Sygeplejeelev på Aarhus Amtssygehus 1933-36

 

Tinne blev elev på amtssygehuset i Aarhus i 1933. Inden da havde hun været ung pige i huset og 5 måneder på Børkop Højskole, der i 1927 var begyndt at give kurser som forberedelse til sygeplejerskeuddannelsen.

På Børkop herskede forstanderinde Maren Grosen, som Tinne beskriver som ”en meget dejlig kvinde. Frk. Grosen var meget moderlig overfor os 80 elever, men der skulle være orden i tingene. Hun forberedte os på, at vi kunne vente lidt af hvert, når vi kom på et eller andet sygehus.”

Aarhus Amtssygehus

”På Aarhus Amtssygehus var forstanderinden og de fleste af afdelingssygeplejerskerne diakonisser, men de var hverken værre eller bedre end andre sygeplejersker.”

”Jeg begyndte hos søster Petrea på medicinsk afdeling. Noget af det første, hun sagde til mig var, at jeg ikke skulle blive forbavset, hvis hun pludselig skældte mig ud for noget, jeg slet ikke havde noget med at gøre.”  

”For når jeg bliver gal”, sagde hun, ”så skælder jeg ud på den første, jeg møder.”

”Nå, så vidste jeg da det, men det var værst, hvis nogen, der ikke kendte hende, overværede det, for man måtte jo ikke sige imod.”

”En gang bød hun mig at tage en voksen kvinde op fra en stol og lægge hende i seng. Damen, jeg skulle løfte, var tynd, men ualmindeligt høj. Det var den første patient, jeg skulle løfte alene, og jeg vidste, at hun sprællede med arme og ben, fordi hun var bange for, at man skulle tabe hende.

Jeg sagde, at jeg ikke turde, og at jeg ikke vidste, om jeg kunne. Søster Petrea sagde: ”Det er der ikke noget, der hedder. Det er bare med at komme i gang.”

”Nå, det gik heldigvis også.”

”Vi havde 12 timers arbejde: Om dagen fra kl. 6. Vi havde to fritimer og var færdige til at gå fra afdelingen kl. 20.30. Vi drak kaffe sammen, inden vi gik."

”Så skulle der læses lektier. Det var vi ikke meget oplagte til efter en lang og travl arbejdsdag. Vi faldt tit i søvn over bogen. Vi sagde, at anatomibogen var den bedste sovemedicin.”

”Vi havde en ugentlig fridag. Som elever skiftedes vi til at have nattevagt – 14 nætter à 12 timer fra kl. 20 til kl. 8 næste morgen.”

”Efter 10 måneder hos søster Petrea kom jeg til søster Gerda på kirurgisk afdeling. Det var lige op til påske. Når vi havde redt senge, skulle vi tørre støv af over det hele med en hårdt opvredet klud. Påskedag kom søster Gerda ind og spurgte, om jeg havde været oppe i vindueskarmen for at tørre af.

”Nej” sagde jeg, ”jeg havde lov til at komme lidt nemmere om ved  rengøringen på søn- og helligdage hos søster Petrea.”

”Nej” sagde søster Gerda, ”sådan er det ikke her. Så måtte jeg op i vindueskarmen og tørre alle sprosserne af.”

”En dag, hvor jeg havde fritime fra kl. 9 til 11, var jeg knap nok færdig med det, jeg skulle nå. Der var jo også lidt ekstra med et bækken, et glas vand eller lignende, klokkerne skulle jo passes ind i mellem.”

”Jeg fortsatte til nogle få minutter over 9, men så kom søster Gerda og spurgte, hvorfor jeg ikke gået. Jeg sagde, at jeg knap nåede at blive færdig. Så sagde hun, ”Det er der ikke noget, der hedder, så er det bare med at få mere fart på.”

Den værste afdelingssygeplejerske, jeg havde, var Frk. Mogensen. Patienterne og alle vi andre nød, når hun havde fridag. En af patienterne stod en gang ude på gangen og sagde højt, ”Fred hviler over land og by!”

”Det værste var, at man ikke skulle gøre tingene ens fra gang til gang. Så man vidste aldrig hvordan.”

”En gang tog Frk. Mogensen mig med ind i linneddepotet og skældte mig ud, mens de andre sang to ret lange julesalmer ude på gangen som aftensang. Jeg kunne ikke indse, at jeg havde gjort noget galt, men det nyttede ikke at svare imod, så hun blev ved.”

”Jeg var 3. årselev, ellers tror jeg ikke, jeg havde klaret det. Mine kammerater, som havde været hos hende før, sagde til mig, inden jeg startede, ”Du skal ikke blive forskrækket, hvis hun siger til dig, at hun ikke kan bruge dig. Det har hun sagt til os alle sammen.”

”Da jeg havde fået skældud så godt som hver dag i seks uger, havde jeg efterhånden fået mindreværdskomplekser. Så jeg gik til Frk. Mogensen og sagde, at jeg ville gå over og tale med forstanderinden. Hvis jeg var så umulig, som hun gav udtryk for, så blev der aldrig en ordentlig sygeplejerske ud af mig, og så ville jeg holde op straks.”

Frk. Mogensen svarede, ”Men Frk. Møller, jeg har jo altid været så glad for Dem.”

”Siden da var der aldrig noget i vejen. Alt, jeg gjorde, var godt. Frk. Mogensen var den eneste afdelingssygeplejerske, der holdt en afskedsfest for mig, endda en meget fin fest.”

”Derefter kom jeg på røntgenafdelingen. Der havde jeg min alle tiders bedste afdelingssygeplejerske.

Hun inviterede os somme tider ind til en hyggeaften hos sig privat. Hun var meget kammeratlig over for os, men alligevel bestemt.”

Øvrige arbejdsliv

Efter endt eksamen i 1936 skulle Tinne som de fleste nyuddannede sygeplejersker den gang supplere psykiatri og obstetrik, sindssygepleje og barselspleje, som det hed.

Først to måneder på Fødselsstiftelsen i Aarhus. ”Vi fik ingen løn, men kost og logi. Vi havde også fri uniform og vask, men det var først lige blevet indført, da jeg begyndte der. Før måtte de supplerende selv sørge for det.”

Derefter 6 måneder på Sindssygehospitalet i Aarhus, Risskov. Her fik hun interesse for psykiatri og de mere skæve eksistenser.

Efter nogle år som hjemmesygeplejerske blev Tinne natsygeplejerske på Vejle Amts og Bys Sygehus i 13 år.

Sidst i 1950’erne søgte Tinne over i det, der den gang hed Statens Åndssvageforsorg, hvor hun arbejdede, til hun fyldte 70 år. Først i Ribe og de sidste år i Silkeborg.

Ud over sin sygeplejerskeuddannelse var Tinne uddannet organist og spillede i kirker og til højtider på sygehusene. Hendes tro var bærende for hende, og hun forsøgte sig med en roman om kærlighedens magt, der blev sendt til et forlag, hvor den blev afvist og derfor endte i skrivebordsskuffen. ”Jeg trøstede mig med, at Kaj Munks første bog også var blevet afvist.”

Nu ligger manuskriptet i museets arkiv.