Diakonissestiftelsen så - og ser - det som sin opgave at yde omsorg til samfundets syge, svage og sårbare. For 150 år siden var de henvist til velgørenhed. Det ville diakonisserne lave om på, og det blev forløberen for vor tids velfærdssamfund.
Dronning Louise (1817-1898) etablerede Diakonissestiftelsen, fordi hun bekymrede sig om sine undersåtters ve og vel. Den sociale nød var udtalt i midten af 1800-tallet, og blev man syg, arbejdsløs, kom i fængsel eller andet, så var der ingen hjælp at hente fra det offentlige. Diakonisserne blev uddannet i sygepleje og socialt arbejde, og deres mission var at hjælpe de allersvageste.
Efterspørgslen på diakonisser blev med tiden stor, og i enhver afkrog af landet blev der grundlagt nye institutioner og filialer. De mest succesfulde områder var menighedsplejen, offentlige hospitaler, alderdomshjem og børneforsorgen. Men der var også et betragteligt redningsarbejde i forbindelse med prostitution og alkoholisme.
Da Diakonissestiftelsen i 1863 blev indviet i Smallegade på Frederiksberg, var der plads til seks patienter. Det skete på et tidspunkt, hvor der kun var ganske få hospitaler i Danmark.
Diakonissestiftelsens hospital blev udbygget i flere omgange med flere og flere specialer. Da den nye kirurgiske afdeling blev taget i brug på hospitalet på Peter Bangs Vej, havde Diakonissestiftelsens hospital 250 sengepladser. Hospitalet husede landets eneste center for børn med læbe-gane-spalte. Hospitalet lukkede i 1984 som følge af regeringens ønske om et offentligt sundhedsvæsen.
Caption
Medicinsk afdeling på Diakonissestiftelsen 1918
Attribution
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv
Fra sidst i 1800-tallet skete der en eksplosionsagtig vækst i sygehusbyggeriet i hele landet. I 1872 bad Århus Købstads Sygehospital som det første offentlige sygehus om diakonisser, og flere fulgte hurtigt efter. Omkring 1900 var der diakonisser på 20 danske sygehuse.
Søstrene sad i de ledende stillinger og fik stor betydning for udviklingen af sygeplejen, og også for rekruttering af nye diakonisser. Der var diakonisser på de danske sygehuse frem til 1970’erne med Aarhus Amtssygehus, Fredericia Sygehus og Odense Sygehus som de sidste.
Caption
Diakonisser ansat ved Aarhus Amtssygehus ca. 1940
Attribution
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv
Menighedspleje svarer til det, vi i dag kender som hjemmesygepleje. Men den gang var det ikke en offentlig opgave. En frivillig sammenslutning i et sogn samlede midler til at ansætte en sygeplejerske, ofte en diakonisse, til at yde sygepleje og udføre socialt arbejde.
Den første beskedne menighedspleje blev oprettet i København i 1873. I midten af 1940’erne betjente Diakonissestiftelsen 76 menighedsplejer i hele landet.
Menighedsplejen blev grundlagt af søster Ellen Johansen Sass (1843-1898), en bødkerdatter der blev optaget som prøvesøster i 1866. Hun kæmpede med mindreværdsfølelse overfor de andre søstre og var bange for, at hun ikke bestod prøveperioden. Det gjorde hun, og det blev hende, der grundlagde den menighedspleje, som Diakonissestiftelsen fortsatte med indtil midten af 1960’erne.
I begyndelsen af 1940'erne kulminerede Diakonissestiftelsens engagement i menighedssygeplejen med 76 menighedssygeplejer. Det aftog op gennem 1960'erne i takt med, at kommunerne overtog opgaven som en offentlig opgave.
Hjemmesygepleje blev først en kommunal opgave i 1957, hvor Lov nr. 79 af 27. marts 1957 om hjemmesygepleje blev gennemført.
Caption
Diakonisse i hjemmesygeplejen i Bov Diakonisse i hjemmesygeplejen i Bov
Attribution
Foto: Privateje
I 1873 overdrog dronning Louise Louisestiftelsen ved Sorø til Diakonissestiftelsen, og der blev åbnet to institutioner på Falster til opdragelse af småpiger, Hjortebjerg Skole ved Korselitse Gods i 1872 og børnehjemmet Karleby i 1875. I 1905 drev Diakonissestiftelsen 32 børneinstitutioner, og den dag i dag er børn et af stiftelsen indsatsområder.
Caption
Louisestiftelsen i Sorø - børnehjem for piger
Attribution
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv
Det første sygehjem, Diakonissestiftelsen oprettede, var Sarepta, der blev bygget overfor Diakonissestiftelsen på Peter Bangs Vej i 1886. Antallet af alderdoms-, syge-, og rekonvalescenthjem steg kraftigt og kulminerede med 24 i 1940 og 1950’erne. I dag er ældreplejen fortsat et af Diakonissestiftelsens kerneområder.
Caption
Plejehjemmet Mara
Attribution
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv
Fattigforsorg var et vigtigt felt i en tid, der ikke kendte til folkepension og offentlige sociale institutioner. Allerede i 1870’erne var der diakonisser på fattiggårde i Aarhus, og Diakonissestiftelsen drev fattiggårde flere steder i landet frem til 1933, hvor Steinckes socialreform trådte i kraft. Fattiggårdde var kommunale arbejdsanstalter, hvor fattige mod en arbejdsydelse kunne få mad og bolig.
Et andet område var redningsarbejde for straffede kvinder, som dog aldrig blev et stort felt for Diakonissestiftelsen. Herudover blev der oprettet en række kvindehjem og andre sociale institutioner, fx blindehjem og asyler for prostituerede kvinder.
Caption
Sichar i Århus - redningshjem for faldne kvinder
Attribution
Foto: Diakonissestiftelsens arkiv
Se oversigt over alle Diakonissestiftelsens "stationer", institutioner hvor der var ansat diakonisser
Susanne Malchau Dietz. Køn, kald & kompetencer - Diakonissestiftelsens kvindefællesskab og omsorgsuddannelser 1863-1955. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2013