Når patienter bliver voldelige

Eksempler fra Arbejdstilsynets rapport i forbindelse med påbud

Her ses en række eksempler på de situationer, medarbejderne på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev Hospital har været ude for. Det er eksempler fra Arbejdstilsynets rapport fra 2018 i forbindelse med det påbud, der blev givet til afdelingen. Opstår der en situation, er det muligt at få både supervision i afdelingen og professionel hjælp af en ekstern psykolog.

Slag i brystet
En patient blev hjulpet med at indtage piller og begyndte at slå ud efter personalet. En ansat tog fat om patientens håndled for at skærme kolleger, hvorefter patienten slog den ansatte i brystet.

Spark og trusler
I forbindelse med et bleskift blev patienten vred og slog en ansat på højre arm og forsøgte at sparke og slå de to tilstedeværende ansatte, som afværgede slagene. Senere på natten var den ansatte nødsaget til at korrigere patientens adfærd, hvorefter patienten endnu engang forsøgte at slå og sparke og kom med verbale trusler mod de ansatte.

Bide og kradse
Da patienten skulle have lagt et engangskateter, blev vedkommende vred og begyndte at slå, sparke, bide og kradse, selvom de ansatte havde forsøgt at forberede patienten på proceduren.

Konstant voldelig
En patient udøvede vold under hele sin indlæggelse over halvanden dag i form af at slå, sparke, rive, bide og spytte på de ansatte.

Holdt fast
En patient skulle mobiliseres i sengen og blev i den forbindelse utryg. Patienten tog fat om ansattes arme, holdt fast og ville ikke slippe.

Bidt i fingeren
En sygeplejerske blev bidt i fingeren af en patient i forbindelse med podning for influenza.

Læs også: Neuroblomst og actioncard forebygger vold

Emneord: 
Arbejdsbelastning
Vold

Neuroblomst og actioncard forebygger vold

Få simple værktøjer kan forebygge en stor del af den vold og de trusler, sygeplejersker bliver udsat for fra patienter. Det har man lært på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev Hospital, efter afdelingen for to år siden fik et påbud af Arbejdstilsynet.
Efter sygeplejerske Camilla Koch har været på kursus i at forebygge vold, går hun ikke længere hen til patientens hoved, men begynder altid ved fodenden af patientens seng og lægger en hånd på fødderne, hvis hun skal vække dem for f.eks. at måle værdier.
Foto: Bax Lindhardt
Fald i antallet af voldssager

På Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev Hospital er antallet af registrerede og anmeldte voldstilfælde faldet efter Arbejdstilsynets påbud i 2018.

2018: 31 interne registreringer og fem anmeldelser af vold

2019: Fem interne registreringer og tre anmeldelser

2020 (foreløbig): Seks interne registreringer og tre anmeldelser

Det er en tidlig morgen i august. Sygeplejerske Camilla Koch er ved at afslutte sin nattevagt, men inden hun går, skal hun give en patient medicin. Patienten er psykotisk, og efter en god nat er han begyndt at ”køre op”. Han skal have sin tvangsmedicin nu, inden det bliver for vildt.

”Jeg kommer ind og giver ham tilbuddet om at tage medicinen frivilligt. Jeg står længe og taler med ham. Men han er ikke interesseret i at tage medicinen,” fortæller Camilla Koch.

Et par portører står klar til at hjælpe, og det er koordineret med Camilla Koch, hvad der skal ske. Det forklarer hun nu også patienten. Han svarer igen, at det er han ikke interesseret i. Men stemningen er rolig. Portøren fortæller patienten, at ”nu tager vi fat i dig og vender dig om på siden. Og så skal du have det her medicin.”

Sådan ender forløbet. Patienten får medicinen og spørger, hvornår det begynder at virke.

”Det var en rigtig god oplevelse, fordi det skete så roligt. Det var rart, fordi det ikke endte i det helt store, hvor han blev udadreagerende. Jeg kunne mærke, at det hjalp, at jeg brugte meget tid på at snakke med ham. Nogle gange, når vi skal give tvangsmedicin, kan det godt blive meget hektisk. Men den her morgen var det roligt, og patienten var ikke sur bagefter,” smiler Camilla Koch.

Sparket i maven

Men sådan har det ikke altid været.

Camilla Koch er ansat på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Herlev Hospital. For to år siden fik afdelingen et påbud af Arbejdstilsynet, der mente, at det kunne være til skade for medarbejdernes helbred, når de blev udsat for vold og trusler fra patienterne.

I påbuddet fra Arbejdstilsynet bliver der beskrevet en række eksempler på, hvad de ansatte bliver udsat for. F.eks. en episode med en ellers rolig patient, der pludselig sprøjter barberskum på en ansat. En kollega kommer til for at hjælpe, hvorefter patienten kaster sit ur efter vedkommende. De ansatte går ud af stuen, men da patienten forsøger at forlade sin seng, og personalet kommer til for at hjælpe, slår patienten ud efter dem.

Påbud fra arbejdstilsynet relateret til vold

Siden 2015 og frem til sommeren 2020 har Arbejdstilsynet haft 147 reaktioner på tilsyn på somatiske og psykiatriske hospitaler, der specifikt vedrører problemer med vold og trusler mod ansatte.

  • Heraf har 83 tilsyn udløst et påbud eller et strakspåbud.
  • 17 af de 83 påbud er givet til afdelinger på somatiske sygehuse.

”Patienten endte på gulvet og truede med at kaste ting efter de ansatte. Han spændte ben og sparkede ud efter ansatte, når de nærmede sig for at få ro på og hjælpe. Patienten fik fat i en ansats hænder, klemte til, krydsede armene og slog dem mod hinanden,” lyder det i beskrivelsen.

Et andet eksempel handler om en ny patient på afsnittet, der blev vred, da han skulle have medicin. Han var paranoid og troede, at en ansat havde stjålet fra ham. Patienten sparkede den ansatte på armen og i maven og rev vedkommende på armene.

Camilla Koch fortæller, at hun også har været ude for lidt af hvert.
”Jeg er blevet slået, sparket, revet, holdt fast i og truet. Det kan godt være voldsomt. Men eftersom vi har den patientgruppe, vi har, så tænker man også bagefter, at det ikke er noget, de gør med vilje,” fortæller hun.

Derfor var det blevet en del af hverdagen. Man var vant til den risiko.

”Selvfølgelig snakkede vi om det, men vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre ved det. Så der måtte vi bare gøre vores arbejde. Velvidende, at der kunne ske noget.”

Sådan skal det ikke være at gå på arbejde, fastslog Arbejdstilsynet, der krævede, at der blev gjort en særlig indsats for at hjælpe sygeplejerskerne til at forebygge volden og truslerne og bearbejde det professionelt, når det skete.

Det har bl.a. betydet, at alle medarbejdere – 17 sygeplejersker og fire social- og sundhedsassistenter – har været på kursus i, hvordan man forebygger, at konflikter optrappes. Og at afdelingen nu har fem sygeplejersker med yderligere kurser, der fungerer som afdelingens ressourcepersoner på området.

