Elev på Haderslev Amtssygehus 1954-57

Det er aften. Klokken er lidt over syv, og aftensangen er netop sunget på mandsafdelingen. Søster Marie er gået ind i vagtstuen og er i færd med at se, hvem der skal tidligt op næste morgen. Den heldige får nu besked om patienterne på stue 27 og om dem på sin sædvanlige stue; bl.a. hvem der må stå ud af sengen, hvem der lige skal listes ud af den efter en operation, hvem der skal bades af, og hvem der skal på operationsstuen, til røntgen, lys eller massage og derfor skal have hvide strømper på.

Nu er det nok bedst at finde i seng tidligt på aftenen og ikke risikere at sove over. Inden lyset slukkes, må vækkeuret trækkes op og stilles, så den kan lave spektakel næste dags morgen. Den må nok hellere komme så langt bort, at den ikke er inden for rækkevidde, så man ikke halvt i søvne giver den et tryk på knappen.

Dejligt er det at vågne, lidt før vækkeuret ringer, og ligge at blive rigtig vågen og nyde minutterne, inden det begynder at kime. Så hurtigt ud af sengen og slå det fra og måske tage et brusebad, inden tøjet i en fart glider over hovedet og så over på afdelingen.

På denne tid af dagen har nattevagten travlt. Først må hun findes, hun er gerne der, hvor vandfadene rasler. Efter morgenhilsenen får man at vide, hvilken stue man skal sætte i gang, inden man begynder at vaske de patienter, som ikke selv kan. Måske er der mange, så det er bare om at skynde sig. Sjovt er det at se, når man tilbyder at børste de gamle mænds tænder, og de forbavset siger: ”Jamen, jeg har da ingen.” Hurtigt nærmer klokken sig seks, og nu skal vandfade, tand- og badeskåle samles sammen og bringes ud i skyllerummet. Tandkrus og vandglas samles ud i køkkenet.

Efter at man har været i linnedstuen og forsynet sig med stiklagner og haleklude, står stue 27 på programmet. Et muntert eller et søvnigt: ”Godmorgen” fra patienterne, alt efter om de er vågne eller helst vil sove lidt endnu; men der hjælper ingen, ”kære mor”, sengen skal redes nu. Man må så trøste dem med, at morgenmaden først kommer kl. 7:30, så der kan blive tid til en lille lur, og at de sover meget bedre, når sengen er redt.

En siger måske: ”I dag vil jeg nu have min seng redt først, for den kommer altid sidst. Nå, så går man i gang med det, men først skal man have at vide, om halen er vasket. Er det sket, skal vi til at gøre morgengymnastik. Først løfte hovedet, mens puderne fjernes, så rulle fra side til side, mens lagenet strammes, og nu skal knæene bøjes, mens dynen sættes fast. Imens er ryggen og hælene blevet sprittet og smurt; langt de fleste patienter er glade for denne forfriskning, kun enkelte synes, at det er for koldt, lige når de er vågnet.

Efterhånden er man nået rækken rundt og skal have luftet ud og ryddet op. Når det er besørget, er det på tide at komme i gang med den næste stue og se at blive færdig, inden maden kommer op i køkkenet. Nu begynder telefonen at ringe, så den vil også betjenes. Denne gang var det fra røntgen med besked om, at hr. N.N. skulle til colonindhældning. Nu hurtigt fat på en båre, ind på stuen med den og fortælle patienten, hvad der skal ske. Patienten kommer over på båren og fremviser sine fine, nye strømper, men han mangler en strømpeholder. Dette savn afhjælpes nemt med det nyeste og mest moderne inden for denne gren i form af et par sikkerhedsnåle. Så ruller vi af sted og nogenlunde lige hen ad gangen, for patienten er lidt bange for at betro sit liv til den høje smalle båre, og især hvis båren løber ind og ud. Det er bare om at have kørekortet i orden.

Efter afleveringen i røntgen venter de øvrige patienter på stuen sikkert på at få deres senge færdige. Når det er gjort, er patienten fra røntgen færdig til afhentning.

Nu er maden kommet, og man er i fuld gang med at gøre madvognene klar efter først at have orienteret sig om, hvem der ikke må få morgenmad. Isvandet er blevet uddelt og enestuebakkerne ligeledes. Nu ruller madvognene til hver sin side, og diskussionen om, hvad de forskellige patienter drikker, går livligt. Ofte ender det med, at man må spørge patienten om han får fløde og sukker i sin kaffe. ”Nej svarer han, det skal være sukker og fløde”.

Omsider bliver vi dog færdige med uddelingen og kan begynde at spørge anden gang. Nu må vi have bakkerne ud og køkkenet ryddet pænt op, inden vi selv går over for at spise morgenmad. Her går snakken højt, og især nattevagterne har en masse på hjertet. Men vi skal vel ikke snakke sammen i timevis, der er sikkert klokker nok, som skal tages på afdelingen, og bakkerne, som skal hentes og bringes. En eller to af eleverne skal med assistenten og stuegangsvognen og hjælpe til ved forbindinger, give rene skjorter på, rette senge o.s.v. En af os er nok i færd med ekstrarengøringen og må samtidig holde øje med klokkerne.

Telefonen kan somme tider løbe varm, og der er et helt kapløb om at få den bragt til ro. Alle har de en ordre til os, både fra røntgen, - lys- og operationsafdelingen. Kontoret ringer og fortæller, at Falck er kørt efter en patient til os, så nu må vi have stillet frem i badeværelset. Så kom stuegangen, og alle kommer i en fart til stue 19, hvor den begynder i dag.

