Polioepidemien på Marselisborg Hospital 1953

Den store polioepidemi kom i to bølger. I 1952 blev københavnsområdet hårdt ramt, og året efter kom til turen til Østjylland, hvor Marselisborg Hospital blev samlingsstedet for de mange poliopatienter.

Marselisborg Hospital, hovedindgangen
Hvad er polio?

Polio er en virusinfektion, som i nogle tilfælde kan angribe nervecellerne i centralnervesystemet og giver livsvarige lammelser. De allerfleste tilfælde forløb dog helt uden symptomer eller som en lettere, influenzalignende sygdom, der ikke gav ubehagelige følger.
Polio kaldes også børnelammelse, fordi virus i særlig grad angreb børn og unge.
Polio smitter gennem afføringen, og selv meget små mængder kan smitte enten direkte eller ved forurening af vand og fødevarer.
Siden 1955 har man vaccineret mod polio, og sygdommen er nu stort set udryddet.

Museet har ingen billeder af polioepidemien på Marselisborg Hospital

Sygeplejemuseet har ikke billeder fra Marselisborg Hospital under polioepidemien, så der er brugt billeder fra Blegdamshospitalet og Skive Sygehus.
På Skive Sygehus brugte man en respirator, der var fremstillet på den lokale radiofabrik B&O. Den var fremstillet af en læge og to teknikere på B&O, og respiratoren blev taget i brug i 1953. Den blev kaldt skivestudenten, fordi den afløste de medicinstuderende, der havde håndventileret patienterne under polioepidemien i København 1952. B&O-respiratoren havde desværre nogle funktionsproblemer, så fra 1954 koncentrerede B&O sig om at lave radioer. (1)

Den store polioepidemi i Danmark kom i to bølger. Den første ramte Københavnsområdet i sommeren 1952, hvor Blegdamshospitalet blev hårdt belastet, den anden bølge ramte provinsen, specielt Østjylland i sommeren 1953.

Marselisborg Hospital i Aarhus var byens epidemisygehus, så det var her, man samlede alle poliopatienter fra et område, som mod nord gik til Terndrup, mod syd til Horsens og mod vest til Herning. Antallet af poliotilfælde varierede med årstiden, og hovedparten af poliotilfældene blev indbragt på Marselisborg i løbet af nogle få sommer- og sensommermåneder. (2)

Gammelt postkort med Marselisborg Hospital
Gammelt postkort med Marselisborg Hospital

En ung og nyuddannet sygeplejerske blev ansat på Marselisborg Hospital 1. juni 1953, hvor hun blev kastet direkte ud i arbejdet med poliopatienterne. Som elev havde hun på Marselisborg Hospital i 1951 prøvet at passe poliopatienter, så det var ikke ukendt for hende.

Da epidemien var på sit højeste, var der kun fem fastansatte sygeplejersker, der var blevet nødtørftigt lært op i at passe patienter i respirator og patienter, der blev håndventileret. Hospitalet rådede over omkring fem respiratorer, og resten af patienterne måtte derfor ventileres manuelt.

”Respiratorerne var jo (med nutidens øjne) oldsager, kæmpemaskiner, der stod ved siden af den patient, der skulle passes. Og denne her lyd: chu, chuuu, når patienten fik ilt. Det var meget enerverende for personalet, så hvad har det ikke været for patienten? Men jeg har egentlig en tro på, at de lyde på en måde sløvede patienten.” (3)

Ligesom på Blegdamshospitalet året før blev der kaldt medicinstuderende ind som ventilatører og sygeplejersker fra private vagtbureauer. Det belastede det faste personale. ”I samme øjeblik der opstod et problem, de ikke kunne tackle, så stod de henne i døren og sagde, ”Skynd jer at komme, skynd jer og kom og hjælp!” Der var også private vagtbureauer dengang, og vi fik mange privatsygeplejersker. Jeg kan se dem endnu stå i dørene og råbe, ”Åhh, skynd jer at komme!”

Respiratorbehandling på Skive Sygehus
Respiratorbehandling på Skive Sygehus
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980427f002

Høj arbejdsbelastning

I begyndelsen af epidemien var der mange børn, der døde. ”I min erindring røg vi ind og ud af stuerne. Og vi skulle liiige ud i skyllerummet og tørre øjnene, Det var en meget, meget stor belastning for os alle sammen. Vi havde jo slet ikke personale nok til det.” ...

