Lektorer føler sig stavnsbundet

1.068 lektorer og adjunkter på landets professionshøjskoler har skrevet under på en protest til uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Årsagen er, at en ny tolkning af lektorbekendtgørelsen fra 2019 betyder, at lektorer, som er bedømt og godkendt før 2013, skal bedømmes på ny, når de skifter job.

”Det svarer til at genindføre stavnsbåndet. Det er helt uforståeligt og kan næppe være hensigten,” siger Dorthe Boe Danbjørg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Hun medgiver, at der er gjort forsøg på at finde en løsning, men man er ikke i mål endnu, pointerer hun:

”Jeg appellerer til ministeren om at finde en løsning for de mange lektorer, der er kommet i klemme.”

Ved redaktionens afslutning (30. juni 2020) havde ministeren endnu ikke meldt tilbage, oplyser lektor og klinisk koordinator på sygeplejeuddannelsen i Svendborg, Helene Buch Pedersen, på vegne af initiativtagerne.

Emneord: 
Undervisning

Digital undervisning giver nye muligheder

Der er både fordele og ulemper ved onlineundervisning og -eksamener, men nogle af erfaringerne fra Corona-krisen kan ændre på de fremtidige sygeplejestuderendes hverdag.
Susanne Friis Søndergaard mener, at de virtuelle eksamener måske kan få en plads i fremtiden: ”Man bør vælge det bedste for den enkelte studerende.«
Foto: Michael Drost-Hansen
10 gode råd

Sådan får du onlineundervisning til at fungere

Sørg for grundig gennemgang inden eksamen
Sørg for, at både studerende og undervisere har styr på teknikken og at der er et backup-system klar. 

Omfavn de nye muligheder
Gør brug af onlinemediernes forskellige interaktive funktioner, f.eks. ved at dele skærm eller tegne under et oplæg. 

Bliv fortrolige med mediet
Brug eksamensmediet i onlineundervisningen, og sørg for at øve de funktioner og muligheder, programmet har.

Hold struktur
Hold fast i en rutine derhjemme, og hav struktur i undervisningen med klare tidsplaner.

Husk pauserne
Det er vigtigt at holde pauser og få øjnene væk fra skærmen. Brug pauserne på at stå eller gå lidt rundt frem for at tjekke mails eller lignende.

Split de store hold op
Del større hold af studerende op, så nogle f.eks. laver gruppearbejde mens andre hører oplæg.

Skab et godt onlinestudiemiljø
Sørg for at skabe et miljø, hvor alle bliver set og hørt, gerne gennem varieret undervisning med både gruppearbejde, plenumdiskussioner og oplæg.

Tæt samarbejde
Et tæt samarbejde mellem især undervisere og IT-afdelingen, men også de studerende, giver en bedre oplevelse og tryghed for alle parter.

Se på, hvad man får
I stedet for at fokusere på, hvad man ikke får ved onlineundervisning, så fokuser på de nye muligheder man får.

Afstem forventningerne
Sørg for at tale om både underviseren og de studerendes forventninger og bekymringer, f.eks. i forhold til struktur, pauser, mål eller det tekniske.

Kilder: Helle Mathiasen, Susanne Friis Søndergaard, Kathrine Paaske Urup

Det grønne eksamensbord og klasseværelset er byttet ud med en computer og stuen derhjemme. Sådan har både undervisning og eksamener set ud under Covid-19 for landets kommende sygeplejersker.

Det gælder ikke mindst på VIA University College i Viborg, hvor Susanne Friis Søndergaard underviser. Her har erfaringerne med onlineeksamener været overvejende positive.

”Det har været fantastisk at opleve et stort engagement, og at de studerende har været mere fokuserede og mindre nervøse end normalt,” siger hun.

Mindre stress og nye muligheder

Kathrine Paaske Urup, som er sygeplejestuderende på VIA University College i Viborg, oplevede også, at nervøsiteten var mindre til de digitale eksamener end ellers:

”Jeg syntes det fungerede fint at være hjemme i sine egne omgivelser. Det var mindre stressende,” siger hun.

For underviser Susanne Friis Søndergaard gjorde blandt andet det ændrede fysiske aspekt en stor forskel:

”Jeg oplevede, at det gav en ro over oplæggende, at de studerende ikke kom ind og ud af eksamenslokalet, men sad derhjemme, og at vi kunne se hinandens omgivelser. Der var helt klart nogle psykologiske fordele,” forklarer hun og fortæller, at karaktergennemsnittet ved onlineeksamener har været 2 point højere end normalt.

Derudover har den nye undervisningsform også budt på nye muligheder, fortæller Susanne Friis Søndergaard:

”Det har været spændende at bruge chatfunktionen og hele tiden kunne inkorporere de spørgsmål, der kommer. Jeg har også lavet power point med voiceovers, og det har vist sig at være et kæmpe scoop for de studerende at kunne genhøre dem.”

Ulemper ved onlineundervisning

Men selvom online-undervisningen har overrasket positivt, så er der også ulemper ved ikke at kunne mødes fysisk.

Spørger man professor på Københavns Universitet og forsker i digitale medier Helle Mathiasen, professor på Københavns Universitet og ekspert i digital undervisning, er der mange ulemper at finde ved digital undervisning, ikke mindst i forhold til det sociale aspekt.

”Det går ud over helt banale ting som øjenkontakt og mimik, der er vigtige i en kommunikativ sammenhæng. Man kan kompensere for meget, men der er grænser,” uddyber hun.

Disse ting har Kathrine Paaske Urup som studerende tydeligt kunne mærke.

”Den nonverbale kommunikation og dynamikken i klasseværelset er sværere at opnå på Skype. Vi skal for eksempel finde ud af, hvordan vi undgår at snakke i munden på hinanden,” siger hun.

Det nonverbale og relationelle er også en af de ulemper som Susanne Friis Søndergaard har oplevet:

”Vi får ikke øje på de svage studerende eller de studerende med et ekstra behov, for de kommer ikke lige op i pausen, og vi ser dem ikke på gangen. Det kræver derfor, at de studerende er opsøgende og bevidste om deres egne udfordringer.”

Tag det gode med videre

Selvom der er grænser for, hvad den digitale undervisning kan, så er der også nogle praktiske fordele, påpeger professor Helle Mathiasen. Nogle studerende kan for eksempel spare både tid og penge på transport, og det er en erfaring, som Kathrine Paaske Urup håber, vil blive brugt fremover.

”Der er jo fordele og ulemper ved både fysisk og onlineundervisning. Men nogle af os sparer en del tid på transport, og man kan være mere fleksibel. Så det optimale ville være at kombinere det – for eksempel ved at kunne tage enkelte forløb netbaseret,” siger hun.

Også Susanne Friis Søndergaard mener, at de virtuelle eksamener måske kunne få en plads i fremtiden: ”Man bør vælge det bedste for den enkelte studerende, hvilket måske betyder at individualisere og have nogle til onlineeksamen.”

Emneord: 
Sygeplejestuderende
Undervisning

Undervisning: Nedlukning har kickstartet den digitale omstilling

Som følge af coronakrisen er netbaseret undervisning og digitale arbejdsgange på rekordtid blevet en stor del af den nye virkelighed på sygeplejerskeuddannelsen – og flere online-værktøjer er kommet for at blive. Det forudser Helle Bruhn, lektor og næstformand i Fagligt Selskab for Undervisende Sygeplejersker.

Teams, Zoom, Thinglink og PowerPoint med speak. På sygeplejerskeuddannelserne har både undervisere og studerende i al hast måttet omstille sig til en digitaliseret hverdag, hvor nedlukning og social afstand har gjort det nødvendigt at tænke i nye baner.

Selvom omlægningen af undervisningen har været en udfordring, som skulle tackles på rekordtid, er den imidlertid gået godt. Det fortæller Helle Bruhn, lektor og næstformand i Fagligt Selskab for Undervisende Sygeplejersker.

”Alle undervisere har knoklet for at få det til at lykkes, og jeg synes, vi er ved at have fundet rytmen. Det er klart, at fjernundervisning stiller nogle krav i forhold til de studerendes udbytte, som vi er nødt til at tænke ind i materiale og forberedelse, men vi har formået at løfte opgaven,” siger hun.

Helle Bruhn mener, at flere af de nye arbejdsgange og digitale undervisningsmetoder fungerer så godt, at de vil blive en permanent del af værktøjskassen – også når nedlukningen er forbi.

”Der er uden tvivl nogle værktøjer, som vi også kommer til at bruge fremover, fordi vi har fået øjnene op for, hvad de kan. Man kan sige, at nedlukningen har kickstartet den digitale omstilling, som vi allerede havde taget et par skridt hen imod inden coronakrisen,” siger hun.

Vejledning via video

Lisbeth Vinberg Engel er lektor på Sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. Hun fortæller, at omlægningen af undervisningen er gået over al forventning – også selvom der har været enkelte bump på vejen.

”I starten kunne det for eksempel være svært at finde den rette arbejdsstruktur, så man ikke sad foran skærmen til langt ud på aftenen,” siger hun.

Lisbeth Vinberg Engel fortæller, at de studerende har taget godt imod de nye undervisningsformer. Udover den almindelige undervisning tilbydes der bl.a. vejledning via videochat – en mulighed, som opgaveskrivende studerende flittigt benytter sig af.

Hun mener ligesom Helle Bruhn, at flere af de digitale værktøjer er kommet for at blive. F.eks. Zoom, som hun har haft glæde af til kommunikation med de af hendes udvekslingsstuderende, som sidder ude i verden. Lisbeth Vinberg Engel understreger dog samtidig, at værktøjerne ikke kan erstatte alle aspekter af den traditionelle undervisning:

”Der vil altid være ét eller andet, som går tabt i oversættelsen, når man udelukkende kommunikerer og underviser online.”

Emneord: 
Epidemi
Undervisning

Den nødvendige viden om genetik

Genetik. Personlig medicin vil blive tiltagende aktuel i behandlingen af en række sygdomme, og sygeplejersker må derfor kende både etiske, juridiske og sociale aspekter af genetikken. Derfor er det relevant med nationale anbefalinger for sygeplejerskeuddannelsen i genetik.

Internationale forskningsartikler og rapporter fra bl.a. USA og Storbritannien efterlader ingen tvivl: Genetik kommer til at spille en stadig større rolle i sundhedsvæsnet. Både i forbindelse med forebyggelse, diagnostik, behandling og pleje. 

Sygeplejersker spiller en afgørende rolle i forhold til at implementere og gennemføre denne genetiske revolution i sundhedsvæsnet, ikke mindst så den bliver til størst mulig gavn for patienterne og deres pårørende.

Men har sygeplejersker den nødvendige viden om genetik? Adskillige internationale undersøgelser viser, at det halter på området. En vigtig årsag er sandsynligvis, at der ikke er tilstrækkeligt fokus på genetik under sygeplejerskers uddannelse. 

Som det fremgår af den peer review-ede artikel "Store forskelle i undervisningen i genetik" på side 40, er situationen mht. genetik i sygeplejerskeuddannelsen i Danmark ikke opmuntrende. 
I vores undersøgelse fandt vi bl.a., at man mange steder i landet kun tilbyder de studerende fem eller færre lektioner i genetik i løbet af sygeplejerskeuddannelsen. Der er på mange sygeplejeskoler primært eller udelukkende fokus på den basale genetik. Så den del af genetikken, der er mest relevant for sygeplejersker, f.eks. cancergenetik, farmakogenetik og genetikken bag almindelige sygdomme, undervises der mange steder ikke i. Også de etiske, juridiske og sociale aspekter i anvendelsen af genetisk viden i sundhedsvæsnet synes at være fraværende mange steder. Undersøgelsen viser også, at genetik fylder meget lidt, hvis overhovedet noget, i prøver og eksaminer på uddannelsen.

I flere lande er der diskussioner om, hvad sygeplejersker bør vide og kunne, hvad angår genetik, og der er blevet udarbejdet anbefalinger og retningslinjer i bl.a. USA og Storbritannien. 

