31. august 1970 blev en norsk mandlig student indlagt på Blegdamshospitalet i København, hvor han læste medicin. Han havde været i Afghanistan, hvor han blev smittet med kopper, behandlet og udskrevet i velbefindende og uden feber. Hjemme i Danmark brød sygdommen ud igen, og han blev indlagt under streng isolation med høj feber og udslæt.
Blegdamshospitalet
Blegdamshospitalet blev bygget som epidemihospital for københavnsområdet 1878-80. Her blev alle patienter med smitsomme sygdomme indlagt.
Under den store polioepidemi i 1952 blev hospitalet verdenskendt. Her behandlede man for første gang med overtryksventilation og grundlagde dermed starten på intensivspecialet og respiratoren.
Hospitalet fungerede indtil 1978, hvor funktionen flyttede til det nybyggede Rigshospital. Bygningerne blev revet ned for at give plads til Panuminstuttet.
Der blev udpeget nogle læger og sygeplejersker, der alle var dækket af deres koppevaccination. De blev ”interneret” i den pavillon, hvor patienten lå, så de ikke kom i kontakt med omverdenen, og de kom først derfra igen flere uger efter patientens død den 21. september. Efter dødsfaldet blev de holdt i isolation, indtil man var sikker på, at de ikke også udviklede koppesygdom.
Kopper er meget smitsomt, og der skal kun små mængder smitstof til at videreføre sygdommen. Der gik derfor et intensivt arbejde i gang med at opspore alle dem, patienten havde været i kontakt med op til indlæggelsen. Det blev et gigantisk arbejde, for han havde været i kontakt med en masse mennesker forskellige steder, blandt under en stor studenterfest på Skodsborg Badesanatorium.
Resultatet var, at der blev interneret 589 mennesker, der potentielt kunne udvikle koppesygdom. For at huse dem, slog forsvaret og Civilforsvaret en teltlejr op på Blegdamshospitalets grund. Det var ved anlæggelsen af hospitalet planlagt med, at der skulle være mulighed for at udvide sengekapaciteten med telte.
Hvert telt blev indhegnet og afspærret, og alt materiale til og fra teltet blev anbragt ved afspærringen. Alt inde fra teltet skulle desinficeres med formalin. De, der var interneret længst, opholdt sig i teltlejren i 17 døgn. Alle fik deres økonomiske tab dækket af det offentlige ifølge epidemiloven.
Den norske studerende døde, men ingen af hans kontakter blev syge. Det var en storslået organisering, der blev stablet på benene med timers varsel, men den var effektiv.
Siden har der ikke været udbrud af kopper i Danmark, og koppevaccination er siden 1976 ikke længere en del af det almindelige vaccinationsprogram, fordi sygdommen af WHO vurderes som udryddet.
Kilde: Det sidste tilfælde af kopper i Danmark - og de organisatoriske forhold i 1970. Af Henrik Permin, Palle Petersen og Niels Høiby. Dansk Medicinhistorisk Årbog 2005 side 115-142.