Polioepidemien på Blegdamshospitalet 1952-53

I 1952 ramte den største polioepidemi Danmark, hvor særligt København var hårdt udsat. Polioen angreb mest børn og unge, og de fleste blev indlagt på Blegdamshospitalet i København.

En sygeplejerske betjener håndventilationsudstyret hos en dreng med polio
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 951116f003
Hvad er polio?

Polio er en virusinfektion, som i nogle tilfælde kan angribe nervecellerne i centralnervesystemet og giver livsvarige lammelser. De allerfleste tilfælde forløb dog helt uden symptomer eller som en lettere, influenzalignende sygdom, der ikke gav ubehagelige følger.
Polio kaldes også børnelammelse, fordi virus i særlig grad angreb børn og unge.
Polio smitter gennem afføringen, og selv meget små mængder kan smitte enten direkte eller ved forurening af vand og fødevarer.
​Siden 1955 har man vaccineret mod polio, og sygdommen er nu stort set udryddet.

Polio var en velkendt sygdom i Danmark, og hvert år var der specielt i efteråret små, lokale epidemier. Sygdommen var frygtet, for hvert udbrud førte til flere dødsfald og livsvarigt handicappede mennesker. Man vidste ikke nøjagtigt, hvordan sygdommen smittede, og i befolkningen gik der historier om, at nedfaldne blade og nedfalden frugt var smittekilder. Børn fik derfor forbud mod at spise nedfaldsfrugt og at lege i efterårets bladdynger. (1) Lægerne var dog inde på, at sygdommen smittede gennem afføring.

I sommeren 1952 ramte en verdensomfattende polioepidemi af hidtil ukendte dimensioner Danmark. På det tidspunkt havde København kun et epidemihospital, Blegdamshospitalet, der i perioden juli til december 1952 behandlede 2.700 patienter med en gennemsnitsalder på 11 år, hvoraf 866 havde lammelser af arme eller ben, og 316 havde lammelser af åndedrætsmuskulaturen, og som derfor ikke selv kunne trække vejret. (2)

Blegdamshospitalets hovedindgang fra Blegdamsvej i København. Hospitalet lå, hvor Panuminstituttet ligger i dag.
Caption 
Blegdamshospitalets hovedindgang fra Blegdamsvej i København. Hospitalet lå, hvor Panuminstituttet ligger i dag.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000255f004_

I løbet af epidemien måtte Blegdamshospitalet tømme den almenmedicinske afdeling for at give plads til poliopatienter, og gradvis blev flere hospitaler i København også nødt til tage imod poliopatienter: Børnehospitalet Fuglebakken, Frederiksberg Hospital, Balders Hospital[1], Øresundshospitalet og Dronning Louises Børnehospital.

Der blev ansat 33 ekstra læger, 360 ekstra sygeplejersker og et stort antal medicin- og tandlægestuderende til at håndventilere patienter med åndedrætslammelse. I alt blev lønkontoen i 1952 overskredet med 2 millioner kroner, svarende til over 32 millioner kroner i dag.

Blegdamshospitalet havde ved epidemiens begyndelse kun  tankrespirator og seks kyradsrespiratorer. Tankrespiratoren blev også kaldt en jernlunge og var en rørformet beholder, som patienten lå i. En kyradsrespirator bestod af et stort metalskjold, der blev placeret over patientens brystkasse. Begge respiratortyper fungerede ved rytmisk at presse brystkassen sammen ved hjælp af overtryk, og udvide den med undertryk.

Respiratorer, som vi kender dem i dag, var stort set ukendte. Nogle steder eksperimenterede man med respiratorer under operationer, men de var ikke beregnet til så langvarig brug, som der var behov for her. (3) Med 316 patienter, der havde brug for hjælp til at trække vejret, var situationen desperat. (4) Blegdamshospitalet søgte derfor hjælp i de øvrige nordiske lande og skaffede otte jernlunger ad den vej. (5)

Jernlunge på Blegdamshospitalet 1952
Caption 
Jernlunge på Blegdamshospitalet 1952
Attribution 
Fra: Kløft, Bendt. Polioepidemien i Danmark s. 6

Kyradsrespirator
Caption 
Kyradsrespirator
Attribution 
Fra: Kløft, Bendt. Polioepidemien i Danmark s. 7

I stedet begyndte Blegdamshospitalets læger i samarbejde med narkoselæge Bjørn Ibsen at eksperimentere med at lægge et snit i halsen ind til luftrøret (tracheotomi) og lægge en slange ned, hvorigennem man manuelt kunne blæse luft ned i lungerne. Det reducerede dødeligheden med 50-75%. (6)

Polioepidemien førte til fødslen af intensiv-specialet

Da polioepidemien brød ud, var der ikke et egentligt lægeligt speciale i intensiv behandling. Det at give narkose var en ringeagtet opgave, som blev varetaget af sygeplejersker eller læger, der havde lært nogle tricks.

