Rønne Sygehus under russernes bombardement 1945

En operationssygeplejerske på Rønne Sygehus fortæller om bombardementet, der også ramte Rønne Sygehus med en fuldtræffer lige ned i operationsstuen.

Rønne Sygehus, afdeling A kirurgisk før bombardementet
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 970714f145_side_18_d
Den glemte besættelse

To dage efter befrielsen af Danmark blev Bornholm besat af Rusland. Besættelsen blev indledt med to meget voldsomme bombardementer af Rønne og Nexø. Russerne forlod ikke øen før den 5. april 1946.

Vi havde i forvejen meget at lave, fordi der kom så mange flygtninge fra Østtyskland. Havnen var fuld af flygtningeskibe, så vi arbejdede om dagen og somme tider også noget af natten. Den 7. maj 1945 begyndte vi kl. 4 om morgenen, for der var kommet nye skibe ind, og der var mange, der var meget sårede, det var slemt.

Vi blev ved med at operere, og til sidst sagde overlægen, ”Nu prøver vi at blive færdige, så vi kan nyde lidt af friheden”.

Operationsstuen på Rønne Sygehus før bombardementet
Caption 
Operationsstuen på Rønne Sygehus før bombardementet
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 970714f145_side_19

Vi holdt op omring klokken 13 for at få lidt middagsmad, og så hørte vi flyverne. Vi løb ud - "Englænderne", men det var ikke englænderne. Først da de gik meget langt ned, kunne vi se, at det var russere, og så vi bomberne, der faldt hele vejen efter bombemaskinerne.

Vi kom hurtigt ned i beskyttelsesrummet, men da der blev en pause, løb vi tilbage til operationsstuen, og allerede da kom de bærende med sårede på døre, på stiger og bårer, og hvad de nu kunne finde.

Vi arbejdede hele eftermiddagen. Det var frygteligt at se - der var en familie, hvor forældrene var blevet dræbt og en datter meget hårdt såret, vi måtte amputere et af hendes ben, og der var en ung dreng på ca. 15 år, han var fuldstændig revet op i ansigtet. Sammen med overlægen fik vi ham ind på en enestue for at give transfusion, men ind imellem måtte vi dukke os ned under en seng, når bomberne faldt.

De patienter, der var tilbage, fik et vandfad over hovedet som beskyttelse.

Inde på operationsstuen var alle i gang, og der kom læger til ude fra byen. I opholdsstuen for patienter var der et bord, og det blev inddraget som operationsstue og forbindingssal. Jeg kom ind på forbindingsstuen, og jeg fik en meget chokeret patient - en ældre dame, som blev ved med at fortælle noget om en fødselsdag, "Mine børn har foræret mig en blå kaffekande". Det var stumper af den, jeg stod og pillede ud af hendes ansigt …

Indimellem gik overlægen stuerne igennem, og fra alle afdelinger blev alle patienter, der kunne udskrives, sendt hjem i ambulancer og taxaer, og hvad man ellers kunne få fat i af køretøjer.

Vi blev ved igennem dagen og natten, og henimod morgenen den 8. maj var vi ved at være færdige. Ind imellem kom der frihedskæmpere, som kom og spurgte, hvordan det gik.

Operationsafdelingen på Rønne Sygehus før bombardementet
Caption 
Operationsafdelingen på Rønne Sygehus før bombardementet
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 970714f145_side_18

Der var kastet flyveblade ned med en meddelelse om, at der ville blive bombarderet igen kl. 10.

Vi kørte vi resten af patienterne ned i kælderen, og kvart i ti blev der bombet. Den første bombe faldt lige over os, lige gennem det Røde Kors-mærke, der var på taget, men heldigvis ramte den en stålbjælke, der holder taget. Det gjorde, at den sprængtes opad - ellers var der ingen af os, der var kommet ud.