I Danmark er sådanne principielle diskussioner helt fraværende, og der findes ingen danske retningslinjer eller anbefalinger om, hvad sygeplejersker bør vide og kunne, hverken fra statslige eller andre offentlige institutioner eller fra interesseorganisationer eller foreninger.

I vores egen verden oplever vi, at mange undervisere på sygeplejerskeuddannelsen er usikre på, hvad de skal stille op med emnet genetik. Resultatet er en tendens til, at genetik bliver nedprioriteret i forhold til andre fagområder.

I den gældende bekendtgørelse for sygeplejerskeuddannelsen forekommer ordet genetik slet ikke (det gjorde det i den foregående bekendtgørelse). Så der er formentlig ikke grund til at forvente, at genetik er blevet opprioriteret i sygeplejerskeuddannelsen siden vores undersøgelse fra 2017.

Vi arbejder derfor målrettet for, at danske sygeplejersker fremover får en fyldestgørende og professionsrelevant undervisning i genetik, som ud over den naturvidenskabelige indsigt også medtager etiske, juridiske og sociale aspekter af genetikken. Skal sygeplejerskerne være klædt ordentligt på til fremtidens sundhedsvæsen, så haster det med at komme i gang. Vi opfordrer til, at man tager fat på diskussionen om, hvad sygeplejersker bør vide og kunne hvad angår genetik, og at der udarbejdes nationale anbefalinger. 

Læs også

 

Emneord: 
Undervisning

Ny ansættelsesmetode mindsker frafald blandt anæstesikursister

Uddannelse. Case-baserede interview-stationer med fokus på ikke-tekniske færdigheder udgør grundlaget for ansættelse af kommende anæstesisygeplejersker. Det har resulteret i et formindsket frafald.
Resumé

Specialuddannelsen til anæstesisyge-plejerske kan med fordel bruge en ansættelsesform med fokus på ikke-tekniske færdigheder.

Artiklen beskriver og diskuterer et fireårigt projekt, hvor en anæstesiafdeling har ansat kursister med fokus på deres ikke-tekniske færdigheder.

Den nye ansættelsesform er baseret på cases og multiple mini-interviewstationer, hvor udvælgelsen er struktureret indenfor fire kategorier af ikke-tekniske færdigheder.

Resultater fra spørgeskemaundersøgelsen viser stor deltagertilfredshed med metoden og et minimeret frafald på uddannelsen.

Samtidig har projektet skabt afsæt for en kompetenceudvikling i organisationen i form af ikke-tekniske færdigheder som fælles referenceramme.

Specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske er en toårig uddannelsesstilling, som udbydes på sygehusene en gang om året. I Danmark har specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske altid været attraktiv.

For postgraduate sygeplejersker betyder den toårige autorisationsgivende uddannelse et både personligt og fagligt kompetenceløft, som traditionelt har været prestigefyldt i sygeplejen.

De senere år har dog vist en tendens til, at det bliver sværere at rekruttere til uddannelsen. Årsagerne kan være mange; f.eks. konkurrence fra et stigende antal akademiske postgraduate uddannelser, lønnedgang i forbindelse med uddannelsen og det arbejdspres, som en ny uddannelse repræsenterer.

Disse faktorer har betydning. Samtidig har tendensen de senere år været, at kursister føler sig belastede og i værste fald afbryder uddannelsen. Igen kan årsagerne være mange; stigende formelle krav om uddannelsesaktivitet, uhensigtsmæssig planlægning af uddannelsen og generelt pres fra driften i anæstesiafdelingerne.

Men også personlige ressourcer hos kursisterne spiller ind.

Frafaldet skal minimeres

Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje er omkostningstung og designet til at varetage en højt specialiseret nøglefunktion i sygehusorganisationen. Derfor er det essentielt at minimere frafald - især sent - i uddannelsen og uddanne anæstesisygeplejersker, som kan honorere kravene i fremtidens sundhedsvæsen.

Ledelsen og de uddannelsesansvarlige har en fælles opgave i kontinuerligt at opfylde Sundhedsstyrelsen bekendtgørelse om specialuddannelsen og samtidigt tilpasse uddannelsen til afdelingernes drift, som er under konstant forandring.

På samme tid skal udvikling, planlægning og evaluering af specialuddannelsen nationalt, regionalt og lokalt sikre, at kursisternes læringsmiljø og trivsel understøttes bedst muligt.

På Anæstesiafdelingen, Sydvestjysk Sygehus, stillede vi os spørgsmålene: Findes der nogle personlige ressourcer, som gør bestemte ansøgere særligt velegnede til at uddanne sig til og fungere som anæstesisygeplejersker?

Hvordan finder vi i givet fald de ansøgere, som besidder disse personlige ressourcer? Kan vi på uddannelsesstederne kvalificere ansættelsesproceduren, så de mest motiverede og kvalificerede ansøgere optages på specialuddannelsen?

Det mener vi, at der er gode muligheder for.

Vægt på ikke-tekniske færdigheder

På den baggrund besluttede Anæstesiafdelingen på Sydvestjysk Sygehus for fire år siden at ansætte kursister og dermed kommende kolleger med fokus på ikke-tekniske færdigheder. Vi har forladt den traditionelle tanke om, at kursisterne på forhånd skal besidde lang og bred erfaring i den tekniske del af sygeplejen.

I stedet lægger vi vægt på kompetencer i ikke-tekniske færdigheder, når vi udvælger kursister i ansøgerfeltet.

Baggrunden for at se de ikke-tekniske færdigheder som personlige ressourcer skal findes i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om specialuddannelsen fra 2018 (1). Her ekspliciteres anæstesisygeplejens funktionsområde med nøglebegreberne i Boks 1.

Boks 1. Nøglebegreber i anæstesisygeplejens funktionsområde
  • Kommunikation
  • Teamsamarbejde
  • Koordinering
  • Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
  • Ressourceprioritering

Kilde: Bekendtgørelse om specialuddannelsen for sygeplejersker i anæstesiologisk sygepleje (1).

Vi ønsker at sætte fokus på disse nøgleord for personlige kompetencer, når vi ansætter sygeplejersker til at betjene fremtidens anæstesiafdelinger.

Metode

Et spørgsmål satte rammen for arbejdet: Hvilke særlige kvalifikationer og kompetencer er vigtige for specialuddannelsen?

Som nævnt i indledningen har Sundhedsstyrelsen fastlagt de ikke-tekniske områder, hvor en anæstesisygeplejerske skal have solide kompetencer.

I specialuddannelsen for anæstesiologisk sygepleje defineres de ikke-tekniske færdigheder mere konkret i fire kategorier (2).

Kategorierne gør det ikke-tekniske felt operationelt. Det blev indenfor disse fire kategorier, vi ønskede at vurdere ansøgernes kompetencer, se Boks 2.

Boks 2. De fire ikke-tekniske kategorier for anæstesisygeplejen
  • Situationsbevidsthed
  • Beslutningstagning
  • Opgaveløsning
  • Teamwork

Kilde: NANTS-håndbogen (2). (Nurse Anaestetists´Non-technical skills).

Ansøgere testes i tre lokaler

Metodisk støttede vi os til Multiple-Mini-Interview (3), hvor ansøgeren interviewes på et antal stationer med nye interviewere hvert sted.

Ansættelsesudvalget udvælger i fællesskab 7-8 ansøgere, som modtager brev med information om interviewformen. Ansøgerne kommer igennem tre stationer (lokaler med indbyrdes afstand) med to-tre interviewere hvert sted.

Alle interviewere er anæstesisygeplejersker med enten ledelses- eller pædagogiske kompetencer, desuden deltager tillidsrepræsentanten.

Ledelsen er repræsenteret ved afdelingssygeplejersken. De pædagogiske kompetencer udgøres af de kliniske vejledere og den uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejerske, i alt 6-7 personer.

På dagen bruger ansøgerne 20 minutter på hver station, hvor de scores efter et skema, dvs. 60 minutter hver i alt. De indkaldes med 20 minutters interval og bevæger sig gennem stationerne på en kontorgang uden at møde hinanden.

På den første station gennemgår ansøgeren et mere traditionelt interview, som sigter på at afklare motivation og studiekompetencer. På stationen findes en interviewguide at styre efter. Ansøgeren vælger et foto fra en samling på bordet som afsæt for sin præsentation.

Efter interviewet bruger interviewerne fem minutter på at score ansøgeren efter et skema med parametre på motivation og studiekompetencer.

Ikke-tekniske færdigheder i fokus

Ved de to næste stationer tester vi de fire kategorier af ikke-tekniske færdigheder, to på hver station.

Station 2 tester situationsbevidsthed og beslutningstagning. Station 3 tester opgaveløsning og teamwork. Kategorierne operationaliseres ved hjælp af cases. Casene indeholder situationer, som ansøgerne kender fra job eller privatliv, og giver ansøgeren mulighed for at vise kompetencer i netop de ikke-tekniske færdigheder.

Casene er skabt af de kliniske vejledere, da de har erfaring med at bedømme og udvikle ikke-tekniske færdigheder hos kursisterne i hverdagen. Casene fornys hvert år inden de kommende interview, se Boks 3.

Boks 3. Eksempel på en case

1. del
Du er sygeplejerske på en medicinsk afdeling. Da du deler aftenmedicin rundt, finder du en af de ældre patienter ukontaktbar. Hvordan reagerer du på situationen?

  • Prøv at vurdere dit eget kompetenceniveau i denne situation
  • Hvilken sparring og ressourcer har du brug for?
  • Hvordan forestiller du dig situationen kan udvikle sig?

2. del
Patienten er kredsløbsstabil og trækker vejret selv, så han sendes til CTC-scanning. Denne undersøgelse viser en stor blødning i hjernen. Neurokirurgerne tilbyder ikke operativ behandling til patienten. Patienten skal altså foreløbig forblive i afdelingen.

  • Du skal nu ringe til familien og bede dem komme ind på sygehuset.
  • Hvad vil du sige til dem?
  • Hvordan vurderer du eget kompetenceniveau og din rolle i situationen?

3. del
Da familien er kommet, er der en samtale mellem dem, den medicinske vagthavende og dig. Medicinsk vagthavende er etnisk iraker og dansk-sprogligt usikker. En af patientens døtre ønsker, at alt skal gøres for at redde hendes far.

  • Beskriv dine forestillinger om, hvilke temaer denne samtale kan indeholde.
  • Hvilke reaktioner forestiller du dig, familien kan have?
  • Hvordan forestiller du dig din rolle i samtalen?

(Prøv at forestille dig kommunikation med familien om temaet genoplivning ved hjertestop?)

Stationens case præsenteres skriftligt for ansøgeren med tekstkort i rækkefølge som story-line.

Hvert tekstkort indeholder en ny del af casen, som løbende danner grundlag for samtalen på stationen. Efter interviewet bruger stationen fem minutter på at pointscore ansøgeren efter et skema med præcise parametre, som knytter sig til kategorierne.

Når alle ansøgere har været igennem alle stationer, samles interviewerne. Ansøgernes samlede score tælles sammen, der diskuteres og vurderes, og slutteligt træffes der en beslutning i plenum om, hvem der skal tilbydes uddannelsesstilling.

Vi vælger ansøgere, som scorer højt på både det traditionelle interview om studiekompetencer og på cases.

På sidste station udleverer interviewerne et spørgeskema til ansøgeren med henblik på at evaluere ansættelsesproceduren. Det omfatter fire spørgsmål inspireret af Kirkpatrick-modellens trin 1 (4).

Ansøgeren udfylder spørgeskemaet hjemme og sender det retur inden 14 dage.

Stor tilfredshed med metoden

31 ansøgere har været igennem ansættelsesmetoden over en periode på fire år. Heraf er ti efterfølgende blevet tilbudt uddannelsesstilling. 26 spørgeskemaer er udfyldt, hvilket giver en svarprocent på 83,9, se Tabel 1.

ff4-19_fa_anaestesi_tabel_1Spørgeskemaets resultater viser en klar overvægt af positive oplevelser med ansættelsesformen. Ansøgerne viser signifikant tilfredshed med metodens muligheder for at vise kompetencer i denne type ansættelsesinterview.

