Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika?

Resumé

Laugesen C, Vilstrup DL. Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika? Sygeplejersken 2015;(2):84-7

Incitamentet til at skrive denne artikel er de kritiske holdninger, man kan møde, når studerende tager på udviklingsophold i udviklingslande. Artiklens formål er at belyse lærings- og udviklingsaspekter ved et udvekslingsophold i Uganda.
Idet forfatterne er forskellige steder i deres karriere, belyses udvekslingsopholdet fra to vinkler. Den ene vinkel er den erfarne sygeplejerske og lektors, den anden er den 6. modul-sygeplejestuderendes. Lektor og studerende var af sted sammen og indgik i hospitalets sygepleje og kultur på lige fod. Det har medført en omfattende dialog om den læring, der finder sted før, under og efter opholdet, og det er dele af denne dialog, artiklen tager udgangspunkt i.
Artiklen belyser nogle af de læringsaspekter, der er forbundet med et udviklingsophold, og tager udgangspunkt i personlige oplevelser understøttet af teorier. Der lægges især fokus på det at lære i og af elendighed samt at forholde sig til og reflektere over egen praksis og professionsidentitet.
Den samlede konklusion er, at et udvekslingsophold i Afrika kræver meget på det personlige plan, men også at opholdet har potentiale til at udvikle sygeplejefagligheden.

Nøgleord: Afrika, læring, sygeplejestuderende, udveksling, Uganda, underviser.

Som sygeplejestuderende og lektor har vi mødt forskellige forestillinger om læringspotentialet ved udveksling i Afrika. Det strækker sig fra, at det kvalificerer den enkelte studerende, til at studerende ikke lærer noget, der er anvendeligt i en dansk kontekst, og at nyuddannede, som har taget en del af uddannelsen i et afrikansk land, har vanskeligt ved efterfølgende at få job.

Det er regeringens vision, at flere studerende skal tage dele af deres uddannelse i udlandet, bl.a. fordi Danmark skal være et åbent samfund, hvor befolkningen tager medansvar og bidrager til løsninger relateret til den globale udvikling og de udfordringer, der er (1). Store dele af visionen fokuserer på et vestligt samarbejde. Forskning viser, at studerende får kompetencer til at agere i internationale miljøer, får sat national kultur i perspektiv og udviser større omtanke i forhold til de værdier, de er bærere af (2). Lignende undersøgelser mangler i forhold til læringspotentiale i udviklingslande.

Afrika_2
Caption 
Stræk er standard-behandlingen for opererede brud på kirurgisk afsnit på hospitalet i Jinja.  Selve trækket består af gamle cementblokke fundet rundt omkring og bundet op i snor.
Attribution 
Privatfoto.


Andelen af studerende på professionsbachelorniveau, som tager på udveksling i Afrika, udgør ca. 10 pct. af det samlede antal studerende på udveksling (3). I 2013 tog 71 sygeplejestuderende fra Professionshøjskolen Metropol til Afrika via Mellemfolkeligt Samvirke.

Der er derfor behov for at diskutere udveksling i Afrika og ikke kun i vestlige lande, og vi ønsker i denne artikel at bidrage til diskussionen om potentialet ved udveksling i Uganda. Artiklen tager afsæt i muligheden for at arbejde og studere side om side i seks uger på et hospital i Jinja, Uganda.

Cathrine studerede på modul 6 og var en ud af seks danske sygeplejestuderende, Dorte var der som frivillig basissygeplejerske med orlov fra arbejdet som lektor på Metropol. Professionshøjskolen ydede økonomisk tilskud med henblik på afholdelse af studiesamtaler og besøg hos mulige partnere.

Vi har mange oplevelser og overvejelser med hjem, men det, der har fyldt meget, er at lære og at arbejde på et hospital fyldt af elendighed. Når vi bruger ordet elendighed, handler det både om manglende ressourcer og om en tilstand, hvor de få sundhedspersoner, der er, næsten har opgivet at gøre tingene bedre. Samtidig har det haft stor betydning dagligt at skulle forholde sig til egen faglighed og identitet, hvorfor denne artikel primært fokuserer på disse elementer. De pædagogiske og didaktiske overvejelser, som specielt Dorte har haft undervejs, er væsentlig nedtonet.

Afrika_3
Også på børneafdelingen ligger patienterne tæt. Oftest deles to-tre børn om én seng. Her superviseres der i palpation af pigens milt.
Privatfoto.

At lære af elendighed
Hospitalet i Jinja er det regionale hospital og et af de største af slagsen i Uganda. I 2011 var der 432 sengepladser, der blev indlagt 25.456 patienter og behandlet 156.205 patienter i de tilknyttede ambulatorier (4).

Hospitalet huser stort set alle specialer, men har kun ét ultralydsapparat og ét røntgenapparat til rådighed. Muligheden for biokemiske prøver er begrænset, og der er ikke udstyr til EKG. Iltbehandling kan man ikke få, og det varierer, hvorvidt der er udstyr til kontrol af blodsukker og hiv.

Patienterne er placeret i store rum i rustne senge uden vinduer eller myggenet og på gulve, som mange steder er slidt ned til fundamentet. Det er vanskeligt at holde fast i basale hygiejniske prin-cipper, da patienterne selv skal købe sæbe, og der ofte kun er én håndvask på afdelingen.

Under de forhold er det relevant at diskutere læringspotentialet og risikoen for fejllæring for en dansk sygeplejestuderende. I stedet for fejllæring oplevede vi, at læring bar præg af refleksion over, hvad de og vi gjorde, hvorfor og hvornår. Cathrine endte med selv at kunne tænke sig frem til den korrekte hygiejniske teknik ved PVK, kateter og NGS-anlæggelse uden sprit, sæbe eller plaster til at fiksere PVK.

Cathrine har evnen til at reflektere og fik derfor mulighed for at agere langt mere selvstændigt og tage større ansvar, end man forventer af en modul 6-studerende. Derfor er de personlige og faglige forudsætninger afgørende for læringen i en afrikansk kontekst (2).

At lære af elendighed handler om, at man får lov at forholde sig kritisk til et andet sundhedssystem, hvilket medfører en større interkulturel forståelse. Vi kan nikke genkendende til europæisk forskning, der viser, at national kultur bliver sat i perspektiv, og at man virkelig lærer at tænke over egne værdier (2).

Meget af det, man oplever, kan man ikke forberede sig på, hverken som sygeplejerske eller studerende. Små børn med maver så store som balloner, dødssyge af malaria og fejlernæring med blikke uden liv, eller kvinder som dør under fødsel, fordi der ikke altid er mulighed for akut kejsersnit eller blodtransfusion. Som reaktion på realiteterne ender man i stedet med at blive socialiseret ind i plejesituationer præget af magtesløshed.

Magtesløsheden er en del af elendigheden og dermed en del af læringsprocessen. F.eks. fandt vi, at vi trak på skuldrene, når man igen skulle diskutere med en sygeplejerske, hvorfor den ene patient godt kan få anlagt kateter med afdelingens udstyr, når patienten i nabosengen ikke kan. Måske skyldes det, at sygeplejersken er uvenner med familien, eller at denne ikke har penge til bestikkelse.

Der er megen erkendelse i at blive vred og frustreret over beslutninger i sygeplejen, og man lærer at skelne skidt fra kanel, forstået sådan at vi lærte meget af ikke at have indflydelse, men at vælge vores kampe og blive bevidste om, hvad der virkelig har betydning for patienterne og egen faglighed. At blive en del af elendigheden betyder også større interkulturel forståelse.

Afrika_1
En lille dreng stetoskoperes på børneafdelingen på Jinja Regional Referral Hospital. Sygeplejerskens opgaver er noget anderledes i Uganda end i Danmark.
Privatfoto.
Ikke én rigtig måde at yde sygepleje på
Fordi vi blev integreret i plejen, mener vi, at vi blev bedre til altid at se en sag fra flere sider. For patienterne oplevede nødvendigvis ikke den omtalte forskelsbehandling som uretfærdig på samme måde som os. Man lærer, at der ikke nødvendigvis altid kun er én rigtig måde at udøve sygepleje på, og det er måske sundt for dansk sygepleje, hvor man groft sagt har en retningslinje for alt, hvad man gør. Ikke, at vi angriber retningslinjernes berettigelse, men man kan sige, at de kompromitterer evnen til improvisation, der bl.a. handler om evnen til kreativt at bruge den teoretiske og tekniske viden i den virkelighed, man står i (6). Dermed ikke sagt, at man ikke lærer det i Danmark, evnen bliver bare mere tydelig i Afrika.

I en afrikansk kontekst bliver læringen båret af hele tiden at komme til kort, hvilket Benner et al. mener er centralt, når sygeplejersker skal uddannes (7). Cathrine oplevede ofte situationer, hvor hun følte sig helt på bar bund. F.eks. lykkedes det, trods begrænset viden, at rense og forbinde alvorlige brandsår hos en ung kvinde med selvgjort vaselinegaze og egen sterilisering af instrumenter, samtidig med at den unge pige ikke kunne smertedækkes.

Cathrine erkendte i situationen, at det havde lange udsigter, før nogen kunne tage sig af brandofferet, og at risikoen for infektion i sårene var stor. Disse forhold medførte improvisation og handling og efterfølgende refleksion og læring. Man får også øvet sit kliniske blik, fordi der ikke altid er adgang til termometre eller blodsukkerapparater.

Men hvordan lærer vi så, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og hvilke elementer der skal integreres eller er uhensigtsmæssige? Intet svar er dækkende, og det skal medtænkes, at megen læring sker efter hjemkomst. F.eks. har det optaget Cathrine, om det var ansvarligt at anlægge kateter str. 18 på en akut syg dreng med urinretention. I Danmark nej. Men den solskinsdag i marts i Øst-uganda var der ikke andre muligheder, og familien havde ikke råd til at købe et andet kateter.

Cathrine var bevidst om, at hun havde påført drengen unødvendig smerte, men også at hun havde handlet i hans bedste interesse ud fra forudsætningerne. I de situationer så Dorte tydeligt, hvordan studerende fik sat etik, patientsikkerhed, omsorg, kompleks sygepleje, ansvar og pligter som sygeplejerske på dagsordenen på en anden måde end studerende i Danmark.

Professionsidentitet sat på spidsen
I kølvandet på elendigheden bliver professionsidentiteten sat på spidsen, fordi sygeplejen i Uganda er anderledes end den danske. Det er langt hen ad vejen forståeligt, hvis man inddrager kultur og vilkår for udførelse af sygepleje, men i andre tilfælde handler det også om, at de sygeplejersker, vi mødte, var afmægtige.

Sygeplejerskernes opgave bestod primært i medicinadministration, når medicinen var tilgængelig, og i tekniske procedurer. Derudover havde de en del administrative opgaver. Det var ikke sygeplejerskerne, der sørgede for personlig pleje, og vi oplevede kun sjældent, at sygeplejersker vejledte patienter i f.eks. håndtering af hygiejne eller kroniske lidelser. Blev en patient indlagt med diabetes, kunne han komme tilbage om torsdagen, sidde i kø hele dagen og måske få en samtale om, hvordan man lever med diabetes.

På samme måde blev pårørende ej heller vejledt i plejen af nasogastriske sonder. Sonderne blev anlagt af en sygeplejerske, men de pårørende måtte selv finde ud af, hvad der skulle i den og hvordan, hvilket i flere tilfælde havde fatale konsekvenser. Eksemplerne illustrerer, at de ugandiske sygeplejersker, vi arbejdede med, ikke så det som en kerneydelse at vejlede. Den kommunikative og relationelle del af sygeplejen så ikke ud til at være central på samme måde som i Danmark, hvilket satte vores professionsidentitet i perspektiv.

Omsorgen, som er en anden del af vores professionsidentitet, var tilsvarende vanskelig at få øje på. F.eks. oplevede vi, at en afdelingssygeplejerske startede dagen med at skælde patienter og pårørende ud. Efterfølgende bebrejdede hun offentligt de pårørende til en afdød kvinde, som lå i sengen på sengestuen, at de ikke havde fået fjernet liget. Her stod manden og sønnen så med dukkede nakker og måtte finde på en løsning.

De slæbte afdøde gennem afdelingen, dækkede hende til med et lagen og satte hende mellem sig på motorcyklen for at få hende hjem til landsbyen. Det er en frygtelig barsk oplevelse at være vidne til uden at have mulighed for at handle. Senere har vi oplevet denne praksis flere gange og kan godt forstå den ud fra de forhold, som en almindelig ugandisk borger har.
Der er ikke tvivl om, at mange af sygeplejerskerne handler i afmagt i et korrupt sundhedsvæsen, hvor de end ikke er sikre på, at lønnen bliver udbetalt, og hvor de er nødt til at finde smuthuller for at forsørge sig selv og familien. Vi har derfor set korruption i forskellige afskygninger, hvilket ikke er et ukendt fænomen (8).

Man udfordres i at forholde sig kritisk og at tænke udvikling af sygeplejen. At udvikle sygeplejen og reflektere over egen praksis havde vi ikke mulighed for at gøre i samarbejde med de ugandiske sygeplejersker, for det var ikke en del af kulturen.
På samme måde blev teori ikke italesat. Derfor var det interessant som underviser at opleve studerende italesætte vigtigheden af teori. Cathrine oplevede, at manglen på teori i praksis gjorde, at hun blev mere bevidst om brugen af teori, som ellers i et studenterperspektiv opleves som implicit.

