Sygeplejerske i krigsfangelazaretterne i Hald og Horserød

I Danmark oprettede Røde Kors to lejre for syge krigsfanger, der blev udvekslet mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland. Til formålet blev Hald- og Horserød-lejrene opført i 1917, lejren i Hald var forbeholdt tyske og østrigske krigsfanger, og lejren i Horserød var forbeholdt russiske fanger. (1) Her arbejdede nogle af de danske sygeplejersker, der tidligere havde arbejdet ude i Europa under krigen, blandt andre Valborg Hjorth, der havde arbejdet på et belgisk feltlazaret.

Sygeplejerske i Hald-lejren

Røde Kors sendte med dags varsel Valborg Hjort til lejren i Hald, efter at hun var kommet hjem fra lazarettjeneste i Estland. Hun havde tidligere arbejdet med de russiske krigsfanger i Horserødlejren, så hun var nogenlunde kendt med forholdende. Hald-lejren var nu fyldt op med russiske krigsfanger, den spanske syge var brudt ud, og både patienter og funktionærer lå syge med den smitsomme influenza.

Caption 

Lazaretlejren i Hald uden for Viborg

Attribution 

Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 911028f013

”Den første morgen i lejren svimlede det næsten for mig med arbejdet - hvor skulle jeg begynde og hvor ende. Der skulle gives varme omslag en masse, indsprøjtninger, medicin - få plads til flere dårlige - gå rundt i barakkerne og se, hvem der nødvendigvis måtte indlægges og meget andet. De danske funktionærer lå i deres respektive senge, men til de dårligste russere var der foreløbigt taget to barakker i brug - resten lå og blev passet af kammeraterne. Vi to sygeplejersker skiftedes så til at have dag- og nattjeneste. …

En nat hørte jeg i stilheden en flok russere nærme sig barakken - de blev mere og mere støjende, og jeg havde hjertet i halsen, da de masede ind til mig - men snart forstod jeg, at det var en syg kammerat, de kom med. De var så voldsomme i deres adfærd, at jeg umuligt kunne blive klar over, hvem der var den syge. Jeg bad derfor, om de alle ville gå ud, så kun den syge og hans bedste ven blev tilbage, og så viste det sig, at den sygeste var den eneste, der ikke skreg op. Jeg redte en seng til ham og var snart klar over, at han havde tarmslyng.

Det var på det tidspunkt umuligt at få fat i en læge, da lejrlægen endnu lå syg i den anden ende af lejren. Jeg måtte så handle på egen hånd, men så snart det var muligt, for jeg over på kontoret og ringede til Viborg efter en læge. Lægerne var jo alle overbebyrdede af arbejde, men det lykkedes at hidkalde den læge, der for tiden tilså lejren, når han kunne få tid til det. Lægen stillede hurtigt den samme diagnose som min ringhed, og så fulgte jeg patienten i ambulance - sammen med patientens ven som kronvidne - til sygehuset.

På vejen ind gav patienten sin ven besked om, hvem der skulle arve hans tøj osv., da han ikke ventede at komme tilbage. Da vi kom til stenbroen, blev hans smerter uudholdelige, og jeg var glad over, at han hurtigt kunne komme på operationsbordet. Ved ankomsten bad han om et bækken, som han fik, og så måtte jeg overlade ham i fremmede hænder, da jeg skulle med ambulancen tilbage.

Et par timer senere var der telefon fra sygehuset – det var lægen, der ville meddele mig det videre forløb. Bækkenet var hurtigt blevet fyldt med bændelorme, der åbenbart ikke kunne lide de voldsomme stød på stenbroen, og efter at have kvitteret fire bækkener fulde af orm begyndte han at blive menneske igen og således undgå operation. På sygehuset havde de aldrig kunnet tænke sig, at et menneske kunne gå omkring og indeholde sådan en ormegård, og efter et par dages forløb kom han spadserende tilbage til lejren - syngende af fuld hals og iklædt alt det tøj, som arvingerne således gik glip af.

Vi var kun tre kvinder i lejren: økonomaen og vi to sygeplejersker - senere fik vi en kort overgang to andre sygeplejersker til hjælp. Man spurgte udefra, om vi ikke skulle have en livvagt, når vi ene vandrede rundt i barakkerne, men russerne var veldisciplinerede og holdt selvjustits, og der hændte os aldrig noget ubehageligt”.(2)

Figur 3-75. Lazaretlejren i Hald ved Viborg, Postkort. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Referencer

1. Dansk Røde Kors. Dansk Røde Kors Folkekuranstalt ved Hald 1947 s. 5
2. Valborg Hjorths erindringer DSHM reg.nr. 000378A005