Efterhånden som arbejdet blev organiseret, samlede man de patienter, der blev håndventileret på tre, særligt indrettede afdelinger med hver 35 senge. Det var mere rationelt end at have patienterne spredt på hele hospitalet, og det viste sig, at behandlingskvaliteten steg. (7)

Blegdamshospitalet kom for eftertiden til at stå som intensiv- og anæstesispecialets vugge, og ”the Copenhagen Epidemic” udgør i dag en medicinhistorisk milepæl. Det var her, det blev tydeligt, at anæstesiologi og intensiv behandling var et fuldgyldigt lægeligt og sygeplejefagligt speciale, og at det reddede liv at etablere specialiserede intensivafdelinger. Det var også her, forarbejdet til egentlige respiratorer, som vi kender dem i dag, blev gjort, og som resulterede i den svenske Engström-respirator. (8)

Med til historien hører, at WHO i 1950 havde etableret et anæstesiologisk center i København, hvor læger fra hele verden var begyndt at tage et årskursus i anæstesiologi. Det bidrog til, at erfaringerne fra Blegdamshospitalet bredte sig som ringe i vandet, ikke mindst i USA. (7)

Tegning af udstyr til manuel ventilation af åndedrætslammede patienter under polioepidemien 1952
Caption 
Tegning af udstyr til manuel ventilation af åndedrætslammede patienter under polioepidemien 1952
Attribution 
Fra: Kløft, Bendt. Polioepidemien i Danmark s. 8

Sygeplejerskerne på Blegdamshospitalet

Sygeplejerskerne på Blegdamshospitalet var ikke ukendte med poliopatienter, for der kom altid nogen stykker hvert efterår, men denne epidemi overrumplede alle. Selv om der blev ansat omkring 700 studerende som ventilatører, var det sygeplejerskerne, der havde det overordnede overblik og varetog den direkte sygepleje.

Ved hver seng stod der en stor iltbombe og én anden til at suge patienterne med, sugningen havde sygeplejerskerne ansvaret for. Også for patientens lejring for at undgå decubitus (liggesår) sorterede under sygeplejerskerne.

De faste sygeplejersker skulle derudover tage imod og oplære alle de nyansatte sygeplejersker, hvoraf flere ikke havde arbejdet i klinikken i op til 20 år. Selv var de først lige ved at være trygge ved at ventilere og suge patienterne uden egentlig at have fået en decideret oplæring i det.

”Det kom sådan set af sig selv. Når man kommer om morgenen, og så ligger der patienter, og næste morgen så er de døde alle sammen. Så er det, man sætter ind og siger, ”Det her, det må ikke ske”. Og så går man jo bare i gang. Der var en korpsånd på hele hospitalet, som jeg hverken før eller senere har oplevet.

Alt og alle satte ind på at få patienterne til at overleve, og det var lige fra de små 12 dage gamle børn, der lå der med deres lammede arme og ben, til de unge. Der var en, jeg tydeligt kan huske, og som lærte os så meget. Hun fortalte, da hun var kommet sig, at hun kunne huske alt, hvad der var blevet sagt hen over sengen, og det lærer man som sygeplejerske, at det må man altså ikke - det er så sandt, så sandt, så sandt.”

En poliopatient får stillingsdrænage af en fysioterapeut, mens sygeplejeeleven ser til. Drænagen skulle få slim i lungerne til at samle sig, så det kunne suges op.
Caption 
En poliopatient får stillingsdrænage af en fysioterapeut, mens sygeplejeeleven ser til. Drænagen skulle få slim i lungerne til at samle sig, så det kunne suges op.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000399f509

En af sygeplejerskerne fortæller, ”Noget af det, som er meget vigtigt med en lammet patient, det er behandlingen af hele legemet, så der ikke kommer decubitus. Så det, at patienten bliver lejret rigtigt, det har meget at sige, for nok kan vi holde patienten i live ved at tracheotomere og give dem ilt, men de kan jo også dø af mangel på pleje - decubitus over det hele.