Årsagen til, at det pludselig bliver nødvendigt at italesætte teorierne, er måske, at patient-sygeplejerske-forholdet er mangelfuldt i Uganda. Dette er også et område, befolkningen i Uganda kritiserer sundhedsvæsenet for (6). Det bliver derfor tydeligt, at selvom ressourcerne er sparsomme og forholdene forfærdelige, kan man som sygeplejerske stadig gøre en medmenneskelig forskel.

At lære i en praksis, hvor man hele tiden skal forholde sig til sin faglige identitet, være kritisk og reflektere på en anden måde, mener vi har en enorm værdi for læring og ikke mindst udviklingen af sygeplejen.

Man vokser med opgaven
Vi har forsøgt at fremstille en brøkdel af det, vi mener, man kan lære i Afrika. Det er vigtigt at understrege, at der altid er en risiko for ikke at lære noget, ligegyldigt hvor man studerer. Det handler om selvstændighed og ansvar. Vores påstand er, at det kræver, at man tager større ansvar, hvis man skal lære noget fagligt i Afrika. På et dansk hospital har de studerende kliniske vejledere at støtte sig til.

Det er ikke tilfældet i Uganda. Her er den studerende heldig, hvis en uddannet sygeplejerske viser en procedure, inden man selv skal foretage den. Refleksion oplevede vi som fraværende, og at det kun er på en god dag, læringsprincippet ”see one, do one, teach one” bliver anvendt. Langt de fleste dage må de studerende lære af hinanden, hvilket ikke altid spænder godt af. Den ugandiske didaktiske tilgang er imidlertid en helt anden historie.

Vi må konstatere, at det er rigtigt, at man ikke lærer det samme, som hvis man blev i Danmark, men at den læring, man får i Afrika, ikke fås andre steder. Den kan efter vores overbevisning kun være med til at kvalificere den enkelte sygeplejerske og studerende på mange niveauer.

Cathrine har derfor nu en klar opfattelse af, at alle de udfordringer og forandringer i den studiemæssige hverdag i Afrika bevirker, at man vokser med opgaven. Man kan godt få vejledning, men man skal kæmpe for den, og man står hovedsageligt til regnskab for sig selv. Cathrines postulat er, at vil man lære, kan man lære meget, men man skal have modet til at tage adgang til læringsfeltet.

At være på udveksling i Afrika modner én som sygeplejerske, som studerende og som menneske. Man bliver mere selvstændig, ansvarlig og ikke mindst reflekterende, specielt i forhold til betydningen af kultur. Selvom der ikke findes forskning, der belyser potentialet for at studere sygepleje i Afrika, findes der fortællinger, som bekræfter vores konklusioner (9). Det er vores håb, at den forskning vil se dagens lys med tiden – vi vil gerne bidrage til processen – for det er i sandhed en oplevelse for livet at yde sygepleje i Afrika.

Cathrine Laugesen, sygeplejestuderende, Professionshøjskolen Metropol; Cathrinelauge@gmail.com
Dorte L. Vilstrup, sygeplejerske, cand.scient.san., lektor, Professionshøjskolen Metropol, Institut for sygepleje


Litteratur

  1. Regeringen 2013. Øget indsigt gennem globalt udsyn – flere studerende på studieophold i udlandet, styrkede internationale læringsmiljøer og bedre fremmedsprogskompetencer. www.ufm.dk > publikationer > 2013 > søg: øget indsigt. Link: http://ufm.dk/publikationer/2013/filer-2013/oget-indsigt-gennem-globalt-udsyn-1.pdf
  2. Ernlund MS. Mødet med det fremmede – En kvalitativ undersøgelse af professionsbachelor-studerendes motivationer og erfaringer ifm. international mobilitet. Ph.d.-afhandling. Syddansk Universitet 2014.
  3. Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse. Mobilitetsstatistik for de videregående uddannelser 2011/12; 2013.
  4. USAID. Sustainuganda.org > supported hospitals > click here for accessible content > Jinja Regional Referral Hospital. Link: http://sustainuganda.org/content/jinja-regional-referral-hospital
  5. Kristensen S. Learning by leaving – Placements abroad as a didactic tool in the context of vocational education and training in Europe. Cedefop Reference series; 55. Luxembourg: Office for Official Publications of the European Communities; 2004.
  6. Martin HM. Improvisation. Tidsskriftet Antropologi 2005/2006; 51.
  7. Benner P et al. Educating nurses – a Call for Radical Transformation. The Carnegie Founda-tion for the Advancement of Teaching. Jossey-Bass 2010.
  8. Martin HM. Nursing contradictions – Ideals and improvisation in Uganda. AMB Diemen; 2009.
  9. Ware SD et al.: Two worlds apart: experiential learning in Ghana. National Black Nurses´ Association (U.S.) Journal of National Black Nurses´ Association 2009;(20):66-71.
English abstract

Laugesen C, Vilstrup DL. Can you really learn nursing in Africa? Sygeplejersken 2015;(2):84-7.

The impetus for writing this article is the critical attitudes one sometimes encounters when students undertake electives in developing countries. The article aims to shed light on learning and developmental aspects of an elective stay in Uganda.
Since the authors are at different points in their careers, the elective stays are approached from two angles. The one angle is that of the experienced nurse and educator, the other is that of module 6 nursing students. The lecturers and nursing students were on the same elective and experienced the hospital’s nursing model and culture on an equal footing. This has resulted in an extensive dialogue about the learning that takes place before, during and after the stay, and it is part of the dialogue upon which this article is based.
This article highlights some of the learning aspects associated with an elective stay, and are based on personal experiences supported by theories. Particular focus is placed on learning in and from squalid conditions, and adhering to and reflecting on one’s own practice and professional identity.
The conclusion is, that elective stays in Africa are highly demanding on a personal level, but also that such electives have great potential to develop nursing knowledge

Keywords: Africa, learning, nursing students, exchange, Uganda, teacher.

En sygeplejestuderende og en lektor tog turen til et hospital i Jinja, Uganda. Udvekslingsopholdet gav mange vinkler på egen og ugandisk sygepleje, og konklusionen er, at man godt kan blive god til at reflektere og improvisere på trods af fattigdom, korruption og mangel på basisudstyr.
84-87
2015
2
Fag
Refleksion
Udviklingsland
Undervisning
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Magazine tags  Fag Web article 

Hjælp mindst muligt

a_low_oploeft
Alle fotos: Privatfoto

a_low_alexMasanga hospital ligger i en lille landsby midt i det vestafrikanske land Sierra Leone. Landet har været hærget af borgerkrig, og store dele af sundhedsvæsnet ligger derfor i ruiner. Den danske speciallæge Peter Bo Jørgensen stiftede i 2005 foreningen Masanga, der har til formål at rehabilitere og drive Masanga hospital (1). Foreningen er udelukkende drevet af frivillige, både i Danmark og i Sierra Leone.
I 2013 tog jeg til Masanga for at arbejde med sygeplejen på hospitalet. Jeg havde nogle klare idéer om, hvad jeg kunne bidrage med, og hvordan jeg ville gribe arbejdet an. Jeg er nu efter seks måneder vendt hjem med et langt mere nuanceret perspektiv på kommunikation, udviklingsarbejde og sygepleje.
 

a_low_hold

Motivation og anerkendelse

Det gik hurtigt op for mig, at sygeplejepersonalet på hospitalet ikke blot manglede faglig viden, de manglede i høj grad også motivation i deres arbejde. Begrebet faglig stolthed dukkede igen og igen op i mine tanker, og jeg tror, at jeg for første gang virkelig forstod, hvad begrebet indebærer. Jeg oplevede personale, der ikke satte sig ind i, hvilke patienter der var i deres afdeling, ikke tjekkede op på medicingivning og ikke reagerede på alarmerende værdier hos patienterne. Hvor var deres faglige stolthed, ansvarsfølelse og empati? Det stod klart for mig, at her lå hospitalets og personalets virkelige udfordring, og at det var det, jeg skulle arbejde med. Gennem kulturelt tilpassede medarbejderudviklingssamtaler (MUS) forsøgte jeg at vække disse essentielle sygeplejeegenskaber hos personalet. a_low_lokal

Bæredygtig hjælp

Havde jeg befundet mig på et dansk hospital, ville jeg blot have gået i gang med at indkalde personalet til samtaler. Alt arbejde i Masangaprojektet har imidlertid fokus på bæredygtighed, dvs. at der arbejdes med henblik på, at lokalbefolkningen med tiden skal overtage al drift af hospitalet. I stedet for selv at afholde MUS introducerede jeg derfor den lokale afdelingssygeplejerske for den anerkendende spørgeteknik. Sammen udviklede vi de konkrete spørgsmål, han skulle stille sine medarbejdere til samtalerne. Vi arbejdede på, a_low_teambuildinghvordan han gennem anerkendelse og inddragelse kunne motivere hver enkelt medarbejder. Han var en empatisk og klog kommunikator, og jeg følte en stor glæde ved at se, hvordan han lyttede til sine medarbejdere og fandt hver enkelt persons stærke sider frem. Det vil sandsynligvis tage flere år at ændre på det sygeplejefaglige personales motivation og ansvarsfølelse. Men sammen tog vi det første vigtige skridt og fik sat fokus på emnet.
 

Hjælp mindst muligt

Ligegyldigt hvor i verden man arbejder med udvikling, er det et centralt spørgsmål, hvor meget man kan og skal hjælpe. Skal den sygeplejestuderende have hjælp? Og hvor meget skal hun selv finde ud af? Hvor mange gode råd skal man give en patient i krise? Og hvor meget skal man i det hele taget hjælpe et udviklingsland? Underviser og sygehuspræst Bent Falk skriver, at man skal give mindst mulig hjælp (2). Man skal kun gøre det, der er nødvendigt, gør man mere, risikerer man at tage handlemulighederne fra dem,

Billedtekster - fra oven

1) Alex er født med misdannede arme. Han er blevet opereret for at få rettet sine håndled ud. Efterfølgende var han indlagt i mange måneder med gentagne infektioner i operationssåret.

2) Mig og det hold sygeplejestuderende, som jeg underviste et par gange om ugen.

3) En lokal sygeplejerske underviser de sygeplejestuderende på akut-modtagelsen.

4) Et af de motiverende projekter var en teambuilding-dag for de ansatte. Her laver vi en stafet, hvor man bl.a. skal måle puls. 

Klik på hvert enkelt foto for at se det i større gengivelse. 

man hjælper. Det beskriver meget præcist de oplevelser, jeg har fået af at arbejde med udvikling i Masanga. Der er en fin balance mellem at hjælpe ved at overtage arbejdet og derved fjerne handlemulighederne samt ansvarsfølelsen fra lokalbefolkningen, og at hjælpe ved at fungere som katalysator i projekter initieret af lokalbefolkningen.

Som sygeplejerske opfatter jeg dette som noget af det mest vanskelige, men når det lykkes, og den, man forsøger at hjælpe, blomstrer op og tager ansvar for sit eget liv, er det det hele værd.

Fire uger inden jeg skulle rejse hjem, havde jeg netop sådan en oplevelse. En af de lokale sygeplejersker kom med den idé, at vi skulle lave en sygeplejesammenslutning. Formålet skulle være at styrke sygeplejerskernes identitet på hospitalet og skabe et forum for vidensudveksling og en platform, hvor idéer til fremtidige danske frivilliges projekter kan tage form.

På den måde skabes projekterne lokalt og ikke i Danmark. Idéen var genial. Det, at den ikke kom fra mig, gjorde den blot endnu bedre. Hurtigt fik vi stablet et møde på benene, og vi begyndte at skrive vedtægter for sammenslutningen.
Efter min hjemrejse er to nye frivillige danske sygeplejersker taget til Masanga. De arbejder nu videre i samarbejde med de lokale sygeplejersker om sygeplejesammenslutningen.
 

Mine nye kompetencer

Jeg arbejder til daglig på en neonatalafdeling og møder her mange forældre i krise. Jeg er sikker på, at mine mange overvejelser om, hvordan og hvor meget man skal hjælpe, vil komme mig til gode her. Jeg forestiller mig, at jeg bedre vil kunne håndtere disse forældres situation og blot være til stede i relationen frem for at forsøge at komme med løsninger på deres til tider meningsløse situationer.

Litteratur

  1. www.masanga.dk eller https://www.facebook.com/MasangaCreatingLife
  2. Falk B. At være der hvor du er. København: Nyt Nordisk Forlag, 2010.
Hjælp til selvhjælp bliver konkretiseret for en sygeplejerske under et besøg i Afrika. Hun benytter sin nye og grundfæstede viden i arbejdet som sygeplejerske på en neonatalafdeling efter at være kommet hjem.
62-64
2014
9
Faglig information
Udviklingsland
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Handel med fupmedicin - et globalt problem

SY-2011-06-28-1xxxArkivfoto: PhotoAlto

Forestil dig dette scenarie: Du bor i et fattigt land, hvor der ikke er adgang til sundhedsydelser og meget langt mellem lægerne. Dit barn er dødssygt af malaria, og du går på markedet for at købe medicin, som du håber kan redde dets liv.