Debat
  • Hvordan eksperimenterer I med ansættelsessamtaler, når I skal ansætte en ny kollega?
  • Hvilke erfaringer har I med, at nyansatte kolleger rejser igen inden for kort tid?
  • Hvordan kan I anvende metoden fra artiklen på jeres arbejdsplads?

Ingen frafald i fire år

Fundene i undersøgelsen af ansøgernes oplevelser med interviewformen er sammenlignelige med resultaterne fra en britiske artikel (3), hvor man fandt generel høj tilfredshed med ansættelsesformen.

Et andet vigtigt resultat udenfor spørgeskemaet er, at der i en fireårig periode ikke har været frafald fra specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus.

Det kan tyde på, at ansættelsesmetoden er valid til at forudsige ansøgernes studiekompetencer og personlige ressourcer til at uddanne sig til og fungere som anæstesisygeplejerske.

Et mindre målbart, men meget væsentligt resultat af ansættelsesmetoden er kompetenceudvikling. De ikke-tekniske færdigheder i anæstesisygeplejen er et ekspliciteret fokuspunkt fra Sundhedsstyrelsen, både i uddannelsen og i den daglige kliniske praksis.

Den anvendte ansættelsesform bruger begreberne fra de ikke-tekniske færdigheder på en struktureret måde. Hele ansættelsesudvalget øver sig i at bruge kategorierne fra de ikke-tekniske færdigheder.

Arbejdet med de ikke-tekniske færdigheder som udgangspunkt for ansættelser har også skabt sammenhæng og fælles ståsted på tværs i afdelingen, da ansættelsesudvalget består af både ledere og afdelingens uddannelsesteam.

Denne sammenhængskraft er nødvendig for at udvikle begreber og sprog for de ikke-tekniske færdigheder i den kliniske praksis, hvor kontinuerlig fokus og udvikling af ikke-tekniske færdigheder kan og bør være en del af de færdiguddannede anæstesisygeplejerskers kliniske praksis.

Lisbet Andersen Sigaard

Lisbet Andersen Sigaard
Uddannelsesansvarlig anæstesisygeplejerske. Sygeplejerske 1991, intensiv specialuddannelse 1999, specialuddannelse i anæstesi 2001, diplomuddannelse i sundhedspædagogik 2014, master i læreprocesser 2018.

Interessefelter: organisationskultur, coaching, læring i praksis.

lisbet.andersen.sigaard@rsyd.dk

English abstract

Andersen LS. New recruitment method reduces the attrition rate among anaesthesia course attendees. Fag&Forskning 2019;(4):62-7.

A post-registration training course in anaesthetic nursing stands to benefit from a recruitment method focusing on non-technical skills.

This article describes and discusses a four-year project in which a department of anaesthesia recruited course attendees by focusing on their non-technical skills.

The new recruitment procedure is based on cases and multiple mini-interview stations in which selection is structured within four classes of non-technical skills.

The results of the questionnaire-based survey indicate a high level of attendee satisfaction with the method and minimised attendee attrition.

Meanwhile, the project has provided a platform for competence-building within the organisation in the form of non-technical skills as a joint frame of reference.

Keywords: Recruitment procedure, anaesthetic nurse training, non-technical skills, mini-interview, post-registration training.

Referencer
  1. Sundhedsstyrelsen. Bekendtgørelse om specialuddannelsen for sygeplejersker i anæstesiologisk sygepleje. København: Sundhedsstyrelsen; 2017. Tilgængelig via: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188728
  2. Dansk Institut for Medicinsk Simulation. N-ANTS håndbog (Nurse Anaesthetists’ Non-Technical Skills). 2013.
  3. Gale TCE , Roberts MJ, Sice PJ et al. Predictive validity of a selection centre testing non-technical skills for recruitment to training in anaesthesia. British Journal of Anaesthesia 2010;105(5):603–9.
  4. Kirkpatrick D, Kirkpatrick J. Evaluating training programs. The four levels. Third ed. San Francisco: Berrett-Koehler Publicers inc; 2008.

 

 

Emneord: 
Anæstesi
Efter- og videreuddannelse
Undervisning

"Vi har tid til at komme i dybden med tingene"

Pancreatitis II. Patientskole gør patienter i stand til at forstå og mestre egen sygdom. Nu ringer de, når det går ned ad bakke, og så kan personalet nå at rette dem op.
Foran storskærmen i patientskolen har sygeplejerske Marianne Priskorn tid til at vende informationer om kost, vægt, smerter, rygning og alkohol en ekstra gang med deltagerne, som lider af kronisk betændelse i bugspytkirtlen.
Foto: Nikolai Linares

“Hende her er en af de bedre patienter. Hun har ingen diarre, drikker ikke mere, hun kan passe sit arbejde. Men hun har tilbagevendende smerter. Og hun ryger stadig. 30 års rygning og 20 om dagen,” fortæller sygeplejerske Marianne Priskorn en tidlig morgen i ambulatoriet, hvor hun bladrer i et spørgeskema fra en af sine patienter.

Patienterne har kronisk betændelse i bugspytkirtlen. Som regel er de knap så ressourcestærke som kvinden med det 30-årige smøgforbrug. De burde kunne leve et helt normalt liv med uddannelse, job og familie, men for de flestes vedkommende ser det ikke altid sådan ud. Typisk lever mange et liv tæt på kanten af samfundet med et stort alkoholforbrug bag sig, ofte er de uden job, mange er uden egentlig uddannelse, en del bor alene, og nogen er på førtidspension.

Brug for ekstra hjælp

Derfor har de også brug for ekstra hjælp til at forstå deres sygdom og de følgevirkninger, der kan komme. Det skal den nye patientskole, der bl.a. bygger på erfaring og viden fra patienternes spørgeskemaer, hjælpe med. Den viden bliver samlet i en stor skandinavisk-baltisk database, som gør Marianne Priskorn og de andre sygeplejersker og læger klogere på sygdommen.

Det var Marianne Priskorn, som tog initiativ til skolen:

“Patienterne er meget glade for skolen. Vi ser karrierekvinden med job, hus og familie, men der er også mange, der ikke er lige så ressourcestærke, og som i den grad har brug for mere tid og ro til at forstå sygdommen. Her er skolen rigtig god. For vi har tid til at komme i dybden med tingene.”

Vægten bliver stabil

Det sidste års tid har der været tre undervisningsgange a 2 timer – sidst på eftermiddagen. Og der kommer flere timer på skolebænken. For skolen ser ud til at virke:

“Sidst, jeg underviste på skolen, sagde en af mine patienter, at hun ikke tidligere havde hørt, at fordøjelsesenzymerne skal indtages samtidig med maden. Jeg tænkte, “jamen, det må du have hørt.” For vi gør rigtig meget ud af at fortælle, hvor vigtigt det er. Men når de kommer her i ambulatoriet, har vi kun et kort tidsrum, hvor de får mange informationer,“ siger

Marianne Priskorn og fortsætter:

“Vi kan ikke altid sætte os ned og sige “nu er det kun dig og mig, og du går først herfra, når du har forstået alle informationer om sygdommen”.”

Tid til at vende informationerne

Helt anderledes er det, når Marianne Priskorn befinder sig foran storskærmen og underviser i sygdommen. Her er der tid til at vende informationer om kost, vægt, smerter, rygning og alkohol en ekstra gang. Og den ekstra tid, som afdelingen har investeret i patienterne, kunne aflæses direkte på sidebenene af kvinden med enzymerne:

“Næste gang samme patient havde en tid i ambulatoriet, kunne jeg se, at hun nu pludselig kunne holde sin vægt. Hun havde simpelthen fået en anden forståelse for, at når man tager medicinen korrekt, så virker den. Og det er vigtigt. For vi ved, at den lave vægt er med til at øge sygeligheden,” siger Marianne Priskorn og tilføjer:

“Den type solstrålehistorier har vi faktisk mange af, efter vi er begyndt med skolen.”

Tillid til sygeplejerske og læge

Solstrålehistorierne hænger også snævert sammen med, at der er kommet et tættere bånd mellem sygeplejersken og lægen på den ene side og patienten og de pårørende på den anden side. For gennem skolen bliver der opbygget en tillid, som er altafgørende for, at patienterne tør handle på den viden, de får:

“Efter de har været på skolen, ser vi nogle helt andre patienter her i ambulatoriet. De føler, de kender os bedre og har mere tillid til os. De ved, hvad vi står for, og hvad vi kan bruges til. Det er vigtigt. For de er alene med deres sygdom, og derfor skal de ringe til os, når det begynder at gå skævt: Når de taber sig, når de har ondt, eller når de bliver bange. Der er fire gange øget risiko for at få cancer. Så de skal reagere, hvis de mærker noget anderledes,” siger Marianne Priskorn og tilføjer:

“Vi kan se, at de ringer oftere. Det er fantastisk. De når ikke at komme så langt ud, at de bliver indlagt.”

4 gode råd
  • Sørg for, at der er et godt team bag skolen. Man skal ville det og brænde for det.
  • Vær opmærksom på, at patienterne gerne vil have tiden på et gammeldags aftalekort.
  • Lav undervisningen i et letforståeligt sprog. Gentag pointer. Indlæg pauser til spørgsmål og snak.
  • Giv mulighed for at pårørende kan være med til undervisningen.

Stor interesse for patientskolen

Marianne Priskorn har for nyligt præsenteret erfaringerne fra patientskolen på en konference for nøglepersoner fra landene bag den skandinavisk-baltiske database. Og hun har også netop været en tur forbi en mave-tarm-kongres i Barcelona og håber, at kendskabet kan brede sig til resten af Europa:

“Mange sygeplejersker og læger har vist interesse for at starte samme patientuddannelse. Skolen er ikke noget nyt koncept. Men det er nyt, at vi skræddersyer et tilbud til en overset gruppe, der i den grad har brug for viden og forståelse omkring deres sygdom.”

Skolen gør ikke kun noget godt for patienterne. Den er i den grad også med til at styrke Marianne Priskorns faglige stolthed. For hun mærker, at hun hjælper mennesker, som ellers havde været overladt mere til sig selv.

“Man bliver helt høj efter sådan en eftermiddag med patienterne. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at se, hvor interesserede de og deres pårørende er. De spørger meget og vil gerne vide en masse. Og de kommer tilbage og har holdt deres vægt. Det, jeg brænder for som sygeplejerske, kommer ud i virkeligheden og bliver taget imod, som hensigten var – jeg kan se, det virker,” siger Marianne Priskorn.

Hun pakker spørgeskemaet fra kvinden med de 20 daglige cigaretter sammen. Klokken er 8.15. Om lidt kommer dagens første patient i ambulatoriet. Her er tiden knap. Og informationerne mange. Men heldigvis er der snart patientskole igen.

Læs også: "De har brug for, at vi gør noget særligt for dem"

Emneord: 
Empati
Undervisning

Skiftedag: "Det kan nemt gå galt på havet"

Kent Østermark Jensen
Foto: Michael Drost-Hansen
Kent Østermark Jensen, 50 år

Nyt job: 1. februar 2018 i Søfartsstyrelsen, hvor han underviser kaptajner og overstyrmænd i sygdomsbehandling og førstehjælp.
Kom fra: Knap et år i Lærings- og Forskningshuset i Sygehus Sønderjylland, hvor han planlagde undervisning. Før det har han bl.a. rundet et asylcenter, intensiv- og neurologisk afdeling og været med Forsvaret på Balkan.

“Der er et virkelig godt arbejdsmiljø i Søfartsstyrelsen. Det skyldes både mine kompetente og motiverende kollegaer, men også søfolkene. De er et specielt folkefærd. De har ofte en lidt rå tone, men de har også en meget homogen måde at kommunikere og være sammen på - selvom de kommer fra et hav af forskellige nationer fra hele verden. Det hænger nok sammen med, at de alle er ude i samme kraftfulde element.

