Sygeplejeelev på Give Amts Sygehus under den spanske syge

En ung sygeplejeelev oplevede den spanske syge på Give Sygehus 1918

Sygeplejepersonalet på Give Amts Sygehus
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 941216f002

Mette Christensen begyndte på sygeplejerskeuddannelsen 1. maj 1918 på Give Amtssygehus. Hun blev kaldt frk. Klattrup, fordi der i forvejen var en Mette Christensen blandt eleverne. Hun har kun været førsteårselev, da den spanske syge ramte i efteråret 1918.

”Det var jo netop i den alvorlige tid, hvor den spanske syge raserede så alvorligt. På skift blev vi sendt på Epidemien som afløser. Overlægen kaldte det ”at komme til fronten". Det fik også jeg prøvet. Epidemien var en træbarak, der lå bag ved sygehuset med plads til 25 patienter. Sygeplejersken var helt alene om dagen med en gangpige til hjælp. Jeg skulle så være nattevagt. ”Lad være med at kalde, kun hvis der sker noget”. Første aften blev en mand indlagt lige fra sit arbejde på teglværket, i blå sømandstrøje og arbejdsdress. Han var pludselig blevet så syg og blev indlagt på Epidemien, hvor han fik en indsprøjtning med det samme. Han var så uklar, at vi slet ikke kunne skifte tøj på ham. Det gjaldt om at få ham til ro. Samme nat døde han uden at være kommet til bevidsthed. Jeg måtte da have ham vasket og skiftet tøj - jeg stod alene med den døde mand, samt de øvrige patienter. Når klokken ringede - så var det fra og til - ingen hjælp at kalde på, men rådvild har jeg aldrig været.

Hele personalet på Give Amts Sygehus
Caption 
Hele personalet på Give Amts Sygehus
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 941216f001

Da afdelingssygeplejersken efter mit opkald havde konstateret, at manden var død, gik hun atter til ro. Hendes dage var mindst ligeså krævende på grund af den alvorlige sygdom blandt personalet.

Jeg fik manden gjort i stand, han lå i en leddeløs spiralseng. Alt imens jeg løb efter klokkerne, fortsatte jeg med at gøre den døde i stand, som forskrifterne byder.

Da nattevagten, og hvad dermed følger, var overstået, måtte jeg sammen med portøren bære den døde mand i en lukket båre over i kapellet, der lå nær ved Epidemien, hvor båren stod, til kisten var fremskaffet.

Kl. 17.00 måtte jeg på grund af de usædvanlige forhold igen møde på arbejde. Den første opgave var at lægge den døde i kiste.

Derefter flyttede vi en meget dårlig tolvårs pige ind på samme enestue, også hun døde hen på natten. Atter måtte frøken Jørgensen afbryde sin tiltrængte hvile. Gentagelse med patienter i kapellet om morgenen, inden jeg forlod vagten - op kl.17 for at lægge den lille patient i kiste, inden vagten begyndte.

Tredje aften sagde frøken Jørgensen til mig, ”Frøken Klattrup, i nat er der ingen, der må dø". Klokken fire ringede det voldsomt fra en af stuerne. En ung mand, der var kronisk syg med tuberkulose, havde haft lungebetændelse og en lettere form for spansk syge. Han havde fået så voldsom åndenød, "Luk vinduerne op”, sagde han. Inden jeg nåede at foretage mig mere, var han død. Jeg nåede lige at tilkalde frøken Jørgensen, men der var intet at gøre, manden var død.

Nu kan man spørge, hvorfor blev der ikke tilkaldt en læge? Reservelæge havde vi jo, men den voldsomme sygdom indenfor hospitalets personale gjorde, at vi havde fået besked på kun at kalde, hvis vi ikke selv kunne klare det. Overlæge Haldboe havde desforuden en omfattende landpraksis. Biler var der ikke, så det foregik per hestevogn.

Tit, når man havde nattevagt, kunne overlægen komme ned ved 2-3-tiden, når han usigelig træt kom tilbage fra sin omfattende landpraksis, og spørge, om der var noget særligt. Vi gennemlevede en underligt alvorlig tid. Kirkeklokkerne hørte man gang på gang om dagen, der var tit begravelse flere gange om dagen.

Epidemien kostede mange menneskeliv, særlig de unge gik det så hårdt ud over. Ved en obduktion blev det klarlagt, at sygdommen udartede sig ved små mørke bylder på lungerne. Det blev bekræftet, da en afdelingssygeplejerske fra Vejle Amts og Bys Sygehus døde af sygdommen. Hun havde bedt lægerne at obducere, når hun var død, for om muligt at løse den frygtelige gåde. Det var omkring november 1918.

Min søster Marie skulle holde bryllup den 20. november. Jeg havde længe glædet mig til det og af min sparsomme løn fået syet en ny kjole til festen. I sidste øjeblik fik jeg ikke lov at rejse, for sygehusets personale måtte ikke bidrage til at sprede smitten. Det var selvfølgelig en skuffelse, men også det tog man uden at beklage sig. Livet gik videre. Kravene i hverdagen var så store, at der ikke var tid til at standse op for så lidt.”

Kilde: Dansk Sygeplejehistorisk Museums arkiv reg.nr. DSHM