Pillerne i den fine pakning er i bedste fald virkningsløse, i værste fald kan de være fyldt med rottegift, cement, talkum, knuste mursten, pollen, skosværte, bagepulver eller pesticider. Den flotte farve kan stamme fra blyholdig vejmaling.

Forestil dig det ramaskrig, der ville lyde i den vestlige verden, hvis blot ét sygt barn døde, fordi forældrene havde givet barnet rottegift i stedet for, hvad de troede var livreddende medicin.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er mellem 30 og 60 pct. af al medicin solgt i Afrika og Sydøstasien forfalsket.

Handlen med forfalsket medicin er i stærk stigning verden over, men især i de fattigste lande. Det er et problem, der lever i det skjulte herhjemme, måske fordi det ikke har ramt os i særlig høj grad. Endnu.

Malaria- og tuberkulosemedicin er blandt sællerterne på forbrydernes produktliste. Ofte indeholder medicinen en smule af det aktive stof, men ikke nok til at slå bakterierne ihjel. Det betyder, at parasitter og bakterier kan udvikle resistens, som især er et problem med malaria- og tuberkulosemedicin. I 49 lande over hele verden har man fundet en ekstremt resistent stamme, XDR-TB, som ikke kan behandles med gængse former for antibiotika.

WHO anslår, at forfalsket malaria- og tuberkulosemedicin hvert år koster omkring 700.000 mennesker livet.

Ulandenes apotek

Fupmedicin bliver fremstillet i baghaver, køkkener, garager og kældre. Indien og Kina er de største producenter, og Indien bliver ligefrem kaldt ”ulandenes apotek”.  Det er en guldgrube, fordi produktionsomkostningerne er lave og risikoen lille – en ren foræring til kriminelle bander, som tjener mere på handlen med forfalsket medicin end på kvinder og narkotika.

Ifølge den internationale politiorganisation Interpol får organiseret kriminalitet og terrornetværk i stigende grad finansieret deres aktiviteter gennem handel med forfalsket medicin. Interpol siger, at det er de samme netværk, der smugler våben og narko.

Der er tale om astronomiske profitter. Det amerikanske Center for Medicine in the Public Interest anslår, at handlen med fupmedicin indbragte 75 mia. dollars i 2010. Det er et konservativt tal, og mange mener, det er langt højere, men ingen har det fulde overblik over omfanget, da det er uhyre vanskeligt at skaffe pålidelige tal og meget lidt forskning på området.

Af samme grund ved man heller ikke, hvor mange mennesker der bliver slået ihjel af fupmedicin hvert år, men det løber op i millioner blandt verdens mest sårbare grupper.

Organiseret kriminalitet

Det er verdens mindst udviklede lande, der lider mest under problemet, men ironisk nok begyndte det i den rige verden, da internettet eksploderede i 1990’erne, og livsstilsmedicin blev almindelig. Fluks skød en stribe såkaldte internetapoteker op, som tilbød receptpligtig medicin diskret, billigt og ulovligt.

Salget af Viagra, steroider og slankemidler gik strygende på trods af, at halvdelen af de produkter, kunderne – også danske – købte, var forfalskede. Men idéen om, at det var let og ufarligt at sælge fupmedicin, spredte sig over hele verden, og nu er det kun 1 pct. af forfalsket medicin, der sælges i den vestlige verden, resten havner på markederne i verdens fattigste lande.

SKATs Task Force ”Varemærkeforfalskning” har et godt øje til den ulovlige medicin, som de finder i containere, postforsendelser, flyfragt og folks bagage. I 2009 tilbageholdt task forcen 7.890 medicinpakninger til en værdi af 342.134 euro.

”Endnu har vi ikke set forfalsket medicin i de legale distributionsled i Danmark, men man er naiv, hvis man tror, det ikke vil ske,” siger afdelingsleder Trine Dancygier fra SKATs Task Force.

”Handlen med forfalsket medicin er profitabel, og man kan frygte, at vi vil se mere af den herhjemme. Det er en bekymrende udvikling, fordi det involverer organiseret kriminalitet.”

Medicinalbranchen slår igen

Ikke alene er de menneskelige omkostninger enorme, men forfalsket medicin udgør også en trussel mod den farmaceutiske industri.

Den mest indlysende er tab af indtægter, men det går også ud over tilliden til deres produkter. Men efter en svag start er branchen gået ind i kampen mod falsknerne, og medicinalfirmaerne har forsøgt sig med forseglede pakninger, sikkerhedslabels og hologrammer. Men de har falsknerne lige i hælene, som lynhurtigt kan bestille de samme hologrammer i Kina. Og så er man lige vidt.

Senere er branchen gået over til mere sofistikerede løsninger som at forsyne pakningerne med tags, der kan udsende radiobølger, DNA-strenge, spektroskopi og skrabemærker med koder, der kan tjekkes via en mobiltelefon.

Ingen af disse metoder er 100 pct. sikre, og fremtidens løsning er et system, hvor hver enkelt pakning er forsynet med en unik stregkode, der kan aflæses elektronisk og sendes til en sikker database. Det er Frankrig begyndt at kræve på indført medicin, og andre lande er ved at følge efter.

Mangel på lovgivning

Det er svært at finde frem til bagmændene bag produktionen af fupmedicin, og det er endnu sværere at retsforfølge dem.  Det skyldes, at lovgivningen i de fleste lande ikke er gearet til at forfølge forbrydere, der arbejder internationalt.  Men mange eksperter, bl.a. Lægemiddelindustriforeningen, Lif, mener, at straffen for at sælge forfalskede lægemidler burde følge narkolovgivningen.

Men i Danmark er en forbruger, der er blevet skadet af forfalsket medicin, overladt til civilt søgsmål, og det er svært at finde ud af, hvem man skal anlægge sag imod. Chancen for at finde ud af, hvem der står bag, er minimal.

”Problemet med forfalsket medicin er et område, hvor vi som toldmyndighed har en berettigelse, fordi vi beskytter forbrugernes sundhed og sikkerhed. Vi betragter det som et højrisikoområde,” siger Trine Dancygier.

Kilder: IMPACT, Pharma Security Institute, WHO, Interpol, FDA, Europa-Parlamentet

Forfalsket medicin, der kan indeholde bremsevæske, skosværte og rottegift, slår hvert år millioner af mennesker ihjel, især i verdens fattigste lande. Fortjenesten er stor, risikoen lille, og kriminelle bander tjener formuer på handlen.
28-29
2011
6
Baggrund
Medicinhåndtering
Risiko
Udviklingsland
International sundhed
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

På besøg i en SOS-børneby i Laos

SY-2012-05-82-1b
Børn i en Hmong landsby hænger ud – der er ikke råd til at sende alle i skole. Foto: Maj-Britt Nørgaard Riget. 

Min faglighed har ligget i dvale i en del år, da mit daglige arbejde ikke er patientrelateret, men efter en tur til Laos må jeg erkende, at jeg er sygeplejerske med hud og hår. Jeg er blevet præget i en meget ung alder; jeg kan slet ikke lade være med at handle som sygeplejerske, når der er brug for det.

I september 2011 var jeg så heldig at få bevilget 10 ugers orlov fra mit konsulentjob i Danske Sundhedsorganisationers A-kasse (DSA).

Jeg havde besluttet, at Laos skulle udforskes. Men 10 uger i en liggestol var i overkanten, så jeg gik i gang med at kontakte forskellige hjælpeorganisationer for at høre, om der var en mulighed for at arbejde frivilligt.

Det var ikke så nemt, da langt de fleste havde trukket sig ud af landet, men SOS-børnebyerne er stadig aktive med ikke mindre end syv børnebyer fordelt i landet. Man kan ikke arbejde frivilligt for børnebyerne, men da jeg ringede til direktøren på hovedkontoret i Laos og spurgte, om de havde brug for hjælp, sagde han ja tak: ”En sygeplejerske kan man altid bruge. Men du skal tage til Sam Neua, som ligger langt nordpå.

Der er koldt, og det tager 24 timer i bus at komme derop. Der er ikke ret mange, der kan engelsk, så du bliver nok ensom. Du skal selv betale for opholdet. Har du stadig lyst?”
Det havde jeg.

Tjek Google Earth

Sam Neua er en by, der ligger langt væk fra alting i et meget bjergrigt område i 1.200 meters højde. Det er hovedstaden i Hua Phan-provinsen. En stor by med ca. 50.000 indbyggere og i hundredvis af små landsbyer, hvor der er fra 20-60 huse i hver by. Tjek Google Earth og se på byen, den er fuldstændig lige så ucharmerende, som den ser ud. Alligevel tilbragte jeg seks fantastiske uger i denne afsides provins (se boks 1). 

Boks 1: Fakta om Laos

LaosLaos, eller ”Den Demokratiske Folkerepublik Laos”, som er landets officielle betegnelse, er en kommunistisk stat i det bjergrige indlandsområde i det sydøstlige Asien.

Laos opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1949 og er det eneste land i Sydøstasien uden adgang til havet. Under Vietnam-krigen virkede laotisk territorium som bagland for Nordvietnams militær, og de østlige dele af landet blev sønderbombet af amerikanerne. Genopbygningen er foregået langsomt, og Laos er i begyndelsen af 2000-tallet blandt verdens fattigste lande. Store dele af befolkningen lever fortsat af selvforsyningslandbrug.

  • Areal: 236.800 km2
  • Indbyggertallet var i 2005 6.217.141
  • 21 pct. af befolkningen bor i byerne
  • Gennemsnitslevealderen: ca. 55 år
  • Antal læsekyndige: 69 pct.
  • Religion: overvejende buddhistisk.

I Dansk Røde Kors’ Skoletjenestes materiale kan man bl.a. læse, at:

  • omkring 350.000 laoter døde på grund af bomberne under Vietnamkrigen
  • over 100 laoter hvert år dør ved bombeulykker, og stadigt flere børn kommer galt af sted
  • Laos er det land i verden, som er blevet bombet mest pr. indbygger
  • amerikanske bombefly kastede en bombelast over Laos hvert 8. minut døgnet rundt i ni år
  • mineryddere fjerner over 65.000 bomber hvert år i Laos.

Børnebyen består af 10 huse. I hvert hus bor en ”mor” og 10 forældreløse børn. Desuden – som noget specielt i denne by – et projekt for ”malnutrition children”. De fejlernærede børn bor i to særlige huse med i alt 30 børn i alderen et til seks år.

Børnene har fået tilbudt et ophold, som kan vare fra 3-12 måneder. Det projekt blev jeg tilknyttet som frivillig.

Børnene i husene er fra fattige familier, der for langt de flestes vedkommende er fra en af de mange forskellige hmong-stammer.

En etnisk gruppe, der findes i Vietnam, Laos, Kina og Thailand. Der er ca. 47 forskellige stammer alene i Laos med eget sprog og egne traditioner. Det betyder, at børnene ikke forstår laotisk. Børnene kommer alle fra familier, der ikke har råd til at give dem mad, de er syge, ofte har de parasitter og forskellige hud- og infektionssygdomme.

Projektet har kørt i snart to år, så chefen for SOS-byen i Sam Neua er kendt. Han har været i hver eneste by mange gange. Alle byer har en ”village chief”.

Oplever han, at der er børn, der bliver forsømt, kontakter han bossen, mr. Daoheuang Phethpaseuth, i SOS-byen. 2-3 gange om måneden tager han på tur ud i landsbyerne for at tilse de børn, der måske skal have tilbud om et ophold i SOS-byen og for at se, hvordan det går med de børn, der har haft et ophold.

Bor i primitive huse

Hmong-folket bor i træhuse, som enten er bygget på pæle eller direkte på jorden. Tagene er lavet at stængler fra ris og bundet sammen til små neg, som man tækker huset med.

Det ser yndigt ud, men inden for er alt sodet til af røgen fra bålet i køkkenet, der altid brænder. Der er møgbeskidt, da der ikke er gulv i husene, så jorden støver op på alting. Der er et lag af mudder på de få møbler, der er i rummene. Indimellem ses guirlander af spindelvæv fyldt med støv og sod. Alting lugter af røg.

På vejene og alle andre steder render børnene rundt. Børn helt ned til toårsalderen går rundt alene, de etårige sidder på ryggen af de ældre søskende, som, når de er omkring fire år, godt kan gå rundt med en lille baby på ryggen. 

Vi så mange børn gå til og fra skole. Børnene skal have en skoleuniform og en skoletaske for at få lov til at gå i skole. Men når man ikke har råd til mad til sine børn, har man slet ikke råd til noget så ekstravagant som en skoleuniform. Derfor ser man mange børn i den skolepligtige alder rende rundt i byerne uden at foretage sig noget.

Hvis forældrene har råd til at sende børnene i skole, må de ofte gå et par timer hver vej. Skolegangen strækker sig over fem år. Derefter er det kun meget få, der er så heldige at kunne læse videre, og langt de fleste familier på landet er analfabeter.

SY-2012-05-82-1c
På besøg hos en misbrugsfamilie i en Hmong landsby.

Opium i piben

Jeg besøgte to familier, der begge havde haft børn i SOS i et år. Nu var børnene hjemme igen, og hvis det gik godt med børnene, ville familien få penge til mad.

