Dansk sygeplejerske på et amerikansk feltlazaret i Frankrig

Ingeborg Rasmussen var sygeplejerske på et hospital i Chicago, da 1.verdenskrig brød ud. Hun blev grebet af den kollektive patriotisme og meldte sig til at rejse til et feltlazaret i Frankrig.

Feltlazaret under 1.verdenskrig, ukendt sted
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000463f008

Minder fra Verdenskrigen 1914-1918

Da den store Krig udbrød, gik der en patriotisk Bølge af Begejstring gennem Befolkningen i de Lande, der hurtigt efter hinanden blev indblandet i Krigen. De unge mænd meldte sig frivilligt eller tvungent under Fanerne, og i Hærens Kølvand fulgte Ambulancerne, her skulle tages, hvad tages kunne. Læger og Sygeplejersker fulgte Opfordringen om at melde sig til Tjeneste, og neutrale Lande sendte også deres Hjælp til de krigsførende Lande under forskellige Former, for eks. Ved Oprettelse af Krigsfangelejre.

Jeg havde dengang Stilling på et amerikansk Hospital, men jeg forlod dette for at følge med en Ambulance til Frankrig. 35 Læger og 75 Sygeplejersker afsejlede fra New York til England med hollandsk Damper, og allerede på Skibet fik vi en Forsmag på Krigens alvor.

Hver dag blev der foretaget Øvelser, når Sirenen lød, måtte enhver stille ved den anviste Redningsbåd iført Redningsbælte, Faren for torpedering var til Stede. I London blev vi udstyrede med Uniformer og Telte, om Bord på et Transportskib afsejlede vi fra Folkestone til Boulogne, og derfra videre til Hospitalslejren nogle mil bag Fronten.

Her blev vi modtaget af de engelske Søstre, der skulle overgive deres Ambulance til de amerikanske Læger og Sygeplejersker. I Spisestuen, som bestod af en Træbarak, havde de engelske Søstre pyntet Lamperne med Papir, udklippet som Stjerner og Striber. Vi påskønnede denne Velkomsthilsen her i disse ejendommelige Omgivelser.

Den første Nat blev vi anbragt i en Barak, næste Dag blev vore Telte opslåede. Små firkantede Telte med plads til 2 Personer, møbleredes med 2 Feltsenge med Voksdugstæppe, der skulle holde Fugtigheden fra Sengen, et lille Bord, to Klapstole og en Lygte. Teltene blev opstillede på en Græsmark. Trods alt var primitivt og opstillet i Hast, var der dog Badeafdelinger både til Patienter og Personalet indrettet i en Barak.

Hospitalet bestod af Træbarakker med 29 senge i hver og her måtte vi, bistået af Sygepassere udføre vort Arbejde, som på mange måder var forskelligt fra arbejdet på et civilt Hospital. Patienterne opholdt sig her så vidt som muligt kun 3 Uger, der skulle gives Plads til nye Hold, Jernbanens Holdeplads var tæt ved Hospitalet, og derfra blev de Sårede ført til Barakkerne. Det foregik mest om Natten. Når Telefonen meldte et Togs Ankomst, blev alle Læger og Sygeplejersker holdt til Tjeneste selv om de havde arbejdet hele Dagen. De Sårede blev båret ind med Lag af Mudder og blodige Bind, den første Forbinding havde de fået på Feltlazarettet ved Fronten.

Efter de store Angreb modtog vi ofte mange hundrede Patienter på en Nat. Jeg glemmer aldrig den første Nat vi skulle modtage de Sårede, Spændingen og Angsten for det ukendte vi skulle møde, var næsten lammende. Men da Bårerne i hurtig Rækkefølge blev brat ind, var der ingen Tid til Betragtninger. Og nu fulgte der Timers forceret og anstrengende Arbejde.

Tysk Røde Kors-postkort fra 1.verdenskrig
Caption 
Tysk Røde Kors-postkort fra 1.verdenskrig
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 960229f004

Så vidt muligt blev Patienterne først befriede for deres snavsede, mudrede Klæder og iført rent Tøj. Lægen tilså så Patienterne, skiftede Forbindinger og gav de foreløbige Ordinationer. Efter de store Angreb var Lægernes Arbejde overvældende, Dag og Nat blev der foretage Operationer, foruden det daglige rutinemæssige Arbejde på et Krigshospital.

