Sygeplejerske i Vestre Fængsel - Horserød - Frøslev

Eli Magnussen deltog i modstandsbevægelsen, hvor hun stod i radiokontakt med englænderne. Det blev opdaget af den tyske værnemagt, og en dag blev hun afhentet af Gestapo.

Frøslevlejren 1945
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 920613f058_side_39
Eli Magnussen 1901 - 1993

Uddannet sygeplejerske på Rigshospitalet 1922-25. 

Der var endnu ikke sundhedsplejersker i Danmark, men på opfordring af Dansk Sygeplejeråd tog hun til Finland og uddannede hun sig til sundhedsplejerske ved Samfundet för Folkhälsan i Helsingfors.

I 1932 blev hun ansat som forstanderinde for Rigshospitalets sygeplejeskole og fra 1938 også for sygeplejen på hospitalet, en dobbeltstilling, hun beklædte indtil 1955. I 1934 blev hun tilforordnet Sundhedsstyrelsen i sygeplejesager og dermed den første sygeplejerske, der fik ansættelse i styrelsen. Hendes første opgave blev at føre loven om statsautorisation af danske sygeplejersker fra 1933 ud i livet.

Under besættelsen gik Eli Magnussen ind i frihedskampen, hvor hun fra sin lejlighed på femte sal ved Sortedamsdosseringen kommunikerede med englænderne. Men signalerne blev opfanget af Gestapo, som internerede hende i Frøslevlejren. I lejren valgte kvinderne EM som barakkens formand, og de gav hende tilnavnet Lejrens Engel.

I 1949 modtog hun Florence Nightingale Medaljen for sin indsats som blot den anden danske sygeplejerske, efter at Lena Tidemand havde modtaget den i 1920.

I 1955 oprettede Sundhedsstyrelsen en selvstændig sygeplejeafdeling, som EM blev den første forstanderinde for.

1950-52 var hun den første Nursing Adviser ved FNs sundhedsorganisation WHO’s regionalkontor i Alexandria, Ægypten.

Ved udgangen af 1970 trak EM sig tilbage som forstanderinde ved Sundhedsstyrelsens sygeplejeafdeling for at nyde en aktiv pensionisttilværelse. Hun døde i 1993, 92 år gammel.

 

Efter befrielsen skrev hun i Tidsskrift for Sygepleje om sine oplevelser under fangenskabet i Vestre Fængsel, Horserødlejren og Frøslevlejren

Eli Magnussen, forstanderinde på Rigs­hospitalet og tilsynsførende sygeplejer­ske i Sundhedsstyrelsen
Eli Magnussen, forstanderinde på Rigs­hospitalet og tilsynsførende sygeplejer­ske i Sundhedsstyrelsen
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 951026f004
"For et par dage siden ringede min dørklokke en tidlig morgen. Jeg gik ud for at lukke op - og pludselig gik det op for mig i sin fulde styrke, den lettelse, den vidunderlige følelse det var at være et frit menneske i et frit land, i et land, hvor der nu herskede tryghed, hvor man igen med tillid kunne åbne sin dør uden at vente forbrydere, Gestapo eller lignende væltende sig ind i ens stue.

Det var den 1. juni 1944 ca. kl. 6.30, det ringede kraftigt. Søvndrukken, kun iført en morgenkjole, lukkede jeg op, og knapt var håndtaget nede, før der stod tre mænd i min entré, "Deutsche Sicherheitspolizei" blev der sagt. Havde jeg været lidt mere klarhjernet, var ironien sikkert straks gået op for mig; men ’Sicherheit’ var nu noget af det, jeg mindst følte.

Mens lejligheden blev undersøgt, fik jeg lov at klæde mig på i mit badeværelse for åben dør og vagt udenfor, det gik derfor hurtigt. Medbringende hvad der var fundet: nogle illegale blade, en ditto bog, min rammeantenne og forskellige papirer, gik turen i bil, eskorteret af fire mandfolk til Dagmarhus [tyskernes hovedkvarter i København], hvor jeg sad i 12 timer på en stol med ansigtet ind mod væggen.

Ved syvtiden om aftenen blev dagens høst, i alt ca. 18 personer, deraf tre kvinder, i en af de så velkendte ’prærievogne’ kørt ud til Vestre Fængsel. En ejendommelig følelse at stå i denne store bygning, som man vel kendte flygtigt udefra, men aldrig havde drømt om at skulle tilbringe et par måneder i som fast pensionær. Igen opstillet med ansigtet mod væggen, til det blev min tur at blive fulgt op, det blev til Celle nr. 287.

