Frederiksberg Hospital under Folkestrejken 1944

Under de voldsomme uroligheder under Folkestrejken i 1944 kom de københavnske hospitaler på overarbejde med at tage imod døde og sårede, samtidigt med at der ikke var vand eller gas, og det kneb med at få varer ind til hospitalerne.

Uroligheder på Vesterbrogade i København under Folkestrejken 1944
Frihedsmuseet
Folkestrejken

De allieredes landgang i Normandiet 6. juni 1944 og russernes storoffensiv på Østfronten vakte danskernes håb og tro på, at Tyskland ville tabe krigen. Det opildnede danskerne til at gøre yderligere modstand, men gjorde samtidig tyskerne mere aggressive. Kulminationen kom med den store folkestrejke i København juni-juli 1944, der blev dirigeret af Frihedsrådet i London, som fra det tidspunkt blev anerkendt af de danske politikere som en nødvendig samarbejdspartner. De voldsomme uroligheder og den militære undtagelsestilstand under strejken fik besværlige konsekvenser på de københavnske hospitaler, der måtte klare sig uden vand og elektricitet, samtidig med at det strømmede ind med sårede og dræbte.

På sygeplejemuseet har vi et brev, hvor en sygeplejerske på Frederiksberg Hospital skriver til familien hjemme i Kolding og fortæller om folkestrejken. Brevet er skrevet den 4. juli, hvor begivenhederne var ved at klinge af.

Det har vel ellers nok været en rædsom uge denne sidste, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det begyndte allerede om aftenen den mandag, da jeg rejste [26. juni]. Det var godt, at jeg kom med det tidlige tog, for senere var det simpelthen umuligt at færdes på gaderne.

Hovedindgangen til Frederiksberg Hospital
Caption 
Hovedindgangen til Frederiksberg Hospital
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000398f0420

Da spærretiden begyndte kl. 20, demonstrerede ungdommen imod den ved ganske roligt at tænde store bål midt på gaderne, og folk smed alt muligt gammelt skrammel ned til dem fra vinduerne, så det brændte nok så lystigt.

Her fra mit værelse kunne jeg se to store bål, og sådan var det overalt i byen. De sang og lavede en grusom ballade. Senere på aftenen begyndte tyskerne at jage dem hjem, og så begyndte skyderiet, og ambulancerne kom med den ene sårede og dræbte efter den anden.

Sådan var det også tirsdag og onsdag aften, men det blev stadig værre. Den dag, hvor spærretiden blev udsat, blev det helt galt, jeg ved i grunden ikke hvorfor, måske fordi folk nu bedre kunne komme sammen, i hvert fald var det helt galt den aften.

I Istedgade og Smedegade byggede sabotørerne hele barrikader, de brækkede fliser og brosten op og stablede dem ovenpå hinanden og lå der bagved og skød. Det kom til regulære gadekampe, det var uhyggeligt at høre alt det skyderi.

Fredag morgen blev der skudt nogle sporvognsfolk under sådan en gadekamp, og det resulterede i, at sporvognsfolkene gik hjem, de ville ikke være med mere. Samtidig var det gået ud over nogle typografer, der skulle på arbejde, og så gik de også hjem.

Efterhånden nedlagde alle folk arbejdet og gik deres vej. Det greb mere og mere om sig, indtil vi havde generalstrejke. Fredag fik vi ordre til at tappe vand af i alle badekar og spande, og hvad vi ellers havde, og lørdag morgen var der ikke noget vand hverken i byen eller her på hospitalet.

Barrikade på Nørrebrogade i København under Folkestrejken 1944
Caption 
Barrikade på Nørrebrogade i København under Folkestrejken 1944
Attribution 
Frihedsmuseet

Gas og lys forsvandt også, men på hospitalet fik vi gassen tilbage om eftermiddagen, da der er en særlig gasledning hertil. Vand skulle vi også have haft på den måde, men vores særlige vandledning ville ikke fungere, så det var temmelig katastrofalt, især for operationsstuerne og skadestuen, som arbejdede under højtryk dag og nat.