På havet er vinden, vejret og bølgerne deres hverdag – og deres udfordring. Her er de dybt afhængige af hinandens hjælp. Det er ramme alvor, når nogen kommer til skade eller bliver alvorligt syge. Derfor er de topmotiverede for at lære. Det er fantastisk spændende at undervise i sygdomsbehandling og førstehjælp her. Man bliver i godt humør. Og så gør man virkelig en forskel for folk på havet.

Jeg søgte stillingen, fordi jeg simpelthen måtte tilbage til det her arbejdsmiljø. Jeg har været ansat her i 14 år lige før mit seneste job ved Sygehus Sønderjylland. Men jeg savnede både arbejdsmiljøet og den faglige udfordring, som virkelig bliver prioriteret her. Det er fantastisk. Jeg vendte heller ikke tilbage til samme stilling som før, hvor jeg ved siden af undervisningen også arbejdede som sagsbehandler. Mit arbejde er nu projektorienteret, og jeg kommer derfor i dybden med mit arbejde.

Så ud over selve undervisningen arbejder jeg f.eks. med at udvikle nye kurser og undervisningsmetoder og generelt med projekter, der handler om sundhedsfremme af søfolk.

Indimellem er jeg ombord på skibene, der sejler overalt i verden - lige fra Nordpolen og Sydpolen til Atlanterhavet og Stillehavet. Danmark er lige nu verdens sjette største søfartsnation og har flere tusinde søfolk på danske skibe i handels- og fiskeriflåden. Dem har vi ansvaret for. Derfor underviser vi skibsnavigatører fra hele verden, så de kan takle sygdom og tilskadekomst på skibet.

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om
karriere og jobsøgning på dsr.dk. Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videreuddannelse eller karrieremuligheder.

Læs merepå dsr.dk/job-og-karriere

For det kan nemt gå galt på havet. Bølgerne er høje derude. Der er derfor tit fald fra trapper, hvor nogen brækker en arm eller et ben, de får tit noget i hovedet og skal syes og limes eller metalstumper i øjnene, og ud fra Vestafrika er der malariaen. Ved fiskebådene skærer de sig ofte eller får fingrene i klemme. For nyligt fik en fisker flået armen af i trawlspillet på en fisketrawler.

Så vi lærer dem, hvordan man udfører førstehjælp, syer, standser en stor blødning, måler blodtryk, tager malariatest, tager puls og lægger drop. 80 pct. af undervisningen er simulationstræning på dukker og på hinanden. Og så skal de kunne kommunikere med en læge i land, så lægen kan stille en diagnose og sætte rette behandling eller evakuering i gang.

Jeg arbejder virkelig et sted, hvor jeg er med til at gøre en forskel. Det betyder meget for mig.”

Emneord: 
Undervisning

Frafald på sygeplejerskeuddannelsen kan undgås

Frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen er stort mange steder i landet. På VIA University College har en taskforce kortlagt hvorfor og har fundet frem til anbefalinger, der kan fastholde studerende i uddannelsen.
Resumé

Frafaldet blandt sygeplejestuderende i VIA Sygeplejerskeuddannelsen har de seneste fem år ligget på 24 pct. En undersøgelse lavet af en intern taskforce peger på vigtigheden af før-optagelsesinitiativer, at uddannelserne i første studieår har et skærpet fokus på fastholdelse, og endelig at uddannelserne skal opstille succeskriterier for fastholdelse samt videndele med henblik på at reducere frafaldet.

Hvordan får vi de rigtige studerende ind på de sundhedsfaglige uddannelser på VIA University College?

Hvor får potentielle studerende deres oplysninger om uddannelserne, og hvad ved de egentlig om, hvad det indebærer at være studerende, og hvilken karriere studiet kan føre til?

Og når de så er blevet optaget på deres drømmestudie, hvad er det så, der understøtter eller modarbejder deres fastholdelse på studiet?

VIA University College

VIA University College rummer Sygeplejerske-, Fysioterapeut-, Bandagist-, Ergoterapeut-, Psykomotorik-, Ernæring og Sundheds-, Global Nutrition- og Bioanalytikeruddannelsen.
Uddannelsen foregår i forskellige studiebyer: Horsens, Aarhus, Silkeborg, Viborg, Randers og Holstebro.

Hvordan kan de sundhedsfaglige uddannelser skabe ordentlige vilkår for, støtte og guide studerende til at gennemføre det studie, de har valgt, så de dimitterer som faglige, kompetente professionsbachelorer, der kan tilføre kvalitet i det danske sundheds- og velfærdssystem? Spørgsmålene forekommer relevante set i lyset af, at Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College havde et årligt optag på 836 sygeplejestuderende med et gennemsnitlig frafald på 24 pct. i perioden 2012-2017, se boks 1.

En undersøgelse udført af en taskforce peger på tre konklusioner. For det første skal fokus rettes mod før-optagelsesinitiativer i form af en styrket information til ansøgerne, så de har realistiske forventninger til studiet, f.eks. om at der er tale om et fuldtidsstudie. Desuden skal uddannelserne i arbejdet med at fastholde de studerende have fokus på det første studieår, herunder introduktionen til studiet, idet det sociale og faglige miljø særligt i starten af uddannelsen har stor betydning for fastholdelsen af de studerende. Endelig skal uddannelserne i højere grad samarbejde om at mindske frafald på tværs af sundhedsuddannelserne ved at skabe netværk, opstille succeskriterier for fastholdelse, dokumentere initiativer til fastholdelse og ved at dele viden.

Frafald har sin pris

At falde fra på en uddannelse har personlige, socioøkonomiske og samfundsmæssige konsekvenser til følge. Internationale undersøgelser peger på, at frafaldne studerende kan få psykiske problemer i form af lavt selvværd, stress og depression (1,2). Desuden vil frafaldne studerende have færre SU-klip til rådighed, hvis de begynder på en anden uddannelse senere. Miljøet i klasserummet og i studiegrupper kan påvirkes i negativ retning, idet de tilbageblevne studerende kan blive i tvivl om deres uddannelsesvalg. Desuden mister uddannelsesinstitutionerne væsentlig taxameterøkonomi, og frafaldet kan bidrage til sygeplejerskemangel for velfærdsstaten.

Frafald kan og skal reduceres

Sundhedsuddannelserne på VIA University College har derfor i foråret 2017 sat fokus på ovenstående spørgsmål. En taskforcegruppe på tværs af de sundhedsfaglige uddannelser fik til opgave at afdække og undersøge aktiviteter, der kan reducere frafaldet af studerende.

Som et af de første led i en systematisk undersøgelse blev der lavet en kortlægning af eksisterende afprøvede fastholdelsesinitiativer i VIA Sundhed. Kortlægningen skete på baggrund af sundhedsuddannelsernes handleplaner for at minimere frafald. Der blev fundet 110 beskrevne tiltag, der blev sammenskrevet til 40 tiltag. Disse blev grupperet i fem overordnede kategorier og yderligere kvalificeret og valideret med hjælp fra studievejlederne fra de sundhedsfaglige uddannelser. Ud fra dette blev det tydeligt, at de fleste fastholdelsesinitiativer retter sig mod studiemiljø og trivsel samt mod tiltag før optag af studerende. Forskning peger da også på, at såvel den sociale som den faglige integration på et studie er vigtige, når det gælder studerendes gennemførelse (3).

Det rigtige studievalg

Det er vigtigt for både de studerende og uddannelserne, at de studerende foretager det rigtige studievalg. At vælge et studie er et vigtigt valg, en person foretager i livet, og det har langtrækkende betydning.

Taskforceundersøgelsen (4) indikerer, at før-optaget har afgørende betydning for at mindske frafaldet. Før-optagelsesinitiativer skal styrke informationen til ansøgerne, inden de søger ind på uddannelserne. Ansøgerne skal have bedre mulighed for at få viden om og opleve uddannelserne, inden de søger ind. F.eks. igennem åbent hus-arrangementer, studerende for en dag, og et fælles arrangement for optagne studerende, inden de påbegynder studiet med den hensigt, at de studerende får realistiske forventninger til uddannelsen og dermed mindre sandsynlighed for at falde fra.
Naturligvis kan frafald ikke undgås helt og vil i nogle tilfælde være den bedste løsning for den studerende, men et frafald vil for de fleste opleves som et nederlag, og frafald bør af hensyn til både personlige og samfundsmæssige omkostninger reduceres mest muligt.

For uddannelserne er det vigtigt, at de studerende, som bliver optaget, er motiverede, fagligt kompetente og kan leve op til uddannelsens forventninger og krav.

Vis karrieremulighederne

Taskforcens undersøgelse viste, at det først og fremmest er de personlige interesser, uddannelsens karrieremuligheder samt uddannelsessted, der har betydning for de optagnes uddannelsesvalg. Dette kan indikere, at uddannelserne i deres markedsføring bør prioritere og fokusere endnu mere på at formidle karrieremuligheder samt være mere eksplicit omkring de forskellige byer, hvor uddannelsen udbydes.

Hjemmesider bruges flittigt

Potentielle ansøgere bruger i høj grad uddannelsernes hjemmesider til at orientere sig i forhold til deres afklaringsproces. Uddannelsernes hjemmesider bør derfor indeholde tydelige, intuitive og informative vejledningsuniverser. Disse vejledningsuniverser bør støtte potentielle studerende i deres valg- og afklaringsproces, f.eks. via flere videoer om studieliv, campuslivet, karrieremuligheder og studiemiljø. Også studielivsambassadører kan tænkes ind her som konkrete rollemodeller, der kan skabe en fortælling om den respektive uddannelse.
Det anbefales at arbejde målrettet med udvikling af nye digitale vejledningsformer, som giver mulighed for en slags vejledning on demand. Det kunne være chatvejledning, webinarer, vejledning via Facebook eller mulighed for en virtuel tur på campus.

Studiet kræver mere end forventet

Både interne undersøgelser i VIA og undersøgelser, som EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) har gennemført, viser, at de fleste studerende synes, at deres studie er mere krævende end forventet (5). Dette understreger behovet for en forventningsafstemning med potentielle studerende, som er baseret på et realistisk og ærligt billede af uddannelsens formål og tilrettelæggelse både i den teoretiske og kliniske del af undervisningen. Undersøgelser (6) viser desuden, at de studerendes motivation er altafgørende for deres fastholdelse på studiet. Motivation er en bedre indikator end karaktergennemsnit i forhold til, om den studerende gennemfører studiet (6). Det stiller krav til uddannelserne om at samarbejde med ungdomsuddannelserne i forhold til at forberede de studerende på, hvad studielivet kræver og til at fastholde motivationen under uddannelsen.

Understøttende faktorer i det første studieår

På sundhedsuddannelserne i VIA sker det største frafald fra uddannelsen i løbet af de to første år. På sygeplejerskeuddannelsen falder omkring 14 pct. af de studerende fra i det første år og omkring 20 pct. samlet set efter to år. EVA har udarbejdet en undersøgelse, der viser, at en lang og social studiestart er afgørende for de studerendes tilknytning til studiet og dermed afgørende for fastholdelsen (5). Derfor satte taskforcen særligt fokus på fastholdelse i begyndelsen af studiet.

Vigtigt med fokus på social og faglig integration

Taskforcen udforskede Vincent Tintos model for frafald, som demonstrerer vigtigheden af at arbejde med social og faglig integration på studiet (3). Ifølge Tinto understøtter følgende faktorer fastholdelse af studerende: Klare og høje forventninger, akademisk støtte særligt i det første studieår, informationer om fremskridt og feedback, samt at de studerende har relationer til underviserne, andre ansatte og deres medstuderende.

