For 10 år siden ville alle være døde

For bare et årti siden ville lægerne ikke spå de unge fra ulykken på Præstø Fjord mange chancer for overlevelse. Men ved hjælp af ny forskning og teknologi kan man redde mange patienter på trods af meget lave kropstemperaturer og hjertestop.

SY-2011-09-14-1zw
Foto: Hanne Loop

Blå i ansigterne og uden livstegn. For 10 år siden ville man sandsynligvis have erklæret de unge efterskoleelever fra ulykken på Præstø Fjord for døde.

Syv af dem nåede at få hjertestop af kulde, mens de forsøgte at kæmpe sig i land. Til deres held er forskningen og udviklingen i behandling af stærkt nedkølede patienter de senere år gået stærkt, og ved hjælp af hjertemassage og hjerte-lunge-maskiner lykkedes det at redde alle de elever, som blev trukket op af det iskolde vand den 11. februar 2011.

Benedict Kjærgaard er overlæge ved Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling ved Aalborg Sygehus og landets førende specialist i at behandle hypotermipatienter med hjertestop. Han har været med til at udvikle en mobil hjerte-lunge-maskine, som redder mange liv. Samtidig er Benedict Kjærgaard stabslæge ved flyvevåbenet, og gennem et samarbejde med dem har han etableret et landsdækkende udrykningshold på Aalborg Sygehus, som med helikopter kan rykke ud til ulykker med hypoterme patienter i hele landet.

Da katastrofen indtraf på Præstø Fjord, blev han tilkaldt for at hjælpe med behandlingen af en meget nedkølet patient med hjertestop på Næstved Sygehus.

”For 10 år siden stod der i lærebøgerne, at man ikke må give hjertemassage til kolde patienter. Havde det stadig været gældende i dag, så havde de været døde alle syv,” fortæller Benedict Kjærgaard og uddyber:

”Kulden sætter ikke nødvendigvis hjertet i stå, men kan give en meget lav hjerterytme. Tidligere vidste man ikke, at en meget lav hjerterytme ikke kan måles, og derfor erklærede man fejlagtigt patienterne døde. Desuden er det sådan, at patienter med meget lav hjerterytme kan få ventrikelflimmer. Det kunne man i gamle dage ikke behandle, men i dag kan vi redde os ud af ventrikelflimmer med en mobil hjerte-lunge-maskine.”

Det markante skifte i anbefalingerne om akut behandling har han gennem sin forskning selv været med til at skabe.
”Der er kommet ny teknologi, så vi kan lave ny forskning. Nu ved vi, at når en meget kold patients hjertekardiogram viser en lige streg, så kan det godt være, fordi hjertet er dødt. Men det kan også være, at der stadig er liv derinde, dog med så lave millivolt, at de ikke kan ses på et normalt hjertekardiogram,” forklarer han.

Sygeplejerske med på holdet

Benedict Kjærgaard overtog behandlingen af den unge mand på Næstved Sygehus og koblede ham til en af de to mobile hjerte-lunge-maskiner, de havde taget med i helikopteren fra Aalborg. Det lykkedes at få liv i ham, og i løbet af nogle timer var han så stabil, at han kunne flyves til Skejby, hvor han skulle behandles for vand i lungerne.

Med i helikopteren var også sygeplejerske Susanne de Neergaard, som er en del af hypotermi-udrykningsholdet. Hun er ud over at være sygeplejerske også uddannet perfusionist og står for at håndtere hjerte-lunge-maskinen både under operationer på sygehuset, og når holdet rykker ud til nedkølede patienter i hele landet.

Den unge mand på traumestuen i Næstved var en typisk patient for udrykningsholdet. Han havde hjertestop som følge af nedkøling, og hans kropstemperatur var nede på 20 grader. Ved så svær hypotermi skal man ikke varme patienten op med f.eks. varme tæpper. Det skyldes, at kernetemperaturen er højere, og ved opvarmning udefra løber endnu koldere blod til hjertet, som kan få det til at gå helt i stå.

Med det samme Benedict Kjærgaard og Susanne de Neergaard ankom til sygehuset, gik hun i gang med at gøre hjerte-lunge-maskinen klar.

”Når kirurgen har lagt de nødvendige kanyler og katetre ind i patientens blodårer, kobler vi dem til maskinens slangesystem, og så overtager jeg så at sige kredsløbet for patienten,” forklarer hun om den efterfølgende procedure.

Ud over at gøre det ud for patientens hjerte og lunger kan maskinen også varme blodet op, så det er varmere, når det løber ind i kroppen igen og på den måde varmer kroppen op indefra.

”Hjertet begynder lige så stille at slå med, når patienten bliver varmere,” tilføjer Susanne de Neergaard, der efter behandlingen på Næstved Sygehus også fløj med i helikopteren til Skejby.

Hypotermiudrykningsholdet får omkring 30 opkald om året om ulykker, hvor patienterne er meget nedkølede. Det er dog ikke alle, de tager ud til, for nogle kan rådgives om behandlingen af Benedict Kjærgaard over telefonen, det gælder også f.eks. Grønland og Færøerne.

”Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt, og kald os hellere i god tid end for sent,” siger han med henvisning til, at der ved Præstø-ulykken gik omkring halvanden time, inden udrykningsholdet blev gjort opmærksom på katastrofen.
 

Grundig genoptræning

De syv unge fra Præstø-ulykken, som på henholdsvis Rigshospitalet og Skejby Sygehus blev lagt i kunstig koma for at mindske risikoen for hjerneskade som følge af iltmangel, er efterfølgende blevet indlagt på Hammel Neurocenter, der har speciale i rehabilitering af patienter med pådraget hjerneskade. Her er Jørgen Feldbæk Nielsen overlæge, professor og leder af forskningscentret for neurorehablitering. På grund af sin tavshedspligt vil han ikke udtale sig om patienternes nuværende tilstand. Men han forklarer, hvorfor nedkøling af kroppen er meget farlig:

Nedkøling påvirker alle organer, og når kroppen bliver for kold, holder hjertet op med at slå. Der er også risiko for påvirkning af leveren og andre funktioner,” forklarer han, men tilføjer samtidig, at nedkøling i forbindelse med et hjertestop beskytter i en vis udstrækning, fordi behovet for ilt og energi i nervecellerne sættes ned.

”Det, at der er nedkøling, gør altså i sig selv, at man kan overleve i længere tid.”
Behandlingen på både kort og lang sigt er afgørende for patientens overlevelseschancer og for varige mén.
”Når patienten har haft hjertestop som følge af nedkøling, skal først og fremmest hjertet og andre vitale organer stabiliseres,” siger han.

Derefter scannes patienten for at undersøge, om hjernen har taget skade. Jørgen Feldbæk Nielsen forklarer, at den efterfølgende genoptræning afhænger meget af, hvilke af hjernens områder der er ramt:

”For de kognitive områder tager træningen ofte udgangspunkt i den kontekst, man er i. Det kan være basale dagligdagsting som selv at tage tøj på, vaske sig og spise. Mange, som overlever hjertestop, kan have hukommelsesproblemer. Med forskellige øvelser kan man træne hukommelsen, opmærksomhed og helt specifikke ting. Hvis patienterne har neurologiske udfald som lammelser, er det motorisk træning, de gennemgår.”

Jørgen Feldbæk Nielsen understreger, at genoptræningen kan være en langvarig proces, og ofte er perioden for rehabiliteringsindsatsen på flere måneder.

”Om man får mén, afhænger helt af graden af påvirkning af hjernen,” påpeger han, men siger samtidig, at man godt kan komme sig helt uden mén. 

Fakta: Derfor redder hjerte-lunge-maskinen liv

Maskinen kan overtage hjertets og lungernes funktion. Den kobles til en livløs patient via lyskekarrene, mens man fortsætter med at give hjertemassage. Kirurgen lægger et snit i lysken og fører et kateter ind i venesystemet hele vejen op til hjertet. Den opsamler blodet og fører det over i maskinen, som laver et kunstigt tryk, ilter blodet, varmer det op og pumper det ind i kroppen igen gennem pulsåren. Maskinen holder nu gang i kredsløbet og ilter blodet, samtidig med at den varmer det op.  Hjertet på en hypoterm patient vil, efterhånden som vedkommende bliver varmet op, selv begynde at slå med.

Kilde: Benedict Kjærgaard, overlæge på Aalborg Sygehus.

  Fakta: Forskellige grader af hypotermi
  • Lettere hypotermi: Patienten er vågen, men temperaturen er under 35 grader.
  • Moderat hypotermi: Patienten er bevidstløs, temperaturen er under 32 grader, men hjertet slår stadig.
  • Svær hypotermi: Patienten er under 32 grader og har tvivlsom eller ingen cirkulation.

   Kilde: Behandling af den hypoterme patient, Ugeskrift for Læger, juni 2008.

Emneord: 
Akutsygepleje
Anæstesi
Hypotermi
Respirator
Sorg
Ulykke

POR3T af sygeplejersker, der arbejder med rehabilitering

Mød tre sygeplejersker, som har fundet deres rolle i rehabilitering, og som følger patienterne, når de skal tilbage til hverdagen igen.

Planlagt dermatologi

Helle Pia Knudsen, sygeplejerske på Klinik for hudsygdomme, Gentofte Hospital, siden åbningen i 2008. Uddannet fra Herlev Sygeplejeskole i 1988. Nyvalgt bestyrelsesmedlem i Fagligt Selskab for Dermatologiske Sygeplejersker.

Hvor ser du din rolle?