Camilla Koch er en af dem. Det betyder bl.a., at hun er med til at fastholde fokus på nye tiltag i hverdagen, og at hun underviser nye kolleger og studerende på området.

Camilla Koch
Caption 
Camilla Koch er en af de fem ressourcepersoner på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, der løbende italesætter de indsatser, personalet har lært på deres kursus.
Attribution 
Foto: Bax Lindhardt
Sløset holdning

Den morgen i august, hvor hun fik afværget en potentielt voldelig situation, brugte hun flere af de ting, hun har lært på sine kurser.

”Vi har lært, at når vi går ind til en patient, skal vi have siden til og en lidt sløset holdning. Bøje lidt i knæene og være lidt ydmyg. For det gør virkelig en forskel, hvordan man kommer ind. Og hvordan man siger ting,” siger Camilla Koch og fortsætter:

”Hvis jeg troppede op fuldstændig front mod front og sagde: ”Du skal have det her medicin,” så havde jeg fået en helt anden reaktion.”

Sygeplejerskerne har også lært om zoner i forhold til patienten. Det handler om at holde sig på afstand til at starte med og først gå tættere på og ind i næste zone, når man bliver inviteret til det af patienten.

”Når der tvangsmedicineres, bliver man selvfølgelig nødt til at nærme sig næste zone, selvom patienten ikke er interesseret i det. Men det skal stadig ske på en forsvarlig måde,” siger hun.

Start i fodenden

På det kursus, hun og kollegerne var på, prøvede de selv at ligge i sengen og opleve, hvordan det føles, når der kommer en person direkte hen til ens hoved.

”Det var ikke særlig rart. Men jeg tror, at man kommer til at gøre det på mange afdelinger. I stedet bør man starte i fodenden. Også hvis man skal vække patienten. Og så spørge om det er ok, at man kommer tættere på for at måle blodtrykket,” forklarer Camilla Koch og fortsætter:

”Så siger de jo gerne ja. Og hvis de siger nej, så lader man være. Eller hvis patienten siger skrid, så går vi lige ud i 10 minutter. Og venter til de er i et andet humør.”

Svært syge patienter

Patienterne på Afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme er indlagt til diagnostik og behandling af forskellige neurologiske sygdomme som for eksempel epilepsi, hjernetumor, hovedtraumer, sklerose og infektioner i nervesystemet.

Nogle lider af kognitive funktionsnedsættelser, og deres adfærd er præget af deres sygdom. Nogle er udadreagerende, andre er selvskadende. Og de kan være til fare for sig selv og andre.

Patienternes adfærd kan være meget svingende fra rolig et øjeblik til opfarende og udadreagerende det næste øjeblik. Det gør det uforudseelig for personalet.

For Camilla Koch og hendes kolleger har det krævet en ny måde at arbejde på. Men de er blevet bedre til at ændre dagens skema og tage mere hensyn til de udfordringer, der kan være ved udadreagerende patienter.

”Så må de blive vasket senere, hvis det er det, de er utrygge ved. Eller også prøver vi vores andre tiltag for at gøre det nemmere.”

Actioncard

Det første, afdelingen fik indført, var et actioncard på den truende udadreagerende patient. Her krydser sygeplejerskerne f.eks. af, om det, patienten fejler, er fysisk eller psykisk, hvor mange personer man skal være, når man skal ind til patienten, og om der er særlige hensyn.

”I starten brugte vi det, hvis der var sket noget. Så hang vi det op på vores oversigtstavle på kontoret. Hænger det på tavlen, er det noget vi taler om, når der er overlevering. Så aftaler vi hvilke forholdsregler, vi skal tage,” fortæller Camilla Koch.

Nu bruger sygeplejerskerne også actioncardet før, der sker en hændelse, hvis de ud fra en række faktorer vurderer, det kan være gavnligt. I teamet af ressourcepersoner er man desuden i gang med at udvikle et konkret risikoscoringsredskab til brug ved indlæggelse.

Neuroblomsten
Neuroblomsten
Foto: Bax Lindhardt
Neuroblomsten

Camilla Koch dykker ned i en tyk mappe og hiver en gul tegnet blomst frem, der er udskåret i pap og lamineret.

”Vi kalder den ”Neuroblomsten”. Den vi har brugt mest energi på. Den kan lidt de samme ting som ”Delirblomsten”, men vi har tilpasset den til vores patienter, så der står ikke de samme ting,” forklarer hun og begynder at skrive på et blad med en sort tus.

”Vi har f.eks. et blad, der hedder døgnrytme, som er ret vigtig. Vi har oplevet, at der sker hændelser på baggrund af, at vi f.eks. ønsker, at patienten skal i seng på et bestemt tidspunkt. Men hvis patienten er vant til først at gå i seng kl. 4.00 om natten, så duer det ikke, at vi kommer kl. 22-23 stykker og siger, hun skal sove. For det skaber konflikter.”

Sygeplejerskerne får hjælp af patienten eller de pårørende til at udfylde blomsten, der også har blomsterblade med emnerne familie, interesser og kaldenavn. Og så bliver den hængt op på stuen.

Camilla Koch skriver ”hunde” i feltet med interesser og forklarer, at hvis der f.eks. er en situation, hvor patienten er ved at køre op, kan sygeplejersken læse på blomsten og se, at patienten har en stor interesse for hunde.

”Så kan jeg sige, at jeg har en hund og samtale lidt om det. Vi oplever, at det virker rigtig godt. De giver ligesom fuldstændig slip og begynder at snakke om hunde. Blomsten kan rigtig meget,” siger hun.

Der er mange flere små greb, som de ansatte på afdelingen har taget med sig fra kurset "Stop volden nænsomt", og som har været med til at ændre hverdagen til det bedre. Både for patienterne og for personalet.

”Det er det bedste kursus, jeg har været på, og der er meget, der har sat sig fast. Løbende har jeg haft følelsen af, at det har virket, og jeg oplever, at der er færre hændelser. Jeg synes, jeg går gladere hjem fra arbejde,” smiler hun.

3 gode greb

Telefon fra regionen
Hvis man overhører en kollega have en ophedet samtale med en pårørende eller en patient, kan man gå ind og sige: ”Der er telefon fra regionen, som du lige er nødt til at komme og tage.” Så får begge parter et pusterum til at overveje, hvad der var ved at ske. Man falder lidt ned og kan gå tilbage og få talt ordentligt sammen.

Abeansigtet
Abeansigtet kan man bruge, hvis man har haft en ophedet diskussion med nogle pårørende. Og man synes, at det var rigtig træls. Så kan man gå ud på toilettet og lave abeansigter til sig selv i spejlet. Eller få rystet kroppen. Det handler om lige at komme af med de værste frustrationer.