Vi var i kælderen under den medicinske afdeling. De voksne var allerede blevet evakueret til forsamlingshusene i Nylars og Vestermarie, men der var en hel del børn, som forældrene ikke havde kunnet komme og hente. De blev kørt ned i den såkaldte gymnastiksal, hvor sygeplejersker og læger lagde sig hen over hovederne på dem for at beskytte dem. Ind i mellem bølgerne af bombemaskiner løb de op og gjorde mælkeflasker klar og kogte dem, så de kunne være parat, til vi kunne blive evakueret. Vinduerne i den medicinske afdeling holdt, men ovre i den kirurgiske afdeling der mange, der blev sprængt.

Nexø brænder under et af de første russiske bombardementer den 7.-8. maj 1845
Caption 
Nexø brænder under et af de første russiske bombardementer den 7.-8. maj 1845
Attribution 
Frihedsmuseet

Tre kvarter gik det for sig. Sommetider var der pauser, så hørte vi nye bølger. Og de gik så langt ned, at de skød ind i gangene. Larmen var frygtelig. Så sagde overlægen: "Nu tør vi ikke blive her længere, vi kommer til at få personalet ud".

Civilbeskyttelses-tjenestens Udrykningskolonne, CBU’erne skulle tage sig af patienterne, det var fantastisk, hvad de præsterede! De fik løftet sengene op - en patient havde et strækstativ på sengen til et brækket ben, det fik de op, uden at det gik i stykker. Patienterne blev evakueret med lastbiler, for der var ikke flere ambulancer, og de sidste bårer stod så langt ude på et lastvognslad, at en måtte stå og holde på dem, for at de ikke skulle falde af.  

Der stod en CBU’er henne ved døren, og han fangede en elev, der var så chokeret, at hun var på vej ud på egen hånd. Han tog fat i hende, og satte sig ned og klamrede sig til hans ben. Han trak sin frakke ud over hende, og der stod han troligt, helt til de kunne komme ud. Ellers var der faktisk ingen, der sagde noget. Vi blev på vores pladser.

Så måtte vi afsted ud igennem gangen, der førte under hele huset for at komme ud bagved hospitalet.

Vi var knapt kommet ud, før der kom en ny bombe, og så måtte vi afsted - ud over markerne og op i skovene. Vi var heldige i vores gruppe, der var ingen, der blev skudt efter, men de andre grupper, der havde flygtet, hørte kugler, der faldt omkring dem.

Vi kom vi ud til Nylars, og der var resten af patienterne og den del af personalet, der var blevet evakueret før os, fordi vi ikke alle måtte være alle på samme sted.

Den næste dag gik med at ordne patienterne. På et tidspunkt kom afdelingssygeplejersken på operationsgangen hen til mig og sagde, at der manglede nogle ting, som skulle hentes på sygehuset i Rønne, så det skulle jeg med ind for gøre.

Der blev stillet en lastbil til rådighed, og vi var flere på den lastbil. En skulle hente gær, en anden skulle hente nogle papirer, og jeg skulle i depotet, og vi standsede uden for mandsgangen. Jeg kunne løbe ind igennem den lange gang til depotet og fik, hvad jeg skulle bruge, men jeg ville nu alligevel se, hvad der var ovenpå.

Kirurgisk afdeling på Rønne Sygehus efter bombardementet den 8. maj 1945
Caption 
Kirurgisk afdeling på Rønne Sygehus efter bombardementet den 8. maj 1945
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 970714f145_side_28

Jeg gik op ad en lille opgang, og der så jeg, at hele biblioteket var væltet, trappen var fuld af murbrokker, og muren var ødelagt. Operationsstuen kunne vi heller ikke bruge bagefter.

Heldigvis gik jeg ud ad den midterste udgang og fulgte muren langs med vejen for at komme tilbage igen, og der fandt jeg et legitimationskort på fortovet. Det viste sig at tilhøre en franskmand, der havde mistet det.