Cellen mindede om med sit terrazzogulv og oliemalede vægge om et stort badeværelse, badekarret havde dog indskrænket sig til en lille trekantet kumme med en koldtvandshane. Denne kumme blev nu vores største forlystelser. Her tog man ’bad’ morgen og aften, det gjaldt jo om at være så velsoigneret som overhovedet muligt. Foruden at det forhøjede velværet, gav det selvrespekt, og man ville jo ikke for alt i verden lade sig mærke med, at man var trist og derfor sløvedes og blev ligeglad. Af samme grund blev gymnastik også gennemført hver morgen og sommetider om aftenen med, undtagen de uger, hvor jeg på grund af et dårligt ben ikke kunne være med, og det var virkelig et savn.

Ellers var dagens program: Vækning kl. 6 med råbet "Aufstehen", i Celle 287 var vi allerede vågne, og straks vi hørte råbet, og vagten nærmede sig, slog vi klappen ned, det var signalet til vagten, at man ønskede noget. Det gjaldt nemlig om at komme på toilettet, før det værste ’run’ begyndte.

Madudlevering i Vestre Fængsel under besættelsen
Caption 
Madudlevering i Vestre Fængsel under besættelsen
Attribution 
Fra: Kvinder i bur, af Gerda Ploug Sarp, Vilhelm Priors Forlag 1945

Morgenmad 6.30, middag ca. kl. 13, aften ca. kl. 17.30, men disse spisetider blev langt fra altid overholdt. Maden blev lavet i Alsgades Skole af tyskere, jeg siger med vilje ikke af tysk kok. Den var hverken nærende, velsmagende eller tilstrækkelig.

Formiddagens store begivenhed var gårdturen, de ca. 25 minutters frisk luft hver dag var en stor nydelse. Efter gårdturen smagte ’formiddagskaffen’ fortræffeligt. Takket være mit dårlige ben var der blevet bevilget en halv liter mælk daglig, skænket af Røde Kors, en gave jeg og alle vi, der fik den, var uendelig taknemmelige for; den delte vi efter gårdturen og spiste et stykke tørt rugbrød til. Det var dagens bedste måltid. Efter middag sov vi en times tid.

Tiden gik ellers med mangt og meget. Vi snakkede, diskuterede, fortalte hinanden om vore oplevelser, rejser, uddannelse og meget andet, det var overordentligt interessant. Nu var jeg også særdeles heldig, de tre jeg efter tur boede sammen med, kunne jeg ikke have valgt bedre selv, hjælpsomme, interessante, fornøjelige og glimrende kammerater.

Af og til blev der spærring eller forbud. Det var, hvis der havde været meget sabotage ude i landet, så skulle vi straffes med læse- og rygeforbud - jeg havde nu aldrig haft tilladelse dertil - og brev. Og pakkespærring. Selv biblen blev fjernet, men et sytøj, jeg havde fået endt ind, havde jeg umådelig megen glæde af.

Ellers var dagens lyspunkter, når man skulle på toilettet. Visse tider af dagen, når der var særlig livlig tilstrømning, kunne ventetiden være meget lang, Færdslen måtte så reguleres, og monotont lød råbene gennem fængselshallen: ”Rechts frei”, ”links frei”, ”beide besetzt” osv., og nøglerne raslede, døre smækkede, det var en værdig beskæftigelse for herrefolket at følge os kvinder på toilettet dag ud og dag ind.

På toilettet kunne vi veksle et par ord med medfanger, der var de sidste nyheder skrevet på væggen, der fandt mand den avis eller det blad, der cirkulerede. Stående på det ene toilet blev jeg en gang præsenteret for en folketingsmand på toilettet på den anden side gangen. Kort sagt, der foregik vort ’society-life’.

Besøgene var opholdets store sensationer, og forhørene de mest nervepirrende. Det krævede anspændelse og koncentration, og bagtanken lå altid og lurede. Man måtte ikke vikle sig ind i selvmodsigelser og fremfor alt, man måtte ikke blot antyde, at man kendte andre, ikke røbe noget eller nogen.