Puden foran ansigtet
Hvis patienten griber ud og tager hårdt fat i en, kan man sige: ”Her, tag lige den pude.” Eller: ”Vil du lige hjælpe mig med at holde den her.” Så har de fat i noget. Armene og hænderne er beskæftiget. De har fokus på puden. Så kan sygeplejersken have fokus på sin opgave.

Hvis patienten begynder at sparke eller slå, kan man skubbe puden op mod hovedet, så patienten mister fokus. Så vil patienten automatisk flytte fokus mod at få puden væk fra hovedet.

Læs også: Når patienter bliver voldelige

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold

"Vores arbejde bliver mere sikkert"

PSYKIATRI II: Brugen af BVC gør forebyggelse af vold og trusler til andet end mavefornemmelser.
Scoring af patienterne giver anledning til en faglig diskussion, hvor medarbejderne kan bruge hinandens viden og erfaringer, forklarer Alicia Puggaard, klinisk sygeplejespecialist på Psykiatrisk Center Sct. Hans.
Foto: Bax Lindhardt

Forleden havde klinisk sygeplejespecialist Alicia Puggaard en situation, hvor to patienter mundhuggedes og irriterede hinanden. Den ene var psykotisk.

”Situationen var ved at udvikle sig, så jeg bad den ene patient om at trække sig. Alligevel fulgte den anden patient efter. Jeg måtte stille mig imellem dem og sige til den konfliktsøgende patient, at ”nu går vi en tur i haven.” Det plejer at virke beroligende på ham.”

Alicia Puggaard har i syv år arbejdet på retspsykiatrisk afsnit R8 på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde, hvor de på afdelingen i det daglige bruger risikostyringsværktøjet Brøset Violence Checklist, kaldet BVC, til at forebygge vold og aggressiv adfærd.

Redskabet blev indført i 2005.

I slutningen af hver vagt gennemgår personalet på afsnit R8 alle patienter, herunder patientens psykiske tilstand. Personalet bruger BVC til at vurdere patienternes adfærd på seks områder: Forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler og angreb på ting eller genstande. En adfærd, der er unormal for patienten, udløser et enkelt point for hvert område.

Høj risiko for voldelig adfærd

Alicia Puggaard fortalte ved vagtskiftet personalegruppen om den konfliktsøgende patient.

”Jeg fortalte, at han var klart mere irritabel, end han plejer. Han var højttalende og var verbalt truende over for medpatienten. Derfor vurderede vi, at han skulle have en BVC-score på i alt 3 for irritabilitet, støjende adfærd og verbale trusler.”

En scoring på 3 eller højere svarer til en ”høj risiko for vold” og aktiverede derfor den patientspecifikke BVC-patientplan. Det betød, at personalet de næste 24 timer skulle være særligt opmærksomme på patienten og på at gøre brug af nogle af de patientspecifikke interventioner beskrevet i planen.

”For eksempel kunne vi tilbyde en samtale eller aktivitet for at berolige patienten. Hvis han afviste det, kunne vi give ham plads og forsøge det samme igen lidt senere. Vi forsøger altid med de mindst indgribende interventioner først,” forklarer Alicia Puggaard.

En score på 1-2 er et udtryk for en moderat risiko for vold og en score på 0 for en lille risiko for vold.

Vores patienter har brug for ro

Haven til afsnit R8 er omkranset af et fem meter højt hegn og benyttes dagligt af de retspsykiatriske patienter.

Ofte kommer patienterne i haven som en beroligende patientintervention, ligesom personalet f.eks. kan vælge at se en film sammen med patienten eller måske tage en samtale med patienten. Det kan virke afklarende for patienten eller fjerne frustrationer.

3 gode råd
  • Vær tro mod redskabet
  • Spar med dine kollegaer om scoringen og interventionerne
  • Beskriv de interventioner, der sættes i værk, og evaluer på virkningsgraden.

”Vi bruger BVC og andre redskaber til at arbejde forebyggende, og det gør, at vi har en rar og stille afdeling. Det er nødvendigt, fordi vores patienter alle sammen har brug for ro – det betyder rigtig meget for dem,” fortæller Alicia Puggaard.

”Jeg oplever, at BVC gør vores arbejde mere sikkert og gør, at vi bygger den del af vores sygepleje, som handler om håndtering og forebyggelse af vold og trusler, på andet end mavefornemmelser. Det bliver systematiseret og giver struktur både for patienter og personalet i forhold til den måde, vi håndterer vanskelige situationer på,” siger hun.

Det at BVC er en fast del af overleveringen til næste vagthold sikrer en form for kontinuitet.

”Når vi snakker om, hvordan vi skal score patienterne, får vi en faglig diskussion om patienterne, hvor vi bruger hinandens viden og erfaringer,” siger Alicia Puggaard.

Patientplaner er for standardiserede

BVC-scoringssystemet har dog også nogle skyggesider, oplever Alicia Puggaard.

”Vi kan ikke deeskalere patienterne ved at sidde inde foran computeren. Hver patient skal scores i to systemer, og patientplanerne skal aktiveres og evalueres. Sammenlagt med de andre ting, vi skal registrere i Sundhedsplatformen, kræver det meget administrationstid, hvor vi ikke kan være hos patienterne.”

På spørgsmålet om det er administrationstiden værd, trækker hun lidt på det, før hun siger:

”Ja, på den lange bane, fordi det gavner den enkelte patient. Det er baseret på et stort stykke arbejde, der beskriver, hvad der gavner patienten og viser, hvordan risikosituationerne bedst håndteres.”

Alicia Puggaard mener samtidig, at patientplanerne er for standardiserede på grund af de begrænsninger, der ligger i Sundhedsplatformen.

”I systemet findes en masse standardmuligheder, som vi er tvunget til at bruge, men for at det skal være relevant og tilpasset den enkelte patients behov, skal vi alligevel ind og lave det hele om. Derfor tænker jeg, at det ville være meget bedre, hvis vi fik lov til at gøre det hele selv fra bunden.”

Læs også: Simpelt redskab halverer volden

Emneord: 
Psykiatri
Vold

Simpelt redskab halverer volden

PSYKIATRI I. Psykiatriske patienter risikovurderes for voldelig adfærd gennem scoringsredskab.

”Andelen af voldelige tilfælde blev halveret på de psykiatriske afsnit, der begyndte at anvende ’Brøset Violence Checklist’ til risikostyring.” Det fortæller Jacob Hvidhjelm, sygeplejerske og ph.d. samt sundhedsfaglig kandidat og postdoc på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Jacob Hvidhjelm
Risikovurdering af en psykiatrisk patient sker nu ved, at alle på en afdeling har mulighed for at udarbejde en risikovurdering, forklarer Jacob Hvidhjelm, postdoc på Psykiatrisk Center Sct. Hans, om hvorfor BVC virker godt i praksis.
Foto: Bax Lindhardt
Han beretter om resultatet af et klinisk studie, som han udførte under sin ph.d. på 15 danske psykiatriske afdelinger, og som skulle dokumentere effekten af ”Brøset Violence Checklist”, i daglig tale blot kaldet BVC.

