Hjemmesygeplejens historie

Hjemmesygepleje var fra starten en virksomhed baseret på privat velgørenhed, selv om det offentlige tidligt måtte træde til med lidt økonomisk støtte til de små sygeplejeforeninger.

Hjemmesygeplejerske i København skifter et skinnebenssår hos en patient, ca. 1950
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f559

Hjemmesygepleje - i starten en offentlig-privat opgave

Sygepleje i hjemmene er blevet udøvet siden menneskehedens begyndelse, hvorimod den professionelle hjemmesygepleje først tog form i den sidste halvdel af 1800-tallet, hvor den sociale nød blev meget synlig. På landet så man en tiltagende proletarisering, fordi antallet af små husmandssteder og landarbejdere og jordløse husmænd steg. Mange af dem levede i ekstrem fattigdom og valgte at søge ind til de store byer for at søge arbejde i de nye industrier, der voksede frem.(1) Det førte til boligspekulation og en eksplosiv byggeaktivitet, og specielt i Københavns nye brokvarterer så man nye boligkarréer skyde op med dårlige, mørke og trange boliger, hvor infektionssygdomme som tuberkulose, difteri og tyfus florerede. For en børnerig familie var det en økonomisk katastrofe, hvis far blev syg og mistede sit arbejde. 

Med Grundloven i 1849 var det ellers bestemt, at det offentlige skulle hjælpe den, der ikke kunne forsørge sig selv og sine. Vel at mærke med den konsekvens, at vedkommende mistede sin valgret. Det blev stadfæstet i Fattigloven af 1891, der skulle sikre offentlig hjælp til alle former for trang, også i tilfælde af sygdom, dog stadig med fortabelse af valgret og valgbarhed. Det var derfor forbundet med skam og stigmatisering at komme under fattigvæsenet, og de fleste forsøgte desperat at undgå det.(2) 

Ud over fattigvæsenet var der kun hjælp at hente i den private velgørenhed. Op gennem 1800-tallet voksede der et mylder af private foreninger frem, der på frivillig basis finansierede og drev forskellige hjælpeinstitutioner for forsømte børn, frigivne fanger, blinde, åndssvage og andre grupper af nødlidende. Fra 1860erne begyndte velgørenhedsarbejdet også at rette sig mod hjælp til fattige arbejderfamilier, og der blev oprettet en række understøttelsesforeninger, der ved hjælp af et grundigt kontrolapparat sikrede, at kun de værdigt trængende fik hjælp. At være værdigt trængende betød, at man skulle være uden egen skyld i den situation, man var kommet i.(3) 

De velgørende foreninger blev i overvejende grad dannet og drevet af initiativrige kvinder i de højere lag af samfundet. Disse kvinder var ikke velkomne i de mandligt dominerede politiske foreninger, fagforeninger og andre professionelle sammenslutninger, men indenfor filantropien fandt de et rum, hvor de kunne træde offentligt frem og skabe sig en form for karriere uden for hjemmet.(4) 

Hjemmesygeplejen fik sin første famlende start i dette sammensurium af manglende sociallovgivning og initiativrige hattedamer, og konceptet fik vind i sejlene med oprettelsen af Diakonissestiftelsen og den første ansats til et sundhedsvæsen med et større antal sygehuse og et stigende antal praktiserende læger. Det er vanskeligt helt at sige, hvor og hvornår ideen præcist opstod, for der var flere aktører af meget forskellig karakter på banen samtidigt. Dog kan det med sikkerhed siges, at de første praktiske eksempler på hjemmesygepleje blev etableret af Diakonissestiftelsen.(5) 

Menighedspleje

Ellen Johansen Sass, der grundlagde Diakonissestiftelsens første menighedspleje i København.
Ellen Johansen Sass, der grundlagde Diakonissestiftelsens første menighedspleje i København.
Foto fra: Dietz. Køn, kald og kompetencer 2013
Den første menighedspleje blev oprettet af søster Ellen Johansen Sass fra Diakonissestiftelsen. Hun kom fra et beskedent hjem på Lolland og så det som sit kald at tjene sin egen samfundsklasse. I 1871 blev hun sendt ud for at organisere den første menighedspleje i København, en opgave hun løste så forbilledligt, at det kom til at sætte standarden for de efterfølgende menighedsplejer i hele landet.(6) Det var gratis at modtage sygepleje af diakonisserne, og snart var tre diakonisser i gang med at pleje fattige syge ude i hjemmene. Det viste sig hurtigt, at det tog for lang tid at gå frem og tilbage fra Frederiksberg til det indre København, så Diakonissestiftelsen lejede en lejlighed i byen, hvorfra menighedsplejen blev organiseret. 

For Diakonissestiftelsen blev menighedsplejerne en praktisk måde at udbrede kendskabet til diakonissesagen. Den næste menighedspleje blev oprettet i Aarhus i 1875, derefter fulgte Viborg, Horsens og Aalborg. Det største antal søstre beskæftiget i menighedsplejen blev nået i 1940, hvor der var 140 menighedssøstre spredt ud over hele landet.(7)

Søstrenes opgaver i hjemmene handlede ikke udelukkende om sygepleje. Der var flere kvinder end mænd blandt patienterne, hvad der afspejler tidens arbejdsdeling i hjemmet. Hvis husmoderen blev syg, gik det ud over børnene, når mor ikke længere kunne klare madlavning og rengøring. På landet gik det også ud over dyrene. Diakonisserne hjalp med at bringe hjemmet på fode og fungerede både som sygeplejersker, barnepiger, husmoderafløsere og ikke så sjældent også som malke- og hønsepiger. Det var hårdt fysisk arbejde at være menighedssygeplejerske, afstandene var lange i al slags vejr, og smitterisikoen var stor. Flere søstre døde af tuberkulose og tyfus, som de havde pådraget sig under arbejdet.(8)

I begyndelsen af 1900-tallet fik diakonisserne efter store overvejelser lov til at  bruge en cykel. På det tidspunkt blev det ikke betragtet som sømmeligt for en kvinde at sidde overskrævs på en cykel, så i starten måtte de kun trække den med den tunge taske på bagagebæreren. Efter nogen tid blev problemet løst ved at forlænge kjolesømmen bagpå.(9)

Sankt Lukasstiftelsen, der var blevet grundlagt i 1900, gik også ind i menighedsarbejdet, og i 1908 blev de første søstre sendt ud til menighedsplejer i Skagen og i København.(10) Herefter steg antallet af menighedssøstre støt i hele landet og kulminerede i 1945, hvor 67 Lukassøstre arbejdede som hjemmesygeplejersker.(11)

Menighedssygeplejerske i Bov med sin trofaste cykel sidst i 1930erne
Caption 
Menighedssygeplejerske i Bov med sin trofaste cykel sidst i 1930erne
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum

To pionerer

To kvinder skiller sig ud som selvstændige pionerer i hjemmesygeplejen, Line Højgaard og Ida Johnsen. De var begge inspireret af Diakonissestiftelsens arbejde, men de fik deres virke uden for stiftelsen.

Line Højgaard

Line Højgaard voksede op på Fyn i en velstillet bondefamilie. Hun havde været på Ryslinge højskole og var et eksempel på den nye veloplyste og frihedsbevidste gårdmandsdatter. Forældrene var fromme og alvorlige mennesker, og for Line var det naturligt at vie sit liv til tjeneste for trængende medmennesker. Inspireret af nogle indlæg i Indre Missionstidende, udviklede hun sin idé om diakonisser i alle sogne. Hvor der var en præst, skulle der også være en diakonisse. Hun skulle ikke blot læse for og bede med den syge, hun skulle også pleje ham. Line Højgaard argumenterede mod Diakonissestiftelsens strenge regelsæt og dragt, i stedet forestillede hun sig, at kvinder sluttede sig sammen lokalt i små diakonissesamfund ”i hver en krog”. Hun rådede dem, der ville ind i diakonissegerningen, til at lade sig uddanne på Diakonissestiftelsen. Hvis man ikke blev optaget der eller ikke ønskede at søge ind, burde man lade sig uddanne på et hospital et halvt års tid.

Selv søgte hun ind på Diakonissestiftelsen, men blev afvist, fordi hun havde andre holdninger end dem, der herskede på stiftelsen. I stedet søgte hun i 1871 ind på Almindelig Hospital, hvor hun blev mobbet, fordi hun var bondepige og fordi hun ville have et arbejde, selv om hun ikke behøvede det. Hun arbejdede på Almindelig Hospital i ¾ år og forlod det, da hospitalet forlangte, at hun blev ansat som fast vagt. Line Højgaard rejste hjem til Fyn for at realisere sine ideer og arbejdede hele sit liv som en slags diakonisse ude i hjemmene, mens hun selv blev boende i barndomshjemmet.(12)

Line Højgaards ideer blev banebrydende, fordi hun havde for vane at skrive sine tanker ned og heller ikke var bange for at offentliggøre dem i Indre Missionstidende. Hendes arbejde kom derfor til at bane vejen for de kommende menighedsplejer. 

 Almindelig Hospital i Amaliegade i København
Caption 
Almindelig Hospital i Amaliegade i København
Attribution 
Foto fra: Petersen. Sygeplejens historie 1927

Ida Johnsen

I modsætning til Line Højgaard kom Ida Johnsen, født Jessen, fra en aristokratisk slægt. Hun oplevede krigen i 1864 og betragtede den som det, der fik kvinderne til at rejse sig fra broderirammerne og træde ud i arbejdslivet. Hun bad sin far om tilladelse til at blive lærerinde, men han mente ikke, at det sømmede sig for en velstillet kvinde at tage brødet fra en anden, der trængte mere til det. Efter faderens død valgte hun i 1866 at søge ind på den nye diakonissestiftelse på Frederiksberg. Her fik hun en hård start, for de andre søstre og gårdskarlen foragtede hendes hvide og bløde hænder, men hun bed tænderne sammen og skurede de gulve, hun fik besked på og blev accepteret. Ida har senere skrevet, at hun savnede vejledning og undervisning i den praktiske sygepleje, for Diakonissestiftelsen lagde på det tidspunkt mere vægt på den religiøse undervisning. Det, der slog hovedet på sømmet for hende, var en dag, hvor hun havde lovet en patient en kop the. Forstanderinden hørte det og udbrød, ”Men søster Ida, hvor tør De love the, inden vi selv har drukket og holdt vor andagt?” Ida gav det en sidste chance, men endte med at forlade Diakonissestiftelsen og tog hjem til familien. 

I 1868 søgte Almindelig Hospital København efter damer til oplæring i sygepleje, og Ida Johnsen sendte straks en ansøgning. Hun blev mødt med det svar, at hun var meget for ung. ”De skal hellere gifte Dem”. Det var overlæge L.I. Brandes, der startede forsøget med at uddanne damer, og han fortrød efter et par dage og tilbød Ida en plads på hospitalet. 

Også her måtte Ida Johnsen kæmpe for at blive accepteret. De gamle stuekoner ønskede ikke de fine damer på hospitalet, men overlægen truede dem med øjeblikkelig afsked, hvis de fortsat chikanerede de nye damer. Også portørerne gjorde sit til at gøre livet surt for Ida med grovheder og ved at nægte at gøre, hvad hun bad dem om. Der var også nogle af lægerne, der hellere ville have stuekonerne til at hjælpe sig, men med tålmodighed og takt fik Ida vendt misstemningerne. En dag meddelte en af lægerne, at hun kunne betragte sig som færdiguddannet. ”Nu kan De betragte Dem som færdig kandidat, frøken, med bedste karakter, hvis vi kunne have holdt eksamen over Dem. Deres stue er en mønsterstue”. 
På Almindelig Hospital havde hun mødt en teologisk kandidat, Johan Johnsen. Han friede, hun sagde ja, og de blev gift, da han blev kapellan i Sundby og Tårnby på Amager i 1870. Som præstekone kunne hun ikke have et fast arbejde som sygeplejerske, og i stedet kastede hun sig ud i at hjælpe den grænseløst fattige arbejderbefolkning i sognet. 

Ida Johnsen allierede sig med overlæge Brandes på Almindelig Hospital, som hjalp hende med at planlægge en organiseret hjemmesygepleje i sognet. Hans ideer brød med den tids dogme om, at den private velgørenhed var vejen frem, og de stilede fra starten mod en kommunalt finansieret hjemmesygepleje. Det var en fattig kommune, så den kunne kun strække sig til at yde en krone om dagen for hver syg, der kom i pleje. Hun kontaktede derfor en række af de fabriksejere, der havde arbejdere i Sundby, og de indvilligede i at yde årlige bidrag. 