Og en vigtig ting: de, der var tracheotomerede, dem havde vi jo øjenkontakt med, så det var ikke bare det fysiske, det psykiske var jo også kolossalt vigtigt. Vi lærte jo efterhånden at aflæse på den her stumme mund, hvad vi skulle gøre, og på øjnene, hvordan vi skulle hjælpe dem. Vi havde også de her tavler med alfabetet, som man kunne pege på.” (5)

Børn med tracheostomi under polioepidemien på Blegdamshospitalet 1952
Caption 
Børn med tracheostomi under polioepidemien på Blegdamshospitalet 1952
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000302F003, -4 og -9

De sygeplejersker, der har efterladt sig beretninger, nedtoner deres rolle i den direkte patientpleje. Poliopatienterne krævede en overordentlig grundig sygepleje, ikke bare psykisk og hvad angår forebyggelse af liggesår. Flere af dem havde meget høj feber og krævede ikke bare væsketilførsel men også omhyggelig kropshygiejne, mange havde problemer med vandladningen og måtte have urinkateter, og i begyndelsen af sygdommen var det ofte nødvendigt at ernære patienterne gennem en mavesonde. Derudover var der risiko for alskens komplikationer, som krævede indgående observation døgnet rundt. (6)

Værnemidler

Udsnit af sygeplejerskernes omklædningsrum, hvor der var strenge regler for adskillelse af rent og urent
Udsnit af sygeplejerskernes omklædningsrum, hvor der var strenge regler for adskillelse af rent og urent
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000255f001_side_23h
Man vidste som nævnt ikke helt, hvordan polio smittede, og sygeplejerskerne tog de sædvanlige forholdsregler, som gjaldt på Blegdamshospitalet generelt. Når de kom fra sygeplejerskeboligen til sygehuset, hængte de deres tøj i et skab på den ”urene side” i omklædningsrummet, og gik over til den ”rene side” og tog uniform på, hvorefter de gik på afdelingen. På hver patientstue hang der en kittel til sygeplejersken, og inden man gik til den næste patient, skyllede man hænderne i Rodalon, gummihandsker fandtes ikke. Det viste sig, at ingen sygeplejersker blev smittet med polio.

En kvindelig medicinstuderende fortæller om sin ventilatørtid

”Min gode veninde var sygeplejeelev og skulle arbejde fra den 1. august til 1. december 1952 som elev på Blegdamshospitalet. Hun blev kastet ind i arbejdet og sagde, "Det er, som om der er krig". Hun arbejdede i den akutte modtagelse, hvor de hylende ambulancer nogle dage kom i en lang ubrudt række. Det var afdeling 1, og der kom mellem 30 og 50 patienter om ugen, angrebet af børnelammelse. De blev hurtigt undersøgt og straks kørt videre til andre afdelinger. Ca. 15% havde besvær med at trække vejret, og jeg hørte hele tiden, at der var brug for alle medicinstuderende, der ville hjælpe med at passe og ventilere de polioramte, der ikke kunne trække vejret selv.

… Nu havde jeg meldt mig. Der var vist en kort introduktion - det husker jeg ikke helt - men jeg husker ganske tydeligt min første aften på afdeling 24, fordi min allerførste patient var elendig og døde kort efter, at jeg havde overtaget ham. Jeg var helt sikker på, at det var min skyld og min store uvidenhed, der var årsagen, jeg var ulykkelig! Jeg havde intet kendskab til sygdomme, mennesker og medicin. Og havde aldrig set et dødt menneske. Jeg fik lov at gå hjem med det samme og skulle komme igen næste morgen.

Min veninde, som arbejdede på Blegdammen, havde et værelse sammen med en anden sygeplejeelev. Denne ”slof” var imidlertid så at sige altid syg og boede hjemme. Så efter den hæslige og frygtelige første aften gik jeg over til min veninde og blev der - og boede siden næsten konstant i den fraværende elevs seng.

Det viste sig at være utroligt heldigt for mig. For i løbet af kort tid arbejdede vi ikke kun de aftalte otte timer. Med talrige små pauser sneg arbejdstiden sig op på seksten timer i døgnet. Det var derfor befriende at bo på stedet og kunne få lidt mad og sove. Hospitalet så igennem fingre med, at jeg ikke var sygeplejeelev og ikke havde ret til at bo der.

Den næste patient, jeg blev sat til at ventilere, var Poul, en lille sød og frisk dreng på fire-fem år. Ham passede jeg vel en 2-3 måneder, og han blev bedre og bedre.

Alle patienter, der havde respirationsproblemer, blev tracheotomeret, de første patienter fik lokalbedøvelse, men senere fik patienterne en kort cyclopropan-bedøvelse.

Jeg er ikke sikker, men mener at huske, at børnene efter tracheotomien blev holdt let sovende med Bromisoval det første døgn. Vi ventilerede med et to-and-fro system med en stor absorber.

