Bog om sygepleje under besættelsen
Vi talte ikke om det, men vi vidste det - Sygeplejersker og sygepleje under besættelsen 1940-45.
Vi talte ikke om det, men vi vidste det - Sygeplejersker og sygepleje under besættelsen 1940-45.
Bogen bygger på omkring 50 interviews med sygeplejersker, der arbejdede som færdiguddannede sygeplejersker eller var sygeplejeelever under besættelsen. Formålet med projektet var at samle deres historier for videre forskning og formidling, inden det var for sent.
Oprindelig var målet med projektet at indsamle viden om, hvordan hverdagen på sygehusene blev påvirket af de restriktioner, der fulgte af besættelsen, men det viste sig hurtigt, at sygeplejerskerne havde oplevet langt mere end først antaget. Ud over at høre om, hvordan man kæmpede for at udføre en forsvarlig sygepleje trods mangel på sæbe, sengetøj og forbindinger, så hører vi her i detaljer også om, hvordan det var at være elev på et tidspunkt, hvor sygeplejerskeuddannelsen mange steder var mildest talt tilfældigt tilrettelagt, om arrige afdelings- og oversygeplejersker og om misbrug af eleverne som billig arbejdskraft.
Ydermere hører vi om, hvordan sygehusene gemte jøder og modstandsfolk på flugt. Det er ikke ukendt, at det skete visse steder, men det har været langt mere udbredt, end historie-skrivningen vidner om. De fleste af sygeplejerskerne i projektet var elever på det tidspunkt, og deres uddannelsesår var præget af den usikkerhed, der herskede. Ikke bare på grund af luftalarmer dag og nat, men også meget konkret i form af modstandsfolk, der bare dukkede op, skulle have en seng at sove i, og som skulle af sted til Sverige dagen efter. I hælene på dem kom ind i mellem tyske Gestapo- og danske Hipo-folk, som den unge elev måtte finde ud af at tackle helt på egen hånd i nattevagten. Eleverne betragtede sig ikke som modstandsfolk. De befandt sig bare på et sted og i en rolle, hvor det var umuligt ikke at blive involveret i større eller mindre omfang.
Endelig hører vi om besættelsens forskellige dramatiske milepæle set med unge øjne, 9. april 1940, folkestrejken, befrielsen og de store bombardementer af Nexø og Rønne kort efter befrielsen.
Kort sagt, det er historien om besættelsen set fra et sygehusperspektiv af unge kvinder, der lærte at tie stille og ikke stille spørgsmål, men som udmærket vidste, hvad der foregik.
Smagsprøve - et kapitel om besættelsen den 9. april 1940
Smagsprøve – et kapitel om lus og fnat under krigen
Billeder fra befrielsesdagene maj 1945 fra et fotoalbum, der har tilhørt sygeplejerske Anne Marie Martinussen f. Madsen...
I 70-året for afslutningen af 2. verdenskrig er det værd at se på de danske sygeplejersker og hjælpesygeplejersker, der...