”Vi tilbyder et intensiveret behandlingsforløb til patienter med tiltagende og forværrede hudsygdomme, der ikke længere kan klares i eget hjem. En stor del af arbejdet består i at vejlede patienterne i, hvordan de selv kan passe på deres hud og holde symptomerne nede. Derfor ligger der også en stor opgave i den forebyggende behandling og pleje. Et af mine vigtigste områder er at finde frem til den enkelte patients ressourcer og lægge en plan for den videre behandling og pleje ved udskrivelsen, så hudsygdommen ikke bliver det altoverskyggende i deres liv. Dette synes jeg er min fornemmeste opgave som dermatologisk sygeplejerske.”

Hvorfor arbejder du med dit område?

”Jeg har i den dermatologiske sygepleje fundet muligheden for at arbejde med tildelt patientpleje og forene den praktiske tætte patientkontakt med koordinerende opgaver. Jeg bliver til stadighed udfordret med flere ansvarsområder indenfor pleje og klinikfunktioner, og jeg er glad for at arbejde med at implementere og udfolde den teoretiske viden, som flere af mine kolleger laver projekter om, når de udvikler vores område. Patienterne kan være meget komplekse med konkurrerende lidelser og symptomer, der nogle gange kræver en lidt kreativ tilgang til sygeplejen. Når patientens hud f.eks. ikke kan holde på tape og almindelige forbindingsstoffer, kan vi løse det ved at klippe stykker af nettrusser i stedet.”  

SY2013-05-%20(20)

Foto: Søren Svendsen 

Sengecykling til intensivpatienter

Malene Burgsø Moutafi, sygeplejerske på Intensiv Afdeling på Vejle Sygehus, uddannet intensivsygeplejerske i 2012, hvor hun skrev speciale om mobilisering af KOL-patienter ved sengecykling.

Hvorfor sengecykling?

”Jeg oplevede, at det var rigtig trist – specielt når jeg var aftensygeplejerske – at der ikke skete andet for patienterne, end at de blev liftet op i en stol. De blev mere og mere fysisk dårlige, fordi de hurtigt mister deres muskelmasse. Da jeg skulle skrive speciale, valgte jeg derfor at skrive om mobilisering. Via nettet fandt jeg frem til en belgisk fysioterapeut, som havde forsket i sengecykling til intensivpatienter. Da jeg præsenterede specialet for min afdelings- og oversygeplejerske, bad de mig undersøge pris på cyklen. Jeg har fået enorm opbakning fra ledelsen og fra kollegerne, som straks var med på idéen.”

 Hvad arbejder du med lige nu?

”Vi er en sengecykelgruppe, som bl.a. arrangerer undervisning for de ca. 60 sygeplejersker i afdelingen. Vi har også fået en af vores specialeansvarlige ind i arbejdet, bl.a. fordi vi til sommer skal i gang med et kvalitetsudviklingsprojekt. Vi vil gerne brede vores oplevelser ud og konkret vise, hvilke resultater det kan give. Vi sengecykler ikke kun KOL-patienter, men alle intensive patienter ud fra nogle faste kriterier. Det er meget vigtigt, at patienterne kommer hurtigst muligt i gang efter den kritiske fase, for på den måde kan man bedst vedligeholde muskelmassen. Det er selvfølgelig aldrig for sent, men hvis man starter sent, så bliver det genoptræning frem for vedligeholdelse, og det har stor betydning for patientens chance for rehabilitering.”

  SY2013-05-%20(21)Foto: Søren Svendsen 

En bid af elefanten

Lise Bjerrum Thisted, kræftrehabiliteringssygeplejerske på Rigshospitalet. Uddannet fra Odense Sygeplejeskole i 1990. Har siden taget en diplomuddannelse i Sundhedsfremme og forebyggelse og en master i Klinisk sygepleje.

Rehabilitering og sygepleje?

”Rehabilitering handler om, hvordan man bedst muligt lever i hverdagen på trods af sygdom. Jeg arbejder med, hvordan vi kobler sygeplejerskers fagviden med patientens ekspertviden om sit hverdagsliv. Kunsten i rehabiliterende sygepleje er at finde den rette støtte og løsning sammen med patienten, for behovene er meget forskellige, men i dag har vi ikke redskaber til at identificere dem. Jeg er derfor med til at teste en ny metode og afprøve rehabiliteringssamtaler i hospitalsregi mellem sygeplejersker og kræftpatienter. Målet er at skabe en vis orden i en for patienten kaotisk tid af livet – ved at spise én bid ad gangen af elefanten.”

Hvilke udfordringer er der?

”Evidensgrundlaget er begrænset. Vi skal turde gå på tynd is og definere, hvad rehabiliterende sygepleje er. Træthed er et godt eksempel på et område, hvor rehabiliterende sygepleje er påkrævet. Selvom vi er den faggruppe, der giver behandling og følger de påvirkninger, som patienterne oplever, mangler vi fortsat at finde frem til, hvad rehabiliterende sygepleje er. Det kan f.eks. være til patienter med langvarige paræstesier i hænder og fødder som følge af kemoterapi. En anden udfordring er, hvordan vi kan måle, om rehabiliterende sygepleje har en effekt. Jeg tror, at samtaler med patienterne om hverdagslivet med kræft gør en forskel – ikke kun fordi vi er søde og rare at tale med.”

SY2013-05-%20(22)Foto: Søren Svendsen

Emneord: 
Rehabilitering
Ulykke
Sygdom
Sundhedsvæsen
Intensiv
Kræft

Hun var med første bil på stedet

Blæsten rusker op i overfladen og sender bølger med hvide toppe ind mod land. En stærkt forkommen ung kvinde fortæller, at der er flere derude. Sygeplejerske Karin Vesterager var med i 1. akutbil på stedet, da 13 efterskoleelever og to lærere kæntrede på Præstø Fjord den 11. februar. Sygeplejersken bringer her et tilbageblik på hendes oplevelse af ulykken.

SY-2011-09-14-1zx
Sygeplejerske Karin Vesterager var sammen med sin kollega, paramediciner Arne Nielsen, det første redningsmandskab på stedet, da 15 efterskoleelever og lærere kæntrede på Præstø Fjord. Foto: Hanne Loop.

Karin Vesterager løber ned mod bådebroen. Hun har lige intuberet en livløs ung mand, som er blevet reddet op af det iskolde vand i fjorden. Nu ligger han i en ambulance på havnen og får hjertemassage af to reddere. Egentlig bør hun blive ved patienten, men hun har netop fået besked om, at yderligere to livløse er blevet reddet op i en båd på fjorden og er blevet sejlet ind.

Først lægger de en ung mand op på bådebroen. Hjertet er holdt op med at slå, og han er koksgrå i ansigtet.

Karin Vesterager går i gang med at intubere ham, og imens giver reddere ham hjertemassage. Kort efter ligger hans klassekammerat, en ung kvinde, ved siden af, og også hun får hjælp til at trække vejret og hjertemassage på broen, mens den hårde vind suser om ørerne kun få centimeter over vandet, som er højst et par grader varmt. Ingen af de unge viser tegn på liv, men Karin Vesterager ved, at de alligevel skal fortsætte behandlingen. Kort efter er patienterne på vej til sygehuset og tilbage til livet.

Der er gået godt seks uger, siden 15 efterskoleelever og lærere kæntrede i en dragebåd på Præstø Fjord. Kun de 14 blev reddet. Karin Vesterager er for første gang tilbage på havnen, hvor hun oplevede ulykken på tæt hold. Hun havde lyst til at se havnen igen under fredeligere omstændigheder og betragter den roligt fra de store panoramavinduer på caféen, som ligger helt ned til havnefronten.

Kl. 12.43 lyder alarmen

Karin Vesterager er 47 år, anæstesisygeplejerske og har kørt med akutbilen på Sydsjælland i seks år. Fredag den 11. februar 2011 er hun på vagt fra kl. 8 til kl. 23 med paramediciner Arne Nielsen. De to har været gode kolleger i mange år, og det er deres sidste vagt sammen, da der efter 1. marts i år ikke længere er sygeplejersker med i akutbilerne i Region Sjælland.

”Vi var enige om, at der godt måtte ske lidt på vores sidste vagt sammen. Men vi havde aldrig forestillet os den katastrofe, vi endte med at stå i,” fortæller Karin Vesterager.

Når hun tænker tilbage, kan hun ikke huske de konkrete opgaver, de var ude til den formiddag, men det var hverdagsopgaver med ukomplicerede medicinske patienter, forklarer hun. Ved middagstid er de inde på Falck-stationen i Vordingborg for at spise frokost og har ved bordet i kaffestuen netop slugt den sidste bid af madpakken, da alarmen går kl. 12.43.

”Kaldet på radioen går på, at der er en båd eller jolle, som er kæntret på Præstø Fjord, og der er 15-17 tilskadekomne,” husker Karin Vesterager.

Hun og Arne Nielsen sætter sig ud i akutbilen for at køre mod Præstø godt 17 km derfra, hvor værkstedet Præstø Bilhus har alarmeret 112. De drøner af sted med blink og sirener, lidt forundrede over meldingen fra alarmcentralen, for det er en råkold dag med tunge skyer, hård vind og grødis i vandet. Meldingen lyder alvorlig, og for at lette stemningen siger Karin Vesterager til Arne Nielsen:

”Der er da ikke nogen, som sejler ud i sådan et vejr. Det må være en båd, som er faldet ned fra et stillads på havnen.”

Overblik eller behandling

Fremme på adressen 11 min. senere finder Karin Vesterager og Arne Nielsen en stærkt forkommen og forskrækket ung kvinde, som sidder ude i værkstedets brusebad og bliver skyllet med varmt vand. Hun er kold, men får fremstammet, at hun er okay. Af en medarbejder på servicestationen får de at vide, at hun har kæmpet sig i land ud for bygningen, som ligger næsten ned til fjorden, hvor blæsten rusker op i overfladen og sender bølger med hvide toppe ind mod land. Den unge kvinde har fortalt, at der er 12-15 andre derude, men præcis hvor mange de var om bord på båden, ved hun ikke.

