Bombardementerne af Nexø den 7. maj 1945

Den 7. maj begyndte russerne først at bombe tyske skibe i nærheden af øen, dernæst tyske skibe i havnene. Senere på dagen blev Nexø bombet under et 15 minutter langt angreb, efterfulgt af et nyt angreb klokken 18.45. Det samme skete i Rønne. I alt blev ti bornholmere dræbt og 23 såret. Efter den anden bølge iværksatte man i både Nexø og Rønne en storstilet evakuering, så da bombardementerne igen begyndte dagen efter, gik der ingen menneskeliv tabt i den omgang, men de materielle skader var enorme. I Rønne var kun få ejendomme gået fri af i alt ca. 3000 huse, og i Nexø var praktisk alle 900 ejendomme beskadiget.¹ 4.500 bornholmere var med et slag blevet hjemløse, og mange havde kun det, de gik og stod i. ^2,3

Caption 

Nexø Torv efter slukningen af brandene den 9. maj 1945

Attribution 

Nexø Museum

På Nexø Sygehus oplevede Anna Maria Kjøller bombardementerne på nærmeste hold. Hun havde været elev på Nexø Sygehus i et år i 1942 og var ved at gøre sin uddannelse færdig på Åkirkeby Sygehus.

På bombedagen var jeg taget fra Åkirkeby for at besøge min forlovede og hans forældre i Nexø. Vi cyklede lidt rundt, og da vi var nede på stationen, kom de russiske rekognosceringsmaskiner ind over byen. Der blev rettet antiluftskyts imod dem, for der var jo fuldt af tyskere ude i skoven. Min forlovede udbrød, ”Det er russerne, nu bliver der ballade!”

Da vi var kommet hjem og skulle til at spise, begyndte bomberne at falde. Det første, der blev ramt, var advarselssirenen, så der var intet luftvarsel. Der blev bare bombet.

Vi kom alle sammen ned i kælderen, og min svigerfar og min kæreste prøvede at stive lidt af med et eller andet. Så holdt det op igen, og vi gik op. Mine svigerforældre havde en forretning på torvet, og begge udstillingsvinduer var fuldstændig smadret.

Ude på torvet var der en, der råbte til mig, ”Se at komme ind på sygehuset”, og jeg fik et lift med en bil. Hvor den kom fra, aner jeg ikke, der kørte jo ellers ikke biler.

Da jeg kom ind på Nexø Sygehus, var der vild forvirring, og de var i gang med at sende patienter hjem. Elektrikeren var der, for strømmen var gået. Han fik sat nødstrømmen til, men vi kunne ikke få røntgenapparatet til at virke. Vi havde overhovedet ikke røntgen til alle de brud, der kom ind hele dagen.

Hele eftermiddagen kom den ene efter den anden på operationsbordet. Skønt jeg manglede to måneder af min uddannelse, blev jeg sat til at give narkose hele dagen. Der var jo ikke andre til at gøre det, det foregik på åben maske med æter. Jeg var selvfølgelig blevet undervist i det mange gange, og oversygeplejersken havde frygtelig travlt, det var jo kaos det hele.

En anden elev blev sat til at være sekretær, så patienterne kunne blive registreret. Det kunne jo ikke nytte, at de ikke var registrerede, hvis de døde, og det gjorde de jo, i massevis.  

”Der var meget hårdt brug for hjælp, og der kom så nogle sanitetsfolk ind for at klæde patienterne af, efterhånden som de kom ind. Jeg husker tydeligt en dame, der havde syv kjoler på, som de fik de klippet af hende. Hun havde bundet penge og smykker ind i tøjet. De måtte klippe det af hende, for hun havde dysenteri og var fuldstændig fyldt med afføring og lugtede forfærdeligt. Det var en af flygtningene.

Jeg ved ikke, hvor de alle sammen kom fra, de væltede bare ind. Det var umuligt at følge med i det hele. Overlægen og operationssygeplejersken på Åkirkeby Sygehus kom til hjælp på Nexø Sygehus hen på eftermiddagen. De fik tildelt badeværelset, hvor de tog sig af de mindre skader. Senere på aftenen kom også lægerne fra Allinge. Dengang var der jo sygehuse i Rønne, Nexø, Allinge og Svaneke.  

Der kom en mand ind, hårdt såret, og fik amputeret det ene ben, og det andet blev lagt i gips. Vi var lige færdige, og vi troede, at det hele var overstået. Lægerne havde taget deres masker og kitler af og var gået ud, og jeg stod alene tilbage med gipsbenet, til det blev helt tørt.

Portørerne kom ind og skulle til at køre ham ud, da jeg pludselig kiggede ud ad det store operationsvindue og så, at bomberne begyndte at falde igen. Så blev der råbt, ”Så er det afsted. Frøken Michelsen, så er det afsted”, og så måtte jeg gå i beskyttelsesrum.

Vi skulle udendørs for at komme derover, og det regnede med tunge, tomme patronhylstre fra antiluftskytset. Men vi kom over i beskyttelsesrummet, hvor der også sad en ung kone, der havde født om natten. Hun sad og jamrede, ”Mit barn, mit barn”, og oversygeplejersken trøstede hende, ”De skal ikke være nervøs, dynen beskytter jo barnet”. ”Jamen, dynen sidder jeg med her”. Hun havde bare grebet dynen og lade barnet ligge.