De hårdt Sårede blev hjemsendt, så snart de kunne tåle at flyttes, og de lettere Tilfælde blev efter et Rekreationsophold tilbagesendt til Fronten. Det var forfærdeligt at se deres Sorg, over igen at skulle tilbage til Fronten, som for mange betød Død eller Lemlæstelse. Men Klager eller Bitterhed hørtes ikke. Enhver ønskede alligevel at gøre sin Del for at hjælpe. Ja, Hjælpsomhedens Ånd, det eneste smukke, som en Krig kan fremelske, besjælede tilsyneladende alle, som hørte til de krigsførende Lande.

Enhver lagde eget Jeg til side og gav både Kræfter og Midler til det fælles Mål: Fædrelandets Frelse. Englands unge Døtre gjorde også et vidunderligt Arbejde som frivillige Hjælpere på Hospitaler og andre Institutioner og det var især beundringsværdigt, da Flertallet kom fra velhavende Hjem, og aldrig havde deltaget i Arbejde af den Art. Disse unge Kvinder gjorde Tjeneste i Sygestuerne ved alt forfaldende Arbejde, og heller aldrig her hørtes en Klage over alle de Byrder, som blev pålagt dem.

Mange havde Fædre og Brødre i Krigen, jeg husker en ung Sygeplejerske, som en Morgen fik Meddelelse om, at hendes Broder var dræbt ved Fronten. Hun mødte til sit Arbejde som sædvanlig, skønt Ulykken havde rystet hende dybt. De nægtede sig selv alle Fornøjelser, og brugte i Stedet Pengene til Delikatesser, Tobak eller lignende til Soldaterne.

Og dog var naturligvis Soldaternes Indsats i Krigen det første og det sidste. Det var dem, der måtte bære Krigens Rædsler og ubeskrivelige Lidelser. På Hospitalets Kirkegård voksede Trækassernes antal daglig. Vi gik ofte derhen med en lille Blomst, de Døde var jo langt borte fra deres Kære – men trods alt det sørgelige var der jo også små fornøjelige Timer og Øjeblikke.

Soldaterne arrangerede Underholdning i en eller anden Barak, hvor der ingen alvorlig Syge var, og ofte overraskedes vi ved at høre en pragtfuld Solo Sang eller en udmærket Recitation, Duetter og deslige. Også Julen blev festligholdt, og Englændernes gamle juleskik om at hænge en Strømpe ved Skorstenen blev heller ikke glemt, her blev Strømpen imidlertid hængt ved Sengens Fodende.

Juleaften, da Patienterne formodedes at være faldet i Søvn, listede vi os forsigtig ind og hang Gaverne op. Men trods Halvmørket så vi, at mange Øjne fulgte vore Bevægelser. Julemorgen blev der sunget Julesalmer uden for Vinduerne, det lød meget højtideligt i den store Soldaterlejr. Og for én gangs Skyld var der stille ved Fronten, også der blev holdt Jul.

Fred på Jorden, Juledag, men trods de små Lysglimt var Dagene og Nætterne alligevel tunge og fulde af hårdt Arbejde, og mere end én bukkede under for Anstrengelserne. Én af vore Sygeplejersker ligger derude på Kirkegården med de små trækors, hvis Antal voksede med så rivende Fart, og Forståelsen af Krigens ulykke voksede også i vor Bevidsthed med samme Fart, jo mere vi så de unge Mænds Lidelser og de mange Krøblinge. En Nat, da vi modtog de Sårede, blev alle Lysene slukkede, vi vidste hvad det betød. En fjendtlig Flyvemaskine fløj over Lejren på Vej til England.

Senere fik vi flere lignende Besøg, og kun dem der har oplevet det, kender disse Minutters Rædsel, til der igen bliver meldt klar. Hvordan Soldaterne har udholdt dette, i Dage, Uger, Måneder, har altid været mig ufatteligt, men måske det var den store Opgave de kæmpede for. Denne frygtelige Krig, der her blev demonstreret i al sin Rædsel og Ulykke, burde i menneskers Sind og Tanke vække en sådan Afsky, at fremtidige Krige måtte blive umuliggjorte. Lytterne kan nu, cirka 19 år efter denne Krigs Afslutning, bedst dømme om, hvorvidt det Håb er gået i Opfyldelse.

Kilde: DSHM reg.nr. 990224A001