”Hun var kold, men i en o.k. tilstand. Derfor spurgte jeg medarbejderen, om han kunne tage sig af hende, indtil der kom en ambulance. Det gik han med til. Vi måtte sondere terrænet og se, om vi kunne finde flere, så vi kørte rundt langs bugten,” forklarer Karin Vesterager.

Der kommer flere ambulancer til. En af dem har samlet en ung mand op længere oppe ad kysten, og Karin Vesterager tilser ham. Ligesom pigen i værkstedets bruserum er han meget kold, men ved bevidsthed. Kort efter kommer den første melding om en livløs. Det er endnu en ung mand, som er blevet reddet op og nu ligger i en ambulance på havnen.

Pludselig står Karin Vesterager i et stort dilemma: Det er som første sygeplejerske på stedet hende, der skal koordinere og have overblikket over patienterne på skadesstedet og melde tilbage til Akut Medicinsk Koordinering i Slagelse. Derfor skal hun som udgangspunkt ikke behandle. Men der flyder fjordvand ud af munden på den unge mand, mens han får hjertemassage, og indtil en læge når frem, er hun den eneste, der har kompetencerne til at sørge for, at hans luftveje er frie. Beslutningen skal hun træffe på få sekunder.

”Jeg går i gang med at behandle den unge mand og giver koordinatoransvaret til ambulancelederen, for så godt som det var muligt i den kaotiske situation, havde han overblik, og jeg kendte hans kompetencer. Jeg intuberer hurtigt den unge mand, og vi sætter et AutoPulse-apparat på ham, som giver en stabil hjertemassage.”

Katastrofens omfang

Så kommer den næste melding om, at der ligger en livløs mere nede på bådebroen. Selvom Karin Vesterager under normale omstændigheder ville blive hos en patient, hun har intuberet, skynder hun sig ned til den næste livløse efterskoleelev. Nu går katastrofens omfang for alvor op for hende.

Mens hun intuberer og giver hjertemassage til de to unge på bådebroen sammen med andre redningsfolk, når endnu en ung kvinde frem i en redningsbåd. Også hun er kraftigt forkommen, men er ved bevidsthed. Karin Vesterager vurderer derfor, at redderne kan tage sig af at varme hende op, og hun koncentrerer sig om de to første, som hurtigt bliver sendt af sted til sygehuset.

Ca. 20 min. efter Karin Vesterager er ankommet til Præstø, lander en læge i en helikopter, og en læge i en akutlægebil ankommer fra Maribo. Lægen fra helikopteren overtager styringen som koordinerende. Hele havnefronten er efterhånden fyldt med redningskøretøjer på rad og række. Også politi og praktiserende læger fra området er begyndt at strømme til. Et af spisestederne har tømt et lokale og ladet redningsmandskabet oprette en lokal kommandocentral. Der er stadig usikkerhed om antallet af tilskadekomne.

”På et tidspunkt tror vi, at med de 14 er alle reddet op, men det viser sig så, at en lærer ikke var oppe.”
Tiden, hvor de ventede på, at den sidste skulle komme op af vandet, beskriver Karin Vesterager som et stort tomrum. Imens på Næstved Sygehus kæmper lægerne for en ung mands liv, og de har brug for batterier til AutoPulse-apparatet fra den akutbil, som Karin Vesterager og Arne Nielsen er kørt i. Omkring kl. halv tre forlader de havnefronten og kører mod Næstved. 

SY-2011-09-14-1zyFoto: Hanne Loop

Nødvendigt med improvisation

”Tænk, jeg var sikker på, at det var brædder, de lå på den dag, men den er jo belagt med beton,” konstaterer Karin Vesterager overrasket, da hun her halvanden måned senere igen træder ud på den lille bådebro og for første gang rigtigt kigger sig omkring. Hun viser, hvordan de to unge lå side om side yderst på bådebroen.

”Jeg synes også, at her er meget mere plads – dengang kunne vi næsten ikke komme til at give dem hjertemassage,” tilføjer hun og kigger forundret ned på broen, som er knap et par meter bred.
Under den flyder blikstille vand, som solen spejler sig i på en forårsdag, hvor Præstø Fjord tager sig ud fra sin bedste side. Karin Vesterager spejder tavs ud over vandet.

Når hun tænker tilbage på dagen, er det scenen fra bådebroen, som står klarest i erindringen:

”Jeg husker bedst deres ansigter. De to smukke unge mennesker, som havde mistet alle deres kendetegn og bare lå koksgrå i ansigterne på den kolde bådebro.”

Ud over, at oplevelsen gjorde stærkt indtryk på hende personligt, var den også særlig rent fagligt. Sygeplejerskerne i akutbilerne, lægerne, paramedicinerne og redderne har i mange situationer sammenfaldende kompetencer, men der er visse opgaver, som normalt kun varetages af sygeplejersker og læger.
”Ved en ulykke som denne var det dog nødvendigt med improvisation, og derfor blev faggrænserne mere glidende,” fortæller Karin Vesterager.

Hun improviserede selv, da hun overlod den unge kvinde til medarbejderen på værkstedet, indtil ambulancen kom, og da hun i stedet for at være koordinator begyndte at behandle den livløse unge mand.
”Det er vigtigt at kunne tilsidesætte reglerne afhængigt af situationen. For mig var det ikke muligt at stå med foldede hænder og se et menneske dø,” siger hun bestemt.

Beslutningen om at behandle frem for at koordinere har hun ikke fortrudt, og flere af hendes kolleger har bakket hende op i den.

Karin Vesterager har tidligere været ude til ulykker med stærkt nedkølede personer, og hun er godt bekendt med behandlingsmetoderne. Det har f.eks. været personer, som er gået ud og er blevet fundet stærkt nedkølede i den kolde årstid, og ved drukneulykker eller folk, som er hoppet i havnen i påvirket tilstand.

”Behandlingen er egentlig meget simpel: De skal intuberes, have hjertemassage, holdes kolde og køres til et hospital for langsomt at blive varmet op indefra. Heldigvis ved vi i dag rigtig meget om, at det er muligt at genoplive stærkt nedkølede personer med hjertestop. For 10 år siden ville man have været mere tilbageholdende med at genoplive hypoterme patienter, der ikke har vist tegn på liv i længere tid, og ladet de unge ligge livløse på bådebroen,” påpeger hun.

Ville køre vagten færdig

I bilen på vej mod sygehuset forsøger Karin Vesterager og Arne Nielsen at stykke billedet af katastrofen sammen og få styr på forløbet, men det går op for dem, at det er vanskeligt:

”Hvor var du, da jeg var der? Hvor landede helikopterne egentlig? Hvem tog sig af de lokale praktiserende læger og politifolk, som havde brug for støtte?”
De finder det begge tankevækkende, at der er meget, de slet ikke har lagt mærke til under redningsaktionen, fordi de var optaget af andre ting.

I Næstved afleverer Karin Vesterager og Arne Nielsen udstyret og bliver lidt, mens den unge mand langsomt bliver varmet op ved hjælp af en hjerte-lunge-maskine, får kulør, og hans hjerte begynder at slå. De får umiddelbart positive meldinger om de øvrige efterskoleelevers tilstand. Men der er ingen garantier for succes, og undervejs i forløbet tænker Karin Vesterager over, om de unge mennesker vil få mén, hvis de vågner op.

På Næstved Sygehus spørger kollegerne, om hun ikke vil afløses resten af vagten for at komme hjem og sunde sig oven på oplevelsen.

”Men jeg følte større behov for at køre vagten færdig sammen med min makker. Så vi kørte ud igen, og hurtigt kom der en melding om et muligt dødsfald, som vi skulle ud til.”

Derefter kørte det slag i slag med opgaver resten af vagten. Kl. 23 mødtes de på stationen og snakkede dagen igennem. De aftalte også at ringes ved dagen efter, hvilket er kutyme efter en stor redningsaktion med mange indtryk.

Den nat sov Karin Vesterager tungt og længe. Kroppens ressourcer var brugt op. Dagen efter stod hun op og tog igen ind på sygehuset for at være sammen med kollegerne, og for at de kunne være opmærksomme på, om hendes opførsel ændrede sig som følge af oplevelsen.

Den bedste hjælp var kollegerne

Efter ulykken har der været afholdt forskellige debriefinger for personalet, som deltog i redningsaktionen. Både på regionsplan med samtlige aktører fra politi til politikere, for Falck-redderne og for personalet på Næstved Sygehus. Men den bedste bearbejdning af oplevelsen har hun fået ved at snakke med kollegerne:

”Vi har især snakket om det tomrum, der opstod i redningsarbejdet på grund af ventetiden og uvisheden. Jeg har desuden selv tænkt meget på unødvendigheden af det her, og hvor uretfærdigt det var. Jeg kan slet ikke forestille mig de pårørendes sorg og afmagt,” siger hun stille.

Efterfølgende har Karin Vesterager været frustreret over, at hun ikke har haft mulighed for at følge op på, hvordan det er gået med de unge, som hun var med til at bringe tilbage til livet. På grund af ulykkens omfang, har det ikke ad officielle veje været muligt at identificere dem, hun var med til at behandle.

Den 15. person, lærer Michael Jørgensen, blev ikke reddet op den dag, selvom redningsmandskabet ledte efter ham længe efter, at alle andre var bragt til sygehuset. Først den 3. april dukkede hans lig op til overfladen og blev fundet af en kajakroer i Feddet Havn i Præstø Fjord.

Karin Vesterager har stadig billedet af de to unge på bådebroen på nethinden, når hun tænker på ulykken. Men gennem arbejdet i akutbilen har hun lært at opbygge en professionel distance til ulykkerne, og hun understreger, at det er rart at vide, at man har gjort, som man skulle ude på skadesstedet. Og så husker hun at være taknemmelig:

”Selvom det lyder lidt som en kliché, bliver man ydmyg over for livet, hvor man kan sidde og nyde solen over Præstø Fjord. Det er altså ikke nogen selvfølge.”