Ida Jessen, i 1871 gift Johnsen
Ida Jessen, i 1871 gift Johnsen
Foto fra: Dietz. Køn, kald og kompetencer 2013
En arbejderbolig blev stillet til disposition, og hjemmesygeplejen begyndte med en enkelt sygeplejerske, der snart blev suppleret af flere. Hjemmesygeplejen var gratis for de patienter, der var under fattigvæsenet, mens de mere velstillede skulle betale et symbolsk beløb. Derved kom hun uden om den voksende standsfølelse blandt arbejderne, der så vidt muligt ville undgå private almisser. Ud over hjemmesygeplejen i Sundby og Tårnby blev der oprettet en filial på Christianshavn, og i takt med at virksomheden voksede, fandt Ida Johnsen det nødvendigt at kunne støtte sig op ad en bestyrelse. Her kom der til at sidde en del præster, der hurtigt kom i konflikt om, hvorvidt hjemmesygepleje skulle være en kommunal eller en privat ordning. På det tidspunkt fik hendes mand kald i Vamdrup udenfor Kolding, og hun måtte opgive sit værk, der smuldrede efter hendes afrejse. Kun virksomheden på Christianshavn levede videre for en tid.(13) 

Ida Johnsen kom til at stå som skaberen af den første distriktssygepleje med en gruppe hjemmesygeplejersker organiseret i en sygeplejestation under ledelse af en bestyrerinde. Med sit mål om, at hjemmesygepleje skulle være en offentlig opgave, var hun langt forud for sin tid. Hjemmesygepleje blev først for alvor en kommunal opgave i 1957.(14)

Lægerne vil have hjemmesygeplejersker

I årene 1879 til -81 førte lægerne en større debat i Ugeskrift for Læger om behovet for at få uddannede sygeplejersker ud i hjemmene. Der var enighed om, at der var et påtrængende behov, specielt ude på landet, men de havde svært ved at nå til enighed om, hvordan arbejdet skulle organiseres, og hvor lang en uddannelse disse hjemmesygeplejersker skulle have. Det var på det tidspunkt kun tre-fire år siden, Kommunehospitalet i København var begyndt at uddanne dannede kvinder til sygeplejersker, og Diakonissestiftelsen havde få år forinden åbnet sin første menighedspleje. Røde Kors var også blevet en medspiller, som fra 1877 fik uddannet sygeplejersker til brug i krigstid på de københavnske hospitaler.(15) Hele sygeplejeområdet var nyt og uprøvet, og debatten afspejler tydeligt, at lægerne famlede sig frem. 

Baronesse Augusta Juel-Brockdorff som menighedssygeplejerske på Tåsinge ca. 1905. Augusta Juel-Brockdorff repræsenterede idealet af en sygeplejerske efter professor Brandes opfattelse. Af særdeles god familie og uddannet sygeplejerske på Svendborg Sygehus
Baronesse Augusta Juel-Brockdorff som menighedssygeplejerske på Tåsinge ca. 1905. Augusta Juel-Brockdorff repræsenterede idealet af en sygeplejerske efter professor Brandes opfattelse. Af særdeles god familie og uddannet sygeplejerske på Svendborg Sygehus
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr.980414f005
De to yderpoler i debatten blev på den ene fløj personificeret af overlæge Brandes på Almindelig Hospital, der var den første, der begyndte at undervise damer i sygepleje på hospitalet. Brandes repræsenterede storbyen og de store hospitaler, og hans holdninger afspejler hans ståsted.  Brandes argumenterede for den model, han havde hjulpet Ida Johnsen med at bygge op på Amager, distriktsplejestationer. Brandes mente, at man var bedst tjent med at ansætte flere sygeplejersker, der skulle bo sammen under ledelse af en bestyrerinde. Stationen skulle have faciliteter til at desinficere sygeplejerskernes uniformer, når de kom fra en smittefarlig pleje, og det var stationen, der havde ansvaret for sygeplejeartikler og udstyr. Bestyrerinden skulle have tilsyn med sygeplejerskernes arbejde og arbejdsindsats og sørge for den rette korpsånd. Brandes var overbevist om, at de fremtidige landsygeplejersker skulle have samme uddannelse som de hospitalssygeplejersker, man var begyndt at uddanne på Kommunehospitalet i København, og at de skulle rekrutteres fra de dannede klasser.(16)

Den anden fløj blev personficeret af praktiserende læge i Bogense, Theodor Trautner, der kendte forholdene på landet og de problemer, landlægen ofte stod med. Dr. Trautner beskriver, hvordan havde har været nødt til at få beboere fra fattiggården ud for at hjælpe i hjemmene, selv om de ikke var i stand til at overholde lægens ordinationer. ”Ja, jeg har endog haft ”sygeplejersker”, som, skønt jeg havde ordineret en bestemt diæt, har givet patienten pandekage og sligt, hvorved sygdommen er vendt tilbage”. 

Trautner stod for en langt mere pragmatisk model for en hjemmesyge­plejerskeordning end Brandes. Han var ikke uenig i, at det optimale ville være at få fuldt uddannede sygeplejersker, men hvor skulle man finde dem? Han mente, at man i starten måtte tage til takke med en kortere uddannelse på tre-fire måneder. Det var dyrt at lade dem uddanne i hovedstaden, så de større provinssygehuse måtte træde til og uddanne dem, og han var lodret uenig med Brandes i spørgsmålet om, hvilket samfundslag sygeplejerskerne skulle rekrutteres fra. Trautner mente ikke, at en dannet og veluddannet kvinde kunne affinde sig med forholdene på landet, og han var bange for, at landboerne ikke ville acceptere en ’fin dame’. Han var overbevist om, at sygeplejerskerne skulle rekrutteres fra almuen, så de kendte det arbejdsfelt, de skulle fungere i.)17)

Dr. Trautner, stiftsfysikus i Odense og fra 1882 regeringens konsulent i sygepleje uden for København
Dr. Trautner, stiftsfysikus i Odense og fra 1882 regeringens konsulent i sygepleje uden for København
Foto fra: Voltelen, Hjemmesygeplejen 1934
Trautner arbejdede ihærdigt for sin sag, og hans egen lægekreds på Fyn vedtog i 1880 en model for, hvordan de ville gribe sagen an. De fynske læger mente, at der skulle dannes lokale foreninger til sygeplejesagens fremme, som skulle rekruttere egnede kvinder fra almuen og give dem en hospitalsuddannelse på et halvt år eller mindre.(18) Den model vandt tilslutning i det meste af landet, og menighedsplejerne og foreningsmodellen kom til at præge billedet i det meste af landet i mange år. I 1881 lykkedes det Trautner at opnå et statstilskud til uddannelse og etablering af sygeplejersker udenfor hovedstaden.(19) Ikke desto mindre havde det stigende antal sygeplejeforeninger en trængt økonomi og kunne kun give hjemmesygeplejerskerne en kummerlig løn.

I 1905 var der i hele landet omkring 300 små sygeplejevirksomheder, og antallet af stillingsopslag i Tidsskrift for Sygepleje tyder på, at de har haft svært ved at rekruttere egnede sygeplejersker. I 1904 var der 53 stillingsopslag om veluddannede sygeplejersker til sygeplejeforeninger og menighedsplejer på landet.

Året efter skriver Cecilie Lütken, oversygeplejerske ved militærhospitalet i København, om landssygeplejerskernes uddannelser, og her spår hun, at der ikke kommer mange ansøgere til den slags stillingsopslag.

Stillingsopslag i Tidsskrift for Sygepleje nr. 8 1904. Det er uvist, om den nye sygeplejeforening i Krogsbølle Sogn har fået en eneste ansøger til jobbet. For en sygeplejerske med de kvalifikationer, der her kræves, har det været nemt at få et bedre job.
Caption 
Stillingsopslag i Tidsskrift for Sygepleje nr. 8 1904. Det er uvist, om den nye sygeplejeforening i Krogsbølle Sogn har fået en eneste ansøger til jobbet. For en sygeplejerske med de kvalifikationer, der her kræves, har det været nemt at få et bedre job.
Attribution 
Foto fra: Tidsskrift for Sygepleje nr. 8 1904
De mange stillingsopslag antyder, at sygeplejeforeningerne var ved at få øjnene op for landssygeplejerskernes manglende kvalifikationer. Den oprindelige ordning, hvor en sygeplejeforening fandt en egnet ung pige og sendte hende på nogle måneders uddannelse på et hospital i København, havde spillet fallit.

Cecilie Lütken, der selv havde en solid sygeplejerskeuddannelse fra Tyskland, uddyber skånselsløst hvorfor. Hun gør rede for den engelske distriktssygepleje, hvor specielt uddannede hjemmesygeplejersker efter endt uddannelse fortsat var knyttet til deres uddannelsessted, der udbetalte deres løn og senere deres pension. De lokale sygeplejeforeninger betalte til gengæld uddannelsesstedet en fast sum for hver sygeplejerske, i praksis den samme model, som Diakonissestiftelsen brugte i forbindelse med deres udsendte menighedssøstre.

”I Danmark er vi af ganske andre anskuelser, Her mener vi, at en landssygeplejerske kun behøver et minimum af uddannelse og erfaring. Her er de dårligste gode nok til landbefolkningen. Her kan en bondepige lige fra landarbejdet, når hun i seks måneder har vasket de forskellige afdelingers sengeben på Kommunehospitalet, meget godt betros plejen af svære kirurgiske og medicinske tilfælde på landet, ofte langt fra lægen og med meget sjældent tilsyn fra ham”. … ”Vi hilder os kort sagt i et selvbedrag, der blodigt kan komme til at gå ud over de stakkels ”landkors’s” patienter. Det ville være af stor interesse, om man kunne få oplyst alle de bommerter, der mellem år og dag laves af de på denne måde ”uddannede” sygeplejersker”.

Her afslører Lütken elevhierarkiet på de københavnske hospitaler. Ud over hospitalets egne sygeplejeelever var der de fine Røde Kors-elever, der blev kaldt ”korssøstre”, og nu også de landlige elever, der hånligt blev omtalt som de ”trautnerske landkors”.

Cecilie Lütken slår fast, at det ikke er Dansk Sygeplejeråds opgave at beskæftige sig med landssygeplejerskerne, da de med deres korte og dårlige uddannelse aldrig kan opnå medlemskab i Dansk Sygeplejeråd.(20) Ikke desto mindre har Dansk Sygeplejeråd haft en politisk interesse i at få landsygeplejerskerne ind i foreningen. Målet var at repræsentere samtlige sygeplejersker i landet for derved at opnå en større gennemslagskraft overfor myndighederne.

Elna Svopp, landsygeplejerske på Tåsinge hos en ældre patient i 1910erne. Behandlingen går ud på at udsætte patientens ben for varme ved hjælp af en elektrisk varmekasse.
Caption 
Elna Svopp, landsygeplejerske på Tåsinge hos en ældre patient i 1910erne. Behandlingen går ud på at udsætte patientens ben for varme ved hjælp af en elektrisk varmekasse.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980414f003
Nogen af landsygeplejerskerne var ikke tilfredse med Dansk Sygeplejeråds stejle holden på tre års hospitalsuddannelse som et krav for at blive optaget som medlem. En af dem skriver i Tidsskrift for Sygepleje, at hun ikke mener, at tre års hospitalsuddannelse er relevant for en landsygeplejerske. På hospitalet er alt indrettet til at udøve sygepleje, og lægen er altid i nærheden. ”På landet er intet indrettet derpå, og lægen ofte langt borte, og plejersken må mange gange handle efter eget skøn, særlig i ulykkestilfælde, og sligt giver erfaring. Der kunne måske indvendes, at så er tre år netop nødvendigt; men man lærer aldrig at handle selvstændigt på et sygehus, hvad der er selvfølgeligt, fordi lægen altid er der. Derfor synes jeg, der gøres uret mod os landplejersker, når vi ikke kan blive optaget i Dansk Sygeplejeråd som ordinære medlemmer uden de tre år. Min henstilling går derfor ud på, at det må kunne give sit emblem til os, som har f.eks. to års uddannelse på sygehus og et års landpleje, såvel som til dem, der har tre års hospitalsuddannelse, forudsat at vi skaffer tilfredsstillende vidnesbyrd fra de læger, vi har virket under. Undertegnede, som har fået to års uddannelse og været henved fem år på landet, håber på Dansk Sygeplejeråds velvilje i denne sag, at vi ikke bliver stemplede som andenrangs plejersker, da det vel går flere som mig, at man ikke gerne forlader en plads, man er glad for, af den grund”.(21)

Retorikken om landsygeplejerskerne som andenrangs sygeplejersker var almindelig. En sygeplejerske skriver i Tidsskrift for Sygepleje, ”Ordet ’menighedssygeplejerske’ har ofte en dårlig klang i de sygeplejerskers ører, der kun kender denne gren af sygeplejen på afstand eller ofte kun af navn. Der tænkes straks på en ufuldendt uddannelse, eller - hvad næsten værre er - på en, hvis dannelse står et par trin lavere end den dannelse, netop kræves til at være menighedssygeplejerske”.(22)

Centralforeningen af Hjemmesygeplejevirksomheder udenfor København

Dr. Trautners søn, Peter Hendrik Trautner, havde efterfulgt faderen som regeringens konsulent i sygeplejesager, og han rejste i 1907 spørgsmålet om en organisering af de spredte sygeplejeforeninger i en landsdækkende centralforening.(23)

Forholdene i de små og økonomisk trængte sygeplejeforeninger var på det tidspunkt ret kaotiske, og der var brug for at samle indsatsen. Samtidig var det blevet klart, at der ville komme ny lovgivning for alle dele af sundhedsvæsenet, som ville blive underlagt den nye Sundhedsstyrelse. Det var derfor væsentligt at få også hjemmesygeplejen anerkendt som en samfundsopgave. Det var ikke en opgave de mange små foreninger kunne løfte hver for sig, men det ville en centralforening, der repræsenterede dem alle, kunne. Det blev en praktiserende læge i Vester Skerninge på Fyn, William Jacobi, der samlede sygeplejeforeningerne i Centralforeningen af Hjemmesygeplejevirksomheder udenfor København.