En portør måtte op og hente barnet ned. Vi var kun i kælderen en halv times tid. Jeg tror, det var den eneste gang, vi gik i beskyttelsesrum på Nexø Sygehus. Det var en frygtelig dag. Jeg husker så tydeligt, da vi var ved at være færdige om aftenen, og oversygeplejersken kom og sagde: ”Der er lige en øl til jer i køkkenet”. Dengang drak jeg ikke bajersk øl, men NEEEJ, hvor det smagte godt. Vi havde intet fået hele eftermiddagen”.

Caption 

Nexø efter bombardementerne. Kirkestræde ved Nygade den 10. maj 1945

Attribution 

Nexø Museum

Jeg var hjemme i Åkirkeby ved midnat, jeg var dødtræt. Da jeg vågnede næste morgen, opdagede jeg, at mine fingre var fuldstændig smurt ind i blod. Den næste dag, tirsdag den 8. maj kunne vi på Åkirkeby Sygehus høre, at der blev bombet nede over Nexø igen.

Hele gader brændte og mange, mange huse, men der var ingen mennesker i byen, de var blevet evakueret. Det var forfærdeligt at komme ned og se det igen bagefter.

Onsdag morgen kom hele personalet fra Nexø Sygehus op til Åkirkeby med deres patienter, og de blev hos os, fordi tyskerne overtog Nexø Sygehus. Jeg husker, at Hempler-Jørgensen [overlæge på Nexø Sygehus] sagde, at den soldat, der kaldte sig overlæge, så ud til at være bare sytten år.

Det var så godt vejr, at vi i fritimerne lå på en mark lige overfor sygehuset og hørte, hvordan de bombede skibene ude ved Christiansø. Der blev sænket en masse tyske flygtningeskibe og andre skibe rundt om Bornholm under krigen, ingen ved hvor mange.

Flygtningene kom fra Tyskland, og der var tusindvis af flygtninge i Almindingen på det tidspunkt, syge, lasede, lusede, forsultne flygtninge, der ikke havde fået mad i flere dage.

Vi havde en kvindelig gigtpatient liggende, der var god til tysk, så der blev sendt bud til overlægen, om hun måtte komme ind i Almindingen og tale til de tyske flygtninge. Der var ved at gå panik i dem på grund af sult. Hun blev så taget ud af sengen, fik tøj på og blev kørt ind i Almindingen. Hun sagde til dem, at der snart ville komme et måltid mad, jeg tror, det var havregrød. Så blev hun kørt hjem i seng igen.

Onsdag den 9. maj gik russerne i land. Den første patruljebåd, der blev sendt ind, blev beskudt ude på vandet, og en russisk soldat blev hårdt såret. Han blev kørt på en lastbil ind til Åkirkeby Sygehus.

Jeg husker lige så tydeligt, at vi var et par stykker, der stod ude på gangen, da der kom et par russere ind. Vi kunne ikke forstå et ord af, hvad de sagde. Den ene stod og pegede forskellige steder på låret, og vi tænkte, ”Han mener nok, at kammeraten skal have amputeret benet et af de steder.”

Han kom så på operationsbordet. Det var en virkelig mærkelig operation, for han fik direkte blodtransfusion fra en elev, der lå på en båre, som vi skubbede rundt med, så lægerne kunne komme til at operere. Transfusionen gik direkte gennem en slange fra den ene til den anden, det var meget underligt. Patienten døde næste dag, men jeg ved ikke, hvad de gjorde af ham, for jeg har ledt på den russiske kirkegård i Allinge, men der er han ikke.

De tyskere, der var indlagt hårdt sårede på Nexø Sygehus blev flyttet til Åkirkeby Sygehus, hvor de første fik en seng, for alle danske patienter var så vidt muligt blevet sendt hjem. Resten fik madrasser, som blev lagt ind på stuerne. Jeg husker tydeligt en tysk soldat med et lungeskud, der lå og rallede. Pludselig rejste han sig op og sagde, ”Heil Hitler”, så faldt han bagover, blodet stod ud af ham, og han var død. Det var meget, meget barskt.

Den næste lørdag blev de alle sammen kaldt til Rønne havn, hvor alt, hvad der kunne sejle, fiskerbåde og skibe, ventede på dem.  De blev hentet med krykker og det hele og sendt ombord. Alle tyskere på øen blev sejlet væk. Så blev vi fri for dem.⁴

Caption 

Tyske tropper i Rønne efter kapitulationen på vej gennem den ødelagte by for at blive sejlet til Kolberg i Tyskland (nu Polen)

Attribution 

Frihedsmuseet

Referencer

1. Christensen, Claus Bundgaard, Lund, Joachim, Olesen Niels Wium, Sørensen, Jakob 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 668
2. Gaarskjær, Jesper 2014, Bornholm besat. Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig side 57
3. Christensen, Claus Bundgaard, Lund, Joachim, Olesen Niels Wium, Sørensen, Jakob 2015, Danmark besat, Krig og hverdag 1940-45 side 667
4. Transskriberet interview. Elev på Nexø og Åkirkeby Sygehuse reg.nr. 000535A003