Lægerne har nok travlt, for de har en vældig fart på, men de når dog at fortælle om den videre behandling af patienterne, og hvem der må få sengen slået op, andre må blive e. l., nogle udskrivninger fik vi også. Efter stuegangen får vi rapport i vagtstuen. Her bliver arbejdet fordelt. Ordinationerne skal udføres, sengene redes op, forbindingerne lægges på de sår, lægen har set på, indsprøjtninger skal gives til de patienter, som skal opereres, og så er der igen en hel række klokker.

Inden kl. 11 skal vi have givet drikkevarer, posten må jo også rundt, dernæst er det madvognenes tur til at blive dækket til middagsmaden.

Efterhånden er patienterne begyndt at komme ned fra operationsstuen, så af og til løber en af sted med en tandskål.

Pludselig ringer elevatorklokken og fortæller, at maden er kommet. Lidt efter er vi i gang med at dele den ud. De fleste af patienterne er på fuldkost, nogle er på skånekost; vi har selvfølgelig også kød og purékosten med. Til skader, nyopererede og andre har vi vællingen. Kl. 12 kommer enestue-maden, og medens den bliver bragt rundt, spørges der anden gang på fællesstuerne. Når man tilbyder Berg en portion mere, svarer han gerne ”Ja tak, i morgen”.

Når servicet er taget ud, askebægrene delt ud, vinduet lukket op og sengene slået ned, skal vi have stillet frem i skyllerummene og tandkrusene fyldte, men nu er klokken blevet spisetid for os.

Efter middagsmaden er der lavementerne, der skal gives. De kan give anledning til mange sjove situationer. En af eleverne har travlt med at dække bakker i køkkenet. Snart er klokken 13:30, og det er på tide at ordne stuerne til besøgstid. Ikke alle er lige glade for at blive vækket i deres middagssøvn, fordi puden skal rystes og flasken tømmes.

De nyopererede er nu så vågne, at de kan få skjorten på igen, og hvis de har fået infusioner, og det er løbet ind, tages det bort nu. Når kaffen er uddelt til patienterne, bliver der gerne tid til, at vi kan få os en kop, inden vi skal have bakkerne ud fra enestuerne. Skal vi have en ventrikel skyllet i aften, eller et prøvemåltid hentet op i morgen, stiller vi frem til det nu. Sedlerne skal hentes på laboratoriet og journalerne hentet fra operationsstuen, og samtidigt fylder vi vores spand med destilleret vand. Når klokken nærmer sig tre, gør vi stue 29 i stand, dersom der ikke er besøgende.

Hvis vi har fået patienter, må vi også have dem færdige og få dem puttet i seng.

På slaget 15:30 ”siger vi ud”, og nu skal det gå hurtigt med at få blomsterne ud, temperatur og puls taget og få vandfadene delt rundt. Hvis der er oppegående patienter, vil de ofte gerne hjælpe til. Det kan hjælpe meget, når de sørger for vandet. Måske har en patient fået temperaturforhøjelse, eller der er noget at bemærke, f.eks. klager over smerter, må assistenten vide det, inden søster Marie kommer for at få rapport. Lidt før fire er vi alle samlet, inden der tages fat på aftenrengøringen, men først får vi at vide, hvad der er sket i eftermiddagens løb.

Når stuerne er færdige, skal der sættes salt- eller glucosevand op til de patienter, som mangler væske, omslagene skal lægges, og indsprøjtningerne skal gives. Søster Marie er rundt på stuerne for at være parat til at modtage overlægen, der kommer for at spørge til de nyopererede og kigge på de nye patienter. Kl. 17:30 har vi spisetid igen, og nu kommer stuegangen også. Så er det altså meningen, at vi skal til at lege kispus med den og madvognen; men vi plejer da at blive færdige, så det bliver vi nok også i aften.

Efter at have efterkommet patienternes ønsker med hensyn til te, mælk og øl og givet dem en snaps til maden, er tiden til at spørge anden gang inden. I aften har vi desværre ikke mad nok, så må vi over i køkkenet for at se, om det kan tillades at få lidt mere. Med bakken fuld af smørrebrød, går det tilbage til de sultne patienter. Langt om længe er de blevet færdige med at spise og vi kan begynde at tage ud. Samtidigt deles tandkrusene ud. Midt i det hele lyser et par klokker, og grunden til det er mangel på tandskåle. Dette savn afhjælpes, og alt går igen sin vante gang.

Vi skiftes nu til at gå over for at spise, sidst går 8-vagten, hun skal først have tandkrusene taget ud, inden Martha og Mary bliver alt for højrøstede. De patienter, som ikke selv kan børste deres tænder, får det gjort. Inden aftensangen må vi have stillet frem i skyllerummene og køkkenet. Assistenterne giver i mellemtiden afførings- og sovepiller og lukker dørene op ud til gangen.

Så er dagen ved at være til ende. Søster Marie sidder ved orgelet og spiller aftensangen, mens vi andre synger til. Lidt efter lyder det: ”Godnat, og tak for i dag”.

Selv om nogle måske synes, at dagene ligner hinanden, og det er det samme, som skal gøres hver dag, er de dog langt fra lige. Ikke to dage er ens, og man aner egentlig ikke det mindste om, hvad det næste øjeblik kan bringe.