Hos den ene familie sad mormor udenfor med sin datter og dennes to børn. Børnene var helt nøgne og møgbeskidte. Det ene barn havde en øjeninfektion. De havde begge tydelige tegn på fejlernæring; store tykke maver og tynde arme. Mor og mormor var heller ikke rene.

Farbroderen til børnene kom med sit barn, der så en smule sundere ud. Han kom lidt efter ilende med et glas og en meget beskidt kande indeholdende brunt vand. Laotisk gæstfrihed påbyder at servere noget, når der kommer gæster, uanset om man har råd eller ej. Heldigvis er der ingen, der siger, at man skal drikke det, man får tilbudt.

Det viste sig, at moderen var blevet skilt og flyttet fra børnenes far. Nu boede hun hos sine forældre. Det var ekstremt fattige risbønder. Måske havde de også en lille opiumsmark, for morfaderen var ekstremt tynd, og som bossen sagde: ”Det er tegn på, at han er misbruger.”

Morfaderen holdt sig da heller ikke tilbage. Da vi havde været på besøg i kort tid, gik han ind i huset og røg opium lige foran os. Jeg var i chok. Børnene led overlast i den familie, hvor der skete mindre end lidt, og man næsten ikke havde råd til mad.

Hos den anden familie gik det bedre. De havde et par børn på tre og to år. Moderen var højgravid. De boede mange i huset; et par ældre, mindst seks voksne og snart tre børn. Vi sagde bare hej, men blev indbudt til spisning senere. Det havde jeg det svært med. Vi kommer hos udsultede familier, og så skal vi sige ja til mad. Men sådan er laotisk gæstfrihed, fortæller de andre mig. Det ville være en fornærmelse at sige nej.

SY-2012-05-82-1eDe store børn passer de små, mens forældrene er på arbejde i rismarken.

Far og mor og børn

Når børnene har fået tilbud om at komme med i projektet, kommer forældrene selv og afleverer dem. De får deres rejse betalt. Børnene bliver undersøgt, vaccineret, får ormekur og bliver behandlet for de sygdomme, de i øvrigt måtte have pådraget sig.
Forældrene får betalt transporten, når de vil besøge deres børn. De fleste veje bliver ødelagt i regntiden, der er blot mudrede huller, hvor træer og store sten kæmper med menneskene om pladsen. Det kan godt tage op til to dage at transportere sig en tur som fra Holbæk til København. Derfor er der ikke så mange besøg. Der er også et arbejde, der skal passes. 12-14 timer i rismarken er ikke usædvanligt.

Forældrene kan til hver en tid forlange at få deres børn hjem. Når børnene har været tilknyttet projektet, kan forældrene hver tredje måned komme til læge/sygeplejersketjek i børnebyen. Hvis børnene stadig er i trivsel, får de udleveret penge til børnenes kost. Det er ganske vist sjældent, børnene er i trivsel, men ingen kan bære ikke at give penge, så familierne får dem, selvom de ikke opfylder kriterierne.

Da jeg blev præsenteret for projektet, tænkte jeg, de stakkels børn, de er alene, og de forstår ikke engang sproget. Det bliver dyrt i psykologhjælp. Men i Laos har man ikke råd til at tænke på psyken, her handler det om at overleve.

Lægen kunne ikke lægge et drop

Jeg hjalp med at undersøge børnene; veje måle, vaccinere og observere, hvordan de havde det.
Lægeuddannelsen i Laos er meget langt fra den uddannelse, vi kender i Danmark. Det betød, at jeg fik støvet mine kompetencer af.

Selvom det er længe siden, jeg har set en patient, blev jeg hidkaldt, når der skulle lægges et drop, for lægen kunne ikke rigtig finde ud af det. Øh, tænkte jeg, kan jeg det? Jeg er sundhedsplejerske. Men da valget stod mellem, at barnet blev indlagt, eller at jeg tog mig sammen, klarede jeg det.

Uden at have andet end mine øjne fik jeg diagnosticeret flere lungebetændelser, en myocarditis og en mellemørebetændelse. De har kun otoskoper på hospitalerne, lægen i SOS-byen ejede ikke et, så hun var meget uforstående over for, at øret kunne være et problem. Men efter at jeg havde insisteret på, at det nok måtte være tilfældet med et af børnene, blev barnet sendt på hospitalet og tjekket. Ganske rigtigt, det var ørerne, det var galt med.

Mange børn havde små infektioner på huden, specielt ved neglene og på hænder og fødder. Behandlingen var metylrosalin og ofte også penicillin. Jeg indførte behandling med sæbevandsbade tre gange dagligt med god effekt. Og ganske billigt.

SY-2012-05-82-1f
En fireårig pige, som har været i børnebyen i tre måneder.

Intet legetøj til børnene

I den periode børnene boede i byen, foretog de sig ikke ret meget. Der var næsten intet legetøj. Ca. 10 uægte legoklodser til deling imellem 15 børn. Dem fik de lov til at lege med en eller to gange om dagen. Så de kedede sig og sloges en hel del, hvis de da ikke sad og hang foran fjernsynet, der kørte konstant med amerikanske tegnefilm.

Alle voksne kvinder i Hua Phan-provinsen broderer. Broderierne sælges og skaffer på den måde familierne lidt ekstra indtægt. Jeg tænkte, at de små piger lige så godt kunne lære det nu som senere. Så har de noget at foretage sig. Jeg købte nåle og broderigarn, og ja, de kunne lære det, selv en fireårig.

Hun fattede det lynhurtigt, så i løbet af ganske kort tid kunne man se piger, der lå på en gynge, sad på en vippe eller bare gik rundt, alt imens de broderede. 

Jeg købte nogle fodbolde til drengene. Lærte dem at lave papirfly og sanglege med fagter. Jeg fik overtalt de voksne til, at børnene skulle ud og lege hver dag. ”Jamen, det er koldt,” sagde de voksne. ”Koldt,” sagde jeg, ”I ved ikke, hvad koldt er.” Så viste jeg dem billeder fra sidste vinter i Danmark og fortalte, at børn også er ude at lege om vinteren her.

Så kom børnene ud hver dag. 

SY-2012-05-82-1d
Artiklens forfatter hjælper pigerne i gang med at brodere. Foto: Maj-Britt Nørgaard

De voksne i husene sagde: ”Vi siger tak for det, du laver med børnene, men vi forstår ikke, hvorfor du gør det.”
I et land med stor analfabetisme og kamp for at overleve tænker man ikke på, hvordan man stimulerer børn og fremmer deres udvikling.

Jeg prøvede at fortælle lidt om udviklingspsykologi. Jeg ved ikke, om det slog rod, men børnene var gladere, efter at jeg fik gang i nogle aktiviteter. Det kunne de voksne se. Så her, nogle måneder efter at jeg har forladt byen, kommer de små stadig ud at lege hver dag, og de voksne forsøger at aktivere børnene. Et lille frø er måske sået.

Tungt at være magtesløs

Jeg besøgte en afsidesliggende landsby, hvor indbyggerne, da det gik op for dem, at jeg var sygeplejerske, stillede op og en efter en fortalte om de sygdomme, de havde og for manges vedkommende havde haft i årevis.

De var skuffede over, at jeg ikke havde taget medicin med. Min søde ven, munken Keo, der havde taget mig med hjem til sin landsby, sagde: ”Næste gang du kommer, kan du måske måle deres temperatur og have lidt medicin med.”

Da jeg tog hjem derfra, var jeg trist, jeg kunne se alle problemerne og vidste, at hvis de mennesker havde boet i Danmark, kunne de fleste have fået behandlet deres sygdomme. Lige netop dér ville jeg meget gerne have været noget andet end sygeplejerske. Det var tungt at se alle de lidelser og være magtesløs.

På hele min tur fik jeg udfordret min faglighed, og jeg kan konstatere: En gang sygeplejerske – altid sygeplejerske.

Mai-Britt Nørgaard Riget er konsulent i DSA. 

English abstracts

Riget M-B. Visiting a SOS children’s village in Laos. Sygeplejersken 2012;(5):82-86.

The article describes how nursing professionalism is never far off, even when the nurse has been working in other fields for years. During a visit to Laos, the author has worked for a childhood malnutrition project at an SOS child’s village in Sam Neua. 

Children from poor families were invited to live in the children’s village for periods of 3 to 12 months. While there, the children were treated for any diseases they had and received a good, nutritious diet.  

Most of the families came from one of the 47 different Hmong Tribes and most often lived in inaccessible rural villages high up in the mountains where they lack running water and electricity. 

Those children lacking grandparents to attend to them were generally alone at home for 12–14 hours, even from the age of one year, while the parents worked in the rice fields. 

Opium cultivation has been common in this region for many years. Although it is now banned, it still persists; thus in addition to poverty many children face the challenge of having parents and grandparents who are opium users. 

In the children’s village, the author helped the physician diagnosing and treating various illnesses, and she attempted to teach the staff about developmental psychology, in order to be able to help stimulate the children’s development.

Key words: Laos, SOS children’s village, developmental psychology. 

Evnen til at praktisere sygepleje er aldrig langt borte, selv om man har arbejdet i et andet felt i en årrække. Det erfarede artiklens forfatter efter et ophold i en SOS-børneby i Laos.
82-86
2012
5
Fag
Barn
Psykisk sundhed
Dilemma
Ernæring
Forebyggelse
Fysisk aktivitet
International sundhed
Internationalt samarbejde
Kultur
Udviklingsland
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Her er sygeplejersken øverste ansvarlig for borgernes sundhed

1310-41-01-1c
En hullet rød jordvej fører gennem et landskab af træer og buske. Regntiden er begyndt, og der er grønt og frodigt i midten af juni i det vestafrikanske land Mali. Temperaturen nærmer sig 40 grader. På de opdyrkede arealer står både kvinder og mænd i lange rækker bøjet over jorden. Kvinderne med spædbørn på ryggen. De har travlt med at gøre jorden klar, inden regnen for alvor sætter ind.

Den firehjulstrukne jeep med sygeplejersken Zoumana Sangaré er på vej til landsbyen Bagani. Han er eneste sygeplejerske til 10.000 borgere i kommunen Faragouara, der ligger i landets fattigste distrikt Sikasso. Han er taget til Bagani for at undervise de lokale kvinder i, hvordan de screener deres børn for underernæring. Zoumana Sangaré er 39 år. Og mand.

"Jeg har hørt, at sygeplejerske er et kvindejob i andre lande, men her i Mali er det oftest mænd, som står for sygeplejen," forklarer Zoumana Sangaré.

Han mener, at det hænger sammen med, at sygeplejersker i Mali har et meget selvstændigt job. At være eneste sygeplejerske og øverste ansvarlige for pleje og behandling i kommunen betyder, at han står for både forebyggelse, pleje, behandling og sundhedsfremmende tiltag.

Nogle af de mest presserede opgaver at løse i Malis fattigste distrikt er: den dårlige hygiejne pga. manglende rindende vand og latriner, kvinders komplicerede fødsler, børns underernæring og den høje forekomst af malaria.

Jeepen bliver parkeret ved en bygning, der adskiller sig fra de typiske runde lerklinede hytter med stråtag. Den er af beton med fladt tag, og foran er en lille indhegning med et underlag af sand, hvor der står en rutsjebane, en vippe og en karrusel foruden en overdækket pavillon med bænke.

Indenfor i skyggen sidder 50 børn i alderen fra 4-6 år ved små træborde og synger. En børnehave er et særsyn i Malis landsbyer. Den er doneret af den danske ud--viklingsorganisation Børnefonden, som har ca. 14.000 sponsorbørn i Mali, heraf 600 alene i Faragouara kommune. Børnehaven skal give kvinderne mulighed for at kunne arbejde og skaffe familien føde, og den er et forsøg på at give børnene et alternativ til at være med mor på det hårde markarbejde fra morgen til aften. Som sidegevinst kan børnehaven bruges som mødested for de lokale kvinder, når de f.eks. skal modtage undervisning som i dag.

Screening for underernæring

Hvor landsbyen det ene øjeblik nærmest lå øde hen, dukker omkring 30 kvinder pludselig op fra alle retninger med deres babyer og småbørn. De har tilsyneladende fået besked om sessionen. De tager plads på bænkene i pavillonen, mens Zoumana Sangaré stiller sig i midten for at demonstrere den simple screeningsmetode. Et kort målebånd, som man kan sætte rundt om barnets overarm og måle tykkelsen. Er armen i det røde felt, er barnet underernæret. Det gule felt betyder, at barnet er i risiko, og hvis armens tykkelse er i det grønne felt, er barnet ikke underernæret.

Kvinderne lytter intenst. Bagefter får de demonstreret, hvordan de laver ernæringsrigtig grød til børnene og undgår at koge vitaminerne ud ved at putte grøntsager og frugt i til allersidst. Zoumana Sangaré har oplært de to kvinder, som arbejder i børnehaven, i at kunne foretage screeningen og vise mødrene, hvordan de koger grød på den mest hygiejniske måde. Ifølge Verdensbankens statistik er hvert tredje barn under fem år underernæret i Mali.

1310-41-01-1aVenter længe på ambulancen

Zoumana Sangaré har sit kontor i kommunens sundhedshus, som i Mali hedder CSCOM. Han er første led i det maliske sundhedsvæsen, ansat direkte af regeringen.