Det er et scoringsredskab (se boksen: Brøset Violence Checklist) til at risikovurdere psykiatriske patienter i forhold til, om de er ved at udvikle en voldelig eller aggressiv adfærd, og anvendes i dag på stort set alle lukkede og mange åbne psykiatriske afdelinger.

Før 2005 var BVC ukendt i Danmark, og Jacob Hvidhjelm var manden, der bragte redskabet hertil fra Norge, hvor det var udviklet af den norske sygeplejerske og forsker Roger Almvik. Nordmanden havde i en række studier vist, at BVC var et godt redskab til at forudsige udadreagerende adfærd hos psykiatriske patienter.

”Risikovurdering har nu bevæget sig fra at blive udført af en klinisk erfaren person, til at vi har introduceret redskaber, så alle på en afdeling har mulighed for at lave en risikovurdering,” forklarer Jacob Hvidhjelm om, hvorfor BVC virker godt i praksis:

”De interventioner, vi sætter i værk, er i højere grad baseret på en fælles drøftelse blandt personalet, og som følge heraf bliver den valgte intervention som regel mere velovervejet og individuelt tilpasset patienten,” siger han.

En scoring skal følges til dørs

Umiddelbart virker redskabet simpelt, og i starten, når Jacob Hvidhjelm var rundt i Danmark for at holde foredrag om BVC, fortalte han, hvor let det var at gøre brug af. Men der gik ikke lang tid, før han blev opmærksom på, at det ikke helt hang sådan sammen:

Brøset Violence checklist

Den psykiatriske patient bliver ”scoret” ved hver vagt og får 0 eller 1 point på seks forskellige områder alt efter, om patienten har ændret adfærd (1 point) eller opfører sig som sædvanligt (ingen point). Områderne er: Forvirring, irritabilitet, støjende adfærd, fysiske trusler, verbale trusler, angreb på ting eller genstande.

  • En score på 0 er udtryk for en lille risiko for vold.
  • En score på 1-2 er udtryk for en moderat risiko for aggressiv/voldelig adfærd.
  • En score på 3 eller derover er udtryk for en høj risiko for aggressiv/voldelig adfærd.

Personalet skal igangsætte forebyggende initiativer og lægge en plan for, hvordan de vil håndtere en eventuel voldsom adfærd.

Kilde: Voldsomudtryksform.dk

”Selvom BVC-scoringen er simpel, er alt det der kommer bagefter komplekst: Hvilke interventioner vi vælger at iværksætte til hvilke patienter på baggrund af BVC, og hvordan vi vælger at iværksætte dem. Derfor har jeg været meget rundt og undervise i, hvordan vi følger en BVC-scoring til dørs,” fortæller Jacob Hvidhjelm.

Han underviser blandt andet i nogle af redskabets faldgruber:

”Jeg oplever indimellem, at BVC bliver brugt som et strafferedskab forstået på den måde, at når en patient får en score på BVC, udløser det per automatik forskellige interventioner, der har til hensigt at begrænse patienten. I stedet taler jeg for, at vi indgår i en dialog med patienten, fordi interventionerne i sig selv kan være med til at udløse udadreagerende adfærd, hvis de har karakter af straf,” forklarer han og fortsætter:

”Her opfordrer jeg til at have en positiv indgang og tale med patienten om, hvordan det kan være, man har set de her forandringer, og derfor fokusere på, hvis patienten har været god til at tage imod interventionerne – at de har virket, så den udadreagerende adfærd ikke har udviklet sig.”

Ja tak til halvering af vold

Selv om interventionsstudiet viste en voldsom reduktion i voldelig og aggressiv adfærd, var resultatet dog ikke målbart statistisk set, fordi studiet var for lille.

”Men jeg vil mene, at man kan tale om ”klinisk relevans”, da en halvering af voldelig og aggressiv adfærd vil være relevant for de fleste psykiatriske afdelinger. Min udfordring i studiet var, at vi skulle have haft op til 30 afdelinger med for at vise en reduktion på et statistisk signifikant niveau, og det var ikke muligt,” forklarer Jacob Hvidhjelm.

Læs også: "Vores arbejde bliver mere sikkert"

Det danske BVC-interventionsstudie

15 psykiatriske afdelinger – både åbne og lukkede – registrerede voldelig og aggressiv adfærd i et såkaldt Aggression Observation Shortform (AOS)-skema over en periode på tre måneder.
De syv afdelinger, der havde den mest voldelige adfærd, fik implementeret BVC, og de resterende otte fortsatte som hidtil. Det skete for at sikre, at afdelingerne var motiveret for implementeringen.
Efter yderligere tre måneder blev risikoadfærden sammenlignet mellem de to grupper af afdelinger i et såkaldt semirandomiseret regression discontinuity-design.
Konklusion: Studiet viste en halvering af risikoen for voldelig og aggressiv adfærd efter implementering af BVC. Resultatet var ikke statistisk signifikant på grund af, at studiet var for lille.
Valideringsstudie: BVC blev valideret på baggrund af data fra cirka 150 patienter fra seks retspsykiatriske afdelinger i Danmark. Tidligere havde det været valideret på akut- og almenpsykiatriske afdelinger i Norge og Schweiz.
Konklusion: Valideringen viste, at redskabet har en høj kapacitet i forhold til at risikovurdere patienter for fremtidig uønsket voldelig adfærd.

 

Emneord: 
Psykiatri
Vold

Det handler om kommunikation

Louise Brix og Gitte Vase bruger deres baggrund fra psykiatrien til at undervise deres kolleger i somatikken i konflikthåndtering. Her deler de ud af deres erfaringer.
At forebygge vold og trusler, handler ifølge Louise Brix (tv) og Gitte Vase ofte om, hvordan man møder konflikter og frustrationer. Sygeplejersker bør forsøge at forstå den situation, som patienter og pårørende, der ikke forstår systemet, er i.
Foto: Robert Wengler

"Det er ikke raketvidenskab, og det handler i bund og grund om at udvikle nogle evner, vi allerede har."

Sådan siger Louise Brix om de konflikthåndteringsredskaber, som hun sammen med Gitte Vase bl.a. underviser kollegaer i somatikken i, så de kan nedbringe risikoen for vold og trusler fra patienter og pårørende.

Både Louise Brix og Gitte Vase er sygeplejersker med mange års erfaring fra psykiatrien. I dag er Louise Brix funktionsleder på psykiatrisk afsnit 55 i Aabenraa. Og Gitte Vase er uddannelseskoordinator i psykiatrien i Region Syddanmark.

"Vi kan undgå meget af volden og truslerne, hvis vi håndterer det på en hensigtsmæssig måde. Der er lavet undersøgelser, der siger, at mere end 60 pct. af volds- og trussels-situationerne udspringer af, hvordan vi handler i de situationer. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder med at regulere os selv og bliver ved med at være imødekommende, hjælpende og forstående, samtidig med at vi grænsesætter," siger Louise Brix.