Nogle af de fastholdelsestiltag, der allerede er implementeret på VIA Sundhedsuddannelser, understøtter fint dette fokus på social og faglig integration, specielt i det første studieår. Det er bl.a.:

  • tutorordninger og mentorkorps, der tager sig særligt af de nye studerende
  • kontaktlærerordninger, hvor nye studerende tildeles en underviser, de altid kan gå til og spørge til råds
  • opprioritering af det sociale studiemiljø, hvor nye studerende inviteres til fællesspisning, ryste sammen-ture, mandeloger og sociale arrangementer på deres egen årgang eller på tværs af årgange
  • tilbud om samtaler med studievejleder eller mentor til studerende, der ikke er særligt studieaktive, og målrettet, differentieret undervisning.

Kendetegnende for alle de tiltag, som er sat i værk, er dog, at det kun i begrænset omfang bliver dokumenteret, hvad der virker og hvorfor. Uddannelserne synes primært at koncentrere sig om at igangsætte initiativer og i mindre grad om kvalitetssikring og dokumentation af effekt. Taskforcen anbefaler derfor følgende:

  • at der opstilles mål og succeskriterier, når nye aktiviteter i forhold til fastholdelse af studerende sættes i gang
  • at uddannelserne dokumenterer og evaluerer de fastholdelsesaktiviteter, der iværksættes
  • at anvende ”indsatsteori” (8) i arbejdet med dokumentation og evaluering
  • at der er særligt fokus på transitionen ved studiestart og studieunderstøttende tiltag i det første studieår, f.eks. obligatorisk undervisning i studiekompetencer, undervisning i at arbejde i studiegrupper koblet med et fag eller et fagligt tema, talentforløb og aktiviteter, der involverer medstuderende
  • at uddannelserne fokuserer på studiekulturen generelt, f.eks. ved at indkredse identitetsdannelsen blandt deres studerende
  • at man udvikler tiltag med fokus på at støtte oplevelsen af at høre til på studiet.

Opsøgende indsatser i forhold til studerende i risikogrupper

Som et led i VIAs fokus på fastholdelse var EVA blevet bedt om at udføre en registerundersøgelse (7) af alle studerende, som har været optaget på en uddannelse i VIA i perioden 2008-2015. Denne undersøgelse identificerede nogle risikofaktorer, som statistisk har betydning for de studerendes gennemførelsestid og risiko for frafald. Det var relevant for taskforcen at arbejde med to af disse risikogrupper, nemlig studerende, som tidligere har læst på en (anden) professionsbacheloruddannelse, og studerende, som er optaget på baggrund af en HF-eksamen. EVAs undersøgelse viste, at disse studerende havde en markant højere risiko for frafald.

Sæt aktiviteter i gang

Taskforcens anbefalinger er, at der igangsættes aktiviteter på uddannelserne, som er rettet specifikt imod disse risikogrupper med henblik på at understøtte deres studiekompetencer. Det kan f.eks. være særlige studiegrupper, mentorsamtaler eller tilbud om undervisning i notatteknik, artikelsøgning og -læsning, skriftlig og mundtlig formidling. Det vigtige her er ikke at fokusere på begrænsninger eller vanskeligheder, men på at give muligheder og støtte til at udfolde de studerendes faglighed og kompetencer.

I forhold til studerende med en HF-baggrund er det også relevant, at der er iværksat en reform af HF-uddannelserne, som nu rettes mere direkte imod erhvervsakademi- og professionshøjskoleuddannelserne. På HF-uddannelserne indføres tonede fagpakker, der indeholder praktikforløb på videregående uddannelser, og det forventes, at ansøgerne vil være bedre rustede til at vælge det rette studie efter endt HF-eksamen.

Det gode studiemiljø understøttes

I VIA Sundhed arbejder sundhedsuddannelserne tæt sammen. Over hele VIA arbejder studievejledere, undervisere og ledelse med fastholdelse og understøttelse af det gode studiemiljø, og det er vigtigt at udveksle erfaringer og lære af hinanden.

Debat
  • Hvor stor er frafaldsprocenten blandt sygeplejestuderende hos jer?
  • Hvordan vurderer I sygeplejestuderendes motivation på studiet?
  • Hvilke fastholdelsestiltag har I, og hvordan evaluerer I dem?

Som en del af sin analyse gennemførte taskforcen et litteraturstudie, hvor den litteratur, der er udgivet i de senere år på baggrund af meget forskelligartede undersøgelser om frafald og fastholdelse – primært på sundhedsuddannelser – er gennemgået og samlet i en litteraturliste. Litteraturlisten ligger tilgængelig for alle VIAs medarbejdere, og den vil løbende kunne opdateres af alle interesserede læsere. Medarbejdere på uddannelserne kan konsultere litteraturlisten, før de igangsætter nye frafaldstiltag på egen uddannelse og i øvrigt tilføje anden relevant litteratur.
Interesserede læsere vil kunne få litteraturlisten ved henvendelse til en af denne artikels forfattere, Jonna Frølich.

Taskforcen har anbefalet VIA Sundheds ledelse, at udveksling af erfaringer om lokale fastholdelsestiltag formaliseres og dokumenteres i uddannelserne i VIA Sundhed. Det kan ske gennem etablering af et netværk af studievejledere eller andre medarbejdere, som arbejder med fastholdelse og derfor kan støtte hinanden i at holde fokus på fastholdelsesarbejdet i VIA Sundhed.

Netværket skal fungere som et forum, hvor der kan udveksles erfaringer, hvor medarbejdere kan inspirere hinanden og drøfte diverse problematikker vedrørende frafald. Netværket vil i kraft af sin kapacitet kunne udvikle fastholdelsesinitiativer sammen og danne ad hoc-arbejdsfællesskaber, når det giver mening. Fællesskabet vil være en helt ny og smidig måde at arbejde med fastholdelse af studerende på.

For at understøtte netværket anbefales det, at der udpeges to netværkskoordinatorer, der har til opgave at holde fokus på fastholdelsesarbejdet i samarbejde med hovedområdeledelsen i VIA Sundhed.

Referencer
  1. Wells MI. An epidemiologic approach to addressing student attrition in nursing programs. Journal of Professional Nursing [Internet]. juli 2003;19(4):230–6.
  2. O’Donnell H. The emotional impact of nursing student attrition rates. British Journal of Nursing [Internet]. 25. juni 2009;18(12):745–54
  3. Tinto V. Leaving college: rethinking the causes and cures of student attrition. Chicago: University of Chicago Press; 1987.
  4. Frølich J, Bjerg K, Hundborg S, Vilstrup J. m.fl. Fastholdelse af studerende i VIA Sundhed. Anbefalinger til arbejdet med fastholdelse af studerende. VIA University College. Sygeplejerskeuddannelsen;2018 Forår:21. Ikke publiceret.
  5. Danmarks Evalueringsinstitut. Nye studerende bliver overraskede over, hvad deres uddannelse kræver. [Internet]; 2017 okt.:4.
  6. Danmarks Evalueringsinstitut. Lang og social studiestart bedste vaccine mod frafald [Internet]. EVA. [henvist 16. oktober 2018].
  7. Danmarks Evalueringsinstitut. Effekten af optagelsessamtaler på lærerstudiet. [Internet]. 2017.
  8. Danmarks Evalueringsinstitut. Analyser af frafald på VIA University College. [Internet] 2016.
  9. Danmarks Evalueringsinstitut. Indsatsteori: En lærerig vej til resultater

 

Abstract in English

Hundborg S, Vilstrup J, Bjerg KM, Frølich J.

Reducing nursing school attrition rates

Fag&Forskning;(1):60-64.

The attrition rate among students enrolled in Denmark’s VIA University College nursing degree programmes has been 24 per cent for the last five years. An internal taskforce survey points to the importance of pre-admission initiatives; for programmes in the first academic year to intensify their focus on retention; and finally, for the programmes to set success criteria for retention and knowledge-sharing in the interests of reducing attrition.

Keywords: retention, attrition, knowledge-sharing

 

Steen Hundborg

Steen Hundborg

Sygeplejerske, lektor og studievejleder, cand.cur., Sygeplejerskeuddannelsen i Randers, VIA University College.

Jonna Vilstrup

Jonna Vilstrup

Sygeplejerske, MSciN, lektor, klinikkoordinator, gennemførelsesstudievejleder, Sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro, VIA University College.

Kirsten Mathiesen Bjerg

Kirsten Mathiesen Bjerg

Sygeplejerske, cand.pæd., uddannelsesleder i Viborg, VIA University College.

Jonna Frølich

Jonna Frølich

Sygeplejerske, MPM, uddannelsesdekan, VIA Sundhed, VIA University College.
jonf@via.dk

 

 

Emneord: 
Sygeplejestuderende
Undervisning

Under samme paraply

Aktionslæring. ”Paraplymodellen” forener kliniske og akademiske kompetencer, genererer ny viden og videreudvikler sygeplejen.
En model for udvikling af praksis gennem aktionslæring
  • Baggrund. Hospitaler og kliniske afdelinger er i en tid med krav om mere effektiv pleje for færre midler nødt til at udnytte medarbejdernes potentiale, kompetencer og færdigheder effektivt til at samarbejde om udviklingen af klinisk praksis og konsolidering af ændringer.
  • Formål. At give en detaljeret beskrivelse af en praksisudviklingsmodel, Paraplymodellen, og dens udvikling. Modellen har vist sig at fungere kontinuerligt i en periode på 10 år i et stort klinisk miljø. Artiklen kan støtte og vejlede i implementering af modellen andre steder. 
  • Metode. Paraplymodellen er blevet udviklet og anvendt i praksis på en stor kræftafdeling på et offentligt dansk universitetshospital. Modellen er udsprunget af procesforløb og erfaringer fra udviklingen af et praksisforskningsprogram på afdelingen, hvis overordnede tema var ”Unge med kræft”. 
  • Resultater. Efter afslutningen af tre programmer med brug af Paraplymodellen kan resultaterne opdeles i fire hovedområder: a) de enkelte projekter, b) publikationer, c) synergi og implementering samt d) udvikling af kompetencer.
  • Konklusion. Aktionslæringstilgange er blevet beskrevet som veje til at generere læringskompetencer, der gør individer i stand til at håndtere komplekse situationer fremover og følgelig støtter individuel og organisatorisk læring. Det ser ud til, at Paraplymodellen har understøttet fremdrift i individuel såvel som kollektiv læring ved at sætte nybegyndere og erfarne praktikere, kliniske eksperter, ledere og forskere sammen.

Tak til tidligere chefsygeplejerske Kirsten Bruun Hermansen og tidligere oversygeplejerske Inger Vithen på Aarhus Universitetshospital, som tilbage i 2005 troede på potentialet i Paraplymodellen og tilbød økonomisk støtte og personaleressourcer til at gennemføre det første paraplyprojekt og udvikle modellen. Også tak til professor Julie Taylor, University of Birmingham, England, for særdeles brugbare kommentarer til denne artikel.

Peer Reviewed præsenterer ny forskning i sygepleje. Artiklen har været igennem dobbelt anonym bedømmelse – altså et peer review. Den originale artikel har været offentliggjort på engelsk i Nordic Journal of Nursing research 2016, Vol 36(2) 95-102 og gengives på dansk med tilladelse fra sagepub.co.uk/journalsPermissions. DOI: 10.1177/2057158515626344 © njn.sagepub.com.

peer-reviewed-ikon-introduktionUdfordringen i sundhedssektoren med hensyn til at levere mere virksom og effektiv pleje for færre penge og stadig sikre, at patienterne og deres behov kommer i første række (1,2), har ført til en konstant søgen efter nyudvikling i klinisk praksis. Denne søgen omfatter generering og anvendelse af viden samt implementering af nye arbejdsmetoder. Sundhedsorganisationer har ikke råd til at spilde tid og arbejdskraft på projekter, der ikke afsluttes, dokumenteres og, hvis de er vellykkede og relevante, implementeres. Derfor er sundhedsorganisationer, såsom hospitaler og kliniske afdelinger nødt til at udnytte medarbejdernes potentiale, kompetencer og færdigheder effektivt til at samarbejde om udviklingen af klinisk praksis og konsolidering af ændringer. Motivation og aktiv deltagelse er afgørende for at opnå dette (3) og kan sikres ved hjælp af en ”bottom-up”-tilgang, hvor praktikerne inddrages i identifikationen af problemer, der skal adresseres, og ved samtidig at tage højde for den betydning, sammenhæng og facilitering har for vellykket implementering (4).