Efter et stykke tid eksperimenterede Poul med selv at trykke på ballonen med den ene fod med absorberen liggende ned langs siden. Han havde ingen kræfter i hænderne.

Hvis man fyldte posen med luft ved at lukke en smule for ekspirations-ventilen, var der luft nok til, at Poul kunne få sagt et par ord. Det var en stor fornøjelse. På den måde kunne vi ”tale” sammen, og han kunne sige, hvad han ville have mig til at gøre. Fortælle historier eller lege med små figurer, som en ældre student med mellemrum kom og klippede til hvert barn. Det var et lyspunkt, når han og Wainø-Andersen kom på stuegang. De havde altid tid til at opmuntre og lege med alle patienter.

Der var besøgstid for forældre hver søndag eftermiddag fra klokken to til fire. Det var meget sødt, for hans far sneg sig ind på stuen med Pouls dværghøne i en kontormappe. Hønen blev taget ud og sad på brystet af Poul til umådelig stor glæde for ham. Måske ikke så hygiejnisk. Men Poul kom sig stille og langsomt og kunne til sidst trække vejret selv. Jeg måtte sige farvel til ham og har desværre ikke set ham siden.” (9)

Polioepidemien udløste en Florence Nightingalemedalje

Zelna Mollerup, modtager af Florence Nightingalemedaljen 1957.
Zelna Mollerup, modtager af Florence Nightingalemedaljen 1957.
Foto. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 11 1957
Zelna Mollerup var forstanderinde på Blegdamshospitalet under polioepidemien. I 1957 blev hun hædret med Internationalt Røde Kors’ Florence Nightingalemedalje for sin ledelse af sygeplejen gennem epidemien.

Det var overlæge H.C.A. Lassen på Blegdamshospitalet, der indstillede hende til medaljen, og i indstillingen skrev han, ”Under den store polioepidemi i 1952, hvor hospitalet i løbet af fem måneder modtog ca. 3.000 patienter med diagnosen poliomyelitis, var organisationen af og rekrutteringen til den stærkt udvidede og intensiverede indsats fra sygeplejerskernes side af et betydeligt omfang. Det normerede sygeplejepersonale på 265 blev forøget med 350.

Det betød et meget stort og besværligt ekstraarbejde for frøken Mollerup. Forstanderinden løste denne opgave på forbilledlig måde, trods store vanskeligheder, og det var for en ikke ringe del på grund af hendes indsats, at vi overhovedet kunne gennemføre den meget aktiverede behandling, som man eksperimenterede sig frem til under epidemien, og som viste sig at være livsreddende i mange tilfælde”. (10)

Referencer

  1. Bork, Dagmar. Haderslev Bys Sygehus 1896-1975. Forlaget Gammelting 1999 s. 27
  2. Warvicker, Paul. Polio. Historien om den store polioepidemi i København 1952. Gyldendal 2006 s. 17
  3. Kløft, Bendt (red.). Polioepidemien i Danmark 1952-53. En beretning om forløbet samt 7 studenters personlige beretninger om arbejdet som ventilatører. Medicinsk-Historisk Samling, Næstved 2003 s. 7
  4. Lassen, H.C.A. The Epidemic of Poliomyelitis in Copenhagen, 1952. Proceedings of the Royal Society of Medicine, Oct. 16 1953 s. 2
  5. Interview med to sygeplejersker, der arbejdede på Blegdamshospitalet under polioepidemien DSHM 980427A001
  6. Bjørneboe, Mogens. Polioepidemien i København, efteråret 1952. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 5 1953 s. 97-100 og 104
  7. Berthelsen, P.G. og Cronqvist, M. The first intensive care unit in the world; Copenhagen 1953. Acta Aneasthesiologica Scandinavica nr, 47 2003 s. 1190-95
  8. Eger, E. I. Saidman, L. J.  and Westhorpe, R.N. (red.). The Wondrous Story of Anesthesia. Springer 2013 s. 771-773
  9. Citat fra: Kløft. Polioepidemien i Danmark 1952-53 s. 12-13
  10. Westh, Jan René. Danske modtagere af Florence Nightingale-medaljen 1920 - 2009- Ordenshistorisk Tidsskrift. Dec. 2009, nr. 35
 

[1] Balders Hospital: I 1903 blev Baldersgades hospital (fra 1909 Balders hospital) oprettet, fordi behovet for hospitalssenge voksede stærkt i forbindelse med byens vækst. Da Hvidovre hospital blev taget i brug i 1976, blev Balders Hospital nedlagt, og patienterne blev overflyttet til en midlertidig pleje- og genoptræningsafdeling på Hvidovre hospital. (Kilde: Københavns Stadsarkiv)