75-året for Danmarks befrielse

Sygeplejemuseet fejrer befrielsesdagen med en ny temaside om sygeplejersker under besættelsen.

Oprettet: 04.05.2020
Gunilla Svensmark
Jyllands Posten den 5. maj 1945
Dansk Sygeplejehistorisk Museum reg.nr. 980417f031_30_a

Den 4. maj 1945 om aftenen kunne danskerne på BBC høre det nu ikoniske budskab: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. Vi kender alle billederne og historierne om den eufori, der bredte sig i hele landet. På sygehusene skulle arbejdet selvfølgelig passes, men nogen almindelig aften blev det ikke.

Sygeplejemuseet har fortællinger om, hvordan sygeplejersker i aftenvagt oplevede den store begivenhed. Vi har også masser af beretninger om sygeplejerskers oplevelser og arbejde gennem hele besættelsen.

Besættelsesårene var fem lange år med undertrykkelse, varemangel og frygt. Det smittede af på sygeplejerskernes arbejde og satte dem tit på prøve.

Nogle få sygeplejersker er blevet kendte for deres arbejde i modstandsbevægelsen, men der er ikke skrevet eller talt meget om alle de sygeplejersker, der mere eller mindre frivilligt gjorde deres lille indsats ved at være på arbejde, når jøder og modstandsfolk på flugt søgte ly og hjælp på de danske sygehuse.

På sygeplejemuseet har vi samlet en række af de mange historier og åbnet en ny temaside, hvor du kan læse om vores formødres oplevelser og indsatser under besættelsen.