Forskningsbaserede udviklingsmodeller inden for klinisk sygeplejepraksis, der inddrager hele organisationer, er kun sparsomt dokumenteret i litteraturen. En søgning i september 2015 i databaserne CINAHL, PubMed, Scopus og Embase (med følgende søgeord i forskellige kombinationer: samarbejde, samarbejdsmodel, aktionslæring, sygepleje, plejepersonale, kandidat, akademiker-praktiker-partnerskab, lærerstab-sygepleje-relationer, personaleudvikling og klinisk praksis) viste, at de fleste studier omhandler studerendes undervisning og læring samt læseplansudvikling (5,6).

I denne artikel gives en detaljeret beskrivelse af en praksisudviklingsmodel, ”Paraplymodellen”, og dens udvikling. Denne model har vist sig at fungere kontinuerligt i en periode på 10 år i et stort klinisk miljø. Formålet med artiklen er at støtte og vejlede i implementering af modellen andre steder. Beskrivelsen omfatter:

  • paraplymodellens tilblivelse, principperne om aktionslæring, som den bygger på, og organisationen bag modellen.
  • programstruktur og -faser.
  • resultater af programmer, der er baseret på modellen.

 

peer-reviewed-ikon-metodeParaplymodellen er blevet udviklet og anvendt i praksis gennem de sidste 10 år (2005-2015) på en stor kræftafdeling på et offentligt dansk universitetshospital. Afdelingen ledes af en oversygeplejerske og en overlæge. 10 afdelingssygeplejersker leder personalet, afsnittene og klinikkerne. Personalet består af omkring 650 personer, hvoraf 280 er sygeplejersker. Afdelingen består af sengeafsnit, dagcenter og ambulatorier, en stor strålebehandlingsklinik og en enhed for lindrende behandling. Der er oprettet en enhed for sygepleje, udvikling, uddannelse og forskning (SUUF), der beskæftiger syv sygeplejersker med akademiske kompetencer, som refererer til oversygeplejersken.

Paraplymodellen er udsprunget af procesforløb og erfaringer fra udviklingen af et praksisforskningsprogram på afdelingen (2005-2008), hvis overordnede tema var ”Unge med kræft” (7). På det pågældende tidspunkt havde et par af sygeplejerskerne på afdelingen opnået akademiske grader på kandidatniveau. Det blev derfor besluttet, at programmet bl.a. skulle omfatte disse akademiske sygeplejersker fra personalet. Der er efterfølgende gennemført yderligere to programmer på afdelingen ved anvendelse af Paraplymodellen.

ff1-2018_peerreviewed_figur1Kliniske sygeplejersker og om muligt kolleger med tværfaglig baggrund og forskellige erfaringer og kompetencer gennemfører udviklings- og praksisforskningsprojekter i samme program. Det sker under et fælles, overordnet tema, der udgør paraplyen.

Aktionslæring

I Paraplymodellen anvendes aktionslæringsprincipper (8). Aktionslæring og praksisforskning sigter mod at generere nyttig viden til og ved anvendelse i praksis at indføre holdbare ændringer (9) og adresserer potentielle barrierer for vidensoverførsel (10). Læring sker i cykler og involverer en konkret oplevelse, reflekterende observation, abstrakt begrebsliggørelse og aktiv afprøvning (11). Det er en væsentlig udviklingsproces, der fremmer kreativitet og nytænkning. Konceptet er defineret på forskellige måder, men Revans’ beskrivelse af aktionslæring som en refleksion-i-aktion-tilgang i et gruppemiljø, hvor der arbejdes på løsning af et virkeligt problem, og hvor tilgangen fører til udforskning af alternativer til aktuel praksis, indfanger essensen godt (8). Zyber-Skerritt (12) har tilsvarende udpeget følgende generelle træk ved aktionslæring:

  • læring baseret på konkrete oplevelser,
  • kritisk refleksion over oplevelsen gennem gruppediskussion,
  • prøven sig frem, opdagelse samt læring fra og med hinanden.

Som foreslået af Zyber-Skerritt har vi skelnet mellem aktionslæringsprojekter og aktionslæringsprogrammer. Et program består af flere projekter, og det faciliteres af en eller flere erfarne mentorer eller rådgivere. Formålene med et aktionslæringsprogram er beskrevet som:

... team- og visionsopbygning, etablering af netværk, klarhed ift. projektfokus, definition af problemet og hvert aktionstrin, engagement i refleksion og læring individuelt og i gruppe, input til hinandens projekter og en passende evaluering af både læringsprocessen og resultaterne (12).

I de programmer, vi har gennemført, har vi suppleret punktet om passende evaluering af resultatet med udgivelse af en bog, der indeholder kapitler skrevet af alle gruppemedlemmer. (Bogen er udgivet af afdelingen, og en PDF-version er tilgængelig online på dansk på http://www.kraeftafdelingen.auh.dk).

Organisation

Organisationen bag Paraplymodellen, se figur 1, består af en eller to ”paraplyholdere”/projektfacilitatorer, der støttes af en styregruppe, som fører tilsyn med programmet og understøtter de aktioner, der kræves for at nå målene og målsætningerne for læring. Tre grupper er underlagt styregruppen: en gruppe aktive medarbejdere, der arbejder med selvbesluttede enkeltprojekter under det overordnede tema; en gruppe vejledere samt en gruppe afdelingssygeplejersker med ansvar for de involverede sygeplejersker.

ff1-2018_peerreviewed_figur2

Program opdelt i fire faser

Programmet er opdelt i fire faser: 1) forud for programmet, 2) forberedelse, 3) projektimplementering og 4) afslutning.

Fase 2-4 varer hver ca. et år, se figur 2. De enkelte projekter udføres på det enkelte afsnit/i den enkelte enhed sideløbende med det kliniske arbejde. Derfor er det vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig tid til hver fase for at undgå at forcere processen og skabe stress. Medarbejdere, der forpligter sig til at være en del af programmet og gennemføre et projekt, skal imidlertid være villige til at investere noget af deres fritid.

1. Aftale om et program med et overordnet tema (forud for programmet)
Indledningsvis drøfter afdelingssygeplejerskerne med sygeplejerskerne, hvad de aktuelt finder vigtigst og mest relevant at undersøge, opkvalificere og udvikle i praksis. Idéer, emner og temaer bliver også drøftet i styregruppen og i et forum af alle sygeplejeledere, undervisere og kliniske sygeplejespecialister, og til sidst opnås der enighed om, hvilket pro-gramtema der skal benyttes som overordnet paraply eller overskrift. F.eks. havde de tre programmer, der er gennemført på afdelingen siden 2005, følgende overordnede temaer: ”Unge med kræft”, ”Pårørende og kræftpatientens sociale netværk” og ”Fremtidens kræftsygepleje – kort, men godt”. Projekterne i disse programmer blev vejledt i tæt dialog med akademiske kolleger.

Facilitering af programmet
Programmet faciliteres af en eller to paraplyholdere/programfacilitatorer. Facilitatoren er en sygeplejerske med akademiske kompetencer, fortrinsvis på ph.d.-niveau, som er ansvarlig for at organisere programmet, herunder information, undervisning og supervision, afholdelse af heldagsmøder to gange hvert halvår, deltagelse i møder med styregruppen og redigering af den bog, der publiceres om det gennemførte program og de enkelte projekter.

Det første program blev faciliteret af en lektor (forfatter nr. 2). Det andet program havde en overlappende fase på et år med to facilitatorer (begge forfatterne). Formålet med dette var at sikre et smidigt facilitatorskift, mens forfatter nr. 2 afsluttede sin ph.d. Forfatter nr. 2 deler nu rollen som paraplyholder/programfacilitator med en sygeplejerskekollega med masteruddannelse.

Valg af ansvarlige for projektet
Hver(t) afsnit/enhed vælger et bestemt emne, der passer ind i det overordnede tema og er relevant i deres lokale kontekst, praksis eller for patientgruppen. En, to eller en gruppe af kliniske sygeplejersker/medarbejdere påtager sig ansvaret for at gennemføre projektet på/i deres afsnit/enhed. Den ansvarlige medarbejder har normalt ikke videreuddannet sig formelt siden sin sygeplejerskeeksamen.

Det kan være udbytterigt at lade formelle forskningsstudier som f.eks. ph.d.- eller postdocstudier indgå som del af deltagelsen i programmet. Dette var tilfældet for den nuværende paraplyholder (forfatter nr. 1), der gennemførte sit ph.d.-studium under det første tema (den første paraply).

2. Igangsætning og planlægning af hvert enkelt projekt (forberedelse – det første år)
Programdeltagerne giver først en kort beskrivelse af deres idéer og får accept og opbakning fra deres afdelingssygeplejersker. Denne beskrivelse fungerer som en foreløbig protokol. Som alle andre sygeplejeprojekter på afdelingen skal protokollerne godkendes i afdelingens SUUF-enhed af akademiske sygeplejersker. Fra denne enhed tilknyttes en eller to sygeplejersker til hvert projekt som vejleder fra udarbejdelse af den endelige protokol til afslutning af projektet, herunder dokumentation af læringsresultaterne i et kapitel i bogen om programmet. Tabel 1 indeholder eksempler på projektemner fra de tre paraplyprogrammer.

Heldagsmøder med kollektiv refleksion
Sideløbende med arbejdet med deres protokoller og projekter deltager sygeplejerskerne i to heldagsmøder pr. halvår, hvor de mødes med hinanden og deres afdelingssygeplejersker og vejleder. Disse møder tilrettelægges af den eller de personer, der er paraplyholder(e). I overensstemmelse med aktionslæringsprincipper (8,12) er formålet med heldagsmøderne at støtte op om inspiration og etablering af netværk mellem deltagerne for at give dem mulighed for at udveksle overvejelser og lære at give og modtage konstruktive input, feedback og konstruktiv støtte. Møderne er hjørnestenene i udviklingsprocessen mod at skabe en fremskridtsorienteret stemning i programmet. De skaber oplevelsen af at arbejde på et fælles program, og det er her, muligheder, idéer og barrierer deles og drøftes på tværs af afdelingen og i dialog med lederne.

Det er vigtigt, at afdelingssygeplejersker og vejleder deltager i disse møder. Derved viser de deres engagement i og støtte til programmet. Denne opmærksomhed fremmer sygeplejerskernes motivation til at gennemføre projekterne. En afdelingssygeplejerske udtrykte det således:

”Jeg oplevede, at det var udbytterigt for os ledere at deltage [i heldagsmøderne], fordi undervisningen var meget relevant, og fordi vi blev opdateret om udviklingen overalt i afdelingen, når vi udvekslede viden og erfaringer fra projekterne. Programmet blev vores projekt. Den store opbakning fra lederne påvirkede de deltagende medarbejdere og gjorde det lettere for dem at gennemføre projekterne”(13).

Tilsvarende opnår alle, der deltager i møderne, en bedre forståelse af deres sygeplejekollegers holdninger og praksis på afdelingen, og de får inspiration og lærer ved at høre om alle projekterne, deltage i drøftelser og udveksle erfaringer. To sygeplejersker (A og B) sagde uafhængigt af hinanden følgende:

”Jeg fik meget ud af at deltage i de planlagte møder, hvor vi havde fremragende muligheder for at få respons og konstruktivt input fra de andre deltagere i programmet.” (Sygeplejerske A) (7). ”Det har været inspirerende at følge de øvrige deltageres projekter … [og] det har givet os, der har deltaget, en bedre forståelse af arbejdsforholdene og det, der foregår i de andre enheder.” (Sygeplejerske B) (7). 

Som del af møderne holder paraplyholderen eller en inviteret foredragsholder et foredrag om emner med relation til det overordnede tema, gennemførelse af projekter, udnyttelse af viden eller implementeringsprocesser.