”Vi sygeplejersker gik nedenom og hjem på skift. Jeg husker, hvordan jeg natten til tredje juledag skulle læse nogle journaler.  Min kollega var lige ude for at lave noget biksemad eller noget i den retning, og så sagde jeg bare, ”Beckgaard, Beckgaard, Beckgaard!”, og så vågnede jeg op i en hospitalsseng henne på afdelingen. Jeg var simpelthen gået nedenom og hjem af træthed. Og det gjorde vi på skift.” ...   ”Vi blev ikke spurgt, om vi kunne holde til det. Jamen, vi kunne slet ikke holde til at lade være med alle de dødssyge mennesker.

Det var nu, der var brug for os. Men vi havde jo så også en grænse.”

Børn på Blegdamshospitalet med trachealtube og koblet til manuelt ventilationssystem
Caption 
Børn på Blegdamshospitalet med trachealtube og koblet til manuelt ventilationssystem
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000302F006-7-8

Professorstuegang med stil

Selv om der var travlt, skulle ceremoniellet omkring stuegang overholdes. ”Vores afdelingssygeplejerske, frk. Olen var lille, tæt og meget vims. Hun var knalddygtig, men alt skulle bare være i orden, når professoren kom. Hjælp, jeg kan stadig tage mig selv i, når jeg hænger gardiner op, at folde de her gardiner i fem læg forneden, så de kom til at hænge pænt.

Det skulle gøres, frk. Olesen kom og ordnede de gardiner på stuerne, og ve den, der ikke havde orden på puder og alt muligt inde på stuerne. Og så kom professoren. Jeg kan se endnu, hvordan vi lukkede døren op, og så kom han sejlende ind. Først hen til patienten ved vinduet, og hvis han var i godt humør, så stillede han et eller andet morsomt spørgsmål, så hele stuen grinede - eller også gik han bare videre, sur og mopset og korrekt.

Stuegangsvognen, den fulgte så efter, og vi var en lang hale. Professoren, medicinstuderende - der var altid mange medicinstuderende derude, fordi professoren underviste dem på Marselisborg Hospital i epidemiske sygdomme. Han var meget berømt og havde skrevet adskillige artikler og afhandlinger om sin viden om medicinsk-epidemiske spørgsmål.”

Stuegang på Blegdamshospitalet 1952 med halen af reservelæger og studerende
Caption 
Stuegang på Blegdamshospitalet 1952 med halen af reservelæger og studerende
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 911126f066

Sygeplejen til poliopatienter

”Vi gik fra seng til seng og prøvede at gøre, hvad vi kunne. Udføre ordentlig sygepleje og også finde ud af, hvordan vi kunne tackle deres pårørende.

Plejen gik ud på at sørge for, at respiratoren ikke stoppede hos dem, der lå i respirator, at den ikke stoppede på noget tidspunkt. Vi sørgede for at rense tuben for slim og sørgede for frie luftveje hele tiden. Og så sørgede vi for at vende og dreje dem, hvis det var overhovedet var muligt, og smøre for at undgå sår. Jeg har ingen erindring om, at jeg har set et eneste liggesår i den tid.

Jeg har ingen erindring om smertestillende, og jeg har ingen erindring om, at de fik sprøjter. Der var også glæder ind i mellem, når der var en patient, der fik det bedre. Vi sagde, ”Åh, det var da lykkeligt!”, og så kunne en patient en sjælden gang overflyttes til en anden afdeling og komme videre, måske til Hald, hvor der var oprettet optræningscenter på kuranstalten.[1]

Folkekuranstalten i Hald, postkort
Caption 
Folkekuranstalten i Hald, postkort
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 911028f015

Hårde patientforløb

”Der var selvfølgelig en kant for, hvor grænsen for helbredelse og optræning kunne komme på tale. Jeg husker en ung pige hvis mor sad sammen med mig inde ved respiratoren. Jeg kunne ikke mærke hendes puls, og for mig var det naturligvis meget bevægende og ikke mindst for hendes mor. Hun kunne slet ikke sidde og holde hende i hånden, hun sad bagved mig og fulgte mit arbejde. Så kommer 1.reservelægen ind, og så blinkede vi lidt til hinanden, og jeg sagde, ”Der er ingen puls”. Han gik hen og mærkede, så kom han tilbage og slog mig på skulderen og sagde, ”Sluk om fem minutter”.