Fakta: Ulykken på Præstø Fjord

Den 11. februar 2011 sejlede to lærere og 13 elever fra Lundby Efterskole ud i en dragebåd på Præstø Fjord. I forsøget på at slå en rekord kæntrede båden, og de 15 personer faldt i vandet. 14 blev reddet op af redningshelikoptere og -både og blev bragt til behandling på sygehuse over hele landet.

Syv af eleverne blev lagt i kunstig koma for at mindske eventuelle skader efter iltmangel og hjertestop. De er alle vækket igen og går nu til genoptræning på Hammel Neurocenter.

Den 44-årige lærer Michael Jørgensen blev fundet omkommet i fjorden ved Feddet Havn den 3. april. Der er efter ulykken blevet rejst kritik af de sikkerhedsforanstaltninger, efterskolen tog, da de sejlede ud med eleverne. Bl.a. er det blevet kritiseret, at eleverne i stedet for at bære redningsveste bar de mindre svømmeveste, som ikke er beregnet til at holde hovedet over vandet på livløse personer.

Fakta: AMK i Region Sjælland

Vagtcentralen i Region Sjælland hedder Akut Medicinsk Koordinering (AMK) og er døgnet rundt bemandet med speciallæger i anæstesiologi og sygeplejersker, som er med til at disponere ambulancer, akutbiler og redningshelikopter. 

Når der opstår større ulykker med mere end seks tilskadekomne, koordineres hele indsatsen herfra, og en lokal kommandocentral oprettes på ulykkesstedet med en koordinerende læge, der prioriterer indsatsen i samarbejde med AMK.

Kilde: Region Sjælland og sygeplejerske Karin Vesterager.

Fakta: Slut med sygeplejersker i akutbilerne

Region Sjælland fik pr. 1. marts 2011 en ny præhospital plan. Det betyder bl.a., at sygeplejerskerne ikke længere indgår i akutbilernes vagtplaner, som nu er bemandet med paramedicinere. Til gengæld er der kommet flere akutbiler og mere døgnberedskab til regionen.

Sygeplejerske Karin Vesterager savner arbejdet og kollegerne i akutbilen, og hun finder beslutningen ærgerlig, fordi hun satte stor pris på samarbejdet.

”Det har langtfra altid været nødvendigt med en sygeplejerske eller en læge på skadesstederne, men der har altså også været gange, hvor det var godt, at vi var der med vores faglighed til at supplere redderne,” påpeger hun.

I en rapport om forløbet ved redningsaktionen i Præstø har Region Sjælland konkluderet, at selvom ulykken var indtruffet efter 1. marts, så ville det ikke have ændret noget i forhold til redningsaktionen. Begrundelsen er, at der ved større ulykker stadig vil være mulighed for at udsende et akutlægehold fra regionens seks store sygehuse.

Det er Karin Vesterager opmærksom på, men hun pointerer samtidig, at: ”Indsatsen vil være meget afhængig af, hvem der er på vagt den dag, katastrofen rammer. En sundhedsfaglig person, som ikke har erfaring med at være på et skadessted, kan have svært ved at træde ind i samarbejdet, hvor man er afhængig af at kende til både kommandoveje og hinandens kompetencer. Desuden er det vigtigt at vide, hvordan man optræder på et skadessted, så sikkerheden er i top. Derfor er det utopi at tro, at man bare kan sende en tilfældig sygeplejerske til et skadessted, og så er indsatsen som før,” påpeger hun.

Emneord: 
Akutsygepleje
Anæstesi
Hypotermi
Respirator
Sorg
Ulykke

Anæstesisygeplejersker ud med blå blink

Håndværk. Når akutbilen rykker ud til en alvorlig ulykke eller sygdom, skal patienten behandles af en anæstesisygeplejerske, indtil en læge kan tage over. Det mener anæstesisygeplejerske Martin Finseth.

SY-2088-19-26b"Anæstesisygeplejersken kan sit håndværks ABC. Er der nogen, der kan skabe frie luftveje, så er det anæstesisygeplejersken, som udfører det arbejde hver dag," mener Martin Finseth. Foto: Ole Mortensen

Akutbilerne i Danmark skal som udgangspunkt bemandes af et team bestående af en anæstesisygeplejerske og en ambulanceredder eller paramediciner. Det mener anæstesisygeplejerske Martin Finseth, som selv kører akutbil en dag om ugen i Vestjylland. De øvrige dage arbejder han som anæstesisygeplejerske på Ringkøbing Sygehus.

"Men det er klart, at hvis der er tale om en meget alvorlig ulykke, så skal man have en læge med ud til ulykkesstedet. Den præhospitale indsats er i dag og skal i fremtiden være et godt teamwork mellem læge, anæstesisygeplejerske og ambulanceredder," siger Martin Finseth, som er næstformand i SIG-gruppen for akut/præhospital anæstesisygeplejersker under Dansk Sygeplejeråds Fagligt Selskab for Anæstesi-, Intensiv- og Opvågningssygeplejersker.

Martin Finseth mener, at der er behov for anæstesisygeplejersker på skadestedet i alvorlige situationer, fordi anæstesisygeplejersken har kompetencer, som ambulanceredderen eller paramedicineren ikke kan tilbyde patienten.

"Anæstesisygeplejersken kan sit håndværks ABC. Er der nogen, der kan skabe frie luftveje, så er det anæstesisygeplejersken, som udfører det arbejde hver dag på sygehuset. Paramedicineren har ikke den kompetence og rutine og kan heller ikke give patienten smertestillende medicin eller lægge en narkose," siger Martin Finseth og tilføjer, at anæstesisygeplejersken desuden fra uddannelse og arbejde har indsigt til hele tiden at være "foran" patienten. Det betyder, at sygeplejersken kan gribe ind mod en uheldig udvikling i tide.

Martin Finseth mener altså ikke, at man kan overlade det til ambulancereddere - uanset om de har det højeste uddannelsesniveau som paramedicinere - at stabilisere patienterne, til lægen enten er rykket ud eller patienten transporteret til sygehuset. Altså skal paramedicinere efter hans mening ikke køre alene i akutbilerne. Men det vil være en god idé at opgradere bemandingen i ambulancer fra reddere til paramedicinere.

"Vor tjeneste oplever et par gange om måneden, at jeg må lægge narkose på en tilskadekommet. Jeg gør det selvfølgelig kun, når det er strengt nødvendigt, og i de situationer er der ikke tid til at vente tyve minutter eller en halv time på, at lægen er fremme. Det kan f.eks. dreje sig om en person, der ligger alvorligt tilskadekommen på en græsmark," siger han og fremhæver, at en rapport fra Sverige for nylig har draget positive konklusioner af anæstesisygeplejerskers udrykning med akutbiler (Prehospital Vård i Skåne, Vårdförbundet, marts 2008).

Martin Finseth understreger, at det er vigtigt, at de sygeplejersker, der rykker ud med akutbilerne, opretholder rutinerne i anæstesien i det daglige arbejde. Samtidig fremhæver han, at der er behov for, at der udvikles en fælles præhospital uddannelse for alle anæstesisygeplejersker, der skal ud med akutbiler.

"Det er nødvendigt, fordi vi skal have et fælles direktiv for vores arbejde derude," siger Martin Finseth.

I debatten om akutbiler høres manglen på anæstesisygeplejersker på hospitalerne som et argument mod at bruge sygeplejersker i akutbilerne. Men det argument afviser Finseth med, at der faktisk er stor interesse blandt sygeplejersker for at køre akutbil. Altså vil kørsel med akutbil faktisk tiltrække sygeplejersker til specialet, mener han. 

Emneord: 
Akutsygepleje
Ulykke

Lad lægen komme til

Professionalisering. Der skal en rutineret anæstesiolog, altså en læge, ud til de svære ulykkestilfælde, hvor der er brug for mere end en ambulancemand, mener chefen for akutlægebilen i Region Hovedstaden, Søren Loumann Nielsen.

SY-2088-19-28a"I dag har vi overhovedet ikke noget overblik over, hvad der sendes ud til hvilke situationer - og hvorfor. Det er en ineffektiv måde at bruge ressoucerne på," siger Søren Loumann Nielsen. Foto: Henrik Frydkjær.

Hvis der er brug for mere end en ambulancemand på ulykkesstedet, er der ikke grund til at sende en anæstesisygeplejerske ud med akutbilen. Det vil kun være den næstebedste løsning. Det bedste er at sende en læge, en anæstesiolog, mener lederen af akutlægebilerne i Region Hovedstaden, overlæge Søren Loumann Nielsen.

"Jeg mener, at det er et unødvendigt ekstra led at sende anæstesisygeplejersker ud med akutbilerne. I de situationer, hvor der præhospitalt er brug for avanceret luftvejshåndtering, skal der komme en læge til stedet, og jeg mener, at ambulancemanden kan sørge for at ventilere patienten, indtil lægen er fremme," siger han.

Hans argument er, at anæstesiologen takket være sin uddannelse og rutine fra en anæstesiafdeling er den rette til at stabilisere patienten, frigøre luftvejene, diagnosticere og afgøre, hvilket hospital patienten skal sendes til.

Endelig er det lægen, der kan erklære død, hvilket er særligt vigtigt, når der er flere tilskadekomne, og man er nødt til at prioritere de ressourcer, man har til redningsaktionen.

Men det skal ikke være en hvilken som helst anæstesiolog, man sender ud på gader og landeveje, påpeger Loumann Nielsen.

"Vi skal undgå, at det er en administrativ læge, der i sit daglige arbejde sidder mest bag et skrivebord. Det skal være en læge, der til daglig arbejder med anæstesien, så rutinerne er i orden. Det skal også være en læge, der har en stor erfaring på gaden og skadesteder og løbende opretholder denne erfaring," siger Søren Loumann Nielsen.