William Jacobi var praktiserende læge på Fyn. Han samlede sygeplejeforeningerne under Centralforeningen og blev i 1909 foreningens første formand.
William Jacobi var praktiserende læge på Fyn. Han samlede sygeplejeforeningerne under Centralforeningen og blev i 1909 foreningens første formand.
Foto fra: Voltelen. Hjemmesygeplejen 1934
I 1908 gjorde han rede for sine tanker i Tidsskrift for Sygepleje, hvor han argumenterede for nødvendigheden af at samle alle de mange små foreninger under en hat. Formålet skulle være bedre forhold og vilkår for landsygeplejerskerne.

De små foreninger havde ikke mulighed for at sikre deres alderdom med en pensionsordning, men en stor centralforening ville kunne bruge det gældende statstilskud til det fælles bedste. Indtil da var statstilskuddet blevet brugt til at uddanne landsygeplejerskerne, nu var tiden moden til, at sygeplejerskerne selv sørgede for deres uddannelse på lige fod med andre. En centralforening ville også sikre, at en sygeplejerske ikke var stavnsbundet til den samme forening. For fremtiden ville hun kunne overgå til en anden forening under Centralforeningen på uændrede vilkår.(24)

Dansk Sygeplejeråd tog initiativ til et møde med de læger, der havde ytret sig i debatten om landsygeplejens organisering, herunder dr. Jacobi, om oprettelse af en centralforening. Dansk Sygeplejeråds formand, Henny Tscherning tilkendegav her, at sygeplejerådet ville støtte etableringen af en sådan forening, og Tscherning var medunderskriver af den invitation til stiftelse af en centralforening, der blev sendt til alle sygeplejeforeninger. Dansk Sygeplejeråd blev efterfølgende medlem af Centralforeningens bestyrelse.

Hvad der siden gik galt i kommunikationen mellem Jacobi og Dansk Sygeplejeråd, vides ikke, for Henny Tscherning beskrev først hændelsesforløbet ni år efter, i 1918. Her fremgår det, at Dansk Sygeplejeråd ikke blev inviteret med til det stiftende møde.(25) Givetvis har der været uenighed om landssygeplejerskernes uddannelse. Dansk Sygeplejeråd ville ikke fravige princippet om en treårig uddannelse, mens Centralforeningen lige så indædt fastholdt, at uddannelsen skulle være på omkring ti måneder. Det var et stridspunkt, som senere fik konsekvenser, ikke bare for relationen mellem Dansk Sygeplejeråd og Centralforeningen, men også for, at der skulle gå så lang tid, før sygeplejerskernes statsautorisation gik igennem.

Centralforeningen blev stiftet i 1909 og kom til at omfatte størsteparten af landets sygeplejevirksomheder i provinsen. I København var De samvirkende Menighedsplejer blevet stiftet i 1902.(26) København var godt dækket ind med hjemmesygepleje, fortrinsvis i form af menighedsplejer drevet af Diakonissestiftelsen, og man var nervøs for, at hovedstaden ville komme til at dominere arbejdet til skade for de nødlidende landområder. I 1931 blev foreningens navn ændret til Centralforeningen for Sygeplejevirksomheder i Danmark. Da havde Centralforeningen fundet et solidt fodfæste og turde åbne op for hele landet.(27)

Centralforeningen var på en og samme gang arbejdsgivernes og arbejdstagernes, landsygeplejerskernes forening. Det blev der først lavet om på i 1922, da Dansk Sygeplejeråd gav frit lejde til alle landsygeplejersker, så de kunne blive medlemmer af Dansk Sygeplejeråd.(28,29) De fleste blev optaget, men enkelte måtte afvises, da de slet ingen uddannelse havde.(30)

Centralforeningen tog dette skridt meget unådigt op og betragtede det som et stort svigt fra de landsygeplejerskers side, der blev medlemmer af Dansk Sygeplejeråd.(31) De centralforeningssygeplejersker, der søgte optagelse i Dansk Sygeplejeråd, forlod vel at mærke ikke Centralforeningen, de ønskede blot medlemskab af Dansk Sygeplejeråd for at blive ligestillet med hospitalssygeplejersker som en samlet stand. En af de landsygeplejersker, der sad som sygeplejerskernes repræsentant i Centralforeningens bestyrelse, skrev, ”Ingen af os sygeplejersker ønsker at vende os fra Centralforeningen. Når vi modtager Dansk Sygeplejeråds emblem, vil vi bære det som et mærke for den stand, vi repræsenterer, men vi bærer med ligeså stor glæde Centralforeningens emblem som mærke for den institution, vi tjener”.(32)

Selv om størsteparten af Centralforeningens medlemmer blev optaget i Dansk Sygeplejeråd, var der nogen, der ikke ville ind i Dansk Sygeplejeråd. Hele historien om landsygeplejerskernes medlemskab af Dansk Sygeplejeråd skabte ikke bare splid i Centralforeningens top, det førte også til en bitter debat landsygeplejerskerne indbyrdes.(33)

Landsygeplejerske Elna Svopp på Tåsinge var en af de heldige, der kunne transportere sig selv rundt til patienterne med hest og jumbe, 1910erne
Caption 
Landsygeplejerske Elna Svopp på Tåsinge var en af de heldige, der kunne transportere sig selv rundt til patienterne med hest og jumbe, 1910erne
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980414f004

Centralforeningens indsatser 1909 til 1933

Centralforeningen var i princippet en arbejdsgiverorganisation, men den var fra første færd opmærksom på, at sygeplejerskernes ve og vel var forudsætningen for foreningens eksistens. Det var en svær balanceakt at tilgodese såvel sygeplejeforeningernes interesser som sygeplejerskernes. De første år ikke mindst fordi landbefolkningen ikke var klar over, hvad sygeplejerskens opgaver var, men opfattede hende som en praktisk husmoderafløser til husarbejde ude og inde. Hvis ikke sygeplejersken var villig til at gå i gang med de huslige opgaver, kunne en familie true med at melde sig ud af foreningen.

”Jeg kom til en familie, hvor konen var syg. Det første, manden spurgte mig om, var, ”Kan du malke?” Jo, det kunne jeg nok, men det var ikke mit arbejde. ”Ja, for vil du ikke malke”, sagde manden, ”så har vi ikke brug for dig, og vi skal da også have noget for de 2 kroner, vi betaler til foreningen om året”.(34)

Landsygeplejerskernes løn var helt fra starten ussel og balancerede på kanten af eksistensminimum. Det var begrænset, hvad de økonomisk pressede sygeplejeforeninger kunne udrede til løn, og der var slet ikke midler til pension. Det var Centralforeningens akilleshæl i mange år, da det ikke gjorde stillingerne attraktive for de uddannede sygeplejersker. Efter at Dansk Sygeplejeråd havde optaget de fleste af hjemmesygeplejerskerne, ændrede situationen sig lidt, da der kom to ligestillede forhandlingspartnere på banen, Centralforeningen som arbejdsgiver og Dansk Sygeplejeråd som sygeplejerskernes repræsentant. Det var dog begrænset, hvad der kunne opnås af forbedringer, for 1. verdenskrig havde medført dyrtid, samtidig med at der nu var overproduktion af nyuddannede sygeplejersker.

Hjemmesygeplejersken i Kundby Sogn koger instrumenter hjemme i sit eget køkken
Caption 
Hjemmesygeplejersken i Kundby Sogn koger instrumenter hjemme i sit eget køkken
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000305f020_side_4b

Heller ikke pensionsspørgsmålet blev løst tilfredsstillende. Centralforeningen stiftede i 1912 en alderdomssparekasse, men det var svært for sygeplejerskerne at indbetale til en pensionsopsparing. Samtidig blev der oprettet en frivillig pensionsopsparing i form af Centralforeningens gensidige Pensionssikring, hvor sygeplejersken, sygeplejeforeningen og staten skulle betale en tredjedel hver. Det viste sig dog, at sygeplejerskerne ikke valgte at benytte sig af den frivillige ordning, så i 1927 blev den gjort obligatorisk. Resultatet af de ringe pensionsordninger var, at ældre landssygeplejersker var henvist til fattigvæsenet, når kræfterne ikke længere slog til.(35)

Det bemærkelsesværdige er, at der på trods af de dårlige løn- og pensionsvilkår, alligevel var kvinder, der valgte at blive landsygeplejersker. Med tiden kom der sågar sygeplejersker med tre års uddannelse og medlemskab af Dansk Sygeplejeråd ind i landsygeplejen.

Hjemmesygeplejerske Margrethe Larsen i sin nye tjenestebil i 1920erne. Hjemmesygeplejersken i Idestrup på Falster var en af de første, der fik en tjenestebil til rådighed.
Caption 
Hjemmesygeplejerske Margrethe Larsen i sin nye tjenestebil i 1920erne. Hjemmesygeplejersken i Idestrup på Falster var en af de første, der fik en tjenestebil til rådighed.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 850821f001

Landsygeplejerskernes uddannelse var helt fra starten et stridsspørgsmål mellem Centralforeningen og Dansk Sygeplejeråd, og det prægede samarbejdet i negativ retning helt frem til 1933. Centralforeningen valgte den forsigtige linje og stillede de første år meget beskedne krav til landsygeplejerskernes uddannelse.

De var i princippet enige med Dansk Sygeplejeråd i, at det optimale var sygeplejersker med en treårig uddannelse, men udviklingen kunne og måtte ikke forceres, hvis projektet skulle lykkes. Dansk Sygeplejeråds projekt var imidlertid at sikre en god treårig uddannelse for at udvikle en agtet og anerkendt sygeplejerskestand, der kunne måle sig med udlandet. Begge parter var i sin gode ret til at kæmpe for sin sag, men tonen var i perioder uforsonlig. Tiden løste dog problemet til alles tilfredsstillelse.

I 1918 var uddannelsen kommet op på to år suppleret med et kursus i barselspleje og massage, og på det tidspunkt var der ansat 137 sygeplejersker med en treårig uddannelse i sygeplejeforeningerne.(36) I 1918 kom der en faktor mere, der tilskyndede Centralforeningen til at bruge fuldt uddannede sygeplejersker. Sygekasserne begyndte at etablere hjemmesygepleje, og de var af staten forpligtet til at ansætte fuldt uddannede sygeplejersker. Udviklingen gik altså i retning af en fuld uddannelse på tre år, og Centralforeningens elever, ”landkorsene” ude på provinssygehusene begyndte at efterspørge den fulde uddannelse.

Det førte til en voldsom meningsudveksling mellem Centralforeningen og Dansk Sygeplejeråd, fordi Centralforeningen beskyldte DSR for agitation overfor eleverne og for at sabotere Centralforeningens uddannelsesplaner.(25)

Efter at hjemmesygeplejerskerne var blevet optaget i Dansk Sygeplejeråd ebbede diskussionen ud, og i 1928 ophørte Centralforeningen med at uddanne elever. Herefter havde alle sygeplejersker, der blev ansat af Centralforeningen, en almindelig sygeplejerskeuddannelse på tre år.

Et andet punkt, der stod højt på Centralforeningens agenda var, at hjemmesygeplejerskerne skulle medvirke til at højne hygiejnen ude i hjemmene. Uvidenheden om sammenhængen mellem sygdom og dårlig hygiejne var stor, og hjemmesygeplejerskerne havde her en stor forebyggende opgave. Det handlede ikke mindst om hygiejnen i de hjem, hvor der var tuberkulose. Det var en hyppigt forekommende sygdom, og befolkningen skulle undervises i smitteveje og forebyggelse af smitte. Her trådte Nationalforeningen for Bekæmpelse af Tuberkulose til og afholdt kurser for hjemmesygeplejersker.

