til behandlingens effekt i situationer, hvor behandlingens udbytte er usikkert (når patienten er modløs efter en ulykke, og sundhedspersonalet for at motivere ham skitserer mere positive udsigter, end der er belæg for).
  • Underviseren kræver identitetsforandring hos patienten uden hans tilladelse (når underviseren forventer medicinsk komplians uden at undersøge, om patienten kan og har lyst til at efterleve rådene i hans givne livssituation).

Når patientskoler skaber ulighed

Et mål i den danske regerings nationale mål og strategier for folkesundheden er at reducere den sociale ulighed i sundhed (8). Redman påpeger, at patientuddannelse skaber social ulighed i sundhed i USA, da lavere socialgrupper, etniske minoriteter og ældre sjældent rekrutteres til eller gennemfører patientuddannelse (4).

I Danmark finder de kronisk syge vej til patientuddannelserne via egen læge, hospitalet, patientforeninger eller opslag, men ikke alle fristes til at deltage. Sundhedsstyrelsen er opmærksom på problemet: ”De personer med kronisk sygdom, som har mest brug for støtte og ”empowerment”, fravælger oftere patientuddannelsesforløb, falder fra undervejs eller rapporterer om mindre tilfredshed og udbytte af forløbet” (1).

Men en enkelt model for patientuddannelse i Danmark er bedre til at ramme bredt: en årsrapport fra 2009 om den generelle patientuddannelse i Danmark CDSMP viser, at der her er større succes med at rekruttere deltagere på tværs af uddannelsesniveauer (7). Det ser ud til, at uddannelsesforløb med kronisk syge personer som instruktører har en bredere social appel. Og det kunne gøre CDSMP til et metodisk foregangseksempel for andre patientuddannelser i Danmark. Men også CDSMP-uddannelserne møder udfordringer, når det gælder rekruttering af mænd og etniske minoriteter.

Flere tiltag er nu sat i gang i Danmark: Komitéen for Sundhedsoplysning arbejder på CDSMP-uddannelse med mænd som målgruppe, og på Nørrebro varetager instruktører af arabisk eller pakistansk herkomst CDSMP-uddannelsesforløb for at appellere til deltagere med samme etnicitet eller sprog.

Undersøgelser af amerikanske forhold viser, at ressourcesvage og etniske minoriteter kan opnå stort udbytte af patientuddannelse, men at indsatsen kræver længere tid og anderledes metoder (4). En af de etiske faldgruber i patientuddannelse er netop, når visse grupper ikke har adgang til samme viden som andre. Med afsæt i erfaringerne fra USA bør indsatsen skærpes for at rekruttere samfundets sårbare minoriteter og tilpasse en uddannelsesindsats til dem – hvis målet er at fremme den danske lighed i sundhed.

Retningslinjer skal sikre kvalitet

Hvis patientuddannelse skal styrke lighed i sundhed, skal der ifølge Redman formuleres fælles retningslinjer for rekruttering til patientskoler og særlige tilbud til sårbare minoriteter i samfundet. Desuden er det afgørende, at uddannelsesmodellen øger deltagernes self-efficacy. For at kende patientuddannelsernes sande effekt er det nødvendigt at måle både de positive resultater og skadevirkningerne (4,9).

Den patientuddannelse i Danmark, der kommer tættest på at opfylde Redmans etiske krav, er CDSMP, hvor kronisk syge personer underviser andre kronisk syge, hvor den enkeltes værdier og tanker er i fokus, og hvor målinger på self-efficacy er en selvfølge. Ud fra Redmans anbefalinger kunne andre danske patientuddannelser hente inspiration i CDSMP med henblik på at gavne det kronisk syge menneske, de pårørende, sundhedssektoren og samfundet.

Denne er den sidste af i alt to artikler om patientuddannelse. Den første artikel, ”Patientuddannelse i Danmark anno 2010”, blev bragt i Sygeplejersken nr. 18/2010.

Litteratur

  1. Sundhedsstyrelsen 2009. Patientuddannelse – en medicinsk teknologivurdering.
  2. Kronisk hjemmearbejde. Sociale håb, dilemmaer og konflikter i hjemmearbejdsnarrativer i Uganda, Danmark og USA. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund 2008;9.
  3. Bergmann, M. En hel pose piratos – må man det? – et speciale om diabetesundervisningen på Sundhedscenter Østerbro. Roskilde Universitet 2009.
  4. Redman BK. Accountability for patient self-management of chronic conditions; ethical analysis and a proposal. Chronic Illness 2007;3:88-95.
  5. Redman BK. When is Patient Education Unethical? Nursing Ethics 2008;15:813-20
  6. Redman BK. The Ethics of Self-management Preparation for Chronic Illness. Nursing Ethics 2005;12:360-8.
  7. Komitéen for Sundhedsoplysning 2007. Evidens for Chronic Disease Management Program – dokumentation af effekt og omkostninger. Et systematisk litteraturstudie.
  8. Regeringen 2002. Sund hele livet – de nationale mål og strategier for folkesundheden 2002-2010.
  9. Redman BK. Responsibility for control; ethics of patient preparation for self-management of chronic disease. Bioethics 2007;21:243-50.
English Abstracht

Storm IMS. Ethics in patient education. Sygeplejersken 2010;(19):62-5.

The article presents a critical view of patient education and discusses the following issues: How can patient education harm the self image of patients? Is it possible that the nurse, as a healthy individual and health expert, may function as a role model for patients undergoing education? And how can patient education contribute to risk of increased social inequality? The article takes as its starting point qualitative Danish studies and American nurse and bioethnicist, Barbara K Redman's proposal for an ethical framework for patient education.

Key words: patient education, chronic illness, ethics, inequality, patient responsibility, compliance.

Emneord: 
Patient
Uddannelse
Etik