Han er klar over, at der ikke er ens praktiske vilkår i hele landet, når man afgør, hvem der skal bemande akutbiler. Nogle steder vil der f.eks. være mangel på læger til bilerne, andre steder vil der være lang transport af lægen til ulykkesstedet. Derfor er det nødvendigt at tilrettelægge det akutte beredskab efter de faktiske muligheder i regionen, understreger han.

"Men jeg mener, at man som udgangspunkt burde tilrettelægge den præhospitale indsats efter nogle centrale mål, der er landsdækkende. Det gør man ikke i dag. Et af målene skulle være, at der skal en læge hurtigst muligt ud til de steder, hvor der f.eks. er behov for at frigøre luftveje. De steder på landkortet, hvor det ikke kan lade sig gøre, må man så vælge den løsning, der kommer tættest på målet," siger Søren Loumann Nielsen.

Endelig påpeger han, at det er helt afgørende for den service, som borgerne får af akutbilerne og det akutte beredskab i det hele taget, at der sker en sundhedsfaglig professionalisering af 112.

"Det er på forbedringer af 112, man skal bruge energien lige nu," siger han og efterlyser generelt en bedre sundhedsfaglig rådgivning og visitation i de 80 pct. af opkaldene, som handler om et sundhedsfagligt problem. For akutbilernes udrykning vil det bl.a. betyde, at bilerne prioriteres til de opgaver, hvor der faktisk er behov.

"I dag har vi overhovedet ikke noget overblik over, hvad der sendes ud til hvilke situationer - og hvorfor. Det er en ineffektiv måde at bruge ressoucerne på," siger Søren Loumann Nielsen. 

Emneord: 
Akutsygepleje
Ulykke

Forskellige løsninger er vejen frem

Minimumskvalitet. Korpslæge i Falck, Svend Trautner, vil ikke pege på én faggruppe frem for en anden som den rette til at bemande akutbiler. Det vigtige er, at regionerne opbygger et samlet set godt akut beredskab, og det kan gøres på mange måder, mener han.

SY-2088-19-27a"Det vigtige er den måde, hvorpå man organiserer systemet, og at sygeplejersken eller para-medicineren har mulighed for at kommunikere med en læge eller tilkalde én ude fra skadestedet," siger Svend Trautner. Arkivfoto: Falck

Selv om virksomheden Falck selvfølgelig gerne vil spille en rolle i det akutte beredskab, behøver der ikke sidde en Falck-mand bag rattet i hver eneste akutbil, mener korpslæge i Falck Svend Trautner. Det vigtige er, at det akutte beredskab bygges op på en måde, så patienterne får bedst mulig kvalitet i forhold til den geografi og de ressourcer, som findes i regionerne, siger han.

"Danmark er jo forskelligt opbygget geografisk. Regionerne er forskellige, så derfor tror jeg ikke, at man kan finde én løsning, der passer alle steder. Men der skal selvfølgelig være en minimumskvalitet til stede overalt," siger han.

"Der er ikke nogen rette persongruppe, der skal sidde på det hele. Vi har efterhånden fået oprettet en gruppe af sundhedspersoner, der kan noget på det præhospitale område. Vi har en række akutlæger, der har fået præhospital erfaring. Vi har sygeplejersker, der har noget erfaring, og vi har fået paramedicinere på banen, som viser sig også at kunne nogle ting. Endelig er der ambulanceredderne, som har fået løftet deres uddannelse," siger Svend Trautner, som ikke ønsker at puste til en opblussen af fagpolitiske diskussioner om bemanding af akutbiler.

Nogle steder i landet "dyster" anæstesisygeplejersker og paramedicinere om, hvem der er mest egnet til at køre akutbil, og Sven Trautner deler omhyggeligt sol og vind lige, da han bliver bedt om at definere forskellen på sygeplejerskers og paramedicineres kvalifikationer:

"Paramedicineren har en rimelig stor skadestedserfaring. Sygeplejersker - det gælder erfarne, intensiv- eller anæstesisygeplejersker - har en kompetence omkring de øvre luftveje. De kan på lægens delegering bedøve og intubere. Det kan paramedicinere ikke. Paramedicineren kan til gengæld lægge en larynxmaske (til opretholdelse af vejrtrækningen, red.), hvilket vi har lang erfaring med i Nordsjælland. Desuden har en erfaren sygeplejerske selvfølgelig en vis klinisk erfaring. Ligesom en redder, der er blevet paramediciner og har kørt i 20 år, har megen skadestedserfaring."

Betyder det, at det er hip som hap, hvem der kommer til skadestedet?
"Nej, men det vigtige er den måde, hvorpå man organiserer systemet, og at sygeplejersken eller paramedicineren har mulighed for at kommunikere med en læge eller tilkalde én ude fra skadestedet," siger Svend Trautner, som er "stolt af", at man i Danmark er enige om, hvilke "byggesten" den præhospitale indsats kan bygges af.

Det nåede man frem til i arbejdsgrupper nedsat af Sundhedsstyrelsen i 1999. Nu handler det ifølge Svend Trautner om at bygge de regionale løsninger op af disse byggesten. Man skal styrke uddannelserne. Den enkelte aktør skal sikres den nødvendige rutine. Faggrupperne skal tale samme sprog og samarbejde. Desuden skal ny teknologi tages i brug til kommunikation. Endelig skal visitationen af ressourcerne, når der er ringet 112, raffineres, så der sendes det rette personale af sted til patienterne.

"Det vigtige er, at vi får strikket en fornuftig løsning sammen samlet set. Det her er ikke en konkurrence om, hvem der sidder hvor," siger Svend Trautner. 

Emneord: 
Akutsygepleje
Ulykke

Uenighed om, hvem der skal ud med akutbiler

Bemanding. Anæstesisygeplejersker, paramedicinere eller læger? Der er ingen faste retningslinjer for, hvem der skal komme den forulykkede til hjælp ved alvorlige ulykker.

Hvem skal sidde i den akutbil, som sendes ud til den alvorligt tilskadekomne eller syge patient?

Det er der ikke enighed om i Danmark, og landet over har regionerne valgt forskellige løsninger.

Nogle steder er det en anæstesisygeplejerske, der rykker ud. Andre steder en paramediciner, og i hovedstaden kommer der en lægebil, hvis situationen er så alvorlig, at en ambulance ikke kan løse opgaven.

Fagbladet Sygeplejersken har bedt en anæstesisygeplejerske, en anæstesioverlæge og en korpslæge i Falck om deres holdning til, hvad der er den rette bemanding af akutbilerne.

DEFINITION

Akutbilen er en specialudrustet bil med forskellig bemanding alt efter lokalitet. Den varetager den første indsats på skadestedet, indtil ambulancen kan transportere den tilskadekomne til akutmodtagelse. Akutbiler kan ikke transportere tilskadekomne eller syge.

Emneord: 
Akutsygepleje
Ulykke

Refleksive rum hjælper sygeplejersker efter belastende hændelser

Fastholdelse. Ubearbejdede, belastende oplevelser kan medføre, at sygeplejersker kun bliver kort tid i det intensive speciale eller endda helt skifter profession. Men sådan behøver det ikke at gå.

SY-2005-15-31-01Foto: Thomas Tolstrup

Sygeplejersker i intensiv klinisk praksis oplever ofte belastende hændelser. F.eks. indlægges en yngre bevidstløs kvinde akut og dør efter få timer i afdelingen. De mindreårige børn er dybt chokerede og ulykkelige. Den lille familie har ikke noget netværk pga. problematiske forhold i familien.

Sygeplejerskerne skal derfor finde ud af, om der alligevel kan mobiliseres støtte fra familien, samt hvilke tiltag systemet kan tilbyde børnene i den ulykkelige situation. Samtidig skal sygeplejerskerne yde psykologisk støtte til børnene. Selv om sygeplejerskerne i selve situationen reagerer med professionel omsorg på bedste vis, kan det ikke undgås, at de bliver berørt på et dybere personligt plan.

Hvordan kan der efterfølgende tages hånd om sygeplejerskerne, så de får bearbejdet hændelsen? På intensiv afdeling på Odense Universitetshospital (VITA) har vi etableret syv forskellige refleksive rum (se boks), hvor sygeplejerskerne får mulighed for systematisk refleksion. De refleksive rum uddybes senere i artiklen.

Hvorfor er det nødvendigt at etablere refleksive rum i en organisation? Blandt andet fordi vi lever i en tid, hvor det moderne menneske nødigt vil være afhængigt af andre. Idealet er selvstændighed og magt over situationen. Derfor er det ubehageligt at have behov for hjælp (1). Vi vil hellere fortrænge en belastende oplevelse end tale om den, fordi vores ideal er at have kontrol over vores følelser og reaktioner. Vi ønsker ikke at udstille vores evt. usikkerhed og sårbarhed. Vi vil hellere bide tænderne sammen og vise, at vi kan klare mosten.

Sekundær traumatisering

Eksemplet i indledningen illustrerer en af de mange belastende situationer, intensivsygeplejersker oplever i det daglige arbejde med alvorligt syge og undertiden døende patienter og de pårørende. Sygeplejerskerne skal dagligt mobilisere et mentalt beredskab for at kunne håndtere en evt. belastende situation. Der kan være risiko for, at de belastende hændelser overstiger sygeplejerskernes faglige og personlige ressourcer. Hvis sygeplejerskerne ikke får bearbejdet oplevelserne, kan de få vanskeligere ved at håndtere analoge situationer i fremtiden, og de får derfor ikke opbygget kvalificeret handlekompetence på baggrund af oplevelserne. Ubearbejdede belastende oplevelser kan medføre, at sygeplejerskerne forbliver kort tid i det intensive speciale eller endda helt skifter profession.