Hjemmesygeplejersker på et af Nationalforeningens kurser i tuberkulose på Ry Højskole 1915. Sygeplejersker bærer det hvide armbind med et malteserkors på, som Centralforeningens sygeplejersker brugte de første år.
Caption 
Hjemmesygeplejersker på et af Nationalforeningens kurser i tuberkulose på Ry Højskole 1915. Sygeplejersker bærer det hvide armbind med et malteserkors på, som Centralforeningens sygeplejersker brugte de første år.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 940216f010

Den kommunale hjemmesygepleje i København

Den første kommunale hjemmesygeplejerskeordning så dagens lys i København, og den skilte sig ud fra hjemmesygeplejerne i resten af landet. Den var i første række tænkt som en aflastning for byens hospitaler, og man havde i en årrække samarbejdet med byens menighedsplejer. I 1916 startede Københavns Kommune, hvad man i dag ville kalde et pilotforsøg. Seks sygeplejersker blev håndplukket fra kommunens hospitaler, Dansk Sygeplejeråd og menighedsplejen, og de skulle det første år koncentrere sig om patienter på Nørre- og Vesterbro. Efter et år blev ordningen udvidet til at gælde alle byens borgere, og sygeplejerskerne blev rekrutteret fra byens hospitaler. Ud over deres tre års uddannelse skulle de supplere med et seks måneders kursus i hjemmesygepleje.

Hjemmesygeplejeordningen i København var en del af byens hospitalsvæsen, den havde et stort depot med sygeplejeartikler, og sygeplejerskerne bar en speciel uniform, der gjorde dem let genkendelige i gadebilledet. Her blev Ida Johnsens distriktsmodel bredt ud i stor skala.(37) Efter nogle år overgik hjemmesygeplejeordningen til Københavns Kommune.(38) En af de sygeplejersker, der var med fra starten, var håndplukket i England. Selma Nathanielsen, der var dansk uddannet, havde arbejdet som hjemmesygeplejerske i Londons slumkvarterer og havde der fået erfaring med den engelske distriktssygepleje og dens organisering. I 1920 blev hun udnævnt til forstanderinde for den hurtigt voksende kommunale hjemmesygeplejerskeinstitution.(39)

1933: Statsautorisationen og Steinckes sociallov

Efter 34 års kamp, der var blevet hæmmet af stridighederne mellem Centralforeningen og Dansk Sygeplejeråd om uddannelsens længde, lykkedes det endelig i 1933 at få den første Lov om autoriserede Sygeplejersker, der med virkning fra 1934 gav sygeplejerskerne den længe ønskede statsautorisation. Loven slog endelig fast, at der kun var en sygeplejerskeuddannelse, og den var på tre år.(40)

Steinckes sociallov af 1933 - begrænset kommunal hjemmesygepleje

I 1929 gik Socialdemokratiet i regering i samarbejde med Det Radikale Venstre, og K.K. Steincke blev socialminister. Steincke havde en fortid som fattiginspektør i Frederiksberg Kommune, hvor han fik indblik i det virvar af love, der omgærdede forsørgelsesvæsenet. Som socialminister greb han muligheden og udarbejdede verdens mest omfattende sociallov, der kom til at lægge fundamentet for det fremtidige velfærdssamfund. Loven samlede hele socialområdet i et lovkompleks, der blandt andet omfattede folkeforsikringsloven, der samlede alle regler om hjælp til syge, invalide og gamle. En væsentlig ændring var, at offentlig hjælp nu blev en rettighed, frem for som tidligere et spørgsmål om myndighedernes skøn. Samtidig bortfaldt også den fortabelse af borgerlige rettigheder, som indtil da fulgte med at modtage offentlig hjælp.

Med forsikringsloven blev det obligatorisk for alle mellem 21 og 60 år at være medlem af en sygekasse, og hvor sygekasserne indtil da primært havde rettet sig mod hjælp under sygdom, kom de nu også til at administrere invalide- og aldersrente. Loven pålagde også kommunen i trangstilfælde at yde kommunal sygepleje i hjemmet, og den slog fast, at der skulle bruges en uddannet sygeplejerske.

Gratis hjemmesygepleje var således ikke en ret for alle borgere, kun for dem, der var kommet i decideret nød, og kun i højst 14 dage. Det betød, at der fortsat var brug for de gamle sygeplejeforeninger.(41) Kommunen kunne  enten selv oprette en hjemmesygeplejerskeordning, eller den kunne købe ydelserne af de bestående sygeplejeforeninger og menighedsplejer.

Hjemmesygeplejerskernes uniform

Hjemmesygeplejerskerne havde i mange år selv skullet holde sig med uniform, og i 1938 forsøgte Dansk Sygeplejeråd at sætte en fælles standard for hjemmesygeplejerskernes arbejdsdragt. Uniformen bestod af en kornblå kjole, hvidt smækforklæde, en frakke med løst vinterfor og en hat. Uniformerne skulle bestilles gennem Dansk Sygeplejeråd, der fik dem leveret af Magasin du Nord i København.(42) Efter diverse fotografier at dømme fulgte mange hjemmesygeplejersker henstillingen, men Dansk Sygeplejehistorisk Museum har nogle hjemmesygeplejerskeuniformer, der bærer tydeligt præg af at være hjemmesyede og mere moderigtige.

Tegning af den uniform, Dansk Sygeplejeråd havde sat som standard for hjemmesygeplejerskerne
Caption 
Tegning af den uniform, Dansk Sygeplejeråd havde sat som standard for hjemmesygeplejerskerne
Attribution 
Foto fra: Tidsskrift for Sygepleje nr. 45 1938 side 982

Hjemmesygeplejerskernes vilkår under 2. verdenskrig

Uniformsstof

Efter besættelsen i 1940 blev de fleste varegrupper strengt rationeret, og Magasin du Nord kunne ikke længere skaffe stoffet til kjolerne. Dansk Sygeplejeråd havde imidlertid held til at skaffe et parti blåt stof. Fra det tidspunkt blev meddelelser om uniformsstof næsten en fast rubrik i Tidsskrift for Sygepleje resten af krigen og flere år derefter. Dansk Sygeplejeråd købte de partier hvidt og blåt stof, de kunne få fingre i, og det blev revet væk. I 1944 måtte man sætte en meddelelse i tidsskriftet om, at medlemmerne måtte væbne sig med tålmodighed, for det blev tiltagende vanskeligt at skaffe det eftertragtede stof.

Det fremgår ikke, hvilken kvalitet stoffet havde gennem de fem besættelsesår. I 1942 står der i tidsskriftet, at stoffet er 100% bomuld, men sidenhen er der ingen oplysninger om, hvad stoffet har været vævet af. Givetvis har det for størstedelen indeholdt celluld, der krøllede, krøb i vask og ikke var særligt slidstærkt. (43)

Ved krigens afslutning kunne Dansk Sygeplejeråd meddele, at der siden 1942 var blevet leveret ni kilometer uniformsstof til sygeplejerskerne.(44)

Notits i Tidsskrift for Sygepleje om uniformssituationen.
Caption 
Notits i Tidsskrift for Sygepleje om uniformssituationen.

Isvintrene under krigen

Danmark blev i årene 1939 til -42 ramt af tre på hinanden følgende isvintre med kuldegrader helt ned til minus 31 grader celsius. De følgende år bød vintrene også på store mængder sne. Det ramte specielt hjemmesygeplejerskerne, der mange gange måtte kæmpe sig frem til fods.

En hjemmesygeplejerske sendte i vinteren 1941 denne beretning til Tidsskrift for Sygepleje:

”Stormen jager over landet, sneen pisker i ansigtet, og frosten bider i fingre og tæer. Sneploven, der hele dagen har prøvet at holde de mest brugte veje farbare, har nok at gøre. På nogle få timer er de mest udsatte steder igen føget til.

Hjemmesygeplejersken suser igennem driverne, men nødes snart til at køre ind over markerne. Det er strengt at træde cyklen gennem sneen over den knudrede pløjejord, men det giver varme i de valne fingre, og nu er hun snart hjemme ved den lune kakkelovn, færdig for i dag - forhåbentlig.

Hjemme ligger en seddel med besked om at ringe en af lægerne op: Jo, doktoren ville bede hende tage ud til en barselpatient, som har født i morges, temmelig svær fødsel - første gang - med hele perinæum flænget - 4-5 Suturer. ”Tak, tak”, siger doktoren, ”så er jeg rolig, det er umuligt at komme derud med bilen på den dårlige vej i det vejr. Og så ringer De, hvis der er noget særligt”.

Hjemmesygeplejersken ryster op i kakkelovnen og lægger godt med brænde på, hun må gennemvarmes, før hun igen begiver sig ud i elementernes rasen. Så ringer telefonen, det er jordemoderen, der vil vide, om hjemmesygeplejersken så tager den barselpatient: ”Ja, så venter jeg med at tage derud”, siger hun, ”til vejret har bedret sig, det er jo helt umuligt at komme igennem med bilen”.

Nu koger vandet, en lille tår kaffe må der til, før hjemmesygeplejersken tager ud de 9 km. til patienten; men så ”på med vanten”, det må helst ikke blive for sent, så det bliver mørkt, før hun skal tilbage.

Det første stykke ret befærdet vej går nogenlunde, skønt driverne er blevet hele små kæmpehøje, men snart bliver vejen mere ubefærdet, går over i bi- og markveje, der sjældent bliver kastet ud, så de næsten ikke er tiI at færdes ad. Sneen er lige imod. Hjemmesygeplejersken aser over marken, kommer igen ind på nogenlunde vej, men snart er der ganske ufarbart. Så sætter hun cyklen og går frem mod sit mål gennem driverne.

Vejen til det afsidesliggende boelssted er helt føget til, så beslutter hun sig til at gå tværs over markerne. Del er, som alle onde ånder er løse, hun må jævnligt vende ryggen til vinden for at få lidt varme i ansigtet, kulden og sneen bider, så det gør smerteligt ondt. Der er længere derned, end det ser ud til, og læ er der overhovedet ikke. Da står hun pludselig stille og ler højt: Ha-ha, det er dog den stiveste! Resten af vejen ler hun jævnlig højt: Doktoren og jordemoderen kan umuligt komme igennem; men jeg kan godt! Ha-ha.

Og latteren bliver i hendes sind til en lys tone, der smitter den trætte patient, så hun, da hun er gjort i stand og ligger med sin lille, røde, rene unge ved sit bryst, ser strålende lykkelig og taknemmelig ud.”(45)

Løn

I 1930erne og under krigen skete der ikke meget, hvad angår hjemmesygeplejerskernes løn. For en løn, der lå under eller på linje med lønnen for en ufaglært husassistent i hovedstaden, cyklede landsygeplejerskerne op til 45 km om dagen i al slags vejr og på alle tider af døgnet med det resultat, at de var nedslidte allerede som 51-årige.(46) I 1936 blev der nedsat et lønudvalg til at se på sagen, men arbejdet løb ud i sandet, da landet blev besat i 1940.(47)

Der var også et internt problem i sygeplejerskernes rækker, hvor det kneb for medlemmerne at stå fast på Dansk Sygeplejeråds lønkrav. Der var arbejdsløshed, så det var fristende at acceptere en underbetalt stilling, for en lille løn var trods alt bedre end slet ingen løn. En sygeplejerske måtte i 1939 modstræbende forklare Dansk Sygeplejeråd, hvorfor hun var gået med til at blive ansat under tariffen, selv om der i annoncen stod, at lønnen var i overensstemmelse med sygeplejerådets lønregulativ. ”Kassereren spurgte mig, om der ikke kunne gives moderation med hensyn til lønningen, da kommunen er så lille, hvortil jeg svarede, at jeg så nødig ville modarbejde Dansk Sygeplejeråds bestræbelser for bedre løn og vilkår for hjemmesygeplejerskerne”. Men da hun samtidig godt kunne forstå, at en kommune på 770 indbyggere ikke havde råd til at betale ”den store løn”, var hun gået ind på kassererens forslag.(48)

Hjemmesygeplejerske Johanne Petræa Jensen med sin veltjente cykel foran Fåborg Apotek. Johanne Petræa var ansat i Fåborg Sygeplejeforening og fungerede som hjemmesygeplejerske i mange år.
Caption 
Hjemmesygeplejerske Johanne Petræa Jensen med sin veltjente cykel foran Fåborg Apotek. Johanne Petræa var ansat i Fåborg Sygeplejeforening og fungerede som hjemmesygeplejerske i mange år.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 931115f010

I 1941 lykkedes det Dansk Sygeplejeråd at få en aftale i stand med Centralforeningen af Hjemmesygeplejevirksomheder, en aftale der ganske vist lå under overenskomsten for provinssygeplejerskerne, men det var det muliges kunst. Aftalen var præget af vage formuleringer og gav mange fortolkningsproblemer, der førte til, at Dansk Sygeplejeråd og Centralforeningen gik fra forhandlingsbordet med hver sin opfattelse af, hvad parterne var blevet enige om.

 1942 tabte Dansk Sygeplejeråd tålmodigheden og gik over til skrappere metoder. At strejke var udelukket, det var alle enige om. I stedet nægtede Dansk Sygeplejeråd at opslå stillinger i tidsskriftet, hvis lønnen lå under den aftale, som de selv mente at have indgået med Centralforeningen i 1941. Sygeplejeforeningernes modtræk var at slå stillingerne op i Centralforeningens eget tidsskrift, ”Sygeplejen”.