Det legitimationskort var det eneste bevis, han havde for, at han var krigsfange. Jeg stod med det kort, hvor var han? Jeg havde kun et par minutter, før vi skulle være tilbage. Heldigvis kom inspektøren i det samme, han sagde: "Hvad er der?" Så sagde jeg bare: "Her er kortet". ”Ih”, sagde han, ”det er det eneste kort, der kan redde ham for ikke at blive sendt til Rusland eller Sibirien”. "Jamen, jeg ved ikke, hvor han er, og jeg har kun et par minutter." Inspektøren svarede, ”Men han havde fået en passerseddel, og jeg har min bil, og jeg ved, at de bliver samlet op ude på et alderdomshjem, jeg kan nå det, og jeg kører derud med det samme og henter ham.”

Franskmanden blev overgivet til Røde Kors og kom senere til København. Det skal lige siges, at inspektøren var min fætter, og jeg vidste, at han var med i modstandsbevægelsen.

Vi kom tilbage til Nylars, og næste morgen kom der ordre fra russerne. De forlangte, at der skulle være personale på sygehuset, for de forventede, at der ville blive kamp ude på flyvepladsen mellem dem og tyskerne.

Russiske soldater å vej gennem Rønne, der ligger i ruiner efter bombardementet
Caption 
Russiske soldater å vej gennem Rønne, der ligger i ruiner efter bombardementet
Attribution 
Frihedsmuseet

Vi kørte ind med det samme, sygeplejersker og nogen af rengøringspersonalet, og vi gik i gang med at feje knuste ruder op, og hvad der ellers var faldet ned.

Om aftenen måtte de fleste køre tilbage, og vi blev nogle stykker tilbage, overlægen, en kandidat, oversygeplejersken, en anden operationssygeplejerske, røntgensygeplejersken, den sygeplejerske, der gav narkose, en sekretær for lægen og jeg, vi lå alle på gulvet på en stue. Overlægen blev boende i sit kontor med døren åben, han havde sin villa lige ved siden af, men vi skulle ikke være alene.

Vi fik et par patienter, der var en stor russer, han havde fået lidt afskrabning på hånden. Jeg vaskede og desinficerede den, og så lagde jeg et plaster på, det var nok. Han kiggede på det, nej, det var ikke godt nok. Jeg fandt et bind frem, og så fik han en fin håndbandage. Måske har han bagefter fået en medalje som såret i krigen af den grund.

Den anden havde nok været for meget i byen og fundet spiritus. De drak jo, lige meget hvad de så fandt. Hårsprit og mopolie og vin, hvis der var. Han blev altså syg, så han blev indlagt, og da vi havde arbejdet temmelig meget at pumpe ham ud og få ham beroliget, fik han en god sprøjte at sove på, så vi fik en temmelig rolig nat. Det var det eneste, vi kunne gøre.

Om morgenen, da han skulle klædes på, kunne jeg godt se, at i alle hans lommer var der sokker, uldne sokker. De har kun et stykke stof viklet om benene, de har ikke sokker eller strømper, det kender de ikke, så det var jo rigdom for ham.

Ellers kom der i løbet af dagen af og til nogle sårede eller skuldre, der var gået af led og sådan forskelligt. Det var lidt svært, for operationsgangen kunne ikke bruges, så det var fødestuen, der blev lavet om til operationsstue med det, vi havde. Det gik meget godt, og der var et udmærket samarbejde.

Vi arbejdede en uges tid på den måde, at fem af os blev der om natten, og de andre kørte væk. Det er egentlig et lille sygehus, men vi syntes det var meget stort at være ene på. Alle de andre afdelinger - alt var tomt. Funktionærboligerne stod også tomme, og der blev skudt omkring os, nej det var ikke rart.

Efterhånden, efter 8-10 dage begyndte det at hjælpe, nogle af stuerne var kommet i orden og vi kunne tage imod patienter, og så blev det mere normalt.