Det er både afdelingens og sygeplejerskens ansvar at sørge for, at der sættes fokus på de arbejdsmæssige risici, der hører med til at arbejde med andre menneskers lidelser og eksistentielle problemer. Ellers kan sygeplejersken opleve sekundær traumatisering. Det vil sige, at sygeplejersken oplever en tiltagende sårbarhed eller eksistentiel rystelse i arbejdet med patienters lidelser akkumuleret over tid. Om det er den erfarne eller den uerfarne sygeplejerske, der er mest udsat for sekundær traumatisering, kan afhænge af flere faktorer. Den erfarne sygeplejerske forventes at skulle kunne klare presset. Den mindre erfarne sygeplejerske har måske levet en mere eller mindre beskyttet tilværelse og bliver mere rystet over en belastende oplevelse, men tør dele sin sårbarhed med andre kollegaer. Sekundær traumatisering er ikke det samme som udbrændthed, hvor det er alle de arbejdsrelaterede faktorer, som medfører fysisk eller psykisk kollaps, så sygeplejersken isolerer sig fra arbejdet og mister engagementet, kreativiteten og livslysten (2).

SY-2005-15-32-01For at styrke bearbejdning af belastende oplevelser er det vigtigt, at sygeplejersken får mulighed for at genfortælle oplevelsen og sætte ord på sanseindtrykkene under oplevelsen, så indtrykkene kan bearbejdes kognitivt. Den kognitive bearbejdelse af tankerne er vigtig, fordi den giver sygeplejersken mulighed for at vurdere tankerne mere realistisk og erstatte dem med mere hensigtsmæssige tanker. Forskningsresultater tyder på, at finder denne bearbejdning ikke sted, fordi personen ønsker at fortrænge den belastende situation, tænker personen endnu mere på begivenheden (3). Forklaringen er, at hvis man forsøger at undgå visse tanker, tænker man på noget, der minder om situationen for at distrahere sig selv. Lidt efter lidt kobles de distraherende tanker sammen med det, man ønsker at undgå, så man alligevel tænker på det, man helst vil glemme. Bevidste forsøg på at undertrykke bestemte tanker vil derfor som regel mislykkes.

Forebygger udbrændthed

Da belastende situationer er et arbejdsmæssigt vilkår for personalet på en intensiv afdeling, er det vigtigt at vurdere, om der

Side 31 

skal etableres en faglig professionel støtte, eller om den medmenneskelige støtte er tilstrækkelig. Ligeledes viser psykologisk forskning i stress, at det ikke nødvendigvis er de relativt sjældne og dramatiske begivenheder, der er belastende for mennesker, men også dagliglivets ærgrelser og irritationer (4).

Der er behov for forskellige foranstaltninger afhængigt af, hvor belastende situationen opleves af sygeplejerskerne. Derfor har afdelingen etableret de omtalte refleksive rum. Formålet er at give sygeplejerskerne mulighed for at tale om deres personlige oplevelser og få flere faglige perspektiver på situationen. På denne baggrund udvikles sygeplejerskens faglige og personlige kompetencer i at mestre belastende hændelser. Desuden forebygges sekundær traumatisering, stress og udbrændthed.

Hvilken metode der skal anvendes, afhænger af den aktuelle situation. Metodernes form er nøje beskrevet i afdelingens personalepolitiske retningslinjer. De refleksive rum er godkendt af afdelingens tværfaglige medarbejderudvalg og fungerer derfor tværfagligt (se boks side 32).

I det følgende uddybes, hvordan refleksion efter en situation afholdes.

Et refleksionsforløb

Personale, der har været involveret i situationen, får en invitation af afdelingssygeplejersken til at deltage i refleksionen. Oftest afholdes refleksionen nogle dage efter hændelsen, så alt personalet i alle vagter får mulighed for at deltage. Ulempen er, at refleksionen ikke finder sted umiddelbart efter hændelsen. Fordelen er, at det kan føles som et overgreb at skulle tale om noget, som umiddelbart opleves meningsløst. Sygeplejersken kan have et behov for at have situationen lidt på afstand og selv forsøge at skabe en sammenhæng i begivenheden, inden hun taler med andre om den. Refleksionen foregår efter følgende design:

  • Der afsættes en time, og tidsplanen overholdes.
  • En kompetent person med indsigt i refleksion fungerer som katalysator og styrer refleksionen. I afdeling VITA er det enten afdelingssygeplejersken eller den kliniske sygeplejelærer, som afholder refleksionen, idet begge har stor erfaring med refleksion. Afdelingssygeplejersken er desuden uddannet som sygeplejefaglig vejleder, mens den kliniske sygeplejelærer bl.a. har skrevet speciale om refleksion og vejledning.
  • Vi tager en runde, hvor den enkelte deltager fortæller sin oplevelse/version af situationen. Det pointeres, at de andre deltagere ikke må kommentere eller afbryde.
  • Når alle deltagere har fortalt deres version, må der stilles spørgsmål til hinandens oplevelser, og deltagerne indgår i en dialog med hinanden.
  • Når alle nuancer og vinkler er italesat, afsluttes med en runde, hvor deltagerne på skift får mulighed for at udtrykke tanker om patientforløbet og om refleksionen.
  • Refleksionen afsluttes, og deltagerne guides til at vende tilbage til arbejdet.

Side 32 

Psykologisk debriefing

De refleksive rum har fungeret siden 2003, og vi har erfaret, at det kun er 2-3 gange om året, at der er behov for decideret psykologisk debriefing (se boks). Selv om forskning viser, at det er vanskeligt at dokumentere en langtidseffekt af debriefing, og at der i visse tilfælde kan være negative virkninger af den, har vi erfaret, at den giver sygeplejerskerne mulighed for systematisk at sætte ord og indtryk på reaktioner efter en belastende situation (5). De negative virkninger øges, hvis debriefing ikke udøves af psykologisk uddannede fagfolk, og afdeling VITA har derfor valgt, at debriefing altid skal udføres af klinisk psykologisk afdeling.

De andre refleksive rum benyttes derimod oftere, eksempelvis afholder afdelingssygeplejersken kontinuerligt sygeplejefaglig vejledning med en gruppe af personalet, men det har vist sig, at der er behov for at udvide de refleksive rum for personale, der har været udsat for vold i afdelingen. Når patienten eksempelvis er konfus eller har en intensiv psykose, kan han føle sig truet af sygeplejersken og derfor reagere voldeligt mod hende. Her er der behov for en form for voldsforebyggelsespolitik og en mere akut handlings- eller kriseplan, som personalet kan anvende i alle situationer og på alle tider af døgnet.  

Syv forskellige refleksive rum

a. Refleksion umiddelbart i tilslutning til situationen. Metoden anvendes efter problematiske situationer, eller hvor der er behov for mere læring.

Formål: At kunne anskue situationen fra flere synsvinkler og handle kompetent.

b. Refleksion efter en situation. Metoden anvendes efter situationer, hvor personalet er berørt på et dybere personligt og fagligt plan. Kun personer, der er direkte involverede i hændelsen, kan deltage.

Formål: At få dannet et helhedsbillede og få en større forståelse for situationen ved at reflektere over egen andel i hændelsen samt få indsigt i andres oplevelser af samme situation.

c. Clinical audit. Audit tager udgangspunkt i et konkret sygdomstilfælde. Det konkrete sygdomstilfælde gennemgås, og man vurderer, om kvaliteten af pleje og behandling er tilfredsstillende eller utilfredsstillende. Hvis kvaliteten er utilfredsstillende, specificeres årsagerne hertil. Kvalitetsvurdering og analyse sker på grundlag af eksplicitte eller implicitte kriterier. Metoden anvendes efter en vanskelig situation, hvor den enkelte eller flere personer er i tvivl om, hvorvidt kvaliteten af pleje og behandling kunne være bedre. Personale, som har været direkte involverede i hændelsen, deltager.

Formål: At få en øget kompetence, så handlepotentialet styrkes i analoge komplekse situationer, samt at kvalitetsudvikle/-sikre den kliniske praksis.

d. Tværfaglig diskussion/tværfaglig casediskussion. Metoden anvendes efter en konkret situation eller i forhold til generelle problemstillinger.

Formål: At øge kvaliteten af behandling og pleje til patienterne samt at integrere et effektivt tværfagligt samarbejde og udnytte de givne ressourcer.

e. Det reflekterende team. Metoden anvendes efter situationer, hvor det enkelte personalemedlem oplever en vanskelig/belastende situation, som vedkommende ønsker en dybere indsigt i, men som ikke har berørt vedkommende på det mere personlige plan. Formål: Gennem andres uddybende og hypotetiske spørgsmål får problemejeren forskellige perspektiver på en given situation og får via denne proces et større handlepotentiale i tilsvarende situationer.

f.Sygeplejefaglig vejledning. Metoden kan anvendes ved en situation, der er foregået, eller som forberedelse til kommende handlinger.

Formål: At reflektere over klinisk praksis og dermed stimulere til faglig og personlig vækst.

g. Psykologisk debriefing med en klinisk psykolog. Debriefing er en proces, hvor det involverede personale gennemgår indtryk og reaktioner efter en voldsom hændelse.

Formål: At forebygge udvikling af kronisk stress ved at normalisere reaktioner, mobilisere støtte i de nære omgivelser samt genoprette det normale funktionsniveau.

I afdelingen har to sygeplejersker gennemført et projekt, hvor de undersøgte, hvor mange af plejepersonalet der har været udsat for en voldsepisode (6). De anvendte en definition, som er vedtaget af EU-kommissionen: "Situationer, hvor en ansat bliver udskældt/nedrakket, truet eller overfaldet i forbindelse med arbejdets udførelse, hvor udskældningen/nedrakningen, truslen eller overfaldet indeholder et eksplicit eller implicit angreb på den ansattes sikkerhed, trivsel eller helbred" (7).