Det fik Dansk Sygeplejeråd til at tage et nyt våben i brug, blokaden, som betød, at medlemmerne ikke måtte søge en stilling, der ikke var annonceret i Tidsskrift for Sygepleje. Det krævede høj organisationsprocent og stærk kollegial loyalitet og var dermed en test af, hvor stærk foreningen var. Medlemmerne blev med stor tydelighed informeret om, at det kunne medføre eksklusion af Dansk Sygeplejeråd, hvis de accepterede en stilling til en løn, der lå under Dansk Sygeplejeråds regulativ. Fra 1942 til 1943 steg antallet af hjemmesygeplejersker, der fik løn i henhold til regulativet, fra 8 til 75%. Det har også spillet en rolle, at Dansk Sygeplejeråd ud over blokadevåbnet førte intense forhandlinger med hjemmesygeplejevirksomhederne i hele landet.(49)

Hjemmesygeplejerske måler patientens puls med sin pulstæller, et lille ’timeglas’
Caption 
Hjemmesygeplejerske måler patientens puls med sin pulstæller, et lille ’timeglas’
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f001

1947: Den første overenskomst for hjemmesygeplejersker

Indtil 1947 forhandlede Dansk Sygeplejeråd løn med hver enkelt sygeplejeforening under Centralforeningen.(50) Det betød, at Dansk Sygeplejeråd i perioden 1943-47 førte 482 skriftlige forhandlinger om hjemmesygeplejerskernes løn, og i 113 tilfælde var det nødvendigt med mundtlige forhandlinger.(51) De vanskelige trafikforhold under krigen taget i betragtning har det været en stor belastning for Dansk Sygeplejeråds forhandlere.

For hjemmesygeplejerskerne var det et historisk øjeblik, da de lønmæssigt blev ligestillet med kollegerne på sygehusene. For Centralforeningens sygeplejevirksomheder betød det imidlertid en yderligere stramning af den belastede økonomi, og Centralforeningen håbede, at amter og kommuner ville træde hjælpende til, så ikke de mest trængte foreninger måtte indstille driften.(50)

Overenskomsten medførte dog en forringelse på pensionsområdet. Hjemmesygeplejerskernes pensionsforhold fortsatte med at halte bagud helt frem til 1964. Her lykkedes det endelig, 55 år efter stiftelsen af Centralforeningen, at få hjemmesygeplejerskernes pension bragt på niveau med de øvrige sygeplejersker.(52)

Må hjemmesygeplejersker gifte sig?

Hjemmesygeplejerske på sin runde en fin sommerdag
Hjemmesygeplejerske på sin runde en fin sommerdag
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 891122f002
I 1941 kunne man i Tidsskrift for Sygepleje læse om to hjemmesygeplejersker i to sydsjællandske sygeplejeforeninger, der blev fyret, fordi de indgik ægteskab. (53)

Det havde i mange år været en uskreven lov, at en sygeplejerske var ugift. Efter at have afsløret en gift sygeplejerske på et af byens hospitaler fandt Københavns Kommune i 1930 det åbenbart nødvendigt at udarbejde en instruks, der forbød de københavnske sygeplejersker at gifte sig. Det vil sige, de måtte gerne indgå ægteskab, men de skulle så også sige deres job op.

Borgmester Hedebol udtalte, at det ikke var meningen, at sygeplejersker skulle arbejde sig til døde, men gerningen krævede hele hendes person. ”Skal hun desuden have hjem og mand og børn og måske husassistent at tænke på, så går det ikke. Det vil enhver sige, som kender noget til det”.(54)

Københavns Kommune måtte imidlertid ophæve reglen igen i 1937, fordi hospitalslægerne i stigende grad fik lov til at gifte sig.(55) Det betød dog ikke, at sygeplejerskerne i stort omfang sprang ud på arbejdsmarkedet som gifte koner.

I 1944 foretog Dansk Sygeplejeråd en undersøgelse på hospitalerne, der viste, at der i alt var 171 gifte sygeplejersker i arbejde, heraf arbejdede de 144 i København. Tilsyneladende var man mere frisindet i byerne end på landet.(56)

Der er flere eksempler på sygeplejersker, der i 1940erne valgte hjemmesygeplejen frem for sygehusene, efter at de var blevet gift.(57) Der er også eksempler på, at en hjemmegående hjemmesygeplejerske blev opfordret til at træde til som vikar under ferie og sygdom og senere som fastansat hjemmesygeplejerske.(58)

En menighedssøster fra Sankt Lukasstiftelsen skifter et skinnebenssår hos en patient
Caption 
En menighedssøster fra Sankt Lukasstiftelsen skifter et skinnebenssår hos en patient
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f889

Hjemmesygeplejerskernes arbejdsopgaver under forandring

Da Centralforeningen samlede sygeplejevirksomhederne i 1909, var patienterne i hjemmene ofte svært og langvarigt syge. Omkring 1920 var der kommet så mange sygehuse, at disse patienter blev indlagt, hvilket betød, at hjemmesygeplejerskerne blev aflastet for de lange, døgndækkende plejeopgaver.

Da der i 1949 blev vedtaget en lov om husmoderafløsning, forsvandt også de fleste huslige opgaver fra hjemmesygeplejerskens område. Inden da havde der været enkelte spredte private initiativer, der sendte kvinder ud i hjemmene for at hjælpe med de daglige huslige gøremål, nu blev det en kommunal opgave.(59)

Hjemmesygeplejerskens opgaver ændrede sig derfor gradvist i retning af mange og korte besøg, for eksempel for at give en injektion, men der var fortsat patienter, der krævede almindelig, grundlæggende sygepleje på grund af sygehusenes tendens til at udskrive patienterne tidligere, end de før havde gjort.

Dertil kom, at hjemmesygeplejerskerne efter 2. verdenskrig langsomt begyndte at få tjenestebiler, selv om det var en besværlig og bureaukratisk procedure at få tilladelse fra Varedirektoratet.(60) En bil betød en kolossal forbedring af landsygeplejerskernes vilkår, det sparede dem for de lange og kolde fod- og cykelture, og de kunne nå ud til langt flere patienter i løbet af en arbejdsdag.

En menighedssøster fra Diakonissestiftelsen i Ravsted i Sønderjylland med sin lille Fiat i 1954. Her på besøg på Mejerigården, hvor der altid var tid til en snak.
Caption 
En menighedssøster fra Diakonissestiftelsen i Ravsted i Sønderjylland med sin lille Fiat i 1954. Her på besøg på Mejerigården, hvor der altid var tid til en snak.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 870908f010

1957: Lov om Hjemmesygepleje

I 1953 havde 262,700 danskere ikke adgang til hjemmesygepleje ud af en befolkning på 4,3 millioner, et tal der afslører, at forsorgslovens ord om, at hjemmesygepleje kun kunne ydes i trangstilfælde, var blevet meget snævert fortolket visse steder. Byerne havde med enkelte undtagelser etableret hjemmesygeplejerskeordninger, men i de tyndt befolkede egne i Jylland var der store områder, der slet ikke havde adgang til en hjemmesygeplejerske.

Kort, der viser dækningen af hjemmesygeplejerskeordninger i 1953. Beboerne i de røde områder havde ikke adgang til hjemmesygepleje.
Caption 
Kort, der viser dækningen af hjemmesygeplejerskeordninger i 1953. Beboerne i de røde områder havde ikke adgang til hjemmesygepleje.
Attribution 
Fra: Betænkning vedrørende hjemmesygepleje i Danmark, afgivet af det af Indenrigsministeriet nedsatte udvalg 1953

Socialloven af 1933 havde ikke ændret på, at det i stort omfang var private virksomheder som sygeplejeforeninger og menighedsplejer, der udøvede hjemmesygepleje. Dog ændrede fordelingen sig i perioden 1933 til 1953. Antallet af sygeplejeforeninger og menighedsplejer faldt, mens antallet af sygekassebaserede og rent kommunale hjemmesygeplejerskeordninger steg. Forskellen var her, at det kun var de kommunale hjemmesygeplejerskeordninger, der rettede sig mod alle kommunens borgere. De andre typer hjemmesygeplejerskevirksomheder tog sig kun af deres egne medlemmer.(61)

I 1957 blev Lov om hjemmesygepleje vedtaget.(62) Den pålagde kommunerne at have en hjemmesygeplejeordning, som alle borgere skulle have adgang til. Kommunerne kunne dog mod betaling fortsat overlade hjemmesygeplejevirksomheden til sygekasser, menighedsplejer og sygeplejeforeninger, der så kunne fortsætte deres arbejde.

Loven sikrede også, at hjemmesygepleje kun blev udøvet af autoriserede sygeplejersker. Dog var der fortsat enkelte hjemmesygeplejersker, der ikke havde kunnet opnå autorisation på grund af en mangelfuld uddannelse. De kunne søge om dispensation for at undgå afskedigelse efter et langt liv i hjemmesygeplejen.(63) Loven trådte i kraft i hele landet 1. april 1959, 90 år efter, at præstefruen Ida Johnsen ude på Amager agiterede for hjemmesygepleje som en kommunal opgave.

Hjemmesygeplejersken på barselsbesøg 1958. På bagsiden af fotografiet er der skrevet: Barselpleje var en af hjemmesygeplejens større opgaver. Moderen var steril i fire dage, og så kom man, til navlen var faldet og pæn. Rekorden var, så vidt jeg erindrer,
Hjemmesygeplejersken på barselsbesøg 1958. På bagsiden af fotografiet er der skrevet: Barselpleje var en af hjemmesygeplejens større opgaver. Moderen var steril i fire dage, og så kom man, til navlen var faldet og pæn. Rekorden var, så vidt jeg erindrer,
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 930801f004
Den nye lov medførte, at også barselspleje fremadrettet skulle varetages af en autoriseret sygeplejerske. Socialloven af 1933 havde givet mulighed for, at ikke-uddannet personale kunne passe barselspatienter efter en normal fødsel, så den nye lov kom nogen steder til at betyde en øget arbejdsbyrde for hjemmesygeplejerskerne.(64)

I 1950erne var der røster fremme om, at der kunne være fordele at organisere en samlet hjemme- og spædbørns- og skolesundhedspleje. I andre lande brugte man distriktssygeplejersker, der tog sig af alle aldersgrupper i lokalsamfundet, så hvorfor ikke også i Danmark? Sundhedsstyrelsen gennemførte derfor i årene 1953-58 et stort forsøg i Skanderborg Amt, hvor man udpegede fire land- og to bydistrikter, der blev udpeget kontroldistrikter og der blev udarbejdet arbejdstidsstudier og statistikker. Det er ud af Sundhedsstyrelsens rapport imidlertid meget svært at afgøre, hvad konklusionen på forsøget blev.(65) Dansk Sygeplejeråd var ikke ubetinget tilfreds med ordningen, men ingen pegede på det indlysende problem: Der var ikke uddannet tilstrækkeligt med sundhedsplejersker til at kunne dække behovet, og hvor mange sundhedsplejersker tager en videreuddannelse med fokus på børn og unge for også at skulle arbejde som hjemmesygeplejerske?(66) Denne form for blandet ordning blev aldrig gentaget i den rene form.

Hjemmesygeplejersken kommer for at gøre farmors ben i stand, hendes toårige barnebarn indfinder sig hver gang
Caption 
Hjemmesygeplejersken kommer for at gøre farmors ben i stand, hendes toårige barnebarn indfinder sig hver gang
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f552

1973: Ny lov gør hjemmesygeplejen til en rent kommunal opgave

Forud for kommunalreformen i 1970, der reducerede antallet af kommuner fra 1098 til 277 og antallet af amter fra 25 til 14, blev der nedsat et udvalg, der skulle se på hjemmesygeplejen og komme med forslag til en ny organisering. Her blev det klart, at den efterhånden gamle ordning med forskellige former for hjemmesygeplejevirksomheder havde overlevet sig selv.

Ifølge lov om hjemmesygepleje 1957 måtte hjemmesygeplejersken kun udføre hjemmesygepleje efter lægehenvisning. Problemet var bare, at man på sygehusene ikke havde overblik over de mange spredte hjemmesygeplejerskeordninger, så i praksis blev der sendt besked fra sygehuset om patientens sygeplejebehov til familien, til naboen, til socialkontoret eller med patienten selv. Det betød, at hjemmesygeplejersken, hvis hun ellers fik beskeden, først måtte kontakte praktiserende læge for at få den nødvendige henvisning.(67)

Udvalget konkluderede, at hjemmesygeplejerskerne ikke havde haft mulighed for at koordinere deres arbejde med andre sundhedsfaglige faggrupper og de sociale myndigheder. Den meget decentrale struktur var ikke hensigtsmæssig, så udvalget anbefalede, at hjemmesygeplejen fremadrettet skulle have kontor i tilknytning til kommunens social- og sundhedsforvaltning eller eventuelt i et lægehus.