Vejledning (forberedelse – det første år)
For at understøtte udarbejdelsen af protokoller følger sygeplejerskerne de samme retningslinjer. Vejlederne deltager aktivt i projekterne ved at vejlede i udarbejdelsen af protokoller og de afsluttende rapporter for at udvikle sygeplejerskernes kompetencer inden for f.eks. litteratursøgning og præcisering af projekternes formål og målsætninger. De sikrer, at både forsknings- og erfaringsbaseret evidens inddrages som baggrundsmateriale for de enkelte protokoller og sørger for, at planerne er realistiske. Når protokollerne er udarbejdet, og den endelige version af dem er godkendt, kan implementeringen af projekterne påbegyndes.

ff1-2018_peerreviewed_tabel13. Igangsætning af de enkelte projekter (projektimplementering – det andet år)
I denne fase igangsætter sygeplejerskerne deres projekter. Afhængigt af mulighederne på de enkelte afsnit og efter aftale med afdelingssygeplejerskerne får sygeplejerskerne i gennemsnit én vagtfri dag pr. måned til at arbejde på deres projekter, og de fortsætter med at mødes med alle aktive deltagere i programmet to gange hvert halvår.

Ved projektforberedelsen i den anden fase og projektimplementeringen i den tredje fase er det afgørende, at sygeplejerskerne gør en indsats for at holde deres kolleger orienteret og engagere dem i at reflektere over den læring og viden, der er opnået på grund af projekterne. Dette kan skabe det bedst mulige grundlag for forandring og implementering af nye tiltag, interventioner og handlinger i klinisk praksis.

4. Afrunding af og afrapportering om de enkelte projekter (afslutning – det tredje år)
Implementeringen af projekterne fortsætter ind i den afsluttende fase, og programmet afrundes i løbet af dette år. Hvert projekt evalueres i forhold til dets formål og målsætninger. Sygeplejerskerne skriver ofte en rapport eller en artikel, der udleveres til og drøftes med deres kolleger. Under denne drøftelse opnås der enighed om, hvordan projektets resultater skal anvendes, og om bestemte aspekter eller praksisser skal implementeres i klinisk praksis.

Alle deltagere afrapporterer deres projekter som artikler eller bogkapitler til publikation i en bog om det afsluttede program. Nogle har endda skrevet faglige eller videnskabelige artikler til nationale og internationale tidsskrifter. Bøgerne har vist sig at udgøre hjørnesten i udviklingen af programmerne, for selvom det kan synes besværligt at skulle skrive artikler og kapitler og sommetider beskrive projekter, der er mislykkedes, så taler den tilfredshed og stolthed, som alle programdeltagere giver udtryk for den dag, de står med bogen i hænderne, for sig selv.

I slutningen af det tredje år afholdes et sygeplejesymposium på afdelingen. Her fejres afslutningen af programmet, den udgivne bog præsenteres, og sygeplejerskerne præsenterer deres individuelle projekter mundtligt. Der sendes en pressemeddelelse om hovedprogrammet og bogen til medierne. Det betyder, at alle medlemmer af hospitalspersonalet såvel som offentligheden bliver informeret via internettet, hospitalets intranet, aviserne og lokale radioprogrammer.


peer-reviewed-ikon-resultaterEfter afslutningen af tre programmer med brug af Paraplymodellen kan resultaterne opdeles i fire hovedområder: a) de enkelte projekter, b) publikationer, c) synergi og implementering samt d) udvikling af kompetencer.

A: De enkelte projekter

I det første program, ”Unge med kræft”, blev der godkendt protokoller for otte projekter, der involverede 11 sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Syv af projekterne blev gennemført. Et af de otte projekter blev ikke gennemført. Dette skyldtes mangel på ressourcer i enheden.

I det andet program, ”Pårørende og kræftpatientens sociale netværk”, blev der godkendt protokoller for otte projekter, der involverede 15 sygeplejersker. Syv af projekterne blev gennemført. Ud over programmet blev der oprettet et kursus til uddannelse af sygeplejersker til familie/pårørendeambassadører, og der blev tilføjet et afsnit til patienternes pårørende på afdelingens hjemmeside. Et af de otte projekter blev ikke gennemført, fordi det viste sig ikke at opfylde patienternes partneres behov.

I det tredje program, ”Fremtidens kræftsygepleje – kort men godt”, blev der godkendt protokoller for otte projekter, der involverede 20 sygeplejersker. De blev alle gennemført.

B: Publikationer

De tre programmer baseret på Paraplymodellen har ført til publikation af såvel faglige artikler som videnskabelige artikler i internationale tidsskrifter (14-18), tre bøger (7,13,19) og én ph.d.-afhandling (20). Størstedelen af de faglige artikler, der blev publiceret i nationale tidsskrifter, blev skrevet af sygeplejersker, som aldrig havde publiceret noget før. Projekterne, programmerne og Paraplymodellen er blevet præsenteret flere gange på lokale symposier og på nationale og internationale møder.

C: Synergi og implementering

Feedback fra programdeltagerne, sygeplejerskerne, lederne og supervisorerne viser, at heldagsmøderne, hvor der blev drøftet idéer, etableret netværk og reflekteret over muligheder og barrierer, var hjørnesten i udviklingen af en fælles programidentitet.

Dette er i overensstemmelse med Revans´ beskrivelse af aktionslæring som en refleksion-i-aktion-tilgang i gruppemiljøer, der er karakteriseret ved et sikkert miljø (8).

Projekterne skabte opmærksomhed om flere nye perspektiver og førte til refleksioner og drøftelser blandt personalet. I den henseende fungerede refleksionerne som øjenåbnere.

Vi [socialrådgiver og psykolog] repræsenterer to forskellige faglige tilgange. Der er til en vis grad overensstemmelse mellem dem, men de er meget forskellige med hensyn til mål, metoder og teoretiske hypoteser. Vores samarbejde har derfor forårsaget interessante og frugtbare diskussioner (13).

Programmerne har imidlertid også udviklet viden, der er blevet brugt til at påvirke beslutningstagningen på afdelingerne og på nationalt niveau, f.eks. i de danske sundhedsmyndigheders anbefalinger om, hvordan man inddrager pårørende til alvorligt syge personer i deres pleje (21). Nogle af projekterne omfattede nye praksisser, der viste sig at være egnede til implementering i nogle enheder, og andre inspirerede sygeplejerskerne til at gennemføre nye projekter.

D: Udvikling af kompetencer

Udformningen af paraplyprogrammerne gjorde det muligt for personale på mange niveauer at opnå nye kompetencer. Sygeplejersker, der aldrig før havde deltaget i strukturerede projekter, lærte at skrive et projektforslag, foretage litteratursøgning og arbejde i dybden med et klinisk problem. De gennemførte interview, foretog deltagerobservationer, skrev faglige artikler og præsenterede deres projekter mundtligt og på postere. De lærte at tage ansvar for et projekt i deres egen klinik og at engagere deres kolleger i at fokusere på de projektrelaterede problemer. De blev også mere bevidste om deres afdeling som organisation og betydningen af deres bidrag til den videre udvikling af pleje af høj kvalitet. Opmuntret af succesen med deres projekter og de ny-tillærte færdigheder blev nogle af sygeplejerskerne motiveret til at gå i gang med videreuddannelse på kandidatniveau.

For en leder er det dejligt at have engagerede medarbejdere og se, hvordan der udvikles kompetencer hos de projektaktive medarbejdere, men det er især positivt at opleve, hvordan kvaliteten af plejen forbedres, når den faglige udvikling sker hos alle medarbejdere. (Afdelingssygeplejerske) (13).

Desuden blev sygeplejersker med akademisk baggrund yderligere trænet i at vejlede, og paraplyholdere, forskere, og ledende sygeplejersker fik mere indsigt i store projekters komplekse dynamik.

Projekterne henledte ledende sygeplejerskers opmærksomhed på deres centrale rolle i forbindelse med opbygning af et læringsmiljø, der understøtter projektengagement og personalets konstante fokus på det valgte emne. De førte også til en fælles forståelse for behovet for erfaringsudveksling på tværs af afdelingens afsnit og enheder.

Hvad paraplyholderne angår, så fandt de via denne model en metode til at understøtte interaktion og vidensudveksling mellem forskning og klinisk praksis. De har udbygget deres akademiske kompetencer med færdigheder i at lede faglig udvikling i store grupper og bevare den positive stemning og motivationen hos det involverede personale og har desuden brugt deres kvalifikationer til at redigere bøger til publikation.


peer-reviewed-ikon-diskussionEfter i årevis at have gennemført enkeltstående udviklingsprojekter på afsnittene, hvor kun nogle få var kendt af eller blev delt med kolleger uden for disse afsnit, har Paraplymodellen nu i 10 år formået at fokusere indsatsen og ressourcerne på afdelingen. Flere faktorer kan have bidraget til denne succes, se tabel 2. Nogle af fordelene og udfordringerne er beskrevet i denne diskussion.

Indførelsen af programmer med overordnede temaer, der omfatter hele afdelingen, har skabt en fælles retning og oplevelsen af at følges ad. Den samtidige ”bottom-up”-tilgang i de enkelte projekter har skabt ejerskab, og alle refleksions- og læringsprocesserne har haft afgørende betydning. Som følge deraf har viden spredt sig i organisationen og dannet grundlag for udvikling og planlagte ændringer. Disse elementer svarer til de to karakteristika ”fælles vision” og ”teamlæring” ved organisatorisk læring (22,23).

Personale opbygger netværk

Heldagsmøderne har en central rolle og afspejler samarbejdsorienterede aktionslæringsprogrammer (12). Når personalet under møderne udveksler oplevelser, processer og erfaringer med hinanden, deres ledere og vejledere, opbygger de et netværk og en fælles bevidsthed og viden. Derudover har disse dialoger potentiale til at løfte deltagernes forståelse til et højere abstraktionsniveau og dermed ud over de konkrete situationer (24). På denne måde skabes der refleksion ”i aktion” kollektivt (8), som samtidig danner grundlag for forandring og udvikling i organisationen.

Ingen garanti for implementering

Som anbefalet af Rycroft-Malone (4) sigter Paraplymodellen mod at tage højde for den samtidige sammenhæng mellem evidens, kontekst og facilitering af implementeringsprocesserne. Man skal dog være opmærksom på, at selv om der potentielt er større sandsynlighed for, at resultater af aktionslæring implementeres i praksis, garanterer modellen ikke, at det vil ske. Der er behov for, at ledere på alle niveauer i organisationen bevidst og kontinuerligt holder fast ved implementeringsplanerne og forsøger at sikre den nødvendige kontekst og facilitering – også efter afslutningen af de treårige programmer.

I overensstemmelse med aktionslæring er det afgørende, at det overordnede programtema vedrører klinisk relevante udfordringer, der opleves af ledere og deltagende sygeplejersker i deres daglige praksis. Det er også meget vigtigt, at programmet har fremdrift, hvilket skal forstås således, at deltagerne oplever, at deres projekt bevæger sig fremad, både hvad angår hastighed og retning (25). Tre år er lang tid at skulle bevare sit engagement, og mange ændringer kan påvirke gennemførelsen af de enkelte projekter. Tidsplanen for et paraplyprogram skal være baseret på lokale muligheder og personalekompetencer. Det er dog vigtigt, at processerne ikke forceres eller er uforenelige med klinikken. Paraplyholderne har ansvaret for styringen af programmet med støtte fra styregruppen. De skal være i stand til at fastholde målene, sikre, at programmet bliver ved med at være meningsfuldt, og at det bliver på sporet.

Understøtter fremdrift i læring

Aktionslæringstilgange er blevet beskrevet som veje til at generere læringskompetencer, der gør individer i stand til at håndtere komplekse situationer fremover og følgelig støtter individuel og organisatorisk læring (26,27). Det ser ud til, at Paraplymodellen har understøttet fremdrift i individuel såvel som kollektiv læring ved at sætte nybegyndere og erfarne praktikere, kliniske eksperter, ledere og forskere sammen. Når personalet hverken havde videregående uddannelse eller havde udvist interesse og evner for at arbejde systematisk med praksisudvikling, var processen dog betydeligt vanskeligere.