Den største frustrationskilde

Ventetid er en af de situationer, der skaber allerflest voldsepisoder, og her handler det ifølge Louise Brix og Gitte Vase om at gøre alt det forebyggende, man overhovedet kan.

"Hvis man allerede ved, at patienterne kommer til at vente, er det bedste at komme frustrationerne i forkøbet ved at orientere om ventetiden, lige så snart patienten kommer ind i skadestuen," siger Louise Brix.

Og så handler det om at forsøge at forstå, hvad der ligger bag ved frustrationen og aggressionen.

"Det gælder for os alle sammen, at når man bliver frustreret, så bliver man også mere aggressiv. Nogle vender det indad og sidder og skumler i venteværelset og brokker sig til sidemanden, mens andre reagerer ved at gå op og true hende, der sidder ved skranken."

"Jeg hører tit i somatikken, at "man ikke vil finde sig i at blive talt sådan til". Men man undgår meget, hvis man i stedet for at sige: "Jeg vil ikke have, at du taler sådan til mig", i stedet siger: "Jeg kan godt forstå dig. Du har også siddet og ventet længe, jeg ser lige, hvad jeg kan gøre". Så føler patienten sig set og mødt og forstået," siger Louise Brix.

Det hjælper nemlig ikke, når man står over for en frustreret person, at man taler ned til eller irettesætter personen. Tværtimod så eskalerer det konflikten.

Men skal sygeplejersker acceptere, at det er et vilkår at blive talt grimt til?

"Det er ikke, fordi vi skal finde os i det, men vi er nødt til at være bevidste om, at vi kan blive udsat for frustrationer. Og hvis vi undlader at eskalere konflikten, så er der større sandsynlighed for, at vi undgår at blive udsat for yderligere frustrationer og aggressioner.

I det hele taget handler det ifølge Louise Brix om en grundlæggende tilgang til, hvordan vi møder konflikter og frustrationer, og om, at vi forsøger at forstå den situation, som patienter og pårørende, der ikke forstår systemet, er i.

"Jo mere man kan informere og inddrage, des bedre," siger hun.

Når truslerne bliver personlige

I de tilfælde, hvor truslerne bliver personlige og rettet mod ens familie, handler det ifølge Louise Brix om at foretage en reel vurdering af truslen og spørge sig selv: "Ved han reelt, hvor mine børn går i skole, eller handler det bare om, at han er frustreret og aggressiv og bare vil ramme mig på følelserne lige nu."

"Uanset om man er ansat i psykiatrien eller somatikken, bliver man aldrig vant til at få den slags trusler. Vi risikerer alle at føle os truet og kan blive ramt på vores følelser. Det er samtidig en af de bedste grunde til at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge og undgå disse situationer," siger Louise Brix.

Louise Brix og Gitte Vase fortæller, at selv om de også har stor erfaring med at arbejde deeskalerende, så er det umuligt ikke at blive påvirket af vold og trusler.

"Men vi er jo mennesker, ingen er perfekt, men hvis man har mod på at udvikle konflikthåndteringsredskaberne og hele tiden have opmærksomhed på det, og at man som kollegaer hjælper hinanden, så kan vi udvikle de evner, vi alle sammen har."

Uddrag fra Arbejdstilsynets påbudsrapport

Efter besøg på kirurgisk sengeafsnit på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa:

De ansattes oplevelser

De ansatte oplevede, at "de i nogle uger dagligt kan være udsat for fysisk og psykisk vold fra patienter eller pårørende". Det drejede sig bl.a. om "verbale krænkelser, højlydte vredesudbrud og utilfredshed samt fysisk vold i form af f.eks. spyt, spark og kasten med genstande, eksempelvis fæces".

Høj risiko for vold

Arbejdstilsynet vurderede, at der var "høj risiko for udsættelse for fysisk og psykisk vold på de kirurgiske sengeafdelinger", og "at risikoen for vold, som er relateret til arbejdet, kan have indvirkning på de ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt.

Utilstrækkelig forebyggelse

Arbejdstilsynet vurderede, at forebyggelsen af vold og trusler var utilstrækkelig, fordi:

  • flere ansatte fortalte, at de ikke var bekendt med sygehusets overordnede voldspolitik.
  • fordi der ikke var tydelige fælles retningslinjer for, hvornår hændelser skulle registreres. Men at det i stedet var op til den enkelte ansatte at vurdere, hvornår en hændelse skulle registreres.

Konsekvens af mangelfulde registreringer

Manglende systematisk registrering og kortlægning af vold og trusler forringer muligheden for at analysere de faktiske hændelser, som skal danne udgangspunkt for at iværksætte specifikke forebyggelsestiltag.

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.

 

 

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold

Ny analyse: Travlhed øger risiko for vold og trusler

Undersøgelsen Forekomst af vold og trusler blandt sygeplejersker 2018

I juni 2018 har Dansk Sygeplejeråd Analyse i samarbejde med Megafon gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråds medlemspanel. 53 pct. af de i alt 4.160 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen.

Sygeplejersker, der har haft overarbejde inden for den seneste måned, har i højere grad oplevet vold og trusler indenfor de seneste 12 måneder end sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde.

Det viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd lavet i samarbejde med Megafon.

"Overarbejde hænger tæt sammen med travlhed," siger Helle B. Bavnhøj, chefkonsulent på arbejdsmiljøområdet i Dansk Sygeplejeråd. "Når det er nødvendigt at arbejde længere end den planlagte arbejdstid, er det som oftest udtryk for et højt arbejdspres.

Blandt de sygeplejersker, der har haft overarbejde, har 37 pct. oplevet psykisk vold og 15 pct. fysisk vold, mens 26 pct. af de sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde, har oplevet psykisk vold og 6 pct. fysisk vold.

"Vold og trusler hænger i vid udstrækning sammen med de rammer og vilkår, der er for arbejdet. Når arbejdspresset er højt, kan det være vanskeligt at give den demente borger den fornødne tid til f.eks. at tage sin medicin eller at holde aftalen med den psykiatriske patient om at komme ud og ryge," siger Helle B. Bavnhøj.

Og netop skuffelser over aftaler, der ikke bliver holdt, og ventetid er to af de situationer, som ifølge de regionalt ansatte sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråds undersøgelse ofte udløser voldsepisoder. 27 pct. af de regionalt ansatte sygeplejersker, der har været udsat for vold, siger, at det skete i forbindelse med lang ventetid.

Mens de kommunalt ansatte sygeplejersker oftest oplever, at voldsepisoderne finder sted i forbindelse med medicingivning.

Derudover sker volden ofte i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne, og i forbindelse med at sætte grænser.

Kun få voldsepisoder bliver ifølge undersøgelsen udløst af "udførelse af lovmæssig tvang".

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.