En hjemmesygeplejerske i København er kommet for at give en patient en injektion, 1972
Caption 
En hjemmesygeplejerske i København er kommet for at give en patient en injektion, 1972
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000399f497h

Derudover blev det understreget, at det var nødvendigt med en videreuddannet ledende sygeplejerske, både til at koordinere arbejdet, men også for at sørge for hjemmesygeplejerskernes faglige udvikling i form af vejledning, kurser og efteruddannelse. Endelig blev det foreslået, at kommunerne oprettede hjælpemiddelcentraler, hvor hjemmesygeplejerskerne kunne få hjælpemidler af samme standard som på sygehusene.(68)

Den nye lov om hjemmesygeplejersker blev vedtaget i 1973 og fik store konsekvenser for hjemmesygeplejerskerne og for Centralforeningen af Hjemmesygeplejevirksomheder, der måtte lukke i 1974.(69,70) Hjemmesygeplejerskens arbejde ude i hjemmene, ændrede sig ikke radikalt, opgaven var fortsat at passe syge i hjemmet og yde barselpleje. Det var arbejdets organisering, der betød en omvæltning, og flere oplevede det, som om de mistede deres suverænitet.

Fra at være en nøgleperson i lokalsamfundet, der med udgangspunkt i sit eget hjem havde plejet patienterne fysisk, psykisk og socialt, blev hun nu placeret som en brik i en større organisation, og hun fik en leder. Fremadrettet ville hendes opgaver blive planlagt af andre end hende selv.(71)

Hjemmesygeplejersken rådgiver en ældre borger, der passer sin syge mand, selv om hun selv har slidgigt i hoften, 1977
Caption 
Hjemmesygeplejersken rådgiver en ældre borger, der passer sin syge mand, selv om hun selv har slidgigt i hoften, 1977
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f550

Bil eller cykel?

Spørgsmålet om hjemmesygeplejerskernes mobilitet har været til debat lige siden Diakonissestiftelsen gav menighedssøstrene lov til at cykle. I 1970erne begyndte hjemmesygeplejerskerne at gøre vrøvl de steder, hvor de skulle bruge deres egen bil, for den kørselsgodtgørelse, de fik, dækkede ikke det faktiske forbrug. I Odense gjorde kommunen kort proces og udleverede cykler til både hjemme- og sundhedsplejerskerne. Det betød, at hjemmesygeplejerskerne kom til at bruge mere tid på transport, men kommunen meddelte bare borgerne, at serviceniveauet måtte falde, når sygeplejerskerne skulle transportere sig selv rundt på cykel.

I Høje Taastrup gik kommunen en anden vej og købte seks Citroën 2CV varebiler. Det var ganske vist et af de billigste bilmærker på markedet, og bilen var ikke specielt komfortabel, men det var da en tjenestebil.(72)

Hjemmesygeplejerskerne ville ikke længere bruge egne biler i tjenesten, da kørselsgodtgørelsen ikke dækkede de faktiske omkostninger. Høje Taastrup Kommune købte derfor seks Citroën 2CV varebiler.
Caption 
Hjemmesygeplejerskerne ville ikke længere bruge egne biler i tjenesten, da kørselsgodtgørelsen ikke dækkede de faktiske omkostninger. Høje Taastrup Kommune købte derfor seks Citroën 2CV varebiler.
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000460f608

I Odense fik de cykler
Caption 
I Odense fik de cykler
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f337

1979: Sygehjælpere ind i hjemmesygeplejen

I takt med at hjemmesygeplejerskerne fik nye opgaver med sundhedsfremme og forebyggelse og opsøgende arbejde, blev der behov for, at hjemmesygeplejerskerne kunne blive aflastet for nogen af de mere rutineprægede opgaver.

I 1979 åbnede Sundhedsstyrelsen derfor op for ansættelse af sygehjælpere i hjemmesygeplejen. En sygehjælper havde dengang en uddannelse på 12 måneder og arbejdede under en sygeplejerskes ansvar. I hjemmesygeplejen var forholdene noget anderledes end det, sygehjælperne havde stiftet bekendtskab med på sygehjælperskolen, så Sundhedsstyrelsen fastlagde et detaljeret introduktionsprogram, som hjemmesygeplejerskerne skulle gennemføre for de nye medarbejdere.(73)

Dansk Sygeplejeråd fulgte nøje med i udviklingen på hjemmesygeplejerskeområdet for at sikre, at hjemmesygeplejerskernes løn- og arbejdsforhold blev afpasset til de nye opgaver, der dukkede op. Introduktion af sygehjælpere i hjemmesygeplejen var en af dem. Dansk Sygeplejeråd opfordrede derfor de ledende sygeplejersker i hjemmesygeplejerskeordningerne til ikke at ansætte sygehjælpere, før der var forhandlet rimelige arbejdsforhold.(74)

Aften- og døgnhjemmesygepleje, integrerede ordninger

En mere gennemgribende ændring kom, da kommunerne begyndte at indføre aftenbesøg. Overenskomsten for hjemmesygeplejerskerne var baseret på ren døgntjeneste til kl. 18.00, men kommunerne indgik aftale med deltidsansatte hjemmesygeplejersker, der fik timeløn for deres aftenarbejde.

Mange af dem henvendte sig til Dansk Sygeplejeråd for at få ordnede forhold i deres løn, pension og anciennitet. Dansk Sygeplejeråd fandt ordningerne overenskomststridige, og i 1978 opsagde DSR de eksisterende aftenordninger og pålagde hjemmesygeplejerskerne at fratræde deres stillinger, hvad alle gjorde med undtagelse af to, der blev ekskluderet af foreningen.(75)

Andre kommuner ville oprette døgnplejeordninger. Den første kom i Viborg Kommune, der indgik en aftale med Dansk Sygepleje om en tidsafgrænset forsøgsordning. Hjemmesygeplejerskerne kørte i tjenestebiler med radioforbindelse til brandstationen, der også var koblet op til de nødkaldeanlæg, der blev installeret i udvalgte beboeres hjem. Dansk Sygeplejeråds krav var blandt andet, at sygeplejerskerne skulle være sikret under kørslen, at de havde et vagtværelse til rådighed, og at lønnen svarede til ulemperne med aften- og natarbejdet.(76)

Herefter kom der en række henvendelser fra flere kommuner til Dansk Sygeplejeråd om aften- og døgnhjemmesygepleje. Ingen var uenige i fordelene ved sådanne ordninger, men det var svært at komme overens om vilkårene for hjemmesygeplejerskerne. Endelig i 1982 blev Kommunernes Landsforening og Dansk Sygeplejeråd enige om en aftale(77), og hurtigt efter blev der i rask takt etableret aften- og døgnhjemmeplejeordninger. I 1983 havde 39 kommuner oprettet døgndækning, og 1995 var der 269.(78)

Døgnhjemmesygeplejen, hjemmesygeplejersken med sin radio, 1980erne. 
Caption 
Døgnhjemmesygeplejen, hjemmesygeplejersken med sin radio, 1980erne. 
Attribution 
Foto fra: Wingender, Firkløveret og ildsjælene 1999

Integrerede ordninger

Op gennem 1980erne kom der ønsker fra kommunerne om at samordne pleje- og omsorgsopgaverne. Hidtil havde der været en klar adskillelse mellem hjemmesygeplejen og plejehjemmene, men nu blev der eksperimenteret med forskellige boligformer og ældrecentre, der ikke passede ind i den gamle struktur.

Kommunerne ønskede derfor at integrere de to systemer, så at hjemmesygeplejeplejerskerne og -sygehjælperne kunne varetage opgaver i både plejeboliger og i patienternes eget hjem. Det krævede, at der kom en fælles overenskomst for hele området. I 1989 lykkedes det parterne at blive enige om en overenskomst, der dækkede hele primærområdet, ’primæroverenskomsten’.(79)

Den mest kendte af disse integrerede ordninger blev etableret i den lille Skævinge Kommune i Nordsjælland, hvor kommunalbestyrelsen ønskede en bredere vifte af tilbud til ældre end det kendte plejehjem og hjemmesygeplejen.

Kommunens nye plejehjem blev ændret til et sundhedscenter med beskyttede boliger, og der blev forhandlet nye vilkår for alle plejegrupper, så alle formelt var ansat i hjemmesygeplejen.(80) Bag idéen om de integrerede ordninger lå den politiske målsætning, der blev fremherskende i 1980erne: ”Længst muligt i eget hjem”.

Plejecentret Bauneparken i Skævinge
Caption 
Plejecentret Bauneparken i Skævinge
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000399f149_12

Kommunerne ville have større effektivitet og fleksibilitet i ældreomsorgen, og her gav de integrerede ordninger mulighed for at udnytte personaleressourcerne effektivt, specielt i aften- og nattimerne.(81)

Op gennem 1990erne gik man i kommunerne i nogen grad væk fra de integrerede ordninger. Det viste sig, at det ganske vist gav en mere effektiv udnyttelse af personaleressourcerne, men det var de svageste og mest plejekrævende beboere, der betalte prisen. De manglede den tryghed og kontinuitet, som det faste personale på de nu nedlagte plejehjem havde kunnet give. Den ældre kunne nu opleve, at de i løbet af en dag mødte 20 forskellige plejepersoner, der hver især kom forbi for at udføre den bestemte opgave, de havde fået pålagt. Det blev nødvendigt at vende tilbage til et fast personaleteam omkring disse beboere.(82)

På sygehusene var EDB også på vej ind. Her ses det første administrative system på Hvidovre Hospital, ELKOM-systemet, der senere blev skiftet ud med Det Grønne System fra Kommunedata, 1987
På sygehusene var EDB også på vej ind. Her ses det første administrative system på Hvidovre Hospital, ELKOM-systemet, der senere blev skiftet ud med Det Grønne System fra Kommunedata, 1987
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000399f610
EDB i hjemmesygeplejen

Sidst i 1980erne var elektronisk databehandling, EDB, på vej ind i sundhedsvæsenet, i første ombæring primært til de rent administrative opgaver. I hjemmesygeplejen forholdt man sig mange steder skeptisk overfor det nye fænomen, der ’reducerede mennesker til et nummer’, men enkelte steder blev den nye teknologi afprøvet for at løse praktiske problemer i hjemmesygeplejen.(83)

I Herning udviklede hjemmesygeplejen et arbejdsredskab, der kunne generere effektive kørelister, oversigter over opgaver og statistikker. Systemet bevirkede, at det blev muligt at overbevise politikerne om, at der var for få hjemmesygeplejersker i forhold til befolkningstallet, og det resulterede i en opnormering. Fordelene ved EDB var begyndt at vise sig, ikke mindst som et dokumentations- og kommunikationsredskab.(84)

Teknologien var dengang i sin vorden, udstyret var dyrt, arbejdsstationerne var stationære og få, og kommunikationen mellem EDB-konsulenterne og sygeplejerskerne var præget af, at ingen af parterne kendte hinandens virkelighed.(85)

Med tiden blev der udviklet systemer specielt rettet mod hjemmesygeplejen, men det var først, da de mobile løsninger begyndte at blive en realitet, at det for alvor tog fart.(86)

Nye faggrupper på banen

SOSU-hjælper i gang med rengøring hos en ældre borger
SOSU-hjælper i gang med rengøring hos en ældre borger
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 981008f224
Udviklingen i den primære sundhedstjeneste havde ført til, at der var kommet flere nye faggrupper, og der var brug for et nyt uddannelsessystem, som både kunne forenkle uddannelsessystemet og reducere antallet af faggrupper. Uddannelserne skulle have en trinvis opbygning med mulighed for ’af- og påstigning’, og der skulle være adgang både for unge direkte fra folkeskolen og for voksne. Uddannelserne skulle ydermere give mulighed for at fortsætte på en af de videregående uddannelser som for eksempel sygeplejerskeuddannelsen.

Resultatet blev social- og sundhedsuddannelserne, der i 1991 erstattede uddannelserne til hjemmehjælper, sygehjælper, plejer, beskæftigelsesvejleder og plejehjemsassistent. Første trin var uddannelsen til social- og sundhedshjælper, andet trin social- og sundhedsassistent for de, der ønskede det et tredje trin i form af de videregående uddannelser inden for sundhedsområdet.(87)

De uddannede sygehjælpere fik mulighed for opskoling til social- og sundhedsassistent, hvad de fleste tog imod.

De første social- og sundhedsassistenter blev ansat i hjemmesygeplejen i 1993.

Det siger sig selv, at der skulle lidt forberedelse og tilvænning til at anvende de nye kompetencer korrekt. Specielt var medicingivning et område, der var til debat, og sygeplejerskerne skulle lige vænne sig til at delegere opgaver til SOSU-assistenterne.(88)

New Public Management i hjemmesygeplejen

I 1990erne mærkede hele sundhedsvæsenet den markedsgørelse og styringstænkning, der blev fremherskende i den offentlige sektor. Hvor der før havde hersket en administrationsfilosofi, der handlede om at forvalte de tildelte midler ordentligt, opstod der nu en styringsfilosofi, der var baseret på en tro på, at markedsmekanismerne var det bedste middel til at styre den offentlige sektor. Det resulterede i forskellige tiltag, som for eksempel private udbydere af hjemmehjælp og hjemmesygepleje og Bestiller-Udfører-Modeller (BUM-modeller), hvor hjemmesygeplejen fik en visitationsordning, der ud fra objektive kriterier skulle vurdere borgernes behov. De udførende led måtte så finde ud af at levere de ydelser, som visitator havde bestilt.(89)

Et andet tiltag, der fik konsekvenser for hjemmesygeplejen, var Fælles Sprog, der er et styringsredskab udviklet af Kommunedata til vurdering af en beboers behov og efterfølgende tildeling af ydelser og beregning af tidsforbrug.(89)

Systemet blev indført i kommunerne ud fra et ønske om at synliggøre, hvad pengene blev brugt til, men det blev af mange oplevet som et umenneskeligt værktøj, der reducerede arbejdet til en stribe opgaver, der skulle udføres indenfor en given tid.(90) Personalet oplevede, at det ikke længere var tilladt selv både at vurdere beboerens behov og opfylde dem, og de oplevede det som en afprofessionalisering af faget.