Vi skulle udskrive alle patienter, som det på nogen måde var forsvarligt at sende hjem, fordi vores afdeling skulle modtage alle brandskaderne. Det var værst at undvære vandet. Man tænker ikke på til daglig, hvor meget vand man bruger dagen igennem, og så især her på et hospital, men jeg må sige, at vi blev hjulpet på alle måder af politi, ambulancefolk og C.B.-mandskabet[1]. De kom kørende med store vandvogne med vand fra branddamme og lignende til afvask og gulvvask, og om morgenen fik hver afdeling en mægtig junge med vand fra papirfabrikken.

Først kunne vi ikke få mælk til hospitalet, for hver gang folkene fra mejeriet forsøgte at komme igennem mængden med en vogn, så blev den væltet, så al mælken løb ud over gaderne, og folkene blev næsten mast, fordi de ikke også strejkede.

Så ringede hospitalet til politiet, og de lavede en særlig mælkevogn til os. Den var forsynet med store røde kors på alle sider, og så var der et mægtigt skilt hen over den, hvorpå der stod ”Mælk til Frederiksberg Hospital”. Den fik så endelig lov til at køre igennem og kom velbeholden ind til os. Rugbrød, ja, al slags brød, var også sluppet op, og vi havde ingenting.

Men om aftenen kørte den store røde Zone-vogn, som ellers bliver brugt til at transportere ”den kunstige lunge” i, ud til Nærum og hentede brød til os, og den kom godt hjem igen fuld af rugbrød. Anden slags brød har vi overhovedet ikke haft her i denne tid, men det var også lige meget, vi har ikke sultet.

I går kom vognen igen fyldt med ost og øl, og om aftenen fik vi kød i politivognen (salatfadet), der kom med stor udrykning med 12 politibetjente hængende uden på. Man måtte jo tro, at det var en meget farlig sindssyg, de kørte med.

Ja, sådan har dagene været fulde af tragikomik, men rigtignok mest af tragedie. Det er frygteligt med alle dem, der er blevet dræbt og såret, og alt det, der er blevet ødelagt i disse dage.

Der hentes vand i søerne i København, efter at vandforsyningen til byen er afbrudt under folkestrejken i 1944
Caption 
Der hentes vand i søerne i København, efter at vandforsyningen til byen er afbrudt under folkestrejken i 1944
Attribution 
Frihedsmuseet

Først i går fik vi vand, lys og gas igen, og i dag begynder byen at ligne sig selv lidt. Sporvognene er begyndt at køre, men forretningerne er ikke åbne endnu, de tør ikke rigtig. Mange arbejdere strejker endnu, så helt i orden er det ikke.

Det har været værst i Istedgade og på Nørrebro, der har tyskerne beskudt gaderne med kanoner for at få dem renset, der var jo høje barrikader af væltede sporvogne og andre ting.

Vi har haft belejringstilstand i byen, og det var nu temmelig uhyggeligt. I Istedgade smed nogle mennesker en hel kakkelovn ud ad vinduet og ned i hovedet på en tysk patrulje, så tre tyskere blev dræbt, så det var ikke så sært, at her var ballade.

Jeg har holdt mig indendørs, og vi måtte nu heller ikke gå nogen steder, så jeg har ikke lidt nød. Jeg fik fat i lidt gær, og så bagte jeg et dejligt franskbrød, som vi har haft til vores the om aftenen i disse dage, og så havde jeg det lille stykke flæsk, som du har sendt, mor, og det har jeg vel nok været glad for i disse dage, for maden var ikke spændende herinde.

Kilde: Brev fra Esther Thomsen til familien 4. juli 1944. Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv reg.nr. 000231A008


[1] C.B. - Civilbeskyttelsestjenesten