Ud over ham har kommunen ansat syv hjælpere, som typisk har et halvt års uddannelse. I sundhedshuset kan borgerne komme og få råd, vejledning og hjælp til fødsler og ved mindre skader. Zoumana Sangaré kan også ordinere medicin. Når der er brug for lægehjælp, kan han over radio kalde distriktshospitalet, der ligger 20 minutters kørsel væk.

Hospitalet råder over to ambulancer, der skal dække 34 kommuner med i alt flere hundrede tusinder indbyggere. Ambulancerne er ofte optaget. I de tilfælde, må patienterne fragtes med almindelige biler, hvis det er muligt.

"Faragouara kommune er fattigere end de andre kommuner i distriktet, fordi vi kun er 10.000 indbyggere. Nogle kommuner har f.eks. deres egen ambulance, så de kan transportere de komplicerede graviditeter til hospitalet," fortæller Zoumana Sangaré, mens han viser rundt i sundhedshuset. Alle døre og vinduer står åbne pga. varmen, så lyden af skræppende fugle, legende børn og brummende knallerter danner et lydtæppe.

"Det sker desværre, at de gravide kommer til at ligge længe og lide, fordi vi ikke kan skaffe transport til hospitalet," siger han, men glæder sig dog over, at det for et par dage siden lykkedes ham at få bragt en kvinde med en kompliceret graviditet til hospitalet.

"Hun har tidligere født to gange ved kejsersnit på hospitalet, denne gang mistede hun meget blod i forbindelse med en normal fødsel, og vi kunne ikke stoppe det. Vi fik hende evakueret med en ambulance, og hun ville have været død, hvis hun ikke var kommet på hospitalet. Desværre døde barnet," siger Zoumana Sangaré.

Kvinders risiko for at dø i forbindelse med en kompliceret fødsel er høj i Mali. Ifølge UNICEF dør én ud af 15 kvinder i forbindelse med fødsel. Nyfødtes risiko for at dø svarer til, at hver tiende dør.

Kvinderne skal komme i tide

I et af sundhedshusets stuer sidder to kvinder med deres nyfødte børn. En 22-årig kvinde viser sin få timer gamle baby frem, som ligger med noget, der ligner et lille smil på læben og sover i en tøjbylt. Det er hendes tredje barn. Det første barn døde under fødslen, hvor det faktisk lykkedes hende at blive evakueret til hosptialet med ambulance.

"Jeg havde malaria, og jeg blødte meget under fødslen. Mit andet barn døde, da det var ét år, jeg ved ikke hvorfor, det døde bare," siger hun og fortæller, at hun er meget nervøs for sit tredje barn, som dog ser sundt ud.

Fødselshjælperen, der har hjulpet hende med at føde denne tredje gang, er rutineret. Bah Chata Doumbia er 55 år og har en etårig uddannelse og knap 40 års erfaring. Hun har både hjulpet den 22-årige kvinde og hendes barn til verden.

Hendes bud på, hvad der skal til for at nedbringe kvinder og børns risiko for at dø i forbindelse med fødsel, er, at kvinderne skal komme til sundhedshuset under deres graviditet og få råd og vejledning.
"Og så skal de opsøge CSCOM, når de skal føde, så vi kan få dem hurtigt evakueret, hvis der opstår komplikationer," siger hun.

Zoumana Sangaré er enig. "Regeringen har en kampagne, der handler om, at kvinderne skal opsøge CSCOM for at blive vejet og få råd under graviditeten. Her kan de også lære om de symptomer på komplikationer, som de skal reagere på tidligt. Ofte går det galt, fordi kvinderne venter for længe med at søge hjælp," siger han.

Når sundhedshuset følger den gravide, bliver det også muligt at få barnet registreret og følge det mht. vækst og udvikling.

Det er også sygeplejerskens opgave at uddanne fødselshjælpere til at opspore symptomer på en kompliceret fødsel.

Fra uddannelse til virkelighed

At blive patient i Malis offentlige sundhedsvæsen er bestemt ikke nogen garanti for kvalitetsbehandling. Både på distriktshospitalet og i sundhedshuset er madrasserne revnet, patienterne ligger på det stykke stof, de selv har medbragt. Grene holder myggenettene oppe, udstyret er spartansk, og kanyler bliver genbrugt. Ambulancerne er to almindelige firehjulstrukne jeeps med chauffør.

Fluerne er overalt. Problemet er naturligvis mangel på penge. Regeringen betaler lønninger og bygninger, men der er ingen penge til udstyr og vedligeholdelse. I sundhedshuset er der hverken rindende vand, mulighed for at koge vand eller elektricitet.

"Der er langt fra, hvad vi lærer under sygeplejerskeuddannelsen, og til virkeligheden," siger Zoumana Sangaré og viser, hvordan én af sundhedshusets stuer både huser patienter og medicinrum kun adskilt af en skillevæg i flettet strå.

Vilkårene som eneste sygeplejerske i kommunen betyder også, at han er på arbejde i alle døgnets 24 timer, hvis der skulle ske noget akut. Alligevel er Zoumana Sangaré glad for sit job. "Jeg er stolt af at have et job, hvor jeg kan redde liv," siger han.

FAKTA OM MALI

Mali er en tidligere fransk koloni, der er beboet af 12-14 mio. mennesker og strækker sig over et areal på 1,24 mio. kvadratkilometer, næsten 30 gange så stort som Danmark. Mali er verdens fjerdefattigste land, hvor 72 pct. af befolkningen lever i ekstrem fattigdom, dvs. for under 1 dollar om dagen. Den forventede levealder er gennemsnitligt 48,4 år, og hver tredje borger overlever ikke sin 40-års fødselsdag. Ifølge UNICEF dør én ud af 15 kvinder i Mali i forbindelse med graviditet eller fødsel. Mere end et ud af 10 børn dør som nyfødt. Hvert femte barn dør, inden det er fem år. 28 pct. af børn under fem år er underernærede.

I 2006 blev Mali udvalgt til at være et af Danmarks programsamarbejdslande, og landet modtager 200 mio. kr. årligt. Første prioritet for udviklingsbistanden er at skaffe rent drikkevand, kun 52 pct. af befolkningen har adgang til rent drikkevand. 

SÅDAN VIRKER SPONSORPENGENE

Udviklingsorganisationen Børnefonden er et kendt navn i flere vestafrikanske lande. Danske donorer betaler hver måned 200 kr. pr. sponsorbarn, og der er i øjeblikket omkring 62.000 sponsorbørn i Afrika. 85 pct. af sponsorbidragene bliver ifølge Børnefonden anvendt i de lande, hvor børnene bor. En kommune som Faragouara i Mali har ca. 600 sponsorbørn. Børnefondens lokale medarbejdere sørger i samarbejde med repræsentanter fra landsbyen for, at pengene går til de aktiviteter, der er aftalt. Indsatsområderne er: Sundhed, uddannelse, børn og udvikling og indkomstskabende aktiviteter som f.eks. mikrolån til kvinder, der kan tjene penge ved f.eks. at fremstille sæbe eller honning.

De fleste sundhedsydelser i Mali er brugerfinansierede. Børnefonden dækker sponsorbørnenes udgifter til sundhedsydelser og bidrager til at dække udgifterne til søskende og forældre. Børnefonden arbejder også på at forbedre kvaliteten af ydelserne i det yderste led af sundhedsvæsenet. Det kan være gennem efteruddannelse af sundhedspersonale og støtte til organiseringen af arbejdet.

Udviklingsorganisationen Børnefonden, der indsamler penge fra danskere til sponsorbørn i Afrika, har arrangeret og betalt turen til Mali for fagbladet Sygeplejersken.

Livredder. Det er farligt at blive født i Mali. Hvert femte barn dør, inden sin femårs fødselsdag, og hver tredje voksne fylder aldrig fyrre. Sygeplejersken er fulgt med Zoumana Sangaré, som står for såvel skadestuearbejde, ordination af medicin, forebyggelse, sundhedsfremme og uddannelse af hjælpere i en hel kommune.
38-41
2010
13
Baggrund
International sundhed
Udviklingsland
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Mødet med en sygeplejerske på Lamus

SY-2009-23-63bKorruption er dagligdag for sundhedspersonalet i Kenya, og sygeplejersker deltager også i korruptionen. På en sejltur fortæller en fisker og butiksejer fra øen Lamu, at sundhedspersonale nogle steder stjæler de nyfødte børn lige efter fødslen. Moderen får at vide, at barnet er dødt eller alvorligt sygt, og så tager personalet barnet væk og sælger det til en velstående familie, som venter med de kolde kontanter.

Pengene kommer direkte i de private lommer. Denne handling er lidt lettere for personalet at udføre, hvis moderen dør under fødslen, for så er resten af familiens opmærksomhed rettet mod den afdøde og ikke den nyfødte. De to lokale har begge oplevet dette i deres omgangskreds.

Medicin er en mangel i det offentlige sundhedssystem. Behandlingen er gratis, men medicinen og kosten skal man selv købe. Familien til den syge må købe medicinen på det SY-2009-23-64alokale apotek i håb om, at apoteket har det rette produkt. Ellers får man noget, der ligner. På hospitalet sker det, at den medbragte medicin forsvinder. Den forsvinder med personalet, som også arbejder på en privat klinik, hvor medicinen kan sælges til en god pris.

Mens en cigaret skoddes under den grove sko, der er lavet af bildæk, fortæller butiksejeren det tredje, barske eksempel. Kenya har fået måske verdens strengeste rygelov. Straffen for at overtræde loven kan være fængsel op til tre år eller så store bøder, at ingen kenyaner kan betale, og så er vejen bestikkelse. Politiet vil gerne tage mod de gode kontanter, og så kan straffen ændres.

Politifolkene er lykkelige for loven, da de dermed har fået en helt ny, personlig indtægtskilde. Kritikere af rygeloven frygter, at det bliver en ny pengemaskine for det korrupte politi. Men sjovt nok er det tilsyneladende en detalje i loven, der har mødt størst protest fra rygere. Cigaretter må ikke som hidtil sælges stykvis for fem shilling (ca. 40 øre), men skal handles i hele pakker, og det kan være en uoverstigelig økonomisk barriere for mange kenyanere (1).

SY-2009-23-63aØen Lamu

Lamu er en ø ved Kenyas nordlige kystlinje i det Indiske Ocean. Omkring 15.000 mennesker lever i små huse, der er bygget i en enkel, næsten primitiv stil af naturlige materialer som mangrovetræer og koralsten. Man må sno sig i de snævre gyder og stræder, der leverer plads til æsler som transportmiddel på landjorden, og dhows, som stadig er et vigtigt transportmiddel på havet. Øen er ca. 19 km lang og 8 km bred.

Der er ingen biler, pubber eller andre stressende faktorer, som kan give tempo og puls i dagligdagen. Kun de gokkende høns. Alt er roligt, mange mænd slapper af under træernes skygge. Øens kendetegn er de smukt udskårne døre og karme i fantastiske mønstre.

Øjet ser to sider, det smukke håndværk og skidt og affald, der flyder i gaderne. Den hygiejniske standard og renovationssystemet er ikke i top. Det går ud over sundhedstilstanden.

Alt i alt er øen meget unik - så unik, at den kom på UNESCO's liste over verdens kulturarv i 2001. Det betød, at turister kom til, men da øen ligger så afsides, er det stadig meget beskedent, hvor mange der kommer forbi. Stedet er så fjernt, at masseturisme aldrig kommer på tale, og den moderne teknologiske udvikling har heller ikke fundet stedet endnu. Om aftenen bliver himlen hurtig blæksort, og de tindrende stjerner lyser så kraftigt op, at de kan spottes gennem moskitonettet. Utroligt smukt, men også praktisk, for strømmen kan godt svigte.

Islam og swahilikultur

Lamu har bevaret swahilikulturen og er under stærk arabisk indflydelse. Stedet er et religiøst centrum, hvis man vil nærstudere islam og swahili-kultur. Øen er et muslimsk arnested, og islam er en stærk og meget synlig del. Mændene er klædt i hvide dragter med kofia på hovedet. Kvinder er helt tildækket i sorte dragter, nogle dog med ansigtet frit. Børnene løber legende rundt og ses ofte i strandkanten i vand til lårene, hoppende op i både og ned i vandet igen. De mange moskéer på stedet kalder til bøn i højtalere centralt placeret på øen. En lyd, som bider sig fast i øret.

At komme rundt på øen sker via små stier, der er ingen store, anlagte veje eller biler. Når befolkningen transporteres rundt på øen, er det ofte i dhows, som de selv bygger. Tidevandet er så kraftigt, at mange steder på stranden ikke kan benyttes ved højvande, så man kan ikke gå langs stranden. Efter indkøb på markedet må hjemturen foregå med en båd, hvis fødderne ikke kan klare turen. Sådan er det også for de syge.

Når de transporteres til hospitalet, er det med dhows eller på et æsel. Er det meget akut, må man håbe på, at en båd med motor er ledig, da hastigheden så er noget hurtigere.

