En dansk sygeplejerske på den europæiske krigsskueplads under 1. verdenskrig

Hun opholdt sig i Bruxelles, hvor hun arbejdede på Dr. Depage’s klinik, da 1. verdenskrig brød ud. - Det gjorde et stort og foruroligende indtryk på hende og hendes kollega Magda Olsen, da Tyskland angreb Belgien. ”Vi glemmer aldrig de Følelser, som fyldte os ved Råbene fra alle Kanter: ”La guerre, la guerre! Les allemandes sont a la frontiere…” 

Efter krigens udbrud blev der sendt sygeplejersker fra Dr. Depage’s klinik til Røde Kors hospitalet ”L’ambulance du Palais Royal” i byen. Det gjaldt blandt andet ”Mademoiselle Frantzen og Mademoiselle Olsen”, der startede på hospitalet den 1. september 1914. Hospitalet var bundet af Geneve Konventionen til at behandle alle sårede, uanset på hvilken side de kæmpede.

Da kampene rykkede væk fra Bruxelles, forlod de to sygeplejersker hospitalet og byen. De rejste hjem til Danmark i december 1914. Men blot få måneder efter pakkede Kirsten Frantzen sin kuffert på ny for at rejse ud igen, nu til Østrig.

Det skete på foranledning af Agnes Karll, formand for det tyske sygeplejerskeforbund.
Hun henvendte sig i november 1914 til de danske, norske og svenske sygeplejerorganisationer for at bede om kollegahjælp til det østrigske sanitetsvæsen.

Agnes Karll beskrev i sit brev sygeplejeforholdene Tyskland og Østrig:

”Den nuværende Krig har ladet opvokse vigtige Opgaver for os tyske Sygeplejersker – foruden i vort eget Land ogsaa i Østrig. Man troede nærmest i Tyskland, at man overhovedet ikke behøvede de faguddannede Sygeplejersker, da man mente at have nok i de religiøse Søstre og i dem fra det Røde Kors, tilligemed mange, mange Medhjælperinder som kun havde lært ganske kort Tid, men som arbejdede gratis. Derfor stillede vort Forbund straks ved Krigens Begyndelse Søstre til Raadighed for Østrig, og Tilbuddet blev modtaget med Tak….Vort forslag om at forespørge i de neutrale Lande, om man med Henblik på Østrig kunde stille Hjælpekræfter til vor Raadighed, blev hilst med Glæde af regeringen i Wien. Vi beder Dem derfor ganske officielt om i de derværende Sygeplejerskekredse at opfordre til at melde sig til Pleje i Østrig…”

Fra Dansk Sygeplejeråds henvendte man til Krigsministeriet for at høre, hvordan man burde forholde sig i denne sag, da Danmark forholdt sig neutralt i krigen. Man henvendte sig også til søsterorganisationerne i Norge og Sverige for at få at vide, hvad de ville gøre. Der kom svar fra Norge om, at man ville sende seks eller syv sygeplejersker, mens Sverige ikke ville involvere sig.

Den 16. februar 1915 rejste Kirsten Frantzen og otte andre danske sygeplejersker til Østrig for at hjælpe sårede soldater. Blandt sine rejsepapirer havde Kirsten et officielt dokument fra Dansk Sygeplejeråd forfattet på tysk og underskrevet af Henny Tscherning. Heri stod, at Kirsten havde gennemgået en treårig uddannelse til sygeplejerske, og at hun var medlem af DSR med medlemsnummeret 1165.

Nederst stod, at DSR var medlem at det internationale sygeplejerskeforbund. DSR sendte imidlertid ikke officielt sygeplejerskerne ud.  Man støttede dem med råd og vejledninger, men understregede samtidig, at det var en privatsag at melde sig, og at det udelukkende var på egen risiko at rejse.

Første stop var Wien, og fra Wien blev sygeplejerskerne sammen med deres norske kolleger sendt til militære barakhospitaler i Brünn og Sternberg i Mähren og Bielitz længere øst på ved foden af Karpaterbjergene i Galizien.

