Sygeplejerskernes Hus

På hjørnet af Tagensvej og Fensmarksgade i København, skråt overfor Rigshospitalet, ligger Sygeplejerskernes Hus. Et kæmpestort trefløjet rødstenskompleks i fem etager, der i dag rummer 130 boliger for PKA-medlemmer.  Sygeplejerskernes Hus blev indviet i 1932 og var en triumf for Dansk Sygeplejeråd, der her realiserede en gammel drøm om at sikre gode boliger til pensionerede sygeplejersker.

Et hjem for udtjente sygeplejersker bliver til

Sygeplejerskernes Hus står som et historisk vartegn over sygeplejerskernes kamp for anstændige arbejds-, bolig- og pensionsvilkår.

I 1919 slog DSR’s formand, Henny Tscherning til lyd for, at der skulle skabes gode boliger for sygeplejersker, når de gik på pension.(1) På det tidspunkt havde Dansk Sygeplejeråd kun eksisteret i 20 år, og foreningen kæmpede på mange fronter for bedre uddannelse, statsautorisation, en anstændig løn og meget mere. Der var på det tidspunkt ca. 3.000 medlemmer, og et byggeri af den størrelse oversteg langt, hvad DSR’s økonomi kunne bære.

Der var brug for at skabe gode boliger til de ældre sygeplejersker. De var pr. definition enlige, fordi en sygeplejerske ikke måtte arbejde på hospitalet, hvis hun var gift. Derudover havde de pligt til at bo på hospitalet, indtil de gik på pension. Når de så forlod arbejdsmarkedet, havde de levet på hospitalet, siden de var elever, og de fleste havde ikke nogen steder at flytte hen.  

Det var op til den enkelte arbejdsgiver at bestemme pensionsforholdene, og selv om sygeplejerskerne sparede op til alderdommen af deres yderst beskedne løn, så var der ikke råd til en ordentlig bolig.(1)

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte der at dukke kollektivboliger op i København, ejendomme med små lejligheder og fællesfaciliteter målrettet arbejderfamilier. En af dem var forbeholdt enlige kvinder, Clara Raphaels Hus på Østerbro, som var oprettet på initiativ af Kvindernes Boligselskab i samarbejde med Københavns Almindelige Boligselskab, KAB. Clara Raphaels Hus åbnede i 1920.(2).

På Dansk Sygeplejeråds generalforsamling i december 1919 blev det besluttet, at der skulle bygges et fælleshus for enlige sygeplejersker efter samme model som Clara Raphaels Hus, og at det skulle ske i form af et andelsselskab i samarbejde med KAB. Planen var, at der skulle søges offentlige midler, og det krævede, at de fremtidige beboere skulle indbetale deres andele, for at myndighederne ville støtte foretagendet. Indtil økonomien var sikret, kunne det ikke svare sig at se sig om efter en egnet byggegrund.(3) 

De andele, der skulle betales, var i størrelsesordenen 1.000 til 2.000 kroner, beløb som lå langt over, hvad en almindelig sygeplejerske kunne betale, så det var op ad bakke. Den 1. marts 1920 var fristen for at tegne andele overskredet, og der var langt fra nok, der havde meldt sig. Indvendingerne gik på, at det blev for dyrt, at det var for usikkert - ville huset nogensinde blive bygget, og hvad nu, hvis man fortrød osv. (4)

Der blev arrangeret besøg i Clara Raphaels Hus, så sygeplejerskerne kunne danne sig et indtryk af, hvad det var, man havde tænkt at bygge, og lige meget hjalp det.(5) Ikke desto mindre rykkede medlemmerne utålmodigt for, at byggeriet skulle gå i gang.

I 1924 kunne Dansk Sygeplejeråd melde ud, at byggegrunden var fundet på hjørnet af Tagensvej og Fensmarksgade. Sporvognslinje 10 gik lige til døren, og de fleste af Københavns Hospitaler lå lige i nærheden: Rigshospitalet, Blegdamshospitalet, Bispebjerg Hospital osv.(6) 

Den 27. oktober 1924 fejrede Dansk Sygeplejeråd 25-årsjubilæum, og nogle ledende sygeplejersker opfordrede til en indsamling blandt medlemmerne, så der kunne komme skub i indsamlingen.(7,8)  Det resulterede i, at der blev samlet 2.820,90 kr., hvad der svarer til 84.641,- kr. i dag.(9) Ikke imponerende.

Herefter lå planerne stille i nogle år. Verdensøkonomien var stram efter 1. verdenskrig, og sygeplejerskernes løn stod i stampe. Det er derfor forståeligt, at Dansk Sygeplejeråd afventede bedre tider, før der kom gang i byggeplanerne igen.

I 1929 bevilgede Statsboligfonden 350.000 kr. til byggeriet, og optimismen steg.(10)  Der skulle dog stadig samles 100.000 kr. ind, så Dansk Sygeplejeråds nye formand, Charlotte Munck appellerede til medlemmerne om at komme til lommerne.(11,12)

Grundstenen bliver lagt

Endelig, den 5. december 1930 blev grundstenen til det nye hus lagt. Det var en grå og fugtig dag, men alle sejl var sat til for at gøre begivenheden festlig. Indenrigsminister Bertel Dahlgaard og borgmester Peder Hedebol var til stede, og Dansk Sygeplejeråds formand, Charlotte Munck talte. DSR’s tidligere formand og initiativtageren til byggeriet, Henny Tscherning, murede grundstenen ind. Det var ikke en hvilken som helst mursten, det var en sten fra Københavns Kommunehospital, hvor de første faglærte sygeplejersker var blevet uddannet. Henny Tscherning var selv en af de første.