I Kenya er den forventede levealder til omkring midten af 40'erne, og børnedødeligheden er høj. En opgørelse fra 2003 viser, at børnedødeligheden pr. 1.000 levendefødte under et år var 122 dødsfald. I Danmark er tallet fire dødsfald pr. 1.000 levendefødte. 15 pct. af den voksne befolkning på Lamu er smittet med hiv/aids (2).

Erhverv

De primære erhverv er fiskeri, handel og håndværk, og kaster man et blik på det arbejdende folk, ses mændene. Kvinderne finder man i de små huse, hårdtarbejdende, med mange børn omkring sig, her laves mad og vaskes tøj, og den ældre generation bliver passet.

Øens hospital er en stor arbejdsplads, og der er både medicinsk og kirurgisk afdeling, som yderligere er opdelt i afdelinger for mænd og kvinder.

Hospitalet er skænket af araberne, og mange offentlige institutioner fra Saudi-Arabien bærer navnet King Fahd. Han var statsoverhovedet i landet, statsminister, og efter hans død overtog halvbroderen magten i Saudi-Arabien. Det er et område i verden, hvor man både er konge og politiker.

Den lokale sejler, som bringer os til hospitalet, fortæller stolt om King Fahd.

LSY-2009-23-64bamu District Hospital

Udenfor er der skilte, der reklamerer for tb-testning. Tuberkulose er stadig en dødelig infektionssygdom, der rammer mange mennesker. Den smilende Glady fortæller med rolig stemme, at lokalbefolkningen er begyndt at komme til hospitalet for at blive testet. Da samtalen gik mere i dybden omkring mulighederne for den rette testning og behandling, begynder Glady at tale om intravenøs behandling med Metrogyl, og hun viser stolt det rustne dropstativ frem. Om hospitalet har det rette udstyr til at teste for tb, kommer aldrig frem, heller ikke om man kan købe den rette medicin, hvis man er smittet.

I hospitalets indgang findes en håndskrevet tavle, så man kan se, hvor patienterne ligger. Afdelingerne er opdelt efter køn. Sengestuerne med omkring seks patienter på hver stue er åbne rum ud mod gangen. De dårligste patienter har et moskitonet omkring sengen. Desværre er der mange huller i, og patienterne medbringer selv tæpper til sengen.

Med danske øjne er hospitalet spartansk med en masse mangler, men fortællingen fra de lokale og fra Glady tegner et billede af et sted, som er en succes. Nu kan kvinder bl.a. få hjælp, når et akut kejsersnit er påkrævet.

Glady har dobbeltarbejde

For at få en god indkomst arbejder Glady på det offentlige hospital, Lamu District Hospital, og på en privat sundhedsklinik, Lamu Nursing Home. Det er nødvendigt med to faste job, ellers kan hun ikke tjene nok. En gennemsnitsløn for en sygeplejerske på et offentligt hospital er på omkring 1.100 dkr. om måneden. Omkostningerne taget i betragtning er det stadig ikke nok til at ernære familien. Glady har en datter på tre år, som hendes mor passer, når hun er på arbejde. Arbejdsdagen er lang, for efter at have arbejdet på den private klinik om dagen tager Glady over på det offentlige hospital og arbejder på en medicinsk afdeling om aftenen.

Lamu Nursing Home

Det er formiddag, og der er meget stille og roligt på den spartanske klinik. Roligt trods syge børn, der med matte øjne sidder i favnen på deres mor og venter på behandling. Glady viser stolt klinikken frem, og patienterne viser ligeledes interesse. De viser gerne væskende sår og syge børn frem, måske i desperation eller i håb om hjælp. Lægen er stolt over, at der nu er kommet medicin mod malaria, og peger mange gange hen på skiltet - reklamen fra Falcimax. På briksen og bordene er der voksdug, og Glady viser med en klarklud, hvordan rengøringen foregår. Stedet har også en autoklave, som står på bordet, og en håndvask i alle rum hvor patienterne kommer.

De lokale på torvet fortæller, at det er en fin og moderne klinik, hvor man skal have økonomien i orden, inden man kommer. Mange lokale kommer der slet ikke, for pengene til behandling og medicin er ikke til at skaffe. De fortæller også, at der ikke findes medicin mod malaria. Om det skyldes, at de ikke har penge til medicinen, eller det handler om, at medicinen ikke kan købes, vides ikke.

SY-2009-23-64cMalaria

Glady fortæller, at der er mange tilfælde af malaria, og hun skønner, at malaria stadig er den førende årsag til død for børn under fem år. Medicinen koster penge, og har patienterne ikke penge til medicinen, er der ikke megen hjælp at hente. Men de patienter, som kommer på klinikken, ved, at pengene skal være klar, så de har samlet ind i deres familie, så de kan købe medicinen.

Chikungunya-feber konstateres også, når epidemien har ramt området. Det er en virus, der overføres, når man stikkes af Aedes-myg (3). Der findes ingen vaccine eller specifik behandling, og symptomerne er primært høj feber, udslæt og ledsmerter.

Glady fortæller, at den vigtigste differentialdiagnose er malaria, og hvis det viser sig, at patienterne ikke har penge til malariabehandling, fortæller de nogle gange, at de mener, at patienterne har Chikungunya-feber, for den kan man overleve. Det er så trist at se forældrene, når de får beskeden om malaria, for der er dødstallet højt. "Jeg er sikker på, at jeg giver håb, hvis jeg siger, det er Chikungunya-feber," siger Glady.

Diabetes II

Vestens problemer i form af diabetes II er også kommet til Lamu. Specielt de unge mennesker har en meget sød tand. Sodavand, som er en af de importerede varer, er blevet et hit, og der drikkes enorme mængder. To, tre eller fire spiseskefulde sukker i teen er heller ikke ualmindeligt. Pludselig er kokosnødderne og kokosmælken ikke længere sød nok. Kokosnødderne var før det mest søde, lokalbefolkningen spiste, og blev betragtet som meget velnærende for små børn. Ellers serveres den lokale delikatesse: kogte komaver i kokosmælk. De billige varer er limefrugter og mango, for det dyrkes lokalt. Kartofler, tomater, løg, ingefær, hvidløg, bønner og kål kommer fra Nairobi og er blandt de dyre varer. Så mætheden hos de unge kommer fra det sukkerfyldte sodavand.

Glady vil vise, hvordan de tester for diabetes, og hun informerer fyldestgørende og vil vise de små testpinde, man dypper i urinen for at se, om der er glukose. Hun leder og leder efter testpindene. Mon de overhovedet har den simple teknologi til at spotte, om der er glukose i urinen, og mon de kan få insulin" Med indtag af de store mængder sukker ses også overvægt hos de unge.

Diabetes II og overvægt kombineret med en kultur, hvor man ikke dyrker sport eller er fysisk aktiv, giver groteske problemer, når underernæring og de efterfølgende sygdomme florerer side om side med Vestens velfærdsproblemer. Modsætningerne er store, for selv om der ikke er tradition for fysisk aktivitet i befolkningen, er Kenya landet, hvor de ypperligste mirakelløbere bliver fostret. Tænk på Wilson Kipketer, der har slidt sine sko i Rift Valley med de frodige dale og den gode, tynde luft.

Positivt at møde Glady

At opleve vilkårene for Gladys arbejde kan være barskt, når man ser sundhedsvæsenet med danske øjne. Men mødet er meget positivt. I Kenya går udviklingen fremad. Det er ikke alle steder i Afrika, hvor samme udvikling kan spores.

Gitte Lindermann arbejder som freelancejournalist; gitte.lindermann@teliamail.dk

Litteratur

  1. Villadsen J. Kenya kvitter smøgerne. Kristeligt Dagblad 17. juli 2008.
  2. Fakta om Kenya fra Dansk Røde Kors. 17. maj 2009; http://rodekors.dk>Røde kors International>Kenya>Fakta om Kenya
  3. Veber M, Arrøe GR, Barfod TS. Chikungunya-feber; den sammenbøjede. Ugeskrift for Læger 2007;169(24):2311.
ENGLISH ABSTRACT

Lindermann G. A nurse in Lamu. Sygeplejersken 2009;(23):62-5.

The article describes a meeting with the Kenyan nurse, Gladys, who talks about her job in a private health clinic and at a public hospital. Gladys shows the author around both workplaces and talks about the population and industry in Lamus. She describes malaria and type II diabetes as two major health problems.

Key words: Lamu, malaria, Kenya.

Artiklen henvender sig til eventyrlystne sygeplejersker. Artiklen beskriver mødet med sygeplejersken Glady på øen Lamu i Kenya samt besøg på henholdsvis en privat sundhedsklinik og på et offentligt hospital i juli 2008.
62-65
2009
23
Fag
International sundhed
Sygepleje
Udviklingsland
Sygeplejefaglige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Vandrensning og vaccinationer over æteren

  

SY-2009-06-32a
Foto: Liselotte Michelsen

Der sidder to kvinder med en baby i det tørre græs foran en forfalden bygning, som engang har været hvid. På den lerklinede væg hænger en plakat, der med tegninger og pile fortæller om hygiejne ved toiletbesøg. En stor del af befolkningen her i bjergene i det østlige Nepal er analfabeter, så kommunikation foregår med billeder og talte ord. Som i radioen. Den er netop årsag til, at kvinderne sidder her i dag. De har hørt, at der er gratis uddeling af babymad ved sundhedscenteret. Flere kvinder kommer til, sætter sig, venter tålmodigt.

Så dukker sygeplejersken op. Sani Tamang er 39 år. Hun er født i området og bor tæt ved sundhedscenteret, hvor hun har arbejdet i 15 år. Hendes formelle uddannelse er et tre måneders sygeplejerskekursus, der fokuserede på kvinde- og børnesygdomme, vaccinationer og prævention. Reelt fungerer hun som praktiserende læge. Der er otte timers vandring ad stejle bjergstier til den nærmeste uddannede læge, så før man begiver sig derhen, er det naturligt at gå til Sani Tamang, hvis altså ikke man foretrækker den lokale healer, shamanen.

Sani Tamang arbejder alene på sundhedscenteret, og hendes største frustration er, at hun er nødt til at behandle folk uden at være autoriseret til det. Hun har ikke råd til at tage en længere uddannelse. Hvis nogen er alvorligt syge, kan hun tilkalde hjælp fra det lille hospital otte timers gang herfra. Eller sende en flok mænd af sted med den syge på en båre. Men som regel forsøger hun efter bedste evne at hjælpe.

I dag undersøger Sani Tamang en femårig pige og kommer frem til, at hun har infektion i en tand. Sani Tamang giver pigens mor nogle piller. Det er de næstbedste, for de bedste er brugt op, de kommer først med næste medicinforsyning, måske om en måneds tid.

Den danskstøttede hjælpeorganisation Dialogos har været med til at etablere lokalradioen Solu FM i området, hvor Sani Ta-mang arbejder. Radioen sender bl.a. sundhedsinformation, der er produceret af udenlandsk støttede hjælpeorganisationer og det nepalesiske sundhedsministerium. Programmer om f.eks. basal hygiejne, vand-rensning, ernæring og vaccinationer. Sani Tamang oplever radioen som en stor hjælp. F.eks. har udsendelserne fået flere til at give deres børn vaccinationer. Men det er ikke kun hendes patienter, der har gavn af sundhedsprogrammerne. Sani Tamang får også selv vigtig ny viden, eller hun får opfrisket det, hun lærte for 15 år siden ved at høre udsendelserne.

Sygeplejerske og radiovært

Et andet sted i landet er en ung sygeplejerske gået aktivt ind i arbejdet med lokalradioen. I en fattig provinsby i Kathmandu-dalen har 22-årige Anita Hamal taget den officielle nepalesiske sygeplejerskeuddannelse på to år. Hun har fuldtidsjob på det lokale hospital, hvor der er én sygeplejerske til 30 patienter. I sin fritid arbejder hun som frivillig på lokalradioen Namobuddha, der har ca. en million potentielle lyttere. Her står hun for et ugentligt sundhedsprogram. Det er planen at udvide, så programmet bliver sendt hver dag.

Anita Hamal er den faste studievært, der svarer på lytterspørgsmål og inviterer gæster i studiet, f.eks. speciallæger. Hun har ofte et tema for hver udsendelse, det kan dreje sig om aktuelle epidemier i området eller almindelige sygdomme og deres symptomer.

"Mine lyttere er generelt analfabeter og ved ikke ret meget om kroppen. Så jeg fortæller f.eks. om, hvordan øret fungerer og om symptomer på forskellige øresygdomme. Folk her i området kommer ofte alt for sent til læge, så deres sygdomme er i et meget fremskredet stadie. Derfor er det vigtigt at oplyse om symptomer, så folk søger læge tidligere i forløbet."

Mavesygdomme og vandrensning er også et centralt emne i sundhedsudsendelserne i Radio Namobuddha.

"Mine lyttere er for fattige til at købe vandrensningsfiltre. Så jeg giver dem idéer til, hvordan de meget billigt og med forhåndenværende midler som en lerkrukke, sand, grus og kul kan rense vand. Jeg fortæller om bakterier og parasitter, og hvorfor det er vigtigt at koge vandet."

Der eksisterer ikke praktiserende læger eller vagtlæger i området. Hvis man er syg, er den eneste mulighed at tage på hospitalet. Sundhedsoplysning er i visse områder en mangelvare.

