Da Bispebjerg Hospital blev indviet i 1913 var sygeplejerskernes uniformer ret uensartede. På Københavns Kommunehospital bar sygeplejerskerne en blå kjole med et voksdugsforklæde (”gummiforklæde”), og dertil brugte de private bælter, kraver og bånd til at pynte på det hele . Da Rigshospitalet åbnede i 1910 fik sygeplejerskerne en lignende uniform.
Læs mere om sygeplejerskeuniformen
Charlotte Munck blev i 1913 ansat som forstanderinde på Bispebjerg Hospital – som den første i landet. Hun havde ansvar for hele sygeplejen på hospitalet og for sygeplejerskeuddannelsen. Hun trak på sin egen uddannelse på Presbyterian Hospital i New York med dets systematiske, disciplinære og grundige uddannelsesordning med både en teoretisk og en praktisk og alsidig undervisning.
Når man ser på billedet af Charlotte Munck som sygeplejeelev på Presbyterian Hospital 1906-09, kan man tydeligt se den inspiration, den gav hende til Bispebjergs fremtidige uniform. Efter indvielsen af Bispebjerg Hospital den 19. september 1913 kunne man i Tidsskrift for Sygeleje læse, at sygeplejerskernes uniform gav ”et festligt og sirligt Indtryk af blaat og lysende hvidt.”
Den første uniform bestod af en lang kjole i hvidt og blåt kadetstribet stof med hvidt forklæde med smæk. Dertil en stivet hvid flip med løs kraveknap foran. Ærmerne nåede til albuen og var kantet med en hvid manchet.
Senere blev ærmerne kortere og endnu senere blev den hvide ærmemanchet erstattet af en stribet kant i stedet for den hvide. Måske, fordi uniformerne blev ens i hele Københavns Kommunes Hospitalsvæsen?
De ledende sygeplejerskers uniform
Som på andre hospitaler og sygehuse bar de ledende sygeplejersker og med tiden også sygeplejelærerne særlige uniformer, der markerede deres rang. På Bispebjerg Hospital var det en hvid uniform med lange ærmer, læg på overdelen og også nederst på skørtet.
Uniformen ændrede sig ikke grundlæggende indtil begyndelsen af 1970'erne. Bortset fra kjolelængden, der op gennem 1960erne langsomt krøb op over knæet.
De hvide polyesteruniformers indtog
De gamle sygeplejerskeuniformer blev skiftet ud i hele landet sidst i 1960’erne/først i 1970’erne. I stedet kom de hvide polyesteruniformer, der blev brugt af alle plejegrupper. Det udslettede det uniformshierarki, der havde hersket i over 100 år. Om det er godt eller skidt er noget, der stadig bliver diskuteret.
Kappen
Da Bispebjerg Hospital åbnede i 1913, var det kun sygeplejerskerne på Garnisons Hospital, der bar kappe. Her havde Cecilie Lütken indført kappen, fordi hun selv var uddannet på et tysk Røde Korshospital med en stolt kappetradition.
Charlotte Munck indførte ”kappefesten” som en tradition, hun tog med sig fra sin egen uddannelse i USA. Hun kopierede den kappe, hun fik på Presbyterian Hospital. På billeder kan man se, at den blev brugt på Bispebjerg Hospital de første år.
Den første kappe Bispebjerg Hospital var den høje, lidt spidse kappe, som blev brugt på Presbyterian Hospital. Senere blev den specielle kappe skiftet ud med en simplere model, der kom til at danne forbillede for den kappe, vi kender fra de fleste danske hospitaler helt op til 1970erne. . Vi ved ikke hvornår og hvorfor, den spidse kappe blev udfaset. Måske var den lettere og billigere at vaske, stive og montere?
Kappefesten holdt sig som en betydningsfuld tradition i mange år.
I begyndelsen af 1970’erne forsvandt kappen i Københavns Kommunes Hospitalsvæsen. I 1971 bekendtgjorde Direktoratet for Københavns Hospitalsvæsen, at direktoratet i princippet kunne tilslutte sig det flertal blandt sygeplejerskerne, der ville af med kappen som en obligatorisk del af uniformen. Den tjente ikke noget praktisk formål. Hvis nogle sygeplejersker fortsat ville gå med kappe, kunne de få engangskapper af papir.
Afskaffelsen af kappen bredte sig over hele landet, og i den første halvdel af 1970erne forsvandt den næsten helt. Enkelte ældre sygeplejersker blev dog ved med at bruge kappen i årene frem.
Læs mere om kapper og slør
BBH-emblemet
Charlotte Munck fik Presbyterians Hospitals emblem, da hun havde bestået sin statseksamen fra Columbia University. På billeder kan man se, at hun bar det hele livet sammen med Dansk Sygeplejeråds firkløverembem
Det er rimeligt at antage, at det var Charlotte Munck, der indførte uddannelsesemblemet på Bispebjerg Hospital som det første sted i landet.
Fra Tidsskrift for Sygepleje ved vi, at Bispebjerg og Københavns Kommunehospital var de første, der indførte emblemet. I 1933 fulgte Rigshospitalet efter med et emblem, der kostede 4 kroner og 25 øre. Men så var det også graveret.
Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår Bispebjerg Hospital begyndte at overrække emblemer til sygeplejeeleverne. Det første, der er registreret på Dansk Sygeplejehistorisk Museum, er fra 1923. Der er noget, der tyder på. at Københavns Kommune samtidigt begyndte at overrække emblemer til sygeplejeeleverne på Københavns Kommunehospital.
Emblemet havde som motiv Københavns Kommunes byvåben med de tre tårne og respektive hospitalers forbogstaver. For Bispebjerg Hospitals vedkommende: BBH. emblemet var fremstillet i sølv med blåt emaljemotiv.

Emblemet er graveret 1943.
I midten af 1970erne blev formen ændret. De fire udspring forsvandt, og bogstaverne blev BS, Bispebjerg Sygeplejeskole.

Emblemet er graveret 1975 og måler 24 mm i diameter.
Læs mere om uddannelsesemblemerne
Kilder
- Dorthea Leth. Kjoler. Tidsskrift for Sygepleje 25. årgang nr. 5 1925
- Kommunehospitalets 50 Aars Jubilæum og Bispebjerg Hospitals Indvielse. Tidsskrift for Sygepleje nr. 18 13. årgang 1913
- Nete Balslev Wingender. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899 – 1999. Dansk Sygeplejeråd 1999
- Dansk Sygeplejehistorisk Museums registrant.