Hjemmesygeplejersken og sygeplejeelev på hjemmebesøg hos en klient, som har fået amputeret venstre hånd og begge ben
Caption 
Hjemmesygeplejersken og sygeplejeelev på hjemmebesøg hos en klient, som har fået amputeret venstre hånd og begge ben
Attribution 
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 000400f969

2007: Strukturreformen

Vedtagelsen af strukturreformen i 2004 betød, at de 14 amter blev nedlagt og erstattet af fem regioner, og de daværende 271 kommuner blev reduceret til 98. Reformen betød, at kommunerne fik pålagt en række nye opgaver, blandt andet forebyggelse og genoptræning.(91)

Sammenlægningen til større enheder gik ikke gnidningsfrit. Hjemmesygeplejerskerne skulle til at skabe fælles arbejdskulturer, de skulle vænne sig til større distrikter og mere tid på landevejen, og flere sygeplejersker oplevede, at de ikke kunne levere samme kvalitet i sygeplejen som hidtil.(92,93)

Da strukturreformen trådte i kraft 1. januar 2007, begyndte man at tale om et egentligt kommunalt sundhedsvæsen. Hjemmesygeplejen i 2007 var grundlæggende forskellig fra den, der blev til med kommunalreformen i 1973, hvor sygeplejerskerne var den eneste faggruppe i hjemmesygeplejen. Der var sket mange og store ændringer siden da. De nye faggrupper havde fået godt fat i kommunerne, og antallet af sygeplejersker faldt fra 7.392 stillinger i 1999 til 6.847 i 2004, mens antallet af SOSU-assistenter og -hjælpere i 2004 udgjorde 16.506. Nogle steder valgte kommunalpolitikerne af sparehensyn at fyre hjemmesygeplejerskerne og erstatte dem med social- og sundhedsassistenter.(94)

Hjemmesygeplejeordningerne blev organiseret forskelligt. Nogen steder holdt man fast i de integrerede ordninger, hvor sygeplejerskerne er organiseret sammen med hjemmeplejen (SOSU-medarbejderne m.fl.), men tendensen gik i retning af, at hjemmesygeplejerskerne nu blev organiseret i selvstændige grupper med egen ledelse.(95) Det betød, at hjemmesygeplejerskerne i nogen grad blev dekoblet fra SOSU-hjælperne og -assistenterne, og det blev vanskeligere at koordinere arbejdet.

Den demografiske udvikling bød på et stigende antal ældre, sygdomsbilledet ændrede sig radikalt i retning mod flere og flere såkaldt livsstilssygdomme og kroniske lidelser, og sygehusene sendte nu patienterne meget tidligt hjem.(96)

Alt dette gav store udfordringer i hjemmesygeplejen.

Opgaveglidninger

Strukturreformen forstærkede den tendens, der begyndte i 1990erne, hvor indlæggelserne blev færre og kortere, og hvor patienterne havde stadig større plejebehov ved udskrivelsen.(97) Det betød, at der blev flyttet en række avancerede sygepleje- og behandlingsopgaver ud til hjemmesygeplejen, som sygeplejerskerne ikke altid følte sig kompetente til at varetage.

Derudover betød forskydningen med flere SOSU-medarbejdere i forhold til antallet af sygeplejersker, at sygeplejerskerne måtte se social- og sundhedsassistenterne overtage opgaver, som normalt havde hørt til sygeplejerskens arbejdsområde. Nogen hjemmesygeplejersker følte sig derfor kørt ud på et sidespor, hvor de ikke længere kunne tage del i tilrettelæggelse og udførelse af sygeplejen til selv de svageste borgere.(98)

Bestiller-Udfører-Modellen medvirkede til denne udvikling, fordi sygeplejerskerne nu var blevet defineret som ’udførere’ af opgaver, som en social- og sundhedsassistent måske kunne have klaret.

Som en modreaktion på den udvikling blev der sat forskellige tiltag i værk for at definere hjemmesygeplejerskernes specielle ansvar og opgaver. Der blev oprettet sygeplejeklinikker, hvor de selvhjulpne borgere kunne gå hen for at for at få skiftet deres sår eller få hjælp med deres medicin. Der blev oprettet akutteams og akutenheder på plejecentrene for at forebygge hospitalsindlæggelser, og nogen kommuner ansatte sygeplejersker som forløbskoordinatorer for meget komplekse patientforløb.(95) Der opstod også en stigende specialisering i hjemmesygeplejen, hvor sygeplejersker med specialistviden inden for områder som sårbehandling, KOL og diabetes tog sig af de vanskelige specialopgaver eller fungerede som vejledere og konsulenter for kollegerne.(99)

Flere kommuner er også begyndt at indføre telemedicinske løsninger, hvor sygeplejerske og patient kommunikerer via skærmen om medicindosering og konkret vejledning om diverse sundhedsproblemer.(100,101)

En hjemmesygeplejerske rådgiver en patient over skærmen i 2019 
Caption 
En hjemmesygeplejerske rådgiver en patient over skærmen i 2019 
Attribution 
Foto: Claus Bech

APN-sygeplejersker

Det sidste skud på udviklingen er uddannelse af sygeplejersker på kandidatniveau. De kaldes APN, der står for ”advanced practice nursing in primary care”. En avanceret klinisk sygeplejerske vil have udvidede kompetencer i forhold til den ’almindelige’ sygeplejerske. Det betyder, at hun eller han vil være en selvstændigt udøvende sygeplejerske, der inden for et afgrænset område kan vurdere, diagnosticere samt justere eller igangsætte behandling inden for akutte eller kroniske sygdomme.(102)

Denne form for APN-sygeplejersker er velkendte i USA, England og Holland, hvor erfaringerne og forskningen har vist, at disse højtuddannede sygeplejersker bidrager til mere smidig adgang til sundhedsydelser og en sygepleje og behandling af høj kvalitet.

Det første hold på 70 APN-studerende gik i gang i eftersommeren 2019. Uddannelsen bliver udbudt af Aarhus Universitet under Kandidatuddannelsen i Sygepleje. Halvdelen af de APN-studerende læser i Aarhus, mens den anden halvdel læser i København.(103)

Hjemmesygepleje i går, i dag og i morgen - det handler om uddannelse

Det er godt og vel 150 år siden, den første menighedssøster begyndte arbejdet i Diakonissestiftelsens menighedssygepleje i København, og det er nøjagtigt 100 siden, Centralforeningen af Hjemmesygepleje udenfor København blev stiftet. Selv om Dansk Sygeplejeråd ville have hjemmesygeplejersker med mindst tre års uddannelse, fordi de stod alene i praksis med opgaver af enhver karakter, holdt Centralforeningen stædigt på, at 3-4 måneders oplæring på et hospital var alt rigeligt for en hjemmesygeplejerske. Det var mindre, end en social- og sundhedshjælper har i dag. Alligevel ville Centralforeningens stifter og iltre formand, William Jacobi, nok have glædet sig over dette sidste skud på uddannelsesstammen for hjemmesygeplejersker - den store udvikling taget i betragtning.

Title

Læs mere om APN-uddannelsen her

Litteratur

Bork, Dagmar. Diakonisser i dansk sygepleje. Dansk sygepleje 1997

Clausen, Inger., Larsen, Vibeke, Lund-Jensen, Erik, Müller, Karin. Landsygeplejens historie 1863-1910. Dansk Sygeplejeråd. Sygeplejehistoriske småskrifter 1999

Dietz, Susanne Malchau. Køn, kald & kompetencer: Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863-1955. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2013

Filantropi - mellem almisse og velfærdsstat. Den Jyske Historiker 1994

Hansen, Mona, Weinreich, Elvi (red.). Sygepleje i primær sundhedssektor. Munksgaard Danmark 2007

Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Aftale om strukturreform. Juni 2004

Jensen, Sigurd. Københavns Hospitalsvæsen 1863-1963. G.E.C.Gads Forlag 1963

Johnsen, Ida. Mellem to Tidsaldre. Gyldendalske Boghandel Nordiske Forlag København 1915

Jonasen, Viggo. Dansk Socialpolitik Menneske, økonomi, samfund og socialt arbejde 1708-1998. Den Social Højskole i Aarhus 1998

Kommunernes Landsforening og Sundhedskartellet. Fremtidens hjemmesygepleje, Udfordringsrapport. 2011

Larsen, Birthe, Mølgaard, Birgit. Længst muligt i eget hjem - den integrerede ordning. Dansk Sygeplejeråd 1991

Lund, Anker Brink. Kommunikation i sundhedsvæsenet. Bd. 2: Hjemmeplejens anvendelse af ny informationsteknologi. Roskilde Universitetscenter 1987

Malmgart, Liselotte. Ingen skal gå sulten i seng. Samvirkende menighedsplejer 1902-2002. Udgivet af: Samvirkende Menighedsplejer 2002

Malmgart, Liselotte. Med glæden som værktøj. Diakonissehuset Sankt Lukasstiftelsen 1900-2000. Sankt Lukas Stiftelsen 2000

Malmgart, Liselotte. Udviklingslinjer i nyere dansk diakoni. Social indsats og diakonal selvforståelse i to kirkelige organisationer i det 20. århundrede. Ph.d.-afhandling. Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet 2002

Petersen, Jørn Henrik. Hjemmehjælpens historie. Idéer, holdninger, handlinger. Syddansk Universitetsforlag 2008

Socialt Tidsskrift. Danmarks sociale lovgivning 1891-1941. Socialt tidsskrift 1941

Sundhedsministeriet, Redegørelse fra udvalget vedrørende analyse af sygeplejerskeområdet. 1995

Sundhedsstyrelsen. Forsøg med kombination af hjemmesygepleje med spædbørns- og skolesundhedspleje i Skanderborg Amt i årene 1953-58. 1960

Undervisningsministeriet. Rammer for fremtidens bistands-, pleje- og omsorgsuddannelser 1989

Vinge, Sidsel. Kramhøft, aren. Bøgh, Andreas. Hjemmesygeplejen i Danmark. DSI Institut for Sundhedsvæsen 2006

Voltelen, J. Hjemmesygeplejen. Historisk og biografisk Håndbog. Alex Kappels Forlag, København 1934

Wagner, Lis. Skævinge-projektet - en model for fremtidens primære sundhedstjeneste 1988

Wingender, Nete Balslev. Firkløveret og ildsjælene, Dansk Sygeplejeråd 1899-1999. Dansk Sygeplejeråd 1999

Ølgaard, Sonja. Goddag, det er hjemmesygeplejersken. Forlaget Mellemgaard 2017

Tidsskrifter

Fra 1901: Tidsskrift for Sygepleje, fra 1950: Tidsskrift for sygeplejersker, fra 1972 Sygeplejersken. Tidsskrift for Dansk Sygeplejeråd