"Der er sundhedsinformation i tv og i skolerne," fortæller Anita Hamal. "Men hvad hjælper det, hvis man ikke går i skole og ikke har råd til et tv" I mange tilfælde er det helt basal viden, folk mangler, og når de får den viden, kan det gøre en kæmpe forskel i deres eget og deres families liv."

Et andet problem, befolkningen i Nepal står over for, er, at både sygeplejersker og læger, ligesom mange andre nepalesere, rejser til udlandet, når de er færdiguddannede.

Radiohospitalet

Anita Hamal selv ser en mission i at blive i sit land og hjælpe.

"Der er stort behov for det. Og jeg ser radioen som et rigtig godt værktøj i kampen for at forbedre sundhedsforholdene. Lige nu arbejder vi på et koncept, vi kalder "radiohospitalet". Det skal sendes på samme tid hver dag, og der skal altid være en læge med i studiet, så lytterne kan ringe og få telefonkonsultationer og generel sundhedsoplysning. Jeg tror på, at viden er afgørende, hvis sundhedssituationen i Nepal skal ændres," siger hun.

Det samme mener 50-årige Rama Shrestha, som arbejder for den nepalesiske hjælpeorganisation Tewa, der har fokus på kvinders sundhed og rettigheder. Tewa arrangerer bl.a. korte sygeplejerskeuddannelser af samme type som den, Sani Tamang har fået.

"Kvindesygdomme er et stort problem," fortæller Rama Shrestha.

"Mange kvinder lider af nedsunken livmoder, fordi de arbejder fysisk hårdt under og efter graviditeten. Ofte prøver kvinderne at skjule problemet for deres mænd, fordi de er bange for, at mændene vil forlade dem. Kvinderne er økonomisk afhængige af deres mænd, så det vil være en katastrofe, hvis manden går fra dem. Og så bliver kvinderne gravide igen, selvom deres krop ikke kan holde til det. Der opstår i det hele taget mange komplikationer i forbindelse med fødsler, bl.a. infektioner. Mange steder på landet føder kvinder stadig ude i stalden."

Problemerne forstærkes, fordi kvindesygdomme forties, mener Rama Shrestha.

"Det er tabu at tale om f.eks. menstruation, selv mellem mor og datter. Når pigerne begynder at menstruere, bruger de i hemmelighed klude, som ikke bliver vasket ordentligt, så de får infektioner. Desuden kommer pigerne ikke i skole de dage, de har menstruation, dvs. at de mister en uges undervisning hver måned og sakker bagud i forhold til drengene. Det forstærker den ulighed mellem kønnene, der i forvejen præger Nepal," siger Rama Shrestha, som mener, at sundhedsoplysning er med til at øge kvinders ligeberettigelse. 

FAKTA OM NEPAL

SY-2009-06-32bNepal er det næstfattigste land i verden uden for Afrika. Bruttonationalproduktet, BNP, var på ca. 6.000 kr. pr. indbygger i 2006, hvor det i Danmark til sammenligning var på ca. 200.000 kr. pr. indbygger i 2006.

Indbyggertal: 28 mio.

47 pct. af den voksne befolkning er analfabeter.

I de værst ramte områder er 80-90 pct. af børnene fejlernærede.

Udbredte sygdomme: Tuberkulose, maveinfektioner og parasitter i fordøjelsessystemet.

Hjælpeorganisationer fra en lang række lande, heriblandt Danmark, er i gang med en massiv sundhedsindsats i Nepal.

Kilde: Verdensbankens tal for 2006.
 

LOKALRADIOER I NEPAL

Siden maj 2006 har der været et boom i antallet af ikke-kommercielle lokalradioer i Nepal. På to år er antallet af lokalradioer vokset fra 19 til 74. Mange af radioerne er etableret med udenlandsk støtte og har information og undervisning blandt deres primære mål. Hjælpeorganisationerne deler også gratis transistorradioer ud, så det er muligt at få sundhedsoplysningen ud til selv marginaliserede befolkningsgrupper.
 

Sundhedsoplysning. Der er et boom i antallet af lokalradioer i den tredje verden. Radioer, som bliver etableret med vestlig støtte og bl.a. sender sundhedsinformation. Det giver sygeplejersker i udviklingslande nye muligheder.
32-36
2009
6
Baggrund
Information
International sundhed
Udviklingsland
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article 

Landet hvor Glæde døde

0209-32-01-2
10-årige Allegria , hvis navn betyder "Glæde", mistede som seksårig begge sine forældre til aids. Hun døde den 25. november af selvsamme sygdom. En blodtransfusion, medicin og mad kunne have sikret hende en fremtid, men i Mozambique er man ved at tabe kampen mod hiv/aids. Foto: Line G. Rasmussen
 

På et forgældet landsbyhospital i Vilankulo i Mozambique kæmper to læger og alt for få sygeplejersker med at overkomme køen af patienter. De venter i klynger under skyggen fra kronen på et frodigt mafuta-træ på gårdspladsen ved hospitalets indgang, og de sidder i sandet langs hospitalets gule mure og venter i apatisk stilhed. Med børn byltet fast på ryggen og pårørende ved deres side. Det er formiddag, men solen kaster allerede sine glohede, hvide stråler over Mozambiques golde, sandede jord, og selv ikke udsigten til kystens smukke turkisblå hav kan formilde den søvnige, mismodige stemning, der kryber stille langs hospitalets afskallede vægge.

Mange har gået kilometervis for at få hjælp. På skadestuen tager en sygeplejerske imod forældreløse, 10-årige Allegria Antonio, der tynd og svækket, er blevet bragt til hospitalet for tredje gang af sin bedstemor.

De første to gange blev den syge pige, hvis navn betyder "Glæde", sendt hjem igen med et par aspiriner som behandling. Men nu har hun haft hævet mave og hostet kraftigt i ugevis og har ikke kunnet gå i skole. Hendes farmor, der bor i en hytte i landsbyen Pambarra 20 km fra kystbyen Vilan-kulo, tager til daglig vare på Allegria og hendes søskende, der har mistet begge forældre pga. aids i 2004.

Besat af ond ånd

Farmoren har sammen med pigens mormor forsøgt alt, hvad der stod i de to fattige koners magt for at få hjælp til pigen.

"Da vi ikke synes, hovedpinepillerne hjalp, opsøgte vi en lokal læge. Men han havde ikke tid til at se Allegria, så hans kone gav os en recept på noget medicin, der heller ikke virkede. Vi fik at vide, at vi skulle give hende æg at spise, men det har vi ikke råd til at købe," siger Allegrias farmor, Sarneta Faife, der ernærer sig ved at dyrke en lille jordlod i Pambarra.

Bedstemødrene fortæller, at de blev desperate og har prøvet alt. "Vi har også besøgt en traditionel healer, men han sagde, at Allegria var besat af en ond ånd. Vi fik noget medicin af ham også, men vi kan jo godt se, at hun ikke er besat, så vi nægtede at give hende det," siger Sarneta Faife.

Først efter en kvinde fra landsbyen, der er formand for den lokale organisation, som hjælper forældreløse børn, pressede lidt på, besluttede bedstemødrene at give hospitalet endnu et forsøg. Og denne formiddag er der bedre held.

I et af hospitalets mange overfyldte undersøgelseslokaler hjælper bedstemoren Allegria op i en gammel metalseng. Hun ryster, og sveden pibler frem på panden af den afkræftede pige, der stirrer stift frem for sig, mens brystkassen hæver sig i hurtige stød under hendes falmede T-shirt.

10 år og hiv-positiv

Efter sygeplejerskerne har undersøgt og testet Allegria, viser det sig, at hun har meget lavt indhold af jern i sit blod, og hun desuden er hiv-positiv.

"Når hiv-testen er positiv, har hospitalet ansvar for pigen. Først og fremmest skal hun have en blodtransfusion - ca. en halv liter, og derefter skal hun begynde behandling for hiv," fortæller sygeplejerske Amina på skadestuen, der er optimistisk. Hun kigger endnu en gang på hiv-testen, der som en graviditetstest viser to røde streger, når den er positiv. Hun undrer sig over, at Allegria viser sig at være hiv-positiv, for normalt dør børn, der er født med hiv, inden de fylder fem år, såfremt de ikke når at komme i behandling.

Men før hospitalet kan iværksætte hiv-behandling, skal Allegria komme sig over følgesygdommene. Og det kræver i første omgang en blodtransfusion. Men blod er ikke tilgængeligt på hospitalet, så familien skal selv finde en donor.

Allegrias bedstemor står stille ved sengekanten og venter på svar. Men hun får ingen. Sygeplejersken udfylder nogle papirer og indlægger Allegria. Som hun siger, så er det ikke hendes ansvar at fortælle bedstemoren, at barnet er hiv-positivt. Det skal hun høre fra en læge senere på dagen. Men den ene af hospitalets to læger, der i dag har vagten, sidder optaget af konsultation på en klinik, der tager sig af hiv-positive patienter.

0209-34-01-37-årige Amos faldt i en brønd og brækkede sin fod. Et hjemmelavet snoretræk holdet hans ben hævet. Teltene fra et gammelt felthospital udgør et midlertidigt og gloende hedt sengeafsnit, hvor Amos er indlagt. Foto: Line G. Rasmussen.

80 km gåtur til hospital

Uden for konsultationen står godt 25 mennesker i kø og venter på at få recepter til hiv-medicin eller få foretaget den månedlige kontrol af deres immunforsvar.

En mand har gået 80 km for at få tjekket, om han stadig kan klare sig uden hiv-medicin. Han bærer et lille, grønt kort på sig, hvor lægen noterer hans værdier. Han kan klare sig lidt endnu uden medicin.

Når han en dag skal starte den barske behandling, koster det 1,25 kr. for medicin til en måned, men dertil kommer, at han skal spise godt og regelmæssigt, og det har de færreste råd til i et land, hvor godt 80 pct. af befolkningen ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO lever for under 2 dollars om dagen.

Men behovet for behandling er støt stigende. "Care Mozambique" vurderer, at 1,5-2 millioner mennesker er smittet, og på det lille hospital kan lægerne også mærke antallet af patienter stige.

"Sidste år kom der 20 patienter dagligt med hiv, men nu er det steget til 60. På den medicinske afdeling har 45 pct. af patienterne hiv. De kommer langvejsfra og med sygdomme på forskellige stadier, derfor er der også mange af dem, som dør her," siger lægen Milton Tatia, der rengør sine hænder med alkohol - vand er ikke tilgængeligt i de indbyggede håndvaske. Kun få af hospitalets vandhaner på gårdspladsen giver en svag stråle rent vand fra sig.

Låner til vand og el

Hospitalet er i ringe forfatning. En cyklon ødelagde mange af bygningerne for halvandet år siden, og selv om der er skaffet penge til genopbygningen af et nyt hospital, er byggeriet endnu ikke begyndt. Et par af sengeafsnittene er stadig lokaliseret i felttelte, der ligger gloende hede og isolerede hen i udkanten af hospitalsområdet.

Den daglige drift er også lidt af en udfordring. Hver måned modtager hospitalet godt 42.000 kr. fra det lokale distrikt. Det beløb dækker dårlig nok udgifterne til mad til patienterne, benzin til ambulancen og husleje til personalet. For at betale medicin, reparationer, el og vand må hospitalet optage lån, og på nuværende tidspunkt skylder det 125.000 kr. til de lokale erhvervsdrivende, der har lånt penge ud. Selv om donorpengene ikke vælter ind, så værdsætter lægen Milton Tatia hver en krone, der gives til hospitalet.

"Vi får 150 l benzin hver anden måned af "CARE", og de hvide i Vilankulo donerer deres blod, fordi vi behandler dem gratis. Vi er glade for det, vi kan få, for det giver os mulighed for at redde flere liv," siger Milton Tatia, der endnu ikke har afsluttet sin toårige turnus.

Ingen dør på barselsgangen

Selv om både personale, medicin og øvrige ressourcer er en mangelvare, er der én afdeling, hvor behandlingen, ifølge lægen, er i top. Fødeafdelingen.

"Hvis en kvinde dør i barselssengen, skal vi skrive en rapport til provinsens ledelse. Der er et stort politisk fokus i Mozambique på at få antallet af kvinder og babyer, der dør i forbindelse med barsel, til at falde drastisk. Derfor er fødeafdelingen den bedste sektion på hospitalet," siger han.

Sygeplejerske Rosita Cuinhane, der arbejder på fødeafdelingen, er enig. Hun har både medicin, udstyr og engangshandsker nok til at sikre de indlagte kvinder god behandling. Pladsen er trang, og 27-årige Fatima, der skal til at føde, ligger nøgen i en gynækologstol, der er presset ind mellem det brune metal-medicinskab og de åbne affaldsspande, hvor blodige vattotter og emballage fra det medicinske udstyr former en top på spanden.

Hun vånder sig under veerne, mens Rosita gør et metalbækken klar og tager handsker på. Da smerterne ser ud til at være på punktet af det uudholdelige, stiller Rosita sig ved Fatimas side og begynder at presse hende blidt på maven, mens hun fortæller, at det hele snart er overstået. Her er ingen pårørende, og ingen hånd at holde. Fødslen af Fatimas lille pige tager under en halv time, og da barnet er kommet til verden, lægger Rosita pigen på en hylde i et klæde, tørrer Fatima nødtørftigt for blod og forlader stuen.