Der blev uddelt 80 spørgeskemaer til afdelingens plejepersonale, og der kom 48 spørgeskemaer retur. Af de 48 besvarelser svarede 31 af plejepersonalet ja til spørgsmålet, om de havde været udsat for vold. Af fysiske gener nævnte plejepersonalet ømhed, blå mærker, kradsemærker, knytnæveslag i tinding, slag i ansigtet, så brillerne falder af. De psykiske gener omfattede følelser af vrede, afmagt, ydmygelse, selvbebrejdelse, manglende lyst til at pleje patienten, manglende lyst til at gå på arbejde. Undersøgelsen dokumenterer, at det ikke er usædvanligt, at personalet i et eller andet omfang udsættes for voldsepisoder på en intensiv afdeling.

Blinde pletter

Selv om der etableres refleksive rum i en organisation, er det vigtigt ikke at sygeliggøre og psykologisere de vilkår, som eksisterer i en intensiv afdeling, fordi belastende situationer også er dem, der samtidig beriger arbejdet. Om det altid er nødvendigt at etablere refleksive rum i en organisation, kan der derfor ikke gives et entydigt svar på, men det er vigtigt, at organisationen overvejer, om der eksisterer blinde pletter. Er refleksion en integreret del af den daglige praksis, eller er holdningen "i vores afdeling er vi altid gode til at tage hånd om hinanden," uden at man gør det? Hvis sygeplejersken forventer, at der gives rum for bearbejdning, men den ikke finder sted pga. travlhed eller anden prioritering, kan det medføre frustration hos sygeplejersken. Hvis vi f.eks. mener, at det er vigtigt at lytte til hinanden, i de tilfælde hvor sygeplejersken har noget væsentligt på hjerte, og vi samtidig udsender signaler om, at vi ikke er optaget af, hvad den anden fortæller os, dur det ikke.

Et eksempel: En sygeplejerske ønsker under sygeplejekonferencen at fortælle om en belastende situation, hun netop har oplevet. Efter et par minutter lytter kun få af sygeplejerskerne, resten er i gang med at drøfte dagens opgaver.

Vi må forholde os til, om de signaler, vi ønsker at udsende, også er i overensstemmelse med det, vi rent faktisk gør. Organisationen må overveje, om kollegial støtte er tilstrækkeligt efter en belastende oplevelse.

At anvende forskellige refleksionsmetoder indebærer, at der skal være tillid i organisationen til, at sygeplejerskerne ønsker og vil arbejde med sig selv, hvilket ikke bør sættes igennem med magt. At arbejde med refleksion betyder, at man arbejder med uforudsigelige læreprocesser. Det implicerer risikabel kommunikation. Denne form for kommunikation kræver tillid og kan ikke håndteres med magt, som professor, dr.phil. Ole Thyssen formulerer det:

"Når mennesker er højt uddannede, meget forskellige og står i situationer, som hverken kan forudsiges eller kontrolleres, kan ingen magthaver holde sine tropper i kort snor. Han må indse, at vil han plukke den rose, som hedder fornyelse, må han risikere at stikke sig på den torn, som hedder risiko" (8).

Derfor må man overveje, hvilken metode, der skal anvendes i en aktuel situation. Ellers er der risiko for, at der udøves symbolsk magt, hvis personalet oplever, at de bliver krænket eller behandlet med manglende respekt efter en belastende hændelse.

Selv om det moderne menneskes ideal er autonomi, må fremtidens arbejdspladser inddrage læreprocesser, som kombinerer faglig viden og personlig udvikling, hvis man vil rekruttere og fastholde kompetente sygeplejersker.

Christine Bagger er klinisk sygeplejelærer på intensiv afdeling på Odense Universitetshospital.

Litteratur

  1. Hansen NG. En afgrund af tillid. Guide til Løgstrups Univers. København: Gyldendal; 1998.
  2. Bang S. Rørt, ramt og rystet: Supervision og den sårede hjælper. København: Gyldendal; 2002.
  3. Christianson SÅ. Traumatiske erindringer. København: Hans Reitzels Forlag; 1997.
  4. Zachariae B, Netterstrøm B. Stress - når kroppen siger fra. Vejle: Kroghs Forlag; 2003.
  5. Arendt M: En virksom behandling? Psykolog Nyt 2000; (21): 17-22.
  6. Christensen HSC, Mørkeberg IB. Vold i afdeling VITA "Når patienten slår." Efteruddannelse for specialuddannede intensivsygeplejersker. Projektopgave. Upubliceret materiale; 2003. Projektet kan lånes ved henvendelse til forfatterne i intensiv afdeling VITA.
  7. Leather P, Brady C, Beale D, et al. Violence and Work - Related Violence - Assessment and Intervention. London and New York: Routledge; 1999.
  8. Thyssen O. Kommunikation, kultur og etik. København: Handelshøjskolens Forlag; 1994.
English abstract.

Bagger C. When nurses experience strain in clinical practice. Sygeplejersken 2005;(15):30-3.

Incidents which cause strain are among the conditions nurses have to face in intensive clinical practice. As a result, nurses may experience secondary traumatisation. In other words, the nurse will over time experience an increasing sense of vulnerability or an existential shake-up in their work with patients suffering. Both clinical practices and the nurses themselves bear responsibility for bringing into focus the work-related risks involved in work related to suffering and existential problems.

Various measures therefore need to be taken, depending on where the nurses experience the strain. Establishing reflective spaces allows the nurses to talk about their experiences and gain more perspective about the situation. On this basis, the nurses can develop their professional and personal competences in relation to mastering incidents that cause strain. In addition to this, secondary traumatisation, stress and burnout can be prevented.

The article investigates seven different types of reflective space established in a clinical intensive practice.

Keywords: incidents which cause strain, reflective spaces, secondary traumatisation, nurses and stress.

Emneord: 
Ulykke
Traume
Stress
Arbejdsmiljø

Medicinsk udstyr skyld i ulykker

På bare et år er antallet af ulykker og dødsfald i Norge, som skyldes brug af medicinsk udstyr, fordoblet. Problemet er, at hjemmesygeplejersker og plejehjemsansatte er for dårligt oplært i brug af udstyret, lyder kritikken. I Danmark føres der ikke en lignende statistik over, hvor alvorlige den slags ulykker er, eller hvor de sker.

I Norge er antallet af ulykker og dødsfald, som skyldes fejlagtig brug af medicinsk udstyr, steget med det dobbelte fra 1998 til 1999. Og det er især i private hjem og på plejehjem, at uheldene sker, skriver den norske avis Aftenposten og nævner eksempler som svigtende respiratorer eller smertepumper og forbrændinger pga. varmetæpper.

Avisen har talt med det norske Produkt- og elektrisitetstilsynet (PE), som mener, at fordoblingen af ulykkerne skyldes mangelfuld oplæring af det personale, som skal betjene det medicinske udstyr. Tilsynet peger på, at hjemmesygeplejersker og plejehjemsansatte er for dårligt eller slet ikke oplært i brug af udstyret.

Ulykker pga. brug af medicinsk udstyr har hidtil været et problem på de store norske sygehuse, men nu er det især i private hjem og på plejeinstitutioner, at uheldene af denne art sker. Brugen af mobilt udstyr, som følger patienten ud af sygehuset, er steget, og det har også øget antallet af ulykker, når udstyret svigter eller ikke bliver brugt rigtigt uden for sygehusene.

Det norske tilsyn blev for alvor klar over det stigende antal uheld uden for sygehusene, da en sygehuspatient for tre år siden blev udskrevet til et plejehjem. Med patienten fulgte en ventilator, som var beregnet til brug på en intensivafdeling, men plejehjemspersonalet fik ikke at vide, hvordan udstyret skulle betjenes.

Ingen dansk statistik

I Danmark er det Lægemiddelstyrelsen, der modtager anmeldelser om ulykker i forbindelse med brug af det medicinske udstyr. Men Lægemiddelstyrelsen fører ikke statistik over, hvor alvorlige ulykkerne er, eller om de sker på eller uden for sygehusene. Lægemiddelstyrelsen behandler udelukkende anmeldelserne som enkeltsager.

Det er styrelsens opgave at forsøge at forhindre gentagne ulykker i forbindelse med et bestemt produkt, og derfor prioriterer styrelsen at finde årsagssammenhængen i de enkelte hændelser frem for at føre en egentlig statistik.

Fabrikanter og professionelle brugere af medicinsk udstyr har anmeldelsespligt, hvis de erfarer, at udstyret kan være skyld i ulykker. Lægemiddelstyrelsen modtager hvert år godt 300 anmeldelser om sådanne uheld.

Afdelingslæge i Lægemiddelstyrelsen, Hans-Kristian Andersen, vurderer, at antallet af anmeldelser har været svagt stigende de sidste 4-5 år. Men på baggrund af de ressourcer, Lægemiddelstyrelsen råder over, mener han, det er for tidligt at lave statistiske analyser af, hvor ulykkerne sker, og hvor alvorlige de er:

''Der er endnu for få indberetninger af ulykker til, at vi kan føre statistikker, der kan give et billede af situationen i Danmark. Vi har gjort sygehusledelserne opmærksomme på, at der er indberetningspligt, men sundhedspersonalet, der bruger udstyret, er formentlig ikke tilstrækkeligt inde i en rutine med at anmelde ulykkerne. Personalet kan desuden føle, at indberetning af uheld er uvedkommende for deres arbejde, eller de kan være bange for at komme til at pege på deres egne fejl,'' siger Hans-Kristian Andersen.

Han understreger, at Lægemiddelstyrelsen har et samarbejde med Sundhedsstyrelsen, som med tiden kan bidrage til en øget belysning af årsagssammenhængene på området.