Emneord: 
Arbejdsmiljø
Vold

Truet og slået af patienter

37 pct. af alle sygeplejersker har været udsat for vold eller trusler inden for de seneste 12 måneder, viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd. Trine Schmidt Sørensen og Anja Odefey Nielsen er to af dem.
Anja Odefey Nielsen (tv) og Trine Schmidt Sørensen har begge været udsat for, at patienter truede, slog ud eller kradsede dem. De blev chokerede, men synes også det var synd for patienterne.
Foto: Lene Esthave

"Hun slår ud efter os og kradser os. Og råber og truer os."

Hvad patienten præcis siger og truer med, kan sygeplejerske Trine Schmidt Sørensen ikke huske.

"Jeg fik et chok. Men mest fordi jeg synes, at det var synd for hende."

Trine Schmidt Sørensen er sygeplejerske på Organkirurgisk Afdeling på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor hun har været i halvandet år. Episoden, hun fortæller om, skete for et par måneder siden og er blot en af mange episoder, som sygeplejersker oplever i forbindelse med deres job.

Ifølge en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd og Megafon har 37 pct. af alle sygeplejersker været udsat for vold eller trusler inden for det seneste år.

Aggressiv og truende

"Det var en ældre dement kvinde, der ikke forstod, hvorfor hun var indlagt. Vi var to, der var inde hos hende flere gange for bl.a. at mobilisere hende, og så var det, hun pludselig slog ud efter os," fortæller Trine Schmidt Sørensen og fortsætter:

"Vi var chokerede og vidste først ikke, om vi skulle anmelde det. Men det gjorde vi. For at beskytte os selv."

De fandt ud af, at kvinden blev mere rolig, hvis der var en hos hende i længere tid, og det endte med, at de fik en fast vagt kun på hende, som ikke var en del af det normale personale.

Det er dog ikke første gang, Trine Schmidt Sørensen har oplevet at blive truet. Hun husker en mandlig patient, der var meget voldsom, aggressiv og truende. Her måtte hun og kollegerne tilkalde en mandlig læge, der til sidst gav patienten noget beroligende.

"Tidligere havde vi også en anden type patienter, der var mere udadreagerende. Men nu har vi ikke nær så mange episoder," siger Trine Schmidt Sørensen.

"Jeg følte, at jeg svigtede ham"

Anja Odefey Nielsen er også sygeplejerske på sygehuset i Aabenraa – på Kirurgisk Sengeafdeling. Hun har også oplevet en episode, hvor en patient truede hende og slog ud efter hende.

"Det var en ældre herre, som vi lige havde fået overført fra opvågningen. Jeg skulle måle hans værdier efter operationen, og det var især vigtigt at få målt hans blodsukker, fordi han havde diabetes. Men han ville ikke give mig lov. Så da jeg står ved ham, begynder han at true mig, og så knytter han næverne og slår ud efter mig. Jeg når at gå et skridt væk, så han rammer mig ikke," fortæller Anja Odefey Nielsen.

Hun prøver at tale med patienten, men han bliver ved med at sige, at han bare vil hjem, og vil ikke lade hende hjælpe ham. Selvom det er et halvt år siden, det skete, står episoden alligevel tydeligt for Anja Odefey Nielsen.

"Det gjorde mig ked af det. Jeg følte, at jeg svigtede ham i situationen, fordi jeg ikke kunne hjælpe ham. Og det kunne jo være fatalt, hvis glukoseniveauet var højt eller lavt. Men jeg kunne ikke tvinge ham, og jeg kunne ikke udsætte mig selv for at blive slået," siger hun.

I stedet sørgede hun for at holde tæt øje med ham. Efterfølgende har hun også anmeldt episoden.

Efter at Sygehus Sønderjylland sidste år fik tre påbud fra Arbejdstilsynet for ikke at forebygge vold og trusler godt nok, har hele sygehuset sat fokus på det og forsøger at lave forebyggende tiltag. Og i dag ved alle, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for vold eller trusler – og der er en kontaktperson, man kan gå til, hvis man ikke kan huske det.

2018-9_intro_vold-og-trusler

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.

 

 

Emneord: 
Pårørende
Patient
Vold

Vi kan blive nødt til at lade den sårede ligge udenfor

Sundhedspersonalet på akutmodtagelsen på Skånes Universitetssygehus i Malmø har fået et hårdere arbejdsmiljø. Drab og skyderier mellem kriminelle bander betyder, at sygehuset tvinges til at skærpe de ansattes sikkerhed.

Akutmodtagelsen i Malmø har igennem flere år haft problemer med sikkerheden. Vagternes registrering af episoder er steget, hvilket peger på en anspændt situation. Sygehusets egen statistik viser, at politiet siden august sidste år blev tilkaldt mere end 270 gange. Den svenske pendant til Arbejdstilsynet har stillet krav om, at sikkerhedsvagterne skal arbejde to og to i weekenderne og om natten. Deres fagforening kræver, at de har skudsikker vest på.

Det er frem for alt den livsfarlige vold fra kriminelle bander og grupperinger, der er i stigning. Antallet af indlæggelser som resultat af vold er ellers faldet markant, men siden januar 2016 og til nu har der været 15 banderelaterede drab i Malmø – alene i år er der begået fem.

Ordensvagter

Derfor er skadestuen blevet tvunget til at tilpasse sit arbejde til nye, skærpede sikkerhedsrutiner. I dag bærer alt sundhedspersonale på akutmodtagelsen overfaldsalarmer, der er koblet direkte til de vagter, der nu altid er til stede på skadestuen.

”Det giver en tryghed, fordi de har ret til at gribe ind. Dermed kan de få truende og aggressive situationer stoppet,” siger Carl-Axel Cronberg, der er læge og arbejdsmiljørepræsentant på akutmodtagelsen på Skånes Universitetssygehus.

I forbindelse med alvorlige personskader efter skyderier og andre grove banderelaterede voldsepisoder aktiverer skadestuen en række foranstaltninger. Overvågningskameraerne startes, og politiet er desuden til stede for at kontrollere samtlige patienter og pårørende, der ankommer til skadestuen, når en skudramt patient er på vej ind.

Privat transport

Ifølge Malmø politi sker det ofte, at privatpersoner transporterer skudofre direkte til akutmodtagelsen uden at afvente en ambulance. I en del situationer er det personer fra samme bande som ofret, der gennemfører transporten. 

Normalt afleverer de blot den skadede person ved indgangen til sygehuset og kører derefter hurtigt væk for at undgå at blive indblandet og dermed risikere at blive anholdt. Ved et skuddrab på den centrale plads Möllevångstorget i februar blev en tilfældig tilstedeværende nødt til at køre ofret til skadestuen i sin egen bil.

Episoderne bekræftes også af sygeplejerske Stephanie Wichmann, der er fælles arbejdsmiljørepræsentant på sygehuset. Hun siger, at det skaber bekymring og uro blandt personalet, når voldsofre transporteres direkte til akutmodtagelsen af private, fordi disse venner kan være bevæbnede.

