Welanderhjemmet
Welanderbygningen lige uden for Bispebjerg Hospital var en gang et behandlingshjem for børn med medfødt syfilis. Det var i begyndelsen af 1900-tallet en udbredt sygdom for børn af ugifte mødre og prostituerede.
Welanderbygningen lige uden for Bispebjerg Hospital var en gang et behandlingshjem for børn med medfødt syfilis. Det var i begyndelsen af 1900-tallet en udbredt sygdom for børn af ugifte mødre og prostituerede.
Medfødt syfilis ses meget sjældent i dag, men i begyndelsen af 1900-tallet blev 1,25% af alle børn født med sygdommen. Af disse var 85% født uden for ægteskab. Mange af dem voksede derfor op på børnehjem eller i plejefamilier.
Behandlingen bestod den gang af kviksølvsbaserede præparater som Salvarsan, fra 1921 kombineret med grundstoffet bismuth. Det havde voldsomme bivirkninger som udslæt, leverskade og kunne være dødeligt.
Den svenske læge Edvard Vilhelm Welander (1846–1917) oprettede år 1900 det første Welanderhjem, og konceptet bredte sig til resten af Skandinavien og også i Wien og Berlin. Det første danske Welanderhjem åbnede i 1905 i Tåstrup. Det havde plads til 10 børn og viste sig hurtigt at have alt for lidt plads.
I stedet blev Welanderhjemmet på Bispebjerg bygget lige uden for Bispebjerg Hospitals østre port. Københavns Kommune donerede grunden, og der blev indsamlet midler til selve bygningen. Welanderhjemmet var en selvejende institution og blev støttet af Dansk Forening for Kønssygdommenes Bekæmpelse.
Da Welanderhjemmet blev indviet i 1916, havde det plads til 52 børn. Dødeligheden blandt børnene var høj, 22%, og de, der overlevede, havde en dårlig prognose. Kun omkring halvdelen af de overlevende børn var normalt begavede, resten var mentalt retarderede, ofte i svær grad.
I 1918 bad bestyrelsen Hedvig Post om at blive plejemoder. Hun var uddannet på Københavns Kommunehospital og havde ry for at være troværdig, stabil og en dygtig sygeplejerske.
For Hedvig Post blev det en livstidsstilling. Hun var interesseret i organisatorisk arbejde og blev den første formand for Københavns Kommunale Sygeplejerskeforening 1916-43.
På Welanderhjemmet kæmpede hun blandt andet for sygeplejeelevernes løn- og uddannelsesforhold. Da hun tog sin afsked i 1941, kunne hun med tilfredshed notere, at en del af kampen for bedring af sygeplejerskernes arbejdsvilkår var lykkedes.
Welanderhjemmet på Bispebjerg Bakke bestod frem til 1941 og nåede at behandle næsten tusind børn. Da den medfødte syfilis blev sjældnere, blev bygningen en overgang brugt til børn med alvorligt eksem, og som man mente havde brug for sol og frisk luft.
I 1954 overgik Welanderbygningen til Bispebjerg Hospitals børnepsykiatriske afdeling.
Kilder