Det er ikke en situation, men nogensinde får ud af kroppen, men det var nødvendigt, også af hensyn til moderen, at sige, "Der er altså ingen puls mere". Inden jeg gjorde det, husker jeg, at jeg gik hen og tog moderen om skulderen og sagde, ”Kirsten trækker ikke vejret selv mere, så nu slukker vi”.

En B&O-respirator på Skive Sygehus
En B&O-respirator på Skive Sygehus
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980427f004

En solstrålehistorie

”Vi fik meldt en fjortenårs dreng, men vi fik ikke nogen melding om, hvor dårlig han var. Han hev voldsomt efter vejret. Straks kom vores 1.reservelæge, eller hvem det nu var, på gangen. Han havde i hvert fald en kniv i hånden, og han lukkede op til trachea her og nu, ude på gangen, inden han kom ind på stuen.

Den dreng fulgte vi jo, og vi var helt sikre på, at ikke havde lang tid at leve i. Det eneste han kunne, var at virre med hovedet. Alt andet var lammet.

Hans forældre fik lov til at komme med nyudklækkede kyllinger. De kom med dem i en kurv, og vi lagde en voksdug ud på sengen, og så kom de med græs, som de her kyllinger gik rundt på. Forældrene troede jo, at det var det sidste, Svend skulle opleve af forår. Tårerne piskede ned ad kinderne på ham, og han kunne ikke tørre dem væk. Åh, det var fantastisk.

Det var enormt, hvad professor Nørbye gjorde, ja, han gjorde meget for alle patienter. Men den dreng der, fik rigtig meget kærlighed og omsorg. Han havde en ret dramatisk privat historie, men den skal vi bare lade ligge.

Overlæge Nørbye begyndte at tale lidt med Svend, og han kunne se, at han duede til andet end at være karl på landet og passe dyr og marker. Nørbye spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig noget andet, når han nu ikke kunne komme tilbage til landbruget. Det vidste Svend ikke rigtigt, for det havde han aldrig overvejet før. Og så blev der ansat en lærer nogle timer, som kom og underviste Svend. Det røg lige ind i hans hjerne, og så udvikledes interessen.

Svend var selv meget indstillet op at gøre, hvad han kunne. Og det blev efterhånden sådan, at han fik en pind i munden og fik en skrivemaskine stablet op på sin dyne. Han lærte at skrive på maskine, og det endte med, at han fik en juridisk embedseksamen. Jeg fulgte ham på afstand, og det var fantastisk at opleve. Han havde fået lært at tale efter frømetoden, hvor man snapper noget luft ind og puster ud. Han sad i kørestol, og hjemme havde han sin respirator. Han døde i en alder af godt halvtreds år.

Respiratorbehandling på Skive Sygehus
Respiratorbehandling på Skive Sygehus
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980427f003

Værnemidler

Som på Blegdamshospitalet blev plejepersonalet ikke instrueret i at beskytte sig selv mod smitte. ”Vi talte ikke rigtigt om det. Jeg har ingen erindring om det. Jeg husker, at vi skulle sørge for at vaske hænder og sørge for renligheden - ordentlig hygiejne med os selv og med patienterne. Og så skulle vi overholde at tage den der hvide kittel på. Mere kan jeg ikke huske.”

Referencer

  1. Warvicker, Paul. Polio. Historien om den store polioepidemi i København i 1952. Gyldendal 2006 s. 141
  2. Ågård, Anne Sophie. Poliosygeplejerskerne valgte side. Sygeplejersken nr. 32 2004 s. 42-47
  3. Transskriberet interview med en sygeplejerske, der arbejdede på Marselisborg Hospital under polioepidemien 1953 DSHM 000403A001
 

[1] Kuranstalten i Hald uden for Viborg blev indrettet i den tidligere flygtningelejr, der blev bygget i slutningen af 1. verdenskrig