”Personalet føler sig ikke bekvemme ved, at der kommer private akuttransporter ind med skud- og knivofre. Vi må ikke selv gå ud og tage imod dem, der kommer ind med privattransport, vi skal afvente, at vi får rygdækning af vagterne. Sygehusledelsen har været nødt til at give personalet ekstra uddannelse i rutiner i trussels- og voldshåndtering og har desuden lavet nye handlingsplaner. Målet er, at personalet altid skal kunne agere trygt, selv hvis der ligger en alvorligt såret person udenfor indgangen,” fortæller Stephanie Wichmann.

Øget kontrol

Derudover har personalet mulighed for at alarmere politiet direkte ved meget alvorlige trusler.

”Det fungerer godt, og politiet er ofte meget hurtigt fremme. Politiet er også til stede under behandlingen af en patient i den slags situationer, hvis det er nødvendigt,” fortæller fællessikkerhedsrepræsentanten.
Hun tilføjer:

”Så hurtigt vi kan, deler vi selskabet op, når vi tror, der er tale om kriminelle bander. Den, der er blevet skudt eller stukket, føres til behandling, mens dem, der fulgte med ofret, isoleres i et andet lokale for at beskytte personale og andre patienter.”

Fra 1. marts i år er adgangen til akutmodtagelsen låst mellem klokken 21 og 05. Formålet er at forhindre, at uvedkommende trænger ind og truer eller angriber personalet. En ordensvagt kontrollerer om natten alle ankommende patienter og pårørende, og kun hvis de godkendes, lukkes de ind i venteværelset. Der må højst komme to pårørende pr. patient.

Mistrivsel

Bølgen af banderelaterede voldsepisoder og drab i Malmø startede for alvor i vinteren 2012 og er siden eskaleret. Hvordan påvirker det sundhedspersonalet?

”Det er klart, at personalet påvirkes af det, der foregår i Malmø. Folk er mere bange, og mange bryder sig ikke om at gå på arbejde. Personalet tilbydes debriefing, og den slags støtte bruges meget hyppigere nu end tidligere,” fortæller Stephanie Wichmann.
Hun fortæller, at det er en belastning for akutmodtagelsen.

”Vi begynder at kunne mærke, at vi lider under det. Personalet er slidt, og der er større udskiftning blandt de ansatte. Vi håber, at det ikke bliver værre.”

Hverken Stephanie Wichmann eller Carl-Axel Cronberg ønsker af sikkerhedsmæssige årsager at blive fotograferet til denne artikel. 
 

Emneord: 
Sikkerhed
Vold

Akutmodtagelser forberedte på bandekonflikter

På akutmodtagelserne i Odense og på Bispebjerg har man mærket en del til bandeoptøjer. Derfor er der begge steder gjort en stor indsats, så personalet kan føle sig trygge. Dog efterspørges der stadig mere træning af personalet på Bispebjerg.
Sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant Christa Sonne Jensen. Den orange vest viser, at hun er koordinerende sygeplejerske.
Foto: Claus Bech

Personer med skudsår, som bliver smidt på parkeringspladsen foran indgangen, eller store grupper af bandemedlemmer, som stormer ind på akutmodtagelsen, gør både patienter og personale utrygge. Det sker ofte på grund af interne bandeopgør, der ikke har noget med personalet at gøre, men bandemedlemmerne står heller ikke tilbage for personalet. Det oplevede de ansatte på Odense Universitetshospital bl.a. i august 2012, hvor en stor gruppe bandemedlemmer stormede ind: 

”Det var ikke personalet, de var ude efter, men det var rigtig voldsomt, at de kom styrtende ind og løb rundt i alle rum for at lede efter en patient,” fortæller Trine Ann Peterson. Hun er voldsforebyggelseskonsulent i akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital og skal sikre, at personalet ved, hvad de skal gøre i en krisesituation. Hendes ansættelse er et ud af mange nye initiativer, der er sat i gang for at håndtere bandeoptøjer i akutmodtagelsen. 

På Bispebjergs akutmodtagelse er problemet også stort, og man har også her arbejdet for at sikre sygeplejerskerne, bl.a. gennem ændring af de fysiske rammer, udarbejdelse af et action-card, deltagelse i konfliktkurser samt defusing. Der er dog brug for at gøre endnu mere, mener oversygeplejerske Charlotte Rahbek. Hun efterlyser en systematisk indsats, når det kommer til forebyggelse og træning af beredskabet ved bandeoptøjer.

”At stå i sådan en ”krigszone” kan for nogen være utrolig skræmmende. Det skal trænes, hvad man skal gøre for at beskytte sig selv, sit team og de andre patienter. I min optik skal det gerne trænes dagligt, bare 5-10 min., og der er vi ikke nået til endnu,” siger hun. 

Uvished, flugtveje og låste døre

Charlotte Rahbek fortæller, at det ikke nødvendigvis er de adrenalinfyldte situationer, men nærmere uvisheden om, hvad der kommer efterfølgende, som skaber utryghed:

”Det er ikke de første to minutter, men de næste to, der gør sygeplejerskerne usikre,” forklarer hun og fortsætter: ”Vi kan godt finde ud af at behandle de skud eller stiksår, de måtte have, men det er skræmmende, at vi ikke ved, hvad der kommer efter – er det venner eller fjender?” 

Udover det uvisse er det også de våben, der bringes ind i akutmodtagelsen, som skaber utryghed. På Bispebjerg har man oplevet, at når bandemedlemmer har været der, er der fundet våben gemt bl.a. på toiletterne. På den måde kan de slippe for at blive anholdt for våbenbesiddelse, når politiet kommer, pointerer Charlotte Rahbek. 

Fysiske rammer kan skabe tryghed

For at komme denne utryghed til livs og håndtere konflikter, spiller de fysiske rammer en stor rolle. Det gør sygeplejerskerne mere trygge, at man både på Bispebjerg og i Odense kan lave en skal-lukning, hvor alle yderdøre låses. 

”Vi har skal-lukning, når vi får melding fra politiet om, at der f.eks. er knivstikkeri i Vollsmose. Det giver tryghed, fordi politiet kommer på under et minut, og så er det kun de patienter, som er kommet til skade, der kommer ind. Så skal vi ikke være bekymrede,” siger Trine Ann Peterson. 

På begge akutmodtagelser har man kigget de fysiske rammer efter for flugtveje, og begge steder peges der på, at skal-lukninger er en af de mest effektive måder at sikre personalet på. Herudover bærer personalet begge steder overfaldsalarmer, og enten i perioder eller en gang i timen er der en vægter, som holder opsyn med indgangen.

Samarbejde med politiet er vigtigt 

Politiet har en stor rolle i at håndtere bandekriminaliteten, også når den foregår på akutmodtagelserne. Her vil personalet nemlig nødig stå i vejen, og det bør de ifølge Trine Ann Peterson heller ikke: 

”Som udgangspunkt skal man som personale ikke gå ind i de her situationer. De skal selvfølgelig bruge deres faglighed og de værktøjer, de har, men når der bliver ringet til politiet, så er det dem, som tager over. Det giver en fantastisk tryghed,” siger hun. 