Under stenen lagde man et blyrør, der indeholdt en glasbeholder med et dokument, et DSR-emblem og et ark papir med Florence Nightingale-løftet. Dokumentets ordlyd er gengivet i Tidsskrift for Sygepleje, hvor man kan læse, at den samlede byggesum løb op i 1½ million kroner (60 mio. kroner i dag), og at der ud over de tidligere indsamlede og bevilgede beløb var blevet bevilget et prioritetslån på en halv million kroner. Økonomien var sikret.(13) 

Nu kom der skred i ansøgningerne om en bolig i det nye hus, og der blev bevilget legater til huslejehjælp fra flere steder.(14,15,16,17) 

Indvielse af Sygeplejerskernes Hus

Den 28. maj 1932 blev husets flag hejst for første gang. Beboerne var flyttet ind, og nu skulle Sygeplejerskernes Hus indvies i nærværelse af Christian X, dronning Alexandrine og prinsesse Thyra (datter af Frederik 8. og dronning Louise).

Der var rejst en overdækket tribune til æresgæsterne, og Charlotte Munck talte som Dansk Sygeplejeråds formand, mens Henny Tscherning havde måttet melde afbud på grund af sygdom. Der var sang og musik og efterfølgende rundvisning i hele huset og om aftenen var der fest for 450 af Dansk Sygeplejeråds medlemmer. Alle var enige om, at det havde været en god og værdig indvielse efter de mange års slid for at få huset op at stå. Alle lejemål i huset var besat, og ventelisten voksede, så der var god grund til at feste.(18) 

Husets indretning

Huset var bygget som en neoklassicistisk åben storgårdskarré, der åbner sig mod syd for at slippe sol og luft ind i alle lejligheder.

De to sidefløje var indrettet med gennemgående korridorer, som alle lejligheder vendte ud til. Den midterste fløj var indrettet med traditionelle trappegange med de større lejligheder og kontorlokaler.

Der var 150 etværelses lejligheder med en sovealkove, tekøkken og WC med brus, 8 etværelses- med kammer, 42 toværelses- og 6 treværelses lejligheder. I alt 206 lejligheder. Alle lejligheder havde nedstyrtningsskakt, varmt vand, centralvarme og hustelefon til ejendommens portner. Derudover var der elevatorer, en badeanstalt, et vaskeri med tørreskabe og et fællesbibliotek skænket af kassekontrollør P. Winge og en butik. Der var også en restaurant, hvor husets beboere og andre kunne indtage deres måltider.

Ydermere var det indrettet gæsteværelser på 5. sal til brug for sygeplejersker fra provinsen, der havde ærinde i København. Også de var forsynet med en hustelefon, så man kunne ringe ned i restaurant og bestille sin mad, der blev bragt op med en madelevator.(19) 

Sygeplejerskernes Hus var et fælleshus i tidens ånd med mulighed for at tage del i fællesskabet, men også for at kunne trække sig tilbage sin egen lejlighed.(2, 13)

Administrationen af ejendommen blev overdraget til Københavns Almindelige Boligselskab, KAB.

Mindetavlerne over Henny Tscherning og Charlotte Munck

I haven ved Sygeplejerskernes Hus kan man i muren se to bronzeplader. Den ene bærer teksten ”Henny Tscherning nedlagde grundstenen til Sygeplejerskernes Hus 5. december 1930”, den anden ”Charlotte Munck foretog indvielsen af Sygeplejerskernes Hus 28. maj 1932”.

Charlotte Munck døden den 28. juli 1932, og ni dage efter døde Henny Tscherning den 6. august 1932. Det var et chok for hele Dansk Sygeplejeråd, der her havde mistet to store førerskikkelser. Der stod ikke en ny formand og ventede i kulissen, og det gav store dønninger i foreningen det næste årti - men det er en anden historie.

For at mindes de afdøde formænd, der begge havde en stor del af æren for opførelsen af Sygeplejerskernes Hus, blev de to mindesten under en højtidelighed afsløret den 5. juni 1934.(20) 

Dansk Sygeplejeråds kontorer

Dansk Sygeplejeråds kontor havde siden starten ført et omflakkende liv på forskellige adresser i København. De første år havde det til huse i Kronprinsessegade ved Kongens Have, dernæst i Frederiksborggade i indre by og derfra i 1928 i Trommesalen på Vesterbro.

Planen var, at der skulle indrettes et nyt kontor i Sygeplejerskernes Hus med indgang fra Fensmarksgade.

Ved indvielsen var kontoret flyttet ind, og her blev det indtil 1967, hvor det flyttede til en ejendom i Vimmelskaftet på Strøget. I 2005 flyttede det igen, denne gang til Kvæsthuset på Sankt Annæ Plads ved Københavns havn.

I 1981 åbnede Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning i lokalerne i Sygeplejerskernes Hus, hvor det havde til huse, indtil instituttet lukkede i 2000.

Pensionskassen overtager Sygeplejerskernes Hus

I 1981 blev ejendommen overdraget til PKA, der har stået for drift og vedligeholdelse siden. I dag er bygningerne dømt bevaringsværdige i klasse 2, der er forbeholdt bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler inden for deres slags. Det betyder, at der stilles store krav til bygningsmaterialerne, når bygningerne skal vedligeholdes og renoveres. I forbindelse med den nylige udvendige renovering stillede det særlige krav til de nye vinduer, der skulle sættes ind. Resultatet er meget vellykket, og det er ikke til at se forskel på de oprindelige vinduer og de nye.