De stærke kvinder

Den lille pige græder hjerteskærende fra hylden, men det er meningen, forklarer Rosita. "Hun skal lige vræle godt igennem. Mor og barn bliver forenet senere," siger hun. Fatima ser ud til at affinde sig med situationen uden de store følelser.

"Kvinder i Mozambique er stærke. De sætter en ære i ikke at græde eller vise følelser," forklarer Rosita, inden hun går stuegang blandt de indlagte kvinder.

De to bedstemødre, der sidder ved Allegrias side på den medicinske afdeling tæt ved fødeafsnittet, synes heller ikke at bære deres bekymringer for den syge pige udenpå. De gamle koners ansigter er foldet i apatiske rynker, mens farmoren langsomt og blidt aer Allegrias fingerspidser uden at mæle et ord.

Alligevel virker de opgivende, da de sent på eftermiddagen, stadig ikke har set en læge eller fået besked om pigens tilstand. Om de allerede da havde mistet håbet, kan kun de vide. Men den hiv-smittede pige med navnet "Glæde" nåede aldrig at blive tilset af en læge eller få sin blodtransfusion. Under et døgn efter sin indlæggelse - natten til tirsdag den 25. november - døde hun. Hendes fireårige lillesøster med navnet "Glem mig ikke" var endnu ikke testet for hiv, da hendes søster dagen derpå blev begravet mellem et mangotræ og et cashewtræ i landsbyen Pambarra.

Udviklingsorganisationen "CARE Danmark", der via lokale organisationer hjælper fattige mennesker i ulande verden over med at skabe et bæredygtigt levegrundlag, har arrangeret turen til Mozambique for Fagbladet Sygeplejersken. Rejsen er betalt CARE, der modtager støtte fra Danida.

FAKTA OM MOZAMBIQUE

Mozambique, der er tidligere portugisisk koloni, er beboet af godt 20 millioner mennesker og strækker sig over et areal på knap 800.000 km2. Uafhængig af hvilken målestok der anvendes, er Mozambique fortsat et af de mest bistandsafhængige lande i verden. Alene dansk bistand udgjorde i 2007 320 mio. kr. Hiv/aids er et voksende problem. Fra 2003 er der sket en stigning i smittede fra 12 pct. til 16,2 pct. i 2006. I 2007 havde omkring 441.000 børn mistet én eller begge forældre på grund af aids, hvilket er en fordobling af antallet i 2003.

Kilde: Landefakta om Mozambique, Udenrigsministeriet.

VI TABER KAMEN MOD HIV

Mellem 1,5-2 millioner mennesker i Mozambique er smittet med hiv. Heraf har mindst 400.000 nu brug for behandling, men kun 122.000 får den. Da der ikke er nok medicin eller nok sundhedspersonale, har regeringen bedt om, at de humanitære hjælpeorganisationer og det lokale sundhedsvæsen ikke øger antallet af dem, der får behandling. Man vil gerne garantere kvaliteten af behandlingen for derved at sikre befolkningens tillid.

"Det virker aldrig, som om at det, vi gør, er nok. For hver gang vi behandler én person, er der samtidig fem, der bliver smittet. Vi taber krigen mod hiv i det her land," siger brasilianeren Louis Gibier de Souza, chef for CAREs Aids & Sundhedsprogram i Mozambique. Det til trods mener han, at der er fremskridt at spore.

"Tænk på at inden år 2000 var der ingen behandling overhovedet, ingen konsultation eller rådgivning. Så der sker da noget. Det bliver bedre. Men det tager lang tid at ændre et helt lands måde at gøre tingene på. Det tager lang tid," siger Louis Gibier de Souza, der fastholder, at en lille indsats altid er bedre end ingen handling overhovedet.

Landsbyhospital. Mozambique har gennem 30 år modtaget ulandsbistand fra Danmark. Men det østafrikanske land er stadig blandt verdens fattigste, og mindst 15 pct. af befolkningen er smittet med hiv. På et lille hospital i kystbyen Vilankulo fulgte Fagbladet Sygeplejersken de ansatte og patienterne i fem dage i slutningen af november for at se, hvordan sundhed og sygdom håndteres uden direkte hjælp fra Vesten.
32-35
2009
2
Baggrund
International sundhed
Udviklingsland
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Hjælpearbejdet står stille

SY-2088-19-32bEn zimbabweansk 500 millioner dollar seddel. Zimbabwe er præget af hyperinflation. Landets økonomi har været i frit fald, efter at præsident Mugabe i år 2000 ekspropierede tusindvis af farme ejet af hvide landmænd. 80 pct. af zimbabweanerne er arbejdsløse. Arkivfoto: AFP

Hvordan vil du beskrive sundhedsvæsenets situation?

"Vi kører mod en rædselssituation, hvor befolkningen er overladt til hjælp fra naboer og familie. Mange dør, fordi de ikke får deres medicin. Lægerne strejker, og hele det offentlige sundhedssystem er kollapset. Befolkningen er overladt til private læger, eller de kan tage til Sydafrika, og det er kun en mulighed for de rigeste."

Hvad kan humanitære organisationer gøre for at hjælpe?

"Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Zimbabwe siden 1983. Lige nu er der ikke så meget, vi kan gøre andet end at være med til at presse på, for at der kommer et politisk skifte. Udenlandske organisationer har fået forbud mod at arbejde i landdistrikterne, så større nødhjælpsaktioner er ikke mulige, men lokale organisationer kan stadig arbejde. Vi arbejder intenst på at forberede tiden efter et regeringsskifte i samarbejde med lokale partnere. Der bliver brug for en meget stor humanitær indsats og et forsoningsarbejde."

Hvornår tror du, der kommer et regeringsskifte i Zimbabwe?

"Det er svært at se, at Zimbabwe kan ryge meget længere ned mod afgrunden, så jeg er helt sikker på, at der vil ske et politisk skifte. Men vi ved ikke, om det tager fem dage eller et halvt år."

Rædselsscenarie. Den gennemsnitlige levealder i Zimbabwe er nu nede på 40 år, og befolkningen er reelt afskåret fra lægehjælp. Hvad kan det internationale samfund stille op? Sygeplejersken har spurgt generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen, der har et indgående kendskab til forholdene i Zimbabwe.
32
2008
19
Baggrund
International sundhed
Udviklingsland
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken

Sygeplejerskerne har forladt Zimbabwe

SY-2088-19-30a
Arkivfoto: AFP

Den 61-årige sygeplejerske Linda Musiyiwa trækker et par krøllede pengesedler frem fra sin pung. 140 milliarder Zimbabwe dollars eller det samme som en månedsløn for en sygeplejerske. Selvom beløbet lyder kolossalt, er det kun lige nok til at købe tre brød i Zimbabwe.

Det engang så velstående og demokratiske land er i dag forvandlet til en afrikansk fattiggård og et benhårdt diktatur. På grund af aids og ekstrem fattigdom er den gennemsnitlige levealder de seneste 10 år faldet fra 50 år til i dag godt 40 år. Hospitalerne fungerer ikke, og størstedelen af landets 12 millioner indbyggere er overladt til hjælp fra naboer og familie, hvis de bliver syge. Mange dør, fordi de ikke får deres medicin. Tusindvis af læger og sygeplejersker har forladt landet. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der i dag under 9.000 sygeplejersker tilbage. Det svarer til en sygeplejerske pr. 1.400 indbyggere mod ca. én sygeplejerske pr. 100 indbyggere i Danmark. Alene i 2006 hyrede de britiske hospitaler 1.600 zimbabweanske sygeplejersker.

Men Linda Musiyiwa har valgt at blive. Sygeplejersken møder hende en strålende sommerdag i København. Den tætte afrikanske kvinde med de ildrøde hennastriber i det sorte hår er lattermild og sprudler af energi. Formålet med hendes korte besøg er at holde foredrag for en gruppe kvindelige erhvervsledere, der via den danske organisation Mellemfolkeligt Samvirke støtter hendes indsats for at hjælpe kvinder og bekæmpe hiv og aids i et fattigt landdistrikt.

I 25 år arbejdede Linda Musiyiwa som psykiatrisk sygeplejerske i Zimbabwes næststørste by Bulawayo. Da hun startede sin karriere, var landets sundhedssystem et af Afrikas mest veludviklede.

"Efterhånden som forholdene blev værre, besluttede jeg, at det ikke længere gav mening at arbejde på et hospital. Jeg kunne ikke gøre noget for patienterne. Der var ingen lagner, intet udstyr, ingen medicin, intet personale," fortæller Linda Musiyiwa.

SY-2088-19-30bMens de fleste af kollegerne er rejst udenlands, har den 61-årige sygeplejerske Linda Musiyiwa valgt at blive. Hun kvittede sit hospitalsjob i 1980 og arbejder i dag med forebyggelse af hiv/aids. Linda Musiyiwa er personligt berørt af den masseflugt, der præger Zimbabwe. To af hendes voksne børn har slået sig ned i henholdsvis Botswana og Zambia, og hendes ældre datter er psykiatrisk sygeplejerske i Storbritannien. Foto: Christoffer Regild

3.000 dødsfald om ugen

Sundhedssystemets deroute har især konsekvenser for den sjettedel af befolkningen, der er ramt af hiv/aids. Heraf mange kvinder i den fødedygtige alder. I øjeblikket modtager under en fjerdedel af de hiv-smittede, der har brug for det, livsforlængende medicin. Derfor dør 3.000 mennesker om ugen af hiv/aids.

"Jeg gjorde på et tidspunkt op, at når jeg ikke kunne behandle patienter, så kunne jeg bruge min baggrund som sygeplejerske ved at arbejde med forebyggelse af aids." forklarer Linda Musiyiwa. Som koordinator i den zimbabweanske græsrodsorganisation Musasa har hun de seneste år organiseret selvhjælpsgrupper for prostituerede.

Linda Musiyiwa fortæller, at den udbredte fattigdom og de seneste års svigtende regn har betydet, at mange kvinder er blevet tvunget ud i prostitution af økonomisk nød. Et af målene med grupperne er at forhindre spredningen af hiv/aids ved at få kvinderne til at kræve, at mænd skal bruge kondom. Men grupperne giver også kvinderne støtte til at lægge planer for deres liv, så de kan komme ud af prostitutionen.

"Da jeg startede arbejdet med de prostitu-erede, var der flere af mine mandlige kolleger, som sagde: "Linda, du er ikke rigtig klog. Man kan da ikke ændre de prostitueredes liv," fortæller Linda Musiyiwa, mens hun viser et grønt hæfte frem, hvor kvinderne i projektet fortæller deres personlige historie.

"De fleste af de kvinder, jeg har kontakt med, er blevet tvunget ud i prostitution på grund af sociale omstændigheder. Nogle er blevet smidt ud af manden og har ingen til at forsørge sig. Andre er enker, som har måttet overlade alle mandens ejendele til hans familie og derfor ikke har andre muligheder for at forsørge sig selv. Jeg møder en fattigdom, der er så stor, at piger i puberteten end ikke har mulighed for at købe menstruationsbind og derfor bliver væk fra skole mange uger om året."

Linda Musiyiwa lægger ikke skjul på, at det kan være svært at bevare håbet i et land, hvor regeringen har forbudt internationale hjælpeorganisationer at arbejde i landdistrikterne.

"Men jeg håber, der kan findes en politisk løsning. Zimbabweanere er veluddannede og flittige," lyder det diplomatisk fra sygeplejersken, der af sikkerhedsgrunde er tilbageholdende med at tale politik. Et par dage efter interviewet er hun igen tilbage i hjemlandet, hvor brødpriserne er steget endnu nogle hundrede procent. Linda Musiyiwa hører til de heldige, der arbejder for en privat organisation og derfor får sin løn udbetalt i amerikanske dollars.  

FAKTA OM ZIMBABWE

SY-2088-19-30cZimbabwe var fra 1964 til 1980 kendt som Rhodesia og havde i denne periode hvidt mindretalsstyre.

Landet har 12,3 mio. indbyggere, og de første år efter uafhængigheden i 1980 havde landet en lovende økonomi og kunne eksportere fødevarer.

Præsident Robert Mugabe har regeret Zimbab-we siden 1980. EU og USA har indført sanktioner mod hans styre bl.a. på grund af den stigende korruption og den voldsomme undertrykkelse af den politiske opposition.

På grund af den økonomiske krise og de seneste års tørke er 44 pct. af zimbabweanerne underernærede, men regeringen har gentagne gange afvist FN's tilbud om at sende humanitær hjælp.

Læs mere om Zimbabwe og mulighederne for at hjælpe på bl.a.
www.ms.dk og www.rodekors.dk

Kilde: WHO, CIA The World Fact Book.

 

Sundhedsderoute. De offentlige hospitaler fungerer ikke længere, og hovedparten af Zimbabwes læger og sygeplejersker er rejst til udlandet. Men Linda Musiyiwa er en af de sygeplejersker, der har valgt at blive. I dag har hun kvittet sit hospitalsjob og forsøger at forebygge hiv/aids.
30-32
2008
19
Baggrund
International sundhed
Udviklingsland
Øvrige artikler
DSR-C
Sygeplejersken
Artikel
Magazine 
Sygeplejersken
Web article