Fange i Frøslevlejren nr. 699: Eli Magnussen.
Fange i Frøslevlejren nr. 699: Eli Magnussen.
Foto: Tidsskrift for Sygepleje nr. nr. 20 1945 side 137.
Tre forhør var jeg til i Dagmarhus, i Shellhuset og i Vestre. Jeg led ikke overlast af nogen art, men hånlige og grove var de herrer og ikke særlig velopdragne. De besynderligste spørgsmål skulle jeg besvare. Hvad jeg ville gøre under invasionen, om jeg ikke syntes, det var en meget større opgave at tage ned og passe de tapre tyske soldater ved fronten, end de gamle kællinger på Rigshospitalet osv. osv. Ved andet forhør blev jeg først truet med ti års tugthus i Tyskland, dernæst lovet frihed, hvis jeg kunne skaffe ti danske sygeplejersker til tyske lazaretter,

Klokken 21 var det sengetid, der skulle mørklægges, nøglen blev drejet en ekstra gang om i låsen, hvorfor mon? Den ekstra omgang var ved at gå en på nerverne, og råbene ”Verdunkeln” lød fra etage til etage. Tyskere og råben er uadskillelige.

En morgen blev jeg vækket kl. 3, stå op, pak sagerne sammen. Det var Horserød, det gjaldt, en lang kortege af prærievogne, ca. 100 fanger flyttes en dejlig sommermorgen fra Vestre til Horserød, og alle som en nød turen langs Strandvejen. Vi var syv kvinder og havde en svært bevæbnet vogn for os selv og som særlig begunstigelse hver en taburet at sidde på.

Smilende idylliske Horserød, hvor vi nød synet, særlig af blomsterne, men også det at kunne gå ud ad dørene, at få et bad, at få rigelig, veltillavet, dansk mad, kort sagt: Det var som at komme i himlen, bortset fra pigtråden, men lagde man ikke så meget mærke til i begyndelsen.

I lejren var der lægetilsyn af en rigtig dansk læge - elskeligheden selv, og ikke af en tysk ’Sanitetes’ af profession cykelsmed, som tilfældet var i Vestre. Dejligt ligetil var konsultationen, som alle vi nyankomne gennemgik den første dag. ”Hvad hedder du?”, ”Har du lus?” ”Nå ikke, fejler du ellers noget?” ”Nej”. ”Storartet”. Sådan var onkel Kieler, som alle kaldte ham, og hans indflydelse i lejren var strålende.

Diagnosen var underordnet, når blot informationen var i orden, og det kan man roligt sige, at onkel Kieler sørgede for. Når han kom med sit, ”Ti stille, Charlotte”, så sad vi med øjne og ører på stilke og fulgte med på det hjemmelavede kort, mens onkel Kieler kom med frontrapporterne, og de var altid pålidelige, når de kom fra den kant.

Den 13. august transporteredes 700 fanger fra Horserød til Frøslev, en uforglemmelig oplevelse, så uvirkelig. Var man statist i en film, eller drømte man? Med troppetransportdamperen ’Mars’ fra Helsingør til Flensborg, hvor en uvenlig, truende befolkning afløstes nord for grænsen af vinkende, smilende landsmænd. Frøslev var en halvfærdig byggeplads, barsk, uvenlig, kolde regelrette barakker, i modsætning til de i idylliske omgivelser spredte hyggelige Horserød barakker.

Inden afrejsen havde vi, for at opmuntre hinanden til turen, stiftet foreningen ’Frøslevs Venner’, emblemet var en frø med en slev i munden. Foreningen sygnede hen. 

I Frøslev boede vi to eller tre på et værelse, i Frøslev op til tolv. Tiden gik med lidt rengøring hver tredje dag, vi var jo så mange om det, for eksempel tolv til at gøre vaskerummet rent og lignende. Vi strikkede, læste, syede og stoppede lejrstrømper. Ja, og så blev der lavet formiddagskaffe, eftermiddagste eller begge dele, ristet brød, lavet arme riddere, ja selv pandekager en enkelt gang.

På vej til spisebarakken i Frøslevlejren
På vej til spisebarakken i Frøslevlejren
Fra: Kvinder i bur af Gerda Ploug Sarp. Vilhelm Prios Forlag 1945
Maden var i øvrigt god, her som i Horserød var der dansk forvaltning, som sørgede fortræffeligt for os. Ned til os blev der fra forvaltningen smuglet undertøj, uldstrømper, skindluffer, skihuer og senere lange blå slag, alt sammen til uddeling til dem, der trængte til det - ja, og cigaretter fik vi af og til.

Lejren havde en vis form for selvstyre, for hver barak havde en barakformand, og hele lejren havde en lejrchef med sin næstkommanderende, kaptajn Digmann, storartede var de, og de havde et glimrende tag på at forhandle med tyskerne. De fik sikkert vristet de fordele ud af dem, som det overhovedet var muligt at fremskaffe.

Stor var jublen, når kaptajn Digmann kom over i kvindebarakken med cigaretter, og vi hørte opmærksomt på ham, når han holdt en af sine taler for at opfordre til ro og orden. Det var nærmest, når samtalerne ved pigtråden blev alt for livlige.