Det er dog ikke kun politiets udrykning, der øger sygeplejerskernes tryghed, men også opkald, hvor politiet advarer om mulige optøjer og anbefaler præventiv skal-lukning. Trine Ann Peterson peger på, at samarbejdet med politiet er et af deres bedste redskaber i forhold til bandekriminalitet. På Bispebjerg samarbejder man ligeledes med politiet, der bl.a. kommer på tryghedsbesøg, og ifølge Charlotte Rahbek er det vigtigt, at dette samarbejde indgår i træningen af personalet:

”Der er ingen tvivl om, at Bispebjerg Hospital er ”hotspot”, når der sker noget i Københavns bandemiljø,” fastslår hun. 

Velkommen til Nordvest

Tal fra politiet viser, at der i løbet af 2016 i Københavns Kommune var 565 sager om våben-, volds-, hærværk-, eller narkotikakriminalitet, hvor et registreret bandemedlem spillede en central rolle. Det var især på Ydre Nørrebro, i Bispebjerg og Tingbjerg – tre områder, der alle hører til Bispebjerg Hospitals optageområde – at en stor del af disse forbrydelser fandt sted. 

”Det er voldsomt. Da jeg startede her, blev jeg mødt med ”Velkommen til Nordvest”, da jeg var lidt rystet over tonen, og en hel del rystet over de mange bandemedlemmer,” fortæller Charlotte Rahbek, som samtidig peger på vigtigheden af at få gjort noget ved disse problemer, også selvom det tager tid og ressourcer. 

Emneord: 
Vold

Efter tragedie på bosted: Nu lover politikerne forbedringer

Forårets drab på en sosu-assistent på Center Lindegården har sat arbejdsforholdene i psykiatrien på dagsordenen. Regeringen vil afsætte et trecifret millionbeløb

Da en 57-årig sosu-assistent i marts blev stukket ihjel af en beboer på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården, var det ingen enlig svale. Både i 2012, 2013 og 2014 blev ansatte i socialpsykiatrien myrdet, mens de var på job.

I samtlige tilfælde var gerningsmanden så syg, at han ikke skulle i fængsel, men i stedet fik en anbringelsesdom. Den seneste tragedie affødte en massiv offentlig diskussion om forholdene på bostederne med politiske krav om hastige forbedringer. Nu skal løfterne så udmøntes i praksis.

Ny institutionstype møder skepsis

Social- og indenrigsminister Karen Elleman (V) meddelte i slutningen af august, at regeringen arbejder for, at der etableres en ny type bosteder for borgere, der har særligt komplekse problemstillinger, typisk svære psykiske lidelser, misbrug og udadreagerende adfærd.

Samme forslag kom fra Kommunernes Landsforening tidligere på måneden.

"Jeg tror, at en del af årsagen er, at man har reduceret i de psykiatriske sengepladser over en årrække.

Derfor er man nødt til at finde et alternativ til de mennesker, der er for syge og voldsomme til at være i de kommunale tilbud," lød det fra Jacob Bundsgaard, næstformand i KL.

Forslaget modtages dog med skepsis fra Danske Patienter, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Psykiatrisk Selskab, Bedre Psykiatri og Socialpædagogerne. I stedet for nye institutionstyper opfordrer bl.a. Dansk Sygeplejeråd til, at der fokuseres på at opgradere de muligheder og tilbud, der allerede eksisterer.

Trecifret millionbeløb

I samme ombæring lovede Karen Elleman, at regeringen vil foreslå, at der over de kommende fire år afsættes et trecifret millionbeløb.

"Jeg ved, at mange andre partier og organisationer også er optaget af at løse problemer med vold på bosteder, og jeg håber, at Folketingets øvrige partier vil være med til at prioritere området.

Der er brug for at omsætte ord til handling, så vi rent faktisk får skabt en forandring og sikret tryghed og sikkerhed for ansatte og beboere på landets botilbud," sagde ministeren.

Anbefalinger på vej

Der er dog også en mere overordnet indsats på vej. De seneste måneder har en arbejdsgruppe på vegne af regeringen undersøgt, hvilke tiltag der skal til for at vende udviklingen med det stigende antal volds- og trusselsepisoder. Inden udgangen af august præsenteres deres anbefalinger til regeringen.

Dansk Sygeplejeråd har sammen med FOA, Socialpædagogerne og Dansk Socialrådgiverforening gennemført møder med både sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), social- og indenrigsminister Karen Elleman og beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Her har fagforeningerne overrakt et bidrag til en voldshandlingsplan, som de har udarbejdet i fællesskab. Under mødet med fagforeningerne slog beskæftigelsesministeren fast, at det er uacceptabelt, at medarbejdere udsættes for vold, og at arbejdsgiverne har det absolutte ansvar for arbejdsmiljøet.

Information og dobbeltdiagnoser

De fire fagforeninger for personalet i psykiatrien foreslår, at der skal ske bedre udveksling af information på tværs af sektorer:

"Det er ikke hensigtsmæssigt, at ansatte på f.eks. døgn- og dagtilbud, institutioner, sygehuse, hjemmepleje og forvaltninger skal arbejde i blinde, fordi de mangler relevant viden om de borgere, der kan udgøre en sikkerhedsrisiko for medarbejderne og andre omkring dem.

Samarbejdet på tværs af sektorer og faggrupper skal styrkes," lyder det i forslaget.

Der skal også fokus på de borgere, der kæmper med både en psykiatrisk diagnose og misbrugsproblemer:

"På trods af, at Sundhedsstyrelsen i februar 2016 kom med en national retningslinje for udredning og behandling af samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse, har vi fortsat en situation, hvor disse borgere bliver sendt frem og tilbage mellem de forskellige tilbud, og ofte er der ikke tale om integrerede og koordinerede forløb," skriver Dansk Sygeplejeråd og de tre andre organisationer i forslaget til ministrene.

Styrk overgangene

Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, glæder sig over, at der de seneste måneder er kommet mere fokus på problemerne i socialpsykiatrien.

"Det er først og fremmest helt uacceptabelt, at sundhedspersonale skal udsættes for trusler, vold og desværre også drab. Det psykiatriske område har længe haltet, og det er på tide, at politikerne lægger sig i selen for at få løst problemerne.

Derfor hilser vi indsatsen velkommen," siger hun.

Hun peger på, at indsatsen mod vold i psykiatrien hænger uløseligt sammen med de generelle forhold på området.

"Jo bedre vi kan hjælpe borgere og patienter i det psykiatriske system, desto bedre kan vi beskytte personalet. Volden er ikke en selvstændig problemstilling, men dybt sammenvævet med de mange andre udfordringer, som sektoren står overfor," lyder det fra Dorte Steenberg.

Hun og resten af Dansk Sygeplejeråd foreslår derfor bl.a., at den akutte psykiatriske hjælp forbedres, at der sættes ind for at styrke overgangene imellem sektorer, og at misbrugsbehandling gøres til en del af det psykiatriske område.

Emneord: 
Vold