Paraplymodellen som brobygger

Et fælles, overordnet tema for flere mindre projekter i organisationen er kernen i Paraplymodellen. Forsknings- og udviklingsprojekter er ofte adskilt i klinisk praksis og placeret på forskellige niveauer i evidenshierarkiet (28). Paraplymodellen sigter efter at bygge bro over denne adskillelse ved at bringe de to typer projekter sammen.

Efter afslutningen af det første program blev det ved hjælp af de efterfølgende to programmer i samme afdeling påvist, at modellen er bæredygtig. Modellens dynamiske natur gør det muligt at videreudvikle og tilpasse den ud fra feedback fra deltagerne og styregruppen.

I de tre programmer har ca. 46 medarbejdere, primært sygeplejersker, fra otte sengeafsnit og ambulatorier gennemført i alt 22 store og små enkeltprojekter ved brug af Paraplymodellen.

ff1-2018_peerreviewed-tabel2

Projekter har skabt ny viden

Projekterne under Paraplymodellen har dermed produceret ny viden, nye læringsstrategier og nye processer, og derved er der udviklet sygepleje, der er skræddersyet til de lokale behov i et samarbejde mellem kliniske sygeplejersker, sygeplejeledere og akademiske sygeplejersker.

Projektdeltagerne har været med i alle faser af processen lige fra identifikation af relevante emner, planlægning af projekterne, indsamling og analyse af data og til formidling af og sommetider omsætning af resultaterne til nye metoder til anvendelse i praksis. Paraplymodellen har ikke været anvendt som del af et formelt uddannelsesprogram, men dens potentiale til uformelt at uddanne personalet i at arbejde systematisk har virkelig bidraget til at forbedre deltagernes kompetencer. Programmerne har haft en klar organisation, og det faktum, at mange mindre projekter blev gennemført under samme overordnede tema, styrkede læringsprocessen og følelsen af at bevæge sig fremad sammen og i samme retning.

Formålet med denne artikel er at støtte og vejlede i implementering af Paraplymodellen i andre organisationer ved at give detaljerede oplysninger om dens grundlag og faser. Paraplymodellen har vist sig at være nyttig ved strukturering af udviklingsprojekter og -processer i en stor organisation, men kan imidlertid godt videreudvikles og tilpasses til andre miljøer. 

Paraplymodellen anvendes fortsat i Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Det nuværende overordnede tema (2017-2019) er: Rum til tanke og tale om sygepleje i klinisk praksis.

ff1-2018_peerreviewed_piariisolsen

Pia Riis Olsen
1980 Autoriseret sygeplejerske, Fyens Amts Sygeplejeskole, Svendborg
1983 1. del. Undervisende linje. Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Aarhus
2001 Cand.cur., Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Afdeling for Sygepleje. Aarhus Universitet
2009 Ph.d., Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Sektion for Sygepleje, Aarhus Universitet. Ansat som klinisk sygeplejespecialist, adjungeret lektor i Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital.

pia.olsen@auh.rm.dk
 

ff1-2018_peerreviewed_bibbihoelgehazelton

Bibi Hølge-Hazelton

1986 Autoriseret sygeplejerske, Rigshospitalets Sygeplejeskole
1992 Diplom i ledelse, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Aarhus
1993 Voksenpædagogik, RUC
1997 Cand.cur., Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Afdeling for Sygepleje, Aarhus Universitet
2002 Ph.d., Pædagogik, Roskilde Universitet. Ansat som forskningsleder og professor i klinisk sygepleje med særlige opgaver inden for kapacitetsopbygning ved Sjællands Universitetshospital og Syddansk Universitet.

 

 

Referencer

  1. NHS. Planning for patients 2014/15 to 2018/19.
  2. Vinge S. Fremtidens plejeopgaver i sygehusvæsenet (Notat – DSI, May 2010). Dansk Sundhedsinstitut.
  3. Sleep J, Page S. Achieving clinical excellence through evidence-based practice: report of an educational initiative. J Nurs Manag 2002;10:139-43.
  4. Rycroft-Malone J. The PARISH framework: a framework for guiding implementation of evidence-based practice. J Nurs Care Qual 2004;19(4): 297-304.
  5. Marlow A, Spratt C, Reilly A. Collaborative action learning: a professional development model for educational innovation in nursing. Nurse Educ Prac 2008; 8: 184-89.
  6. Smith-Stoner M, Molle ME. Collaborative action research: implementation of cooperative learning. J Nurs Educ 2010; 49(6): 312-18.
  7. Hølge-Hazelton B (ed.) Den unge med kræft: et praksisforskningsprojekt [The young person with cancer: a practice research project]. Aarhus, Denmark: Department of Oncology, Aarhus University Hospital, 2008. ISBN: 978-87-989906-1-1.
  8. Revans RW. Action learning: its origins and nature. In: Pedler, M (ed). Action learning in practice, 3rd ed. Aldershot: Gower, 1997, pp. 3-14.
  9. Glasson J, Chang E, Chenoweth L. Evaluation of a model of nursing care for older patients using participatory action research in an acute medical ward. J Clin Nurs 2006; 15(5): 588-98.
  10. Merriam SB, Leahy B. Learning transfer: a review of research in adult education and training. J Lifelong Learning 2013; 14: 1-24.
  11. Kolb DA. Experiential learning: experience as the source of learning and development, Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall, 1984.
  12. Zyber-Skerritt O. The concept of action learning. Learning Org 2002; 9(3): 114-24.
  13. Olsen PR (ed.) Pårørende og kræftpatientens sociale netværk: et udviklings- og praksisforskningsprojekt [Relatives and the cancer patient’s social network: a development and practice research project]. Aarhus, Denmark: Department of Oncology, Aarhus University Hospital, 2012. ISBN: 978-87-989906-2-8.
  14. Olsen PR, Harder I. Keeping their world together: meanings and actions created through network-focused nursing in teenager and young adult cancer care. Cancer Nurs 2009; 32(6): 493–502.
  15. Olsen PR, Harder I. Network-focused nursing: development of a new concept. ANS Adv Nurs Sci 2010;33(4):272-84.
  16. Olsen PR, Harder I. Caring for teenagers and young adults with cancer: a grounded theory study of network-focused nursing. Eur J Oncol Nurs 2011;15(2):152-59.
  17. Hølge-Hazelton B, Blake L, Miedema B. Primary care for young adult cancer survivors: an international perspective. Support Care Cancer 2010;18(10):1359-63.
  18. Hølge-Hazelton B. Inquiries of discomfort: cancer experiences in young adulthood. Qualitative Studies 2011; 2(2): 118-130.
  19. Olsen PR (ed.) Fremtidens kræftsygepleje – kort men godt. Et udviklings- og praksisforskningsprojekt [Future cancer care – short by high quality. A development and practice research project] Aarhus, Denmark: Department of Oncology, Aarhus University Hospital, 2015. ISBN: 978-87-989906-3-5.
  20. Olsen PR. Towards a theory of network-focused nursing: a grounded theory study of teenager and young adult cancer care. PhD Dissertation, Faculty of Health Sciences, Department of Nursing, Aarhus University, Denmark, 2009.
  21. Sundhedsstyrelsen. Nationale anbefalinger for sundhedspersoners møde med pårørende til alvorligt syge.
  22. Senge PM. The fifth discipline, London: Century Business, 1990.
  23. Kirvan C. Making sense of organizational learning: putting theory into practice, Burlington, VT: Gower, 2013.
  24. Hummelvoll JK. The multistage focus group interview. Norsk Tidsskrift for Sykepleieforskning 2008;10(1):3-14.
  25. Douglas S, Machin T. A model for setting up interdisciplinary collaborative working in groups: lessons from an experience of action learning. J Psychiatr Ment Health Nurs 2004;11:189-93.
  26. McLaughlin H, Thorpe, R. Action learning – a paradigm in emergence: the problems facing a challenge to traditional management education and development. British J Manag 1993; 4: 19-27.
  27. Thomsen TG, Hølge-Hazelton B. Documenting evidence-based practice: developing a tailored writing course for practitioners. Nordic J Nurs Research 2014; 2(34): 33-7.
  28. Greenhalgh T. How to read a paper: getting your bearings (deciding what the paper is about). BMJ 1997;315:243.
Emneord: 
Undervisning

Fuldt fortjent: "Det virker uvirkeligt"

Fire årtier synes som lang tid, når man ser fremad, men når sygeplejerske og underviser Kirsten Vest Hansen ser tilbage, er det ikke til at forstå, hvor tiden er blevet af.

sp2-2018_fuldt-fortjent_kirsten-vest-hansen
Da Kirsten Vest Hansen modtog Dronningens Fortjenstmedalje, gav det anledning til at gøre status uden at dvæle for meget ved det. Hun takkede især sine kolleger, studerende og samarbejdspartnere for det samarbejde, de har haft igennem fire årtier.
Foto: Claus Bech
Kodeordene for 1970’erne var sammenhold, kærlighed og fri sex. I 1980’erne blev TV2 etableret, og i 1990’erne blev apartheid opgivet i Sydafrika. I det første årti i år 2000 var det terrorangrebet på World Trade Center, der var på alles læber.

Når sygeplejerske Kirsten Vest Hansen ser tilbage på de sidste 40 år, så er det noget af det, hun husker tiden for. Men det var også en tid, hvor hun i 1973 blev uddannet som sygeplejerske. I næsten lige så lang tid har hun arbejdet som underviser, og at være med til at uddanne fremtidens sygeplejersker har igennem alle årene været en inspiration for hende.

På Professionshøjskolen Absalon i Roskilde har Kirsten Vest Hansen arbejdet i 42 år, og undervisningen har også været præget af årtiernes kodeord.

Tiden sætter sine spor

Der er sket meget mere, siden Kirsten Vest Hansen blev sygeplejerske for 45 år siden. Men det har alt sammen sat sine spor i hendes arbejdsliv.

"Tiden har influeret på sygeplejefaget og dets udvikling, som igennem alle disse år har været og fortsat er under forandring og udvikling," siger Kirsten Vest Hansen, som synes, at sygeplejerskeuddannelsen skal rumme udviklingen såvel fagligt som pædagogisk.

"Det kræver at være foranderlig, nysgerrig, være til stede i nuet og føre gode samtaler særligt med dem, som man ikke nødvendigvis er enig med," siger hun. Kirsten Vest Hansen ser det som et privilegium at være med til at udvikle en uddannelse, som skaber rammerne for de studerende, så de er i stand til at imødegå fremtidens krav.

Ses på mandag

Kirsten Vest Hansen har som underviser samarbejdet med de studerende. Det har givet faglig læring og udvikling. Noget, som hun har fundet spændende i alle årene. Men også at have passionerede kolleger har været centralt.

"Når man konstant udfordres med ny viden og nye vilkår, så har det været vigtigt at have et godt samarbejde med både studerende, kolleger, som underviser, og sygeplejersker i praksis," forklarer Kirsten Vest Hansen. Når hun gør status på sine 45 år som sygeplejerske, så er det ikke til at forstå, hvor tiden er blevet af.

"Det virker uvirkeligt at have arbejdet som sygeplejerske og underviser igennem så mange år. Der var dage, jeg overvejede at springe over, men så alligevel ikke. Og på mandag går det løs igen," slutter Kirsten Vest Hansen.

ikon-fuldt-fortjent

Fuldt fortjent

Her på siden kan du møde en sygeplejerske, som netop har modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv. Medaljen kan tildeles personer, som har gjort en fortjenstfuld indsats og uafbrudt har været ansat inden for den samme offentlige myndighed i mindst 40 år. Det er arbejdsgiveren for den kvalificerede medarbejder, som kan indstille til medaljen.

 

Emneord: 
Sygeplejestuderende
Undervisning