Ja, den pigtråd - der var kun levnet os plads som en hønsegård til at røre os på. Vi lå der som en lille ø i det ene hjørne af den store lejr. Mændene kunne gå over det hele, vi kiggede tit noget misundeligt på dem, når de travede deres lange ture. Hos os gik det rundt og rundt om den samme barak, hvor antallet af kvinder steg fra 34 til 82.

Af og til kunne jeg gribe mig i at længes tilbage til Vestre Fængsel, dette aldrig at kunne være alene var en hård belastning, og dog havde jeg mindst af alle grund til klage. Ingen familie var afhængig af mig, ingen forretning gik nedenom, mens jeg sad, og ingen af min familie sad på den anden side af pigtråden eller var andre steder i Gestapos kløer, og så havde jeg et arbejde.

Tre gange daglig delte jeg medicin rundt i kvindebarakken, mest vitaminpræparater, som alle, der kom fra Vestre, straks fik i fast ordination. Små sår skulle forbindes, af og til skulle der gives en indsprøjtning. Et stykke tid havde jeg tre til fire massagepatienter, og stuegang skulle også klares, her havde vi, som i Horserød, en dansk læge, der dagligt kom i kvindebarakken. Dertil kom, at vi vaskede storvask en gang om ugen, og foruden vores eget tøj, vaskede, strøg og reparerede for en tre-fire ’vaskekærester’, så man kan forstå, at der var nok at gøre.

Det var da således en helt behagelig tilværelse, vi førte i Frøslev - ja til en vis grad. Men - og er var et meget stort men - der var usikkerheden, måske ikke så meget for en selv som for kammeraterne. Da først transporterne til Tyskland begyndte i september, følte ingen sig sikker. Senere, da rygterne begyndte at komme om først den så den anden af kammeraterne, der døde dernede, blev utrygheden, ja uhyggen større og større.

Den kulminerede, da de første betjente  kom hjem, og vi af deres spredte skildringer forstod, hvad vore kammerater eller deres familie måtte gennemgå i Tyskland. Det var et frygteligt pres på den, der havde en mand, søn eller bror på den anden side af pigtråden.

Hvor var de tapre, de kvinder, både når det gjaldt dem selv, og når det gjaldt deres familie. Hvor jeg beundrede dem, og hvor er jeg taknemmelig over at have lært dem at kende. Den kammeratskabsånd, der herskede, enten det var i Vestre Fængsel, hvor de mandlige fanger hjalp med ved rengøring og maduddeling - altid hjælpsomme, altid opmuntrende - eller i Frøslev. Kunne de skaffe os en opmuntring, kunne de hjælpe, så blev det gjort.

Morgen i kvindebarakken i Frøslevlejren
Caption 
Morgen i kvindebarakken i Frøslevlejren
Attribution 
Fra: Kvinder i Bur, af Gerda Ploug Sarp. Vilhelm Priors Forlag 1945

Et synligt bevis for den mest opfindsomme solidaritetsfølelse var fødselsdagene. Fødselsdagsbarnet blev overvældet med gaver. Først en kunstfærdigt tegnet adresse med alle navnene, og så gaver med og uden poetiske påskrifter, med eller uden kunstfærdig opstilling eller indpakning, og hvilket udvalg. Selv efter fem-seks ugers pakkespærring var gaverne og ideerne stadig mangfoldige, lige fra wc-papir, cigaretter til broderede lommetørklæder, undertøj med meget mere.

Da jeg, endnu mere overraskende end min anholdelse, blev frigivet, oplevede jeg næsten det sværeste, det tristeste øjeblik under mit fangenskab. Det at pludselig selv at være fri og så se alle sine kammerater stå tilbage i lejrens fjerneste krog, i den lille hønsegård, da følte man det, som om man svigtede dem, som om man løb fra sin pligt. Naturligvis blev man glad - man nød atter at være fri for pigtråden og de råbende, skældende soldater, men inderst inde gnavede det, og begærligt erfarede man nyheder fra lejren, når de forskellige blev løsladt. Først nu er trykket endelig hævet.

Disse syv måneder har i uendelig høj grad lært mig, hvad venlighed, hjælpsomhed og godt kammeratskab betyder for os alle. Gid detmå blive nogle af grundpillerne i det nye Danamrk, vi skal bygge op."

Eli Magnussen

Tidsskrift for Sygepleje nr. 21 1945 s. 136-139

 

 

[1] Politiet var blevet interneret og sendt til tyske koncentrationslejre i september 1944. De blev hentet hjem til Danmark med de allerførste hvide busser- fra december 1944.