Sygeplejen. Tidsskrift for Centralforeningen for Hjemmesygeplejevirksomheder

Ugeskrift for Læger

Noter

  1. Jonasen, Viggo. Dansk Socialpolitik 1808-1998, 1998 s. 80
  2. Socialt Tidsskrift. Danmarks sociale lovgivning 1891-1941 s. 92-93
  3. Krogh, Thyge. Filantropibegrebet mellem næstekærlighed, liberal politik og solidaritet. I: Filantropi - mellem almisse og velfærdsstat. Den Jyske Historiker 1994 s. 8-9
  4. Vammen, Tinne. Ømme punkter. Filantropi og velgørenhed ca. 1780-1930 - et unostalgisk vue. I: Filantropi - mellem almisse og velfærdsstat. Den Jyske Historiker 1994 s. 20
  5. Clausen et al. Landsygeplejens historie 1863-1910 s. 28
  6. Dietz, Susanne Malchau. Køn, kald og kompetencer. Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863-1955 s. 76
  7. Dietz, Susanne Malchau. Køn, kald og kompetencer. Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863-1955 s. 316-321
  8. Clausen et al. Landsygeplejens historie 1863-1910 s.35-38
  9. Bork, Dagmar. Diakonisser i dansk sygepleje 1997 s. 69
  10. Malmgart, Liselotte. Udviklingslinjer i nyere dansk diakoni 2002 s. 277
  11. Malmgart, Liselotte. Med glæden som værktøj 2000 s. 104-106
  12. Højskoleforstander Højgaard. Line Højgaard. Tidsskrift for Sygepleje nr. 13 1919 s. 258-261 og nr, 14 1919 s. 271-274
  13. Johnsen. Ida. Mellem to Tidsaldre 1915 s. 77-160
  14. Clausen et al. Landsygeplejens historie 1863-1910 s. 56
  15. Clausen et al. Landsygeplejens historie 1863-1910 s. 76
  16. Brandes. Bidrag til Udvikling af Sygeplejen udenfor Hovedstaden. Ugeskrift for Læger 1880 rk.4, bd. 1 nr. 13 side 185-193
  17. Trautner. Sygeplejen paa Landet og Uddannelse af Sygeplejersker for dette. Ugeskrift for Læger 1880, Følgeblad rk. 4, bd. 1 nr. 3 og 4 side 18-27
  18. Referat fra møde i Lægekredsforeningen for det nordlige og vestlige Fyn. Om Sygeplejen paa Landet. Ugeskrift for Læger 1880 rk. 4, bd. 2 nr. 1 s. 11-15
  19.  Budde, V. Sygeplejen udenfor Hovedstaden. Ugeskrift for Læger 1881 rk. 4 bd. 3 nr. 14 s. 197-203
  20. Lütken, Cecilie. Om Sygeplejen paa Landet. Ugeskrift for Læger nr. 24 1905 s. 570-575
  21. C.P. Landsygeplejen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 11 1908 s. 179
  22. M.Th. Anskuelser. Tidsskrift for Sygepleje nr. 4 1908 side 41
  23. Voltelen, J. Hjemmesygeplejen 1934 s. 19
  24. Jacobi, William. Landsygeplejen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 10 1908 s. 159-163
  25. Tscherning, Henny. En Redegørelse. Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1918 s.364-369
  26. Malmgart, Liselotte. Ingen skal gå sulten i seng. Samvirkende menighedsplejer 1902-2002 s. 17
  27. Voltelen, J. Hjemmesygeplejen 1934 s. 25
  28. Til Centralforeningens Sygeplejersker. Tidsskrift for Sygepleje nr. 20 1922 s. 336-339 og s. 351-355
  29. Meddelelse fra Dansk Sygeplejeråd. Til Centralforeningens Sygeplejersker. Sygeplejen nr. 10 1922 s.147-149
  30. Kort Uddrag af Diskussionen fra Centralforeningens Delegeretmøde. Tidsskrift for Sygepleje nr. 12 1923 s. 231
  31. Bestyrelsesmøde. Sygeplejen nr. 3 s. 50-52
  32. Sønderby, Olga. Statsanerkendelsen og D.S.R. Sygeplejen nr. 6 1923 s. 130
  33. Centralforeningens tidsskrift, Sygeplejen var i årene 1922 og -23 fyldt med debatindlæg, der er skrevet i en for tiden ualmindelig hård tone
  34. Avisartikel: Hanen, Thomas. Fra husmandstøs til diakonisse i Ravsted.Vestkysten 31. juli 1979 DSHM reg.nr. 000420A010
  35. Voltelen, J. Hjemmesygeplejen 1934 s. 76-85
  36. Voltelen, J. Hjemmesygeplejen 1934 s. 66
  37. Jensen, Sigurd, Københavns Hospitalsvæsen 1963-1963, 1963 s. 78
  38. ”Hjemmesygeplejen er en Perle, siger Hospitalsdirektør K.M. Nielsen”. Tidsskrift for Sygepleje nr. 40 1941 s. 800
  39. Interview med Forstanderinde Selma Nathanielsen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 40 1941 s. 798-799
  40. Lov (Nr. 140 - 1933) om Autoriserede Sygeplejersker
  41. Jonasen, Viggo. Dansk socialpolitik 1708-1998 s. 111 og Voltelen, J. Hjemmesygeplejen 1934 s. 106
  42. Roose, Helga. Hjemmesygeplejerskernes Uniform. Tidsskrift for Sygepleje nr. 45 1938 s. 982-983
  43. Hjemmesygeplejerskernes og Sundhedsplejerskernes Uniform. Tidsskrift for Sygepleje 1942 nr. 8 side 92
  44. Stoftildelingen ophører. Tidsskrift for Sygepleje 1945 nr. 28 side 202
  45. Herskind, Karen. Jeg er Hjemmesygeplejerske. Tidsskrift for Sygepleje nr. 13 1941 s. 289-290
  46. Sygeplejerskernes, specielt Provinssygeplejerskernes, lønforhold. Tidsskrift for Sygepleje nr. 17. 1937 s. 364
  47. Wingender, Nete. Firkløveret og ildsjælene bind 1 s. 173-174
  48. Kall, Julie. Solidaritet? Tidsskrift for Sygepleje nr. 47 1939 s. 829-831
  49. Wingender, Nete. Firkløveret og ildsjælene bind 1 s. 175-177
  50. Sander, P.M. Hjemmesygeplejerskernes Løn. Sygeplejen nr. 3,4,5 1947 s. 22-23
  51. Et skridt fremad for Hjemmesygeplejerskerne. Overenskomst sluttet med Centralforeningen. Tidsskrift for Sygepleje nr. 35 1947 s. 251-253
  52. En virkelig forbedring. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 17 1964 s. 609-611
  53. To Hjemmesygeplejersker skal have deres Opsigelse i Bryllupsgave. Tidsskrift for Sygepleje nr. 41 1941 side 808
  54. Politiken 18. juni 1930 side 3-4
  55. Wingender, Nete. Firkløveret og ildsjælene bind 1 s. 161
  56. Gifte Sygeplejersker. Tidsskrift for Sygepleje nr. 27 1944 s. 429
  57. Flere sygeplejerskeerindringer i Dansk Sygeplejehistorisk arkiv, fx DSHM reg.nr. 000535A016, DSHM reg,nr, 000535A017, DSHM reg.nr. 000535A028, DSHM reg.nr. 000535A033
  58. Ølgaard, Sonja. Goddag, det er hjemmesygeplejersken. 2017
  59. Petersen, Jørn Henrik. Hjemmehjælpens historie. Idéer, holdninger, handlinger. Syddansk Universitetsforlag 2008 s. 44-57
  60. Betænkning vedrørende hjemmesygepleje i Danmark, afgivet af det af Indenrigsministeriet nedsatte udvalg. 1953 s.34-37
  61. Betænkning vedrørende hjemmesygepleje i Danmark, afgivet af det af Indenrigsministeriet nedsatte udvalg. 1953 s. 10-13
  62. Indenrigsministeriet. Lov nr. 79 af 29. marts 1957 om hjemmesygepleje
  63. Indenrigsministeriets cirkulære af 10. april 1958 om hjemmesygepleje
  64. Hjemmesygeplejens fremtid. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 17 1959 s. 382
  65. Sundhedsstyrelsen. Forsøg med kombination af hjemmesygepleje med spædbørns- og skolesundhedspleje i Skanderborg Amt i årene 1953-58. 1960
  66. Schultz, Dorthe. Forsøg med kombination af hjemmesygepleje og sundhedspleje. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 4 1961 s. 95-101 og Dansk Sygeplejeråds kommentarer i samme blad s. 101-105
  67. Sundhedsstyrelsen. Hjemmesygeplejen. Betænkning II afgivet af det af Sundhedsstyrelsen nedsatte udvalg vedrørende revision af sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejerskeordningen. 1972 s.44-45
  68. Sundhedsstyrelsen. Hjemmesygeplejen. Betænkning II afgivet af det af sundhedsstyrelsen nedsatte udvalg vedrørende revision af sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejerskeordningen. 1972 s. 14-15
  69. Sundhedsstyrelsen. Retningslinjer for tilrettelæggelse af hjemmesygeplejerskeordninger 1974
  70. Centralforeningens ophør pr. 31. december 1974 enstemmigt vedtaget på det andet repræsentantskabsmøde den 23. februar 1974. Sygeplejen nr. 3 1973 s. 35
  71. Salling, Anne-Lise. Hjemmesygeplejersken må ind i et aktivt samarbejde med andre. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 36 s. 4
  72. De fik cykler i Odense og biler i Tåstrup. Sygeplejersken nr. 21 1975 side 18
  73. Sundhedsstyrelsen. Vejledning vedrørende sygehjælpere ansat under hjemmesygeplejerskeordninger, 1980
  74. Ingen nye arbejdsopgaver uden forhandling. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 18 1979 s. 22
  75. Faste ordninger med aftenhjemmesygepleje er blevet standset - og: Hjemmesygeplejersker ekskluderet or illoyal optræden. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 35 1978 s. 20-21
  76. Palsbo, Søren. Viborgs tilbud til hjemmesygepleje gælder hele døgnet - og: Dansk Sygeplejeråds krav ved etablering af døgnhjemmepleje. Tidsskrift for sygeplejersker nr. 7 1978 s. 4-6
  77. Kommunernes Landsforening. Cirkulæreskrivelse nr. 59 L. Vedrørende aften- og døgnhjemmepleje
  78. Sundhedsministeriet, Redegørelse fra udvalget vedrørende analyse af sygeplejerskeområdet. 1995 s. 75-76
  79. Mølgård, Birgit og Prasz, Ole. Et samlet tilbud om sygepleje og sundhed til kommunens borgere. Sygeplejersken nr. 47 1989 s. 18-20
  80. Wagner, Lis. Skævinge-projektet - en model for fremtidens primære sundhedstjeneste 1988 s. 78-97
  81. Larsen, Birthe, Mølgaard, Birgit. Længst muligt i eget hjem - den integrerede ordning. Dansk Sygeplejeråd 1991 s. 15-21
  82. Kjeldsen, Susanne Bloch. Den sociale sygepleje mangler. Sygeplejersken nr. 17 2000 s.14-17
  83. Lund, Anker Brink. Kommunikation i sundhedsvæsenet. Bd. 2: Hjemmeplejens anvendelse af ny informationsteknologi. Roskilde Universitetscenter 1987 s. 28-33
  84. Kjærgaard, Grethe. Hjemmeplejen i Herning blev synlig med EDB. Sygeplejersken nr. 3 1986 s. 23-25
  85. Kohave, Karen, Vandall, Gitte, Westing, Lise. Hjemmesygeplejen i Vejle har nu indført EDB. Sygeplejersken nr. 3 1987 s.18-21
  86. Nørgaard, Frank. Den digitale sygeplejerske. Sygeplejersken nr. 28 2002 s. 6-9
  87. Undervisningsministeriet. Rammer for fremtidens bistands-, pleje- og omsorgsuddannelser 1989 s. 11-22
  88. Bjørnsson, Kirsten. Adgangen til medicinskabet. Sygeplejersken nr. 27 1993 s. 28-29 og Vogt, Hanne. Social- og sundhedsassistentens kompetence. Sygeplejersken nr. 38 1993 s. 34
  89. Mahler, Marianne. Fælles Sprog og etik. I: Hansen, Mona, Weinreich, Elvi (red.). Sygepleje i primær sundhedssektor. Munksgaard Danmark 2007 s. 66-67
  90. Degn, John. Et godt liv vokser ikke ud af et regneark. Sygeplejersken nr. 9 2000 s. 4-5
  91. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Aftale om strukturreform. Juni 2004
  92. Leick, Claus. Hjemmeplejen er på herrens mark efter sammenlægning. Sygeplejersken nr. 1 2008 s. 16-17.
  93. Leick, Claus. Fagligheden sat på standby. Sygeplejersken nr. 1 s. 18 K
  94. jeldsen, Susanne Bloch. Ud med sygeplejerskerne. Sygeplejersken nr. 30 s. 10-11
  95. Kommunernes Landsforening og Sundhedskartellet. Fremtidens hjemmesygepleje, Udfordringsrapport. 2011
  96. Vinge, Sidsel et.al. Hjemmesygeplejen i Danmark. DSI Institut for Sundhedsvæsen 2006 s. 37-51
  97. Ministeriet for sundhed og forebyggelse. Vejledning om hjemmesygepleje. VEJ nr. 102 af 11/12/2006
  98. Tholle, Karen. Faglig identitet i opløsning (debatindlæg). Sygeplejersken nr. 3 2006 s. 43
  99. Vinge, Sidsel et.al. Hjemmesygeplejen i Danmark. DSI Institut for Sundhedsvæsen 2006 s. 37-51
  100.  Sommer, Christina. ”Så er det Linda-tid”. Sygeplejersken nr. 4 2019 s. 28-29
  101. Witthøfft, Anne. ”Skærmbesøg er win-win” .Sygeplejersken 2019 ; (4): 24-27
  102. Avancerede kliniske sygeplejersker i kommunerne. Dansk Sygeplejeråds hjemmeside (hentet 16-09-2019)
  103.  Hun er pionér på den nye APN-uddannelse. Dansk Sygeplejeråds hjemmeside: https://dsr.dk/politik-og-nyheder/nyhed/hun-er-pioner-paa-den-nye-apn-ud... (hentet 16-09-2019)