Stigende problem

Det norske Produkt- og elektrisitetstilsynet modtog i 1999 302 anmeldelser om ulykker pga. brug af medicinsk udstyr, heraf 14 mistænkelige dødsfald. I Norge har øget brug af mobilt medicinsk udstyr, som følger patienterne ud af sygehusene, gjort det muligt at presse antallet af sengedage på sygehusene ned. Men denne praksis har også en bagside:

''Det kan få alvorlige følger, når dette sker uden for de store sygehuse, hvor hverken specialister eller varslingssystemer er almindelige. Så kan uheld lettere få fatale følger,'' siger chefingeniør Hans Lie fra det norske Produkt- og elektrisitetstilsynet til Aftenposten.

Han er ikke i tvivl om, at problemet vil vokse i takt med den stigende brug af avanceret medicinsk udstyr uden for sygehusene. Det antages, at der sker en underrapportering af disse uheld og dødsfald, og derfor vil Statens Helsetilsyn i Norge nu vurdere, om det er et område, der skal kortlægges yderligere.

Emneord: 
Medicoteknisk udstyr
Ulykke

Brandulykker er et socialt problem

Det er de gamle, de syge, de handicappede og alkoholikerne, der brænder inde. Typisk har de tabt en tændt cigaret eller tændstik på tøjet. En del af disse brandulykker opstår på plejehjem og andre institutioner, hvor det ofte er plejepersonalet, der opdager og slukker branden.

Mange forestiller sig sikkert, at jo flere penge man ofrer på brandforebyggelse, jo færre mennesker vil omkomme ved brandulykker. Sandheden er imidlertid, at antallet af omkomne ved brandulykker er mere end fordoblet siden 1950'erne trods en stor præventiv indsats (figur 1).

Den store stigning inspirerede mig til at lave en undersøgelse af dødsulykker ved brand, med udgangspunkt i de to femårs perioder 1953-57 og 1988-92, hvor henholdsvis 136 og 362 mennesker omkom ved brandulykker.

Når man tager højde for befolkningstallet, var dødsraten i 1950'erne på 6,1 for hver million indbyggere, mens den i den senest undersøgte periode er steget til 14,1 for hver million danskere (1,2).

Undersøgelsen viste klart, at brandulykker mere er et medicinsk og socialt problem end et brandteknisk problem. Brandulykkerne ramte ikke tilfældigt: Ældre mennesker var klart overrepræsenterede – næsten halvdelen af de omkomne var over 65 år – og det var ikke et tilfældigt udsnit af ældrebefolkningen: Hovedparten var handicappede (23 procent var bundet til kørestol eller seng, og 38 procent kunne kun bevæge sig med krykker eller gangstativ), og hele 88 procent led af en væsentlig legemlig sygdom, hyppigst en hjerte-kar-sygdom. En tredjedel af de omkomne var kroniske alkoholikere. Det drejer sig især om yngre og midaldrende mænd, hvoraf kun få var handicappede eller legemligt syge.

Tobak er hovedårsagen

Antallet af dødsbrande forårsaget af tobaksrygning udviste en kraftig stigning i tiden mellem de to undersøgelsesperioder, og udgør nu over halvdelen (figur 2). Det er det stigende antal tobaksbrande, som er hovedårsagen til det stigende antal branddødsfald.

Der var to karakteristiske ulykkestyper, som tilsammen var ansvarlige for langt hovedparten af disse brande: For det første kroniske alkoholikere, som omkom ved sengerygning, og for det andet ældre handicappede, som omkom efter en beklædningsbrand, antændt af en tabt cigaret eller tændstik.

En del af stigningen i antallet af dødsfald ved brandulykker skyldes, at befolkningssammensætningen er ændret siden 1950'erne, så der i dag er flere ældre, og dermed flere sygdomssvækkede og handicappede. Selv når der tages hensyn til den ændrede alderssammensætning, er dødsrisikoen ved brand dog næsten fordoblet siden 1950'erne.

Som det fremgår af figur 3, var der en betydelig stigning i antallet af kroniske alkoholikere og af personer, som var alkoholpåvirkede på antændelsestidspunktet, og det falder sammen med, at der i Danmark i samme periode er sket en stigning i alkoholforbruget på 300 procent (3) og i tobaksforbruget på 50 procent. Disse forhold spiller utvivlsomt også en væsentlig rolle for det stigende antal dødsbrandulykker.

Brande på plejehjem

En gruppe brande, som har særlig interesse for sygeplejersker, er de brande, som forekommer

Side 7

Billede

Side 8

på plejehjem og andre institutioner, hvor det ofte er plejepersonalet, som opdager og slukker branden. I perioden 1988-92 var der 60 omkomne ved 58 institutionsbrande, heraf 36 brande på plejehjem. De fleste af institutionsbrandene skyldtes rygning (72 procent), stearinlys (14 procent) eller uheld med tændstikker eller lighter (syv procent).

Hovedparten af rygeulykkerne opstod ved, at en sygdomssvækket og ofte gangbesværet patient tabte en tændt cigaret eller tændstik på tøjet eller andet brandbart materiale nær kroppen, hvilket resulterede i en ofte meget voldsom brand, hvor den omkomne ofte beskrives som en 'levende fakkel'. Sjældnere forekom ulmebrande, forårsaget af sengerygning.

Plejepersonalet var undertiden bekendt med risikoen, idet den pågældende tidligere havde brændt hul på tøjet med tobaksgløder. I ni tilfælde var det oplyst, at patienten havde et rygeforklæde, men ikke benyttede det, og i tre tilfælde at rygeforklæde blev anvendt, men at det ikke havde dækket tilstrækkeligt. I fire tilfælde havde den omkomne rygeforbud, men havde lånt cigaretter og andre tobaksvarer fra medpatienter. Uheld med stearinlys skyldtes ofte, at den omkomne rakte ind over lyset og fik ild i tøjet.

Ved ingen af institutionsbrandene havde der været plejepersonale til stede i rummet på antændelsestidspunktet, men branden blev hyppigst opdaget og slukket af plejepersonalet, som i næsten alle tilfælde handlede resolut og korrekt med alarmering, evakuering, slukning og eventuel førstehjælp ved overskylning med vand.

Embedslæge Hans Trier har undersøgt dødsbrande på plejehjem i Danmark 1980-84 (4), og i denne periode omkom 35 plejehjemsbeboere, næsten samme antal som i aktuelle undersøgelse, og der var heller ikke sket ændring i fordelingen på de forskellige ulykkestyper eller i det forhold, at ofrene ikke var under opsyn på ulykkestidspunktet.

Dette viser, hvor vanskeligt det er at forebygge disse dødsulykker.

I plejehjem betragtes beboerens værelse som privat område, og plejepersonalet griber ikke uden videre ind med rygeforbud.

Nogle plejehjemspatienter burde nok ikke have adgang til tobak og tændstikker, når der ikke er personale til stede. Det er et vanskeligt spørgsmål, hvor man i hvert enkelt tilfælde må afveje patientens personlige frihed over for brandrisikoen.

SY-1999-03-6-1a

Forebyggelse

Eftersom det oftest er plejepersonalet, som opdager og slukker branden, er det væsentligt, at de har modtaget en grundig instruktion i katastrofeplaner og anvendelse af det tilstedeværende brandslukningsudstyr, og at der afholdes regelmæssige

Side 9

SY-1999-03-6-2brandøvelser, men instruktion af plejehjemsbeboerne i brandsikkerhed kan også være af værdi. Tidlig alarmering er vigtig, blandt andet for at undgå at branden breder sig. Røg- og brandalarmer er af stor betydning.  

Mange af de mennesker, som tilhører de store risikogrupper ældre, handicappede og kroniske alkoholikere, har svært ved at opsætte og vedligeholde en røgalarm og har derfor brug for hjælp fra pårørende og plejepersonale.

Til personer med svækkede sanser kan røgalarmen forsynes med ekstraudstyr (blinkende lys, vibratorsystem). En del institutioner har sprinkleranlæg installeret. Disse kan hindre ilden i at brede sig og kræve flere menneskeliv, men er mindre effektive, når det drejer sig om at beskytte mennesker, som har ild i tøjet. 

FIGUR 3.  ÅRSAGER TIL DØDSBRANDULYKKER

Den relative hyppighed af nogle vigtige variable blandt omkomne ved brandulykker i de to femårsperioder 1953-57 og 1988-92

1953-57

1988-92

Alkoholpåvirket

11%

36%

Kronisk alkoholist

9%

34%

Handicappet

18%

39%

Note: De samme personer kan karakteriseres ved flere forskellige variable, kan summen blive større end 100%. De omkomne, hvor værdien af den variable var uoplyst, er ikke medregnet ved procentberegningen.

 
Der må advares mod at anvende løsthængende beklædning ved åben ild og stearinlys. Rygeforklæder, rygeapparater, brandhæmmende materialer i kørestole, tæpper, sengetøj, madrasser, sofahynder og beklædning kan hindre antændelsen. Plejepersonalet bør holde beboere i risikogruppen under særlig opsigt.

Der findes desværre ingen enkel løsning på problemet med det stigende antal dødsbrande, men ved en kombination af de nævnte tiltag vil en del af disse dødsfald sandsynligvis kunne undgås.

Litteratur

  1. Leth P. Omkommet ved brand. Aarhus Universitet, 1998.
  2. Leth P, Gregersen M, Sabroe S. Dødsulykker ved bygningsbrande. Ugeskrift for læger 1998; 160 (23):3403-8.
  3. Dansk Alkoholstatistik. København: Afholdsselskabernes Landsforbund, 1993.
  4. Trier H. Dødsfald ved plejehjemsbrande. Brandværn 1986; 12:2-5.

Forfatteren arbejder på Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet.

Nøgleord: Brandulykker, dødsbrand.
 

Tema: Brandulykker

Brandulykker er et socialt problem          

Rammer også plejepersonalet                

Kan forebygges         

Emneord: 
Ulykke
Ældre