Kirsten kom til Bielitz for at gøre tjeneste på det store hospital med over 2000 senge.  Kirsten arbejdede først som narkosesygeplejerske, hvilket bragte hende i centrum for behandlingen af de sårede. Siden arbejdede hun selvstændigt som overordnet på det kirurgiske afsnit. Kirsten og de andre sygeplejerske levede deres liv i lejren tæt sammen med det øvrige sundhedspersonale, men deres hverdag var også at omgås soldaterne.

Hverdagens rutiner for sygeplejerskerne var ikke blot den akutte behandling af soldater eller krigsfanger, der netop var blevet bragt ind fra fronten, - omdrejningspunktet i deres liv i lejren var også at omgås patienter på alle stadier i behandlingen.

Der var mange skæbner. Soldaterne led af eftervirkningerne efter krigens rædsler: det være sig granatchok, læsioner fra krigsskuepladsen eller påvirkning fra giftgas. Det var ikke nok at pleje de fysiske mén, sygeplejerskerne skulle også tage sig af soldaternes psykiske helbred.

Kirsten forlod Bielitz med udgangen af 1915. Siden kom hun til Horserødlejren, hvor russiske krigsfanger blev interneret.  Efter 1. verdenskrigs afslutning overgik lejren til civilt brug.

Kirsten giftede sig i begyndelsen af 1930’erne med Edward Meyer, og efter sit giftermål stoppede hun med sit arbejde som sygeplejerske. 

Af Kennet Dam Pedersen i samarbejde med museet 
Suppleret 2018 med beretningen om Horserødlejren af Gunilla Svensmark 

Horserødlejren 

Under 1. verdenskrig var Danmark neutralt, men engagerede sig i det humanitære arbejde. På dansk initiativ blev en aftale indgået mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland om udveksling af syge krigsfanger. I Danmark  blev der derfor i 1917 opført lejre i henholdsvis Horserød i Nordsjælland og i Hald uden for Viborg. Haldlejren skulle huse krigsfanger fra Tyskland og Østrig-Ungarn, mens de russiske skulle interneres i Horserødlejren.

Den 1. maj 1917 ankom de første 150 russiske krigsfanger til Horserødlejren, der var udstyret til at kunne behandle krigsfangerne, der ofte både led af fysiske såvel som psykiske problemer. Lejren var udover en almindelig medicinsk afdeling også indrettet med en isolationsafdeling for internerede med infektionssygdomme og med en afdeling for tuberkulosepatienter. Fra maj 1917 til sommeren 1918 var der samlet omkring 2.300 russere internerede i Horserød. Af disse døde 58. 

 

Horserødlejren blev allerede i efteråret 1918 igen taget i brug for indkvartering af russiske flygtninge, der havde været udskrevet til tvangsarbejde i landbruget i Nordtyskland og var flygtet over grænsen til det neutrale Danmark. Omkring  650 russere blev samlet , som det i oktober 1918 lykkedes de danske myndigheder at få sendt til Rusland med skib.

Efter afslutningen på 1. Verdenskrig blev Danmark mellemstation for en anselig mængde engelske og franske soldater, der havde været i krigsfangenskab. For at huse dem indtil de kunne repatrieres, genåbnede man Horserødlejren. Først i 1920 ophørte Horserødlejren med at fungere som lejr for internerede krigsfanger. Herefter fungerede Horserødlejren som svagbørnskoloni frem til Tysklands besættelse af Danmark i 1940.

Materiale

• Papirer og fotoalbum fra Kirsten Hansigne Meyer, født Frantzen
• Tidsskrift for Sygepleje 1915, nr. 4.
• Dansk Sygeplejeråds medlemsprotokol 1902-1911
• ”Over grænser” af Esther Petersen, Dansk Sygeplejeråd 1990
• Diana Souhami. Edith Cavell. Quercus, 21 Bloomsbury Square, London. 2010
• Internet Archive