75-året for de hvide busser

Den 3. maj 1945 sluttede en af de største redningsaktioner i dansk historie: De hvide busser og redningen af ca. 20.000 fanger fra de tyske koncentrationslejre.

Oprettet: 03.05.2020
Gunilla Svensmark
En kolonne med svenske hvide busser ud for Blegdamshospitalet i København maj 1945
Dansk Sygeplejehistorisk Museumreg.nr. 940126f014

I månederne forud for befrielsen af Danmark den 4. maj 1945 havde danske redningsfolk, læger og sygeplejersker arbejdet i døgndrift for at hente 6.000 danske og 9.000 norske fanger hjem fra de tyske koncentrationslejre, en redningsaktion, der blev kendt under navnet De Hvide Busser.

Det var en gigantisk indsats, der blev ydet. De sidste dage inden befrielsen tømte tyskerne koncentrationslejrene, og mange af fangerne kom til de danske karantænestationer, hvorfra de blev sendt videre til det neutrale Sverige. Nu kom der fanger af mange nationaliteter, og i alt passerede 18.-20.000 kz-fanger den tyske grænse.

Sygeplejemuseet benytter 75-års dagen til at fortælle om sygeplejerskerne og de hvide busser.